Wikikilden

Det norske Folks Historie/6/109

< Det norske Folks Historie | 6

Vi have seet, hvorledes de første Aar af Kong Haakons Regjeringstid, for faa vidt de ikke optoges af Krige og Underhandlinger med fremmede Fyrster, anvendtes til saa at sige at forberede de store Reformer, som han endelig i 1308 fandt Tiden moden til at sætte i Verk. Man kan sige, at den Tid, de følgende Aar levnede ham fri, anvendtes paa samme Maade til at befeste, hvad han i 1308 havde grundlagt, ved Tillægs-Anordninger og nærmere Bestemmelser. Det var at vente, at en i de bestaaende Forhold saa dybt, ja endog næsten voldsomt indgribende Forordning, som den store af 17de Juni 1308, maatte støde paa megen Modstand, førend dens Bud i et og alt kunde gjennemføres. Vi have ovenfor paapeget de umiskjendelige Tegn, “som findes til, at den endog bragte flere Stormænd til at tage aabenbart Parti med Hertug Erik[1]. Den største Gjering maatte naturligviis yttre sig i den Tid, da den ved Forordningen paabudte Inddragning af bortskjenkede Krongodser fandt Sted, og hermed synes man, som ovenfor nævnt, ikke at være bleven ferdig førend henved 1312[2]. Det er meget muligt, at heller ikke Forordningens Bud om Syslernes Ombesættelse kom ret til Udførelse, førend da. Idetmindste lod Kongen en Forordning udgaa under sit Jule-Ophold i Tunsberg 1309[3], i Anledning af den Egennytte, Sysselmændene og deres Lensmænd lagde for Dagen i fin Embedsførelse, og yttrer sig her paa en Maade, som om det var gamle og almindeligt udbredte Uskikke, ikke nye Tiltag, han søgte at hemme. „Mange“, siger han, „have klaget over at de Orskurder, Lagmanden giver, og de Domme, der blive dømte, ej blive iverksatte, om man end anmoder Sysselmanden eller hans Lensmænd derom, uden at man giver disse Mænd Gaver for at det kan skee; da det nu aldeles ikke anstaar os at lade sligt taales, forkynde vi herved, at naar nogen, efter at have erhvervet lovlig Dom eller Afgjørelse, henvender sig forgjeves til vore Sysselmænd eller deres Lensmænd om at faa sin Ret, forbyde vi dem at sagsøge vore Thegner angaaende den Sagøre, vi have tilstaaet dem, førend den, der lovligen klager, har faaet Ret, og ovenikjøbet maa de vente sig at vi overdrage Syslerne til andre, som ville skaffe de lovligt sig Henvendende Ret. Hvor ogsaa Lagmanden og andre forstandige Mænd see at Sysselmændene og deres Lensmænd uretteligen tage Bøndernes Penge uden lovligt Søgsmaal, skulle de ikke skaffe nogen anden Ret førend dem, fra hvem der saaledes ulovligt blev taget“. Det synes ikke rimeligt, at Sysselmænd, der Aaret forud vare blevne indsatte istedetfor ældre, mindre duelige og redelige, allerede nu skulde have gjort sig skyldige i saa grovt Uvæsen og paadraget sig saa mange Klager; man maa derfor, som sagt, formode, at den i Forordningen paabudte nye Besættelse af Syslerne endnu ikke have fundet Sted, hvad enten man nu har fundet det raadeligst, under de daværende urolige Tider ej at gaa altfor strengt til Verks, eller man først har villet oppebie Resultatet af den Commissions Arbejder, der, som det ovenfor er viist, nødvendigviis maa være bleven nedsat for at ordne Redactionen, og altsaa ingen synderlig Forandring i Embedspersonalet har fundet Sted førend efter 1312. Dette bestyrkes ogsaa deraf at Kongen endnu om Sommeren 1310, da han opholdt sig i Bergen[4], ansaa det nødvendigt, udtrykkeligt at indskærpe Sysselmændene, deres Lensmænd og Biskoppernes Ombudsmænd deres Forpligtelse til at søge Lagthinget. Thi man kan, som sagt, vanskeligt forestille sig, at de Sysselmænd, som bleve udnævnte ifølge den store Forordning af 1308, allerede i sit første Embedsaar skulde have tilladt sig en saadan Forsømmelse. Den nysnævnte Forordning af 1310, sigtende til Lagthingets Opretholdelse, er ellers heel merkelig, forsaavidt den fremdeles viser, hvor lidet Lagthinget i sig selv havde at betyde efter at Lagmandsembedet havde faaet sin fuldstændige Organisation. Det heder nemlig, at der allerede i længere Tid havde været klaget over, at Sysselmændene, disses Lensmænd og Biskoppernes Ombudsmænd ikke vilde komme til Things og ikke svare de Bøder, som de paa Thinget bleve ilagte for deres Forsømmelse. „Hvis saadan Ulydighed“, siger Kongen, „skal have Fremgang, da kan ikke Lagthinget længer opretholdes, hvilket dog er det største Rets-Ran for hele Almuen; derfor byde og befale vi at alle Sysselmænd og deres Ombudsmænd, Provster og Kirkens Ombudsmænd saavel som alle Nevndarmænd skulle, naar de ej have lovligt Forfald, komme til Lagthinget eller udrede en saadan Sekt som Lovbogen byder inden en Maaned efter Lagthinget, enten til den kongelige Fehirde eller Lagmanden[5], naar disse selv ere tilstede, eller til dem som have faaet disse Embedsmænds skriftlige Fuldmagt til at oppebære Boden. Den som bryder dette vort Bud, skal miste de Verdigheder, han maatte beklæde, og desuden svare i Brevebrud 8 Ertoger og 13 Merker“. Man seer heraf, at ej alene Sysselmændene og deres Lensmænd, saavelsom de gejstlige Herrers Fuldmægtige plejede at udeblive fra Lagthingene, men endog selve Nevndarmændene, og at der endog udfordredes et formeligt Magtsprog for at faa dem til at indfinde sig. Naar de, der vare forpligtede til at møde, saaledes udeblev, ligger den Slutning nær, at de, der ikke havde nogen saadan Forpligtelse paa sig, endnu mindre gjorde sig den Umag at komme, og at Lagthinget saaledes kun besøgtes af dem, som enten havde Sager der at føre, samt maaskee af de nærmest Omboende, der med Lethed kunde komme did, men at Mængden sad hjemme, saa at den Forsamling, som man nu plejede at see der, kun var ubetydelig og ringe i Sammenligning med de talrige Folkehobe, der i gamle Tider fra nær og fjern søgte derhen. Dette var, som allerede forhen paapeget, en naturlig Følge deraf, at man ikke længere behøvede at søge Lagthinget for at faa Retssager paakjendte, men til enhver Tid tiende søge sin Ret hos Lagmanden, medens tillige al Medvirkning i Lovgivningen var bleven unddragen Folket og alene henlagt under Kongen og hans nærmeste Raadgivere. Under disse Omstændigheder maatte alle mere eller mindre føle, at Lagthinget i sig selv var overflødigt, og det er derfor i og for sig selv ikke forunderligt, at endog Sysselmændene og Nævningsmændene udebleve, thi deres Nærværelse var jo egentlig overflødig. Naar Kongen desuagtet søgte at holde Lagthingene ved Magt, var det vel deels fordi han og mange med ham betragtede dem som en gammel, ærverdig Institution, der nu engang ikke burde afskaffes, deels vel og fordi Offentliggjørelsen og den saakaldte Vedtagelse af Forordninger og andre Lovbestemmelser paa Lagthingene gav dem en forvindende Kraft, som de ellers savnede, men som han fremdeles ønskede at klemte give i det mindste de vigtigste af sine Befalinger. Formodentlig har vel heller ikke enten han eller de øvrige, der ivrede for Lagthingenes Opretholdelse, klart indseet Aarsagerne til deres Forfald. Man kan sige, at hans tidligere Bestræbelser for at faa de Fornemmere til at lystre Lagmandens Stevninger og underkaste sig hans Orskurder nu havde virket til en modsat Yderlighed af den, Kongen havde søgt at modarbejde. Hvor vanskeligt det var at faa den forsvindende Skik holdt i Live, viser sig deraf, at Kongen tre Aar efter, fra Agvaldsnes, den 10de Juni 1313[6], maatte udgive et Brev af lignende Indhold, tilføjende et Forbud mod at Lagmændene skulde skaffe nogen af de saaledes forsømmelige Sysselmænd, Lensmænd eller Biskopsmænd Ret eller Dom, naar de næste Gang kom paa Thinget og selv havde Sager at drive.

Den nys nævnte Forordning af 1310 indeholder endvidere et Tillæg, vedkommende en anden Uskik, der ellers ikke omtales, men især maa have været Kongen mishagelig, da den ligefrem modarvejdede hans ivrige Bestræbelser for ej alene at frigjøre den verdslige Magt for Gejstlighedens Indflydelse, men ogsaa at udstrække sin egen Indflydelse over den, nemlig at de haandgangne Mænd modtoge Fuldmagt af Gejstlige som deres Provster til at paatale Sager for gejstlig Net. Dette var maaskee et Forsøg som de klogere Medlemmer af Gejstligheden gjorde paa at danne sig en egen Afdeling af Tjenere blandt Kongsmændene, ligesom Kongen ved Capellgejstlighedens Stiftelse havde søgt at skaffe sig Tjenere og Afhængige inden Gejstligheden. Derved vilde Kongens Hensigt med denne Foranstaltning aldeles forfejles, og man kan let forstaa, at han ikke kunde betragte det med Ligegyldighed. Han bød derfor i Forordningen, „at de kongelige haandgangne Mænd, der toge Provstedømme af lærde Mænd for at stevne Kongens Thegner for Biskoppen angaaende verdslige Sekter, skulde være selvsagte af Kongens Tjeneste og derforuden afsatte fra Provstedømmet; thi Lagmanden skulde herom dømme som hidindtil“. Ogsaa de ikke haandgangne Mænd forbød Kongen dette strengeligen under en Bod af 8 Ertoger og 13 Mkr. Naar Gejstlige, der havde Provstedømme, forsyndede sig herimod (ved at drage Sager under Biskoppen, der hørte under Lagmanden), skulde ingen af Kongens Thegner svare dem nogen Afgift førend Sagen var indkommen for denne.

I den nøjeste Forbindelse med Gjennemførelsen af den store Reductions-Forordning stod ogsaa en streng Forholdsregel, som Kongen paabød med Hensyn til den Leding, de haandgangne Mænd og Biskopsmændene vare pligtige at svare. Det er forhen omtalt[7], hvorledes deres Ledingsfrihed ikke strakte sig videre end til et vist Antal „Nev“, i det højeste tre, eller hvad der efter den nye Ledingsberegnings Indførelse svarede dertil i Jordegods, men hvorledes deres Bestræbelse gik ud paa at blive aldeles skattefrie, ligesom de Mænd, der i Danmark og Sverige indtoge en lignende Stilling. Allerede i Aaret 1303 havde Kongen, som vi vide, bestemt at det Jordegods, hvoraf haandgangne Mænd i tre samfulde Aar ikke havde svaret den skyldige Leding, skulde være forbrudt til Kronen. Formodentlig har man dog ikke vovet eller været istand til ganske at udføre dette Bud. Nu derimod bestemte Kongen, at da det gamle Bud, der foreskrev at der for hver Ridder, Prest og Hirdmand skulde skerdes tre Nev, for hver Gjest og Kjertesvein to, fremdeles ufravigeligen skulde efterleves, skulde ogsaa Sysselmændene og de kongelige Ombudsmænd, der oppebare Visøren (hvortil ogsaa Ledingen her regnes), opkræve den med Stevninger og Execution saavel af Kongens, som af Biskoppens Mænd og af Prester, og at de tillige nøje skulde efterregne, med hvor meget enhver stod til Rest, for at inddrive det uden Skaansel. Da de fleste formodentlig stode til Rest for mange Aar, maa det have været betydelige Summer, som de saaledes kom til at svare for, og mange maatte vel allerede derved gaa fra Gaard og Grund. Den Sysselmand, der viiste Forsømmelighed i at udføre dette Bud, skulde udrede af sit eget Gods, hvad der manglede i den skyldige Sum[8].

Den her omhandlede Række af Foranstaltninger til at sikre flg sin Magt og sine Rettigheder lige over for Aristokrati og Gejstlighed sluttede Kongen endelig med en Bestemmelse, der aabenbart skulde danne en Modvegt mod den Myndighed, Biskopsmagten ved den pavelige authentiske Fortolkning af Indstiftelses-Ordene i Bullen af 1308 om den kongelige Capellgejstligheds Oprettelse havde faaet over denne, og som ganske vist var noget andet, end hvad Kongen oprindeligen havde tænkt sig. Han udgav nemlig den 31te August 1314 i Oslo et Brev, hvorved han bestemte, at den, som Kongen beskikkede til Formand for Mariekirken i Oslo, herefter tillige skulde være Kronens Cantsler med al den Heder, der havde ligget til Cantsler-Embedet fra gammel og ny Tid, og at han til Indtægt for sit Arbejde som Cantsler skulde være forlenet med hele Nesodden, paa samme Vilkaar, som han allerede i Egenskab af Provst havde begge Skibrederne paa Follo. Lejligheden, hvorved denne Bestemmelse blev given, synes at have været Ivar Olafssøns Tiltrædelse til Cantsler-Embedet, thi det er vist, at han blev Cantsler i 1314[9], formodentlig efter Aakes Død; men sandsynligviis havde Kongen allerede længe tænkt paa at bringe Foranstaltningen i Udførelse, og kun ventet paa den Lejlighed, som vilde frembyde sig dertil ved Aakes Død. Saa længe Aake levede, var det ej nødvendigt at gjøre noget ved denne Sag, da han allerede forbandt begge Embeder; men da der var Tale om deres Gjenbesættelse, maatte det være af Vigtighed for Kongen at tage en Forholdsregel, hvorved man i Tilfælde af at en Formynder-Regjering skulde nedsættes, sikrede sig mod Muligheden af at det for Kronen og hele Riget saa vigtige Cantsler-Embede overdroges til Nogen, i hvis Hænder det blev altfor afhængigt af Biskopperne og Aristokratiet. En Biskop vilde maaskee alene have forvaltet det i Gejstlighedens, en verdslig Høvding i Magnaternes Interesse; en fornem Gejstlig derimod i Kronens Tjeneste og i alt væsentligt temmelig uafhængig af Biskoppen vilde, som det synes, bedst kunne gaa den rette Middelvej. For øvrigt kunde det synes, som om intet vilde have været i Vejen for ogsaa at forbinde Cantslerverdigheden med Provste-Embedet ved Apostelkirken i Bergen. Men Grunden til at dette ikke skede, var vistnok den, at Kongen allerede betragtede Oslo som sin Hovedresidens, og derfor helst vilde have Cantsleren bosat der paa Stedet; hertil kom, at Provsten ved Apostelkirken, i hvis Nærhed de fleste Capeller laa, sikkert var meget mere optaget med Bestyrelsen af disse og overhoved af sit høje gejstlige Embede, og derfor mindre kunde beskjeftige sig med slige Forretninger, som Cantslerens, end Provsten ved Mariekirken, der kun havde denne at bestyre. Endelig er det unegteligt, at Biskoppen i Bergen nu engang havde faaet Overtaget over Provsten ved Apostelkirken, medens den ved Mariekirken i Oslo bedre synes at have bevaret sin Frihed. Kongen selv anfører i sit Brev, at Foranstaltningen er skeet „til evindelig Amindelse og Sjælebod for sig og sin kjæreste Hustru Fru Euphemia, samt alle sine Forfedre og Efterkommere“. Dette maa dog ikke tages ganske bogstaveligt, men mere betragtes som en i de Tider brugelig Vending, hvilken heller ikke de som modtog eller hørte Brevet tog for andet eller mere. Kongen gav i samme Brev den nærmere Bestemmelse, at da Cantsleren ifølge sin Pligt som Provst ved Mariekirken for det meste maatte sidde hjemme ved denne, naar ikke Kongen udtrykkeligt kaldte ham til sig, skulde en af Kronens Hirdprester, den som Kongen efter Samraad med Cantsleren fandt mest skikket dertil, være Vicecantsler, saa ofte som Cantsleren ej selv var tilstede, og i Indtægt have Fjerdedelen af de daglige Beseglings-Sportler. „Hiin Rettighed“, siger Kongen i Brevet, „tilsikre og skjøde vi til evindelig Tid den hellige Marias Kirke, lysende for Enhver, at den, som handler derimod, skal være underkastet det sterkeste Pavebann, ifølge det Privilegium vi have for de Gaver, som vi lægge til de hellige Stiftelser“. Originalbrevet, som endnu er til, angives at være skrevet.af en Haakon Notarius og indseglet i Kongens egen Nærværelse, ligeledes er det forsynet med Kongens egenhændige Monogram[10].

Da Kongen udgav dette Brev, havde han allerede givet en stor almindelig Retterbod for det hele Land, indeholdende, ligesom de tidligere af samme Slags, flere Tillæg og Forbedringer til forskjellige Capitler hist og her i Lovbogen, med andre Ord, en ny Lovrevision. Dette var den tredie store Retterbod af dette Slags, som han udgav; de to andre, for Oplandene, havde han allerede givet, medens han endnu var Hertug. De enkelte Bestemmelser vedrøre dog kun visse Enkeltheder, som nu for os ej kan have synderlig Interesse. Retterboden blev, som det i Indledningen siges, højtideligt oplæst og vedtaget med Haandtag paa et almindeligt Thing i Kongsgaarden i Nidaros Korsmesse-Aften (2den Mai) 1313. Dette Thing skulde saaledes forestille Frostathing, men at det kunde sammenkaldes og holdes paa en saa usedvanlig Tid, viser noksom, hvor lidet de gamle Lagthing nu havde at betyde. Ved saadanne Skridt som dette modarbejdede egentlig endog Kongen selv sine velmeente Bestræbelser for at opretholde dem[11]. Aaret efter udgav Kongen, som vi allerede have seet, ogsaa en almindelig Retterbod for Island, med samme Indledning, men af langt vigtigere Indhold[12].

Uagtet Lagmændene i det Hele taget synes at have været samvittighedsfuldere end Sysselmændene, og givet mindre Anledning til Klage, finder man dog Antydning til at ogsaa de stundom have viist nogen Lunkenhed, eller maaskee af visse Hensyn ladet sig afholde fra at afsige de Sekt-Domme, der kunde være en eller anden mægtig Mand mishagelige. Kongen maatte nemlig i Bergen den 25de November 1314[13] lade udgaa et Brev til flere eller maaskee alle Lagmænd, hvori han ytrede, at mange, og i Særdeleshed hans Ombudsmænd, der skulde indkræve Brevebruds-Beder, ikke vilde fælde Sekt-Dom over dem, der sad Kongens Befalinger overhørige eller ikke adlød hans Domme; hvorfor han herved udtrykkeligen indskjærpede at enhver Overtrædelse af hans Beskyttelses- eller Stadfestelses-Breve skulde straffes med den bekjendte Bod af 8 Ertoger og 13 Mkr., om denne end ikke stod udtrykkeligt paabudt i Brevet. Brevet selv antyder, at de fleste Tilfælde, hvori Lagmændene havde undladt at fælde en saadan Dom, netop vare de, for hvilke Boden ikke udtrykkeligt stod foreskrevet i Kongebrevet, og dermed kunne vel flere endog have havt en ret god Hensigt, da det vel ej kan negtes, at der maaskee i denne Tid ødsledes vel meget med Beskyttelsesbreve, der begunstigede enkelt Mand eller Indretning paa det Almindeliges Bekostning, og stundom vel endog torde have været dem ganske ubekjendte, der handlede derimod og saaledes forfaldt i den haarde Bod. Men usandsynligt er det ikke, at ogsaa stundom enkelte Lagmænd kunne have ømmet sig ved at dømme de Sysselmænd eller Lensmænd, med hvilke de vare vante til at samvirke, i de Brevebrudsbøder, som den nys omhandlede Forordning af 23de Juni 1310 foreskrev for dem-, naar de undlode at indfinde sig paa Thingene, og derved maatte hele Forordningen tabe sin Brodd.

En Mislighed, der egentlig synes at have været en Følge af den større Humanitet, der nu gjorde sig gjeldende i Retsplejen, idet Privathevn for Drab, begaaet paa Ens Frænder, saavidt muligt søgtes forebygget, var den, at flere Drabsmænd, der ifølge Lovens Bud var fredløse indtil de erhvervede Landsvist, ikke engang fandt forgodt at skaffe sig denne ved at erlægge de foreskrevne Bøder og Thegngilde, men uden videre sade hjemme i Bygderne, som om intet var, formodentlig begunstigede og forsvarede af Paarørende og Venner. I Anledning af de hyppige Klager, som hørtes herover, udstedte Kongen den 28de August 1315 fra Oslo en Forordning, hvori han bød Sysselmændene, de haandgangne Mænd og hele Almuen at have omhyggeligt Indseende med at sligt Uvæsen ej taaltes. Naar Sysselmanden i saa Henseende viiste sig lunken, skulde han have Kongens Unaade og derhos bøde den sedvanlige Brevebruds-Bod. Hver Hirdmand, der vægrede sig ved at staa Sysselmanden bi i denne Sag, eller undlod at melde ham hvad han vidste om slige Fredløses Tilhold i Bygderne, skulde ligeledes have hans Unaade og bøde 4 Mkr. Bønder og Almuesmænd skulde undgjelde derfor efter Loven. De Fredløse selv, der ikke inden en bestemt Dag gjorde Rede og Rigtighed for sig, skulde paagribes af Sysselmændene og besørges afstraffede[14]. Noget hjalp vel denne Forordning, men saa længe som Drab endnu kunde afsones med Bøder, kunde det paaklagede Uvæsen neppe ganske tilintetgjøres[15]. Overhoved kan man vel sige, at Fredløshedsstraffen nu ikke længer passede til Forholdene og den daværende Udvikling; der krævedes allerede ved de Forbrydelser, Fredløshedsstraffen skulde hemme, en mere umiddelbar Indskriden af Statsmyndigheden. Hertil kom ogsaa, at Fredløsheds- eller Utlegds-Straffen anvendtes alt for hyppigt til at kunne have den tilbørlige Betydning. Herpaa havde man blandt andet et Exempel i en Kundgjørelse, som Kongen lod udgaa om Mynten. Med denne stod det paa Kong Haakons Tid fremdeles daarligt til. Det er allerede omtalt[16], hvorledes Kong Haakon selv som Hertug erkjendte, at den ikke var god, men kun undskyldte sig med at den i alle Fald var ligesaa god som paa hans Faders Tid. Han ytrede den Gang, at han haabede at faa den forbedret, men dette synes ikke at være kommet til Udførelse, thi de myntede Penge, man endnu har fra hans Tid som Konge, ere i det hele taget af meget slet Gehalt[17], og man finder, at han endog maatte tage sin Tilflugt til Magtsprog for at skaffe sine Peninger en tvungen Cours. Han udgav flere Befalinger eller Forordninger om denne Sag, af hvilke vi dog kun kjende den sidste, som er dateret Bergen den 1ste November 1311. Her heder det, at uagtet han to Gange havde ladet Kundgjørelser udgaa om Mynten, som han efter alles Ønske havde ladet slaa saaledes, at den kunde gaa efter den paa hans Faders og Forfedres Tid sedvanlige Cours, medens den dog var af bedre Gehalt og fuldere Vegt, vragede man den dog, og viiste ham derved Ulydighed, saa at han nødsagedes til at sætte mere Haardhed derimod, end han ønskede. Han forbød derfor at nogen anden Pening gik i Landet; alene ved Kjøb og Salg af Jordegods skulde man fremdeles have Lov til at bestemme Summen i brændt Sølv; i al anden Handel og Betaling skulde Alle og Enhver, lærde og læge, „elske den Pening, der nu skulde gaa“, og det forbødes udtrykkeligt, ved Salg af Varer at betinge sig en højere nominel Verdi, naar man tog Betalingen i hine Peninger, end naar man fik den i Varer. Den, som handlede herimod, skulde første Gang bøde Brevebrud, 8 Ertoger og 13 Mkr.; hvis nogen udlejede Huus eller Skib for andet end samme Peninger, skulde han første Gang have forbrudt Huset eller Skibet; anden Gang skulde man straffes med Forbrydelse af sin hele Ejendom, tredie Gang endog være fredløs. Paa samme Maade skulde de straffes, der ikke angave de Overtrædelser af dette Forbud, hvorom de vidste Besked, ligeledes de, der, anmodede om at paatale Overtrædelsen, undlode det[18]. Det er aabenbart, at denne Forordning ikke udrettede mere end alle de øvrige af lignende Slags, der ogsaa af andre Fyrster til forskjellige Tider have været givne. For at et saadant Magtsprog skulde have nogen klækkelig Virkning, maatte det haandhæves med den hensynsløseste Haardhed, og en formelig Terrorisme indføres, men om endog Kong Haakon ikke havde været for human til for Alvor at ville sætte et saadant System igjennem, hvad han dog visselig var, stod der ej Skræk nok af Boden og Utlegdsstraffen selv for at kunne gjøre den tilsigtede Virkning; Dommene, hvorved de paalagdes, bleve, som vi have seet, ikke engang ret bragte i Udøvelse af de kongelige Ombudsmænd. Egentlig laa vel ogsaa den Bevidsthed baade hos disse og hos det hele Folk, at Straffene i sig selv vare for strenge i Forhold til mange af de Forseelser, hvorfor de vare bestemte. Naar ellers Kong Haakon i den her sidst omhandlede Sag gjorde sig skyldig i et Misgreb, idet han troede ved et Magtsprog at kunne regulere Myntcoursen, deelte han dog kun hele sin Samtids og mange paafølgende Generationers Vildfarelse. En Vildfarelse omtrent af samme Slags var det ogsaa, naar han, som vi allerede have seet, søgte at hemme Overdaadighed i Klædedragt ved at give udtrykkelige Forbud desangaaende. Han lod det ikke blive ved dette første Forbud, som han lod indflyde i Forordningen af 1308; ogsaa i 1314 og 1315 lod han særegne Forordninger desangaaende udgaa. Ved disse forbød han den da brugelige Mode, at sy Kjortler af forskjellige Klædeslapper ordnede som et Skakbret eller at pryde Kjortler og Hatte med Mynter og Medaljer, overhoved al tydsk Klædedragt; kun de Mænd, der holdt Bryllup eller gjordes til Riddere, maatte lade sig sy prægtigere Klæder, som de siden kunde forære bort til Legere (Gjøglere), ligeledes skulde Kvinder kunne bære den almindeligt brugelige Dragt; for Resten maatte man ikke bære andet Slags Klæder, end dem, Kongen selv bar, alt under den sedvanlige Brevebruds-Straf, 8 Ertoger og 13 Mkr., eller i Mangel deraf legemlig Straf efter Lagmandens og Sysselmandens Skjøn[19]. Naar man her seer, i hvor mange nye og tildeels urimelige Tilfælde Brevebruds- og tildeels Fredløsheds-Straffen fastsattes, forstaar man lettelig, hvorledes det gik til, at Ombudsmændene ofte slet ikke fandt for godt at anvende den og ved udtrykkelige Befalinger maatte holdes dertil. I den nøjeste Forbindelse med det strenge Forbud mod Myntens Vragning stod det ogsaa, at Taxter, som vi allerede have seet, fastsattes for visse Varer, og fornemmelig, at der gaves strenge Regler for, hvad Gehalt alskens forarbejdet Sølv skulde have, og hvor stor Priis Guldsmedene skulde tage for sit Arbejde. Uagtet Forordningen herom, dateret Agvaldsnes den 29de April 1314, egentlig kun er udstedt for Bergen, kan man dog neppe tvivle paa at lignende Bestemmelser ogsaa ere givne for de øvrige Byer. I Bergen beskikkedes ved denne Lejlighed tvende Mænd, af hvilke den ene var en Guldsmed, til at prøve alt smedet Sølv, om det havde den foreskrevne Gehalt, nemlig som engelske Penge, og at forsyne det med sit Stempel[20]. Man seer ellers heraf, som af saa mange andre Hentydninger i Landsloven og Retterbøderne, at Kunstfliden i Byerne har været temmelig betydelig, og af den Omstændighed, at hine Justeermestere i Bergen begge bare norske, ikke tydske, Navne, maa man slutte, at i alle Fald Guldsmedene vare indfødde Nordmænd, om endog de fleste øvrige Haandverkere vare Tydskere.

Kong Haakon synes at have henvendt større Opmerksomhed paa Forholdene i Rigets yderste Dele mod Norden, end hans Forgængere. I det mindste findes der ingen særskilte Kundgjørelser eller Retterbøder for Haalogaland og Finmarken, førend af Kong Haakon, hvad enten dette kun er tilfældigt og hidrører derfra at vi have saa faa Afskrifter af Lovbogen, bestemte for Haalogaland (eller Stegens Lagthing) alene, eller derfra, at Kongerne virkelig før Haakons Tid ikke beskjeftigede sig synderlig med Haalogalands Anliggender[21]. Begge Aarsager torde her maaskee til en vis Grad være forhaanden. Saalænge Kongerne endnu hyppigt opholdt sig i-Throndhjem, og rejste om i Landet, var Haalogaland ikke en saadan: Udkant af Riget, som det senere blev, da Kongerne mestendeels holdt til i den sydligste Deel af Landet; fra Throndhjem, ja endog fra Bergen af, kunde Kongerne med nogenlunde Lethed holde Øje med, hvad der foregik der, og hindre at alt for grove Uskikke indsnege sig. Men efterat Kong Haakon havde gjort Oslo saa at sige til Hovedresidensen og kun en sjelden Gang kom til Throndhjem, laa Haalogaland alt for fjernt til at kunne nyde godt af hans stadige Tilsyn, især i den Deel af hans Regjeringstid, da han endnu var optagen af Krige og Underhandlinger, og saaledes kunde der ogsaa her indsnige sig flere Uskikke, end andensteds. Hvad der fornemmelig bidrog til særskilt at henlede Kong Haakons Opmerksomhed paa Haalogaland, og derved ogsaa aabenbarede for ham det Uvæsen, som hans Ombudsmænd der tillode sig, var formodentlig de Indfald og Plyndringstog, der nu, som det synes, hyppigere end før skede fra russisk Side, og hvorom der allerede forhen er talt i Anledning af Gissur Galles Sendelse til Finnmarken for at bringe Finnerne tilbage til fin gamle Skatskyldighed under Kronen. Haalogalands Indbyggere havde, som det udtrykkeligt heder i den gamle Angivelse af det Antal Skibe, der skulde udredes fra hvert Fylke, den Forpligtelse at holde Vagt „øster“ eller forsvare Rigets østlige Grændse, og denne Forpligtelse, der i de forrige Tider vel ikke var saa byrdefuld, blev det nu i dobbelt Henseende, ej alene fordi de ideligt maatte være paa Ferde, men ogsaa fordi de kongelige Ombudsmænd benyttede sig af de hyppige Uroligheder til at udbyde Leding naar det ikke behøvedes, alene for at udpresse Penge af de Ledingspligtige, der paa den Maade løskjøbte sig fra Byrden. Over alt dette udbrød der, som naturligt var, stor Harme, der endog, saa vidt man kan see, frembragte Trods og Ulydighed mod Kongens virkelige Bud. Saaledes erfarer man, at Kongen, formodentlig i de urolige Aar 1310 og 1311, havde ladet udgaa en Befaling til Haalogaland, at Indbyggerne i Stedet for de 14 mindre Skibe, som de ifølge den ældgamle Bestemmelse skulde holde, nu skulde bygge tvende store Skibe, et saakaldet Fløy og et Langskib, men at de fandt dette saa besværligt at de gjorde alvorlige Forestillinger derimod og indstændigt anholdt om at det maatte blive ved det gamle; ja at flere endog ligefrem vægrede sig ved at udrede den Skibstold, som Kongen formodentlig ved samme Brev havde paalagt til de nye Skibes Anskaffelse, og som synes at have været en overordentlig Skat, eller i det mindste en Ombytning af de sedvanlige Naturalpræstationer med en Udtælling i rede Penge, hvilket næsten maatte være ligesaa byrdefuldt som en virkelig ny Skat. Disse Ubehageligheder kunde ej have fundet Sted tidligere end 1313, da Kongen i en Forordning, han lod udgaa til Haalogalændingerne i dette Aar, endnu takkede dem for den gode Vilje og Lydighed, de havde viist ham, siden han tiltraadte Regjeringen, saa at der altsaa endnu ikke paa den Tid havde været Tale om nogen Ulydighed. I denne Forordning – den samme, hvori Kongen gav de ovenfor omtalte, velmeente Befalinger til Finnernes Bedste – taler han udtrykkelig om den fjerne Afstand, hvori denne Deel af Landet befandt sig fra ham, og som hindrede Indbyggerne i at henvende sig til ham saa ofte som det kunde behøves. Bestemmelserne selv ere for Resten af mindre Vigtighed, med Undtagelse af dem, der vedkomme Finnerne; der paabydes kun at alle Søgsmaal skulde hvile i Skreidfisketiden, fra Kyndilsmesse til Marie Bebudelsesdag, at Forbudet i Kong Eriks store almindelige Retterbod imod at Prester paa een Gang maatte have Provstedømme og lønligt Skriftemaal, ogsaa skulde gjelde for Haalogaland, og at ingen nye Tiender maatte paalægges. Efterretningen om Haglogalændingernes Misnøje med Paabudet om Anskaffelsen af andre Ledingsskibe og Udredelsen af Skibstold overbragtes Kongen af Hirdmanden Agmund Svade, som Kongen særskilt havde udnævnt til sin Ombudsmand for at opkræve Visøren. Agmund maa have forestillet Kongen det Uhensigtsmæssige i at anskaffe hine store Skibe, thi i en Forordning, dateret Tunsberg den 27de September 1315, kundgjorde Kongen, at han ifølge Agmunds Forestilling og deres egen Bøn havde fundet for godt at tilbagekalde Befalingen derom, saa at de fremdeles kun skulde holde saadanne Landverns-Skibe, som det havde været gammel Skik at bolde, og som Sysselmanden, Lagmanden og de haandgangne Mænd ifølge deres Eed fandt det nyttigst for Riget og Almuen. „Men“, lagde han til, „for at ikke de skulle have Gavn og Fordeel af sin Ulydighed, som trodsigt satte sig imod at udrede Skibstolden eftersom den var dem paalagt og vort Brev udviser, byde og befale vi at den paany opkræves af dem, og den saaledes samlede Told skal derpaa anvendes til at udbedre de Skibe og Karfer, som ere indrettede til Landvernet“. Man seer heraf, at uagtet den paabudte Skibstold naturligviis faldt bort med Forpligtelsen til at anskaffe de Skibe, der ved den skulde tilvejebringes, var det dog Kongens Vilje at den fremdeles skulde kræves af de Gjenstridige som en Bod for deres Ulydighed. Oppebørselen og Anvendelsen af disse Penge overdroges Lagmanden Ivar og den nys nævnte Agmund Svade, der skulde aflægge tilbørligt Regnskab derfor. Dagen efter at Kongen havde udstedt denne Forordning, lod han ogsaa en anden udgaa, for at standse Sysselmændenes utilbørlige Ferd med Hensyn til alt for hyppige Ledings-Udbud. Forordningens egne Ord skildre noksom Uvæsenets Beskaffenhed. „Vi have erfaret“, heder det her, „af paalidelige Mænd og Klagemaal fra vor Almue paa Haalogaland, at vore Sysselmænd hos Eder have Nevninger og Udbud een, to, tre eller flere Gange i Løbet af et eneste Aar, skjønt det slet ikke behøves og heller ingen Ufred er i Vente, hvorved de tynge vor Almue til Løsning og Pengeudgift for at slippe samme Ferd, berigende sig selv og sine Ombudsmænd; thi ville vi at alle vide at hvo som gjør det, Ridder, Sysselmand, Lagmand eller andre, af hvad Stand eller Rang hver er, saa at han begaar den Svig mod Kongedømmet og Almuen, at opnævne Kongedømmets Thegner til Udbud og Ledingsferder unødvendigt, dem til Undenløsning og sig selv til Pengevinding, han skal forfalde i en Bod til Kongedømmet af 8 Ertoger og 13 Mkr. for hver den af hvem han beviisligt har taget Løsning. Men ellers byde vi hele Almuen at være dem lydige og villige i alle Udbud, som de retteligen paalægge Eder, thi vi skulle visseligen lade dem af Almuen straffe, som vise Ulydighed mod vore Sysselmænds Bud, og ligeledes Sysselmændene og deres Lensmænd, dersom de gjøre sig skyldige i Kneb eller Underslæb mod dette vort Bud“[22]. Det er ikke usandsynligt, at Rygtet om Haalogalændingernes Gjenstridighed i at opfylde Kongens Foranstaltninger til Landets Forsvar kan have udbredt sig til Nabo-Egnene i Østen og opmuntret Russerne til at gjøre nye Indfald; det berettes nemlig i Annalerne, at disse i Aaret 1316 dræbte mange Mennesker paa Haalogaland. Dette var sikkert ikke det eneste Indfald, de paa denne Tid gjorde, men kun det eneste, som tilfældigviis er bleven omtalt. Vi erfare ikke, om Kong Haakon foretog sig noget i denne Anledning, og isaafald, hvad der blev gjort; meget kan det ej have været, da Russernes Dristighed herefter snarere tiltog end aftog; kun sex Aar senere vare de atter i Haalogaland, anrettede alskens Ødelæggelser og vovede endog at brænde Herresædet Bjarkø. Og man kan sige at fra denne Tid af have de russiske Indgreb paa Norges Territorium, med Vold eller List, aldrig ophørt.

Kong Haakons Raadgivere ved alle de her omtalte Foranstaltninger vare nu for en stor Deel ganske andre end de, der omgave ham i Begyndelsen af hans Regjeringstid. Mange af disse vare enten døde eller svækkede af Alderdom. Det er saaledes allerede nævnt, at Aake Cantsler var død omtrent ved 1314, og at Ivar Olafssøn var bleven hans Eftermand. Aake Cantsler havde allerede i de sidste Aar, som det lader, ikke besørget de løbende Forretninger, og i det mindste ikke ledsaget Kongen paa hans Rejser, vistnok paa Grund af Alderdom og Svaghed, og Forretningerne vare for det meste besørgede af Hr. Bjarne Audunssøn, indtil den nye Cantsler, Hr. Ivar, tiltraadte sit Embede. Men Hr. Bjarne vedblev ligefuldt at være Medlem af Kongens Raad, og synes fremdeles at have nydt stor Anseelse hos ham. Den gamle Thore Haakonssøn levede vel til 1317, men havde allerede i lang Tid, som man tydeligt kan see, undladt at tage virksom Deel i Raadsforhandlingerne. Dog vedblev han lige til sin Død at bestyre sin Syssel; endnu fra December Maaned 1315 haves der en Indberetning fra ham om de nærmere Omstændigheder ved et i hans Syssel forefaldet Drab. Hans Hustru, Fru Ingebjørg Erlingsdatter, var død den 14de Februar 1315[23]. De efterlod en Søn, Haakon, der fik Syslen efter Faderen, ophøjedes til Ridder og blev Medlem af Raadet. Denne Hr. Haakon Thuressøn var altsaa nu, som Søn af Fru Ingebjørg, den eneste mandlige Repræsentant for den fordum saa mægtige Thornberg-Ætt, og som Sønnesøns Søn af Hertug Skules Syster var han nær beslægtet med selve Kongehuset. Hans Syster Christine var, som forhen nævnt, gift med Hr. Bjarne Erlingssøns Søn Andres, der døde før Faderen. Denne, den ypperste og mægtigste af alle Norges Lendermænd paa den Tid, og som lige fra Kong Magnus’s Tid havde taget den virksomste Deel i de offentlige Anliggender, altid som Kongehusets tro Tilhænger og Støtte, afgik ved Døden den 7de Juli 1313, formodentlig omkring 70 Aar gammel. Hans Hustru Margrete Nikolasdatter var allerede død flere Aar i Forvejen, som det forhen er nævnt, og Sønnen Andres formodentlig endnu tidligere. Af Hr. Bjarnes Testament, hvis Indhold endnu paa det nærmeste kjendes[24], kan man danne sig en Forestilling om hans Rigdom, Magt og Anseelse. Det var dateret i Kong Haakons 10de Aar, og i Overvær af Kongen selv, Hr. Thore Haakonssøn, Fru Ingebjørg Erlingsdatter, Fru Gyrid Andresdatter, hans Broder Vidkunns Enke, og de bergenske Chorsbrødre Frederik og Nikolas Pela; altsaa formodentlig under Kongens Ophold i Bergen fra Marts til Begyndelsen af Mai 1309. Han valgte sig Begravelsesplads i Christkirken i Nidaros, i det sydvestre Hjørne af den nye Kirkebygning, som altsaa paa den Tid maa være bleven ferdig, og skjenkede dertil 60 Maanedematers Bool; endvidere skjenkede han meget andet Gods til en Præbende ved Kirken, som han oprettede for sin, sin Hustru Margretes og sin Søn Andres’s Sjæle, hvortil ogsaa kom 15 Maanedematers Bool, som Fru Margrete havde skjenket. For alt dette skulde dog ogsaa hans Aartid stedse højtideligholdes med Sang, Voxlys, Klokkeringning og Almisser til 20 Fattige. Til Bakke Kloster skjenkede han Jordegods, til Tuterøens, Reins, Holms og Helgeseters Klostre, til hvert een Mark brændt. Ogsaa i Bergens Christkirke forordnede han at hans Aartid skulde holdes, og skjenkede rige Gaver saavel til denne, som til Apostelkirken, det saakaldte St. Olafs Huus ved Kongsgaarden, St. Nicolai Kirke, Nonneseter Kloster og til Allehelgens Hospital; endelig til Kirkerne paa Bjarkø, Dynjarnes, St. Peters Kirke i Sem» i Raumsdal, Giske Kirke og alle Kirker i Kongehelle og Tunsberg. Til Dronning Euphemia, som da endnu levede, bestemte han et forgyldt Bæger (hun døde imidlertid før ham), til Hr. Thore Haakonssøn et St. Nicolaus’ Billede af Guld, til Fru Ingebjørg noget Jordegods, til Fru Gyrid. Andresdatter en kostbar Guldring[25], som han i sin Tid havde faaet af Kong Edward i England, formodentlig ved Gesandtskabet 1284, og et forgyldt Bæger; til Fru Christine, sin Svigerdatter, hele Giske med tilhørende Gods, det vil vel sige at hun fik Brugsretten deraf, saa længe hun levede; til sin Systerdatter Sigrid[26] endeel Jordegods og fem Mkr. Guld, til dem af hans Tjenere, der vare i Live ved hans Død et heelt Aars Landskyld af hans Gods paa Oplandene, til Fattige i Raumsdal og paa Søndmøre tvende Luften Korn; til sin Broder Jon (der maa have været en uegte Søn af hans Fader) 9 Maanedematersbool i Talgeseter i Sogn, dog saaledes, at hvis Jon ikke efterlod egte Arvinger, skulde Godset falde tilbage til hans egne rette Arvinger. Til Executorer af Testamentet beskikkedes Biskop Arne i Bergen og Abbed Einar i Munkelivs Kloster. Naar man lægger sammen alt, hvad han bortskjenkede ei dette Testamente, og dog fraregner Giske Gaard, hvis Overdragelse til Sønnens Enke ikke egentlig kunde betragtes som de øvrige Gaver, der for stedse skiltes fra Ætten, bliver alligevel Verdien overordentlig stor, meget mere, end hvad der alene vilde være nok til at danne en stor Formue; men alligevel maa det have været endnu langt mere, som han ikke bortskjenkede og som gik til hans rette Arving, uagtet vistnok den Omstændighed, at denne Arving ej var hans egen Søn, bevægede ham til at give noget mere, end han maaskee ellers vilde have givet. Denne Arving var hans Broders og Fru Gyrids Søn, Erling Vidkunnssøn til Stovreim, om hvem der allerede ovenfor er talt[27]. Han forenede nu Bjarkø-Godset, saavel som alt hvad han for Resten arvede efter sin Farbroder, med alle sine mødrene Besiddelser, fornemmelig Stovreim-Godset; hertil kom, efter Fru Christine Thoresdatters Død, det hele Giske-Gods, der nu med Tilbehør faldt tilbage til Hoved-Ætten. Han blev saaledes uden Sammenligning Norges rigeste Jordegods-Besidder. Om Hr. Jon Ivarssøns og Hr. Erlend sterkes Død er der allerede ovenfor talt. Erlends Søn, Hr. Hauk Lagmand, vedblev under Kong Haakons hele Regjering at være en af hans højest betroede Mænd og Medlem af Raadet. Som Merkesmand og følgelig som Raadsmedlem nævnes i Kong Haakons senere Dage Hr. Paal Erikssøn, Brodersøn af Guthorm Gydassøns Enke Fru Jardthrud, og sandsynligviis hendes Arving. Formodentlig afløste han Hr. Agmund Sigurdssøn til Hestbø, som ikke omtales efter 1311, og derfor rimeligviis ved den Tid døde. Agmund efterlod tvende Sønner, Ivar og Finn, der siden spillede en meget betydelig Rolle og maa have haft store Besiddelser. Finn, den yngste, var gift med Gudrun, en Datter af Hr. Sæbjørn Helgessøn, paa denne Tid en af de ældste Lendermænd og Raadsherrer[28]. Hvor mange disse i det Hele taget vare, vides ikke; flere af dem nævnes i en Dom, som de under Kongens Ophold i Bergen om Sommeren 1316 afsagde i Anledning af nogle vestfalske Kjøbmænds ugrundede Klage over at Fehirderne, Hr. Erling Ambessøn og Hr. Eindride Simonssøn, havde confiskeret nogle af dem hemmeligt indførte og uden Angivelse aabnede Varer[29]. De vare Cantsleren Hr. Ivar, Bjørn Helgessøn, Erling Aamundessøn, Bjarne Audunssøn, Thrond Hallvardssøn, Gulathings Lagmand, Une Peterssøn, Hauk Erlendssøn, Sigurd Thuressøn, Ragnvald Aslakssøn og Ivar Agmundssøn, der ved denne Lejlighed første Gang nævnes. Føjer man hertil Merkesmanden Paal Erikssøn, Sæbjørn Helgessøn, Snare Aslakssøn, Guthorm Kolbjørnssøn, Lagmanden i Tunsberg, og fremfor alt Hafthor Jonssøn, Kongens egen Svigersøn, saavel som de i Dommen nævnte kongelige Fehirder, har man her formodentlig de ypperste, om ikke de fleste af Raadets Medlemmer. Ikke faa af dem vare eller havde været Lagmænd; nemlig, som bekjendt, Hauk Erlendssøn, der snart optræder som Gulathings Lagmand, snart som Lagmand i Oslo[30]; Thrond Hallvardssøn, Gulathings Lagmand omkring 1316[31], Eindride Simonssøn, Lagmand i Bergen fra 1308 af, og den nysnævnte Guthorm Kolbjørnssøn, Lagmand i Tunsberg. De øvrige Lagmænd paa den Tid vare, for saa vidt vi kjende dem, Paal Einarssøn i Oslo, Thore Halldorssøn paa Oplandene, Vige, Lagmand i Skidan, Sigurd paa Rande og efter ham Jon, Lagmænd i Ryfylke, Sigurd Jonssøn og Ottar, Lagmænd i Thrøndelagen, Ivar Lagmænd i Stegen paa Haalogaland, og Olaf, Lagmand i Jemteland. Hvo Lagmændene i den østre Deel af Viken vare, vides ikke. Heller ikke vides det nøjagtigt, hvorledes Syslerne vare besatte, især fordi Sysselmændene saa ofte vexlede. De fleste, som man kjender, ere allerede i det foregaaende omtalte, som Thore Haakonssøn og hans Søn Haakon i Skidusyssel, Snare Aslakssøn paa Agder, Sighvat af Leirhole paa Valdres og Haddingdal, Assur Jonssøn, Drottseten, i Tunsberg, Botolf Haakonssøn i Bergen, Une Peterssøn i Jemteland, Peter Andressøn i Throndhjem, og formodentlig Hr. Bjarne Erlingssøn paa Haalogaland, saa længe han levede.

  1. ↑ Se ovf. S. 491.
  2. ↑ Se ovf. S. 487.
  3. ↑ Forordningen er dateret den 26de Decbr. 1309, Norges af Love III. No. 27, S. 86. Den siges at være beseglet af Aake Cantsler og skreven af Klerken Thorgeir Tovessøn.
  4. ↑ Forordningen er dateret Bergen den 23de Juni 1310, N. gl. Love 28, S. 88 og siges at være beseglet i Kongens egen Nærværelse, samt skreven af Thorgeir Klerk. Man seer for Resten af de forskjellige Texters Beskaffenhed, ak den maa have været udstedt i særskilte Exemplarer til de forskjellige Hoved Lagthing; i de forhaandenværende Afskrifter nævnes Gulathing og Frostathing.
  5. ↑ Da her i Hovedtexten Fehirden i Bergen og Gulathings Lagmand nævnes, maa man formode, at de Lagmænd, som herved bestilledes til at oppebære Sekten tilligemed Fehirderne, kun vare Lagmændene ved de gamle Hovedlagthing, Gulathing, Frostathing og Eidsivathing, samt maaskee Borgarthing.
  6. ↑ N. gl. L. III. No. 37, S. 106.
  7. ↑ Se ovf. S. 376.
  8. ↑ N. gl. L. III. No. 29 (S. 90).
  9. ↑ Dette angives udtrykkeligt i de isl. Annaler for 1314. Rigtignok omtale de ej tillige at Aake var død, men da han efter denne Tid aldrig nævnes i noget Brev, og Kongen heller ikke kunde udnævne nogen ny Provst ved Mariekirken saa længe han var i Live, maa det ansees at falde af sig selv, at han ved sin Død har givet Plads for Ivar, der, som vi have seet, allerede ved den store Forordn. af 1308 var designeret til hans Efterfølger.
  10. ↑ Dipl. Norv. I. No. 143.
  11. ↑ N. gl. L. III. No. 36, S. 99.
  12. ↑ Se ovf. S. 366. Kun een Artikel har den norske Retterbod fælles med den islandske, nemlig Art. 9, der i den isl. udgjør 10 og 11.
  13. ↑ N. gl. Love III. No. 37, S. 105.
  14. ↑ N. g. L. III. No. 41, S. 110. Denne Retterbod omtales og (efter Th. Torvessøns Uddrag) i Lappenbergs Sartorius II. S. 296, antages her, besynderligt nok, for at sigte til de tydske Handelsmænd og siges at være affattet i en meget heftig Tone. Man seer let, at dette er en fuldkommen Misforstaaelse, og at der her ikke er fjerneste Tanke om Tydskerne. Men formodentlig maa et eller andet Udtryk i Oversættelsen have givet Anledning til Fejltagelsen.
  15. ↑ Derfor hører man og fra de følgende Tider og saa længe den gamle Lovgivning i det Væsentlige bestod, nemlig indtil Christian V’s Lovbog indførtes, flere Sagn om Slagskæmper og Urostiftere, der, til Trods for Lov og Øvrighed, holdt sig i Bygderne, og vare deres Omgivelser til Plage, ligeledes om Rømningsmænd, der holdt sig paa mere afsides Steder, men vare len Skræk for de nærmeste Bygder.
  16. ↑ Se ovf. S. 270.
  17. ↑ Se Holmboe das älteste Münzwesen Norwegens, S. 25, 44. Der ere flere Mynter med „Kong Haakons“ Navn, om hvilke man ej er paa det Rene, hvorvidt de hidrøre fra Kong Haakon Magnussøn den ældre, eller fra Kong Haakon Magnussen den yngre, men de, som sikkert kunne sees at være fra Haakon den ældres Tid, ere ikke af bedre Gehalt end 8½lødige, og flere ikke mere end 3lødige. Da imidlertid ingen Mynt af Kong Eriks naaede høiere end 6½ Lydighed, og de fleste af hans Mynter kun vare 2–3lødige, kunde Kong Haakon vistnok sige, at han havde forbedret Mynten, men den var alligevel, som man seer, yderst slet. Om den, som det heder i Forordningen, virkelig var bragt tilbage til den i hans Faders og Forfedres Tid brugelige Myntfod, kan ikke med Sikkerhed erfares, da ingen ordentlige Mynter fra Kong Haakon Haakonssøns Tid nu findes, og kun meget faa fra Kong Magnus’s. De Mynter, som med nogenlunde Sikkerhed kunne tilskrives Kong Haakon Magnussen, have alle paa den ene Side et kronet Ansigt, med Omskrift: HAQVINVS (HAQVIN) REX (eller REX NORVEGIE) paa den anden, ligesom paa Kong Eriks, et Lilliekors, med Omskrift CRVX SCA IIIV XPI (eller alene CRVX XPI); paa en af dem findes i Korsvinklerne BERG (d. e. Bergen).
  18. ↑ N. gl. L. III. 30, S. 91.
  19. ↑ N. gl. L. III. 40, S. 109 og 45, S. 116. Forordningerne ere daterede Bergen den 21de October 1314 og Tunsberg den 8de Decbr. 1315. I den første kaldes de forbudne Snit: parterat leppa-klæði, þýzkan klæðaskurð, plötubúnað á kyttlum eða á hettum; i den anden skakkeran, parteran, leppa-klæðaskurð, peningabúnað á karlamanna klæðum, mjósniðna kyrtla ok annan þýzkan klæðaskurð.
  20. ↑ N gl. Love III. No. 39, S. 108. De beskikkede Justeermestere vare Agmud Asbjørnssøn og Hallgrim Guldsmed. Taxten for Arbejdet var: for en smedet Mark af det saakaldte Sletsmide (simpelt Arbejde), hvorfor de før toge en gammel Mark, skulde de nu tage ti Ører, og for mere eller mindre i Forhold dertil. For god og uforfalsket Forgyldning Stykkets dobbelte Vegt efter gammel Skik, men selv skulde Guldsmeden lægge Guld og alt det øvrige til. Hvis nogen selv lagde Guldet til, skulde han betale for Borar og Kviksølv efter gode Mænds Skjøn. For Niello (med sortu mælt) og emailleret (amalerað) efter særskilt Accord.
  21. ↑ Om Stegens Lagthing (Steigarþing) se ovf. IV. 1. S. 501. Det er vel muligt, at om vi havde flere Stegethings-Lovbøger, vilde vi og have flere Retterbøder for Haalogaland.
  22. ↑ Om alt dette, se N. gl. Love III. No. 38, 43, 44, S. 106, 113, 114. Den første af disse Forordninger er beseglet af Bjarne Audunssøn og skreven af Thorgeir Tovessøn; de to andre beseglede af Ivar Cantsler, og skrevne, den første af Haakon Notarius, den anden af Thorgeir.
  23. ↑ Dipl. Norv. II. 121, 156. Isl. Annaler ved 1316.
  24. ↑ Et Uddrag er meddeelt af Absalon Pederssøn, i Norges Beskrivelse S. 50, ligesaa findes et Uddrag deraf i Dyrskjøts Optegnelser, meddeelt hos Suhm, XI. 594; men begge Uddrag ere meget slette og fejlfulde; imidlertid kan man ved indbyrdes Sammenligning saavel som ved andre Data nogenledes finde det Rette. Originalen skal være opbrændt med det rosenkrantzske Archiv ved Frederikshalds Brand 1826.
  25. ↑ Hos Dyrskjøt staar „Guldbelte“.
  26. ↑ Hos Dyrskjøt staar „hans Margretes Systerdatter“, og „Sigrid“ er læst som „Øjegaard“; da det udtrykkeligt siges, at Margrete var eneste Datter af Nikolas i Giske, kan Sigrid ej have været Margretes, men maa have været Bjarnes egen Systerdatter.
  27. ↑ At Erling var Bjarnes egentlige Livs- og Universal-Arving, ligger ej alene i Sagens Natur, men det fremgaar ogsaa udtrykkeligt af Erkebiskop Eilifs Brev af 20de Marts 4314 (Dipl. Norv. I. 141), hvori han meddeler ham Qvittering for at have overgivet til Christkirken alt det Jordegods, som Bjarne havde testamenteret dertil. Naar dette paalaa Erling, maatte han nødvendigviis være Hovedarvingen. Dette er første Gang, Erling omtales: han kaldes da endnu ikke „Hr. Erling“ og var saaledes endnu ej Ridder; dette maa han dog være bleven inden Udgangen af 1316, da han i et Brev af 11te Decbr. 1316 kaldes „Hr. Erling“ (Dipl. Norv. I. 148).
  28. ↑ Ivar nævnes, saavidt vides, første Gang i den her nedenfor omtalte Dom over Westphalerne af 23de Juni 1316; da han her kaldes Hr. Ivar, var han følgelig Ridder. Maaskee blev han det ved den store Udnævnelse i 1316, hvorom i det følgende.
  29. ↑ Dipl. Norv. I. 147.
  30. ↑ Det er vanskeligt at faa Rede paa, hvorledes det forholdt sig med Hr. Hauks Lagmands-Function. I 1302 kaldes han, som det forhen er omtalt, udtrykkeligt Lagmand i Oslo (Dipl. Norv. I. 93); den 6te Decbr. 1303 dømte han tilligemed Ivar Lagmand i Bergen i en Gulathings-Sag; men det kunde være paa Grund af den Omstændighed, at han tilligemed det øvrige Raad tilfældigviis opholdt sig i Bergen. Den 14de Oct. 1310 kaldes han udtrykkeligt Gulathings Lagmand (Dipl. Norv. II. 103); den 11te Decbr. 1316 kaldes derimod Thrond (Hallvardssøn) saaledes (Dipl. Norv. I. 148); den 14de Juni 1318 kaldes Hank Lagmand i Oslo (Dipl. Norv. III. 114), men den 26de Juli samme Aar optræder Paal Einarssøn, der siden 1307 oftere nævnes som saadan, i denne Egenskab (Dipl. Norv. II. 132), og ved samme Lejlighed kaldes Hauk igjen Gulathings Lagmand. Man maa her næsten tro, at den, der engang var udnævnt til Lagmand, kunde fungere som saadan, hvor han opholdt lig, endog udenfor sit egentlige District.
  31. ↑ Han nævnes i den omtalte Dom af 23de Juni 1316 uden dog at kaldes Lagmand; i et Brev af 11te Decbr. 1316 kalder han sig „Thrond Gulathings Lagmand“ uden Tillægget „Hallvardssøn“. Det er saaledes ikke egentlig ganske afgjort om Thrond Hallvardssøn er den samme som Thrond Lagmand, men Sandsynligheden er dog derfor. Thi Thrond Lagmand kan dog neppe være den Thrond Krakessøn, der endnu i 1323 var kongelig Ombudsmand i Viken (Dipl. Norv. I. 173) og først efter 1332 nævnes som Lagmand i Bergen, samt endnu i 1349 som „Lagmand i Kongsgaarden i Oslo“.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/6/109&oldid=77494»