Det norske Folks Historie/7/9

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1862 (II-1, s. 48-53).

Krigen udbrød dog endnu ikke saa snart. Formodentlig gjorde den almindelige Misfornøjelse, som herskede over Hertugindens Anmasselser, det umuligt at faa de nødvendige Udrustninger saa hurtigt istand, som man havde haabet; desuden er der og al Grund til at tro, at den statskloge Fyrst Henrik, der med megen Fiinhed, om just ej med Ærlighed manøvrerede mellem Parterne, helst ønskede endnu at see Tiden an, og derfor halede den ud. Ogsaa kom strax efter Tractatens Afslutning Erkebiskop Æsger af Lund hjem til Danmark, ledsaget af en pavelig Nuncius, og indgik Forliig med Kong Christopher; dette kan vel ogsaa have vakt nogen Betænkelighed ved strax at begynde Feiden, eller idetmindste udkrævet nye Aftaler, og gjort Forandring i de lagte Planer. Erkebiskopen havde Aaret forud udvirket en Skrivelse af Paven, dateret 22de Februar, hvorved det paa det strengeligste forbødes de danske Biskoper at krone Kong Christopher inden førstkommende St. Hansdag, da dette var Erkebiskopens Ret, som kunde præjudiceres, om andre udøvede den; og da hans Ophold ved Curien endnu udhaledes, fik han den 24de Juli skaffet ny Skrivelse af samme Indhold, hvorved Tiden, inden hvilken Biskoperne ej maatte krone Kongen udsattes til Julen 1320^[1]. Disse Skrivelser udvirkede han dog neppe for at gjøre Kongen nogen Fortred, men alene for at bevare sine egne Rettigheder, thi han synes nu efter Curiens Ønske at have været aldeles bestemt paa at indgaa Forlig. Vel havde nemlig Paven, da han paa Erkebiskopens gjentagne Klager beskikkede hiin Nuncius, nemlig Bernard af Mont-Valran, Archidiaconus i Sicalon under Bourges Kathedralkirke, (28 Mai 1320) paalagt ham ved Trusler om kirkelige Straffe m. m. at tvinge Kong Eriks Arvinger til at gjøre Ret og Skjel, og give ham tilbørlig Erstatning^[2], men han undgik her, som det synes, med Flid at nævne Kong Christopher, derimod gav han, samme Dag, som han forlængede hiin Termin, inden hvilken de danske Lydbiskoper ikke maatte krone ham, Sendebudet Bernard, paa Erkebiskopens Anmodning, Fuldmagt til at løse ham fra det Bann, der endnu hvilede over ham siden hans Deeltagelse i Erkebiskop Jens’s Fængsling, og medgav ham endog til Kong Christopher selv trende Breve, fremdeles af samme Dag, hvori han „paa Grund af hans Fortjenester og den Kjærlighed, hvormed det apostoliske Sæde omfatter ham“, tilstod ham forskjellige Begunstigelser^[3]. Erkebiskopen tilligemed Nuncien maae være komne til Danmark omtrent samtidigt med Forhandlingerne paa Baagahuus, thi Forliget, der siges efter lang Forhandling at være kommet istand, er dateret Roeskilde den 26de August^[4]. Hovedbetingelserne var at Kongen skulde eftergive alle Pengefordringer til Erkebiskopen, og lade ham faa Bornholm med Hamershuus tilbage, imod at Erkebiskopen skulde godtgjøre Marsken Ludvig Albrechtssøn af Gleichen de Udgifter, han havde haft med at indtage og forsvare dem. Men da Ludvig nødig gav Slip paa Bornholm, laa heri allerede et nyt Tvedragtens Frø. Heller ikke blev der endnu for det første noget af Kroningen, der ej fandt Sted førend 1324. Kong Christopher søgte imidlertid at sikkre sig ved Modforbindelser med andre nordtydske Fyrster, om han end ikke havde nogen nøjagtig Forestilling om hvad der var i Gjere imod ham, da hiint Forbund vistnok saavidt muligt holdtes hemmeligt. Disse nordtydske Fyrster var hans Vasall, Vitzlav af Rügen, der i Vordingborg den 27de Mai hyldede ham som sin Herre, og lovede at staa staa ham bi mod alle hans Fiender, dernæst Herrerne af Werle, og Hertugerne Otto og Vartislav af Stettin, der d. 11te Juni forbandt sig med hinanden om at tjene „deres Herre den danske Konge“ med et vist Antal Tropper, og ej indgaa Forlig uden at have erobret visse mecklenburgske Slotte^[5].

Men hvad der især kom Christopher til Hjelp, og nødvendigviis maatte forandre Grev Henriks Stilling lige overfor ham, var at Medlemmerne af det svenske Raad, formodentlig ved at faa nærmere Underretning om de Planer, man havde fore, og med Forfærdelse at imødesee den uberegnelige Fare, hvori Hertugindens Egenmægtighed og Knut Porses Hensynsløshed kunde styrte saavel den unge Konge som Riget, nu gjorde alvorlige Skridt til at afverge Faren, førend det var for sildigt, og i det Øjemed indgik et indbyrdes Forbund, sigtende til at betage Hertuginden og hendes Yndlinger deres skadelige Magt. Dette Forbund oprettedes i Skara d. 20de Juli, og da der blandt de Herrer, som deeltog deri, findes flere, som hidtil nævnes blandt Hertugindens Tilhængere, nemlig Matthias Ketilmundssøn, Haakon Læma, Nikolas Bjørnssøn, Matthias Nikolassøn og begge Neskonungs-Sønnerne, er det aabenbart, at alvorlige og tildeels langvarige Forhandlinger have gaaet forud, idet enkelte Patrioter indtrængende have forestillet de øvrige, hvor nødvendigt det var at alle Kongens og Fedrelandets sande Venner nu holdt sammen imod Udlendinger, der alene vare betænkte paa egen Fordeel, saa at de derved fik Øjnene aabnede, og sluttede sig til de øvrige^[6]. Acten, hvorved dette merkelige Forbund sluttedes, er udstedt i Skara den 20de Juli, og blandt de 37 Deeltagere vare foruden de ovennævnte Herrer Erkebiskop Olaf, Biskopen Karl af Linkøping og Bo af Vegsjø, Knut Jonssøn Drottsete, Philip Ulfssøn, Byrge Peterssøn, Erik Thuressøn, o. fl. De forbandt sig her til troligen, ubrødeligen og af alle Kræfter at tjene Kong Magnus, og redeligen at sørge for Rigets Forvaltning indtil han blev myndig; indbyrdes at holde sammen og staa hinanden bi med Tilsidesettelse af alt fordums Fiendskab og gammelt Nag, saa at ingen ved Trusler eller Lokkelser lod sig forlede til at skille sig fra de øvrige, heller ikke derved, at Nogen af de andre havde fornærmet ham, men dette skulde kun meldes for Drottseten og Raadet, som ved sin Dom skulde afgjøre Sagen. Fremdeles, heder det, skulde ingen uden hele Raadets Samtykke indgaa nogen Forening med Hertuginden eller endog holde fast ved en tidligere indgaaet Forening, især naar der handledes om at erhverve noget Fyrstendømme udenfor og mere end hvad Dronninger og Hertuginder forhen havde haft, medens man dog fremdeles skulde vise Hertuginden, som Kongens. Moder, al skyldig Heder og Ærbødighed, naar hun kun ikke foranledigede hvad der kan være Riget eller Indbyggerne skadeligt. Endelig skulde ingen, af hvad Stand eller Rang han end var, understaa sig at drage Udlendinger og Fremmede indenfor Rigets Grændser uden Raadets Samtykke, og skete det desuagtet, da skulde de forbundne Herrer alle som een og af al Magt modsette sig saavel de Inddragne som den der drog dem ind, og fejde imod dem, som imod sine egne Uvenner; fandtes der dem, der sluttede sig til de Fremmedes Parti eller ikke holdt de her vedtagne Bestemmelser, skulde deres Gods være forbrudt til Kongens Kasse, og de selv miste al sin Heder og Verdighed. Erkebiskopen og Biskopen af Linkøping bemyndigedes til at excommunicere hver den af de Forbundne, som handlede herimod; og alle underkastede sig paa Forhaand denne deres Kjendelse^[7]. Hermed var i Virkeligheden Hertugindens Regentskab i Sverige, og dermed ogsaa Knut Porses utilbørlige Indflydelse aldeles brudt, og uden at tilsidesette den skyldige Ærbødighed for hende som Kongens Moder, udtalte hine Herrer dog ganske ligefrem, at man betragtede hendes og hendes Søns Interesser for aldeles forskjellige, ja endog stridende, saa at de til disses Forsvar maatte holde sammen mod hende, ja endog herefter, som flere Breve synes at vise, idetmindste under Opholdet i Sverige fjernede ham fra hende^[8]. Og en umiddelbar Følge heraf var, at de allerede den 22de August fornyede Freden med Danmark paa ti Aar, indtil Kongen blev myndig^[9]. Det fulgte ligeledes af denne Afsondring mellem Kongens og Hertugindens Interesser og det fredelige Forhold til Danmark, at de Fyrster, der havde deeltaget i det tidligere Forbund mod dette Rige, nu uden at bryde sit Løfte kunde nærme sig Kong Christopher. Begyndelsen hermed gjorde Grev Gerhard af Holsten-Rendsburg, der allerede den 17de Juli, tre Dage før hiint Forlig i Skara, men vistnok nøje underrettet om Stemningen i Sverige, indgik et Forbund med Kong Christopher om at staa ham bi, naarsomhelst han af denne dertil opfordredes, inden Danmarks Grændser med 30 Ryttere mod hvilkensomhelst, i Tydskland derimod med al sin Magt mod alle og enhver, undtagen mod Henrik af Mecklenburg og Johan af Holsten, dog saaledes, at han heller ikke skulde understøtte disse, om de bleve Kongens Uvenner^[10]. Henrik havde endnu ikke angrebet Kongen, men Feiden mellem ham og de med denne forbundne Fyrster var allerede udbrudt, og førtes i det Hele taget heldigt af Henrik, der overvandt Herrerne til Werle i tvende Trefninger. Dog havde han allerede nu et Forlig med Christopher for Øjnene, og naar han ikke strax lod det komme dertil, var det vel for at benytte sig af Christophers Svaghed til at skaffe sig de fordeelagtigste Besiddelser, og for at see, hvorledes Knut Porses Foretagende løb af, samt derefter at bestemme sin videre Handlemaade^[11].

Thi Knut Porse, den dristige Eventyrer, lod sig ikke afskrække af det svenske Rigsraads alvorlige Foranstaltning, men besluttede lige fuldt at udføre sine Krigsplaner mod Danmark, og begav sig derfor samme Høst over til Tydskland, for i Forening med Nikolas Olafssøn at leje Tropper. Da han nu ikke længer kunde optræde i Sveriges Navn, eller vente nogen Hjelp derfra, efterat Raadet saa tydeligt havde misbilliget hans og Hertugindens Skridt, var det nu alene Norges Autoritet, under hvilken han kunde henskyde sig, og dette gjorde han da og tilgavns, idet Hertuginden, som ulykkeligviis fremdeles havde Rigsseglet i sit Værge, uden mindste Sky eller Betænkelighed synes at have anvendt dette til at fremme sin Yndlings Planer. Hun maa have medgivet ham mange Blanquetter med det norske Rigssegl, thi under dette bleve Tropperne lejede, og Penge-Laan optagne, altsammen naturligviis for den norske Rigskasses Regning^[12]. Det er dog neppe troligt, at Knut Porse under de nærværende Omstændigheder vilde have vovet at begynde aabenbar Krig, naar han ikke havde troet sig sikker paa Bistand af den svenske Adel og Danmarks egne Stormænd, navnlig Ludvig Albrechtssøn og Erkebiskopen, der som ovennævnt, sikkert begge vare lige misfornøjede med Forliget, hiin fordi han skulde give Slip paa Bornholm, denne fordi han skulde udløse det, og som derfor næsten synes at have slaaet sig sammen om at søge Erstatning hos Kongen. Efterat have samlet Hjelpetropper af Riddere og Svene, fra Holsten, Vendland og maaskee flere nordtydske Landskaber, satte Knut Porse og Nikolas Olafssøn med denne Hær over til Skaane, herjede en Deel deraf, og tvang andre Dele til at underkaste sig, deriblandt ogsaa Staden Lund, der maatte stille flere af sine bedste Mænd til Gisler, hvilke alle bleve førte ind til Sverige, som der berettes, det vil da sige til Vardberg eller Nyhuus, maaskee endog til Baagahuus^[13]. Fra Skaane skal Hæren ogsaa være gaaet over til Sjæland, maaskee paa Isen, da der just denne Vinter indtraf en usedvanlig sterk Frost, som vedvarede ligefra sidst i November til ud i Marts, og belagde hvert Sund i Østersøen med sterk Iis, medens mange Skibe frøs inde midtvejs i Farvandet mellem Sverige og Norge, og endeel af dem ødelagdes. Blandt dem, der ved denne Lejlighed havde slaaet sig til Knut Porse, nævnes og den pomerske Hertug Barnim^[14]. Men det lykkedes dog Kongen denne Gang, skjønt det ej siges hvorledes, at drive Fjenderne tilbage. Formodentlig bar Grev Gerhard og de andre forbundne Fyrster stillet de Hjelpetropper, hvortil de havde forpligtet sig, og Frosten gjorde det lettere fra de øvrige Landsdele^[15] at skaffe Hjelp, medens den maatte afskære den nødvendige Tilførsel fra Knut Porses Hær. Vist er det, at Fjenderne bleve drevne tilbage, at Kongen med Strenghed straffede den skaanske Adel, der havde gjort fælles Sag med dem, og at Knut Porses Plan, at erobre Skaane, mislykkedes.

1. Begge Skrivelser findes i den pavelige Orig. Reg. for Johannes XXII 4de Aar.
2. Orig. Reg. for Johann. XXII. ann. IV. ep. 307.
3. Breve af 24de Juli i samme Originalregest. No. 1404, 1405, 1406, 1407.
4. Huitfeld, S. 416.
5. Huitfeld, S. 419, Westphal, Nonum. IV. 960.
6. Den 4de Juni, kun lidet over en Maaned forud, var Kongen og Rigsraadet, eller idetmindste 30 Medlemmer deraf, hvoriblandt 23 siden deeltog i Skara-Forbundet, forsamlede i Telge, hvilket man seer af et paa den Dag udstedt Brev (Dipl. Sv. 2334.), hvori Kongen giver Visbys Borgere Amnesti og bekræfter deres eldre Frihedsbreve, og hvor hine 30 Raadsherrer tilføje deres Segl til Bekræftelse. En Sammenkomst af saa mange Raadsherrer maa upaatvivleligt have haft vigtige Forhandlinger til Hensigt, og man kan derfor næsten antage som vist, at den Sag, der kom til Udførelse i Skara, her er forberedt, saameget mere som man allerede synes at have fjernet Hertuginden fra Kongens Person, siden hun ej nævnes som nærværende, – hvis ellers Magnus selv var tilstede, og Brevet ikke blot er udstedt i hans Navn, hvilket er det rimeligste.
7. Dipl. Sv. 2339.
8. See f. Ex. Brevene fra Skara af 6te og 7de Marts, og 14 Aug. 1323, Dipl. Sv. 2388, 2389, 2420, hvis man overhoved ogsaa her kan antage at han personligt var tilstede og Brevene ikke udgivne paa hans Vegne af Raadet, der førte Regjeringen og havde Seglet. Thi det er i alle Fald ikke rimeligt, at Ingeborg, fem den 12te August havde Kong Magnus hos sig paa Baagahuus udenfor det svenske Rigsraad Omraade (Dipl. Sv. 2341, og som endnu var der d. 27de October, sammesteds 2353) ikke fremdeles skulde have beholdt ham der, da hun den Dag skrev til Rigsraadet om at det vilde bekræfte en Gave af hende med Kongens og sine egne Segl; men antages først dette, at Kongen da var paa Baagahuus, har han neppe været i Skara d. 6te Marts, da den forlangte Bekræftelse skete (Dipl. Sv. 2388); og hvad der gjelder om dette Brev, gjelder da og om de to andre.
9. Denne Fredstraktat er desverre ei længer til; men man kjender kun Hovedindholdet efter Erik Runells (Palmskiølds) Register over Rigsarchivets Documenter. See Styffe Bidrag o. s. v. S. IX.
10. Suhm, XI. S. 348.
11. See Kirchberg mecklenburgske Rimkrønike, hos Westphal, IV. 817–819.
12. Dette følger ligefrem af Ordene i Klagen over den slette Styrelse, der forudskikkes Brevet af 20de Decbr. 1323, see nedenfor.
13. See især Detmar, ved 1322, og Fortsettelsen af Ryklosters Annaler, Scr. R. d. VI. 522.
14. Suhm, XII 77.
15. Huitfeld siger S. 424, at Drottseten Laurents Jonssøn reed over Isen paa Beltet med den sjælandske Magt fra Tornborg. Dette er maaske en fejlagtig Oversettelse af en eller anden Annalnotits, at han bragte Hjelpetropper til Sjæland ved Tornborg.