Wikikilden

Det norske Folks Historie/6/111

< Det norske Folks Historie | 6

Kaste vi et Tilbageblik paa det hele Tidsrum fra Tronkrigenes Ophør under Kong Haakon Haakonssøn indtil hans Sønnesøns Død, da maa vi erkjende, at neppe noget saa kort Afsnit af Norges Historie har været rigere paa politiske og administrative Forandringer, eller saaledes har omskabt Forholdene i disse Henseender, som denne. Lovgivningen blev fuldstændigt omorganiseret og bragt til Eenhed for det hele Land; den gamle Deling i forskjellige Lovdistrikter ophørte i Virkeligheden og blev kun for et Syns Skyld staaende; dette medførte igjen, at Lagthingene tabte sin Betydning, baade som dømmende og som lovbesluttende Institutioner; de afløstes i første Henseende af Lagmands- og Sysselmands-Embederne efter disses nye Organisation, det vil egentlig sige, af Kongemyndigheden selv, der lod Dommer-Embedet forvalte i sit eget Navn, i sidste Henseende af Rigsmøderne, der dog snart for det meste kun bleve til Hirddage eller Høvdingsmøder, som egentlig alene forestillede Kongen med hans Raad, og hvor Kongens Magtfuldkommenhed endnu tydeligere traadte frem, efterat et blot og bart eensidigt Kongebud havde afskaffet den ældgamle Lendermandsværdighed, hvis Indehavere var selvskrevne Rigsraader, saa at Kongen herefter kunde velge sine Raadgivere efter Godtbefindende. Skatte-Ydelsens Overgang fra en personlig til en reel Byrde gjorde en Omveltning i de agrariske Forhold og var en af Hovedgrundene til de langvarige Stridigheder med Gejstligheden, fra hvilke Kongemagten udgik sejrende, og den frembragte endelig ved Skattefriheds-Bestemmelserne en Forskjel mellem Herre- eller Kriger-Standen og den egentlige Bonde-Stand, som man hidtil ej havde kjendt, idet nu et nyt Aristokrati af de Fritagne dannede sig, som kun deri skilte sig fra Adels- eller Frelse-Standen i Danmark og Sverige, at den ikke havde Navnet, og at den maaskee ikke var fuldt saa exclusiv for visse Slægter; – den stod ogsaa, og ikke mindst herved, i Forbindelse med de Forandringer, der nu indtraadte i Krigsvæsenets Ordning, hvorved Lejetropper og fornemmelig de Tropper, Sysselmændene forpligtedes til at holde, traadte i Stedet for Ledingstropperne, der egentlig blot kunde afgive Nytte i Søkrig, hvortil der nu, efter Syderøernes Afstaaelse til Skotland og Fredsslutningen med Danmark, var mindre Anledning, og som ej engang længer ret passede med de nys berørte Forholde, saasom Søkrigen, efter den gamle og i Loven foreskrevne Indretning, forudsatte en langt ringere Afstand i Leveviis og Omgang mellem de bydende og de lydende Klasser, end der nu fandt Sted. Det er derhos allerede ovenfor nævnt, hvorledes den forhen almindelige Skik, der ogsaa vænnede de fornemmere Ynglinger til Søen, nemlig at tilbringe nogle Aar i Kjøbmandsferd og Skibsfart, nu, efterat Handelen for det meste var gaaet over i Udlændingernes, fornemmelig Tydskernes, Hænder, ophørte; saa at det vel endog maa ansees som en Undtagelse, naar en eller anden fornem Mand, som, f. Ex. Snare Aslakssøn, medens han var Sysselmand paa Agder, ejede et Handelsskib og havde det i Fart[1]. Ogsaa i ydre Henseende var Forandringen stor, idet Norge tabte sine Besiddelser vestenfor Skotland paa samme Tid, som det erhvervede Island og Grønland og ved de Forviklinger, Kong Magnus’s Giftermaal med Ingeborg af Danmark afstedkom, blev revet ind i Hvirvelen af den svensk-danske og tydske Politik, medens dets Deeltagelse i de skotsk-engelske Anliggender blev sjeldnere eller endog ganske ophørte efter Kong Eriks Død, da man maa antage at enhver Tanke om at erhverve Skotland eller idet mindste vinde Syderøerne tilbage blev opgivet.

Men uagtet Norge saaledes strengt taget ej havde tabt, snarere vundet i territorial Henseende; uagtet det endnu, idetmindste tilsyneladende, indtog en ligesaa anseelig Stilling blandt Europas øvrige Stater som paa Kong Haakon den ældres Tid og navnlig var langt mægtigere i Forhold til de nærmeste Nabostater, end da; uagtet Lovgivningen var bleven forbedret og mange Ulemper, der tilhørte de forrige Tider, afhjulpne; uagtet Bestyrelsen var bleven kraftigere og enklere: – saa var Norge dog – det maa paatrænge sig Enhver, der omhyggeligere gransker Norges Historie i disse Tidsrum – ej længer i Fremgang, men havde allerede under Kong Haakon den ældre naaet sit Høidepunct i ydre og indre Velvære. Grunden hertil laa vel for endeel indenfra sammenstødende Omstændigheder, men fornemmelig dog i den Ophøjelse, Befestelse og Udvidelse af Kongemagten paa den gamle Folkemyndigheds og Kraftfølelses Bekostning, som alle Reformer, Forbedringer og øvrige Foranstaltninger lige siden Haakon den ældres, ja siden Sverres Tid planmæssigt tilsigtede, i Forbindelse med den Ødelæggelse, de langvarige Tronkrige havde anrettet blandt de ældgamle, mægtige Ætter, hvis fødte, naturlige Hverv det var at opretholde hiin Folkemyndighed, og derved ogsaa Folkeaanden i det Hele taget. Vi have allerede viist, at dette ej maa betragtes som om Kongerne meente det mindre godt og alene søgte at udvide sin egen Magt uden Hensyn til, hvorledes det gik Nationen: de troede visselig her at handle til dens Bedste: for dem maatte de Ulykker, som Folk og Land havde lidt under Tronkrigene og senere under Formynderregjeringen, netop fordi de store Herrer havde misbrugt sin Myndighed, fremstille sig som det Væsentlige og som et Onde der for enhver Priis maatte forebygges for Eftertiden[2], medens det derimod hverken var dem selv eller nogen anden paa den samme Tid givet at opfatte det for Folkeaanden og Folkelivet styrkende Element, der bevaredes i den gamle Folkemyndighed. Saadant aabenbarer sig gjerne ikke tydeligt førend for Efterslægten, der bedre kan oversee Forholdene i deres Heelhed og i deres Følger; man kan derfor ej gaa i Rette med hine Konger, fordi de, følende Trykket af det gamle Systems Ulemper, ej kunde indsee og skatte dets Fordele; de anede ikke nogen Fare for Norges Nationalitet og Selvstændighed; de kunde ikke vide forud, at særegne Forhold vilde rive Norge ind i Unionstilstande, hvori det til at kunne opretholde sin Selvstændighed, tildeels endog sin Nationalitet, kunde behøve al den Kraft, som Folket under de tidligere urolige Tider havde besiddet og udøvet gjennem sine Ættehøvdinger, og at Mangelen heraf virkelig ogsaa vilde lede til at det i det mindste i politisk Henseende ganske laa under og sank i en Dvale, af hvilken det ikke paa flere Aarhundreder rejste sig.

Den her paapegede Stillestaaen eller maaskee endog Tilbagegang i Folkelivet yttrer sig især kjendeligt i de literære Forhold, der her, som andetsteds, afspejle Folkelivet og afgive en temmelig sikker Maalestok for dettes Intensitet. Den norsk-islandske literære Virksomhed havde aabenbart allerede naaet sin Højdepunct paa Kong Haakon Haakonsøns Tid. Norges og Islands fælles Sprog, der i det foregaaende Aarhundrede med al sin ædle Kraft og Naivitet dog endnu viiste sig noget uhjelpsomt og vanskeliggjorde Forfattervirksomheden, hævede sig strax efter Begyndelsen af det trettende Aarhundrede til en med Kraft parret Elegans, der allerede mod Slutningen af Aarhundredet var i Aftagende og i det følgende Aarhundrede ganske ophørt. I den reflecterende, philosophiske Stiil kan intet sættes ved Siden af Kongespejlet, som allerede er omtalt, og i Sagastiil og overhoved i den historiske Fremstilling overgaae neppe noget os levnet Verk Kong Haakon Haakonssøns, af Sturla Thordssøn forfattede Saga, og Hovedpartierne af den saakaldte Sturlunga-Saga, egentlig en Samling af flere med hinanden forbundne mindre Sagaer om Sturlunga-Tidens Høvdinger, følgelig indeholdende hele Islands Historie omtrent fra første Halvdeel af det 12te Aarhundrede indtil Øens Forening med Norge, af hvilke de fleste tillægges Sturla Thordssøn. Snorre Sturlassøns merkelige Virksomhed er allerede udførligt omtalt: han kan vel endog tildeels siges at have skabt den renere Sagastiil. Men allerede mod eller strax efter Aarhundredets Slutning viser der sig en stor Forandring. Den ellers i historisk Henseende saare vigtige og fortrinlige Saga om Biskop Arne i Skaalholt, forfattet, som man maa antage, kort efter hans Død, er fra Sprogets og Fremstillingens Side heel mangelagtig, og dette gjelder i endnu højere Grad om den henved 30 Aar efter, altsaa egentlig senere end Grændsen for vort nærværende Afsnit, forfattede Saga om Biskop Laurentius, hvor endog Sproget tydeligt viser sig at være i Forfald. I Norge undlod ikke det nærmere Forhold, hvori Hoffet nu var traadt til det danske og svenske, at udøve en mindre heldig Virkning paa Sproget. I Danmark havde Sproget, allerede fra Sven Ulfssøns Tid, paavirket af de i Landet selv endnu tilstedeværende mellemgermaniske Sproglevninger, saavelsom af det tydske Nabosprog, begyndt at afvige fra det reennordiske, og var mod Slutningen af det 13de Aarhundrede allerede mere end halvveis til dets nærværende Skikkelse. I Sverige var en lignende Forandring begyndt at indtræde, og kun i Norge samt paa Island holdt endnu de reennordiske Former, saaledes som de fremtraadte i det særegne norske Sprog, sig uforandrede. Alligevel er det kjendeligt, at siden de norske Høvdinger begyndte hyppigere at komme sammen med svenske og danske, og især siden den glimrende Hertug Erik blev trolovet med den norske Kongedatter, betragtedes Svensk og Dansk ved det norske Hof og i Norges højere Kredse som finere og smukkere end det Norske, og dette som mere raat eller bondeagtigt, eller mindre passende for den højere Samtale-Tone. En uudeblivelig Følge heraf maatte være den, at Mange herefter begyndte at tale Modersmaalet mindre reent, idet de søgte at tilegne sig svenske og danske Former, og at det Norske mere og mere sank ned til at blive et ringeagtet Almuesprog. Tydeligere fremtraadte dette i den følgende Tid, hvor Hoffet saaatsige blev aldeles svensk, og det begyndte da endog at gjøre sig gjeldende i offentlige Documenter; men Begyndelsen ligger ganske vist allerede under Kong Haakons Regjering, og man behøver ikke bedre Beviis derpaa, end at Dronning Euphemia lod de franske Riim-Romaner oversætte paa Svensk. Det ligger i Sagens Natur, at naar det gamle Nationalsprog ej længer hedredes tilbørligt, kunde heller ikke dets Literatur finde den rette Paaskjønnelse, og den Støtte for det, som de paa Island forfattede Skrifter og Skaldekunsten, som der endnu vedligeholdt sig, kunde afgive, maatte nu bortfalde. Fra denne Tid kunne vi derfor ogsaa regne at Islands Literatur begyndte at skille sig fra Norges og blive mere og mere fremmed for den, det vil sige, at Norge aldeles ophørte at yde Bidrag til Literaturen, og at denne saaledes ophørte at være fælles, idet den herefter indskrænkedes til Island alene. Tog skete dette kun gradviis, og det forstaar sig, at der, saalænge Norge endnu vedligeholdt sin Selvstændighed, dog altid fandtes Mange, der med Omhyggelighed opbevarede og ivrigt læste de gamle Skrifter, især Sagabøgerne om de ældre Konger[3]. En af de Mænd, som under Kong Haakons Regjering med størst Iver og Held arbejdede for den fedrelandske Literatur, og som fortjener Efterslægtens varmeste Tak for hvad han udrettede og hvad han ved sin Flid reddede fra Undergang, er den oftere omtalte Hr. Hauk Erlendssøn[4], paa fedrene Side af norsk, paa mødrene af islandsk Herkomst. Vi have seet ham som Kongens højtbetroede Mand, Ridder, Medlem af Raadet, og som Lagmand deels i Oslo, deels i Gulathing, et Par Gange ogsaa paa Island, dog kun udenfor Ordenen og ifølge særskilt Sendelse. Man har endnu fra hans Haand betydelige Masser af Optegnelser, der vise at han i lange Aarrækker med den meest ufortrødne Flid maa have benyttet al den Tid, han havde tilovers fra sine vigtige Embedssysler, til at afskrive ældre, i Modersmaalet forfattede Skrifter, fornemmelig historiske. Saaledes seer man, at han af Skrifter, vedkommende Islands Historie, har afskrevet hele Landnamsbogen og Kristnisaga, eller Beretningen om Christendommens Indførelse paa Øen, fremdeles Sagaen om Thormod Kolbrunarskald og hans Fostbroder Thorgeir, og endelig om Thorfinn Karlsevnes Sejlads til Viinland; af Beretninger, vedkommende Norden i Almindelighed og Norge i Særdeleshed, har han afskrevet et Par Brudstykker af Skjoldungesagaen m. m., endvidere har han afskrevet den saakaldte Saga om Trojemændene og en norsk poetisk Bearbejdelse af den væliske Skald Merlins Spaadomme. Det meste af alt dette har han skrevet med egen Haand, særdeles smukt, og med en Reenhed i Ordformer og en Retskrivning, der viser at han maa have gjort Sprogets Bygning og Characteer til Gjenstand for et eget, grundigt Studium. De her nævnte Afskrifter, nu deelte i flere Hefter, synes oprindeligt at have udgjort en eneste Bog, der efter ham kaldtes Hauksbogen[5]; men den indeholdt vistnok meget mere end hvad der nu haves, sandsynligviis ogsaa flere Dele af Norges Kongesagaer. Der findes endvidere nogle Annaler for Island, der efter al Sandsynlighed ere udarbejdede under hans Opsigt. Endelig findes der Brudstykker af en Afskrift af Gulathingsloven, ligeledes egenhændigt og yderst omhyggeligt skreven af ham selv: dette lærer os ham ogsaa at kjende som samvittighedsfuld i sit vigtige Dommer-Embede, thi det kan alene have været af Omhyggelighed for at besidde Lovens Text saa reen og uforfalsket som muligt, at han selv paatog sig den Umage at afskrive den, da dog allerede saa mange andre Afskrifter fandtes. Har han nu end ikke præsteret noget Originalt, saa er det dog aabenbart, at en Mand i en saa anseet Stilling, med saadan Iver for den fedrelandske Literatur og saa grundige Indsigter maa have udøvet en for denne Literatur og Sprogets Opretholdelse meget virksom og gavnlig Indflydelse paa sine – Omgivelser, og det er kun at beklage, at der, som det lader, ikke i Norge fandtes mange, neppe en eneste, som han. Den norske Gejstlighed lagde i det Hele taget neppe mere Vind paa at ophjelpe Fedrelands-Literaturen; for den var det latinske Sprog og den canoniske Ret nu Hovedsagen. For at studere denne, rejste man til fremmede Universiteter, fornemmelig, som vi have seet, Paris og Orleans, og det var en stor Anbefaling at kunne kaldes „en god Pariser-Klerk“; Legater testamenteredes til slige Studenters Underholdning, fremmede Retskyndige forskreves, og de, som ikke kunde komme udenlands, savnede hverken Lærere eller Bøger til at erhverve forsvarlige Kundskaber hjemme, endog paa Island, hvor vi have erfaret at Laurentius, efter Biskop Jørunds Raad, studerede den canoniske Ret og allerede havde bragt det temmelig vidt deri, førend han kom til Norge og fortsatte sine Studier under Jon Flæming[6]. Gjennem den canoniske Ret erhvervede ogsaa den civile romerske Ret (i Norge kaldet Kejser-Retten), hvis Modstykke den paa en vis Maade kunde siges at være, og efter hvis Tilsnit den var formet, en vis Betydning, i det mindste i den offentlige Ret. Tilstrækkeligt Exempel herpaa have vi i det tunsbergske Compositions-Document af 1277, som heelt igjennem er forfattet efter den romerske Rets Former, navnlig i den Deel, som indeholder Sikkerhedsstillingerne; her heder det saaledes, at Kongen renoncerede paa enhver exceptio doli mali eller fraudis, enhver actio in factum og restitutio in integrum, saavelsom ethvert andet remedium juris canonici er civilis. Senere gik man i dette Henseende endnu videre, i Særdeleshed da det blev mere og mere almindeligt, ved vigtigere Documenters Udstedelse, at benytte sig af offentlige Notarier med kejserlig eller pavelig Autorisation, eller begge Dele. At den sidste Slags Autorisation ogsaa anerkjendtes i Norden, forstaar sig af sig selv, men desto merkeligere er det, at ogsaa den første havde samme Gyldighed og udstedtes til Nordmænd, Svenske og Danske[7], medens der aldrig tales om lignende Autorisationer, udstedte af Kongerne i Norge, Sverige eller Danmark, et temmelig sikkert Tegn paa, at disse ej engang ansaa sig berettigede til at udstede dem: en Anerkjendelse af den kejserlige Myndighed ogsaa udenfor dennes egentlige Omraade, der ligefrem var det romerske Retsstudiums Verk. At alt dette igjen maatte begunstige Anvendelsen af Latinen paa Modersmaalets Bekostning, er klart, og vi behøve ej bedre Beviis paa Latinens Anseelse og Anvendelse i Utide, end i den ovenfor omtalte Besynderlighed, at Hr. Peter paa Eid fik et paa Latin skrevet Anbefalingsbrev af Kong Erik til at understøtte sin Bejlen til en norsk Dame. Men saadanne Exempler synes dog i Norge paa den Tid endnu at være temmelig enestaaende, thi i alle indenlandske Brevskaber, der ej vedkom Kirken, brugtes dog fremdeles i Regelen kun det norske Sprog, eller hvad der, efter Sprogfordærvningens Indtræden, skulde forestille det. Men den Omstændighed, at Sproget dog ikke længer dyrkedes som Bogsprog, og at Literaturen i Norge gik i Staa og kun vedligeholdt sig eller forøgedes ved nye Bidrag paa Island, havde til Følge, at Særegenhederne i de enkelte Landsdeles Udtale og Ordforraad nu ogsaa i Skrift begyndte at gjøre sig gjeldende, og at Skriftsprogets Eenhed ikke saa strengt overholdtes som før, endog hvor det i og for sig skreves ganske reent, uden fremmedartede Indblandinger.

Medens man saaledes i tidligere norske Sproglevninger ingen Forskjel i Bogstavering og Ordformer kan opdage mellem hvad der er skrevet i Landets sydligste og i dets nordligste, østligste eller vestligste Deel, men Skriftsprogets Eenhed er aldeles fuldkommen og gjennemført, merker man i Brevskaber, ja endog i Lov-Afskrifter fra første Halvdeel af 14de Aarhundrede (saagodtsom de eneste virkelige Bøger fra den Tid), kjendelige Dialectforskjelligheder, og det uagtet Originalerne, der laa til Grund for Afskrifterne, ingen saadanne kunne have fremviist. Man kan f. Ex. temmelig let kjende en paa Østlandet fra en paa Vestlandet skreven Lov-Bog, derpaa at hiin har flere af de aabne og slæbende Vocaler, der betegne den østlandske Dialect, end hine, og heller ikke fuldt saa stor Sikkerhed i de grammatiske Former. Paa samme Viis gjør og i Bøger, skrevne paa Island, fra denne Tid af den særegne islandske Udtale sig end mere gjeldende i Bogstaveringsmaaden, end hidtil[8]; og det var en naturlig Følge af disse Forhold, at den islandske Sprogform, hvorvel kun en Dialect, nu kom til at betragtes som den reneste og rigtigste. Thi da der paa Grund af den Ligegyldighed, der nu i Norge selv yttrede sig med Hensyn til Sprogets Eenhed og Reenhed, ikke længer her kunde siges at herske noget sikkert Skriftsprog, og dette Sammenholdsbaand mellem Dialecterne nu var opgivet, medens ogsaa den literære Virksomhed var ophørt, maatte Island, hvor denne fremdeles vedblev, og hvor der desuden, som i alle Colonilande, aldrig havde hersket nogen kjendelig Dialectforskjellighed, herefter alene være anviist paa sig selv, og ej alene berettiget, men endog næsten nødt til at betragte sin Sprogform som den normale. Man seer fra denne Tid af ved første Øjekast, om en Bog eller et Brev er skreven af en Islænding eller af en Nordmand. Antydninger til denne Forskjellighed fandtes vel allerede, som sagt, meget tidligere, og grundede sig vel for en Deel paa det kunstigere Retskrivningssystem, der antoges paa Island, da man der begyndte at skrive Bøger, men den var dog ikke saa gjennemført, som den nu blev. Endog paa Færøerne begyndte Folkedialecten at udøve Indflydelse paa den skrevne Sprogform, der dog her saagodtsom faldt sammen med den islandske[9]. Alt dette hindrede dog ikke, at Sproget fremdeles vedblev at kaldes norrønt (d. e. norskt), paa Latin lingva norica eller noricana, og det er først i de nyere Tider, efter Indførelsen af det danske Skriftsprog i Norge, at man har begyndt at kalde Norrønasproget „islandskt“.

Men med alle de Forandringer, som vare indtraadte i Norges offentlige Forhold, baade til Udlandet og indenlands, lader det dog ikke til, at det egentlige Folks Skikke, Sæder, Sysler og Levemaade i de sidste hundrede Aar havde undergaaet nogen synderlig Forandring undtagen i de højere Kredse, hvor man, som det sedvanligt plejer at skee, fulgte Udlandets Exempel, idetmindste i Klædedragt, men vistnok ogsaa tildeels i Skikke og Manerer. Norge stod i for nøje Forbindelse med Udlandet, og dets rigere og mere anseede Mænd bereiste fremmede Lande altfor hyppigt til at ikke dette skulde være Tilfældet. Det forstaar sig at ved Siden heraf mange nationale Skikke, der mindede om den gamle Simpelhed, maa have vedligeholdt sig, men de fleste vare dog vistnok allerede forsvundne med de gamle Lendermands-Ætter. Ved Hoffet indførtes, som det lader, under Kong Magnus noget større Ceremoniell og mere Stivhed, men derfor er det ej afgjort, at der og indførtes mere virkelig Pragt end der allerede herskede paa hans Faders Tid. Ved Kong Haakon Magnussøns Hylding og Kroning i Throndhjem 1299 gik det neppe pragtfuldere til end ved hans Farfaders store Kroningsfest i 1247, ja maaskee ikke engang saa pragtfuldt, da man ej havde haft saa lang Tid til Forberedelser. Af Forlystelser ved hans Hof nævnes de ved de andre europæiske Hoffer sedvanlige, Dands, Musik (leikr) og Dystridt eller Turnering („Bobord“ eller „Burt-Riden“)[10], endvidere, til Morskab at see paa, forskjellige Slags Gjøglerkunster[11]; hvortil kom, som vi have seet, den ædlere Forlystelse at høre Romaner forelæse. Det er allerede forhen nævnt, at fra den Tid af, at den ridderlige Hertug Erik i Sverige blev Medlem af den norske Kongefamilie, begyndte han og hans Mænd at give Tonen an ved Hoffet, og dem kan man vel nærmest tillægge Forsøgene paa ogsaa at indføre Dystriden og andet Ridderspil i Norge, hvor det umuligt kunde passe ret til Forholdene eller blive nationalt. Meget har vel ogsaa den pragtelskende danske Kong Erik Erikssøns Exempel virket. Men slige mindre nationale Fornøjelser i de højere Kredse tyde hen paa, ihvad der ogsaa i andre Henseender gjør sig gjeldende, og som danner den grundvæsentlige Forskjel mellem Slutningen af det 13de og Slutningen af det 12te Aarhundrede, at Afstanden mellem den højere og den ringere Deel af Folket nu var bleven saa meget større, end i hiin Tid. Deels laa dette i Tidsaanden, deels var det en nødvendig Følge af de nye i Samfundsforholdene indgribende Forandringer. Det er viist, at disse med sine Privilegier og Fritagelser for dem, der hørte til Hirden eller den Klasse, af hvilken saavel civile som militære Befalingsmænd toges, maatte frembringe en særegen Herrestand, der, om end de erhvervede Friheder og Rettigheder strengt taget kun vare personlige og ej nedarvedes, dog i Virkeligheden maatte fremstille sig som om den bestod af hele Slægter, i hvilke Forrettighederne gik fra Mand til Mand, da det nemlig laa i Sagens Natur, at de, som engang for sig selv havde erhvervet Rang og Indflydelse, ogsaa havde lettere ved at skaffe sine Sønner de samme Fordele. Uagtet strengt taget Arveligheden af Forrettighederne var større og tydeligere udtalt i den gamle Lendermandstid, hvor det endog forudsattes, at en Lendermands Søn i Regelen skulde opnaa Faderens Verdighed, og uagtet det gamle Lendermands-Aristokrati i sig selv var langt stoltere og hvilede paa en langt fastere Grundvold, end den nyere Herrestand, der mest støttede sig til „Frelser“ eller Privilegier, saa var dog tilsyneladende Afstanden mellem hine og det øvrige Folk langt ringere end mellem Herrerne og Folket efter den nye Lovs Indførelse; deels fordi Levemaaden i sig selv var simplere, mere national, og Forholdene mere patriarchale, deels ogsaa fordi, hvad vi allerede have paapeget, Krigen i hine Tider saagodtsom udelukkende førtes til Søs, og man de faa Gange, der krigedes til Lands, dog altid streed til Fods, hvorved de Højere og Ringere kom i nærmere Berøring med hinanden, medens derimod den senere brugelige Landkrig til Hest, tildeels med lejede Tropper, ej kunde andet end danne et stort Svelg mellem Befalende og Lydende. Af de Uskikke, Kong Haakon saa ofte paataler i sine Retterbøder, nemlig haandgangne Mænds Uvillighed til at søge Thing, at lyde Lagmændenes Dom, og at udrede sin lovlige Skyldighed, forenet med deres Anmasselser i at benytte Bøndernes Heste og plage de Ringere med utilbørlig Gjestning enten for sig selv eller sine Tjenere, see vi at Overmodet hos Herrerne allerede ej var ringe. Og dog havde det i Norge, saavidt man kan skjønne, ej paa langt nær naaet den Højde, som i Nabolandene, navnlig i Danmark; det kunde vel heller ikke nogensinde have naaet den, da de ringere Klassers af Loven mere beskyttede Stilling og Landbovæsenets Natur i det Hele taget maatte give endog den ringere og mere afhængige Deel af Landbefolkningen større Selvfølelse og Djervhed ligeoverfor de Mægtigere, end i de fleste øvrige europæiske Lande, hvor den jorddyrkende Klasse og Herrerne allerede længe havde været vidt adskilte. Der savnes ikke Exempler paa at Folk af den ringere eller idetmindste ikke allerfornemste Klasse vovede at tale et temmelig frit Sprog med Herrerne. Saaledes have vi endnu et Vidnesprov, som Thorvald Thuressøn, Hertugens Sysselmand paa Hjaltland, i Aaret 1299 lod optage over nogle Ukvems-Ord, han havde maattet døje af en iilsindet Kvinde ved Navn Ragnhild Simonsdatter, der synes at have haft Tilhold i Hertugsgaarden paa Papø,, maaskee som etslags Huusholderske. Hun beskyldte ham for utilbørligt at have unddraget en Gaard paa Øen fra at yde, den pligtige Afgift til Hertugen, og da Hr. Thorvald indvendte, at flere gode Mænd, der før ham havde haft Hertugens Ombud, navnlig en vis Hr. Eindride, ikke havde beregnet større Afgift af den hele Ø, end han selv nu tog, svarede hun: „jeg giver den øre Eindride en god Dag, han som kom løbende hid østfra Norge, og vidste hverken ud eller ind; men alle I andre, som vidste bedre Besked, have sveget Hertugen“; du, lagde hun senere til, skal ikke være min Judas, om du end er Hertugens[12]. Om hun maatte bøde for disse Ord, erfares ikke, men de vidne i alle Fald om stor Ligefremhed og Frittalenhed. Ved Ordvexlinger og Trætter gik det overhoved temmelig raat og hensynsløst til, endog hvor Striden foregik mellem Gejstlige, eller disse i det mindste dannede den ene Part. Exempler derpaa have vi allerede seet i Presten Laurentius’s Forhold til Chorsbrødrene i Nidaroos. Et andet Exempel er os levnet i en af de mange Acter, der forefindes vedkommende Striden mellem Halsnø Kloster og Biskoppen i Stavanger om Fisket ved Farstad i Suledal. Tre Munke og en Lægmand, som Abbed Erik om Høsten 1310 havde sendt til Farstad, opsøgte Lejglendingen Hafr, medens han nok saa fredeligt gik paa Ageren for at see til sit Korn, og mishandlede ham paa det voldsomste, idet den ene af Munkene greb ham og holdt ham fast, medens de andre droge en Hætte ned for hans Øjne, slog ham med Stokke, og puffede ham over paa en anden Ager, der tilhørte Klostret, hvor han faldt afmægtig ned; hans Hustru og hans gamle Moder mishandlede de ligeledes[13]. Nu maa det vistnok indrømmes, at Munkene i Halsnø Kloster, Abbeden iberegnet, just paa den Tid fremfor andre havde et meget slet Lov for sin Opførsel, saa at Biskoppen maatte afsende Mænd i det særegne Erende, at undersøge og paadømme deres Forhold, ligesom han heller ikke lod det mangle paa alvorlige Advarselsbreve til dem[14], men som ganske enestaaende kan man dog vistnok ikke betragte de her nævnte Uordener. Paa Island gik det, som vi have seet, maaskee endnu verre til. Uagtet Afskaffelsen af Drabsbøder til andre end den Dræbtes nærmeste Arving og fra andre end Drabsmanden selv og det udtrykkelige Forbud mod at tage Hevn over beganget Drab paa andre end denne upaatvivlelig maa have bidraget til at gjøre Drab mindre hyppige i Norge, er e det dog let at indsee, Kat saalænge Drab kunde afsones med Bøder, og Privathevn under visse Betingelser endnu tilstedtes, kunde Drabene dog ikke blive saa sjeldne, som de burde. Især synes Befolkningen i enkelte Bygdelag at.–have været vildere og mere tilbøjelig til Blodsudgydelse, end andensteds, navnlig Indbyggerne af Thelemarken; dette kan man ej alene slutte deraf, at de fleste Indberetninger om Drab, der forefindes fra disse og de nærmest følgende Tider, vedkomme Skidusysla og de nærmest tilstødende Egne, men ogsaa derfra, at Thelebønderne endnu sildigere udtrykkelig fik dette Lov af Mænd, der vare nøje underrettede om Forholdene. Det 7 første Drabsprov, vi kjende, affattet saaledes som det blev foreskrevet paa Høvdingemødet i Tunsberg 1273[15], er et, sandsynligviis fra Litlahered i Thelemarken, udstedt af Sysselmanden, den gamle Thore Haakonssøn, Aar 1315[16]. To Opsiddere paa een og samme Gaard, Aslak og Steinulf, vare uenige om et Stykke Jord, og skulde just henskyde det under de ældste Mænds Voldgift, da en Slægtning af Steinulf kom tiltog beskyldte Aslak for Uredelighed. Denne svarede at han gjorde bedst i at tie, da han vidste det om hans Forfedre, som vilde gjøre det umuligt for ham at slaa Øjnene op om han vilde sige det. Derover blev Bjørn, Steinulfs Brodersøn, saa forbitret at han greb et Stykke Træ, der laa i Nærheden, og slog Aslak dermed saa voldsomt i Tindingen, at man maatte slæbe ham ind i Huset; men Steinulf og Bjørn løb efter, og den sidste kastede to Stene ind, bedende dem at komme ud om de ej vare Horesønner. Af disse Stene blev Aslaks Søn Ketil truffen, og Bjørn flygtede nu til en anden Gaard med alle sine. Kort efter døde Aslak af det Slag, han havde faaet, men det lykkedes dog Bjørn at erholde kongeligt Gridebrev paa nogen Tid rinder den Forpligtelse at han skulde indfinde sig hos Sysselmanden for at faa sin Sag randsaget. Men Bjørn kom ikke, og Ketil, den Dræbtes Søn, begav sig senere med sin Broder og flere andre til den Gaard, hvor Bjørn opholdt sig, gik ind i Stuen og dræbte ham. Om Ketil fik Landsvist, vides ikke; sandsynligviis fik han den, da Drabet, fremkaldt ved Hevnpligt, som den almindelige Mening endnu paalagde den Dræbtes nærmeste Arving, naar ingen ordentlig Fyldestgjørelse var skeet, betragtedes som uoverlagt. I de følgende Tider forefinde vi en Mængde saadanne Indberetninger om Drab, der, medens de vise hvilken Vildhed og Raahed der endnu skede i de ringere Klasser, fornemmelig i de mere afsides Egne, tillige give os fortrinlige Indblik i Folkelivet overhoved. Med alt dette maa man dog antage, at den gamle Krigerskhed hos Folket, idetmindste i de mere befolkede og nærmere Byerne liggende Bygder, ved de oftere berørte Forandringer i Krigførelsesmaaden saavelsom den sterkere fremtrædende Forskjel og Afstand mellem den højere og ringere Folkeklasse og overhovedet ved Mængdens tiltagende politiske Umyndighed maa have tabte sig betydeligt, og i de senere Tider viiste dette sig, til Norges Skade, end mere iøjnefaldende, da nogle faa Hundreder øvede Tropper vare tilstrækkelige til at holde hele Landskabers Befolkning Stangen. Lidungernes Reisning og Tog til Oslo i 1309 forat jage Hertug Erik og de Svenske bort maa næsten betragtes som et enestaaende Exempel paa Raskhed og Stridbarhed. Dog havde denne Fredelighed ogsaa sine mange gode Sider; saavidt man kan slutte af flere Antydninger, nød man i Norge saavel under Kongerne Magnus, Erik og Haakon, som i de nærmest paafølgende Tider en almindelig indre Ro og Sikkerhed, som savnedes i de fleste øvrige Lande paa den Tid. Man kunde vistnok rejse fra den ene Ende af Landet til den anden uden at frygte Overfald og Plyndring, ja i det Hele taget kunde man vist endog gjøre Regning paa gjestfri Modtagelse, hvor man kom. Andensteds, endog i Danmark og Sverige, behøvede man, idetmindste naar man førte Penge eller Kostbarheder med sig, sterk Bedækning af Væbnede[17]. En oprigtig, uskrømtet Religiøsitet synes at have hersket overalt, og opretholdtes, saavidt man kan see, ved de i det Hele taget dygtige og nidkjære Biskoppers Bestræbelser. De herskende Laster vare fremdeles Umaadelighed i Mad og Drikke, fornemmelig ved selskabelige Sammenkomster, og dertil, især paa Island, Usedelighed, hvori desverre ogsaa endeel af den ringere Gejstlighed foregik med slet Exempel[18].

Uagtet man skulde formode, at de store Omveltninger i Ejendomsforholdene, som Tronkrigene efter Kong Sverres Fremtræden medførte, havde tilvejebragt en større Udstykning og Fordeling af Jordegodset end hidtil, tyder dog alt hen paa, at det mod Slutningen af det 13de Aarhundrede atter havde samlet sig paa forholdsviis faa Hænder, og at saaledes den større Deel af Landbefolkningen bestod af Leiglendinger. Tidsaanden og Samfundsforholdene medførte, at det saaledes maatte være. De større og mægtigere Ætter lagde altid an paa at samle saameget Jordegods som muligt, deels, ved Kjøb, deels ved Giftermaal, og der blev derfor altid ved disses Afslutning taget Hensyn hertil; Krongodset, der allerede før Sverres Tid maa have været uhyre stort, tiltog under Tronkrigene endnu mere ved de hyppige Confiscationer, som maa have fundet Sted, og uagtet Kongerne vistnok ogsaa med en rund Haand bortskjenkede Jordegods til gejstlige Indretninger og til dem blandt sine Hirdmænd og Undergivne,..de saaledes vilde belønne, udgjorde dog den Afgang, som derved bevirkedes, neppe saameget som Tilvexten: desuden have vi seet, at Kong Haakon i 1308 foreskrev etslags Reduction, der og i de nærmest paafølgende Aar virkelig lader til at have fundet Sted. Men fornemmelig søgte Gejstligheden enhver Lejlighed til at udvide sine Besiddelser, deels ved virkeligt Kjøb, deels ved Laan mod Pant i faste Ejendomme, deels ved de saakaldte Proventecontracter, hvorved man overdrog sin Ejendom til et Kloster eller en anden gejstlig Indretning mod at betinge sig Forsørgelse i og af denne for Livstid; hertil kom de rige Gaver, hvormed de gejstlige Indretninger saa hyppigt betænktes i Testamenter eller ved andre Lejligheder, og endelig det Gods, flere af dem, der lode sig optage i Klostrene, medbragte. Da nu det Gods, der engang var kommen til en gejstlig Indretning, ikke, som det Gods, der tilhørte Lægmænd, var udsat for atter at adsplittes ved Arv eller Deling, eller i Regelen gik over i andre Hænder, uden mod fuldkomment Vederlag, er det klart, at Kirke- og Klostergodsets Tilvext maatte være langt større og jevnere end Lægmændenes, ja endog selve Krongodsets, saa at det vel omsider kom til at udgjøre den overvejende Part af Grundejendommene i Norge. Vi ville exempelviis anføre enkelte saadanne Erhvervelser, hvorved Munkeliv Kloster i Bergen forøgede sit allerede betydelige Jordegods. I 1281 skjenkede Hr. Audun Hugleikssøn dertil, uvist ved hvilken Anledning, til sin Faders, sin egen, sin Hustru Gyrids, sine Forfedres og sine Efterkommeres Sjælehjelp fem Maanedematers Bool i Unnarsetr i Stavenes i Søndfjord til Odel og Eje. I 1282 kjøbte Klostret 3 Maanedematers Bool i Rossanes for 3 Mkr. brendt. I 1285 kjøbte det af Provst Erik paa Lister Gaarden Aurridadal paa Lister for 15Mkr. brendt. Samme Aar tilbyttede det sig fra Nonneseter en Fjerdedeel af Gaarden Skeid paa Karmt, hvoraf det allerede forud havde de tre Fjerdedele. I 1287 kjøbte det 20 Maanedematers Bool i Haugaland paa Framnes af Baronen Hr. Gaut Gautssøn og hans Syster Ulfhild. Det øvrige af Haugaland, som Hr. Finn Gautssøn havde givet i Provente for sin Søn, Hr. Jon, til Lysekloster, tilbyttede det sig Aaret efter af dette. Samme Aar kjøbte det af Magnhild Hallkellsdatter, maaskee Hr. Olaf Ragndidssøns Hustru[19], 10 Mmbool i Sæm i Vik i Sogn for 45 Mkr. i norske Sølvpenge, hvoraf der da gik tre paa een Mk. brendt; 1290 kjøbte det Resten af Gaarden, hvert Mmbool for samme Priis; dog skete begge Salg kun paa fem Aar, inden hvilken Tid Godset kunde løses tilbage for Indkjøbspriis: med andre Ord, Magnhild laante Penge af Klostret paa sin Ejendom, og overlod den til Klostret som brugeligt Pant. At den vedblev at tilhøre Klostret, viser at hun eller hendes Arvinger ej have formaaet at indløse den. I 1292 kjøbte Klostret paa St. Thomæ Aften (20 Decbr.) af en Guthorm Hallvardssøn, „formedelst hans store Nød, da han ingen Julekost havde“, to Maanedematersbool af hans Gaard Odrin paa Lister, for 9 Mkr. Gangs-Sølv, og Valentinsdag efter Julen de øvrige 972 Mmb., han deri ejede, til samme Priis, 4½ Mk. for hvert Mmbool, og betalte Pengene strax. I 1293 gave en Odd Jorunnssøn og hans Hustru Ulfhild sig i Provente til Klostret mod 20 Mmbool i Sjælte, Midljostne, Krangø og Nestø. Samme Aar kjøbte Klostret Rydseter i Vikøer Sogn til Indløsning om ti Aar, hvilken ej synes at være paafulgt; dette mat saaledes ogsaa etslags Pantsettelse. I 1296 kjøbte Klosteret Gaarden Ospeseter, 7½ Mmbool, hvert Mmb. for 11 Mkr. Gangssølv, atter med Forbehold at det senere skulde kunne indløses. I Aaret 1299 kjøbtes 4 Mmb. i Reidarsvoll paa Lyster, hvert Mmb. for fem Køer; idet følgende Aar solgte Jon Ragnvaldssøn Klostret sine Besiddelser i Søndfjord, tilsammen 57 Mmbool, til Indløsning paa 6 Aar. Samme Aar solgte Hr. Peter paa Eid 20 Mmbool i Eid i Stryn, sit Odel, til Klostret for 240 Ører brendt eller 12 Ører hvert Mmbool, men til Indløsning efter 6 Aars Frist. Fremdeles skjenkede i samme Aar en vis Gyrid, der tog Provente i Klostret, sin Gaard Vik i Hardanger, 19 Mmbool, til dette. Aaret efter gav en Baard Kaaressøn ligeledes i Provente 9 Mmbool i Brualand i Utvik i Nordfjord. Omtrent paa samme Tid gav en vis Bergthor Uthyrmes Kone Gaarden Hofland paa Framnes, 6 Mmbool, i Provente til Klostret for sin Broderdatter Sigrid. I 1303 bekræftede Kong Haakon en allerede af hans Broder, Kong Erik, fældet Dom, hvorved det bestemtes, at af det Gods, som Hr. Ivar Lodinssøn og hans Hustru Gudrun tilsammen havde ejet, skulde de to Trediedele tilfalde Ivars Syster Ingegerd, og en Trediedeel hans Enke Gudrun; dog saaledes at denne ogsaa skulde have 30 Mmbool, der var hendes Medgift, og som Ivar hende uvidende havde solgt; men da en Deel af dette var solgt til Munkelivs Kloster, der nu saaledes maatte afstaa det, nemlig 10 Mmb. i Fjallanger i Straumahverve og 7 Mmb. i Hafra i Oster, skulde dette være berettiget til at erholde ligesaa meget af Arven efter Hr. Ivar; som en Følge heraf maatte Hr. Ivars Frænde, Jon Lodinssøn, endnu samme Aar afstaa til Klostret 9 Mmb. i Uthegna og 8 i Rygg i Gloppen i Nordfjord; dog løste han det sidste igjen to Aar efter. S 1305 kjøbte Klostret 9 Mmb. i Skeidbrekka paa Lister, dog saaledes at det skulde kunne indløses efter 10 Aar. I 1306 solgte en Ivar Straum 15 Mmb. i Straumsland paa Lister til Klostret for en Priis af 5 Køer eller 5 Mkr., hvoraf 3 gik paa en Mk. brendt, for hvert Mmbool; men da det befandtes at Straumsland kun var 12 Mmb., tilpligtedes han ved Dom ogsaa at afstaa 3 Mmb. i Gaarden Næringskor sammesteds; men efter 6 Aar skulde Jordegodset kunne indløses; dette, saavelsom den Omstændighed, at Pengene maa have været udbetalte inden den solgte Gaard nærmere vurderedes, viser, at ogsaa den her skete Transaction egentlig var en Pantsettelse. Det erfares endvidere af Dommen, at Ivar ogsaa havde solgt Klostret 4 Mmb. i Reidarsvoll. I 1310 kjøbte Klostret 3 Mmbool i Brekke i Strandebarm for 5 Mkr. brendt, og Aaret efter 84 Mb. i Gaardene Balheim og Rossaas paa Refnestrand, for 7 Mkr. 3 Øre brendt; saavelsom 5 Mmb. i Vilin paa Voss for 44 Mk. brendt, dog dette til Gjenløsning efter 5 Aar. I 1316 kjøbte Klostret 3 Mmb. i Rud i Øystusyns Sogn og ligesaameget i Trod i Samnalandshered for 9 Mkr. brendt, men til Gjenløsning efter 5 Aar. Aaret efter kjøbte det endvidere af samme Ejer 7 Mmb. i Trod for 11 Mk. brendt, og 5 Mmb. i Thveit i Odde for 8 Mk. brendt, endelig i 1318, fremdeles af samme Ejer, Gaarden Kexiskor i Hardanger, 3 Mmb. for 13 Mkr. vejede. Dette var Munkeliv Klosters Tilvext i Jordegods under Kongerne Eriks og Haakons Regjering[20]. De øvrige Klostre udvidede neppe sine Besiddelser i ringere Forhold, især de større og mægtigere. Hvorledes ogsaa Biskopsgodset og Capitlernes Communer kunde tiltage ved Proventcontracter, sees af flere, endnu levnede, Proventbreve. Saaledes gav i Aaret 1298 Hustru Ragndid Knutsdatter sig i Provent „som Syster i Oslo Biskopsgaard“, idet hun overdrog Biskoppen 8 Hefseldebool, deels paa Hadeland, deels paa Soløer og Raumarike[21]. I 1303 gav Hustru Gyrid Andresdatter (maaskee en Datter af Hr. Andres Plytt) i Okavik paa Nordmøre sig i Provent hos Chorsbrødrene i Nidaroos, overdragende dem 18 Svantes Leje, hvoraf det meste i Taalgyl paa Nordmøre[22]. Den 10de April 1306 oprettedes en Contract mellem Biskop Arne i Bergen og Fru Katharina Ivarsdatter paa Lagaloo, Enke efter Hr. Gaut Gautssøn (der igjen var en Søn af Hr. Gaut Jonssøn paa Mel), ifølge hvilken hun mod at overlade Biskoppen og Biskopsgaarden i Bergen til Eje 20 Mmbool i Nesheim i Granvins Sogn i Hardanger, som hendes Mand i sin Tid havde skjenket hende, skulde have Bord for Livstid i Biskopsgaarden, eller, naar hun var længere end tolv Maaneder paa een Gang borte, Kostpenge efter hvad der fra gammel Tid var brugeligt. Af hine 20 Mmbool skulde hun dog selv i de første fem Aar hæve den halve Landskyld; ligeledes forudsattes det, at hendes Mands Arvinger skulde kunne indløse Gaarden som sin Odel; men hun indestod for, at Biskopsstolen ej fik mindre end 14 Ører brendt i engelske Penge eller Smør eller Huder, – 9 Lauper eller et Deker beregnet for een Mk. brendt – for hvert Mmbool; betaltes der mindre, skulde hun selv godtgjøre hvad der manglede. Hr. Bjarne Audunssøn gik i Borgen for hendes Forpligtelse med alt sit Gods; hendes Broder, der var hendes nærmeste Arving, samtykte i Contracten, og til yderligere Sikkerhed gjentog hun selv, Hr. Bjarne og hendes Broder sit Tilsagn i Overvær af syv Medlemmer af Kongens Raad, Hr. Bjarne Erlingssøn, Hr. Sæbjørn Helgessøn, Hr. Aake Kantsler, Hr. Snare Aslakssøn, Hr. Erling Aamundessøn, Hr. Hauk Erlendssøn og Hr. Heming Lagmand, saavelsom mange andre gode Mænd[23]. I 1307 gjorde Ridderen Hr. Eindride paa Gyrd (i Inderøen) Provent-Contract med Chorsbrødrene i Nidaroos, hvorved han gav sig ind i deres Commune, mod at overdrage dem til fuld og stadig Ejendom Gaarden Svein i Verdalen, 7 Markebool, samt en Loftstue med Svaler, der paa hans Bekostning skulde flyttes fra hans Gaard til Søen, men paa Chorsbrødrenes føres til Byen og opsettes igjen paa deres Tomt, til Brug for ham, saa længe han levede; endvidere 12 Ører brendt, en Ganger (Pasgænger) og en beslagen Mafurbolle[24]. Om Kongernes overvettes Gaver til gejstlige Stiftelser, navnlig om Kong Magnus’s til Apostelkirken in Bergen og Kong Haakons til Mariekirken i Oslo, er forhen talt; dog det var ej alene Mariekirken, ogsaa de øvrige kongelige Capeller, som Kong Haakon saaledes berigede; navnlig skjenkede han ved Brev, dateret Oslo den 3die Decbr. 1317, til St. Michaels Capell paa Tunsbergshuus 110 Marks Bool i forskjellige Gaarde i Ranrike og Elvesyssel[25]. Hvor stort Jordegods de fornemmere Lægmænd havde, sees især af, hvormeget de i sine Testamentet kunde bortgive til gejstlige Stiftelser, thi dette maa dog altid kun have udgjort lidet i Sammenligning med hvad de beholdt tilbage. Kongernes Testamentet, forsaavidt vi kjende dem, ere allerede omtaltee. Ligeledes have vi ovenfor (S. 620) givet et Uddrag af Bjarne Erlingssøns. Vi ville her omtale nogle flere. Under Kong Erik gjorde Aslak, Søn af Fehirden Jon Tviskaven[26], sit Testamente, og udnævnte Kongen selv tilligemed Hr. Audun Hugleikssøn til Executorer. Han bestemte at ville begraves ved Christkirken i Nidaroos, og skjenkede denne derfor mange Kostbarheder; for at Chorsbrødrene skulde stadig holde hans Aartid, gav han dem een Mks. Bool i Krokstad i Skaun (Børgseskaun) og Mks. Bool i Saltnes, ej langt derifra (i Budviken). Til Olafskirken gav han 4 Ertogers Bool i Strand, forat dens Tjærebrædning deraf kunde bekostes, ligesaa skjenkede han nogle Kostbarheder til dens Altar. Kongen og Hr. Audun skjenkede han ligeledes hver sit Marks Bool i Saltnes, forsaavidt Kongen selv ikke blev hans Arving. Noget tidligere havde Hr. Markus Dylla testamenteret 5 Spanns Leje i Voll i Rennabu til Christkirken i Nidaroos, hvoriblandt een til Erkebiskop Jons Begravelse, samt desforuden een til Mariekirken i Nidaroos. Hans Broder Eilif Skvadra gjorde siden Vanskeligheder ved at efterkomme Testamentets Bud, men Kong Haakon befalede ham ved et skarpt Brev af 1301 at gjøre det, truende ham med Afsættelse af Hirdtjenesten[27]. Gaute i Tolga gav i sit Testament, som han sandsynligviis gjorde, da han i 1288 var bleven dødeligt saaret af Hr. Hallvard af Harde, eet Mmbool i Thveit i Haalandsnes til Vicarius ved Mariekirken i Bergen, for at holde daglige Sjælemesser, og til St. Svitunskirken i Stavanger 6 Mmbool i Grjotheim[28]. Chorsbroderen Gerlak i Oslo gav 1304 i sit Testamente et Hefseldebool i Bøle i Nittedal, 8 Øresbool i Austby i Holter Sogn, og Øresbool i Solberg i Lomedal[29]. Den føromtalte Hustru Gyrid i Okavik testamenterede, foruden at give hiint Proventegods, een Spannsleje i Holt i Barknafjord for Begravelse ved Christkirken, en anden Spannsleje sammesteds til sit Sjælemesse-Alter, en tredie til Chorsbrødrene for Aartid, en fjerde til Øvre Kirke; til Mariekirken Spanns Leje i Aas i Haalsyn Sogn, til Michaelskirken 3 Spanns Leje i Vang ved Taalgyl. Og desforuden ejede hun frit 10 Spanns Leje i forskjellige Gaarde, foruden 11 Mkr. Guld (88 Mkr. Sølv[30]. Om Hr. Audun Hugleikssøns store Jordegods er der forhen talt[31]. I Aaret 1309 aflagde Fru Gyrid Andresdatter (der ej maa forvexles med den nysnævnte), Hr. Vidkunn Erlingssøns Enke, Regnskab til Fehirden Erlend Styrkaarssøn for Bestyrelsen af hendes Brodersøn Gregorius Andressøns Gods i fire Aar. Indtægten beregnedes da for hvert Aar til 239 Maanedemater; og alene Landskylden af Sogn og Fjordene beløb sig til 95 Mmater, altsaa ejede han her alene 95 Mmbool, eller omtrent saameget som 32 Skp. Tange efter den senere Beregning. Det meste heraf tilfaldt sandsynligviis senere, med alt det øvrige Stovreims-Gods, Fru Gyrids Søn, Hr. Erling Vidkunnssøn[32]. Da Baronen Hr. Peter Andressøn i 1314 bortgiftede sin Datter Isabelle til Sigurd Jodgeirssøn, kaldet Lande, gav han i Medgift med hende 30 Spanns Leje i forskjelligt Jordegods paa Nordmøre, foruden Løsøre til en Verdi af 20 Mkr. Guld[33]. Fru Jardthrud i Oslo, Hr. Guthorm Gydassøns Enke, og, som det lader, nær beslægtet med Drottseten Hr. Assur Jonssøn, testamenterede i Mai 1307 til St. Hallvards Kirke i Oslo 12 Øres Bool i Solberg i Sudreims Sogn paa Raumarike, tre Øres Bool i samme Gaard til St. Hallvards Skrin; et Øres Bool sammesteds til hver af de fire Kirker i Byen, St. Clemens Kirke, St. Nikolai Kirke, Korskirken og St. Laurentii Kirke, alt til Aartidehold; til Hovedø Kloster 2 Øres Bool i Grødastad med tilliggende Skov, til Mariekirken i Oslo alt hvad hun ejede i Malmøen samt 1 Mk. brendt, til Nonneseter i Bergen 1 Mk. brendt, til Ullinshovs Kirke paa Raumarike et Hefseldebool i Geitastad, for hendes og afdøde Mands Sjæle; til Svennes og Ulfnes Kirker paa Valdres hver Mmb. Bool i Svalhella sammesteds; til Presterne ved samme Kirker hver 27 Mmb. af den samme.Gaard, m. m.; derforuden bortgav hun en heel Deel Løsøre. I Marts Maaned Aaret efter gav hun endvidere til Chorsbrødrene i Oslo tre Hefseldebool i Rydjøkul, samt Hefselde- og Pund Malts Bool i Nabogaarden Bingen i Sudreims Sogn paa Raumarike, imod at Chorsbrødrene hvert Aar skulde bespise ti Fattige med eet Maaltid paa hendes, og ti paa hendes Mands Aartide- eller Dødsdag, samt synge Sjæletider og Sjælemesse[34]. Disse Exempler ere tilstrækkelige til at vise, i hvilken uforholdsmessig Mon Jordegodset maa have været samlet paa de Fornemmeres og Gejstlighedens Hænder. Det maa ansees som temmelig vist, at Landbefolkningen i Almindelighed ikke bestod af Selvejere, men af Lejglendinger, der enten hørte under Kongen, eller Kirken, eller de store Jordegods-Ejere. Og dette kan ikke engang antages at være en Følge af de sidste Aarhundreders Begivenheder, der snarere maatte have begunstiget en mere ligelig Fordeling af Jordegodset, men ligefra de ældste Tider at have været det sedvanlige, medens det derimod sikkert maa have været betragtet som Undtagelser, naar i enkelte Bygder (som maaskee f. Ex. paa Vors), Ejendommene vare noget flere, men mindre. Dette kan man allerbedst slutte deraf, at Jordegodset, som vi allerede have seet mange Exempler paa, stedse og saa langt op i Tiden, som man kan forfølge brune Sag, beregnedes og hver Gaards eller Gaardparts Størrelse eller Matrikulskyld angaves ej efter Udstrækningen (som f. Ex. visse Dages Pløjeland, eller „Tønder Land“ o. s. v.), men efter Landskylden, hvilket aabenbart betegner det som det Regelmæssige, at Landskyld udrededes af alt Jordegods uden Undtagelse. Naar saaledes en Gaard angaves at være en Marks Bool, eller et Markebool, betegnede dette, at den aarlige Landskyld var, eller egentlig skulde være, een Mark Sølv; dette sees bedst deraf, at man ofte finder Udtrykket „en Marks Leje“ anvendt i samme Betydning, eller det Hele omskrevet saaledes, „hvoraf der gaar aarligt een Mark“[35]. Hermed er det ikke sagt, at disse Betegnelser altid angav den virkelige Landskyld; det er beviisligt, at denne i senere Tider, fornemmelig efter den store Mandedød, da Jordegodset maatte falde betydeligt i Priis, ikke naaede op til den angivne Skyld[36]; men denne vedblev dog stedse at udgjøre Maalestokken, der laa til Grund for Beregningen, og vist er det, at i de Tider, hvis Tildragelser vi her beskrive, var Landskylden, som,virkelig ydedes, endnu ikke sunken under den som Skyld angivne Størrelse. Hvad der maaskee ogsaa bidrog meget til at fastholde den engang vedtagne Maalestok, var den Omstændighed, at Ledingen efter den ved den nye Landslov paabudne Forandring gik over fra at være en personlig til at blive en reel Præstation. Thi Ledingen rettede sig nu, som det allerede er viist, efter Landskylden, saaat endog ved Gaardes Deling hver Part udtrykkeligt blev sat til en vis Landskyld og Leding. Om de forskjellige Maader, hvorpaa Jordskylden angaves i de forskjellige Egne af Norge, saaat man endog sedvanligviis af Jordskylds-Betegnelsen kan see, i hvilken Deel af Landet en Gaard var beliggende, er der ovenfor talt[37]. Det er ogsaa et Tegn paa Leiglendingsvæsenets Almindelighed, at Landskylden var meget høj i Forhold til Jordegodsets Størrelse og Verdi. For en Marks Bool synes man at have givet mellem 10–16 Mark reent Sølv[38]; Afgiften var saaledes omtrent af Verdien eller noget over 7 Procent, og der maa følgelig have været megen Rift om at faa Bygsel paa en Gaard. Derimod var den Betaling, der gaves for Jordegods, som solgtes, uforholdsmæssig liden; 15 Mark Sølv vilde i vore Penge omtrent svare til 1500 Spdlr., og dette vilde være ringe Betaling for et Markebool, der paa det nærmeste svarer til 6 Skylddalere (2400 Spdlrs. Verdi) efter den sidste Matrikul.

Priserne vare ellers paa de Tider fremdeles høje i Sammenligning med senere, det vil sige naar man tager behørigt Hensyn til Pengenes daværende Betydning, idet man nemlig paa det nærmeste kan regne en Øre brendt Sølv (det vil sige to Lod fiint Sølv, der altsaa strengt taget skulde udgjøre lidt over 1 Spdlr.) for saameget som 12 Spdlr. i vore Penge, og en Mark eller 8 Øre, (der strengt taget kun skulde være 8 à 9 Spdlr.) for svarende til 100 Spdlr. Den sedvanlige Priis paa en Ko var 2 Ører eller Fjerdeparten af en Mk. brendt, altsaa henved 25 Spdlr.; en Oxe regnedes som to Køer. En Hest regnedes tidligere omtrent ligt med en Ko; paa denne Tid torde den vel have været noget dyrere. Den almindelige Priis paa Smør var 1 Mk. brendt for 9 Lauper eller 27 Spann. 5 Vetter ( Skippund) Korn (Byg) ansaaes at svare i Priis til en gild Ko[39]. I 1282 sattes der i Bergen en Taxt for flere Slags Varer baade indenlandske og udenlandske, Levnetsmidler og Haandverker-Arbejde, der afgiver en ret god Maalestok for Varepriserne paa den Tid, da nemlig de her foreskrevne maa ansees for holdende Middelvejen mellem altfor opskruet og altfor ringe Betaling[40]. Naar et Deker Huder gjaldt 3 eller 4 Mkr., skulde de bedste Nautskinds Hoser koste 2 Ører, Kvindestøvler 1 Øre, Mandssko Øre; de bedste Bukkeskinds Hoser 2, Kvindestøvler 1 Øre, Mandssko Ører. For at gjøre en Kappe med to Ermer skulde Skræderen tage 12 Penninger vejet; Smedene skulde tage 5 Ører for den bedste Staalhue, 2 Ører for en Boløxe der vejede 10 Merker, og 2 Øre for den bedste Skogøxe. Skjoldmagerne skulde tage 2 Ører for et Korsskjold og 3 Ører for et rødt Skjold; en Barbeer 1 Pening vejet for Aareladning, Skrædere skulde tage 1 Øre Sølv for at gjøre en Kjortel og „Syrkot“, men Øre for at gjøre en norsk Kjortel. Det bedste Par Handsker skulde koste 15 Peninger vejet, almindelige Handsker Ertog. 1 Mk. Bly 3 Peninger vejet, 1 Mk. Liin 8 Peninger vejet; en Bolle Øl skulde koste 15 Peninger vejet. Da det maa ansees som vist, at der her i denne Taxt overalt regnes efter vejede Merker, Ører og Peninger, af hvilke der nu gik tre paa en Mk. brendt, maa man, for at beregne Priserne efter vore Penge, først ansætte dem efter Mkr. brendt, eller til en Trediedeel af de her angivne Summer[41]; altsaa Kvindestøvler Øre, en Staalhue 1 Øre, et rødt Skjold 1 Øre, en bedre Kjortel Øre, 1 Mk. Liin 2 Peninge, o. s. v., og derpaa tage hver af de saaledes reducerede Summer tidobbelt, hvilket giver f. Ex. 3 Spdlr. for et Par almindelige Kvindestøvler, 16 Sp. for en Staalhue, 10 Spd. for et rødt Skjold, 3 Sp. for at gjøre en bedre Kjortel, Sp. for 1 Mk. Liin, henved 12 Sk. for en Aareladning, fordetmeste Priser, der i Forhold til de nuværende maa ansees som temmelig høje.

Den nys omtalte store Masse af Jordegods, der var i Gejstlighedens og de Fornemmeres Hænder, lader slutte, at disse ogsaa i det Hele taget maa have besiddet megen Rigdom paa alskens Gods og kunnet omgive sig med stor Pragt. Dette bestyrkes ej alene deraf, at Kong Haakon ansaa det nødvendigt at udgive Forordninger mod Overdaad i Klædedragt, men ogsaa af de betydelige Summer i rede Penge og de mange kostbare Smykker, Klædningsstykker, Bordprydelser og andet Løsøre, som bortgaves. Vi have seet, hvorledes Hr. Bjarne Erlingssøn, foruden alt det Jordegods, han bortskjenkede, gav store Pengesummer bort, to forgyldte Bægre, et Helgenbillede af Guld, og en kostbar Guldring; Gaute i Tolga gav 1 Mkr. brendt til hver af 8 navngivne Kirker, og desforuden 1 Mk. til hver af de forhen ej nævnte Kirker i Bergen, mindst 8, altsaa tilsammen 16 Mk. brendt, der svarer til henved 1600 Spd. i vore Penge. Aslak, Jon Tviskavens Søn, gav Tapeter (reflar) med Undertjeld, to Sølv-Skaaler (rósir) hvoraf en forgyldt, en „Gardekors“ og Kjortel, en Guldsylgje, Spire (Bæger) og Drikkehorn. I Gjestebud gik det overflødigt til, og siden man i de forskjellige Anordninger, vedkommende Handel og Salg, finder alskens Kryderier omtalte, ej at nævne den fremragende Rolle, Vinen ved slig Lejlighed sees at have spillet lige fra Kong Haakon Haakonssøns Tid, er det tydeligt nok, at Mad og Drikke ej længer indrettedes efter den gamle Simpelhed, men mest efter udenlandske Skikke. Saaledes var det og med Klædedragten, hvor vi endog i enkelte Benævnelser, som Kapprun (Chaperon, Hettekappe), Syrkot (Sur-coat, Overkjole) gjenkjende de fransk-engelske Navne, og kunne være temmelig visse paa, at Snittet ganske var saadant, som det paa de Tider brugtes i England og Frankrige, og tildeels findes afbildet i gamle Haandskrifter; Kjortlerne meget lange, naaende næsten til Foden, tilspidsede Sko og lave, flade Hatte eller Huer, der prydedes med Guldkjeder og Medailloner. I de bedre Huse havde man nu i Regelen Glasvinduer, om end smaa, og Steen-Ovne; Røgstuerne vare kun brugelige blandt de Ringere. Hallerne prydedes, som sedvanligt, med Tapeter, og det er ej usandsynligt, idet mindste efter flere samtidige Tegninger fra England og Frankrige at dømme, at man nu ogsaa stundom hos de Rigeste og Fornemste brugte Fodtepper. – Men i de ringere Klasser, blandt de Fattigere og i mere afsides Egne maa Levemaaden have været saameget simplere, som alt tyder hen paa, at Ejendom og Formue har været højst ulige fordeelt, saaat næsten al Rigdom og Velstand fandtes i de højere Klasser, medens der i de ringere for største Delen herskede stor Fattigdom. Der hentydes saa ofte til „de fattige Bønder“, „dette fattige Land“, at man ikke tør betragte dette som en blot og bar Tale-Vending uden videre Betydning; især da den nys skildrede Overflod hos de Fornemmere synes at forudsette en tilsvarende Mangel blandt de Ringere. Paa Landet fandtes vistnok endnu i Regelen kun Røgstuer, og ikke et eneste Tegltag, kun Torvtag; Gulvene vare sikkert endnu kun for det meste Jordgulve, belagte med Straa, og Huusgeraadet af simpleste Slags. Af den ovenfor omtalte Forordning om Arbejdstaxter, som Kong Haakon udgav for Oplandene, medens han endnu var Hertug, sees det at Tjenestefolkene for det meste lønnedes med Varer in natura[42]. Dette var dog maaskee for en stor Deel kun en Følge deraf, at de i Omløb værende Penge vare faa daarlige, at de ej afgave nogen bekvem Maalestok.for Lønnen: De Geistliges daglige Dragt synes i de Tider ej at have skilt sig saameget fra de Verdsliges, som nuomstunder, maaskee især af den Grund, at ogsaa disse brugte hine lange og fodside Kjortler, der kun behøvede at være af en mørk Farve, for at faa et gejstligt Udseende. Gejstligheden skulde vel altid undgaa alle lyse og afstikkende Farver, men det lod sig ikke altid gjøre, naar Vedkommende vare for fattige til at skaffe sig andet end hvad der nærmest forefandtes. Især synes man paa Island ej at have regnet det saa nøje, hvor de Gejstlige tillige og ofte hovedsageligt optraadte som verdslige Høvdinger. Da Presten Laurentius kom til Erkebiskop Jørund, havde han ingen anden Kjortel at bære, end en rød, og havde ikke Raad til at skaffe sig en mere passende Dragt, men Erkebiskoppen, der stødte sig derover, maatte forære ham en anstændig bruun Dragt, som han selv havde baaret[43]. Vi have allerede i de anførte Steder af By-Anordningerne seet Antydninger nok til, at der, i det mindste i Stæderne, ej herskede saa ringe en Grad af Kunstflid, skjønt man rigtignok maa antage, at den fornemmelig blev dreven af Fremmede. Dette gjelder vel og for en stor Deel om Bygningskunsten, forsaavidt angaar de større Pragtbygninger i Stæderne, hvis Levninger vi endnu beundre, navnlig Christkirken i Nidaroos, der aldeles viser sig at henhøre til den engelske Bygningsskole, og saaledes vel for største Delen maa være opførte af engelske, eller i England eller af Englændere oplæste Mestere. Men den kunstfærdige Behandling af Træmaterialet enten i Bygninger eller til alskens Indbo, prægtigt smykket med Snitverk, holdt sig endnu fremdeles i Norge og kan med Rette siges at have været Folket egen. Klokker fik man, som det lader, især fra England, dog synes ogsaa enkelte at være støbte i Landet selv[44]. Merkeligt nok er det, at man i det mindste kort Tid efter Kong Haakons Død finder en Orgelbygger omtalt som bosat i Nidaroos[45].

Det Billede, som vi saaledes af de enkelte os levnede Drag kunne gjøre os af Folkets Tilstand og Vilkaar i det Hele taget paa den Tid, da Sverres kraftige Æt uddøde i den lige nedstigende Linje, og da Riget var i Begreb med at træde ind paa en ny, skjebnesvanger Bane, nemlig Unionens med et andet Rige, indeholder vistnok flere Skyggesider, men det overvejende Indtryk bliver dog til Folkets Fordeel, hvad Dannelse, sedeligt Liv og Christendom angaar. Men som en uvejrssvanger Sky staar den politiske Umyndighed, hvori det var kommet ved Foranstaltninger af Konger, der hverken manglede Viisdom eller god Vilje, men hvis egentlige Fejl var den, at de paa en vis Maade kunde siges at være forud for sin Tid, og ligesom den tydske Keiser Frederik II søgte at give sit Rige en Organisation, som Folkene i de Tider neppe vare udviklede nok til at kunne bære. Hvorledes Norges Folk af denne, saavelsom af andre tilstødende Aarsager kom til at drage det korteste Straa under sin Forening med sine tvende Nabofolk, og omsider ganske tabte sin politiske Selvstændighed, for først efter Aarhundreders Forløb at.gjenvinde den, men hvorledes det dog under alle disse Tilstikkelser lykkedes det at bevare sin Nationalitet, sin Livskraft og det Væsentlige af sin ældgamle Samfunds-Orden uforstyrret, saa at det ved sin Gjenvaagnen til Selvstændighed strax kunde føle sig hjemme i Forholdene; dette ville vi i Fremtiden, forsaavidt vi komme til at fortsætte nærværende Verk, søge at fremstille. Her nedlægge vi for det første Pennen, forladende Norges Folk som endnu fritog selvstændigt, og i en i det Hele taget lykkelig Forfatning, og Riget som agtet og anseet blandt Europas øvrige Magter.

  1. ↑ S. o. S. 577.
  2. ↑ Se Indledningen til Forordn. af 1308, ovf. S. 483.
  3. ↑ Dette seer man deraf, at maaskee de fleste nu levnede Haandskrifter af Norges Kongesagaer og i alle Fald de bedste have været opbevarede i Norge, og, som Randgloserne vise, bære Spor af flittigt at være læst. Saaledes „Fagrskinna“, Eirspenill, Cod. Frisianus, o fl. Andre, ej til Kongesagaerne henhørende, er det nu i Sverige opbevarede Haandskrift af Thidrik af Berns Saga, der allerede i Midten af det 14de Aarhundrede synes at være kommet fra Norge til Sverige, og Haandskriftet af „Strengleikar“ eller „Ljodabok“ (s. o. III. S. 1027, 1055), der af en Paategning sees at have tilhørt Hr. Snare Aslakssøn.
  4. ↑ See o. S. 477.
  5. ↑ Det meste deraf findes i Cod. Arn. 544 qv. paa Univ. Bibl. i Kjøbenhavn. De nøjagtigste Oplysninger om Hauks literaire Virksomhed findes i „Antiqvarisk Tidsskrift“ for 1846–48 S. 108–116, jfr. Ann. f. nord. Oldk. 1847 S. 169 fgg.
  6. ↑ Se o. S. 474, 304, 305. Af Brev fra Biskop Arne i Bergen, udstedt 10de Apr. 1309 (Berg. Kalvsk. S. 101), sees det, at af de 12 Chorsbrødre ved Christkirken i Bergen var der i 1309 to i Paris for at studere.
  7. ↑ Det nysnævnte Brev er saaledes verificeret af Olaf Svidlung, fra Stavangers Biskopsdømme, kejserlig autoriseret Notarius publicus.
  8. ↑ Se ovf. III. S. 1050.
  9. ↑ Særegenheder vise sig kjendeligt i den paa Færøerne nedskrevne Lovcodex, nu opbevaret i Lands Univ. Bibl. Hist. lit. 12. (Navnlig „nea“ f. né og nema).
  10. ↑ See de ovenfor anførte Citater af Riimkrøniken, især S. 556.
  11. ↑ F. Ex. Thrand Fusilier, s. o. S. 290, 291. Jfr. Forordn. om Klædedragt S. 616.
  12. ↑ Dipl. Norv. I. No. 89.
  13. ↑ Smsteds IV. 90.
  14. ↑ Smsteds IV. No. 64, 87–89.
  15. ↑ S. o. IV. 1. S. 535.
  16. ↑ Dipl. Norv. II. 123.
  17. ↑ Dette viser sig fornemmelig af de Indberetninger, som de pavelige Tiendesamlere have efterladt fra deres Besøg i Norden mellem Aarene 1327 og 1334.
  18. ↑ I Norge støde vi ogsaa paa lignende Exempler, om ej saa mange som paa Island. Presternes Skik„at holde Følgekoner, er allerede omtalt, ligesaa at flere Gejstlige, som Laurentius og Chorsbroderen Salomon, havde uegte Børn, disse endog med een og samme Kvinde. Endog Erkebiskop Jørund beskyldtes for „incontinentia“.
  19. ↑ Hun omtaler nemlig sin Mand som „Hr Olaf“.
  20. ↑ Om alt dette see Munkelivsbogen.
  21. ↑ Dipl. N. II. 44.
  22. ↑ Dipl. N. No. 68.
  23. ↑ Smsteds No. 82.
  24. ↑ Smsteds No. 89.
  25. ↑ Dipl. Norv. III. 110.
  26. ↑ Om Jon Tvisfaven, se især ovf. IV. 1. S. 480. Den Omstændighed at hans Søn Aslak ejede Saltnes, synes at berettige til den Formodning, at han nedstammede fra en af de saakaldte Saltnessveiner, s. o. III. S. 47.
  27. ↑ Dipl. Norv. II. 40, 41, 42.
  28. ↑ Smsteds No. 24.
  29. ↑ Smsteds No. 75.
  30. ↑ Dipl. Norv. II. No. 70.
  31. ↑ S. o. S. 351, 352.
  32. ↑ Dipl. Norv. II. 93.
  33. ↑ Smsteds No. 120.
  34. ↑ Dipl. Norv. II. 85. III. 70.
  35. ↑ Saaledes i Kong Magnus’s Testamente af 1277: „prædium persolvens annuatim 20 marcas“ d. e. 20 Marks Bool; prædia annuatim solventia 70 cofinata“, 70 Laupers eller Mmb. Bool.
  36. ↑ I Erkebiskop Aslaks Jordebog af c. 1440 forekommer en Mængde Exempler paa at Gaarde ere bortbyggede for en mindre Afgift, end Skylden angiver.
  37. ↑ S. o. IV. 1. S. 510.
  38. ↑ Ved Fru Katharine Ivarsdatters Proventcontract bestemtes det at Hr. Gaut Gautssøn skulde kunne indløse det omhandlede Jordegods for 14 Ører brendt (1¾ Mk.) hvert Mmbool; da 9 Lauper ansættes lige med 1 Mk. brendt, bliver følgelig 9 Mmb. = 1 Mkebool, altsaa Prisen paa dette 15¾ Mkr. I 1313 solgtes 3½ Mmb. i Nordfjord for 2½ Mk. brendt og 6 Kyrlag (Køers Verd); da 4 gilde Køer regnedes for 1 Mk. brendt, bliver dette tilsammen 4 Mkr. brendt, altsaa 11⁄7 Mk. for hvert Mmb., ɔ: 102⁄724 for hvert Mkbool. I 1309 byttedes 5 Øres Bool i Thumn i Borgesyssel samt et Mellemlag af 12 gamle Mkr. mod 12 Øresbool i Rudstad i Aas Sogn; dette giver 12 Mkr. for 7 Øresbool, eller. 135⁄7 Mkr. for 1 Mks. Bool (Dipl. Norv. II. 98). I 1312 kjøbte Hr. Snare Aslakssøn 3 Mmb. og 1 Spannsleje, altsaa 3⅓ Mmb. i en Gaard i Lyngdal for 11½ Ko, altsaa 27⁄8 Mk. brendt, hvilket giver ikke fuldt 1 Mk. for hvert Mmb. og saaledes heller ikke fuldt 9 Mkr. brendt for 1 Mks. Bool; men det er vel at merke, at han allerede, som det lader til, havde forstrakt dem det meste af Kjøbesummen, og at han derhos var Sysselmand i Egnen. I 1319 nævnes Prisen paa 5 Øres Bool i Undreim nordenfor Tunsberg at være 5 Mkr. hvert Øresbool, altsaa 40 Mkr. hvert Markebool, men da der ej tilføjes Mkr. brendt, maa man antage dette for at være courante gilde Mark, hvoraf 3 gik paa een Mk. brendt; Prisen bliver saaledes 13⅓ Mk. for hvert Markebool.
  39. ↑ Om dette se især Dipl. Norv. II. No. 67, 82. I det første sættes 4 glide Køer, et Deker af glide Huder eller 9 Lauper Smør = 1 Mk. brendt; i det sidste ligeledes et Deker Huder eller 9 Lauper = 1 Mk. Endvidere Dipl. Norv. IV. 117, hvor 5 Vetter Korn sættes = 1 Ko, 7 Spann Smør (altsaa 2⅓ Lauper) = een Ko (da 4 Køer skulde svare til een Mk. brendt, eller 9 Lauper, bliver her Koens Verdi lidt højere end sedvanligt, 4 Køer komme nemlig til at svare til 9⅓ L.); 1 Øxe = 2 Køer.
  40. ↑ Norges gl. Love III. S. 12, No. 2.
  41. ↑ Dette seer man deraf at et Deker Huder, der egentlig skulde gjelde 1 Mkr. brendt, her beregnedes til 3 eller 4 Mkr., og at dette endog sættes som Maalestokken.
  42. ↑ S. o. S. 273.
  43. ↑ Laur. Saga Cap. 9.
  44. ↑ I sit Testamente skjenker Kong Haakon Kirken paa Agvaldsnes en i England af en Siglav støbt Klokke (Dipl. Norv. IV. 128); i Ravn Sveinbjørnssøns Saga tales ligeledes om Klokker kjøbte i England. Derimod maa man vel antage, at de Klokker, der hos os endnu findes med norsk Indskrift og med Runer, ere støbte hjemme i Landet.
  45. ↑ Laurentius’s Saga Cap. 58.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/6/111&oldid=77529»