Wikikilden

Det norske Folks Historie/4/85

< Det norske Folks Historie | 4

Traktaten til Hvitingsø var en sand Velgjerning for Landet, ej alene fordi den, hvad der var det vigtigste, nu skaffede Landet Ro for henved ti Aar, og derhos, ved at forlige Birkebeinerne med Baglerne, gjorde Ende paa de værste Borgerkrige i Landet – de senere Tronstridigheder yppedes af andre Partier, havde nemlig hverken i Omfang, Blodighed eller Langvarighed synderligt at betyde i Sammenligning med Baglerkrigene; – men ogsaa fordi Riget derved gjenvandt sin Anseelse over Skatlandene, hvis Fyrster, især Orknøernes, ved Efterretningen om, at der var sluttet Fred, strax begyndte at frygte for den Straffedom, der nu maaskee vilde overgaa dem for deres Opsætsighed, og som desuden sattes i Skræk ved et Tog, der nu virkelig blev foretaget fra Norge til Vesterhavets Øer. Hermed hang det saaledes sammen. Allerede paa selve Mødet ved Hvitingsø opstod der megen Murren og Misfornøjelse mellem de forsamlede Birkebeiner og Bagler over at alle Fordringer paa gjensidig Bod og Erstatning skulde bortfalde, og al yderligere Hevn for Eftertiden skulde være forbuden; thi der var, heder det, mange ypperlige Mænd, som i denne Fejde havde mistet alt deres Gods, og som rimeligviis havde haabet, at Krigen endnu en Tidlang vilde blive fortsat, hvorved da tillige Udsigten til at vinde Erstatning og Hevn ved fortsatte Plyndringstog indenlands altid stod dem aaben. Men selv for dem, der just ikke tænkte saa meget paa Erstatning, maatte det alligevel være noget underligt, ja ubehageligt, med eet at skulle ombytte det med saa mange Aars Fejder tilvante og dem til en anden Natur blevne Krigerliv med en Tilværelse, der i deres Øjne kun var lad Uvirksomhed, og med Fredens Sysler, som hidtil vare dem fremmede, og som de nu vare for gamle til, med eet at kunne finde Behag i. Derfor blev det dem strax en Trang at søge Krigs-Eventyr uden for Landet, siden de ej kunde finde dem hjemme, og de fordums Fiender, Birkebeiner og Bagler, gjorde allerede, førend de fra Mødet droge hver til sit, foreløbig Aftale med hinanden om Krigstog, som de i det følgende Aar eller i alle Fald saa snart som muligt vilde foretage i Fællesskab. De tvende Høvdinger og Svogre, Peter Steyper og Reidar Sendemand, toge Korset, og aftalte at de den følgende Sommer vilde drage i Forening til det hellige Land. En Deel andre, mindre anseede Høvdinger af begge Partier aftalte derimod, at de Sommeren efter skulde drage paa et Herjetog til Syderøerne, og udrustede dertil Skibe paa begge Sider. Et tilstrækkeligt Paaskud til dette Tog havde de deels i Kong Ragnvald Gudrødssøns Opsætsighed, idet han tildeels undlod at betale Skat, deels i hans slette Ferd mod Broderen Olaf. Thi da denne forestillede ham, at Øen Ljodhuus[1], hvormed han hidtil havde maattet lade sig nøje, ej forslog til hans og hans Mænds Underholdning, og derfor anmodede Ragnvald om at give ham et andet, mere indbringende Landskab, lovede han ham at give Svar næste Dag, naar han først havde overlagt derom med sine Raadgivere; men da Olaf ifølge dette Løfte tillidsfuldt indfandt sig, lod Ragnvald ham troløst gribe, lægge i Lænker, og føre fangen til sin Ven og Forbundsfælle Kong Villjam i Skotland, hos hvem han hensad fængslet i henved syv Aar (1208–1214) og ikke slap løs førend Villjam var død (6te Decbr. 1214) og hans Søn og Efterfølger Alexander befalede at alle Statsfanger skulde sættes paa fri Fod[2]. Denne Troløshed fortjente visselig at straffes, og der har neppe manglet paa Venner og Tilhængere af Kong Olaf, der selv kom til Norge og paa det indstændigste opfordrede dets Krigere til at komme ham til Hjelp. Til aftalt Tid droge de ogsaa afsted paa 12 Skibe. Af Anførerne havde fire, nemlig Erik Tovessøn, Erlend Pik (eller Vik), Berg Møl og Nikolas Gille, hørt til Baglernes Parti, og tre til Birkebeinernes, nemlig Thormod Thasram, Thormod Filbein og den før omtalte Uspak den syderøiske, ogsaa kaldet Uspak Agmundssøn, hvilken maaskee har været den egentlige Anfører paa Toget formedelst sit Kjendskab til disse Egne, hvor vi endnu en Gang ville see ham fremstaa som Kongesøn og Tronprætendent[3]. De herjede, fortælles der, paa Syderøerne og de omliggende Øer, hvortil de fandt saa meget lettere Lejlighed, som der just paa den Tid var andre Fejder mellem Fyrsterne i de Egne. Blandt de Øer, de plyndrede, var ogsaa Iona eller den hellige Ø, hvilken Nordmændene hidtil havde holdt fredhellig. Siden, heder det, bleve de uenige og skiltes ad, flere af dem bleve dræbte, nogle paa eet, andre paa et andet Sted, og de, som kom tilbage til Norge, maatte døje haarde Irettesættelser af Biskopperne for deres Røveri. Det er ikke usandsynligt, at dette Tog staar i Forbindelse med en i de irske Annaler just ved dette Aar (1209) omtalt Kamp mellem Sumarlides eller rettere Ragnvald Sumarlidessøns Sønner og Indbyggerne af Øen Sky[4]; og hvis man kan antage, hvad der ej er saa usandsynligt, og hvad de islandske Annaler endog give Anledning til at tro, at Toget ogsaa vedvarede i Aaret 1210[5], maa man derhos hermed vistnok sætte i Forbindelse, at den før omtalte Angus af Argyll, Sumarlides Søn, netop i hiint Aar blev dræbt med tre af sine Sønner hvilket den manske Krønike beretter, uden dog at angive Anledningen dertil, eller Maaden, hvorpaa det skede. Nordmændene have sandsynligviis taget Tjeneste hos en eller anden af de stridende Parter. Hvad man nu end ellers kan sige om Toget selv, da er det dog vist, at det bar gode Frugter for Riget, thi Ragnvald og hans Søn Gudrød, som herved havde faaet Forsmag paa, hvad de nys forligte Konger selv vilde kunne udrette, om de fandt for godt, i Forening at tvinge dem til Lydighed, fandt det nu raadeligst at begive sig til Norge, forlige sig med Kong Inge og Haakon Jarl, sverge dem Troskabsed, erkjende den norske Konges Lenshøjhed, og udrede den hidtil ikke betalte Skat[6]. Hvad der maaskee end mere stemmede Ragnvald til Føjelighed, var at Kong Johan af England, der i det samme Aar, 1210, gjorde sit bekjendte store Tog til Irland for at underlægge sig Øen, ogsaa sendte en Deel Tropper under en Grev Fulko over til Man, der i 15 Dage, just som Ragnvald og hans fornemste Mænd vare fraværende, lagde Øen ganske øde, og vendte tilbage med Gisler[7]. Det var aabenbart Johans Hensigt, at underkaste sig Man, og tvinge Ragnvald til at erkjende hans Lenshøjhed, hvilken denne ogsaa ved et to Aar senere udstedt Brev virkelig erkjendte[8]; men for Ragnvald maatte det i alle Fald, saa længe han ej havde Olaf at frygte for, visselig være langt bekvemmere eller mindre trykkende, at staa i et Vasallforhold til en fjernere og mindre mægtig Stat som Norge, end at staa i det samme Forhold til Kongen af England, hvis Besiddelser omgave Man paa alle Kanter, og som saaledes til enhver Tid med Lethed kunde sikre sig hans Lydighed. Det synes saaledes at maatte antages, at i det mindste det af Ragnvald i 1212 udstedte Hyldingsbrev til Kong Johan kun har været ham aftvunget. Anderledes var det senere, da Olaf var kommen paa fri Fod igjen, og søgte sin rette Lensherres, den norske Konges, Venskab; da laa det atter i Ragnvalds Interesse at holde sig til Kongen af England, og vi ville saaledes i det følgende fremdeles see ham at optræde som hans Vasall. For Resten ville vi ogsaa erfare, at det ej kom den ærgjerrige Ragnvald synderligt an paa, at erkjende flere Lensherrer paa een Gang, eller, paa samme Tid som han underkastede sig een Fyrste, i en Skrivelse til en anden at erklære sig fri og uafhængig, naar der kun derved var nogen Fordeel at vinde. Dette maa man altid have for Øje, for ret at kunne forstaa disse indviklede og ellers næsten ganske ubegribelige Forhold.

Ogsaa Jarlerne paa Orknø, Jon og David, der havde holdt sig uafhængige ligesom deres Fader, saa længe der var Fejde i Landet, spurgte aldrig saa snart at Kongerne havde sluttet Fred, førend de sendte Biskop Bjarne til Norge for at gjøre Undskyldninger og tilbyde Forlig. Bjarne fandt Kong Inge og Haakon Jarl i Bergen, fremførte sit Erende, og bragte det dertil, at de tilsagde Jarlerne Grid eller Lejde til at indfinde sig hos dem den følgende Sommer og indgaa Forliget. De kom dog ikke, uvist af hvad Grund, denne Sommer, – maaskee de havde faaet Betænkeligheder, og angrede det Skridt, de havde gjort –; men da anløb hiin til Syderøerne bestemte Flaade Hjaltland og Orknøerne paa Vejen, medbringende kongelige Sysselmænd; og dette synes at have sat Jarlerne i Skræk, thi næste Sommer (1210) kom de virkelig til Norge i Følge med Biskop Bjarne, og overlode sin Sag ganske til Kongens og Jarlens Afgjørelse. Disse dømte dem til at udrede en stor Pengebod, hvorhos de maatte sverge Kongen Troskabsed, og stille Gisler til Sikkerhed[9]. Men tilsidst, heder det, gjorde Kong Inge dem dog til sine Jarler over Orknøerne og Hjaltland med de Vilkaar, der siden bleve overholdte indtil deres Dødsdag. Denne Angivelse er dog aabenbart urigtig, hvad Hjaltland angaar, thi dette var, som vi vide, allerede inddraget af Sverre, og det er tydeligt nok at see af Maaden, hvorpaa de senere Jarler omtales, at de intet havde med Bestyrelsen af Hjaltland at bestille. David levede ikke længer end til 1214[10], hvorefter hans Broder Jon ene beherskede Orknøerne.

Endog paa Færøerne havde de sidste Tiders Fejder givet Urostifterne Lyst og Lejlighed til at gjøre Kvalm. Det er allerede omtalt[11], at Sverres første Hustru, Astrid Roedatter, i Følge et paa Øerne selv herskende Sagn, skal have født en Søn, Erling, hvilken Sverre ikke vilde anerkjende. At hun havde en Søn, ved Navn Erling, som paastod at han tillige var Sverres Søn, er vist nok. Han paastod, at han var nærmere Arving til Norges Trone, end Guthorm eller Inge, fik endeel Tilhængere samlet, især, som Sagnet beretter, fra Norderøerne, hvor hans Moder ejede meget Odelsgods, drog omkring paa Øerne, og gjorde megen Skade. Han skal have bygget en Borg i Thorshavn, og holdt Slag, først ved Skaalebotn paa Østerø, siden i Ambadal ved Eide, og derpaa i Nærheden af Mykledal, paa Kalsø, men være bleven overvunden i dem alle tre. Siden begav han sig over til Norge paa Sysselmanden Einars Skib, og drog til Philip og Christina. Hun tog vel imod ham, og erkjendte ham, merkeligt nok, for sin Broder, uden at der dog tales om at hendes Mand gav ham Forleninger, eller for øvrigt satte ham i en Stilling, der kunde gjøre det muligt for ham at optræde som Tronprætendent. Han synes i nogle Aars Tid at have haft Tilhold hos dem, indtil han ved en uheldig Aareladning kom til at forbinde sig og døde. Han havde syv Børn, om hvis Skjæbne der for Resten intet berettes[12].

Peter Steyper og Reidar Sendemand tiltraadte ikke deres Korstog førend i 1210. De førte hver sit store og vel bemandede Skib; ogsaa deres Hustruer, Systrene Ingebjørg og Christina, Kong Magnus’s Døtre, fulgte med. Peter Steyper og hans Hustru døde paa Rejsen, men Reidar kom til det hellige Land, og traadte siden, heder det, atter i Tjeneste hos Kejseren i Constantinopel, hvor han døde i Aaret 1214. Denne Kejser var Henrik af Flandern, der siden 1205, da hans Broder Balduin den 1ste var bleven fangen af Bulgarerne, herskede i Constantinopel. Om Peters og Reidars Korstog synes der, efter Sagaernes Udtryk at dømme, at have været en udførlig Beretning, men som nu ej længer kjendes, og saaledes desværre maa være tabt[13].

  1. ↑ Om Olaf og Ragnvald, se ovenfor S. 462.
  2. ↑ Den manske Krønike, hos Langebek, Scr. R. D. III. S. 227; hos Johnstone Antiq. Celto–Norm. Side 26.
  3. ↑ Inge Baardssøns Saga, kortere Bearbejdelse, Cap. 18.
  4. ↑ De ulsterske Annaler i Johnstones Antiqq. celto-normannicæ S. 70. Her staar der: Slag mellem Mac Somerlederne, og Mændene af Skiath (Skye). Men at disse Mac-Somerleder ere Sumarlides Sønnesønner, ej hans Sønner, sees af hvad der anføres ved 1211 og 1213: Thomas Mac Uhtred, tilligemed Mac-Ranalderne, Sønner af Sumarlide, kom til Derry med 6 Skibe, og plyndrede Derry, m. m.; og (1213): Thomas Mac Uhtred og Roderic (Ruaidhri) Mac Ranald, plyndrede Derry, o. s. v. Denne Roderic var sandsynligviis den samme Rudre, hvis Søn Duggal omtales ved 1248 i Haakon Haakonssøns Saga Cap. 260.
  5. ↑ Medens nemlig Inge Baardssøns Saga udtrykkeligt henfører Søtogets Afgang fra Norge til samme Aar, Philip egtede Christina, det er 1209, staar der i Annalerne ved dette Aar, hiint Tog angaaende, kun: Krigstog forberedt til Syderøerne fra Norge (herfór búin til Suðreyja af Noregi), hvorimod den hellige Øes Plyndring henføres til 1210. Det er højst rimeligt at Fejltagelsen kan være opstaaet derved, at Flaaden maaskee er kommen seenhøstes over Havet, og har overvintret der. Maaskee den om Høsten ej kom længer end til Orknøerne, og tilbragte Vintren der.
  6. ↑ Inge Baardssøns Saga, hos P. Claussøn, Fornm. S. IX. 192, 194. Her nævnes udtrykkeligt Ragnvald og Gudrød. At dette var Gudrød, med Tilnavn Don eller den svarte, Ragnvalds Søn, der i det følgende oftere vil blive omtalt, kan ej være nogen Tvivl underkastet, thi der var ingen anden Kong Gudrød paa den Tid. Men da det lidt ovenfor, hvor Slaget omtales, heder at Kongerne der i Øerne paa den Tid laa indbyrdes i Fejde, kunde man let antage, at der ogsaa her sigtedes til Ragnvald og Gudrød, hvilket dog, som man let vil indsee, er aldeles urigtigt.
  7. ↑ Den manske Krønike, jvfr. de islandske Annaler.
  8. ↑ Brev af 16 Mai 1212, optagen i Rymeri foedera og meddeelt i Uddrag af Langebek, Scr. R. D. III. S. 226. Not. (I.)
  9. ↑ Inge Baardssøns Saga hos P. Claussøn, Fornm. S. IX. 192.
  10. ↑ Orknøyinga Saga, saavel som de islandske Annaler.
  11. ↑ Se ovenfor S. 120, 196, 397.
  12. ↑ Inge Baardssøns Saga, hos Peder Claussøn, Fornm. S. IX. 194, 196, jvfr. Antiqvarisk Tidsskrift 1849–1851 S. 160. Efter den Borg, Erling byggede i Thorshavn, heder det her, kaldes et Huus sammesteds endnu indtil for kort Tid siden „Borgarstovan“; han selv kaldes Borgharrin eller Borgherren. Der anføres ogsaa et Vers om hans Nederlag i Skaalabotn.
  13. ↑ Inge Baardssøns Saga, Cap. 18, udførligere Bearbejdelse, hos Peder Claussøn, l. c. S. 192. Ogsaa her findes der Afvigelser i de forskjellige Tidsangivelser. Den vidløftige Bearbejdelse lader Peter og Reidar drage afsted samme Sommer, Philip egtede Christina, altsaa 1209 (hvis ellers ikke „samme Sommer“ er at henføre til Inges Bygningsarbejder i Bergen, omtalte S. 190, hvorved ingen Tid angives); den kortere Bearbejdelse siger derimod udtrykkelig, at Afrejsen skede et Aar senere end Vesterhavstoget, altsaa 1210, og de islandske Annaler, der henføre dette Tog til 1210, lade følgelig Peter og Reidar ej drage afsted førend 1211. Naar de senere henføre Peters og Ingebjørgs Død til 1213, Reidars til 1214, da ere disse Bestemmelser sandsynligviis hentede fra den ovenfor omtalte, tabte Beretning om deres Rejse. Det er imidlertid højst rimeligt, at de i denne vare anførte r med stadigt Hensyn til Udfartsaaret som Udgangspunkt, saaledes at Peters og Ingebjørgs Død indtraf to, Reidars tre Aar efter dette. I saa Fald bør man maaskee, naar man med den kortere Saga henfører Udrejsen til i 1210, henføre Peters Død til 1212 og Reidars til 1213. Saa meget erfarer man i alle Fald heraf, at Udtrykket hos Peder Claussøn, „at Reidar længe var i Myklegaards-Kejserens Tjeneste, før han døde“, ikke er rigtigt.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/4/85&oldid=81918»