Det norske Folks Historie/4/9
Hvor gammel Sverre var, da han fik sin rette Herkomst at vide, eller, om man betvivler denne, da han fattede den Beslutning at optræde som Kronprætendent, vides ej med Vished. Ifølge det færøiske Sagn skulde han ikke have været mere end 15 Aar, da hans Moder aabenbarede ham Hemmeligheden. Men da han, som nys omtalt, kaldte sin ældste Søn Unas, maa han dog paa den Tid, denne blev fød – og da var han dog selv visselig mere end 15 Aar gammel – have staaet i den Tro, at Unas Kambare var hans Fader, og ikke have havt mindste Tanke om at ville optræde som Kongesøn. Han skal i Aaret 1168, altsaa 16 Aar gammel, have været paa Orknøerne[1], men om han drog did for at skaffe sig Understøttelse som Kronprætendent, eller let andet Erende, siges ikke. Sagaen angiver at han var 24[2] Aar gammel, førend hans Herkomst blev ham aabenbaret, og at han Aaret efter drog til Norge, men Aarstallet nævnes ikke. De gamle islandske Annaler henføre hans Rejse fra Færøerne til Aaret 1174: er dette rigtigt, hvad man vel maa antage, da har han ved sin Ankomst ej været 25 Aar, men kun 22 Aar gammel. At der hengik en Tid imellem det Øjeblik, da han fik sin Byrd at vide, og da Beslutningen, at gjøre den gjeldende, kom til Modenhed hos ham, maa ansees som vist. Det færøiske Sagn melder ogsaa, at han først søgte at skaffe lig Færdighed i Vaabenbrug, og at øve sig i farlige Foretagender, saa vel som at erhverve Kundskaber, en Konge kunde have Nytte af. Men over alt delte hviler Hemmelighedens Slør. Hans Moder Gunnhild synes aldrig at være kommen til Norge, hun var maaskee endog død, førend han forlod Færøerne. Hun havde en Broder, ved Navn Nikolas Sultan, men han synes at have opholdt sig i Norge, og kan derfor neppe have været deelagtiggjort i hendes Hemmelighed. Sverre var saaledes ved sin Fremtræden i Norge den eneste Bærer af denne, og havde det i sin Magt at udsmykke den simple Beretning om sin Fødsel med saa mange romantiske eller endog overnaturlige Biomstændigheder, som han ansaa nyttigt, før des bedre at virke paa Mængden. Hans Saga meddeler en Drøm, Gunnhild skulde have havt før hans Fødsel, og som hun meget muligt kan have fortalt Sverre, men som i alle Fald neppe nogen anden end han kan have fortalt i Norge, eller meddelt Sagaforfatteren, og som han vel derfor ogsaa ligesaavel kunde have opdigtet. Drømmen lød saaledes: Hun syntes at være i et prægtigt Lofthuus, og her føde sit Barn til Verden, medens en Kone sad hos hende for at modtage det. Det forekom hende som om denne Kone, strax Barnet var født, blev betagen af Rædsel, og tre Gange raabte til hende heftigt og med skjelvende Stemme: „Gunnhild, du har født en underlig og forfærdelig Ting til Verden!“ Paa hendes Spørgsmaal, hvad det da var, skulde Konen have sagt „det er en stor, snehvid Steen, der gløder saa sterkt, at Gnisterne fare af den til alle Kanter, som af et Stykke gloende Jern i en Smedeesse.“ Hun vilde da, syntes hun, tilligemed Konen dække Stenen til med Klæder for at ingen skulde see den, og de lagde den paa en Stol, men Gnisterne fløj overalt igjennem Klæderne, og rundt om i hele Lofthuset. De bleve meget forfærdede derover, men i samme Øjeblik vaagnede hun. Sverre skal ogsaa selv i sin Opvæxt have havt store Drømme, over hvilke flere udlo og spottede ham. Saaledes fortalte han engang en forstandig Mand ved Navn Einar, at han drømte, han var i Norge og blev til en Fugl saa stor, at Nebbet naaede til Landsenden ved Elven, Halefjedrene til Finmarken, eg Vingefjedrene dækkede det hele Rige. Einar skal have svaret, at han vel ikke ret kunde blive klog paa hvad dette betydede, men formodede dog, at det varslede om Magt eller Herredømme; maaskee, sagde han, bliver du Erkebiskop. Men Sverre skal have svaret: det tykkes mig højst usandsynligt, at jeg bliver Erkebiskop, da jeg neppe engang er skikket til at være Prest. – En anden Drøm, der, som det siges, udtrykkeligt anføres saaledes som Sverre selv fortalte den, var følgende: Det forekom ham, fem om han allerede var kommen til Norge og havde opnaaet en høj Værdighed, det tyktes ham en Biskops, men der var megen Ufred i Landet formedelst Kongernes Trælle, i det Olaf den hellige paa den ene Side kjæmpede med Magnus og Erling paa den anden. Han tænkte da over, hvilket Parti han skulde tage, og valgte Olafs. Denne modtog ham venligt, og han forblev hos ham. Ikke længe efter, var Kongen, saa syntes det ham, i en Loftstue med 15 eller 16 andre; Kongen vaskede sig ved et lidet Bord, og da han var færdig, vilde en anden Mand gaa til Bordet og vaske sig, men Kongen skød ham til Side, kaldte paa en ung Mand, der hed Sverre Magnus, og bød ham vaske sig i det samme Vand. Han gjorde saa, og da han var færdig, kom en Mand løbende ind i al Hast og sagde at man snarest muligt skulde gribe til Vaaben, da Kongens Fiender stode udenfor Døren. Kongen sagde at det havde ingen Fare og at man skulde tage sine Hugvaaben og gaa ud mod dem: selv vilde han beskytte dem alle med sit Skjold. De adløde, hvorpaa Kongen tog sit Sverd og rakte det til hiin unge Mand, Sverre, idet han tillige gav ham sit Merke, med de Ord: modtag dette Merke, Herre, og vid, at du herefter stedse skal bære det. Det forekom ham som om han modtog Merket, dog ikke uden en vis Rædsel, medens Kongen tog sit Skjold, og alle gik skyndsomt ud gjennem en i det mindste 60 Favne lang Gang foran Døren. Inde i Huset tyktes det ham, at han bar Merket sænket; da de kom frem i Døren og skulde gaa ud, kom 7 væbnede Mænd imod dem og vilde hugge Merkesmanden, men Kongen stillede sig foran ham med sit Skjold og beskyttede ham. Da kom de ud paa en vid og aaben Slette, hvor Merkesmanden hævede Merket og bar det imod Kong Magnus’s og Erling Jarls Fylking, der strax veg tilbage. Strax efter vaagnede han og forundrede sig over Drømmen, der dog ej var ham ubehagelig. Han skal kun have fortalt den til et Par Venner, der skulle have fortolket den saaledes som det siden gik i Opfyldelse. Under de Bekymringer, der opstode i hans Sind, efterat han havde erfaret sin sande Herkomst, randt nu, heder det i Sagaen, disse Drømme ham i Hu, opretholdt hans Mod og styrkede ham i hans Beslutning, at forsøge sin Lykke og vævde sin Ret. Han beredede sig derfor til Rejsen, hvilken ogsaa Biskop Roe nu ikke længer modsatte sig, men raadede ham, først at henvende sig til Erkebiskoppen, og aabenbare ham sin vanskelige Stilling. Ifølge det færøiske Sagn afsejlede Sverre med et Kjøbmandsskib, men blev ved Uvejr dreven tilbage til Havnen Vaag paa Suderø, hvor Skibet maatte istandsættes; han vendte imidlertid tilbage til Biskopsgaarden, men blev modtagen med Kulde, fordi denne Venderejse udlagdes som et Tegn paa, at han ej havde Lykken med sig. Men et Par Dage derefter var Skibet atter sejlklart, han drog paany afsted, og kom denne Gang heldigt over til Norge[3].