Det norske Folks Historie/8/14

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1863 (II-2, s. 148-190).

Blandt de verdslige Embedsmend paa den Tid, da Olaf Haakonssøn hyldedes som Norges Konge, var, som vi have seet, Drottseten Agmund Finnssøn nu den fornemste. Vi have allerede ovenfor oftere haft Anledning til at omtale ham, saa at nogen udførlig Fremstilling af hans tidligere Livsbane ej er nødvendig. Som Søn af Hr. Finn Agmundssøn og Brodersøn af Hr. Ivar Agmundssøn, og, saavidt man kan skjønne, Hovedarving efter dem begge, maa han allerede paa denne Maade have faaet betydelige Besiddelser, foruden hvad han fik paa anden Viis, gjennem sin Moder, Hr. Sæbjørn Helgessøns Datter, og maaskee fra fjernere Slægtninge, blandt hvilke ogsaa Gaute Haakonssøn paa Tolga og Eidsa-Folkene maa have været, siden vi finde ham i Besiddelse baade af Tolga og af Eidsa (Idsø). Af forskjellige Brevskaber og andre Slags Optegnelser fra de Tider sees det, at han foruden disse Ejendomme og sin Ætte-Odel Hestbø paa Finnø ogsaa ejede Gods i Søndhordland, navnlig ved Framnes, ligesaa i hele Ryfylke ligetil Aaen Sire, og paa Grønland, det sidste formodentlig som Arv efter Farbroderen Hr. Ivar Agmundssøn^[1]. Da han, som det tidligere er nævnt, var fød før Midten af 1321, (men dog sandsynligviis i dette Aar), var han altsaa paa den Tid, da han nu overtog Regjeringen som Drottsete, allerede en Mand paa sine 60 Aar. Desuagtet kan det ej have været saa lang Tid forud, at han var kommen i Egteskab med den føromtalte Katharina, Datter af Hr. Knut Algøtssøn og Fru Mæreta Ulfsdatter; thi da dennes Børn med Hr. Knut neppe vare fødte før 1350, kunde Katharina, der vist ikke engang var den eldste af dem, ej have været voxen eller gifteferdig førend henved 1370, da Hr. Agmund idetmindste var 50 Aar gammel^[2]. Man skulde fristes til at antage, at han havde været tidligere gift, førend han egtede Katharina, dog er der ikke den fjerneste Antydning dertil, og tvertimod er det af andre Omstændigheder sandsynligt, at han idetmindste ikke var gift i 1351–54^[3]</ref>. Hans Bryllup med Katharina skete i Kong Haakons Dage, det er alt, hvad man veed om Tiden, og Kongen skjenkede dem begge tilsammen i Brudegave 300 Mkr. brendt, hvorhos ogsaa Katharina selv bragte ham en Medgift af 100 Mkr. brendt^[4]. Som Fru Mæretas Datter var Katharina ej alene Medlem af den Ætt, der paa denne Tid vistnok ansaaes for den ypperste og berømmeligste i hele Sverige, St. Birgitta’s, men hun var tillige kommen i den nærmeste Berørelse med Dronning Margrete, havde vel, om endog noget yngre end hende, dog vist ligesaavel som Systeren Ingegerd været hendes Barndomsveninde, og stod fremdeles, lige til sin Død, højt i hendes Gunst^[5]. Den Slutning ligger derfor nær, at hendes Forbindelse med Hr. Agmund Finnssøn fornemmelig var Dronningens Verk – vi ville see, hvorledes hun senere netop søgte at bringe saadanne Forbindelser mellem fornemme Mend og Kvinder fra sine forskjellige Riger istand – og at dette Giftermaal saaledes mere var en politisk Operation fra Dronningens Side, end noget Verk af Kjærlighed mellem den mere end femtiaarige norske Herre og den sytten- eller atten-aarige svenske Jomfru. Deres Egteskab blev ogsaa barnløst. I Aaret 1385 har de begge saa overbeviiste om, at de ingen Børn ville saa, at de gjorde en gjensidig Overeenskomst, hvorved Hr. Agmund skjenkede Fru Katharina Gaardene Eidsa og Tolga, hvorimod hun for sig og sine Arvinger opgav den Fordring paa sin Medgift, 100 Mk. brendt, der ellers vilde tilkomme hende, siden der ej var Børn^[6]. Men denne Omstendighed, at Hr. Agmund var gift med Katharina, og at dette Parti sandsynligviis var Dronningens Verk, viser ogsaa, at han selv maa have staaet i den nærmeste Forbindelse med Dronningen og sandsynligviis meget højt i hendes Gunst, – hvoraf man da igjen maa slutte, at hans Udvelgelse til Drottsete og Rigsforstander saa langt fra har været hende ubehagelig, at hun meget mere selv har virket for den og anseet ham som en af sine og sin unge Søns fornemste Støtter i Norge. Hr. Agmund synes, som vi i det følgende ville see, med Iver at have røktet sine Forretninger som Rigsstyrer, reist om i Landet, holdt Raadsmøder, o. s. v. Ved Siden af Rigsforstanderskabet beholdt han, som det synes, ligefuldt sin Syssel i Ryfylke, ja det er vel endog et stort Spørsmaal, om han ikke fremdeles tillige var Hirdstjore i hele den vestlige Deel af Landet. Saavidt man kan see, nød han overalt stor Agtelse og førte sig op med megen Verdighed. Da han i Aaret 1384 tænkte paa at foretage en Reise – formodentlig en Gesandtskabsreise – til England (hvorom nærmere nedenfor) fik han fra Kong Richard den 2den et Lejdebrev, hvori han kaldtes „Baron af det norske Rige“ (baro regni Norvegiæ), og som lød paa ham selv med fyrretyve Riddere, Heste, og alt Tilbehør, for et heelt Aar^[7]. Naar han her kaldtes „Baron“, var dette kun en Antydning, deels af hans store Anseelse og høje Rang, der egentlig satte ham over Ridderne, deels af hans Stilling som Medlem af Rigets Raad. Det er altsaa let at skjønne, hvor højt agtet og anseet han maa have været.

Ved Siden af Hr. Agmund Finnssøn maa Hafthorssønnerne fremdeles nævnes som de ypperste Mend i Norge. Egentlig stod de endog over ham i et vist Henseende paa Grund af sit Slegtskab med Kongehuset, og derfor see vi ogsaa Sigurd udtrykkeligt nævnt som Kongens Frænde strax efter Drottseten i den paa selve Hyldingsdagen udstedte Bekræftelse af Jemtelendingernes Rettigheder, uden at nogen af de øvrige Stormend nevnes. Ligeledes nevnes han umiddelbart efter Drottseten, og foran de øvrige Raadsherrer, i flere af de andre Forordninger og Bestemmelser, som vedtoges paa de i de nærmest paafølgende Aar afholdte Raadsmøder. Derimod nevnes ved disse samme Lejligheder aldrig Hr. Jon Hafthorssøn, men kun Sønnen, Haakon Jonssøn, uagtet Jon visselig endnu var i Live; deraf maa man slutte, at han nu var saa gammel og svag, at han aldeles havde draget sig tilbage fra det offentlige Liv og holdt sig stille paa sine Ejendomme i Borgesyssel, det være rig nu Borgagerde ved Sarpsborg, eller Huseby i Odensø. Vist er det, at han, uagtet han endnu levede i 1388^[8], aldrig mere omtales ved nogen offentlig Forhandling. Hr. Sigurd Hafthorssøn synes fremdeles at have beholdt Syslen paa Raumarike, eller maaskee Hirdstjore-Verdigheden paa Oplandene, skjønt hans største og vigtigste Besiddelser, Bjarkø og Giske-Godset, laa i det Nordenfjeldske. Det er ej usandsynligt, at han omtrent ved de Tider, hvormed vi her beskjeftige os, ligeledes tænkte paa at drage sig tilbage fra det offentlige Liv og oplade de fleste af sine Ejendomme til sine Børn, Haakon og Agnes, der omtrent ved disse Tider maa være blevne gifte, Haakon med Sigrid, en Datter af Erlend Philipssøn paa Losna, og Agnes med den oftere omtalte vermelandske eller dalske Godsbesidder Jon Martinssøn, der allerede var optagen i Kongens Raad. Naar Haakon blev gift, vides ej med Vished; saa meget er kun bekjendt, at han endnu i 1378 ansaaes som umyndig, da Faderen paa hans Vegne, uden hans udtrykkelige Samtykke, bortskjenkede noget Jordegods^[9]; men at han var gift ved Juletider 1388, og at hans første Barn ikke blev født førend i 1390^[10]. Heraf skulde man slutte, at hans Giftermaal ej fandt Sted førend henimod 1388. Agnes derimod var gift allerede i 1382, thi fra den Tid see vi hendes Mand Jon Martinssøn have sit stadige Tilhold i Norge og fornemmelig paa Sudreim, Svigerfaderens Ættegaard, der fremdeles blev i hans og hans Efterkommeres Besiddelse^[11]. Heraf maa man altsaa slutte, at den gamle Hr. Sigurd allerede nu oplod ham Sudreim med tilliggende Gods, forbeholdende sin Søn Haakon de store nordenfjeldske Besiddelser, eller Arnmødlingestammens Ættegods. Hvor han og hans Hustru Fru Ingeborg Erlingsdatter, der ogsaa fremdeles synes at have været i Live, tog sit Ophold for sine sidste Dage, vides ikke; formodentlig var det dog vel enten paa Sudreim eller i Oslo. Imidlertid var dog Sigurd endnu saa rørig, at han i 1382 kunde deeltage i et Raadsmøde i Bergen, og 1383 i et lignende i Tunsberg; idet følgende Aar, 1384, nævnes han derimod ej blandt de da i Bergen forsamlede Raadsherrer, og saaledes har han vel ved denne Tid draget sig tilbage. Heller ikke hører man mere til ham i offentlige Forhandlinger fra denne Tid. Hans Dødsaar er ej bekjendt, og man veed kun, at han, ligesaavelsom Broderen, endnu levede i 1388.

Det er allerede forhen omtalt, at Hr. Jon Hafthorssøn havde Sønnerne Ulf og Haakon, af hvilke Ulf var den eldste, mange Aar eldre end Haakon, saaat det endog heraf bliver rimeligt, at han ej, som vi forhen antog, var fød i hans Egteskab med Birgitte Knutsdatter, men i et tidligere, hvorom der ingen Efterretninger ere os levnede. Men at Ulf og Haakon vare Halvbrødre, bestyrkes end mere, og bliver endog til fuldkommen Vished af den Omstændighed, at da der efter Kong Olafs Død et Øjeblik var Tale om, hvo der var nærmest arveberettiget til Tronen, blev der alene Spørsmaal om Haakons, ikke om Ulfs Arveret, uagtet dog Ulf baade var eldre og personligt tilstede ved Forhandlingerne. Denne Omstændighed, saavelsom at der da ej engang var Tale om Hafthorssønnerne selv, viser ogsaa med Bestemthed, hvad vi tidligere kun have vovet svagt at antyde, at Hr. Jon Hafthorssøns anden Hustru, Fru Birgitta Knutsdatter, der i 1350 var Medarving med Hertug Knut Porses Sønner til Hamarø Gods i Nordre-Halland, hverken var mere eller mindre end Datter af Knut Porse og Hertuginde Ingeborg, og saaledes Halvsyster til Kong Magnus, hvorved saaledes Kong Haakon og Haakon Jonssøn blev Syskendebørn^[12]. Ulf Jonssøn, uagtet eldre end Haakon, overlevede ham dog i mange Aar, som vi i det følgende ville see. Haakon Jonssøn synes at have været en meget brugbar og dygtig Embedsmand, som anvendtes i forskjellige Erender. Vi have seet ham som Sysselmand i Robygdelaget, som kongelig Ombudsmand paa Orknø; for Tiden synes han at have været Sysselmand eller kongelig Ombudsmand i Bergen, idetmindste beklædte han dette Embede i 1389, som det i det følgende vil omtales^[13]. At han maa have været en meget riig Mand sees deraf, at han kunde forstrekke Henrik Jarl paa Orknø med et saa stort Laan, som det af os ovenfor omtalte, og man skulde næsten formode, at hans Bestræbelser mere gik ud paa at samle sig en stor Formue, end at skaffe sig politisk Anseelse eller høj Rang, thi uagtet sit nøje Frændskab med Kongehuset blev han ej engang udnævnt til Ridder, hvad der vel ikke havde været ham saa vanskeligt, om han havde lagt an derpaa, og vi ville see, hvorledes han heller ikke tragtede efter Kongeverdigheden, uagtet han maaskee kunde havde haft nogen Adkomst dertil. Derimod havde han Skibe i Søen; et stort Skib, som han ejede, og som foer paa Island, under Befaling af en Gudbrand fra Audunsgaarden i Bergen og en Brand Thordssøn, havde ikke mindre end 90 Mand ombord, da det strandede paa Islands Østkyst i 1383 eller 1384^[14]. Saaledes maa man vel antage, at Haakon levede sin meste Tid i Bergen, beskjeftiget med sine Embedssysler og sine Handelsspeculationer, og at han kun af og til efter Opfordring indfandt sig ved Raadsmøderne, hvorfra han som et af Raadets fornemste Medlemmer ej vel kunde udeblive. Haakon var gift med en Nærpaarørende af Hr. Sigurd Hafthorssøn, der endog, som det synes, i sin Tid stod under dennes Formynderskab. Der opstod nemlig siden en Tvist mellem Haakon og Hr. Sigurd om noget Gods, denne havde kjøbt af Arvingerne efter Fru Ingeborg Petersdatter paa Huusstad, og Haakon paastod sidenefter, at Hr. Sigurd ligesaavel havde givet hans Hustrues Penge derfor som sine egne, hvortil Sigurd svarede undvigende, „at han ikke kunde kives med sin Frænde om den Sag, og at de helst burde skifte mellem sig, som de bedst kunde“^[15]. Af denne Aarsag bliver det højst sandsynligt, at Haakons Hustru ikke var nogen anden end Margrete, Datter af Eiliv Eilivssøn paa Naustdal og Gyrid Erlingsdatter, der begge omkom paa Søen i 1358, hvorved Margrete som foreldreløst Barn maatte komme under Sigurds Vergemaal^[16]. Thi i det følgende ville vi see, at det samme Gods netop dannede et Tvistens Edle mellem Haakon Sigurdssøn og Margrete Eilivsdatters Mand i et senere Egteskab^[17]. Børn synes Haakon ikke at have haft. Hans Broder Ulf Jonssøn var, som der siges, gift med en svensk Hustru og havde betydelige Ejendomme i Sverige, men kunde dog vel neppe opholde sig i Nærike, hvor hans Hovedgods Eervalla var beliggende, saa længe Kong Albrecht var ved Roret. Han har derfor rimeligviis tilbragt den meste Tid paa sine Ejendomme i Vermeland, især da han og havde Besiddelser paa Soløer. Jon Hafthorssøn havde ogsaa en Datter, Cecilie, sandsynligviis født i hans Egteskab med Birgitte Knutsdatter. Denne Cecilia var gift med den oftere omtalte halv svenske, halv norske Ridder Ulf Holmgeirssøn, Medlem af det norske Rigsraad, men hjemmehørende i Vermeland, hvor han endog synes at have haft Part i Borgen Agnaholm tilligemed Marsken Hr. Erik Ketilssøn, saasom han i 1386 med sin Hustru Cecilias Samtykke gjorde „lovligt Skifte“ med Hr. Erik, idet han overlod denne hele sin Deel af Lille-Aaroos i Agna- eller Amna-Hered imod Halvdelen af Store i Berge Sogn i Soløer, og dertil i Liqvidation for Gjeld afstod ham sin Deel af den Holm, paa hvilken Slottet Agna- eller Amnaholm og Forborgen stod^[18]. Hr. Ulf flyttede maaskee nu ganske til Norge, hvor han blev begraven ved Idde Kirke, medens hans Hustru, der ej døde førend i 1411, blev begraven ved Vadstena^[19].

Af pavelige Brevskaber erfares, at Hafthorssønnerne vare den barnløse Hr. Agmund Finnssøns nærmeste Arvinger. Hvorledes dette Forhold var beskaffent, findes ingensteds nøjagtigt oplyst: men det maa formodentlig have bestaaet deri, at Hr. Vidkunn, Erling Drottsetes Fader, og Agmund den eldre paa Hestbø, Hr. Finns og Hr. Ivars Fader, vare nær beslegtede eller besvogrede. I Bullen, der 1291 gav Hr. Vidkunn Erlingssøn og Gyrid Andresdatter Tilladelse til at egte hinanden, skjønt beslegtede i fjerde Grad, heder det, at Gyrid hørte under Stavangers Diøcese, altsaa ligger det nærmest at antage, at hun og den eldre Hr. Agmund paa Hestbø have været Paarørende. Men paa denne Maade dannede nu Drottseten Hr. Agmund Finnssøn, begge Hafthorssønnerne, og deres Sønner og Svigersønner en overhaands megtig Familiekreds, der ved sit Frændskab med Kongehuset, sine uhyre Besiddelser, og sine høje Embedsstillinger, maatte være istand til, naar den holdt sammen, at overfløje alle andre Ætter i Landet, og selv at holde Kongemagten Stangen. Derfor var det vistnok meget klogt betænkt af Margrete, (thi man kan ej tvivle om, at det var hendes Verk), at faa den megtige Hr. Agmund knyttet til den med hende saa nøje forbundne Algøtsfamilie ved hiint Giftermaal mellem Hr. Agmund og Katharina Knutsdatter.

Til denne Kreds knyttedes nu ogsaa andre mere eller mindre mægtige Mend og Ætter ved Svogerskab. Vi have allerede omtalt, hvorledes den vermelandske Jon Martinssøn blev Hr. Sigurds Svigersøn og Arving til de fleste af hans østlandske Besiddelser. Otte Rømer, Fehirden og Hirdstjoren i Throndhjem, var, som det allerede er nævnt, efter al Sandsynlighed gift med Gerthrud, en Datter af Hr. Erling Vidkunnssøn og fik med hende det store Stovreims-Gods. Til den store Frændeskabs- og Svogerskabs-Kreds, der nærmest grupperede sig om Fru Mæreta, St. Birgittas Datter, hørte, ved sit Giftermaal med Mæretas Datter af første Egteskab, Ingegerd, ogsaa Gaute Erikssøn, som vi allerede oftere have omtalt, og da Ingegerd var død, formodentlig omkring 1380, traadte han igjen ved sit Giftermaal med Margrete Ottesdatter Rømer ind i hiin anden megtige og omfattende Familie-Forbindelse. Gaute Erikssøn var i denne Tid, formodentlig ved eller strax efter Hyldingen, bleven forfremmet til den vigtige Post at være Fehirde paa Tunsbergshuus, i hvilken Stilling vi finde ham allerede i October 1381. Hermed var ogsaa Sysselen over Vestfolden sandsynligviis forbunden. Siden, i 1386, fik han Skiens Syssel efter Bjørn Thorleifssøn paa Bjørnthveit og efterfulgtes paa Tunsbergshuus af Jon Reidarssøn Darre^[20]. Gaute Erikssøns egentlige Ætte-Besiddelser laa, som det allerede er omtalt, i Gulathingslagen^[21], skjønt han tilbragte sin meste Tid paa Østlandet og tillige erhvervede store Ejendomme der. Hans Syster, Gyrid, var gift med Gunnar Kane^[22], der ogsaa senere optræder som Raadsmedlem, og havde med ham tre Børn, Thoralde, Nikolas og Sigrid, der i det følgende ville blive omtalte.

En af de mest anseede Ættehøvdinger paa denne Tid, og id en nøjeste Forbindelse med den Giske-Hestbøske Familiekreds, var Erlend Philipssøn til Losna i Sogn, hvis Herkomst vi allerede i det foregaaende have omtalt^[23]. Det er her viist, at Erlend var en Søn af Philip Erlendssøn i dennes andet Egteskab. Muligt, at Philips anden Hustru og Erlends Moder, hvis Navn ej kjendes, hørte til Slinde-Ætten, og at Erlend gjennem hende kom til at arve Slinde-Godset i Sogn; muligt ogsaa, at Erlend selv var gift med Arvingen til Slinde, thi vi finde dette Gods, endnu medens han levede, i hans Svigersøns Besiddelse, og da der ej findes mindste Spor til, at Sigurd Hafthorssøn ejede det – som overhoved Giskemendene indtil Haakon Sigurdssøn ejede lidet eller intet i Sogn – bliver der overvejende Sandsynlighed for, at det tilhørte Erlend, og at han gav det i Medgift med sin Datter. Vi finde Erlend Philipssøn allerførst nævnt ved Underhandlingerne i 1369, derpaa den 14de Mai 1370, da han i Bergen med Haakon Jonssøn, Thorgaut Jonssøn, Holte Gunnarssøn, Lagmanden Gunnar Hjarandessøn og Gunnar Alfssøn, efter Kong Haakons Befaling, dømte i Arvesagen mellem Haakon Stumpe og Hustru Margrete Villjamsdatter i Skaften^[24]. Heraf seer man, at han allerede da var Hirdmand, da dette var en Hirdsag, og de øvrige Meddommere ligeledes hørte til de haandgangne Mends Tal. Siden finde vi ham som Fehirde i Bergen, ligefra 1375 til 1389^[25], og samtidigt dermed, idetmindste i 1386, som Sysselmand i Nordfjord, hvor han ejede Gemlastad i Gloppen^[26]. Hans Besiddelser maa have været overordentlig store. Saaledes erfare vi, at han til Erkestolen i Nidaroos skjenkede hele Gemlastad, ikke mindre end 20 Maanedmaters Bool^[27]. Foruden Ættegodset Losna havde han andre Ejendomme i Sogn og formodentlig paa Hørdeland^[28]. Derhos maa han have haft Besiddelser i Ryfylke og have staaet i Forbindelse med Tolge- og Hestbø-Ætterne, siden han optraadte som Verge for en Gunnar Anundssøn og dennes Syster Holmfrid, da den sidste i Juni 1366 paa selve Gaarden Tolga i Ryfylke holdt Bryllup med en vis Ingemund, Søn af Uthyrme paa Dal i Rennesø^[29]. Ved denne Lejlighed lod Erlend den betydelige Arv, som var tilfaldt begge hine Syskende – den beløb sig til ikke mindre end $\scriptstyle 367{\frac {1}{2}}$ forngilde Mkr. – skifte imellem dem ved sex Mend, og Ingemund maatte stille Erlend Borgen paa Drengen Gunnars Vegne for at denne ikke skulde lide noget Tab, ved at Systeren Holmfrid nu overtog Vergemaalet for ham^[30]. Erlend vilde vel neppe have optraadt paa denne Maade, hvis han ikke selv havde været beslegtet med dem, og maaskee endog haft Ejendomme paa den Kant. Man seer ogsaa, at da Gaute Haakonssøn paa Tolga var død^[31], optraadte baade Ingemund paa sin Hustrues Vegne (hendes Broder omtales ikke og maa vel imidlertid være død) og Erlend med Fordringer paa Arv efter ham, den sidste dog rigtignok ikke i sit eget, men i sin Frende Thorgeir Thorsteinssøns Navn. Erlend stevnede Sagen ind for Lagmanden, som tildømte ham Halvdelen af det omtvistede Gods, og Kong Haakon stadfestede Dommen med Raadets Samtykke; imidlertid maa man antage, at Ingemund, der allerede havde sat sig i Besiddelse af Godset, fremdeles søgte Udflugter, thi om Sommeren 1373, da mange Raadsherrer vare forsamlede i Bergen, og Kong Magnus ligeledes var tilstede, fandt denne, der førte etslags Regjering i Sønnens Navn, det nødvendigt at overdrage Erkebiskop Thrond, Hr. Agmund Finnssøn og Haakon Jonssøn det Hverv med de andre gode Mend, som de selv vilde nævne i Dom med sig, at afgjøre Trætten. Disse valgte Thorstein Hallgrimssøn, Provst ved Apostelkirken, Hr. Narve Ingevaldssøn, Otte Rømer, Viljam Erikssøn, (formodentlig en Søn af Erik Viljamssøn til Torge), Gunnar Lagmand og Jon Darre, saa at Dommen i alt bestod af ni Medlemmer, der samledes i Sommerhallen hos Chorsbrødrene ved Christkirken. Dommen lød saaledes, at Lagmandsdommen og det ovennævnte kongelige Stadfestelsesbrev skulde gjelde, indtil Kong Haakon selv med sit Raad nærmere overvejede Sagen og maaskee fandt andet rettere efter Loven, eller særskilt udnævnte Mend til at granske den; hvis Erlend, som Ingemund paastod, desuden sad inde med Odelsjorder, som tilhørte Holmfrid, skulde Ingemund søge dem efter Loven, saaledes som foreskrevet var om Odelsbrigde, og ligeledes skulde Erlend søge Ingemund efter Loven for de særlige Fordringer, han maatte have paa ham^[32]. Uagtet denne Dom egentlig ikke var endelig, synes dog Sagen dermed at være afgjort, da man ej hører mere til den. Erlend blev saaledes formodentlig i Besiddelse af ikke ubetydelige Ejendomme i Ryfylke. I 1383 erhvervede Erlend ogsaa Pant i faste Ejendomme paa Vors, idet Greip Ivarssøn, den sidste Ætling af den berømmelige Ænes-Ætt, og som maaskee allerede da var udnævnt til Sysselmand paa Færøerne, i hvilket Embede vi kort efter finde ham, gav ham Gaardene Geirastad og Rykken til brugeligt Pant i tre Aar for den Skibsfragt, han var bleven ham skyldig, nemlig 20 Hundreder Vaadmaal^[33].

Da Greip fremdeles var i Pengemangel og tilsidst endog maatte pantsette sin Odelsgaard Hatteberg til Gaute Erikssøn, er det heel sandsynligt, at Erlend omsider er bleven Ejer af hine Gaarde^[34], ligesom Gaute blev Ejer af Hatteberg. Vi see saaledes, at han forstod at værne om sig, naar dette gjaldt, og benyttede de Lejligheder, der tilbød sig, til at udvide sine Besiddelser. Men ellers havde han et godt Lov. Han var, heder det i de islandske Annaler, blandt alle Norges Bønder en af de merkeligste for flere Omstændigheders Skyld, især den, at han aldrig vilde blive Ridder, uagtet Kongerne selv tilbød ham det, ligesom han ogsaa troede Islendingerne bedre end andre norske Mend og havde dem somoftest i sin Tjeneste^[35]. Denne hans Forkjærlighed for Islendingerne bidrog vel meget til, at den islandske Annalist priser ham saa højt, men saameget er vist, at det forholder sig ganske rigtigt med den Angivelse, at han aldrig vilde blive Ridder, thi han døde som slet og ret Hirdmand uden Herretitel, efterat hans Søn, Eindride, forlengst havde opnaaet Ridderverdigheden. Men merkeligt er det, at han, hvor han efter denne Tid var i Dom eller Møde sammen med sin Søn, dog trods dennes Ridderverdighed nævnes førend ham, formodentlig i Betragtning af hans faderlige Verdighed^[36]. Erlends Datter Sigrid egtede, som det allerede forhen er nævnt, Haakon, Sigurd Hafthorssøns Søn, og bragte ham sandsynligviis Slinde i Medgift, hvor Parret endog synes at have boet, indtil Hr. Sigurd var død, og de kunde tiltræde Giske; men Tiden, naar dette Bryllup stod, er, som sagt, ikke bekjendt. Men saaledes var ogsaa denne anseede og megtige Losna-Ætt dragen ind i Giske-Ættens Interesser.

En anseet Godsbesidder i Gulathingslagen, der ligeledes stod i Forbindelse med Giske-Ætten og sandsynligviis endog var beslegtet med den, uden at man kan paapege hvorledes, var Erling Einarssøn, ogsaa kaldet Erling i Hildegaarden, fordi han ejede den saakaldte Hildegaard i Bergen. Denne Gaard havde sit Navn af en fornem Frue ved Navn Hild, der levede i anden Halvdeel af det foregaaende Aarhundrede og var gift med en Aamunde, hvis Søn med hende var Erling Aamundessøn, ogsaa kaldet Erling i Hildegaarden eller Erling Hildessøn, hvilken vi i det Foregaaende oftere have haft Anledning til at nævne som en af de fornemste og i de offentlige Anliggender mest indgribende Baroner under Kongerne Erik Magnussøn og Haakon Magnussøn^[37]. Erling den Yngres Fader, Eindride, der nævnes blandt de mest anseede Hirdmend i Bergen mellem Aarene 1322 og 1330, ligeledes med Tillegget „i Hildegaarden“, var sandsynligviis en Søn af Hr. Erling Aamundessøn, og opkaldt efter ham. Ættens Besiddelser vare mange og synes fordetmeste at have ligget i Sogn, tildeels ogsaa i Hardanger^[38], ja endog i Ryfylke, hvor Einar i Aaret 1360 eller 1361 solgte ikke mindre end 20 Mmbool i Kirkebøen i Høyland i Gands Sogn^[39]. Erling ejede foruden Hildegaarden ogsaa den saakaldte Arnegaard paa Stranden i Bergen, hvilken han i 1369 solgte til den samme Mand, der tidligere havde afkjøbt ham Høyland i Ryfylke^[40]. I 1378 overlod Hr. Sigurd Hafthorssøn ham ved sit Brev fra Bergen den 9de Juni, paa sine, sin Søn Haakons og sin Datter Agnes’s Vegne, som det heed, nogle Gaarde i Aurnes i Sogn, hvoriblandt Kinsedal og Kroken^[41], men Aarsagen hertil angives ikke; formodentlig har der været et Slegtskabsforhold, som nu ikke kjendes, siden Haakon Sigurdssøn og Fru Margrete Eilivsdatter siden tvistede om Gods efter ham^[42]. Det samme Gods, og meget mere til, hvoriblandt ogsaa i Syndfjord, gav han sin Datter Ingeborg i Medgift, da hun i 1380 blev gift^[43], formodentlig med en vis Gudbrand, der senere optræder som en Hr. Gudbrand (Erlingssøn?), uden at man dog kjender nærmere til ham^[44], eller maaskee og med Nikolas Galle, om hvilken nedenfor. I 1380, og maaskee tidligere, var Erling Einarssøn Sysselmand i Sogn, et Tegn paa, at hans fleste og vigtigste Ejendomme laa her^[45]. Ellers omtales han ikke ved de Raadsmøder, som i de første Aar af Kong Olafs Regjeringstid holdtes i Bergen, faa at man skulde formode, at han enten allerede var død før 1382, eller at han ej var Medlem af Rigsraadet, hvortil han dog ifølge sin Embedsstilling og øvrige Anseelse synes at maatte have været selvskreven.

Om Otte Svaalessøn Rømer er der forhen talt. Han beklædte fremdeles sin anseelige Embedsstilling som Hirdstjore og Fehirde i Throndhjem, og, ligesom Faderen, forbandt han dermed ogsaa Syslen paa nordre Haalogaland, der saaledes sees at have ligget til denne Hirdstjore som et Tilbehør^[46]. Med denne Syssel var vistnok ogsaa fremdeles den indbringende Handelsret med Finnerne og Skatte-Opkrevningen iblandt dem forbunden. Besynderligt er det, at han, uagtet han saa lenge havde bekledt et saa højt Embede, og derhos var Raadsherre, samt havde staaet saa højt i Kong Magnus’s og Kong Haakons Gunst, dog ikke opnaaede Ridderverdigheden under dem, og ikke engang under Kong Olaf, men først ved Aarhundredets Slutning, da han maa have været en gammel og udlevet Mand. Man skulde derfor næsten tro, at han ikke har staaet sig godt med Dronning Margrete. Og dog er der heller ingen bestemte Tegn hertil. Hans Hustru Gerthrud var, som det oftere er omtalt, sandsynligviis en Datter af Hr. Erling Vidkunnssøn og bragte ham i Medgift Stovreims-Godset, hvormed han selv forenede det store Gods i Firdafylke, som havde tilhørt Audun Hugleikssøn, og som Kongerne Magnus og Haakon havde skjenket ham. Med Gerthrud havde han den føromtalte Datter Margrete, der, formodentlig omkring 1380, blev gift med Gaute Erikssøn, og desforuden Sønnen Svaale, der allerede i 1388 var Hirdmand og Medlem af Rigsraadet^[47]; samt endvidere Døttrene Elsebe og Sigrid. Elsebe blev gift med Jakob (ogsaa kaldet Jappe) Fastulfssøn, en af de svenske Herrer, der holdt 179 til den gamle Konge-Ætt og derved kom til at betragtes som norske Undersaatter, saa at han i Aaret 1388 forekommer som Medlem af Norges Raad^[48]. Det er højst sandsynligt, at denne Jakob Fastulfssøn har været en Frænde, maaskee endog en Broderssøn, af den oftere omtalte Hr. Narve Ingevaldssøn, der ligeledes var halv svensk, halv norsk. Fra Jakob Fastulfssøn og Elsebe Rømer stammede i de senere Led flere af Norges ypperste og megtigste Mend og Kvinder.

Af den allerede i det foregaaende omtalte Ætt Bolt, der frembragte faa mange anseede Mend vaade i dette og i det følgende Aarhundrede, var paa denne Tid især Alf Haraldssøn og Agmund Bergthorssøn de mest fremragende. Alf Haraldssøn finde vi først omtalt i Aaret 1369, da han allerede som Medlem af Raadet deeltog i Mødet paa Akershuus den 19de Mai om at sende Gesandter til Tydskland for at underhandle med Stæderne^[49]. Siden deeltog han med flere andre Herrer i Opstanden mod Kong Albrecht om Vaaren 137l og var en af dem, som sluttede Stilstanden i Eedsviken den 15de April 1371^[50]. Derefter forekommer han hyppigt, baade i Statsakter og private Brevskaber, lige til 1412, da han døde; og der er faa vigtige Stats-Forhandlinger, hvori han ej sees at have deeltaget. Hvad der gav Anledning til, at han i 1371 gjorde fælles Sag med de svenske Insurgenter, vides ikke, med mindre man maa antage, at han har haft Besiddelser i Sverige, thi alene af Hengivenhed for Kong Magnus og Kong Haakon kan det neppe have været, da saa mange andre Nordmend, der ej vare dem mindre hengivne, dog ikke befattede sig dermed. Som Medlem af Bolte-Ætten, idetmindste den søndenfjeldske Green, havde Alf Haraldssøn Odel i den store Gaard Thumn, af hvis søndre Deel han ejede det Halve, medens den anden Halvdeel tilhørte Jon Thorgilssøn, der ogsaa synes at have været af samme Ætt, (see nedenfor), og Agmund Bergthorssøn erhvervede lig den nordre, der for en Tid var kommen til Ætten Stumpe^[51]. Men desforuden ejede han meget andet Jordegods i Viken, paa Follo og i Borgesyssel, navnlig Thorshov i Aabygge Skibrede og Leikang (Lekum) i Eidsberg^[52], og der er saaledes ogsaa megen Sandsynlighed for, at han kan have erhvervet Gods hiinsides den svenske Grændse, paa Dal eller i Vermeland, hvorved han fik Anledning til at optrede som svensk Herremand. Sandsynligviis stod han ogsaa allerede da i nøje Forbindelse med Jon Martinssøn paa Dal, der kort efter blev Hr. Sigurd Hafthorssøns Svigersøn, og da Jon deeltog i Toget til Eedsviken, er det at formode, at det især er han, der havde overtalt Alf til at følge med. Denne Forbindelse knyttedes siden endnu fastere, da Alf egtede Katharina, en Datter af Jon Martinssøn i hans Egteskab med Agnes Sigurdsdatter, trods den store Aldersforskjel, der maa have været imellem dem, da nemlig Jon og Alf synes at have været jevnaldrende, medens Katharina ikke kan være fød stort tidligere end 1382, tretten Aar senere end Alfs første Optreden som Medlem af Raadet^[53]. Antages Alf saaledes i 1369 mindst at have være 30 Aar gammel, var han ikke mindre end 44 Aar eldre end sin Hustru, og ved Giftermaalet, der neppe kan have fundet Sted, førend hun idetmindste var 16 Aar gammel, var han saaledes henved de 60. Ogsaa med .sin Hustru fik han store Ejendomme, som vi i det Følgende ville see. Det skulde ellers synes rimeligt, at han ogsaa tidligere havde været gift, men herom mangler imidlertid enhver Oplysning. Forresten sees det af hvad vi her have anført, at han ej kan være bleven gift med Katharina Jonsdatter førend henimod Aar 1400, og saaledes bestod der i den Tid, vi nærmest have for os, intet Svogerskab mellem ham og Jon Martinssøn. En Mand i saa anseelige Forbindelser, og med saa store Besiddelser som han, maa sikkert have været Sysselmand, men der findes ingensteds angivet, hvor han havde Syslen^[54].

Om Agmund Bergthorssøn Bolts nærmere Familieforhold er der allerede i det Foregaaende handlet^[55]. Som Medlem af Raadet nævnes han allerførst i 1381, men siden hyppigere, og der er overhoved faa Stormend paa hans Tid, hvis Navn saa hyppigt forekommer i offentlige Forhandlinger, som hans. Hans Embedsstilling indtil 1388 synes at have været Kongens Ombud i Borgesyssel, eller idetmindste endeel deraf; der staar nemlig udtrykkeligt i et Kongebrev fra 1387, at Agmund Bolt havde Kongens Aleje-Maal i Syslen^[56]. Strax efter blev han Foged paa Akershuus efter Benedict Nikolassøn^[57] og fik derved ogsaa Oslo-Syssel under sin Bestyrelse; dog seer man, at han fremdeles en Tidlang udøvede Sysselmandsforretninger i Vime og Rode Skibreder^[58], hvoraf man maa slutte, at han havde været forlenet med dem paa lengere Tid, tildeels endog som Pantelehn, især da Sagefaldet virkelig gik i hans egen Kasse. Formodentlig har da Borgesyssel været deelt mellem ham og Hr. Jon Hafthorssøn, saa lenge denne levede, og derpaa maaskee mellem ham og hans Frænde Alf Haraldssøn, der ogsaa hørte hjemme der, hvis ikke denne ellers har haft Syssel i Viken. Muligt endog, at de alle tre, og end flere, have haft Sysler i dette velbefolkede Landskab. Paa den nys omtalte Maade, nemlig ved Sagefald, erhvervede han i 1393 nordre Thumn, som den sidste Ejers Datter afstod ham i Liqvidation for Drabsbøder^[59], og hvortil Stumperne kort efter frasagde sig Odelen (see nedenf. S. 168), siden fik han af Jon Thorgilssøn dennes Deel af søndre Thumn, hvormed han ogsaa, efter dennes Død, forenede den øvrige Deel, som han synes at have kjøbt af Alf Haraldssøn^[60], og endelig fik han sin og Alf Haraldssøns Frænde, Hallvard Alfsføn paa Sundbu i Gudbrandsdalen, Sysselmand over den nordlige Deel af dette Landskab, til at afstaa ham den Odelsret, ogsaa han maatte have til Thumn^[61], saa at han nu var Ene-Ejer og Odelsmand til det hele Gods. Imidlertid havde han ogsaa med sin Hustru Gunhild Bergsveinsdatter arvet meget Gods i Oslo-Syssel, som han ogsaa ideligt forøgede. Den vigtigste af hans Erhvervelser paa denne Kant, hvilken han dog maa have faaet ved Kjøb, ikke ved Arv, var Throndstad i Hudreim, der forhen havde tilhørt hans Formands Hustru Ulfhild, en Datter af Thorgaut Jonssøn, hvorom mere nedenfor. Sandsynligviis fik han denne Gaard noget efter 1393^[62], da Benedict Nikolassøn skulde arve den, og Agmund maaskee bar reist Odelssøgsmaal. Fra den Tid af lader det til, at Throndstad blev hans Hovedresidens, ligesom det og forblev som Odelsgods i hans Ætt. Ogsaa i Gudbrandsdalen havde Agmund Ejendomme^[63]. Hos Dronningen maa han have staaet særdeles vel anskreven, siden hun betroede ham saa vigtige og indbringende Poster. Forleningen i Borgesyssel var maaskee endog særligt udgaaet fra Dronningen, forsaavidt man kan antage, at Borgesyssel hørte til hendes saakaldte Morgengave.

Om Jon Reidarssøn Darre er der allerede forhen lejlighedsviis talt. Som Hirdmand og maaskee Raadsmedlem nævnes han allerførst i 1373, da han var Meddommer i Sagen mellem Erlend Philipssøn og Ingemund Uthyrmessøn. Udtrykkeligt nævnes han som Medlem af Raadet i 1381, da han med Drottseten og de øvrige Medlemmer laa i Hornboresund og sandsynligviis nys var kommen tilbage fra Hyldingen iThrondhjem. Hans Embedsstilling forøvrigt kjendes ikke, førend i 1386, da han afløste Gaute Erikssøn som Fehirde paa Tunsbergshuus og Sysselmand paa Vestfold. Siden kom han i samme Stilling til Bergen, hvor vi finde ham 1392 afløsende Haakon Jonssøn^[64]. Det var formodentlig under hans Ophold i Tunsberg, at han blev gift med Ingerid Karlsdatter, en Syster af Jon Karlssøn, der fra 1396 til 1422 beklædte Lagmands-Embedet i denne Stad. Han maa have staaet i nøje Forbindelse med Agmund Bolt, da han baade som Sysselmand i Tunsberg og senere havde hans Fuldmagt og udførte Retssager paa hans Vegne^[65]. Jon Darres fleste Besiddelser laa i Viken, hvor han ejede en Masse Jordegods, iblandt hvilket den bekjendte Herregaard Moland i Ordoost^[66]. I Tunsberg ejede han Gautagaarden, saaledes kaldet efter en Gaute (Gaute Aslakssøn?) hvis Søn Aasmund skjenkede den søndre Deel deraf til Mariekirken i Tunsberg for sin Begravelse, og hvis nordre Deel altsaa Jon enten maa have kjøbt eller faaet med sin Hustru. Siden solgte han den til Gaute Erikssøn^[67]. Hans Fehirdeskab i Bergen fik en hurtig og bedrøvelig Ende ved de saakaldte Vitalianeres Angreb, som det i det følgende skal vises; sidenefter ferdedes han kun paa Østlandet. Fra ham nedstammede en berømmelig Ætt.

Den med Ætten Bolt paa flere Maader nær forbundne Ætt Stumpe have vi i det foregaaende omtalt^[68]; navnlig Haakon Munaanssøn Stumpe, der paa denne Tid var Ættens fornemste Medlem og gift med Hr. Haakon Eivindssøns Enke Fru Elin Bergsveinsdatter, en Syster af Gunhild Bergsveinsdatter, der var gift med Agmund Bolt. Haakon Stumpe var Medlem af Raadet i 1388 og 1389^[69], og sandsynligviis ogsaa tidligere; han døde 1390 eller 1391. Hans fleste Besiddelser laa i Oslohered, paa Raumarike, i Borgesyssel og i Viken, men endeel heraf havde han vel ogsaa faaet med sin Hustru, hvad enten det var hendes Arvegods, eller hendes første Mands Efterladenskab. Saaledes seer man, at han skjenkede Capitlet i Oslo en Deel af Tesen i Oslohered, ligeledes endeel af Sande i Duraalen i Eidsvold, og for sin Svoger Guthorm Bergsveinssøns Sjæl 12 Ørers Bool i Skotlandsegg paa Gjeleid; hans Hustru Elin gav for hans egen Sjæl 1 Mk. Bool i Leikvalle i Asker til Asker Kirke, hele Gaarden Skeide i Rakkestad til Rakkestads Kirke, og endeel af Hellebek i Steinkirke Sogn i Viken til denne Kirke, ligesom hun for sin første Mands Sjæl og sin egen havde skjenket Haugs Kirke paa Eker endeel af Gaardene Midaker og Kolbeinsrud^[70]. Det er derhos forhen nævnt, at Haakon Munaanssøn, hvis Moder Elin Ragnvaldsdatter var en Syster af Jon Ragnvaldssøn (Smør), ogsaa arvede endeel Gods efter denne, altsaa paa Vestlandet^[71], hvilke Hustru Margrete Viljamsdatter i Skaften, der lenge sad inde dermed, omsider ved Dom blev tilpligtet at afstaa. Haakon Stumpes og Fru Elin Bergsveinsdatters Søn heed Olaf Haakonssøn, hvilken ogsaa i det Følgende indtog en fremragende Stilling som Raads-Medlem og riig Godsejer^[72]. Det er tidligere nævnt, at saavel Stumpe- som Bolte-Ætten betragtede Gaarden Thumn som sit Odel, uden at man nu kan paavise Aarsagen dertil, der formodentlig bestaaer i et eldre Slegtskabsforhold, som nu ej længer kjendes, og at det navnlig var Nordre Thumn, til hvilken Stumperne ansaa lig odelsberettigede. Saaledes levede der samtidigt med Haakon Stumpe en Munaan Thorleifssøn Stumpe, der maa have været nær beslegtet med ham, og som især besad Jordegods paa Heggen og nedre Raumarike. Denne Munaan Thorleifssøn solgte i Aaret 1370, i Agmund Bolts og hans Fader Bergthors Paahør, „hele Gaarden Thumn“ til Sira Ulf Olafssøn, Prest paa Vaaler, og erkjendte, at han havde opbaaret al Betalingen derfor, dog rigtignok med Tilføjelse af den Clausul, at hvis Thumn ikke blev Sira Ulf „frels“, da skulde han have hele Oos i Bergs Sogn, hvilket Munaan allerede nu satte ham i Pant^[73]. Dette viser, at Munaan egentlig kun solgte sin Fordring paa Thumn, og at han i alle Fald ikke havde altsammen i sin Besiddelse. Saavidt man kan see, tilhørte idetmindste Nordre Thumn ikke Munaan selv, men en Gyrid Haraldsdatter, før hvilken han var Verge, og som rimeligviis var hans Broderdatter. Og formodentlig var det allerede fra denne Tid af, at Agmund Bolt lagde an paa at erhverve den hele Gaard til Odel og Eje, saaledes som vi allerede have seet. Da Munaan Thorleifssøn bortgiftede hiin Gyrid Haraldsdatter til en Kolbjørn Hermundssøn, opstod der Strid mellem dem, saavel om Medgiften, som om Gyrids Arvepart, og den Antagelse ligger her nær, at Striden fornemmelig drejede sig om nordre Thumn. Ved Agmund Bolts og Haakon Stumpes Mellemkomst blev Sagen i 1388 voldgiven til Biskop Eysteins Kjendelse^[74], og denne maa navnlig have tildømt Gyrid Nordre Thumn, siden hun faa Aar efter sees at have været i Besiddelse deraf. Thi i 1393, rimeligviis efter Mandens Død, overlod hun, som vi have seet, Agmund Bolt Nordre Thumn i Liqvidation for Drabsbøder, som hendes Fader havde været Agmund skyldig. Naar vi have for Øje, hvor ivrigt og vedholdende Agmund bestræbede sig for at blive Ene-Ejer af Gaarden, er det ikke saa dristigt at antage, at han allerede fra først af ved sin Indflydelse drev det dertil, at Kolbjørn og Gyrid fik Gaarden, for at han siden kunde faa den af hende. Aaret efter bekræftede Gyrid Transactionen, der nu fik Navn af et sedvanligt Kjøb; og i Begyndelsen af 1399 afstod endelig ogsaa Haakon Stumpes Søn Olaf og Moderen Fru Elin ham in Odelsret til Nordre Thumn, saa at han nu fuldkommen havde opnaaet sit Øjemed med denne Part af Gaarden og kunde skride til at erhverve den søndre Part, der tildeels var i Alf Haraldssøns, tildeels i Jon Thorgilssøns Eje, hvilket ogsaa, som ovenfor viist, aldeles lykkedes ham. Munaan Thorleifssøn var selv gift med en Gudrid Anundsdatter, der synes at have bragt ham endeel Jordegods i Medgift^[75]. Man finder ikke Munaan omtalt efter Aaret 1391, da han paa Thrygstad Prestegaard solgte Biskop Eystein 8 Mk. Bool i Berg i Sudreims Sogn paa Ranrike for 128 Køers Verd, og for det Tilfelde, at noget af Berg blev Biskopen lovligt fravundet, pantsatte ham ligesaa meget i Freyhof i Thrygstads Sogn^[76]. Saavidt man kan see, blev Munaan paa sin gamle Alder Ridder, det vil sige at han overlevede Aaret 1397, hvor den første Ridderudnævnelse fandt Sted siden Kong Haakons Død; thi der tales i 1399 om en ved denne Tid eller kort forud afdød Hr. Munaan, der neppe kan være nogen anden end han. Han maa ogsaa have haft Ejendomme baade i Vettahered i Viken og i Thjodling paa Vestfold, da hans Arvinger skyldte Penge til Skedjohofs og Thjodlings Kirker, og desuden skjenkede den sidste en halv Mark Bool i Gaarden Syndsteviik^[77].

Vi have allerede i det foregaaende haft Anledning til at omtale Benedict Nikolassøn, Foged paa Akershuus indtil 1388, og fra den Tid af forlenet med Syslen i Modheim, Eker og Tverdalene som brugeligt og arveligt Pant, indtil han havde faaet saameget, som Pantesummen, 200 Mk. brendt, beløb sig til. Hans Herkomst og tidligere Livsbane kjendes ikke; hvor han første Gang fremtræder, er det allerede som en formaaende Mand, der havde laant Kong Haakon Penge og rimeligviis allerede af ham var bleven forlenet med Oslo-Syssel. Man skulde fristes til at antage, at han egentlig hørte hjemme paa Hedemarken, siden han i 1380 kjøbte halv 6te Mk. Bool i Skeide paa Numedal^[78], imidlertid vil dette ikke sige stort, da Benedict kjøbte Gods paa saa mange andre Steder. Sandsynligviis var det hans Embedsvirksomhed som Sysselmand i Oslo Syssel, der bragte ham i Forbindelse med den rige Hustru Ulfhild paa Throndstad, Datter af Thorgaut Jonssøn og Enke efter Kolbjørn Thorgilssøn paa Throndstad. Han egtede hende, uvist naar, dog neppe før 1380, og synes fra denne Tid af fornemmelig at have samlet Gods paa Eker og Lider, hvor ogsaa meget af Hustruens Gods synes at have været beliggende, skjønt han, eller snarere hans Hustru, havde ogsaa Ejendomme i Rygge Sogn, af hvilke de gav 3 Ør. B. i Bjordsen for Thorgaut Jonssøns og dennes Hustru Gerthruds Sjæl^[79]. Fra 1381 af nævnes Benedict som Medlem af Raadet og var det sandsynligviis en god Tid før. Han kjøbte i 1388 og 1389 3 Mk. Bool i Svidre i Lider, 1389 6 Ør. B. i vestre Røren paa Eker, og drev det til i 1391 at tilvende sig et Fiske, som han paastod at høre under Svidre, og som den hidtilværende Besidder ej alene maatte afstaa, men ogsaa dermed indrømme Benedict fri Vej til og fra Fisket over sin egen Ejendom^[80]. Men Benedict var, som vi have seet, heller ikke saa nøjeregnende med de Midler, han anvendte, naar det gjaldt at skaffe sig Fordele^[81]. Han synes at være død lidt før 1400^[82], men hans Hustru Ulfhild Thorgautsdatter overlevede ham i mange Aar, fremdeles i Besiddelse af Forleningen^[83], der endog siden nedarvedes til hendes og Benedicts Søn Thorgaut Benedictssøn, et Tegn paa, at Pantesummen fremdeles ikke var tilbagebetalt, og at Panthaverne maa have udfundet et eller andet Paaskud til at foregive, at Forleningens Indtægter endnu ikke havde dekket Gjelden. Men saavel Benedict, som især Hustru Ulfhild, gav rigelige Gaver til Kirken, hvilket i de Tider opvejede meget, der ej var, som det skulde være. Foruden hvad de tilsammen havde givet for hendes Forældres Sjæl, gav hun ogsaa særskilt 9 Ør. B. i søndre Midaker paa Eker til Haugs Kirke, fremdeles til samme Kirke i M. Bool i Vallastad i Syllingdal, en Deel af Liin paa Eier, og 6 Ør. Bool i Bingen paa Eker, samt endelig andet Jordegods, baade til Frauner Kirke paa Leder, og til Hovs Kirke paa Hudreim, deels, og fornemmelig, til Aartidehold for sin Mand, deels ogsaa for andre^[84]. Maaskee troede hun dermed at gjøre godt, hvad Manden havde gjort ilde. Uagtet man ej med Sikkerhed kan paapege hvorledes, er det dog umiskjendeligt, at Benedict og Ulfhild maa have staaet i nærmere Forbindelse med Agmund Bolt, end den, der bestod deri, at den ene fulgte den anden i Embedet, og at det er denne Forbindelse, som vel iltre har foranlediget, at Agmund omsider blev Eiermand af Throndstad^[85]. I samme Stilling som Benedict Nikolassøn, og ligeledes en Mand, der ved Giftermaal erhvervede Rigdomme, var Peter Nikolassøn, hvilken ei tidligere have haft Anledning til at omtale, og som man kunde verre fristet til at antage for en Broder af Benedict. Vil finde ham allerførst som Fehirde paa Tunsbergshuus efter Rane Eivindssøn; det var ham, hvem Kong Magnus overdrog, i Forbindelse med et Par andre Mend, at optage Inventarium over Dronning Blanches efterladte Løsøre. Han var ogsaa gift med en Datter af Rane, og det er derfor meget muligt, at det var denne, der ved sin Indflydelse hos Kongen udvirkede, at han blev hans Efterfølger. Rane hører man ikke mere til efter 1362, og saaledes er han vel død i dette eller i det følgende Aar, og Peter har umiddelbart derefter tiltraadt Embedet. Hvo veed endog, om han ej kan have haft Fehirdslen af Dronning Blanche og Magnus som Pantelehn? Rane var nemlig en meget riig Mand, og det fornemmelig, som det synes, ved sit Giftermaal med Hustru Aasa Salmundsdatter paa Selvik (i Sanden Sogn), Enke efter en formodentlig i Pesten afdød Ormstein Thorkelssøn, med hvis Arvinger Rane havde nogen Striid om Efterladenskabet, indtil den i 135l bilagdes ved mindeligt Forliig, saaledes at Jon Hallvardssøn, der synes at have været Hovedarvingen, overlod Rane 5 Mk. Bool i Knive og $\scriptstyle 2{\frac {1}{2}}$ Mk. Bool i Soleim, begge i Skoge Sogn, i Godtgjørelse for 119 forngilde Mark, som Aasa skulde have i Benkegave og Festegave^[86]. Rane og Aasa havde to Børn, Elin, der blev gift med Peter Nikolassøn, og Eivind, der formodentlig var et Barn ved Faderens Død. Aasa, sedvanligviis kaldet„Hustru Aasa paa Selvik“, overlevede sin Mand i mange Aar, thi hun gjorde først sit Testament 1396 og var da endnu,“ som det heed heri, „frisk paa Legeme“. I dette Testament, der er udstedt paa Selvik den 13de Marts, valgte hun sit Gravsted i Graabrødre- (Minoriter-) Klostret i Tunsberg ved Siden af sin Mands, og skjenkede derfor 30 Mk. Peninger. Til Domkirken i Oslo og Hovedø Kloster gav hun den føromtalte Gaard Knive, halvt til hver, imod at hendes egen og hendes to Mends Aartid skulde holdes paa een Dag med Voxlys, Ringen og Almisser til Fattige. Frauner og Sanden Kirker fik hver 10 Ør. Bool i Øyulfstad i Lider; Skoge Kirke de ovennævnte $\scriptstyle 2{\frac {1}{2}}$ Mk. Bool i Soleim, imod at holde aarlige Sjælemesser for hende, hendes første Mand Ormstein og dennes Foreldre, samt flere andre, blandt hvilke ogsaa Ulfhild paa Throndstad, hvilket saaledes antyder et Frændskab mellem dem, der nu ej kan eftervises. Til Hofs Kirke i Rørdal gav hun 7 Øres Bool, sig selv og Eivind Ranessøn til Aartidehold; Strømmens Kirke fik til Vedligeholdelse 6 Øres Bool i Myre; Thrygstads Kirke i Borgesyssel 10 Øres Bool i Ormstad, hende selv og hendes Fader til Aartidehold, og Laurentii Kirke i Tunsberg en Sølvskaal, Vadstena Kloster et Par Messeklæder med Tilbehør, Biskop Eystein to Sølvboller, hans Sysler Hustru Asgerd paa Berg et Spende, hans Moderen Guldring; til Executorer indsatte hun Biskopen, der tilligemed Svigersønnen Peter Nikolassøn beseglede Testamenter^[87]. Naar Hustru Aasa kunde bortgive saa meget til helligt Brug, maa de Ejendomme, som hun og hendes Arvinger beholdt tilbage, have været overordentligt store, og Peter Nikolassøn maa saaledes i Elin Ranedatter have faaet en saare riig Hustru. Han synes endnu at have været i Embedet paa Tunsbergshuus i 1367^[88]; men i 1369 var han efterfulgt af Ludvig eller Lodin Eivindssøn^[89], maaskee en Broder af hans Svigerfader, og ban selv derimod forflyttedes til Haalogaland, som Sysselmand i Alastarhaugs Syssel, hvilket Embede han indehavde i 1382, hvad enten det nu var under Otte Rømer, eller at denne Syssel ej var indbegreben under Otte Romers Hirdstjorn^[90]. Imidlertid synes han ofte, eller lange Stunder, at have opholdt sig i Bergen, hvor han og deeltog i et Raadsmøde 1382^[91]. Endelig see vi ham fra 1390 som Sysselmand i Ryfylke, i hvilken Egenskab han ogsaa døde, formodentlig i 1405 eller 1406^[92]. Imidlertid opholdt han sig dog ogsaa fremdeles hyppigt i Bergen, ligesom han af og til synes at have seet til sine Ejendomme paa Østlandet og deeltog i Raadsmøder^[93]. Under et Ophold i Bergen skjenkede han den 25de September 1391 til Chorsbrødrenes Commune i Nidaroos alt hvad han ejede i Krokstad i Huseby Sogn i (Byrgse-) Skaun, Orkdølafylke, sig og sin Hustru Elin til bestandigt Bønnehold og Skraasetning. Denne Gaard havde han faaet i Gjeld af en Haakon i Herøerne, altsaa i hans egen Syssel i Nordland, og det er saaledes al Sandsynlighed for, at denne Gjeld var Sagøre^[94]. Selv skjenkede han til Erkestolen en Deel af Gaarden Syfting i Vefsen, der ogsaa uden al Tvivl var tilfalden ham paa samme Viis, og til Oslo Biskopsstol gav han 1 Mk. Bool i Eik paa Aker^[95]. Endelig gav han, formodentlig paa sine sidste Dage, 1405, Chorsbrødrenes Commune i Stavanger en Deel af Ydsthuus paa søndre Karmt^[96], om hvilket ogsaa den Formodning opstaar, at den var erhvervet som Liqvidation for Bøder. Siden hører man ej mere til ham, og saaledes maa han vel ved den Tid være død.

Til samme Klasse som de nysnævnte Mend, om han end neppe blev Sysselmand, hørte den ovenfor omtalte Guthorm Rolfssøn paa Kirkeberg i Eker, Sira (siden Biskop) Eystein Aslakssøns Svoger. Oprindeligt synes han at have hørt hjemme i Ranrike, hvor han havde ikke ubetydeligt Gods i Svarteborgs Sogn, der maa have været hans fedrene Odel^[97], men ved sit Giftermaal med Asgerd Aslaksdatter, Biskop Eysteins Syster, blev han en af de største Godsbesiddere paa Eker og i de tilstødende Egne. Asgerd havde da været to Gange gift, først med Rolf Saulessøn paa Berg eller Kirkeberg, der allerede var død før 1371^[98], siden med en Thorbjørn^[99], om hvem intet nærmere vides. Hendes Giftermaal med Guthorm Rolfssøn fandt sandsynligviis Sted omkring 1385, thi i Begyndelsen af 1387 forekommer han som bosat paa Eker, og saavidt man kan see, i Egenskab af Sysselmands-Ombudsmand^[100]. Asgerds første Mand, Rolf paa Berg, ejede foruden denne Gaard, der efter Kirken, som stod der, kaldtes Kirkeberg, ogsaa meget andet Gods, navnlig Hobolstad paa Eker, af hvilket han siden gav fem Øres Bool, tilligemed ligesaa meget i Stoppen i Lider til Haugs, og $\scriptstyle 2{\frac {1}{2}}$ Øres Bool til Bergs Kirke^[101], en Deel deraf (den nordre) tilhørte Svein Rolfssøn, Vicarius til Haug i Aarene 1381–1390^[102], og formodentlig en Søn af Rolf i et tidligere Egteskab, hvilken ligeledes skjenkede den til Haugs Kirke^[103], den øvrige (den søndre Deel) derimod forblev uafhendet og kom med Asgerd i Guthorms Eje, indtil de begge i 1411 mageskiftede endeel til Hustru Ulfhild Thorgautsdatter mod andet Gods^[104]. Guthorms egentlige Velmagtsdage falde mellem 1387, da han først nævnes, og 1414 eller 1415, da han med Hustru Asgerds Samtykke gav Presten paa Ramnes 1 Mk. Bool i Nollarteig sammesteds^[105], efter den Tid er der intet Brev fra hans Haand, og i 1417 var hans Hustru Enke^[106]. At han var haandgangen Mand, sees af Titlen „hederlig Mand“, der tillegges ham^[107], og som nu var en temmelig sedvanlig Titel for Hirdmendene eller de saakaldte Væbnere. Hans Ejendomme laa, foruden i Viken, fornemmelig paa Eker og i Sandsverv, dog havde han ogsaa Besiddelser andensteds. Med sin Hustru Asgerd, der overlevede ham i mange Aar (hun levede endnu i 1432^[108], havde han Sønnen Rolf, der synes at have tiltraadt Fedrenegodset i Viken^[109], og en Datter ved Navn Thurid, der endnu før Faderens Død blev gift med Thoralde Gunnarssøn Kane (hvorom i det følgende) og i Heimanfylgje fik 5 Mk. Bool i Fossen, ligesaameget i Tømter, 7 Øres Bool i Mylnedalen (Mjøndalen), altsammen paa Eker, 6 Mk. Bool i Sledavaag m. m. og 1 Mk. Bool i Viik, 2 Mk. Bool i Osseberg i Slagens Sogn og hele Fylkisberg saavelsom Skog og Skogsfossene i Svarteborg Sogne i Viken. Ogsaa hendes Børn Rolf og Helga fik, hiin to Gaarde i Svarteborgs Sogn, denne nedre Hvalberg i Stokke Sogn paa Vestfold^[110]. Til Haugs Kirke gav han for sin Søn Rolf $\scriptstyle 1{\frac {1}{2}}{}$ Mk. Bool i Ruud ved Fiskheim, for sig og sin Hustru $\scriptstyle 2{\frac {1}{8}}{}$ Mark Bool i Hamar og 1 Mk. Bool i Eiken, samt en Deel af Hostveit i Sandssverv; andre Gaarde, som endeel af Smule i Fiskeim, af Soolberg og Varlaa m. m. afhendede han mod Vederlag; hans Hustru gav for hans Sjæl 5 Ørers Bool i østre Hole til Ramnes Kirke, og endelig skjenkede hun $\scriptstyle 1{\frac {3}{8}}$ Mk. Bool i søndre Hobolstad, sandsynligviis alt hvad Familien endnu havde tilbage af Gaarden, til Haugs Kirke som Hjelp til dens Vedligeholdelse^[111]. Heraf seer man, hvor store Ejendomme Guthorm og Astrid maa have besiddet, og hvor meget der maa være gaaet i Arv til deres Børn, af hvilke Datteren Thurid synes at have faaet Kirkeberg saavelsom det meste af Mødrenegodset^[112], især da hendes Mand, Thoralde Kane, lader til at have hørt hjemme paa de Kanter, navnlig i Nabobygden Sandsverv. Ogsaa Guthorms Stifdatter Fru Ingerid maa have faaet en god Deel, men da man ej veed, hvo hendes Mand var, kan det heller ikke oplyses, hvor hendes Besiddelser laa, eller hvor hun havde sit fornemste Tilhold. Kun saameget er vist, at hun levede endnu i 1446 som Enke og da opholdt sig paa Eker^[113].

Ætten Kane, til hvilken Guthorm Rolfssøns Svigersøn hørte, kjendes ikke længer op i Tiden end til Thoralde og Gunnar Kane, der levede omkring 1400 og maaskee vare Dattersønner af Hr. Jon Thoraldessøn. Der var paa den Tid ogsaa en Thoralde Sigurdssøn, Medlem af Raadet i Aarene 1388 og 1389, Ridder siden 1397, og død for Midten af 1403^[114], men hvorvidt han var den samme som hiin Thoralde Kane, er meget uvist, thi denne omtales i et Brev fra 1400 endnu slet og ret som „Huusbonde Thoralde Ranen^[115], medens Thoralde Sigurdssøn, allerede da Ridder, skulde have hedet „Hr. Thoralde“. Imidlertid sees det dog, at Hr. Thoralde Sigurdssøn havde Ejendomme i Skiringssal paa Vestfold, altsaa i samme Egn, hvor Kanernes Jordegods synes at have ligget. Den norske Ætt Kane skal efter senere Angivelser være den samme som den brandenburgske Ætt Canitz, og Vaabenet er i alle Fald overeensstemmende^[116]; isaafald maa den, der forplantede Slegten til Norge, enten være kommen fra Rostock eller fra Stralsund som Handelsmand til Norge tidligt i det 14de Aarhundrede, ja maaskee endog før, da baade de i Ætten brugelige Navne, og selve Forvanskningen af „Canitz“ til „Kane“ tyde hen paa, at den ved 1380 var bleven fuldkommen nationaliseret. Thoralde Kanes Broder var formodentlig den forhen nævnte Gunnar Kane, der var Medlem af Raadet i 1398 og 1409^[117], men synes at være død for 1413^[118]. Saavidt man kan see, var hans Hjemstavn og havde han sine Ejendomme spaa Vestfold i Egnen om og ved Logen^[119]. Han var gift med en Syster af Gaute Erikssøn, der skal have hedet Gyrid^[120], og med hende havde han Børnene Thoralde, Nikolas og Sigurd, af hvilke Thoralde blev gift med den nysnævnte Thurid Guthorm Rolfssøns Datter og derved ogsaa erhvervede Gods paa Eker m. m. Der nævnes ogsaa en Botulf Kane i Kvilde Sogn i Viken omkring 1400, men om han hørte til den samme Ætt, vides ikke^[121]. Ætten blev siden end mere anseet og nøjere forbunden med de øvrige store Ætter i Landet, som det i det følgende paa sit Sted vil erfares.

I det nærmeste Naboskab til Kane-Ætten levede paa denne Tid en anden Ætt ved Navn Galle og hevede sig ligesom hiin siden op til stor Anseelse. Om Gallerne fra gammel Tid havde boet i Egnen, eller havde faaet Fodfeste der ved Giftermaal, vides ikke: det sidste er dog det sandsynligste. Et af de første Medlemmer af Ætten, som nævnes, Nikolas Galle, erhvervede nemlig Hovedgaarden Brynlaa i Tuneims Sogn paa Neset, ganske nær ved Stavern, ved Giftermaal med den rige Enke Hustru Margrete paa Brynlaa, der maa have været meget eldre end han, og som var død allerede før 1376, medens Nikolas derimod levede mere end tyve Aar derefter^[122]; Hvo der var Hustru Margretes første Mand – hendes Titel „Hustru“ viser, at det maa have været en haandgangen Mand – vides ikke; man veed kun, at hendes rette Arving, maaskee Datter af første Egteskab, heed Jorunn og havde ligeledes været to Gange gift, anden Gang med Paal Gyrdssøn, Systersøn af Hr. Jon Thoraldessøn og Søn af Hirdmanden Gyrd Haakonssøn, der ligesom Hr. Jon hørte hjemme i Oslo-Hered^[123]. Hustru Margrete paa Brynlaa gav i sit Testamente til Tuneims Kirke 2 Mk. Bool i Gaardene Jadar, med en Trediedeel af nordre Dolvin i Bergs Sogn og den tilliggende Møllefos, for at hendes Aartid stedse skulde holdes, og en Sjælemesse læses for hende hver Uge. Efter hendes Død blev disse Ejendomme ogsaa rigtigt afhendede til Kirken af Nikolas Galle og Paal Gyrdssøn^[124], der selv skiftede hendes efterladte Gods imellem sig i Januar 1376. Ved denne Lejlighed faldt Gaarden Sjoge i Thjødling og Thveit i Kodal saavelsom Hallefossen og en Deel af det rige Laxefiske i Hovlands-Iden, der før havde ligget til Brynlaa, i Paals eller rettere hans Stifssøn Nikolas’s Eje, men Nikolas Galle beholdt Brynlaa og meget andet Gods, formodentlig endog det meste af hvad hun efterlod sig^[125]. Nikolas nævnes som Medlem af Raadet i Aarene 1388 og 1389, var Sysselmand i Robygdelaget omkring 1394^[126], blev kort efter Ridder og døde 1398^[127]. Han giftede sig anden Gang med en Ingebjørg (maaskee Erling Einarssøns Datter), og havde med hende Sønnen Erling, der lader til at være død før Faderen, samt Datteren Sigrid, der saaledes var Ene-Arving til det store Brynlaa-Gods. Hans Enke Fru Ingebjørg gav for hans Sjæl til Tuneims Kirke en Mark Bool i Lidvardsnes, og til Vaale Kirke paa Vestfold 2 Ør. Bool saavel for Nikolas’s som for Sønnen Erlings Sjæl^[128]. De øvrige Medlemmer af Ætten Galle, der hyppigt forekomme i anden Halvdeel af det femtende Aarhundrede, kunne saaledes ikke være Ætlinger af Nikolas Galle, men de nedstammede maaskee fra en Haavard Galle, der synes at have været samtidig med Nikolas – maaskee hans Broder – og at have haft hjemme i Borgesyssel^[129]. Der er Omstændigheder, som tyde hen paa, at Gallerne, idetmindste Nikolas Galle, var besvogret saavel med Gaute Erikssøn som med Kanerne^[130], hvad der ogsaa i sig selv er rimeligt, da han levede i deres nærmeste Naboskab. Men nøjagtigt kan Svogerskabet ikke eftervises.

Blandt de haandgangne Mend i samme Egn paa Østlandet ved Aarhundredets Slutning nævnes hyppigt Simon Thorgeirssøn, hvilken maa have været en Søn af hiin Ridder Thorgeir Simonssøn, der nævnes som Medlem af Raadet omkring 1319^[131]. Simon ejede Gods paa Oplandene, nemlig Stokke i Redal, Askvik i Land og Berg i Skeidsmo Sogn, derhos ejede han Thorshov i Oslohered sammen med Chorsbroderen i Oslo Sira Erik Thorkelssøn; ligeledes ejede han en Part i Steenbygningen i Gaarden Agaten i Oslo; men alle disse Ejendomme solgte han efterhaanden, formodentlig fordi hans egentlige Hjem var paa Vestfold, hvor han boede paa Fosnes i Arndals Sogn. Men desforuden havde han andre Besiddelser i Oslo, Bergheims- og Skogheims-Hereder, og ejede endog en Deel af Borgagerde (Borregaard) i eller ved Sarpsborg, nemlig $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Mks. Bool, som han gav til Tune Kirke for sin og sin Hustrus Sjæl. I et af de Breve, han udstedte, siger han udtrykkeligt, at han var i Frændskab med Thorstein Ragnvaldssøn Stumpe, altsaa har han vel ogsaa været beslegtet med flere af de fornemme Ætter paa den Tid. I 1388 og maaskee allerede før var han Medlem af Raadet. Allersidst nævnes han som levende i Aaret 1415^[132].

En meget anseet Mand i det nærmeste Naboskab af Kanerne og Gallerne var Bjørn Thorleifssøn, hvilken vi allerede oftere have haft Anledning til at omtale som Sysselmand i Skidusyssel efter Ketil Vigleikssøn, fra Tiden omkring 1370 indtil 1386. Han havde mange Besiddelser, især paa Grenland og i Nærheden af Skidan, dog kjøbte eller tilpantede han sig ogsaa Gods andensteds, f. Ex. Brekke paa Idd eller rettere i Ennindalen, som Ejeren, der havde faaet det i Medgift med sin Hustru, først pantsatte ham i 1368, og denne Hustru siden i 1370, da hun var bleven Enke, ganske afstod ham^[133]. Som Sysselmand havde han vel sit fornemste Tilhold paa Bratsberg, men hans Hovedgaard, som han ellers maa have beboet, var Bjarnarthveit eller Bjørnthveit, ganske nær ved det nuværende Porsgrund, hvilket Sted vistnok ogsaa i den Tid allerede benævntes saaledes, om det end ikke da var nogen egentlig By, thi Navnet knytter sig øjensynligt til Grunden, hvor Byen senere fremstod^[134]. Bjørn døde formodentlig henved 1386, da han ved den Tid efterfulgtes af Gaute Erikssøn, og senere ikke nævnes^[135]; han skjenkede Presten til Saude Kirke paa Grenland 16 Laupers Land i Nordste-Saude der i Sognet til Aartidehold, og til Gerpen Kirke paa Havund 6 Øres Bool i Røfsvall (Rosvall). Hans Hustru, kaldet „Hustru Elin paa Bjørnthveit“, overlevede ham i flere Aar og skjenkede ligeledes 6 Ørers Bool i Røfsvall til Gerpen Kirke^[136]. Der nævnes paa denne Tid ogsaa en Hustru Margrete paa Bjørnthveit, men det kan ej sees, om hun var beslegtet med Bjørn eller hans Hustru^[137]. Det er ikke usandsynligt, at hun beboede det Bjørnthveit, der ligger paa Vestsiden af Elven i Soleims Sogn, siden hun skjenkede endeel Gods (7 Ør. B. i Ottarholt i Gerpen) til Soleims Kirke. Ved Siden af Bjørn nævnes ogsaa endnu Medlemmerne af den gamle Ætt paa Mærdin (nu urigtigt kaldet Mæla) ved Skidan som megtige og anseede. Det er ovenfor nævnt, at Aske Bergulfssøn paa Mærdin var Sysselmand i Skidasysla omkring 1354–1356. Han skjenkede 7 Mk. Bool i Hvannanes i Saude Sogn og 12 Ørers Bool i Aranes i Neshered paa Grenland til Gerpens Sogneprestembede for Aartide- og Bønnehold: en betydelig Gave (tilsammen 847 Mk. Bool); og Hustru Ingegerd paa Mærdin, sandsynligviis hans Hustru, skjenkede samme Sogneprestembede 5 Markebool i nordre Falkheim til Bønnehold for flere af sine Slegtninger; hans Broder Rolf gav $\scriptstyle 2{\frac {1}{2}}$ Mks. Bool i Frauner^[138]. Da Navnene Aske og Bergulf synes at have skiftet i denne Ætt fra Fader til Søn, maa man antage, at en Herbjørg Bergulfsdatter paa Mærdin, der levede 1409 og var gift med en Thormod Valthjovssøn, var Askes’s Sønnedatter.. Hun og hendes Mand afstod i dette Aar søndre Mærdin til Hr. Gaute Erikssøn, mod at det ved dennes Død skulde falde tilbage til dem^[139]; det var altsaa etslags Pantsettelse, men saavidt man kan see, skete intet saadant Tilbagefald, og Gaarden gik herved ud af Ætten. Den nordlige Deel finde vi strax efter i en dansk Mands, Herlaug Pedersøns, Verge, om hvem der i det følgende vil blive Tale.

Blandt de svenske Herrer, der under Striden mellem Kong Magnus og Mecklenburgerne en Tidlang holdt med den første, have vi allerede i det foregaaende omtalt Johannes, Jønes eller Jon Erngislesøn Hjerne. Han førte samme Vaabenmerke som Erngisl Sunessøn, Jarl af Orknø (nemlig en Baad), og var saaledes formodentlig nær beslegtet med ham, hvad ogsaa Jarlens og hans Faders fælles Navn bestyrker^[140]. Han nævnes allerede i 1357 som Ridder og en af de Raadsherrer, der var tilstede ved Forliiget i Jønkøping den 28de April 1357 mellem Kong Magnus og hans Søn Erik^[141]. Siden deeltog han i hiint uheldige Gesandtskab til Tydskland, der sluttede det egenmegtige Forbund med Stæderne mod Kong Valdemar, den 9de September 1361^[142], men har formodentlig hørt til dem, der her befandt sig i Minoriteten og bleve overstemte af sine Colleger, da han ligesom sin Frænde Jarlen o. fl. ved det strax efter følgende Brud mellem de svenske Stormend og Kong Magnus i Anledning af disse selvsamme Forhandlinger blev Kong Magnus tro^[143]. Han var endog en af de aatte Befuldmegtigede, som Kong Haakon den 12te Juli 1370 udnævnte til at underhandle med Kong Albrecht og hans Mend om Kong Magnus’s Frigivelse^[144]. Enten forblev han da indtil videre i Sverige og forenede sig her med de Herrer, der gjorde Opstand mod Kong Albrecht, eller han vendte tilbage til Kong Haakon og ledsagede ham paa hans Tog til Stockholm om Sommeren 1371, thi vist er det, at han var her tilstede, og da Kong Albrecht den 9de August 1371 for nogenlunde at frelse sig maatte slutte hiint Forliig med Herrerne, hvorved han saagodtsom ganske overdrog sin Magt til Raadet, nævnes ogsaa Hr. Jon Hjerne som en af dettes tolv verdslige Medlemmer^[145]. Hvorvidt han nu, ligesom Laurents Bjørnssøn, Ulf Jonssøn (Blaa) og Erngisl Jarl, afsondrede sig fra Kong Magnus og sluttede sig til det svenske Raad, eller han ligesom Hr. Erik Ketilssøn fremdeles holdt fast ved Kongerne Magnus og Haakon, kan ikke tydeligt sees; det var vel ogsaa for en stor Deel afhængigt af, hvorvidt hans Ejendomme laa i de Dele af Sverige, der fremdeles bleve under disses Herredømme eller ikke. Der findes et Par Breve af ham 1376 og 1387, der dog ej tilfulde oplyse dette^[146]. Men formodentlig havde han dog vist allerede da indgaaet et Egteskab, der, om det end ikke strax skaffede ham Besiddelser i Norge, dog aabnede ham Udsigter dertil og derhos stillede ham i et nært Svogerskabsforhold til Dronning Margrete. Han sees nemlig at have været gift med en Christina Nikolasdatter, om hvis Herkomst og Livsomstændigheder intet andet vides, end at hun paa fedrene Side nedstammede fra Jarlen Alf Erlingssøn og den af Drabet paa Danekongen Erik 1286 bekjendte Rane Jonssøn, altsaa formodentlig fra en Søn af dennes Egteskab med Christine Alfsdatter^[147], samt at Dronning Margrete selv kaldte hende sin Frændkone, og at hun ejede betydeligt Jordegods i Viken, navnlig i Sotenes- og Tunge-Hereder, over hvilke hun endog sees at have forføjet, medens hendes Mand endnu levede^[148]. Disse Omstændigheder synes saaledes at maatte have draget hendes Mand ind i Kong Haakons og Kong Olafs Interesser, hvilket ogsaa bestyrkes deraf, at Dronning Margrete, som vi ville see, strax efter hans Død, der formodentlig indtraf i 1390^[149], tog hans Enke Fru Christine i sin Beskyttelse og „gjengav hende“, som det heed, „alt hendes fedrene Gods“, som „Milder Alf“ og Rane Jonssøn havde besiddet^[150]. Men hvorledes hun var beslegtet med Dronningen lader sig af de nu forhaandenværende Kilder ikke paavise^[151]. Om hun virkelig ogsaa kom til Besiddelse af Godset, der saaledes, merkeligt nok, lige siden Alf Jarls Utlegd i 1287 maa have været bestyret som en særskilt Masse, i Liighed med Hr. Audun Hugleikssøns, vides ikke, men sikkert er det, at Fru Christine i 1400 pantsatte en heel Deel Gods i Hardanger, der muligens kan have hørt dertil^[152]. En Søn af hende og Hr. Jon Erngislessøn var formodentlig Hr. Jønes Hjerne den yngre, hvilken vi.i det følgende oftere ville faa Anledning til at omtale mellem Aarene 1420 og 1440, og som ganske synes at have tilhørt Norge^[153].

Der nævnes ved denne Tid flere anseede Mend af Navnet Michelstorp eller Michelsdorf, en Ætt, hvis Oprindelse efter Navnet at dømme, maa have været tydsk^[154], men som henimod Enden af det 14de Aarhundrede havde erhvervet Besiddelser og Anseelse baade i Sverige og Norge. En Henrik Michelstorp deeltog som Medlem af det norske Rigsraad i Forhandlingerne med Hansestæderne 1369 og 1370,i og i 1371 nævnes den samme Henrik Michelstorp blandt de svenske og norske Mend, som stode i Spidsen for Opstanden mod Kong Albrecht og sluttede Stilstanden i Eedsviken den 15de April med dennes Tilhængere, blandt hvilke ligeledes en Christopher Michelstorp ved denne Lejlighed nævnes^[155]. Uagtet de saaledes stode fjendtligt over for hinanden, kan der dog neppe være nogen Tvivl om, at de vare Brødre^[156]. Desforuden var der endnu en tredie Broder, ved Navn Otte, der ligeledes havde nedsat sig i Norge og synes at have staaet i Kongernes Tjeneste. Christopher var gift med Mæreta, en Datter af den svenske Herre Bo Boessøn, og døde allerede før 1381, hvorefter hun egtede Algøt Magnussøn (Sture), som vi i det følgende oftere ville faa Anledning til at omtale; ved denne Lejlighed opgjorde Otte Michelstorp den 30te August 1381 i Kalmar et Arvefordrag med Hr. Bo og Algøt Magnussøn^[157]. Henrik Michelstorp nævnes ikke efter 1388^[158], hvorfor han vel neppe har overlevet dette Aar; han skjenkede en Teig i Brekke i Hvaløerne til disse Øers Kirke, hvilket viser, at han har haft Besiddelser paa disse Kanter^[159]. En Søn af ham maa Hr. Christopher have været, der senere, omkring 1410, skjenkede to Ørers Bool i Liid til Hvaløerne, og ligesaameget i Sandbrekke i Hvaløerne til Borge Kirke^[160], samt derhos synes at have haft Besiddelser i de nærmest tilstødende Egne af Ranarike, navnligt Tuneims Sogn. Alle disse Besiddelser har Henrik Michelstorp sandsynligviis faaet ved Giftermaal med en Datter eller Sønnedatter af den af os tidligere (see foregaaende B. S. 28) omtalte i 1319 eller 1320 afdøde Hr. Ragnvald Aslakssøn. Der siges nemlig udtrykkeligt, at Hr. Christopher paa sin Moders Vegne var en af Medarvingerne saavel efter Hr. Ragnvald, hvis Bo endnu i 1399 skyldte Tuneims Kirke i Viken 30 forngilde Mark, som efter Aslak Ragnvaldssøn, der ej kan have været nogen anden end en Søn af Hr. Ragnvald Aslakssøn og skyldte Tuneims Kirke en lignende Pengesum^[161]. Da Aslak Ragnvaldssøn levede i Aarene omkring 1335 – i dette Aar var han nemlig Sysselmand paa Øvre Raumarike^[162] – bliver det vel det rimeligste, at Henrik Michelstorp har egtet en Broderdatter af ham, hvilket ogsaa bestyrkes deraf, at Sønnen Christopher udtrykkeligt siges at være Arving alene til den femte Deel af Hr. Ragnvalds Efterladenskab. Hr. Ragnvald havde vistnok mange Ejendomme paa forskjellige Kanter af Riget, men dog især, som det lader, i den sydøstlige Deel, da hans Søn Aslak sees at have ejet Jordegods i Nordre Viken, og en anden Mand, der udtrykkeligt nævnes som Hr. Christophers Medarving, Andres Gyrdssøn, havde Ejendomme ikke alene i Nordre Viken, men ogsaa paa Raumarike og Vestfold, navnlig i Skiringssal, hvor han ejede Gaarden Skardaberg^[163]. Andres Gyrdssøn maa have været en Søn af den føromtalte Hirdmand Gyrd Haakonssøn og saaledes enten Halv- eller Heel-Broder af de ligeledes omtalte Hirdmend og Raadsherrer Paal Gyrdssøn og Gyrd Gyrdssøn, hvilken sidste siden blev Ridder. Var han deres Heelbroder, da var han ogsaa en Systersøn af Hr. Jon Thoraldessøn, og vist er det i alle Fald, at flere Omstændigheder tyde hen paa et Slegtskabsforhold mellem denne, Gyrdssønnerne og Michelstorperne^[164]. Saavidt man kan see, døde Hr. Christopher tidligere end Otte Michelstorp og uden at efterlade sig Børn, saa at denne arvede ham; men det lader heller ikke til, at Otte havde Efterkommere^[165]. Den Gjetning har været fremsat, at Ridderen og Raadsherren Jon eller Jens Henrikssøn, der levede omkring 1397, og fra hvem den senere saakaldte Gyldenløve-Ætt stammede, var en Søn af Henrik Michelstorp (og følgelig en Broder til Hr. Christopher), men den bestyrkes ikke af hvad der her ovenfor er oplyst^[166]. Heller ikke forekommer den nysnævnte Hr. Christopher i norske Brevskaber, saa at man maa antage, at han har haft sit meste Tilhold i Sverige, hvor han maaskee arvede Gods efter Farbroderen, hvis Navn han bar.

Ligesom de sidstnævnte Familier paa Østlandet, saaledes dannede nu ogsaa flere af de tidligere omtalte Ætter paa Vors og i Sogn^[167] m. m. en egen nøje forbunden Familjekreds, hvis indbyrdes Frendskabsforhold ikke altid udtrykkeligt lade sig eftervise, men som ikke desto mindre er utvivlsomt. Det er forhen nævnt, at Botulf Eindridessøn paa Finnen, Ejer af det store Finne-Gods, fik til sin anden Hustru Aasa Haavardsdatter af Rogn, hvorved han ogsaa fik en Deel af det rige Rogne-Gods. Aasas Fader Haavard var en Broder af Odd Hallessøn paa Rogn, der formodentlig var gift med Brynhild Sigurdsdatter, sedvanligviis kaldet Hustru Brynhild, som dog overlevede baade ham og de Børn, hun havde med ham, saa at hun derved blev Arving til det meste af hans Ejendomme^[168]. Brynhild egtede siden en Valthjov Baardssøn, der i 1370 indgik et Forliig med Botulf om de Fordringer, denne kunde have paa Hustru Brynhilds Arv; Valthjov beholdt Godset imod at udrede til Botulf 20 Laupers Verdi^[169]. Botulf udvidede siden fremdeles sine Besiddelser; i 1383 kjøbte han Halvdelen af Gaarden Gylten i Bergen og fik strax efter kongelig Bekræftelse paa Kjøbet^[170]. I 1384 optraadte han som Odelsmand til indre Hvamm i Hafslo, der, som vi have seet, havde tilhørt hans Oldefader^[171]. I 1387 fik han en Deel af Gaarden Ulvaldestad paa Vors, som hans Hustrus Syskendebarn Margrete Sveinsdatter, Datter af Svein Hallessøn paa Rogn, tre Aar forud havde foræret en gammel Huustjener Thore, der nu gav den tilbage til Botulf, eller egentlig til Aasa, der ogsaa senere lod sig denne Gave bekræfte af Thores Børn^[172]. Botulf døde, formodentlig i 1388, efterladende Enken, Hustru Aasa, og tre Børn, Haavard, Odd og Ragna. Aasa havde allerede i 1387 paa egne og Børns Vegne en Proces at udholde med Brynjulf Eilivssøn, en Halvbroder af Botulfs første Hustru Elin, om det Gods; som Botulf og Elin i 1365 havde overladt hendes Moder Ingebjørg, men kun, som det synes, for Livstid, og som derfor imidlertid var faldet tilbage til Botulf, hvormed Brynjulf fandt sig brøstholden. Men Dommen afsagdes den 29de Juni 1389 af Bergens og Gulathings Lagmand Arnulf Gunnarssøn ganske til Hustru Aasas Fordeel^[173]. Endmere Gods erhvervede hun i Tidens Løb, især paa Vors, som det her vilde blive for vidtløftigt at opregne. Imidlertid var Hustru Aasas egen Odel, Rogn, kommen i Hænderne paa Jørund Arnessøn fra Fors paa Hjelmeland i Ryfylke, der synes at have været en Yndling af Hr. Agmund Finnssøn og formodentlig havde ham at takke for, at han omkring 1376 bestyrede Syslen paa Vors, dog vistnok kun som Ombudsmand for Magister Capellarum, med hvis Embede denne Syssel paa denne Tid og senere synes at have været forenet^[174]. Jørund, der allerede i 1374 ejede Ringheim og sandsynligviis var beslegtet med Rogne-Ætten (han havde endog været Hustru Aasas Formynder i hendes Barndom^[175], indgik i 1375 en Contract med Hustru Brynhild, der altsaa paa denne Tid maa have været Enke, hvorved hun „gik til hans Flet og Bord“ og overlod ham halve Gaarden Rogn, 20 Maanedmaters Bool, mod at han hvert andet Aar skulde skaffe hende „en Kjortel og Hette“, samt hvert Aar $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Mk. Lerred, og derhos holde hende slig Kost som sig selv og hans egen Hustru^[176]. Siden angrede Hustru Brynhild denne Aftale, paastod, at hun slet ikke havde samtykt i Overeenskomsten, og klagede sin Sag for Kong Haakon og Raadet, da han i April 1378 opholdt sig i Bergen. Kongen indstevnede Jørund strax til Bergen for at see Sagen paakjendt af Biskopen, Magister Capellarum Hr. Vinalde som Sysselmand, Fehirden Erlend Philipssøn og to andre Mend^[177]. Men enten maa Dommen være udfaldt til Fordeel for Jørund, eller Sagen af sig selv være ophørt ved Hustru Brynhilds Død, der synes at være indtruffen strax efter, thi hendes Brodersøn og Arving Sigurd Guthormssøn bekræftede i 1380 Contracten^[178], og Jørund forblev i Besiddelse af Rogn indtil sin Død 1402, da han paa sit yderste erklærede, at Gaarden skulde tilfalde Botulfs og Aasas Sønner, saasom det var deres rette Odel^[179]. Hustru Aasa maalte ogsaa udholde en Proces herom med en Eivind Sigurdssøn, der havde egtet Halvsysterdatter af Jørund, men som Eivind maa have tabt, siden Gaarden forblev i Botulfssønnernes Eje^[180]. Den driftige Hustru Aasa døde henved 1410^[181], efterladende de forhen nævnte Børn, Haavard, Odd og Datteren Ragna. Disse arvede ej alene Forældrene, men fik ogsaa ikke ubetydelige Ejendomme af deres Beslegtede, Hustru Brynhild Josephsdatter, en Datter af hiin Joseph Karlshovedssøn paa Kaupangr, der omtrent 1363 var Lagmand i Bergen^[182]. Hvorledes Slegtskabet var beskaffent, vides ikke. Det erfares kun af et andet Brev, at Hustru Brynhild var Arving efter Sigrid Thorsteinsdatter, Botulfs Syskendebarn; men Naboskabet mellem hendes Faders Gaard Kaupangr og Botulfs Fedrenegaard Hvamm forklarer det noksom. Heller ikke vides det, med hvilken Hirdmand Hustru Brynhild har været gift; man seer kun, at denne Mand baade maa have ejet en Deel af Ænes i Søndhordeland og flere Gaarde paa Eker, hvoraf man saaledes maa slutte, at det har været en Mand, der var beslegtet med Gaute Erikssøn eller Kanerne^[183]. Denne Hustru Brynhild traadte i November 1389 ind i Vadstena Kloster, dog, som man seer, ej som Nonne, da hun ogsaa efter den Tid ferdedes om i Norge, altsaa vel kun som indskreven Syster^[184]. Men i denne Anledning var det vel, at hun solgte baade sin Deel af Ænes og sit Gods paa Østlandet (Octbr. 1388) og forærede (i Juni 1389) „sit Frendebarn“ Ragna Botulfsdatter paa Finnen 1 Laups Bool i Kalvhage, sin Ætts Odel, samt at hun i det følgende Aar (Marts 1390) afstod til Ragna og hendes to Brødre al den Arv, hun kunde fordre efter den nysnævnte Sigrid Thorsteinsdatter^[185]. Det er imidlertid et Spørgsmaal, om hun overlevede. Sigrid, siden hun døde allerede i 1394^[186]. Men hvad enten Botulfs Børn fik denne Arv eller ej, var de ligefuldt nogle af de rigeste Arvinger i Landet, som derfor ogsaa siden ved Giftermaal indlemmedes i de mægtigste af de ovenfor omtalte Slegtkredse, som det i det Følgende vil sees^[187].

1. At Hestbø var Ættens Odelsgaard er allerede ovenfor omtalt. I 1321 gav Morfaderen Hr. Sæbjørn Helgessøn ham (der her kaldes „lille Agmund“) Audastad i Ryfylke, sandsynligviis til Faddergave (Dipl. N. II. 143). At han ejede Tolga og Eidsa, sees af hans Gave af disse Gaarde til sin Hustru, hvorom nedenfor. Allerede hans Fader ejede Gods i Stavanger, selv skjenkede han senere Ramsholmen ved Framnes (Oos Sogn) m. m. paa Søndhordeland til Munkelivs Kloster (Mkl. B. S. 139). Paa sit Dødsleje skjenkede han til Chorsbrødrenes Commune i Stavanger alt sit Gods mellem Stavanger og Aaen Sire undtagen Gaarden Vik paa Jederen (Dipl. N. III. 549). Og for sin Broder Hr. Ivars Begravelse ved Gimsø Kloster gav han til dette endeel af Gaarden Nes paa Grenland, upaatvivleligt af hvad han havde arvet efter Ivar (Eysteins Register fol. 32 a).
2. I „Chronicon St. Birgittæ“ staar der udtrykkeligt, at Katharina var Fru Mamas anden Datter, og Ingegerd, Dronning Margretes Legesyster, den første; nu var Margrete fød 1353, altsaa skulde vel ogsaa Ingegerd være af samme Alder, og Katharina noget yngre. Desuden levede Sigvid Ribbing endnu i 1345, og maaskee nogle Aar derefter, saa at man neppe kan sette Fru Mæretas Giftermaal tidligere end 1350.
3. Dette synes at maatte sluttes af et Par Confessionaler eller Tilladelser, meddelte af Paven til at velge en egen Skriftefader, der kunde meddele almindelige Absolution o. s. v., thi medens samtidige Confessionaler for andre Herrer, f. Er. Hr. Orm Eysteinssøn, ogsaa nævner Hustruen med, er der for Hr. Agmunds Vedkommende kun Tale om ham alene.
4. Dipl. N. I. 493.
5. Det vil i det følgende blive omtalt, at Dronning Margrete udnævnte hende til Hovmesterinde hos den unge Dronning Philippa.
6. See nysnævnte Brev af 14de Februar 1382, Dipl. N. I. 493.
7. See Rymeri foedera, Udg. af 1740, III. I Forbindelse hermed bør det bemerkes, at der ogsaa findes et Brev af 17de April 1372, hvorved Kong Edvard III i England giver Skatmesteren og Kæmereren ved hans „Exchequer“ Ordre til at give „Hermand de Fynstone, Chivaler au item de Norwege“, et smukt udarbeidet Sølvfad med Kande (un triper ove un hanap d’argent susorrez et eymellez ove un eawer de la suite le hanap esteant sur troys dragons et le pumel eymellez ove quatre roses poisantz dys marcs dys soldz et dys deniers de nostre doun) see Palgrave, „Kalendars and Inventories of hs. Maj. Exchequer“, II. 275. Denne Ridder Hermand de Fynstone, hvis Navn aabenbart er fordrejet, maa enten være Hermann v. Vitzen, hvilken vi i det foregaaende stundom have omtalt, men som vi rigtignok snarere skulde vente at finde blandt Kong Albrechts Mend, eller og – maaskee snarere – Hr. Agmund Finnssøn. (Agmund – Amund kunde let fordrejes til Armund – Armand – Hermand; endmere kunde Titlen „Herr Agmund“ opsattes som Hermann).
8. Han og Broderen Sigurd nevntes af Hr. Agmund Finnssøn, da denne i 1388 laa paa sit Yderste, som dennes nærmeste Arvinger, Dipl. I. 1414, jvfr. II. 549.
9. Dipl. N. I. 448.
10. Sammesteds No. 537.
11. See foregaaende Bind, S. 903.
12. Dette vil nærmere blive udviklet i det følgende.
13. Grønlands hist. Mindesmerker III. S. 139. Da Erlend Philipssøn, som vi ville see, paa den Tid endnu var Fehirde i Bergen, hindrer ikke den Omstendighed, at han beklædte dette Embede lige fra 1381, fra at antage, at Haakon Jonssøn ved Siden af ham kunde være Sysselmand eller maaskee Gjaldkere. Og det bestyrkes deraf, at det ham tilhørende Skib, der forliiste ved Island 1383, havde en „Gudbrand i Audunargaarden“ til Befalingsmand, thi dette viser, at idetmindste Skibet maa være udgaaet fra Bergen.
14. Isl. Annaler, Udg. S. 336.
15. Dipl. N. II. 572.
16. See foregaaende Bind, S. 621.
17. Dipl. N. II. 470. Det synes klart, at begge Breve vedkommende Hunsstadsgodset høre sammen, og at det var i Egenskab af Margretes Egtemend at først Haakon, siden Tideke Wüstenacker tvistede med Giskemendene derom. Margrete var nemlig i 1408 gift med Tideke Wistenacker eller Wüstenacker. Denne var i alle Fald dengang endnu ej Ridder; men siden hun allerede i 1396, da hun sandsynligviis endnu ej var gift med Tideke, kaldes „Fru Margrete“, maa hun efter sit Giftermaal med Haakon endnu have haft en Mand, der var Ridder saasom det er vist nok, at Haakon aldrig opnaaede denne Verdighed og efter sin Død aldrig benævnes „Hr. Haakon Jonssøn“.
18. Brev af 22de Marts 1386 i det svenske Rigsarchiv.
19. Hendes Død og Begravelse i Vadstena 1411, ligesom hendes Broders Hr. Ulf Jonssøns i 1415, nævnes i Diar. Vazstenense; det siges udtrykkeligt om Hr. Ulf, at han ejede meget Jordegods i Sverige. I Eysteins Register fol. 201 og 202 findes det antegnet efter 1396, men dog ej senere end omkring 1400, at Fru Cecilia for sin Mand Hr. Ulfs Begravelse ved Idde Kirke gav Deel af en Gaarden Aslaksheider samt hele Gaarden Haavardsrud.
20. Gaute Erikssøn nævnes som Fehirde paa Tunsbergshuus i Brev af 27de October 1381, Dipl. N. III. 435. Derimod finde vi ham udstedende et Brev fra Gimsø, altsaa som Sysselmand i Skiens Syssel, den 17de Juni 1387, (Brev i det sy. Rigsarchiv). Og da vi nu allerede omtrent eet Aar forud (14de Juni 1386) finde Jon Darre som Sysselmand paa Vestfold (Dipl. N. II. 496) bliver det temmelig vist, at Gautes Forflyttelse til Slien maa være skeet ved denne Tid eller kort forud.
21. See foreg. Bind, S. 403 og 910, 911.
22. Saaledes angives det i N. Samll. IV. S. 555, uden at nærmere Hjemmel anføres.
23. See foregaaende Bind S. 407.
24. Dipl. N. II. 409, jvfr. foregaaende Bind. 909.
25. See fornemmelig Dipl. N. II. 435, 440, 453, III. 451, 481.
26. Dipl. N. III. 465.
27. Aslak Bolts Jordebog S. 108.
28. Hans Søn Eindride ejede idetmindste Gods i Samnanger og Oster, see Mkl.-B. S. 128.
29. Uthyrme paa Dal nevnes 1328 og 1332 i Dipl. N. IV. 174, V. 93.
30. Skiftebrevet af 2den Juni 1366 (Dipl. N. IV. 457) er særdeles merkeligt ved sin Udførlighed. Blandt de Effecter, som her opregnes, er ogsaa en Bog indeholdende „Bevers Saga tilligemed mange andre gode Sagaer“, ligesaa syv andre Bøger, baade Tidebøger og Sagabøger. Dette er formodentlig den sidste Gang, at Sagabøger omtales i norske Brevskaber.
31. Da Gaute Haakonssøn paa Tolga neppe var død i 1366, maa det være hos ham, at Bryllupet stod.
32. Dipl. N. III. 384. Jvfr. ovf. 28, 29.
33. Dipl. N. III. 451. Om Greip Ivarssøn, hvis Fader Ivar Thoressøn endnu levede paa den Tid, da Pantsettelsen skete, siden Greip lovede at skrifte hans Samtykke dertil, see foreg. B. S. 403. See ogsaa nedenfor.
34. Greip nævnes som Sysselmand paa Færøerne – men saaledes at han allerede synes at have været det i nogen Tid – ved 1386 i de isl. Annaler S. 340. Den Skibsafgift, han var bleven Erlend skyldig, synes ogsaa at tyde paa, at Skibet, som han lejede, foor enten paa Island eller paa Færøerne.
35. Isl. Annaler Udg. S. 382.
36. See Dom af 4de Octbr. 1402, Dipl. N. II. 581. Dog var her rigtignok ingen andre Riddere tilstede, thi hvis dette havde været Tilfeldet, kunde man vel neppe for hans Skyld have gjort nogen Undtagelse.
37. See IV. B. 2. Deel, S. 369, 388, 433, 585, 623, 663. Han maa ikke forvexles med den samtidige Hr. Erlend Aamundessøn, see s.steds S. 279, der dog maaskee oftere i slette Brev-Afskrifter er bleven forvexlet med ham.
38. Dipl. N. I. 180, hvoraf det sees, at Einar i Hildegaarden, Erlings Fader, sad inde med Gods i Hardanger, som Gaute Isakssøn i Tolga havde skjenket Reidar Dagfinnssøn, da denne trolovedes med Jomfru Sigrid Aslaksdatter.
39. Dipl. N. IV. 607.
40. Sammesteds IV. 487.
41. Dipl. N. I. 448.
42. Dipl. N. II. 566.
43. Dipl. N. I. 463.
44. Om denne Hr.Gudbrand, Raadsherre i 1388, 1389 og 1397, tales der i en Dom, afsagt af Lagmanden i Tunsberg 26de Marts 1400, hvorved nogle Bønder paa Eker tilpligtedes at betale Fru Ingeborg Erlingsdatter hvad der endnu stod tilbage af Kjøbesummen for det Skib, som Bønderne paa Eker havde kjøbt af ham. Denne Hr. Gudbrand maa saaledes enten have været Fru Ingeborgs Mand, eller hendes Broder, og kan ej være Enken efter Hr. Sigurd Hafthorssøn. Men denne Overeensstemmelse i Navn mellem begge de samtidige Fruer gjør det stundom ikke let at skjelne mellem dem.
45. Dipl. N. II. 462, jvfr. N. Samll. IV. S. 108.
46. Dipl. N. I. 496.
47. Dipl. N. III. 477.
48. Dipl. N. III. 477, jvfr. N. Samll. IV. S. 558 fgg.
49. See Lappenbergs udg. af Sartorius II. S. 670, jevnfør foregaaende Bind S. 818. Han var ogsaa med i Mødet paa Hisingen, s. A., den 5te Septbr. da Stilstanden med Stæderne ratificeredes; sammesteds S. 819, jfr. Lappenberg l. c. S. 674.
50. See foregaaende Bind S. 832.
51. See foregaaende Bind S. 906, 907.
52. See herom især N. Samll. IV. S. 535–538, hvor del meste er samlet af hvad man veed om Alf Haraldssøns Personalier.
53. Det er strax ovenfor viist, at Jon Martinssøns Giftermaal med Jomfru Agnes Sigurdsdatter ikke kan have fundet Sted førend l 138l eller 1382, og man skulde helst antage, at Katharina ej engang var fed i 1383, før at hun ikke skal blive altfor gammel ved sin Død, da hun nemlig endnu var i Live 1480 (see Dipl. N. V. 358) og neppe døde førend 1481 (Dipl. N. I. 932).
54. Før den 11te Marts 1401 maa han have været gift, da han paa denne Dag fik Fuldmagt af Haakon Sigurdssøn til at sagsøge Tideke Wüstenacker og Fru Margrete Eilivsdatter om Arven efter Fru Herdiis og Erling Einarssøn (Dipl. N. II. 566); dette viser nemlig, at han da var kommen ind i Giske-Ætten.
55. See foregaaende B. S. 906, især Noten.
56. Dipl. N. II. 501.
57. At han blev Foged paa Akershuus i 1388 maa sluttes deraf, at Benedict Nikolassøn i dette Aar fik Eker, Modheim og Tverdalene. Agmund omtales ej udtrykkeligt som Indehaver af Embedet førend i 1390. (Dipl. N. I. 524).
58. I 1393 holdt han en Ombudsmand paa Vime (Dipl. N. IV. 619, jvfr. 640), ligesom han ogsaa oppebar Sagfald i Rode, som det nedenfor vil sees.
59. Dipl. N. II, 537, 541.
60. Dipl. N. III. 550, 563, V. 441; den rette Sammenhæng, især med Alf Haraldssøns Indblanding heri, er ikke ret klar. Vist er det, at Agmund Bolt herefter var Ene-Ejer af Thronen.
61. Dipl. N. III. 566.
62. Det første Brev, han udstedte fra Throndstad, er af 6te Octbr. 1393 (Dipl. N. V. 359); men da tilhørte Gaarden aabenbart endnu den forrige Ejer, Thorgils Thorgilssøn, see nedenfor S. 170.
63. Han skjenkede til Mariekirken i Oslo flere Gaarde i Gudbrandsdalen, navnlig Haug i Ringebo Dipl. N. II, 520, 524.
64. Dipl. N. V. 352.
65. Dipl. N. l. V. 524. 352.
66. Ved Skifte efter ham, der holdtes paa Moland den 7de Juni 1430, fik en af hans Arvinger, Svigersønnen Guthorm Eivindssøn, Moland og dertil en heel Mængde Gaarde i Moland, Slangenes, Brageseter, Bru, Thoresby, Hærestad, Skriksvik, Saurbø, Sotenes, Noreim og Ljung, (Dipl. N. II. 702); den anden Svigersøn maa have faaet ligesaa meget, og Sønnen Karl Darre faa meget som begge tilsammen. Hans Medarvinger efter Faderen skyldte Tiende til Svarteborgs Kirke, hans Fader byttede Jordegods med Boknes Kirke, selv afhendede han Gods i Tuneims Sogn, og derhos gav en Jon Reidarssøn Darre, enten han selv eller hans Farfader, endeel af Øen Herfyl til Hvaløernes Kirke. Dipl. N. III. 584, Eysteins Registr. 164. b. 1. b. 203. b.
67. Dipl. N. VI.
68. See foreg. B. S. 905–909.
69. Dipl. N. III. 477. 478. 460.
70. Biskop Eysteins Register, fol. 122. b. f. 151. b. f. 64 b. f. 53. b. Endvidere siges der f. 56 et, at Olaf Haakonssøn gav for sine Foreldres Sjæl en Deel af søndre Reinskog i Lider til Frauner Kirke sammesteds, ligesaa f. 61 a, at Haakon og Fru Elin omtrent ved 1395 afhendede til Asker Kirke hele Gaarden Koden, som Guthorm Bergsveinssøns Arvinger havde givet til Aartidehold for ham.
71. At han havde Gods paa Agder eller i Ryfylke sees deraf, at han gav Rakkestad Kirke 4 Lauper Land i Mo, enten paa Agder eller i Eikelands Sogn i Sogndal vestenfor Aaen Sire, Eysteins Reg. f. 90 b.
72. Med Olaf Haakonssøn har det megen Vanskelighed at afgjøre, om han var Hr. Haakon Eivindssøns eller Haakon Stumpes Søn, det sidste synes dog rimeligst, da han, som vi ville see, havde Odel paa Thumn, desuden tilføjes der, da Afstaaelsen skete, udtrykkeligt, at han da var „fulltiða“ (d. e. myndig); formodentlig havde han da netop fyldt sit 15de Aar, og Agmund Bolt, der allerede havde kjøbt Gaarden i 1393, kun ventet herpaa for at faa hans Afstaaelse: under denne Forudsetning er han fed 1384, paa hvilken Tid Hr. Haakon Eivindssøn vist allerede var død.
73. Dipl. N. IV. 498.
74. Dipl. N. IV. 552.
75. Dipl. N. III. 338. IV. 477. 498. I. 455. IV. 552.
76. Dipl. N. IV. 589.
77. Biskop Eysteins Register fol. 8 a, 19 a. Der nævnes imidlertid ved Siden af „Hr. Munaan“ ogsaa en „Munaan Stumpe“, hvis Arvinger ligeledes skyldte Tiende til Skedjohofs Kirke, skjenkede Rakkestad Kirke Gaardene Tverløkja og halve Runestad (sammesteds f. 90), og Idde Kirke ½ Mk. Bool i Karraberg i Bergs Sogn (sammesteds f. 201). Dette kan maaskee have været Haakon Stumpes Fader, hvis han ellers ikke er den samme som Munaan paa Skog, der maa have boet paa Skog (ved Skipthveit i Borgesyssel) men ejede Gods i Dalsland, som han solgte (Dipl. N. II. 479), levede endnu i 1381, III. 433), og gav 3 Øres Bool i Ruud til Skogs Kirke, (Eysteins Reg. f. 96). Der nævnes ogsaa, at en af Munaans Arvinger gav Svardstad i Rakkestad til Spjotabergs Kirke sammesteds, dette er formodentlig ogsaa Munaan Stumpe.
78. Dipl. N. V. 317.
79. Biskop Eysteins Register tal. 204. Ogsaa i Autn i Rygge blev der skjenket Gods til samme Kirke for Thorgauts og Hustru Gerthruds Sjæl, men der siges ej udtrykkeligt af hvem.
80. Dipl. N. IV. 554, 556, 566, 545, 676.
81. See ovenfor S. 121.
82. Han maa have været død noget for 1401, da Brevet, Dipl. IV. 720, blev skrevet. Den 23de Marts 1400 kjøbte Ulfhild Jordegods paa Ringerike (Dipl. N. III. 706); altsaa maa hun da have været Enke, thi ellers vilde Manden være optraadt som Kjøbet. Det synes ogsaa, som han maa være død, førend den Deel af Eysteins Register, der angaar Oslo Provsti, blev affattet, thi her omtales (fol. 53, 54) Gaver af Fru Ulfhild for hendes Mand Benedicts Sjæl. Nu mangler vel det Sted, som angiver Aaret, da denne Deel blev affattet, men stort senere end 1402 kan det dog ej have været.
83. I 1406 erhvervede hun saaledes Ejendom paa Eker (Hobolstad), der afhendedes hende i „Kongens Sakøre“.
84. Eysteins Register fol. 53, 54, 58, 59, samt 55; her er det dog ikke ganske vist, om det er hun, eller en anden, der menes; der staar nemlig kun, at „Ulfhild“ gav til Frauner Kirke paa Lider 2 Ør. B. i Straum for Gyrd paa Hval og hans Kone Aasas Sjæl. Allersidst findes Hustru Ulfhild nævnt i 1413, da hun fremdeles kjøbte Gods paa Ringerike (i Hval i Haugs Sogn. Dipl. N. IV. 791.
85. Den sandsynligste Forklaring er den, at Jon Thorgilssøn paa Thumn, Thorgils Thorgilssøn paa Throndstad og Kolbjørn Thorgilssøn paa Throndstad, Hustru Ulfhilss første Mand, alle tre vare Sønner af Thorgils Alfssøn sammesteds, og at denne har været en Bolt, samt Ejer baade af Throndstad og Søndre Thumn; at Kolbjørn, som den eldste, fik Throndstad, men døde allerede før 1380, at derpaa Thorgils fulgte ham i Besiddelsen af Throndstad, hvor han endnu var i 1393 (Dipl. N. V. 354), og at Jon fik Thumn, samt at Agmund Bolt siden erhvervede Throndstad paa samme Maade som Thumn. Det er heller ikke usandsynligt, at Alf Haraldssøn, der ogsaa havde Deel i søndre Thumn, var en Sønnesøn af Alf paa Throndstad.
86. Dipl. N. IV. 351.
87. Dipl. N. IV. 660, jvfr. Eysteins Reg. fol. 56, 58, 59, 81, 125.
88. Han var den 13de Febr. 1367 tilligemed Biskop Hallvard og Aslak Steinarssøn tilstede paa Brenne i Rørdal for at bare Vidnesbyrd om et Møllebrug; det maa have været i Egenskab af Sysselmand (Dipl. N. V. 257).
89. See foregaaende Bind, S. 750.
90. Norges gl. L. III. S. 215. At hans Syssel var Alastarhaugs Syssel i Herø Halvfylke, altsaa omtrent det nuværende søndre Helgeland, sees deraf, at de Gaarde, han skjenkede til Erkestolen og Communen i Nidaroos, netop laa der.
91. I Bergen var han ved Raadsmødet f October 1382 (N. gl. L. l. c.), ligesaa den 3die Octbr. 1388 (Dipl. N. III. 481); 1ste Febr. 1388 deeltog han i Raadsmødet i Oslo, hvor Margrete valgtes til Regentinde. (ssteds III. 477).
92. Allerførst forekommer han som Sysselmand i Ryfylke den 18de Octbr. 1390 (Dipl. N. I. 527), siden oftere, see Dipl. N. IV. 594, 609, 616, 624, 753.
93. Om han allerede var Sysselmand i Stavanger, da han f 1388 baade var i Oslo og f Bergen, er uvist, skjønt det er sandsynligt; i 1396 var han paa Selvik, da Svigermoderen gjorde sit Testament. I 1385 kjøbte han Gods paa Eker, men hvor han da opholdt sig, angives ej; det kan dog gjerne have været i Bergen, da det ligeledes var her, at han i October 1388 kjøbte Gods paa Eker af Hustru Brynhild Josephsdatter (Dipl. N. III. 481).
94. Dipl. N. II. 527.
95. Erkebiskop Aslak Bolts Jordebog S. 88. Eysteins Reg. fol. 1146.
96. Dipl. N. IV. 753.
97. Dette sees af Dipl. N. III. 631, ligesaa deraf, at Sønnen Rolf Guthormssøn optreder som Godsejer i Svarteborgs Sogn, see nedenfor.
98. See Dipl. N. V. 266; her omtales Rolf den 1ste Juli 1381 som ved, og Asgerd optreder paa egen Haand, selvstændigt, ligesaa i 1372 (sammesteds No. 271), altsaa var hun da Enke og endnu ej gift igjen.
99. Dette maa sluttes heraf, at Asgerd havde en Datter ved Navn Ingerid, der allerede var gift for Guthorms Død c. 1415 (hun kaldes nemlig „Fru Ingerid“, Dipl. N. III. 631), og som senere optreder under Navnet Fru Ingerid Thorbjørnsdatter (see nedenfor), saa at hun altsaa hverken var Datter af Rolf eller af Guthorm.
100. Guthorm nævnes i Brev af 19de Marts 1387, udstedt paa Speiren, Eker, først blandt tre Mend, der bevidne et Jordekjøb; dette betegner ham idetmindste som en meget anseet Mand. (Dipl. N. V. 336).
101. Eysteins Register, fol. 53. a. og fol. 55. b. Heraf sees det ogsaa tydeligt, at „Rolf paa Berg“, som han paa ferske Sted kaldes, og „Rolf Saulessøn“, saa kaldes han paa det andet Sted, er een og samme Mand, og at det ei kan have været Guthorms Fader Rolf, der var den oprindelige Ejer af Kirkeberg, hvad Navnet i Hast kunde friste til at antage.
102. Han nævnes allerførst i denne Stilling 1371 (Dipl. N. V. 266), allersidst i 1389 (Dipl N. IV. 566). Da Haugs Sogn paa Eker laa til Erkeprest-Embedet i Oslo, var Sognepresten altid her kun er Vicarius.
103. Eysteins Register fol. 53 a.
104. Dipl. N. VI. (Brev af 1411).
105. Dipl. N. V. 513.
106. Dipl. N. III. 631. Her giver Hustru Asgerd, altsaa som Enke, Vidnesbyrd om, hvad Gods de begge havde givet deres Datter og Datterbørn. Men formodentlig var Guthorm da ganske nyligt død.
107. Dipl. N. III. 638. Som Hirdmand overvar han ogsaa et Jordeskiste sammen med Gaute Erikssøn og Eiliv Thorgautssøn i Tunsberg den 21de Juni 1400, Dipl. N. V. 399. I et Brev af 21de August 1401 kalder Svogeren Biskop Eystein ham „sin Ven“, og han indsegler foran en Chorsbroder og Sogneprester. (Dipl. N. I. 595).
108. Hun kjøbte den 30te Novbr. 1432 1 Mk. Bool i Vidanes i Syltebygden paa Eker af en Hallvard Thorgeirssøn. Hendes Svigersøn Thoralde Kane var med at bevidne Kjøbet. Dipl. N. II. 713.
109. Rolf Guthormssøn gav ifølge Eysteins Reg. fol. 168. b nordre Stakkekjerr med Kvernefossen og Fisket under Sandebakte, samt Halvdelen af Bergsrud, alt i Svarteborgs Sogn, til Svarteborgs Kirke, sin Faders Sjæl til Aartidehold. Dette er indtegnet omkring 1430.
110. Dipl. N. III. 631. Sledavaag (nu Falkensteen) var formodentlig Arvegods efter Asgerds Fader Aslak, der ejede og en Tid beboede det nærliggende Skaanør, thi i Eysteins Reg. fol. 48 a anføres, at Aslak Steinarssøn tilbyttede sig l Øres Bool i Skaanør af Smule Kirke for ligesaameget i Sledavaag.
111. Eysteins Reg. fol. 51, 53, 54.
112. Vi finde siden hendes Søn Rolf Thoraldessøn bosat paa Kirkeberg, Dipl. N. VI.
113. Hun nævnes endnu i 1446 i Anledning af et Salg af Gaarden mest Sandsverv, foretaget af hendes Systersøn Rolf Thoraldessøn Kane. Man skulde deraf formode, at hun selv boede enten paa Eker eller i Sandsverv. See Breve af 4de Juli, 20de September og 11te October 1446, i Dipl. N. VI.
114. Dipl N. III. 477. 484. Thoralde Sigurdssøn var, som det synes, først gift med en Ragnhild, for hvem han gav 2 Ørers Bool i Vaale til Vaale Kirke paa Vestfold (Eysteins Reg. fol. 48 b) dernæst med Fru Adaliz Erlingsdatter og havde med hende Datteren Christina, der var 4 Gange gift, Dipl. N. V. 948, jvfr. I. 588.
115. See Brev af 19de Mai 1400, Dipl. N. III. 552. Dette Brev er en Anmodning fra en Magnus Esbjørnssøn, for Øjeblikket naa Søndmøre, til en Jusse Magnussøn om at udføre flere Erender for ham, blandt andet at skaffe ham endeel Tommer, ligesaa Erter og Bønner til Udsæd, samt sende det „nordefter“ hvilket viser, at Jusse, der ogsaa havde et Erende til „Huusbonden Thoralde Kane“, levede søndenfjelds eller paa Østlandet.
116. See D. Adelslexicon, 1ste B. S. 277.
117. Dipl. N. V. 382. I. 621.
118. Dipl. N. IV. 790. Hans Sønner optrede her som voxne Arvinger, og han selv nævnes slet ikke.
119. Man seer siden Gunnars Søn Thoralde og dennes Søn kjede eller selge Gods i Sandsverv, Lagardal, Skiringssal, paa Neset m. m. (Dipl. N. V. 514. I. 769. III. 770. I. 788).
120. Saaledes angives det efter Slegtbogs-Antegnelser i N. Samll. IV. 555, og da man seer, at Gunnars Sønner tage Arv efter den barnløse Hr. Gaute, er Angivelsen højst sandsynlig.
121. Eysteins Reg. fol. 7 b.
122. At Margrete paa Brynlaa var Enke, førend hun blev gift med Nikolas Galle, sees deraf, at hun paa egen Haand bortskjenkede Gods; thi da hun døde førend Nikolas, kan hun ej have bortgivet det i Egenskab af hans Enke. At hun allerede da kaldtes „Hustru Margrete paa Brynlaa“, viser, at hun ejede denne Gaard før Giftermaalet med Nikolas, og at han erhvervede den ved at egte hende; det sees desuden af Skiftebrevet, der her strax nedenfor omtales.
123. Dipl. N. I. 434. At Paal Gyrdssøn maa have været en Søn af Gyrd Haakonssøn, der nævnes blandt Hirdmend i Oslohered og paa Ringerike i 1358 (Dipl. N. II. 340), sees deraf, at de havde Vaaben (et Fiskehoved) fælles, see N. Samll. IV. S. 131. Hr. Gyrd Gyrdssøn, der førte samme Vaaben, var saaledes hans Broder, saavelsom Andres Gyrdssøn, (see S. 185). At hans Morbroder var Hr. Jon Thoraldessøn, sees af Dipl. N. III. 409.
124. Eysteins Register, f. 38. b.
125. Dipl. N. I. 434. Her anføres egentlig kun hvad der kom paa Nikolas’s Part af det endnu uskiftede. Men desforuden have vist Jorunn og Paal Gyrdssøn faaet meget mere, og blandt det var vel de fire Mks. Bool i Heidreksholt (Heidsholt) i Hellen Sogn paa Grenland, som Paal overlod Lunde Kirke paa Grenland for 1 Mk. Bool i Hellesnes og 4 Laupers Land i Lund i Lundahered. Eysteins Register fol. 28. a. Thi Paal Gyrdssøns Fædrenegods laa neppe paa denne Kant.
126. Dipl. N. III. 477. 484. IV. 636.
127. At han før sin Død blev Ridder, sees deraf, at hans Hustru blev kaldet Fru „Ingebjørg“; altsaa oplevede han Ridder-Udnevnelsen 1397; men at han døde før 1399, sluttes af, at Fru Ingebjørgs Gave til Tuneims Kirke for hans Sjæl er indtegnet i Eysteins Register sidst i 1398 eller først i 1399.
128. Eysteins Reg. fol. 48. b; indtegnet omkring 1405. Det tales imidlertid i samme Register fol. 42. b ogsaa om en „Gamal Galle“, gift med Hustru Ingebjørg, der skjenkede 2 Mk. Bool i Berg og 6 St. Bool i Hovland til Thjødlings Kirke; om dette er Nikolas Galle, der isaafald plejede at kaldes „gamle Galle“, og om Gaven saaledes er skeet, førend han blev Ridder, eller om det er en eldre Galle, og da sandsynligviis hans Fader, er uvist. Det første er dog det rimeligste. Naar man seer hen til, at Nikolas’s og Ingebjørgs Søn heed Erling, bliver det højst sandsynligt, at denne var opkaldt efter Ingebjørgs Fader, og at hun saaledes heed Fru Ingebjørg Erlingsdatter. Men da bliver det ogsaa rimeligt, at hun enten var den Datter af Erling Einarssøn i Hildegarden, der blev gift 1380 (see ovenfor S. 160, 161), eller at hun var en Syster af Hr. Gudbrand Erlingssøn og den samme, der siden (100O) optraadte paa Eker som hans Arving. . (Dipl. N. II. 562). Formodentlig er dem ogsaa den Fru Ingebjørg Erlingsdatter, der noget før 1413 havde Ombud for Gimsø Kloster i Nordland; Dipl. N. I. 639.
129. I Eysteins Reg. fol. 204. a siges der, at der blev skjenket et Beger til Kolbergs Kirke i Odensø for Haavard Galles Sjæl.
130. Blandt andet kan anføres, at i een og samme Gaard, Vaale i Vaale Sogn paa Vestfold, gav Gaule Erikssøn 4 Ør. Bool, Fru Ingebjørg 2 Er. B. for Nikolas Galles og Sønnen Erlings Sjæl, Hr. Thoralde Sigurdssøn 2 Er. B. for Roar Roarssøns og sin Kone Ragnhilds Sjæl, altsammen til Sognets Kirke. Eysteins Reg. fol. 48 b. Ogsaa Aslak Steinarssøn gav ½ Laups Land i samme Gaard.
131. See ovf. f. B. S. 3, 6. Thorgeir Simonssøn var gift med Sigrid Bjørnsdatter og ejede Jordegods paa Follo (Dipl. N. III. 121).
132. Dipl. N. III. 363. 364. V. 248. II. 383. IV. 490. II. 444. 448. III. 435. 478. IV. 526. III. 550. IV. 751. I. 616. II. 637. Eysteins Reg. fol. 199.
133. Dipl. N. I. 398. 405. Det første Brev er dateret den 26de Decbr. 1368 fra mener i Sandehered paa Grenland, hvor han saaledes allerede da opholdt sig, et Tegn paa, at han hørte hjemme paa denne Kant. Det andet er dateret fra Gerpen.
134. Navnet er nemlig sammensat af „Pors“ (der endnu voxer i Mængdeviis paa Sletterne og Myrene nedenfor Bjørnthveit) og „Grund“. Stedets Beliggenhed i Nærheden af Elvens Udløb i Frierfjord gjør det højst sandsynligt, at der fra gammel Tid har været en Bebyggelse af Naust, Pakboder og Fiskerhviler, der gav Stedet et bymessigt Udseende.
135. Det seneste Brev, hvori Bjørn omtales, er af 20de Juni 1385; her nævnes han som Sysselmand, idet hans „Ombudsmand“ erklærer en Mand, der havde løbet bort med en Kvinde, „kvit og ledig“ paa Kongens Vegne. (Dipl. N. IV. 527).
136. Eysteins Reg. fol. 26 a, 37 a. Disse Indtegnelser ere skrevne sidst i 1398 eller først i 1399, og her omtales Hustru Kun endnu som levende.
137. Eysteins Reg. fol. 30 a.
138. Sammesteds fol. 36 b.
139. Dipl. N. IV. 775.
140. Ogsaa den i det foregaaende oftere omtalte Thorkil Erngislessøn Baarun førte en Baad i sit Skjold, og deraf skulde man visselig formode, at han og hans Broder Hr. Knut Erngislessøn ligeledes hørte til den samme Ætt. Dog synes Thorkil ved Siden af Skjoldet eller over dette ogsaa at have ført et Hjerte i Seglet(Br. i sv. Rigsarchiv, dat. 12te Decbr. 1374). Navnet Erngisl havde de formodentlig alle efter Hr. Erngisl Jonssøn (Baat), hvis Arvinger baade Peter Jonssøn, Jarlens Faderbroder, og Hr. Karl Neskonungssøn, en Broder af Hr. Erngisl Neskonungssøn (Nat og Dag), i 1342 udtrykkeligt sagde sig at være, Dipl. Sv. 3617.
141. See foregaaende Bind, S. 647, Not. 1, sammenholdt med Brevet No. 20 (S. 34–36) i Styffes„Bidrag“. Her kaldes han i Texten „Johannes Hjerne“, medens hans Sigill, med ovennævnte Skjoldmerke, fører Overskriften „S. Johannis Eringislezone“. Heraf, saavelsom af hvad der i det følgende anføres, fremgaar det, at det er en Fejltagelse, naar det i N. Samll. III. S. 608–613, og IV. S. 544, antages, at Jon Erngislessøn Hjerne er den samme som den norske Ridder Hr. Jon Thoraldessøn, der endog førte et ganske andet Vaaben, nemlig Fiskehovedet, ligesom hans Systersønner Gyrdssønnerne. Denne Fejltagelse har igjen medført andre, især da hertil endnu kommer den, at Fru Margrete, Datter af Eiliv Eilivssøn til Naustdal (s. o. S. 154), er antaget at være en Datter af en Eiliv Hjerne, der skulde have levet i det 14de Aarhundrede, paa Grund af en Paategning paa et Brev af 1335 (Dipl. N. II. 208), der dog først er skeet i Midten af det 15de Aarhundrede, i Anledning af en Proces, som den da levende Eiliv Jonssøn Hjerne havde, og kun vedkommer denne.
142. See foreg. Bind S. 711, 712, jvfr. Lappenbergs Sartorius, II. S. 500.
143. See foregaaende Bind S. 748.
144. Sammesteds, S. 828.
145. Sammesteds, S. 837, 839, Not. 4.
146. Begge Breve findes i det svenske Rigsarchiv, det ene er udstedt paa Aasa (hvor?) den 1ste Octbr. 1376, det andet, et Pantebrev til Thorgøt Nikolassøn, paa Linderaas (hvor?) den 11te Decbr. 1387.
147. See ovenfor, IV. Deels 2. B. S. 183, 219, hvor Christine Alfsdatters Tilværelse, følgelig ogsaa hendes Giftermaal med Rane Jonssøn, betvivles. Men da denne Tvivl udtaltes, var det Brev, der omtaler Fru Christina Nikolasdatters Nedstammelse fra Alf Jarl og Rane Jonssøn, endnu ikke bekjendt; og Visen, som omtaler hiint Egteskab, har saaledes dog tilsidst nok Ret. Formodentlig var Fru Christina endog opkaldt efter Christina Alfsdatter. Da Rane kom til Norge i 1287 og blev aflivet 1294, falder hans Giftermaal i Mellemtiden, og hans Børn kunne ej være fødte stort senere end det sidstnævnte Aar, medens Fru Christina formodentlig neppe er født senere end 1360, da hun i 1387 optreder som selvstændigt handlende og ej nævnes efter 1400. Mellem Ranes Giftermaal og Fru Christinas Fødsel ligge saaledes omtrent tre Generationer, og hendes Fader Nikolas maa følgelig have været enten en Sønnesøn eller en Dattersøn af Rane Jonssøn og Christina Alfsdatter. Men hvo denne Nikolas har været, lader sig ikke paapege. Man seer kun, at han maa have hast Besiddelser i Ranrike, da det er tydeligt nok, at Fru Christina, ej hendes Mand Jon Hjerne, var den egentlige Arving til og Ejer af disse.
148. Dette skete nemlig den 16de Juli 1387 (Dipl. N. IV. 539, jfr. Eysteins Reg. fol. 119 b. 173. a.), og Hr. Jon Hjerne levede endnu i September 1389 ifølge et Brev i det svenske Rigsarchiv. Man kan neppe antage, at hun i 1387 var Enke efter et tidligere Giftermaal, og først efter denne Tid blev gift med Hr. Jon, da denne døde allerede i 1390.
149. Da Hr. Jon, som vi nys have seet, levede endnu i Septbr. 1389, men omtales som død i Novbr. 1390, maa hans Død være indtruffen noget tidligere i sidstnævnte Aar.
150. Brev af 11te Novbr. 1390, Dipl. N. IV. 586. Merkelig er her Talemaaden „gjengive“, der endog synes at indeholde en Misbilligelse af Alf Jarls Utlegd, ligeledes sees det og, at allerede da det af Visen bekjendte gaadefulde Navn „Milder Alf“, brugtes. Efter Brevets Bogstavering skulde man næsten antage, at Dronningen egenhændigt havde skrevet det.
151. Det maa nødvendigviis have bestaaet deri, at hendes Fader Nikolas enten har egtet en Slegtning af det danske Kongehuus, eller selv paa mødrene eller fedrene Side været beslegtet dermed. Nærmest ligger det at antage, hvad Navnet Nikolas og de tidligere Forbindelser mellem de Fredløse, saavelsom Beliggenheden af Fru Christinas Ejendomme bestyrke, at Nikolas’s Fader eller Moder har nedstammet fra Grev Jakob af Halland.
152. Dipl. N. I. 870.
153. Ogsaa Jønes Hjerne den yngre førte Baaden som Skjoldmerke, see N. Samll. III. 613.
154. En gammel Slegt i Schlesien skal have hedet Michelsdorff, see N. Samll. III. S. 572.
155. See foregaaende Bind, S. 819, 832.
156. Dette vil fremgaa af hvad der strax nedenfor omhandles. Naar Christopher var en Broder af Otte, hvilket er vist, og Otte igjen Faderbroder til Hr. Christopher den yngre, der ikke kan have været Søn af nogen anden end Henrik, maa Christopher den eldre følgelig have været Henriks Broder.
157. Brev i det svenske Rigsarchiv.
158. Han nævnes blandt „Rigsens Raadgivere“ den 16de Febr. 1388, see Paludan-Müllers obss. critt. S. 105.
159. Eysteins Reg. fol. 203 b.
160. Sammesteds, fol. 199. 203.
161. Sammesteds, fol. 8. a.
162. Dipl. N. V. 109.
163. Vi have seet, at Hr. Ragnvald, efterat have været paa Orknøerne, blev begraven i Nidaroos Christkirke, hvor han havde oprettet et eget Capitel. Dette tyder paa Besiddelser især i det Throndhjemske, hvilke han dog kunde have erhvervet ved Giftermaal. Men Hr. Aslak Ragnvaldssøn, der visselig maa have været hans Fader, hørte hjemme i det sydlige Norge, da han ved 1308 var Sysselmand i Skidusysla (Dipl. N. I. 116), og Aslak Ragnvaldssøn den yngre, Ragnvalds Søn, solgte i 1334 paa Nes (i Tuneims Sogn) Parter af Gaardene Thingvalle paa Naverstad (Dipl. N. IV. 210), ligesom ogsaa Eysteins Register viser at baade Ragnvald og Aslak have ejet Jordegods i Tuneims Sogn, siden de kunde blive Tuneims Kirke saa meget skyldige i Tiende. Andres Gyrdssøn nævnes som anseet Mand i Tuneim 1389, (Dipl. N. IV. 547), skyldte den føromtalte Gudbrand Erlingssøn Penge i 1392 og udstedte Gjeldsbrev derfor i Oslo (sammesteds II. 529), ejede ogsaa Jordegods paa Raumarike og Thotn (sammesteds IV. 612, 646), og afhendede i 1414 til Oslo Blskopsstol Halvdelen af Linøen i Tuneims Sogn (sammesteds V. 501). I 1406 stadfestede han sin Moders Jordeskifte med Hr. Geirmund Thorgeirssøn om 13 Øres Bool i nordre og 12 i midtre Skardeberg, og den 2den Mai 1420 paa Audunstad i Krakerøen, Borgesyssel, formodentlig paa sin Dødsseng, bekræftede han dette Bytte for Geirmunds Sønner, tilbagekaldende en i Forglemmelse gjort Gave deraf til Olafsklostret i Tunsberg (Dipl. N. I. 607, 669). Andres Gyrdssøns Moder, som her omtales, var maaskee Hustru Margrete paa Skardeberg, der nævnes i Eysteins Reg. fol. 42.
164. At Andres Gyrdssøn var en Søn af Gyrd Haakonssøn, bekræftes især deraf, at han førte samme Vaaben som denne og Hr. Gyrd Gyrdssøn, nemlig Fiskehovedet. Hans Hustru heed, som det af Dipl. N. IV. 612 erfares, Aasa Erlingsdatter. Ved Afhendelsen af halve Linøen til Biskopen 1414 var ogsaa Hr. Gyrd Gyrdssøn og Hr. Aslak Peterssøn, der ligeledes synes at have hørt til Frændskabet, Vidner (Dipl. N. V. 501), og i 1400 see vi Hr. Gyrd Gyrdssøn, Otte Michelstorp og fire andre Mend, som valgte Dommere i en Sag mellem Hr. Alf Haraldssøn og Hr. Aslak Peterssøn, stadfeste et eldre Skifte mellem Hr. Alf og Hr. Jon Thoraldessøn, blandt hvis Arvinger Hr. Aslak saaledes maa have været (Dipl. N. III. 550). I Eysteins Reg. fol. 8 a siges der, at Andres Gyrdssøn var Arving til 4 Dele og Hr. Christopher til den femte Deel, saavel efter Hr. Ragnvald Aslakssøn, som Aslak Ragnvaldssøn. En Deel af Skardeberg tilhørte r. 1350 ogsaa Eivind Herleikssøn, hvis Søn Herleik, død for 1377, efterlod Datteren Ragnhild, der blev gift med en Brand (Søn af Lagmand Thoralde Brandssøn og maaske Broder til Hr. Jon Thoraldessøn), med hvem hun havde to Sønner, Eivind, der døde c. 1424 før hende, og gav sin Frændkone Fru Sigrid Nikolasdatter (Galle) paa Brynlaa flere Ejendomme (Dipl. N. III. 286. 411. II. 311. 633. I. 682. 708. 710. Eysteins Reg. fol. 41. 42). Endeel af Skardeberg tilhørte 1439 Rolf Kane, hvad der let forklares af Kanernes og Gallernes Frændskab. Dipl. N. I. 769.
165. Af Eysteins Reg. fol. 199 og 203 sees, at de Gaver, Hr. Christopher skjenkede til Kirker, afhendedes af hans Farbroder Otte, hvilket viser, at denne maae have overlevet og arvet ham. Forresten sees af det ovenomtalte Brev i det svenske Rigsarchiv, at Christopher den eldre efterlod en Søn ved Navn Henrik. Men om ham hører man intet i Norge.
166. See N. Samll. III. S. 572, jvfr. 475.
167. See foregaaende Bind S. 411, 412, 912–914.
168. Dette synes umiskjendeligt at fremgaa af Brev af 20de September 1370 (Dipl. N. II. 411), hvor det heder, at Brynhild, Valthjov Baardssøns Hustru, ansaa sig arveberettiget til det Gods, som Odd Hallessøn havde kjøbt, og som hun nu arvede efter sine Børn. At denne Brynhild er Hustru Brynhild Sigurdsdatter, fremgaar deraf, at denne i 1353 gav Baard Valthjovssøn (aabenbart hendes Stifsøn) Brudegave, da han egtede Odds Broderdatter Gyrid Guthormsdatter (Suhm XIII. S. 289). Det har været antaget (N. Samll. III. 624), at Brynhild havde været gift med Odds Broder Svein, men da dennes Datter Margrete endnu levede i 1384 (Dipl. N. II. 484), kunde Brynhild, hvis hun var Emne Enke, ikke allerede i 1370 have arvet Børnene. Brynhild var en Datter af Sigurd, Søn af en Hallvard Snjalle, der omtales 1304.
169. Dipl. N. II. 411.
170. Gaarden Gyltan i St. Peters Kirkesogn tilhørte i 1308 en Arne Lang (Dipl. N. I. 101.) Halvdelen deraf kjøbte Hallstein Baardssøn i 1367 af Bjarne Sveinssøn (Dipl. N. II. 392, 424), og den tilfaldt siden Kong Haakon, men skjenkedes af denne 1376 til Hallsteins Datter Thurids Børn (Dipl. N. I. 436), hvorpaa Botulf i 1383 kjøbte den af Thurid og hendes anden Mand Jon Erikssøn, (sammesteds I. 481, 483), men Betalingen blev ej fuldt erlagt førend i 1401, lenge efter Botulfs Død (Dipl. N. III. 560).
171. Dipl. N. I. 488.
172. Dipl. N. II. 484. 499. 528. 531.
173. Dipl. N. I. 515.
174. Jørund var i 1385 tilligemed Lagmanden i Ryfylke Vidner ved Hr. Agmunds Gavebrev til sin Hustru (Dipl. N. I. 493). Han nævnes som Sysselmand paa Vors i 1376, men i 1378 nævnes Provst Vinalde udtrykkeligt i denne Egenskab (Dipl. N. II. 454), og hans Efterfølger Arnbjørn Sunulfssøn synes ligeledes at have haft en Sysselmands Rettighed (Dipl. N. I. 572). Jørund Arnessøn var gift med Gyrid Hallbjørnsdatter paa Onareim i Søndhordeland, der levede her endnu i 1410 (Dipl. N. II. 442. 576. 611.
175. Dipl. N. V. 296.
176. Dipl. N. II. 442, V. 298.
177. Dipl. N. II. 453.
178. Dipl. N. II. 466.
179. Dipl. N. I. 580, 631.
180. Dipl. N. V. 419. II. 571.
181. Hun nævnes ikke efter dette Aar, Dipl. N. II. 611. Af dette Brev samt flere andre (navnlig II. 571, 576), sees at der mellem Aasa og Jorund Arnessøns Enke Gyrid var et meget indviklet Mellemværende.
182. See foregaaende Bind S. 866. Joseph afleste i Gunnar Hjarandessøn som Lagmand, hvilken i 1361 beklædte dette Embede, hvor vi atter finde ham i 1366. Men Joseph synes ogsaa i 1361 at have været Lensmand eller Sysselmands-Ombudsmand i Sogn, see Dipl. N. I. 370. Af Brevene Dipl. N. I. 348 og II. 357 sees det, at han ogsaa havde Besiddelser i Haddingdal (Sunren i Aalls Sogn), og at hans Hustru heed Aasa. Joseph var igjen Søn af Karlshoved i Kaupangr, der nævnes som Hirdmand omkring 1320, see forr. B. S. 410, 411.
183. Af Aslak Bolts Jordebog S. 108 sees det, at Hustru Brynhild Josephsdatter og Holte Jonssøn solgte hele Ænes i Søndhordeland, Halvdelen hver, til Erkestolen; ligeledes viser Dipl. N. III. 481, at hun i 1388, under et Ophold i Bergen, solgte til den ovenomtalte Peter Nikolassøn 13 Markebol i Sossen, Fiskheim, Eik og Røysen, alt paa Eker. Denne Holte Jonssøn, som her nævnes, var formodentlig en Sønnesøn af Hirdmanden sjette Gunnarssøn, der levede omkring 1360, og stod i et nøjere Forhold til Hr. Sigurd Hafthorssøn (see forr. B. S. 867, 868). Holte Gunnarssøn var formodentlig Fader til Jon og Gunnar Holtessønner der nævnes paa Raumarike ved 1391 (Dipl. N. IV. 588), og som begge havde hver sin Søn ved Navn Holte, altsaa Holte Jonssøn og Holte Gunnarssøn den Yngre. Muligt, at Hustru Brynhild har været gift med Jon Holtessøn, og saaledes Moder til Holte Jonssøn. Usandsynligt er det ikke, at denne Ætt stammede fra den Jon Holtessøn, som Hr. Anders Hugleikssøn arvede 1279, see Dipl. N. II. 19, s. o. IV. B. 2. B. S. 351.
184. See Diarium Vazstenense Scr. R. Sv. I. S. 103.
185. Dipl. N. I. 515, II. 518.
186. Diar. Vazst l. c.
187. See ogsaa N. Samll. III. S. 583–627., hvor udførligere Efterretninger om denne Ætt er samlet.