Wikikilden

Det norske Folks Historie/6/83

< Det norske Folks Historie | 6

Naar man undtager de Stridigheder, der i den senere Tid af Kong Eriks Regjering fandt Sted mellem forskjellige gejstlige Personer og Corporationer, veed man ikke synderligt om, hvad der tildrog sig inden Norges egne Grændser. Sandsynligviis indtraf der heller ikke meget af Vigtighed, og i det mindste har man Ret til at fremsætte den glædelige Formodning, at der herskede større Ro og Orden og foregik færre Voldshandlinger end i den foregaaende Tid. Det er for øvrigt ikke at undres over, om der, efter de Storme, der havde raset under de kongelige Brødres Mindreaarighed, og den langvarige Spending, hvori Gemytterne havde været holdte, senere indtraadte en Tid, hvor de fleste kun stræbte efter Ro, og i hvilken Underhandlingerne med England, Skotland, Frankrig, de tydske Stæder og Danmark, saavel som Udrustningerne mod dette Rige i 1293, 1294 og 1295 var næsten mere end man kunde overtage. Vel kan man, ved den Mangel paa udførlige Kilder, der desværre hersker i dette Tidsrum, ej med Bestemthed benegte at vigtige indre Tildragelser muligviis kunne have fundet Sted, uden at være omtalte, men paa den anden Side er det dog usandsynligt, at en Begivenhed, der greb alvorligt ind i Statslivet, ej skulde have efterladt sig mindste Spor. Naar man derfor seer, at de islandske Annaler, der dog pleje at omtale de mere betydende Tildragelser i Norge, kun have lidet eller intet at melde derfra, medens vi derimod af de Lovgivningsarbejder, der ere os levnede fra denne Tid, see at Kongen og Hertugen have kunnet ofre mere end almindelig Tid og Opmerksomhed paa Ordningen af flere indre Forhold, og vi derhos af de temmelig udførlige Actstykker, der ere os levnede om de kirkelige Stridigheder, maa slutte, at de ogsaa ivrigt fulgte disse og tildeels indtraadte som Meglere mellem de stridende Parter, faa vi et temmelig bestemt Indtryk af, at det i det mindste i Aarene fra 1293 til 1298 var usædvanligt stille i Norge, og at alt hvad der ej vedkom Kirken gik sin jevne rolige Gang. Den eneste Undtagelse, der synes at have fundet Sted herfra, var nogle Stemplinger, hvori Hadelands og Ringerikes Indbyggere i 1297 gjorde sig skyldige imod Hertug Haakon, men om hvilke vi desværre ikke vide stor Beskeed. Alt hvad der er kommet til vor Kundskab derom, indskrænker sig til, hvad Hertugen selv ytrer i nogle indledende Ord til en større, fornemmeligt Landboforholdene vedkommende Retterbod, som han i 1297 og 1298 lod udgaa fra Oslo til Indbyggerne af Hadeland, Ringerike og sandsynligviis ogsaa Raumarike. Den er ikke udstedt under eet for Rauma- og Hada-Fylker, eller endog for Hadafylke alene, men for Hadeland (ikke Thoten) den 22de Juli 1297, og for Ringerike den 2den April 1298; Exemplaret for Raumarike er ej længer til[1]. Til Hadelands Indbyggere rettes følgende Ord: „Vi vente at de Fleste ere bidende om den store og uhørlige Forbrydelse, hvori Hadelændingerne have gjort sig skyldige ved Ulydigheds Sambaand imod os og vor Magt. I fortjente for den Sags Skyld efter Landets Love og al Ret at miste Liv og Gods, men siden I kom til os, bedende ydmygeligen, som rimeligt var, om Naade og Miskund, og baade Gud og de bedste Mænd, der ere os nærmest, vide at vi gjerne ville gjøre, hvad der kan være Almuen til Gavn og Nytte, naar man kun ikke alt for meget nødsagede os til andet, saa gjør vi herved vitterligt for alle og enhver, at vi for Guds Skyld og for vor Faders og Moders Sjæle, efter de bedste Mænds Bøn, have eftergivet eder vor Vrede, og gjort eder frie og ledige for denne Sag, dog dem undtagne, der have været Formænd og Ophavsmænd til denne Ulydighed, og saaledes, at hvert Aar herefter skal hver fuld Bonde udrede os fem Ertoger, og hver Eenvirke tre Ertoger. Og end fremdeles have vi vist eder den Naade, skjønt I ej ere saa verdige dertil som Raumerne, der altid have viist os sin gode Vilje i Lydighed og Føjelighed med megen Huldskab, at vi give eder følgende Retterbøder“. Til Ringerikingerne siges der: „Saasom I ved Sira Nikolas, Prest paa Njardarhov, og anseede Bønder, der to Gange ere komne til os paa eders Vegne, have erkjendt eders Brøde og store Miisgjerning, hvori I have gjort eder skyldige ved eders Ulydigheds-Sambaand paa Hvitathing-(?)Volden, formedelst falske Mænds Opeggelser og Overtalelser; og I nu have lagt eders hele Sag i Guds og vore Hænder, bedende ydmygeligen at vi ville tilgive eder hvad I have forbrudt, lovende Gud og os fuldt og fast, at I aldrig herefter skulle fordriste eder til noget saadant, men at I skulle være os troe og hulde, og med Gods og Liv, efter hvad eders gamle Skyldighed kræver og I med kjærlig Lydighed ere pligtige, hjelpe vore Mænd, dem som indfinde sig hos eder, til at styrte alle dem, der stifte nogen Oprørsflok, eller gjøre Stemplinger mod os eller vore Eftermænd, hvilket Gud ikke lade nogen gjøre; da I end videre have lovet, at herefter evindeligen hvert Aar hver Bonde skal betale os 4 Ertoger og hver Eenvirke 2 Ertoger, samt bade ligesom før, at vi ej ville lade eder være udeelagtige i den Velvilje, som vi have vist andre vore Thegner ved forskjellige Retsforbedringer i de Ting, der længe, som I sige, have været eder til megen Tynge; saa, omendskjønt I have handlet højst uforstandigt, ville vi dog lade eder nyde godt af den gode Vilje, I ellers stedse have viist den verdige Herre Konge, vor kjære Broder, og os, siden vi kom til Rigsstyrelsen, og eftergive vi eder da for Guds Skyld, og for vor Faders og Moders Sjæle, efter de bedste Mænds Bøn, al vor Vrede og Ublidhed, og vise eder den Naade og Miskund, at vi give eder følgende Retterbøder“[2]. Man seer heraf tydeligt, at saavel Ringerikingerne som Hadelændingerne, altsaa overhoved Indbyggerne af Hadafylke, have viist sig opsætsige, og navnlig enten paa Fylkesthinget eller maaskee endog paa Lagthinget have gjort Stemplinger og flokket sig sammen, for med Magt at trodse Hertugens Befalinger, men at de ere blevne ydmygede, og at der til Straf har været paalagt dem indtil videre hvert Aar at udrede en overordentlig Skat, der for Ringerike bestemtes til 4 Ertoger for hver fuld Bonde 1 og 2 for hver Eenvirke, for Hadeland til 5 Ertoger for hver fuld Bonde i og 3 for hver Eenvirke. Om man heraf skal slutte, at Hadelændingerne havde forbrudt sig haardere end Ringerikingerne, eller kun at Hadeland betragtedes som rigere og i Stand til at udrede mere end Ringerike, er lige saa uvist, som Aarsagen til disse Stemplinger og Gjenstanden, hvorom der handledes. Naar maa erindrer; at Alf Erlingssøns Ættegaard var Thornberg paa Ringerike og at han sandsynligviis tidligere udøvede stor Indflydelse og havde mange Familie- og Clientforbindelser i det hele Fylke, ligger den Tanke nær, at de nys omtalte Uroligheder kunne have været en Eftervirkning af de Tildragelser, der bevirkede hans Domfældelse og Fredløshed[3]. Vi have seet, at der efter hans Død 1290 blev udstedt Proclama til alle dem, der havde noget at fordre efter ham, om at melde sig med deres Fordringer inden en vis Tid, og at alt, hvad han havde efterladt, da blev ganske deelt mellem Fordringshaverne, saa at intet blev tilbage[4]. Man fulgte her den Bestemmelse, at hvor en Mands hele Ejendom var forbrudt til Kronen, skulde dog al privat Gjeld først afgjøres, og kun det Overskydende, for saa vidt der blev noget, tilflyde Kongens eller i nærværende Tilfælde Hertugens Kasse. Men Ejendommene vare dog ligefuldt forbrudte, og det ligger i Sagens Natur, at de kongelige eller hertugelige Ombudsmænd maatte tage dem i Besiddelse, førend Gjelds-Opgjøret fandt Sted. Ved denne Lejlighed er det meget muligt, at Hertugens Mænd kunne have viist sig alt for nærgaaende og anmassende. Hertil kommer, at da Hr. Alf, som nys antydet, vistnok har haft sine fleste og paalideligste Hjelpere blandt sine Venner og Frænder i Hadafylke, bleve mange af disse ligeledes „Landraademænd“, og forbrød som saadanne alt deres Gods; hvis nu dette er blevet inddraget med største Strenghed, og saaledes maaskee en Mængde anseede Mænd og Familier jagede fra Gaard og Grund, kunde Stemningen i Fylket ej andet end blive meget mørk og nedtrykt og omsider let give sig Luft i oprørske Stemplinger, saadanne som de, Hertugen antyder i sit Brev. Muligt er det end videre, at den af Alf Jarl dræbte Hr. Hallkell Agmundssøns Frænder kunne have gjort Forsøg paa at hevne hans Død, hvilket Forsøg nærmest maatte rette sig mod Alf Jarls Paarørende og forrige Tilhængere. Der levede paa denne Tid en Agmund Dans, ogsaa kaldet Agmund Krøkedans, eller Agmund unge Dans, altsaa aabenbart en Sønnesøn af den tidligere omtalte Baron Hr. Agmund Krøkedans, og sandsynligviis, en Søn, i det mindste en Brodersøn af Hr. Hallkell[5]; da vi nu erfare, at det i 1298 ved de foreløbige Underhandlinger om et Møde, som skulde holdes mellem de norske Fyrster og den danske Konge, og som i det følgende nærmere skal omtales, udtrykkelig blev bestemt, at Agmund Dans ej maatte komme dette Møde nærmere end i en vis angiven Afstand, maa man nødvendigviis slutte at han stod i et fiendtligt Forhold til en af Fyrsterne, og sandsynligviis havde grebet til Vaaben. Dette kan nu ikke have været mod Hertugen, hans Faders forrige Herre, som faa Aar senere baade gjorde ham til Baron og brugte ham til de vigtigste Hverv; det maa altsaa have været Kongen, med hvem han stod paa en spendt Fod, og dette lader sig godt forklare, hvis man antager, at han efter at være bleven voxen, omkring 1296 eller 1297, har søgt paa en voldsom og egenmægtig Maade at hevne Hr. Hallkells Drab, ej alene paa Jarlens Frænder i Hadafylke, men maaskee endog paa hans Svoger, den mægtige Hr. Thore Haakonssøn[6], og at dette igjen kan have bidraget til at gjøre Stemningen mod hans formodede Beskytter, Hertugen, mindre gunstig.

For Resten viser saavel den her omhandlede Retterbod som en anden, Hertugen allerede under et tidligere Ophold paa Hamar, om Vaaren 1293, udgav for Hedemarken og Thoten[7], at Magthaverne i Almindelighed og de fyrstelige Ombudsmænd i Særdeleshed tillode sig flere Misbrug, og overhoved gjorde sig skyldige i ikke faa Undertrykkelser, der allerede i og for sig kunde være nok til at sætte ondt Blod, medens man derimod seer at det var Hertugens alvorlige Ønske at sætte en Grændse for alt saadant Uvæsen, og overhoved at lette Bøndernes Kaar. Ifølge Retterboden for Hedemarken m. m. maa Bønderne oftere have indgivet Besværinger og andraget om Lettelser og Forbedringer.

„Vi erkjende“, siger Hertugen her, „at det er vor Pligt, som det og er vor Vilje at see til vore Thegner og være betænkte paa deres Gavn og Nytte; derfor komme vi denne Gang her for at undersøge og randsage, hvorledes det i den sidste Tid er gaaet til, samt hvad der kunde være eder til mest Nytte; Gud give, at vi kunde gjøre noget, der maatte komme eder til Gavn og Nytte i Længden; I have ogsaa bedet os, siden vi kom hid, at vi skulde tage i Overvejelse hvad der kunde være eder til størst Gavn, og som hidtil ikke har været saa klart og nøje bestemt, som det burde være. Derfor have vi nu overlagt derom med gode Mænds Raad og Bistand, vor Herre Jesu Christo til Ære og os alle til Gavn; og skal denne vor Anordning, som vi her have ladet sammensætte, for Fremtiden gjelde angaaende de Ting, hvorom I have bedet os“. Hertugen havde, da denne Anordning blev udgiven, tilbragt mindst en Maaned paa Hamar[8], og saaledes taget sig god Tid, hvoraf man ogsaa maa formode at han har overvejet alt paa det omhyggeligste og samvittighedsfuldeste. Vi ville her nærmere gjennemgaa de enkelte Bestemmelser i begge disse Anordninger, der tildeels berøre de samme Emner og stemme om ej i Ord, saa dog i Indhold. Bønderne maa i Særdeleshed have følt sig tyngede og forulempede med utilbørlig Skydsferd. „Rideskyds“, heder det i Retterboden for Hadafylke m. m., „skal ikke skaffes andre end os, Biskoppen og de Sendemænd, der fare vore og Landets Erender, som det fra gammel Tid har været Skik, dog saaledes, at det ikke altid ere de samme, der skaffe Skydsen, og heller ikke skal den skaffes andre Sendebud, end dem, vi udtrykkeligt nævne i vore Breve. Vi haabe derved at have sørget for, at Almuen ikke altfor meget skal tynges ved denne Pligt“[9]. I Retterboden for Hedemarken og Thoten staar der: „Saa ofte vi selv behøve Rideskyds, skulle vi lade eder tilsige saa længe forud, at I have god Tid til at gjøre eder selv og eders Heste færdige, hvis ikke en uforudseet Nødvendighed kræver større Hast; men vi ville ogsaa, at Skydsen da kommer grejdeligen til os, og ikke en eller anden svigefuldt unddrager sig; heller ikke skulle idelig de samme udrede den. De Fanter (Tjenere eller Sendebud), der lægge sig ud paa Vejene og tage sig Rideskyds, skulle, om de end faa Hug eller Saar, naar det kun ej volder deres Død, ikke faa nogen Bod af den, der gjorde det og forsvarede sit. Alle skulle passe paa, at Skydsen kommer betimeligt til det Sted, hvor vi selv befinde os, og farer nogen for tidligt bort, da er det som om Skydsen var ugjort. Naar vi medgive nogen Rideskydsbrev til at fare i vort nødvendige Erende, da skulle vi nævne i Brevet, hvormange Heste samme Mand skal have. Den Skyds skulle Bønderne skaffe efter Jevnet, og ikke altid een og samme Bonde; men vi skulle sørge for, at det faa sjelden som muligt behøves“[10]. Vi see af disse Bestemmelser, baade hvorledes Kongens og Biskoppernes ældgamle Rettighed til at opkræve Skydsheste hos Bønderne for sig og sit Følge paa sine Rejser om i Landet allerede forlængst udstraktes derhen, at han (og i nærværende Tilfælde Hertugen) ogsaa kunde fordre Skyds tilvejebragt for de Mænd, han sendte i sit Erende, om han selv sad hjemme, og hvorledes endog store Misbrug havde indsneget sig med Hensyn til Maaden, hvorpaa denne Rettighed gjordes gjeldende. Det er tydeligt, at ogsaa Uberettigede fordrede at nyde godt deraf, enten ved at foregive at de rejste i Kongens eller Hertugens Erende, eller simpelt hen fordi de stode i Kongens, Biskoppens eller fornemme Kongsmænds Tjeneste, og at de endog ofte med Magt tog de Heste, de behøvede. Sandsynligviis fordrede da ogsaa alle de haandgangne Mænd, hvad enten de rejste i offentligt Erende eller ikke, Friskyds alene fordi de hørte til Kongens Hird; og det er ligeledes at formode, at Biskoppernes Mænd og Tjenere fordrede det samme. End videre kan det skjønnes, at der ingen ordentlig Fordeling af Byrden fandt Sted, men at een og den samme Bonde den ene Gang efter den anden maatte skaffe Heste, vistnok fordi hans Gaard laa belejligere til ved Landevejen, medens andre, der boede afsides, ganske forskaanedes. Paa alt dette Uvæsen, der formodentlig især havde indsneget sig under Formynderregjeringen, søgte nu Hertugen ved de her meddeelte Befalinger at raade Bod: han indskrænkede Rettigheden udtrykkeligt til sig selv, Biskopperne, og dem, han sendte i sit Erende, hvilke sidste, som man seer, til deres Legitimation skulde medbringe et aabent Brev, hvori Antallet af de Heste, de kunde fordre, udtrykkeligt var angivet; derhos sørgede han for, at Byrden blev ligeligen fordeelt, hvilket neppe kunde skee paa anden Maade, end at enten Bønderne sig selv imellem, eller Sysselmændene ved Hjelp af deres Lensmænd fik bragt etslags Regulativ istand, hvorved det bestemtes deels i hvilken Orden alle Bønderne i en vis Kreds skulde skydse, deels hvor de skulde fremmøde med sine Heste og hvor langt disse skulde benyttes. Dette maatte igjen medføre Fastsættelsen af bestemte Stationer eller Skydsskifter; saaledes see vi her den første Begyndelse til det endnu i Norge herskende Skydsvæsen, der i sin Oprindelse ene og alene hviler paa Kongens ældgamle Ret til at fordre Friskyds af Bønderne paa sine Rejser. Naar det første var stiltiende vedtaget, som vi see det allerede var for Kong Eriks og Hertug Haakons Tid, at Kongen kunde fordre Friskyds ogsaa for enhver, der rejste i hans Erende, og saaledes ved at meddele en Mand Rideskydsbrev, kunde skaffe ham fri Befordring, maatte det og staa i hans Magt at befale Bønderne at skydse en Mand efter en vis Taxt; dette maatte endog, naar den Skik, at udstede Rideskydsbreve blev alt for almindelig, forekomme de Skydspligtige som en Lettelse og Velgjerning. Saaledes var ogsaa Forholdet, da den første Skydsanordning med bestemte Taxter efter Vejlængden blev given; men dette skede dog ikke førend saa langt nede i Tiden, som Begyndelsen af det 17de Aarhundrede, og paa Grund af Misbrug liig dem, over hvilke der klagedes paa Hertug Haakons Tid, men af langt større Udstrækning, eftersom tilsidst hver eneste Adelsmand, nu indtagende samme Stilling, som fordum den haandgangne Mand, fordrede Friskyds[11]. Der findes ingen Bestemmelser om Skydsvæsenet udgivne af Kong Erik selv, svarende til dem, Hertug Haakon udgav for Oplandene. Men Aarsagen dertil er vistnok den, at Landrejser endnu saa godt som alene vare brugelige paa Østlandet, og nærmest paa Oplandene, medens derimod de fleste Rejser vestenfjelds og nordenfjelds skede til Vands, og de, der efter sin Stilling kunde have krævet Rideskyds, om der havde været Tale om en saadan, her altid rejste paa eget Fartøj, og med egne Folk[12].

Med Hensyn til Søgsmaal og Rettens Bestyrelse overhoved gjentog Hertugen for det første i begge Retterbøder det allerede i Loven givne Forbud mod at Sysselmænd eller andre Rettens Bestyrere i Tilfælde af privat Retskrænkelse inddrev Kongens (Hertugens) Sekt, førend den Fornærmede havde faaet sin Bod[13]. Altsaa maa den Praxis have indsneget sig, at Kongesekten oppebares uden Hensyn til om Forbryderens Ejendom var saa ubetydelig, at den Fornærmede intet fik. End videre forbødes det Sysselmændene eller Leensmændene at tilstede nogensomhelst lovligen indstevnet Mand at sidde hjemme, saa at Sagsøgeren derved hindredes fra at faa sin Ret[14]. Det maa altsaa være blevet almindeligt, at de tilstode fornemmere Mænd saadanne Begunstigelser, maaskee endog ifølge Bestikkelse, thi i Retterboden for Hedemarken og Thoten heder det udtrykkeligt i den følgende Artikel: „Vi ville ikke paa nogen Maade taale at Folks Ret tilsidesættes for Bestikkelse, Venskab, Gaver eller andet saadant, som ej er passende“[15]. I den samme Retterbod forbødes det ogsaa Sysselmændene eller Leensmændene at stevne nogen Bonde til Lagmanden udenfor det Distrikt, over hvilket denne var sat, og heller ikke for øvrigt, uden at man først forgjeves hjemme, før Stevningen, havde forelagt samme Bonde en fuldstændig Fremstilling af Klagen, og forgjeves søgt at faa sin Ret af ham[16]. Man har ogsaa, just ved denne Tid, Exempler paa, at Bønder stevnedes til Lagmanden, uanseet om denne opholdt sig udenfor sit egentlige Distrikt. Saaledes har man en Dom af Vige, Lagmand i Skidan eller Skien (sandsynligviis den første, der nogensinde beklædte dette Embede), afsagt den 2den Juni 1294, men i Tunsberg, ikke i Skien, og dog i Nærværelse af begge Parterne, som altsaa, skjønt de hørte til Skidans Lagthing, dog maa have været stevnede til Tunsberg, og det uagtet Vige kun opholdt sig her midlertidigt, for at gjøre Kongen og Hertugen, der just ved denne Tid ventedes til Tunsberg for at underhandle med de tydske Stæders Udsendinger[17], sin Opvartning, hvilket man tydeligt kan see deraf, at han selv i Dommen, saavel som i et 11 Dage senere i Forening med Einar Lagmand i Tunsberg udstedt Bekræftelsesbrev deraf, omtaler flere anseede Mænd fra forskjellige Kanter som nærværende, hvilke neppe vilde have samlet sig der uden i Anledning af Kongens og Hertugens Nærværelse; det var nemlig Hr. Thore Haakonssøn, Sysselmand i Skidan, Stallaren Hr. Gudleik Viljamssøn, Peter, Lagmand i Viken, begge de islandske Lagmænd Hr. Jon og Hr. Erlend sterke, den islandske Befalingsmand Hr. Thord paa Madrevalle og flere andre[18]. En saadan Praxis, at stevne Bønderne udenfor Lagsoknet, maatte naturligviis forvolde dem megen unødig Møje og Bekostning, og havde maaskee for en Deel sin Grund deri, at flere Lagsokn, som f. Ex. Skidans, endnu vare nye og Grændserne ikke rigtigt bestemte. Naar Hertugen forbød at stevne Indbyggerne af Thoten og Hedemarken udenfor Lagsoknet, var dette maaskee foranlediget deraf, at Lagmanden for den nordre Deel af Oplandene har plejet at paadømme Sager, vedkommende hiin, naar han var tilstede paa Eidsiva Thing, der egentlig laa udenfor hans Distrikt. Med Hensyn hertil var det vel og, at Hertugen i Retterboden for Ringerike, Hadeland og Raumarike „tillod“ disse Distrikters Indbyggere at have deres Lagthing paa Eidsvold som før, men foreskrev udtrykkeligt, at Lagmanden selv skulde bo paa Raumarike, for at baade de der boede nordenfor og de der boede søndenfor, med Lethed skulde kunne komme til ham[19]. Sysselmanden eller Lagmanden skulde ej stevne Bønder til Lagmanden udenfor Hjemthingsdistriktet til Erlæggelse af Sagøre, førend Sagen selv var nøje undersøgt og beviist hjemme i Bygden[20]. Med Hensyn til Leensmændene bestemtes det for Hedemarken og Thoten, at til dette Ombud kun duelige Bønder skulde tages, der havde deres Herkomst hjemme i Bygdelaget og som vare bekjendte for at være brave og hederlige Mænd; haandgangne Mænd maatte aldeles ikke beklæde dette Ombud, „saadanne som vare vindesyge og fulde af Kneb til at tynge Kotkarlen, der kan lidet eller intet af Loven“[21]. Paa Hadeland skulde der kun være to Leensmænd, og paa Ringerike kun een, og saa vidt vederheftige, at de kunde svare Ret og Skjel, om de forbrøde sig. Heller ikke her maatte haandgangne Mænd tages dertil, uden for saa vidt Bønderne selv samtykkede deri, og ingen af disse Leensmænd maatte, naar han rejste om i sine Forretninger, have flere Svenne end een, for hvis Spagfærdighed og Skikkelighed samt gode Opførsel mod Thegnerne han kunde indestaa[22]. Alt dette viser noksom, at der har været drevet meget Uvæsen med Leensmands-Ombudene, idet ikke Bønder udnævntes dertil, men haandgangne Mænd, der behandlede Bønderne med Haardhed og Overmod, og rejste omkring med kaade Svenne, der endnu gjorde ondt verre. Man seer ogsaa, at de oftere maa have undladt at indfinde sig ved de Sager, de selv havde paastevnt, eftersom det i Retterboden for Hedemarken og Thoten udtrykkeligt foreskrives, at naar en Leensmand havde indstevnet en Mand for Retten, skulde han ogsaa selv møde ham, eller svare Stevnefald som andre[23].

Uagtet det allerede i Loven selv var bestemt, at Sysselmændene hvert Aar efter endt Lagthing skulde bekjendtgjøre for Bønderne hvad der her var forhandlet eller vedtaget, blev Budet dog gjentaget for Hedemarken og Thoten, under Afsættelses Straf for Sysselmanden, hvis han undlod at opfylde dette Bud. Sandsynligviis har man da en Tidlang ladet det det gaa i Glemmebogen.

En Bestemmelse, der maa have givet Anledning til mange Misligheder og meget Underslæb, var den i Landslovens VII. 14, at naar Nogen trængte til at kjøbe Sædekorn hjemme i Bygden, skulde han henvende sig til Kongens Ombudsmand, der igjen skulde kræve Thing og opnævne skjønsomme Mænd til at anstille Undersøgelse paa alle Gaarde om hvor der fandtes overflødigt Korn, samt hvor det fandtes, at tvinge Vedkommende til at sælge for gængse Priis. Til Forebyggelse af alle Misligheder herved bestemte Hertugen for Hedemarken og Thoten, at der til slige Undersøgelser alene skulde nævnes paalidelige Mænd, der vilde udføre sit Hverv med Billighed og ikke tage noget til sig selv; samt at Betalingen strax skulde fremlægges, inden man drog bort, og efter almindelig Priis, ej efter en eller to Mænds Vurdering[24].

Der klagedes tillige fremdeles over Myntens daarlige Gehalt. Thi i Retterboden for Hedemarken og Thoten siger Hertugen: „Hvad Peningen angaar, om hvilken I have ytret at den gjelder lidet, da veed baade Gud og alle gode Mænd, at den nu er lige saa god som da den var paa sit bedste i vor Faders Dage, medens det for øvrigt er til størst Skade for os tvende Brødre selv at den er lidet verd, thi det er os, der tage de fleste ind. Saa snart Gud under os at komme sammen, skulle vi med de bedste Mænds Raad og Bistand gjøre Udvej til, at Sølvcoursen kan blive til større Nytte saavel for os Brødre, som for alle dem, der bebo Riget“. Man erfarer imidlertid ikke at noget blev gjort, og Pengenes Gehalt vedblev at være daarlig[25].

Leiglændingerne synes at have været plagede med alskens utilbørlige Paalæg og Fordringer, ej alene af deres Landdrotner, men ogsaa af Sysselmændene og Leensmændene. I Retterboden for Hadeland og Ringerike ytrer Hertugen: „Da Almuen klager over at den nu en Tidlang har været meget tynget af de „Tilgaver“, som Landdrotnen eller hans Ombudsmænd har paalagt dem, og vi selv ligeledes ere blevne noget bedragne paa anden Maade ved de samme Tilgaver, forbyde vi alle og enhver, i hvad Stand eller Stilling han er, herefter at tage „Tilgave“, eller kræve andet eller mere af nogen Ejendom end den aftalte Landskyld og Aabud. Ligeledes forbyde vi hver og een at tage Skyld-Veitsler (Pligtgjestebud) af sine Landbønder til andre Tider end han rejser om og bortbygger fine Ejendomme; og selv da ville vi at det skulde tages med Maadehold, saa at ikke de, der skulle give dem, tynges med alt for stor Bekostning, og Landet derved fyldes med Tiggere og andre løse Folk. Vi have og fritaget dem for alle Skyld-Veitsler for Sysselmænd og Leensmænd samt alle de andre Tolde og Afgifter, disse nu en Tidlang have paalagt dem, forbydende Sysselmændene og Leensmændene paa det strengeste herefter at understaa sig at tynge Bønderne mere, saafremt de ej ville miste deres Embede og dertil falde i vor Unaade“[26]. Det lader til, at Landdrotnerne allerede da havde begyndt med den skammelige Ferd at gjøre Vegtlodderne tungere end tilbørlig, for derved at forøge den Landskylds-Afgift, som de skulde oppebære in natura, mestendeels efter Vegt. Thi det er aabenbart især for at forebygge dette, at Hertugen i Retterboden for Hedemarken og Thoten forordner, at en normal Skippunder og Smørpunder skal ligge under Lagmandens Forvaring i Hamar, den første af samme Vegt som Skippunderen i Oslo, den sidste saaledes indrettet, at hvert Spann skal kunne afvejes paa den, og til den Vegt, at halvfemte Spann udgjør en Hefsælde (halvt Saald) for at bruges i Landskyldsbetaling, Kjøb og Salg, samt at Landskylden skal udredes eftersom det er aftalt i Contracten, ved hvis Udløb en ny Aftale skal treffes mellem Landdrotnen og Leiglændingen efter den her nævnte Punder[27]. Ogsaa i Retterboden for Hadeland og Ringerike, der ligeledes henstiller det til Parterne selv at slutte Bygselcontracter, bestemmes det at der skal staa en justeret Normalvegt af Steen i Kirken paa Gran, og en anden i Kirken paa Norderhov, svarende til den i Oslo, efter hvilken de øvrige Pundere kunne rettes, og Bedragerier derved forebygges[28]. Dette gjorde maaskee i Norge en Ende paa de før omtalte Udsugelser; paa Orknøerne og Hjaltland derimod, hvor ingen saadan Bestemmelse synes at være given, tiltog Uvæsenet i de senere Tider i en saa foruroligende Grad, at Jordafgifterne omsider næsten forhøjedes til det Tidobbelte, og at man der nu omstunder ikke engang kjender de gamle Vegters rette Størrelse, uagtet Gaardens Matrikulskyld endnu angives derefter[29].

Man maa formode, at Indbyggerne af Hedemarken og Thoten have bedet Hertugen om at nedsætte Straffen for Ukvemsord. Thi det heder i Retterboden: „Saasom der ofte af onde Ord kan komme Manddrab og andre onde Verk, er det ikke passende at den derfor bestemte Bod nedsættes, thi den er foreskreven gode og forstandige Mænd til Frelse, men onde og dumme til Advarsel; derfor er det ikke mere end billigt, at de lide legemlig Pine saavel som straffes paa Penge og Gods, der med onde Ord vekke store Ubehageligheder, der give Anledning til megen Fare og Vaade, især i Bryllupper, Gilder eller Julegjestebud samt andre talrige Sammenkomster; enhver, der har ret Vid til at skjønne, vil klart indsee, at dette er en stor Retterbod for alle spagfærdige og sedelige Folk, der kun ville det som godt og nyttigt er“. Imidlertid seer man dog af Retterboden for Hadeland og Ringerike, at Hertugen senere, i det mindste for disse Landskaber, gik ind paa betydelig Nedsættelse af flere Sekter, navnlig for Ukvemsord[30]. Her heder det nemlig: „Om 8 Ertogers og 13 Merkers Sager og Skjeldsordssager (brigzlamál) bestemme vi, at alle de, der forbryde sig i saa Henseende, og efter at være overbeviste derom forlige sig hjemme med Sagsøgeren, kun skulle gjelde af Sagøren, men to (Tredie-) Dele, om de lade Sagen gaa til Lagmanden uden at ville bøde hjemme, med mindre de have lagt saa megen Nidingskab for Dagen, at vi selv ikke finde det tilbørligt at nogen Eftergivenhed eller Naade vises“[31]. Dette synes at maatte forklares saaledes, at Sekten, naar ikke særdeles graverende Omstændigheder vare tilstede, i det mindste skulde være nedsat til to Trediedele, og, hvis Sagvolderen forligede sig hjemme, endog til een Trediedeel: en ikke ubetydelig Indtægtsopofrelse fra Hertugens Side for at befordre Fredsommelighed og god Orden. Ganske vovede man dog endnu ikke at forbyde Folk at tage sig selv til Rette. I Retterboden for Hedemarken og Thoten bestemmes der, at naar uvittige og daarlige Folk veltede sig ind paa sagesløs Mand, og denne inden lovlig Bods Udredelse hevnede sig paa Fornærmeren, uden at overskride det rette Forhold, da skulde han være fri for Søgsmaal; men var Hevnen større, skulde der forholdes efter Miskund og Lagmandens Orskurd samt de forstandige Mænds Dom, hvilke Sagen maatte blive overdragen til Afgjørelse[32].

Ogsaa med Hensyn til Ledingen eller rettere Visøren foreskrev Hertugen flere Lettelser. Saaledes bestemte han for Hedemarken og Thoten, at der ved Ledingsnævninger aldrig skulde opnævnes flere, end han selv havde foreskrevet i sit Brev, undtagen for det Tilfælde at en eller anden senere blev syg, thi da skulde en ny sættes i Steden: vilde Styrmanden have een eller to Svende, skulde saa mange færre Bønder nævnes, og der maatte ikke bruges Udpresninger mod Bønderne efter at de vare komne til Skibet[33]. Man seer for øvrigt heraf det merkelige, at Ledingsmænd ogsaa opnævntes fra de indre Distrikter, men da vistnok kun for at fremmøde i Oslo eller andensteds ved Kysten, og hjelpe til at bemande Skibene, thi Oplandene selv stillede ingen Skibe og var ikke inddeelt i Skibreder. – Enhver, som havde mindre Jordbrug end to Merkers Bool, skulde kun gjøre Eenvirkes-Gjerd (Præstation); havde han ikke engang Mrks. Bool, skulde denne Eenvirke-Gjerd nedsættes for hver Øresleje ringere end Mk.[34] Forældreløse Børn, der endnu vare sammen i een Huusholdning, skulde ogsaa tilsammen kun udrede een Gjerd, indtil de adskiltes. Denne sidste Bestemmelse gjentages ogsaa for Ringerike og Hadeland[35]. Bestemmelsen i Utfarebaalkens Cap. let, at „Drengmænd“ og andre, der ejede mindre end til 6 vejede Mkrs. Verdi foruden sine Klæder, dog skulde være i Besiddelse af Skjold, Spyd, Sverd eller Øxe, og at en Arbejdsmand som tog fuld Leje, første Aar skulde anskaffe sig Øxe, andet Aar Skjold, tredje Aar Spyd, formildedes ved Retterboden af 1297 derhen, at Lejemænd herefter ikke skulde være tvungne til at anskaffe sig Vaaben, førend de ejede 3 Mkrs. Verdi foruden sine Klæder; heller ikke skulde de, der ikke ejede mere, være forpligtede til selv at fremmøde paa det aarlige Vaabenthing, men kunde slippe med at sende sine Vaaben til Thinget[36].

Endelig gav Hertugen i Retterboden for Hadeland og Ringerike nogle nærmere Bestemmelser om Fællig mellem Egtefolk, samt om Almenninger og Fiskevand.

At alle disse Bestemmelser ogsaa udvidedes til den øvrige Deel af Oplandene, navnlig Gudbrandsdalene, er højst rimeligt, men noget bestemt Vidnesbyrd derom findes ikke. Derimod have vi en tidligere Retterbod af Hertugen, udstedt i Oslo den 9de Februar 1291, der er given for samtlige Indbyggere af Oplandene, og som væsentligst handler om Arbejdsmænds og Tjenestefolks[37] Løn, for hvilken der her fastsættes i en vis Taxt. Man seer af hans Ytringer i de indledende Ord, at Almuen selv havde henvendt sig til ham og klaget sin Nød; det maa saaledes have været vanskeligt i de Egne at faa Arbejdsmænd for rimelig Løn, sandsynligviis fordi, som der fremdeles klagedes over, de fleste vilde drive Handel. Den aarlige[38] Løn for Verkmænd, der udførte fuldt Arbejde, bestemtes for Hadafylke til Saald Smør, som i Æqvivalent for 2 Ører, og 5 Alen Lerred for en Øre eller ogsaa 12 Alen Strige for en Øre og 3 Ører Sølv i rede Penge. Paa Raumarike bestemtes Lønnen til 3 Ørers Verdi i Vaadmaal eller Lerred og 3 Ører Sølv, i Gudbrandsdalene til 12 Alen Vaadmaal og 3 Ører Sølv. Da det imidlertid var at forudsee, at kun de Færreste vilde fæste sig i Tjeneste, naar de ikke kunde betinge sig saa høj Løn, som de vilde, søgte man at tvinge dem dertil ved at forbyde enhver, under een Marks Bod, at udleje Huus til arbejdsføre Folk, Mænd eller Kvinder. Ved samme Retterbod forandredes for Oplandene Onnfrede-Tiden (den Hvile af alle Søgsmaal og Stevninger, der skulde finde Sted under Vaar- og Høst-Onnen), hvilken Loven (I. 10) fastsatte fra Mariæ Bebudelses Dag e(25de Marts) til Hallvardsmesse (15de Mai) samt fra Seljumannamesse (8de Juli) til Korsmesse om Høsten (14de Septbr.), derhen, at den om Vaaren skulde vedvare 14 Dage efter Hallvardsmesse, men om Høsten ogsaa begynde saa meget senere efter Seljumannamesse[39]. Lovens Bestemmelse, der formodentlig nærmest var rettet efter Forholdene i Gulathingslagen, passede nemlig ikke for Oplandene, hvor Vaaren indtraadte sildigere, og heller ikke for Viken, hvor vi i det følgende ville see at Hertugen, efter at han var bleven Konge, gjorde en lignende Forandring.

Til Hertugens Leen, eller Hertugdømme, hørte ogsaa, som det tidligere er omtalt, Rygjafylke og rimeligviis Egdafylke, samt Færøerne og Hjatland. Det er, som ligeledes ovenfor berørt, ikke usandsynligt, at Rygja- og Egda-Fylke ved denne Lejlighed fik et eget Lagthing paa Agvaldsnes, der holdtes til den for Lagthingene over hele Norge bestemte Tid, 17de Juni, og var Gulathinget ganske sideordnet. Det omtales imidlertid ikke førend ved 1322, men her unegteligt saaledes, som om det allerede havde bestaaet i længere Tid[40]. Skjønt Hertugen vistnok ogsaa henvendte sin Opmerksomhed paa denne fjernere Deel af sine Besiddelser, lader det dog til, at han forholdsviis sjeldnere opholdt sig der, og at den derfor ikke nød saa meget godt af hans umiddelbare Tilsyn, som Østlandet, hvor han havde sin stadige Residens. Det maa formodentlig have været for at raade Bod paa flere Misligheder, som synes at have fundet Sted siden hans Besøg der i 1292[41], at han i Aaret 1295, da han selv drog i Leding til Danmark, beskikkede Abbed Erik i Munkeliv til, paa sine Vegne, og med den mest udstrakte Fuldmagt, at berejse Rygjafylke, og „rette paa, hvad der kunde trænge til at rettes“. Abbedens Fuldmagt gik endog saa vidt, at han kunde tilbagekalde en for nogen Tid tilbage af Lagmanden, Hr. Hallvard Kolt, afsagt Orskurd, og erklære hans Brev derom ugyldigt[42]. Det maa da visselig ogsaa antages, at mangt og meget er blevet bragt i Orden; men imidlertid var der udbrudt en heftig Strid mellem Biskoppen i Stavanger og hans Capitel, saaledes som det nedenfor skal omhandles, og som gjorde Hertugens personlige Nærværelse nødvendig; derfor finde vi Hertugen atter i Stavanger mod Slutningen af 1296[43]. Formelige Retterbøder af et saa omfattende Indhold som de oven omhandlede til Oplandene, vides dog ikke af ham at være udstedte til Agvaldsnes Lagsokn.

En saadan udgav han derimod til Færøerne, vedkommende Landboforholdene. Dens enkelte Bestemmelser ere for os af mindre Interesse, men Følgeskrivelsen og Indledningen kaster et ikke uvigtigt Lys paa Skatlandenes legislatoriske og administrative Forhold. „Den aandelige Fader og vor kjæreste Ven, Hr. Biskop Erlend i Færøerne og Hr. Sigurd, Lagmand i Hjatland, som vi have sendt til eder“, heder det, „forelagde os paa Almuens Vegne de Mangler, som de fandt ved Bunade-Baalken, og derfor lode vi paa disse fire Blade sammensætte denne Forordning, som vi med de bedste Mænds Raad desangaaende have gjort, efter som vi vente, at det skal være Almuen til størst Gavn. Om Christenretten kunne vi derimod ingen anden Bestemmelse for Tiden give, end at den skal staa ved Magt saaledes som vor verdige Hr. Fader lod sammensætte, og overleverede til Hr. Biskop Erlend, som Landsbogen selv udviser“. Anordningen selv begynder med disse indledende Ord, der vise, at den er bestemt til at indføres i Lovbogen og oplæses af Lagmanden: „Det er nu hernæst, at disse ere de Ting, som ere Landet gavnligst og som min Herre Hertugen har tilsagt os, men som ikke staa i den Lovbog, vor verdige Herre Kong Magnus den kronede gav os, og som blev samtykt paa Althinget“. Vi lære af alt dette, at Færøerne nu havde Lagmand tilfælles med Hjatland: en Foranstaltning, der maaskee allerede skyldes Kong Sverre, da han ved Harald Orknøjarls Underkastelse i Bergen 1195 fratog ham Hjatland[44]. Hjatland og Færøerne synes paa denne Maade at have vedblevet at have Lagmand tilfælles i det mindste noget over et Aarhundrede. Vi lære end videre, at der ved Lovreformen under Kong Magnus maaskee var indrettet en egen Redaction for Færøerne, siden en af Baalkerne benævnes med det i den norske Lovbog ukjendte Navn „Bunadarbaalk“, hvis ellers ikke dette kun er en egen paa Færøerne brugelig Benævnelse for „Landslejebaalken“; ligeledes sees det, at Lagthing i det mindste i Anordningen har Navnet „Althing“ fælles med det islandske. Endelig sees det, at den til Færøerne sendte Lovbog i sin Tid var bleven vedtagen paa dette „Althing“, og at den maa have indeholdt en Christenret, der virkelig traadte i Kraft, og som synes ikke at kunne have været nogen anden end Kong Magnus’s, der ej blev gjeldende i Norge. Originalen til denne Anordning, der sædvanligviis kaldes Sandebrevet og gjaldt paa Færøerne meget langt nede i Tiden, er endnu til, dateret fra Oslo 28de Juni 1298 og forsynet med Hertugens Monogram samt Aake Cantslers egenhændige Paategning[45].

Skjønt denne Anordning ogsaa synes at kunne have passet for Hjatland, er der dog ikke Spor af at den har været udstrakt dertil. Der vides overhoved ikke mere om Hertugens Forhold til dette Landskab, end at det hørte til hans Leen, og at hans Sysselmand derover var den forhen omtalte Hr. Thorvald Thoressøn, der i 1298 eller 1299 blev beskyldt af nogle enkelte for Underslæb[46], men neppe med Grund, eller i alle Fald uden sat Beskyldningen sandt Tiltro paa højere Stæder, da han ogsaa længe efter den Tid, og medens Hertugen var bleven Konge, vedblev i Bestillingen.

Hertug Haakons fornemste Raadgiver og Hjelper i hans betydelige administrative og legislatoriske Virksomhed var uden al Tvivl den før omtalte Aake Cantsler, thi først efter at Aake var bleven Cantsler, i 1293, synes denne Virksomhed ret at være bleven udfoldet. Hertugens tidligere Cantsler var Erlend Gudbrandssøn, om hvilken intet vides; han forekommer i Breve indtil 1290[47], hvorefter det lader til, at Hertugen i nogle Aar hjalp sig uden Cantsler; i det mindste nævnes ingen saadan i de faa af Hertugen selv mellem 1290 og 1293 udstedte Breve, men det heder kun om to fra 1292 at disse besegledes i Hertugens egen Nærværelse[48]. Det første af ham som Cantsler beseglede Brev, der er opbevaret til vore Dage, er den oven anførte Retterbod for Hedemarken og Thoten af 23de April 1293. Han kaldtes her Diaconus; af et andet Brev, udstedt 1296, sees det at han var Chorsbroder ved Apostelkirken i Bergen og saaledes hørte til den kongelige Capellgejstlighed[49]. Vi erfare derhos andensteds fra, at han havde studeret udenlands, sandsynligviis i Paris, og kaldtes Mester, d. e. Magister, samt ansaaes for en dygtig og veltalende Klerk[50]. Man kan saaledes sige, at han saa godt som var opdragen til det Embede, han beklædte, og det er ikke usandsynligt, at Hertugen i de Aar, han ej havde nogen fast ansat Klerk, netop ventede paa at han skulde komme hjem, for at kunne tage ham i sin Tjeneste. Blandt de Forføjninger, som Hertugen gjorde efter Samraad med Hr. Aake, var formodentlig den, at Mariakirken i Oslo, der var at betragte som Hertugens Capell, og stod i et Slags Forbindelse med Kongsgaarden, indrettedes til en Collegiatkirke, med et Capitel eller Chorsbrødre-Collegium og en Provst som Formand, ganske i Liighed med Apostelkirken i Bergen. Vi vide vistnok ikke nøjagtigt Aaret, naar denne Indretning skede, men man kan dog med temmelig Sikkerhed henføre det til Tiden mellem Udgangen af 1296 og Sommeren 1299[51]. Dette var Begyndelsen til en mere omfattende Organisation af en kongelig Capellgejstlighed over hele Norge, der kom i Stand noget sildigere, efter at Hertug Haakon var bleven Konge, og havde faaet frie Hænder til at disponere over Krongodset. Da Aake Cantsler, som Provst ved Mariakirkens Collegium, netop var paa det nøjeste interesseret i Sagen, kan han umuligt have været uden Indvirkning paa Foranstaltningen, og man skulde formode, at alt endog af ham har været forberedt saaledes, at Hertugen, saa snart han kom til Magten, hastigt kunde bringe det paa det Rene. Overhoved viser denne Foranstaltning, ligesom flere andre, at Hertugen, om han endog skulde blive Konge, fremdeles agtede at gjøre Oslo til sin egentlige Residens, hvad den da ogsaa blev, som vi i det følgende ville see. Han uddeelte Tomter til Bebyggelse for flere af sine Hofmænd[52]; han havde allerede stiftet et Minoriterkloster (sandsynligviis strax efter Alf Jarls Forjagelse 1287)[53], og maa tillige omtrent paa samme Tid have opført Borgen Akershuus paa de Klipper, der danne den sydvestligste Spids af Akersneset. Man veed nemlig ikke nøjagtigt Tiden, naar denne Borg grundlagdes, men erfarer kun, at den allerede var til i 1300, og saaledes i det mindste maa have været paabegyndt nogle Aar før den Tid, medens man paa den anden Side deraf, at Borgen i hiint Aar endnu kun kaldes „Akersnes“, temmelig tydeligt kan slutte, at den da ikke kan have staaet længe[54]. Det ligger saaledes nærmest at antage, at Alf Erlingssøns Fejde har været den egentlige Anledning til dens Anlæggelse. Forudsat nemlig, at det er rigtigt, hvad vi ovenfor have antaget, at Alf Jarl, da han fik Hallkell Agmundssøn i sin Vold, overfaldt og indtog Borgen paa Vaakeberg ved Oslo, og at det var ved denne Lejlighed, at Byen kom i Brand, er det ogsaa højst rimeligt, at Hertugen deraf har taget Anledning til at anlægge en ny Borg paa et fastere og mere belejligt Sted, hvorfra Adgangen til Byen bedre kunde bevogtes. Det er desuden heel sandsynligt, at den forrige Borg ved hiint Angreb var ødelagt; vist er det, at man siden ikke mere hører Tale om den. Overhoved skulde man formode, at Branden i 1287 var den Begivenhed og Anledning, fra hvilken alle Kong Haakons Anlæg, og umiddelbare og middelbare Bygnings-Foranstaltninger i og ved Oslo kunne dateres, at han med den største Iver har søgt at bringe Byen igjen paa Fode, og derfor saavel selv bygget som opmuntret sine Mænd til at bygge, og varigere og solidere end hidtil. Der tales om nogle ham tilhørende Teglhuus[55], hvormed enten maa forstaaes et Teglbrænderi, eller Huse, opførte af Tegl; i begge Tilfælde lære vi heraf, at han lod bygge af dette Materiale. De Gaarde, hans Hofmænd opførte, bleve siden efter, maaskee lige til sildigere Tider, benævnte efter dem, hvilket viser, at i det mindste de vare ganske nye, eller anlagte paa Steder, hvor forhen ingen fandtes. Da nu ligeledes andre Navne paa Gaarde i Oslo synes at være opkomne paa denne Tid, hvoraf enkelte endog vidnede om tydske Ejere, der bosatte sig her, og hvis Familier bleve ganske nationaliserede[56], opstaar der sterk Formodning om, at Hertug Haakons Bestræbelser for at udvide og forskjønne Oslo, der ogsaa fortsattes efter at han var bleven Konge, begynde ligesom en ny Epoche i Byens Historie, som hvis Udgangspunkt man i det nys anførte mest passende kan opstille Alf Jarls Fejde og Branden i 1287.

Hvor vidt Byen Hamar nød noget godt af den Byggelyst, som Hertug Haakon aabenbart havde arvet efter sin Fader, er uvist, paa Grund af manglende Oplysninger. At han tog sig af Stavanger, er umiskjendeligt, skjønt vi nu kun kjende hans Forhold til Chorsbrødrene i denne By, hvilke han tog i sin særskilte Beskyttelse, og hvem han skjenkede Byggetomter[57]. Hans Befalingsmand i Stavanger, og maaskee Sysselmand i Ryfylke, var Ridderen Hr. Basse Guthormssøn, der siden efter, dog neppe førend Haakon var bleven Konge, forflyttedes til Bergen[58]. Et Kloster, der først begynder at nævnes paa denne Tid, men dog maa være ældre end Hertug Haakons Myndighedsperiode, og hvis Oprettelse saaledes ej kan skyldes ham, er St. Laurentii Kloster paa Utstein, en Kongsgaard i Ryfylke, beliggende paa den nu saakaldte Klosterø i Buknfjorden. Det var et regulært Augustiner-Convent, med en Abbed i Spidsen, der erhvervede ikke ubetydelige Besiddelser, og navnlig lige fra dets Stiftelse af synes at have besiddet eller staaet i Forbindelse med St. Olafs Kirke i Stavanger, der altid betjentes af Munke fra Klostret[59].

Da Hertug Haakon endnu var et Barn under den heftige Strid mellem Gejstligheden og de verdslige Herrer, og efter selv at have overtaget Hertugdømmets Bestyrelse viste Kirken og dens Tjenere al sømmelig Liberalitet og Opmerksomhed, fulgte ogsaa heraf, at han i det hele taget stod sig godt med Gejstligheden, og var vel anskreven ved Curien. Herpaa havde man især Beviis, efter at han var bleven Konge; men et Tegn derpaa var det vistnok, at allerede i 1296 fem Erkebiskopper og 12 Biskopper fra forskjellige Kanter, samlede i Rom, udstedte i Forening et Brev, hvorved de „i Betragtning af hans ædle Byrd, store Dyder, tidlige Berømmelse, samt især af hans umaadelige Kjærlighed til Gud og den hellige Kirke, samt af hans øvrige Fromheds Fortjenester“ som en sømmelig Belønning, og for at opmuntre ham til at vedblive saaledes, tilstode alle dem, der, efter at have gjort Bod og Skrifte, hørte Messe i hans eller hans Hustrues Nærværelse, eller med fromt Sind bade for deres eller deres Børns Held, eller deres Sjæle, naar de vare døde, 40 Dages Aflad fra paalagte Poenitentser, med Vedkommende Biskops Tilladelse[60]. Man seer iøvrigt heraf, at disse Prælater paa den Tid stode i den Formening, at Hertug Haakon allerede var gift. Men da det neppe vilde have været nogen Anbefaling for ham hos Paven, om han havde egtet en Fyrstinde af det franske Kongehuus, er det rimeligere, at man antog ham gift med en Slægtning af Kong Edward i England, saaledes som det fra først af var paatænkt.

  1. ↑ Norges gl. Love III. No. 7. Det vil her sees, at de Haandskrifter, man hidtil har opdaget af Retterboden, ere meget daarlige, og at navnlig Aarstallet er mangelagtigt angivet. Kun den forholdsviis bedste Afskrift, der indeholder Redactionen for Hadeland, angiver bestemt 1297, Maria Magdalena Dag, Hertugdømmets 18de Aar. De bedste af dem, der indeholde Redactionen for Ringerike, udelade Aarstallet; de øvrige, der mere kunne kaldes Oversættelser eller Parafraser, angive „7 Nætter før Paaske“ 1297 og een af dem desuagtet „18de Riges Aar“, de øvrige „8de Riges Aar“. Dette har bevæget Paus, der kun kjendte de sidste, til i fin Oversættelse (Norges Love II. 187) at datere Retterboden 1287, 7de April. Men der siges i Slutningen, at Aake Kantsler indseglede Brevet i Hertugens Nærværelse, og Aake forekommer aldrig som Kantsler før 1293: i 1287, 1288, 1289, 1290 nævnes udtrykkeligt Erlend Gudbrandssøn som Hertugens Kantsler. Altsaa maa Dateringen fra Hertugens 18de Aar være den rette, og dette bliver 4 Dage før Paaske, 2den April 1298. At Retterboden ogsaa er given for Raumerne, men vistnok med en egen Intimation, sees deraf, at de udtrykkeligt nævnes, og at Lagthinget paa Eidsvold omtales. Derimod gjaldt Retterboden ikke Indbyggerne paa Thoten, der allerede havde faaet Retterbod i 1293.
  2. ↑ Denne Indledning forekommer kun i et daarligt Haandskrift fra sildigere Tider, hvor der i Stedet før Njarðarhof eller Nierdarhof staar formedelst Afskriverens Uvidenhed Mendarhof; ligeledes er Retterboden stilet til „ollum a Wickuna“, hvilket aabenbart maa være en Fejllæsning for ollum a Ringarike, thi Viken har intet med Njardarhov eller Ringerike at bestille. Formodentlig er ogsaa „Huitathingsville“ Skrivfejl i Stedet for Eidsivathingsville (hvis her ellers ikke sigtes til Fylkesthinget før Hadafylke, eller Halve- eller Tredingsthinget, skjønt det i saa Fald ikke godt kan paavises, hvor samme Thing er at søge).
  3. ↑ Se ovenf. S. 137, 138.
  4. ↑ Se ovenf. S. 182.
  5. ↑ Agmund Krøkedans den yngre nævnes aller først i et Brev af 3die Marts 1293 (Munkelivsbogen S. 85); dernæst i det oven berørte Dokument om Mødet mellem Fyrsterne, hvorom nedenfor; siden berettes det Annalerne for 1302, at Kong Haakon sendte Agmund unge Dans mod Karelerne med en stor Styrke, og endelig, for 1309, at han blev dræbt; men denne Angivelse maa være urigtig, da han endnu forekommer i et Diplom af 19de Febr. 1310 som „Agmundus dictus Danz baro“ (Dipl. Norv. I 126). Han blev, som man seer af Absalon Pederssøns „Norges Beskrivelse“ S. 95, 96, vistnok henrettet, men det maa have været efter 1310, med mindre man vil antage, at Agmund Dans og Agmund unge Dans vare to forskjellige Personer, hvilket dog er lidet troligt.
  6. ↑ Thore Haakonssøn var, som det ovenfor er nævnt, gift med Ingebjørg Erlingsdatter, Hr. Alfs Syster. Ingebjørgs Faders, Erling Alfssøns, Moder var en Datterdatter af Erling paa Kviden i Valdres; her maa saaledes ogsaa Thornberg-Folkene have haft Slægtninger. Man seer ellers tydeligt af Dipl. Norv. IV. No. 58, dateret 13de Decbr. 1304, at selve Ættegaarden Thornberg maa være inddragen under Kronen, siden Kongen her disponerede over det Gods, Thornbergmændene havde lagt til Capellet paa Thornberg, og skjenket til sine „Hirdprester“.
  7. ↑ Den er udgiven fra Hamar 23de April 1293. Norges gl. Love III. No. 5.
  8. ↑ Den 22de Marts havde han fra Hamar tilskrevet den engelske Konge, se ovenf. S. 201.
  9. ↑ Rb. af 1297, Art. 8.
  10. ↑ Rb. af 1293, Art. 9. Ordet fantr, som paa den Tid brugtes, var laant fra det Tydske; det betegner egentlig „Fodgænger“, gotisk fanþs, Angl. féde (Omlyd af fóð, og deraf kommer saavel det franske fantassin, som infanterie; men det brugtes hos os mest om fornemme Mænds Sendebud (se Biskop Haakons Brev i Munchs og Ungers Oldn. Læseb S. 130). Da saadanne „Fanter“, som det af Rb. sees, vare fremmede og ilde lidte i Bygderne, blev Ordet omsider i Norge en Benævnelse paa Landstrygere. I Fjeldegnene bruges det dog mere i Betydningen af en fremmed Mand, der ej hører til Bondestanden.
  11. ↑ Se Christian IV Forordning om Fordringskab udi Norge, dateret Bergen 1ste Aug. 1622 (Origin. i norske Rigsarchiv).
  12. ↑ Der skal nedenfor blive handlet om de saakaldte Taverneshuse eller Vertshuse, som Kongen og Hertugen oprettede. At Beliggenheden af disse maatte have Indflydelse paa eller ogsaa rette sig efter Skydstationernes Plads, synes uomtvisteligt. Hvad Rb. og Diplomer for Retten ikke oplyse, er hvor vidt Biskopperne, eller i det mindste Erkebiskoppen, havde Ret til, ligesom Kongen og Hertugen, at udstede Rideskydsbrev.
  13. ↑ Rb. af 1293, Art. 1, Rb. af 1297, Art. 13. Jfr. Landsl. IV. 20.
  14. ↑ Rb. af 1293, Art. 2, Rb. af 1297, Art. 12.
  15. ↑ Rb. af 1293, Art. 3.
  16. ↑ Sammesteds, Art 4.
  17. ↑ Fra Pintsetid, altsaa fra 6te Juni 1294, underhandlede Kongen her med Hans v. Runesse og de øvrige tydske Udsendinger, se ovenf. S. 234.
  18. ↑ Dipl Norv. I. No 82 og 83. Det første, af 2den Juul, indeholder Dommen, det andet, af 13de Juni, Bekræftelsen. Det første mangler vistnok Udstedelsessted, men da Dommen angives at være afsagt i Overvær af de samme Herrer, der ogsaa nævnes i det sidste, der udtrykkelig er dateret fra Tunsberg, og man ilte med nogen Rimelighed kan antage, at de alle først havde været i Skien, er det tydeligt, at ogsaa hiint er udstedt raa samme Sted.
  19. ↑ Rb. af 1297, Art. 6.
  20. ↑ Sammest., Art. 13.
  21. ↑ Rb. af 1293, Art. 7.
  22. ↑ Rb. af 1297, Art. 15.
  23. ↑ Rb. af 1293, Art. 4.
  24. ↑ Sammest., Art. 12.
  25. ↑ Sammest., Art. 10. Hvor daarlige de norske Penge vare, have vi seet ovenf. S. 4, jfr. 57, 58. For øvrigt har man Mynter saavel af Kong Erik, som Hertug Haakon, der alle ere af slet, men meget forskjellig Gehalt.
  26. ↑ Rb. af 1297, Art. 10, 11.
  27. ↑ Rb. af 1293, Art. 11.
  28. ↑ Sammest., Art. 5.
  29. ↑ Mackenzie: The general grievances and oppressions of Orkney and Shetland.
  30. ↑ Rb. af 1293, Art. 5.
  31. ↑ Rb. af 1297, Art. 1.
  32. ↑ Rb. af 1293, Art. 6.
  33. ↑ Rb. af 1295, Art. 13.
  34. ↑ Sammest., Art. 14.
  35. ↑ Sammest., Art. 15, af 1297, Art. 7.
  36. ↑ Rb. af 1297, Art. 3.
  37. ↑ Der tales alene om „Verkmænd“, men det er tydeligt at see, at egentlige Tjenestefolk i den Betydning, Ordet nuomstunder tages vare deri indbefattede.
  38. ↑ Ordet „aarlig“ tilføjes ikke; der staar kun „Verkmænd der arbejde (vinna) fuld Orke“. Men dette er aabenbart eenstydigt med Landslovens Udtryk „tager fuld Leje“, i før omtalte III. 11, og da det her heder: „naar en Verkmand gaar i først Vist (d. n. Condition) og tager fuld Leje, kjøbe han sig første Sommer“ o. s. v, seer man tydeligt, at ved Lejen forstaaes Lejen for den hele „første Vist“, d. e. den første Aarscondition. Betalingen, der sættes til henved 6 Ører, passer ogsaa efter de Tiders Forhold alene paa Aarsbetaling. I Gudbrandsdalen var Betalingen mindre, nemlig fem Ører, for faa vidt man efter den sædvanlige Taxt kan regne 12 Alen Vaadmaal til to Ører; men dette lader sig ogsaa heel vel forklare deraf, at Gudbrandsdalen var en mere afsides Bygd, hvor Fornødenhederne vare færre og billigere. De rede Sølvpenge, der udgjorde en Deel af Lønnen, var vel ellers kun almindelige norske Penge af daarligt Gehalt, saa at Hovedbetalingen var den, der erlagdes i Varer. Da Østerdalene ikke her nævnes, maa man enten antage, at de ikke hørte til Hertugdømmet, eller ogsaa at de have været regnede som Underafdeling deels af Gudbrandsdalen deels af Hedemarken.
  39. ↑ Norges gl. Love, III. No. 4. I Rb. selv nævnes ikke „Seljumannamesse“, men „Tredievaka“, der hidtil antoges for at være Mariæ Bebudelsesdag, 25de Marts. Men Chr. Lange har i „Aarsberetninger fra det kgl. danske Geheimearchiv“ II. S. 73–78 med saadan Evidens viist, at Tredievaka maa være et paa Østlandet brugeligt Navn for 8de Juli, at der ej længer kan være mindste Tvivl tilbage derom. Saa meget er f. Ex. klart af det foregaaende, at da Hertugen, som vi have seet, opholdt sig paa Hamar i det mindste fra 22de Marts 1293 til 23de April 1293, kan et af ham i Oslo, Tredievaka i hans 13de Aar dateret Brev (Dipl. Norv. III. 33) ej være 25de Marts 1293; derimod passer det godt med 8de Juli 1292. Dette vilde desuden, om det var udstedt i Marts 1293, have været beseglet af Aake Cantsler.
  40. ↑ Dipl. Norv. I. 168. Jfr. ovf. IV. 1. S. 501.
  41. ↑ Brev fra Hertug Haakon, dateret Stavanger 12te Mai 1292, findes i Dipl. Norv. I. No. 80. Dette Brev er et Beskyttelsesbrev for Chorsbrødrene i Stavanger, og et saadant synes netop at maatte tilhøre hans første Ophold der paa Stedet.
  42. ↑ Brev af Abbed Erik, dateret Stavanger 24de Mai 1295, Dipl. Norv. II. 35. Dommen, som han afsagde, var mellem Suldølerne og Presten i Sand, angaaende Fisket i Aaen mellem Sand og Farstad.
  43. ↑ Hertugens Brev af 24de Novbr. 1296, Dipl. Norv. I. 84. Han havde om Sommeren været i Bergen, se nedenfor.
  44. ↑ Jfr. ovenf. til. S. 290. I alle Fald maa dette være blevet bestemt ved Magnus Jarls Forlig med Kong Magnus i 1267, se ovenf. IV. 1. S. 467.
  45. ↑ Norges gl. Love III. No. 10. Originalen er nu indheftet i en Codex af Gulathingsloven (C. 20 qv.) i det stockholmske kgl. Bibl., indeholdende Gulathingslovem men med Tilføjelser, der vise at den har været brugt som Lovbog paa Færøerne. Hvorledes den er kommen til Sverige, vides ikke. Hertugens Monogram findes anbragt øverst oppe til Venstre, ved Begyndelsen, med Tillægget (Haqui)nus dei gra(cia dux) manu propria scripsimus et signauimus (det indcirklede er utydeligt); dette er sandsynligviis skrevet med Hertugens egen Haand. Ved Slutningen staar der, vistnok ogsaa egenhændigt, Et ego Ako domini ducis Norwegie cancellarius s(ub)scripsi manu propria hic in fine. Ogsaa en anden Gulathingslov, der sees at have været paa Færøerne (nu i Lands Univ.-Bibl. Cod. II. L. 12) staar denne Anordning indtagen. Af den Omstændighed at begge disse Gulathingsbøger have været brugte paa Færøerne, skulde man rigtignok slutte, at man der ingen særegen Lovredaction havde, lige saa lidet som paa Hjatland og Orknøerne.
  46. ↑ Dipl. Norv. I. 89. Dette Brev er et Vidnesbyrd, som Hr. Thorvald selv lod optage paa Hjatlands Lagthing (der holdtes ved Hallvardsmesse-Tid) 1299 om nogle Ukvemsord og Beskyldninger, en vis Ragnhild Simonsdatter ved Paasketid samme Aar havde fremført mod ham i „Hertugsgaarden“ paa Papø, angaaende Gaarden Brekasetr. Hun sagde at han havde sveget Hertugen og kaldte ham en Judas. Men i 1307 finde vi Hr. Thorvald fremdeles som Sysselmand (Dipl. Norv. I. 109). Han var som ovenfor (S. 185) anført, i 1292 gift med Sigrid, Datter af Olaf Hallvardssøn. (Denne Olaf var maaskee Søn af Hr. Hallvard af Harde). Siden blev han gift med Ragndid Jonsdatter, Syster til Hr. Hafthor Jonssøn, og havde med hende Datteren Herdis.
  47. ↑ Dipl. Norv. III. 24. II. 25, 26, 27.
  48. ↑ Dipl. Norv. I. 80. III. 33. Om det sidste jfr. hvad ovf. er anmerket angaaende Dateringen.
  49. ↑ Dipl. Norv. IV. 15.
  50. ↑ Laurentius Saga Cap. 15.
  51. ↑ Da Aake Cantsler i Brev af 25de Novbr. 1296 (Dipl. Norv. IV. 15) endnu kalder sig Chorsbroder ved Apostelkirken i Bergen, kan Indstiftelsen af Capitlet ved Mariekirken, der maa have staaet i umiddelbar Forbindelse med hans Udnævnelse til Provst derved, da endnu ej have fundet Sted, men da det i Kong Haakons Brev af 22de Juni 1300 (Dipl. Norv. I. 92) heder, at Kongen ved sin Kroning (10de Aug. 1299) havde givet „de lærde Mænd, der tjene ved Mariekirken i Oslo, vort Capeell“, betydelige Indtægter, følger heraf, at disse „lærde Mænd“ allerede for Kroningen fandtes ved Kirken. Men Sagen er den, at da han som Hertug ej kunde bortskjenke noget af det Krongods, hvormed han var forlenet, maatte han vente indtil Hyldingen og Kroningen med at give Kirken den fornødne Dotering.
  52. ↑ Ved Brev, udstedt i Oslo den 22de Mai 1289, skjenkede Hertugen sin Gjest Vidar saavel som Ragnhild Thoralfs Kone en Tomt nord ved Liten, næst nedenfor Brandsgaarden. Her opførtes den saakaldte Vidarsgaard (Dipl. Norv. II. 25). Ved Brev, dateret Tunsberg 27de Mai 1290, formodentlig strax for Udfarten til Danmark det Aar, gav han sin Gjest Andres en Tomt eller paa Lykkerne nordenfor sine Teglhuus (Dipl. Norv. II. 27). Ved Brev, dateret Oslo 10de April 1298, gav han Aamunde Slupp for lang og tro Tjeneste en Tomt nord ved Liden, mellem Kongsgaarden og Bagergaarden (Dipl. Norv. IV. 19). Her byggedes Gaarden Sluppen.
  53. ↑ Aaret er ikke vist; kun seer man af Pave Nikolaus’s Skrivelse af 11te Novbr. 1291, aftrykt i Dipl. Norv. III. 31, at Hertug Haakon for den Tid, med sin Broder Kongens og Folkets Samtykke havde indkaldt nogle Brødre fra Provinsen Dacia (der ogsaa indbefattede Norge og Sverige), og overladt dem den ham tilhørende Tomt i Oslo for at bygge Huse og Kirke paa, og at de allerede havde paabegyndt Bygningen af et Oratorium, da Erkepresten i Oslo i Biskoppens Navn gjorde Forbud mod Arbejdets Fremme.
  54. ↑ Kong Haakons Forfremmeisesbrev for Mariækirkens Chorsbrødre, dateret Ekerøerne den 22de Juni 1300, Dipl. Norv. I. 92. Her siges det udtrykkeligt at en Gjenpart af Brevet skulde ligge paa Akersnes, hvilket viser, at Borgen da maa have været færdig og det kongelige Archiv være flyttet did.
  55. ↑ Se nys berørte Gavebrev til Andres Gjest.
  56. ↑ De to oven anførte Gaarde, Vidarsgaard og Sluppen, havde begge Navne efter Mænd, der stode i Hertugens Tjeneste. Gaarden Pausen heed aabenbart efter Nikolas Paus, der var Lagmand omkring 1230, eller maaskee hans Fader eller Frænde; men „Paus“, det nedertydske Navn for „Pabst“, vidner om tydsk Herkomst, og Familien maa saaledes være indvandret fra Tydskland. Saa og Familien Skult, der ejede Gaarden Skulten. En Tydsker, Herman Skult, omtales i Bergen 1309, se Dipl. Norv. I. 122. „Skult“ er det Midtydske Schultheiß, Schulze, i Christian den 2dens Love kaldet Scultus, paa Hollandsk Schout. Jfr. her det Brev, som Hertugen strax efter Tilendebringelsen af de Alfske Uroligheder tilskrev Lübeck den 19de Aug. 1287, se ovenfor S. 136.
  57. ↑ Ved Brev, dateret Oslo 19de Febr. 1208, skjenkede Hertug Haakon Chorsbrødrene i Stavanger en Tomt til Gaard, øster paa det Sted, hvor deres Stue stod, ned fra Kirkegaarden lige til Vesten, og fra Gaarden til Hospitalsageren frem til Gaden ved Svithuns Kirkegaard. Hr. Basse Guthormssøn, til hvem Brevet var stilet, fik Besaling at lade Tomten opmaale og indberette Maalet til Hertugen. Dipl. Norv. III. 41.
  58. ↑ Hr. Basse omtales i Brev af 18de Septbr. 1309 (Dipl. Norv. I. 122) som forhenværende Sysselmand i Bergen; i Kong Haakons Brev af 5te Octbr. 1301 nævnes han sammen med Hr. Peter af Spaanheim, en hørdelandsk Ridder, aabenbart i Egenskab af Sysselmand i Bergen. Da han 3 Aar forud var Sysselmand i Stavanger, er det tydeligt, at hans Forflyttelse har fundet Sted ved Tronskiftet.
  59. ↑ Langes Klosterhistorie, S. 377, 378.
  60. ↑ Dipl. Norv. II. 38. De her nævnte Erkebiskopper ere fra Bourges, Jerusalem, Ragusa, Salerno og Lyon. – Dagen angives ej, saa at man ej kan see om Brevet er udstedt før eller efter Resultatet af Audun Hugleikssøns Sendelse til Frankrige var blevet bekjendt.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/6/83&oldid=76445»