Den norske forlagsforening (s. 25-42).
◄  I.
III.  ►
II.
Det norske aristokrati efter borgerkrigene.

Fylkesforforfatningen og det gamle ættearistokrati. – Lendermændene træde i kongedømmets tjeneste. – Aristokratiet taber derved sin gamle lokale karakter, men aabner sig tillige veien til en ny udvikling. – Giskeætten. – Nye ætter kunne indgiftes i de gamle. – Betydningen af det lavbyrdige element, som kom i veiret med Sverre, maa ikke overvurderes. – Borgerkrigenes indvirkning paa aristokratiets økonomiske forhold. – De indre uroligheder fremkalde et besiddelsesløst aristokrati. – Gamle ætter tabe sine eiendomme. – Landets økonomiske forhold gjøre det vanskeligt for nye ætter at komme i veiret. – Anseede ætter, der ikke ere jævnbyrdige med lendermands-aristokratiet. – Høiadelens fornemhed. – Ætten paa Finnen. – Aristokratiet svinder stadig sammen. – Baroner og riddere. – Ledingsfriheden. – Byrden bevarer fremdeles sin betydning. – Hirdmandsklassen. – Aristokratiets stilling forandres. – Dets forhold til det kongelige raad.

Den glans, som fra oldtiden af hvilede over de høibaarne norske ætter, havde endnu paa den tid, som her nærmest maa haves for øie, perioden efter borgerkrigenes slutning, bevaret sig, og, som det synes, ialfald tildels med usvækket styrke. Alligevel var deres plads i samfundet i mangt og meget bleven en anden, end den oprindelig var. Navnlig var det derved af betydning, at deres herskende .stilling i deres egne bygder var ophørt eller ialfald bleven rokket ved den mere og mere udviklede centralisation, der blev en følge af kongedømmets seier i borgerkrigene. Med den gamle fylkesforfatnings forsvinden havde ogsaa den indflydelse, som denne havde skjænket det gamle ættearistokrati, tabt sin, betydning. »Modsætningen mellem den lokale høvdingemagt og kongemagten blev ophævet og den sidste befriet fra enhver selvskreven konkurrense eller deltagelse i landets styrelse«.[1] Men deri laa det ikke med tvingende konsekvense, at aristokratiets rolle med en gang skulde være udspillet, og at det for fremtiden kun skulde være kongedømme og demokrati, der kunde finde plads i det norske samfund. Den forandring, som her var indtraadt, var kun foregaaet ganske langsomt. Gjennem aarhundreder havde forholdene lidt efter lidt lempet sig efter de nye tider, og aristokratiets medlemmer havde samtidig ogsaa nærmet sig mod kongemagten. Skjønt det efter sin hele oprindelse hvilede paa ganske andre forudsætninger, havde det dog allerede tidlig maattet bøie sig for de nye forhold og med lendermands-værdigheden modtage det ydre tegn paa sin fremragende stilling af kongedømmet. Efterhaanden blev der flere berøringspunkter, navnlig da det i det 12te aarhundrede var blevet sædvane, at de store ætters medlemmer overtoge de nye sysselmands-embeder, først i sine egne bygder, derpaa ogsaa paa andre, selv mere fjerntliggende steder.[2] Dette er ganske vist et blandt flere vidnesbyrd om, at det var forbi med det patriarkalske grundlag, hvorpaa det gamle norske ættearistokratis magt en gang havde hvilet; men naar en nyere forfatter, som har behandlet dette emne, deraf tillige har villet udlede den slutning, at dette ogsaa var et bevis for, at aristokratiets medlemmer nu savnede betingelserne for at indtage en uafhængig holdning lige over for kongedømmet,[3] da er det neppe berettiget. Hvad der nu var ophævet, var nærmest alene aristokratiets lokale karakter og dets dermed følgende lokale indflydelse. Men det havde paa samme tid vist, at det foreløbig havde evnen til at rette sig efter de nye forhold og gaa over i en ny stilling, og om det ogsaa tidligere mellem det og kongedømmet havde bestaaet en stærk indre modsætning, saa viser netop aristokratiets egen optræden, at denne ialfald ikke var saa uforsonlig, som man har villet gjøre den til. Det maa erindres, at borgerkrigenes forvirring i mange henseender netop bidrog til at nærme aristokrati og kongemagt, hvad enten det var thronprætendenten, der under sig indordnede dettes medlemmer, eller disse omvendt havde opstillet ham. Ved at erkjende den paa grundlag af rigets enhed oprettede samfundsorden havde det gamle aristokrati selv aabnet sig veien til en ny udvikling. Saafremt denne tilsidst ikke førte til det maal at skabe en stærk adel, som den første stand i riget, da kan det neppe være berettiget at søge grunden hertil i den nære sammenhæng, hvori aristokratiet stod med den gamle fylkesforfatning, og i dets vedhængen ved sine traditioner. Denne maa søges i helt andre forhold, som her stillede uoverstigelige hindringer i veien.

Derved maa det først ligge nær at betragte det norske samfunds økonomiske stilling. Ethvert aristokrati, som under mere udviklede samfundsforhold vil hævde sin overlegenhed, maa, for at kunne gjøre dette, være i besiddelse af saa store rigdomme, at det i det rent ydre kan hæve sig op over sine omgivelser. Navnlig bliver dette nødvendigt, naar aristokratiet tillige bringes i nærmere berøring med tilgrænsende landes første ætter, saaledes som det var tilfældet i Norge paa den her omhandlede og nærmest følgende tid. I den ældre tid vare forholdene saadanne, at der behøvedes mindre ydre glans for at opretholde aristokratiets lokale indflydelse, som støttedes af gamle traditioner. Ætternes ydre magt behøvede den gang i de fleste tilfælde kun at sammenlignes med deres omgivelsers. Netop den lokale karakter ved det ældre norske aristokrati kunde tillade det at bevare en stor indflydelse mellem disse paa grundlag af nedarvet anseelse, uden at denne støttedes af en tilsvarende økonomisk overlegenhed. Tillige maa det herved erindres, at aristokratiet selv maaske fra vikingetiden længe havde bevaret betydeligere formuer, som tildels kunde forøges gjennem kjøbmandskab, og som først langsomt bleve fortærede. Senere ned i tiden blev det ikke saa let som før at hævde sin overlegenhed i det ydre, og naar der kan mærkes en stærk aftagen i lendermændenes antal, da ligger det nærmere at søge grunden hertil i de vanskeligheder, som vare forbundne med at opretholde sin værdighed, end i en stærk dødelighed inden denne klasse. Jo mere aristokratiet tabte sin lokale karakter, desto mere blev det en nødvendighed for det at støtte sig til besiddelsen af udstrakte godser og af rede penge for derved at skabe et nyt grundlag for opretholdelsen af sin magt. Til en rigsadel stilledes i denne henseende ganske andre fordringer end til et bygdearistokrati. Her maatte der føres en kamp for tilværelsen, og denne dreiede sig om besiddelsen af penge og jordegods. En saadan kamp kunde føres paa flere maader. Men nærmest laa det at benytte giftermaalsforbindelser til at opretholde og styrke det økonomiske grundlag for en fornem æts sociale stilling, og at dette er skeet i stor udstrækning, kan ikke betvivles. Ligeledes tyde flere træk paa, at de mægtige ætters medlemmer overhovedet ikke toge det nøie med midlerne, hvor det gjaldt om at erhverve sig jordegods.[4]

For Søndmøre haves udtrykkelige vidnesbyrd om den maade, hvorpaa de derlevende ætter saaledes værgede for sig. Af gamle slægttavler viser det sig, at det meste jordegods paa disse kanter, i Haakon Haakonssøns første regjeringsaar var samlet i Giskeættens og nogle med den besvogrede ætters besiddelse, og der er al grund til at formode, at den første kort tid efter ogsaa har erhvervet sig, hvad de andre endnu den gang eiede.[5]

Borgerkrigene frembøde netop ogsaa en fortrinlig anledning til at erhverve udvidede besiddelser. Mange høvdinger faldt i kampene, og naar disse efterlode sig døtre eller søstre som eneste arvinger, kunde deres godser let komme over i andre rige ætters eie og forøge deres jordegods. I flere tilfælde kunde de ogsaa komme over til medlemmer af de nye ætter, som skyldte borgerkrigene sin opkomst. Men disse maatte da vistnok i regelen gjøre dette ved at indgaa ægteskab med de gjenlevende kvindelige medlemmer af den gamle æt og saaledes opnaa en adkomst til sine nye besiddelser.[6] Vor historie frembyder til forskjellige tider exempler paa, at indgiftning i en æt kunde skaffe lignende ret som nedstamning. For den almindelige opfatning kunde det saaledes ogsaa paa borgerkrigenes tid være en forholdsvis underordnet sag, hvorvidt en æt forplantedes paa mands- eller kvindesiden. Af denne grund maa man ogsaa være forsigtig med at lægge for megen vægt paa betydningen af de nye lavbyrdige elementer, som kong Sverre bragte ind i lendermændenes gamle ættekreds.[7]

Man har længe været tilbøielig til at søge en af borgerkrigenes mest betydningsfulde virkninger i den sprængning af lendermandsætternes kreds, som da skulde være foregaaet.[8] Men de lavbyrdige nye slægter, som derved kom i veiret, have dog i regelen neppe levet noget langt liv, saafremt de ikke traadte i stedet for andre og arvede deres anseelse, og man kan vel i det hele antage, at denne virkning af borgerkrigene har været mere pludselig end langtrækkende. Det kan overhovedet være, at den kun har liden betydning ved siden af borgerkrigenes øvrige virkninger paa aristokratiet, hvorved navnlig maa tænkes paa den økonomiske forstyrrelse, som disse medførte, og hvorunder maaske netop samfundets høieste lag maatte lide føleligst. At følge disse virkninger i det enkelte lader sig ikke gjøre. De kunne i det hele mere anes end paavises; men man kan dog ikke være i tvivl om, at de have været der, og de maa da igjen have bidraget sit til at støtte tendensen til at samle landets jordegods paa et færre antal hænder. Der findes ogsaa enkelte antydninger i kongesagaerne, der lade os faa et indblik i de økonomiske forhold hos de mænd, der under borgerkrigene stode i forreste rekke. Om disse end ikke ere mange, saa give de dog enkelte vink, som have sin betydning.

Saaledes heder det i anledning af det forlig, som i 1208 afsluttedes mellem Bagler og Birkebeiner, at dette kom meget ubeleiligt for de høvdinger paa begge sider, som havde navnebøder, men ikke penge og gods. Ved disse maa nærmest tænkes paa de »nye mænd«, som ikke havde været saa heldige at erhverve besiddelser i jordegods, og som derfor udelukkende vare hen- viste til at leve af det, som krigens uro bragte med sig.[9] Men ved siden deraf har man vel derimellem ogsaa kunnet finde medlemmer af de gamle, mere eller mindre høibyrdige ætter, som ved krigen havde mistet sine besiddelser og kun havde beholdt sit sværd. Dette antydes ogsaa ligefrem i den ene bearbeidelse af Haakons, Guthorms og Inges saga. At det maa have været kostbart for rigets høvdinger at deltage i disse krige, siger sig selv. Borgerkrigene vare for dem som et lotteri; enten kunde det berige de spillende eller ogsaa tage deres sidste hvid. Men hvad de tabende tabte, det vandt i mange tilfælde de vindende.

Det er meget rimeligt, at de ætter, som under borgerkrigene have tilsat sine eiendomme under bestridelsen af de dermed følgende omkostninger, eller som have mistet dem paa andre maader, derigjennem hyppig middelbart have bidraget til at hæve sine mere lykkelige medbeilere.[10] Den, som havde penge, kunde nu lettere end før erhverve jordegods. Slægternes vedhængen ved sine nedarvede eiendomme kunde ikke opveie de tvingende krav, som stilledes af tidsforholdene, og de med borgerkrigene følgende omvæltninger have sikkerlig bragt mange ætter bort fra sine gaarde. For disse var der ingen fremtid at haabe paa. De havde nu engang trukket det uheldige lod og vare henviste til at synke ned i glemsel og fattigdom. For dem var det jo i længden ikke muligt at hævde de navnebøder, som de engang havde erhvervet, og naar saadanne ætter snart forsvandt aldeles af historien, da ligger deri vel ikke andet, end at de havde opgivet alle forsøg i denne retning. Borgerkrigene have maaske bidraget mere til at decimere aristokratiet gjennem sine økonomiske virkninger end gjennem det utvivlsomt betydelige antal af høibaarne mænd, som faldt i denne tid. Det sidste tab kunde altid, selv om det virkelig maa antages at have været meget stort,[11] lettere opveies end det første. Naar engang det økonomiske grundlag for en æt var forrykket, lod den sig ikke let igjen bringe paa fode.

Idet der saaledes foregik en betydelig indskrænkning med antallet af de høibyrdige ætter, der kunde opretholde sin stilling, forøgedes samtidig de tilbageblivendes rigdomme. Derved blev det lettere for disse at optræde paa en maade, der svarede til tidens begreber om, hvad der krævedes af deres stand. Men dette kunde ikke opveie det tab, som aristokratiet led ved at indsnevres til en stedse mindre kreds, og maatte bl. a. have indflydelse paa den samlede sum af dygtighed, hvorover det kunde raade. Om at senere hen nye ætter kunde opstaa i nogen større udstrækning, kunde der under disse forhold vanskelig blive tale. Landets jordegods var hverken tilstrækkelig stort eller tilstrækkelig rigt til at kunne tillade dette. Krongodset var neppe blevet formindsket, snarere forøget under borgerkrigene. Kirkens eiendomme bleve uophørlig forøgede gjennem testamentariske gaver, og hvad der en gang var kommen i kongedømmets eller geistlighedens besiddelse, blev neppe uden i meget sjeldne tilfælde atter bragt ud deraf. De gamle ætter, som kunde hævde sin stilling og de dermed følgende traditioner, vaagede vistnok med streng omhu over, at det jordegods, som tilhørte deres kreds, vedblev at tilhøre denne, og naar de havde afstaaet noget til kirken, have de sikkerlig snart igjen sørget for at erstatte det derved lidte tab.

Under de store høibaarne ætter havde man rigtignok efter al rimelighed fra gammel tid af et ikke ringe antal ætter, som dannede et overgangsled mellem hine og folkets store masse, og som maaske ogsaa for en del vare sidegrene af de første. Af disse kunde nok altid enkelte efterhaanden arbeide sig op i første linje, naar de støttedes af gunstige omstændigheder og kom i besiddelse af større eiendomme. Herpaa haves der ganske vist exempler. Ligeledes kunde de ogsaa tildels være traadte i uddøende gamle slægters sted gjennem forbindelser paa spindesiden. Men naar saadant indtraf, afbrødes i grunden et led i den underbygning, hvorpaa det gamle aristokrati hvilede. Paa den anden side maatte ogsaa saadanne mindre høitstaaende ætter, der vare henviste til et ringere jordegods, i mange tilfælde synke ned i de lavere samfundsklasser. Ogsaa dette maatte have den samme virkning.

Hvad der oprindelig havde givet det gamle norske aristokrati dets betydning og indflydelse i samfundet, var netop for en stor del det nære forhold, hvori det stod til sine omgivelser. Fra disse skiltes det fra først af ikke ved nogen stærkt fremtrædende kløft. Tværtimod laa det ene samfundslag nær til det andet, og de følte sig vistnok alle i en indre forbindelse med hverandre. Lendermandsaristokratiet havde under sig en række anseede ætter, hvorfra man igjen gradvis sank ned til den store masse, dog uden at der paa noget sted lod sig trække skarpe grænser. Men en saadan samfundsorden kunde ikke længe opretholdes. Den jævnt fremskridende udvikling medførte en stigende adskillelse mellem de enkelte samfundslag. De høiere hævedes i veiret, medens de lavere trykkedes ned, og de sociale uligheder begyndte at gjøre sig gjældende med stedse større kraft. Som en følge heraf begyndte de gamle forudsætninger for det høiere aristokratis stilling i samfundet ogsaa paa denne maade at forrykkes.[12] Den en gang aabnede kløft maatte senere stadig udvides, og om ogsaa dette kun gik langsomt, synes det dog, som om det maa have ligget i forholdenes medfør, at de nedlagte spirer til udviklingen af et virkeligt høiaristokrati maatte slaa rod. Men dermed var ogsaa grundlaget for de fornemme ætters magt og indflydelse blevet et andet, end det oprindelig havde været.

Jo mere der aabnede sig en saadan kløft, desto mere maatte den egentlige høiadels fornemhed vinde i ydre anseelse. I forbindelse med dens forøgede rigdomme kan dette have givet dens kreds en ny glans, der, om den end var meget forskjellig fra den tidligere, dog ikke derfor behøvede at være mindre stærk. Folkets opfatning af samfundet var visselig fremdeles af den art, at den blev gunstig for en almen anerkjendelse af en saadan høiadels fremtrædende stilling i dette. Forudsætningen om, at de gamle, gode ætter vare de første, holdt sig tiltrods for alt. Skjønt borgerkrigene ved sine resultater tildels maa have fremkaldt voldsomme brud paa denne, sees den dog snart igjen at have vundet fornyet styrke, og den maa da ogsaa have bidraget til at fæste det nye grundlag, hvorpaa høiadelen var henvist til at bygge sin magt. Magnus Lagabøters lovgivning anerkjendte udtrykkelig (hirdskraaen, kap. 49) som forn siðr, at hirden skulde hente sin tilgang fra góðum ættum. Udtrykket var ganske vist noget ubestemt efter sine ord.[13] Men det er dog neppe uberettiget at fortolke det saaledes, at der ogsaa til oprykning i en af de høiere klasser af hirden som oftest fordredes jævnbyrdighed med denne i de foregaaende slægtled. En saadan regel kunde visselig ikke altid overholdes, og det norske aristokrati har ikke heller nogensinde kunnet hævde sin helt ublandede sammensætning. Men alligevel var det ikke let at trænge ind i dets kreds, der ligesaa meget holdtes sammen ved egne traditioner, som ved de øvrige samfundsklassers respekt, og deri laa ogsaa en vægtig hindring for, at nye elementer i større udstrækning kunde optages mellem de gamle ætter som deres fuldstændige ligemænd.

Endnu i det 14de aarhundrede ser man en æt som den rige, der havde sit sæde paa Finnen, aldrig naa over de lavere rangklasser, og tiltrods for sine store besiddelser hæves den først langt nede i tiden op i den høieste derved, at dens sidste kvindelige ætling bringer dens betydelige eiendomme som medgift til en endnu fornemmere mand. Denne æt var neppe tidligere, tiltrods for sine store besiddelser, bleven indgiftet i nogen af de første i landet.

Hvor der tilsyneladende kan være fremkommet en aldeles ny æt, maa man ikke heller lade sig skuffe deraf. Der fremtræder neppe nogen mere betydelig ny æt, om hvilken det med fuld sikkerhed kan siges, at den ikke gjennem agnatiske eller kognatiske led har havt tilknytning til de gamle, som til samme tid forsvinde af historien. Kilderne ere af den beskaffenhed, at der ved overgangen fra sagatiden til diplomtiden kun vanskelig lader sig fremtrække noget mere omfattende genealogisk apparat. En æt som Losneætten kan saaledes meget godt være en umiddelbar fortsættelse af en ældre lendermandsæt,[14] og om andre er der god grund til at formode, at de ialfald paa spindesiden nedstamme fra saadanne. Giftermaal var vistnok efter al sandsynlighed altid den nemmeste udvei til at slippe ind i den sluttede kreds, og tillige den, som nærmest var anvist efter folkets hele opfatning af disse forhold. Men denne vei stod ikke aaben for alle og enhver.

Fra et meget bredt grundlag af var saaledes det gamle norske aristokrati allerede i den anden halvdel af det 13de aarhundrede svundet betydelig ind, uden at der viste sig noget tegn til, at alle de gamle ætters pladse skulde besættes med nye. Dette er et moment af megen betydning, hvor det gjælder at besvare spørgsmaalet, om dette aristokrati formaaede at benytte det grundlag, som den nye samfundsorden bød det, til at skabe sig en politisk indflydelse gjennem udviklingen af institutioner, som vare i overensstemmelse med denne. Foreløbig syntes det ialfald at have en tendens i denne retning og at ville indtage en ny plads i det omdannede samfund, afpasset efter de nye forhold. Herunder mødtes vistnok baade kongedømme og aristokrati, og naar der under Magnus Lagabøters styrelse foregaar to iøinefaldende forandringer i det norske aristokratis ydre stilling, da ligger det nær at slutte, at dette lige meget er fremgaaet af bestræbelser fra begge sider.

Den ene af disse bestod deri, at de gamle værdighedsnavne, lendermand og skutilsvend, ombyttedes med de nye, fra udlandet hentede, baron og ridder. Intet af disse var tidligere aldeles ubekjendt i Norge. Allerede i Haakon Haakonssøns tid forekommer exempler paa, at lendermænd i latinske dokumenter nævnes som barones,[15] og i Kongespeilet sammenlignes de norske hirdmænd med udlandets riddere. Den egentlige hirdmandsklasse fik ved denne leilighed neppe nogen særegen ny titel, men det kan ikke have varet længe, forinden man som saadan har anvendt titelen væbner (eller svend), paa Latin armiger.[16] Baroner og riddere fik prædikatet »herre«. Efter beretningen i de islandske annaler skal dette være skeet i 1277. Dog er det muligt, at disses beretning kun gjælder herretitelen, medens ialfald barontitelen (barones rikissins) allerede forekommer i offentlige dokumenter fra 1273.[17]

Den anden forandring, som under Magnus Lagabøter foregik med aristokratiets stilling, bestod i den ledingsfrihed, som han tilstod dets medlemmer, og hvorigjennem der dannedes et personligt »frelse«, svarende til det arvelige, som uddannede sig i nabolandene. Som betingelse for denne frihed krævedes kun, at vedkommende var optagen i hirden. Fritagelsen for at yde leding maa, efterat denne ydelse fra en personlig var gaaet over til en reel, have staaet som en lokkende opfordring til at søge adgang til den kongelige hird, og antallet af haandgangne mænd har derfor sandsynligvis efter denne tid været i stigende. Man lod sig optage i hirden for at komme i besiddelse af de dermed følgende fordele, og hirdens medlemmer bleve saaledes en formelig adelsstand, der rigtignok i principet kun skulde have personlige fordele, men som dog lige fra begyndelsen af havde meget gode betingelser for at kunne udvikle sig til en arvelig samfundsklasse. Inden hirden gaves der igjen grader, fra kjertesvendene og op til baronerne, inden hvilke man kunde rykke op, dog neppe uden vanskeligheder, saafremt man ikke tilhørte en slægt, som allerede forhen havde havt medlemmer i den samme grad.[18] For at blive baron maatte der ialfald udfordres et særligt held, naar man ikke var søn af en, der selv havde opnaaet denne værdighed. Grundsætningen om »de gode ætter« blev sikkerlig endnu iagttagen fra øverst til nederst, i en forskjellig betydning for hver grad inden hirden. Virkningerne af disse nye forhold kunne dog ikke rigtig maales forinden et stykke ud i det følgende aarhundrede, da kilderne begynde at flyde mere rigelig og levere et bedre materiale for undersøgelser af denne art, end det, som findes for det trettende.

Hvad der her er det væsentlige, er det, at der ved kong Magnus’s foranstaltninger blev banet vei for det gamle aristokratis endelige overgang til et af samme sort, som forekommer i nabolandene og i det øvrige Europa. Der blev ved disse foranstaltninger ikke lagt voldsom haand paa det bestaaende, ikke rokket ved den stilling, som lendermændene før havde indtaget. I det sted erholdt disse forøget ære og ydre glans ved de nye værdighedsnavne, som bleve dem tillagte af Magnus Lagabøter, paa samme tid, som dette ogsaa maatte blive tilfældet for det af dem omgivne kongedømme. De nye fordele, som tilsikredes rigets høibaarne og høitstaaende mænd, vare knyttede til forudsætningen om, at de stode i kongens personlige tjeneste. Forsaavidt nærmede altsaa nu aristokratiet sig til at blive en kongelig tjenstadel. Men da tillige den gamle grundsætning om de gode ætter opretholdtes, blev derigjennem ikke gjort noget forsøg paa at skabe et nyt aristokrati af andre klasser i samfundet. I virkeligheden var det blot det gamle aristokrati, som bragtes over i et nyt forhold i samfundet derved, at der til den gamle forudsætning om den gode byrd føiedes en ny, at man maatte staa i kongens personlige tjeneste for at kunne nyde godt af de deraf følgende fordele. Hvad herved var Magnus Lagabøters verk, var egentlig blot de fordele, som bødes enhver, der traadte ind i hirden. Selve den ting, at lendermændene i en større udstrækning søgte forøget glands ved at træde i et nært og underordnet forhold til kongedømmet, udenfor det, hvori de som medlemmer af hirden stode til dettes personlige repræsentant, var allerede af ældre datum. Lendermændenes værdighed var gaaet over til en titel, der var forbeholdt de høibaarne ætter, men som ikke hindrede dens indehavere fra at overtage stillinger, som efter den gamle opfatning skulde være uforenelige dermed.[19] Nu blev den noget reelt.

I hvilken udstrækning de af Magnus Lagabøter tilstaaede personlige fordele have virket til at fremkalde forøget tilstrømning til den kongelige hird, lader sig naturligvis ikke afgjøre med paalidelighed. Men naar der i den følgende tid optræder mange hirdmænd, om hvem der er al grund til at antage, at de kun sjelden, om overhovedet nogensinde, have gjort tjeneste hos kongen, er det sandsynligt, at der virkelig er foregaaet en betydelig udvidelse af hirdmændenes antal. Hirden er saaledes nu maaske bleven rekruteret mellem videre kredse, end før var tilfældet, selvfølgelig dog kun af gode ætter. Saadanne gaves visselig ogsaa endnu i et ikke ringe antal udenfor lendermændenes kreds.[20] Dels har det været sidelinjer af de store ætter, dels virkelige hauldsætter, der i ælde, om just ikke altid i rigdom, kunde kappes med hine, som paa denne maade afgave det forøgede personale, der traadte ind i hirden og derved opnaaede de nye rettigheder. Idet alle disse gjennem privilegiernes særegne art bleve stillede paa omtrent samme fod som lendermandsætterne, blev det grundlag, hvorpaa aristokratiet hvilede, atter gjort bredere. Dette fik saaledes leilighed til at erholde sig tilført forøget livskraft og derved efterhaanden skyde nye spirer. Efter hvad man kjender af Magnus Lagabøters karakter, er der ingen grund til at formode, at han derved har tænkt paa at skabe den gamle høiadel farlige rivaler. Saafremt han har havt klare forestillinger om de fremtidige mulige følger af det skridt, han gjorde ved til høibyrdigheden at lægge et nyt grundlag for adelen, har det snarere for en del været hans hensigt at give de gode ætter, som ikke vare repræsenterede i lendermændenes kreds, lettere adgang til at opretholde sin stilling i samfundet og støtte en samfundsklasse, hvori kongedømmet kunde finde hjælp under den fortsatte gjennemførelse af de grundsætninger, som det havde ført frem til seier. For denne samfundsklasse medførte de fordele, som nu bleve tilstaaede hirdens medlemmer, vigtige følger. Den fik det ydre præg paa at være en adel; den blev henvist til at arbeide paa at gjøre de ny opnaaede fordele arvelige og sikre sig en fast stilling, som lavere adel. Om den end ikke kunde tænke paa at maale sig med de første slægter i landet, over hvis oprindelse der endnu tildels hvilede en sagnhistorisk glans, blev den dog i alle fald gjennem sine privilegier skilt fra folkets øvrige masse, saalænge den kunde opretholde disse. Det var en samfundsklasse, der var henvist til at indtage en lignende mellemstilling, som de gamle haulder i sin tid havde gjort. Medens disse alene havde støttet sig til sin gode byrd og traditionen, kom der for deres nye arvtagere et andet moment til i de dem tilstaaede privilegier. Hvad der skede med lendermændene, skede ogsaa med de andre samfundslag, hvoraf den hele hird rekruteredes. Nogen øieblikkelig virkning paa lendermændenes eller baronernes kreds kan dette ikke have havt. Den stod fremdeles lige høit og var i besiddelse af de store formuer. Den kunde saaledes foreløbig uden frygt se paa andres mulige forsøg paa at nærme sig op imod den. Men dog var der givet disse andre alle ydre betingelser for at hæve sig op, saafremt de kunde skaffe sig alle de indre.

Hirdmandsklassens eller den lavere adels opnaaelse af en delvis ledingsfrihed aabnede en mulighed for, at den engang begyndte adskillelse mellem de høiere lag af samfundet ialfald for en tid kunde stanse. Denne klasse blev derved i virkeligheden løftet i veiret, og dens mere udmærkede stilling i samfundet blev bygget paa en grundvold, der svarede til den, hvorpaa de høieste klasser for eftertiden tildels maatte bygge sin egen indflydelse. Ved denne forandring kan de mindre ætters forsvinden være bleven udsat, idet deres medlemmer derved fik en ydre opfordring til at hævde sin stilling. At de have fulgt denne, maa antages som ganske sikkert. I den følgende tid optræder der i flere bygder et temmelig betydeligt antal af saadanne ætter, der tilhøre et mellemlag mellem høiadelen og det øvrige folk, og hvis medlemmer som hirdmænd føre skjoldmærker, der skille dem ud fra det sidste.

Paa denne maade kunde adelen tilsyneladende atter for længere tid sikres et varigt underlag, fra hvilket med tiden dens uddøende grene kunde fornyes. Kredsen af de ætter, som paa nogen maade kunde henregnes til aristokratiet, blev derigjennem fæstnet i sin videste udstrækning, og der aabnedes dem alle adgang til at erholde et iøinefaldende stempel paa sin gode byrd. Fra lovgivningens side var ialfald alt gjort for at danne et aristokrati, der havde sit grundlag i hirdmandsklassen og mod oven løb ud i de ætter, hvis første medlemmer vare baroner og riddere.

Samtidig med, at de nye privilegier i almindelighed skjænkede de samfundsklasser, der havde sine repræsentanter i hirden, en fremtrædende stilling fremfor det øvrige folk, maatte ganske vist ogsaa de fornemste hirdklasser ved sine nye værdighedsnavne endnu hæves et trin i veiret over sine omgivelser. Uagtet det er rimeligt, at hensynet til den ydre glans herved kan have havt megen betydning, er det vel neppe alene dette, som har bragt Magnus Lagabøter til at indføre de nye titler. Men hvilke disse andre hensyn kunne have været, derom savnes nærmere oplysninger. Hvis man kan lægge nogen vægt paa det udtryk, som en enkelt gang i et offentligt aktstykke forekommer om den første af disse nye klasser, barones rikissins,[21] da kunde man nærmest opfatte det, som om hensigten med den hele forandring havde været den, at lendermænd og skutilsvende fra nu af som indehavere af de høieste værdigheder udtrykkelig skulde fremhæves som rigets dignitærer. En saadan slutning vil dog ikke være aldeles paalidelig. At man ved denne leilighed har villet følge udlandets exempel, er naturligt nok; men der kan dog neppe fra de fremmede forbilleder hentes nogen sikker opfatning af, hvad der nærmest tilsigtedes med den officielle indførelse af baron- og ridder-titelen i Norge. Derimod er det ganske naturligt, at disse titler for sine indehavere kunde blive en opfordring til at forsøge paa at opnaa en stilling, som svarede til den, der i andre lande indtoges af de samfundsklasser, som der repræsenteredes af baroner og riddere. Med andre ord, for aristokratiets fortsatte udvikling kunne de have havt megen betydning og vilde havt dette i en endnu høiere grad, hvis der havde været bedre økonomiske betingelser tilstede for at bygge dette paa et noget fastere grundlag.

Skridt for skridt havde nu det norske aristokrati forandret sin karakter. Lendermandsætternes tal var efterhaanden af forskjellige grunde smeltet sammen, uden at den forøgelse, deres kreds fik efterhaanden gjennem optagelsen af nye elementer, havde kunnet opveie dette tab. Men samtidig vare deres rigdomme forøgede paa en saadan maade, at de kunde optræde i overensstemmelse med tidens krav. Deres tidligere stilling som et lokalaristokrati var i begreb med at tabe sig. Flere af disse ætter havde faaet sine besiddelser udstrakte over mange og vidløftige landsdele, hvis interesser de ikke kunde repræsentere paa samme maade, som de ældre lendermænd. I det sted gik de over til at være et virkeligt rigsaristokrati, et høiaristokrati, som gjennem de af Magnus Lagabøter indførte nye værdighedsnavne fik sit ydre stempel. Under dette stod fremdeles et ganske betydeligt antal af ætter, som nød en stor anseelse i sine bygder, og som dertil af Magnus Lagabøter havde opnaaet privilegier, der skilte dem fra det øvrige folk. For en stor del have disse rimeligvis været gamle, tildels endog beslægtede med lendermandsætterne, uagtet de ikke kunde stille sig ved disses side.

Her syntes der virkelig at være skabt et grundlag for udviklingen af tilsvarende samfundsklasser af dem, som paa samme tid voksede frem i England. Det nye aristokrati var i Norge udgaaet af det gamle, men stod alligevel paa en helt anden grund. For at opnaa ny politisk indflydelse var det henvist til at benytte de dermed følgende udgangspunkter. Et saadant havde det i det kongelige raad, der netop paa samme tid udvikledes til en af rigets institutioner. Skjønt udviklet i monarkiets interesse, var dog dette skikket til at blive et naturligt organ for et rigsaristokrati, især naar det støttedes til et større raad, et overhus, et parliamentum generale. Norges historie efter Magnus Lagabøters død viser, at det ikke manglede paa bestræbelser for at sikre det høie aristokrati en politisk indflydelse ad denne vei. Men naar der alligevel ikke kom noget ud deraf, da er grunden hertil for en væsentlig del netop at søge deri, at aristokratiet paa grund af landets særegne forhold blev henvist til at danne en liden kreds, som tiltrods for enkelte af sine medlemmers rigdomme dog ikke kunde hævde sin stilling som en stærk stand i riget. Aristokratiet fortsatte, som det en gang var begyndt. Antallet af dets ætter svandt ind; men de tilbageblivende forøgede sine rigdomme og hævdede derved ialfald en høi social stilling. De mindre ætter fulgte tildels den samme vei; tildels sank de ned, og med det fjortende aarhundrede viser der sig ogsaa i deres rækker en stærk tilbagegang, idet de synke ned i den almindelige bondestand. Høiaristokratiets underbygning blev derigjennem paa ny forrykket, ligesom vanskeligheden ved at skaffe det ny tilgang derved forøgedes. Om at skaffe sig politisk indflydelse, som den første rigsstand, kunde der for det under disse omstændigheder blot i forholdsvis ringe grad blive tale. Under saadanne forhold er det, rigsraadet træder ind i historien og modtager sin første udvikling.



  1. J. E. Sars, Udsigt over den norske historie, II, s. 871.
  2. R. Keyser, Efterladte skrifter, II, 1, s. 210. I 1198 fortælles det saaledes i Sverres saga (kap. 144) om Agmund Vaagapung, som dog maaske ikke var lendermand, at han havde sin æt paa Oplandene, men syssel i Orkedalen.
  3. J. E. Sars, anf. st. II, s. 372: »Et vidnesbyrd om, at det var forbi med det patriarkalske forhold, hvorpaa deres magt en gang havde hvilet, og at de nu savnede betingelserne for at indtage en uafhængig holdning ligeoverfor kongedømmet«.
  4. Smlgn. T. H. Aschehoug, Norges offentlige ret, I, s. 97 flg.
  5. Dr. G. Storm, Om indskudene i Fagrskinna, trykt i Kristiania videnskabsselskabs forhandlinger, 1875, s. 98. – Paa samme tid nærmede ogsaa den eneste æt paa Søndmøre, som havde kunnet maale sig med Giskeætten, sig mod sin ende, efterat Gregorius Jonssøn, den sidste af de egentlige Blindheimsmænd, i 1228 var druknet i nærheden af Bergen. Han var efter sagaens ord »den ypperste og høibyrdigste af lendermændene i Norge paa den tid«, ligesom hans æt var »den gjæveste lendermandsæt paa Søndmøre«.
  6. Om et muligt exempel herpaa se sidst anf. st. – Det kan være tvivlsomt, om selv Sverre nogensinde har indladt sig paa uden videre at give sine mænd de faldne fiendtlige høvdingers jordegods til arvelig eiendom, medens han nok, f. ex. i 1177 paa Hedemarken, tog sine fienders løse gods. Under hans kampe med Heklungerne omtales det, at han var gavmild med navnebøder og veitsler, og at han skaffede mange af sine mænd »ypperlige giftermaal« – noget, hvorfor ligeledes hertug Skule faar ros i sagaen. Derpaa nævnes ogsaa udtrykkelige exempler. Men videre synes han aldrig at have disponeret over de lendermænds efterladte eiendomme, som faldt paa Heklungernes side, og om inddragning af levende mænds jordegods er der neppe nogensinde tale. De, som paa denne maade kom til magt og eiendomme, fik øgenavnet »gjavlændinger«: Smlgn. Sverres saga, kap. 35, 40, 100. Birkebeinerne fik allerede tidlig høibaarne ætter paa sin side, og straks efter Sverres død heder det, at der mellem dem var mange høvdinger »som vare navnkundige baade ved sin æt og sin dygtighed«. Haakons, Guthorms og Inges saga (korte redaktion), kap. I.
  7. Nøiagtige oplysninger om disse lade sig ikke tilveiebringe. Deres oprindelige byrd kan ogsaa have været af meget forskjellig art. En egen klasse af disse ere de saakaldte »kongsfrænder« og »kongsmaager«, af hvilke der forekommer ikke saa faa i Sverres og hans efterfølgeres tid. Man tør maaske i dem se medlemmer af gode bondeætter, som gjennem sine kvindelige slægtningers forbindelser med kongerne fik en anledning til at hæve sig op til et høiere trin. Farligere for de gamle forestillinger om byrdens afgjørende vægt ved bestemmelsen af en mands stilling i samfundet var dog rimeligvis det militære element, som under de indre uroligheder trængte sig op i de høieste samfundsforhold og i det hele opnaaede en meget stor indflydelse. I de yngre kongesagaer tales der meget om sveitehøvdingerne og paa en maade, som viser, at disse vare en vigtig klasse af kongens omgivelser. Denne militære titel synes i den anden halvdel af borgerkrigene ofte at have været regnet for jævngod med den gamle lendermands-værdighed, ja, maaske endog tildels at have været paa veie til at fortrænge denne, som dog senere hen atter vandt nyt fodfæste. Paal Vaagaskalm, der i 1219 var bleven lendermand, omtales i 1221 som sveitehøvding. I de fleste tilfælde have disse formodentlig været lendermænd; men det var dog deres stilling som sveitehøvdinger, der gav dem deres betydning.
  8. Endnu hos J. E. Sars (anf. st. II, s. 371) kommer denne opfatning frem: »Kredsen af gamle storætter blev fuldkommen sprængt«. Dog er denne ytring maaske bleven mere skarpt udtrykt, end den egentlig skulde, da samme forf. senere (f. ex. s. 373) udtaler sig mindre bestemt.
  9. Smlgn. hvad ovenfor (s. 28) er anført om, at kong Sverre uddelte navnebøder og veitsler uden at kunne skaffe sine tilhængere besiddelser i jordegods paa anden maade end gjennem giftermaal. Af fortællingen om, hvad der foregik i 1208, sees det, at disse pengeløse sveitehøvdinger fandtes ligesaa vel hos Baglerne, som hos Birkebeinerne. I det hele er det neppe rigtigt at gaa ud fra, at det alene er de sidste, som have bragt de lavbyrdige elementer i veiret. Dette kan i alle fald alene gjælde for de gamle Birkebeiner, som fra først af fulgte Sverre, medens de modpartier, som fremstode efter 1184, neppe heller have været meget kræsne i valget af sine tilhængere. Baglerhøvdingernes navne synes ofte at vidne om, at de ikke have været andet end eventyrere, der kom i veiret gjennem krigen, og de staa i denne henseende ikke over sine modstandere. Navne som Gudleik flotbytta, Gudleik skreidung, Atle gridkona, Andres dritljod, Jon gridmand, Thoralde skinring ere valgte i flæng mellem begge partiers høvdinger. Næsten alle, som vare med, havde paa denne tid et eller andet tilnavn.
  10. Man har fra det 13de aarhundredes slutning, altsaa fra en tid, der ligger efter borgerkrigene, et interessant exempel paa en norsk stormand, der maa hive været meget forgjældet, i hr. Alf Erlingssøn, – og han har rimeligvis netop sat sig i denne gjæld ved de krigsrustninger, som han foretog paa egen haand. Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 182. – I det 17de aarh. frembyder Danmarks historie ogsaa slaaende exempler paa den betydning, som forvirrede økonomiske forhold have for en forrykkelse af en adelstands stilling i sit land.
  11. Det er nok at anføre det bekjendte faktum, at der til 1181 paa Magnus Erlingssøns side var faldt seksten lendermænd og hundrede lendbaarne hirdmænd. Alene paa Kalvskindet faldt der af hans folk seksti hirdmænd og otte lendermænd. I slaget ved Fimreite faldt der ogsaa paa denne konges side adskillige høiættede mænd, der navngives i Sverres saga.
  12. Smlgn. J. E. Sars, anf. s. II, s. 21 flg. Som en saadan anseet, mindre høibyrdig æt kan man maaske f. ex. betragte »Varteigsmændenes æt« i Borgesyssel, der udtrykkelig omtales i sagaerne som en »god æt«. Til den hørte Inga, kong Haakon Haakonssøns moder, og Audun i Borg. I den samme del af landet finder man ogsaa samtidig »Guthorm Graabardes æt«, hvortil hørte bonden Erlend af Husabø, der var kong Sverres frænde. Disse ætter have maaske begge staaet paa det samme trin i samfundet. – Audun i Borgs datter har rimeligvis været indgiftet i en af de fornemste ætter i Fjordene, og hendes søn synes at have været den i dette tilfælde efter morfaderen opkaldte Audun Hugleiksson Hestakorn. P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 351 flg. Saafremt denne sidstes æt har hørt til de mest høibyrdige paa den kant af landet, hvor den havde hjemme, har det maaske nærmest været Audun i Borgs slægtskab med kongehuset, der bragte hans datter dette giftermaal. Men hans æt kan dog ogsaa have talt lendermænd i sin midte og have været ialfald nogenlunde jævnbyrdig med den for øvrigt ubekjendte slægt, hvortil Audun Hugleikssøn hørte.
  13. Disse ord maa rimeligvis tages i en meget udstrakt betydning. I kongesagaerne om Sverre og hans efterfølgere omtales saaledes hirdmænd, der tilhørte meget forskjellige samfundslag. Eyjulf Havlessøn var søn af en bonde. En anden hirdmand var søstersøn af selve Paal Vaagaskalm.
  14. Uagtet det virkelig synes rimeligt, at denne i det 14de og 15de aarh. meget fremtrædende rige æt er af betydelig større ælde, kan man dog ikke ubetinget antage dette, og det er saaledes ikke rigtigt uden videre at opføre dens formand som repræsentant for en af de gamle storætter, saaledes som det sker hos J. E. Sars, anf. st. II, s. 395. Man kunde tænke paa, at Philippus Erlendssøn, Losneættens ældste kjendte medlem, var en søn af den Erlend Raude, som var med paa toget til Skotland i 1263.
  15. Smlgn. f. ex. pavebulle af 3 Novbr. 1246. Dipl. Norv. I, no. 31.
  16. Den første gang, denne titel med bestemthed lader sig paavise, er vistnok ved fredsslutningen i Kjøbenhavn 1309. Dipl. Norv. IX, no. 82. Ved en saadan leilighed kunde det dog antages, at den var indkommen for at give de der tilstedeværende Nordmænd den samme værdighed, som de danske, med hvem der forhandledes. At dette imidlertid ikke kan have været tilfældet, viser sig bl. a. deraf, at man allerede i 1310 i et brev fra Valdres, der er udstedt af hr. Sighvat paa Leirhol og nogle andre, mellem disse træffer en Lodin Thorkelssøn, der paa sit segl kalder sig armiger. Dipl. Norv. II, no. 101. Titelen har altsaa paa den tid virkelig været brugt i Norge og maaske ikke længere været sjelden.
  17. Annales Islandici, s. 154; Norges gamle love, II, s. 475. Ogsaa titelen »herre« forekommer tidligere nogle enkelte gange. Saaledes kaldtes Philippus baglerkonges broder »hr. Andres«.
  18. Der lægges fremdeles, ligesom tidligere, vægt paa, at en hirdmand var lendbaaren. Smlgn. s. 34.
  19. Smlgn. J. E. Sars, Udsigt over den norske historie, II, s. 372.
  20. Nogen middelstand i dette ords moderne betydning kjendte det gamle norske samfund kun ufuldstændig. Derimod maa der til alle tider have været grader inden dets aristokratiske lag, af hvilke de laveste kun ved ubetydelige forskjelligheder vare skilte fra den store masse. Man kunde derfor nok tale om en jordeiende middelstand, som altid havde holdt sig, om den ogsaa havde lidt under det høie aristokratis tendens til at udvide sig – og af denne er der vel ogsaa altid tildels hentet hirdmænd. Naar nu hirden under eller efter Magnus Lagabøter modtager en forøget tilstrømning, er det altsaa tildels denne middelstand, der skaffer en saadan. I Sverres tid er Eyjulf Havlessøn et fremtrædende exempel paa en anseet hirdmand af bondeæt. Jvfr. s. 34.
  21. Norges gamle love, II, s. 475. Smlgn. s. 36 med note 3.