Åpne hovedmenyen
Chr. Tønsbergs Forlag (II-1s. 48-53).

Krigen udbrød dog endnu ikke ſaa ſnart. Formodentlig gjorde den almindelige Misfornøjelſe, ſom herſkede over Hertugindens Anmasſelſer, det umuligt at faa de nødvendige Udruſtninger ſaa hurtigt iſtand, ſom man havde haabet; desuden er der og al Grund til at tro, at den ſtatskloge Fyrſt Henrik, der med megen Fiinhed, om juſt ej med Ærlighed manøvrerede mellem Parterne, helſt ønſkede endnu at ſee Tiden an, og derfor halede den ud. Ogſaa kom ſtrax efter Tractatens Afſlutning Erkebiſkop Æsger af Lund hjem til Danmark, ledſaget af en pavelig Nuncius, og indgik Forliig med Kong Chriſtopher; dette kan vel ogſaa have vakt nogen Betænkelighed ved ſtrax at begynde Feiden, eller idetmindſte udkrævet nye Aftaler, og gjort Forandring i de lagte Planer. Erkebiſkopen havde Aaret forud udvirket en Skrivelſe af Paven, dateret 22de Februar, hvorved det paa det ſtrengeligſte forbødes de danſke Biſkoper at krone Kong Chriſtopher inden førſtkommende St. Hansdag, da dette var Erkebiſkopens Ret, ſom kunde præjudiceres, om andre udøvede den; og da hans Ophold ved Curien endnu udhaledes, fik han den 24de Juli ſkaffet ny Skrivelſe af ſamme Indhold, hvorved Tiden, inden hvilken Biſkoperne ej maatte krone Kongen udſattes til Julen 1320[1]. Disſe Skrivelſer udvirkede han dog neppe for at gjøre Kongen nogen Fortred, men alene for at bevare ſine egne Rettigheder, thi han ſynes nu efter Curiens Ønſke at have været aldeles beſtemt paa at indgaa Forlig. Vel havde nemlig Paven, da han paa Erkebiſkopens gjentagne Klager beſkikkede hiin Nuncius, nemlig Bernard af Mont-Valran, Archidiaconus i Sicalon under Bourges Kathedralkirke, (28 Mai 1320) paalagt ham ved Truſler om kirkelige Straffe m. m. at tvinge Kong Eriks Arvinger til at gjøre Ret og Skjel, og give ham tilbørlig Erſtatning[2], men han undgik her, ſom det ſynes, med Flid at nævne Kong Chriſtopher, derimod gav han, ſamme Dag, ſom han forlængede hiin Termin, inden hvilken de danſke Lydbiſkoper ikke maatte krone ham, Sendebudet Bernard, paa Erkebiſkopens Anmodning, Fuldmagt til at løſe ham fra det Bann, der endnu hvilede over ham ſiden hans Deeltagelſe i Erkebiſkop Jens’s Fængſling, og medgav ham endog til Kong Chriſtopher ſelv trende Breve, fremdeles af ſamme Dag, hvori han „paa Grund af hans Fortjeneſter og den Kjærlighed, hvormed det apoſtoliſke Sæde omfatter ham“, tilſtod ham forſkjellige Begunſtigelſer[3]. Erkebiſkopen tilligemed Nuncien maae være komne til Danmark omtrent ſamtidigt med Forhandlingerne paa Baagahuus, thi Forliget, der ſiges efter lang Forhandling at være kommet iſtand, er dateret Roeskilde den 26de Auguſt[4]. Hovedbetingelſerne var at Kongen ſkulde eftergive alle Pengefordringer til Erkebiſkopen, og lade ham faa Bornholm med Hamershuus tilbage, imod at Erkebiſkopen ſkulde godtgjøre Marſken Ludvig Albrechtsſøn af Gleichen de Udgifter, han havde haft med at indtage og forſvare dem. Men da Ludvig nødig gav Slip paa Bornholm, laa heri allerede et nyt Tvedragtens Frø. Heller ikke blev der endnu for det førſte noget af Kroningen, der ej fandt Sted førend 1324. Kong Chriſtopher ſøgte imidlertid at ſikkre ſig ved Modforbindelſer med andre nordtydſke Fyrſter, om han end ikke havde nogen nøjagtig Foreſtilling om hvad der var i Gjere imod ham, da hiint Forbund viſtnok ſaavidt muligt holdtes hemmeligt. Disſe nordtydſke Fyrſter var hans Vaſall, Vitzlav af Rügen, der i Vordingborg den 27de Mai hyldede ham ſom ſin Herre, og lovede at ſtaa ſtaa ham bi mod alle hans Fiender, dernæſt Herrerne af Werle, og Hertugerne Otto og Vartislav af Stettin, der d. 11te Juni forbandt ſig med hinanden om at tjene „deres Herre den danſke Konge“ med et viſt Antal Tropper, og ej indgaa Forlig uden at have erobret visſe mecklenburgſke Slotte[5].

Men hvad der iſær kom Chriſtopher til Hjelp, og nødvendigviis maatte forandre Grev Henriks Stilling lige overfor ham, var at Medlemmerne af det ſvenſke Raad, formodentlig ved at faa nærmere Underretning om de Planer, man havde fore, og med Forfærdelſe at imødeſee den uberegnelige Fare, hvori Hertugindens Egenmægtighed og Knut Porſes Henſynsløshed kunde ſtyrte ſaavel den unge Konge ſom Riget, nu gjorde alvorlige Skridt til at afverge Faren, førend det var for ſildigt, og i det Øjemed indgik et indbyrdes Forbund, ſigtende til at betage Hertuginden og hendes Yndlinger deres ſkadelige Magt. Dette Forbund oprettedes i Skara d. 20de Juli, og da der blandt de Herrer, ſom deeltog deri, findes flere, ſom hidtil nævnes blandt Hertugindens Tilhængere, nemlig Matthias Ketilmundsſøn, Haakon Læma, Nikolas Bjørnsſøn, Matthias Nikolasſøn og begge Neskonungs-Sønnerne, er det aabenbart, at alvorlige og tildeels langvarige Forhandlinger have gaaet forud, idet enkelte Patrioter indtrængende have foreſtillet de øvrige, hvor nødvendigt det var at alle Kongens og Fedrelandets ſande Venner nu holdt ſammen imod Udlendinger, der alene vare betænkte paa egen Fordeel, ſaa at de derved fik Øjnene aabnede, og ſluttede ſig til de øvrige[6]. Acten, hvorved dette merkelige Forbund ſluttedes, er udſtedt i Skara den 20de Juli, og blandt de 37 Deeltagere vare foruden de ovennævnte Herrer Erkebiſkop Olaf, Biſkopen Karl af Linkøping og Bo af Vegſjø, Knut Jonsſøn Drottſete, Philip Ulfsſøn, Byrge Petersſøn, Erik Thuresſøn, o. fl. De forbandt ſig her til troligen, ubrødeligen og af alle Kræfter at tjene Kong Magnus, og redeligen at ſørge for Rigets Forvaltning indtil han blev myndig; indbyrdes at holde ſammen og ſtaa hinanden bi med Tilſideſettelſe af alt fordums Fiendſkab og gammelt Nag, ſaa at ingen ved Truſler eller Lokkelſer lod ſig forlede til at ſkille ſig fra de øvrige, heller ikke derved, at Nogen af de andre havde fornærmet ham, men dette ſkulde kun meldes for Drottſeten og Raadet, ſom ved ſin Dom ſkulde afgjøre Sagen. Fremdeles, heder det, ſkulde ingen uden hele Raadets Samtykke indgaa nogen Forening med Hertuginden eller endog holde faſt ved en tidligere indgaaet Forening, iſær naar der handledes om at erhverve noget Fyrſtendømme udenfor og mere end hvad Dronninger og Hertuginder forhen havde haft, medens man dog fremdeles ſkulde viſe Hertuginden, ſom Kongens. Moder, al ſkyldig Heder og Ærbødighed, naar hun kun ikke foranledigede hvad der kan være Riget eller Indbyggerne ſkadeligt. Endelig ſkulde ingen, af hvad Stand eller Rang han end var, underſtaa ſig at drage Udlendinger og Fremmede indenfor Rigets Grændſer uden Raadets Samtykke, og ſkete det desuagtet, da ſkulde de forbundne Herrer alle ſom een og af al Magt modſette ſig ſaavel de Inddragne ſom den der drog dem ind, og fejde imod dem, ſom imod ſine egne Uvenner; fandtes der dem, der ſluttede ſig til de Fremmedes Parti eller ikke holdt de her vedtagne Beſtemmelſer, ſkulde deres Gods være forbrudt til Kongens Kasſe, og de ſelv miſte al ſin Heder og Verdighed. Erkebiſkopen og Biſkopen af Linkøping bemyndigedes til at excommunicere hver den af de Forbundne, ſom handlede herimod; og alle underkaſtede ſig paa Forhaand denne deres Kjendelſe[7]. Hermed var i Virkeligheden Hertugindens Regentſkab i Sverige, og dermed ogſaa Knut Porſes utilbørlige Indflydelſe aldeles brudt, og uden at tilſideſette den ſkyldige Ærbødighed for hende ſom Kongens Moder, udtalte hine Herrer dog ganſke ligefrem, at man betragtede hendes og hendes Søns Interesſer for aldeles forſkjellige, ja endog ſtridende, ſaa at de til disſes Forſvar maatte holde ſammen mod hende, ja endog herefter, ſom flere Breve ſynes at viſe, idetmindſte under Opholdet i Sverige fjernede ham fra hende[8]. Og en umiddelbar Følge heraf var, at de allerede den 22de Auguſt fornyede Freden med Danmark paa ti Aar, indtil Kongen blev myndig[9]. Det fulgte ligeledes af denne Afſondring mellem Kongens og Hertugindens Interesſer og det fredelige Forhold til Danmark, at de Fyrſter, der havde deeltaget i det tidligere Forbund mod dette Rige, nu uden at bryde ſit Løfte kunde nærme ſig Kong Chriſtopher. Begyndelſen hermed gjorde Grev Gerhard af Holſten-Rendsburg, der allerede den 17de Juli, tre Dage før hiint Forlig i Skara, men viſtnok nøje underrettet om Stemningen i Sverige, indgik et Forbund med Kong Chriſtopher om at ſtaa ham bi, naarſomhelſt han af denne dertil opfordredes, inden Danmarks Grændſer med 30 Ryttere mod hvilkenſomhelſt, i Tydſkland derimod med al ſin Magt mod alle og enhver, undtagen mod Henrik af Mecklenburg og Johan af Holſten, dog ſaaledes, at han heller ikke ſkulde underſtøtte disſe, om de bleve Kongens Uvenner[10]. Henrik havde endnu ikke angrebet Kongen, men Feiden mellem ham og de med denne forbundne Fyrſter var allerede udbrudt, og førtes i det Hele taget heldigt af Henrik, der overvandt Herrerne til Werle i tvende Trefninger. Dog havde han allerede nu et Forlig med Chriſtopher for Øjnene, og naar han ikke ſtrax lod det komme dertil, var det vel for at benytte ſig af Chriſtophers Svaghed til at ſkaffe ſig de fordeelagtigſte Beſiddelſer, og for at ſee, hvorledes Knut Porſes Foretagende løb af, ſamt derefter at beſtemme ſin videre Handlemaade[11].

Thi Knut Porſe, den driſtige Eventyrer, lod ſig ikke afſkrække af det ſvenſke Rigsraads alvorlige Foranſtaltning, men beſluttede lige fuldt at udføre ſine Krigsplaner mod Danmark, og begav ſig derfor ſamme Høſt over til Tydſkland, for i Forening med Nikolas Olafsſøn at leje Tropper. Da han nu ikke længer kunde optræde i Sveriges Navn, eller vente nogen Hjelp derfra, efterat Raadet ſaa tydeligt havde misbilliget hans og Hertugindens Skridt, var det nu alene Norges Autoritet, under hvilken han kunde henſkyde ſig, og dette gjorde han da og tilgavns, idet Hertuginden, ſom ulykkeligviis fremdeles havde Rigsſeglet i ſit Værge, uden mindſte Sky eller Betænkelighed ſynes at have anvendt dette til at fremme ſin Yndlings Planer. Hun maa have medgivet ham mange Blanquetter med det norſke Rigsſegl, thi under dette bleve Tropperne lejede, og Penge-Laan optagne, altſammen naturligviis for den norſke Rigskasſes Regning[12]. Det er dog neppe troligt, at Knut Porſe under de nærværende Omſtændigheder vilde have vovet at begynde aabenbar Krig, naar han ikke havde troet ſig ſikker paa Biſtand af den ſvenſke Adel og Danmarks egne Stormænd, navnlig Ludvig Albrechtsſøn og Erkebiſkopen, der ſom ovennævnt, ſikkert begge vare lige misfornøjede med Forliget, hiin fordi han ſkulde give Slip paa Bornholm, denne fordi han ſkulde udløſe det, og ſom derfor næſten ſynes at have ſlaaet ſig ſammen om at ſøge Erſtatning hos Kongen. Efterat have ſamlet Hjelpetropper af Riddere og Svene, fra Holſten, Vendland og maaſkee flere nordtydſke Landſkaber, ſatte Knut Porſe og Nikolas Olafsſøn med denne Hær over til Skaane, herjede en Deel deraf, og tvang andre Dele til at underkaſte ſig, deriblandt ogſaa Staden Lund, der maatte ſtille flere af ſine bedſte Mænd til Giſler, hvilke alle bleve førte ind til Sverige, ſom der berettes, det vil da ſige til Vardberg eller Nyhuus, maaſkee endog til Baagahuus[13]. Fra Skaane ſkal Hæren ogſaa være gaaet over til Sjæland, maaſkee paa Iſen, da der juſt denne Vinter indtraf en uſedvanlig ſterk Froſt, ſom vedvarede ligefra ſidſt i November til ud i Marts, og belagde hvert Sund i Øſterſøen med ſterk Iis, medens mange Skibe frøs inde midtvejs i Farvandet mellem Sverige og Norge, og endeel af dem ødelagdes. Blandt dem, der ved denne Lejlighed havde ſlaaet ſig til Knut Porſe, nævnes og den pomerſke Hertug Barnim[14]. Men det lykkedes dog Kongen denne Gang, ſkjønt det ej ſiges hvorledes, at drive Fjenderne tilbage. Formodentlig bar Grev Gerhard og de andre forbundne Fyrſter ſtillet de Hjelpetropper, hvortil de havde forpligtet ſig, og Froſten gjorde det lettere fra de øvrige Landsdele[15] at ſkaffe Hjelp, medens den maatte afſkære den nødvendige Tilførſel fra Knut Porſes Hær. Viſt er det, at Fjenderne bleve drevne tilbage, at Kongen med Strenghed ſtraffede den ſkaanſke Adel, der havde gjort fælles Sag med dem, og at Knut Porſes Plan, at erobre Skaane, mislykkedes.

  1. Begge Skrivelſer findes i den pavelige Orig. Reg. for Johannes XXII 4de Aar.
  2. Orig. Reg. for Johann. XXII. ann. IV. ep. 307.
  3. Breve af 24de Juli i ſamme Originalregeſt. No. 1404, 1405, 1406, 1407.
  4. Huitfeld, S. 416.
  5. Huitfeld, S. 419, Weſtphal, Nonum. IV. 960.
  6. Den 4de Juni, kun lidet over en Maaned forud, var Kongen og Rigsraadet, eller idetmindſte 30 Medlemmer deraf, hvoriblandt 23 ſiden deeltog i Skara-Forbundet, forſamlede i Telge, hvilket man ſeer af et paa den Dag udſtedt Brev (Dipl. Sv. 2334.), hvori Kongen giver Visbys Borgere Amneſti og bekræfter deres eldre Frihedsbreve, og hvor hine 30 Raadsherrer tilføje deres Segl til Bekræftelſe. En Sammenkomſt af ſaa mange Raadsherrer maa upaatvivleligt have haft vigtige Forhandlinger til Henſigt, og man kan derfor næſten antage ſom viſt, at den Sag, der kom til Udførelſe i Skara, her er forberedt, ſaameget mere ſom man allerede ſynes at have fjernet Hertuginden fra Kongens Perſon, ſiden hun ej nævnes ſom nærværende, — hvis ellers Magnus ſelv var tilſtede, og Brevet ikke blot er udſtedt i hans Navn, hvilket er det rimeligſte.
  7. Dipl. Sv. 2339.
  8. See f. Ex. Brevene fra Skara af 6te og 7de Marts, og 14 Aug. 1323, Dipl. Sv. 2388, 2389, 2420, hvis man overhoved ogſaa her kan antage at han perſonligt var tilſtede og Brevene ikke udgivne paa hans Vegne af Raadet, der førte Regjeringen og havde Seglet. Thi det er i alle Fald ikke rimeligt, at Ingeborg, fem den 12te Auguſt havde Kong Magnus hos ſig paa Baagahuus udenfor det ſvenſke Rigsraad Omraade (Dipl. Sv. 2341, og ſom endnu var der d. 27de October, ſammeſteds 2353) ikke fremdeles ſkulde have beholdt ham der, da hun den Dag ſkrev til Rigsraadet om at det vilde bekræfte en Gave af hende med Kongens og ſine egne Segl; men antages førſt dette, at Kongen da var paa Baagahuus, har han neppe været i Skara d. 6te Marts, da den forlangte Bekræftelſe ſkete (Dipl. Sv. 2388); og hvad der gjelder om dette Brev, gjelder da og om de to andre.
  9. Denne Fredstraktat er desverre ei længer til; men man kjender kun Hovedindholdet efter Erik Runells (Palmſkiølds) Regiſter over Rigsarchivets Documenter. See Styffe Bidrag o. ſ. v. S. IX.
  10. Suhm, XI. S. 348.
  11. See Kirchberg mecklenburgſke Rimkrønike, hos Weſtphal, IV. 817—819.
  12. Dette følger ligefrem af Ordene i Klagen over den ſlette Styrelſe, der forudſkikkes Brevet af 20de Decbr. 1323, ſee nedenfor.
  13. See iſær Detmar, ved 1322, og Fortſettelſen af Rykloſters Annaler, Scr. R. d. VI. 522.
  14. Suhm, XII 77.
  15. Huitfeld ſiger S. 424, at Drottſeten Laurents Jonsſøn reed over Iſen paa Beltet med den ſjælandſke Magt fra Tornborg. Dette er maaſke en fejlagtig Overſettelſe af en eller anden Annalnotits, at han bragte Hjelpetropper til Sjæland ved Tornborg.