Wikikilden

Det norske Folks Historie/8/11

< Det norske Folks Historie | 8

Kong Haakon tilbragte den længste Tid efter sin Tilbagekomst fra den svenske Grændse paa Tunsbergshuus, hvor vi forefinde ham allerede ved Paasketider. Paa anden Paaskedag udstedte han nemlig Brevet til Sogningerne om, at de Tydske i Sverige havde opsagt Stilstanden. Vi finde ham der ligeledes i Mai og Juni. Formodentlig havde han ogsaa tilbragt Julen der, og det er endog heel sandsynligt, at han efter Faderens Død, da Tunsberg, Skienssyssel m. m. faldt tilbage til ham, gjorde Tunsberg til sin Hovedresidens og sit egentlige Hjem, hvor han helst opholdt sig, naar han ikke var paa Reiser, som paa Oplandene, i Throndhjem, Bergen, i Danmark, eller i Krigsanliggender ved den svenske Grændse Der gives nemlig flere Breve, udstedte af ham i denne Tid fra Tunsberg, end fra noget andet Sted[1]. Som et Slags Tegn paa, at Tunsberg nu blev Hovedresidens, kan det vel ogsaa ansees, at Biskopen i Oslo, for hvem det af flere Grunde maatte være af Vigtighed at kunne opholde sig i Kongens Nærhed, netop paa samme Tid lod den til Biskopsstolen hørende Gaard Teige paa Njotarø lige ved Tunsberg istandsette, og, som det lader, indrette til stadigere Beboelse. I 1377 accorderede han med en Bygmester om at indrette en ny „Sommerhall“ der – et Arbeide, som gik langvarigere fra Haanden end paaregnet, formedelst Bygmesterens Uefterrettelighed[2], og sidenefter finde vi hans Eftermand, om ikke stadigt, saa dog meget hyppigt at opholde sig paa dette smukke Sted, der endog oftere blev kaldet „Biskopsgaarden Teige“. Der findes kun et eneste Brev, udstedt derfra af nogen tidligere Biskop, nemlig af Biskop Eivind in 1293[3], et Beviis paa, at Gaarden lige til Biskop Jons Tider kan meget lidet har været beboet af Biskoperne. At Kongen fornemmelig slog sig ned her, lader sig godt forklare af den Nødvendighed, det især efter Kong Valdemars Død var for ham at kunne være saa

Til lettere Oversigt hidsettes her under eet de sikkert bekjendte Dateringer, hvoraf det erfares, hvor Kong Haakon opholdt sig siden Faderens Død. I 1375: 11te Januar, Tunsbergshuus; 28de April, sammesteds; 30te Juni, Oslo; 13de November, Tunsbergshuus; 7de December, Slagelse i Danmark. I 1376: Marts, paa Aalholms Slot i Laaland; 3die Mai, Slagelse; 7de Mai, sammesteds; 24de Mai, Bergen; 3die Juni, sammesteds; 14de og 15de Mai, Kalundborg; 2lide October, sandsynligt i Roeskilde; 1ste November, Kalundborg. I 1377: 28de Januar, Oslo; 3die Februar, Akershuus; 4de Marts, Thoten; 15de Mai, Nidaroos. I 1378: 13de April, Bergen; 29de Juli, Tunsberg; 8de til 14de November, Tuneim og Nefine i Ranarike. I 1379: 2den August, Marstrand; 26de Novbr., Holm i Dalsland. I 1380: 26de Januar, Tunsbergshuus; 28de Mai sammesteds; 10de og 11te Juni, sammesteds. nær ved Haanden som muligt for i Hast at ile til Danmark; vel vilde han have været nærmere paa Baagahuus eller i Ljodhuus, men hvad Baagahuus angaar, da var dette maaskee endnu pantsat til Stæderne, og i Ljodhuus kunde han neppe ansee sig ganske sikker for Overfald af Kong Albrechts Tilhængere. Om han i Mellemtiden mellem 26de Marts, da han sendte Udbudet til Sogningerne, og den 28de Mai, da han i Tunsberg gav Lykke Peterssøn Frihedsbrev, havde ført Krig i Sverige, oplyses ingensteds, sandsynligt er det dog ikke; Toget til Sverige foretoges vistnok, som allerede antydet, først efter Midsommerstider. Kong Haakon opholdt sig i Tunsberg endnu den 10de Juni, da han der udstedte et Landsvistbrev, som besegledes i hans Overvær, og den 11te, da han modtog de orknøiske Gislers Forsikrings-Brev om, at de til en bestemt Tid vilde vende tilbage til Tunsberg, dersom de ikke udrettede hvad de haabede. Hvis nu – hvad der ifølge det Forangaaende bliver sandsynligt – hiint Haugathing, paa hvilket den store Retterbod om Handelen m. m. blev vedtaget, holdtes i 1380, da har Kongen, som ifølge Retterbodens egne Ord da var tilstede med sit Raad, endnu opholdt sig i Tunsberg under Thingtiden, altsaa mellem 17de og 24de Juni. Men nogen sikker og bestemt Underretning har man ikke om, hvor han efter hiin 11te Juni opholdt sig eller hvad han tog sig fore, indtil hans Død, som indtraf i eller ved Oslo – sandsynligviis paa Akershuus[4] – endnu samme Sommer eller Høst, men hvis Dag vi desverre heller ikke kjende. Der haves et Brev, udstedt i Nitedal, sydligst paa Raumarike og Nabodbygd til Oslohered, den 31te Juli 1380, hvor Aaret angives som Kong Haakons 25de Regjeringsaar[5]. Dette viser, at Kong Haakon endnu maa have levet paa den Tid, thi da han døde i Oslo, vilde man ikke længe have kunnet være uvidende derom i Nitedal, hvorfra der rimeligviis dagligt gik Bud baade til og fra Byen. Endvidere seer man, at Kong Haakon maa have overlevet sin Hyldingsdag, hvormed hans 26de Regjeringsaar begyndte, hvad enten denne nu var 9de, 10de, 15de eller 16de August, (see forr. B. S. 609, 610). Thi for det første findes der to Breve, udstedte det ene paa Berg i Skrauthval i Valdres den 21de December 1380, og det andet i Sandehered paa Vestfold den 16de April 1381, der ere daterede i hans „26de Regjeringsaar“[6]; nu var han vistnok paa den Tid død, og hans Død ganske vist bekjendt paa begge Steder, men Udstederne kunde dog ikke have regnet efter hans 26de Regjeringsaar, hvis han var død, førend det begyndte; de have kun fortsat med denne Maade at betegne Aaret paa, fordi de nu engang vare vante dertil, og hans Efterfølger endnu ikke var hyldet, saaat de kunde regne Aarene fra ham. For det andet haves der et Brev fra Ullinsvang i Hardanger, dateret Tirsdag efter Seljumannamesse, altsaa 9de Juli, i Kong Haakons „sidste Aar“[7]. Dette kan ej være 1380, da Kong Haakon, som vi have seet, endnu var i Live idetmindste den 31te Juli 1380, og Udstederne dog ej kunde tale om hans „sidste Aar“, førend efterat han var død. Altsaa maa det være 1381, og Kong Haakon saaledes have overlevet sin Hyldingsdag, i August Maaned, fra hvilken hans sidste eller 26de Aar, om han havde fuldendt det, vilde have gaaet til samme Dag af August i 1381. Derimod maa han være død idetmindste nogle Dage forud for den 1ste October, da et Brev, udstedt fra Sveinarud i Øyjamark eller Ødemark (paa Marker østenfor Rakkestad) siges at være udstedt i Ugen efter Michelsdag (altsaa fra 30te September til 6te October) „i første Aar efter Kong Haakons Frafald“[8]. Altsaa havde man ved den Tid erfaret Kongens Død i Ødemark, hvorhen Efterretningen derom fra Oslo neppe i det tidligste har kunnet naa frem i mindre end fire eller fem Dage, om man end maa antage, at Iilbud derom strax afgik til Hr. Erik Ketilssøn og Hr. Knut Algøtssøn samt flere anseede Mend paa Dal, og at dette Iilbud formodentlig tog Vejen om Ødemark eller Egne ikke langt derfra. Saaledes falder da Kong Haakons Død paa en Dag mellem Midten af August og de sidste Dage af September. Nærmere kan man ikke bestemme Tiden, med mindre aldeles nye, hidtil ubekjendte, Oplysninger skulde fremkomme[9]. Hvad han foretog sig fra Tiden mellem den 11te og 24de Juni, hvor vi tabe ham af Sigte, indtil hans Død, derom vides, som sagt ikke det ringeste. Men for det Tilfelde, at han selv deeltog idet Indfald, som i dette Aar efter Stilstandens Opsigelse blev gjort i det sydvestlige Sverige, og efter al Sandsynlighed sidst i Juni eller først i Juli 1380[10], da har han altsaa paa den Tid været ved Skara, og maaskee endog heelt øster ved Vesteraas, og er i Slutningen af Juli eller de første Dage af August vendt tilbage til Norge, hvor han strax bar begivet sig til Oslo. Denne Antagelse har meget for net. Af hans Opbudsbrev til Sogningerne sees det, at han selv agtede at sette sig i Spidsen for sine Krigsfolk „syd ved Landsenden“, og der findes ingen Antydning til, at han da eller senere hen i Juni Maaned var syg eller svagelig. Tvertimod antyder de to orknøiske Gislers Forsikkringsbrev af 11te Juni, at Kongen ventede at opleve samme Aars Mortensmesse (11te November). Altsaa maa et pludseligt Sygdomstilfelde have rammet ham, hvad enten det var efter hans Hjemkomst til Oslo eller under selve Krigstoget, som maaskee derved kan være blevet afkortet før Tiden.

Dette er alt, hvad vi vide om Kong Haakons Død. At han, især siden han døde i Oslo, blev begraven ved Mariekirken der i Byen, kan vel ansees som vist, uagtet intet udtrykkeligt haves derom, og hans Testament, som han dog sikkert maa have efterladt, forlængst er tabt. At han ej blev begraven ved St. Hallvards Kirke, maa man slutte deraf, at der i Fortegnelsen over dennes Jordegods ikke nævnes et Ord om, at Kong Haakon har givet noget dertil „for Lejested“. Heller ikke vide vi, om hans Hustru, Dronning Margrete, var tilstede ved hans Dødsleje. Man kan neppe antage det, thi det er vist, at hun den 18de Mars var i Roeskilde[11], og der var saa meget at tage vare paa i Danmark, at hendes Nærværelse der nok kunde være nødvendig. Derimod erfare vi, at hun kort efter hans Død var i Norge, og formodentlig er hun da strax ved Efterretningen derom ilet derop for at foretage de nødvendige Skridt i Anledning af Sønnens forestaaende Thronbestigelse og Hylding.

Da Kong Haakon døde, var han i sin bedste Alder, ikke mere end 40 Aar gammel og kunde saaledes efter Naturens Orden have gjort Regning paa et meget længere Liv. Hans virkelige Regjeringstid var for kort, til at vi kunne gjøre os nogen bestemt Forestilling om hans Regjerings-Talenter. Men at hans Vilje var god, fremlyser noksom af alt hvad han foretog sig, og hvad han selv yttrede i sine Forordninger. At han ikke formaaede at standse sit Folk i dets stadige Synken og opfriske dets hensygnende Kraft, var ikke hans Skyld. Det fulgte deels af Tidsomstændighederne, deels deraf at Norge altfor tidligt havde naaet et Modenhedstrin, der stod i Misforhold til dets egne Kræfter, saavelsom til Datidens Vilkaar: dette efterlod en Slappelse, som det ej stod i nogen Konges Magt at forebygge, og som lod Norge, ved det Tidspunkt, hvormed vi her beskjeftige os, staa hartad som en udlevet Olding ved Siden af dets to Frændenationer, der netop nu ligesom vaagnede op til et nyt Liv. I sit Forhold til Faderen have vi seet Haakon som en kjærlig, opoffrende Søn; ligeledes have vi seet, at der herskede den bedste Forstaaelse mellem ham og hans Hustru, skjønt hun ganske vist var ham langt overlegen i Talenter og Regjeringsdygtighed. Haakons Undersaatter vidste derfor ogsaa at sette Priis paa hans Dyder og elskede ham meget. „Folk ansaa ham for en god Mand“, staar der i de faa Aar efter hans Død paa Island skrevne Flatø-Annaler, hvor hans Død omtales[12]. Og den bekjendte Forfatter Æneas Sylvius Piccolomini, der blev Pave under Navnet Pius den 2den 78 Aar efter Haakons Død, 53 Aar gammel, og som saaledes meget godt i sin Ungdom kunde have talt med Folk, der levede paa Haakons Tid, siger om ham: „han skal have været en herlig Mand, forunderligt elsket og adlydt af sine Undersaatter[13]“. Nordmendenes Sorg over hans Død maa derfor ganske vist have været meget stor.

Da vi ikke kjende Kong Haakons Testament, vide vi heller ikke, hvor store Gaver han har skjenket til Kirker og Klostre m. m., og til sine Venner og Tjenere. Man kan neppe tvivle paa, at det bar været en god Deel, men til Kirkerne idetmindste kun i rede Penge, siden der i Fortegnelsen over Oslo Domkirkes og Biskopsstols Gods, hvilke han dog maa have betænkt, ej findes opført noget af ham skjenket Jordegods. Men saadant gav heller ikke hans Fader, og det var aabenbart ikke mere Skik og Brug, at Kongerne paa den Maade bortgav Jordegods, som aldrig kunde falde tilbage under Kronen. Alt, hvad der findes om Kong Haakons Gave til nogen Kirke, er at han gav fem Mk. Bool i Tuneim (nu Tanum) i Ranarike til Tuneims Kirke, og selv dette var kun til Vederlag mod andet Jordegods, som Kirken ejede for, men som formodentlig laa længere borte og derfor ikke saa belejligt[14]. Sandsynligviis har Mariekirken faaet mest: den var nu engang Kongernes Yndlingscapell. Men Haakon efterlod ogsaa, som Faderen, en ikke ubetydelig Gjeld. Det seer endog næsten ud, som om han intet har betalt af hvad Faderen skyldte og endda dertil selv gjort ny Gjeld. Saaledes erfarer man, at ogsaa efter hans Død ej alene de foromtalte Tiende-Aargange af Krongodset i Elvesyssel, hvormed Kong Magnus stod til Rest, endnu vare ubetalte, men at Kong Haakon skyldte ligesaameget til de samme Kirker, – altsaa, da han naturligviis som eneste Arving maatte overtage Faderens hele Gjeld, ikke mindre end 6 Aargange til 23 Kirker, 5til een, og 4 til een – samt derhos een Aargang til 9Kirker i Ranarike, 2 til een sammesteds, og 3til een i Elvesyssel, hvilke samtlige intet havde til gode af hans Fader[15]. Formodentlig var heller ikke Faderens Løsesum endnu fuldstendigt betalt. Hvorledes det hang sammen med de mange Penge, som hans Foreldre havde testamenteret til VadstenaKloster, og for hvilke de havde sat Øen Ordoost i Pant, vides ikke; men saa meget er vist, at Hr. Erik Ketilssøn ved disse Tider – uvist om før eller senere, maa have haft Ordoost i Forvaring, og da han tillige sees at have staaet i nøje Forbindelse med munter„ er det ej usandsynligt, at dette kan have været paa Klostrets Vegne[16]. At Faderens Gjeld til Pavestolen i Anledning af det store Laan i 1351 endnu ikke var betalt, forstaar sig af sig selv; men nu var Schismet indtraadt, og Gjeldsbeviserne laa formodentlig i Avignon, under Modpaven Clemens’s Verge: da nu han ikke erkjendtes i Norden, kunde han heller ikke gjøre det gjeldende, og da Schismet langt om længe ophørte, kunde der ej mere være Tale om at indkræve dette gamle, præscriberede Tilgodehavende. Endvidere seer man, at de holstenske Grever betragtede sig som berettigede til 100 Mk. Sølv, hvorfor Kong Haakons Fader og han selv i 1360 havde givet Forskrivning: en Fordring, der dog ligeledes maa betragtes som præskriberet[17]. Men endelig skyldte Haakon ogsaa Penge i Landet selv, og disse Gjeldsposter var maaskee de mest trykkende. Vi kjende vistnok kun een af dem, men der kan neppe tvivles paa, at der og var flere lignende. Han skyldte nemlig Fogden paa Akershuus, Benedict Nikolassøn, en Sum Penge, der idetmindste senere med enkelte Tilleg løb op til 200 Mk. brendt, og det lader til, at han for denne Sum havde sat ham den tilliggende Syssel, nemlig den egentlige Oslo-Syssel med Skogheimshered, Myrehvarven og Hudreim, i Pant[18]. Benedict sagdes siden af Dronning Margrete at have tjent baade Kong Haakon og hans Søn Olaf huld og tro, men ved Siden deraf sørgede han ogsaa ivrigt for sin private Velferd, og benyttede hertil, som det lader, sin Indflydelse paa en ej ganske tilbørlig Maade. Han havde allerede ved sit Giftermaal med Ulfhild, en Datter af Hirdmanden Thorgaut Jonssøn, erhvervet flere Ejendomme i Oslohered m. m., og som Sysselmand havde han den bedste Anledning, den han ogsaa, ligesom de fleste andre Sysselmend, synes at have benyttet, til at tage faste Ejendomme i Betaling for Sagøre; ja, der .findes endog et Brev om, at han som Foged paa Akershuus lod en Mand saggive og holde fengslet, indtil en af hans Venner løste ham ud ved at betale en Pengesum[19]. Det er let at skjønne, at Kong Haakon selv ikke har kunnet staa i Gjeldsforhold til en Mand som Benedict uden at have maattet stille overflødig og for Creditor fordeelagtig Sikkerhed. Og Benedict var neppe den eneste, til hvem han paa denne Maade skyldte Penge. Men man kan ej undres saa meget derover: hans mange Fejder maa have kostet ham meget; han maatte overtage Faderens Forpligtelser og havde sikkert ogsaa mange Udgifter i Anledning af Sønnen, for at understøtte hans Valg i Danmark, om end disse Udgifter ingensteds ere optegnede.

  1. ↑ Dette kan ogsaa sluttes ej alene deraf, at det udtrykkeligt siges, at hun fik Halland til Morgengave, men ogsaa deraf, at vi raa lignende Maade see hende bortgive Forleninger i Nordre Halland i sit eget Navn: saaledes til Mose Svarteskaaning, som det strax nedenfor omtales; og til Abraham Broderssøn, hvem hun for November 1382 pantsatte en Deel af Kongsbakke Slot (Brev i det sv. Rigsarchiv).
  2. ↑ Brev af 16de Febr. 1377, Dipl. N. III. 409, og af 12te Juli 1378, sammesteds No. 419. Bygmesteren eller „Smeden“ Gunnar Herjulfssøn havde i 1378 ikke udført Arbeidet efter Contracten og bad derfor „paa fine Knæ“ Biskopen om Tilgivelse, som han ogsaa fik, lovende at bedre det Manglende og ikke paatage sig andet Arbeide, førend dette var ferdigt; derfor satte han sine faste Ejendele i Pant.
  3. ↑ Dipl. N. II. 44.
  4. ↑ At Kong Haakon hede i Oslo siges udtrykkeligt i de visbyske Minoriters Krønike-Optegnelser, Scr. r. Sv. I. S. 45, Scr. r. Dan. I. 260.
  5. ↑ Dipl. N. IV. 520.
  6. ↑ Dipl. N. I. 466, III. 430. Ved dette sidste Brev, som er dat. Magnusmesse, have Udgiverne af Dipl. N. meent at burde antage „Magnusmesse“ for at betegne 6te Septbr., altsaa en anden Dag end den, det i norske Breve sedvanligt kaldes saaledes, nemlig Magnus Jarls Dag, d. 16de April, saasom dette maatte blive 16de April 1381, og Kong Haakon da forlængst var død. Men hos os kjendte man neppe nogen anden Magnusmesse end den paa 16de April, og ligesaavel som man daterede efter Kong Haakons Regjeringsaar i December 1380, ligesaavel kunde man gjøre det i April 1381; man var nu engang vant til at betegne Aaret efter Kongens Regjeringsaar og havde endnu ingen nu Konge at datere efter. Ellers kaldte man, som vi ville see, dette Aar indtil 29de Juli 1381, da Sønnen blev tagen til Konge, „Aaret efter Kong Haakons Frafald“, eller „Kong Haakons Frafaldsaar“.
  7. ↑ Dipl. N. IV. 519.
  8. ↑ Dipl. N. III. 431.
  9. ↑ Man har almindeligviis antaget den 1ste Mai for Haakons Dødsdag, fordi Huitfeld siger det S. 565. Men dette er, som de ovenfor anførte Breve nok som vise, en reen Fejltagelse. Man kunde formode, at den var opstaaet ved en Misforstaaelse af den Angivelse, H. maaskee kunde have forefundet, f. Ex., at der havde staaet „Tirsdag før Korsmesse“, og at H. havde forklaret dette som Tirsdag ser 3die Mai eller Korsmesse om Vaaren, medens der meentes Tirsdag for 14de September eller Korsmesse om Hoften. Eller maaskee der har staaet „feria secunda“ (d. e. Mandag) for Korsmesse (nemlig om Høsten), og at H. som saa mange andre urigtigt har forklaret dette med„to Dage før Korsmesse“ (om Vaaren). Mandagen før Høst-Korsmesse er 10de, Tirsdagen er 11te Septbr. Denne Antagelse har visselig meget for sig, hvis man ikke ellers skulde tro, at Huitfeld har forvexlet Haakon den 5te, der døde 8de Stat, med Haakon den 6te, og maaskee overseet et „octava“ foran „Philippi et Jacobi“. Men dette er ikke saa sandsynligt som den anden Gjetning.
  10. ↑ Før 7de August maa, som vi have seet, Jønkøping være afbrendt, og dette skete samtidigt med dette Tog.
  11. ↑ Suhm, XIV. S. 81.
  12. ↑ Islandske Annaler, Udg. S. 382.
  13. ↑ Æenas Sylvius, Cosmographia Cap. 33. Hans Ord ere følgende: in hâc terrâ (Daniâ) patrum nostrorum memoriâ Valdemarus regnavit, in Sveciâ Magnus, Aquinus in Norvegiâ, quem ferunt divinum fuisse hominem, miro provincialium amore et obsequio cultum; huic conjux Margareta fuit Valdemari filiæ. Jevnfør Keyser, d. N. Kirkes Historie, II. S. 397, Æneas’s egne Ord vidne, at han har nedskrevet hvad han havde hørt af Folk, der tilhørte den foregaaende Generation.
  14. ↑ Biskop Eysteins Jordebog fol. 126. a.
  15. ↑ See ovenfor, S. 38. De Kirker, hvilke Haakon, og ikke Magnus skyldte Tiende, vare Bru, Lyse, Bragasetr, Askeim, Berufjardardal, Tossine, Botne, Kvilde, Skedjohof (alle i Ranrike) 1 Aargang hver; Roeim (ogsaa i Ranrike) 2 Aargange, og Harundarstav (i Elvesyssel) 3 Aargange; Biskop Eysteins Jordebog, fol. 3–8.
  16. ↑ See Becker: „Ældste Archivregistraturer“, I. S. 80. Her tales om, at Axel Ketilssøn (der i Aarene omkring 1366 havde Elfsborg, s. forr. B. 774, og formodentlig var en Broder af Hr.Erik) havde ved sit Brev opladt Dronning Margrete Vermeland, Agnaholm, Ordoost og Soløer og solgt hende det Gods, som Marsken (Erik) havde erhvervet i Viken, paa Ordoost, i Vermeland og paa Dal. Hans Søn Ketil blev drebt paa Ordoost lenge for hans Død, see Diar. Vadstenense, Scr. r. Sv. I. 109, og Axel har formodentlig arvet ham. At Axel i 1396 havde Besiddelser paa de Kanter, sees af Biskop Eysteins Jordebog fol. 3, der udviser, at han da skyldte Thoresby Kirke i Elvesyssel 2 Aargange Tiende. Mere herom i det følgende.
  17. ↑ Scr. r. Dan. VII. p. 347, 352, 353, jfr. forr. B. S. 653.
  18. ↑ Benedict fik nemlig i 1388, som det nedenfor nærmere skal omtales, af Dronning Margrete Eker, Modeim og Tverdalene (Sigdal og Krødshered m. m.) med Kronens Indtægter og al kongelig Ret undtagen Ubødemaal, til Lehn for sig, Hustru og Arvinger, samt Pant for de Penge, Kong Haakon var ham skyldig, en Forlening, som siden bekreftedes af Kong Erik; og da Sønnen Thorgaut Benedictssøn siden havde den samme Forlening, er det tydeligt nok, at Gjelden endog da ikke var betalt (Dipl. N. I. 511, 539). Men da det ej er tænkeligt, at Benedict indtil da ingen Sikkerhed havde haft for sin Gjeld, og da vi af et Brev-Brudstykke fra 1381 erfare, at han da var Foged paa Akershuus, hvilket Embede Agmund Bergthorssøn beklædte efter 1388, er det aabenbart, at han indtil 1388 har hast Oslo Syssel i Pantelehn og da ombyttet det med Eker, Modeim o. s. v., hvad enten han nu fandt dette fordeelagtigere, eller Dronningen udtrykkeligt ønskede det. Der staar desuden i hiint Forleningsbrev, at hans nye Syssel ogsaa skulde holde ham skadesløs „for de Penge, han endnu ikke havde oppebaaret af „Alla“ (her skal vist læses Aslóar) Syssel“.
  19. ↑ Dette erfares af et Brev fra 1401 (D. R. IV. 720), hvoraf man ogsaa seer, at han havde været Foged paa Akershuus.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/8/11&oldid=84959»