Det norske Folks Historie/6/67

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1859 (I-4-2, s. 32-55).

Vi vende tilbage til Bryllups- og Kroningsfesten om Sommeren 1281. Her var, som forhen nævnt, Erkebiskoppen, alle Biskopperne og mange af Storhøvdingerne tilstede, og umiddelbart efter Festlighedernes Ophør synes derfor et Høvdingemøde at have været holdt, for at gjentage de afbrudte Forhandlinger om Stridspunkter mellem Kirkens og Kronens Repræsentanter, og, om muligt, bringe et Forlig til Veje. Men hertil vare dog Gemytterne paa begge Sider alt for ophidsede mod hinanden, og det er især tydeligt at see, at de verdslige Høvdinger nu ganske lode det Maadehold fare, som de hidtil havde viist, saa længe det vigtige Giftermaals-Anliggende endnu ej var bragt paa det Rene, og muligtviis kunde lide Forhindring eller Skade ved et aabenbart Brud mellem dem og de gejstlige Herrer. Striden luede derfor strax op i fuld Flamme, og Bryllupsfesten var, som nys bemerket, den sidste Lejlighed, hvorved man saa begge Parter nogenledes fredeligt tilsammen. Hvorledes Forhandlingerne begyndte, vides ikke, men saa meget kan man skjønne, at Erkebiskoppen atter paa det indstændigste maa have fordret de forhadte Bestemmelser i Lovbogen ophævede, og at han paany har mindet om den Bannsstraf, man paadrog sig ved at paabyde og overholde Bestemmelser, sigtende til at formindske Kirkens Frihed og Indtægter. Men alle Forestillinger vare uvirksomme, og den Trusel at appellere til Paven, som de verdslige Høvdinger oftere havde fremsat, blev nu endelig udført^[1]. Herover blev Erkebiskoppen saa forbitret, at han afbrød Forhandlingerne og forlod Bergen. Høvdingerne lode sig imidlertid ikke afskrække derved, men lagde kun end tydeligere sin Hensigt for Dagen at berøve Kirken alle eller de fleste af de Friheder, den havde erhvervet i Kong Magnus’s Tid, saavel bed Compositionen, som ved særskilte Kongebreve. De erklærede de nye Tiendebestemmelser for ulovlige og utaalelige Tiltag fra Kirkens Side, og fattede, som man af senere Hentydninger kan slutte, en formelig Beslutning om deres Afskaffelse, ja man maa endog antage, at de have erklæret Compositionen selv ophævet, under Paaskud af, at Erkebiskoppen ikke samvittighedsfuldt havde overholdt den. De vilde naturligviis intet mere høre om Erkebiskoppens nye Christenret, hvor dette Tiendestatut bar optaget, men erklærede, at ingen verdslig Lov skulde gjelde uden den nye Lovbog, og ingen anden Christenret end den, der bar vedtagen i 1244, ligesom de overhoved søgte at bringe Kirken tilbage i den samme Stilling, som den indtog i Erkebiskop Sigurds Tid^[2]. De gik endog saavidt, at de i Kongens Navn lode Kong Magnus’s ovenfor omtalte Brev af 13de September 1277, om udvidede Friheder for Kirken, og navnlig om Erkebiskoppens Myntret, tilbagekalde, og denne Tilbagekaldelse oplæste Hr. Bjarne af Giske selv offentligt i Kongsgaarden^[3], selvsamme Dag, Erkebiskoppen forlod Bergen. Da Efterretningen herom naaede Erkebiskoppen, kunde han ikke længer være bekjendt at tilbageholde den Bannstraale, hvormed han saa ofte havde truet, men excommunicerede Hr. Bjarne saavel som Hr. Andres Plytt, og sendte Brevet herom til Biskop Narve, der ogsaa højtideligt forkyndte eller lod forkynde Bannsættelsen^[4]. Det maa ansees som et Slags Maadehold fra Erkebiskoppens Side, baade at han ventede saa længe med Bannsættelsen, og at han kun rettede den mod tvende af Raadet, uagtet man af de strax paafølgende Begivenheder seer, at de øvrige Regjeringsmedlemmer vare ganske enige med de tvende bannsatte. Især er det merkeligt, at Hr. Audun Hugleikssøn undgik Excommunication, da han dog paa denne Tid, som Kongens Frænde, regnedes for den ypperste i Raadet^[5]. Men man seer rigtignok, at Hr. Audun netop i denne Tid skjenkede 5 Maanedmaters Bool Jord til Munkeliv Kloster^[6]; maaskee lykkedes det ham ved slige store Gaver at vinde flere af de formaaende Gejstlige for sig. Sandsynligviis have vel ogsaa Bjarne og Andres Plytt været de virksomste til at faa de for Gejstligheden saa forhadte Bestemmelser drevne igjennem. Erkebiskoppen kunde imidlertid gjerne for den Sags Skyld have bannsat dem alle tilhobe, thi der stode de alle som een; i Stedet for, at man ifølge et af Hovedbudene ved Bannsættelser skulde unddrage sig fra alt Samkvem med de Bannsatte, gjorde de øvrige Høvdinger lig netop Umag for at tilkjendegive, hvor lidet de agtede Bannstraalen, ej alene ved at omgaaes lige saa fortroligt med Hr. Bjarne, Hr. Andres og Hr. Hallkell, som før, og faa andre til at omgaaes dem paa samme Maade, men endog ved at vise dem langt større Ære end forhen. Hvor lidet de verdslige Høvdinger ensede Bannet, saa man især da Andres Plytt kort efter døde, førend han endnu havde faaet Absolution. Han skulde naturligviis ikke begraves ved nogen Kirke, men Høvdingerne lode ham lige fuldt højtideligt jordfæste ved Apostelkirken, og da Stadens Prester negtede at ringe med Kirkeklokkerne ved Begravelsen, lod Cantsleren Hr. Bjarne Lodinssøn Christkirkens Taarn bryde op, for at faa Ringningen begyndt her, og nu blev der ringet over hele Byen, hvad saa end Presterne sagde. Siden blev Bergens Prester stevnede for Kongen, og der blev forelagt dem tvende Vilkaar, enten at fare utlæge, eller iagttage de gamle Sedvaner, og synge Messe, hvad saa end Biskopperne sagde. De valgte det sidste^[7]. Forgjeves truede og bønfaldt Erkebiskoppen Regjeringsherrerne om at høre op med de Tyngsler og Trængsler, der nu paalagdes Kirkerne, og om at tilbagegive Kirker og Prester hvad der uretteligen var blevet dem berøvet, samt enten ganske at udslette af Lovbogen og Breve de nye Bestemmelser til Kirkens Skade, eller i det mindste at give offentligt Tilsagn om, at de ikke for Eftertiden vilde anvende dem mod Kirken eller dens Ombudsmænd. Mod alle Trusler og Forestillinger fatte Høvdingerne den mest afgjorte Trods^[8].

Endelig besluttede da Erkebiskoppen sig til at sende Befuldmægtigede til Curien for paa egne og de øvrige Biskoppers Vegne at svare de kongelige Sendebud, der allerede vare dragne til Rom med Appellen^[9]. Ved Efterretningen herom sendte Høvdingerne endnu en Gesandt paa Kongens Vegne, sandsynligviis med de mere udstrakte Forholdsordrer, som de sidst indtrufne Omstændigheder gjorde nødvendige. Disse sidste Gesandter maa være ankomne til Rom ved Juletider. Den Pave, som da herskede, var Simon af Brie, en Franskmand af Fødsel, Cardinalpresbyter af St. Cecilia, udvalgt til Pave den 23de Februar s. A., og indviet den 23de Marts, under Navn af Martinus den 4de. Da Gesandterne havde indfundet sig hos ham, overdrog han tre Cardinaler, nemlig en Biskop, en Presbyter og en Diaconus^[10], at høre begge Parters Besværinger, og siden afgive Indberetning derom til ham selv. Gesandterne udviklede nu vidt og bredt for disse Cardinaler, hvad de havde at fremføre; men den kongelige Gesandt fremsatte blandt andet den Fordring, at Paven skulde sende en Legat umiddelbart til Norge, for at tilbagekalde alle de Tyngsler, som Kongen, hans Raadgivere og hans Mænd i hele Riget lede af Biskopperne og andre Gejstlige – hermed kan intet andet være meent, end en formelig Ophævelse saavel af Compositionen, som af Statutet –; skede det ikke, erklærede de, at Kongen tog sin Appel tilbage. Paa denne Fordring kunde man naturligviis ikke indlade sig, og dermed synes ogsaa Underhandlingerne at være blevne afbrudte og de erkebiskoppelige Gesandter at have begivet sig hjem, uden at Paven afsagde nogen Dom eller overhoved endog ligefrem tog noget Parti, men alene holdt sig til det Punkt, der interesserede Curien mest, fordi det vedkom en Indtægtskilde for denne, nemlig Forbudet mod at sælge de Gejstlige Sølv, hvilket hindrede Sexaars-Tiendens regelmæssige Oversendelse. Om denne Sag findes nemlig ikke færre end trende Breve, udstedte af Paven den 4de Marts 1282, netop paa den Tid, da Gesandterne maa antages at have tiltraadt Tilbagerejsen, og som Paven saaledes vistnok har medgivet disse. Det ene indeholdt en ligefrem Opfordring til Kong Erik om at tilbagekalde Forbudet mod at sælge Sølv til de Gejstlige, da disse derved hindredes i at udrede Sexaars-Tienden til det hellige Lands Befrielse. Dette var, som vi have seet, netop en af Erkebiskoppens Hoved-Anker, og har derfor vel ogsaa netop været en af de Hovedbesværinger, som hans Befuldmægtigede fremsatte^[11]. Det andet Brev bemyndigede uden videre Erkebiskoppen til at omsætte den fra Island, Færøerne og Grenland indkomne Sexaars-Tiende i Sølv eller Guld, da de Varer, hvori denne Tiende ydedes, ikke godt kunde sendes til Rom eller det hellige Land, og navnlig den grønlandske, der kun ydedes i Huder, Selskind, Hvalrostænder og Skindreeb, endog vanskeligt kunde sælges til rimelig Priis^[12]. Det tredie Brev var ligeledes stilet til Kong Erik selv. Paven erindrede ham deri om det hellige Lands beklagelsesværdige Stilling, og opfordrede ham indstændigt til at have Medlidenhed med dets Trængsler og bidrage hvad han formaaede til, at det maatte blive udfriet af de Vantroendes Hænder, samt derfor endelig ikke hindre eller lade hindre, at Sexaars-Tienden frit udførtes af Landet^[13]. Men det maadeholdne, endog venlige Sprog, Paven her fører til og om Kong Erik, og den Omstændighed, at han kun berører dette ene Punkt, viser dog noksom, at han ikke har villet lægge sig ud med ham eller hans Raad, og at Erkebiskoppen derfor heller ikke har faaet det forønskede Medhold, hvilket under nærværende Omstændigheder næsten var det samme, som om Paven stiltiende havde erklæret sig for Kongen. Aarsagen til, at Paven viste denne øjensynlige Eftergivenhed, skyldtes vel den Tradition om Norges Vælde til Søs, der endnu havde holdt sig siden Haakon Haakonssøns Tider. Paven, selv Franskmand og nøje forbunden med den franske Konge i Neapel, hvem han nærmest skyldte sin Ophøjelse paa Pavestolen, vidste sandsynligviis ret god Besked om den franske Kong Ludvigs tidligere Underhandlinger og venskabelige Forbindelse med Kong Haakon, og havde maaskee Haab om at kunne vinde hans Sønnesøn, om ej for et nyt Korstog, saa dog for de franske Interesser i Italien, navnlig lige over for den østromerske Kejser, der nylig var lyst i Bann, som den der mod givet Løfte fremdeles begunstigede Schismaet, og som Kong Carl af Neapel alvorligt tænkte paa at bekrige under Kirkens Beskyttelse. Faa Uger efter at Paven havde udstedt de nys omtalte Breve, indtraf ogsaa den bekjendte sicilianske Vesper (i Marts 1282), der skilte Kong Carl ved Sicilien, og aabnede en farlig Krig mellem ham og Kongen af Aragon. Alt dette optog Pavens Opmerksomhed saaledes, at et saa fjernt Lands Anliggender, som Norges, ganske maatte træde i Skyggen.

Da Erkebiskoppens Sendebud saaledes kom hjem med saadan Besked, som her er berettet, bleve Regjeringsherrerne baade des mere forbitrede paa Erkebiskoppen, og paa den anden Side endnu dristigere end forhen, paa Grund af den kjendelige Lemfældighed, den hellige Fader havde lagt for Tagen. De lode endog de biskoppelige Ombudsmænd, Klerker og Provster fængsle, som ikke vilde underkaste sig Kongens Bud og svare de almindelige Skatter; de Gjenstridige bleve enten jagede i Landflygtighed eller berøvede en stor Deel af deres Gods^[14]. Hvilket Sprog man førte, og hvilken Fremgangsmaade man anvendte, sees bedst af en Skrivelse, som Kongen og Hertugen, det vil sige Raadet i deres Navn, lode udgaa til Befalingsmændene i Viken, Hr. Erling Alfssøn og hans Svigersøn Hr. Thore Biskopssøn, saavel som de øvrige Sysselmænd og haandgangne Mænd paa Østlandet^[15]. Efter at have takket „alle gode Mænd“ for al den Lydighed, Huldskab og Troskab, de havde viist Kongedømmet baade under Kong Haakons, Kong Magnus’s, og nu tillige under Kongens og Hertugens egen Regjering, vedblive Fyrsterne saaledes: „Vi have hørt et Rygte om, men antage det dog ikke for fuld Sandhed, at nogle lærde Mænd her, saa og nogle Lægmænd, der staa under Biskoppen eller andre lærde Mænd, ville unddrage sig deres undersaatlige Pligt mod Kongedømmet, hvilken de baade i ældre og nyere Tid have været underkastede, nemlig med Hensyn til de Skatter, der kunne falde iblandt dem, mindre eller større, hvilke de sige ikke at være pligtige til at udbetale os eller vore Ombudsmænd; saa og angaaende almindeligt Udbud, hvilket vi have til Landsens Tarv, og som de ligeledes reent ud negte at underkaste sig. Skulde saadanne Ting kjendes for Ret og sligt Uvæsen vedvare, da tykkes vi at skjønne, at det ikke vil vare lang Tid, førend vi paany have Næskonger her i Landet. Vi og de gode Mænd, der raade med os, finde derfor, at hvis vi ville beholde Kongenavnet og værne om Kronens Ære, maa vi kun tillade dem at bygge og bo i Landet og kun taale dem i vort Rige, der ville være i vor Thegnskyldighed samt lyde vore Bud; men de derimod, der skille sig derfra, skulle fare did, hvor de ikke behøve at høre nogen til uden sig selv, og ikke at lyde nogen Mands Bud, hvo det saa er. Man behøver ikke at tvivle paa, at vi ville have og beholde slig Frihed i alle Dele baade med Hensyn til Lærde og Læge, saa længe vi herske, som vor Fader og vore Forfædre have haft, skjønt man nu i mange Dele mere har søgt at gaa os for nær, end det har hendt de fleste før os: derfor maa de, der staa os imod, vel betænke hvad de gjøre!“

Lignende Opraab udgik formodentlig ogsaa til de øvrige Befalingsmænd i Landet, for saa vidt de ikke selv vare Medlemmer af Raadet, og overalt synes den strengeste Fremfærd at have fundet Sted mod alle de Gejstlige og Gejstliges Tjenere, der ikke vilde give efter. Hr. Audun Hugleikssøn holdt et Thing paa Mariæ Kirkegaard i Bergen, og lod her den stavangerske Biskop Arnes Mænd lyse utlæge fordi Biskoppen ej vilde, at de skulde betale Leding; de maatte flygte fra Landet, og Hr. Gaut af Tolga, der havde sit Hjem i Nærheden af Stavanger, tog deres Gods. Paa samme Maade bleve Erkebiskoppens Mænd behandlede i Throndhjem^[16]. Forgjeves optraadte Erkebiskoppen med hele sin Embedsmyndighed, paamindende, advarende og truende. Forgjeves satte han endnu flere af Kongens Mænd i Bann, ja endog, som det lader, Dronningen selv^[17], og med hende da vel og det hele Raad. Regjeringsherrerne svarede med det dristige Skridt, at lyse Erkebiskoppen selv og to af hans ivrigste Tilhængere, Biskop Andres af Oslo og Biskop Thorfinn af Hamar utlæge, og nødte dem virkelig til at forlade Landet, medens de Bannsatte lode som om de intet vidste af Bannfættelsen^[18]. Erkestolens og Biskopsstolenes Gods toge de verdslige Herrer selv i Forvaring. Over Erkestolens Ejendomme fik saaledes Jon Brynjulfssøn Bestyrelsen. Han havde sandsynligviis i længere Tid været Befalingsmand i Throndhjem og derfor især været virksom ved Gjennemførelsen af de vedtagne Lovbestemmelser og de Gejstliges Afstraffelse, samt nu sidst ved Erkebiskoppens Fordrivelse^[19]. Han tog nu sin Bolig i Erkebiskopsgaarden, hvor han sov med sin Kone i Erkebiskoppens egen Seng, hvilket især synes at have forarget Erkebiskoppens Venner; han tog ogsaa alle Chorsbrødrenes Ejendomme og Præbender under sig, og betalte Chorsbrødrene selv kun visse Uge- eller Maaneds-Penge^[20]. Nu synes ogsaa, da Thingtiden kom, den store Retterbod at have været fremlagt paa Lagthingene og formeligt at være vedtagen af Folket. Tilfældigviis er der os opbevaret en kort Beretning om, hvorledes Hr. Bjarne af Giske bar sig ad denne Sommer oppe i Vaagen, hvor han vel optraadte i Egenskab af Sysselmand, eller vel endog maaskee som Overbefalingsmand over det hele Landskab, hvis mægtigste Mand han var som Herre til Bjarkø^[21]. Han holdt et Møde paa Brudarberg i Vaagen, hvori Fjerdingsthinget for denne Deel af Haalogaland synes at have været afholdt, og hvor man da tillige synes at have plejet at oplæse den saakaldte Vaagabok, en for Vaagen og dens Fiskerier særskilt gjeldende Lovbog, der da neppe kan have været andet end den gamle Bjarkøret, forøget med alle de særegne Bestemmelser, der skulde iagttages ved Fiskerierne, og saaledes og et fuldstændigt Regulativ af Tiende-Ydelsen ved disse. Hr. Bjarne forbød nu at oplæse Vaagaboken, sigende, at Kongen ikke vilde have flere Lovbøger i Landet end een, og at Vaagaboken derfor skulde være ophævet; han erklærede, at ingen anden Christenret skulde gjelde end den gamle af 1244, der var given af Kong Haakon og Erkebiskop Sigurd; at heller ingen Tiender skulde udredes, uden de, der vare brugelige i Erkebiskop Sigurds Tid, og at derfor de senere paalagte vare ulovlige, altsaa med andre Ord, at det nye Tiende-Regulativ af 1277, optaget i Oversættelsen af Compositionen, skulde være ophævet, ligesom denne selv, og Kongebrevet af 1277 om Myntretten m. m.; som ulovlig forbød han altsaa Baade-Tiende, Kuleige-Tiende og Oste-Tiende; Skreide-Tiende skulde kun betales af hvad der var tilovers, naar Fiskerne havde faaet sine Omkostninger godtgjorte; ligeledes forbød han Sel-Tiende. Derbos dømte han Chorsbrødrene Sighvat Lande og Audun Raud, Prest til Throndenes, i Pengebøder, vistnok fordi de havde vægret sig ved at udrede Leding; Audun maatte desuden betale Sekter tilbage, han paa Erkebiskoppens Vegne havde oppebaaret for Hoorsager; den Skik, at Forældrene gave Salt og Vox til Kirken med Børn, der skulde døbes, forbød Hr. Bjarne at iagttage for Eftertiden, og erklærede, at Kongens Lagmand skulde dømme i Sager vedkommende Christenretten, som i alle andre verdslige Sager. Lignende Skridt, men hvorom ingen Beretning er opbevaret til vore Dage, have vel andre af Regjeringsherrerne eller deres Befuldmægtigede, foretaget paa Landets øvrige Thing, fornemmelig Lagthingene, hvor Retterboden skulde vedtages. Der tales blandt andet om et talrigt Thing, der i dette Aar holdtes i Nidaros^[22]. Sandsynligviis har det været Frostathing (der, som ovenfor omtalt, kunde holdes, og vel som oftest holdtes, i Byen), hvor Hr. Jon Brynjulfssøn har ladet Retterboden vedtage, og for Resten, ligesom Hr. Bjarne i Vaagen, har erklæret den ældre Christenret for enegjeldende, og de senere kirkelige Bestemmelser magtesløse. Kort og godt, alt hvad Erkebiskop Jon under Kong Magnus’s Regjering havde udvirket til Kirkens og Gejstlighedens Fordeel, ophævedes fuldstændigt, uden mindste Undtagelse, Compositionen selv saavel som alt det øvrige. Dette ligger allerede noksom i den almindelige Erklæring, at ingen anden Christenret skulde gjelde, end Kong Haakons og Erkebiskop Sigurds, thi derved førtes Tilstanden ganske tilbage til hvad den var i 1244.

Erkebiskoppen tog sin Tilflugt til Sverige, hvorhen Biskop Andres synes at have fulgt ham. Thorfinn kom, som det heder, ikke uden Vanskeligheder fra Landet, og begav sig derpaa til Søs til Klosteret Doest ved Brügge i Flandern, hvor han tidligere havde tilbragt nogle Aar, men leed Skibbrud paa Vejen, og ankom saaledes i en temmelig mislig Forfatning. I Klostret fandt han en venlig og gjestfri Optagelse^[23]. Der findes ingen Spor til, at Kong Magnus i Sverige tog sig af Erkebiskoppen; den svenske Gejstlighed har vel givet ham og hans Følge nødtørftig Underholdning, da hans egne Indtægter vare beslaglagte af de Kongelige. Striden havde faaet et ganske andet Udfald, end vistnok han selv og hans Raadgivere havde ventet; i Stedet for Sejr, Ære og Magt havde han nu Ydmygelse og Fattigdom, hans Paastaaelighed havde baaret ham bitre Frugter, og det kunde neppe være ham til synderlig Trøst, at hans Venner og Beundrere kaldte ham den standhaftige. Det synes endog, som om denne Standhaftighed omsider havde fundet sin Grændse, og at han tænkte paa at forlige sig med Høvdingerne, siden det heder, at han allerede mod Slutningen af Aaret agtede sig tilbage til sin Erkestol. Men Døden overraskede ham, inden dette kunde skee, i Skara, den 21de December 1282^[24]. Jon Brynjulfssøn vilde ikke engang tillade, at hans Liig førtes tilbage til Throndhjem og begroves ved Christkirken, saa at hans Venner maatte jorde det i Skara. Aaret efter, da Heftigheden synes at have lagt sig noget, blev det dog ført til Nidaros og begravet. Hans Tilhængere kaldte ham endog siden en Helgen. De to andre Biskopper droge efter hans Død lige til Rom, for at klage deres Nød for Paven selv. De kongelige Sendebud vare imidlertid blevne tilbagekaldte.

Uagtet nu vistnok Almuen maa have været meget misfornøjet med de nye Tiendebestemmelser, som overhoved over den Begjærlighed og Herskesyge, Gejstligheden under disse Forhandlinger lagde for Dagen, og man vel maa antage, at Høvdingerne neppe uden en saa almindelig Misfornøjelse vilde have vovet at spænde Buen saa højt, kunde dog den Forvirring, der ved Erkebiskoppens og saa mange andre Gejstliges Forjagelse fra Landet nødvendigviis maatte indtræde i alle kirkelige Forhold, ikke andet end volde megen Ulempe og vække alvorligere Bænkeligheder hos alle frommere Folk, hvorhos man af mangt og meget kan slutte, at Høvdingerne nu, da de ingen Modstand fra Kirkens Side havde at befrygte, tillode sig store Anmasselser og viste Haardhed mod Undersaatterne, saa at Stemningen blev mindre gunstig mod dem end før. Hertug Haakon talte selv i en Retterbod, som han udgav 26 Aar senere, efter at være bleven Konge, om „den utilbørlige Fremfærd, som visse Mænd i hans og hans Broders Barndom havde øvet mod Kongens Thegner“^[25], og man maa deraf slutte, at dette Høvdinge-Regimente ikke har været mildt, og at den unge, opvakte Hertug Haakon vist allerede i sit 12te Aar med en vis Uvilje iagttog Tingenes Gang. Der indtraf nu ogsaa flere ulykkelige Begivenheder, hvilke Gejstligheden ikke undlod at udlægge som Guds Straf for hvad der var skeet mod Kirken og dens Tjenere, og som den store Mængde derfor lettelig bragtes til at betragte i samme Lys. Allerede samme Aar, Erkebiskoppen døde, rammedes Nidaros af en Ildebrand^[26]. Det følgende Aar døde Dronning Margrete, som det forhen er nævnt^[27], efter et kort, og sikkert heel glædeløst Egteskab, da saa godt som den hele Tid lige fra hendes Giftermaal til hendes Død, var gaaet hen under de nys nævnte idelige politiske Storme. Ligeledes døde Hr. Erling Alfssøn og flere andre anseede Mænd, hvoriblandt Hirdpresten Thord, Sturla Thordssøns Søn. Det lader endog til, at en Art Epidemi har hersket i Landet. Ligeledes indtraf der Kvægsyge og Hungersnød. Den unge Konge selv havde nær sat Livet til, da Hesten, han reed paa, løb ud, og han selv faldt af Sadelen, men blev hængende med Fødderne i Stigbøjlerne, medens Hovedet slæbtes paa Jorden over Stok og Steen, da Hesten endelig var standset og Følget kom efter, blev han tagen op som død: han kom sig vel igjen nogenledes, men følte dog altid et Meen efter de voldsomme Stød, han havde faaet. Noget senere havde han et andet Uheld, nemlig at en af hans Herbergessvende kom til at ride over ham, saa at hans ene Been brækkedes; Skaden lægedes vel snart, men formedelst Lægernes Uagtpaagivenhed kun saaledes, at det ene Been blev kortere end det andet, hvorved han kom til at halte, saa længe han levede. Den uforsigtige Kammersvend ilede strax ind i nærmeste Kirke, af Frygt for at Kongen vilde lade ham dræbe, men denne, heder det, „som usuurt Ebbe af et sødt Træ, viste hverken Bitterhed eller Vrede, men tilgav ham ganske dette Uheld“^[28].

Det første Tegn til, at en mildere Stemning maa være indtraadt mod Gejstligheden, og at man navnlig har fundet, at Hr. Jon Brynjulfssøn var gaaet altfor vidt og havde brugt altfor megen Haardhed mod Presteskabet i Nidaros, er et Beskyttelsesbrev for Nidaros Domkirke, dens Chorsbrødre og Ejendomme, som udstedtes i Kongens og Hertugens Navn i Løbet af 1283. „Vi ville kundgjøre“, heder det her, „at vi have taget den hellige Nidaros Kirke, dens Chorsbrødre, St. Olafs Gaard, Erkestolens Ejendomme og Tiender saavel som alt andet Gods, hvilket den lovligen ejer i Land og Løsøre, i vor Forsorg og kongelige Beskyttelse, forbydende nogen som helst utilbørligt at befatte sig med eller ulovligen at drage under sig Stolens Ejendomme eller Odelsgods, Tiender eller andre Ejendele, der tilhøre den hellige Olaf, uden Chorsbrødrenes Vilje og Foranstaltning, hvilke det tilkommer at raade derfor, indtil Gud giver dem en ny Forstander for den hellige Kirke. Vi byde og Alle, at I ere skaansomme og velvillige mod de lærde Mænd, og lade dem uden Hinder nyde de Tiender og andre Rettigheder, som den gamle Christenret tilstaar dem: dette iagttage Enhver efter som han vil nyde Hjelp af Gud“^[29]. Denne Skrivelse, der er udstedt i Bergen, uvist hvad Dag, sigter temmelig utvetydigt til at sætte en Grændse for Jon Brynjulfssøns Voldsomheder, og sikre Chorsbrødrene deres Rettigheder, ligesom Regjeringen herved og lagde for Dagen, at det ej var dens Agt at unddrage Kirken og dens Personer sin lovlige Beskyttelse, eller overhoved at omstyrte Kirkeforfatningen, men alene at holde Gejstligheden inden de tilbørlige Skranker. Alligevel er det ogsaa i dette Brev tydeligt udtalt, at den kun betragtede Christenretten af 1244 som den gjeldende, og den, hvorpaa Gejstlighedens Rettigheder hvilede: at alle senere Indrømmelser, navnlig de der indeholdtes i Compositionen og Brevet af 1277, vare døde og magtesløse. Herimod kunde Gejstligheden i dens nærværende Stilling ikke tænke paa at afgive nogen Protest, og selv de to hjemmeblevne Biskopper, Narve og Arne, synes at have fundet sig i hvad de ikke kunde ændre, helst da de befandt sig mere umiddelbart under de myndige Regjeringsherrers Øjne, og Narve desuden var Kongens personlige Ven^[30]. De tænkte vel og som Biskop Arne i Skaalholt, da Ravn Oddssøn, som det nedenfor nærmere skal berettes, truede ham med samme Medfart som de norske Biskopper havde lidt, „at hvis han ikke gav efter, vilde mangen uskyldig Mand ufortjent komme til at undgjelde for Menigheden, men Kirken og den hellige Lære blive forsømt“, hvorfor han af Hensyn til Folkets Bedste samt af Hengivenhed for Kongen, Hertugen og Dronningen samtykkede i de kongelige Bud, indtil en ny Erkebiskop blev indviet^[31]. En Følge af den nu indtraadte mildere og forsonligere Stemning var det vel og, at Erkebiskop Jons Venner, som forhen fortalt, fik Tilladelse til at føre hans Liig til Nidaros, og begrave det ved Christkirken. Det er ikke usandsynligt, at Jon Brynjulfssøn endog er bortkaldt fra Nidaros; saa meget er vist, at Bestyrelsen af Erkestolens og Chorsbrødrenes Gods maa være bleven ham fratagen og overdragen til disse, da det udtrykkeligt fremgaar af Beskyttelsesbrevets Ord. Overhoved maa Regjeringsherrerne, da de havde opnaaet hvad de vilde, og Heftigheden havde lagt sig noget, have indseet, at det var paa Tide at holde inde, og ikke ved yderligere Haardhed mod Gejstligheden afstedkomme endnu større Forvirring i Kirken, end den, der allerede herskede, og selv maaskee paadrage sig et Had, der ganske kunde styrte dem.

Imidlertid havde saavel Andres som Thorfinn, den sidste fra Doest, begivet sig til Rom. Her fandt de ikke stor Trøst. Allerede af den Maade, hvorpaa de erkebiskoppelige Gesandters Erender var løbet af, maatte de have kunnet slutte, at der ikke var synderlig Oprejsning for dem at vente, og nu var Paven desuden saa optagen af de sicilianske Stridigheder, at han neppe havde Sands eller Samling for noget andet. Det lader endog til, at det varede meget længe førend de norske Biskopper fik Audiens; saa meget er i alle Fald vist, at den pavelige Skrivelse til Norges Konge, som de omsider fik udvirket, ej blev ført i Pennen førend henved et Par Aar efter den Tid, da de sandsynligviis ankom til Rom. I denne lange Tid synes de at have fristet en kummerlig Tilværelse; Taalmodigheden synes omsider at have forladt Thorfinn, da han allerede i 1284 tiltraadte Tilbagerejsen. Før øvrigt havde begge Biskopper nu den bedste Lejlighed til at erfare, hvor lidet den pavelige Bannstraale nu gjaldt imod i fordums Dage. Paven personligt havde saaledes den 12te November 1282 bannsat Kong Peter af Aragon, belagt hans Riger og Lande med Interdict, og truet ham med Afsættelse, hvis han længer befattede sig med Sicilien, men saavel Kong Peter selv, som alle hans Undersaatter og hele hans Gejstlighed foragtede Bannet og Interdictet, og Peter appellerede fra en (som partisk) mistænkt til en ikke mistænkt Paves Dom. Hvad vilde vel en Bannbulle fra en saa lidet anseet Pave have frugtet i Norge? Men Martin, hvad enten han nu følte sin Svaghed, og ikke anden Gang vilde see sin Bannbulle foragtet, eller fremdeles nødig vilde lægge sig ud med den norske Regjering, udstedte ikke engang nogen Bannbulle, kun en i heel lemfældige Udtryk affattet Formaningsskrivelse til Kongen, hvoraf den meste Deel kun er en kortfattet Fremstilling af Stridighederne mellem Kirken og Kronen lige siden Kong Magnus Haakonssøns Tider, og som vel nærmest er et Udtog af den Forestilling, Biskopperne selv havde indgivet. Dog netop af denne Aarsag er Skrivelsen selv saa meget merkeligere, og vi meddele den derfor her fuldstændigt, uagtet derved vistnok et og andet af hvad der ovenfor er fortalt, vil blive gjentaget. Man faar desuden aller bedst Begreb om den Skaansomhed, hvorpaa Paven saa tydeligt beflittede sig, og om hans Ængstelse for at lægge sig ud med Kongen, ved at læse hans Udtryk i deres Heelhed^[32]. „Martinus Biskop, Guds Tjeneres Tjener“, saaledes begynder den, „sender sin kjæreste Søn i Christo, Erik, Norges berømmelige Konge, sin Hilsen og apostoliske Velsignelse. Da den kongelige Værdighed er forpligtet til at elske Retfærdigheden, sømmer det sig, at du i dit Hjerte først og fremst beflitter dig paa, at den kongelige Overopsigt forud saa nøje skjelner mellem de Gjenstande, der skulle behandles, at der ikke siden udkræves enten Undskyldning eller Straf, men at Kongens hele Handlemaade er rosværdig og Gud tækkelig. I bør og venskabeligen samtykke i Alt, hvad der er billigt og retfærdigt. – Vore værdige Brødre Biskop Andres af Oslo og Biskop Thorfinn af Hamar forestillede for os, ej alene paa egne Vegne, men ogsaa paa alle de øvrige Biskoppers, Formænds og Klerkers i den hellige Nidaros Kirke i samme Erkebiskopsdømme, hvad der tidligere skede mellem Erkebiskoppen i Nidaros, god Ihukommelse, og højlovlig Ihukommelse Kong Magnus, Norges Konge, din Fader, i Særdeleshed dette, at denne Konge og Sysselmændene i hans Rige gjorde Forandring i de gode og gamle Love, som have gaaet der i Landet, men indførte i deres Sted nye Love og nye Sedvaner, hvilke, som bekjendt, ialt for mange Stykker formindskede den hellige Kirkes Frihed og Forsvar; først og fornemmeligt de Privilegier, højlovlig Ihukommelse Kong Magnus Erlingssøn gav og forundte Nidaros Kirke, hvori blandt andet dette stod, at samme Konge lovede og skjenkede sig og sit Rige den hellige Kong Olaf i Vold, og til Tegn paa denne Opgivelse bød bestemt, at den kongelige Krone efter hans og alle hans Efterfølgeres Død skulde ofres til den hellige Kong Olaf i Nidaros. Saa blev det os og forebragt, at det var gammel Lov i Landet, at, naar Kongevalg skulde skee, da skulde Erkebiskoppens og de øvrige Biskoppers Eed og Stemme gjelde mest i den Sag; fremdeles, at Sysselmændene ikke skulde understaa sig at drage under sig og dømme i de Sager, der med Rette høre under den hellige Kirkes Formænd. Omsider kom det da til Tvist herom saavel som om mange andre Slags Sager, mellem Erkebiskoppen og din Fader Kongen; men ved gode Mænds Mægling sluttedes der imellem dem en venskabelig Overeenskomst med Biskoppernes, Chorsbrødrenes og andre den hellige Kirkes Formænds, og ikke mindre med Norges Riges Baroners Samtykke. Begge Parter aflagde Eed paa, at denne Overeenskomst skulde overholdes og iagttages af Erkebiskoppen og Kongen og alle deres lovlige Eftermænd. End videre blev det os forebragt, at Kongen, din Fader, overholdt dette Forlig, og lod det fasteligen overholde over hele sit Rige, saa længe han levede. Men efter hans Død, i dit 13de Alders Aar, da du blev kronet, svoor du at overholde og lade overholde den hellige Kirkes Frihed og Rettigheder, saa og førnævnte Forlig, i dine Formynderes Nærværelse og med deres Samtykke. Men siden efter begyndte disse samme dine Formyndere og Raadgivere, der havde svoret at overholde Compositionen, paa en farlig Maade at bryde deres Eed, uden at mindes deres Sjælehjelp, saa at de vovede at forordne og indføre nogle Love vedkommende Kirkerne og deres Formænd, der ikke i liden Mon forkortede Kirkens Frihed. Dermed lode de følge en Omskiftning af alle de gode Love, som før gik i Landet. Men alle de Bestemmelser og Skikke, som de paa denne Maade indførte i Landet, bøde de, under dit Navn, stadigt at overholde og iagttage. Da Sagen var kommen saa vidt, lagde Erkebiskoppen megen Vind paa at modstaa de onde Gjerninger, som ved denne Formyndernes Foranstaltning fandt Sted, og for den Sags Skyld holdt han Thing med sine Underbiskopper saavel som Kirkens øvrige Formænd, og blandt andet, der bestemtes paa det Thing til Sedernes Forbedring, forkyndte Erkebiskoppen Guds Løve og de pavelige Bestemmelser mod dem, der bestemme og stadfæste, hvad der er den hellige Kirke til Forklejnelse. Han bød og strengeligen, at disse Guds Love skulde overholdes af Alle, og det med, at alle hans Lydbiskopper, hver i sit Biskopsdømme, skulde lade disse samme Love oplæse i det mindste een Gang i tolv Maaneder. Men paa Grund heraf sagde førnævnte Formyndere og Raadgivere, at Erkebiskoppen og Biskopperne indførte i Landet heel uhørte og upassende Ting, der vare dig og dit Rige til stor Tyngsel; og derfor appellerede de til det apostoliske Sæde. Men skjønt Erkebiskoppen gav flere af dem mange Paamindelser, at de omsider vilde aflade fra disse Ulove og disse Sedvaner og Bestemmelser, der strede mod den hellige Kirkes Friheder, samt uagtet han vidnede for dem, at de, som driste sig til saadant imod Kirken, falde i Pavens Bann ved selve Gjerningen, saa ringeagtede de dog ikke des mindre denne hans Advarsel med fordømmelig Dristighed. Erkebiskoppen satte ogsaa fornemmelig to af disse dine Formyndere i Bann, nemlig Bjarne af Giske og Andres Plytt^[33]. Men skjønt Biskoppen heri gjorde sin Skyldighed, saa plejede hine dog ligesaa fuldt som før Samkvem med andre christne Mænd, og de andre Formyndere og Raadgivere samtykte ej alene i hvad de havde gjort, og omgikkes med dem; men oven i Kjøbet hædrede endog hine samme, saavelsom Andre der vare bannsatte for deres aabenbare Fejltrin, meget mere end før, med Æresbeviisninger, og viste dem forøget Agtelse. Da nys nævnte Andres Plytt var død i Bannet, toge de øvrige Formyndere og Raadgivere hans Legeme, og lode det begrave i Bergen, i dit eget Capell. Ikke desto mindre paamindede Erkebiskoppen omhyggeligt saavel dig som dine Raadgivere, at I alle sammen vilde ophøre med denne Tyngen og Trængen af den hellige Kirke; han bad eder tilbagegive Kirkerne og deres Personer, hvad I før havde berøvet dem; de Love og Sedvaner og Bestemmelser som I havde indført, og som indeholdt mange Indgreb i Kirkens Friheder, bad han eder omhyggeligt at udradere af eders Bøger og Breve, eller at I i det mindste vilde give et offentligt Tilsagn om, at I for Eftertiden ikke vilde gjøre slige Ting gjeldende mod Kirkerne eller deres Ombudsmænd. Men du og dine Formyndere, Opdragere og Raadgivere løde med stor Trods haant om at lytte til disse Advarsler. Siden sendte Erkebiskoppen for sig og sine Undermand, Biskopperne, forstandige Sendebud til det apostoliske Sæde ifølge hiin Appel, som dine Raadgivere havde foranstaltet. Du affærdigede ogsaa fremdeles et Sendebud til os. Men da denne Sag og begge Parters Sendebud kom for os, overdroge vi disse Cardinaler, vor værdige Broder Biskoppen af Albano^[34], og vore elskelige Sønner, Presten af St. Marcellinus og Petrus, samt Diaconen af Sancta Maria in via lata^[35], at høre samme Sendebud, og siden indberette til os, hvad begge Parter havde fremført. Da nu disse Sendebud saaledes havde foredraget mangt og meget for disse Cardinaler, forlangte dit Sendebud blandt andet, at vi skulde sende en Legat til Norge, for at tilbagekalde alle de Tyngsler og haarde Vilkaar, som han sagde, at du og dine Mænd maatte døje af Biskopperne og de andre lærde Mænd i hele dit Rige. Men i modsat Fald sagde han, at han ikke vilde bryde sig noget om Appellen. Da dette Budskab havde faaet et saa daarligt Udfald, begyndte dine Raadgivere at sætte sin egen vrange Vilje højere end Fornuft eller Retfærdighed, saa at de toge og fængslede de lærde Mænd, der udførte Biskoppernes Erender, Provster og Klerker, saa og de Lægmænd, der med Eed havde forpligtet sig til at tjene Biskopperne. Begge Slags Folk plyndrede de, og jagede dem i Landflygtighed fra alt deres Gods; saaledes dyngede de Ugjerning paa Ugjerning. Da nu dine Raadgivere fremturede i slig Vranghed mod Guds Ret, forsøgte Erkebiskoppen at gaa frem derimod efter sit Embedes Skyldighed samt efter de lovlige Paamindelser, han havde gjort dem. Men til Gjengjeld vovede hine samme med stor Ildske og Haan mod den guddommelige Værdighed offentligen at belægge Erkebiskoppen saavel som Biskop Andres af Oslo og Biskop Thorfinn af Hamar med Utlegds Straf og at jage dem bort fra deres Biskopsstole; ja hvad mere er, at berøve dem alt deres Gods, først fordi Biskoppen vilde holde den før omtalte Composition mellem Erkebiskoppen og din Fader Kongen, dernæst fordi de, som det og var deres Pligt, ej vilde overholde eller lade overholde de Love og Bestemmelser, der aabenbart vare indførte i Strid med den hellige Kirkes Friheder. Erkebiskoppen havde en Tidlang taalt den før omtalte Utlegd, og tænkte allerede paa at rejse hjem til sin Erkebiskopsstol, da han betalte Naturens Gjeld, og døde fra denne Verden. Men da disse Begivenheder forefaldt, kaldte dine Raadgivere sit Sendebud tilbage fra Curien efter din Befaling, og dristede sig da til Ting, der vare Kirkerne og deres Personer til stor Forkrænkelse. Formedelst alt dette kom nu de før nævnte Biskopper til os, og bade ydmygeligen, at vi i vort Hjerte skulde have Medlidenhed med deres ynkelige Liv; de bade os ogsaa med faderlig Omhu at sørge for, at de ikke længer skulde være underkastede Utlegds-Straffen, og lide Afbræk i deres biskoppelige Værdighed. Da nu de Ting, vi her have nævnt, snildt at sige mishage Gud, skade dit kongelige Held, og spilde saare meget din Berømmelse, byde vi og paaminde vi din kongelige Majestæt, paalæggende dig, saa sandt du vil have dine Synder forladte, at du omhyggeligt betænker, at det ej sømmer din kongelige Majestæt at bære dig saaledes ad, eller handle saaledes mod lærde Mænd i dit Rige, eller taale at andre handle saaledes imod dem, som der hidtil har været handlet, da du tvert imod burde hædre dem som Guds Tjenere, og forsvare deres Sag med sømmelig Godvilje“.

Man seer noksom af dette Brev, at Paven paa det omhyggeligste vejede sine Ord, og lagde an paa, ikke at udtrykke sig strengere end han nødvendigviis maatte, for at det ikke skulde see ud, som om han ganske slog Haanden af Kirken, og holdt med Kongen. Han skyder den meste Skyld paa Formynderne, og tiltaler derimod Kongen selv i de venligste Udtryk, kun ved Slutningen tilføjer han nogle skaansomme Advarsler, saadanne som en ældre Mand godt kunde henvende til en Yngling. Men ikke nok med, at dette Brev var noget langt andet end hvad Hierarcherne fra først af havde ventet, maatte Biskop Andres, der var bleven tilbage i Italien^[36], endnu i nogen Tid bie paa Brevets endelige Udfærdigelse. Inden det var blevet beseglet, døde nemlig Pave Martin (den 28de Marts 1285), og det kunde nu ikke blive beseglet og udleveret, førend en ny Pave var udvalgt. Det nye Valg foregik den 2den April, og faldt paa Romeren Jakob Savelli, Cardinal-Diaconus af Sancta Maria i Cosmidin, der antog Navnet Honorius den 4de; han blev indviet den 20de Mai. Blandt de fra Martins Tid efterliggende uudfærdigede Breve, som den pavelige Cantsler nu forelagde Honorius til Udfærdigelse, var ogsaa det oven anførte, der nu blev forsynet med Honorius’s Intimation og overgivet Biskop Andres^[37]. Hermed begav da Biskop Andres sig paa Hjemvejen. Biskop Thorfinn var ikke længer i de Levendes Tal. Han havde, som sagt, allerede i 1284 forladt Rom, og var, efter mange Gjenvordigheder, syg og i en daarlig Forfatning kommen tilbage til Klostret Doest i Flandern, hvor han fremdeles fandt en venlig Modtagelse, og hvor han faldt i en langvarig Sygdom, der efter 7 Maaneders Forløb endte hans Dage, den 8de Januar 1285. Allerede i August 1284 havde han gjort sit Testamente, og deri efter fattig Lejlighed betænkt Hellig Kors Capel ved Hospitalet i Hamar, Alle Sjæles Altar i Hamars Domkirke, St. Antons Kirke i Hamar, Ullenshovs Kirke, Tuterøens, Bakkes og Elgeseters Klostre samt Clemens-Kirken i Nidaroos til Opbygning, og endelig Klostret i Doest, foruden endeel Venner, sine trængende Slægtninger i Throndhjem, sin Moder og sine Syskende, med nogle smaa Legater, der vidnede om, hvor ringe hans Midler vare. Han begravedes i Klostret, nær ved Altaret, og blev regnet blandt Helgenernes Tal, deels fordi han havde udstaaet saa meget for Kirkens Skyld, og for den hellige Vandel, han havde ført i Klostret, deels ogsaa for et Mirakel, der senere skulde have fundet Sted ved hans Liig^[38]. – Biskop Andres kom derimod velbeholden tilbage til Norge med Skrivelsen, hvis Indhold ej var af det Slags, at han derved kunde føle sig opmuntret til at fortsætte sin Modstand; han maa derfor vistnok have fulgt de øvrige Biskoppers Exempel, og i Stilhed forligt sig med Kongen og Raadet, thi vi finde ham strax efter atter i rolig Besiddelse af sin Biskopsstol, ja endog under Erkestolens langvarige Vacance udførende de Biskopsvielser, der ellers skulde forrettes af Erkebiskoppen selv. Saaledes var da den heftigste Strid nogenledes bilagt, og de kirkelige Forretninger gik igjen nogenledes deres Gang. Der kan vel heller ikke være nogen Tvivl om, at Dronningens og Høvdingernes Bannsættelser nu bleve tilbagekaldte, hvis dette ikke allerede tidligere var skeet.

Imidlertid havde der ogsaa været gjort Forsøg paa at faa den ledige Erkestol besat. Først naar dette var skeet, kunde en ny lovlig Overeenskomst mellem Kronen og Kirken skee, og om man end, som det lader, allerede var enig om det væsentlige, og Kronen havde vundet en afgjort Sejr, saa var dog Tilstanden kun provisorisk, saa længe ikke den erkebiskoppelige Myndighed selv havde godkjendt alt sammen. Nidaroos Chorsbrødre valgte i Aaret 1284, omtrent to Aar efter Erkebiskop Jons Flugt, Biskop Narve af Bergen eenstemmigt til hans Efterfølger. Men da Narve allerede beklædte en anden Biskopsstol, kunde han efter de canoniske Regler kun postuleres, ikke formeligt vælges, og Pavens Samtykke til Postulationen maatte indhentes. I dette Erende sendtes da de tvende Chorsbrødre Sira Sighvat Vigfussøn Lande og Sira Audun Thorbergssøn Raude, Prest til Throndenes, hvilke begge havde været med at besværge og besegle Compositionen, og som netop vare de af Chorsbrødrene, der om Sommeren 1282 havde lidt Overlast, eller i det mindste troet at lide Overlast, af Hr. Bjarne Erlingssøn, hvorfor de ganske vist vare heel uvenligt sindede mod Regjeringen^[39]. Men dette lader ogsaa just til at have været Grunden, hvorfor de, og ingen anden, bleve sendte i dette Erende, thi ihvorvel Chorsbrødrene eenstemmigt havde valgt Narve, synes dog denne Eenstemmighed ikke at kunne have været frivillig; som Kongens personlige Ven og forhenværende Dominicanermunk kan Narve ej have staaet synderligt vel anskreven hos Chorsbrødrene, og der er saaledes al Grund til at tro, at Valget er skeet efter Kongens eller Raadets tydeligt udtalte Ønske, hvilket Chorsbrødrene i deres daværende fortrykte Tilstand følte sig for svage til at trodse. Men de kunde derimod overdrage deres Udsendinger, hemmeligt at modarbejde Valget, og dertil vare visselig begge hine Mænd heel villige. Hvad der tillige anbefalede Sighvat til at afsendes, var at han allerede forhen havde været brugt i Sendelse til Curien, og navnlig paa sin Vens, den skaalholtske Biskop Arnes Vegne overværet Conciliet i Lyon, som det ovenfor er nævnt^[40]. De kom til Rom, medens Martin den 4de endnu levede, og sandsynligviis havde de da underhaanden givet ham eller hans Raadgivere en saadan Skildring af Narves Personlighed, at han besluttede ikke at godkjende Postulationen. Han overdrog først til tre Cardinaler at undersøge den, men uagtet de ikke fandt noget i canonisk Henseende at udsætte paa den, foregav han dog at kjende for lidet til Narves Charakteer og Egenskaber, til at han endnu kunde stadfæste hans Valg, saasom Nidaros Kirke just nu trængte til en klog Styrer, og derfor ej burde besættes uden med en duelig Mand. Han overdrog derfor, ved Skrivelse af 18de Januar 1285, Abbeden af Tuterø, Dominicanernes Prior i Nidaros og Franciscanernes Guardian i Bergen nærmere at anstille Undersøgelser om Biskop Narves Charakteer og Vandel, samt, hvis de fandt ham værdig og skikket til Erkebiskopsdømme, da at løse ham fra Bergens Kirke, beskikke ham til Erkebiskop, og paa Pavens og den romerske Kirkes Vegne modtage hans Troskabseed, men i modsat Fald at cassere Postulationen, og enten ved nyt Valg eller ved ny Postulation at skaffe Nidaros Kirke en duelig Bestyrer. Ogsaa dette Brev var blandt dem, der ej bleve udstedte, medens Pave Martin endnu levede, men laa efter og maatte forsynes med ny Udstedelse af hans Eftermand. Men at man i det pavelige Cancelli dog skyndede saa meget som muligt paa Sagen, sees deraf at denne nye Udstedelse er dateret den 12te April 1285, førend Honorius endnu var bleven indviet og kronet. Samme Dag blev da sandsynligviis ogsaa den ovenfor meddeelte Advarselsskrivelse udfærdiget, og der er saaledes al Grund til at tro, at de tvende Chorsbrødre Sighvat og Audun gjorde Følge med Biskop Andres paa Hjemvejen. Merkeligt nok er det, at uagtet ej alene Biskopperne Thorfinn og Andres havde klaget over Norges Regjering, men sandsynligviis ogsaa Sighvat og Audun paa det ivrigste sandet deres Ord, hiin Advarselsskrivelse selv dog ikke blev strengere. Undersøgelsen angaaende Biskop Narves Duelighed til Erkestolen gik i Langdrag; han synes ikke at have haft den almindelige Stemning for sig, og følte maaskee ikke engang selv Lyst eller Kald til at indtræde i en Stilling, der, hvor glimrende den end kunde synes at være, dog, som Sagerne nu stode, kun aabnede Udsigt til Trængsler og Krænkelser, og i alle Fald udfordrede et Mod og en Kraft, som han neppe besad^[41]. Vist er det, at Postulationen omsider af visse lovlige Grunde, som det heed, blev casseret, og Nidaros Capitel befalet at foretage nyt Valg. Saaledes stod Erkestolen endnu i to Aar ubesat.

1. Dette sees tydeligst af Vidnesbyrdet af 1291, Dipl. Norv. III. No. 30.
2. Dette kan især sluttes af nys nævnte Vidnesbyrd, sammenholdt med Arne Biskops Saga Cap. 36. Vidnesbyrdet omhandler kun hvad Bjarne Erlingssøn havde foretaget sig i Haalogaland, men det forstaar sig af sig selv, at ogsaa de øvrige Høvdinger gjorde lignende Skridt, hver i fin Syssel, om de end ikke gik fuldt saa vidt som Bjarne.
3. Se Vidnesbyrdet af 1291.
4. Dette fremgaar af Udtrykkene i det nedenfor meddeelte Pavebrev af 1285, „at Biskoppen (d. e. Narve i Bergen) gjorde sin Skyldighed, efter at Erkebiskoppen ved sit Brev havde erklæret Andres Plytt og Bjarne bannsatte“. Paa samme Maade lod Erkebiskop Jørund, Jons Eftermand, senere Biskop Narve lyse Jon Brynjulfssøn i Bann; Arne Biskops Saga Cap. 70.
5. Arne B. Saga, Cap. 31.
6. Hr. Auduns Brev af 27de Sept. 1281 i Munkelivs Brevbog S. 166, hvorved han skjenker 5 Maanedmatbool i Unnarseter i Søndfjord til Munkeliv Kloster „som mig og mine Forfædre altid har været og fremdeles skal være kjær i gudelig Agt“.
7. Arne B. Saga Fare. 36, jvfr. Pavebrev nedenfor af 1285. Tiden, da Bjarne Erlingssøn blev bannsat, angives ej, men af Dipl. Norv. III. 30 seer man, at det skede efter at han i Bergen, samme Dag, Erkebiskoppen drog derfra, havde erklæret Brevet om Myntretten m. m. ophævet. Ret kan dette ej være skeet paa Mødet 1280, da det deels endnu ikke var kommet til saadanne Yderligheder, deels ikke er tænkeligt, at Bjarne Erlingssøn som bannsat skulde have været Gesandt i Skotland Aaret efter. Det maa saaledes være skeet i 1281, strax efter Brylluppet. Man seer ligeledes af det oven anførte Diplom, at Formyndernes Appel til Paven skede paa samme Tid, som Myntretten blev Erkebiskoppen fratagen. Af alt dette fremgaar Rigtigheden af det ovenfor antagne, at der umiddelbart efter Brylluppet fandt alvorlige Forhandlinger Sted mellem de gejstlige og verdslige Herrer, og at Erkebiskoppen i Harme afbrød dem og forlod Bergen. Andres Plytts Begravelse omtaler Pavebrevet mellem Formyndernes Appel og Afsendelsen af de erkebiskoppelige Gesandter; men at disse maa være afrejste om Høsten 1281, viser igjen Pave Martins Breve af Febr. 1282, der nedenfor omtales. Altsaa maa Andres Plytt være død i Eftersommeren i 1281.
8. Se Pavebrevet af 1285.
9. Sammesteds.
10. Se nærmere herom nedenfor i Pavebrevet.
11. Dipl. Norv. I. No. 73. Dette Brev, som Suhm tilligemed de to øvrige rigtigt omtaler under 1282, Historie af Dmk. X. S. 852, nævner han ogsaa fejlagtigt allerede under 1281 (ssteds S. 832), rimeligviis fordi det staar under dette Aar (skjønt Paven endnu ilte var indviet 4de Marts 1281) hos Bzovius, hvilken Suhm her citerer, medens han paa hiint Sted citerer Afskrift af de pavelige Regester.
12. Dipl. Norv. I. No. 71.
13. Dipl. Norv. I. No. 72.
14. Se Paveskrivelsen til Kong Erik, meddeelt nedenfor.
15. Norges gl. Love, III. S. 32. Skrivelsen er udateret, men Indholdet selv viser noksom, at den alene kan være at henføre til første Halvdeel af 1282. Man seer af Intimationen, at Erling Alfssøn og Thore Biskopssøn havde deres Tilhold paa Østlandet, i deres Sysler, og saaledes ikke deeltoge i Formynder-Regjeringen. Derimod seer man af den Omstændighed, at Audun Hugleifssøn, der i Kong Magnus’s Brev af 1277 nævnes ved Siden af Erling og Thore som en af de ypperste Befalingsmænd paa Østlandet, ikke nævnes i Brevet af 1282, at han maa have været en af Udstederne, eller fremdeles Medlem af Regjeringen.
16. Arne Biskops Saga, Cap. 36. Her skulde det synes, som om dette skede umiddelbart efter Andres Plytts Begravelse, da Loft Helgessøn, der beretter det i et Brev til Biskop Arne, se nedf., ikke antyder noget Mellemrum af Tid. Han siger kun: „saaledes blev der ringet over hele Byen mod Presternes Forbud; da bleve Presterne stevnede ud til Kongen o. s. v. … da holdt Hr. Audun Thing i Mariekirkegaarden … Erkebiskoppen har bannsat mange af Kongens Mænd“ o. s. v. Men Brevet er, vel at merke, skrevet 1284, og han sammendrager i Korthed Begivenheder, der ere forefaldne med længere Mellemrum, ej saa meget for at meddele Biskoppen Nyheder fra Norge, som for at advare ham. Hvad han her nævner om, at Biskop Arnes Mænd bleve forjagede og at Gaut af Tolga tog deres Gods, samt at det samme skede ved Erkebiskoppens Mænd i Throndhjem, er aabenbart det samme, som i Pavebrevet, der nedenfor meddeles, omtales saaledes: „dine Raadgivere toge og fængslede de lærde Mænd, der udførte Biskoppens Erender o. s. v. – plyndrede deres Ejendomme og jagede dem i Landflygtighed“; og hvad der her følger om, at Erkebiskoppen nu gik frem efter sit Embedes Skyldighed m. m., er igjen det samme som Loft Helgessøn betegner saaledes: „Erkebiskoppen har bannsat mange af Kongens Mænd“, o. s. v. Men af Pavebrevet seer man, at dette skede ikke umiddelbart efter Andres Plytts Død, men først da Gesandterne vare komne tilbage fra Curien med uforrettet Sag. Muligt, at ogsaa Presternes Indkaldelse for Kongen, hvorved de bleve tvungne til at holde Messe trods Biskoppens Forbud, først fandt Sted da, men det synes dog rimeligst, at dette Skridt var en umiddelbar Følge af, at de ej tillode Ringningen ved Andres Plytts Begravelse.
17. Anderledes synes man vanskeligt at kunne forklare Arne B. Sagas Ord i Begyndelsen af Cap. 36, „at Dronningen blev døv for den daglige Tide-Hørsel og de fleste brave Mænds Øren en Tidlang“.
18. Arne B. S., sammesteds.
19. Allerede i det ovenfor omtalte Brev af 5te October 1280 heder det, at Erkebiskoppen lod Hr. Hallkell og Hr. Jon samt Erlend Sysselmand kalde for sig og gjorde dem Forestilling angaaende deres Fremfærd mod Gejstligheden og Kirken i Throndhjem; heraf sees, at Hr. Jon allerede da var beklædt med en vis Myndighed der. Det heder og i Cap. 47, hvor Talen er om Erkebiskoppens Død og den hans Liig negtede Begravelse i Nidaros: han negtede ham denne sidste Tjeneste og Tilflytning tilbage til sin Stol, der havde været Formand i at forjage ham fra Stolen i levende Live“. Da der kort forud er talt om Jon Brynjulfssøns Færd i Nidaros, synes alene han her at kunne være meent. Endelig berettes det udtrykkeligt i Arne B. S. Cap. 70, at Erkebiskop Jørund bannsatte Jon for Erkebiskoppens Fordrivelse.
20. Arne B S. Cap. 47.
21. Dipl. Norv. III. No. 30. Dette er et Vidnesbyrd, som Erkebiskop Jorund i Aaret 1291 lod optage over Hr. Bjarnes Forseelser mod Kirken og Gejstligheden. Her omtales baade, hvorledes han i Bergen erklærede Brevet om Myntretten ophævet, samt hans derpaa følgende Bannsættelse, og hvorledes han „om Sommeren“ holdt Møde paa Brudarberg m. m. Hvilken Sommer det var, angives ikke nøjere, men at det var Sommeren 1282, kan alene deraf skjønnes, at Bjarne ved Thingtiden i 1281 var i Skotland som Gesandt, og at Stemningen i 1283 og 1284 ikke var saadan, at han da havde kunnet fare saa uskaansomt frem. Heraf sluttes igjen ogsaa, at det var i 1282, at den store Retterbods formelige Thingvedtagelse fandt Sted, thi man seer just af Bjarnes Færd, at Høvdingerne da maa have indfundet sig paa Thingene for at faa sine Bestemmelser vedtagne og Gejstlighedens nyere Privilegier ophævede.
22. Isl. Annaler, ved 1285.
23. Se herom mere nedenfor.
24. De isl. Annaler ved 1282, jvfr. Arne B. S. Cap. 47.
25. Retterbod af 1308, Norges gl. Love III. S. 74.
26. Isl. Annaler.
27. Se ovf. S. 31. Annalerne tilføje, at hun skjenkede sin Kaabe til Hole Biskopsstol paa Island.
28. Arne B. S. Cap. 47. Denne Saga, der tydeligt viser sig at være skreven af en Gejstlig, udtaler sig her saaledes fra et gejstligt Standpunkt om de Ulykker, der indtraf: „hvor den himmelske Fader seer sig om, standser han Aandernes mangfoldige Sygdom blandt sine Tjenere; han paalagde dem ogsaa Tyngde til Bedring, sin velsignede Strafs Pisk“.
29. Dipl. Norv. II. No. 20.
30. Dipl. Norv. III. No. 64.
31. Arne B. S. Cap. 38.
32. Den latinske Original til dette Brev er endnu ilte funden eller fremdragen; en norsk Oversættelse (dog uden Datum) findes i en islandsk Lovbog (Codex Arnamagn. No. 354 folio) og er efter denne aftrykt i Finn Jonssøns isl. Kirkehistorie, I. S. 404–410; en Oversættelse derfra paa Latin findes i Thormod Torvessøns Hist. Norv. IV, 372 fgg.
33. I Texten staar Pluckr; sandsynligviis har Pavebrevet haft plutt, hvilket af Oversætteren er læst som plucc.
34. I den norske Oversættelse staar „erkebiskupi“; men da der ingen Erkebiskop var blandt Cardinalerne, maa der i Originalen have staaet: Alb episcopo (d. e. Albanensi episcopo)„ hvilket Oversætteren fejlagtigt har læst archiepiscopo.
35. Saavel hos Finn Jonssøn som hos Th. Torvessøn staar der urigtigt malata istf. via lata.
36. Den 20de Novbr. 1284 sees han at have været i Perugia, hvor han med fem andre Biskopper deeltog i Udstedelsen af to Afladsbreve til Bedste for de Spedalskes Capel ved Nordhausen i Mainz’s Diøces, og for Bodenwerder Kirke i Mindens Diøces, se Ayrmanni Sylloge Anecdotorum I. 331 og Baringii Clavis diplom. p. 480.
37. Datum anføres ikke i Oversættelsen, men da Pave Martins Brev af 18de Januar 1285, der handlede om Biskop Narves Postulation til Erkebiskop (se nedenfor) ogsaa sees at være blandt dem, der laa efter til Honorius, og af denne er forsynet med en ny Intimation under 12te April 1285, bliver det heel sandsynligt, at det ovenfor meddeelte Brev udfærdigedes samme Dag. Dette bestyrkes end mere deraf, at Intimationen taler om flere efterliggende Breve, og dernæst næsten ordlydende stemmer med Intimationen i hiint Brev om Narves Postulation. „Mester Peter af Mailand“, beder det i Advarselsskrivelsen, „vor elskelige Søn og den hellige Kirkes Cantsler, sagde i vor Nærværelse, at da salig Ihukommelse vor Formand Pave Martinus var i Live, modtog han nogle Breve, forfattede under denne Paves Ravn, saa lydende“ o. s. v. – „Magister Peter, den romerske Kirkes Vicecantsler“, heder det i Brevet om Narve, „forelagde os et under vor Forgængers Ravn udfærdiget Brev“, o. s. v. – Det bliver saaledes næsten utvivlsomt, at begge Breve ere udfærdigede samme Dag, 12te April 1285.
38. Om Thorfinns Fata handles der temmelig udførligt i Caroli de Vische Bibliotheca scriptorum ordinis Cisterciensis S. 316 fgg., hvor ogsaa Testamentet aftryktes. Her meddeles, efter et gammelt Haandskrift, følgende Beretning om ham: „I Aaret 1284 udmerkede han sig; da han ikke vilde samtykke med de Ildesindede eller give efter for dem med Hensyn til Kirkens Rettigheder, forfulgte de ham, tilføjede ham Overlast, og tvang ham voldeligen til at forlade Landet. Da han ikke fandt nogen anden Vej at undslippe paa, begav han sig til Søen, og sejlede bort. Siden, efter mange Ulykker og Farer, efter at have døjet Storme og Kulde, leed han tilsidst Skibbrud, og slap med Nød og Neppe levende derfra tilligemed sine Ledsagere og hvad de havde paa sig. I slig Hunger og Fattigdom kom han til Klostret Doest i Tournay Biskopsdømme, nærved Brügge, og bad om, at man vilde modtage ham for Guds Barmhjertigheds Skyld. Da Munkene saa denne ærværdige Mand i slig sørgelig Forfatning, ynkedes de over ham, som billigt var, og toge barmhjertigt imod ham af Kjærlighed til Christus. Han levede hos dem i 30 Uger som en from Fader, og ligesom Kammerat, meget andægtigt, idet han gav alle Exempler paa Taalmodighed, Anger og alslags Godhed. Man gav ham Tjenere blandt Brødrene, der opvartede ham, og som saa Tegnene paa hans Hellighed, og den Haarskjorte, han var iført, hvilket de siden aabenbarede for Brødrene og Munkene. Han fandt Behag i fromme Samtaler med Munkene, og indbød saa godt som dagligt nogle af dem til sit Bord, bevertende dem overflødigt, men for sin egen Person levede han uhyre afholdende. Tilsidst gjorde han, efter Guds Tilskyndelse, et smukt Testamente over sine Ejendomme, og hensov den 8de Januar i Brødrenes samt sine ligeledes der med ham dvælende Chorsbrødres og Capellaners Nærværelse. Han blev begraven sammesteds foran Højaltret. Han gjorde og (som jeg har hørt) nogle Mirakler. Efter denne fromme Hyrdes Død beskrev Nonnus Walterus de Muda, Munk i samme Kloster, der selv havde seet ham, hans Liv korteligen i disse Vers. (Her følger Versene). Blandt andre Ting, som Gud værdigedes at aabenbare ved denne sin Udvalgte, til sin egen Ære og for at vise hans Fortjeneste, synes dette nyt for vore Vegne, at hine Vers, som vi see skrevne paa et Blad, naglet til et i Kirken paa Steenveggen ved hans Grav ophængt Bret af Piletræ, ved guddommelig Kraft her holdt sig uskadte i 66 Aar, og holde sig endnu, saa at hverken de selv eller Brettet, skjønt denne Træart let bliver ormstukken og bedærvet, have lidt nogen Skade, men alt er friskt og heelt, som om det var ganske nyt. Men dette udretter vel Gud, for at hans Minde ej skal udslettes, men af en eller anden senere optegnes“.
     Af disse Vers, der saaledes ere forfattede 66 Aar efter Thorfinns Død, eller omkring 1351, og aftrykte hos de Bische efter et gammelt Haandskrift, anføre vi følgende, udeladende de overvættes Lovtaler over hans Fromhed, Retfærdighed, Strenghed mod sig selv, og Blidhed mod Andre, o. s. v.

    Torphinnus dictus, sedi dominans Hamariensi,
    pro quâ, conflictus cum principe Norvegiensi
    sumsit et intrepidus stans in facie dominantis

    agnos non tepidus rapiens ex ore vorantis.
    En Moysen alium, deica plenum ratione,
    ut genus ipse pium ducat de sub Pharaone,
    sed qui semper agit perverse, callidus hostis,
    per regem satagit clerum subvertere, post, is
    pulsus in exilium, quo naufragus et tribulatus
    quærens auxilium, papam petit, attenuatus
    per mare, castra, solum peragens fuit, irrequietus,
    scandens mente polum, tulit adversantia latus
    – – – – – – – – – –
    huc tandem rediens vacuus pro juris amore,
    quo sanus veniens, est omni cultus honore,
    post, febre depastus per sabbata ter decimata
    promeruit castus solari morte beatâ,
    Anno vigesimo quater, actis mille ducentis
    quarto, de limo petit ... omnipotentis,
    terna credo die post festum Theophaniæ.
    – – – – – – – – – –

    
     Heraf maa man altsaa slutte, hvad der ogsaa ovenfor er antaget, at han strax fra Norge begav sig til Doest, men leed Skibbrud paa Vejen, at han siden fra Doest begav sig til Rom, og, efter forgjeves at have klaget for Paven, kom syg og udarmet tilbage til Klostret, som han ikke mere forlod. Det lader ogsaa til, at han tidligere havde faaet sin gejstlige Opdragelse i Doest, og at dette var Grunden, hvorfor han, da han jagedes i Landflygtighed, begav sig derhen. I Acta Sanctorum I. 548 anføres nemlig, efter Saussaye’s martyrologium Galliæ, at Thorfinn venit ad monasterium Dustanum, Cisterciensis ordinis, cuius a pueritia alumnus erat; her er det vistnok muligt, at cuius alene gaar paa Cisterc. ordinis, og saaledes blot antyder, at han havde været Cisterciensermunk, men rimeligere er det dog, at det gaar paa Klostret. Ogsaa Henriquez, menol. Cist. ordinis S. 11 anfører, at han „tjente den Højeste i Cistereiensernes hellige Orden“. Hans Hellighed omtales i flere Martyrologier og andre lignende Skrifter, navnlig i Acta Sanctorum, l. c. ved hans Dødsdag, den 8de Januar. Det egentlige Beviis paa hans Hellighed var, som det lader, at da Abbeden i Doest i 1345 vilde lade hans Grav i Choret jevne med Gulvet, hindredes man heri, idet en sød Lugt udbredte sig over hele Kirken. Dette var det vel og, som bevægede Walter af Muda til 6 Aar efter at digte hine Vers til hans Ære. F. de Bische bemerker, at man i 1645 søgte efter hans Grav i Ruinerne af Klostret, men kunde ikke finde den, hvorimod man fandt Liget af den i samme Kloster den 19de Januar 1218 afdøde Biskop Peter af Roeskilde. Efter de Besches Skrift er Testamentet aftrykt hos Suhm, Hist. af Danm. X. S. 1026–1028; men dette Aftryk mangler ved Slutningen den Attestation, som Udstederne af Transumtet tilføje, saalydende: „Nos vero in testimonium inspectionis nostræ præsentibus literis sigilla nostra duximus apponnenda. Datum anno domini millesimo cc^o. octog^o. quarto“. Testamentet selv er dateret Octava assumt. beatæ virginis, d. e. 22de August. Naar hans Dødsdag, 3de Januar, desuagtet henføres til 1284 i de ovenfor meddeelte Vers, da er det, fordi Aaret her, som ofte i den Tid, er antaget at begynde med Paaske. 1285 nævnes som Dødsaaret baade i de isl. Annaler og i Arne B. Saga Cap. 54. Da Thorfinn i Testamentet betænker sin Moder, som altsaa var i Live, maa han ved sin Død ej have været ret gammel. Og da han betænker ej færre end fire Klostre og Kirker i Throndhjem, samt nævner sine „trængende Paarørende i Throndhjem“, maa man antage, at han, for han blev Biskop, hørte hjemme der; sandsynligviis er han den Chorsbroder Thorfinn, der var med at besværge og besegle Compositionen. Maaskee havde han og været Prest ved Clemenskirken, siden han betænker denne. Men hvorledes det gik til, at han fra Cistercienser blev Canonicus, skjønnes ikke. Maaskee var han ikke virkelig Munk, men havde alene været oplært ved Klosterskolen i Doest.
39. I Vidnesbyrdet af 1291 staar der udtrykkeligt, at Bjarne havde lagt baade Sighvat og Audun i Bøder. Den sidste kaldes her Sira Audun til Throndenes; sandsynligviis har Sighvat ogsaa haft Prestekald i Haalogaland. At Sighvats Fader hed Vigfus, og Auduns Thorberg, sees af Dipl. Norv. III. No. 38, 88, 90, 104.
40. Se ovf. 4de D. 1ste B. S. 529, 551, 635.
41. Arne B. Saga Cap. 47. „Biskop Narve, der først valgtes til Erkebiskop, tyktes ej være Manden til at sætte sig i samme højanseelige Sæde“.