Wikikilden

Det norske Folks Historie/4/89

< Det norske Folks Historie | 4

Det vilde vel neppe være blevet ved de nys skildrede Uroligheder blandt Thrønderne og Agitationer fra Jarlens Side, hvis han ikke, man kan næsten sige belejligviis, i Bergen, hvor han i den senere Tid mest synes at have holdt til, var falden i en Sygdom, som strax efter Juul (altsaa i Januar) 1214 endte hans Dage[1]. Der fortælles, at han under Sygdommen saa vidt muligt lod Kongesønnen Haakon være om sig, og lod ham spise sammen med sig saa ofte han kunde sidde oppe, ligesom ogsaa Drengen var en af dem, som Jarlen endnu kjendte, medens han allerede havde tabt Evnen til at gjenkjende de fleste andre: alt sammen Beviser paa, at Jarlen med virkelig Ømhed maa have hængt ved den livlige, hyggelige Dreng. Jarlen blev med megen Pragt begraven i Christkirken, og Sagaen giver ham det Eftermæle, at „Landets Folk sørgede meget over ham, og syntes at de havde lidt en stor Skade ved at miste en saadan Høvding, ligesom det var alle Mands Ord, at dueligere eller mandeligere Helt havde ej taget Vaaben i Haand i hans Tid i Norge, hvorhos han og var en god Regent, saa at alle Mand havde ham kjær, baade Krigsfolket og Landfolket.“ Denne Popularitet maa han fornemmelig have vundet i de senere Aar, thi vi have tidligere seet, hvorledes Thrønderne udtrykkelig fordrede Inge, ikke ham til Konge, medens derimod de samme Thrønder, eller i alle Fald mange af dem, nu laa i Fejde med Inge, og maaskee nok saa gjerne skulde have ombyttet sin svagelige, stilfærdige, for Folket lidet tilgængelige Konge, med den raske, kraftige, ridderlige Jarl. Hans Hustru, Fru Christina, skjønnede godt, at der ikke længer var noget blivende Sted for hende i Norge, og drog strax øster til Gautland med sin Søn, Junker Knut, om hvis Fordring paa Tronen der saaledes ej for det første blev noget Spørgsmaal. Endnu samme Vaar begav Kong Inge sig til Bergen, tog alle Jarlens Forleninger under sig, og lod hans Hirdmænd, saavel som Sysselmændene sværge sig Troskabsed. Saaledes var han da nu Eneherre i det Nordenfjeldske. Det første, hvortil han benyttede sin Tilvæxt i Magt, var at bringe de oprørske Indthrønder til Lydighed. Hiin stevnede alle Lendermænd og Troppehøvdinger lige fra det sydligste af Landet til sig, med de dem undergivne Krigsfolk, og vendte saaledes med en betydelig Styrke tilbage til Throndhjem. I Spidsen for denne drog han derpaa ind i Indhered, hvis Bønder mødte ham ved Vaagsbru, neppe, som man maa formode, for at vove noget nyt Slag, men for at slutte Forlig og skaffe sig saa taalelige Betingelser, som det efter Omstændighederne var muligt. Opholdet ved Vaagsbru, hvad enten nu Tiden tilbragtes med Underhandlinger, eller med Udsendinger af enkelte Strejfpartier hist og her omkring i Egnen for at indjage Bønderne Skræk, synes at have været langvarigt, thi Sommeren 1214 fik deraf Navnet „Vaagsbrusommeren“[2]. Inge nøjede sig med at Bønderne udredede den Leding, m. m., som de i et Par Aar havde forholdt ham, og som det, efter Dyrtiden, vistnok var haardt nok at skaffe til Veje; yderligere Straf paalagde han dem ikke, og vendte tilbage til Nidaros, efter paa ny at have indsat Sysselmænd, thi det ligger i Sagens Natur, at de Sysselmænd, som fandtes der ved Oprørets Udbrud, alle vare fordrevne. Derpaa gav han sine Krigsmænd Orlov. Den samme Sommer (8de August) døde Erkebiskop Thore, efter kun at have overlevet sin alderstegne Forgænger Erik et Aar; denne døde nemlig 1213[3]. Thores Død har vel heller ikke bidraget lidet til at befæste Kong Inge i Herredømmet, da han, som vi have seet, var en ivrig Tilhænger af Haakon Jarl, og ikke undlod at benytte sin Indflydelse til hans Fordeel. Til Thores Eftermand valgtes Guthorm, en Broder af den ved Baglernes Overfald paa Nidaros i Januar 1200 dræbte Birkebeinerhøvding Hallvard Skygne[4]; han var en ivrig Tilhænger af det Reinske Huus, og maaskee endog, efter Navnet at dømme, beslægtet dermed. Han forlod sandsynligviis Landet samme Aar for at hente Pallium, og kom, som det det nedenfor vil sees, neppe tilbage, førend han havde overværet det store Kirkemøde, der afholdtes i Rom i November 1215.

Kongesønnen Haakon tog nu Kong Inge til sig, og behandlede ham vel. Han og Inges to Aar yngre Søn Guthorm, vare begge tilsammen i Skole; i alle de smaa Uenigheder, der kunde forefalde mellem dem i Barndom, viste Guthorm sig altid hidsigere og voldsommere, Haakon derimod sindigere og roligere. For øvrigt holdt Kongen dem aldeles ligt i Klæder, som i alt andet[5]. Haakon var fremdeles Birkebeinernes Yndling og Fremtids Haab, trods Sukcessionsforliget, og det synes næsten som om Kong Inge selv, hvis Søn Guthorm allerede i Følge Forliget havde tabt enhver Udsigt til at følge sin Fader paa Tronen, ogsaa nu, skjønt dette ved Haakon Jarls Død faktisk var saa godt som ophævet, dog havde opgivet alt Haab om at see enten ham, eller overhoved sin Æt paa Tronen. Ikke saaledes hans Broder Skule, der nu formedelst Kongens tiltagende Sygelighed mere og mere fik Magten i Hænde, og som ganske traadte i Haakon Jarls Fodspor, ja lagde endog endnu større Ærgjerrighed og Lyst til at intrigere for Dagen, end han. Lige fra det første Øjeblik af, at der var Tale om den tilkommende Sukcession, holdt Skule altid paa det Princip, der laa i hans Interesse, at Arveretten til Tronen altid regnedes fra den sidste lovlige Indehaver af denne, og at den altsaa i nærværende Tilfælde alene skulde regnes fra Kong Inge, og ingen anden. Dette Princip har i sig selv rigtigt nok, om Inge havde været den sidste af sin Æt, eller om han havde været den første af en ny Æt, eller i det mindste en ny Linje, der ved særegent Valg var ophøjet paa Tronen, enten fordi den ældre Æt eller Linje var uddød, eller fordi den paa en eller anden Maade havde forbrudt sin Arveret. Men da Inge blev valgt til Konge, var det aldeles ikke fordi man ikke heller vilde have haft en lige nedstammende Ætling af den gamle Linje til Konge, om man blot havde vidst, at der endnu fandtes nogen saadan; sit Valg skyldte han først og fremst den tilfældige Uvidenhed, hvori man befandt sig om en saadan Konge-Ætlings Tilværelse, og dernæst netop den Omstændighed, at han selv var en af dem, der i Mangel af en direkte Descendent stod Konge-Ætten nærmest. I samme Øjeblik, som det viste sig, at der paa den Tid, da han blev valgt, endnu var en virkelig Konge-Ætling tilbage, der, om man havde vidst det før, upaatvivleligt vilde være bleven valgt fremfor Inge og enhver Anden, i samme Øjeblik maatte enten Inges eget Valg blive ugyldigt, eller, hvis man ikke vel kunde berette ham det ham en Gang overdragne Kongenavn, kun gjelde for Livstid, uden at medføre nogen Arveret for hans Linje. Paa denne Maade betragtede de fleste af Birkebeinerne og Rigets øvrige Indbyggere Sagen, men for Skule og hans Tilhængere var det derimod saa at sige et Livsspørgsmaal, aldrig at lade denne Betragtningsmaade faa Rum. Og da man vidste, at alle hine gamle Birkebeiner som en tæt Skjoldborg værnede om Haakon, saa at det ej vilde bekomme nogen vel at røre ved ham, dannede der sig inden de saakaldte Birkebeiners større Kreds tvende Partier, Kongesønnens og Skules, der, om de endnu ikke ligefrem stode fiendtlige imod hinanden, dog allerede vogtede paa hinanden med heel mistænkelige Blik, saa at der neppe skulde stor Fremsynethed til at skjønne, at denne Splittelse bar Frøet i sig til nye Borgerkrige. En god Lejlighed til at erfare, hvad begge Parter kunde vente lig af hinanden, fik man, da Inge, som det synes, i Aaret 1215 faldt i en farlig Sygdom, saa at man frygtede for hans Liv. Skule, som da var tilstede, og forestod Hirden næst Kongen, sammenkaldte strax de fornemste Mænd, som for Øjeblikket fandtes der, som Gregorius Jonssøn[6], Eyvind Prestmaag, Ivar Bodde, Dagfinn Bonde, og forelagde dem det Spørgsmaal, hvem man skulde tage til Konge, hvis den Ulykke skulde times, at hans Broder døde. Den kloge og besindige Dagfinn, der, som det synes, gjerne vilde benytte Lejligheden til at føle ham paa Tænderne, bad ham først nævne de Personer, mellem hvilke han troede at man havde Valget. „Det vide I jo selv,“ svarede Skule, „her er nu for det første Kong Inges Søn Guthorm, og det passer sig jo nok saa godt, at han bliver Konge efter sin Fader. Dernæst er jeg baade samfædre og egtefød Broder af Kong Inge[7], og I vide hvad Loven melder derom. Saa er der Haakon, Søn af Kong Haakon Sverressøn, og øster i Gautland er Knut, Søn af Haakon Jarl, hvis Grad af Berettigelse til Tronen I ogsaa kjende. Dog tror jeg rigtignok, at de fleste, som have tjent Kong Inge, ogsaa ville tjene hans Søn.“ Der blev nu en Tidlang talt herom, og enhver ytrede hvad han syntes; kun Eyvind taug endnu stille. Endelig spurgte man ham, hvad denne Taushed skulde betyde. „Jeg har kun tiet stille,“ sagde han, „fordi man ikke har spurgt mig, men naar jeg skal sige min Mening, maa jeg tilstaa at jeg finder det højst forunderligt, at I, der ere saa fornuftige Mænd, kunne snakke saaledes frem og tilbage om en Sag, der er saa simpel som denne, og ligger saa klart for Alle, der vide hvad Ret er, og ej ville lukke sine Øjne for Sandheden; det er jo aabenbart, at hvis Haakon Kongssøn kun var fuldmyndig, vilde han være berettiget til hele Norges Rige efter sin Fader, men hverken du, Skule, eller din Brodersøn, eller Haakon Jarls Søn, ja han vilde endog i saa Fald, hvilken som helst Dag han fandt for godt, kunne kræve sin Fædrenearv af Kong Inge selv, og Haakon Jarl, om han endnu var i Live.“ Der ytrede sig ingen Stemme mod Eyvinds Ord. Kort efter kom Kongen sig igjen, saa at der ikke mere blev talt ein denne Sag, men man havde dog nu erfaret, hvad Skule førte i sit Skjold, og han kunde ligeledes forstaa, hvad han havde at vente sig af de gamle Birkebeiner, hvis han udstrakte sin Haand efter Kongetronen[8].

Det var maaskee Frygten for, at Skule vilde overtale sin svage Broder til at berøve Haakon de ham tilkommende Rettigheder, som bevægede flere af dennes Frænder[9], navnlig Andres Skjaldarband, til at indfinde sig hos Kong Inge, da denne om Sommeren 1214 vendte tilbage fra Forliget ved Vaagsbru, og fremkomme med den Fordring, at han skulde give Kongesønnen en Forlening, hvorved han kunde underholde sig selv og sine Frænder. Kongen spurgte, hvilket Landskab i saa Fald de tænkte paa. De svarede: Jemteland, thi dette vandt hans Farfader Kong Sverre med sit Sverd under Norges Rige. Kongen saa vredt paa dem og sagde „Norge er allerede udstykket nok; Beglingerne have saa godt som hele det søndenfjeldske; jeg kan ikke dele Landet yderligere, og saa stort et Len faar han ikke af mig.“ De bade da Kongen at overlade ham, om det ikke var mere end en Skibrede eller to. „Nej,“ svarede Kongen, „han har det saa godt her hos os, at han slet ikke behøver mere.“ Dermed maatte de lade sig nøje, men vare meget ærgerlige. Faa Dage efter kaldte de Kongesønnen ud til sig henne ved Korskirken, og søgte at overtale den tiaarige Dreng til at stille sig i Spidsen for en Oprørsflok. „Det seer ikke,“ sagde de, „ud til, at Kong Inge vil unde dig stort af Norge, og han sidder nu i hele det Rige, som din Farfader vandt; mange uberettigede leve nu i Herlighed og Glæde, og gjøre sig til Gode med din Fædrene-Arv, medens dine Frænder tilsidesættes. Vort Raad er derfor, at vi flygte bort med dig og samle Folk, hvilket neppe vil blive vanskeligt, da vi baade høre mange Birkebeiner klage over at de ej nyde tilbørlig Løn for deres tro Tjeneste, og tillige have spurgt fra Østlandet, at Beglingerne nok ogsaa gjerne sloge sig til, hvis der kun fandtes nogen, som vilde stille sig i Spidsen for Flokken.“ Kongesønnen hørte opmerksomt til, men svarede intet. Da sagde Andres Skjaldarband: „hør nu, Kongesøn; vi, dine der, ville have dig med os og føre dig bort fra Kongen, da vil det ikke vare længe, førend visse Folk maa bede dig om at unde dem nogen Hæder, i Stedet for at du nu maa bede dem derom.“ De øvrige tilstedeværende Frænder sagde det samme, den ene efter den anden. Men Haakon faldt ikke i Fristelsen. „Jeg er,“ svarede han, „alt for barnslig til at kunne sætte mig i Spidsen for et saa stort Foretagende, heller ikke vilde det være sømmeligt, om jeg kæmpede mod Birkebeinerne, og jeg veed med Vished, at der dog altid vilde være en stor Mængde af dem, som holdt fast ved Kong Inge[10]: hvor utilbørligt var det da ikke, at sætte dem imod hinanden, der alle burde kæmpe under eet Banner? Nej, jeg vil heller bede Gud, at han giver mig saa meget af min Fædrearv som hans Godhed vil unde mig, naar den belejlige Tid kommer; men nogen Ufred vil jeg ikke stifte i Norge, som Sagerne nu staa“. Saaledes maatte de lade denne Plan fare, og Haakon levede i den bedste Forstaaelse med Kong Inge indtil hans Død.

Den Misfornøjelse med Forholdene, som Kongesønnen Haakons Frænder, upaatvivlelig hans Faders og Farfaders Mødrenefrænder, ved denne Lejlighed lagde for Dagen, kaster, i Forening med andre Omstændigheder, et ikke ubetydeligt Lys paa de daværende Stillinger og Stemninger ved Hoffet og i de højere Kredse. Inge Baardssøn var udtrykkeligt bleven Haakon Jarl foretrukken ved Kongevalget, fordi han var Nordmand, og dertil Hovedet for en af Thrøndelagens eller rettere en af Landets ypperste Slægter; thi at Reins-Ætten oprindelig stammede fra Udlændingen Skule Tostigssøn, kunde i fjerde Led, og efter at Ætten ved saa mange Giftermaal var bleven forbunden med næsten alle de ypperste Ætter i hele Riget, ikke mere komme i Betragtning; ikke at tale om, at Nedstammelsen fra Godwine Jarl og tillige fra det gamle danske Kongehuus i sig selv var en Hæder og formedelst de mangehaande Forbindelser, hvori de nordiske Lande og England paa Knuts og Edward Confessors Tider endnu stode med hinanden, neppe engang lod Ætten fra dens første Nedsættelse paa norsk Bund betragtes som staaende udenfor Nationaliteten. Inges Ophøjelse paa Tronen var altsaa en Hylding, bragt Højbyrdigheden og Slægt-Aristokratiet, hvis Medlemmer af Birkebeinernes Parti, som Gregorius Jonssøn, Jon af Austraat, o. fl. derfor især holdt sig til ham. Og da han derhos selv ikke var synderlig krigersk, men yndede Fred og Rolighed, er det heel rimeligt, at de af Birkebeinerne, hvis Herkomst var ringe, og som alene ved Sverdet vare komne til Ære og Værdighed under Sverre, betragtedes af Inge og hans Omgivelser med ugunstige Øjne, som raa, uopdragne Lykkeriddere, og at de som oftest nøde en mindre end høflig Behandling. Navnlig maatte dette være Tilfældet med Sverres og Haakon Sverressøns obskure Mødrenefrænder fra Færøerne, hvis blotte Navne ej kunde andet end skurre i de højbyrdige Aristokraters Øren. Saa længe nu Haakon Jarl, Krigshøvdingen, levede, kunde alle hine ved Inges Hof overseede og af Aristokraterne tilsideskuppede Krigsmænd og Lykkeriddere finde deres Tilhold hos ham, der ikke selv var befunden højbyrdig nok til at gaa foran sin yngre Broder ved Besættelsen af Tronen; og efter alt, hvad man af flere Ytringer om „de gamle Birkebeiner“ i hans Hird kan slutte, tyede de ogsaa virkelig til ham, som derhos var klog nok til at bruge deres Hengivenhed for den unge Haakon Haakonssøn som et Middel mere til at knytte dem til sig, idet han saa godt som adopterede den unge Kongesøn, og behandlede ham vel. Man kan derfor være temmelig sikker paa, at der ved Haakons Hof har gaaet langt mere støjende og lystigt, men i Aristokraternes Øjne vildere og raaere til, end blandt den stille, folkeskye Inges fornemme Hofmænd, naar man undtager ved enkelte overordentlige Lejligheder, f. Ex. ved Systerens Bryllup hiin ulykkelige Nat, da Baglerne overfaldt Nidaros. Men da Haakon Jarl var død, og hans Hirdmænd havde maattet gaa Inge til Haande, bleve disses Kaar vistnok intet mindre end misundelsesværdige. Thi da der nu kun blev een Hird, kunde Inge umuligt tage dem alle i sin Tjeneste, saa meget mindre som den nu herskende Fred gjorde det unødvendigt at holde saa mange Folk; de fleste af dem bleve da vistnok afskedigede, og fornemmelig de, der ved deres ringe Byrd, foregivne Raahed eller andre Omstændigheder vare Inges Omgivelser mest forhadte: og selv de faa, som bibeholdtes, have dog vist ved mange Lejligheder maattet døje mange virkelige eller indbildte Krænkelser af de overmodige Stormænd. Derfor kunde de alle, især de afskedigede, med Grund klage over, „at Uberettigede havde trængt sig ind i deres Sted, og levede i Herlighed og Glæde, medens de selv saa sig tilsidesatte,“ og den Tanke maatte ligge dem nær, efter eget og Forgængeres Exempel at stifte en Oprørsflok under deres Yndling Haakon Haakonssøns Anførsel. Paa den anden Side maatte der uundgaaeligt herske eller opkomme Sympathier og en vis gjensidig Tiltrækning mellem Aristokraterne ved Kong Inges Hof og Baglernes Høvdinger, der alle, mere eller mindre, hørte til de gamle aristokratiske Slægter, og hvis Opposition mod Kong Sverre allerede fra først af udsprang fra Ønsket om at vedligeholde eller rettere gjenoprette Slægt– Aristokratiet. Derhos laa det særskilt i Skule Kongsbroders egen Interesse at staa sig godt med Baglerpartiet, for ej at møde nogen Hinder fra den Kant, naar han efter sin sygelige Broders neppe længe udeblivende Død selv vilde opkaste sig til Konge. Thi Krigspartiet eller det egentlige Birkebeiner-Parti, der sluttede sig om Kongesønnen Haakon, var, om end for Øjeblikket fortrængt fra Magten, dog fremdeles temmelig sterkt, og kunde, hvad ogsaa de følgende Begivenheder viste, altid holde ham Stangen, ja endog tilvende sig Overmagten, hvis han ikke fra andre Kanter fik Understøttelse. Derfor see vi ham ogsaa strax efter Broderens Død og maaskee allerede før, at nærme sig Baglernes Høvdinger; de havde Interesser fælles, forsvarede paa begge Sider Stiftelsen af nye Kongelinjer mod Læren om den direkte mandlige Linje-s urokkelige Legitimitet, og maatte derfor, som det synes, under alle Omstændigheder, seent eller tidligt, komme til at slaa sig sammen. Den Bevægelse eller Splittelse, som nu fandt Sted inden Birkebeinernes egen Kreds, var ganske den samme som den, der tidligere havde skillet Heklunger, Kuvlunger og Bagler fra Birkebeinerne. Saaledes stode Sagerne, da en tiaarig Drengs Sindighed afværgede den Borgerkrig, som ellers, efter alle Tegn at hemme, vilde være udbrudt mellem Birkebeinerne indbyrdes, og rimeligviis vilde have endt med deres fuldstændige Undergang.

  1. ↑ Dette Aar angives i Annalerne, og det samme sees af Haakon Haakonssøns Saga Cap. 11, hvor det udtrykkelig siges, at Kong Inge, der døde i April 1217, fik sin langvarige Helsot den tredie Vinter fra Jarlens Død. Denne tredie Vinter var altsaa 1216–17, den anden 1215–16, den første 1214–15; Vintren der forud (1213–14) var altsaa den, hvori Jarlen blev syg.
  2. ↑ Peder Claussøn i Fornm. S. IX. 208, Haakon Haakonssøns Saga Cap. 10, Isl. Annaler. Man veed heller ikke med Sikkerhed, hvor Vaagsbru er at søge. At det ligger ved Kysten, seer man især af Haakon Haakonssøns Saga Cap. 197, siden Skibene kunde lægge lige til; derhos maa der her have været en Vaag, saavel som en Bro, der gik over den. Det skulde vel ikke være ved Stavanger?
  3. ↑ Thores Død 1214 omtales i Annalerne, i Inge Baardssøns Saga staar der kun at han døde Sommeren efter Jarlens Død. Dagen angives i Nekrologet hos Langebek, Scr. r. D. II. 514.
  4. ↑ Se ovenfor S. 136.
  5. ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 8.
  6. ↑ Gregorius, Søn af Jon Hallkellssøn, og desuagtet, merkeligt nok, en Tilhænger af Sverre, er ovenfor omtalt, S. 197. 300. Gregorius, saavelsom alle Ætlinger af Hallkell Hauk af Blindheim vare som Descendenter af dennes Hustru Sigrid Aasulfsdatter paa Rein, beslægtede med Kong Inge og Skule, se Slægttavlerne til forrige Bind, No. 13, sammenholdt med No. 5.
  7. ↑ I Sagaen staar: „da ere vi to samfædre og egtefødde Brødre“, hvilket, bogstaveligt taget, kunde forstaaes om to Brødre foruden Inge; man seer dog af det følgende, at der kun var Tale om Skule, og man maa antage, at alle Baard Guthormssøns øvrige Sønner vare døde, hvilket ogsaa bestyrkes af den Omstændighed, at de i det følgende aldrig omtales.
  8. ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 9.
  9. ↑ Paa hvilken Side disse „Frænder“ vare beslægtede med Haakon, den mødrene eller fædrene, siges ikke; man kunde saaledes maaskee gjette paa hans Moder Inges Slægtninger, de saakaldte Varteigsmænd, men da der ej med Hensyn til disse kunde være Tale om nogen Tilsidesættelse eller Tab af fordums Ejendom eller Ære, bliver det rimeligere, at her menes Descendenterne af Sverres og Haakon Sverressøns Mødrenefrænder, altsaa af Unas Smeds og Biskop Roes Børn, hvilke nu, da den fornemste af deres Midte, Peter Steyper, var borte, og da Slægt-Aristokratiet ved Reins-Ættens Ophøjelse paa Kongetronen atter paa en Maade var kommet til Agt og Ære, vistnok tilsidesattes og oversaaes som lavbyrdige Folk. Da den i Andres Skjaldarbands og hans Hustru Ingebjørgs Egteskab fødde Søn hed Peter (at han siden befandtes at være en Søn af Skule, gjør her hverken fra eller til), kan man med temmelig Sikkerhed slutte, at ogsaa Andres Skjaldarbands Fader hed Peter; denne Peter var saaledes maaskee enten Peter Roessøn eller Svina-Peter, ja maaskee. Peter Steyper selv.
  10. ↑ Her er i Saga-Udgavens Text aabenbart udfaldt et eigi; der staar „þar er mikill fjöldi af Birkibeinum at skildust frá Inga konungi,“ medens der bør læses „þar er o. s. v. at eigi steildust,“ dette tilsiger saavel Sammenhængen, som Peder Claussøns Oversættelse „og ingenlunde vil skilles fra ham.“ Peder Claussøns Text har saaledes haft Negtelsen.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/4/89&oldid=81922»