Det norske Folks Historie/6/77

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1859 (I-4-2, s. 161-178).

Efter sin Tilbagekomst til Norge tilbragte Kong Erik omtrent en halvanden Maaneds Tid i Viken, beskjeftiget, som det synes, med sin Datters Anliggende i Egenskab af Skotlands Dronning, i hvilken Anledning han affærdigede et Gesandtskab til Kong Edward i England, saaledes som det i det følgende nærmere skal omtales. Han synes at have tilbragt det meste af denne Tid i Tunsberg, med Undtagelse af at han, ledsaget af Biskop Arne, var Hertug Haakons Gjest ved et prægtigt Gilde, som denne gjorde i Oslo Jfr. Mariæ Fødselsdag, den 8de September. Derefter synes Kongen ret med Alvor at have gjort sig Flid for at komme til Enighed med Erkebiskoppen i Tide, førend den Strid, som denne paany havde yppet, skulde gaa til de samme Yderligheder, som den tidligere under Erkebiskop Jon. Man sporer her vistnok Biskop Arnes Indflydelse. Denne havde nu, som man tydeligt kan see, under det lange Samvære med Kongen vundet stor Indflydelse hos ham, og synes næsten endog at være bleven ham uundværlig. Allerede den Maade, hvorpaa Kongen tog Verket fat, røber en sterk religiøs Paavirkning, thi han besluttede i de første Dage af October at drage som Pilegrim til St. Olafs Helligdom i Nidaros, og tage Biskop Arne med. Denne har derfor vel benyttet Lejligheden til at skildre ham de Farer for hans Sjæls Frelse, hvorfor han vilde udsætte sig ved et nyt Brud med Kirken. Biskop Arne ønskede ogsaa meget, at Hr. Ravn skulde være med, for at man derved kunde faa bragt Sagen om Kirkegodset til Endskab for Kongen og Erkebiskoppen; men Ravn undskyldte sig med Upasselighed formedelst det Saar, han havde faaet ved Stegeborg. Biskop Arne troede heri at see Vranghed og Lyst til at svige Udflugter, men ikke med Rette; thi det Saar, Ravn havde faaet i Lillefingeren, blev virkelig meget slemt, medens de to andre snart lægedes; hele Armen begyndte at visne, strax efter Allehelgensdag maatte han lægge sig til Sengs, mistede Mælet og Samling noget efter Mortensmesse, og døde i Tunsberg den 22de November, uden at have faaet gjort sit Testamente, eller at have ytret nogen Anger over sit tidligere Forhold^[1]. Kongen og Biskop Arne vare da forlængst dragne fra Tunsberg, først til Oslo, og siden derfra den 28de October til Oplandene. Ogsaa Hertugen fulgte med, hvad enten han nu vilde deeltage i Pilegrimsfærden, eller alene være tilstede ved Forhandlingerne i Nidaros. Biskop Eivind i Oslo forsynede Biskop Arne, der leed Pengemangel, med Rejsefornødenheder. Da de høje Rejsende kom til Ringsaker, traf de der Jon Brynjulfssøn, der havde gjort Gjestebud for dem. Formodentlig var han altsaa Sysselmand paa Hedemarken. Hertugen, fortælles der, var i en liden Stue for sig selv med sine Mænd, uvist af hvad Aarsag, men Kongen og Biskoppen vare i den samme Stue som Jon og formodentlig de øvrige Gjester. Da man skulde gaa til Bords, og Kongen havde taget Haandtvæt, satte Arne sig ved hans ene Side, medens Jon satte sig ved den anden, uagtet han endnu ikke var løst af det Bann, hvori Erkebiskoppen havde sat ham om Vaaren. Men de havde ikke siddet saaledes længe, førend Arne sagde til Kongen: „Herre, jeg beder eder, at I ej lader Jon spise sammen med eder, ellers maa jeg gaa ud og spise paa et andet Sted“. Kongen blev ganske rød ved disse Ord, og befalede Jon strax gaa fra Bordet og spise andensteds. Jon adlød strax. Dette vakte stor Forbauselse blandt de Tilstedeværende. Biskop Arne havde vel ganske Retten paa sin Side, men der skulde dog stor Uforfærdethed til at fremsætte en Begjæring af dette Slags. Kongens Eftergivenhed vidner imidlertid om den Magt, Biskop Arne havde erhvervet over ham. Ankomsten til Mdaros skede først Mortensmessedag (11te November); Erkebiskoppen modtog de Kommende med en Procession. Biskop Arne blev fremdeles hos Kongen, saa længe han opholdt sig i Nidaros^[2]. Her var nu ogsaa Hr. Erlend sterke ankommen. Biskop Arne havde nemlig, da Kongen paa Hr. Ravns Forestilling tilbagekaldte den ham tidligere givne Tilladelse til at drage hjem, skrevet til Abbed Runulf, at han den Sommer skulde indstevne Hr. Erlend til Norge, for at tage Afløsning af Erkebiskoppen saavel for det Bann, hvori han var falden ved i sin Tid at have været deelagtig i Erkebiskop Jons Fordrivelse, som for det andet, i hvilket han var falden paa Island ved at sige Lov eller dømme om Kirkegodset, imod den tidligere aflagte Eed, at alle disse Sager skulde henstaa til kirkelig Afgjørelse^[3]. Men Erkebiskop Jørund var medgjørligere end hans Forgænger Jon eller Biskop Arne vilde have været. Han løste strax Erlend, som det synes uden videre Vanskelighed, og det slaar neppe Fejl, at Arne ærgrede sig, da han ved sin Ankomst til Nidaros erfarede dette. Han havde tillige en anden Grund til at være misfornøjet med Erkebiskoppen, nemlig at denne i Hemmelighed, næsten underfundigt, havde givet Odde Prestekald til en islandsk Prest, uagtet Arne havde lovet det til en anden. Vistnok havde Erkebiskoppen nu, saa længe Kirkesagen ikke var afgjort, ifølge Biskop Arnes egen Erkjendelse Ret til at disponere over de ikke bortgivne Kirker i Skaalholts Biskopsdømme, men ikke over dem, Arne allerede havde bortgivet; han undskyldte sig med, at han ikke vidste noget om, at Odde Kirke hørte til disses Tal, men den Hemmelighed, hvormed han havde gaaet til Verks, viste dog, at han ikke havde ganske god Samvittighed. Overhoved merkede nok Biskop Arne alt for vel, at denne Erkebiskop var langt fra at besidde Jons Jernvilje og Udholdenhed. Han var rig nok paa Forsætter og kunde begynde en Sag med stor Iver og Kraft, men denne døde snart hen, naar han stødte paa nogen alvorlig Modstand. Allerede hans overhaands Forfængelighed maatte gjøre ham lettere at paavirke og haandtere end Jon, som ufravendt havde et eneste Maal, sin Kirkes Forherligelse, for Øje^[4]. Dette viste sig og snart, da de kirkelige Anliggender kom til Afgjørelse. Hvor føjelig stemt Kongen end fra først af kan have været, er det dog tydeligt, at hans Omgivelser, der ikke vare Kirken saa gunstige, havde faaet ham omstemt, og det blev, som vi ville see, Erkebiskoppen, der omsider drog det kortere Straa.

Ikke længe efter Kongens Ankomst blev den islandske Kirkesag foretagen. Erlend sterke mødte i sit eget Navn, for Ravn mødte en Fuldmægtig. Kongen, Hertugen og Erkebiskoppen vare alle tre tilstede. Biskop Arne fremtraadte som Sagsøger, og da Erkebiskoppen egentlig slet ikke havde sat sig ind i Sagen, lod han sig ganske lede af ham. Denne synes at have foresat sig, at Erlend ikke skulde nyde synderligt godt af sin let erhvervede, og vist efter hans Mening tilsnegne Afløsning. Han anførte som Søgsmaalsposter mod ham, først, at han sagde det at være Lov, d. e. dømte det lovligt, at Hr. Ravn lagde de omspurgte Kirker i Skaalholts Biskopsdømme under Lægmændene, dernæst, at han og Hr. Ravn ledede alle Forsøg paa at nedbryde Kirkelovene, og tiltoge sig Afgjørelse af Spørgsmaalet om Raadigheden over Kirkens Tiender; fremdeles, at de havde gjort flere Kirkers Forvaltning til Gjenstand for Kjøb, samt endelig, at Erlend havde erklæret sig for beskikket Lagmand saavel over Christenretten som den verdslige Ret, m. m. Arne vidste at fremstille dette saa indlysende, at Erlend og hans Staldbrødre ikke kunde svare videre dertil, og alle Dommerne heldte afgjort til Arnes Side; Erlend vidste da ingen anden Udvej end at forlange Sagen udsat, indtil Ravn blev saa frisk, at han kunde møde. Ravn var da nemlig endnu ikke død, eller, om han var det, kunde hans Død endnu ikke være bekjendt i Throndhjem^[5]. Erlend fik virkelig den forlangte Udsættelse, og Erkebiskoppen indstevnede ham for sig til næste Aars Mariemesse fyrre eller 15de August, hvor han ogsaa skulde stande til Rette, fordi han havde været med at fordrive Erkebiskop Jon^[6]. Omtrent til den Tid havde Erkebiskoppen sammenkaldt eller agtede at sammenkalde et Provincial-Concilium, hvorfor man maa formode, at det var hans Hensigt, her at lade den islandske Kirkesag komme til endelig Behandling, saa meget mere som man erfarer, at en Kaldelse eller Stevning allerede var udgaaet til Biskop Jørund af Hole. Denne saavel som Abbed Runulf havde imidlertid været meget virksomme paa Island. I det før omtalte Brev, som Biskop Arne sendte Abbeden fra Bergen om Vaaren 1289, og hvori han anmodede ham om at stevne Hr. Erlend Olafssøn over til Norge, stod der tillige, at det alene tilkom Erkebiskoppen at disponere over Kirkegodserne paa Island; at Erkebiskoppen erklærede Arne for den rette Dommer over alle (kirkelige) Forbrydelser i sit Biskopsdømme, og at alle hans Undermænd skulde lystre hans Dom i disse Sager, samt endelig, hvad der især giver et merkeligt Indblik i Kong Eriks Personlighed, at Erkebiskoppen, som han selv sagde, havde spurgt Kong Erik, om det virkelig var sandt, hvad man foregav, at Ravn havde taget Kirkerne efter hans Brev og Befaling, og at Kongen dertil havde svaret, „at de (d. e. Raadgiverne) vendte Brevene efter sin egen Vilje“^[7]. Paa Grund af alt dette bød derfor Biskop Arne i sit Brev, at alle Kirker og deres Gods skulde tages tilbage under Skaalholts Biskopsstol. Strax efter Hr. Erlends Rejse til Norge satte virkelig ogsaa baade Abbeden og Biskop Jørund sig i Bevægelse, idet de droge rundt om i Skaalholts Biskopsdømme, og ved hver Kirke lode anstille Undersøgelse om dens Gods, hvor vidt det var i Behold eller ej, samt erklærede alle ikke bortgivne Kirker at staa til Erkebiskoppens Disposition. Fremdeles lode de paa et Prestemøde oplæse et Brev fra Erkebiskoppen, der bemyndigede Biskoppen i Hole til at handle paa hans Vegne. Ikke faa af de Lægmænd, der i sin Tid havde taget sine Ættekirker tilbage, tabte nu Modet, især da hverken Ravn eller Erlend vare tilstede og kunde tage Stødet. De forpligtede sig til at fravige Kirkerne næste Vaar, og for Resten underkaste sig den Skrift, Erkebiskoppen maatte paalægge dem, mod strax at løses fra det Forbud eller Bann, hvori de ved deres Forhold vare faldne. Men da man ikke blev færdig med disse Forhandlinger førend efter Vintrens Begyndelse, kunde man naturligviis ikke vide noget derom i Norge, da Kirkesagen første Gang var fore, saaledes som det nys er omtalt. Havde Erlend Olafssøn vidst det, vilde han sikkert have talt et andet Sprog, og højtideligt protesteret mod at Biskop Arne lod sine Befuldmægtigede paa Island foregribe Dommen, og allerede nu handle, som om denne var afsagt til hans Fordeel.

Kongen og Hertugen opholdt sig ikke længe i Nidaros. Allerede den 30te November forlode de Byen for at drage til Bergen, medens Biskop Arne nu blev tilbage, og paa Erkebiskoppens Indbydelse flyttede til ham, hos hvem han tilbragte hele Vintren og en god Deel af Sommeren, indtil han atter fik Penge hjemmefra. Aarsagen til, at Arne nu ikke fulgte med Kongen, var vel fornemmelig den, at han i Vintrens Løb skulde raadslaa med Erkebiskoppen om de videre Skridt, der vare at foretage med Hensyn til Kirkesagen, og fornemmelig om de Skriftemaal, der var at paalægge dem, der havde givet tabt; Men tillige er det ikke usandsynligt, at der var indtraadt en Kulde mellem ham og Kongen, da det i det mindste efter Biskop Arnes Anskuelser maatte synes, som om Kongen i sine Underhandlinger med Erkebiskoppen var traadt denne alt for nær, og Arne saaledes vel, neppe uden Føje, troede at spore, at Kongen havde ladet sig omstemme. Ellers hviler der over denne Sag et stort Mørke, da man mangler udførlige Sagaberetninger derom, medens de annalistiske Optegnelser fra disse Aar ere yderst magre, og de virkelige diplomatariske Aktstykker faa eller ingen. Om Kongens og Hertugens Skridt og Foretagender i Løbet af Vintren 1289–1290 og den paafølgende Vaar, lige til den 4de Paaskedag, 5te April, veed man saa godt som intet, med Undtagelse af, at Kongen, uvist hvorfor, bar sin Krone, altsaa holdt stor Stads paa den Dag; og fremdeles hører man intet fra dem, førend de den 14de Mai, i Bergen^[8], udstedte en Bekjendtgjørelse, der viser, at det nu var kommet til et foreløbigt Forlig mellem dem og Erkebiskoppen saavel som de øvrige Biskopper, hvorved disse vare den indrømmende eller tabende Part. „Ideligen“, heder det her, „har der været klaget for os og ytret fra Almuens Side saavel her som andensteds, siden vi uværdigen toge Rigsstyrelsen efter vor Fader, at Provster og andre lærde Mænd have tynget dem mere ved Tiende-Ydelser og andre nye Paafund, end de hidtil havde plejet at være underkastede; og man har bedet os at finde paa Raad, som vi ogsaa ere pligtige til, mellem de lærde Mænd og Lægmændene, at disse ikke skulle lide for stor Tyngsel. Og da vi nu kjende os skyldige at bære Omhu for alle de under vor Magt og vort Værn stillede Menneskers Tarv, ville vi herved gjøre vitterligt, at vi ere komne overeens med Hr. Erkebiskop Jørund og vore andre Biskopper i Landet, at den gamle Christendomsbaalk skal staa ved Magt med Hensyn til Tiende-Ydelser, Penge-Sekter, og alt andet dette vedkommende, som de lærde Mænd have Ret til og som man plejede at iagttage efter gammel Vane, førend Compositionen blev sluttet i Tunsberg mellem vor Fader, den værdige Kong Magnus, og Hr. Jon Erkebiskop. Vi byde vore Mænd, alle som een, i hvad Stand og Rang han er, at gjøre den hellige Kirke Ret og udrede til dens lærde Mænd al den dem tilkommende Skyldighed grejdeligen, især dem, der have Oppebørselen at besørge, saa snart I ville have Hjelp af Gud og Tak af os. Derimod byde vi alle vore haandgangne Mænd at see nøje efter og passe paa, at der ikke bliver lagt større Tyngder paa Almuen, end vi og Biskopperne nu have samtykt, saa at ingen af Parterne bliver krænket i sine Rettigheder, thi I og Alle skulle vide, at vi ansee os lige saa skyldige at forhjelpe den hellige Kirke og hendes lærde Mænd paa den ene Side, som Lægmændene paa den anden Side, hver til sin Ret“. Vi see af denne Bekjendtgjørelse, at der ikke lang Tid i Forvejen maa have fundet Underhandlinger Sted mellem Erkebiskoppen og begge de fyrstelige Brødre; og da det maa ansees vist, at disse ikke besøgte Nidaros, eller vare sammen med Erkebiskoppen, siden de forlode Nidaros den 30te November 1289, maa man altsaa slutte, at de Underhandlinger, hvorved de erhvervede det i Bekjendtgjørelsen paaberaabte Samtykke af ham, netop bleve førte under deres nys omtalte Ophold i Nidaros fra 11te til 30te November. Men det var ingen ringe Indrømmelser, hvortil Erkebiskoppen her maa have bekvemmet sig. Thi ihvorvel det ikke udtrykkeligt heder, at Compositionen af 1277 skulde være ophævet, og Bekjendtgjørelsen mere berører Kirkens Indtægter end dens Rettigheder og Friheder overhoved, var det dog allerede en stor Ydmygelse for Erkebiskoppen, at han maatte godkjende, hvad man fra Gejstlighedens Side havde fundet saa forfærdeligt, Ophævelsen af Tillægsakten om den forhøjede Tiendeydelse; og i det mindste middelbart havde Erkebiskoppen med sin Eftergivenhed erkjendt, at Gejstligheden havde viist sig for anmassende, og derfor nu burde træde tilbage inden Sømmelighedens Grændser. Det er desuden slet ikke sagt, at Erkebiskoppen ikke har indrømmet andet og mere end hvad der staar i Bekjendtgjørelsen, fordi denne vedkommer kun Tienden og Sekter. Det vil strax blive viist, at et endeligt Forlig mellem Kongen og Biskopperne sluttedes Aaret efter, og at den gamle Tingenes Orden da virkelig paa det nærmeste blev bragt tilbage. Heraf lader det sig formode, hvad ogsaa Bekjendtgjørelsens Udtryk bestyrke, at de Indrømmelser, denne omhandler, have dannet den første Begyndelse til en gradeviis, men næsten fuldstændig Renunciation fra Kirkens Side paa alle under Kong Magnus erhvervede Rettigheder. At Erkebiskoppen kun nødtvungen fandt sig heri, og tog sig dette meget nær, kan man allerede paa Forhaand vide, og det aabenbarer sig desuden noksom af de Skridt, han strax efter foretog sig, saaledes som det nedenfor vil sees. For Biskop Arne har han sikkert udgydt sit Hjerte i Beklagelser, baade under Forhandlingerne selv og under deres paafølgende Samvære, og Arne kunde derfor, som sagt, neppe være vel stemt mod Kongen. I Bekjendtgjørelsen tales der ogsaa om de øvrige Biskoppers Samtykke. Da intet almindeligt Biskopsmøde nys var afholdt, paa hvilket et saadant Samtykke kunde erhverves fra dem alle paa een Gang – et Møde skulde, som nys berørt, just afholdes i Eftersommeren – maa Kongen enkeltviis og underhaanden have henvendt sig til enhver af de øvrige Biskopper, ligesom til Erkebiskoppen, og dette bestyrker end mere, hvad der ovenfor er ytret om Indrømmelsernes Charakteer og Betydning. Noget kunde man vel allerede have bearbejdet Biskopperne, saavel som Erkebiskoppen selv, under deres Nærværelse paa Toget forrige Sommer, men til nogen Enighed kan man da endnu ikke være kommen, siden Bekjendtgjørelsen ikke er udstedt strax efter, endnu i Høsten 1289. Sandsynligviis har Kongen og Hertugen faaet Biskop Eivinds Samtykke under deres Ophold i Oslo, sidst i October, Biskop Thorsteins paa deres Rejse gjennem Hedemarken; med Biskop Narve kunde de daglig være sammen i Bergen efter Ankomsten did, og paa ham vare de vel allerede fra først af sikre; og den stavangerske Biskop Arnes Samtykke kunde der i Tiden fra December 1289 til Mai 1290 være Lejlighed nok til at erholde.

Det er end videre charakteristisk, at den her anførte Bekjendtgjørelse endog tildeels er affattet, som om den skulde være til Fordeel for Gejstligheden, eller have til Hensigt at forebygge, at Lægmændene opførte sig alt for overmodigt mod de Gejstlige, thi der indskærpes hine alvorligt, at udrede til Kirken, hvad den tilkommer, og Fyrsterne bemerke endog, at de ikke ere mindre skyldige at staa paa Kirkens, end paa Lægmændenes Ret. Derved stoppede man paa en vis Maade Munden for al Protest fra Gejstlighedens Side. Men det lader tillige ane, at denne har gjort endnu større Eftergivelser, end de i Brevet berørte.

Hvad Erkebiskoppen imidlertid tog sig for, vides ikke, undtagen dette, at han var Biskop Arne behjelpelig med at affatte Domme og foreskrive Poenitenser for de ovenfor omtalte Lægmænd paa Island, der, ængstede ved Abbed Runulfs og Biskop Jørunds bestemte Fremgangsmaade, havde godvilligt krøbet til Korset, og underkastet sig den Skrift, Erkebiskoppen maatte paalægge dem. Da Sommeren kom, sendte Biskop Arne Breve over til Island, der indeholdt disse Domme m. m., samt Banntrusel for hver den, der endnu ikke paa lignende Maade underkastede sig inden en bestemt af Biskoppen fastsat Termin. Her meldtes derhos Hr. Ravns Død, der vist vakte stor Glæde hos Gejstligheden, men gjorde Modpartiet end mere forknyt. Men omtrent samtidigt med disse Breve ankom ogsaa Lagmanden, Hr. Erlend Olafssøn, der altsaa ikke ensede den ham af Erkebiskoppen forelagte Steevning. Han ansaa sig vel nemlig ikke længer bunden af denne, efter at have hørt, at Biskop Arne allerede havde foregrebet den endelige Dom, og givet Befaling til at gaa hans Venner og Tilhængere saa haardt paa Klingen. Og at Kongen gav ham Medhold, kan man noksom see deraf, at han nu i Ravns Sted havde forlenet ham med Syslen over hele Vestfjerdingen^[9]. Erlend afslog nu bestemt at underkaste sig nogen Skrift, og søgte vel ogsaa at oplive Modet paa Lægmændene; Følgen heraf var, at han efter et Par frugtesløse Samtaler med Abbeden blev sat i det saakaldte Forbud, medens Abbeden fremdeles, som det heder, tog saa haardt fat paa Kirkens Modstandere at hele Lægmændenes Hob maatte lukke Munden for ham^[10]. Erlends Udeblivelse fra Stevnen havde imidlertid den Følge, at Kirkegods-Sagen endnu en Tidlang henstod uafgjort. Mellem Kongen og Erkebiskoppen blev der heller ikke, saa vidt man kan see, forhandlet videre i Aaret 1290, thi om Sommeren var Kongen, som det nedenfor skal berettes, fraværende paa et nyt Tog til Danmark, og derpaa fulgte vigtige Forhandlinger med England og Skotland, der synes ganske at have optaget Kongens Tid. Man maa endog antage, at Kongen og Erkebiskoppen gjensidigt have lovet hinanden, ikke at udstede noget almindeligt Bud, der vedkom Forholdet mellem Kirke og Kongemagt, eller istandbringe nogen som helst legislatorisk Foranstaltning af dette Slags, førend en endelig Overeenskomst var sluttet imellem dem. Thi paa det Biskopsmøde, der virkelig holdtes i Nidaros sidst i August, og hvor alle de indenlandske Biskopper, paa Narve af Bergen nær, vare tilstede, tilligemed Erlend af Færøerne og Arne af Skaalholt (Jørund af Hole var endnu ikke ankommen) blev der kun vedtaget Bestemmelser af reen kirkelig Natur. Ikke engang den islandske Sag kunde komme paa Bane, da Erlend sterke, som nys omtalt, ej havde lystret Stevningen, og Biskop Jørund ej var tilstede. Det bestemtes, at alle virkelige Sjælesørgere eller Sogneprester skulde hver Søndag prædike for sin Menighed om Troen, Daaben og Confirmationen, samt lære Sognebørnene Credo, Paternoster og Ave Maria m. m.; at Prester, Provster og andre Kirkens Forstandere skulde flittigt undervise baade Læge og Lærde om at tro paa og hædre Christi Legeme og Blod; at Presterne selv skulde undervises af sine Foresatte om sine Pligter og jevnligt prøves deri, at Presten kun skulde læse een Messe om Dagen, undtagen ved de store Fester og ved nogle andre særskilt bestemte Lejligheder, at Chrisma og Eucharistien skulde gjemmes under Laas og Lukke, og de hellige Kar samt Gjemmer holdes rene; at ingen Prest uden uomgængelig Nødvendighed maatte meddele en anden Prests Sognefolk Sacramentet, og at ingen forud maatte forlange Penge for nogen gejstlig Forretning, men at dog den, der efter at have modtaget Tjeneste af Presten, negtede at yde ham sin Skyldighed, kunde tvinges dertil af Biskoppen eller dennes Official; at Forvalterne over Kirketienden ej maatte sælge denne uden Sogneprestens og tvende forstandige Sognemænds Vidende; at Hovedpresten ved en Begravelseskirke skulde saa vidt muligt holde en Vicarius, for at der altid kunde være een tilstede og forrette; at ethvert Collegium af Gejstlige, især Chorsbrødre ved Biskopsstolene, skulde bestandig lade sig forelæse hellige Skrifter ved deres Bord, for ikke at lytte til daarlig Tale; at hver Prest skulde overholde, at den lovbestemte Tillysning skede tre Helligdage for hvert Egteskab, der stiftedes, og at de, der tvert imod denne Bestemmelse indgik lønligt Festemaal, skulde straffes efter deres Fortjeneste, og deres Børn udelukkes fra alle gejstlige Grader, medens de Prester, der ej forbøde slige Forbindelser, eller selv overvare Brylluppet, skulde miste sit Embede i tre Aar og derhos yderligere straffes efter Omstændighederne. – Man synes her endog med Flid at have afholdt sig fra alt, hvad der berørte det store Stridsspørgsmaal. Flere af disse Bestemmelser vare ogsaa aabenbart allerede i lang Tid bestaaende Regler, som nu kun paany indskærpedes, eller samledes under eet^[11].

Derimod fortsatte Erkebiskoppen, maaskee mere for at det ikke skulde see ud, som om han med eet var slaaet af Marken, end med nogen Tanke, end sige Haab om at udrette noget af Betydenhed, sin allerede begyndte Forfølgelse mod dem, der havde været med at fordrive Erkebiskop Jon. Raden kom nu til Hr. Bjarne Erlingssøn. I de første Dage af November^[12] indstevnede Erkebiskoppen ham med tre Maaneders Frist til at møde for sig i Nidaros, for at stande til Rette for hvad han havde gjort mod Kirken „da han var i Kongens Gaard“, først ved at tilbagekalde Brevet af 13de September 1277, og saaledes berøve Erkestolen baade Myntretten og de øvrige i samme Brev indeholdte Friheder, dernæst ved at afskaffe Tienden paa Haalogaland, m. m. Men Hr. Bjarne lystrede ikke Stevningen, og da Erkebiskoppen forgjeves havde ventet ham fra 22de Februar til 9de Marts 1291, lod han Vidner føre mod ham in contumaciam for en dertil indkaldt Forsamling, bestaaende af Biskop Arne af Skaalholt, den nys ankomne Biskop Jørund af Hole, Chorsbrødrene, Dominicanerprioren Lodin og mange andre Gejstlige. Det var naturligviis ikke vanskeligt at oplyse, hvad der var skeet i Egenskab af offentlig Foranstaltning, og som Hr. Bjarne selv aller mindst lagde Dølgsmaal staa, nemlig at han havde erklæret Myntbrevet ugyldigt, afskaffet Vaagaboken, forbudt Ydelsen af visse Tiender, o. s. v.; – men jo mere notorisk alt sammen forhen var, desto mindre maatte hele denne Demonstration have at betyde, især da Erkebiskoppen selv allerede havde givet Slip paa meget af det samme, som Bjarne havde erklæret afskaffet. Brevet selv, hvor Vidneforhøret er beskrevet, indeholder intet om, at Bjarne blev sat i Bann eller Forbud for sin Udeblivelse^[13], og heller ikke seer man Spor dertil i andre Beretninger. Formodentlig har Erkebiskoppen ikke tordet drive Sagen videre mod den mægtige Bjarne, men underhaanden sluttet Forlig med ham, som tidligere med Hr. Erlend, maaskee for et Syns Skyld paalæggende ham en ringe Skrift. Det samme er vel skeet med den allerede tidligere bannsatte Hr. Jon Brynjulfssøn. At Erkebiskoppen ikke gik lige løs paa Hr. Audun Hugleikssøn, der upaatvivlelig var Kongens højre Haand og Sjælen i alt hvad der i den senere Tid var skeet til Hierarchiets Svækkelse, viser noksom, hvor lidet Mod Erkebiskoppen havde til at vove noget dristigere Skridt. For Resten var det vel betænkt, at han holdt Kongen selv udenfor det Hele, og betragtede hans Raadgivere som dem, der ene bar Ansvaret for hvad der er skeet og fremdeles skede i det Øjemed at berøve Kirken de Friheder, den havde erhvervet under Erkebiskop Jon, ej alene fordi han derved undgik noget Brud med Kongen, men og fordi det i Virkeligheden forholdt sig saaledes, og vistnok var den almindelige Mening, at Raadgiverne vare de egentlige Ophavsmænd til hvad der skede i Kongens Navn. Som en anden i sig selv lidet betydende Demonstration fra Erkebiskoppens Side, hvorved han kun vilde give sig Udseende af at være den, der i øvrigt stod paa sin Ret, maa det betragtes, at Erkebiskoppen til samme Tid som han optog Forhøret over Bjarne Erlingssøn, ogsaa lod begge de islandske Biskopper optage et Vidneforhør om, at det altid havde været Erkebiskoppens og ikke Kongens Ombudsmand, der paa Thomasmesse lyste Julefreden i Nidaros, efter Bylovens Bydende^[14]. Formodentlig var det ham ogsaa om at gjøre, at forsyne sig med alle de Beviisligheder om Erkestolens Friheder, han kunde tilvejebringe, for at have dem ved Haanden, naar disse Sager atter kom til Forhandling, og et endeligt Forlig skulde indgaaes. Et saadant kom ogsaa, som man seer, i Stand endnu samme Aar i Bergen^[15], men desværre erfare vi ej de nærmere Omstændigheder derved, lige saa lidet som det udtrykkeligt angives, hvilke Betingelserne vare. Alt hvad der berettes, er, „at Kong Erik i 1291 indgik Forlig med Biskopperne i Bergen“. Da saaledes alle Norges Biskopper maa have været sammenkaldte til et Møde i Bergen, for at bringe den lange Tvist til Ende, er det ikke usandsynligt, at dette Møde allerede har været aftalt og berammet, da Erkebiskoppen lod begge hine Forhør optage, og at i det mindste det sidste har været optaget for at kunne fremlægges der. Men kjende vi end ikke Forhandlingerne ved Mødet, kunne vi dog antage som temmelig sikkert, at Erkebiskoppen her i alt Væsentligt har givet efter, og at navnlig saavel flere af de mest forhadte Bestemmelser i Compositionen som den derpaa byggede nye Tiende-Anordning i Brevet af 13de September 1277, Erkebiskop Jons Christenret, og Statuterne af 1280, udtrykkeligen er blevne hævede. Der findes nemlig i flere Lovbøger en almindelig Forordning eller rettere Instruction for Lagmænd og Sysselmænd om hvad de havde at paasee til Opretholdelse af Indbyggernes Rettigheder lige over for Gejstligheden, hvilken netop berører de Punkter, der siden Compositionens Udstedelse vare de vigtigste Stridspunkter, og med Hensyn til disse gjenopretter den tidligere Tingenes Orden, samt hvis Indledning i de fleste Haandskrifter lyder saaledes: „disse Forskrifter bør Sysselmændene og Lagmændene iagttage og omhyggeligt overholde til Opretholdelse af den værdige Hr. N. N. Norges Konges Thegners og Undermænds Rettigheder“. Thi dette N. N. viser nu for det første, at Forordningen har været bestemt til gjentagen Oplæsning eller Indskærpelse under forskjellige Kongers Regjeringstid; og da der nu tillige i enkelte Haandskrifter virkelig i Stedet for „N. N.“ staar „Eriks“ eller „Haakons“, synes man med Bestemthed at maatte slutte, at den allerede har været udstedt i Kong Eriks Tid, skjønt ellers den Omstændighed, at et Haandskrift lader Anordningen udstedes af Haakon, og tilsiger, at Brevet blev gjort, oplæst for og samtykt af Almuen i hans tiende Regjerings Aar (1308 eller 1309) viser, at han maa have fornyet den, ligesom man og erfarer, at Haakons Eftermand, Kong Magnus Erikssøn, udstrakte den, forsynet med en ny Indledning, til Island. Det er endog ikke usandsynligt, at de fleste af disse Bestemmelser aller først have været vedtagne af Formynder-Regjeringen strax efter den sidste Sammenkomst med Biskoppen i Bergen 1281, for at oplæses paa Thingene eller omdeles til Sysselmændene og Lagmændene^[16]. Bestemmelserne ere følgende:

1. At ingen Sekter (Pengebøder) paalægges Undersaatterne udover hvad den gamle Christenret kjender, og heller ingen andre nye eller hidtil uvante Afgifter, enten for Forbud, Taksetninger eller Stevner-, naar der skal lyses til Festemaal eller Bryllup. Her sigtes aller sidst til de i Cap. 41 af Erkebiskop Jons Christenret indeholdte Forskrifter om Bryllups Afholdelse efter Festemaalet.

2. De Anordninger, Folk gjøre i deres sidste Dage, hvad enten de give noget til Kirker eller til Klostre eller til Andre, skulle ikke holdes uden for saa vidt Lovbogen bestemmer og gammel Skik har været.

3. Sejl og Redskab til Landværnsskibene skulle hænge i Kirken efter gammel Skik. (Dette sigter ligefrem til Artikel 4 af Statuterne af 1280, hvorved der under Bannsstraf forbødes at bruge Kirken til Opbevaringssted for Sejl, Smør eller andre Varer).

4. Lægmænd skulle kunne arve Klerker og Prester i alle Dele efter gammel Skik.

5. Leding skulle Alle udrede efter Jordegods og anden Ejendom. (Dette var, som vi have seet, maaskee det vigtigste Stridspunkt).

6. Den de Fattige tilkommende Fjerdedeel af Tienden skal tages af alle Tiender, og deles efter gammel Sedvane.

7. Alle Klerke-Tjenere skulle staa under samme Lydighedsforhold til Kongedømmet som andre Thegner, baade med Hensyn til Sekter og Søgsmaal, Skat og Skyld, Told og andre Paalæg, undtagen saa mange som det udtrykkeligt er tilstaaet Biskopperne, nemlig af Erkebiskoppens Mænd 100, hvilke han selv nævner, der skulle være ledingsfrie, Skutilsveinerne selv tredie og Huuskarlerne selv anden, samt derhos fritagne for Nævninger, Ledingsfærd med Kongen og Skibsdræt, og 40 af hver af de indenlandske Biskoppers Mænd, som de ligeledes selv opnævne. Hvis Erkebiskoppens Mænd slaas indbyrdes i hans Nærværelse, i hans Gaard eller paa hans Skib, naar to andre Skibe ere tilstede, da tilkommer den halve Sekt Kongen og den halve Sekt Erkebiskoppen, undtagen i Manddrabs- eller Lemmetabs-Tilfælde, hvor Kongen tager Sekten alene. Men skeer det ikke i Erkebiskoppens Nærværelse, da har Erkebiskoppen ingen Sekt at fordre. Heller ikke have de andre Biskopper Ret til nogen Sekter enten af sine egne Mænd eller andre uden dem alene, som den gamle Christenret tilstaar dem. Og kun under den Betingelse skulle Erkebiskoppens eller Biskoppens Mænd nyde de nys nævnte Friheder, at de alle ere navngivne i et ved hver Biskopsstol hvilende Brev. – Denne Artikel gjør en væsentlig Indskrænkning i de Rettigheder, der ved Compositionens Art. 12 og især ved det yderligere Frihedsbrev af 13de September 1277 vare tilstaaede Erkebiskoppen og Biskopperne. Compositionen bestemte, at hvis Erkebiskoppens 100 Mænd stredes i hans Nærværelse, skulde han dømme dem og oppebære hele Sekten, med Undtagelse af Drabs- og Lemlæstelses-Tilfælde, hvor Dommen og Sekten tilkom Kongen, dog saaledes, at der ogsaa her ydedes Erkebiskoppen en Kjendelse for hans Æres Skyld; og i alle andre Tilfælde skulde Erkebiskoppen og Kongen dele Sekten. Brevet af 13de September 1277 gik endnu videre, idet det tilstod Erkebiskoppen den hele Sekt, om ogsaa Slagsmaalet skede i hans Fraværelse, undtagen naar Kongen selv var tilstede, hvor Halvdelen af Sekten for hans Æres Skyld tilkom ham, og fremdeles, som før, i Drabs- og Lemlæstelses-Tilfælde; end videre tilstodes der ogsaa hver af de øvrige Biskopper halv Sekt, hvis saadanne Slagsmaal, uden at medføre Drab eller Lemmetab, foregik i deres Nærværelse; og den fornærmede Part skulde derhos have Valget, om han vilde underkaste sig Kongens eller vedkommende Biskops Dom. Nu derimod ophævedes, som man seer, ganske den Lydbiskopperne tilstaaede Sekt, og i Stedet for at Erkebiskoppen forhen fik den hele Sekt, tilstodes der ham kun halv Sekt, hvis Slagsmaalet skede i hans Nærværelse, medens han intet fik, om det skede i hans Fravær. Bestemmelsen om at Erkebiskoppens og Biskoppens Mænd ej skulde kunne nyde godt af Ledingsfriheden uden for saa vidt deres Navne saa at sige vare indregisterede ved Brev, sigtede vel til at forebygge, at flere end det lovbestemte Antal fordrede at nyde denne Frihed.

8. Det forbydes udtrykkeligt at tilstaa Provsterne eller deres Ombudsmænd almindelige Tolde (Afgifter) undtagen Rumaskatten.

9. Det forbydes Enhver at give Betaling for Begravelse, Barnedaab, den sidste Olje, Herrens Legeme, eller lignende kirkelige Goder, undtagen hvad han vil yde frivilligt, thi Presterne ere pligtige at meddele disse Goder gratis.

10. Det erklæres for ubilligt, at de, hvis Forfædre have ladet oprette Capeller, til hvilke de selv have lagt visse Indtægter, for der at faa holdt Messe og andre kirkelige Forretninger, skulle savne Gudstjenesten og dog fremdeles betale, naar Biskoppen negter at skaffe Prest dertil efter gammel Sedvane. For dette Tilfælde skulde altsaa, som det synes at ligge i Ordene, vedkommende Ejer af Capellet være berettiget til at tilbagekalde den gjorte Bestemmelse, eller i det mindste selv oppebære Indtægterne, indtil Biskoppen efter sin Skyldighed havde udnævnt en Prest. Biskopperne derimod ansaa sig vistnok berettigede til egenmægtigt at skalte og valte med det Gods, der engang var lagt til Kirker og gejstlige Stiftelser, og navnlig at lade slige Capeller staa ubesatte, for at anvende Indtægterne til andre Øjemed.

11. Hvis nu Provsterne og deres Ombudsmænd overtraadte de her givne Forskrifter, og ved Bann eller andre haarde Forholdsregler tvang Kongens Thegner til at underkaste sig nye Sekter eller Paalæg, som de ej for have været underkastede, skal enhver Lagmand eller Sysselmand, som Bonden dertil opfordrer, være pligtig at understøtte ham til Nydelsen af de hidtil gjeldende Love, hvorimod de ogsaa paa den anden Side skulle tilholde Bønderne at yde Kirken dens Ret, hvis Provstens Kæremaal vare retfærdige. Men finde de, at Provsten forurettede Thegnerne, og ikke paa nogen Maade ville lyde deres Advarsler, men ved Bann og andre Tyngsler tvinge Bonden til at underkaste sig de utilbørlige Paalæg, saa skulle heller ikke de, der saaledes forholdt andre deres Ret, selv nyde sin lovlige Ret, og Sysselmanden eller Lagmanden skulle sige til Provsten eller hans Ombudsmand, at de ej ville skaffe dem deres Ret, uden de selv ere retfærdige mod Andre. Hvis Sysselmændene eller Lagmændene blive overbeviste om, at de ej ville forhjelpe Kongens Thegner til deres Ret, da skulle de være forvissede om at miste Kongens Venskab samt letteligen ogsaa deres Embede. Men finde de, at Provsterne eller deres Ombudsmænd ikke holde sig det oven anførte efterretteligt, da skulle de forbyde enhver, Mand eller Kvinde, at arbejde for dem eller tjene dem, saavel som at leje Huus og Skib af dem. –

Ved at betragte den her meddeelte Anordning seer man strax, at den ikke ligefrem opregner, hvilke Rettigheder der bleve Biskopperne berøvede, og hvilke der ere dem levnede, men at den, som sagt, kun meddeler de kongelige Embedsmænd Instructioner om, hvad de havde at iagttage i Anledning af de Indskrænkninger, som, uden at det angives hvorledes, ere skede i de store Friheder og Rettigheder, Biskopperne tidligere havde erholdt. Det er altsaa klart, at for saa vidt – hvad vi med Rette tro at kunne antage – som en saadan Indskrænkning er skeet ved en formelig Overeenskomst mellem Kongen og Erkebiskoppen tilligemed Lydbiskopperne, da har denne Overeenskomst ogsaa indeholdt andet og mere, end hvad der findes i hiin Anordning, nemlig hvad der ikke kunde foranledige nogen særskilt Forskrift for Kronens Embedsmænd. Saaledes see vi f. Ex. i Bestemmelsen om Erkebiskoppens og Biskoppernes Sekter en fuldstændig Ophævelse af de store Rettigheder i saa Henseende, der tilstodes disse Prælater i Brevet af 13de September 1277, hvor ogsaa Myntretten paany blev Erkebiskoppen indrømmet, og som derfor kaldtes Stedjabrevet eller Myntbrevet; og da vi nu ovenfor have seet, at Formynder-Regjeringen i Aaret 1281 formeligt ophævede dette Stedjabrev, og Hr. Bjarne Erlingssøn offentligt kaldte det tilbage, ligger følgelig den Slutning nær, at Erkebiskoppen ved Forliget af 1291 erkjendte denne Tilbagekaldelse gyldig, og saaledes tillige gjorde Afkald paa de øvrige Friheder, Stedjabrevet indrømmede ham, navnlig Ledingsfriheden for hans Arbejdsfolk ved Christkirken, hvilket ogsaa den oven anførte udtrykkelige Indskrænkning af Ledingsfriheden til 100 af Erkebiskoppens og 40 af hver Biskops Mænd øjensynligt bekræfter. Vi erfare ligeledes, at Erkebiskoppen fra 1281 af virkelig savnede Myntretten i over halvandet hundrede Aar.

End videre have vi seet, at der med Hensyn til den erkebiskoppelige Jurisdiction skede betydelige Indskrænkninger i selve Compositionens Artikel 12, og at den i Forbindelse med Compositionen paabudne nye Tiendeanordning ganske blev ophævet, idet alene den gamle Christenret i dette Stykke erklæredes gjeldende. Ogsaa dette var, som vi vide, en Foranstaltning, der allerede var skeet under Formynder-Regjeringen, og som Erkebiskoppen følgelig nu maa have godkjendt, uagtet han nys netop havde ladet optage Vidnesbyrd over Hr. Bjarne Erlingssøns Virksomhed ved at sætte Foranstaltningen igjennem.

Fremdeles slutte vi af Artikel 5, at Erkebiskoppen nu maa have ladet al Modstand mod det saa meget omstridte nye System for Ledingsudredelsen fare.

Overhoved synes intet andet at være blevet staaende af Compositionen, foruden den oven omtalte Ledingsfrihed for Erkebiskoppens 100 og hver Biskops 40 Mænd samt for Presterne, end hvad der allerede havde været indrømmet ved Erkestolens Oprettelse, nemlig Capitlernes frie Valgret ved Biskopsstolenes Besættelse og visse reenkirkelige Sagers Undtagelse fra verdslig Domstol, med andet mere, der nu betragtedes uadskilleligt fra en ordentlig organiseret Kirkeforfatning, samt de enkelte mindre Friheder, der ikke grebe ind i Kongedømmets egentlige Myndighed, som Retten til at sende Meelskibet til Island, Retten til at kjøbe Falke m. m. Man vilde imidlertid vistnok fejle meget ved at tænke sig, at Compositionen formeligt hævedes ved den nye Overeenskomst af 1291, (hvad der udtrykkeligt hævedes, var aabenbart kun Tienderegulativet og Stedjabrevet), tvert imod er den endog snarere bleven udtrykkeligt bekræftet, med visse særskilt opregnede Undtagelser, men disse Undtagelser vare saa mange og vigtige, at de betoge Compositionen hele dens Betydning. Erkebiskoppen vandt imidlertid saa meget ved denne Maade at ordne Sagen paa, at han skaanedes for, hvad der efter alt, hvad der tidligere havde fundet Sted, maatte ansees for en stor Ydmygelse, formeligt at maatte erklære Compositionen, dette den nidarosiske Kirkes højt priste Klenodie, magtesløs, og at han dertil altid holdt den Udvej aaben for sine Efterfølgere, paany og under heldigere Omstændigheder, naar de nu stedfundne Forhandlinger vare gangne i Glemmebogen og man maaskee havde med en føjeligere Regjering at bestille, at kunne opfriske Compositionen og benytte den som et Document, der egentlig fremdeles var gjeldende, men kun ved Misbrug var kommet ud af Kraft.

Erkebiskoppen havde dog vel neppe, hvor svag og ustadig han end kunde være, denne Gang viist sig saa medgjørlig, hvis der ikke var indtruffet Omstændigheder, der gjorde det nødvendigt for ham, til enhver Priis at skaffe sig Fred med den verdslige Magt, og Kongens Beskyttelse. Der udbrød nemlig, som ovenfor berørt, just paa denne Tid^[17] en heftig og langvarig Strid mellem ham og hans eget Domcapitel, der foranledigede de forargeligste Optrin og ved flere end een Lejlighed krævede Kongemyndighedens Mellemkomst Striden selv, der først flere Aar derefter naaede sit højeste, skal paa sit Sted blive nærmere omtalt. Her ville vi kun bemerke, at Elementerne dertil rimeligviis længe havde været forhaanden, og at Erkebiskoppen allerede forudsaa dens Udbrud, da han indgik Forlig med Kongen. Det er endog ikke saa usandsynligt, at den Villighed, hvormed Erkebiskoppen indlod sig paa Forliget, har fremskyndet det aabenbare Brud mellem ham og Capitlet, hvis ledende Medlemmer synes at have hyldet samme Grundsætninger som den ovenfor omtalte Eindride, altsaa med andre Ord at have hørt til Erkebiskop Jons Skole, og derfor kun med stort Mishag seet deres Foresatte, Erkebiskoppen, give Slip paa de Fordele, Erkebiskop Jon med saa megen Møje og med saa store Opofrelser havde søgt at erhverve^[18].

1. Arne B. Saga Cap. 78. Ravns Venner, fortælles det her, spurte ham paa det sidste, om han ikke havde en Bøn at gjøre Kong Erik, som de kunde fremføre for ham, da han neppe selv fik ham at see; han skjønnede hvad de sagde, og fik Taarer i Øjnene, men kunde ikke faa mere frem end „Sturla, Sturla“, hvilket man udtydede saaledes, at han bad om Kongens Naade for sin Søn Sturla og sin Systersøn af samme Navn; og Kongen, heder det, gjorde dem siden begge til Riddere.
2. Arne B. Saga Cap. 77, 78.
3. Arne B. Saga Cap. 71.
4. Arne B. Saga Cap. 75.
5. Han døde nemlig, som vi have seet, den 22de November, og da den her omtalte Behandling af Kirkesagen i det aller seneste kan have foregaaet den 29de, siden Kongen og Hertugen, der vare tilstede derved, rejste fra Nidaros den 30te, er det umuligt, at Efterretningen fra Tunsberg om Ravns Død til den Tid kunde have naaet Throndhjem. Der staar ogsaa udtrykkeligt, at den ej kom til Nidaros førend ud paa Vintren.
6. Arne B. Saga Cap. 77.
7. Sammesteds Cap. 71.
8. Brevet (Norges gl. Love, III. S. 17) er dateret Bergen 7 Nætter før (eller efter en enkelt Variant „efter“) Pints i Kongens 11te Aar (en Variant, der har 6te, en anden, der har 13de, ere aabenbart fejlagtige) hvilket bliver 14de (eller 21de) Mai 1290, da Regjeringsaarene regnes fra 10de Mai. Det er urigtigt, naar Suhm har henført Brevet til 3die Juni 1291. Men han omtaler det ved en Forglemmelsesfejl paa to Steder, baade ved 1290 eg 1291, (XI. S. 94, 115). Samtidigt med Bekjendtgjørelsen er upaatvivlelig et Beskyttelsesbrev, udstedt af Kongen og Hertugen for Munkelivs Kloster, i Bergen, 1290, i Kongens 11te Regjerings-Aar. (Thorkelins Dipl. II. S. 127).
9. De islandske Annaler.
10. Arne B. Saga Cap. 79.
11. Norges gl. Love, III. S. 241. Jvfr. Keyser „den norske Kirkes Historie“, II. S. 66, hvor et udførligere Uddrag af Concilbestemmelserne gives.
12. Ugen efter Allehelgensmesse, som det i Brevet heder.
13. Brevet er aftrykt efter Originalen i Dipl. Norv. III. No. 30.
14. Brevet er aftrykt i Dipl. Norv. III. No. 28. Det er her henført til den 15de Febr. 1290, og vist er det, at det er dateret i første Fasteuge 1290, men da det er ligesaa vist af Arne B. Saga og Annalerne, at Biskop Jørund om Vintren 1289–1290 var paa Island (s. ovf. S. 165), og at han ej kom til Norge førend om Høsten 1290, er det aabenbart, at Brevet er fra 1291, og at de islandske Biskopper her have regnet Aaret fra 25de Marts. Da Fasten i 1291 begynder med Aske-Onsdag, 7de Marts, og første Fasteuge ophører med Løverdag den 10de, bliver altsaa dette Forhør omtrent ganske samtidigt med det ovenfor anførte, som Erkebiskoppen selv optog, hvilket igjen indeholder en Bestyrkelse mere for, at det sidste virkelig henhører til 1291.
15. Flatø-Annalerne, ved 1291.
16. Se Norges gl. Love III. S. 82–85. Naar man her nærmere betragter Text og Varianter, vil man see, at de fleste og bedste Haandskrifter hverken have Intimation eller Slutning med Aarsangivelse, ligesaa lidet som noget bestemt Kongenavn. Af største Betydning er det her, at de tre Haandskrifter 60 qv. 322 fol. og 304 fol. i den arnamagn. Samling, der selv ere skrevne endnu i Kong Haakons Regjeringstid, strax efter 1315, allerede have N.N. – Kong Eriks Navn findes kun i een Codex, nemlig den tunsbergske, men med en meget god Haand, neppe yngre end 1325: Kong Haakons Navn i Stedet for N. N. kun i to Papircodices fra det 16de Aarhundrede; Intimationen af Kong Haakon med den Slutning, at Forordningen blev lovtagen i hans 10de Regjerings Aar, findes kun i een Codex med Haand fra 15de Aarhundrede. I en enkelt Codex fra det 16de Aarhundrede er Forordningen sat i umiddelbar Forbindelse med K. Haakons Befaling af 28de Juli 1316, at den gamle Christenret midlertidigt skal gjelde, og endelig findes i fire islandske Codices en Intimation af Kong Magnus (see N. gl Love III. 194), hvor Forordningen kaldes „Anordning af vor Morfader Kong Haakon“, men hvor dette kun behøver at sigte til den Fornyelse eller Indskærpelse af den, som ifølge det før omtalte Tillæg i en enkelt Afskrift viser sig at maatte have fundet Sted i Kong Haakons 10de Aar. Af det anførte sees det noksom, at Forordningen oprindelig har været uden Tidsbestemmelse. Dette passer ogsaa med dens hele Charakteer af Instruction for Embedsmænd, ikke af noget sedvanligt almindeligt Paabud. Og da nu Afskriften i den tunsbergske Codex, der selv maa være skreven efter en ældre, ikke vel kunde faa Navnet „Erik“ indsat, med mindre det havde staaet i Originalen, og denne igjen, der maa have været skreven ganske nær ved, maaskee under Eriks egen Regjeringstid, ej kunde have Navnet ved en Fejltagelse, bliver det utvivlsomt, at Forordningen hidrører fra hans Tid, hvilket ogsaa passer bedst med Indholdet, især naar man antager, at den oprindeligt er udstedt af Formynderregjeringen. Dette synes næsten endog at ligge i Ordene „til Opretholdelse af den værdige Hr. N. N. Norges Konges Thegners og Undermænds Rettigheder“; thi saaledes kunde ikke en udstedende Konge tale om sig selv, men derimod kunde det netop have været en passende Udtryksmaade for Regjeringsherrerne, naar de, som Bjarne Erlingssøn paa Haalogaland, i Aaret 1282 efter Erkebiskop Jons Forjagelse forbød Tiender m. m., se ovenf. S. 40, 41. Her maa man navnlig, ved Forordningens Art. 1, der forbød andre Sekter, end dem i den gamle Christenret hjemlede, tænke paa, at Bjarne tvang Sira Audun Raude til at tilbagebetale de Sekter, han paa Erkebiskoppens Vegne havde oppebaaret for Hoors-Sager. Den sidste Straffetrusel, at det skulde forbydes alle og enhver at arbejde for de gjenstridige Gejstlige, eller at leje Huus af dem, stemmer ogsaa ganske med Regjeringsherrernes vel bekjendte Færd i 1281 og 1282. Spørgsmaalet bliver nu kun, om Forordningen virkelig er at sætte i Forbindelsen med Overeenskomsten af 1291, eller den kun er bleven affattet i 1281 eller 1282, men har hvilet lige til 1308 eller 1309, da Kong Haakon opfriskede den. Herved ville vi kun bemerke, at Kong Haakon neppe vilde have kunnet opfriske den, hvis dens Indhold ikke allerede tidligere ved en formelig Overeenskomst mellem Kronen og Kirken var erkjendt tilbørligt; og en saadan Overeenskomst vides ikke at have fundet Sted efter den i 1291. Den maa saaledes vistnok ved denne Lejlighed være bleven erkjendt for den Rettesnor, Embedsmændene skulde følge.
17. Begyndelsen af Striden mellem Erkebiskoppen eg Chorsbrødrene henføres i Annalerne til 1291.
18. Det er her af væsentlig Betydning, at Erkebiskop Jørunds ivrigste Modstandere af Capitlet, Sighvat Lande og Audun Raude, netop vare de, deri 1282 lede haardest Medfart af Bjarne Erlingssøn, og siden vare Medlemmer af den Deputation, der skulde overbringe Eindride Meldingen om hans Valg til Erkebiskop.