Åpne hovedmenyen
Chr. Tønsbergs Forlag (II-1s. 263-289).

I nogen Tid hører man nu intet videre om Stæderne og Stridighederne med dem, førend Valdemar Chriſtophersſøn optraadte ſom Prætendent til Danmarks Krone og derved mere eller mindre ſom der af alle dem, der havde tilvendt ſig Dele af det ſplittede Rige. Han ſluttede ſig ſtrax nøje til Stæderne og de til ham. Allerede i Mai 1338 bevilgede han, under Titel af Danmarks Arving, Anklamerne deres gamle Rettigheder i Skaane[1], og bekræftede i Juni ſamme Aar, under Titel af Junker og Danmarks rette Arving, Greifswaldes Friheder i Danmark, tilleggende flere[2]. Kong Magnus gjorde nu ligeledes paa ſin Side enkelte Indrømmelſer, ſom Billigheden fordrede, ſaaledes befriede han, ſom det allerede er nævnt, de fremmede Gjeſter, der kom til Malmø, for at betale Told af de Varer, ſom de førte paa Vogne til Opſtæderne, og efterat Stralſunderne havde givet Erſtatning for nogle Forſeelſer, de i 1337 havde begaaet paa Falſterbods Marked, fik de ogſaa, medens han om Vaaren 1339 var i Skaane, ſine gamle Rettigheder bekræftede[3]. Omtrent paa ſamme Tid indgik ogſaa de holſtenſke Grever et Forbund med Stæderne om at bekæmpe de Sørøvere, der i denne Tid foruroligede de danſke Farvande[4]. Men Forbindelſen mellem Valdemar og Stæderne, iſær Lübeck, blev ligefuldt ved, iſær da nu ogſaa Keiſeren begunſtigede Valdemar; i Lübeck var det, hvor Tydſkerne, ſom vi have ſeet, kom ſammen, og ſluttede den egentlige Aftale om at Valdemar ſkulde beſtige Danmarks Trone, ſaa at han nu kunde indgaa Forliig baade med Hertug Valdemar og de holſtenſke Grever; her bekræftede han tillige ſtrax baade Stralſunds og Lübecks Borgeres eldre Friheder i Danmark, navnlig paa Markederne i Skaane, (20de og 21de Mai), hvorved han da nokſom gav tilkjende, at han betragtede ſig ſom Skaanes rette Herre, og ikke havde opgivet ſine Fordringer paa dette Landſkab. Kong Magnus lod ſig derimod, ſom vi have ſeet, paany hylde af Skaaningerne, og ſøgte ligeledes at knytte ſin Svoger, Fyrſt Albrecht, faſtere til ſig ved at tilſtaa ham den allerede omtalte aarlige Indtægt af Sverige til Belønning, ſom det heed, for gjorte Tjeneſter, men man ſkulde ſnareſt antage for derved at afholde Albrecht fra atter at paatage ſig Patronatet over Lübeck, hvilket han havde ført fra Midſommer 1336 til Midſommer 1338 mod en aarlig Kjendelſe af 700 Mk. lybſk[5]. Det er ligeledes nævnt, at Kong Magnus ved ſamme Lejlighed, paa Albrechts og Euphemias Forbøn tilſtod alle Roſtockere, der handlede paa Norge, Frihed for Toldafgifter i to Aar, dog kun at regne fra 11te November 1343 til 11te November 1345.

Kong Valdemar maatte, ſom vi have ſeet, for det førſte holde gode Miner med Kong Magnus og højtideligt bekræfte Afhændelſen af Skaane, ſaa meget det end maatte være ham magtpaaliggende at vinde dette Landſkab tilbage. Ja han ſolgte ham endog, ſom det ligeledes er viiſt, ſin Lehnsrettighed over Søndre-Halland, efterat han tillige havde faaet Knut Porſes Sønner eller rettere deres Formynder, ſandſynligviis Moderen, til at afſtaa deres Fordringer paa Eſtland, imod at faa Samſø og Holbek frit for de paa dem hvilende Forpligtelſer[6]. Den egentlige Herre over Søndre-Halland var paa denne Tid Sigvid Ribbing, der allerede i Jens Offesſøns Fejde var optraadt ſom dennes Ven, om han juſt ikke egentlig havde underſtøttet ham, og ſom viſtnok ikke havde mindre i Sigte end at erhverve det for ſig ſelv. Da Valdemar aftraadte det til Magnus, maa han tydeligt nok have lagt for Dagen, at han ikke agtede at erkjende dennes Overhøjhed, thi i ſelve Afhændelſesdocumentet indtoges den Clauſul, „at hvis Knut Porſes Sønner, eller nogen af deres Embedsmænd, der for Tiden havde Landſkabets Slotte i Forlening, vægrede ſig ved at hylde og tjene Kong Magnus, ſkulde Valdemar ikke forſvare eller begunſtige dem“[7]. Det er imidlertid vel at merke, at Valdemar for det førſte gav ingen af disſe, ved Sammenkomſten i Helſingborg til Magnus’s Fordeel udſtedte Breve beſeglede i hans eller hans Befuldmegtigedes Hænder. Han paaſtod formodentlig, at Tiden ved Mødet havde været for knap til deres formelige Udferdigelſe og Beſegling, men da der gik Aar hen, inden denne fandt Sted, og da det gik ligeſaa med Brevene fra en ſenere Fredsſlutning, opſtaar Mistanke om, at Valdemar med Flid har ſøgt at unddrage ſig derfra for ſaaledes at eludere Forpligtelſen[8].

Imidlertid var Krigen mellem Grev Gerhards Sønner paa den ene og Kong Valdemar tilligemed Lübeckerne paa den anden Side allerede paa en vis Maade atter udbrudt. Hertug Valdemar havde den 23de Juni maattet fornye Byttecontracten med Grev Gerhards Sønner, hvorved disſe fik det meſte af Sønderjylland og i Stedet ſkulde indløſe det meſte af Nørrejylland, men ſom de holſtenſke Herrer fremdeles havde inde. De jydſke Adelsmænd og Bønder havde nu forſøgt paa egen Haand at fordrive Holſterne, og belejrede Skanderborg under Anførſel af Nils Ebbesſøn. Grev Henrik ilede med Undſetningstropper fra Fyn, og anrettede et ſtort Nederlag paa dem; blandt andre faldt Nils Ebbesſøn ſelv (2den Novbr. 1340)[9]. Siden forſøgte Jyderne at indtage Kolding, men ogſaa her kom Henrik til Hjelp, og herjede nu Jylland paa det forferdeligſte (1341). Formodentlig meente de holſtenſke Herrer, at de tydſke Stæder begunſtigede Jyderne, thi i denne Tid heder det, at da de efter Grev Gerhards Død var uden Tvang og Styrelſe, gjorde de Kjøbmændene ſtor Skade baade til Lands og Vands. Dette har vel iſær beſtaaet deri, at de opbragte de Skibe fra Stæderne, der bragte Tilførſel til Jylland. Ligeledes overfaldt Grevens Sønner Hertug Valdemar, da han i Februar 1341 var paa Jagt paa Errø, og holdt ham fangen i Nyborg hele to Aar[10], viſtnok, ſom man let kan ſkjønne, fordi de mistænkte ham for hemmeligt at begunſtige ſin Svoger og Jyderne; de ſigtede ham endog ligefrem for at have ſtaaet i Ledtog med Grev Gerhards Drabsmænd. Formodentlig var det vel og for at ſvekke Kong Valdemars Magt og gjøre ham Fortred, at Grev Gerhards Sønner nu ſlap hans Broder Otto ud af ſit Fangenſkab. Men han var ikke længer nogen farlig Medbejler, da han i det langvarige Fangenſkab havde lidt Skade paa Forſtanden[11]: han blev førſt bragt til ſin Frænde, Johan af Werle, og lod ſig ſiden optage i den tydſke Orden. Kong Valdemar, der alene ventede paa en Lejlighed til at kunne udføre ſin Hovedplan, at ſette ſig i Beſiddelſe af de faſte Slotte paa Sjæland, og ſom allerede af Biſkop Jens i Roeskilde havde faaet ſig det vigtige Kjøbenhavn overladt paa henved to Aar[12], meente vel nu, at han ikke længer behøvede at holde ſig de ſluttede Fredstractater efterrettelig, naar han ikke vendte ſig umiddelbart mod Greverne eller Kong Magnus ſelv, men alene imod Hertuginde Ingeborg, hvis Slot Kalundborg han uden Videre begyndte at belejre. Hvad Sjøborg angaar, der ogſaa havde tilhørt Hertuginden, da var dette, ſom det ſynes, allerede tidligere, men uviſt naar, erobret af Biſkop Sven af Aarhuus, en af Kongens ivrigſte og mægtigſte Tilhængere, og Kongen havde igjen givet Biſkopen af Roeskilde Anviisning derpaa ſom Sikkerhed for Kjøbenhavn[13]. Som Paaſkud til at angribe Kalundborg paaberaabte han ſig formodentlig, at de Sørøvere, der foruroligede de danſke Farvande, og ſom næſten maa antages for en ſtor Del at have været holſtenſke Kapere, havde Tilhold i Kalundborg, thi netop af denne Aarſag ſendte Stæderne ham en Flaade til Hjelp, ſaaat han kunde belejre det baade til Lands og til Vands[14]. Endog Erkebiſkop Peter i Lund, der dog nu nylig havde underkaſtet ſig Kong Magnus og modtaget hans Beſkyttelſesbrev, ſendte Valdemar ti Skibe til Undſetning[15]. Men Beſætningen forſvarede ſig godt, og Grev Henrik kom den faa eftertrykkeligt til Hjelp fra Fyn, at Valdemar med ſtort Tab maatte ophæve Belejringen. Blandt Skibene, ſom ved denne Lejlighed faldt i Henriks Hænder, var ogſaa et lübeckſk. De Danſke, beretter Detmar, nødſagede nu Kong Valdemar til at indgaa en Stilſtand mod ſin Vilje; i alle Fald ſluttedes i Kalundborg den 1ſte September mellem Greverne Henrik og Claus ſamt Gerhard af Holſten og Hertuginde Ingeborg paa den ene Side, og Kong Valdemar, Hertug Valdemar, Grev Johan og Stæderne paa den anden en Overeenskomſt, ifølge hvilken al Uenighed ſkulde bilægges imellem dem ved 8 Fuldmegtige, fire fra hver Side, der ſkulde ſammentræde i Roeskilde 14 Dage før Michelsdag og der afgjøre Striden; kunde de ej der blive enige, ſkulde de ſamles med Erkebiſkop Peter 8 Dage før Michelsdag i Helſingør, for at han der kunde gjøre Udſlag mellem dem; men lykkedes ikke det heller, da ſkulde Sagen henſkydes til Afgjørelſe af Kong Magnus og Hertug Albrecht af Saxland, eller een af dem. Lykkedes det endda ikke at bringe Forliig iſtand mellem Greverne og Kong Valdemar, ſkulde dog Forliig mellem denne og Hertuginden ſluttes inden 8 Dage før Mirhelsdag, og i alle Tilfelde ſkulde Freden vedvare indtil 14 Dage efter Michelsdag[16]. Formodentlig var det Grev Johan, der her optraadte ſom Megler; han havde nys forhen dagthinget med Kong Valdemar om Overgivelſen af Vordingborg Slot mod en vis Pengeſum, til hvis Opdrivelſe Valdemar endog lod tage Sølvkalkene fra Kirkerne paa Sjæland, uden dog at kunne ſkaffe mere end til førſte Afdrag, ſaa at han alligevel gik Glip af Slottet[17]. Grev Johan tog dog nu i det Hele taget ſaa aabenbart Kong Valdemars og Lübeckernes Parti, til hvilke ſidſte han endog pantſatte Segebergs Slot, at Grev Henrik, ſeende, ſom det heder, at Krigen voxede op for ham og hans Brødre, tog ſin Tilflugt til ſin Frænde, Kong Magnus, der ogſaa tog ham i ſin Beſkyttelſe og ſendte Breve til Herrerne ſaavelſom Lübeck og de øvrige Stæder, „at det var ham meget imod, om man tilføjede Greven og hans Brødre nogen Overlaſt“[18].

Misſtemningen mellem de forenede Riger og Stæderne havde imidlertid ogſaa givet ſig Luft i nye voldſomme Optrin mellem Tydſkerne og Nordmændene i Bergen, om hvilke vi dog desverre ikke have nogen nærmere Underretning. Vi kunne alene ſlutte af den paafølgende Skriftvexling, at nogle af Tydſkerne enten om Hoften 1340 eller Vaaren 1341 have gaaet ſaa voldſomt frem, at den kongelige Sysſelmand maatte ſkride alvorligt ind, og at endog Lübecks eget Raad ikke vovede at undſkylde dem. Lübeckerne ſendte i den Anledning enten Brev eller Sendebud til Kong Magnus, da han om Vaaren 1341 opholdt ſig i Stockholm, og ſynes tillige at have klaget over Toldafgifterne i Norge, (navnlig Kong Haakons Toldtarif af 1316) formodentlig for at have noget paa ſin Side, der kunde gaa op imod hine Anker. Kongen ſvarede dem (10de Mai) temmelig alvorligt, at naar de til førſtkommende Jonsvake ſendte to gode Mænd af ſin By til Bergen, da ſkulde Hr. Erling og Fehirden paa Kongens Vegne træde ſammen med dem og ſee til at bringe et Forliig iſtand, ſaavel angaaende hine Voldshandlinger ſom om Toldafgifterne, hvorhos Kongen dog udtrykkeligt lod dem vide, at han baade med Henſyn til hine Fornærmelſer, eller dem der herefter kunde blive ham eller hans tilføjede, fordrede Ret og Erſtatning i lige ſaa ſtor Udſtrækning, ſom den nogenſinde var bleven hans Forgængere paa Norges Trone til Deel, og vilde nyde ſine Toldindtegter og andre Rettigheder ligeſaa ubeſkaarne, ſom hine, medens han forøvrigt ligeſaavel ſom de vilde opretholde Stæderne og dem af dens Borgere, der beſøgte Bergen, i deres vante Friheder, Naadesbeviisninger og Privilegier“[19]. Dette alvorlige Sprog ſynes at have gjort Lübeckerne noget ængſtelige. De efterkom ſtrax Kongens Opfordring og ſendte tvende Mænd, Preſten Albrecht og Kjøbmanden Engelbrecht de Werſten, medgivende dem et Brev til Biſkop Haakon[20], hvori de bad denne, i Betragtning af viiſte Tjeneſter, at underſtøtte dem, ſaaledes at Kjøbmændene fremdeles maatte beholde ſin gamle Ret; hvad de Voldſomheder angaar, ſom nogle efter Sigende ſkulde have begaaet i Bergen, da havde de ſaaledes ladet ſine i Byerne ſig opholdende Borgere advare og tiltale, at noget lignende neppe ſkulde hende for Eftertiden; de havde fremdeles indſkærpet dem, at derſom de vidſte om nogen Medborger, der havde begaaet en ſlig Voldsgjerning, ſkulde de ſtrax angive det for Raadmændene, hvorpaa disſe da ſtrax vilde dømme dem ſaaledes, at de nok ſkulde ønſke, at de aldrig havde begaaet ſligt, og at andre, afſkrekkede ved deres Exempel, vilde vogte ſig derfor“. Sendebudene ankom til Bergen i Begyndelſen af Juli Maaned, men forefandt hverken Erling eller Fehirden. Det lader ikke engang til, at Kongen havde ſkrevet til disſe, hvad enten han nu ikke troede, at Lübeckernes Sendebud vilde komme ſaa ſnart, eller han imidlertid var bleven ſaa ærgerlig over Stædernes Opførſel, at han ikke havde ſkjøttet om at gjøre noget ved Sagen. Biſkop Haakon antog det ſimpelthen for Glemſomhed. I et Brev af 13de Juli underrettede han Hr. Erling om Sendebudenes Ankomſt og ſendte ham et af dem medbragt Uddrag af Kongens Brev, for at han deraf kunde ſee, hvad Beſtemmelſen havde været. „I veed ſelv“, ſkrev han, „bedſt Beſkeed om, hvad der med Henſyn hertil er Eder befalet paa Kongens Vegne, og kunne ſaaledes bedſt dømme om hvad I har at gjøre, men for Kongens egen Skyld var det vel bedſt, at der blev gjort, ſom han ſkrev, eller idetmindſte en net Undſkyldning, forat man ikke ſkulde ſkrive altfor meget paa hans Glemſomheds Regning“. Han ſkrev ligeledes faa Dage efter til Kongen og underrettede ham om Sendebudenes Ankomſt[21]. Men Haakon vidſte neppe Beſkeed om, hvor fjendtligt Stæderne paa denne Tid var optraadte mod Kongens Moder og Venner. Da Kongen modtog dette Brev, laa formodentlig deres Skibe for Kalundborg og underſtøttede Kong Valdemar ved Belejringen, det er derfor ikke at undres over, om Kongen undlod at gjøre noget yderligere Skridt i Sagen, og det lader heller ikke til, at noget ſaadant er ſkeet. Tvertimod gik man endnu ſtrengere til Verks mod Tydſkerne i Bergen, ſom det ſtrax nedenfor vil ſees. Medens Kongen ſaaledes lod de øſterſøiſke Stæder merke ſin Harme, viiſte han ſig derimod meget naadig mod de veſterlandſke, idetmindſte mod Kampen, thi den 28de Juni tilſtod han denne Stads Borgere, efter Begjering af deres Sendebud Lambert Boldevinsſøn og Thomas Thautſlaget, at herefter, naar de deeltog i Sildefangſten ved Norges Kyſter, ſkulde Sysſelmændene ikke, ſom hidtil, kunne kræve Told af dem efter Godtbefindende, men Tolden beſtemtes til 6 nye og lovlige Penninger Sterling af Leſten, og det ſaaledes at man med Henſyn til f Leſte-Antallet ſkulde tage den eedelige Angivelſe for god, ſom Styremanden ‘ og to andre Mænd af Befætningen afgav; og det forbødes ſtrengelig enhver kongelig Ombudsmand at kræve nogen Gave eller Tjeneſte udenfor denne Told[22]. Ligeledes ſtadfeſtede han de Friheder og Rettigheder, ſom Kong Erik og Hertug Haakon havde givet dem[23]. Endvidere bekræftede han deres Friheder paa Skanør Marked[24].

Om de i Stilſtands-Overeenskomſten til Kalundborg foreſkrevne Freds-Underhandlinger blev holdte, er uviſt[25]. Men i al Fald holdtes der ud paa Vaaren et nyt Freds-Møde under Megling af Grev Johan og hans Svigerſøn Albrecht af Saxen, hvorved Stilſtanden forlængedes til næſte Aars Pints[26]. Hvo der mødte paa Kong Magnus’s Vegne, vides ikke; han ſynes paa denne Tid at have opholdt ſig i Kalmar, medens hans Moder, der i denne Tid ſynes at have gjort uſedvanlige Beſtræbelſer for at inddrive ſaa meget ſom muligt af ſit Tilgodehavende, aabenbart i Anledning af de Fejder, hun nu maatte udholde, havde begivet ſig til Falkenberg i Halland, maaſkee i den Henſigt at anmode Sigvid Ribbing om Hjelp[27]. I Stilſtanden blev de holſtenſke Grever og Stæderne med indbegrebne. . Vinteren gik ſaaledes hen i Stilhed. Kong Magnus tilbragte Julen i Kalmar og begav ſig derpaa i Begyndelſen af Februar eller maaſkee tidligere til Øſtergøtland, hvor han ved Faſtelavnstider havde en Sammenkomſt med Raadet i Skeninge[28]. Blandt de Sager, ſom forhandledes her, ſkal ogſaa Spørgsmaalet om Rigernes fremtidige Adſkillelſe have været, og den Beſlutning ſaaledes allerførſt være tagen, at Kongens eldſte Søn Erik ſkulde udſees til Konge i Sverige, medens Norge forbeholdtes Haakon. Dog har man intet .beſtemt Udſagn fra gamle Tider herom, hvor ſandſynligt det end lader, thi naar Kongen i disſe urolige Tider holdt ſig ſaa langt borte fra Krigsſkuepladſen og forblev over en Maaned alene i Øſtergøtland, ſaa ſynes det alene at kunne have været vigtigere Sager end almindelige Regjerings-Anliggender, ſom beſkjeftigede ham[29]. Stæderne havde imidlertid ikke været ledige, men klaget over den Overlaſt, de havde lidt af Holſterne, til Keiſer Ludvig og hans Søn Markgreven af Brandenburg, der ogſaa ſendte dem til Hjelp henved 200 bayerſke og ſchwabiſke Ryttere under Anførſel af Ridder Frederik v. Endnu der tillige var Kong Valdemars Marſk og nu juſt opholdt ſig i Roſtock, rimeligviis for at ſamle Tropper. Allerede tidligere, i November 1341, havde Lübeck og Hamburg ſluttet et Krigs-Forbund med hinanden om, at de med fælles Hær og Udruſtning ſkulde ſtaa Holſterne imod med væbnet Haand, og Grev Johan indgik ligeledes den 17de Februar 1342 et Forbund med Lübeckerne, ſom det heed, til deres og Kong Valdemars Beſkyttelſe[30]. Da nu Pintſen kom (19de Mai), og Stilſtanden løb ud, og Holſterne hørte, at Ridder Frederik nærmede ſig med Hjelpetropper, ſkyndte de ſig at komme ham i Forkjøbet, rykkede mod Lübeck, og herjede Stadens Gebeet. Men de maatte ſnart vige for Ridder Frederik, der med de lübeckſke, hamburgſke og andre Tropper drog herjende om i det ſydlige Holſten og derpaa ſatte over til Sjæland for ogſaa her at ſtaa Kong Valdemar bi mod Holſterne. Grev Henrik ſkal nu paany have anraabt Kong Magnus om Hjelp; i alle Fald følte denne ſig opfordret til kraftigt at tage hans Parti, thi han gav Befaling til overalt i ſine Riger at lade Lübecks Borgere gribe, hvor de fandtes, og deres Gods optage[31]. I Bergen blev dette Hverv overdraget til Bjarne Erlingsſøn, hvad enten han nu var udnævnt til Sysſelmand i Staden eller ſendt derhen alene i dette Erende; men det ſkete med megen Blodsudgydelſe, da der fortælles, at Bjarne lod en Mængde Tydſkere i Bergen dræbe[32]. Formodentlig have Lübeckerne ſat ſig til Modverge, og faaet Hjelp af de øvrige Tydſkere, maaſkee endog Sutererne, ligeſom før, ſaa at det er kommet til et formeligt Slag i Byens Gader, hvorved dog de Tydſke tilſidſt have maattet bukke under. Lübeckerne gjengjeldte naturligviis alt dette med lignende Fremferd mod Magnus’s Underſaatter, hvor de kunde komme til. Det haardeſte Stød for dem var, at de nu nødvendigviis udeſtængtes fra de rige Fiſkerier og Markeder i Skaane. Da Fiſke-Tiden kom, begav de lübeckſke og hamburgſke Kjøbmænd, tilligemed mange andre, ſig over til Kjøbenhavn, opfordrede dertil af Kong Valdemar, der nu havde begyndt at belejre Steentaarnet ved Havnen, hvilket endnu Holſterne under Markvard Stove den eldre havde inde. Formodentlig ventede han ſig god Hjelp af Kjøbmændene, og denne udeblev heller ikke[33]. Kong Magnus, der imidlertid havde begivet ſig til Vardberg, ſendte Holſterne Hjelpetropper, og ligeledes kom Høvdingen paa Vordingborg Slot, Markvard Stove den yngre, til med ſine Folk; men Frederik v. Lochen med ſine tydſke og danſke Krigere, underſtøttet af Kjøbmændene, angreb den ſvenſk-holſtenſke Hær ſaa eftertrykkeligt, at den leed et fuldſtændigt Nederlag; Markvard flygtede, 350 ſvenſke anſeede Krigsmænd ſkulle være faldne, og Sejrherrerne gjorde en Mængde Fanger, ſom ſendtes til Lübeck i Forvaring 26de (Juni 1342)[34]. Men da mindſte den yngre Markvard Stove var Grev Johans Mand, kom denne ſelv derved i et mod Lübeckerne og Kong Valdemar mindre venſkabeligt Forhold, og heraf benyttede Grev Henrik ſig ſaa godt, at han fik ham til at unddrage ſig fra ſin Forpligtelſe til at hjelpe de to forbundne Stæder[35]. Derimod fornyede Albrecht af Mecklenburg ſit Skytspatronat over Lübeck og forbandt ſig endog til at hjelpe Staden med 50 beredne Mænd[36], Det var formodentlig iſær i Anledning af denne Krig, at Kong Magnus, da Erkebiſkop Paal i Begyndelſen af Aaret (18de Januar) havde udſkrevet et nyt Provincialconcilium i Bergen til 1ſte Auguſt, allerede i April eller Mai formaaede ham til at forandre Tiden og Stedet ſaaledes, at det nu ſkulde holdes i Kongehelle den 15de Auguſt, forat vigtige Sager for Riget der kunde afhandles, altſaa i Forbindelſe med et Høvdingemøde[37]. Men der er ingen Tegn til, at Mødet blev holdt. Sandſynligviis gjorde Nederlaget ved Kjøbenhavn og de paafølgende Krigsbegivenheder en Forandring i Beſtemmelſen[38].

Kong Valdemar benyttede ſig nemlig af den vundne Fordeel og belejrede atter Kalundborg[39], medens derimod Grev Henrik gjorde et Forſøg paa at overrumple Segeberg, hvilket vel ikke lykkedes ham, men han gjorde dog et riigt Bytte[40]. Derfra rykkede han mod Lübeck, ſom paany havde faaet Hjelpetropper fra Keiſeren og Markgreven, nemlig en Mængde Bairere, Schwabere og Andre, under Befaling af Greven af Schwarzburg, Henrik af Reiſach, Markgrevens Hofmeſter, og Hans v. Buch. Lübecks Gebeet blev nu atter herjet og ødelagt, men der tilføjes rigtignok, at Grevernes Tropper tillige fordervede mere af deres eget tilſtødende Land, end de egentlig gjorde Byen Skade. Derimod leed denne meget mere af ſine egne Forſvarere, der tillod ſig alleſlags Udſkejelſer og koſtede Staden mange Penge, medens Anførerne, navnlig Grev Günther, endog hemmeligt begunſtigede Greverne, ſaaat der i hele to Maaneder neppe blev gjort to Udfald mod Fjenderne[41]. Under disſe Omſtændigheder fandt Lübecks Borgere og Raad ſig, ſaa liden Lyſt det end havde, nødſagede til at lytte til Grev Henriks Fredsforſlag og den 13de Oct. at indgaa en Stilſtand ſamt Overeenskomſt om, at Striden mellem alle Stæderne, tilligemed Kong Valdemar paa den ene Side og Greverne Johan, Henrik, Claus og Gerhard paa den anden, ſkulde afgjøres ved Voldgift af de blandt Keiſerens og Markgrevens Raader, der nu var i Lübeck, navnlig de nysnævnte trende Herrer, Günther af Schwarzburg, Henrik af Reiſach og Hans v. Buch, der ſkulde ſamles den 6te December i Roſtock for at høre begge Parters Foreſtillinger og have afſagt Kjendelſen til næſte Aars Helligtrekongersdag[42]. Imidlertid var ogſaa Kong Magnus paa ſin Side traadt i Underhandlinger med Kong Valdemar, og det endog, ſom det ſynes, tidligere end med Stæderne. Saavidt man kan ſkjønne, henhører nemlig til denne Tid et Stilſtandsforedrag, hvorved der foreløbigt beſtemmes Vaabenhvile til 13de December og berammes et Fredsmøde til den 25de November i Vordingborg (eller Vardberg?), med den Forpligtelſe for begge Parter, at hvis Stilſtanden her forlænges til næſte Aars Pints, da ſkal den holdes mellem Kong Valdemar paa den ene Side og Kong Magnus og Hertuginden ſamt Greverne Johan, Henrik, Claus og Gerhard m. fl. paa den anden, hvorhos Kong Magnus imidlertid ikke ſkal gjøre Fordring paa at faa de Breve udleverede i beſeglet Stand, ſom Kong Valdemar tidligere ſkulde have udferdiget, medens derimod Kongens og Hertugindens Mænd 7 ſkulle faa deres Ejendomme paa Sjæland, der var dem berøvede, tilbage, alt under Forløfte af Markgrev Ludvig af Brandenburg, for hvis Erhvervelſe Marſk Frederik v. Lochen og Benekin Wulf foreløbigt borge[43]. Ved denne Lejlighed, eller maaſkee allerede før Slaget, lader det til, at Kong Magnus er kommen i Beſiddelſe af hiint føromtalte Steentaarn ved Kjøbenhavn, nemlig ved at lade den for Slaget optagne ſvenſke Beſætning forblive der, og derhos at tilkjøbe ſig den Panterettighed, ſom Høvedsmanden Markvard Stove havde dertil[44]. Om der virkelig holdtes noget Møde i Vordingborg (eller Vardberg?), findes ikke berettet: det er muligt, at dette nu anſaaes overflødigt, efter at Stæderne havde begyndt at underhandle, ſiden man finder, at begge Konger ogſaa ſluttede ſig til disſe Underhandlinger, og deeltog, eller ſkulde deeltage i Stilſtanden af 13de October, ſaaat den berammede Dagthingning i Roſtock fik Charakteren af en almindelig Fredscongres, idet der beſtemtes, at ligeſom de tre nysnævnte keiſerlige Herrer ſkulde kjende i Striden mellem Kong Valdemar og Stæderne ſamt Greverne, ſaaledes ſkulde den ene af disſe, nemlig Grev Günther, tilligemed Albrecht af Mecklenburg, afgjøre Striden mellem Kong Magnus og Stæderne[45]. Herom udferdigedes nu mange gjenſidige Stilſtandsbreve, og navnlig indeſtod Grev Henrik og Markvard Stove den eldre for, at Kong Magnus vilde underkaſte ſig de tvende Fyrſters Dom[46]. Den egentlige Hovedmegler mellem Kong Valdemar og Stæderne ſynes netop ikke at have været nogen anden end Albrecht af Mecklenburg, hvis Svogerſkab til Kong Magnus ogſaa dertil gjorde ham fortrinligt ſkikket, og ſom af Lüberkerne lod ſig godt betale for ſin Umage[47]. Men det lader til, at Kong Magnus ikke erfoor hiin Beſtemmelſe, førend det var for ſeent (ſ. nedf. S. 278), ligeſaalidet ſom der tales om nogen Voldgiftsdom umiddelbart mellem ham og Kong Valdemar. Derfor er det heel ſandſynligt, at Modet i Vordingborg ligefuldt har fundet Sted, idetmindſte mellem Befuldmegtigede fra begge Konger, og at en Stilſtand har været ſluttet, uafhængig af hvad der ſkulde forhandles paa den ſtore Fredscongres.

Denne kom dog ikke ret i Gang, ſkjønt idetmindſte Stæderne forberedede ſig ved at opſette udførlige Fremſtillinger over al den Skade, ſom Kong Magnus, Greverne og deres Tilhængere havde tilføiet dem[48]. Kong Magnus erklærede ſig vel, ſaaſnart han erfarede hvad der var vedtaget, villig til at erkjende Voldgiften og gav ſine Ombudsmænd i Sverige og Norge Befaling til at holde inde med alle Fjendtligheder[49], dog ſkete dette rigtignok ſaa ſeent, at endnu i det følgende Aar tvende tydſke Skibe med Mandſkab og Ladning opbragtes af Nordmændene[50], og lignende Ting har vel og fundet Sted i de ſvenſke Farvande. Dette, ſaavelſom de Overtrædelſer af Stilſtanden, ſom de holſtenſke Slotsfogder i Danmark tillod ſig, har vel for en Deel været Aarſag i, at Freden ej ſtrax kunde komme iſtand. Førſt forlagdes Kjendelſens Afſigelſe fra Roſtock til Stralſund; her blev heller intet af, men der berammedes en ny Sammenkomſt til Roſtock, hvortil Stæderne ogſaa ſendte fine Sendebud; men da kort efter Henrik af Reiſach døde, gik alt overſtyr, og ingen Kjendelſe blev afſagt. Greverne og Stæderne ſelv for deres Vedkommende fandt vel bedſt Regning ved at holde Fred, men „Herrernes Mænd“, ſom de kaldte dem, nemlig de forſkjellige Befalingsmænd paa Slottene, der egentlig betragtede ſig ſom uafhængige, da de fordetmeſte ſelv havde Panteret til Slottene eller Deel i Panteretten, begyndte at plyndre og røve ſom før, ſaa at Tilſtanden var yderſt beklagelig[51]. Paa Sjæland, ſiges der, røvedes Kvæget og dræbtes Bønderne ſaavel af Danſke ſom Tydſke, Staden Køge blev opbrændt, og flere Byer haardt medtagne. Ogſaa mellem de ſvenſke Befalingsmænd i Finland og de Danſke i Eſtland førtes der Krig, indtil de her paa egen Haand ſluttede Stilſtand i Reval den 24de Mai[52]. Kong Valdemar pasſede imidlertid ſit Snit, idet han enten med det Gode eller det Onde fik indløſt Nykjøbing Slot med Falſter[53]. Nu, heder det, tænkte Magnus paa nye Ruſtninger imod Danmark og opbød Leding fra Norge. Men ſnart blev igjen de afbrudte Underhandlinger mellem Kongen og Stæderne optagne, fremdeles, ſom det lader, under Albrecht af Mecklenburgs Megling. En ny Fredscongres berammedes til St. Hans-Aften 1343 i Helſingborg, hvor ſaavel Kong Magnus, ſom Fyrſt Albrecht, Geſandter fra Stæderne, Erkebiſkopen i Lund og omſider Kong Valdemar med flere danſke Prælater og Herrer ſamledes. Hvorvidt alle indtraf til den beſtemte Tid, er uviſt; Kong Valdemar ſynes i alle Fald ej at have kunnet været der faa tidligt ſom de øvrige; men Magnus var der allerede den 28de Juni, paa hvilken Dag han tog tre andre mecklenburgſke Fyrſter, Greverne af Schwerin, i ſin Beſkyttelſe og for en aarlig Løn af 200 Mk. Sølv i ſin Krigs-Tjeneſte[54]. Underhandlingerne maa have været temmelig langvarige, og nogle ſkriftlige Kæremaal, ſom begge Parter, baade Kongen og Stæderne, ſees at have fremſat i Liighed med hvad der ſkete ved Congresſen i Roſtock, ſynes her at have været indgivne. De Klager, ſom Kongen nu fremſatte over Tydſkerne, eller, ſom han her kalder dem, Henſebrødrenes, Opførſel i Norge, viſer nokſom, hvilke Voldſomheder de plejede at tillade ſig, om man vel end maa fraregne et eller andet ſom Overdrivelſe. „Naar de komme til Norge“, heder det, „og lande i Havnene, prygle, ſaare og dræbe de Folk, og reiſe ſaa igjen ſin Vej uden at kære ſig om at ſtaa Kongen til Rette eller give de Fornærmede Erſtatning. Hvor de legge til Land, tage de Huſe og Bygninger, der tilhøre Kongen eller andre, og bruge dem til Brendſel uden at ſpørge Nogen ad. Saavel til Sverige ſom til Norge have de forhindret al Udførſel af Fødevarer, undtagen bedervet Øl, daarligt Meel og forfalſket Humle, medens de derimod fra Sverige, Norge og Skaane føre baade Korn og andet, ſom de finde tjenligt. De foragte og overſee alle de tydſke Mænd, der have boſat ſig i Norge, ja i Sverige endog dem, ſom før hørte til deres eget Samfund, ſaa at de aldrig tilſtede dem Adgang til ſine Selſkaber eller venſkabelige Sammenkomſter“. Dette ſkete naturligviis forat afſkrække deres Landsmænd ſaa meget mere fra at nedſette ſig i Norge eller Sverige og antage norſke eller ſvenſke Interesſer. Der klagedes endvidere over, at de mod Pavens Forbud førte Vaaben, Klæde, Salt, Jærn og Sild m. m. til Rusſerne, og ſøgte at føre Kongens Underſaatter, der var bragt ſom Fanger til Novgorod, i Ulykke, udgivende dem for Sørøvere, der kun arbeidede paa at ødelegge hele Samfundet af de Kjøbmænd, der beſøgte Novgorod og Rusland; ſlap man dem løs, vilde man kunne mistvivle om Fred: derved befordrede de disſe Fangers Undergang, ja, da en medlidende Kjøbmand havde givet Fangerne Penge til Mad og Klæder, jagede hine ham ud fra ſit Samfund, hvorefter Rusſerne ſtrax hugg Hovedet af ham[55]. Endelig kom dog Freden mellem Kong Magnus og Stæderne iſtand paa følgende Vilkaar:

1. Al den Skade, begge Parter under Krigen har tilføjet hinanden indbyrdes, ſkal gaa op imod hinanden og anſees ſom ikke ſkeet, hvorimod den Overlaſt, ſom Kongens Mænd har tilføjet Stæderne, efterat han har kunnet meddele ſine Befalingsmænd i Sverige og Norge Underretning om Beſlutningen af 13de October 1342 og Stridens Voldgivelſe under Grev Günther og Fyrſt Albrecht, ſkal fuldſtændigt godtgjøres.

2. De paa begge Sider gjorte Fanger ſkulle ſtrax frigives, hvis Vedkommende ej have ſluttet nogen privat Overeenskomſt om deres Løskjøbelſe, thi iſaafald ſkulle alle deslige Overeenskomſter ſtaa ved Magt[56].

3. Alle nye Paafund og Beſtemmelſer, indførte af Fogder og Embedsmænd i Sverige og Skaane mod ret og gammel Sædvane, ſkulle ganſke afſkaffes, og alle tidligere ſamme Stæder tilſtaaede Privilegier ſammeſteds ſkulle fremdeles blive i Kraft[57].

Som Vidner nævnes Erkebiſkop Peter af Lund, Fyrſt Albrecht og Stædernes Geſandter, nemlig Henrik Pave, Hermann v. Wickede og Hans Klingenberg fra Lübeck, Hans Ritter og Hellingbern v. Hetvelde fra Hamburg, Ludolf fra Gotland (Visby), Hermann Lyſe fra Roſtock, Jørgen Wittenbeke og Henrik v. Sulten fra Wismar, Sigfrid og Tidemann Witte fra Stralſund, og Eberhard v. Letzeniz og Hermann v. Esſen fra Greifswalde. Beſynderligt nok er det, at Norge ved denne Lejlighed ſlet ikke nævnes, uagtet det er viſtnok, at Freden ogſaa ſluttedes for Norges Vedkommende. Man maa derfor antage, at der har været udſtedt et eget Fredsinſtrument omtrent af ſamme Indhold for Norge, men ſom i Tidens Løb, ligeſom ſaa mange andre af Norges offentlige Actſtykker, er tabt. At Medlemmer af Norges Raad maa have været tilſtede ved Underhandlingerne, ligger baade i Sagens Natur, og beſtyrkes desuden deraf, at vi umiddelbart efter ſee flere af dem i Vardberg for at raadſlaa om Unionens fremtidige Opløsning, ſaaledes ſom det nedenfor ſkal berettes. I alle Fald ſynes det utvivlſomt, at hvis der — ſom man vel maa antage — ligger nogen Sandhed til Grund for de islandſke Annalers ovenfor berørte Foreſtilling, at Bjarne Erlingsſøn ledſagede Kongen paa et Tog til Danmark og udmerkede ſig ved at overvinde en tydſk Ridder i Dyſtridt, til Kongens ſtore Glæde, da var det ved denne Lejlighed, da Kongen ſikkert efter ſin ſedvanlige Viis i den lange Tid, Underhandlingerne varede, fornøjede ſig og de fornemme tydſke Herrer, der vare tilſtede, med alſkens Feſter og Lyſtigheder af dette Slags. Bjarne ſtod vel nu ſaa meget højere i Kongens Gunſt, ſom han formodentlig havde viiſt Kjekhed i Striden med Tydſkerne i Bergen, og vi ſinde, at han ogſaa paa denne Tid benaadedes med Sysſelmands-Embedet i Jemteland, uden dog, ſom det lader, at være nødſaget til at tage ſtadigt Ophold der[58]. Kun Skade, at det ingenſteds ſiges, hvo den fornemme Dame var, ſom Kongen gav ham til Egte[59].

Herpaa begyndte Underhandlingerne med Kong Valdemar, der formodentlig førſt nu drog over til Helſingborg. Den 2den Auguſt kom det til et Forliig, hvorved de begge enedes om at indgaa en ſtedſevarende Fred med hinanden paa følgende Vilkaar:

1. Kong Valdemar ſkal blandt 24 i Forligsacten navngivne Mænd udvelge tolv, der paa Vardberg den 6te October ſkulle træde ſammen med tolv ligeledes af Kong Magnus opnævnte Mænd for at bilægge og opgjøre alle enkelte Tviſte-Emner; kunne disſe fire og tyve Mænd ikke blive enige, ſkal Erkebiſkop Peter, eller, hvis han er hindret, een eller to af de fireogtyve valgte Mænd ſom Opmænd gjøre Udſlaget.

2. Erkebiſkop Peter ſkal tage Kjøbenhavns Slot og By ſamt Taarnet og Øen Amager i Beſiddelſe og beholde det, indtil hine fireogtyve Mænd beſtemme, hvilken af Kongerne de tilkomme[60].

3. De Fireogtyve ſkulle beſtemme, naar og hvorledes Kong Magnus ſkal betale de 4000 Mk. Sølv, der endnu ſtaa tilbage af Betalingen for Søndrehalland, Bjergehered og Nordre Aasbohered.

4. De Slotte paa Sjæland, ſom Kong Valdemar endnu ej har været iſtand til at indløſe, ſkal Kong Magnus være berettiget til, hvis han kan, at indløſe til ſig og beholde ved ſine Mænd, der dog ſkulle være danſke af Fødſel, indtil Kong Valdemar kan løſe dem tilbage; imidlertid ſkal Kong Magnus og disſe Mænd ſtille Sikkerhed for, at de ej tilføje Kong Valdemar og hans Mænd nogen Skade, ſamt at Slottene, ſaaſnart Kong Valdemar har betalt Løsningsſummen, uvægerligt ſkulle overgives ham.

5. De fireogtyve Mænd med Erkebiſkopen ſom Opmand ſkulle kunne bekræfte eller nærmere forklare de tidligere Breve og Tractater, hvorved Skaane, Halland, Bleking, Liſter og Hveden ere afſtaaede til Kong Magnus.

6. Den ene Konges Underſaatter ſkulle nyde alle de dem inden den andens Beſiddelſer tilkommende Gods og Rettigheder frit og uforkrænket.

For disſe Betingelſers Overholdelſe af de høje Contrahenter indeſtod for Kong Valdemar 26 anſeede Mænd, Prælater og Verdslige, og det ſamme Antal Løftesmænd har formodentlig ogſaa Kong Magnus ſtillet. Løftesmændene erklæredes berettigede til at gribe til Vaaben mod den Part, der brød Overeenskomſten.

Endvidere gav Kong Valdemar en ſærſkilt ſkriftlig Forpligtelſe[61] om ubrødeligt at holde den ſluttede Fred og forbandt ſig udtrykkeligt til aldrig herefter at angribe Kong Magnus eller hans Riger, og navnligt til ikke oftere at underſtøtte de Tydſkere, der maatte ville angribe ham eller hans Riger. Sandſynligviis var det og allerede ved denne Lejlighed, at Kong Valdemar lovede aldrig at tage ſig af Sigvid Ribbing, der nu havde Søndrehalland med dets Slotte inde, eller at hjelpe ham og hans Medſkyldige mod Kong Magnus, førend han paa ærlig Viis var afſkediget fra Kong Magnus’s Tjeneſte og havde givet Erſtatning for ſine Forſeelſer og Skadetilføjelſer[62]. Endelig udnævnte Kong Valdemar, og formodentlig ogſaa Kong Magnus, hver ſine tolv Befuldmegtigede, ifølge Tractatens Bud[63].

Hvorvidt de holſtenſke Grever deeltog i disſe Forhandlinger, kan ikke godt ſees, dog er det ej ſandſynligt. Heller ikke ſynes det, ſom om Hertuginde Ingeborg har været indbegreben med deri; Spørgsmaalene om Kalundborg og Sjøborg var endnu ikke bragte paa det Rene. Alligevel havde man nu omſider faaet en Fred, ſom alle Nordens Lande ſaa højligt kunde længes efter, og Fjendtlighederne vedvarede egentlig kun paa Sjæland. Kong Magnus, der nu i den nærmeſte Tid ſtundom kaldte ſig Konge af Norge, Sverige, Skaane og Halland[64] paa Grund af den ſidſte Erhvervelſe, — thi ogſaa Sigvid Ribbing ſynes nu at være falden til Fode og Søndrehallands Slotte at være komne i Kongens Hænder[65] — og ſom umiddelbart efter Fredsſlutningen var ilet tilbage til Vardberg for at møde det norſke Raad og bringe Unions-Anliggendet i Orden (hvorom nedenfor), udſtedte her ej længe efter (9de September) en Bekræftelſe paa Stædernes Privilegier[66], ſom de havde faaet af Kong Erik og de tidligere Konger, idet han udtrykkeligt erklærede, at det ſkulde have ſit Forblivende ved den gamle Told fra Kong Eriks Dage, af hvert Skib eet Pund af bedſte Slags Korn, ſom fandtes i dets Ladning, med Undtagelſe af fiint Hvedemeel (flúr), og at al ny Told, der var paalagt i Kong Haakons Tider, herved ſkulde være afſkaffet. Saaledes bragtes da alt tilbage i den Stand, ſom det var før ved Overeenskomſten af 1294, og fornemmelig ophævedes Kong Haakons Toldtarif af 1316[67]. Disſe Indrømmelſer, heder det beſynderligt nok i Kundgjørelſens Indledning, bevilges paa Grund af de „frivillige Tjeneſter“, ſom Stæderne Lübeck, Hamburg, Wismar, Roſtock, Stralſund og Greifswalde havde viiſt Kongen, og de bevilges ej alene disſe Stæder og deres Indbyggere, men alle Kjøbmænd, hørende til Tydſkernes Hanſa, en Benævnelſe, der ſaaledes under denne Ufred for førſte Gang anvendes om Stædernes Forbund i offentlige Documenter, vedkommende Norge[68]. Kongen lovede at ville give ſine Fehirder og Sysſelmænd Befaling om at iagttage disſe Beſtemmelſer uryggeligen, ſaalænge Kjøbmændene af ſamme Hanſa ogſaa paa ſin Side iagttog de Beſtemmelſer og Overeenskomſter, ſom med Henſyn til dem gjaldt i Norge paa Kong Eriks Tid. Alt dette maatte nu viſtnok kaldes Indrømmelſer fra Kongens Side, men under de herſkende Forhold var det heller ikke andet at vente, end at han maatte komme til kort mod Stæderne i alt, hvad der vedkom Handelen, thi de havde engang faaet Overtaget, man kunde ej vel undvære dem, og alene ved at blive borte maatte de kunne tilføje Rigerne betydelig Ulempe. Desuden erfarer man intet om, hvori deres „frivillige Tjeneſter“ beſtod. Sandſynligviis have disſe ej været ſaa ubetydelige, og navnligt ledes Tanken hen paa, at de have ydet Kongen klekkelig Hjelp til Udredelſen af de Pengeſummer, han endnu ſkyldte for Halland og andre danſke Beſiddelſer. Idetmindſte fik han kort efter en ikke ubetydelig Pengeſum, nemlig 382 Mk. brendt Sølv, udbetalt i Lübeck for den hele tydſke Hanſas Regning ſom Reſtance paa en i Kong Haakons Tid beſtaaende, endnu ikke betalt Told. Dette ſynes at viſe, at Stæderne i alle Fald have forpligtet ſig til at betale den af Kong Haakon paalagte Told, forſaavidt den endnu ej var erlagt, indtil den nu ophævedes, og at Ophævelſen ej ſkulde have tilbagevirkende Kraft[69]. Der fulgte ſiden en Række af andre Friheds-Bekræftelſer og Beſkyttelſesbreve, ogſaa for Sveriges Vedkommende[70], og den 30te Mai 1344 ſluttede Magnus i Vardberg endog et Forbund med de fem øſterſøiſke Stæder til Sørøveriets Undertrykkelſe i de nordiſke Farvande, hvorved han forbandt lig til at udruſte ſex Langſkibe, og Stæderne ligeledes ſe.r paa deres Side[71].

Imidlertid var der og ſluttet ſærſkilt Fred med Eſtland og Reval (5te Sept.)[72], og Forhandlingerne i Vardberg om de endelige Fredsbetingelſer ſkulde tage ſin Begyndelſe. Men Valdemar, ſom netop nu var optagen af Feider med de tydſke Slotsherrer paa Sjæland, og den 26de September havde lidt et Nederlag ved Flaſkemølle[73], anholdt om Udſættelſe, førſt til 21de October, ſaaledes at han, Kong Magnus og de paa begge Sider udſeede Befuldmegtigede da ſkulde mødes i Helſingborg, der laa ſaa meget nærmere[74]. Dette vedtoges ogſaa af Kong Magnus, men endda ſkete der en ny Udſettelſe, ſaa at det endelige Møde ikke fandt Sted førend omkring den 18de November, dog nu igjen efter den førſte Beſtemmelſe i Vardberg. Her ſaa man nu en Forſamling, talrigere og mere glimrende, end man maaſkee paa lang Tid havde ſeet nogen i Norden. Fra Sverige mødte, foruden Kongens Befuldmegtigede, Erkebiſkopen i Uppſala og de fleſte øvrige ſvenſke Biſkoper, Abbeder eller deres Fuldmegtige, og de verdslige Raadsmedlemmer; fra Danmark ledſagedes Kong Valdemar af flere Biſkoper, Abbeder og mange verdslige Herrer, og heller ikke Norge ſynes at have været urepræſenteret, idetmindſte var Hr. Ivar Agmundsſøn tilſtede. Reſultatet af Forhandlingerne paa dette Møde var flere Breve, de fleſte daterede den 18de November, hvorved Freden mellem begge Riger og Kong Magnus’s Beſiddelſe af Landſkaberne øſtenfor Øreſund nu maatte anſees for ſikkret. Førſt og fremſt indgik Kongerne Magnus og Valdemar en Overeenskomſt dateret 18de November, hvori det beſtemtes, at i alle ſtore og vigtige Sager mellem Kongerne, ſaaſom Landraadeſag, Forræderi eller andre, ſkulle tre Biſkoper og tre Riddere eller Svene fra hvert Rige inden 12 Uger efter Paaklage ſammentræde i Helſingborg forat afgjøre Sagen, og om de ej kunne blive enige, udnævne en danſk og en ſvenſk Mand til at afſige den endelige Kjendelſe; derhos foreſkrives ogſaa, hvorledes Fremgangsmaaden ſkulde være i ringere Sager, alt til at forebygge ny Krig og ny Blodsudgydelſe. Blandt Forloverne for Magnus, der beſeglede den af ham udſtedte Gjenpart, var foruden Erkebiſkop Peter og to ſvenſke Biſkoper ogſaa Hr. Ivar Agmundsſøn, maaſkee ſom Repræſentant for det norſke Raad; de øvrige verdslige Herrer vare ſvenſke Riddere og een Sven[75]. Ved Siden heraf udſtedte Kong Valdemar flere Breve for at ſikkre Magnus og den ſvenſke Krone Beſiddelſen af de nys erhvervede Lande. I det førſte af disſe Breve[76] erkjender Kong Valdemar nu at have ſolgt hele Skaane, hele Halland, Bleking, Liſter og Hveden med Slotte, Befæſtninger, al kongelig Ret og Myndighed o. ſ. v. for ſig og ſine Efterkommere til Kong Magnus, i Alt for 49000 Mk. br. Sølv, kølnſk Vegt, ſamt ogſaa at have modtaget denne Sum, nemlig a) 34000 Mk., ſom Kong Magnus allerede havde betalt til Grev Johan for Skaane, Bleking, Liſter og Hveden, b) 8000 Mk. Sølv, ſom Valdemar ſelv havde faaet for Søndrehalland m. m. (ſ. o. S. 245, 265) og c) 7000 Mk., ſom afqvittedes derved, at Kong Magnus overlod ham Kjøbenhavns Slot[77], ſom han ſelv havde erhvervet for denne Sum (ſ. o. S. 277); derhos erklærer han Erkebiſkopen, den hele Geiſtlighed og alle øvrige Indbyggere i de ſaaledes afhændede Landſkaber fri for al underſaatlig Pligt mod den danſke Konge og Krone, overantvordende dem aldeles til Kong Magnus, hans Efterfølgere og den ſvenſke Krone. Hvis Kong Valdemar eller Efterfølgere ſøge at bryde Freden eller trænge ſig over Øreſund og forurolige den ſvenſke Konge i Beſiddelſen, da ſkulle inden 12 Uger de nærmeſte tre Biſkoper og tre verdslige Herrer fra hver Side træde ſammen i Helſingborg og efter anſtillet Underſøgelſe dømme den danſke Konge til en Bod af 30000 Mk. Sølv; vil denne unddrage ſig dette, ſkulle de ſex, eller i alle Fald de tre ſvenſke Biſkoper, lyſe ham i Bann. Alt dette bekræftedes ved fire Biſkoper og mange andre geiſtlige og verdslige Mænds ſamt flere By-Communers Forløfte. I et andet; Brev[78] erklærede Kong Valdemar, at alle de Breve, ſom Kong Magnus havde udſtedt til Hertug Valdemar og de holſtenſke Grever om deres Ret til at gjenløſe Skaane m. m., ſkulle være uden Kraft. I et tredie, dateret 20de November[79], giver han Kong Magnus formeligt Skjøde paa hine Landſkaber og forpligter ſig til paa næſte Danehof at bekræfte Skjødningen ſamt ſtille fuld Sikkerhed derfor. Endelig gjentager Kong Valdemar i et fjerde ſit Løfte om herefter ej mere at ſtaa Tydſke eller andre bi mod Kong Magnus[80].

Fremdeles udſtedte begge Erkebiſkoperne og Biſkoperne af Linkøping, Skara, Strengnes, Veſteraas, Aabo og Vegſjø, mange Abbeder og Kloſterforſtandere ſamt Domkapitlerne og Kloſterconventerne (naturligviis ved Repræſentanter) en Forſikkring, dateret 18de November, om at opretholde den nu indgangne Forening om Skaanes Indlemmelſe i Sverige, ſaaledes at Øreſund herefter ſkulde danne Grændſen, ſamt om at velge Junker Erik Magnusſøn til Konge i Sverige[81], hvorom mere nedenfor; og endvidere bevidnede Erkebiſkop Peter i et Brev, dateret Getkjerr ved Vardberg d. 20de November, at Kong Valdemar havde givet Kong Magnus Skjøde paa Skaane o. ſ. v., hvilket Vidnesbyrd igjen bekræftedes af Biſkop Sven i Aarhuus og Ridderen Claus Lembeke[82].

Hermed maatte da vel Freden anſees ſikkret, idetmindſte for de forenede Riger. Endnu var der vel ikke ſluttet formelig Fred mellem de holſtenſke Grever og Stæderne[83], og paa Sjæland vedblev ogſaa Feiden ſaa længe der var Slotte tilbage for Valdemar at indtage eller indløſe. Men den 13de December fornyede de fire Grever Stilſtanden af 13de October 1342 til Midtſommer 1344[84]. Paa Sjæland krigede Kong Valdemar meget ivrigt i Juledagene[85], og det lykkedes ham endelig at faa Kalundborg i ſin Magt, efter Sigende ved Forræderi af en Holſte i Beſetningen[86]. Paa den Tid ſynes dog ikke Hertuginden at have kunnet være der, men maa have begivet ſig til Halland eller andenſteds i Sverige. Paa ſamme Tid blev Biſkop Sven i Aarhuus, der endnu havde Sjøborg i ſit Verge, fangen af Holſterne paa en Reiſe tilligemed Jakob Paalsſøn Decanus i Roeskilde (31te Decbr.)[87]. Men dette var egentlig heldigt for Valdemar. Thi heraf tog han, ſom man i ſeer, Anledning til at bemægtige ſig Sjøborg. Der kom ſtrax efter en Fred iſtand mellem Kongen og Grev Johan, den 29de Januar, i Neſtved, hvorved denne formodentlig gav Afkald paa al den Ret, han ifølge i tidligere Tractater havde til Kalundborg og Sjøborg[88], og da det tillige, ſom det ſynes, var en Betingelſe, at Biſkopen og Decanen ſkulde ſættes paa fri Fod, (man ſeer nemlig, at de ſtrax efter virkelig vare frie), anſaa vel Valdemar ſig berettiget til at beholde Sjøborg ſom etſlags Godtgjørelſe. Thi viſt er det, at han fra nu af beholdt det. Ved denne Lejlighed ſynes ogſaa en ſæregen Overeenskomſt at være ſluttet med Hertuginden eller hendes Fuldmægtig om de ſamme Slotte[89], og hertil hører da viſtnok ogſaa et udateret Brev af Kong Valdemar, hvori han atter bekjendtgjør med ſamme Ord ſom i Brevet af 18de November, at han har ſluttet en uopløſelig Fred med Kong Magnus, gjentager Ord til andet det i Overeenskomſten af 2den Auguſt givne Løfte, at alle Kong Magnus’s Underſaatter ſkulle frit og uforkrænket nyde de Ejendomme og Rettigheder, ſom de beſidde inden den danſke Krones Omraade, erklærer, at alle Stridigheder mellem ham og Herrerne Johan og Claus af Werle ere hævede, tilſikkrende disſe deres Arvebeſiddelſer i Danmark, og erklærer, at hvis han ikke ubrødeligt overholder de af ham til Hertuginden og de holſtenſke Grever indgaaede Forpligtelſer, da er Kong Magnus berettiget til, ſaaledes ſom før, at underſtøtte disſe og forhjelpe dem til ſin Ret[90]. Heraf ſkulde man formode, at Valdemar ved ſamme Lejlighed ogſaa har ſluttet Fred med de øvrige holſtenſke Grever ſamt Herrerne af Werle, og at der ſaaledes dengang i Neſtved har været holdt en ny Fredscongres. Faa Dage efter, den 5te Februar, ſluttede ogſaa Hertug Valdemar Fred med Greverne Henrik og Claus i Sønderborg; formodentlig blev han da ſat paa fri Fod[91].

Der manglede altſaa nu kun, at Kong Valdemar overgav ſaavel de eldre Brevſkaber over Skaane m. m., hvilke han havde i ſit Verge, ſom de ſidſt forfattede og vedtagne, til Kong Magnus i beſeglet Stand. Dette ſkete vel ogſaa omſider, men det varede dog en god Stund dermed. Om Valdemar herved har haft liſtige Henſigter, eller om kun tilfældige Omſtændigheder hindrede det, er vanſkeligt at ſige. I alle Fald blev dog Freden nu ikke paa lang Tid forſtyrret mellem Rigerne.

  1. Brev af 9de Mai 1339, Dipl. Sv. 3358.
  2. Brev af 10de Juni, Dipl. Sv. 3363.
  3. Brev af 1ſte Mai 1339, Dipl. Sv. 3421.
  4. Brev af 19de Marts, Lüb. Urk. B. II. 683.
  5. Lüb. Urk B. II. No. 633, 634, 651.
  6. Saaledes maa det vel forſtaaes, hvad Valdemar ſiger i ſit Brev vedkommende Eſtland (Monumenta Livoniæ antiqua III. 41—42) af 15de Auguſt 1346, nemlig at han i Erſtatning for den Ret, Knut Porſes Sønner havde over Eſtland, havde godtgjort dem med Hertugdømmet Holbeck (de ducatu Holbeck satisfeisse).
  7. See Valdemars føromtalte Afhændelſesbrev af 1341, Dipl. Sv. 3558; der findes desuden et ſenere udateret Brev (3608), hvori han ligefrem lover ej at underſtøtte Sigvid Ribbing, der nu beſidder Søndrehalland med dets Slotte. Dette Brev er i Dipl. Sv. henført til 134i, men hører viſtnok rettere til et ſenere Aar, ſiden man erfarer, at Sigvid Ribbing under Krigen 1342 ſtod i Forbindelſe med Lübeckerne, altſaa og med Kong Valdemar, hvilket ſees af Lübeckernes Beſværingsbrev af 3die Debr. 1342, hvor der blandt andet klages over, at Grev Henrik havde frarøvet den lübeckſke Borger Hintzeke Hovemann et aabent Brev paa 17 lødige Mark, ſom Sigvid Ribbing havde udſtedt til ham. Lüb. Urk. B. II. 2. S. 204.
  8. I Forliget No. 3595 i Dipl. Sv., ſom her er henført til 1341, men ſnarere tilhører 1342, ſiges udtrykkeligt, at K. Magnus for det førſte ikke ſkal paaſtaa de belovede Breve udleverede; og i 3607, ſom her er henført til Nov. 1341, men maa tilhøre 1346, lover Valdemar endelig at udlevere dem til næſte Aars Pints.
  9. Saaledes Detmar, der maa anſees for den paalideligſte Kilde, andre henføre dette Slag til 1342.
  10. Detmar, S. 249. Det berettes, ſaavidt vides, ikke andenſteds, uden hos Corner, der har benyttet Detmar. Om Dateringen er rigtig idet Brev, ſom Valdemar ifølge Suhm XIII. 57 ſkal have udſtedt i Ribe d. 24de April 1342, tør vel være uviſt.
  11. Detmar, S. 260. Han udtrykker ſig ſaaledes: In der tyd leten greve Hinric unde greve Nicolaus van Holsten uter vangnisse los iuncheren Otten, des koninghes broder van Denemarken Woldemeres. Man sprak, dat he were dorde worden in der vangnissce.
  12. Brev af 17de Januar, i Uddr. hos Suhm, XIII. 26. Imidlertid var Steentaarnet ved Havnen endnu i Holſtenernes Hænder; formodentlig var det dette, ſom, ifølge Suhms uklare Referat af Kongens Brev af 15de Juni angaaende Sjøborg, var pantſat til Markvard Stove (den eldre) for 7000 Mk. brendt Sølv. Markvard kalder ſig ogſaa fremdeles „Høvedsmand i Kjøbenhavn, tilligemed Otto Golenbeck“; ſee Brev af 16de Juli 1341, Lüb. Urk. B. II. 725.
  13. See herom Brev af 15de Juni 1341, meddeelt i Uddrag hos Suhm, XIII. 30. Det angives her udtrykkeligt, at Sjøborg havde lidt megen Skade ved Krigsmaſkiner, hvilket tydeligt viſer, at det maa have undergaaet en Belejring. Dog ſeer man af Brevet, hvis Udtrykkene forreſten ere rigtigt gjengivne, at dog heller ikke Kongen paa den Tid havde faaet det i ſin Magt; det var vel altſaa i Biſkop Svens Beſiddelſe.
  14. Detmar, S. 251. At disſe ſaakaldte Sørøvere netop forſtørſtedelen var Holſterne, der drev Kaperi fra deres Slotte i Danmark, ſees nokſom af de Beſværingsſkrivelſer derover, ſom Stæderne indgav i Anledning af Fredsunderhandlingerne ſidſt i 1342, ſee Lüb. Urk. B. II. No. 755—759. Her nævnes ſaaledes iſær Markvard Stove den ældre,Høvedsmand i Kjøbenhavn, og M. Stove den yngre, Grev Johans Befalingsmand paa Vordingborg, dernæſt Krummendikerne, Hummersbüttlerne, Peter Aakesſøn, Markvard Stoves Foged (altſaa en ſvenſk eller danſk). Ogſaa Biſkopen af Roeskilde og Høvedsmændene i Kjøbenhavn havde øvet Kaperi i Øreſund; Høvedsmændene i Kalundborg nævnes ligeledes. Disſe Klagebreve indeholde mange interesſante Enkeltheder. Navnlig er det ret merkeligt at læſe, hvad Lübeckerne yttrede om Grev Henrik (Urk. B. II. S. 783), og ſom upaatvivleligt henhører til Tiden, da Kalundborg belejredes: „for at raade Bod paa al den Nød, Rov, Uretferdighed og mangfoldige Skade, ſom tifold meer er ſkeet end her beſkrevet, kom vi overeens med de øvrige Søſtæder og udſendte vore Kogger med Krigsfolk for at modſtaa de førnævnte Røvere og deres Hjelpere … Men da kom Grev Henrik af Holſten med ſine Mænd og Hjelpere inden Trygd og Fred og uopſagt, og begyndte at forſvare de førnævnte Røvere, da vi dog vel kunde have faaet Lov til at hevne vor Skade og Uret paa dem, og angreb Kongens Skibe med ſine Skibe. Da han havde vundet og bemandet dem, vandt han vore Kogger, og ſlog vore Borgere, ſom var ombord, en Deel til Døde, endeel tog han fangen, og lod de fangne mishandle og ſlaa ſaare med Stokke… Og paa de ſtygge, løſe, uteerlige Ord, ſom blev talt til de Fangne, derpaa var der ingen Ende, og dertil blev endeel af de Fangne ſlagne ihjel efter den Tid, da de havde overgivet ſig“.
  15. Detmar, ſammeſteds.
  16. Dipl. Sv. 3595. Brevet er dateret 1ſte September, i Kalundborg. Allerede d. 15de Juni udſtedte K. Valdemar et Brev i Lejren for Kalundborg, Lüb. 1. Urk. B. II. No. 724.
  17. Detmar, S. 250, jfr. Scr. R. D. VI. S. 524. Detmar udtrykker ſig ſaaledes, at „Grev Johan dagthingede med Kongen og de Holſter, der havde Vordingborg inde“; dette viſer, hvad der og i ſig ſelv er det ſandſynligſte, at han igjen havde pantſat det til Befalingsmanden, Markvard Stove junior, ſaa at det ikke ſtod i Grevens Magt at aftræde det, ſkjønt han i Virkeligheden kaldtes dets Herre.
  18. Detmar, S. 251. Her berettes og om, hvorledes Grev Johan overdrog Lübeckerne Segeberg.
  19. Samll. V. S. 572. Dette er kun det Uddrag, hvorom der nedenfor nævnes, nedſkrevet paa en Seddel eller Rolle, ſom de lübeckſke Sendebud medbragte til Bergen, og ſom Biſkop Haakon da ſiden har ladet indføre i Copibogen, (Barthol. E. 146) hvorfra den er tagen. Da Kongens Brev er dateret 10de Mai, maa vel det Sendebud eller Brev, der kom fra Lübeck til ham, være afſendt ſidſt i April.
  20. Samll. V. 573, ligeledes efter Afſkriften af Copibogen, Barthol. E. 746.
  21. Samll. V. 162, 163.
  22. Dipl. N. V. 151.
  23. Suhm, XIII. 46, efter en ſlet Afſkrift af 1549. Naar det her heder, at Kongen bekræftede de Friheder, ſom Kong Erik og Haakon havde tilſtaaet Kampens Borgere d. 1ſte Nov. 1286 i Bergen, da maa dette være Skrivfejl, thi man ſeer af Indholdet, at det er Overeenskomſten i Bergen 16de Oct. 1296, der her menes. See ovf. IV. 2. S. 239.
  24. Dipl. Sv. 3581.
  25. I Dipl. Sv. 3595 meddeles et udateret Brev, hvori Kong Valdemar ned fine Løftesmænd Biſkop Sven af Aarhuus og Jacob Paalsſøn Decanus i Roeskilde m. fl. indgaar en Stilſtand med K. Magnus og Hertuginde Ingeborg ſamt alle deres Hjelpere til førſtkommende 13de Decbr., dog ſaaledes, at hvis der imidlertid ved en til Vordingborg d. 25de Nov. berammet Dagthingning mellem Kong Valdemar, de holſtenſke Grever og Kong Magnus’s ſamt Hertugindens Raadgivere bliver beſtemt, at Stilſtanden ſkal vare indtil næſte Aars Pints, da ſkal Kong Valdemar ogſaa give Kong Magnus og Hertuginden ſamt deres Hjelpere, navnlig Hertugerne af Stettin, Greverne Henrik, Claus og Gerhard af Holſten, og Benedict af Alefeld Sikkerhed derfor, hvorimod K.Magnus ej ſkal fordre de lovede Breve udleverede ſaa længe, ſamt at Ludvig af Brandenburg ſkal være Forlover, hvilket imidlertid paa hans Vegne indeſtaaes for af Marſk Frederik v. Lochen og Benekin Wulf. Dette Brev er i Dipl. Sv. antaget at være en af de Overeenskomſter, ſom ifølge Stilſtandsbrevet af 1ſte Sept. ſkulde ſluttes enten i Roeskilde eller i Helſingør, iſær ſiden der tales om en Forlængelſe af Stilſtanden til næſte Aars Pints, om hvilken Forlængelſe Detmar udtrykkeligt beretter; og menes da Biſkop i Sven og Decan Jacob at have været de tvende af de i Brevet af 1ſte Sept. beſtemte Underhandlere for Kong Valdemar, medens de to andre ej nævnes, og kun antydes ved „etc.“ Dette kunde visſelig ſynes at have meget for ſig, men der er dog en Omſtændighed, ſom ſtiller ſig derimod, nemlig at Grev Gerhard af Holſten, ſom ellers ikke plejer at kaldes Greve førend efter en Dag mellem 30te Sept. og 13de Octbr. 1342, men kun domicellus, her allerede fører Grevetitel. Med Henſyn hertil er da ogſaa No. 3606, der indeholder en ny Fredsſlutning mellem Kongerne, og 3607, hvorved Valdemar lover til næſte Pints at afgive de oftere omtalte Breve beſeglede, henførte til Dagthingningen i Vordingborg d. 25de Novbr.; men ſaa meget er viſt, at talte Fald det ſidſte Brev ej kan ſkrive ſig fra den Dag, thi Kong Valdemar pantſetter her, ſom Sikkerhed for Løftets Opfyldelſe, Vordingborgs og Korſets Slotte, lovende at ſkaffe Brev fra ſine Høvedsmænd paa dem, at de i Tilfælde af, at Forpligtelſen ikke efterkommes, ſkulle holde K. Magnus disſe Slotte tilhaande; thi da disſe Slotte ej faldt i Valdemars Hænder førend 1345 og 1346, kan heller ikke Brevet være eldre end ſidſtnævnte Aar. Og hvad No. 3606 angaar, da mangler netop her Beſtemmelſen om Stilſtandens Forlængelſe til Pints, hvilken nødvendigviis ſkulde forekomne, hvis Brevet var et Reſultat af den til 25de November berammede Dagthingning. Rimeligſt ſynes det at være, at dette Brev henhører til et ſenere Stadium, hvilket ogſaa beſtyrkes deraf, at der tales om en Feide mellem Valdemar og Herrerne af Werle, hvorom der i 1341 endnu intet nævnes; medens derimod Brevet No. 3595, der viſer ſig af Indholdet at være omtrent fra September eller October, ſynes nærmeſt at høre til Høſten 1342, da Grev Johan, ſom her ſtilles ved Siden af K. Magnus, Hertuginden og de holſtenſke Grever ſom Kong Valdemars Modparter, paa den Tid var kommen i Feide med denne, ſee nedenfor.
  26. Detmar, S. 252.
  27. Paa Falkenberg d. 28de Novbr. 1341 gav Hertuginde Ingeborg Abbed Andres af Lyſe Fuldmagt til at indkræve hendes Tilgodehavende hos Arvingerne efter hendes Foged i Bergen, den nu afgangne Hr. Henrik (Dipl. N. IV. 255, Dipl. Sv. 3609), og i den Anledning modtog Abbeden den 5te Februar 1342 af Chorsbroderen i Bergen Haldor Jonsſøn nogle Penge og Koſtbarheder, ſom Hr. Henrik hos ham havde deponeret (Dipl. N. II. 247, Dipl. Sv. 3623). Ligeledes ſeer man, at hun havde overdraget Hr. Finn Agmundsſøn at kræve Regnſkab over ſit Gods af Sigurd Baardsſøn Lagmand i Ryfylke, hvilken altſaa maa have haft det at beſtyre, forſaavidt det laa i hans Diſtrict, og at Hr. Finn bar ſig noget nærgaaende ad dermed, ſaa at Sigurd maatte ty til Biſkop Haakon og bede denne ſkrive til Kongen derom for at faa hans Biſtand; hvilket ogſaa Haakon gjorde, idet han derhos ogſaa tilſkrev Hr. Paal Eriksſøn. See B. Haakons Breve af 8de Sept. 1340, Samll. V. 155.
  28. See Br. af 13de Febr. 1342, hvorved Vegſjø faar Kjøbſtadsrettigheder, Dipl. Sv. 3624.
  29. Den førſte, ſom nævner noget herom, er Mesſenius, Scondia, T. III. p. 10, og Apologia, p. 179. Her ſetter han det viſtnok ſaaledes i Forbindelſe med Annalernes Udſagn derom, at man kunde tro, at hele Combinationen er hans Verk, og at han ikke har haft nogen poſitiv Autoritet for, at noget ſaadant ſkete paa Skeninge Raadsmøde. Imidlertid er Sagen i ſig ſelv ſaa rimelig og fortelles paa det fortie Sted ſaa ligefrem, at man neppe med Rette ſynes at kunne betvivle Rigtigheden. Men derimod er det aldeles urigtigt, naar Suhm (XIII. 63) lader Raadsmødet holdes og Acten ſkee den 6te Novbr.
  30. Lüb. Urk. B. II. 732. 734.
  31. See Detmar, paa anførte Sted.
  32. Isl. Annaler, ved 1342.
  33. See Detmar, l. c. Heraf, ſaavelſom af de ſenere Forhandlinger om Kjøbenhavn, navnlig Kong Valdemars Forſikkring af 2den Aug. 1343 (Dipl. Sv. V. S. 180), ſeer man, at Kjøbenhavn foruden Slottet, der nu var i Valdemars Verge, ogſaa havde det føromtalte Steentaarn ved Havnen, beſat af Holſterne.
  34. See Detmar, l. c., ſamt Chron. af 1357 i Scr. R. D. VI. S. 524; her angives Dagen, og ſiges der desuden, at af de Svenſke faldt Hallvard Pilt ſamt Magnus og Aage Kempe. Ogſaa den ſchweizerſke omtr. ſamtidige Chroniſt Johan af Winterthur (Joh. Vitoduranus) veed at fortelle om dette Slag, aabenbart gjennem tildeels overdrevne Beretninger af tilbagevendte Bairere og Schwabere, at Kongen af Danmark med 300 Galejer, i et Slag mod Kongen af Sverige, feldte 350 Høvdinger foruden en Mængde Menige, og at Herren af Lochen med ſine Stridsfeller formedelſt dette Drab (altſaa af Frygt for Hevn), ikke vovede at blive i Danmark, men reiſte hjem, beriget med mange Penge af Kongen. (Eccard, I. S. 1866). Hvis han drog hjem, da var det ſnarere efter Krigens Ophør, og paa ganſke kort Tid. Forledet af Corner (Eccard II. 1060—61), der følger Detmar, men henfører Slaget til 1343, omtaler ogſaa Suhm det under dette Aar (S. 566 fgg.), efterat han førſt har omtalt det paa rette Sted (S. 50), og frembringer derved en uopløſelig Forvirring. Det ſamme er Tilfældet hos Lagerbring III. S. 382, 385.
  35. Detmar, paa anførte Sted.
  36. Saaledes Detmar; i Brevet, ſom Albrecht og hans Broder desangaaende udſtedte d. 11te Aug. 1342, i Sternberg, tales der ikke om Krigshjelpen, men vel om, at Lübeckerne ſkulle betale aarligt 200 Mi. Sølv for Beſkyttelſen. (Lüb. Urk. B. II. 741).
  37. Bartholiniana E. S. 487, 490, 493.
  38. Detmar, S. 255.
  39. Vi ſinde Valdemar „i Lejren for Kalundborg“ d. 10de og 15de Aug. 1342 (Sartorius Geſch. des Hanſe, udg. af Lappenberg II. S. 370, 371). Da var ogſaa endnu Frederik af Lochen hos ham, ſiden han nævnes i Brevet ſom nærværende, jfr.Suhm XII. S. 51. Altſaa havde han endnu ikke forladt Danmark.
  40. Detmar, S. 254. Af Brevene i Lüb. Urk. B. II. 742—746 ſeer man, at Henrik netop befandt ſig i Lejren for Segeberg d. 17de Auguſt.
  41. Detmar, S. 254. Han ſiger, at de fremmede Herrer og Krigere kom til Lübeck ej længe efter næſte Dag efter Bartholomæi (25de Aug.), men af de nysnævnte Skrivelſer fra Grev Henrik udenfor Segeberg ſees det, at de allerede da var ankomne, eller idetmindſte af ham troedes at være ankomne; han anſtaar Tallet paa Krigerne til „400 hjelmede Mænd“.
  42. Skrivelſen, hvorved Hertugerne og Stæderne underkaſte ſig Voldgiften, ſee Lüb. Urk. B. II. 750. Den findes i to Exemplarer, hvoraf det ene ogſaa var beſtemt at ſkulle beſegles af Kong Magnus ſom Forlover, men denne Beſegling er ikke paafulgt, ſee Lüb. Urt. B. II. S. 695, jfr. Dipl. Sv. 3659, 3660. Detmar (S. 254) ſigter uden videre de tre Voldgiftsmænd for at „ramme Grevernes Bedſte“. Grev Günther, ſiger han ogſaa, „heten de greven ohm van ereme older sibbe“.
  43. See det udaterede Brev No. 3595 i Dipl. Sv., hvorom der tildeels ovenfor er talt S. 271. Not. 4. Her optræder Grev Johan ſom Kong Valdemars Modſtander, og dette kan ej være Tilfældet førend efter Fejden i 1342, ſaaat Brevet e neppe med Rette kan henføres til 1341. Desuden, naar der her tales om et foreſtaaende Møde i „Vorchingborg“, ſkulde man ſnarere tænke paa Vardberg, der oftere forvexles dermed, iſær da Afſkriften er temmelig daarlig.
  44. Vi finde nemlig i ſenere Breve, der ogſaa her ville blive omtalte, at Kong Magnus havde tilkjøbt ſig Taarnet for de ſamme 7000 Mk. Sølv, hvorfor den var pantſat til Markvard, og omſider udleverede det til Kong Valdemar til Liqvidation for et ligeſaa ſtort Beløb af hans Gjeld til denne.
  45. Dipl. Sv. 3657, Lüb. Urk. B. II. 752.
  46. Dipl. Sv. 3658, Lüb. Urk. B. II. 753.
  47. Lüb. Urk. B. II. 754; Albrecht bevidner her i Roſtock d. 7de Nov. 1342, at af de 200 Mk. S., ſom Lübeck har lovet ham for hans Megling, er 154 betalt til hans Cantſler Berthold.
  48. See Lüb. Urk. B. II. 755—759, 1083.
  49. See Fredsinſtr. af 17de Juli 1343.
  50. Dette berettes i de islandſke Annaler S. 262.
  51. Detmar, l. c.De greve unde de stede bleven vort bi deme vrede, de belovet was; over de heren balsturighe man helden quaden vrede; roven, stelen, bodenstulpen ghemene wart; stede unde land vorarmeden sere“. At Lübeck kort efter Stilſtanden afſkedigede ſine Lejetropper, ſeer man af Brevet af 18de Decbr. 1342, Lüb. Urk. B. 761, hvor Knaperne Markvard og Harnait af Sagentz qvittere for deres Tilkommende for i dette Aar at have tjent Staden med 24 hjelmede Mænd og 30 „Rennere“, ſamt ſkilles i Minde og med Venſkab. Ligeledes den 6te Januar Ridder Henrik af Saldern og Knapen Beyer af Rotzing med 32 hjelmede Mænd (Urk. B. II. 764), og den 2den Febr. Knarren Wedege Bugenhagen, Degenhard Bugenhagen og Walter af Pentze med 14 hjelmede Mænd (ſmſt. 767).
  52. Dipl. Sv. 3698.
  53. Huitfeld, S. 485 jfr. Suhm XIII. 64, ſiger, at Indløsningen ſkete fra Grev Johan.
  54. Styffe, Bidrag, S. 15. 16. No. 10. 11.
  55. Dipl. Sv. 3672. Det er beſynderligt nok, at uagtet dette Document, hvortil Originalen opbevares i Roſtocks Archiv, ogſaa indeholder Stædernes Klager over Kongens Embedsmænd, nævnes der her i disſe kun om den foregivne Overlaſt, de havde lidt paa de ſkaanſke Markeder, medens Norge, og hvad de der havde at beſvære ſig over, ſlet ikke berøres. Klagen henføres i Dipl. Sv. til ſamme Tid, ſom de foregaaende, der indgaves fra Stæderne i December 1342, men naar man tager i Betragtning, at det maa have taget en god Tid, førend Kong Magnus erfarede noget om Stilſtanden og Fredsmødet i Roſtock, er det ikke ſandſynligt, at han ſaa tidligt ſom førſt i Decbr. kunde indgive ſin Klage; det er rimeligere, at dette ſkete ved den nye Congres i Helſingborg.
  56. En ſaadan Overeenskomſt i Lüb. Urk. B. II. 760, ſamt Dipl. Sv. 3673 efter Lübecks „Nieder Stadtbnch“, hvoraf man erfarer, at Johan Tuckeswert fra Sverige i 1342 ſkyldte Staden 200 Mk. Peninge ſom Løſeſum fra Fangenſkab.
  57. Lüb. Urk B. II. 771. Dipl. Sv. 3718. Et Udkaſt findes ogſaa i Lübecks Archiv (Treſen), Urk. B. 760, Dipl. Sv. 3717.
  58. At Bjarne i Juni 1344 var Sysſelmand i Jemteland, ſees af Brevet i DipL N. III. 225, Dipl. Sv. 3794, hvor Lagmanden og Sigurd Eindridesſøn, Hr. Bjarne Erlingsſøns Ombudsmand i Jemteland, fra Refſund d. 7de Juni indberette et Drabsforhør. Men at han allerede var det om Sommeren 1343 og tillige overvar Forhandlingerne i Helſingborg, beſtyrkes deraf, at Kong Magnus i Helſingborg den 4de Juli 1343 fra Helſingborg udſtedte en Befaling til Bønderne i Brekke Sogn i Jemteland om at udrede den af Kong Sverre faſtſatte Told til Kongens Capel i Sunde, Dipl. N. III. 220, Dipl. Sv. 3713); thi der bliver overvejende Sandſynlighed for, at det netop var Bjarne, ſom udvirkede og modtog Befalingen, iſær da Kongen byder Lagmanden og Lensmanden, ikke Sysſelmanden, at ſørge for dens Efterlevelſe, hvilket viſer, at Sysſelmanden ſelv ej da var tilſtede i Landſkabet.
  59. Uagtet det her næſten maatte anſees forgjeves endog at ville gjette paa nogen, kan jeg dog ej tilbageholde den Formodning, at denne Dame kunde have været den forhen omtalte Fru Herdiis Thorvaldsdatter, Enke efter Fehirden Svein Sigurdsſøn, og ganſke viſt en af de rigeſte og fornemſte Damer i Landet. Thi at hun blev gift efter Sveins Død, ſeer man nokſom deraf, at hun i ſine ſenere Aar kaldes „Frue“, hvilken Titel hun ikke kunde faa efter Svein, ſom ej var Ridder, (ſee navnlig Dipl. N. L 220, hvor Herdiis ſom Enke efter Svein kaldes ſlet og ret „Herdiis Thorvaldsdatter“), hvilket Bjarne derimod var ved ſin Død 1353 eller 1354 (ſee Dipl. N. II. 323). Hertil kommer, at Fru Herdiis netop ſees at optræde paa egen Haand, ſom Enke, i 1355, kort efter Bjarnes Død (ſee Dipl. N. III. 284). Som Datter af Hr. Thorvald Thoresſøn og Hr. Hafthor Jonsſøns Syſter Fru Ragndid Jonsdatter var Herdiis ſikkert ſaaledes indforlivet med Landets fornemſte Ætter, at hun nok kunde kaldes Kongens Frændkone, da han længere eller fjernere var beſlegtet med de fleſte, idetmindſte med Arnunga-Ætten, hvormed Fru Herdiis idetmindſte var beſvogret, ſiden Svein Sigurdsſøn kaldes Hr. Erlings Frænde (Dipl. N. I. 225). Ligeledes pasſer Tiden og Alderen, da Herdiis ſom Datter af Fru Ragndid var Syſkendebarn til Jon og Sigurd Hafthorsſøn, og ſaaledes formodentlig jevnaldrende med disſe og Bjarne Erlingsſøn.
  60. Her ſkulde Erkebiſkopen ſaaledes beſette baade hvad Valdemar havde, nemlig Byen og Slottet, og Magnus’s Erhvervelſe, nemlig Steentaarnet ved Havnen.
  61. Dipl. Sv. 3722.
  62. Dipl. Sv. 3608. At det enten var ved denne Lejlighed eller i alle Fald ved den paafølgende nærmere Overeenskomſt i Vardberg d. 18de November, at Kong Valdemar lod dette Brev om Sigvid Ribbing udgaa, er aabenbart deraf, at han i dette Brev paaberaaber ſig den „uopløſelige“ (indissolubilis) Forbindelſe, der var ſluttet mellem ham og K. Magnus; dette pasſer ikke paa de tidligere Overeenskomſter, hvor der ej er Tale om ſaadan Uopløſelighed eller Enighed, men alene paa en af de to af 1343, hvor der i den førſte af 2den Auguſt tales om en „ſtedſevarende Fred“, i den anden endog om „uopløſelig Enighed“ (indissolubilis concordiæ stabilitas).
  63. Dipl. Sv. 3721.
  64. Saaledes (Norvegiæ, Sweciæ ac terrarum Scaniæ et Hallandiæ rex) kaldes Kongen i de norſke Raadsherrers Brev af 15de Auguſt 1343, ligeſaa i hans eget Brev af 9de Septbr. 1343 om Friheder for de norſke Stæder i Norge.
  65. Den 29de Febr. 1344 var nemlig Throne Petersſøn Høvedsmand paa Falkenberg, Dipl. Sv. 3761.
  66. Lüb. Urk. B. II. 774.
  67. S. o. IV. 2. S. 235, 588.
  68. Vi have ovenfor ſeet, at Stædernes Kjøbmænd i Kongens Beſværingsſkrivelſe kaldes „Henſebrødre“.
  69. Lüb. Urk. B. II. 788. Hvorfra fik desuden Kongen de 7000 Mk., ſom han betalte Markvard Stove for Kjøbenhavns Taarn? Ligeledes betalte han Knut Folkesſøn 200 Mk. Skaanſk for Sylvesborg m. m. i Skaane, Dipl. Sv. 3750.
  70. For Anklam d. 18de Okt. Dipl. Sv. 3737; for Lübeck 29de Mai 1344 2—3, ſamſt. 3787 1 Sept. 1344, hvorved Lübeckerne faa Tilladelſe til at beſejle Neva, Dipl. Sv. 3830, o. ſ. v.
  71. Lüb. Urk. B. II. 801. Dipl. Sv. 3788.
  72. Dipl. Sv. 3728. Herved er dog at merke, at dette Brev maaſkee ved urigtig Datering i den over 200 Aar ſildigere og overhoved fejlfulde tydſke Overſettelſe (Originalen er nemlig ej til) kan være henført til 1343 iſtedetfor 1344, ſee Noten til Dipl. Sv. 3817, Vol. 5, S. 285.
  73. Chron. i Scr. R. D. VI. S. 524.
  74. Dipl. Sv. 3736.
  75. Dipl. Sv. 3743. 3744.
  76. Dipl. Sv. 3741.
  77. <Her ſtaar i Brevet „castrum“, og i den gamle vedføjede Overſettelſe „Slot“, uagtet det dog er Steentaarnet ved Havnen, ſom menes.
  78. Dipl. Sv. 3742.
  79. Dipl. Sv. 3747.
  80. Dipl. Sv. 3745.
  81. Dipl. Sv. 3746.
  82. Dipl. Sv. 3748. Navnet „Getkjerr“, i vore Sagaer ſkrevet „Geitkjörr“, hos Saxo lacus caprinus, ſkrives her formodentlig ved Afſkriverens Skjødesløshed „Getakir“. Da der her ſtaar udtrykkeligt „villa Getakir prope castrum Vardberg“, faa vi endmere et Beviis paa, at Getkjerr ſelv var den gamle By.
  83. Endnu d. 6te Oct. 1343 lovede Lange Beyenvlete Raadet og Staden under Feiden mellem denne og Greverne at holde ſit Slot Trittow aabent for det førſte og beſtaa denne med hele ſit „Compagnie“. (Lüb. Urk. B. II. 776).
  84. Lüb. Urk. B. II. No. 784, 785.
  85. See Chron. i Scr. R. D. III. 534.
  86. Saaledes Detmar, S. 256. Hans Ord herom ere disſe: „by der tyd do wart deme koninghe vore Denemarken dat hus to Kalingborch, dat verreden under sie en holste deme anderen af; also wart des koninghes macht al entelen grotere in Selande. I Chron. i Scr. R. D. III. 524 henføres Kongens Erhvervelſe af Kalundborg til 1344; dette kommer vel deraf, at Beſettelſen, ligeſom de fleſte Krigsbegivenheder paa Sjæland i 1343, ſkete ſaa ſildigt paa Aaret, at Chroniſten neppe erfarede den førend i det næſte, eller at maaſkee Erhvervelſen i 1343 førſt er bleven bekræftet med den Tractat, hvorved Hertuginden, hvad der ej kan betvivles, har givet formeligt Afkald derpaa.
  87. Chron. i Scr. R. D. VI. 524
  88. See Schl. Holſt. Lauenb. Urk. B. II. 99 (S. 114), hvor Grev Johan i ſit aabne Brev om Sikkerheden for Fredens Overholdelſe omtaler en fuldſtændig Fredsſlutning, der var kommen iſtand mellem ham og Kongen.
  89. Huitfeld, S. 472, omtaler udtrykkelig en ſaadan Overeenskomſt.
  90. See det føromtalte udaterede Brev, Dipl. Sv. 3604, ſom her gjetningsviis henføres til 1341. I Brevet omtales førſt (S. 18) Freden ſom „firmæ pacis sinceritas et indissolubilis concordiæ stabilitas, ganſke ſom i Overeensk. af 18de Novbr. (S. 215, L. 12); dernæſt heder det længere nede: item quod ceteri milites et militares, o. ſ. v. og regnicolæ nostri conditionis cuiuscunque o. ſ. v. næſten ganſke ſom i Overeensk. af 2den Aug. (S. 181, L. 17—11 fra neden), hvorved kun maa bemerkes, at her, formodentlig ved Trykfejl, ſtaar constar iſtedetfor consimiliter, medens det ſamme Ord i den udaterede Tractat ved Fejllæsning af den gamle Afſkriver er blevet til consilijs.
  91. Schl. Holſt. Lüb. Urk. B. II. 100. (S. 115).