Det norske Folks Historie/6/81

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1859 (I-4-2, s. 234-250).

Det er allerede ovenfor omtalt, at Kong Erik strax efter sin Tilbagekomst fra Mødet i Kjøbenhavn 1294 havde, saaledes som det var bestemt Aaret forud, et Møde med Befuldmægtigede fra de tydske Stæder, for derved at komme til endeligt Forliig med disse. Den eneste Afvigelse fra den oprindelige Aftale var, som sagt, at Mødet ikke holdtes i Bergen, men i Tunsberg, formodentlig især paa Grund af Kongens paatænkte Tog til Danmark, dog var det ogsaa langt bekvemmere for alle Parter at mødes i Tunsberg, end paa et saa afsides Sted som Bergen. I Tunsberg indfandt der sig da til den bestemte Tid, nemlig Pints (6te Juni) følgende Gesandter og Befuldmægtigede, nemlig først og fremst Hans Runesse, for Lübeck, Riga og de Tydske i Visby, hvilken var den egentlige Underhandler; dernæst Walter v. Clut fra Wismar, Reinekin Robertssøn fra Rostock, Gottschalk fra Stralsund, Waldewin fra Greifswalde og Anklam, Hartwig af Nagle fra Kampen, Hidde fra Stavern og Albert v. Bremen fra Stettin, samt endelig fra Bremen Gesandterne Walter Yspal og Erik Radekes Søn; hvilken Stad dog nu stod paa Kongens Parti lige over for hine, saa at det endog var en af Hensigterne ved dette Møde at faa stiftet et Forliig mellem Bremen og de øvrige Stæder.

Forhandlingerne varede, som man seer, en Maaneds Tid, da de Akter, der indeholde deres Resultater, ere daterede den 6te Juli^[1]; dog seer man heraf, som det strax nedenfor vil vises, at Kongen og Hertugen allerede i Pintsedagene kom overeens med Hans v. Runesse om at indgaa en ny Tractat med Stæderne, hvorved der tilstodes Handelsmændene fra disse, naar de kom til Norge, udvidede Friheder. Vistnok tilstode ogsaa Stæderne paa deres Side de Nordmænd, der maatte komme til dem, samme eller lignende Friheder, og Overeenskomsten udtaler udtrykkeligt Reciprocitets-Systemet, men det ligger dog i Sagens Natur, at de, som vandt mest herved, vare Tydskerne, der nu langt hyppigere besøgte Norge, end Nordmændene de tydske Stæder. Dette synes ogsaa Kongen og Hertugen at have følt, idet de, i den af dem udstedte Gjenpart, indlede Opregnelsen af de udvidede Friheder med følgende Ord: „Da vi afsvor særdeles Maade ville forsyne alle Indbyggere af bemeldte Stæder, der som Gjester agte at besøge vort Land for at handle, med mere udvidede Privilegier, for at de skulle kjende sig des sterkere forpligtede til at gjøre os til Behag, have vi villet tilstaa dem efterskrevne Begunstigelser“. Frihederne ere i Korthed følgende:

1. Naar de kom til Byer eller Thorper i Norge, skulde de frit kunne lægge til Bryggen, uden at spørge Gjaldkeren eller Sysselmanden om Lov, dog saaledes, at de samme eller følgende Dag efter at de havde lagt til Bryggen anmeldte for Fehirden, hvilke eller hvad Slags Sager de havde bragt, og anholdt om Tilladelse til at bringe dem over fra Skibene i Husene, hvilken Tilladelse ikke skulde negtes dem, undtagen at Fehirden inden tre Dage skulde kunne kjøbe for tilbørlig Priis de Sager, han ansaa nødvendige for Kongen, men skulde ogsaa i rette Tid betale Prisen. Hvis han ikke inden tre Dage bestemte sig, kunde de siden frit sælge deres Varer til hvem de vilde^[2]. Saa snart de vare komne inden for en Byes Takmark eller District, vare de forpligtede til at sælge sine Varer der; ellers kunde de bringe dem hvorhen de vilde udenfor eller indenfor Riget, dog ikke nordligere end Bergen, undtagen naar dette tilstodes nogen af særdeles Naade^[3].

2. Af ethvert Skib, der bragte Rug eller Meel til nogen By, skulde der i Told betales eet Pund af bedste Slags Korn som fandtes ombord, og som den kongelige Ombudsmand udvalgte, undtagen Hvedemeel (flúr).

3. De tydske Handelsmænd, der kom til Staden, skulde være fritagne for Skibsdræt, undtagen ved kongelige Skibe^[4].

4. Døde Nogen af dem inden Norges Grændser, skulde hans Efterladenskab udleveres til hans Arving eller dennes lovlige Fuldmægtig, der desangaaende medbragte aabent Vidnesbyrd fra den By, hvortil den Afdøde hørte, inden halvandet Aar fra Dødsdagen.

5. De skulde ikke være forpligtede til at møde til Vaabenthing, eller at følge Tyve til Galgen eller andre dømte Misdædere til Retterstedet^[5].

6. For at udrede Leding skulde de være frie, som før Juul vare sejlfærdige og havde solgt sine Varer; bleve de da senere af Vejr og Vind nødsagede til at dvæle i nogen By, skulde de lige fuldt være skattefrie, saa længe de ikke dreve Handel ved Kjøb eller Salg.

7. De skulde kunne oplægge sine Varer i Huse, tilhørende Byerne, hvor som helst det faldt dem belejligt, naar de kun ikke solgte dem andensteds, end paa de dertil særskilt bestemte Steder.

8. De skulde kunne udleje deres Skibe til andre, for at føres til de Steder, som de efter det oven anførte maatte besøge, og skulde ikke være forpligtede til at leje Skibe af andre.

9. Naar Nogen for en mindre Gjeldsfordring eller Forseelse, der kunde afsones med Pengebod, søgtes ved Taksetning, skulde han kunne stille dette Tak ved sin egen Huusvert og to Landsmænd, der havde eget Skib ved Bryggen, som ikke var sejlfærdigt; dette var nok til Caution for Beløbet^[6].

10. De skulde være fritagne for Vægtertjeneste og Nattevagt^[7].

11. Ingens Kiste skulde undersøges, uden naar der var grundet Mistanke mod ham om Falsk eller Tyveri.

12. Den saakaldte Punder-Steen (Loddet i Punder-Vegten) skulde opbevares paa et offentligt Sted under paalidelig Bevogtning, saaledes at de, der vilde veje noget, havde fri Adgang dertil, og den skulde have samme Tyngde som fra gammel Tid og i Lovene bestemt.

13. Naar de lede Skibbrud inden Rigets Grændser, skulde de frit kunne bjerge deres Gods ved egen eller andres Hjelp, og nyde og bruge samme Gods eller Skibe efter Behag, indtil de frivilligt frasagde sig dem eller overgave dem som Vrag^[8].

14. Naar en af Skibsfolkene begik en Forbrydelse, skulde han straffes efter Lovene, og ingen uskyldig straffes i hans Sted, undtagen for saa vidt de ifølge Landets Love eller Stedets Vedtægt skulde straffes, som med Vidende havde unddraget nogen Forbryder fra Retten eller med Magt forsvaret ham.

15. Ingen Privatpersons Forbrydelse skulde lægges vedkommende Stad til Last, uden at denne vægrede sig forat skaffe Ret, anmodet derom.

16. Enhver, der anklagedes for en Brøde, hvorom han-ikke lovligt kunde overbevises, skulde, om muligt, frigjøre sig ved Eed i Forening med andre hans Ligemænd i Stand og Stilling, der bedst kunde vide hvad Sandheden var, efter Lagmandens Dom; kunde han ikke frigjøres for Beskyldningen, skulde han straffes efter Lovene. Derhos skulde i alle civile og criminelle Søgsmaal mod Stædernes Borgere ingen andre end ordentlige Folk af godt Rygte bruges som Vidne.

17. Naar nogen Kjøbmand i Norge havde kjøbt Varer af Tydskerne og givet dem Festepening, d. e. Penge paa Haanden, men ikke afhentet Varerne samme Dag, kunde Ejeren frit sælge dem til hvem som helst, undtagen hvad der skulde kjøbes til Kongens Brug.

Alle disse Friheder, siges der tilsidst i Brevet, tilstodes kun for saa vidt de Friheder, Stæderne ligeledes havde tilstaaet Norges Borgere, saavel som de mellem Norges Fyrster og Stæderne indgangne Overeenskomster, troligt overholdtes af disse, samt for saa vidt der blev givet klækkelig Godtgjørelse for den Skade, Fyrsterne selv eller deres Undersaatter havde lidt af Stædernes Indbyggere.

I det Gjenbrev som Stæderne siden udstedte til Norges Fyrster i Anledning af denne sidste Overeenskomst, hvilken der udtrykkeligt siges allerede at være sluttet ved Pintsetid, findes de Friheder, der tilstaaes norske Borgere i Stæderne, angivne næsten ordlydende med dem, der i oven omhandlede Brev tilstodes Tydskerne i Norge. Hvad der findes afvigende, er kun hvad der er afhængigt af den ene eller anden Parts locale Forhold. Stædernes Gjenbrev – det vil sige, det der er udstedt af Lübeck i Forening med Riga og Tydskerne i Visby^[9]; de øvrige Stæders Gjenbreve, der dog maa have været ligelydende, ere rimeligviis tabte – begynder Opregnelsen af de særskilte Friheder med en Artikel, der ganske svarer til Art. 7 i den norske Gjenpart, nemlig om Frihed for Nordmændene til at oplægge Varer i Stædernes Huse, men kun ikke til at sælge dem paa andre ende de særskilt dertil anviste Steder. Art. 2 svarer ganske til den norske Gjenparts Art. 8. Art. 3 svarer til den norske Gjenparts Art. 9, dog saaledes, at da der ikke i de tydske Stæder kan være Tale om Taksetning og Takførsel, lyder den saaledes: „Hvis nogen Nordmand bliver indstevnt af Dommeren paa Grund af en Pengesag eller ringe Forseelse, eller han sigtes af en anden, kunne hans Huusvert og to Landsmænd, der eje eget Skib, som ikke er sejlfærdigt, borge for hans Tilstedeblivelse, saa at han ikke sættes i Fængsel, eller saa at han, om han skulde være fængslet, mod denne Caution sættes paa fri Fod“. Den norske Gjenpart har her intet om Fængsel, fordi dette ej anvendtes i slige Tilfælde. Art. 4 stemmer ganske med Art. 13 i den norske Gjenpart. Art. 5 og 6 om Nattevagt m. m., og Undersøgelse af ens Gjemmer, ere ordlydende med Art. 10 og 11 i den norske. Art. 7 svarer til den norske Gjenparts Art. M; men hvad der svarer til Art. 15 i denne, nemlig at Privates fornærmelige Handlinger ikke skulde tilregnes Kongen eller Hertugen, med mindre de, anmodede om at skaffe Ret, negtede det, danner her Art. 9. Art. 8 er eenslydende med den norske Gjenparts Art. 17, paa det nær, at Udtrykket „Festepening“ her ikke forekommer, men derimod kun „Pening“ (datis arrhis, quas vulgo denarium dicunt)^[10]. Den norske Gjenparts Art. 143, der handler om Kongens Forkjøbsret og andre særligt norske Forhold, kunde ej faa noget tilsvarende i den tydske, lige saa lidet som Art. 12, om Punderen, og Art. 16, om Medeedsmænd og Vidner.

Naar disse Gjenbreve udstedtes, vides ikke; det eneste, man som sagt har, nemlig det lübeckske, mangler Datering. Sandsynligviis udfærdigedes de fleste i Løbet af 1294, siden det udtrykkeligt heder, at Overeenskomsten i sig selv allerede var sluttet ved Pintsetider samme Aar. Enkelte kom dog nok senere, saaledes vistnok det fra Kampen, da man veed, at der den 16de October 1296 sluttedes i Bergen en Overeenskomst mellem dets Borgere og Kong Erik, hvorved netop de her ovenfor anførte Bestemmelser synes at være blevne bekræftede^[11].

Med Hensyn til de private Sager bestemtes det, at de Søgsmaal, der vare rejste mod Kongen, Hertugen og hans Undergivne, og som formedelst enten Sagsøgerens eller den Sagsøgtes Fraværelse ikke vare blevne afgjorte, skulde til næste Aars St. Hansdag behandles og endeligt afgjøres, i Tunsberg med dem, der vare østenfor, i Bergen for dem, der vare vestenfor Lindesnes. End videre bestemtes det, at der skulde skaffes Fyrsterne, deres Undersaatter og Bergens Borgere fuld Retserstatning, angaaende de Klager og Søgsmaal, de maatte have mod nogen af Byerne eller deres Indbyggere, saa snart vedkommende Stads Raadmænd derom anmodedes^[12]. Og endelig skulde der være stadig Fred og Enighed mellem hine Stæder og Bremens Indbyggere, ligesaa vel som mellem Fyrsterne og samme Byer, og paa begge Sider skulde man nyde godt af de bedste Friheder, man nogensinde havde haft.

Man maa formode at Kong Erik paa denne Tid befandt sig i nogen Forlegenhed, siden han ved denne Lejlighed saa betydeligt udvidede Stædernes Rettigheder. Enten have de maaskee truet med at tage Parti for Danmark, eller de have strengt fordret Udbetalingen af hvad der endnu stod tilbage af de dem ved Dommen i Kalmar tilkjendte 6000 Mkr. Sølv, skjønt de rigtignok midlertidigt nøde Afgiftsfrihed af deres Sildefangst under Norges Kyst, indtil fuld Betaling var skeet. Vi ville desuden see at der nu indtraadte et Brud mellem ham og England, hvilket vistnok stod i Sammenhæng med hans Villighed mod Tydskerne.

Det var ikke mere end billigt og rimeligt, at Staden Bremen, der havde staaet saa troligt paa Norges Side, medens de østersøiske Stæder havde været dets Fiender, ej alene deelagtiggjordes i disse Friheder, ment nød endnu flere og særegne Begunstigelser. Ikke nok med saaledes, at Tolden eller Landvarden for de bremiske Sildefangere ved Norges Kyster allerede i 1292 var nedsat til 5 Peninger Sterling af Læsten^[13], blev denne Told nu yderligere forringet til 3 Peninger Sterling. Herom udgav Kong Erik i Tunsberg den 21de Juli et Brev^[14], der begynder saaledes: „Det er ikke mere end rimeligt, at de, der have gjort sig fortjente fremfor andre, ogsaa fremfor andre hædres med passende Gunstbeviisninger. Vi gjøre derfor herved vitterligt, at da de os elskelige Borgere, Kjøbmænd og samtlige Indvaanere af Staden Bremen ved deres oprigtige Troskab have gjort sig fortjente til særdeles at nyde Beviser paa vor Yndest, og ved deres forekommende Hengivenhed have fremfor andre erhvervet et Krav paa vor Velvilje, optage vi dem fra dette Øjeblik af blandt vore fortroligste og særdeles Venner, og indtage dem-i vort Venskabssamfund fremfor alle engelske og tydske Kjøbmænd“. Han paalægger derfor alle sine Undersaatter under Trusel om sin Vrede, overalt at modtage og behandle Bremerne som Kongens og Rigets særdeles Venner og Velyndere, at vise dem den størst mulige Velvilje, staa dem bi mod alle Fornærmelser og endelig ikke selv vove at tilføje dem nogen Uret, Skade eller Ulempe. Hvad nu ellers denne Toldnedsættelse for Bremerne angaar, da kunde dog de syv østersøiske Stæders Borgere rose sig af at nyde en endnu større, skjønt rigtignok kun midlertidigt, da der nemlig, som vi ovenfor have seet, var bevilget dem fuldkommen Afgiftsfrihed ved Sildefangsten i Norge, indtil alt hvad der stod tilbage af de 6000 Mkr. Sølv, som det ved den kalmarske Dom var paalagt Norges Konge at betale, var udredet. Og endnu i 1298 vare de ikke fuldstændigt betalte, som det kan sees af en Opfordring, Kong, Erik fra Bergen den 17de April 1298 lod udgaa til Lübeckerne om at sende Befuldmægtigede til Tunsberg for at modtage Resten, ligesom man erfarer, at der endnu mod Slutningen af samme Aar skede mindre Udbetalinger^[15].

Hvorledes de særskilte Erstatningsspørgsmaal bleve afgjorte, der vare henviste til Afgjørelse i Bergen og Tunsberg ved Midsommerstid 1295, vides ikke; sandsynligviis bleve de dog vel uden synderlig Vanskelighed paadømte af vedkommende Lagmænd, og hvis Kongen, som det ovenfor er antaget for sandsynligt^[16], endnu ikke havde forladt Norge den 24de Juni 1295 kunde han selv være tilstede ved Forhandlingerne, i det mindste i Tunsberg.

I alle de her og ovenfor omtalte Forhandlinger havde Hamburg endnu ikke synderligt deeltaget. I den sidste Fejde havde Staden været neutral, hverken, som de østersøiske Stæder, fejdet med Norge, eller, som Bremen, ligefrem taget dets Parti. Kun Hertug Haakon havde, som ovenfor viist, i sit Frihedsbrev for de tydske Søstæder af 29de August 1286 ogsaa nævnt Hamburg, og denne Stad havde for Resten, som man maa antage, intet yngre Beskyttelsesbrev end Kong Magnus’s af 29de Juli 1264^[17], hvori han, efter at have godkjendt den af tolv Hamburgere og andre Tydskere aflagte Renselses-Eed med Hensyn til en Mistanke, der hvilede paa Hamburgerne, at de skulde have dræbt en Nordmand (hvilket endog havde forvoldt en i længere Tid varende Kulde mellem dem og hans Fader Kong Haakon), nu erklærede alt glemt, og optog dem i samme Naade og Forbund, som de havde nydt i hans Faders Dage. Men dette Brev indeholdt dog ingen særskilte Friheder, lige saa lidet som Hertugens af 1286. Nu derimod udstedte Kong Erik i Bergen den 31te Juli 1296 et eget Frihedsbrev ogsaa for de hamburgske Borgere^[18]. Hvilke Underhandlinger der gik forud for dette, vides ikke, men merkeligt er det, at uagtet flere af Artiklerne fra Indholdets Side svare til de oven anførte i Frihedsbrevene for de østersøiske Stæder, ere dog Ordene anderledes, og end videre, at Hertug Haakon her kun besegler som Vidne, ikke nævnes ved Kongens Side som Medudsteder. Som Motiver anføres kun, „at Hamburgerne hidtil havde plejet at besøge Norge med deres Varer til Landets Forbedring, og ligeledes i sine Territorier hjulpet og forfremmet norske Borgere“. Frihederne ere følgende:

1. Fritagelse for Skibsdræt.

2. Fritagelse for at følge Misdædere til Retterstedet.

3. Ret til, over hele Riget at lægge til Bryggen og losse uden nogen Bod eller Kjendelse.

4. Ret til at sælge hvad de ville fra deres Skibe og kjøbe hvad de ville fra andres Skibe.

5. De behøvede kun i to Dage efter Ankomsten at vente paa Kongens Ombudsmand, om han vilde kjøbe noget til Kongen; kjøbte han noget, skulde han betale det inden 14 Dage.

6. Ingen af Kongens Folk skulde have Ret til at tvinge en hamburgsk Kjøbmand til at sælge ham noget til eget Brug mod sin Vilje.

7. Naar Sælgeren krævede Betalingen af en Kjøber, skulde den erlægges inden 8 Dage fra Paakrævelsen. Skede ikke dette, skulde det tilkjendegives Dommeren, der strax skulde tvinge Kjøberen til at fly Sælgeren Pant, hvori denne i Tilfælde af fremdeles manglende Betaling kunde holde sig skadesløs.

8. Ethvert Skib, der kom fra Hamburg til Norge med tunge Varer (Korn), skulde give i Told et Pund Meel, og derefter have Ret til at kjøbe Ved samt hvilken som helst andre Varer, og udføre dem.

9. Ethvert hamburgsk Skib, der drog i Sildefiske, skulde kun betale i Told 3 Peninger af Læsten (altsaa ikke mere end Bremerne), og Skibsfolkene have Tilladelse til at hugge Brænde og anden til Skibet nødvendig Ved uden derfor at bøde.

10. Ethvert hamburgsk Skib, der kom til Norge om Vintren, kunde overvintre der uden at erlægge Tiende eller anden Afgift, mod at betale i Told det foreskrevne Pund Meel.

11. Alle Dommere og Ombudsmænd skulde understøtte Hamburgs Borgere i deres Anliggender, som om de vare Landets egne Børn.

12. Blev nogen hamburgsk Borger stevnet med Taksetning, skulde han kunne frigjøre sig ved to vederheftige Mænd, tydske eller norske.

13. Hvis nogen Hamburger var i sin Forretning eller Arbejde, førend der ringedes med Klokkerne, skulde han kunne vedblive med Arbejdet, uden at det regnedes ham til Brøde; men dersom han arbejdede uden før at være beskjeftiget, skulde han bøde en Øre.

14. Ethvert Skib, der kom fra Hamburg til Norge med Varer, skulde give i Told et Pund Meel, af hvad Slags end Ladningen var. Derved fik Besætningen Ret til at lade deres Skib med Ved saavel som andre Varer. (Dette er tildeels en Gjentagelse af hvad der bestemmes i Art. 7 og 8).

15. Hvis hamburgske Borgere lede Skibbrud i Norge, skulde de frit og uhindret kunne beholde og bringe i Sikkerhed de Varer, som de bjergede ved egen Anstrengelse. Hvis de havde maattet kalde Folk til Hjelp, skulde de give dem en Godtgjørelse af sex Ører norsk for hver bjerget Læst.

Disse Friheder, i Forbindelse med dem, der tidligere vare givne, udgjorde saaledes Grundlaget for de tydske Stæders og Borgeres egentlige Handelsrettigheder i Norge. Heri var endnu intet overdrevent eller utilbørligt; der var endog, som allerede paapeget, lagt an paa fuldstændig Reciprocitet mellem Norge og Stæderne, og der var her kun Tale om de tydske Handelsmænd, der hvert Aar besøgte Norge og handlede i den lovbestemte Tid om Sommeren. Forholdet vilde vel ogsaa i alt Væsentligt have vedblevet at være det samme, hvis de ældre Bestemmelser, der foreskreve, at Tydskerne kun skulde handle fra Korsmesse om Vaaren til Korsmesse om Høsten, og ikke i Regelen have noget Vintersæde, vare blevne strengt overholdte^[19]. En saadan Bestemmelse eller Vedtægt gjaldt virkelig allerede fra gammel Tid, og med stadigt Henhold dertil var den før omtalte Artikel i Anordningen for Bergen af 1282 given. Men ikke desto mindre skede der, og havde der allerede længe skeet, hyppige Undtagelser herfra, hvad vi da og i det Foregaaende oftere have haft Anledning til at antyde. Der tales allerede om tydske Vintersiddere i Bergen paa Kong Haakon. Haakonssøns Tid^[20], end mere siden efter, og vi erfare af senere Forhandlinger, at naar overhoved udenlandske Handelsmænd saaledes uagtet Lov eller Vedtægt sad Vintren over i Norge, var det Kongen, der i Kraft af sin Dispensationsret fritog dem fra Budets strenge Overholdelse, upaatvivlelig mod en vis Afgift eller Kjendelse til den kongelige Kasse, men under den Forudsætning, at de vare den almindelige Lov underkastede^[21]. Dette var i det mindste Tilfældet i Bergen; i Oslo og Tunsberg maa Forholdet have været noget lignende, men herom veed man liden eller ingen Beskeed. Der var naturligviis aldrig Tale eller Spørgsmaal om at formene Udlændinger at tage stadigt Ophold i Riget, og det almindelige Forbud mod at tage Vintersæde rettede sig egentlig kun mod Handelsmænd som saadanne, vistnok fordi man derved troede at hindre, at al Detailhandel ganske faldt i deres Hænder, og fordi man vilde forebygge de Uordener, hvortil alt for mange Fremmedes stadige Nærværelse i de Tider oftere gave Anledning. Især betragtede man, som det allerede af Kong Sverres Tale i Anledning af Optøjerne i 1186 kan sees, dem, der handlede med Viin og andre Luxus-Artikler, med Ugunst, medens derimod de, der bragte Kornvarer til Landet, modtoges med Velvilje og Taknemlighed^[22]: det var derfor ogsaa disse, for hvem Undtagelsen fra den gjeldende Regel nærmest skede, hvilket man noksom seer af den allerede forhen omtalte Artikel af 1282, „at de udenlandske Mænd, der sade i Landet Vintren over, og hverken bragte Rug, Meel eller Malt, skulde hverken faa kjøbe Smør, Skind eller Skreid mellem Korsmesserne om Vintren“^[23]; thi heri gives tydeligt tilkjende, at de, der førte Kornvarer til Landet, ej alene kunde ivente Tilladelse til at sidde Vintren over, men ogsaa kunde gjøre deres Indkjøb hos Bønderne, medens de andre, om de end fik Tilladelsen, dog ikke maatte drive noget Slags Handels-Speculation, hvilket dog vel for en stor Deel var Hensigten med Vinteropholdet, og hvorfor de vel og paa mange Maader søgte at omgaa Forbudet. Ogsaa de Bestemmelser i Byloven, der forbøde Opkjøb af de til Byen kommende indenlandske Varer umiddelbart fra Baadene eller Skibene, der formildedes noget i Privilegierne for Tydskerne af 1278 og 1279, men dog i det Hele taget bekræftedes i Tillægsartiklerne til Kalmarforliget, sigtede, som det er let at skjønne, til at hindre de fremmede tilrejsende Kjøbmænd fra at træde i umiddelbar Forbindelse med Landbefolkningen, og saaledes tilrive sig Monopolet paa indenlandske Artikler i Landet selv, hvorved en indenlandsk Handelsstand umuligt vilde kunne bestaa. Det nyttede imidlertid lidet, ved Magtsprog at ville hindre denne Tingenes Gang, thi Sagen var egentlig den, at Norge endnu ikke ret havde Elementerne til en egen Handelsstand. De, der tidligere dreve Handel en gros, vare, som vi have seet, Medlemmerne af de fornemste og rigeste Familier, der hertil anvendte nogle Aar af deres Ungdom for derved tillige at see fremmede Lande og ligesom fuldende sin Opdragelse. Men de Forestillinger om Standsforskjel og aristokratisk Liv, der lige saavel gjorde sig gjeldende i Norge som andensteds i Norden paa disse Tider, og vare nøje forbundne med det nye Titelvæsen og den forøgede Hof-Etikette, maatte medføre, at den fornemme Ungdom nu ikke længer, som endnu paa Sverres Tid, efter hvad vi have seet udviklet i Kongespejlet^[24], fandt det passende at beskjeftige sig med Handel, men enten tidligt gik i Hoftjeneste, eller rejste udenlands paa anden Maade. Da det dog var de fornemme Familier, der vare i Besiddelse af den meste Capital i tildrage, blev denne saaledes unddragen Handelen, og de indfødde Nordmænd, der vilde beskjeftige sig med Handel, og som nu for det meste maa have hørt til de ringere, ubemidlede Klasser, kunde saaledes umuligt i Længden holde sig ved Siden af de rigere Udlændinger, der desuden vistnok vare langt anderledes erfarne Forretningsmænd, end Nordmændene. De store Jordegodsejere, der havde Producter til Afsætning, maatte selv finde sig bedre tjente med at sælge deres Varer umiddelbart og i det Store til de rige Udlændinger, der sandsynligviis strax kunde betale dem contant, eller med fremmede Luxusvarer i Bytte, end at indlade sig med indenlandske Handelsmænd, der neppe havde Penge til at kjøbe i store Partier, og maaskee endda behøvede Credit. Paa slig Viis kunde en indenlandsk Handelsstand ikke komme op, og hvad der var Virkning, blev igjen saa at sige Aarsag, idet Udlændingernes Handelsvælde atter fremskyndede det totale Ophør af det forrige System, nemlig at de yngre Medlemmer af de fornemmere Ætter selv handlede. Ja man kan vel endog antage, som det ogsaa ovenfor er antydet, at den Overvegt, de fremmede Handelsmænd alene ved deres større Capital og Dygtighed tilvendte sig paa det norske Handelsmarked, allerede fra først af bidrog til at hiin Skik begyndte at aflægges, indtil det omsider heed, at den højbaarne Yngling var for fornem til at være Kjøbmand^[25]. Saaledes var det ganske i sin Orden, at driftige og kloge udenlandske Handelsmænd udfyldte det Hul i de norske Samfundsforhold, som Norges særegne Indretninger, i Forbindelse med de forandrede Tider og Ideer medførte^[26].

Dette vilde nu i og for sig ikke have været saa forderveligt for Landet, hvis det blot havde haft den Følge, der ogsaa uden særegne Foranstaltninger fra Udlændingernes Side vilde have været den naturligste, at der i Byerne nedsatte sig Udlændinger, som bleve norske Borgere, og dannede den egentlige Handelsklasse. Dette skede visselig, hvorom de flere tydske Navne noksom vidne, som vi fra det 13de Aarhundredes Udgang støde paa i Brevskaber, vedkommende Byerne. Men disse oprindeligen udenlandske Borgerfamilier vilde dog, underkastede Landets Love, og hvad der snart faldt af sig selv, besvogrede og paa andre Maader nøje forbundne med indfødde Familier, snart blive fremmede for deres Fædres Hjem og dele deres nye Fædrelands Interesser; deres medbragte Capitaler vilde derved komme Norge, ikke Moderlandet, til Gode. De vilde saaledes i Tidens Løb bidrage til at frigjøre Norge fra det fremmede Handelsaag, i Stedet for at bringe det dybere og dybere derunder. Det var dette, som de tydske Stæders kloge Handelsherrer forudsaa og søgte at forebygge ved en Forholdsregel, der var den egentlige Rod til de Ulemper, Handelsforbindelsen med Nordtydskland bragte over Storm; de oprettede nemlig ikke egentlige Handelshuse i Norge, men sendte kun Aar efter Aar Varer derhen paa egne Skibe, og stillede dem, efter at de var oplagte, under Bestyrelse af paalidelige Factorer, der stode i nøjeste Afhængighed af vedkommende Handelshuse hjemme; der, om de end bleve Aar efter Aar i Norge, dog fremdeles vare og betragtede sig som Fremmede, og hvem det derfor strengt var forbudet at gifte sig og stifte nogen Familie; de skulde stedse med alle deres Interesser, hele deres Digten og Tragten, tilhøre deres fædrene Stad og deres Principaler; deres Contorer skulde være et Lübeck, et Wismar, Rostock, o. s. v. paa norsk Bund, der ikke engang vilde lyde under norsk Ret, og en norsk Handelsstand med fædrelandske Interesser skulde saaledes kvæles i Fødselen^[27]. Det er let at indsee, at et saadant System ikke kunde gjennemføres uden store Conflicter – vi ville og i det Følgende see flere Exempler derpaa –; og de tydske Handelsfactorer, i Bevidstheden af, at hvad de fordrede og vilde sætte igjennem, var en Usurpation, antoge, som man let kan begribe, et hensynsløst, overmodigt, opirrende Væsen, ej at tale om de Uordener og den Ryggesløshed, som det stadige Ophold af saa mange ugifte, overmodige og hensynsløse Mænd i deres kraftigste Alder maatte give Anledning til^[28]. Naar de da dreve det alt for vidt, gav Nordmændenes Harme sig stundom vel og Luft i Opløb eller andre Repressalier, ligesom det maa antages, at de Fornærmelser, hvorover de tydske Kjøbmænd klagede i 1284, havde sit Udspring af disse selvsamme Forhold. De Friheder, der ved de ovenfor omtalte og anførte Akter bleve tilstaaede de tydske Kjøbmænd, ere vistnok ikke overdrevne, og vare desuden, som vi have seet, grundede paa fuldkommen Reciprocitet: men disse Friheder gjaldt kun de Kjøbmænd, der om Sommeren med deres Skibe kom til Landet; om de eftersiddende Factorer var der ikke Tale, fordi Loven ikke erkjendte deres Tilværelse, og naar da de ogsaa, under deres Vinterophold, der aabenbart alene var dem bevilget under den Forudsætning at de skulde staa under Landets almindelige Lov, ej alene fordrede fremdeles at nyde godt af Privilegierne, men endog søgte at danne et fra Landsloven undtaget Samfund, maatte mangehaande Forviklinger opstaa, og naar Regjeringen, som, man tydeligt kan see, fandt sig i mange af deres Anmasselser, da var det fordi det allerede var kommet dertil, at man ikke kunde undvære dem. Dette lod sig tænke, saa længe endnu Handelsforbindelsen med England var levende, og vi have seet, hvor magtpaaliggende Kong Erik eller rettere hans Moder under den forrige Krig med de tydske Stæder havde ladet det sig være at bevare Venskabet med England og fornemmelig at holde Handels-Samkvemmet ved lige. Men uheldigviis frembragte den Vending, som de skotske Anliggender omsider toge, først Kulde, siden endog, som vi ville see, formeligt Uvenskab mellem Englands og Norges Konger. Først fra denne Tid af blev Tilnærmelsen mellem Norge og de tydske Stæder ret oprigtig, ja Kong Erik lod sig det nu endog være magtpaaliggende at megle Enighed mellem Bremen og de østersøiske Stæder, hvorved den Fordeel, han kunde høste af en Splid mellem Stæderne indbyrdes gik tabt. Hertil kom ogsaa Fornyelsen af den danske Krig i 1293, 1294 og 1295, der gjorde det utilraadeligt at lægge sig ud med de mægtige tydske Stæder.

Foruden de tydske Handelsfactorer, der repræsenterede de store Handelshuse i Stæderne, var der ogsaa en heel Deel andre, virkelig bosatte Udlændinger, nemlig visse Haandverksfolk. At Mængden af disse var udenlandske kan, som allerede ovenfor ytret, neppe betvivles; de blotte Navne paa deres Haandteringer, som sútarar (Skomagere), sniddarar (Schneider) eller skraddarar (Schröder – Skrædere), plásumeistarar o. s. v., vidne noksom om den udenlandske Oprindelse. Flere vare vel og engelske og skotske, men enkelte Haandteringer dreves udelukkende af Tydskere, og dette var fornemmelig Skomager-Haandverket. Det er i alle Fald vist, at de talrige Suterer eller Skomagere i Bergen vare Tydskere, eller Vintersiddernes Landsmænd^[29], og det samme var sikkert ogsaa Tilfældet i de øvrige Byer i det sydlige Norge; sandsynligviis vare endog i Nidaros de fleste Haandverkere tydske, om end for Resten de nys skildrede Handelsforhold ikke vedkom denne By, der ikke engang maatte besøges af de tydske Handelsskibe, og som nu rimeligviis havde sin største Næring af den talrige Gejstlighed og de sammenstrømmende Pilegrimme. I Bergen, hvor hvert Haandverk, som vi have seet, efter Byloven skulde have sit særskilte Sted, havde Sutererne faaet deres Plads anviist fra Vaagsbunden, det vil sige Byens daværende sydligste Ende, til den yderste Deel af St. Hallvards Kirkegaard^[30]. De kaldtes derfor sædvanligviis „Sutererne i Vaagsbunden“, og synes at have udgjort et talrigt Lag. Uagtet de vare Haandverkere, ikke egentlige Handelsmænd, sees det, at de dog underhaanden maa have drevet Handel under deres Landsmænds Beskyttelse, thi i den oftere omtalte Anordning af 1282 om Handelen i Bergen forbydes det udtrykkeligt Sutererne at kjøbe mere Skindvare end de behøvede til deres Arbejde, saavel som at kjøbe mere Smør end de selv brugte. De have saaledes drevet paa at opkjøbe Skind og Smør blandt Bønderne, og afsat, hvad de ej behøvede, til de tydske Kjøbmænd, eller maaskee især til de eftersiddende Factorer, som derved kunde omgaa Forbudet mod Opkjøb. Paa den Maade maatte der, endog uanseet Landsmandskabet, opstaa en nærmere Forbindelse mellem Sutererne og Kjøbmændene. Men da nu end ydermere Landsmandskabet kom til, laa det nær ved Haanden, at forsøge paa at udstrække de disse givne Privilegier ogsaa til hine. Desuden lader det til, at Sutererne virkelig havde faaet visse Friheder, maaskee fordi Kongen og Hoffet ønskede at de skulde nedsætte sig i Byen; thi det heder i det mindste siden efter, at Sutererne stod under Kongens særegne Beskyttelse^[31]. Det synes desuden, som om flere andre, ligeledes for det meste tydske, Haandverkere, navnlig Skræderne, Guldsmedene og Bagerne, for at nyde godt af Suterernes Friheder lode sig indskrive blandt dem, eller at Navnet „Suterer“ i det mindste ved en Talebrug, der vanskeligt kan forklares paa anden Maade, udstraktes til Udøvere af andre Haandverker end Skomagerprofessionen^[32]; dette forklarer den øjensynlige Talrighed, hvormed de optræde. At Sutererne, stolende enten paa den kongelige Beskyttelse, eller paa deres Landsmænds Vælde, tildeels og paa deres Uundværlighed, fordrede ublue Priser, seer man af den oftnævnte Beslutning af 1282, der indeholder en udførlig Taxt for alt Skomager-Arbejde, med disse forudskikkede Ord: „det tyktes Folk slemt at holde ud under de Utilbørligheder (úlög), som Sutererne nu tillade sig med Hensyn til Priserne for Skomager-Arbejde, i højere Grad end det nogensinde har været Tilfældet under lignende Varepriser; og da Almuen klager meget herover, bestemmes følgende“, o. s. v. – Der synes endog at sigtes til et nærmere, formeligen aftalt, Sammenhold mellem Kjøbmændene og Sutererne, hvor det heder i den Retterbod, som Kong Erik udgav for Bergen den 9de Marts 1295, medens han gjorde sine Forberedelser til Danmarkstoget: „vi forbyde fuldkommen baade inden- og udenlandske at tage sig noget Sammenhold eller gjøre noget Sammenløb eller digte sig nogen Lov eller Vedtægter, thi dette synes os Ingen at kunne gjøre, uden Kongen med gode Mænds Raad; hvo som gjør det, være Landraademand og have forbrudt alt hvad han ejer, og fare utlæg“^[33]. Det Overmod, Tydskerne i Bergen paa den Tid lagde for Dagen, og som Kong Erik ved hiin Bestemmelse maaskee søgte at holde noget i Tømme, havde upaatvivlelig faaet sin meste Næring ved det spendte Forhold, hvori Kong Erik nu befandt sig til den engelske Konge, og som gav dem Udsigten til, ganske at fortrænge de engelske Kjøbmænd af Markedet. Det var vistnok ogsaa – som nys forhen antydet – den samme Spending med England, der gjorde Kong Erik des villigere til at indrømme Tydskerne de Friheder, der ved de foranførte Privilegier af 1294 blev dem til Deel. Overhoved kunne vi fra denne Tid af regne Grundlæggelsen af det tydske Handelsvælde i de sydlige norske Kjøbstæder, især Bergen, og vi ville allerede efter faa Aars Forløb see Exempler paa, hvor vidt de tydske Handelsmænd vovede at drive deres Anmasselser. Her var, som sagt, ikke længer Tale om de Privilegier, der vare givne til Bedste for de aarligt om Sommeren ankommende Handelsmænd, men om hvor vidt de Tydskere, Handelsfactorer og Haandverkere, der havde taget fast Bolig i Bergen, skulde danne en egen Republik for sig selv, eller ansees som en Deel af Lübeck, der ej engang stod under norsk Lov: Fordringer, som ingen Regjering passende kunde indrømme, og som der heller ikke i lang Tid var Tale om at indrømme, men som det dog var Tydskernes uafladelige Bestræbelse at tilvende sig. Hvorledes dette omsider lykkedes dem, i sørgelige Tider, da Norge saa godt som ganske havde tabt sin Selvstændighed, vil, naar vi komme til denne Periode af Fædrelandets Historie, blive viist. Men i dette Tidsrum, vi her have for os, da Riget endnu var kraftigt og anseet, lykkedes det ikke de Fremmede at skaffe deres Bestræbelser noget Skin af Lovlighed; deres Tiltag bare endnu altid Præg af ulovlige Anmasselser, som Autoriteterne ansaa sig berettigede og forpligtede til at hemme, og som de virkelig ogsaa nogenledes formaaede at holde inden visse Skranker, om end ikke fuldt saa meget, som ønskeligt kunde være.

1. Se herom især Suhm XI. 190, 191. Forskjellige Gjenparter af de norske Fyrsters Brev findes i de forskjellige Stæders Archiver, ligelydende i Hovedsagen, men hvert særskilt henvendt til vedkommende Stad og indeholdende dens Fuldmægtigs Navn. Deraf lærer man de forskjellige Gesandters Navne at kjende. Frihedsbrevet er aftrykt paa flere Steder, bedst i Thorkelins Dipl. II. S. 147 og i Lübecks Urkundenb. No. 621.
2. Disse Bestemmelser ere egentlig en nærmere Forklaring og Sammensmeltning af Art. 5 i Frihedsbrevet af 1278 (s. o. IV. 1. S. 114, hvor der dog er indløbet den Fejl, at der staar „i tre Dage ikke skulde kunne forbyde“ i Stedet for „i mere end tre Dage ikke skulde kunne forbyde“), samt Art. 8, Litr. c. i den kalmarske Dom, s. o. S. 114.
3. Denne Indskrænkning af Tydskernes Ret til at fare nordenfor Bergen er her paa dette Sted første Gang udtalt i de nu forhaanden værende Frihedsbreve, men den maa ganske vist have hersket fra tidligere Tider, ja endog oftere have været fastsat i nu tabte Brevskaber, saaledes at den her kun er en Gjentagelse; ellers vilde Brevet ikke have forbedret, men forværret Tydskernes Kaar i Norge. Man kan ogsaa slutte sig til dens Tilværelse fra den Omstændighed, at der aldrig omtales tydske Handelsmænd, bosatte i Nidaros.
4. Hidtil gjaldt i dette Fald Bestemmelsen efter Privilegierne af 1278, Art. 4 (s. o. IV. 1 S. 668). Det var ifølge denne ej alene de kongelige Skibe, som de fremmede Kjøbmænd maatte hjelpe at drage ud, men ogsaa de private, der vare saa store at deres Hjelp ej kunde undværes.
5. Denne Frihed var tildeels allerede tidligere given, s. o., hvor Hertug Haakons Brev af 1292 til Greifswalderne omtales, S. 209.
6. Modification af Art. 7 i Privilegierne af 1278 (s. o. IV. 1. S. 668).
7. Udvidelse af Friheden, given ved Art. 1 i Privilegierne af 1278.
8. Omtrent ligelydende med Art. 6 i samme Privilegier.
9. Af denne haves ikke den egentlige Original, men kun en norsk Oversættelse, indført i en Samling af Retterbøder og andre Bestemmelser for Bergen, nedskreven omkring 1600, og nu opbevaret i den arnamgn. Mskr. Saml. under No. 330 fol. Da Nedskrivningen er skeet i en saa sildig Tidsalder, er saaledes og Skrivemaaden af de gamle norske Ord meget urigtig, og Ordene heel forvanskede, dog kan man i de fleste Tilfælde skjønne, hvad der skulde staa. Sproget i Oversættelsen vidner om, at den er samtidig med Udstedelsen. Indledningen begynder saaledes: Öllum mönnum þeim sem þ. br. s. e. h. senda fólgútar, raðsmenn ok almenningr staðanna Lybiku, Rigu ok Þýzku í Visbý kveðju með várum herra. Vér gerum öllum mönnum kunnigt at sættargerð þessa er hér fylgir gerðum vér um hvítasunnu þá er liðnir váru (her mangler noget) millim mikilsháttar hófðingja Eiríks N. konungs ok Hákonar Noregs hertuga, þeirra undirmanna ok staðarins af Bremen í einum stað, en i annan stað fyrir vára nefnda staði ok þá aðra staði er við hafit liggja svá sem er Rostok, Stralsund, Gripsvald, Tanklem (d. e. t’Anklam, zu Anklam) Kampen, Stavern, var þessor sætt gör með herra Jón Lodennasa ráðsmanna sendiboða ok umboðsmann staðarins af Lybiku ok allra annarra þeirra er viðr váru komnir af hálfu fyrrnefndra staða samþykkjandi ok með insiglum styrkjandi hana á þenni hátt. – Her er det tydeligt nok ved Sammenligningen med Originalerne af de af de norske Fyrster udstedte Breve, at „Jon Lodennasa“ er en Afskriver- eller Oversætter-Fejl for „Jon“ eller „Johan Runesse“, thi saaledes heed netop den Gesandt og Fuldmægtig for Lübeck m. fl. (nuncius et procurator civitatum Lübeck, Ryge et Teutonicorum in Wisby), der indfandt sig hos Kongen og Hertugen i Tunsberg, og sluttede Overeenskomsten med dem. Brevet slutter med disse Ord: „og for at alt dette des fastere skal overholdes fra vor Side, blev Staden Lübecks Segl sat for dette Brev“, men Datum mangler. Af denne norske Oversættelse meddeler igjen Th. Torvessøn Hist. Norv. IV. 389 en af ham selv forfattet latinsk Oversættelse, hvor man af Navnet „Jonas Ladenas“ seer, at han enten har benyttet det selvsamme Haandskrift, hvorom ovenfor er talt, eller en Afskrift deraf. Det er besynderligt nok, at han, som dog strax forud (S. 387–389) meddeler den norske Gjenpart i den latinske Original, og her ganske rigtigt skriver „Johannes Runesse“, ikke har rettet Fejlen paa det andet Sted, og at han overhoved ikke har bemerket, at de fleste Artikler i Stædernes Brev ere eenstydende med tilsvarende i de norske Kongers, thi han kunde da have svaret sig den Umag at levere en uafhængig Oversættelse, der nu, sammenlignet med den latinske Text, seer ud som en vilkaarlig Omskrivning, og ikke engang fra Udtrykkenes Side, er nøjagtig, idet han f. Ex. oversætter „fólguntar, ráðsmenn ok almenningr“ med „prætores, senatores, populusque“ i Stedet for „advocati, consules et universitas“. Formodentlig har han ikke forstaaet „Tanklem“ siden han ganske har udeladt det. Dog er denne torfæiske Paraphrase igjen aftrykt hos Willebrandt (III. 10). Paa en vis Maade kan det dog siges, at den rette latinske Text endnu haves, naturligviis med Undtagelse af den udeladte Datering, thi ved det nye Forliig, der i 1305 sluttedes mellem K. Haakon og Staden Kampen, udstedte Kongen et Brev, der i alt, hvad der ikke vedkommer Intimation og Slutning, ordlydende stemmer med Kongebrevet af 6te Juli 1294, medens Staden Kampens Gjenbrev, der i Original er meddeelt hos Suhm XI. S. 890, Ord til andet sees at indeholde de samme Artikler, som Oversættelsen af det lübeckske: man kan saaledes være vis paa, at Originalen af dette ligeledes stemmede ordlydende med hiint.
10. I Oversættelsen staar her noget, der seer ud som „Gudtzpenning“, hvilket dog synes at være forvansket.
11. Se de nys omtalte Breve af 1305. Da endog disse stemme ordlydende med Brevene af 1294, er det endnu sandsynligere at det var Tilfældet med de Breve, der vexledes i Anledning af den paaberaabte Tractat af 16de October 1296.
12. Blandt dem, mod hvem Kongen havde Søgsmaal, var, som man seer, de lübeckske Borgere Wilkin v. Bremen og Hewrard Roth, hvilke han samme Dag, Frihedsbrevet udstedtes, gav Lejde at komme til sig og føre deres Sag, samt vende tilbage. Lüb. Urk. B. No. 636. (Brevet er her urigtigt henført til 1295).
13. S. o. S. 209.
14. Thorkelins Dipl. Arn. II. S. 155. Ogsaa i Cassels Nachdr. von einigen Freyheitsbriesen o. s. v. S. 18.
15. Lappenbergs Sartorius II. S. 189, 738.
16. S. o. S. 221.
17. Lappenberg, Hamb. Urk. B. No. 678. Ogsaa i Lappenbergs Sartorius, II. S. 91.
18. Lappenberg, Hamb. Urk. B. No. 692. (Efter Originalen; et Aftryk efter en slet Afskrift findes i Thorkelins Dipl. II. 175).
19. Bestemmelsen findes dog, merkeligt nok, ikke i Byloven, men paaberaabes som udtrykkelig Lov i Eindride Lagmands Dom af 1311 (Cod. Arnam. 331 fol.), ligesom ikke engang Tydskerne benegtede den, og desuden det paapegede Sted i Anordn. af 1282 er formet derefter. Det maa saaledes formodentlig have staaet i en nu tabt Forordning, ældre end Byloven af 1276, maaskee Bergens ældre Bjarkøret, der nu ej haves.
20. I Vidnesbrevet af 18de Septbr. 1309, Dipl. Norv. I. 122, omtales udtrykkeligt, hvorledes en Tydsker paa Kong Haakon Haakonssøns Tid havde lejet Huus for et heelt Aar. I dette Vidnesbyrd paaberaaber en gammel Tydsker sig, at han og hans Brødre havde været mere end 30 Aar i Bergen, altsaa fra før end 1279 o. s. v.
21. Dom af 1311, l. c.
22. Se ovenf. III. S. 202.
23. Det vil sige fra Korsmesse om Høsten (8de Septbr.) til Korsmesse om Vaaren (3die Mai).
24. Se ovenfor III. S. 399–402.
25. Se ovenfor III. S. 1099.
26. Naar man læser de i Diplomer og andensteds indeholdte Antydninger af Handelsforholdene i Norge i det 14de Aarhundrede, ja endog blot lægger Merke til de Individer, der omtales i Byerne, vil man have vanskeligt ved at paapege nogen eneste Person, som man kunde kalde en virkelig norsk Kjøbmand. „Bymændene“ synes mest at have været Gaardejere, der havde Fortjeneste af at udleje Vaaningsværelser og Handelslocaler til de Fremmede.
27. Se „den norske So“ Suhms Saml. II. S. 14–16. Her skildres vel Forholdene i en sildigere Periode, men hvilke dog aabenbart kun var Fortsættelsen af det ældre System. Dette viser sig især af Forhandlingerne om de Stridigheder angaaende Vintersiddernes Tiende, som fandt Sted 1309–1311 hvorom der nedenfor vil blive handlet.
28. Se fremdeles den norske So, samt end tidligere Biskop Jakobs Brev til Bergens Borgere af 11 Marts 1390, Dipl. Norv. III. 487.
29. Dette sees ligeledes noksom af Forhandlingerne om Suterernes og Vintersiddernes Uvillighed til at yde Tiende.
30. S. o. IV. 1. S. 573.
31. Dipl. Norv. I. 120.
32. Blandt dem, der under hine Forhandlinger nævnes blandt „Tydskerne“, var ogsaa „Henzi skraddari“.
33. Norges gl. L. III. S. 25. Exemplet synes at have været smittende, eller den Skik at have indsneget sig, at danne heel eller halv politiske Associationer, thi Kongen forbyder ligeledes „Samdrikker eller Gilder“ af Ledsagemænd (d. e. Lodser), Guldsmede, Jærnsmede Englandsfarere, Svende (?), Arbejdsmænd, Bryggermænd; ja endog „Hjemmekvinder“; overhoved alle Samdrikker, undtagen de sedvanlige Skytninger.