Det norske Folks Historie/8/22

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1863 (II-2, s. 303-319).

Det er allerede forhen omtalt, hvorledes Misfornøjelsen med Kong Albrecht mere og mere tiltog i Sverige siden hans senest uheldige Forsøg paa at afkaste Raadets og Stormendenes Aag, og hvorledes Dronning Margrete og hendes Tilhengere sandsynligviis allerede da benyttede enhver Lejlighed til at udvide Bruddet og bringe de svenske Høvdinger til atter at slutte sig til sin gamle Konge-Ætt, hvis eneste Repræsentant hendes Søn nu var. Vi have ligeledes seet Kong Albrechts forgjeves Forsøg paa at erhverve de tydske Stæders Bistand mod Dronningen paa Hansedagen i Stralsund 1385, hvorimod det ikke er usandsynligt, at han kan have skaffet sig flere Bundsforvante blandt endeel nordtydske Fyrster, som under hans Ophold i Tydskland om Sommeren 1386 besøgte ham i Wismar, hvor han holdt en pregtig Turnering, der varede i flere Dage^[1]. Imidlertid synes det dog, som om han strax efter paa Hansedagen i Lübeck, hvor han personligt kom sammen med Dronningen, blev nødsaget til at indgaa en ny Stilstand, ja endog til at give Slip paa de Dele af det østlige Skaane, som hans Mend endnu havde inde, saaledes som det i det foregaaende er viist, og det er ikke usandsynligt, at netop den Omstendighed, at Kong Albrecht nys forud havde haft saa mange Fyrster hos sig, hvis Venskab og Bistand han kunde have sikkret sig, var Hovedgrunden til, at Margrete selv indfandt sig i Lübeck og underkastede sig Ubehageligheden af en personlig Sammenkomst med sin Fjende for desto eftertrykkeligere at kunne modarbeide de Planer, han maatte have aftalt eller vilde aftale.

Da Albrecht efter dette Møde kom tilbage til Sverige, i August eller September 1386, forestod der ham nye uventede Ubehageligheder. Drottseten Bo Jonssøn var død, i Midten af August Maaned^[2], og Spørsmaalet opstod saaledes om Iverksettelsen af hans testamentariskr Forføjninger. Det er allerede ovenfor (S. 58, 232) nævnt, at Bo Jonssøn paa denne Tid var den rigeste og megtigste Mand i Sverige, langt megtigere end Kongen selv. Han var Drottsete og Generalembedsmand og havde efterhaanden vidst at tilvende sig Slottene Tavastehuus og Viborg, senere Aabo med Aaland og Korsholm, saa at han havde hele Finland, fremdeles Nykøping, Stekeholm og Ringstadholm med en stor Deel af Østergøtland, Rumblaborgs Lehn med Jønkøping i Smaaland, Forsholm med den tilliggende Deel af Vestergøtland, hele Helsingeland, en stor Deel af Dalarne m. m. foruden flere Lagmends-Embeder, og havde endelig, som vi have seet, i den sidste Tid ogsaa faaet Opensteens og Øresteens Slotte med Kind og Marks Hereder i Vestergøtland^[3], formodentlig efter venskabelig Overeenskomst med Dronning Margrete, hvem han maaskee allerede havde givet Løfte om, at han vilde virke for hendes Søn Olaf og skaffe hendes Søn hans Forfedres Krone i Sverige. Hans Testament, som han opsatte i Vadstena den 17de April 1384, synes ogsaa, som vi allerede have antydet, kjendeligt at vidne om en saadan Forstaaelse. De aatte Executorer, som han udnævnte, vare Biskoperne Nikolas i Linkøping og Thord i Strengnes, Ridderne Karl Ulfssøn (af Tofte), Byrge Ulfssøn (St. Birgittes Søn), Erik Ketilssøn (den gamle Kongeæts tro Tilhænger), Steen Benedictssøn (Marsk, Erngisl Jarls Stifsøn), og Erngisl Nikolassøn, samt Svenerne Ulf Jonssøn (Blaa), Steen Boessøn (Bo Jonssøn nærmeste Fedrenefrende), og Karl Matthiassøn; og Suppleanterne for enhver af disse (see ovf. S. 233) vare: Knut, Karl Ulfssøns Søn, Algøt Magnussøn, Ketil Jonssøn, Thord Bonde, Magnus Kase, Knut Boessøn (Cantor i Linkøping, Steen Boessøns Broder) og Arvid Benedictssøn. At flere af disse, foruden Hr. Erik Ketilssøn, allerede maa have været Kong Olaf og Margrete mere hengivne end Albrecht, er mere end sandsynligt, og man kan deraf nok slutte, hvilket Parti Bo Jonssøn selv vilde have taget, om et længere Liv havde været ham undt. Imidlertid vidste Kong Albrecht neppe endnu ret Beskeed om Testamentets Indhold og hilsede derfor vistnok Efterretningen om Bo Jonssøns Død med Glæde, ej alene fordi han nu var befriet for en saa besværlig Undersaat, men ogsaa i Haabet om, at han i Egenskab af Formynder for hans Enke og Børn selv skulde faa hans store Besiddelser under sin Raadighed. Men just dette havde Bo Jonssøn søgt at forebygge ved at udnevne hine Executorer og overdrage dem Formynderskabet. Kong Albrechts Forsøg paa at tilvende sig dette mødte saaledes strax Modstand, og derved maatte der igjen indtræde et meget spendt Forhold mellem ham og Executorerne. Allerede den 23de September indkaldte han Executorerne, saavelsom alle Bo Jonsøns Fogder og Ombudsmend, til at møde for ham med de Beviisligheder, de kunde fremlegge for sig, under sikkert Lejde, der skulde vare indtil næste Kyndelmesse, og for dem fra Finland endnu længer, hvis Iis eller Uvejr ikke tillod dem at drage hjem førend senere^[4]. Altsaa seer man heraf, at han endog selv ej ventede, at Executorerne uden Leide vilde indfinde sig hos ham, uagtet Hr. Erik Ketilssøn, hans aabenbare Fjende, ikke engang var indkaldt. Blandt Slotsfogderne nævnes Johan List, for faa Aar tilbage Dronning Margretes Høvedsmand paa Oppensteen, og endnu vistnok i samme Stilling under Bo Jonssøn: ligeledes et Tegn paa den hemmelige Forstaaelse, der maa have fundet Sted mellem denne og Dronningen. Det lader ikke til, at Executorerne lystrede Indkaldelsen, medens de derimod uden Videre foretog Pantsettelser af flere til den Afdødes Efterladenskab hørende Ejendomme og saaledes tydeligt nok lagde for Dagen, at de ikke agtede at give Slip paa den dem overdragne Bestyrelse^[5]. Dog erklærede de sig efter nogen Tids Forløb villige til at lade Spørsmaalet afgjøre af uvillige Mend blandt Rigsraadet, hvis Kjendelse baade Kongen og de lovede at underkaste sig; og til den Ende udstedte han den 21de Juni 1387 et nyt Leidebrev for dem, hvorefter de i Fred og Sikkerhed med Venner og Tjenere skulde kunne indfinde sig i Kungshavn ved Stockholm for der at faa Sagen afgjort^[6]. Men allerede to Dage efter tiltog Kongen sig at forføje over Aabo Slot og Lehn, uden at afvente nogen saadan Voldgiftskjendelse, paaskydende, at Bo Jonssøns Enke, Greta Dume, der synes at have været tydsk af Fødsel, efter hendes Venners og Frænders Raad havde valgt ham til sin og sine Børns Formynder og Beskjermer^[7]. Dette viser, at der ej lenger var Tale om noget mindeligt Forliig mellem Kongen og Executorerne, hvad enten han nu aldrig havde meent for Alvor at underkaste sig nogen Voldgiftskjendelse, eller Executorerne havde foretaget noget, som han ansaa at være et Brud paa Overeenskomsten. Der tales ogsaa om andre Tviste-Emner, ej alene mellem ham og Executorerne alene, men ogsaa med hele den øvrige Frelsestand. Han skal nemlig have fordret hver tredie Gaard tilbage af det fordums Krongods, som Frelsemendene og deres Forfedre havde tilvendt sig, eller han har maaskee idetmindste truet med at ville foretage en saadan Reduction, der i sig selv var billig og retferdig nok, men som det dog var yderst uklogt just nu at bringe paa Bane^[8]. Vist er det, at allerede inden Udgangen af August var Opstanden almindelig og den indvortes Krig i fuld Gang, saa at Biskop Nikolas af Linkøping i et Brev til Archidiakonen i Roeskilde skildrede Tilstanden“med de mørkeste Farver. „Ingen“, sagde han, „kunde gaa frit og sikkert fra og til sit Hjem, eller reise fra Sted til andet, uden at være udsat for at tages til Fange og miste baade Gods og Heste“. Paa samme Tid rasede Bondekrigen, som vi have seet, i de østlige skaanske Landskaber, der endnu stod under Albrechts Herredømme, men nu forstørstedelen kom i Kong Olafs eller rettere hans Moders Vold, medens hun selv opholdt sig i Skaane og vistnok hvert Øjeblik ventede paa, at de misfornøjede Herrer vilde henvende sig til hendes Søn og tilbyde ham hans Forfedres Krone. Ogsaa Kong Albrecht maa i denne Nød have nærmet sig hende og gjort hende Fredsforslag, siden det heder, at hun just skulde holde en Dag med ham, da hendes Søn døde. Hun beherskede saaledes aabenbart Stillingen, og denne vilde vel allerede om Sommeren 1387 være kommet til Udvikling, hvis Olaf var bleven i Live.

Men Olafs pludselige Død maatte nødvendigviis medføre en Standsning heri, saaledes som vi allerede i det Foregaaende have paapeget. For de svenske Herrer maatte der være stor Forskjel paa at underkaste sig Olaf, deres egne Kongers sidste Ætling, under Margretes Formynderskab, og efter Olafs Død og Folkunge-Ættens Ophør at underkaste sig hende alene, som selv ikke ved Blodets Baand var forbunden rum den gamle Ætt, og dertil med var en Kvinde. Desuden maatte det først og fremst være Margrete magtpaaliggende at sikkre sig Regjeringen i Danmark og Norge. Saavidt man kan see, undgik hun endog med Flid at gjøre de første Skridt til et aabenbart Forbund med de svenske Herrer mod Albrecht, vel vidende, at hun kun behøvede at see Tiden an, for at de dog omsider .skulde blive nødsagede til at søge hendes Bistand paa hvilkesomhelst Vilkaar. Alene vilde de nemlig vanskeligt kunne saa Bugt med Albrecht. Af tydske Fyrster havde de hast nok, og saaledes var der dog tilsidst ingen anden, de kunde henvende sig til, end hende, som desuden allerede var i Besiddelse af ikke ubetydelige Stykker af Riget, hvilke man derved kunde haabe at see gjenforenede med dette^[9]. Margrete lod saaledes Krigen i Sverige gaa sin Gang, roligt afvæntende Øjeblikket, da de svenske Herrer maatte ty til hende og tilbyde hende Regjeringen paa de Vilkaar, hun vilde foreskrive. Naar disse Underhandlinger aabnedes, vides ikke, ligesom man overhoved savner enhver Underretning om, hvad der skete i Sverige ligefra Slutningen af August 1387, da Biskop Nikolas gav hiin sørgelige Skildring af Tilstanden, og til Begyndelsen af det følgende Aar. Sandsynligviis begyndte de strax efter at Margrete var kommen op til Oslo i November eller December 1387, hvis hun ikke – hvad der ej er usandsynligt – har lagt Vejen om Vardberg eller Baagahuus og her modtaget Udsendinger fra de misfornøjede svenske Herrer. Formodentlig have dog de foreløbige Underhandlinger været førte i Vermeland og paa Dal, under Hr. Erik Ketilssøns Ledning. Thi vel havde endnu ikke han og de øvrige Herrer i de Dele af Sverige, der forbleve Folkungerne tro, formeligt hyldet hende, og de væntede vel først paa, hvad Nordmendene vilde gjøre, men saa meget er dog aabenbart, at deres Hengivenhed for hende ikke i mindste Maade var rokket. Ligeledes synes ivrige Underhandlinger at have været førte mellem hendes paalidelige Mend i Halland, nemlig Nisse Svarteskaaning og Abraham Broderssøn paa Kongsbakke samt Jakob Muus, der nu var Befalingsmand paa Vardberg, og de svenske Grændsehøvdinger paa den Kant, thi ved deres Medvirkning maa det vel især have været,at Algøt Magnussøn, der hidtil paa Bo Jonssøns og Arvingers Vegne havde haft Slottet Øresteen, og nu tillige havde faaet Opensteen, allerede den 5te Januar aabenbart erklærede sig for Dronningen og udstedte sit Reversbrev, hvorved han erkjendte, at han havde modtaget hine tvende Slotte med tilhørende Lehn, Mark og Kind af sin „Frue Dronning Margrete“, hverken for Pant eller Penge, men for at være hende behjelpelig med dem og holde dem aabne for hende til enhver Tid, ligesom han ogsaa lovede uvægerligt at give dem tilbage, naar hun maatte forlange det, og, hvis hun døde, førend hun havde krævet dem igjen af ham, da at overgive dem til Biskoperne af Roeskilde, Ribe og Aaruus, samt tvende danske Riddere. Jakob Muus, Nisse Svarteskaaning og Abraham Broderssøn beseglede selv tilligemed flere andre Herrer som Medforlovere dette Brev, der udstedtes paa Eekholm, et Sted, som formodentlig maa søges i Nærheden af Grændsen mellem Halland og Vestergøtland^[10]. Det er forresten ilde, at vi ej kjende den nærmere Sammenhæng med denne Transaction, thi det kunde jo nok være muligt, at det allerede ved Overdragelsen af disse Slotte til Bo Jonssøn var aftalt mellem ham og Dronningen, at de efter hans Død skulde falde tilbage til hende. Imidlertid seer man dog saa meget heraf, at Algøt Magnussøn allerede nu havde underkastet sig Dronning Margrete, og det endog saaledes, at han paa en Maade erkjendte Forleningerne som henhørende under den danske Krone, siden det alene var danske Herrer, til hvem han i Tilfelde af Dronningens dødelige Afgang skulde overgive dem.

Hvorledes Hoved-Underhandlingerne forresten have været drevne, og hvad Indflydelse de kunne have haft paa det norske Raads Beslutninger, vides ikke, kun saa meget seer man af Resultatet, at Margrete maa have gjort sig kostbar, og at hun ikke gav noget Tilsagn, førend hun fik Betingelserne vedtagne saaledes, som hun vilde have dem, og hvorved de svenske Herrer maatte gjøre Indrømmelser, som de fra først af neppe havde været forberedte paa, og som det aldrig havde kunnet nyttet Kong Albrecht at forsøge paa at sette igjennem. Det er forhen nævnt, at Svogrene Hr. Ulf Holmgeirssøn og Hr. Ulf Jonssøn, sandsynligviis kort efter Margretes Hylding i Norge, begav sig til Vermeland og Dal for at meddele Efterretning om denne og maaskee ogsaa aftale en Sammenkomst mellem Dronningen og de svenske Herrer. Denne Sammenkomst fandt Sted paa Daleborg ved Venern, hvor Hr. Erik Ketilssøn boede, eller idetmindste etsteds ganske nær derved, Palmesøndngen den 22de Marts 1388, kort efter at Dronningen havde forladt Oslo, hvor hun endnu opholdt sig den 13de Marts. Paa Testament-Executorernes Vegne indfandt sig Hr. Byrge Ulfssøn og Hr. Steen Benedictssøn, samt paa de Andres Vegne Steen Steenssøn og Arvid Benedictssøn. De øvrige af Executorerne, Opstandens egentlige Hoveder, synes ikke at have været tilstede^[11]. Hine Herrer optraadte her ganske, som om de havde Fuldmagt fra hele det svenske Folk, eller, som de udtrykte sig „paa alle deres Venners, Frænders, Hjelperes, menige Rigets Mends og selve Rigets Vegne“, en Fuldmagt, som Executorerne vist havde tiltaget sig uden at spørge Menigmand ad. De erkjendte og erklærede Dronning Margrete for alle deres og det svenske Riges „fuldmegtige Frue og rette Huusbonde“, lovede aldrig at lade sig dagthinge fra hende, aldrig at slutte Fred med Kong Albrecht og hans Hjelpere eller hendes øvrige Fjender, uden med hendes Samtykke; forpligtede sig og deres Med-Executorer til at overlevere og oplade hende alle de Slotte og Lande, som Bo Jonssøn havde haft, naar hun kom ind i Sverige og krævede dem; endvidere lovede de at være hende behjelpelige til at faa alle de Slotte og Landskaber tilbage, som havde tilhørt Sveriges Krone, over hele Riget, ligesaa at de svenske Mend, der nu boede i Danmark og Norge, kunde faa de Ejendomme i Sverige tilbage, som de havde mistet. De og hele Sveriges Rige skulde beholde Margrete som fuldmegtig Frue og ret Huusbonde, i Nød og Lyst, saa lenge hun var i Live og ej selv overgav det; ja de lovede endog, at den, som hun vilde, at de og Sveriges Rige skulde have til Konge, enten i hendes Levetid eller efter hendes Død, ham skulde de ogsaa erkjende og beholde som sin retmessige Konge. Dronningen lovede igjen troligt at hjelpe dem mod Kong Albrecht og hans Tilhengere og ikke at skilles fra dem, førend Krigen var bragt til Ende, samt tilsagde alle svenske Mend, hver i sin Stand, Bekræftelse af alle Friheder og Privilegier, som af forrige Konger var dem forundte, førend Kong Albrecht kom til Sverige. Men hun vilde heller ikke tilstaa dem en Tøddel mere. Over alle de Slotte og.Landskaber, som Rigets Mend i Sverige overdrog hende, eller hun siden ved deres Hjelp kunde faa, vilde hun forføje, som den svenske Lovbog bestemte; kun indrømmede hun Executorerne under visse Betingelser Nykøping med tilliggende Fogderi, Vestmanland, halve Dalarne med det halve af Kobberberget og Jærnberget, samt Viborg i Finland med Tilbehør, og selv disse Slotte skulde holdes aabne for hendes Folk, hvis det behøvedes. Alle de øvrige Slotte og Landskaber skulde overgives til hende; de, som nu havde underkastet sig hende eller siden gik over til hende, kunde vel beholde de enkelte Godser og Hereder, som de havde i Pant, men ingen Slotte eller Lehn. Derimod lovede hun, at naar alt dette var bragt i Orden, vilde hun lade Sveriges Landemerker blive saaledes, som de fra Alders Tid havde været, det vil sige gjenforene Vermeland, Dal og de øvrige i saa lang Tid fraskilte Landskaber med Riget. Alle disse i de svenske Fuldmegtiges Øjne yderst haarde Betingelser, underkastede de sig dog, da de nu engang ikke havde noget andet Valg. Saavel Herrernes Hyldingsbrev som Dronningens Gjenbrev til dem udferdigedes samme Dag (22de Marts), det første li samtlige verdslige Exexutorers og flere andre Herrers Navn, undtagen Biskopernes og Hr. Erik Ketilssøns, hvilken sidste Dagen efter paa Daleborg gav sit særegne Brev paa, at han havde været nærværende ved Overeenskomsten, at den var skeet i alle Maader og med hans Vilje, og at han i Egenskab af Executor vilde holde alle de Breve, som hans Med-Executorer havde udstedt. De to Biskoper, der ogsaa vare indsatte til Executorer, nævnes vel i Dronningens Brev, men derimod ikke i Hyldingsbrevet: de have saaledes neppe endnu vovet at erklære sig aabenbart for Dronningen, og Biskop Thord af Strengnes modtog endog endnu i Juni 1388 et Beskyttelsesbrev af Kong Albrecht. Men paa den anden Side traadte de heller ikke fjendtligt op mod Margrete, og saaledes var deres Forsigtighed ikke til videre Hinder for hendes Planer. Samme Dag, som Overeenskomsten med Margrete blev sluttet, overdrog de svenske Herrer hende ogsaa Fuldmagt til at underhandle med de holstenske Grever om den Panteret, de havde i Kobberverket, og indløse eller stadfeste den, eftersom hun fandt det tjenligt; ligeledes fik hun fuldkommen Frihed til at dagthinge paa Herrernes Vegne med Birke v. Vitzen i Kalmar og bekræfte de tydske Stæders og Kjøbmends Privilegier i Sverige. Det er merkeligt nok at see disse overmodige Herrer, der før ikke havde villet lystre nogen lovlig Myndighed, nu vise sig saa eftergivende og underdanige mod Margrete^[12].

Fra Daleborg begav Dronningen sig til Egnen ved Gøta-Elven, hvor vi den 23de April finde hende i Ljodhuus. Formodentlig havde hun sit egentlige Tilhold paa Baagahuus, der hørte til hendes Livgeding. Hr. Erik Ketilssøn og de fire svenske Udsendinger synes at have ledsaget hende for at aftale nærmere Forholdsregler, thi paa hiin Dag udferdigede hun, upaatvivleligt til Afsendelse med hine Udsendinger, der nu vendte tilbage, etslags Proklamation til Indbyggerne i Østergøtland, Thjust og Kind, hvori det heed, at da Hr. Erik og hine fire Herrer saavelsom andre Rigets Mend i Sverige havde været hos hende og højligen klaget over den Nød og Skade, som de længe og dagligen havde lidt af Kong Albrecht og hans Hjelpere i Voldgestninger, Rov, Brand, ulovlige Skatter m. m., var hun nu kommen overeens med dem om, at hun vilde forhjelpe alle dem, der med Kjærlighed og Troskab traadte i hendes Tjeneste, til Fred, Lov og Ret, naar Gud vilde, at hun kom til Sverige og ved Guds og deres Hjelp blev det megtig, hvorfor hun raadede dem til at lyde de førnævnte Herrer i alt, hvad disse paa hendes Vegne kunde tilsige dem, og gjøre alt efter deres Tilsagn. Breve af samme Indhold er formodentlig ogsaa blevne udferdigede til Indbyggerne i de øvrige svenske Landskaber, og med disse Breve vendte da Udsendingerne, i Følge med Hr. Erik Ketilssøn, tilbage til de øvrige Herrer, der nu ej længe efter – den 20de Mai – fra Nykøping tilskrev Dronningen sit Bekræftelsesbrev, hvori de „takkede hende ydmygeligen for den store Kjærlighed, hun saa mangfoldigt havde beviist dem, og som de gjerne vilde vise sig verdige, hvor de kunde“; forsikkrede hende, at de med al Kjærlighed og Troskab og alles Samtykke vilde holde og efterkomme alt, hvad hine Herrer med hende havde dagthinget og afgjort, og bad hende endelig ikke at lytte til, hvad mange maaskee kunde ville tale mellem hende og dem, for at sette Splid, saasom hun maatte være forvisset om, at de med Troskab og Kjærlighed, som det sømmer Dandemend, vilde blive ved hende^[13].

Saaledes var da det afgjørende Skridt gjort, og Margrete i aaben Feide med Kong Albrecht om Sveriges Krone. Denne synes i Førstningen at være bleven mere forbittret end forskrækket. Han skal endog til Trods have antaget Titel af Norges og Danmarks Konge, hvortil han vel nærmest tog Anledning af sin Brodersøns, Hertug Albrechts Død, der indtraf ved denne Tid, thi han har maaskee betragtet sig som nærmeste Arving efter ham^[14]. Han skal derhos have givet sin Forbittrelse Luft i allehaande Smæde-Ord og Øgenavne mod hende og søgt at tilføje hende anden personlig Haan. Men imidlertid merkede han snart, eftersom Størstedelen af Landet ifølge Hyldingsbrevet kom i hendes Hender, at han ikke i Landet selv havde tilstrækkelig Styrke til at gjøre hende Modstand, og begav sig over til Mecklenburg for der at skaffe sig Forsterkning, efterat have forordnet, at i Tilfelde af, at han døde eller blev fangen, skulde hans Søn Erik blive Konge efter ham, samt om ogsaa. Erik døde eller fangedes, hans Broder Magnus’s Søn, Hertug Johan. Stockholms Borgerskab maatte udstede Forsikring paa, at det i disse Tilfelde kun vilde holde sig til disse tvende Herrer (24de Juli^[15]). Efter at være ankommen til Tydskland søgte han at sette Himmel og Jord i Bevægelse for at reise Fjender mod Margrete, eller idetmindste at tilvejebringe Megling af andre, ham gunstige Magter. Saaledes indfandt han sig paa en Forsamling af Deputerede fra Lübeck, Wismar, Stralsund og Rostock i denne sidstnævnte Stad ved Midten af September Maaned og beklagede sig paa det bittreste over Dronningen, de danske Herrer og sine egne Undersaatter af Sverige, der, som han sagde, inden Felighed (Grid) og en sikker „Haand-Fred“ dog havde tilføjet ham stor Ubillighed og Skade, hvorfor han forbeholdt sig sin Ret og Retferdighed, „for Herrer, for Fyrster, for Riddere, for Svene, for Venner, og isærdeleshed for hine fire Stæder“, da de ligesom han selv ikke kunde undvære sin Ret formedelst den Tvedragt, der nu herskede mellem ham og Dronningen. De forsamlede Raads-Sendebud lyttede ogsaa forsaavidt til hans Klager, som de strax (d. 19de September) tilskrev Dronningen derom og udtalte sit Ønske om, at hun vilde beramme en Dag paa et belejligt Sted, hvor begge Parter kunde medbringe sine Venner for at forsøge, om en Megling kunde tilvejebringes, da de i modsat Fald befrygtede, at større Skade kunde opstaa, hvorved baade Land og Folk fordervedes; de bad Dronningen at svare med Overbringerne af Brevet. Om Dronningen har svaret, vides ikke, men kun dette, at hun ikke ensede Opfordringen^[16]. Albrechts Opraab til Fyrsterne var derimod ikke frugtesløse; flere Fyrster samlede sig til ham, lig Grev Günther af Lindow, Herre til Ruppin, Grev Albrecht af Holsten, uanseet at han for to Aar siden havde svoret den danske Krone Troskabseed, hvis han ikke ellers nu betragtede Albrecht som Danmarks rette Konge^[17]. Maaskee havde denne allerede aftalt med flere af dem ved Sammenkomsten i Wismar 1386, at de i et saadant Tilfelde som dette skulde hjelpe ham. Han skal paa denne Maade have faaet en stor og veludrustet Hærstyrke samlet. Til Betryggelse af sit Arveland Mecklenburg indgik han den 28de November en Forbundstractat med Markgrev Jost af Mähren og Brandenburg^[18]. Derpaa ilede han i Hjertet af Vinteren^[19] tilbage til Sverige med sin tydske Hær og sine Bundsforvandte og skal nu have anseet sig saa sikker paa Sejren, at han sendte Dronningen et formeligt Fejdebrev, hvori han erklærede at vilde bringe sine oprørske Undersaatter til Lydighed, og fraraadede hende at befatte sig med dem, men skal tillige have ledsaget Brevet med mange Grovheder^[20].

Dronning Margrete havde imidlertid allerede begyndt Fjendtlighederne, forinden Aaret var omme, og mod Udgangen af dette var hun nede paa de danske Øer^[21], formodentlig for at samle en Hær, og vel ogsaa for at holde Øje med Kong Albrecht. I Norge havde hun allerede med Raadets Samtykke udbudt fuld Almenning, som det ovenfor er berettet. Hun skal saaledes have tilvejebragt en betydelig Styrke, baade til Lands og Vands^[22], som hun lod drage ind i Sverige for at forene sig med de svenske Herrer og møde. Kong Albrecht. Formodentlig ankom de norske Udbudstropper, som sedvanligt ved slige Lejligheder, til Elven, medens de danske sandsynligviis samlede sig ved Vardberg, hvor hun selv begav sig hen for der at afvente Stridens Udfald^[23]. Men hvor mange Stridsmend hun fik fra Norge, og hvilke norske Herrer der anførte dem, derom have vi desverre ingen Underretning. At de fleste af Sysselmendene, idetmindste fra de sydlige Landskaber, vare med, torde man maaske kunne slutte deraf, at der netop fra den Tid, da Krigstoget stod paa, ikke forefindes et eneste Brev, udstedt i Norge af nogen Sysselmand. De svenske Herrer synes i den lengste Tid at have holdt sig samlede i eller ved Nykøping under Overbefaling af Hr. Erik Ketilssøn, der nu atter indtraadte i sit Embede som Sveriges Marsk, medens Hr. Steen Benedictssøn aflagde denne Titel^[24]. Her have maaskee ogsaa allerede enkelte danske Herrer indfundet sig enten med Hjelpetropper eller som Udsendinger fra Dronningen; thi allerede i October finde vi den megtige og anseede Jakob Muus, Høvdingen paa Vardberg, tilligemed en anden dansk Herremand, Stiig Pederssøn, paa det nogle faa Mile sydvestligt for Nykøping beliggende Slot Ringstadholm ved Braaviken, et af dem, som Bo Jonssøn havde haft til Pant^[25]. Men imidlertid havde Margrete ladet paabegynde Belejringen af det vigtige Axevalls Slot, der beherskede Vejen fra Vestergøtland til øvre Sverige. Da Høvedsmanden og Besetningen, der maa have været Kong Albrecht særdeles troe og derfor sandsynligviis vare Tydske, ikke vilde opgive Slottet, og hun vel heller ikke endnu havde saa mange Tropper samlede, at man kunde storme det, lod hun det blokere for ved Hunger at tvinge det til Overgivelse. Dette Foretagende betroedes Hr. Nisse Svarteskaaning paa Kongsbakke; thi Dronningen lod, som der siges, bygge en Skandse foran Axevall, og satte Nisse Svarteskaaning til Høvedsmand derover. Efter en Tids Forløb blev derfor ogsaa Besetningen paa Slottet bragt i den yderste Hungersnød^[26].

Da landede Albrecht med sine tydske Hjelpetropper i Sverige, formodentlig i Begyndelsen af Februar. Han skal være gaaet i Land i Kalmar, hvilket ogsaa i sig selv er det sandsynligste, især da Overreisen derved blev kortere, hvilket paa denne Aarstid maatte være af stor Vigtighed^[27]. Øjeblikkeligt begav han sig paa Vejen for at komme det betrengte Axevall til Hjelp, og maa undervejs have bemegtiget sig Rumblaborg ved Jønkøping, siden vi erfare, at det sidenefter var besat af hans Folk. Men imidlertid havde Dronningen ogsaa faaet sine Tropper samlede og afsendte strax en Hær af femtenhundrede væbnede Ryttere – Fodfolkets Antal angives ikke – under Anførsel af Henrik Parow, hvad enten hun nu allerede vidste Beskeed om Kong Albrechts Forehavende, og hun saaledes vilde hindre dette, eller hendes Hensigt kun var at paaskynde Axevalls Indtagelse. Blandt disse af Henrik Parow anførte Tropper var formodentlig ogsaa de norske Ledingsfolk og Udbudstropper, siden han udtrykkeligt i en samtidig Krønike kaldes „Norges Høvedsmand“ (Capitaneus Norwegiæ^[28]; men det største Antal, idetmindste af de „Væbnede“, var dog vel Danske under Anførsel af Hr. Ivar Lykke, Fikke Norby og Lyder Kabolt^[29]. Da denne Hær kom til Jønkøping – den maa altsaa være gaaet ud fra Vardberg hver Opensteen^[30] – var Kong Albrecht allerede nær ved Axevall; men aldrig saasnart fik han høre, at Fjenden var kommen til Jønkøping^[31], førend han, begjerlig efter Striden, som det heder, strax ilede imod dem, og det saa hurtigt, at flere af hans egne Folk ikke kunde følge med. Men imidlertid havde ogsaa de svenske Herrer under Hr. Erik Ketilssøn Marsk begivet sig vestover, formodentlig ved Efterretningen om Kong Albrechts Ankomst og Tog til Axevall, og havde forenet sig med den dansk-norske Hær.

Saaledes kom det til et Hovedslag, da begge Hære mødte hinanden omtrent halvvejs mellem Axevall og Jønkøping, nemlig paa Falen, eller Sletterne ved Falkøping^[32], d. 24de Februar 1389^[33]. Kong Albrechts Hær, der angives til 18,000 Mand, skal have været meget talrigere, end den svenske, danske og norske tilsammen, men hans altfor store Hidsighed, berøvede ham dog Sejren, som han formedelst sin Folkemon ansaa sig vis paa. Vi ville her ikke opholde os ved Enkelthederne af dette merkelige Slag, der afgjorde Nordens Skjebne for alle kommende Tider, og som vist ej alene var det største, der i lange Tider havde staaet i Norden, men ogsaa et af de mere blodige – forsaavidt der i denne Tid kan være Tale om blodige Slag, da man mere synes at have lagt an paa at tage hinanden til Fange, for Løsepengenes Skyld, end at slaa hinanden ihjel; Udfaldet blev, at Albrecht, uagtet han aabenbart havde mange flere og bedre bevæbnede Folk, end hans Modstandere, dog blev aldeles slagen og fangen med sin Søn Erik og alle de nysnævnte tydske Fyrster, samt tyve Riddere, hvad enten dette nu skyldte hans egen Uforsigtighed, eller Hr. Gerhard Snakenborgs Feighed eller Forræderi, om hvem der fortælles, at han samme Dag var dubbet til Ridder, men desuagtet strax efter Slagets Begyndelse tog Flugten med sexti fornemme Stridsmend. Blandt de mange Riddere og Svene, der skulde være faldne paa begge Sider, nævnes af Albrechts Mend Vicke v. Vitzen, Befalingsmanden i Kalmar, og af Dronningens Mend Hr. Henrik Parow^[34]. Om nogen af Riddersmendene faldt, vides ikke. Da Dronningen, som vistnok med ængstelig Forvæntning havde oppebiet Stridens Udfald paa Vardberg, fik Bud om den vundne Sejr, begav hun sig strax i stor Glæde til Baagahuus og lod her sine fornemme Fanger, der imidlertid vare førte til Ljodhuus, bringe for sig. Hun skal nu, fortelles der, have gjengjeldt Albrecht i fuldt Maal de Forhaanelser, han før i sin blinde Harme og Overmod havde fremført mod hende^[35]: en Gjengjeldelse, der vistnok.kunde siges at være mindre ædel mod en vergeløs Fange, men som han dog ogsaa paa en vis Maade havde forskyldt ved sine uridderlige Udladelser mod en Kvinde, og dertil en Dronning. Mindre vilde det lade sig undskylde, at hun den paafølgende Nat skal have ladet ham tvinge ved legemlige Piinsler til at afstaa Axevall, Rumblaborg og Ørebro^[36], om denne Beretning forresten var sandsynlig, hvilket er heel tvilsomt. Thi det udhungrede Axevalls Fald synes heller at maatte have været en umiddelbar Følge af, at Albrecht ved Nederlaget hindredes fra at komme det til Undsetning, saa at ingen Afstaaelse fra hans Side var nødvendig; ligesaa synes det rimeligst, at Sejerherrerne umiddelbart efter Slaget benyttede sig af den første Skræk, hvori deres Fjender befandt sig, til at tage Rumblaborg tilbage; og hvad Ørebro angaar, da legger hiin samme Beretning udtrykkeligt til, at dette Slot for det første ikke kom i Dronningens Hender, fordi dets tydske Høvedsmand forstod sig bedre paa Krigsdont, end de andre. Beretningen grunder sig saaledes maaskee alene paa løst Folkesnak. Fra Baagahuus bragtes Albrecht og hans Søn Erik siden til Lindholms Slot i Skaane, hvor de hensattes i streng Forvaring, efter Sigende endog i Baand og Lænker, efter de Tiders barbariske Skik. De øvrige fornemme Fanger bleve senere frigivne mod Forskrivninger paa Løsepenge^[37].

Sejren ved Falkøping var i enhver Henseende afgjørende og bragte den største Deel af Sverige i Margretes Magt. De fleste Slotshøvdinger havde allerede underkastet sig hende og fik beholde sine Lehn; de fleste maatte nu følge deres Exempel, saaledes overgav Claus v. Vigen, den i Slaget faldne Side v. Vigens Søn, der synes at være bleven fangen i Slaget, baade Kalmar og Sølvesborg mod 1000 Mk. Sølv, og Tilsagn om at beholde sine Ejendomme i Landet^[38]; og selv Ørebro, hvis Høvedsmand intet havde villet høre om at aabne dets Porte for Margretes Folk strax efter Slaget, var dog allerede Aaret efter i hendes Vold^[39]. Endog flere af Albrechts Landsmend og Tilhengere, som Snakenborgerne, underkastede sig Margrete^[40] og kom siden til megen Heder og Verdighed, hvorfor det vel ikke er faa usandsynligt, at der var Forræderi med i Spillet, da Gerhard Snakenborg flygtede ved Falkøping: han havde tidligere viist sig troløs mod Kong Magnus. Endnu under sit Ophold paa Baagahuus, den 14de Marts, udstedte hun et Forbud mod, at Uvedkommende befattede sig med Vadstena Klosters Gods, og det er betydningsfuldt nok for hendes Forhold til Vadstena og St. Birgittas Ætt, at dette er det første Brev, vi have fra hende som Sveriges Herskerinde^[41]. Kun Stockholm, hvor den største eller idetmindste megtigste Deel af Befolkningen bestod af Tydskere, holdt endnu ivrigt fast ved Albrecht, og disse sidste lod endog paa en svigagtig Maade alle de svenske Mend i Staden gribe og aflive, af hvem de kunde vente nogen Modstand (12te Juni^[42]). Om Besiddelsen af Stockholm drejede sig nu fornemmelig Krigen herefter, men blev, som vi ville see, ubehagelig nok saavel for Sverige, som de to andre Riger. Men Albrechts Fangenskab og de svenske Stormends Underkastelse havde dog givet Margrete et saa fuldstendigt Overtag, at Albrechts Kongedømme fra nu af kunde siges at være forbi, og hendes Regjering at tage sin Begyndelse.

1. Dette fortelles af Stang, Vandalia L. l. IX, Cap. 14. Blandt Fyrsterne nævnes Wenzeslav Hertug af Saxen, Bugislav Hertug af Wolgast, Erik Hertug af Saxen-Lauenburg, Nikolas Greve af Holsten, Adolf Greve af Schauenburg, Otto Greve af Hoya, Günther Greve af Lindow, Laurentius Herre til Werle. Af disse streed idetmindste Günther af Lindow paa Albrechts Side i 1389.
2. See de Visbyske Minoriters Diarium, Scr. r. Sv. I. 34, og Vadstena-Diarist ssteds. S. 102.
3. Om Bo Jonssøns Besiddelser, see især Styffe’s Bidrag S. LXXIII. frgg.
4. Leidebrevet findes i det schwerinske Archiv og er aftrykt blandt Styffe’s Bidrag No. 74, S. 186.
5. Den 26de October pantsatte Hr. Steen Benedictssøn, Hr. Byrge Ulfssøn„ Hr. Erngisl Nikolassøn, Ulf Jonssøn, Steen Boessøn og Karl Magnussøn, som Executorer af Bo Jonssøns sidste Vilje, endeel Jordegods, hvoriblandt Olustra i Østre Rekarne i Sødermanland. Brevet derom, dateret fra Vesteraas, findes i det svenske Rigsarchiv.
6. Lagerbring, Sv. H. III. S. 701, 703,jvfr. Kong Albrechts Brev af samme Dag til Jeppe Abrahamssøn paa Aabo Slot, om at bestyre Lehnet for Enken og Børnene, under Forbehold af at underkaste sig Kjendelsen; Styffe’s Bidrag, No. 82, S. 191.
7. Kong Albrechts nye Fuldmagtsbrev for Jeppe Abrahamssøn, dat. 23de Juni; sammesteds No. 83, S. 193. Her nævnes hendes fire Brødre, der alle have tydske Navne. See ogsaa nærmere herom ssteds. Fortalen S. LXXVII.
8. Om denne hans Fordring eller Trusel nævnes der ingensteds i de samtidige Brevskaber, men alene i de visbyske Minoriters Chronicon (Scr. r. Sv. I. S. 45) og i Riimkrøniken (ssteds. S. 58), saaat det nok turde være muligt, hvad Styffe halv om halv antager (Bidrag S. LXXIX), at den hele Beretning er en Sammenblanding af Albrechts Tvist med Testament-Executorerne og Margretes Reduction, om hvilke begge Dele hverken hiint Chronicon eller Riimkrøniken melder det allerringeste.
9. Denne Gjenforening tilsagde Margrete, som vi ville see, udtrykkeligt de Svenske, da de underkastede sig hende.
10. Brevet er meddeelt i dansk Paraphrase hos Huitfeld, S. 580. Hvor Dateringsstedet Eekholm ligger, vides ej med Vished. Tuneld (Sv. Geogr. II. S. 287) nævner en Herregaard ved Navn Eekholm i Vestergøtland, men har i sit Verk anvendt den ufornuftige Methode alene at opregne de større Godser og Sædegaarde alphabetisk, uden særskilt at angive deres Beliggenhed. Andre Gaarde af Navnet Eekholm nævnes i Østergøtland (S. 71), og i Smaaland (S. 148), men om dem kan der her ej være Tale, snarere om en i Vermeland (S. 326) og i Gunnarsnes Sogn paa Dal (S. 341, jvfr. Lignell, Beskr. af Dal, II. S. 53). Men de hallandske Herrers Medbesegling gjør det sandsynligst at søge Eekholm i Nærheden af den hallandske Grændse.
11. I Ratificationsbrevet af 20de Mai 1388 tales der udtrykkeligt kun om Hr. Byrge og Hr. Steen som Befuldmegtigede hos Dronningen, og blandt dette Brevs Udstedere nævnes ser af Executorerne, der ogsaa omtales som Udstedere af Hyldingsbrevet; det er saaledes tydeligt, at de ej have været tilstede ved Udstedelsen af dette, men enten sat fine Segl for en af hine to Herrer medbragt Blanket, eller tilføjet Seglene bagefter. Derimod seer man af Margretes Brev fra Ljodhuus af 23de April, at Steen Steenssøn og Arvid Benedictssøn ogsaa havde været hos hende.
12. Hyldingsbrevet, see Huitfeld S. 582. Margretes Forsikkringsbrev, s. Hadorph S. 51.
13. Lagerbring, III. S. 709. Ogsaa i dansk Paraphrase hos Huitfeld, S. 584.
14. At Albrecht antog hine Titler, siges af Huitfeld S. 579 og Rudloff, Mecl. Gesch. II. 516. Det forholder sig vel derfor saaledes, uagtet vi ej mindes at have seet Breve, hvori han kalder sig saaledes. Hvad Tid paa Aaret Hertug Albrecht døde, vides ikke, men kun, at han døde i 1388, (Detmar S. 343), og sandsynligviis i den fortie Halvdeel, da Albrecht ellers vist vilde have opført ham som eventuelt Tronfølger efter sin Søn Erik, da han den 24de Juli tog den Forsikkring af Stockholmerne, som strax nedenfor skal omtales.
15. Styffe, Bidr. S. LXXXI. Rudloff, S. 517.
16. Concepten til Brevet, skrevet paa et løst Stykke Papir, og dateret Rostock, Løverdag i Qvatemberugen efter Korsmesse om Høsten, findes i det wismarske Archiv, henlagt i en Pakke for 1376, men Datum og Indholdet viser noksom, at Brevet ikke kan henhøre til noget andet Aar end 1388.
17. Denne Günther af Lindow og Ruppin, som hos Lagerbring og Flere urigtigt kaldes Otto, var en Sønnesøns Søn af Ulrik af Arnstein og Lindow, Dronning Euphemia’s, Kong Haakon den 5tes Hustru’s, Broder. Naar Lagerbring (III. S. 710) efter Chemnitz siger, at en „Greve af Lindow var med at føre Tropperne til Sverige“, synes han ikke at have bemerket, at denne netop er den samme som Greven af Ruppin.
18. Endnu den 16de Decbr. var han i Mecklenburg, see Rudloff, S. 517.
19. Om denne Krigserklæring fortælles der af Ericus Olai og i Kæmpeviserne, men ikke af samtidige Chronister. Heller ikke vide disse at fortelle om Albrechts Grovheder.
20. Rudloff, II. S. 517.
21. Den 30te November var Dronningen i Svenborg i Fyn og stadfestede her Byen Foborgs Friheder. Suhm, XIV. S. 547. Maaskee gjorde hun endog et hurtigt Besøg i Holsten for at forvisse sig om Grevernes Troskab (skjønt forgjeves), thi i Pløn den 6te December qvitterede Grev Adolf hende for et Afdrag paa hans Tilgodehavende fra Kong Valdemars Tid (ssteds).
22. Dette siges udtrykkeligt i Chron. af 1389, Scr. r. D. VI. 535.
23. Saaledes Detmar, S. 345.
24. Vi have seet, at de svenske Herrer var i Nykøping, da de ratificerede Overeenskomsten med Margrete, og findes Hr. Erik Ketilssøn og flere paa det nærliggende Ringstadholm i October. Dette synes at vise, at de mestendeels have holdt sig paa dette Slot, et af dem, der ved Overeenskomsten var forbeholdt Herrerne.
25. Brev af 12te October, meddeelt i Uddrag af Suhm, XIV. 223.
26. Detmar ved 1388, S. 354.
27. At han landede ved Kalmar, siges udtrykkeligt, skjønt uden nogen Angivelse af Kilde, hos Suhm, XIV. S. 227. Det bestyrkes af, at Rumblaborg sees at være kommet i hans Vold, hvilket vanskeligt kan have skeet ved anden Lejlighed end denne, ligeledes at Birke v. Møen, Befalingsmanden i Kalmar, havde sluttet sig til Hæren og deeltog i Slaget.
28. Chron. af 1389, Scr. r. D. VI. 535. Maaskee var han kun Høvedsmand paa Baagahuus.
29. Huitfeld, S. 584.
30. De Norske kunne vel ogsaa være dragne den lige Vej fra Baagahuus og have forenet sig med de andre undervejs.
31. Vi hidsette her Detmars Beretning i nøjagtig Oversettelse: „I Aaret 1389, St. Matthias Dag, stod der i Sverige en stor Strid ved Axevall. Dronningen af Norge havde sendt did vel femtenhundrede Væbnede, hvis Høvedsmand var en Ridder ved Navn Hr. Henrik Parow. Da de kom til Jønkøping, fik Kong Albrecht det at vide, medens han allerede var paa Reisen og vilde undsette Axevall. Da lod han af, og drog mod sine Fjender, „nemlig Danerne og en Deel af de Svenske“. Det er tydeligt nok, at Læsemaaden „Jønkøping“, som findes i det Uddrag af Detmars Krønike, der meddeles i Gerdes’s 9de Sammlung meckl. Urkunden, 1744, S. 49, er rigtigere end „Nykøping“, som findes i Grauloffs Udgave af Detmar, S. 344, thi det er umuligt, at Henrik Parow kunde være kommen lige til Nykøping, førend Kongen vendte sig imod ham, og at Slaget alligevel kunde staa ved Falkøping. Hvorledes vi end forklare Ordene og tænke os Kongens Marsch, bliver det aabenbart, at han var kommen ganske nær ved Axevall, da han fik høre om Fjendernes Ankomst til Jønkøping, samt at han da strax vendte sig imod dem og mødte dem paa Falen. Endog om Kongen var landet ved Stockholm og havde taget Vejen over Ørebro, vilde dette alligevel ikke have forandret hans Stilling ligeoverfor hans Fiender; han har dog under alle Omstændigheder for det første opgivet at gaa mod Axevall og har vendt sig sydefter mod Henrik Parow. Men størst Rimelighed er der, som sagt, for, at Kongen er kommen fra Kalmar, siden han havde Vicke v. Vitzen i sit Følge og erhvervede Rumblaborg, og dette kunde vel forklare, hvorfor Henrik Parow gik heelt til Jønkøping (nemlig for at gjenerobre Rumblaborg) istedetfor at gaa mere lige til Axevall, over Borgesund, hvis man ellers ikke maa antage, hvad der dog vel bliver det sandsynligste, at det allerede forud var bestemt, at han i Jønkøping skulde mødes med de svenske Herrer, der kom fra Nykøping, og neppe kunne have taget anden Vej end over Ringstadholm, Norrkøping, Linkøping og Holaveden. Om de Svenskes Forening med Margretes Hær tales der, merkeligt nok, ikke et eneste Ord, skjønt man deraf, at de var med i Slaget, og at Hr. Erik Ketilssøn endog førte Overbefalingen, noksom kan slutte, at Foreningen havde fundet Sted. Hr. Erik var vel brudt op fra Nykøping omtrent samtidigt med Albrechts Opbrud fra Kalmar og maa, ligesaavel som Henrik Parow, være kommen til Jønkøping strax efterat Kong Albrecht havde været der og var dragen nordefter; deres Hast for at indhente eller forekomme ham og undsette Blokadestyrken forklarer noksom, at de ikke strax søgte at tage Rumblaborg tilbage.
32. Falen og Falkøping nævnes som Stedet, hvor Slaget stod, i de fleste Kilder. Tvende Krøniker fra Midten af 15de Aarhundrede, der dog synes at have benyttet een og samme Kilde, men forresten høre til de paalideligere, nævne Asle d. e. det nuværende Aasled, en Kirke og Gaard noget østenfor Falkøping, som Stedet. Formodentlig har Slaget staaet mellem Falkøping og Aasled. Jahns Mening, som han fremsetter saagodtsom med fuldkommen Vished (S. 25), at Slaget fornemmelig stod ved det endnu sydligere Leaby, bliver derved uefterrettelig, at han grunder den paa den Forudsetning, at Kongen kom søndenfra, de Allierede nordenfra.
33. At dette er den rigtige Dag, og ikke, som Riimkrøniken og Huitfeld antage, 21de September (forvexlende St. Matthiæ Dag med Matthæi Dag), sees ej alene af de eldste og bedste Kilders eenstemmige Vidnesbyrd, men ogsaa af et Brev i det sv. Rigsarchiv, udstedt af Hr. Heyne Snakenborg i Kalmar den 15de September 1389, hvori han allerede omtaler det Slag, hvori Albrecht blev fangen, som en forbigangen Tildragelse. Jvfr. Styffe, Bidrag S. LXXXI, hvor dog Heyne Snakenborgs Brev urigtigt siges at være af 21de September. Jahn, der (S. 13–27) giver en, paa de faa sikkre Data og forresten paa Gisninger grundet, udførlig og meget sindrig Beskrivelse over Slaget, hvilken dog tilsidst kun bliver et Phantasiverk, vil (S. 23), at Slaget stod paa en Fredag, hvilket er urigtigt, da Søndagsbogstavet for 1389 var c, og den 24de Febr. saaledes faldt paa en Onsdag.
34. Chron. af 1389, Scr. r. D. S. 535; Detmar, S. 344, 345. De visbyske Minoriters Chron. af 1412, Scr. r. Sv. I. 46, af 1415, sst. S. 59; de øvrige Beskrivelser over Slaget ere yngre og have liden Verd, allermindst Erasmus Lætus’s latinske Heltedigt af 1571, hvis Udsagn meddeles hos Suhm, XIV. 226.
35. Historien om den store Hette, hun skal have sat paa ham, formedelst hans ubesindige Løfte om ej at gaa med Hette, førend han havde vundet Danmark, saavelsom om hendes haanlige Spørsmaal er saa bekjendt, at vi ej behøve at gjentage det her. See Suhm, XIV. S. 232.
36. Det er Detmar, som beretter det. Hans Ord ere: „in dersulven qacht leet se koning Alberte so wee doen (d. e. „so weh thun“), dat se eme (d. e. „ihm“) afschattede Axewalde unde de Rummelborch; ok wolde se eme afgeschattet hebben Orebro, men dat kunde er (d. e. „ihr“) nicht werden; de sake was: de hovetman, de dat inne hade, de was en dudesehe, unde wyste meer van orloges donde, wen en ander“. Denne „Afskatning“ kan alene betyde, at han maatte udstede Brev til vedkommende Fogder, at de skulde overgive Slottene. Men med Axevall og Rumblaborg var dette, som sagt, overflødigt, med Ørebro hjalp det til intet. Bemerkes maa det ogsaa, at Gerdes (l. c.) ikke læser „so wee doen“, men „so wol doen“.
37. Ericus Olai, Scr. r. Sv. II. S. 115. 116. Suhm, X1V. S. 231.
38. Allerede paa Baagahuus, strax efter Slaget, blev der dagthinget herom (Suhm, XII. S. 231), hvoraf man altsaa maa slutte, at Claus v. Vitzen har været en af de Fangne.
39. Detmar, S. 346; Kalmarborgernes udaterede Hyldingsbrev til Margrete, hos Huitfeld, S. 586, jvfr. Claus og hans Brødre Vicke og Hermann v. Vitzens Qvitteringsdrev til Nisse Svarteskaaning af 23de Aug. 1390, Suhm, XVI. 260. Heyne Snakenborgs Salgsbrev til Margrete, dat. Kalmar 25de Septb. 1389, formodentlig samtidig med Stadens Overgivelse, vil nedf. blive omtalt. Man skulde næsten tro, at Snakenborgerne efter Nederlaget havde tyet til Kalmar.
40. Brev af 6te Mai 1390 i det sv. Rigsarchiv, Suhm, S. 555.
41. Suhm, XIV. S. 234.
42. Scr. r. Sv. I. 2. S. 212; samtidig Beretning. Jevnfør Lagerbring, III. S. 709–712.