Wikikilden

Det norske Folks Historie/8/16

< Det norske Folks Historie | 8

Efter saaledes at have nævnt de mest fremragende Mend og Kvinder i Norge under Kong Olafs korte Regjering og de nærmeste Aar derefter, samt antydet deres Familieforhold, Stilling og hvad der ellers kan bidrage til at give en nogenlunde rigtig Forestilling om deres Personlighed, optage vi atter Fortellingens Traad og vende os først til Hansestæderne, hvilke man nu næsten kunde kalde den herskende Magt i Norden. Disse vare vistnok ikke synderligt tilfreds med, at Kong Haakon havde søgt at sette en bestemt Grendse for nye Anmasselser fra de tydske Handelsmends Side og Overgreb ud over de sidst bekræftede Privilegier. Ligeledes var de i slet Lune over alle de Kaperier, der nu fandt Sted i de danske Farvande, og som føleligt hindrede deres Skibsfart. Det stod ikke til at fragaa, at de Kaperskibe, som mange danske Slotsherrer udrustede, ikke regnede det saa nøje med at opbringe og plyndre Skibe, der tilhørte Stæderne – den Omstændighed at tvende af dem, Wismar og Rostock, stod under mecklenburgsk Højhed, laante vel for en stor Deel Paaskud dertil – og det var derfor ikke saa forunderligt, at Stæderne gav Dronningen Skylden, som om hun hemmelig begunstigede de saakaldte Sørøvere, især da flere af Slottene, hvorfra Røverierne foretoges, vare kongelige, som Søborg og Abrumstorp, men pantsatte til egenmegtige Høvdinger, saa at hun endnu ikke havde tilstrækkelig Raadighed over dem. Ligesaa stor Aarsag til Misnøje gav det, at Sysselmendene og de kongelige Ombudsmend i Norge, efter den fremdeles herskende Bestemmelse, at ingen Konge kunde give Veitsler eller Friheder for lengere Tid end sin egen Levetid, nu betragtede de nys bekræftede Privilegier som ophørte ved Kong Haakons Død, og paa Grund deraf, som det paastodes, trykkede Kjøbmendene med utilbørlige Paaleg. Under Dronningens Ophold i Norge om Vaaren 1381 fandt det danske Rigsraad det endog tilraadeligt at sende Befuldmegtigede til en Hansedag, som Lübeck, Rostock, Wismar og Stralsund holdt i sidstnævnte Stad, for udtrykkeligt at forsikre, at Dronningen var uskyldig i Kaperierne, og for at melde fra Hr. Henning Putbusch og Konrad Molteke, at disse vilde gjøre sit Bedste for at skaffe Stæderne Erstatning[1]. Den nærmere Behandling af denne Sag blev henskudt til en ny større Dag, der holdtes i Lübeck ved St. Hansdags-Tider, og hvor der indfandt sig Deputerede baade fra de liflandske, preussiske og nederlandske Stæder. Her klagedes over den Overlast, de tydske Kjøbmend leed i Skaane, saavel af Folket, hvem de vistnok var meget forhadte, som af Herrerne paa de Slotte, der ej var stillede dem til Pant, som Lindholm, Ystad m. fl. Men Sagen om Sørøverne kom alligevel ikke synderligt til Behandling her; derimod ind fandt der flg Udsendinger fra de tydske Kjøbmend i Tunsberg og Oslo med Klager over, at de svarligen forurettedes og beskattedes af Fogderne tvertimod Privilegierne; man havde vel.i Breve til Dronningen og Fogderne gjort Forestillinger derimod, men Fogderne havde ligefrem sagt, at Privilegierne ej gjaldt efter Kongens Død. Det blev derfor paa dette Møde besluttet, at Stæderne skulde tilskrive Rigsraadet i Norge med Anmodning om at faa Sagen ordnet paa den bedste Maade[2]. Men forinden noget Brev herom kunde blive ferdigt og ankomme til Norge, var idetmindste den største Deel af Raadet paa Vejen til Throndhjem for Hyldingens Skyld, idetmindste var man saa optagen af Forberedelserne til denne, at man ikke førend den var omme kunde give Stæderne noget Svar. Dette skete saaledes først den 28de August, medens Drottseten, og endeel andre Raadsherrer, som vi ovenfor have berettet, vare forsamlede i Hornboresund, hvad enten de nu var paa Vejen tilbage fra Throndhjem, eller de havde samlet sig efter Tilbagekomsten for at begive sig ned til Dronningen. Svaret, der afsendtes under Biskop Jon af Oslos, Drottsetens og Haakon Jonssøns Segl, gav kun den Beskeed, „at man havde forenet sig med Dronningen og overdraget hende Kong Olafs og Rigets Hverv med Hensyn til Stæderne, saa at hvad hun dagthingede med dem om Fred og Privilegier, det skulde staa ved Magt, indtil Kong Olaf kom til sine myndige Aar“. De øvrige Raadsherrer, som tiltraadte denne Erklæring, var Provst Vinalde Henrikssøn, Magister Capellarum, Cantsleren Provst Henrik Henrikssøn, Gaute Erikssøn, Benedict Nikolassøn, Henrik Michelstorp, Alf Haraldssøn, Jon Martinssøn, Jon Darre og Agmund Bolt[3]. Dette Brev maa altsaa være blevet fremlagt paa et Mode, som Stæderne atter ved Midten af September holdt i Skaane, fornemmelig angaaende de Ulemper, som her fandt Sted med Hensyn til deres Handel og Fiskerier. Ved dette Møde henvendte de Deputerede sig til Dronningen selv, der enten var tilstede eller i alle Fald ikke langt borte, med fornyet Anmodning om, at hun vilde stadfeste Stædernes Privilegier i Norge. Hun svarede hertil, noget undvigende, at hun visselig havde Fuldmagt dertil og vilde bruge den paa et senere Møde, men at baade hun og Rigsraadet var enige om, at „nu, da Kongen var død, var ogsaa Privilegierne døde“: et Svar, som de Deputerede nok fandt noget besynderligt, siden de besluttede i Forhandlingerne at indføre hiint Brev fra Rigsraadet, med den Bemerkning, at Rigsraadet havde tilskrevet dem saaledes“[4]. At Dronningen vilde hale Sagen ud, er øjensynligt, og Hensigten kan vel neppe havde været nogen anden, end, som man siger, at holde dem i Skal, deels for at afskrække Stæderne saa meget mere fra at begunstige Mecklenburgerne, deels vel ogsaa for at have et sterkere Baand paa dem til at holde flg Fredsslutningen af 1370 efterrettelige, ved hvilken de efter femten Aars Forløb, hvilken Termin nu sterkt nærmede sig, skulde tilbagegive de pantsatte skaanske Slotte. Og saavidt man kan see, blev der ingen Fornyelse af Privilegierne i Norge udferdiget, saa lenge Kong Olaf levede, skjønt der ogsaa i 1384 og formodentlig oftere blev klaget over de Forurettelser, Kjøbmendene i Norge meente at have lidt. Disse Forurettelser kunne dog neppe have været faa store, som Kjøbmendene skildrede dem. Disse maatte dog nu ved sin Rigdom og den Penge-Afhængighed, hvori uden al Tvivl en Mengde af Nordmendene stod til dem, have faaet sin Handels-Overlegenhed saa fast begrundet, at de Indskrænkninger, der paalagdes dem, ikke kunne have haft synderligt at betyde. Det verste var formodentlig, sat flere Befalingsmend, under Paaskud af at Stædernes og Kjøbmendenes Privilegier, og saaledes ogsaa den Artikel i disse, der forbød Nordmendene at befatte sig med Vrag og skibbrudent Gods, der tilhørte Stæderne, vare ophørte ved Kong Haakons Død, øjeblikkeligt efterat denne havde begyndt at gjøre Strandretten gjeldende mod hanseatiske Skibe ligesaavel som mod andre, og tilegnede sig baade Vrag og Gods[5]. Herom synes især Kjøbmendenes Klager at have drejet sig. Stæderne selv var dog aabenbart langt mere optagne med Kaperierne i de danske Farvande og med de skaanske Anliggender. I disse Kaperier, der, som ovenfor nævnt, for en stor Deel dreves fra danske Slotte, endog kongelige, men fra saadanne, over hvilke Dronningen endnu ikke havde tilbørlig Raadighed[6], deeltog ogsaa en Hr. Günther, der allerede i Kong Haakons Tid havde faaet en Borg, Syssel eller anden Besiddelse i Norge, og som saaledes neppe kan være nogen anden end den Günther af Wedhousen, der nævnes som Medlem af Raadet under Kongens Ophold i Marstrand om Sommeren 1371, hvorfor det ogsaa bliver sandsynligt, at hans Forlening netop har været sidstnævnte Sted, der laa saa bekvemt til at øve Kaperier[7]. Ligeledes nævnes Nisse Svarteskaaning i Halland blandt Kaperherrerne. Den Omstændighed, at Dronningen ikke havde saa stor Myndighed over de sørøverske Herrer, at hun ved et Magtsprog kunde bringe dem til at holde inde med deres Uvæsen, gjorde, at Stæderne selv maatte tage sig til Rette imod dem og udruste de saakaldte Fredsskibe til at rense Farvandene, uden at dette skulde ansees eller blev anseet som noget Fredsbrud mod Dronningen. Om en saadan Udrustning enedes man paa den før omtalte Hansedag i Lübeck om Sommeren 1381, og dette har maaskee været Aarsagen til, at Slotsherren paa Søborg Johan Grupendal tilligemed en anden Herre, Thomas v. d. Hagen, indfandt sig paa den Hansedag, der afholdtes til samme Tid og paa samme Sted det følgende Aar, og sluttede her for sig og flere andre Herrer, der ikke mødte, Fred eller Stilstand til næste Mortensdag, med fire Ugers Opsigelse fra begge Sider[8]. Denne Stilstand blev siden – Dagen angives ej udtrykkeligt, men har formodentlig været om Vaaren i det følgende Aar – forlenget og udvidet –[9], og de sørøverske Herrer maatte nu endog stille hver een eller to andre Herremend til Sikkerhed for, at de virkelig vilde holde Stilstanden, Johan Grupendal paa Søborg, samt Henrik Wardenberg og Paschedag paa Abrumstorp til næste Mariemesse (altsaa vel d. 15de August), og Nisse Svarteskaaning m. fl. til næste Kyndelmesse. Hine, der kun fik Fred til Mariemesse, vilde gjerne, heed det, have faaet den paa længere Tid, men da de havde mest at tabe, vilde Stæderne ej give dem den længere Dag: et tydeligt Tegn paa, at Stæderne nu havde Overtaget. Som etslags Beviis paa, at Dronningen ej spillede under Dekke med Sørøverne, maa det vel ansees, at Hr. Henning Putbusch selv tilligemed to andre danske Raadsherrer modtog hine Forløfter paa Stædernes Vegne. Imidlertid holdt Stæderne flere Møder og underhandlede ogsaa flittigt med Dronningen, som da omsider tilligemed Hr. Henning Putbusch og andre danske Raadsherrer indfandt sig paa en Hansedag, der holdtes i Stralsund den 24de April 1384, og lovede, som det heder, efter mange Dagthingninger og Forhandlinger, at hun og Raadet med fuldkommen Troskab vilde hjelpe Stæderne mod Røverne med 9 Skibe og 100 Bevæbnede, der skulde møde frem til næste Aars Pinds. Til nærmere at bestemme Erstatningen for den Skade, Kjøbmendene havde lidt, siden Kaperierne begyndte, berammedes et nyt Møde i Skaane til den 8de Septbr.; hertil vilde Dronningen og de nærværende Raadsherrer indkalde det hele Raad saavelsom dem, der havde Rigets Slotte, navnlig Hr. Günther, for at svare til den Kjøbmendene tilføjede Skade; udeblev nogen af dem, over hvilke Stæderne havde klaget, da vilde Dronningen og Raadet hjelpe Stæderne til sin Ret hos dem. Til Sommeren vilde Stæderne undersøge, paa hvilke Slotte Røverne havde sit Tilhold, og hvis man da fandt for godt at belejre disse Slotte„ skulde Dronningen og Raadet af al Magt hjelpe til dermed. Dog forbeholdt Dronningen sig nærmere at handle med Raadet om denne Sag og give Svar derom paa det aftalte Møde[10]. Dette blev af Aarsager, som nedenfor skal nævnes, ej holdt saa tidligt, som berammet, men først en Maaned senere, den 9de Octbr., paa Falsterbod[11]. Her indfandt Dronningen og det danske Raad sig, som aftalt, og ligeledes mødte Hr. Günther frem, men derimod ikke de danske Slotsherrer, som det var lovet. Da Günther nu blev manet, som det kaldtes, angaaende den Skade, han havde tilføjet Stæderne, tilstod han ligefrem, at han efter sin Herre Kong Haakons Død havde taget skibbrudent Gods og hvad der fandtes i Søen, men erklærede sig villig at give det tilbage, hvis man ved næste Sammenkomst mellem Norges Raad og Stæderne fandt, at han deri havde gjort Uret. Heri vilde dog Stæderne ej finde sig, men meente, at hans Uret var soleklar, og at han derfor allerede nu burde gjengive Godset. Dronningen sagde, at hun nok skulde sørge for, at Hr. Günther og alle hendes Mend skulde opføre sig saaledes imod Stæderne, at disse vilde takke dem derfor. Med denne temmelig svævende Forsikkring synes Stæderne for det første at have maattet ladet sig nøje. Til deres Aake over, at de danske Slotsherrer ikke efter Løfte havde indfundet sig, svarede Dronningen og Raadet, at den store Nød med den næværende Orlog, (nemlig mod Kong Albrecht, som det i det Følgende vil blive omhandlet,) havde gjort det umuligt at medbringe dem, hvilket ogsaa var Grunden til, at dette Møde holdtes senere end det oprindeligt var berammet. Derimod vilde hun og Raadet gjerne holde et Møde i Helsingborg med Stæderne paa den Dag, da Slottene i Skaane skulde gives tilbage ifølge Brevenes Lydelse. Dette Forslag vilde dog de Deputerede ikke antage, men sagde, at de først vilde høre sine egne Raads Mening derom.

Det Anliggende, som her var paa Bane, var maaskee den fornemste Drivfjeder til, at Margrete og det danske Rigsraad nu øjensynligt søgte saa meget som muligt at holde Stæderne ved godt Lune og give dem de bedste Løfter. Ifølge Fredsslutningen af 1370 vilde den Tid af femten Aar, i hvilke Stæderne skulde besidde de fire skaanske Slotte og Fogderier, være udløben i 1385, og de skulde da gives Dronningen tilbage. For hende maatte det nu være dobbelt magtpaaliggende at faa dem igjen, da Kong Albrecht havde begyndt Krigen paany og muligtviis kunde benytte sig af, at de vare i Tydskernes Hænder, til at faa dem i sin Vold. Stæderne syntes endnu ikke at have været ganske enige med sig selv om, hvorvidt de nu vilde opfylde dette Vilkaar. De vedtog kun at holde et nyt Møde i Lübeck 3die Søndag i Fasten det følgende Aar for at raadslaa herom, saavelsom om den Skade, Kjøbmendene havde lidt fra Danmark, m. m.[12]; overhoved synes de temmelig tydeligt at have givet at forstaa, at deres Villighed til at opfylde Vilkaaret vilde blive afhængigt af Dronningens og Raadets Villighed til at skaffe dem Erstatning for den lidte Skade. Imidlertid er det ogsaa paa den anden Side umiskjendeligt, at det i og for sig ikke kan have været Stæderne saa meget imod at blive hine skaanske Slotte qvit, da deres Bevaring kostede dem uforholdsmessigt mange Penge; men dette var naturligviis noget, som de ej omtalte for Dronningen[13]. Den fremdeles vedvarende Krig hindrede imidlertid Dronningen fra at indfinde sig til hiint Mode i Lübeck, og Stæderne indbød hende derfor skriftligt til at lade møde ved en ny Samling i Stralsund, hvortil hun selv nærmere kunde bestemme Tiden[14]. Denne Samling blev ogsaa holdt ved St. Hansdags Tider. Men allerede forinden maa det – man erfarer ikke hvorledes – ej alene have været afgjort, at Slottene skulde tilbagegives, men Overdragelsen maa endog allerede været skeet, da der paa dette Mode fremlagdes et Brev, affattet i Kong Olafs, Dronningens og Raadets Navn, og dateret fra Helsingborg Christi Himmelfartsdag d. 11te Mai 1385, hvori de formeligt erkjendte Modtagelsen af Slottene og gave Stæderne sin Qvittering derfor[15]. Og allerede den 27de og 28de Mai, kun faa Dage efter hiint Brevs Udstedelse, havde Kong Olaf ladet sig hylde af Skaaningerne, deels paa St. Liborii Høj, deels i Lunds Domkirke, uden at det lader til, at Stæderne gjorde nogen Indsigelse herimod[16]. Kun til at ordne, hvad der endnu stod tilbage, og formodentlig især for at føre Besætningerne ud fra Slottene, besluttede Stæderne paa det nysnævnte Møde at sende to Gesandter til Skaane[17]. Men saavidt man kan see, var alt dette afgjort inden Aarets Udgang eller strax derefter, saa at Kong Olaf og Margrete i hans Navn fra Begyndelsen af 1386 kunne siges at have været i ubestridt Besiddelse af dette vigtige Landskabs fornemste Dele: en Tilvext i deres Omraade, der i betydelig Mon forøgede deres Magt og Anseelse.

Efterat denne vigtige Sag var afgjort, skreed Dronningen og Raadet til at bringe et andet, ikke mindre paatrængende, Anliggende i Orden, om end ikke paa en ligesaa tilfredsstillende Maade, dog i alle Fald saa godt, som det efter Omstændighederne kunde ventes. Det danske Kongehuus havde nu lige siden Grev Gerhards Dage ligget i Strid med de holstenske Grever om Sønderjylland, hvortil de meente at have Arveret ifølge Kong Christophers Forsikringsbrev af 1330. Den tappre og navnkundige Grev Henrik, hvilken vi i det foregaaende saa ofte have haft Anledning til at omtale, var død 1381, efterladende sig umyndige Sønner, men hans Broder, Grev Nikolas eller Claus, levede endnu og tilkjendegav noksom sin Vilje, ej at give Slip paa Hertugdømmet, idet han i sin Titel kalde sig „ret Arving“ dertil[18]. Erfaringen havde nu viist Dronning Margrete, at det under de nærværende Omstendigheder ej var at tænke paa, at kunne frarive Greverne Hertugdømmet, og at det saaledes maatte være fordeelagtigere at overlade dem det med det Gode, knytte dem til sig som sine Vasaller, og paa den Maade sikkre sig ej alene Fred fra deres Kant, men endog deres Bistand, end ideligen at foruroliges af disse megtige Fyrster og see dem rede til, naar det skulde være, at gjøre felles Sag mod hende med sine Frænder, Mecklenburgerne. Hun besluttede sig derfor til et Skridt, der sikkert maa have været meget tungt, og som i Fremtiden skulde udøve en skadeligere Virkning paa Danmarks indre Lykke og Velvære, end man da havde nogen Anelse om, nemlig at overdrage Greverne Sønderjylland til arveligt Lehn. Hun begav sig i det Øjemed selv til Jylland, hvor hun havde en Sammenkomst med Greverne og foreløbigt aftalte det fornødne. Den højtidelige Forlening skete siden paa et Danehof, der holdtes i Nyborg i de første Dage af Juli 1386, og hvor, foruden det danske Raad og en Mængde andre Herrer, ogsaa den nye Erkebiskop af Nidaroos, Nikolas, og den nys udnævnte Biskop Henrik af Grønland var tilstede[19]. Her blev nu en fuldkommen Fred mellem Danmark og Holsten indgaaet, saaledes at Grev Gerhard som eldste Søn af eldste Broder, altsaa Familiens Hoved, forlenedes med Hertugdømmet til Arv i nedstigende Linje, Barn efter Barn, imod at han og de øvrige Grever skulde svare det danske Rige Mandskab og Tjeneste; dog skulde af alle dem, der samtidigt herskede i Holsten, kun een ad Gangen regjere i Hertugdømmet og føre Titel af „Hertug i Slesvig“ (altsaa ikke af Jylland, formodentlig til Forebyggelse af yderligere Fordringer paa dette Landskab); herefter skulde ingen Fejde finde Sted mellem begge Parter, og al Tvist mindeligen afgjøres ved Voldgift. Den ene af Parterne skulde understøtte den anden mod hans Fjender, naar dette forlangedes, og det bestemtes udtrykkeligt, at Greverne skulde sverge at opretholde Rigets Landefred til Lands og Vands mod Røverne. Herpaa aflagde saavel den unge Hertug som hans Brødre og deres gamle Farbroder Grev Claus højtidelig Eed, men det er let at forstaa, at uagtet Gerhard førte Hertugnavnet, var dog Claus den, der egentlig havde Magten og førte Regjeringen, saa længe han levede. Havde Margrete kunnet forudsee, hvilke Lidelser denne Forening mellem Holsten og Slesvig vilde bringe over Riget, da havde hun maaskee heller udsat sig for at have Holsterne til Fjender endnu en Tidlang, end indladt sig derpaa. Men saa fremsynet var man ej, og det er endog et stort Spørgsmaal, hvorvidt man i de Tider, selv om man havde kunnet forudsee den Denationalisering af Slesvig, hvortil denne Forlening aabnede Vejen, vilde have haft Forstand paa at erkjende den for en saa stor National-Ulykke, som den nu viser sig at have været. Dog viiste de første skade lige Følger af Foreningen sig tidligere, end maaskee endog Margrete selv havde tænkt sig muligt. Imidlertid havde hun dog nu faaet Fred fra den Kant, og Samtiden fandt dette hendes Skridt at være særdeles vel betænkt. Man betragtede hende nu, efter de skaanske Status Gjenerhvervelse og Fredens Oprettelse med Holsterne, som mange Gange megtigere end før. „I Aaret 1386“, siger den samtidige lübeckske Chronist, „kom Dronningen af Norge igjen i Besiddelse af Danmarks Rige ligesaa fuldstændigt som hendes Fader Valdemar havde haft det. Dette magede hun med stor Dygtighed, og paa den Maade, at hun først fik Skaane tilbage, og siden holdt en Dag med sine Modstandere Greven af Holsten, forenede sig ganske med dem til en evig Fred, og forlenede den arveligt med Hertugdømmet Slesvig. Da dette var skeet, faldt der en Angst og Bæven over alle Mend i Riget, der maatte erkjende denne Frues Viisdom og Styrke, og som nu bød sig hende og hendes Søn til Tjeneste. Hun indstevnede til sig Fogederne i Landet, drog fra Slot til Slot og lod sig hylde, og forflyttede hvilkensomhelst Foged fra det ene Slot til det andet, ligesom en Klosterforstander skikker sine Munke fra Kloster til Kloster. Dette skete endog i et Fjerdingaars Tid inden Kyndelmesse (herved menes formodentlig Februar 1387), og det er højligen at forundres over, at en Kvinde, der før var saa fattig, at hun ikke uden Venners Hjelp kunde give et Maaltid Mad, fordi alle hendes Slotte stode ude og vare beheftede mere ved Magt end med Ret, nu tilligemed sin Søn blev faa megtig i Løbet af et Fjerdingaar, at der intet manglede hende i hele Riget“.

Denne Skildring af hendes tidligere fortrykte Omstændigheder og den Vending til det bedre, som Begivenhederne i 1386 medførte, er heel merkelig; den tør vel være noget overdreven, men medfører dog vistnok i det Hele taget Sandhed. Flere Omstændigheder vise, at hendes Hænder bare mere bundne før den Tid, end sidenefter, da hun idetmindste i Danmark kunde sette igjennem næsten hvadsomhelst hun vilde[20]. Nu maatte ogsaa de Sørøvere indgaa Fred, som ikke havde deeltaget i den tidligere Fredsslutning. Paa et Besøg, som Dronning Margrete selv aflagde ved Hansedagen i Lübeck den 13de Juli, og som vi i det følgende nærmere kommer til at omtale, førte hun nu et andet Sprog mod Stæderne end hidtil. Thi da der var Tale om at beramme et Møde for at bringe en endelig Fred med Sørøverne istand, vegrede hun sig ved at udsette Tiden lenger end til Midten af førstkommende September, „paa Grund af vigtige Erender, hun havde at udrette i Norge“ (formodentlig i Anledning af Kongens Myndigheds-Erklæring, som det idet følgende vil sees); til den Tid maatte Stædernes Gesandter see til at indfinde sig i Vordingborg; Kong Olaf, sagde hun, vilde ej lenger sidde for Stædernes Maning (plages med idelige Erstatningskrav) af Stæderne, og hun vilde nu vide med Bestemthed, om Stæderne i Betragtning af den Fordeel, de kunde have af Kongen (nemlig Bekræftelsen af Privilegierne), vilde forlige sig med ham (det vil vel sige opgive alle Erstatningskrav) hvad Sørøverne angik. Stæderne fandt selv, at Ret og Billighed bød dem at føje sig herefter[21], og saaledes blev Fredsmødet holdt, paa aftalt Tid og Sted. Her blev der ogsaa virkelig baade paa Danmarks og Stædernes Vegne sluttet Fred, om end kun paa fire Aar, med de Sørøvere, som ikke allerede forhen havde indgaaet Stilstand, og hvilke nu, ligesom hine, maatte stille hver to andre Adelsmend til Borgen for Fredens Overholdelse. Hermed ophørte vel ikke Kaperierne ganske, men man hører dog ikke paa længere Tid tale derom, førend de saakaldte Vitalianere begyndte at forurolige Farvandene; men disse udrustedes fra mecklenburgske, ikke fra danske eller norske Havne.

  1. ↑ Uddrag af Recessuus Hansæ hos Suhm XIV. S. 96. Det kunde efter Referatets Ord endog synes, som om Hr. Henning og Konrad Molteke selv var tilstede ved Modet; tydeligt er det i alle Fald ikke, om de personligt havde indfundet sig, eller overdraget Gesandterne at fremføre deres Forsikring.
  2. ↑ See Uddrag af Recessus Hansæ hos Suhm XIV. S. 97, 98.
  3. ↑ Dipl. N. I. 469.
  4. ↑ Forhandlingerne paa dette Møde findes ej i den lübeckske, men i den wismarske Recessus Hansæ. Dronningen var paa denne Tid enten i Halland, hvor hun var den 28de Juli, eller var maaskee endog allerede kommen tilbage til Sjæland; under alle Omstændigheder kunde man have hendes Svar, medens Mødet endnu holdtes.
  5. ↑ Dette fremgaaer af hvad der nedenfor berettes om Klagerne over Hr. Günther af Wedhousen.
  6. ↑ Som de fornemste blandt Sørøverne nævnes Johan Grupendal, Slotsherre til Søborg, og Henrik Wardenberg samt Paschedagh, Slotsherrer til Abrumstorp, begge to kongelige Slotte. Af en Qvittering, som de to sidstnævnte udstedte den 31te Octbr. 1382, sees det, at de indtil da havde haft Abrumstorp med tilliggende Fogderi i Pant og først da vare blevne udløste (see Suhm XIV. S. 104, 105). Sandsynligviis har Forholdet været det samme med Søborg.
  7. ↑ Man knade vel nærmest tænke paa selve Baagahuus, hvilket Margrete ved denne Tid maa have faaet tilbage, om forresten dets Pantsettelse til Stæderne virkelig havde fundet Sted, hvad et og andet, som vi have seet, synes at antyde. Men da det er aabenbart, at Günther allerede maa have hast sin Forlening, hvilken det nu monne være, lige fra Kong Haakons Tid, kan dette ej have været Baagahuus, med mindre man antager, at Pantsettelsen til Hansestæderne ej fandt Sted. Der har hidtil ej været opdaget noget Brevskab eller nogen anden Oplysning, der kan bringe denne Sag paa det Rene.
  8. ↑ Uddrag af Recessus Hansæ hos Suhm XIV. S. 105.
  9. ↑ Bunge, Liv-, Est.-Kurl.-Urkundenbuch, No. 1188. Beretningen er aftrykt efter et Blad Papiir i det revalske Archiv, der synes at have været en Meddelelse fra Raadet i en af de andre Hansestæder til det revalske. Den er ej forsynet med Datum, men antages af Sange (Regester No. 140i) at sigte til nogle Forhandlinger, som Stæderne i 1382 havde med Sørøverne i Wismar. Bunge henviser her til Bartholds „Geschichte der deutschen Hansa“, II. S. 210. Imidlertid nævnes der i den lübeckske Recessus Hansæ intet om noget saadant Møde i Wismar, og saavidt man har kunnet bringe i Erfaring, forekommer heller ikke i den wismarske noget derom. Et saadant Mode maatte have fundet Sted ved Mortensmesse, da Stilstanden, som sluttedes ved Midsommertid 1382, udløb; men om ogsaa et saadant Mode har været holdet, kan det dog ej have været paa dette, at den her omspurte Fred sluttedes, thi denne blev aabenbart indgaaet om Vaaren, siden det udtrykkeligt siges, at Fristen til første Mariemesse (15de August) var kortere end den til Kyndelmesse. Der maa saaledes her sigtes til et Mode om Vaaren eller Forsommeren 1383, der ej kan være det, som Barthold omtaler.
  10. ↑ Uddr. af Recessus Hansæ hos Suhm, XIV. S. 133.
  11. ↑ Sammesteds, S. 136–137.
  12. ↑ Uddrag af Recessus Hansæ, hos Suhm, XIV. S. 137.
  13. ↑ Det er forhen omtalt, hvorledes Omkostningerne ved Slottenes Bevaring var Gjenstand for hyppige og alvorlige Forhandlinger paa Hansedagene. Ulemperne herved bleve øjensynligt større og større, eftersom Almuen i Skaane blev mere og mere utaalmodig over det fremmede Regiment, og derhos Mecklenburgernes Tilhængere yppede Uroligheder paa sin Side. I 1382, fortæller Chronisten i Scr. r. D. VI. S. 534, mistede Tuve Galen, Skaanes Gjeldkere, Slottet Thurstorpsø, og Ridderen Hr. Holmger blev drebt, formodentlig i en Opstand; samtidigt klagedes der over, at de danske Slotsherrer i Trelleborg, Ystad og Symreshavn ideligt forurettede Kjøbmendene, at Borgermesteren og Folket i Malmø ej vilde tillade Kjøbmendene at blive der længer end til 9de October (1381), at Slottene i Skaane „indtoges“ (1383), at Jep Muus paa Lindholm havde nedbrudt Boderne paa Skanør (1384). En af de tydske Befalingsmend, Wulf Wulflam, erklærede i Aaret 1383 reentud, at han ej vilde beholde Slottene længer end til Jakobsmesse s. A., hvis han ej fik flere Penge end hidtil (Suhm. XIV. 117), o. s. v., Altsammen Tegn paa, at den Ære og Tilfredsstillelse, at besidde de skaanske Slotte, maa have været Stæderne meget dyrekjøbt.
  14. ↑ Sammesteds, S. 142–144.
  15. ↑ Sammesteds S. 145.
  16. ↑ Chron. i Scr. r. Dan. VI. S. 534.
  17. ↑ Suhm, XIV. S. 146.
  18. ↑ See det af Suhm (XIV. S. 151) citerede Brev, trykt i Westphals Monumenta III. 373.
  19. ↑ See Detmar, S. 338, jfr. Dipl. Norv. IV. 530, Grenlands historiske Mindesmerker, III. S. 128–130 og Suhm, XIV. S. 160–162, hvor det vigtigste, denne Sag vedkommende, findes samlet.
  20. ↑ At flere af de fornemste Herrer endnu i 1384 vare ligesaa megtige som Dronningen, ja tildeels endog megtigere, synes at fremgaa af Bestemmelsen paa Hansedagen i April 1384 om de 9 Skibe, der fra Danmark skulde udrustes mod Sørøverne. Dronningen paatog sig nemlig kun at skaffe to, Hr. Henning Putbusch ligesaamange, og Konrad Molteke endog tre; to andre Herrer hver eet. (Suhm, XIVl S. 133).
  21. ↑ See Uddrag af Stædernes Brev til de preussiske Stæder i Recessus Hansæ, hos Suhm XIV. S. 162. 163. Her tales ogsaa om, at Norges Riges Raad skulde indfinde sig i Vordingborg tilligemed det danske, men deraf synes dog intet at være blevet.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/8/16&oldid=84964»