Åpne hovedmenyen
Chr. Tønsbergs Forlag (II-1s. 9-16).

Det Haab, ſom jeg udtalte ved at ſlutte den førſte Rekke af nærværende Verk, at det vilde blive mig forundt at fortſette det, er gaaet tidligere i Opfyldelſe, end jeg dengang vovede at vente. Uformodet heldige Reſultater af de Granſkninger efter hidtil ubenyttede Kilder i fremmede Archiver, hvilke jeg ved en ſtorartet Liberalitet fra det Offentliges Side ſaa mig iſtand til at foretage, og den Fordeel, at kunne anvende min Tid til hine og andre Kilders Bearbeidelſe, eller til min fedrelandſs-hiſtoriographiſke Virkſomhed overhoved uhindret af de mig ellers paahvilende Embedsſyſler, ſom jeg ved en lignende Liberalitet af Styrelſen har opnaaet, i Forening med den Velvillje, hvormed mine Landsmænd fremdeles have omfattet denne min Forfatter- Virkſomhed, have gjort mig det muligt, atter at optage den nedlagte Pen og allerede nu at kunne forelægge Almeenheden det førſte Bind af Verkets „Anden Rekke“.

Som det allerede i min foreløbige Anmeldelſe om at jeg vilde paabegynde denne Rekke er anført, vil den ikke komme til at omfatte mere end en enkelt Hoved-Afdeling af vort Folks og Fedrelands Hiſtorie, nemlig den egentlige Unions-Tid, fra Sommeren 1319, da den Perſonal-Union med Sverige allerførſt knyttedes, ſom, ihvorvel ſenere opløſt, dog forberedede den følgende Union mellem alle trende nordiſke Riger, der ſiden fandt Sted, indtil 1536, da Unionen i ſig ſelv allerede for længere Tid tilbage var opløſt, og nu endog det politiſke Princip, hvorpaa denne ſtørre Union havde været grundet, Sideordnetheden mellem de forbundne Riger indbyrdes, blev opgivet ved Norges Indlemmelſe ſom Lydrige i den danſke Stat. Hvorfor jeg for det førſte ſetter mig dette Maal, uden noget beſtemt Løfte om at ville gaa videre, naar jeg har naaet det, maa være faa indlyſende for Enhver, at jeg neppe behøver at udtale mig udførligt derom. Ved et Arbeide af ſaa ſtor Udførlighed ſom dette, og hvorved der i ſaa høj Grad er Spørsmaal om Tid og Kræfter, tør man overhoved ikke ſette ſig noget meget fjernt eller omfattende Maal, og end mere varſom maa man være med at love for meget, hvor, ſom her, endog Materialiernes Fremfindelſe ej alene er et vidtløftigt, men tildeels endog et meget prekært Foretagende, der under gunftige Omſtændigheder maaſkee kan gaa let fra Haanden, men under ugunſtige — og dette lader ſig ikke altid forud beregne — kan medtage en uforholdsmæsfig og aldeles uventet lang Tid. Saaledes ſatte jeg mig da nærværende beſkednere Maal, uden dog at opgive Haabet om, ogſaa med Tid og Stunder at gaa videre, idet jeg tillige havde for Øje den Fordeel, ſom det for Skriftets Læſere vilde medføre, at kunne anſkaffe ſig en enkelt Rekke deraf, uden at være bunden til at kjøbe faavel alle den foregaaende, ſom de muligtviis efterfølgende Dele af et Verk, der allerede nu er ſvulmet op til et betydeligt Omfang, og, hvis det nogenſinde naar ſin Fuldendelſe, ſandſynligviis vil være det vidtløftigſte, og ſaaledes ogſaa vel det koſtbareſte, ſom nogenſinde er kommet fra en norſk Presſe.

Hvad de af mig benyttede Kilder angaar, da ere de for det meſte de ſamme eller af ſamme Slags, ſom de, der ligger til Grund for min Bearbeidelſe af førſte Rekkes fyvende eller ſidſte Afſnit, og ſaaledes paa det nærmeſte omtalte i Fortalen til fjerde Deels andet Bind. Jeg behøver derfor ikke her at udbrede mig vidtløftigt derover, iſær da jeg ogſaa i Noterne, hvor Kilderne paaberaabes, har anført hvad der er nødvendigt til at bedømme de enkelte Angivelſers Vegt og Paalidelighed. Brevſkaber og annaliſtiſke Optegnelfer udgjør Hovedmasſen. Saga-Rekken ophører, ſom bekjendt, førſt med Biſkop Laurentius’s Saga, ved Aar 1331, men da alt, hvad der i denne Saga ikke ſtrengt taget vedkommer de kirkelige Anliggender, og navnlig alt, hvad der vedrører Norges verdslige Hiſtorie, kun er meddeelt i annaliſtiſk Form, kan den fra vort Standpunkt ikke betragtes anderledes end ſom et Annalverk, navnlig hvad dens ſenere, os her nærmeſt vedkommende, Halvdeel angaar. Den hidrører desuden ogſaa fra en af de bekjendte Annalforfattere, nemlig den anſeede islandſke Preſt Einar Havlidesſøn, hvorom der i dette i Bind oftere er Tale, og hvem vi ligeledes ſkylde de paalideligſte Aarbøger over de islandſke og tildeels norſke Begivenheder, den ſenere ſaakaldte „Lagmands-Annal“. Af hvilken Vigtighed disſe, ſaavelſom de øvrige endnu opbevarede islandſke Annaler have været for os ved Udarbeidelſen af dette Bind, vil nokſom ſees af de hyppige Paaberaabelſer. Skade, at Benyttelſen deraf endnu er forbunden med ſtore Vanſkeligheder, efterſom der ikke findes nogen nøjagtig og velredigeret Udgave af dem. To af de bedſte Bearbeidelſer, nemlig Annales regii, faaledes kaldte fordi de opbevares i det kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn, og Annales vetustissimi, rettere Hr. Hauk Erlendsſøns Annaler, ere vel ſærſkilt udgivne af Langebek i Scriptores Rerum Danicarum, tredie og andet Bind, men de gaa ikke længer end til 1341 og 1313, og den af den i arnamagnæanſke Commisſion i Kjøbenhavn 1847 beſørgede Udgave af ſamtlige islandſke Annaler kyler de forſkjellige Notitſer fra de enkelte i ſærſkilte Annalredactioner ſammen i en ſaa haabløs Forvirring og Uorden, at der udfordres et eget møjſommeligt Studium til at udſondre, hvad der hører til hver iſær, og til hvilket Aar enhver meddelt Beretning rigtigſt er at henføre; ofte lykkes det ikke engang med Sikkerhed at udfinde dette uden at gaa til ſelve Haandſkrifterne, eller at benytte andre paalidelige Kilder: og den ſtore Nytte, disſe Annaler vilde kunde afgive for Chronoligen, er derved for en ſtor Deel gaaet til Spilde. Næſt de islandſke ere for denne — Unionsperioden — de ſvenſke Annaler vor vigtigſte hiſtoriſke Kilde af dette Slags, ſaa kortfattede og mangelagtige de end ere. De ere alle — hvorvel ingenlunde med den ønſkeligſte Nøjagtighed — aftrykte i førſte Bind af Scriptores rerum Sveciarum, og de bedſte af dem, nemlig de visbyſke Minoriters, ogſaa i Langebeks Scriptores rerum Danicarum, 1ſte Bind. Den ſvenſke Riimkrønike er allerede omtalt i Fortalen til forrige Bind. Det er der viiſt, at det Parti af den, ſom omtaler Hertug Eriks Tidsalder, aabenbart hidrører fra en af dennes egne Mænd og ſaaledes indeholder de meſt authentiſke Beretninger. Dette kan desverre ikke ſiges om det følgende Parti, der indeholder Kongerne Magnus’s og Albrechts Hiſtorie, og ſom øjenſynligt ikke er nedſkrevet førend langt hen i det følgende Aarhundrede. Det er ej alene ufuldſtændigt, fragmentariſk og uchronologiſk, men de meddeelte Beretninger ere øjenſynligt forvanſkede for at ſtille Kong Magnus og hans Dronning i et hadefuldt Lys, og iſærdeleshed for at vekke Forbittrelſe over hans Afſtaaelſe af Skaane. Af denne Mening er ogſaa den ſkarpſindigſte og indſigtsfuldeſte af de nu levende ſvenſke Hiſtorieforſkere, iſær hvad denne ſenere Deel af Middelalderen angaar, Magiſter Styffe, naar han i Fortalen til ſine „Bidrag til Skandinaviens Hiſtoria“ hvorom jeg nedenfor kommer til at tale nærmere, yttrer ſaavel om Riimkrønikens Fortſættelſe, ſom om dens latinſke Bearbeidelſe af Eriens Olai, at „alt, hvad de vide at fortælle om Magnus Eriksſøns og Albrechts Tid, er blot en uden Granſkning iſtandbragt Samling af løſe Sagn fra det ariſtokratiſke Parti, udſtyret med nogle faa poetiſke Tilſætninger“. Der er ſaaledes juſt ikke ſtort Udbytte at hente derfra. Imidlertid er det øjenſynligt at flere af hine Sagn have været temmelig authentiſke og nøjagtige, ſaaat Samleren derved har været iſtand til at meddele nogle faa ret interesſante Enkeltheder, ſom f. Ex. om Kong Magnus’s andet Tog til Rusland, og om Slaget ved Gaata; det er derfor ikke uſandſynligt at han ej ſaa meget har manglet paalidelige Efterretninger, ſom Viljen til at meddele dem, naar de ej tjente til at underſtøtte hans Polemik. Af danſke Annaler er der kun en eneſte, ſom meddeler paalidelige Oplysninger til det her af hos behandlede Afſnit, nemlig de fortrinlige, ſaakaldte ſjælandſke Annaler, egentlig en Fortſættelſe af Rykloſters Annaler, der meddeles i Scriptores Rerum Danicarum, 7de Bind, S. 519—531 (til 1357) og i Michelſens og Asmusſens „Archiv für Geſch. Schleswigs Holſt. und Lauenburgs“ 2det Bind S.219 (fra 1357—1363)[1]. Endelig afgiver fremdeles den lübeckſke Minoritermunks og Læſemeſter Detmars Aarbøger, der allerede i foregaaende Binds Fortale ere omtalte, vigtige Oplysninger, dog ikke af fuldt ſaa megen Verd, ſom i Tiden før 1350. Thi med Henſyn til Begivenhederne forud for dette Aar grunder Detmars Verk ſig paa den officielle Lübeckſke Stads-Chronica, hvori Raadet ſelv beſørgede de vigtigſte Begivenheder i Lübeck og andre i Berørelſe med Lübeck værende Lande og Stæder Aar for Aar optegnede; men uheldigviis vare disſe Optegnelfer ophørte under Mandedøden, og førſt 35 Aar derefter overdroges det til Detmar at fortſette dem: han forfattede ſaaledes et heelt nyt Verk, hvori han ej alene optog, hvad der ſtod i Statskrøniken, men forøgede det med Tillæg, iſær vedkommende Orienten, efter fremmede Kilder, og forſøgte endelig at udfylde Lacunen, hvorved han, idetmindſte hvad Nordens Hiſtorie angaar, ikke altid har været heldig. Detmars Arbeide naar til 1395 og er fortſat af en ubekjendt Haand indtil 1400. Detmars Chronica benyttedes ſiden af den lübeckſke Predikebroder Hermann Corner († 1438), juſt ikke altid med Skjønſomhed, til hans Chronica novella, (aftrykt i Eceards Corpus historicorum medii ævi, I. II. col. 431—1344), hvilken naar til 1435, og for de ſidſte 40 Aar af denne Tid indeholder verdifulde felvſtændige Beretninger, iſær af Vigtighed for Danmarks Hiſtorie.

Blandt de diplomatariſke Kilder, ſom til dette Bind ere benyttede, indtage de mange, hidtil ubekjendte Brevſkaber og andre Optegnelſer, ſom jeg i de ſidſt forløbne Par Aar ved den ovenberørte Liberalitet fra det Offentliges Side har kunnet ſamle og afſkrive i det pavelige Archiv, en fremragende Plads. Det ligger viſtnok i Sagens Natur, at de nærmeſt tjene til at kaſte Lys paa den kirkelige Hiſtorie, men da denne juſt i den her behandlede Periode griber ſaa betydeligt ind i den verdslige, ere de allerede derved uundværlige ogſaa for denne, hvortil kommer, at de i mange Tilfælde bidrage til at berigtige Tidsregningen og meddele verdifulde Oplysninger vedkommende Perſonalhiſtorien og andre Specialiteter. Det er netop denne Periode, ſom vi her have behandlet, hvor denne Kilde flyder rigeſt. Fra og med Johannes den 22des Ophøjelſe paa Paveſtolen indtil Gregorius den 11tes Død eller Begyndelſen af det ſtore Schisma ere nemlig de pavelige Regeſter eller Copibøger førte med ſtørſte Omhu og meſt fuldſtændige. Efter den Tid ere ej de alene mere ſkjødesløſt og mangelagtigt førte, men mangle endog nu og da aldeles, navnlig under Schismet. At de ſvenſke Brevſkaber og Actſtykker fra denne førſte Unionstid med Sverige maa være uundværligere end nogenſinde for Norges Hiſtorie, ligger i Sagens Natur. Men deres Benyttelſe har ej længer været mig ſaa let, ſom hidtil, da nemlig den ypperlige Samling, hvori de efter Beſtemmelſen alle ſkulle udgives ved Trykken i chronologiſk Orden, „Diplomatarium Svecanum“, endnu ikke har naaet længer end til 1344, hvormed dets 5te Bds. 1ſte Hefte ſlutter. For at granſke dem, der forefindes for de følgende Aar, har jeg ſaaledes allerede tvende Gange maattet opholde mig nogen Tid i Stockholm, hvor Originalbrevene opbevares i det ſvenſke Rigsarchiv. De danſke Diplomer og Actſtykker, fom det var nødvendigt at benytte ved Udarbeidelſe af dette Bind, indeholdes fremdeles, tildeels udtogsviis, i Huitfelds Danmarks Riges Krønike og Suhms Hiſtorie af Danmark. Af ſtørre Vigtighed end de forhaandenværende danſke Brevſkaber ere alle de, der vedkomme Hanſeſtæderne, hvis Hiſtorie fra det 14de Aarhundredes Begyndelfe af mere og mere griber ind i Nordens, og navnlig i Norges. Som et uundværligt Kildeforraad maa iſær de ſaakaldte Hanſe-Recesſer anſees, det vil ſige Protokollerne over Forhandlingerne paa Hanſedagene eller Sammenkomſterne af de forbundne Hanſeſtæders Deputerede til Raadſlagning om felles Anliggender. Der gives flere gamle Samlinger af disſe Recesſer, og formodentlig har enhver af de forbundne Stæder beſiddet en ſaadan; den vigtigfte af dem alle er dog viſtnok den, ſom tilhørte Forbundets fornemſte Stad, Lübeck, og denne, bekjendt under Navnet „Recessus Hansæ“, blev i forrige Aarhundrede — ubegribeligt med hvad Beføjelſe — af den lübeckſke Syndicus Dreyer foræret til Grev Holſtein Lethraborg i Danmark og derved indlemmet i det lethraborgſke Bibliothek, hvor den endnu forefindes og for ikke lang Tid ſiden paany er fremdragen, efterat den i mange Aar troedes tabt. Den omfatter Tiden fra 1361 til 1559. Alt, hvad den indeholder eldre end 1370, er aftrykt i den anden (diplomatariſke) Deel af Lappenbergs Udgave af „Sartorius’s Geſchichte der deutfchen Hanſa“ tilligemed en heel Deel andre, i det lübeckſke Archiv og andenſteds opbevarede, Originalbreve fra ſamme Tid. Indeholdet af de enkelte i Recesſer er ogſaa udtogsviis meddeelt hos Suhm. Forreſten ſkal en fuldſtændig Udgave af den hele Reces-Samling med det førſte være i Vente. — Endelig følger det af den nøje Forbindelſe, hvori Kong Magnus og hans Søn Haakon kom med det mecklenburgſke Fyrſtehuus ved Magnus’s Syſter Euphemias Giftermaal med Albrecht af Mecklenburg, og dennes derpaa grundede Beſtræbelſer for at ſætte ſin Søn Albrecht paa Sveriges Trone og ſiden befeſte ham der, at ikke faa af de mecklenburgſke Archivdocumenter fra den Tid oplyſe Sveriges Hiſtorie og derved ogfaa blive uundværlige for Norges. Alle disſe for Sveriges Hiſtorie vigtige mecklenburgſke Brevſkaber m. m. ere for et Par Aar ſiden blevne afſkrevne og udgivne af den ovennævnte ſvenſke Hiftoriograph, Mag. Styffe, Bibliotheks-Amanuenſis i Uppſala, under Titlen „Bidrag till Skandinaviens hiſtoria urutländſka arkiver“, Förſta delen, Stockholm 1859. Uſandſynligt er det ej, at Eftergranſkninger i flere nordtydſke Archiver vilde kunne fremſkaffe lignende, om ikke juſt ſaa betydelige og verdifulde, diplomatariſke Hjelpemidler.

Af tidligere Forarbeider over denne Periode af Nordens Hiſtorie har jeg kun haft tvende, hvorfra nogen Hjelp og Vejledning var at hente, nemlig Lagerbrings ſvenſke Hiftorie og den meſterlige hiſtoriſke Udſigt, ſom Mag. Styffe har forudſkikket den nysnævnte Samling. Lagerbring ragede uendelig langt over alle ſine Samtidige i Anvendelfen af ſund og ſkarpſindig hiſtoriſk Kritik; han gik, naar han kunde, helſt til Kilderne, og har ofte blottet ſine Forgængeres Vildfarelſer. Af disſe er Mesſenius, Forfatteren af Scondia, idetheletaget den, ſom har gjort meſt Skade, fordi han i dette Verk har ſammenblandet ſine egne Gjetninger og Antagelſer med virkelige fra paalideligeKilder hentede Oplysninger paa en ſaadan Maade, at det er umuligt at ſee, hvad der kun er af ham ſelv, og hvad han andenſtedsfra har hentet; han anfører nemlig aldrig nogen Kilde, ej engang i den ſaakaldte „Apologia“, der dog ſkulde indeholde en nærmere Drøftning af de Beretninger, ſom han fremſætter i den egentlige hiſtoriſke Deel. Da han nu længe ſtod i ſtort Ry for hiſtoriſk Lærdom og viſtnok ogſaa havde Adgang til ikke faa Kilder, ſom nu ere tabte, iſær diplomatariſke, ere mange af hans ſelvgjorte og aldeles urigtige Beretninger blevne antagne af ſenere Forfattere ſom ſikkre og paalidelige, medens de, ſaavidt vi kunne ſee, alle uden Undtagelſe burde forkaſtes. I hans Spor gik ſenere Dalin, der med ſamme Henſynsløshed blandede egen Digtning og forefundet Materiale ſammen, kun med den Forſkjel, at han i Korthed citerede ſine ſaakaldte Kilder. Lagerbring har paa mange Steder, endog med bitter Ironi, paaviſt ſaavel Mesſenius’s ſom iſær Dalins Vildfarelſer, og derved bidraget overordentligt til at forbedre den ſvenſke Hiſtoriographie; men da han ikke paa langt nær havde Adgang til alle de Kilder, ſom ſenere ere komne for Dagen, er der ogſaa i hans Verk mange Steder, ſom trænge til Berigtigelſe, og det afgiver ſaaledes ikke egentlig længer nogen Vejledning i Begivenhedernes Combination, men gavner hovedſageligt ſom en for ſin Tid overmaade nøjagtig og forſtandig Samling af de forhaandenværende paalidelige Materialier. Man kan viſtnok med god Samvittighed ſige, at den korte Udſigt, ſom Mag. Styffe forudſkikker ſine „Bidrag“, indeholder en langt rigere Masſe af ſikkre, ad Granſkningens og Kritikens Vej vundne hiſtoriſke Reſultater, end det hele tredie Bind af Lagerbrings for ſin Tid ſaa fortjenſtlige Verk. Jeg har idetmindſte klarligen følt og er kommen til den beftemte Overbeviisning, at af ſamtlige nordiſke Hiſtorieſkriveres Arbeider, der ikke, ſom Huitfelds og Suhms, fornemmeligt maa anſees ſom Regeſter eller Kildeſamlinger, kunde jeg ved Udarbeidelſen af nærværende Bind uden ſynderlig Ulempe have undværet dem alle, med Udtagelſe af Styffes Udſigt, og min forrige højagtede Collega’s, Profesſor Keyſer’s „Den norſke Kirkes Hiſtorie“. Disſe to Verker have været mig uundværlige. End ikke Geijers ypperlige „Sveriges Hiſtorie“ gjør her nogen Undtagelſe, da den iſær i det Tidsrum, hvorom der her er Spørsmaal, er altfor kortfattet og indlader ſig forlidet paa nogen ſelvſtændig Kritik af de engang vedtagne Beretninger til at kunne afgive nogen Hjelp ved Udarbeidelfen af et efter ſin Plan ſaa omfattende og i Enkeltheder gaaende Verk ſom nærværende.

Mangen En vil det maaſkee ved førſte Øjenkaſt ſynes, ſom om jeg har befattet mig altfor meget med Sveriges Hiſtorie, og at Verket derved er blevet utilbørligt vidtløftigt. Jeg tvivler dog ikke om, at man efter omhyggelig Gjennemlæsning af det hele Bind vil være af andre Tanker. Efterat begge Riger engang var blevne forenede, blev deres Hiſtorie ogſaa paa det nærmeſte en Fælleshiſtorie, ligeſom Norges og Danmarks efter Foreningen mellem begge disſe Riger, og ligeſom det for Eftertiden vil blive vanſkeligt eller rettere umuligt at ſkrive Norges eller Sveriges Hiſtorie efter 1814, uden ogſaa tildeels at behandle Broderrigets. Statsforfatningen i Norge var desuden i Tidens Løb bleven ſaadan, at næſten alt drejede ſig om Kongens egen Perſon. Da nu denne Konge tillige var Sveriges Konge, maatte det alene til Oplysning om hans Charakter og hele Perſonlighed være nødvendigt, ogſaa at følge ham under hans Virkſomhed i Sverige, om end ikke — hvad vi dog altfor vel vide var Tilfeldet — hans Hendelſer i Sverige for en ſtor Deel betingede hans hele Fremtræden og Virken i Norge, medens det omvendte Forhold i langt ringere Grad fandt Sted. Og det nærmere Forhold, hvori baade Sverige i og Norge allerede ſiden Krigene ved det foregaaende Aarhundredes Slutning vare traadte til Danmark, har ogſaa hiſt og her gjort det nødvendigt at dvæle lidt nærmere ved de danſke Begivenheder, end det maaſkee ved førſte Øjekaft kunde ſynes nødvendigt. Forreſten indrømmer ingen villigere end jeg ſelv, at det mindre, end jeg kunde ønſke, har lykkets mig at udviſke Sporene af, at Bearbeidelſen af det her foreliggende Tidsrum af Norges Hiſtorie i næſten højere Grad end af de foregaaende har været en Fremtrængen paa aldeles ubanet Vej, etſlags Oprydden af et fuldkomment Vildniſs, hvor man kun med uſigelig Møje kunde arbeide ſig frem. Det tør vel derfor hende, at man oftere, end ønſkeligt kunde være, ſeer Spor af denne Møje og Tegn til, at Vanſkelighederne ſtundom have været nær ved at overvelde mig. Men juſt i denne Møje og Vanſkelighed tør jeg haabe at finde min bedſte Undſkyldning.

  Chriſtiania, i October 1862.

P. A. Munch.  

  1. Det er Lavpenbergs Fortjeneſte at have fremdraget og i det ovenfor nævnte Tidſkrift udgivet Slutningen af dette Chronicon, der i ſin Tid var Huitfelds fornemſte Kilde udenfor det diplomatariſke Materiale, men ſom troedes at være tabt, indtil Lappenberg fandt det. Hovedmasſen af Corners Beretning er ligefrem en Paraphraſe af Detmars, kun ſtundom med enkelte Forvanſkninger og Forrykkelſe af den rette Tidsregning. Man behøver ſaaledes her ikke at tage ſynderlig Notits af Corner, der altfor ofte har været paaberaabt ſom felvſtændig Kilde. Ved at følge Corner, der ſetter flere Begivenheder fra Midten af det 14de Aarhundrede et Aar for ſildigt, og ſaaledes ogſaa Slaget ved Kjøbenhavn (ſe nedenfor S. 247) til 1343 iſtedetfor til 1342, er Suhm kommen til at omtale dette Slag ſom to forſkjellige Begivenheder, den ene under 1342, den anden under 1343.