Det norske Folks Historie/6/91

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1859 (I-4-2, s. 333-343).

Kong Haakon var bleven hyldet og kronet i August Maaned, og havde derefter gjort en Rejse rundt hele Kysten, idet han maaskee og, som vi have seet, havde dvælet noget i den sydlige Deel af Viken i Anledning af Hr. Audun Hugleikssøns Anliggender. Da han kom tilbage til Oslo i Begyndelsen eller Midten af October, var det fornemmelig begge Capitel-Sagerne, der synes at have optaget hans Tid, da det maatte være ham yderst magtpaaliggende snarest muligt at bringe dem til Ende. Vi have nylig omtalt, at han under sit korte Ophold i Nidaros ved Kroningen bragte et midlertidigt Forliig i Stand mellem Erkebiskoppen og Chorsbrødrene, men at han neppe havde forladt Byen, førend alt var ligesaa galt som før. Sagen var denne, at da Erkebiskoppen ikke havde holdt sig Tuterø-Forliget efterretteligt, men strax efter atter havde begyndt at gaa Capitlet for nær, havde dette paa sin Side paany appelleret til Paven, der overdrog Biskop Narve i Bergen og en af dennes Chorsbrødre at paakjende Sagen. Disse havde den 10de Juni 1299 afsagt Dom ganske til Capitlets Fordeel, og sat den 8de September som den Frist, inden hvilken Erkebiskoppen under Straf af Interdict skulde have opfyldt den; skede dette ikke, og Erkebiskoppen fremdeles vedblev at trodse Dommen over St. Michaels Dag, skulde han være excommuniceret^[1]. Saaledes stode Sagerne, da Kongen kom til Nidaros for at hyldes og krones, og det midlertidige Forliig, denne bragte i Stand, bestod rimeligviis kun deri, at begge Parter under Kroningshøjtideligheden undgik at vække Forargelse ved at vise aabenbare Tegn paa Fiendskab, samt maaskee og i, at Kongen, for at undgaa videre Skandal, kan have bevirket en Udsættelse i de til Dommens Opfyldelse, eller i det mindste til Iverksættelsen af Bannstruslerne fastsatte Terminer, for, naar han kom tilbage til Oslo, endnu engang at prøve et mindeligt Forliig, til hvilken Ende sandsynligviis baade Erkebiskoppen og Biskop Narve lovede at indfinde sig der. Da Kongen siden paa sin Rejse langs Kysten sydefter kom til Hvitingsø, som vi have seet, indstevnede han her selv den 3die September skriftligen ti af Biskop Arnes Tilhængere til at møde for sig (det forstod sig af sig selv, at det maatte være i Oslo) inden en Maaned efter Stevningens Forkyndelse, for at stande til Rette efterdi de havde siddet de pavelige Dommeres og Kongens tidligere Breve overhørige^[2], og samme Dag var ogsaa de pavelige Dommeres Brev af 19de Juni, hvorved de indskjærpede den af dem Aaret forud afsagte Dom mod Biskoppen, indsatte Stavangers Capitel i Besiddelsen af de Beneficier m. m., som Biskoppen havde berøvet det, og til Slutning paakaldte den verdslige Myndigheds Hjelp, blevet oplæst for Biskoppen i Overvær af flere anseede Mænd, blandt hvilke Grev Jakob af Halland, der saaledes rimeligviis har været i Følge med Kongen lige fra Throndhjem og her været tilstede ved Kroningen^[3]. Formodentlig fik da ogsaa baade Biskop Arne og Chorsbrødrene Anmodning om at møde i Oslo, den første personligt, de sidste ved Fuldmægtige, for at Kongen selv kunde forlige dem; thi vist er det, at baade Biskop Arne og to Chorsbrødre, som Fuldmægtige, til den bestemte Tid indtraf i Oslo. Paa denne Maade samledes i Løbet af October eller Begyndelsen af November Maaned alle de norske Biskopper; thi Biskop Thorstein af Hamar, der tilligemed Biskop Eivind i Oslo og Abbeden i Hovedø var pavelig beskikket Dommer i den stavangerske Sag, maatte nødvendigviis være tilstede. Sandsynligviis har Biskop Narve ledsaget Kongen lige fra Bergen, medens Erkebiskoppen rimeligviis er rejst over Land, og fra Hamar af har gjort Følge med Biskop Thorstein^[4]. Man skulde fristes til at formode, at Kongen har tilsigtet noget mere ved denne Sammenkomst, end alene Bilæggelsen af Capitelstridighederne, nemlig et virkeligt Høvdingemøde, maaskee fornemmelig i Anledning af Audun Hugleikssøns Sag. Men man veed intet med Vished herom, ja man finder ikke engang Spor af at usedvanligt mange verdslige Høvdinger vare tilstede i Oslo i October eller November 1299, ligesom ogsaa Audun Hugleikssøn endnu tilbragte henved tre Aar i Fangenskab, eller i det mindste under indskrænket Frihed^[5]. At Erkebiskoppen, skjønt han visselig ikke havde efterkommet Dommen af 10de Juni, dog endnu ikke var lyst i Forbud eller Bann, viser sig noksom deraf, at han tilligemed sin Dommer Biskop Narve den 13de November kundgjorde, at Biskop Arne og hans Capitel selv havde overdraget de af Paven beskikkede Dommere venskabeligt at forlige dem, samt at de ganske havde underkastet sig deres Kjendelse^[6], thi hvis Erkebiskoppen havde været excommuniceret, kunde han ikke have optraadt paa den Maade. Formodentlig have han og Narve endog paa Kongens Opfordring søgt at tale Biskop Arne og Chorsbrødrene til Rette, og faaet dem til at indgaa hiint Compromis. Ifølge dette afsagde nu de delegerede Dommere Biskop Eivind og Abbeden i Hovedø den 1ste December (Biskop Thorstein var denne Dag hindret fra at møde) en ny Kjendelse, hvorved de tidligere fældte Domme og Bannsættelser ophævedes, og Biskop Arne tilpligtedes at lade Chorsbrødrene nyde deres Beneficier m. m.; dog blev Afgjørelsen af enkelte Punkter udsat til det følgende Aars Hallvardsmesse^[7]. Med Erkebiskop Jørund og hans Chorsbrødre kom det derimod ikke til noget Forliig. Formodentlig henhører til denne Tid et Brev til Kongen fra Abbed Arne i Holm og en Erik paa Lade, hvori de, da de, som de sige, vide bedst Besked om Sagen, underrette ham om, at Chorsbrødrene havde maattet lide stor Overlast og Haan, og bede ham paa det indstændigste om at lade dem nyde fin Ret^[8]. Sandsynligviis var det ogsaa paa denne Tid, at Erkebiskoppen erklærede den ham saa forhadte Chorsbroder Jon Elg, Capitlets Skatmester, afsat fra Embede og Beneficium, hvis han ikke inden en bestemt Tid afgav til Erkebiskoppen de til Christkirkens Bygning skjenkede Gaver, som dog Capitlet i Forening med Erkebiskoppen skulde bestyre^[9]. Hans Ferd vakte overhoved saadan Forargelse, at ej alene Abbeden af Holm, som nys berørt, men ogsaa hele Skolen og alt Byfolket erklærede sig for Chorsbrødrene, og der blandt hele Gejstligheden ikke fandtes Nogen, der turde eller vilde frembære noget Budskab, der var disse imod^[10]. Det er sandsynligt, at Erkebiskoppen under sit Ophold i Oslo virkelig har faaet Kongen noget omstemt til sin Fordeel, og derved udvirket, at Dommens Fuldbyrdelse og overhoved Sagens endelige Afgjørelse endnu indtil videre udsattes, samt at han, tryg herved, efter sin Hjemkomst til Nidaros, der synes at have fundet Sted sidst i 1299, har vedblevet med sin utilbørlige Fremferd mod Chorsbrødrene, hvilket igjen kan have foranlediget hiin Skrivelse fra Abbed Arne og Erik paa Lade til Chorsbrødrenes Fordeel. Thi saa meget er vist, at Kongen ikke længe efter, nemlig den 10de Februar 1300, fandt sig foranlediget til at udstede nyt Beskyttelsesbrev for dem, hvorved han særskilt paalagde sine Sysselmænd at skaffe dem Ret.i alle Dele mod hvem som helst; og dette Brev er dateret fra Loo^[11], hiin Gaard i Opdal^[12], paa Vejen til Nidaros, hvor Kong Haakon Haakonssøn havde ladet bygge en Veitslehall med Capell; man skulde saaledes endog fristes til at tro, at Kongen i den Anledning, midt om Vintren, havde foretaget en Skynderejse heelt op til Nidaros. Men saa langt kom han vel neppe, eller i alle Fald kan han kun have været der i nogle ganske faa Dage, thi man finder ingensteds omtalt, at han i Januar eller Februar 1300 gjestede Nidaros, og hiin 10de Februar, da han udstedte Beskyttelsesbrevet, synes han allerede at have været paa Tilbagerejsen, da vi sex Dage efter finde ham paa Faagaberg (Faaberg) sydligst i Gudbrandsdalen, hvor han den 16de Februar udstedte et Beskyttelsesbrev for Munkelivskloster i Bergen, bekræftende dets ældre Privilegier, der havde været ham forelagte til Gjennemsyn, og forbydende Enhver at gjøre Munkene Ulempe under Straf af fuldt Brevbrud, 8 Ertogers og 13 Mkrs. Bod^[13]. Rejsens Hensigt har dog saaledes maaskee været en anden, end at skaffe Throndhjems Chorsbrødre Ret, nemlig enten at tage Veitsler, eller at forberede Udrustningerne til det forestaaende Danmarkstog, og Udsendinger saavel fra Chorsbrødrene i Nidaros som fra Abbeden i Munkeliv kunne have benyttet Lejligheden til at opsøge ham, hine paa Opdal, medbringende det før omtalte Brev fra Abbeden i Holm, disse paa Faaberg, medbringende sine Frihedsbreve til Gjennemsyn og Bekræftelse^[14]. Thi Kongen havde baade Aake Cantsler og en Skriver, Jon Notarius, der ogsaa havde tjent under hans Broder, med sig, altsaa hvad man kunde kalde hans Cancellie.

Det Tog, Kongen agtede at foretage til Danmark, var ikke egentlig et Krigstog, eftersom der ved det sidste Møde paa Valgø var tagen „en Dag“, som det heder, det vil sige, sluttet en Stilstand, der skulde vare indtil en bestemt Dag, da man atter skulde komme sammen for at prøve nye Underhandlinger, og som denne Gang synes at have været St. Hansdag, ligesom Stedet synes at have været i Halland, rimeligviis, som før, Prestholm eller Valgø^[15]. Toget var saaledes egentlig, hvad man kaldte Stevne-Leding. Men da det ogsaa her var af Vigtighed at kunne optræde med en betydelig Styrke, for at give sine Fordringer tilbørligt Eftertryk, da det derhos muligviis kunde komme til Fiendtligheder, hvis den danske Konge undlod at afgive Møde, især siden der klagedes over Brud paa Stilstanden^[16], og da det desuden maatte være Kongen om at gjøre, ved denne Leding, den første han udbød efter sin Tronbestigelse, at optræde med Glands, var det i sin Orden, at Kongen gjorde saa store Forberedelser og Udrustninger som muligt.

I Danmark herskede der paa denne Tid ikke ringe Forvirring, thi Kongens Uformuenhed til at udrede den overdrevne Bod, hvori den over ham ved Curien afsagte Dom fældte ham til Erkebiskop Jens, havde foraarsaget at Interdictet nu omsider var traadt i Kraft, ligesom ogsaa nye Uenigheder med Erkebiskoppen udspandt sig, saa at det saa ud til, at Sagen aldrig vilde tage nogen Ende. Hertil kom den slette Forstaaelse mellem Kongen og hans Broder Christopher, som neppe anderledes end tilsyneladende var bilagt, og som nogle Aar senere kom til alvorligere Udbrud. End videre stod Venskabet mellem Kongen og de tvende sønderjydske Brødre af Abels Ætt fremdeles kun paa svage Fødder. Der fortælles, at i Aaret 1298 blev Hegnesgavl Slot indtaget^[17]; sandsynligviis var det Junker Erik, der satte sig i Besiddelse deraf, for saaledes at have et Underpant paa de Fordringer, han endnu troede at have paa Kongen; var dette skeet før Dagthingningen paa Valgø, saa har man heri Grunden til, at han ej maatte stedes til denne. Der var saaledes alle Udsigter til, at Kong Haakon, i Spidsen for en betydelig Krigsmagt, maatte kunne udvirke en meget fordeelagtig Fred. Togets mindre krigerske Charakteer aabenbarer sig for øvrigt deri, at Dronning Euphemia ledsagede sin Mand, og dette forudsætter igjen, at mange andre Damer i hendes Følge have været med. Hvor stor Flaade Kongen havde, angives ikke, men saa meget seer man, at de fornemste Baroner, nemlig de, der hørte til Raadet, vare med, og alle Biskopperne, paa Erkebiskoppen nær. Narve af Bergen og Arne af Stavanger havde sandsynligviis tilbragt hele Vintren og Vaaren i Oslo, den første fordi han som meget gammel Mand neppe kan have vovet at rejse tilbage til Bergen om Vintren eller Vaaren, den anden, fordi han vel under enhver Omstændighed fandt det tilraadeligst at oppebie den endelige Dom i de Punkter, der endnu vare uafgjorte mellem ham og hans Chorsbrødre, og denne var berammet til Afsigelse den 15de Mai. Den faldt dog ikke førend den 14de Juni, og den tilkjendte kun en kongelig Hirdmand og en Fuldmægtig for Lagmanden, der uretfærdigt vare blevne excommunicerede af nogle Prester i Stavangers Biskopsdømme, fordi de havde udført Dommernes og Kongens Bud, en Pengebod af hine, blandt hvilke en var Biskoppens egen Broder^[18]. Kongen havde imidlertid, den 1ste Juni, givet Stavangers Chorsbrødre et nyt Beskyttelsesbrev, aldeles ligelydende med det forrige, han som Hertug havde forundt dem^[19].

Den 14de Juni var altsaa i det mindste Biskop Eivind, der dog skulde være med paa Toget, ikke afsejlet. Kong Haakon selv med Hovedflaaden var dog nok allerede kommen afsted, thi den 8de Juni udstedte han fra et Sted, kaldet Budasker, et Brev, hvori han overlod Mariekirken i Oslo Kornledingen af alle de Gaarde, han havde skjenket den; Stedet synes efter Navnet at dømme at have været en Havn ved Kysten mellem nogle Skjer, hvor han altsaa har ligget med Flaaden^[20]. Den 22de var han kommen til Ekerøerne udenfor Indløbet til Gøtaelven, thi da udstedte han herfra hiint store Beskyttelses- og Gavebrev for Gejstligheden ved Mariekirken i Oslo, hvorom der ovenfor er talt, og da maa ogsaa Biskop Eivind være kommen efter, thi dette Brev besegledes, foruden af Kongen, ved hans Cantsler Aake, ogsaa af Dronning Euphemia, alle de fire Biskopper, Hr. Bjarne Erlingssøn, Hr. Thore Haakonssøn, Hr. Ulfhedin Bjørnssøn, Hr. Isak Gautessøn og Hr. Peter Andressøn. Heraf seer man saaledes at Dronningen og alle hine Herrer vare med paa Toget^[21]. Man erfarer nu intet med Sikkerhed om Kongens Bevægelser, førend vi den 12te Juli finde ham enten ved Aalborg eller ved Aaros, eller et andet Sted paa Nørrejyllands Kyst, udstedende et Beskyttelsesbrev for de viborgske Chorsbrødre, der opholdt sig paa Lesø, omtrent ligelydende med det, han tidligere som Hertug, i 1293, havde udstedt fra Vedel, hvilket altsaa viser, at hans Tog nu havde antaget en mere krigersk Charakteer, og at man ventede at Nordmændene med det første vilde begynde at herje^[22]. Sandsynligviis har Kong Haakon ved Ankomsten til det Sted, hvor, som vi have formodet, Mødet skulde holdes mellem ham og den danske Konge, ingen forefundet, og efter at have ligget:nogle Dage og ventet forgjeves, sejlet over til Jyllands Kyst for, efter hvad man nu kunde kalde den staaende Skik ved disse Tog til Danmark, at styre ned til Fyn og Sjæland, samt videre ned gjennem Beltet til Smaaøerne, og under Forbifarten herje paa Kysterne. Saaledes finde vi ham den 16de Juli, fire Dage efter at han udstedte hiint Beskyttelsesbrev, liggende ved Fænøkalv i Midelfartsund, ganske nær ved Hegnesgavl, hvor han maaskee netop søgte hen, fordi, hvis vor ovenfor fremsatte Formodning er rigtig, Junker Erik af Langeland havde det i Besiddelse. Her var det da formodentlig hans Hensigt at aabne Fiendtlighederne. Men, fortælles der, Junker Erik begav sig den 16de Juli efter egen Tilskyndelse til Kong Haakon, ledsaget af Klerken Mester Henrik og Ridderen Hr. Knud Mule, og overtalte ham til endnu at prøve et Forliigsmøde med Danekongen. Det bestemtes foreløbigt, at dette Møde.skulde holdes paa Tornborg ved Korsør, og hvis Danekongen samtykkede deri og lod Kong Haakon dette vide inden 1ste August, da var denne villig til at underkaste sig to eller tre Fyrsters og Herrers Voldgiftskjendelse, forudsat at Danekongen gjorde det samme; Voldgiftsmændene skulde aflægge Eed paa, at de intet vilde gjøre for Gunst eller Venskab, men alene hvad Ret var, og ej af ondt Forsæt lade Sagen uafgjort; de, eller deres Fuldmægtige, skulde have Lejde til Fredsmødet; døde nogen af dem, skulde en anden antages i hans Sted, der og skulde sverge og give Brev paa at han vilde gjøre hvad han vidste var rettest for Gud; den ene Part skulde saa betimeligt underrette den anden om Stedet, hvor Fredsmødet skulde holdes, at han kunde sende de af ham valgte Voldgiftsmænd derhen. Imidlertid skulde Kong Haakon, Grev Jakob og de øvrige Fredløse saavel som deres Arvinger, eller deres Befuldmægtigede, nyde sit Gods med al den Ret, de havde haft dertil, førend Krigen begyndte. Naar de kom til Tornborg, skulde ogsaa de, der havde gaaet i Forløfte for den danske Konge med Hensyn til den sidste Stilstand, som Nordmændene paastod var brudt, være tilstede, og den danske Konge inden en vis Tid godtgjøre Nordmændene deres Skade, med mindre Forloverne svor at intet Brud havde fundet Sted; det samme erklærede Kong Haakon sig villig til paa sin Side^[23]. Junker Erik maa derpaa have begivet sig til Danekongen og vundet hans Samtykke til denne Ordning af Sagerne, maaskee ogsaa sin egen Tilgivelse, thi Kong Erik udstedte virkelig, der siges ikke hvorfra eller hvad Dag, et Lejdebrev for Kong Haakon, til at komme og underhandle med ham Søndagen efter Mariemesse fyrre, d. e. 21de August. Dog bestemtes Stedet ikke til Tornborg, men til det noget sydligere beliggende Skjelfiskør, maaskee fordi den norske Flaade der kunde have et tryggere Leje ved det nærliggende Eegholm, end ved den aabne Kyst udenfor Korsør. Danekongen tilstod ved dette Lejdebrev Kong Haakon med Følge, indtil 100 Mænd, Grid til at komme fra deres Skibe ved Eegholm til Skjelfiskør og tilbage igjen, dog med Undtagelse af hans Faders Drabsmænd og deres Tilhængere, der fremdeles ej maatte komme for ham; han bekræftede Griden ved Eed, og lovede at overholde den uden nogen Svig; holdt han den ikke, maatte han og hans Forlovere udskjeldes, hans Undersaatter være løste fra sin Troskabseed, alle de Sager, som Norges Konge eller Undersaatter havde mod ham, ansees for retfærdige, og hans Forsvar intet gjelde; Biskoppen i Ribe skulde kunne bannsætte ham og hans Forlovere uden Varsel, og paabyde hans Bannsættelse i andre Biskopsdømmer, indtil Norges Konge.blev fuldkommen tilfredsstillet, og det efter sin egen Eed alene; imidlertid skulde alt hans Arvegods være den norske Konge pantsat. Som Forlovere indtegnedes og rimeligviis medbeseglede Fyrst Vitslav af Rügen, Kongens Broder Junker Christopher, Hertug Valdemar af Jylland, Junker Erik af Langeland, og 22 andre danske Herrer, hvoriblandt Laurents Tygessøn, Kongens Marsk, og den førnævnte Knud Mule^[24]. Der klagedes ellers senere fra norsk Side over, at en dansk Herre, Hr. Peder Ebbessøn, der allerede skulde have krænket Stilstanden til Valgø ved at forgribe sig paa Hr. Jakob Blaafods, en af de Fredløses, Svenne, nu ogsaa i Mellemtiden mellem den foreløbige Overeenskomst ved Fænøkalv og den Dag, Mødet skulde holdes i Skjelfiskør, havde faret til samme Hr. Jakob Blaafods Gaard og taget derfra Gods til en Værdi af over 600 Mkr.; men denne Jakob Blaafod var, vel at merke, en af dem, der sigtedes for Deeltagelse i Kongemordet, og mod dem var det neppe muligt for Kong Erik at styre sine Mænds Harme^[25]. Det er imidlertid et Spørgsmaal, om ikke dette foranledigede nogen Udsættelse af den berammede Sammenkomst mellem Kongerne. Man seer jo vistnok, at Kong Haakon begav sig fra Fænøkalv til Beltet, siden vi den 14de August finde ham ved Kalundborg, hvor han den Dag udstedte et Bekræftelsesbrev paa de Friheder, hans Fader havde forundt de tydske Stæder, hvis Udsendinger saaledes her maa have opsøgt ham^[26]. Men der tales ingensteds udtrykkeligt om at Kongerne kom sammen i Skjelfiskør^[27]; derimod siges der i de islandske Annaler, der pleje at være meget paalidelige, at Kongerne, efter at der var tagen Dag til Fred (nemlig ved den foreløbige Aftale paa Fænøkalv), holdt Møde i Halland, og her sluttede Fred, det vil sige Stilstand, paa tre Aar^[28]. Nu er det højst sandsynligt, at Kong Haakon paa Grund af det foregivne Brud paa den foreløbige Trygd har vægret sig ved at komme til Skjelfiskør, og at derpaa nye Underhandlinger ere aabnede, der endtes med, at en Sammenkomst er kommen i Stand i Halland, hvor Kong Haakon maatte ansee sig mere betrygget mod Svig, formodentlig atter paa Valgø, og i September Maaned^[29]. Naar det heder, at der her sluttedes Fred paa tre Aar, saa maa dette vistnok forstaaes paa den Maade, at den danske Konge virkelig gik ind paa de i Aftalen til Fænøkalv opstillede Betingelser, saaledes at det endelige Opgjør ved Voldgift bestemtes at skulle finde Sted om tre Aar, og at der imidlertid skulde være Stilstand eller Fred mellem Rigerne, og Kongen, saavelsom de Fredløse, indtil da beholde de Ejendomme, hvorpaa de gjorde Fordring. Til denne fredelige Ende paa Toget har sikkert ogsaa Dronning Euphemias Nærværelse bidraget meget, thi hendes Morfader Vitslav var, som vi have seet, selv en af Forloverne for Kong Eriks Lejdebrev, og befandt sig saaledes i denne Tid blandt hans nærmeste Omgivelser. Euphemia maa naturligviis under Mødet og maaskee før have haft mange Samtaler med sin Morfader, og det var da naturligt, at denne, for hvem Freden var ønskeligst, da han ogsaa havde mange Besiddelser i Danmark, bad hende om at anvende al sin Indflydelse hos Kong Haakon for at stemme ham forsonligt. Paa en varig Fred synes der endnu ikke at have været at tænke: Kong Erik lader endog til at have betragtet det som en Æressag ej at slutte nogen saadan saalænge en eneste af dem, han ansaa for sin Faders Drabsmænd, var i Live og skulde indbegribes deri; og Kong Haakon kunde heller ikke for sin Æres Skyld være bekjendt at lade dem ganske i Stikken, efter at han engang havde taget dem i Forsvar. Under disse Omstændigheder maatte det betragtes som et tilfredsstillende Resultat af Toget, at de og Kongen selv med Hensyn til sine Godser i Danmark i det mindste i tre Aar nøde eller i al Fald skulde nyde de Fordele, Freden kunde bringe dem. Med denne treaarige Fred kan man sige at den dansk-norske Krigs mellemste Periode var afsluttet. Da Krigen atter blev optagen, havde den skiftet Charakteer. Det var da ikke længer den norske Konges Mødrenearv og de danske Fredløses Stilling, der dannede Hovedstridsspørgsmaalet, men de svenske Anliggender, der hidtil havde været ganske udenfor Striden; Krigen var nu egentlig en Tronkrig mellem Fyrsterne i Sverige, hvori Norge og Danmark kun deeltoge, understøttende hver sit Parti, og det var en svensk Fyrste, som herefter spillede den mest fremragende Rolle.

1. Biskop Narves og Chorsbroderen Peter Matas Dom, dateret Nidaros 10de Juni 1299, Dipl. Norv, II. 50. Denne Peter Mata maa have været en anseet Mand, da han ogsaa brugtes i den stavangerske Capitelstrid.
2. Dipl. Norv. II. 53.
3. Dipl. Norv. III. 41, 44.
4. Biskop Thorstein var vistnok hindret fra at være tilstede, da Dommen afsagdes 1ste December, men dette hindrer ikke at han i October og November, da Sagen foreløbigt ventileredes, kan have været med, thi Afstanden fra Oslo til Hamar var saa kort, at om Embedsforretninger kaldte ham did, hvilket er sandsynligt, kunde Rejsen være gjort frem og tilbage paa et Par Dage, og længere behøver derfor ej hans Fraværelse at antages. Udtrykkene i Erkebiskoppene og Biskop Narves Brev af 13de Juni synes at forudsætte Thorsteins Nærværelse. Han deeltog siden heller ikke i Tillægsdommen af 14de Juni 1300, uagtet han da synes at maatte have været i Oslo, men dette var vel fordi han ej havde deeltaget i Hoveddommen. Abbed i Hovedø var nu Baard, der i 1299 fulgte Halle, ej alene som Abbed, men og som Dommer i Capitelsagen.
5. Se herom nedenfor. Det er muligt, at han kan have været sat paa fri Fod mod Æresord eller Caution.
6. Dipl. Norv. IV. 47.
7. Dipl. Norv. IV. 47.
8. Dipl. Norv. II. 56.
9. Dette sees af Mag. Baltrams Dom, dateret Rom 11te April 1302, Dipl. Norv. III. 50.
10. Laurentius Saga, Cap. 13.
11. Dipl. Norv. II. 57.
12. Se ovf. IV. 1. S. 130.
13. Munkelivsbogen, S. 7, 8.
14. Udsendingerne fra Klostret kunde let tage Vejen over Fillefjeld, Valdres, Land og Vardal til Mjøsens nordlige Ende.
15. Dette maa man slutte deraf, at Kong Haakon to Dage før St. Hansdag var i Ekerøerne, hvorfra han let paa en Dags Tid kunde komme til Egnen ved Vardberg, eller maaskee endog sydligere; da det udtrykkeligt siges at der ved Valgø var „tagen en Dag“, altsaa bestemt et nyt Møde, og Haakon dog ikke allerede i Juni kunde ville sætte sig i Bevægelse for at drage til det Møde, der i August holdtes eller skulde holdes i Skjelfiskør, hvilket desuden først kort i Forvejen udtrykkeligt blev berammet, og da man end videre tydeligt kan see, at Junker Eriks Mellemkomst ved Fænøkalv maa have skeet for at forebygge virkelige Fiendtligheder, er det aabenbart, at Kong Haakon tidligere har indfundet sig til et berammet Møde, men der forgjeves ventet paa den danske Konge. Da man nu derhos saa hyppigt finder de større Festdage, og St. Hans Dag i Særdeleshed, brugte som Stevnedag ved slige Møder, og seer Kong Haakon ved Ekerøerne allerede to Dage forud, ligger den Slutning nær, at Mødet skulde holdes St. Hans Dag; det kan i saa Fald heller ikke have været berammet til et Sted, der laa fjernere fra Ekerøerne, end at man da let kunde komme dertil fra disse inden St. Hans Dag, hvilket antyder et eller andet Sted ved Hallands eller Skaanes Kyst. Dette viser ogsaa den Omstændighed, at Kongen aabenbart allerede havde været paa Stevnestedet, og der ingen truffen, da han i Juli, som det nedenfor vil sees, sejlede over til Jylland, i den Hensigt at herje. Stevnestedet maa altsaa have ligget paa hans Vej mellem Ekerøerne og Jylland. Da nu Prestholm, Valgø eller Vardhø allerede tidligere brugtes som Stevnested, er det højst rimeligt, at det ogsaa denne Gang var valgt dertil. Det sidste Fredsmøde samme Aar holdtes ogsaa i Halland, see nedenfor.
16. Se Manifestet af 1307 eller 1308 hos Huitfeld l. c.
17. De sjælandske Annaler i Langebeks Scr. R. D. II. 636.
18. Dipl. Norv. IV. 48.
19. Dipl. Norv, I. 91.
20. Suhm, XI. 373, efter en ny Oversættelse, sandsynligviis i de langebekske Afskrifter.
21. Dipl. Norv. I. 92. Her omtales og for første Gang Akershuus; det heder nemlig at Brevet er udfærdiget chirographarisk i to Gjenparter, af hvilke den ene skulde opbevares i Mariekirken, den anden „i Akersnes“. Borgen havde da saaledes endnu ikke faaet sit Navn Akershuus, men brugtes dog allerede til at opbevare Archivsager, eller som kongelig Fehirdsle.
22. Suhm omtaler dette Brev, anførende de huitfeldske Samlinger (XI. 376), men nævner „Aslo“ som Udstedelsesstedet. Dette maa allerede af den Grund være urigtigt, at Kongen den 16de Juli laa ved Fænøkalv, hvor han vel endog var ankommen i det mindste Dagen forud, thi da kunde han ej den 12te være i Oslo, som han havde forladt for den 22de Juni. Heller ilte vilde Udsendinger fra Chorsbrødrene i Viborg have opsøgt ham i Oslo; dette kan kun have været paa et Sted ved Jyllands Kyst, ligesom tidligere i Vedel: thi først naar hans Flaade laa ved Jylland, var der Fare forhaanden for Lesø. Her maa saaledes „Aslo“ være en Fejllæsning i Stedet for „Aalborg“, „Aaros“ eller et andet Navn paa et Sted ved Jyllands Kyst, der forkortet kunde ligne Aslo.
23. Huitfeld, S. 313, som maa have haft Originaldocumentet, der nu desværre er tabt, og hvoraf han kun giver et maadeligt Uddrag. Ogsaa de isl. Annaler omtale løseligt denne foreløbige Overeenskomst saaledes: „tekinn dagr til friðar“.
24. Huitfeld, 313. Her maa man ogsaa nøies med hans skjødesløse og i flere Stykker dunkle Uddrag; Originalen, som han maa have haft, findes ikke længer.
25. Se det oftere omtalte Manifest af 1307 eller 1308, Huitfeld S. 342.
26. Brevet citeres af Dreyer, der altsaa maa have haft det, Spec. jur. S. LXXXVIII, men i sin Udgave af Sartorius S. 194 ytrer Lappenberg, at han ej har kunnet finde det. Dreyer læser Udstedelsesstedet Kalmesburch, men naar man veed, hvor liigt et d og et s ofte kunne være i den da brugelige cursive Diplomskrift, og dertil erindrer at Dreyer ikke var synderlig dygtig i at læse gamle Breve, indseer man strax, at der her maa have staaet kalundburgh, hvilket af en mindre ersaren Diplomlæser let kunde gjøres til kalmisburch. Noget Sted, hvis Navn ligner Kalmesburg, og hvor Kongen skulde have kunnet ligge den 14de August, existerer desuden ikke. For Resten kunde den Omstændighed, at Kong Haakon lagde sig ved Kalundborg, maaskee endog var i Land der, tyde paa en hemmelig Forbindelse mellem ham og Junker Christopher.
27. Huitfeld siger vel, at de mødtes, uden at udrette stort, men det er aabenbart, at han ikke veed mere om Mødet, end hvad han har erfaret af Lejdebrevet, og at han kun har forudsat, at Mødet blev holdt, men, da han ikke fandt noget Resultat deraf optegnet, tilføjet „at intet synderligt blev udrettet“.
28. Isl. Annaler, ved 1300.
29. Da man, som ovenfor paapeget, sædvanligviis brugte at bestemme slige Møder til en eller anden Festdag, er det sandsynligt, at man her har valgt Mariemesse sidre (8de Sept.) eller Korsmesse om Høsten (14de Sept.), eller Søndagene derefter. Hvad der i det Hele taget bestyrker dette Udsagn om den treaarige Fredsslutning i Halland, er ogsaa den Omstændighed, at Grev Jakob af Halland netop omtaler Krigen med Danmark som vedvarende i sit Brev af Marts 1305 (Dipl. Norv. III. 60), hvorom nedenfor.