Medens Viken saaledes befandt sig vel og havde det roligt under Philips milde Regimente, var det langt anderledes i det nordenfjeldske, hvor Thrøndelagen plagedes af Uaar, og Haakon Jarls aldrig hvilende Ærgjerrighed benyttede sig af den derved fremkomne Misstemning til nye Agitationer. Uaaret hindrede Bønderne fra at udrede Leding og andre lovbestemte Skatter og Afgifter, og der indkom idelige Klager fra de kongelige Sysselmænd over deres Gjenstridighed. Man kan vel under disse Omstændigheder tage det for afgjort, at heller ikke Sysselmændene paa deres Side have været synderlig skaansomme. Den, som især klagede, og derfor vel og var den haardeste, var Erik Foss, Sysselmanden paa Strinden. Tilsidst bød Kongen ham og sandsynligviis ogsaa de øvrige Sysselmænd i Thrøndelagen, at indstevne Bønderne fra alle Sysler til et Thing, der skulde holdes paa et Sted, kaldet Rune eller Raume[1], hvis Beliggenhed nu ikke længer kjendes, for i Mindelighed at afhandle Sagen. Kongen drog med sine Mænd derhen baade til Lands og Vands, altsaa med en ikke ubetydelig Styrke, hvilket viser, at det enten var hans Hensigt, at indgyde Bønderne Frygt, eller at han i alle Fald ej ansaa det raadeligt at møde dem uden med tilstrækkelig Bedækning, i Tilfælde af at det skulde komme til alvorligere Optrin. Men ogsaa Bønderne paa deres Side belavede sig paa at sætte haardt mod haardt, thi da Kongen og hans Mænd kom, fandt de dem fuldt bevæbnede, som til en Strid, og lejrede i en fast Stilling oppe under Bjerget, der begrændsede Thingpladsen. Kongen sendte først sin Broder Skule op til dem, for at overtale dem med det gode til at komme ned. Men de vægrede sig. Da red Erik Foss, som det synes, af egen Tilskyndelse op til dem, og bad dem at komme ned og thinge med Kongen; da de fremdeles gjorde Vanskeligheder, red han i Hidsighed hen til en af Bønderne, og slog ham med sit Spydskaft mellem Skuldrene. Da vendte Bonden sig om, og hugg til ham med en stor Øxe. Hugget traf Laaret, som gik reent af, og Erik styrtede halvdød af Hesten. Dette var Tegnet for Bønderne til at begynde et almindeligt Angreb. De toge deres Øxer, Spyd og Sverd, og styrtede med stor Heftighed ned ad Bjerget imod Kongen. Denne befalede sine Folk at trække sig tilbage, da han, som han sagde, ikke vilde stride med sine egne Bønder. Men Bønderne forfulgte ham, og nedlagde nogle af hans Mænd. Da raabte Skule Kongsbroder, at Kongen burde vende om igjen, og ikke taale at Bønderne dræbte hans Mænd. Kongen fulgte Opfordringen, lod gjøre Holdt, og Merket føre frem mod Bønderne. Disse kunde ej holde Stand, men da flere af dem vare faldne, grebe de Flugten, forfulgte af Birkebeinerne, som det heder, baade til Lands og Vands (1213). Der kom saaledes ikke for denne Gang til noget Forlig, og hele Indhered maa altsaa have været i fuldkommen Oprørstilstand. Der synes heller ikke at have været noget Udsigt til at dæmpe dette Oprør, saa længe Haakon Jarl levede, thi almindeligviis mistænkte man, neppe uden Grund, ham og hans Ven Erkebiskoppen for at have ophidset Bønderne dertil, og det var ikke rimeligt, at disse vilde give efter, naar de havde saa mægtige hemmelige Venner i Ryggen[2].

Allerede et Par Aar før, som det synes, og maaskee samtidigt med Haakons skuffede Bestræbelser for at erhverve Kongemagten, var der forefaldet en Begivenhed, der havde et højst mistænkeligt Udseende, og som rimeligviis ogsaa sattes i Forbindelse med den Skinsyge, Haakon følte mod sin Broder. Kong Inge, der, som vi forhen have nævnt, efter den Rystelse, han havde faaet ved Baglernes pludselige Overfald paa Byen i 1206, aldrig følte sig ret tilpas, og hadede al Støj og Bulder, holdt sig – til stor Ærgrelse for mange af hans Mænd, der helst ønskede støjende Drikkelag, – saa meget som muligt for sig selv med faa fortrolige Venner, navnlig Drottseten, ved Navn Paal, Arnfinn Thjovssøn, og Henrik Skott[3]. Disse tre vare saa godt som altid om ham, navnlig Paal, der endog om Natten laa i samme Seng som han. Men en Aften, da Paal gik til Sengs, saa Kongen, at han havde en dragen Kniv i Haanden. Kongen fik i Hast grebet ham om Haanden og raabte paa de andre, at de skulde komme ham til Hjelp. De grebe strax Paal, og vilde have dræbt ham, men Kongen forbød dem at tilføje ham noget Ondt, derfor kastede de ham kun paa Døren. Kongen holdt saa meget af Paal, at han heller ikke siden straffede ham, men kun afskedigede ham fra sin Tjeneste og tillod ham fremdeles at bo i Byen; Kniven gav han Henrik Skott i Forvaring, og forbød ham at nævne det mindste om denne Sag, førend han selv aabenbarede den. Lidt efter kom Kongens Broder Skule og hans Svoger Jon paa Austraat til Byen. Kongen fortalte Skule, hvad der havde tildraget sig, men tog i Forvejen det Løfte af ham, at han ikke skulde gjøre Paal noget ondt derfor, og sagde, at han vilde sende ham ud af Landet. Heraf blev der imidlertid intet, uagtet et Par Aar gik hen; ja det synes endog, som om Kongen atter tog Paal i sin Tjeneste, thi Paal drog, heder det, med ham som tilforn, og naar Skule spurgte, om han da ikke snart vilde gjøre Alvor af at sende ham bort, havde han altid et eller andet Paaskud, hvorfor det ikke strax kunde skee. Tilsidst blev Skule kjed af at vente, men passede paa engang, da Kongen med sin Hird opholdt sig i Throndhjem, og dræbte Paal (1213), hvorved han tillige understøttedes af sin Svoger Jon, til hvem han altsaa maa have fortalt Historien. Kongen, siges der, blev meget ilde tilmode derved, da Paal havde betroet ham, efter hvis Tilskyndelse han havde efterstræbt hans Liv, og Kongen, der saaledes ikke egentlig tilregnede ham Forræderiet, havde holdt alting hemmeligt „for Freds og Roligheds Skyld [4].“ Sagaen undgaar, som det synes, med Flid at nævne Ophavsmanden, men der kan vel neppe være nogen Tvivl om, at det var Haakon Jarl eller dennes Hustru Christina, og at i det mindste den offentlige Mening anklagede dem for dette svigefulde Anslag, da det nu ved Drottsetens Drab blev bekjendt.

Naar Mistanken skulde falde paa en af dem, maatte den vel snarest falde paa Fru Christina, til hvilken man allerede før, siden Kong Guthorms pludselige Død, ikke havde den bedste Tro, medens Jarlen derimod, om han end, fornemmelig med Erkebiskoppen paa sin Side, kunde forsvare for sin Samvittighed at agitere mod Kongen i politisk Henseende, og ophidse Bønderne til Oprør, dog visselig var for hæderlig til at ville nedlade sig til at thinge Snigmordere mod sin egen Broder. Sagaen har netop fra denne Tid opbevaret et Træk, der stiller hans Ærlighed i et klart Lys, men til samme Tid kaster en desto større Skygge paa hans Hustru, Fru Christinas Ferd. Vi have allerede ovenfor omtalt en Birkebein, ved Navn Hide, ilde berygtet som Anfører for Ribbalderne paa deres ødelæggende Tog fra Bergen til Tunsberg 1201. Denne Hide ledsagede Christina, Sverres Datter, da hun blev gift med Kong Philip, og forblev i hendes, eller Philips Tjeneste til hendes Død, hvorefter han vendte tilbage til Haakon Jarl. Da han merkede, at Jarlens Frue ikke var Kongesønnen Haakon synderlig god, og antog, at Jarlen deelte det samme Sindelag, forlangte han en Dag at tale med dem, og forestillede dem da, hvor vanskeligt det maaskee i sin Tid vilde blive for deres Søn Knut at erhverve Magten og Riget efter Jarlens Død, hvis den baade for sin Faders og sin Farfaders Skyld af mange saa højt elskede Haakon Haakonssøn optraadte som Kronprætendent. „Var det udenlands“, sagde han, „at Sagerne stod saaledes, vilde der nok blive truffet Foranstaltninger til at Landets Høvding ej behøvede at ængste sig for, hvorledes det vilde gaa hans Afkom, thi en saadan ubelejlig Dreng vilde da blive sendt ud af Landet til Høvdinger, som intet Venskab skyldte enten ham eller hans, og som da gjerne enten lode ham lemlæste, eller kaste i Fængsel, eller overhoved medhandle saaledes, at man ikke længer behøvede at frygte ham: hvis I skulde ønske noget saadant, er jeg beredvillig til at paatage mig et saadant Hverv“. Jarlen svarede i Førstningen ikke stort, derimod ytrede Fru Christina nogle Ord, der i alle Fald ikke synes at have været reent ud benegtende. Men efter at have tiet stille en Stund sagde endelig Jarlen: „Gud forbyde, at jeg skulde ville forskaffe min Søn Riget ved at rydde min største Velgjørers Søn af Vejen.“ Der blev aldrig mere talt om denne Sag, hvilken Jarlen ogsaa kun aabenbarede for faa; men siden den Tid var han aldrig saa venlig mod Hide som før[5].

  1. Thinget kaldes nemlig i Annalerne og i Haakon Haakonssøns Saga Cap. 10, Flatøbogen undtagen „Raumathing, (i Flatøbogen „Runathing“, hvilket dog ogsaa rimeligviis kan læses „Rimathing“). I Peder Claussøns Oversættelse staar der, at Thinget holdtes inde paa Strinden; men da Annalerne udtrykkelig siger, at det var med Indthrønderne, Kampen stod, og da det desuden ikke synes videre rimeligt, at Inge skulde have draget den korte Vej fra Nidaros til et Sted inde paa Strinden „baade til Lands og Vands“, maa man vistnok antage at det er at søge etsteds i Indherred, og at Peder Claussøn med sin sædvanlige Unøjagtighed har nævnt Strinden, fordi det kort i Forvejen er omtalt. Imidlertid er Stedet vanskeligt at paapege. Munthe (Aalls Snorre III. S. 209) antager det for Rones ved Indløbet til Beitstad-Sundet. Det eneste, som herimod kan være at indvende, er, at det igjen synes at være noget vel langt fra Nidaros, især til ogsaa at fare til Lands. Snarest skulde man vente at finde Stedet i Skougn eller Verdalen. Hvis man kunde læse Rauma eller Rørna-Thing, blev det etsteds i Rørens Skibrede, hvilket visselig ikke var usandsynligt.
  2. Fornm. S. IX. 202.
  3. Tilnavnet viser, at han maa hæve været en Skoter; en Henrik Gut, der blev brugt ved en Sendelse til Skotland i 1264, omtales senere, men kan ej være ham, der i saa Fald blev for gammel.
  4. Fornm. S. IX, 204. Begivenheden henføres til samme Vinter, Haakon Jarl døde, altsaa til Vintren 1213–14, men da Jarlen døde strax efter Juul, forefaldt Paals Drab rimeligviis sidst i 1213. Og da „nogle Aar“ gik hen mellem dette og Forræderiet, maa det sidste henføres til omkring 1211.
  5. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 7.