Åpne hovedmenyen

Der er alle Tegn til, at Hertuginden haſtede alt hvad hun kunde for at komme med ſin Søn tilbage til Sverige og derfor neppe paa Vejen fra Bergen drog ind om Tunsberg, for at være tilſtede ved hiin Voldgiftskjendelſe, der heller ikke ſaa ſynderligt kunde interesſere hende, men derimod ſtyrede lige over Folden til Baagahuus, hvor vi med Vished finde Kongen med en Deel af Raadet den 5te September[1], og hvor, eller i hvis Nærhed han allerede ſynes at have været fra de ſidſte Dage af Auguſt, da vi fra denne Tid have flere Breve af ham, ſom neppe kunne have været udſtedte andenſteds end paa ſvenſk Grund eller ialfald i Sveriges umiddelbare Nærhed, under ſvenſke Omgivelſer[2]. Det er ej uſandſynligt, at man lod Magnus forblive paa Baagahuus, altſaa endnu i Norge, indtil Michelsdag eller faa Dage derefter, for paa den Maade nogenledes at efterkomme Foreningsacten, thi den 1ſte October var hans Moder (og rimeligviis han ſelv) endnu paa hiint Slot[3], medens man d. 25de finder hende paa Vardberg. Men ved at føre Sønnen med ſig hid, og gjøre dette Slot til ſin og Sønnens Hovedreſidents, medens hun opholdt ſig i Sverige, handlede hun egentlig mod Foreningsacten, thi denne bød, at Kongen ſkulde tilbringe Aaret i Sverige, ikke i et egentlig danſk Landſkab, der for Tiden ſnarere kunde ſiges at tilhøre Norge ene Sverige. Det var viſtnok bekvemt, og laa endog næſten i Sagens Natur, at man til Kongens Reſidents valgte Steder i begge Riger, der laa ganſke nær hinanden ved Grændſen, ſaa at Kongen med Lethed kunde komme fra den ene til den anden og derved paa nemmeſte Viis opfylde Foreningsactens Bud. Men dertil vilde Ljodhuus, eller endog Skara, eller Hertugindens nærliggende Slot Nyhuus eller Axevalla have været bekvemmeſt for Sveriges Vedkommende; Vardberg derimod laa altfor langt ſydover. Men Aarſagen til at hun helſt opholdt ſig her, og endog vovede at drage Sønnen med ſig, var, ſom vi allerede have antydet, hendes Hengivenhed for Knut Porſe, der allerede paa denne Tid upaatvivlelig maa have været beſkjeftiget med, ivrigt og heldigt at agitere blandt de ſkaanſke Magnater, mellem hvilke han havde mange Frænder, for at faa undergravet Kong Chriſtophers daarligt grundede Magt, og derved ſelv erhverve ſig deſto ſtørre Magt og Beſiddelſer. Uagtet Efterretningerne om denne Tids Begivenheder ere yderſt ſparſomme og magre, ſaa mangler der dog ikke Tegn til at Forholdet mellem Kong Chriſtopher og Hertuginden eller den unge Konge allerede var begyndt at blive ſpendt, idet nemlig en Mængde danſke Raadsherrer, formodentlig Størſtedelen af hele det danſke Raad, deels den 1ſte Auguſt, deels den 23de Auguſt, deels den 5te October 1320 afgav deres Forſikkring om at Kong Chriſtopher ſkulde holde det Forbund, ſom han i April 1318 havde indgaaet med begge Hertuginderne og deres Børn[4]. Altſaa maa han upaatvivleligt fra ſin Side have givet Tegn til, at han vilde bryde det, hvad enten nu allerede hans Syſterſøn Magnus’s Henrettelſe havde fundet Sted, og han harmedes derover, eller, hvad det rimeligſte er, at han var kommen under Vejr med Knut Porſes og hans Venners Agitation, og ſagte ſaa vidt muligt at tage ſine Forholdsregler mod disſe. Hvad der maatte gjøre ham forbittret, eller idetmindſte mistænkelig, mod Knut Porſe, om han ej allerede var det før, var den nøje Forbindelſe, hvori denne traadte med Chriſtophers afſagte Fjende, Hr. Nikolas Olafsſøn Bille, en af Skaanes mægtigſte Mænd, og forhen Drottſete hos Kong Erik. Han havde ſom Anfører for Kongens Hær i Begyndelſen af 1318, da Chriſtopher havde bekriget ſin Broder, drevet hans Folk tilbage og taget et Par Slotte, hvilket det lader til at Chriſtopher aldrig kunde glemme ham; ſiden var han og kommen paa en noget ſpendt Fod med Kongen, fordi han, efterat have fraſagt ſig Drottſete-Embedet, dog havde egenmægtigt beholdt flere Slotte, ſom Sikkerhed for, hvad han af ſit eget havde udlagt i Kongens Tjeneſte. Vel var denne Tviſt bleven bilagt, og Kongen havde formeligt pantſat ham Stegeborg paa Møen, Glambek i Skaane og Warnemünde ſamt Danſkborg nærved Roſtock i Meklenburg til hans Sikkerhed; imidlertid var han dog paa en vis Maade landflygtig, og det ſynes i alle Fald at have været en Aftale, at han ikke ſkulde opholde ſig i Riget, thi Kongen forbandt ſig endog til at afkjøbe ham alt hans Gods, og i Kong Chriſtophers Haandfeſtning blev det udtrykkeligt forbeholdt, at han ſom „uddreven“ ikke maatte komme tilbage[5]. Men han var, paa Grund af ſine mange Beſiddelſer og Forbindelſer i Riget, ligefuldt meget mægtig og indflydelſesrig, og ſnareſt at betragte ſom en fremmed uafhængig Fyrſte. Han opholdt ſig nu, ſom det lader, fornemmelig paa ſine Pantebeſiddelſer i det Meklenburgſke, og naar vi juſt nu ved denne Tid ſee den kjekke og ſtatskloge Fyrſt Henrik (Løve) af Mecklenburg ſlutte ſig paa det nøjeſte til Hertuginden og den unge Konge i Sverige, kan man ikke tvivle paa at dette fornemmelig var Hr. Nikolas’s Værk, og at han har agiteret ligeſaa ivrigt paa ſin Kant, ſom Knut Porſe i Sverige og Norge. Henrik, der i ſin Tid havde ſtaaet Kong Erik ſaa tappert bi i Sverige og Tydſkland[6], var til Belønning eller Erſtatning derfor bleven forlenet med Roſtock og tilliggende Beſiddelſer, paa Danſkborg nær, men da Kong Erik ſiden underſtøttede ſin Svoger Kong Byrge mod de dræbte Hertugers Parti, tog han ej nogen Deel heri, og ſaaledes var der intet, ſom efter Kong Byrges Død kunde hindre ham i at indgaa nærmere Forbindelſe med Modpartiet. Denne maatte han vel oppebie for at kunne gjøre et iøjnefaldende Skridt, — han har maaſkee heller ikke antaget Magnus ganſke ſikker paa Tronen, ſaa længe Byrge levede — men han har alligevel neppe undladt underhaanden at virke for de fælles aftalte Planer. Begivenhederne i den ſidſte Krig havde viiſt, hvor let det var at ſette ſig i Beſiddelſe af Skaane, idetmindſte for en Tid, naar der ej kom hurtig Hjelp fra de øvrige Dele af Riget. Og nu var Betingelſerne herfor endnu gunſtigere end forhen. Her var altſaa god Anledning for ham til middelbart eller umiddelbart at gjøre Erobringer. De Begivenheder, ſom i det følgende Aar virkelig fandt Sted, berettige os til den Antagelſe, at allerede nu et Indfald i Skaane ved førſte bekvemme Lejlighed var aftalt, og at man til den Ende gjorde allehaande Forberedelſer, lejede Tropper, ſkrabede Penge ſammen, o. ſ. v. Iſær ſynes det ved denne Lejlighed at være gaaet ud over Norges Hjelpekilder og de af Kong Haakon opſparede Penge: der klagedes ſenere, ſom vi nedenfor ville ſee, over at ej alene Kronens Skatte og Klenodier vare opbrugte eller afhændede, men at man endog havde gjort Gjeld, paalagt ulovlige Skatter, hvervet Lejetropper m. m., og det endog under Kronens Segl, medens Uvedkommende havde trængt ſig ind i Rigsſtyrelſen. Her ſigtes der aabenbart til Knut Porſe og de enkelte norſke Herrer, ſom havde ſluttet ſig til ham og Hertuginden. Vi erfare tillige af enkelte, endnu opbevarede Breve, at Ivar Olafsſøn, Cantſleren, fra Begyndelſen af 1321 eller maaſkee endog før ikke længer førte denne Titel, men kaldte ſig ſlet og ret „Provſt til Mariekirken“[7], medens Rigsſeglet derimod fulgte Kongen, det vil lige var til Hertugindens Forføjning. Altſaa er det tydeligt nok, at Cantſler-Embedet og Rigsſeglet tvertimod Kong Haakons udtrykkelige Beſtemmelſe om Cantſler-Embedets og Provſtiets beſtandige Forening vare blevne ham fratagne, hvilket igjen, ſammenholdt med hvad nys er nævnt om de Uvedkommende, der havde trængt ſig ind i Rigsſtyrelſen, medførte, at Kong Haakons Anordning om Rigsſtyrelſen nu var ganſke tilſideſat, og at Regjeringen i Virkeligheden var i Hænderne paa Hertuginden ſelv, der vel ſtundom havde et ſaakaldet Raad ved Siden, dog mere for et Syns Skyld end fordi det, en eller anden ſjelden Gang ſamlet, kunde gjøre nogen Nytte. Men naar og hvorledes ſkete denne Forandring, der dog ikke kan være ſkeet aldeles ſtiltiende? Skulde den være ſkeet ved det ſidſte Møde i Bergen, eller maaſkee allerede da Magnus blev hyldet, eller ved Unionsmødet i Oslo? Dette er maaſkee det ſandſynligſte, men herom kan man ej engang vove nogen Gjetning, da Kilderne ere altfor utilſtrækkelige. Viſt er det, at Norges egentlige Regjering nu udgik fra Vardberg eller det Sted, hvor Hertuginden opholdt ſig, medens de hjemmeværende Raadsherrer kun i Navnet udøvede nogen Myndighed. I Sverige ſynes og en lignende Forandring at have fundet Sted, efterſom Hr. Matthias allerede fra Slutningen af 1319 ikke længer kaldes Drottſete, hvilken Titel paa denne Tid altid ſynes at tilhøre Rigsforſtanderen ſom —Raadets Formand, men ſlet og ret Ridder og Raadsherre, med andre Ord, at han er ophørt at være Rigsforſtander. Dog betroede man hende ikke det ſvenſke Rigsſegl, ſaa at hun ſtundom endog tiltog ſig at beſegle Breve, vedkommende Sverige, med det norſke[8].

Tilſtanden var ſaaledes intet mindre end glædelig. Magten og Rigernes Vee og Vel forſtørſtedelen i Hænderne paa en nittenaarig, letſindig Fyrſtinde og hendes Elſker, der ej var ſtort bedre end en Lykkeridder, eller den engere Kreds af lignende urolige Hoveder, tildeels Udlendinger, Danſke eller Tydſke, der ſluttede ſig om dem, alle kun betænkte paa at gjøre ſig Rigernes Hjelpekilder ſaa fordeelagtige ſom muligt, uden at enſe, hvorledes det vilde gaa Rigerne ſelv. Det kunde imidlertid lej gaa længe ſaaledes hen, uden at Misfornøjelſe begyndte at yttre ſig. Det mangler ikke paa Spor deraf. Den unge fornemme Nordmand Ulf Saxesſøn var bleven, det ſiges ikke hvorledes eller hvorfor, fængsligt anholdt, ſom det heed i Sverige eller af Svenſke. Herover lod Hr. Finn Agmundsſøn klage for det ſvenſke Rigsraad, der juſt var forſamlet til Høvdingemøde i Ørebro, og Klagebrevet fremkaldte et højſt merkeligt Svar, ſtilet til Erkebiſkop Eiliv, Biſkoperne og de øvrige Kong Magnus’s norſke Raadsherrer, og udſtedt Palmeſøndag d. 12te April af Biſkoperne Karl af Linkøping og Israel af Veſteraas, Knut Jonsſøn, Philip Ulfsſøn, Thure Ketilsſøn, Knut Magnusſøn, Stephan Røriksſøn, Erik Thuresſøn, Peter Likvidsſøn, Bo Nikolasſøn, Henning Ødgiſlesſøn, Sigmund Erengiſlesſøn, Thord Bonde, Giſle Elinesſøn, Jon Nikolasſøn, Ridder, og Nikolas Arnbjørnsſøn, Gøtſtav Tunesſøn, Jon Tholfsſøn, Sigmund Ketildorsſøn, Ragnvald Magnusſøn, og de øvrige Riddere og Svene, kongelige Raadsherrer for Sverige, forſamlede til Høvdingemøde ved Ørebro. „Et Brev“, heder det her, „fra den højbyrdige Ridder Hr. Finn, har underrettet os om, at den forſtandige og tappre Mand Ulf Saxesſøn af Eders Rige, er bleven fængſlet mod Eders Love, tilføjende, at nogle af vort Rige have bevirket det og været behjelpelige dertil. Vi tro dog ikke at nogen at vore Landsmænd have gjort dette, medmindre det ſkulde være nogle unge Menneſker og Udlendinger fra Vardberg, der af ſkammelig Dumdriſtighed have underſtaaet ſig ſligt. Men er det ſaa, da vide man for viſt, at vi var aldeles uafvidende derom, og at det bør være os ligeſaa ubehageligt, ſom om det var ſkeet mod nogen af Vore, og vi ville med Ord og Gjerning ſøge at forebygge, at noget lignende for Eftertiden ſkeer, thi vi kunde jo nemlig med god Grund frygte, at det ſamme en vakker Dag kunde ſkee med en af os. Men den Højeſte være vort Vidne, at vi med tro Tjeneſte og den ſkyldige Opmerkſomhed, ſom vor Pligt byder, ville holde faſt ved Eders og vor Herre, Kong Magnus, Hertug Eriks Søn, og beſtandig ubrødeligt overholde Fred og Enighed med Eder, ſom vi gjenſidigt have lovet hverandre; hvorfor vi og ſaa indſtændigt ſom muligt bede og bønfalde Eder, at I ville tilſkrive vor berømmelige Fyrſtinde, Hertug Eriks Enke, at hun verdiges at anvende det bedſte Middel til at ſaadant eller andet for Eftertiden ej forſøgtes, hvorved Anledning kunde gives til nogen Skade eller Ulykke for hendes Søns Riger, hvilket Gud forbyde, men at hun naadigſt vil elſke, og med huldſalig Yndeſt behandle alle fornevnte hendes Søns troe Venner, der ogſaa med urokkelig Troſkab hang ved hendes Mand baade i hans levende Live og efter hans Død, idet hun letteligen formilder og opgiver den Uvilje, hun maaſkee kan have fattet imod dem, og at hun ordner og beſtemmer alt, hvad der kjendes at vedrøre Rigernes Tilſtand og Lykke, heller efter Gamles og Erfarnes Raad af begge Riger, end efter udenlandſke og mindre erfarne Ynglingers Tilſkyndelſer; ellers er det rimeligviis at befrygte, at Uroligheder og Tviſtigheder ville opſtaa og med eet opvekkes i ſamme Riger[9].“ Dette Brev nævner vel intet Navn, men man kan tage og føle paa, at det er Knut Porſe og hans Sleng, til hvem der ſigtes, og efter det Indblik, ſom det giver i den blandt de Forſtandigere i begge Riger herſkende Stemning, maa denne allerede have været betænkelig nok. Merkeligt er det, at de ſvenſke Raadsherrer bad de Norſke at ſkrive til Hertuginden og gjøre hende Foreſtillinger, ſom om de ſkulde formaa mere over hende, iſær da man ſkulde formode, at hun endog ſelv var tilſtede paa Høvdingemødet. Hun havde i alle Fald faa Uger forud gjort en Reiſe lige til Uppſala[10] og kunde vel ſaaledes paa denne Tid opholde ſig i eller ved Ørebro, iſær da Sager af ſaadan Vigtighed forhandles paa Mødet der, at hendes og vel ogſaa hendes Søn Magnus’s Nærværelſe nok kunde være fornøden[11]. At Ulf Saxesſøn kom paa fri Fod, ja maaſkee allerede var kommen paa fri Fod, da Brevet blev ſkrevet, kan man anſee ſom viſt, uagtet intet udtrykkeligt derom meldes, men om han ikke forhen var en afgjort Modſtander af Knut Porſe, ſom nok kan være muligt, ſaa var han det idetmindſte fra denne Tid af, hvilket vi i det følgende ville erfare.

  1. See Dipl. Norv. II. 139; Kongen ſtadfeſter her d. 5te September „med ſit Raad“ fine Forgængeres Gaver til St. Stephans Hoſpital i Tunsberg.
  2. Disſe Breve, daterede den 25de Auguſt 1320, ere trykte i Dipl. Sv. 2256—2288, og et femte udſtedt, 2259, er upaatvivleligt af ſamme Datum. De to førſte vedkomme Skatten af Gotland, hvilken Kong Byrge havde forhøjet, men ſom nu nedſattes til det oprindelige Beløb. De øvrige handle om Tilbagebringelſen af Viborg Slot i Finland under Kongens Herredømme.
  3. Dipl. Sv. No. 2261.
  4. Dipl. Sv. No. 2248, 2254, 2262. Huitfeld, S. 281.
  5. See Haandfeſtningen hos Suhm XI. 7, Huitfeld S. 281.
  6. See ovenfor IV. 2. S. 524, 529.
  7. See Breve af 14de og 19de April ſamt 1ſte Mai 1321 i Dipl. Norv. IV. 148, III. 123, V. 66.
  8. Dette ſees nokſom af de nedenfor meddeelte Forhandlinger paa Ljodhuus og Baagahuus Slotte, men iſær af det ovenomtalte Brev, ſom Hertuginden paa Baagahuus d. 1ſte October 1320 udſtedte (Dipl. Sv. 2261), thi hun frigiver her paa egne, ſin Søn Kongens, og Sveriges Riges Vegne Staden Rigas Borgere for deres Gjeld til afg. Hertug Erik, imod at de eftergav hende, Kongen og Sveriges Indbyggere den Gjeld, hvori disſe ſtod til dem; men desuagtet var dette Brev beſeglet med det norſke Konge- eller Rigsſegl. Vel have vi ikke længer Originalbrevet, for deraf udtrykkeligt at paapege det, men det er ligefuldt utvivlſomt, deels fordi vi af Egteſkabscontracten 24 Juli 1321 erfare, at Hertuginden ikke havde det ſvenſke Rigsſegl, deels deraf, at hiint Segl i Brevet til Rigaboerne ſelv er betegnet ſom „Sigillum domini Regis Norwegie et Swecie“, hvor Navnet Norwegie førſt viſer at være det Norſke. I Mangel af det ſvenſke Rigsſegl har man ſaaledes taget det norſke, og formodentlig meent, at det kom dem i Riga ej faa nøje an paa, hvad Segl det var, naar det kun var et Kongeſegl.
  9. Dette Brev er trykt efter Bartholiniana IV. 35 og hos Suhm XI. 342, i Samll. t. d. n. F. og S. H. V. 528, og i Dipl. Sv. No. 2292, paa hvilket ſidſte Sted det med uimodſigelige Grunde er godtgjort, at det kun kan være fra 1321; de vigtigſte af disſe er at Biſkop Karl af Linkøping, der er en af Udſtederne, ſees af et andet Brev (2291) at have været tilſtede i Ørebro Dagen forud, medens en anden af Udſtederne, Nikolas Arnbjørnsſøn, ifølge No. 2532 befandt ſig Palmeſøndag 1322 i Stockholm, ſaaat Brevet ej kan tilhøre dette Aar, og i 1320 var det ſpendte Forhold mellem det ſvenſke Raad og Hertuginden ikke ſteget faa højt, ſom Skrivelſen antyder, hvorhos vi kunne tilføje, at man da ej behøvede at bede Nordmændene om at tilſkrive Hertuginden, da hun paa den Tid var paa Vejen til dem.
  10. Brev af 6 Marts 1321, Dipl. Sv. 2285. Den 14de var hun paa Axevalla Slot (hvis ej „Novum Castrum“ her ſkal tages i denne Betydning), ſee Dipl. Sv. 2287, altſaa rejſte hun meget hurtigt.
  11. Der handledes nemlig om at indløſe Viborgs Slot, ſee Dipl. Sv. 2291.