Det norske Folks Historie/5/5

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1858 (I-4-1, s. 44-55).

I den nærmeste Forbindelse med Kronings-Anliggendet stod det paatænkte, og af Kongen, som vi have seet, lovede Korstog. Et saadant var det visselig til alle Tider ubelejligt for Kongen at foretage, men allermest paa denne Tid, da de overvættes Udgifter i Anledning af Kroningen uden al Tvivl maa have udtømt eller i det mindste betydeligt svækket hans Finanser, da der tillige, – en naturlig Følge af den uafladelige Regn – indtraf Uaar og Dyrtid^[1], og da endelig de Begivenheder i Nabolandene, hvilke vi i det følgende komme til at omtale, udkrævede hans Nærværelse hjemme. Men det har vel heller ikke været Kongens Alvor, virkelig at tiltræde Toget. Saadanne Korstogsløfter, aflagte paa det uvisse, og om end ikke ligefrem med den Beslutning, aldrig at opfylde dem, saa dog i det mindste uden nogen klar Forestilling om, hvorledes de skulde opfyldes, eller bestemt Forsæt, at udføre dem til en vis Tid – saadanne Løfter hørte, efter hvad vi tidlige have viist, just i denne Periode, hvor Korstogsiveren allerede var betydeligt kjølnet, til Dagens Orden, og Pavens vanskelige Stilling tillod ham ikke at anvende synderlig Strenghed med Hensyn til Løfternes Opfyldelse. Dog synes Pave Innocentius virkelig at have troet, at Kong Haakon mente det ligesaa alvorligt, som den fromme Kong Ludvig i Frankrige, thi vi finde at han under 19de November 1247 indrømmede Kongen den velbekjendte Tyvendedeel af alle kirkelige Indtægter i det hele Land, Hamars Biskopsdømme undtaget, som en Hjelp til Korstoget. Aarsagen, hvorfor Hamars Biskopdømme undtages, var den, at ogsaa Biskop Paal havde taget Korset, og den samme Hjelp ved en under samme Dag udfærdiget Skrivelse blev tilstaaet ham af hans egen Dioces, dog for fem, ikke kun for tre Aar. Imidlertid forandrede Paven denne sidste Bestemmelse allerede under 8de December derhen, at Kongen ogsaa af Hamars Biskopsdømme kunne oppebære hiin Tyvendedeel for tre Aar. Der maa altsaa være kommet noget i Vejen med Biskop Paal, maaske Sygdom. Han døde dog først 4 Aar senere, i Løbet af Vintren 1251–52^[2].

Det var for Resten ikke Paven alene, der sikkert antog, at Kong Haakon nu endelig vilde gjøre Alvor af at drage ud. Denne Tro nærede ogsaa Kong Ludvig i Frankrige, der just nu var ivrigt beskjeftiget med Udrustningerne til sit Korstog, og han satte megen Priis paa at faa Kong Haakon til Medkæmper. Han tilskrev ham nemlig et særdeles venligt Brev, hvori han opfordrede ham til at gjøre Følgeskab med ham selv paa Toget til det hellige Land; ja han tilbød endog Kong Haakon, „som mægtig og ersaren paa Havet“, Befalingen over hele den franske Flaade, tilføjende, at den franske Landhær overhoved skulde rette sig efter hans Vink. Da Kong Haakon havde faaet dette Brev, der blev ham overbragt af den oftere omtalte Matthæus af Paris, hvilken selv beretter herom i sit store historiske Verk^[3], svarede Kongen mundtligt – „han havde nemlig“, siges der, „fuldkommen Tillid til Matthæus’s Discretion –: „Jeg takker særdeles den fromme Konge i Frankrige, der ønsker mit Staldbroderskab paa Toget. Men jeg kjender noget til Franskmændenes Sind, og ligesom Digteren siger: ingen Hersker taaler godt nogen Medhersker“, saaledes siger jeg: „ingen Overmodig taaler godt nogen Staldbroder“. Mit Folk er heftigt, ubetænksomt, taaler ingen Fornærmelser, men kjender heller ikke Maadehold; opstaar der nu Trætte mellem slige Folk og de overmodige Franskmænd, vil enhver af os være udsat for at lide ubodelig Skade, hvorfor det er bedst at enhver af os drager for sig, og udretter, hvad Herren forunder ham. Derimod har jeg allerede tilskrevet Kong Ludvig om, at han velvilligt ved et aabent Brev vil forunde mig fri Tilladelse til, naar jeg paa Toget kommer forbi hans Rige, og det skulde hænde sig, at enten jeg selv eller nogen af mine Folk bliver syg, eller jeg skulde trænge til Levnetsmidler eller andre Fornødenheder, i Fred at maatte lægge til Land og forsyne mig med hvad jeg behøver“. Det attraaede aabne Brev medbragte allerede Matthæus, der dog først nu synes at have rykket frem med det. Matthæus meddeler det i sit Verk heelt og holdent. Det indeholder en Befaling til alle Kong Ludvigs tro Undergivne, Baillis, Maires og Prévôts, at de, for det Tilfælde at Kong Haakon eller noget til hans Flaade hørende Skib skulde lande nogensteds i hans Rige eller de under hans Overhøjhed staaende Lehn, skulde modtage ham og hans Mænd hæderligt, tillade dem at kjøbe Levnetsmidler, og overhoved at forstilte sig med alle Nødvendighedsartikler. Da Kong Haakon havde læst dette Brev, glædede han sig saare meget, siger Matthæus, takkede Overbringeren af en saa smigrende Skrivelse, og betænkte ham med kongelige Gaver. Kongens Glæde gjaldt vel mest det venskabelige Sindelag hos den franske Konge, som Brevet udtalte, thi forøvrigt havde han vist opgjort med sig selv, at han ej vilde drage afsted og derfor heller ikke komme til at benytte sig af Ludvigs gode Tilbud Ludvig tiltraadte, som bekjendt, i August 1348 alene sit Korstog, der havde et heel bedrøveligt Udfald. Det er ikke usandsynligt, at den krigserfarne Haakons Deeltagelse vilde have kunnet give det en anden Vending; men for Norge var det visselig under alle Omstændigheder heldigst, at Kongen ikke befattede sig dermed. Man hører nu ikke mere tale om Haakons paatænkte Korstog førend i 1252, som det nedenfor paa sit Sted skal vises, og heller ikke da kom det til Udførelse. Men man ser af disse Forhandlinger, hvor stor Haakons Anseelse maa have været.

Den ellers saa myndige Innocentius vilde vel neppe have fundet sig saa taalmodigt i, at Kongen saaledes drog Opfyldelsen af sit Korstogsløfte i Langdrag, hvis han ikke fremdeles havde befundet sig i den Nødvendighed, at maatte lukke Øjet til mangt og meget, for ikke at skabe sig nye Fiender foruden Kejser Frederik og det øvrige hohenstaufiske Parti, der allerede var ham farligt nok. Uagtet Frederik var bleven afsat og excommuniceret paa Kirkemødet i Lyon, havde han dog saa mange og mægtige Tilhængere, og udviklede selv saa megen Kraft og Statskløgt, at de Fiender eller Modkejsere, Paven rejste imod ham, kom til at ligge under. Landgreve Henrik Raspe af Thüringen, hvilken Paven i 1246 fik valgt til Modkonge, døde allerede det følgende Aar, uden at udrette noget. Efter ham valgtes Vilhelm af Holland, der dog ikke udrettede stort mere, og efter nogen Tids Forløb maatte ty tilbage til sine Arvelande. Men i Mellemtiden, fra Henrik Raspes Død i Februar 1247 indtil Vilhelms retsstridige Valg i October samme Aar, synes det virkeligt, som om Innocentius et Øjeblik har tænkt paa at tilbyde Haakon, om hvis Magt, Dygtighed og Fromhed han maa have haft store Tanker, den tydske Kongekrone. Matthæus af Paris siger i det mindste, at han havde en saadan Plan for Øje, da han lod ham krone. Beretningen herom hos den ellers saa nøjagtige Matthæus er nu vistnok noget forvirret og uchronologisk, især da han sætter Vilhelms Valg efter den engelske Jarls Richards, og Pavens Hensigt, at tilbyde Kong Haakon Tydsklands Krone, efter Vilhelm igjen; men noget sandt maa der dog være i Beretningen, siden en saa vel underrettet Mand som Matthæus fortæller det, og der lader sig neppe paavise nogen Tid, hvori Paven kan have haft et saadant Forsæt, uden netop i den ovenmeldte Mellemtid mellem Henrik Raspes Død og Vilhelms Valg. Offentligt er dog neppe noget saadant Tilbud blevet fremsat, men vel kan Cardinal Villjam underhaanden have følt sig for hos Kongen desangaaende, og ladet Sagen fare, saasnart han merkede, at Haakon ej vilde indlade sig derpaa. Thi Haakon var ikke den, som af Ærgjerrighed sveeg sit Venskab med Kejseren, eller indviklede sit Rige i kostbare og unødvendige Fejder. Han erklærede uden Forbehold, at han altid var rede til at kæmpe mod Kirkens, men ikke mod Pavens Fiender. Det samme erklærede han navnlig, og det med en drøj Ed, for Matthæus, da denne i 1348 opholdt sig hos ham^[4]. Erklæringen kunde nu kun sigte til Korstoget, da Vilhelm allerede Aaret forud var valgt, og Paven virkelig paa denne Tid lod forkynde, „at hver den, som hjalp Kong Vilhelm til at indtage det mod Kirken ulydige Achen, ikke behøvede at drage til Jerusalem eller Cairo, men havde fuldkommen affundet sig med sit Løfte, og skulde ovenikjøbet nyde Velsignelser og Aflad i Overflod“^[5]. Kong Haakon forudsaa vistnok, at naar han først var dragen afsted med en Hær og Flaade, vilde Paven faa større Magt over ham, og altid finde et Paaskud til at holde ham tilbage i Europa og benytte hans Folk mod Kejseren Om han end virkelig fra først af havde haft Lyst til at gjøre et Korstog, maatte denne Omstændighed ganske kvæle Lysten, og tillige berolige hans Samvittighed, naar han idelig unddrog sig fra at opfylde Løftet. Men han maa have forstaaet at holde Innocentius’s Taalmodighed vedlige med gode Løfter og venskabelige Forsikringer Del-hos bar ogsaa de Penge, som deels hans Sendebud havde overbragt, deels Cardinal Villjam havde haft med, en særdeles god Hjelp for Innocentius i denne kritiske Tid^[6]. Innocentius skjønnede altfor godt, at Trusler og Magtsprog ikke nyttede med Haakon, og at det allerede var store Ting, naar han, personligt en Ven af Kejser Frederik, ikke reentud tog Parti for denne. Derfor vedblev Innocentius stedse at behandle Haakon med den største Forekommenhed, og Haakon var vist altfor klog til ej at indse Grunden Han vidste, at han gjerne kunde gaa temmelig vidt, førend Paven vilde foretage noget Skridt imod ham.

Et yderligere Beviis paa Innocentius’s Iver for at imødekomme Kong Haakons Ønsker var det, at han under 10de December 1247, efter hans Anmodning, tillod ham selv at vælge Prester saavel til de trende Kirker, der allerede enten af ham selv eller af hans Forgængere vare opførte ved tre af Kongsgaardene, som til de andre, han senere maatte lade opbygge ved de øvrige Kongsgaarde, forudsat, at han af sit eget Gods doterede dem tilstrækkeligt. Erkebiskoppen saavel som Lydbiskopperne fik den udtrykkelige Befaling, at antage de Personer, Kongen til disse Preste-Embeder maatte præsentere, og Biskop Paal i Hamar blev særskilt beordret at se Forføjningen udført^[7]. Denne Ret, ytrede Paven, tilstod han Kongen som et Slags Erkjendtlighed, fordi Kongens Forfædre frivilligt havde renonceret paa Patronatsretten over Norges Kirker i Almindelighed. Denne Indrømmelse fra Pavestolen dannede Grundlaget for den senere merkelige Indretning med de 14 kongelige Capeller, hvorom der i det følgende vil blive Tale.

Ogsaa Knut Jarl havde taget Korset, det siges ikke naar, men i alle Fald meget tidligere end Jerusalems Erobring 1244, eftersom der forefindes et af Pave Innocentius kort efter hans Indvielse udstedt Brev (dateret Anagni, 3die August 1243) til Erkebiskop Sigurd, hvori der meddeles denne, at Knut Jarl, i Betragtning af at der for Øjeblikket ikke forestod noget almindeligt Korstog, og han desuden formedelst de slemme Tider ej efter Ønske var istand til at udføre sit Korstogsløfte, havde anholdt om i dets Sted at maatte gjøre et Tog til Ungarn for at staa dette Rige bi mod Tatarerne; hvilken Bøn herved indvilgedes, saaledes at Erkebiskoppen paa Pavens Vegne kunde give Jarlen den fornødne Bemyndigelse, hvis Tatarerne inden et Aar kom tilbage. I andet Fald kunde han ogsaa frakjøbe sig Forpligtelsen ved at betale til det hellige Lands Hjelp, hvad Korstoget, Rejsen iberegnet, vilde have kostet ham, og han skulde lige fuldt nyde den Aflad, der var tilstaaet dem, som personligt begave sig til det hellige Land. De af ham indbetalte Penge skulde opbevares paa et sikkert Sted, indtil de afsendtes efter Bestemmelsen, og Paven skulde underrettes om deres Beløb saavel som om Opbevaringsstedet^[8]. Da Tatarerne ikke kom tilbage til Ungarn, og Jarlen saaledes ikke gjorde noget Tog derhen, ej heller til Palæstina, maa han vel paa den i Brevet antydede Maade have affundet sig med Kirken.

De Tatarer, som her omtales, ere det ellers under Navnet Mongoler vel bekjendte Folk fra det Indre af Nordasien, der i første Halvdeel af det 13de Aarhundrede i talløse Skarer som en fortærende Strøm veltede ind over det østlige Europa, udbredende Forfærdelse og Ødelæggelse overalt, og underkastede sig store Strækninger, hvor Christendom og Civilisation traadtes under Fødder af Hedendom og Barbari. Allerede medens Erobringsrigets Stifter, Dsjingis-Khan, endnu levede, havde de gjort ødelæggende Indfald i det af indbyrdes Stridigheder mellem mange Smaafyrster sønderrevne Rusland, og tilføjet Russerne et forfærdeligt Nederlag ved Kalka (1224); men de havde strax efter draget sig tilbage igjen til det indre af Asien og i længere Tid havde man intet hørt til dem. Imidlertid var Dsjingis død 1227, og esterfulgtes af sin Søn Oktai, der tørstede af Begjærlighed efter at udvide sit Rige, og sendte en vældig Hær under sin Brodersøn Batu for at erobre Landene mod Vest, medens andre Hære sendtes mod Øst og Syd. Dog viste Batu og Mongolerne sig ikke endnu inden Ruslands Grændser førend i 1237, men de viste sig da og saa meget frygteligere. Intet var i Stand til at modstaa dem. Med ustandselig Kraft trængte de frem; de herligste Stæder ødelagdes, Indbyggerne dræbtes eller mishandledes; i Løbet af de tre Aar indtil 1240 var Størstedelen af Rusland undertvungen, og nu gik det ud over de vestenfor beliggende Riger, Polen og Ungarn. Barbarerne trængte lige ind i Schlesien, men her stillede Hertug Henrik den fromme, understøttet af andre Fyrster, sig imod dem, og kæmpede saa tappert ved Liegnitz (9de April 1241), at uagtet Mongolerne, der havde mangedobbelt Overmagt, tilsidst sejrede, og han selv faldt, følte de dog ingen Lyst til at trænge videre frem paa denne Kant, men vendte sig sydover, og hjemsøgte Ungarn, hvis Konge Bela den 4de blev aldeles overvunden, og maatte endog holde sig skjult i længere Tid, medens Sejrherrerne med uhørt Grusomhed huserede i hans Rige. Forgjeves henvendte Bela sig til Pave Gregor og Kejser Frederik om Hjelp; uagtet Faren nu var dem selv saa nær, beskjeftigedes de dog alt for meget af deres egne Anliggender til at kunne gjøre noget kraftigt Skridt mod Barbarerne. De indskrænkede sig mestendeels til gode Løfter, Gregorius tilsagde derhos ved en Bulle af 16de Juni 1241^[9] dem, derefter at have taget Korset droge til Ungarn, og kæmpede mod „Tatarerne“, samme Fordele, som om de virkelig droge til det hellige Land. Af dette Tilsagn havde, som vi see, Knut Jarl benyttet sig. Efterretningen om Oktai Khans Død 1241 bevægede imidlertid Batu til at drage østover, saa at det ulykkelige Ungarn fik nogen Lettelse og Kong Bela efterhaanden atter kunde komme i rolig Besiddelse af sit Rige. Men Batu gik dog ikke længer end til Egnene østenfor Volga, hvor han opslog sin Hovedresidens, for derfra med despotisk Magt at beherske det ham tildeelte Rige Kaptsjak, og Rusland var derfor ikke saa lykkeligt som Polen og Ungarn, at Mongolernes Herredømme ophørte ved deres Tilbagetog i 1241. Tvertimod, den største Deel af Rusland var og blev Batu Khan underkastet; endog Novgorod, hvorhen Erobringshæren dog ikke var naaet, maatte finde sig i at betale en aarlig Tribut, for at faa beholde sine Besiddelser paa den siberiske Grændse eller Ingrien, der for Pelsverksfangstens Skyld vare uundværlige. Den daværende Storfyrste, Jaroslav Vsevolods Søn, maatte med sin Søn Constantin og mange Stormænd indfinde sig i Batus Lejr og hylde ham, hvorimod Batu til Gjengjeld belenede ham med Overherredømmet over hele Rusland. Sønnen, Constantin, maatte dog efter Batus Befaling drage endnu videre mod Øst, til den egentlige Stor-Khan Gajuk, Oktais Søn, der igjen, som det hed, var Batus Overherre. Men Rigets uhyre Udstrækning, i Forbindelse med den Omstændighed, at Gajuk endnu var mindreaarig^[10], gjorde dette Overherredømme kun nominelt, og Batu, den vældige Erobrer, herskede som ganske uafhængig Fyrste i Kaptsjak. Fra denne Tid af laa Aaget i over to Aarhundreder over Rusland, og uagtet Mongolerne ikke blandede sig umiddelbart i Landets indre Anliggender, er det dog tydeligt, at Rusland, der hidtil var lige saa civiliseret, som nogen anden østeuropæisk Stat, og under mangehaande Forbindelser med Nabolandene befandt sig i den samme jevnt fremskridende Udviklingstilstand som disse, nu for lang Tid løsreves fra den europæiske Cultur-Udviklings Omraade, og sank ned i det dybe Barbari, hvorfra det endnu ved Peter den stores Regjeringstiltrædelse ikke synderligt havde hævet sig. Navnlig kan man vel antage, at det var under Mongolervældet, at det slaviske Folke-Element i Rusland ganske fik Magten over det gamle germaniske, saaledes at den nordisk-germaniske Mundart, der tidligere havde været de egentlige Russers, det vil sige det herskende Folks, og fornemmelig Fyrsteslægtens Modersmaal, nu aldeles gik til Grunde og forglemtes, saa at slavisk Sprog blev det eneherskende i alle de Egne, hvor ikke mongoliske eller tatariske Horder sloge sig ned.

Uagtet Mongolernes Angreb ikke naaede frem til det egentlige Norden, er det dog let begribeligt, at man ogsaa der med Forfærdelse erfarede deres Fremtrængen, og at man tillige saa Virkningen deraf, idet mange Flygtninger søgte Sikkerhed i Egnene hiinsides Østersøen og Finmarkens Fjelde. En saadan Flytning i Masse synes at have fundet Sted fra det gamle Bjarmeland til Finmarken. Thi Sagaen fortæller, at en Mængde Bjarmer, der havde flygtet for den Ufred som Tatarerne (saaledes kaldtes stedse Mongolerne i de Tider) anrettede, tyede til Kong Haakon, og at han christnede dem og gav dem Malangen-Fjord at bebo^[11]. Malangen dannede dengang netop Nord-Grændsen før Haalogaland, altsaa for det egentlige Norge; hiinsides den regnedes Finmarken at begynde. Det var altsaa i den nærmest Haalogaland beliggende Deel af Finmarken, at de flygtende Bjarmer fik nedsætte sig. Naar dette skede, siges ikke, men da man af de russiske Aarbøger erfarer, at Mongolernes frygteligste Herjen i Ruslands nordligere Egne skede i Begyndelsen af Aaret 1238, da blandt andre Steder ogsaa det mægtige Vladimir blev indtaget og næsten i Bund og Grund ødelagt, er det ikke usandsynligt, at Efterretningen herom har sat Bjarmerne i Skræk, og at deres Flugt til Norge er at henføre til dette eller det følgende Aar. Kong Haakon lod, som Sagaen beretter, en Kirke opføre paa Tromsø, og christnede det Kirkesogn^[12], det vil sige, det omliggende Distrikt, der efter hans Foranstaltning skulde sogne dertil. Der siges ikke, om dette stod i Forbindelse med Bjarmecoloniens Nedsættelse og Omvendelse til Christendommen, eller om der her alene sigtes til Finnerne ved Balsfjorden og i Sundene der omkring. Sandsynligviis sigtes der baade til Bjarmerne og til Finnerne, da vi have andre Vidnesbyrd for, at Haakon alvorligt bestræbte sig for Finnernes Omvendelse til Christendommen. Han lod nemlig ogsaa, som Sagaen beretter, opføre en Kirke i Ofoten^[13], aabenbart for de til Christendommen omvendte Finner, der vankede om i det Indre af denne Fjord og Nabofjordene, ligesom vi allerede have seet, at Pave Gregorius den 9de i 1241 havde tilladt ham at opfylde sit Korstogsløfte ved at bekrige sit Lands hedenske Naboer^[14], en Benævnelse, der vistnok i Pavens Tanker indbefattede flere Folk end Finnerne, navnlig de hedenske Indbyggere af Finland, især Tavasterne, mod hvilke han livlig havde ladet prædike Korstog i Sverige^[15], men hvorunder dog i alle Fald ogsaa hine maatte forstaaes. Det er saaledes heel sandsynligt, at Bjarmerne i Malangen, tilligemed de Søfinner, der boede længer østligt ved Balsfjorden, Ulfsfjorden og Lyngen, saavel som de i disse Egne omvankende, til Christendommen omvendte Fjeldfinner udgjorde det nye, til Tromsø henhørende Kirkesogn. Da man veed, at Tromsø Kirke senere var et af de 14 kongelige Capeller, er det ikke usandsynligt, at den netop er den Trækirke, som nævnes i det tidligere omtalte Pavebrev af 1247, hvor Patronatsretten til de paa kongelige Ejendomme opførte, af Krongodset doterede Kirker blev Kongen tilstaaet, og at dens Opførelse saaledes falder mellem 1238 og 1247^[16]. Nu var saaledes Tromsø Kirke den nordligste i Norge. Hidtil havde det været Lengjuviks (Lengviks) Kirke, strax sydvestenfor Malangen^[17].

Efter at Begyndelsen til Christendommens Udbredelse saaledes var gjort, og den første christelige Menighed oprettet inden Finmarkens Grændser, synes Omvendelsesverket raskere at være blevet fortsat^[18], ligesom man ogsaa fra denne Tid af kan regne, at Nordmænd begyndte at nedsætte sig langs Finmarkens Kyster paa de for Fiskeri og Handelsdrift bekvemme Steder. Thi det er først fra nu af, at man hører tale om de saakaldte Bumænd, den bekjendte sædvanlige Benævnelse i Finmarken paa de fast bosatte Nordmænd, i Modsætning til de nomadiserende Finner. Ved en saadan Colonisation blev ogsaa Finmarken selv dragen mere umiddelbart under den norske Konges Herredømme^[19].

Det var imidlertid umuligt andet end at disse forandrede Forhold ved Norges nordøstligste Grændser maatte afstedkomme Forviklinger og Sammenstød med de tilgrændsende Folk, især Russerne i Novgorod og de dem underlagte Kareler, der en Tidlang, som det synes, temmelig ustraffet havde strejfet om paa Jagt og Fiskeri i hine Egne, og som desuden ved de fra Sverige i Nord for den finske Bugt, og fra de Danske og Ridderne i Syd for samme Bugt udgaaende, idelige Omvendelses- og Erobrings-Tog vare komne i et temmelig fiendtligt Forhold til sine romersk-katholske Naboer i Vesten. Vi have allerede i det Foregaaende omtalt gjensidige Herjetog mellem Svenske og Folkene hiinsides Østersøen, Russerne iberegnede; og hvorledes endog den norske Jarl Erik, Sverres Broder, gjorde et Tog „mod Hedningerne i Austrveg.“ For at modarbejde Sveriges tiltagende Vælde i det østlige Finland søgte Russerne, skjønt selv christne, endog at forføre de af de Svenske christnede Finlændere til Frafald, og det lykkedes alt for godt, da nemlig de oven nævnte Tavaster ej alene faldt tilbage til Hedendommen, men derhos tilføjede de Prester og andre Christne, der vare iblandt dem, de grummeste og mest oprørende Mishandlinger^[20]. Paa den upsalske Erkebiskops Opfordring lod derfor Pave Gregor ved en Skrivelse af 9de December 1237 prædike Korstog imod dem, baade i Sverige, som det heder, og i Nabo-Øerne^[21]. Til disse „Nabo-Øer“ har Paven maaskee ogsaa, i sin Mangel paa nøjagtig Kundskab om Nordens geografiske Forholde, regnet Norge, thi det er vist nok, at paa det Korstog, der i denne Anledning udgik fra Sverige, var der ogsaa en Deel Nordmænd med^[22]. Toget kom i Stand 1240; og der er al Grund til at antage, at det er det samme Tog, som en unøjagtig svensk Krønike urigtigt henfører til 1249, og som anførtes af den mægtige Byrge af Bjelbo^[23]. Da det gjaldt at bekæmpe Ondet fra Roden af, rettedes Toget, som det synes, ej strax mod Tavasterne, men lige mod Novgorod, og Korsfarerne styrede derfor ind i den finske Bugt og Nevastrømmen, hvor de gik i Land paa den sydlige Bred. Da var det at den unge Alexander, Storfyrst Jaroslavs Søn, Fyrste i Novgorod, ilede til med en Hær og efter en hidsig Kamp vandt den Sejr, (15de Juli 1240) der i senere Tider skaffede ham Tilnavnet „den Neviske“ (Nevsky). Saa vigtig og betydelig, som de russiske Annaler angive, kan dog neppe Sejren have været, da Slaget ellers vilde have været omtalt i nordiske Skrifter eller Annaler. Tavasterne selv bleve dog fuldstændigt undertvungne og christnede. Men fra denne samme Tid hører man nu hyppigt Tale om Fiendtlighed mellem de under Russerne skatskyldige Kareler og Kong Haakons Sysselmænd^[24]. Deels maatte vel Nordmændenes Deeltagelse i Toget 1240 ansees som en fiendtlig Demonstration mod Novgorod og dets Undergivne, deels er det tydeligt, at Finnernes Omvendelse til Christendommen og Colonisationen at flere Kyst-Egne deels ved Bjarmer, deels ved Nordmænd, maatte gjøre det nødvendigt, til Christendommens og Colonisternes Forsvar at indrette et i disse Egne hidtil ukjendt Opsyn, og møde Karelernes og Russernes uberettigede Besøg med en Strenghed og Mistænkelighed, hvortil der ikke forhen havde været Anledning. Og dette maatte igjen vække Misnøje hos Karelerne og Russerne. Dertil kom nu den Urolighed og forøgede Trang til at søge mod Vesten, som Mongolernes Fremtrængen foraarsagede. Hvo veed endog, om ikke den novgorodske Fyrste har betragtet de til Norge flygtede Bjarmer fremdeles som sine Undersaatter, og gjort Paastand paa at de skulde betale ham Skat? Saa meget er vist, at fra denne Tid af begynde de idelige og ærgerlige Grændsestridigheder mellem Norge og Rusland, der senere ledede til saa mange Ubehageligheder, og ikke bleve tilendebragte førend i vore Dage, om de endog nu kunne siges at være det.

1. Se Kongens Brev til Lybeckerne fra Begyndelsen af 1248, Urkundenbuch S. 142, hvorom mere nedenfor.
2. Dipl. Norv. I. No. 40, 41, Matth. Paris. siger (S. 496) at Kongen fik ⅓ af de kirkelige Indtægter, hvilket dog maa være urigtigt.
3. Matth. Paris. l. c., jvfr. Th. Thorvessøns Hist. Norv. S. 265, hvor dette Sted hos Matthæus meddeles. Ved første Øjekast kunde det synes, som om Matthæus først overbragte Ludvigs Opfordring til Haakon om at slaa Følge med ham, derpaa vendte tilbage med Haakons mundtlige Svar, og endelig kom tilbage igjen, medbringende Ludvigs aabne Brev. Men ved nøjere Gjennemlæsning vil man se, at det ej forholder sig saaledes, og at Matthæus medbragte begge Breve, saavel den første Opfordringsskrivelse som det aabne Brev. Hvad enten Haakon ledsagede Ludvig eller ej, maatte det sidste være ham lige kjært, ja magtpaaliggende at faa. Det var altsaa ikke nødvendigt, at han først afslog Ludvigs Tilbud. Ludvig har vel endog aldrig hørt noget om Afslaget, men er rejst afsted, i det Haab, at Haakon skulde komme efter. Det er aabenbart, at Matthæus’s Samtale med Kongen foregik, da Matthæus i Sommeren 1248 opholdt sig i Norge for at reformere Holms Kloster. At han da inden August Maaned, da Ludvig drog afsted, skulde have kunnet gjøre et Par Rejser frem og tilbage til Frankrig for at besørge Kongens Brevvexling, er ikke sandsynligt.
4. Matthæus Paris. S. 540. jvfr. Th. Torvessøns Hist. Norv. S. 265, hvor Stedet anføres.
5. Mencos Chronicon, citeret i Raumers Gesch. der Hohenstaufen IV. S. 191.
6. Raumer, Gesch. der Hohenst. IV. 263., beregner, at Innocentius bestred største Delen af Omkostningerne til Krigen i Italien mod Hohenstauferne ved de fra Haakon erholdte Pengesummer.
7. Dipl. Norv. I. No. 43. Der siges i Brevet, at af de her nævnte trende Kirker vare de to af Steen, hvilket vel middelbart antyder, at den tredie var af Træ. Af disse tvende Steenkirker var den ene, som man godt kan skjønne, den nysopførte Apostelkirke i Bergen Den anden var rimeligviis Mariekirken i Oslo, der upaatvivlelig var en gammel Steenbygning. Trækirken var sandsynligviis Tromsø Kirke, om hvilken strax nedenfor.
8. Dipl. Norv. I. No. 27.
9. Raynaldi annales 1241, No. 18.
10. Gajuk stod under Formynderskab af sin Moder, den talentfulde Turakeina, et christent Fruentimmer, Datter af Presbyteren Johannes, og saaledes de Christne gunstig: endog hendes Søn Gajuk skal have haft et christeligt Capell, hvor der blev sunget Messe. (Plano Carpini, hos Bergeron, S. 18, Rubruquis, sammesteds S. 67.) Heraf udspandt sig de fabelagtige Fortællinger om den mægtige „Prest Johannes“, Hersker over et uhyre Rige i Asien.
11. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 333.
12. Sammesteds.
13. Sammesteds.
14. Se ovenfor III. S. 1013.
15. Se herom strax nedenfor, S. 54.
16. I Pavebrevet af 1308, hvorved Clemens den 8de sanctionerer Indretningen med de 14 kongelige Capeller, og opregner dem, kaldes Tromsø Kirke ecclesia sanctæ Mariæ de Trums juxta paganos.
17. Denne erklæres udtrykkeligt for den nordligste Kirke i Rimbegla, S. 330, hvilket Sted (Opregningen af Finmarkens- og Haalogalands Øer) maa være affattet tidligere end Opførelsen af Tromsø Kirke.
18. Der fastsættes saaledes i Retterbod af 12te Aug. 1313 (Norges gl. L. III. 107) visse Lettelser for de Finner, der antage Christendommen, hvoraf man synes at maatte slutte, at Omvendelsesverket da var i fuld Gang.
19. Bumænd nævnes, saavidt vides, aller først paa oven anførte Sted i Rimbegla, men her omtales de ikke endnu som boende i selve Finmarken: det heder nemlig „at Malangen skiller mellem Bumænd og Finner“. Derimod omtales Bumænd som bosatte imellem Finnerne i den oven anførte Retterbod af 1313, og i den Angivelse af Grændserne for Norges og Ruslands Skatkrævningsdistrikter, der er aftrykt i Norges gl. Love III. 152, og sandsynligviis er samtidig med Fredstraktaten af 1336, paaberaabes der „gamle Bumænds“ Vidnesbyrd. Disse „gamle Bumænd“ maa altsaa have været enten fødde i Finmarken eller bosatte der i meget lang Tid, det vil altsaa sige, fra anden Halvdeel af det foregaaende Aarhundrede. Professor Keyser har i sin Kirkehistorie S. 391 antaget at de Sambitæ, hvis Land Pave Innocentius i en Bulle af 1252 (hvorom nedenfor) bød at underlægges Kong Haakon, hvis de af ham christnedes, kunne have været Finnerne, der i deres eget Sprog kalde sig Same. Denne Mening kunne vi dog ikke tiltræde, da det forekommer os, at Sambitæ ej kunne være andre end de hedenske Indbyggere af Samland i Preussen, mod hvilke der just nu forberededes et Korstog til de tydske Ridderes Hjelp. Det første Tog af Ridderne selv ind i Samland skede netop om Vinteren 1252–53 (se Voigt, Gesch. Preussens III. 43), og et stort Korstog, der endte med Samlands Erobring, foretoges 1255 af den bøhmiske Kong Ottokar. I den Skrivelse til Ottokar fra Paven, som Raynaldus opfører for dette Aar (No. 61), kaldes Samland Sambia; saaledes benævnes det ogsaa i andre latinske Breve og i det Brev ang. Memels Opbyggelse af 1253, der er aftrykt i Voigts Diplomatarium, No. 93, kaldes Samlænderne ligefrem Sambitæ („usque ad finem castrorum exercitus Lettowiorum et Sambitarum“). Da vi af Ravnaldus (1256 No. 15) erfare, at der i 1256 blev prædiket et nyt Korstog mod Preusserne, saavel i Tydskland, som i Danmark, Sverige, Norge og Gotland, (et lignende var allerede prædiket 1243, se Voigt, No. 58) er intet rimeligere end at et lignende Korstog ogsaa kan være blevet prædiket i Norge 1252, eller at de sædvanlige Korstogs-Indulgenser tilstodes dem, der bekrigede Preusserne og hjalp til deres Omvendelse. Noget besynderligt forekommer det, at Paven her kan love Kong Haakon det Landskab, hvis Indbyggere han christnede, da det jo skulde tilhøre Ridderne. Men man maa nøje lægge Merke til det vedføjede Forbehold: „saafremt andre ikke allerede have erhvervet Ret over dem“.
20. Strahls Gesch. Ruslands II. S. 45.
21. Liljegrens Dipl. Svec. No. 298. Ogsaa hos Raynaldus, 1237,No. 66. Det er i denne Skrivelse, hvor de frafaldne Tavasters frygtelige Grusomheder mod de Christne opregnes.
22. Dette siges udtrykkeligt i de russiske Annaler, der overhoved for disse senere Aarhundreders Vedkommende pleje at være meget paalidelige Se Strahl, S. 45.
23. Herom udførligere nedenfor.
24. Se længere nedenfor, jvfr. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 271. Naar der her heder, at der i 1251 fra russisk Side blev klaget over de jevnligt indtræffende Fiendtligheder mellem de norske Sysselmænd og Karelerne, antyder dette aabenbart, at Fiendtlighederne allerede i længere Tid havde fundet Sted.