Det norske rigsraad/4

Yngvar Nielsen

Det norske rigsraad

Den norske forlagsforening, 1880 (s. 72-93).

IV.

Raadets udvikling i kong Haakon Magnussøns tid indtil aar 1308.

---

Klager over formynderstyrelsen og aristokratiet. – Haakon V.s bestræbelser for at stanse udviklingen af aristokratiets selvraadighed. – Kongen arbeider paa at bringe raadet tilbage i dets oprindelige stilling. – Kilderne tillade ikke at komme til aldeles sikre resultater med hensyn til brydningen mellem denne konge og aristokratiet. – Ved kong Eriks død ophørte raadets deling. – Forskjellige tilfælde, hvori raadet forudsættes som medvirkende eller samtykkende i regjeringshandlinger. – Raadets omtale i den islandske remonstration af 1302. – Forskjellige brevskaber, hvori det samlede raad eller dettes enkelte medlemmer omtales. – Kong Haakons snevrere raad har ikke talt ganske faa medlemmer. – Spørgsmaalet, om Haakon V ved valget af sine raadgivere som konge især har taget dem, som han allerede før havde benyttet i denne egenskab som hertug. – Hr. Audun Hugleikssøn og hr. Bjarne Lodinssøn. – Betydningen af hr. Auduns fald. – Omstændighederne ved kong Eriks død ikke saa gunstige for aristokratiet, som ved hans faders. – Iøinefaldende forskjel mellem det ældre og det yngre aristokrati. – Raadet indordnes paa ny i den monarkiske samfundsorden. – Det lavbyrdige element synes atter at faa betydning inden raadet. – Sira Botolf Haakonssøn og Salomon Thoraldessøn. – Geistligheden i kong Haakons raad. – Hr. Snare Aslakssøn og Bjarne Audunssøn. – Lagmændene i raadet. – Haakon V og Philip den smukke. – Raadet vedbliver efter sin sammensætning væsentlig at være en aristokratisk institution. – Den forudgaaende udvikling har sin store betydning til at gjøre raadet, navnlig det mindre, mere fast. – Kong Haakon tog et mere udviklet raad i arv. – Hans foranstaltninger maa nærmest have sigtet til at udvikle det snevrere raad. – Dette manglede dog endnu sin sidste afslutning.

I det foregaaende er det leilighedsvis berørt, hvorledes aristokratiet under kong Erik Magnussøns regjering optraadte med megen voldsomhed.^[1] Hans broder Haakon V, der i 1299 fulgte ham paa thronen, har selv i sine retterbøder klaget over den maade, hvorpaa »adskillige mænd«, saavel medens han og hans broder vare umyndige, som »en stund siden efter«, havde faret frem mod det øvrige folk. Disse klager stemme ogsaa ganske vel overens med den korte almindelige skildring af formynderregjeringen, som gives i biskop Arnes saga, hvor det ligefrem siges, at denne kun tog sig daarlig af landsstyrelsen.^[2] Paa et andet sted i samme saga antydes ligeledes, at kong Erik personlig besad mange gode egenskaber, men at dette dog ikke havde nogen synderlig betydning, da hans omgivelser aldeles beherskede ham og misbrugte sin indflydelse.^[3] Sagaskriverens opfatning har rigtignok hovedsagelig været bestemt af hans hierarkiske sympathier, hvorfor ogsaa aristokratiets optræden mod geistligheden og dens fører, erkebiskopen, er den væsentligste ankepost, som han har at fremsætte, og det bestemmende for hans dom over formynderstyrelsen. Alligevel er der ingen grund til at anse hans udtalelser for mindre paalidelige, hvor det gjælder dennes ledelse af den norske stat. Ligesom den mand, hvis liv sagaen skildrer, var meget loyal mod kongedømmet, hvor dette kunde forenes med hans pligter som høitstaaende geistlig, saaledes var heller ikke hans biograf nogen ensidig fanatiker. Hans udtalelser have derfor ogsaa utvivlsomt adskillig betydning som et udtryk for den almindelige opfatning af formynderstyrelsen og raadet under kong Erik. Om det ogsaa kan antages, at kong Haakon Magnussøn i sine ovenfor omhandlede ytringer kan have ladet sig forlede til overdrivelser, er der heller ikke for hans vedkommende nogen grund til at betvivle, at han ialfald for en del har havt fuldkommen ret til at udtale sig, som han gjorde.

De retterbøder, kong Haakon allerede havde udstedt som hertug, vidne ogsaa tildels om, at han inden sine landsdele har arbeidet paa at hemme aristokratiets selvraadighed, om hvilken det maa antages, at den netop maa have vundet i styrke i de aar, hvori dette gjennem formynderregjeringen havde landets styrelse i sine hænder. I de landsdele, som vare kong Erik umiddelbart underordnede, har der neppe i hans hele regjeringstid været nogen mulighed for at stanse denne, medens det kan antages, at hertugen i sine egne landsdele efter evne har søgt at lægge baand paa de mægtige mænds tilbøielighed til at tage sig selv tilrette. Ved hans thronbestigelse var det dermed ogsaa givet, at han for eftertiden over det hele land vilde gaa frem efter de samme grundsætninger, som han havde fulgt i styrelsen af sit hertugdømme. Haakons stilling til aristokratiet blev derfor ogsaa en anden, end Eriks havde været.

I kong Haakons egne udtalelser haves sikre vidnesbyrd om, at han har lagt megen vægt paa at stanse aristokratiets selvraadighed og lade dets medlemmer føle, at de ogsaa stode under loven. De rivninger mellem kongedømme og aristokrati, som fandt sted i de første aar af hans regjering, kunne allerede «derigjennem tildels finde sin forklaring. Men de maa ogsaa have gjældt noget mere, nemlig aristokratiets politiske magtstilling. Idet kongen modsatte sig en fortsættelse af den voldsomme fremfærd, som dettes medlemmer havde tilladt sig under den foregaaende styrelse, kunde han heller ikke undgaa at røre ved dets politiske indflydelse i almindelighed.

Forsaavidt maatte kong Haakon især fæste sin opmærksomhed ved den institution, som under hans broder var bleven bæreren af aristokratiets politiske magt, og derigjennem faar hans regjering sin store betydning for udviklingen af det kongelige raad. Kong Haakon var i denne henseende en ganske anden mand end sin broder. Men idet han arbeidede mod det maal at indskrænke eller fratage raadet den magt, det havde opnaaet som en selvstændig repræsentant for aristokratiet, var det ikke hans tanke at trænge det tilside. Hvad han vilde, var kun at tvinge raadet ind i den monarkiske samfundsorden og der gjøre det til et virksomt led. Forsaavidt gik hans politik væsentlig ud paa at optage den udvikling, som var begyndt under hans fader og farfader, men under hans broder var slaaet over i en anden retning.

Uheldigvis ere kilderne for denne tids historie ikke saadanne, at man i enkelthederne kan følge den brydning, som fulgte kort efter kong Haakons thronbestigelse. Det har endog sine vanskeligheder at se den med nogenlunde tydelighed i sine omrids, og som en følge deraf vil det ikke kunne undgaaes, at der maa klæbe nogen usikkerhed ved de resultater, som kunne opnaaes ved en undersøgelse af den nye regents politiske formaal og styrken af den modstand, som han mødte under sine bestræbelser for at gjennemføre disse. Forinden vi her gaa videre i undersøgelsen, vil det imidlertid være nødvendigt at sammenstille, hvad der vides om raadet i kong Haakons første aar.

Med kong Eriks død var ogsaa raadets deling til ende. I Haakon den femtes regjeringstid omtales det altid som samlet, idet den særstilling, som i denne henseende havde været tilstaaet hans raadgivere i hertugdømmet, kun havde været begrundet paa forhold, der ophørte i det samme øieblik, som han besteg thronen. Nogen anden forandring i raadets ydre stilling kan derimod ikke mærkes. I flere af de retterbøder, som udstedtes i de første aar af den nye konges regjeringstid, siges det, at de ere udstedte »med de bedste mænds raad«, eller, som det ogsaa heder, »med deres samtykke«. I den store retterbod af 1302 om forandringer i de for thronfølgen gjældende regler og i formynderstyrelsen^[4] siges i indledningen, at den er udstedt með ráði ok samþykt hinna bestra manna i rikinu, og strax nedenfor heder det, at kongen har givet denne retterbod med raad og samtykke af erkebiskop Jørund og de fire biskoper af Stavanger, Bergen, Oslo og Hamar, samt følgende »lendermænd«, hr. Bjarne Erlingssøn, hr. Ulfhedin Bjarnessøn, hr. Isak Gautssøn, hr. Jon Ivarssøn, hr. Sæbjørn Helgessøn og kansleren hr. Aake, hvilke alle satte sine segl under brevet. Ved siden af disse paaberaabes imidlertid ogsaa »kongens øvrige raad« og alle de andre bedste mænd, som vare hos ham. I de to retterbøder af 11te Juni 1302 (?), der ere vedtagne paa thinget paa Maria kirkegaard i Bergen, paaberaabes samþykt af hr. Bjarne Erlingssøn, hr. Sæbjørn Helgessøn, hr. Finn, hr. Snare Aslakssøn, hr. Erling, sira (eller hr.) Botolf og hr. Hauk Erlendssøn.^[5] Retterboden af 29de Mai 1303 om landløbere og pasvæsen^[6] er ogsaa udstedt með ráði ok samþykt hinna bestu manna i landinu. I retterboden af 29de Mai og 6te Oktober 1303 om trusler mod kongens ombudsmænd^[7] siges ogsaa, at den er udstedt med raad af hinir skynsamastir menn. Retterboden om landskyld af 30te Marts 1307^[8] er ligeledes udstedt með hinna besta manna ráði ok samþykt. Retterboden af 11te Juni 1302 om udlændingers handel paa det nordlige Norge er udstedt paa et thing paa Mariakirkegaarden i Bergen med samtykke af hr. Bjarne Erlingssøn, hr. Sæbjørn Helgessøn, hr. Finn Gautssøn, hr. Snare Aslakssøn, hr. Erling Aamundessøn, sira Botolf Haakonssøn og Hauk Erlendssøn.^[9]

Et vigtigt politisk aktstykke fra denne tid, hvori ogsaa raadet omtales, er den islandske remonstration af 1302,^[10] hvori det udtales, at det raad, som Islændingerne derved gave den norske konge, maatte blive ham ok öllu hans réttu rádineyti til hæder og ære. Uden at deraf kan udledes nogen slutning om det kongelige raads forhold til de spørgsmaal, der angik den islandske landsstyrelse, viser dette ialfald, at raadet betragtedes som en vigtig institution, der stod kongen meget nær. I remonstrationen forudsættes for øvrigt, at kongen for fremtiden, naar han foretog forandringer i den islandske lovgivning, skulde indhente de bedste mænds raad og samtykke, som fandtes i landet. Dette udtryk maa rimeligvis tages lige efter ordene; om noget særeget islandsk raad kan der ikke være tale.^[11]

Ogsaa i andre brevskaber omtales det kongelige raad. Fra 1303 – eller et af de nærmest forangaaende eller følgende aar – haves saaledes et brev, som er udstedt af nogle mænd paa Voss og stilet til »hele Haakons, Norges konges, raad i Bergens. Den maade, hvorpaa dette nævner raadet, har endog foranlediget fremsættelsen af en formodning om, at man kunde betragte dette som et slags statholderskab for det vestenfjeldske Norge.^[12] Selv om en saadan ikke just er grundet, er imidlertid brevet alligevel ganske mærkeligt. I et andet diplom af 1303 omtales ogsaa »kongen og hans raad«.^[13] Da i 1306 biskop Arne i Bergen sluttede en overenskomst med fru Katarina Ivarsdatter af »Loghalo«, hvorved denne sidste fik frit bord i biskopsgaarden,^[14] blev deres aftale truffen, som det heder, þessom monnom af raðeno hiá verandom ok radandom þemma kaupmala ok jayrdi ok borghan, nemlig hr. Bjarne Erlingssøn, hr. Sæbjørn Helgessøn, hr. Aake kansler, hr. Snare Aslakssøn, hr. Erling Aamundessøn, hr. Hauk lagmand og hr. Heming lagmand ok morgum odrum godum monnum. I et andet brev af s. a.^[15] nævnes þesser menn af radeno i følgende orden: hr. Sæbjørn Helgessøn, hr. Aake kansler, hr. Snare Aslakssøn og hr. Hauk lagmand. Brevet er paa kongens befaling udstedt af abbed Einar i Munkeliv, hr. Erling Aamundessøn og Bjarne Audunssøn og var foruden af disse ogsaa beseglet af enkedronning Isabella, hr. Bjarne Erlingssøn, hr. Sæbjørn, sira Finn, Apostelkirkens provst, hr. Aake, hr. Snare og hr. Hauk. Om alle her nævnte mænd tør man vistnok med fuld føie antage, at de ligesaa vel som de fire, om hvilke det udtrykkelig siges, at de vare af ráðinu, ved denne leilighed have optraadt i sin egenskab af raadsherrer.^[16]

I et kongebrev af 1300^[17] nævnes som forseglende med kongen og dronning Eufemia biskoperne Arne af Stavanger, Narve af Bergen, Eivind af Oslo og Thorstein af Hamar samt følgende verdslige herrer: hr. Bjarne Erlingssøn, hr. Thore biskopssøn, hr. Ulfhedin Bjarnessøn, hr. Isak Gautssøn, hr. Vidkunn Erlingssøn og hr. Peter Andressøn. Af disse sidste forekomme de tre allerede tidligere som raadsherrer hos kong Haakon (s. 75), og det kan vel heller ikke betvivles, at de tre øvrige have indtaget en lignende stilling, saa meget mere, som ialfald de to af dem gjorde det under den foregaaende regjering. Hele brevets indhold og den maade, hvorpaa det er udstedt, synes bestemt at pege hen paa, at disse mænd derved maa have været tilkaldte i sin egenskab af kongelige raadgivere. Kong Haakon tilstod ved dette brev formanden for Mariakirken i Oslo lendermands ret, medens de prester, som der havde præbender, fik ridders, vikarier og diakoner hirdmands og alle andre klerker ved kirken kjertesvends ret. Ved en saadan anledning maatte der netop være plads for raadets medvirken.

Da der i 1305 blev udstedt en kundgjørelse om, at kong Haakon havde modtaget sin dronning Eufemias medgift, skede dette i 16 geistlige og verdslige herrers navn, hvilke tillige forseglede brevet,^[18] og som opregnedes i følgende orden: erkebiskop Jørund, biskoperne Erlend af Færøerne, Ketil af Stavanger, Arne af Bergen og Ingjald af Hamar, hr. Bjarne Erlingssøn, hr. Jon Ragnvaldssøn, hr. Sæbjørn Helgessøn, hr. Bjarne Lodinssøn, hr. Velent af Stiklan, hr. Aake kansler, hr Snare Aslakssøn, hr. Erling Aamundessøn, korsbroderen Salomon fra Nidaros, Gibbon marskalk og Bjarne Audunssøn. Af de her anførte verdslige kan det vel ikke være tvivlsomt, at Jon Ragnvaldssøn (s. 57), naar han nævnes som den anden, maa have indehavt en høi rang og været endog en af de ældre medlemmer i det snevrere raad. Idet hr. Bjarne Lodinssøn og hr. Velent i brevets indledning have faaet plads foran kansleren, maa vistnok det samme antages om dem. Om Bjarne Audunssøn er det allerede i det foregaaende antaget, at han hørte med til raadet,^[19] hvorimod dette vel kan være tvivlsommere med korsbroderen Salomon og navnlig med Gibbon, der formodentlig er kommen ind i landet med en af de udenlandske prinsesser, som havde ægtet de sidste konger, og siden har havt en høiere stilling ved deres hof.

Et leidebrev af 20de Marts 1308, udstedt af kong Haakon, var med ham beseglet af biskop Arne af Bergen samt tre discreti viri de consilio nostro, hr. Erik Valdemarssøn og baronerne hr. Bjarne Erlingssøn og hr. Snare Aslakssøn.^[20]

Hvis man kan gaa ud fra, at samtlige her omtalte verdslige herrer have været kongens raadgivere i ordets snevrere betydning, have disse ikke udgjort noget aldeles ringe tal, især da det maa antages, at der har været endnu flere. Saaledes kan dette ikke være andet end en tilfældighed, naar hr. Agmund Sigurdssøn af Hestbø, der allerede i 1295 var ridder (s. 68) og i 1300 nævnes som kong Haakons mærkesmand, ikke i dokumenter fra denne tid udtrykkelig er betegnet som medlem af hans raad.^[21] Det samme kan vel ogsaa antages om hr. Sighvat af Leirhol, og om hr. Sigurd Brynjulfssøn paa Aga, der i 1285 forekommer som medlem af »det egentlige raad«, og som ligeledes senere hen, efter 1308, var en betroet mand hos kong Haakon, tør man ligeledes gaa ud fra, at han ogsaa paa denne tid har hørt med til hans raad. Vi faa saaledes følgende sikre eller ialfald nogenlunde sikre raadsmedlemmer i kong Haakons første regjeringsaar (1299–1308): hr. Bjarne Erlingssøn, hr. Thore biskopssøn, hr. Ulfhedin Bjarnessøn, hr. Isak Gautssøn, hr. Jon Ivarssøn, hr. Jon Ragnvaldssøn, hr. Sæbjørn Helgessøn, hr. Finn Gautssøn, hr. Vidkunn Erlingssøn, hr. Peter Andressøn, hr. Snare Aslakssøn, hr. Erling Aamundessøn, lagmændene hr. Hauk og hr. Heming, hr. Bjarne Lodinssøn, hr. Velent af Stiklan, Bjarne Audunssøn samt hr. Sighvat af Leirhol, hr. Agmund Sigurdssøn og hr. Sigurd paa Aga. Dertil kommer da endnu den kongelige kansler, hr. Aake, midtpunktet i hele den kreds af raadgivere, som omgav kong Haakon.^[22] Som medlemmer af den snevrere kreds af kongens raadgivere maa endelig vistnok ogsaa medtages de to geistlige, sira Botolf Haakonssøn og. Salomon Thoraldessøn, paa den tid korsbroder i Nidaros, senere biskop i Oslo. Gibbon marskalk har som udlænding neppe staaet kongen saa nær, som de øvrige her opregnede personer. Paa denne maade faar man – foruden erkebiskopen, de øvrige biskoper og provsten ved Apostelkirken – et antal af 22–23 mænd, der maa antages at have været kong Haakons raadgivere.

Hvorvidt der af disse navne, lader sig udlede bestemte slutninger med hensyn til de grundsætninger, efter hvilke kong Haakon ved sin regjeringstiltrædelse har sammensat sin kreds af mere betroede raadgivere, synes noget usikkert. P. A. Munch^[23] har med adskillig bestemthed udtalt som sin opfatning, at Haakon som konge maa have lagt an paa at beholde de samme omgivelser, som han havde, medens han var hertug. En saadan tanke var i sig selv ikke urimelig, og det maa erkjendes, at der er adskilligt, som kan støtte denne mening. Om nogle af de nævnte medlemmer af raadet vides det med bestemthed, at de hørte hjemme i de landsdele, som indtil 1299 dannede Haakons hertugdømme. Saaledes var hr. Jon Ivarssøn Raud, der havde hjemme paa Romerike i det tidligere hertugelige len, efter al rimelighed en hos Haakon høit anseet mand, siden han lod sin datter Agnes gifte sig med hans søn, hr. Hafthor Jonssøn. Hr. Isak Gautssøn af Tolga havde sin ættegaard og formodentlig ogsaa sit meste jordegods i Ryfylke, der havde været en af de landsdele, som hørte til Haakons hertugdømme. Mærkesmanden, hr. Agmund Sigurdssøn af Hestbø, hørte ligeledes hjemme i den samme egn. Om hr. Sæbjørn Helgessøn har det været formodet, at han ogsaa skulde være fra denne egn. Ialfald eiede han gaarde i Ryfylke.^[24] For hr. Snare Aslakssøns vedkommende er det ogsaa vist, at han havde eiendomme paa Oplandene, der hørte til hertugdømmet.^[25] Hr. Bjarne Lodinssøn har maaske ogsaa, hvis man tør slutte af en enkelt antydning, før hertugens thronbestigelse staaet denne nær,^[26] men befandt sig dog senere i et fiendtligt forhold til den nye konge. Saafremt den formodning er rigtig, hvorefter han skulde være en søn af Lodin Lepp,^[27] maa han have hørt hjemme i det vestenfjeldske, maaske dog i Ryfylke. Hr. Sighvat af Leirhole havde hjemme i Valdres, men var maaske gjennem interesser og familieforbindelser fuldt saa meget knyttet til Sogn.^[28] Valdres og Hallingdalen hørte desuden, som dele af Gulathingslagen, neppe til hertugens forleninger, saadan som de øvrige Oplande. Bjarne Audunssøn var vistnok fra Østlandet. Men da han især synes at have havt eiendomme paa Vestfold, som netop ikke hørte til hertugdømmet, kan der heraf ikke udledes noget, som taler for, at han af dette hensyn har været fremtrukken af Haakon.

Selv om det nu kunde antages, at samtlige her nævnte mænd allerede have været Haakons fortrolige raadgivere i den tid, da han var hertug, bliver det dog ikke dermed givet, at raadets flertal i hans første regjeringsaar netop har bestaaet af mænd, som han havde prøvet, og til hvem han havde fattet tillid før sin thronbestigelse. Uagtet der kun for en del kan erhverves nærmere oplysninger om de øvrige kongelige raadgiveres hjemstavn, og disse saaledes nok tildels kunne have været fra de tidligere hertugelige landsdele, er der alligevel ikke tilstrækkelig grund til derpaa at støtte en saadan paastand, som den, der er fremsat af P. A. Munch. Det er desuden tvivlsomt, hvorvidt en konge ved sin regjeringstiltrædelse havde adgang til i nogen større udstrækning at forandre raadets sammensætning. Forsaavidt den foregaaende konges raadgivere ikke vare lendermænd eller baroner eller ogsaa riddere, er det nok rimeligt, at efterfølgeren ikke kan have været forpligtet til uden videre ogsaa at betragte dem som medlemmer af sit raad. For baronernes og vistnok ogsaa for riddernes vedkommende stillede derimod sagen sig helt anderledes. I ældre tider betragtedes vistnok lendermands-værdigheden formelt, som om den kun var given for den konges levetid, der uddelte den. Den maatte altsaa fornyes ved hvert thronskifte. Saaledes skede det ialfald, da Haakon Haakonssøn blev konge, og rimeligvis er det altid gaaet saaledes til Men denne bekræftelse har dog neppe været mere end en formalitet, og at den ikke blev meddelt, har visselig kun været et yderst sjeldent tilfælde. I virkeligheden maa det saaledes antages, at den adgang, som en konge paa denne maade kunde have til at foretage forandringer i raadets sammensætning, for baronernes vedkommende har været saare liden, om han overhovedet kan siges at have havt nogen saadan. Med hensyn til ridderne maa det ogsaa antages, at noget lignende har været tilfældet. Efter lovgivningen hørte de rigtignok ikke med til »kongens høieste raadgivere«, men vare dog i denne udpegede paa en saadan maade, at de ogsaa maatte betragtes som medlemmer af hans raad.

I sin videste udstrækning gjælder dette nu vistnok alene, forsaavidt medlemmerne af de nævnte samfundsklasser havde ret til at deltage i, hvad man kan kalde det større kongelige raad. Men det maatte dog ogsaa have sine betydninger for det snevrere raad. Grænserne mellem begge vare endnu meget ubestemte, og idet det mindre raad var udgaaet af det større, der alene var forudsat i lovene, maatte kongens valg af dets medlemmer altid i en vis grad være bundet. Haakon V maa derfor ogsaa antages at have beholdt sin broders raadgivere, og forsaavidt han med dem har foretaget nogen forandring, da kan dette rimeligvis alene have været, hvor der fra vedkommendes side har foreligget en bestemt forseelse. Ligesom han maatte tage hele den store kreds af sin formands raadgivere, har han ogsaa beholdt de gamle medlemmer af det snevrere eller »det egentlige raad«. Mellem alle hans raadgivere træffes i første række den høibaarne baron, hr. Bjarne Erlingssøn, en af hovedlederne for kampen mod hierarkiet, en mand, som under denne havde vist sig fra en side, der ikke gjør det rimeligt, at den skildring, der flere hundrede aar længere nede i tiden blev given af ham, at han »var den rigeste, bedste, rundeste, snildeste og sagtmodigste baron, som være kundes, i alle henseender medfører sandhed.^[29]

Hr. Bjarne og hans broder, hr. Vidkunn, vare paa denne tid ubestridelig rigets mest høibyrdige mænd og i besiddelse af store riglomme. Af dem var hr. Bjarne derhos raadgiverkredsens ældste medlem. Tillige med hr. Thore biskopssøn var han vistnok den eneste, der var tilbage af Magnus Lagabøters raad. Efter 1299 har han neppe havt nogen formand i raadet og nævnes derfor siden først i alle tilfælde, hvor han omtales sammen med andre af dettes medlemmer.^[30] Mellem baronerne skulde efter hirdskraaen den indbyrdes rangfølge udelukkende bestemmes efter tiden for deres udnævnelse, saaledes at de ældste vare de første i rang. Hr. Bjarne var lendermand eller baron allerede i 1273 og havde rimeligvis rang umiddelbart foran hr. Thore biskopssøn, som den gang var kansler og i 1277 omtales som lendermand umiddelbart foran hr. Audun Hugleikssøn. En mand, der stod i en saa fremragende stilling, som hr. Bjarne, kunde vanskelig holdes udenfor raadet, saafremt han selv ønskede at være medlem af dette. Det samme gjaldt dog ogsaa, skjønt selvfølgelig ikke med samme styrke, de øvrige baroner og riddere, der repræsenterede de store og rige ætter.

Men om saaledes kong Haakon ikke har havt frie hænder i denne henseende, forsaavidt han ikke kunde undlade at medtage mellem sine egne raadgivere de fornemme mænd, der havde indtaget denne stilling i hans broders regjeringstid, kunde det antages, at han var aldeles ubunden med hensyn til, hvem han selv bagefter vilde optage i denne kreds. Tildels var dette ogsaa tilfældet, og maaske navnlig forsaavidt det gjaldt det snevrere raad, men dog ikke helt. At afvise de høibyrdige ætters krav paa at opnaa baronværdigheden og dermed træde ind i kredsen af kongens selvskrevne raadgivere lod sig ikke i regelen gjøre, og kongen var forsaavidt ogsaa fremdeles bunden i sit valg af nye raadgivere gjennem nedarvede hensyn paa samme maade, som han var henvist til at beholde de ældre. Paa den anden side havde han dog tillige adgang til at uddele baronværdigheden til andre end dem, hvis fædre havde havt den, endskjønt dette ikke kunde være i overensstemmelse med de nedarvede forestillinger om høiere værdigheders arvelighed.^[31] Dette punkt vil ogsaa blive berørt i det følgende (s. 91).

Selv om det nu paa denne maade maa antages, at regjeringspersonalet ved kong Haakons thronbestigelse ikke har undergaaet saa gjennemgribende forandringer, som det har været antaget, er det dog ikke dermed givet, at den nye konge alligevel ikke fra først af har staaet i et ganske andet forhold til raadet end sin forgjænger. Ialfald i ét punkt havde han aldeles frie hænder, – med hensyn til, hvilke af dets medlemmer han vilde: skjænke sin tillid, og at han der først og fremst har vendt sig til sine gamle prøvede raadgivere, er saa naturligt, at det ikke vel kan tænkes at have været anderledes. Dermed maatte følge en forrykkelse af den indflydelse, raadets forskjellige medlemmer før havde havt, idet det nu blev andre, der især havde den regjerende konges øre. De første medlemmer af raadet vare ikke længere de mest betydende, og at dette ogsaa har været følt af de tidligere magthavere, kan heller ikke betvivles. For de selvraadige stormænd maatte det ikke blive behageligt at bøie sig for de grundsætninger, som den nye konge vilde gjennemføre, og naar der umiddelbart efter hans regjeringstiltrædelse høres om mægtige mænds fald, kan man ikke vel lade være at sætte dette i forbindelse med en opposition mod kong Haakon, der er kommen til udbrud uden at bringe andet resultat end undergang for sine ledere. Allerede i kong Eriks styrelsestid spores der bevægelser i landet, hvis nærmere sammenhæng man nu kun tildels kan ane, og som ialfald vise, at der har hersket uro i landet.

Af en alvorligere natur maa imidlertid den modstand have været, som kong Haakon mødte, da han besteg thronen. Naar det berettes, at hr. Audun Hugleikssøn, den samme mand, som under den forrige styrelse ansaaes for at være raadets mest indflydelsesrige mand, samtidig blev kastet i fængsel,^[32] uden at aarsagen hertil nærmere omtales, da kan grunden ikke vel have været nogen anden end den, at han paa en eller anden maade har vægret den nye konge sin tjeneste, eller at denne selv har rettet et slag mod de tidligere magthavere i hans person for derved paa forhaand at svække den modstand, som han har frygtet for at møde fra deres side. I nær sammenhæng med denne fængsling af den mand, som i en lang række af aar havde været den mægtigste i landet, staar hans henrettelse, der fandt sted tre aar senere og omtrent samtidig med, at den kvinde, der udgav sig for kong Eriks datter Margrete, blev brændt. Hvorvidt hr. Audun i mellemtiden har været paa fri fod, eller om han den hele tid har siddet i fængsel, vides ikke. P. A. Munchs formodning^[33] om, at han først er bleven frigiven, og at han derpaa atter har optraadt mod kongen paa en saadan maade, at denne lod ham fængsle paa ny og derefter henrette, er, uden at være støttet af fakta, dog saa rimelig, at den synes at have truffet det rette. Den falske Margrete kan i dette tilfælde være bleven fremtrukken af hr. Audun og hans parti som modkandidat til thronen mod kong Haakon. Efter den vanærende straf, som overgik hr. Audun, hvis gods ligeledes blev inddraget under kronen, maa næsten hans forbrydelse have bestaaet i et saadant forsøg paa at berøve kong Haakon hans throne.

Idet nu saaledes hr. Audun Hugleikssøn kan være falden, fordi han har fremtrukket eller hjulpet den falske Margrete, tør man vistnok ialfald i dette forsøg paa at styrte den nye styrelse se et udtryk af de tidligere magthaveres uvilje mod denne og af deres lyst til atter at erholde den indflydelse, som de nu saa sig tvungne til at opgive. Thi med den falske Margrete paa thronen maatte de, som havde støttet hende, være sikre paa at faa al magt i sine hænder, og saaledes kan man vistnok i, hvad der staar i forbindelse med hendes optræden, neppe se andet end et forsøg i denne retning. Hr. Audun Hugleikssøn stod ved denne leilighed visselig ikke alene. Naar det saaledes omtrent samtidig med hans henrettelse berettes, at kong Haakon ogsaa lod hr. Bjarne Lodinssøn sætte i fængsel, da er det høist rimeligt, at der mellem disse to handlinger er en indre forbindelse, og at hr. Bjarne, selv om han ogsaa en gang havde staaet Haakon den femte nær (s. 81), dog nu har konspireret mod hans regjering. Han slap imidlertid betydelig lettere derfra ond hr. Audun og var faa aar efter paa ny medlem af raadet.

I den modstand, som kong Haakon paa denne maade mødte ved eller straks efter sin thronbestigelse, har man efter al sandsynlighed et vidnesbyrd om, at ialfald en del af aristokratiets mægtigste medlemmer betragtede regjeringsskiftet som indeholdende en fare for sin magt, som en indledning til en tid, hvori styrelsen skulde ledes efter helt andre grundsætninger. Enten kunne de derved alene have holdt sig til, hvad de havde seet af Haakons styrelse i hans hertugdømme, eller ogsaa har denne umiddelbart efter sin thronbestigelse foretaget handlinger, der maatte vække betænkeligheder hos magthaverne fra hans broders tid. Men det forsøg, som disse nu gjorde, blev tillige en maalestok for det indbyrdes forhold mellem kongedømmets og aristokratiets magt. Forsaavidt er det lærerigt at betragte disse begivenheder noget nøiere.

Kongedømmet blev ogsaa denne gang det seirende. Ligesom hierarkiet under den foregaaende regjering havde maattet ligge under i kampen mod aristokratiet, der optog kongedømmets program, saaledes blev det nu aristokratiet, der laa under, da det vilde prøve kræfter med kongedømmet. Om netop hr. Audun Hugleikssøn var den mand mellem medlemmerne af Norges høibyrdige storætter, der var bedst skikket til at staa frem som sine standsbrødres leder under en saadan kamp, er noget, hvorom nutiden ikke kan dømme. I sagnet staar han som en voldsom og herskesyg personlighed, og det er ikke heller umuligt, at der har været andre pletter ved hans karakter og offentlige færd, der have gjort det lettere for hans fiender at komme ham tillivs og til samme tid have fjernet mange fra ham, der ellers naturlig vilde have staaet paa hans side.^[34] Saaledes bliver det end mere forklarligt, at han, om han har havt noget saadant til hensigt, ikke har kunnet fremkalde en almindelig bevægelse mod den nye konge fra hele aristokratiets side.

Selv bortseet fra spørgsmaalet om den ledende mands personlighed, kan man alligevel ikke antage, at udsigterne for en aristokratisk reisning have været meget gunstige umiddelbart efter kong Eriks død. Allerede landets forhold lagde her store hindringer i veien for en samlet optræden. En af de høibaarne mænd hørte hjemme ved landets nordligste, en anden ved dets sydligste grænse, og der kunde gaa maaneder hen, forinden den ene kunde faa svar fra den anden. Mellem de spredte høvdingsæder var forbindelsen ikke let, maaske heller ikke hyppig, og om de store ætter ogsaa forenedes ved sit fællesskab i politiske interesser, kunde de igjen saare let splittes ved stridende personlige interesser. Ved Magnus Lagabøters død havde alt været saa gunstigt for aristokratiet, som muligt. Høvdingerne vare da netop sammenkaldte til et stort møde, og regjeringen var tilfaldt et barn. Da Erik Magnussøn døde, synes kun ganske faa af raadets medlemmer at have været nærværende, og der stod en fuldmyndig thronfølger færdig til at overtage arven og hævde den som bærer af det monarkiske princip. Ved hurtig handling fra hans side kunde overmaade meget udrettes, og det lader ogsaa til, at den nye konge har forstaaet dette og indrettet sig derefter.^[35] Kong Haakon synes virkelig her at have forekommet alle forsøg paa at hindre hans thronbestigelse. Efterat denne var en fuldbyrdet kjendsgjerning, slog han sit hovedslag mod høiadelen ved at fængsle hr. Audun. Forsøget med bagefter at opstille en ny thronprætendent faldt uheldig ud og ledede kun til nye ydmygelser for kongens modstandere. Aristokratiet kom for sent og synes i alle tilfælde at have været det underlegne.

Mellem de ældre lendermænds og de nye rigsbaroners modstandskraft overfor kongedømmet bliver der paa denne maade en iøinefaldende forskjel. Efter den store forandring, der som en følge af udviklingen i det trettende aarhundrede var foregaaet med det norske aristokrati, havde dette efter Magnus Lagabøters død for første gang faaet anledning til at vise, hvorvidt det kunde gjenerobre sin gamle politiske indflydelse paa grundlag af de nye samfundsforhold, – hvorvidt det kunde fravriste kongedømmet udbyttet af dettes seier og anvende dette til bedste for sine interesser, og hvorvidt det kunde magte sin nye stilling. I 1280 var magten i det norske samfund ganske let gaaet over til aristokratiet, som havde benyttet denne til at udkjæmpe en strid med hierarkiet. Fra kongedømmets side gjordes foreløbig intet forsøg paa at gjenvinde, hvad det havde tabt, og aristokratiet vedblev ialfald for de kongelige landsdeles vedkommende indtil 1299 at nyde magten. Først i det sidste aar blev det her sat paa en mere alvorlig prøve, da kong Haakon optog sine forfædres program for kongedømmets egen regning. Uagtet aristokratiet allerede forud var i besiddelse af stor magt og indflydelse, og stillingen saaledes skulde være til dets fordel, synes det dog at være gaaet forholdsvis let for kong Haakon at sætte sin vilje igjennem. Tildels kan dette forklares af indre splittelser mellem aristokratiets første medlemmer; men denne forklaring hjælper ikke helt. Udfaldet af dette første sammenstød vidner ialfald ikke om, at aristokratiet var istand til at udnytte de fordele, som samfundets udvikling havde budt det under den foregaaende regjering, saasnart det fra kongedømmets side mødte en mere bestemt modstand. For denne maatte det falde tilfode, skjønt det ikke kan have været med stor villighed. Af den følgende tids historie viser det sig, at der fremdeles sad megen modstandslyst igjen, men at evnen ikke stod i noget forhold dertil.

Som en følge af den store forandring, som paa denne maade indtraadte i kongedømmets og aristokratiets gjensidige forhold, maatte ogsaa raadets stilling fra nu af med nødvendighed blive en anden. Hvad derom høres under den nye konge, viser, at dette ogsaa blev tilfældet, og naar raadet netop i Haakon Magnussøns tid træder hyppigere frem end tidligere, da ligger grunden vistnok for en stor del deri, at kong Haakon netop, medens han søgte at berøve det sin selvstændige myndighed som repræsentation for aristokratiet, saa meget oftere anvendte det som overordnet led i det af ham afhængige monarkiske regjerings-maskineri. Det er.saaledes i kong Haakons dage raadets betydning som en af monarkiet i sine egne interesser udviklet institution, der bliver det væsentlige. Under formynderstyrelsen og kong Eriks regjering havde raadet været det organ, gjennem hvilket aristokratiet udøvede den indflydelse, som det havde opnaaet. Kong Haakon bragte det over i en anden stilling, der mere svarede til den, som det oprindelig havde indtaget.

At der under denne konge atter træffes personer mellem hans nærmeste omgivelser, der synes at frembyde stor lighed med de tidligere kongers »raadgivere« (s. 11 og 17), kan i denne henseende være et betegnende træk. Under kong Erik forekommer der ingen raadgivere af denne art, om hvem det er sikkert eller kun meget sandsynligt, at de have havt denne stilling,^[36] hvorimod kong Haakon allerede i sine første aar synes at have skjænket sin tillid til et par geistlige, der neppe have hørt til de høibaarne ætter og heller ikke til de første klasser inden sin egen stand. Sira Botolf Haakonssøn og Salomon Thoraldessøn synes ligefrem at være blevne regnede med til kongens raadgiverkreds, og den førstnævnte af disse tvende mænd blev ogsaa af kongen anvendt i en anden betroet stilling, som fehirde, medens saadanne embeder under den foregaaende regjering synes at have været forbeholdte mænd, der hørte til de høieste klasser i samfundet.^[37] Under kong Haakon deltager i det hele geistligheden mere i raadets virksomhed, medens denne under hans broder saa godt som var trængt tilside med undtagelse af de af dens medlemmer, der stode paa en særdeles god fod med kongen og de verdslige magthavere. I de offentlige brevskaber, der ere nævnte i det foregaaende (s. 75 flg.), forekomme rigets høieste geistlige som de første af kongens raadgivere, aldeles paa samme maade, som de omtales før formynderstyrelsens tid. Ogsaa i denne henseende har kong Haakon vendt tilbage til det gamle ved at stille det geistlige element ved siden af det verdslige inden raadet og der samle begge umiddelbart under den kongelige myndighed.^[38]

Idet saaledes geistligheden atter i et større antal traadte ind imellem de kongelige raadgivere, opnaaede kongen derved at faa en forøgelse af de brugbare kræfter, som han kunde anvende i monarkiets tjeneste. Den høiere geistlighed havde nylig været baronernes medbeilere; i raadet kunde de gjensidig holde hinanden stangen. Men geistligheden bragte tillige en sum af dannelse og kundskab ind i raadet, som maatte være meget nyttig. Kong Haakon havde jo heller ikke alene vendt sig til den høiere geistlighed. Som allerede omtalt, synes han ogsaa at have optaget dens lavere medlemmer mellem sine raadgivere og at have anvendt disse i betroede hverv.^[39] Han brød ogsaa bestemt med den sædvane, som i nogen tid før ham havde været fulgt med at tage en verdslig mand til kansler, naar han kun havde geistlig dannelse.^[40] Hr. Aake var presteviet, og embedet vedblev fra nu at være knyttet til en høiere geistlig stilling, provstembedet ved Mariakirken. Naar kong Haakon gav den ved denne kirke ansatte geistlighed rang med baroner og riddere,^[41] er det heller ikke umuligt, at han derved har taget hensyn til raadet. Idet disse geistlige, der vare ansatte af ham og afhængige af ham, fik rang med de klasser af hirden, der vare kongens selvskrevne raadgivere, maatte de vel ogsaa faa den samme ret som disse. Saalænge kongen ikke havde kunnet fratage baroner og riddere den adgang, de havde til at være med i det større raad, kunde han paa den maade ialfald opveie disses indflydelse og forøge den monarkiske karakter, som det stemte med hans anskuelser at give den hele kreds af kongelige raadgivere.

Ogsaa for baronernes og riddernes vedkommende var derhos, som allerede (s. 84) er bemærket, kong Haakon tildels istand til at øve nogen indflydelse paa raadets sammensætning. Medens han ikke kunde se bort fra den fordring, som medlemmerne af de gamle storætter kunde gjøre paa at opnaa disse værdigheder, og skjønt fremdeles den gamle regel bestod, hvorefter hirden skulde faa sin tilgang fra »de gode ætter, kunde han dog altid lempe lidt paa denne, og hvor han udenfor høiadelen traf en mand, der kunde være duelig i en høiere stilling, efterhaanden lade ham rykke op i denne. Jo længere han sad paa thronen, desto mere maatte han paa denne maade have adgang til at skaffe sig et raad, der var skikket til at virke i overensstemmelse med hans politiske grundsætninger. I det samme, han besteg thronen, kunde han derimod ikke have anledning til paa én gang mellem sine raadgivere at optage et større antal af mænd, der i de øvriges øine vare »nye mænds af »nye ætter«. Dertil krævedes der nødvendig nogen tid. Et exempel paa en saadan mand, der uden at have hørt til de store ætter dog rykkede op til den høieste værdighed som baron, har man troet at se i hr. Snare Aslakssøn,^[42] og der er meget, som taler for rigtigheden af denne formodning. Ogsaa om Bjarne Audunssøn har det samme været antaget, maaske med ligesaa megen grund. Begge vare de mænd med boglig lærdom, og begge bleve i den virkelige kanslers forfald anvendte til at udføre hans forretninger. Bjarne kaldes ogsaa sira Bjarne, hvilket viser, at han havde nydt geistlig opdragelse. Om begge disse kan det saaledes med grund antages, at de tilhørte det egentlig forretningsdygtige element i raadet, som desuden i de raadsmedlemmer, der tillige vare lagmænd, maa have faaet en god tilvækst af brugbare forretningsmænd.

Forsaavidt er der i det hele god grund til, som P. A. Munch har gjort, at tale om, at kong Haakon ved at hæve disse »lovriddere« op imellem sine nærmeste omgivelser og i fortrinlig grad anvende dem i regjeringens tjeneste, har fulgt det exempel, som blev givet af den franske konge Philip den smukke. Der gaar gjennem hans foranstaltninger en udpræget monarkisk tendens, for hvilken det udenfra givne exempel kan have havt stor betydning, og allerede af hensyn hertil synes det rimeligt, at kong Haakon enten kan have laant denne tanke, at hæve mindre høibyrdige mænd op imellem rigets høieste aristokrati fra sin bekjendte samtidige, eller at han ialfald ved dennes exempel er bleven opmuntret til at gaa frem paa den alt forud betraadte vei. Imidlertid kan det heller ikke antages, at disse mænd, der nærmest gjennem egen duelighed og sin personlige troskab hævedes op i rang med de høibaarne baroner og riddere, just skulde være »kotkarles sønner«, i lighed med Gunnar Grjonbak, der var bleven lagmand og kongelig raadgiver i Haakon Haakonssøns tid. Saadant var rimeligvis aldeles enkeltstaaende, og naar en konge som Haakon V i valget af sine raadgivere gik udenfor den egentlige høiadels kreds, har han neppe heller søgt særdeles dybt ned. Kong Haakon krævede dannelse, kundskaber og forretningsdygtighed af sine raadgivere, og at erhverve disse var ikke enhver mands sag. Forsaavidt man derfor i denne tid taler om lavbyrdige mænd mellem kongens omgivelser, kan dette ikke tages uden en vis begrænsning. Har der virkelig været saadanne, da maatte de nærmest være at – søge mellem de geistlige, der stode ham nær; men selv blandt dem kan der ikke have været mange, som hørte hjemme paa de lavere trin i samfundet.

Tiltrods for alle kong Haakons foranstaltninger vedblev nemlig raadet fremdeles efter sin hele sammensætning at være væsentlig aristokratisk. Rigets høibyrdigste mænd hørte fremdeles til dets første medlemmer, og det var dem, der især gave raadet dets præg. Hvad kong Haakon her kunde gjøre, var at ophæve eller indskrænke raadets indflydelse som en selvstændig, myndig repræsentation for rigets aristokrati. Paa dets sammensætning kunde han derimod blot for en del øve indflydelse. Skjønt indordnet i den monarkiske samfundsorden, bevarede raadet saaledes alligevel sit ydre præg. De nye elementer, som kom ind mellem de høibaarne herrer, hævedes op til dem; det var ikke de gamle, der skulde trykkes ned til de nye. For samtiden var det saaledes ikke saa let at iagttage den store forandring, som i virkeligheden var foregaaet.

Imidlertid var heller ikke den foregaaende udvikling uden sin store betydning. Saaledes som kong Haakon ved sin tiltrædelse af regjeringen overtog raadet, maa dette utvivlsomt have været mere fæstnet og bedre organiseret, end da Magnus Lagabøter døde. Et tidsrum som det fra 1280–1299 kunde ikke andet end øve sin indflydelse i denne henseende, og navnlig tør man antage, at dette maatte vise sig mest for det snevrere raads vedkommende. Hvad der i de første aar af kong Haakons styrelse foretoges med hensyn til raadet, har vel ogsaa for en væsentlig del sigtet mod det samme maal, og den hele institution har rimeligvis i denne tid, endskjønt den ikke længere udøvede sin gamle indflydelse, dog fremdeles vundet i fasthed. Dog stod der her endnu meget tilbage, navnlig saalænge grænserne mellem det større og det mindre raad bevarede sin tidligere ubestemthed. Saafremt kong Haakon vilde give raadet en fuldstændig udvikling som monarkisk institution, var der her et punkt, hvorpaa han især maatte rette sin opmærksomhed. Baronernes ret til at være kongens selvskrevne raadgivere var her den største hindring. I denne henseende vare forholdene de samme, som de havde været i hele den tid, hvori der kan være tale om et kongeligt raads tilværelse. Hvis denne ret blev hævet, var der derimod ikke meget, som stod i veien for, at det mindre raad blev en fast afsluttet institution.

---

1. Se ovenfor, s. 48 flg.
2. Tóku mál firir hann (ɔ: kong Erik) lendir menn, svá at náligar vóru engir hlutir refsaðir, þeir sem landstjörn heyrdu. Biskupa sögur, I, s. 726. Smlgn. hermed I, s. 765.
3. Biskupa sögur, I, s. 742.
4. Norges gamle love, III, s. 45 flg.
5. Norges gamle love, III, s. 134 flg.
6. Norges gamle love, III, s. 58 flg.
7. Norges gamle love, III, s. 59 flg.
8. Norges gamle love, III, s. 71 flg.
9. Norges gamle love, III, s. 134.
10. Norges gamle love, I, s. 460 flg. III, s. 145 flg. med varianterne. P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 359 flg.
11. Smlgn. den i 1306 afsluttede »forening mellem de bedste mænd og almuen paa Island«. P. A. Munch, anf. st. IV, 2, s. 364 flg. – Det ubestemte præg, som ved denne tid hvilede over Islands statsretslige forhold til Norge, bevirker ogsaa, at Island ikke kan have nogen større betydning for en undersøgelse af det norske raads stilling i Staten. Under forhandlingerne om den nye lovbogs antagelse paa Island i 1281 forudsættes raadsherrernes samtykke fra norsk side som nødvendigt, og det synes ogsaa, som om disse derved have havt den endelige afgjørelse som kongens formyndere. P. A. Munch, anf. st., s. 65–71. Fra den nærmest efterfølgende tid kjendes ogsaa en forordning for Island, der udstedtes i kongens og enkedronningens navn. Smstds. s. 72.
12. Diplom. Norveg. II, no. 71. P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 332.
13. Diplom. Norveg. I, no. 98.
14. Diplom. Norveg. II, no. 82. Brevet er dateret 1Ode April 1306. Smlgn. Historisk tidsskrift, anden række, II, s. 92.
15. Diplom. Norveg. III, no. 64. Brevet er dateret 12te April 1306.
16. 25de September 1303 udstedte i Nidaros tre af disse herrer (hr. Bjarne Erlingssøn, hr. Erling Aamundessøn og hr. Snare Aslakssøn) en dom i forening med kongens ombudsmand, Halstein Thorleifssøn. Dipl. Norveg. III, no. 56.
17. Diplom. Norveg. I, no. 92. P. A. Munch har ved omtalen af dette brev (i Det norske folks hist. IV, 2, s. 339) overseet hr. Vidkunns navn.
18. Diplom. Norveg., III. no. 61.
19. P. A. Munch fremsætter (Det norske folks historie, IV, 2,s. 477) den paastand, at »Bjarne Audunssøn var endnu ikke medlem af raadet i 1306«. Han har derved formodentlig holdt sig til det ovfr. s. 77 omtalte brev, hvori Bjarne ikke er mellem dem, som utrykkelig siges at være af ráðinu. Heri ligger dog intet bevis. Bjarne havde som en af brevets udstedere ingen anledning til at betegne sig selv som medlem af raadet. Dernæst er det sikkert, at hr. Erling Aamundessøn, der med ham udstedte brevet og heller ikke deri omtales som medlem af raadet, netop i et andet brev, der er 2 dage ældre, er nævnt som saadan. Saaledes er det vistnok langt mere berettiget at drage den slutning af disse to breve, at Bjarne Audunssøn i 1306 var medlem af kongens (snevrere) raad, end at han ikke havde plads i dette.
20. Diplom. Norveg., IX, no. 79.
21. Nogen stallar nævnes ikke hos kong Haakon. P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 329. Smlgn. ovenfor, s. 23.
22. Den i 1305 af de Danske dræbte Halvard Baat skal ogsaa have været medlem af raadet. Huitfeldt, Erik Menved o. s. v., s. 72. Smlgn. Annales Islandici, s. 186 og P. A. Munch, det norske folks historie, IV, 2, s. 421, 424 og 429. Hr. Assur Jonssøn, som i 1307 var den ene af de to befuldmægtigede, der paa kongens vegne i Aaby afsluttede overenskomsten med de svenske hertuger, har maaske ogsaa allerede den gang været medlem af kongens raad, hvad han i alle fald kort efter er bleven. Imidlertid omtales han ikke ved denne leilighed som saadan. Diplom. Svecanum, II, no. 1566. Diplom. Norveg., VII, no. 40. Smlgn. nedenfor, s. 90, note 1.
23. Det norske folks historie, IV, 2, s. 333: »Overhoved lader det til, at kong Haakon saa vidt muligt har beholdt de samme omgivelser, han havde som hertug: de fleste af hans høitstaaende mænd synes at have været fra Østlandet eller Ryfylke, det vil sige fra de dele af landet, der udgjorde hans hertugelige len, og hvor han saaledes allerede tidligere havde havt anledning til at gjøre deres bekjendtskab«.
24. Smlgn. Historisk tidsskrift, anden række, II, s. 71, hvor der ogsaa antydes slægtskab mellem hr. Sæbjørn, Losneætten og eierne af Belgaarden i Bergen. At hr. Sæbjørn endnu før hertugens thronbestigelse hørte til hans nærmeste omgivelser, fremgaar af Dipl. Norv. IV, no. 16. Smlgn. den følgende note. Absalon Pederssøn i sin Norges beskrivelse (N. Nicolaysen, Norske magasin, I, s. 134) vil have ham til at være fra Sogn. Navnet Sæbjørn er maaske hyppigere i det vestenfjeldske, men forekommer dog ogsaa i stedsnavne paa Østlandet.
25. Dipl. Norv. II, no. 126. Under forudsætning af, at man i slutningen af det smstsds. IV, no. 16 aftrykte udkast kan udfylde ...rone Aslaci til Snarone Aslaci, har han allerede i 1297 staaet hertugen meget nær, uden at han dog endnu paa den tid havde opnaaet ridderværdigheden. Snare Aslakssøn nævnes i dette udkast som nærværende ved hertugens side tillige med kansleren hr. Aake og ridderne hr. Sæbjørn Helgessøn, hr. Basse Guthormssøn og endnu en tredie. Hr. Basse var ogsaa en af Haakons høitbetroede mænd og kan saaledes nok have hørt til dennes nærmeste raadgivere, uagtet han neppe udtrykkelig nævnes som saadan i noget nu bevaret diplom. Smlgn. s. 68, note 2.
26. Dipl. Norv. I, no. 92, s. 84. Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 332.
27. Historisk tidsskrift, anden række, II, s. 24.
28. Historisk tidsskrift, anden række, II, s. 51.
29. Absalon Pederssøn i sin Norges beskrivelse, N. Nicolaysen, Norske magasin, I, s. 135.
30. At den svenske kongesøn Erik Valdemarssøn, da han i 1308 var hos kong Haakon, nævnes som medlem af raadet foran hr. Bjarne (Dipl. Norv. IX, no. 79), gjør her intet til sagen. Dette skede af hensyn til hans kongelige herkomst. Paa samme maade nævnes ogsaa i 1250 hr. Philip Laurentssøn foran »baronerne«. (Smlgn. s. 14 ovenfor). Naar hr. Audun Hugleikssøn omtales som »den høieste« i raadet (s. 49, note 2), kan dette neppe have hensyn til hans anciennetet som baron, men kun til hans indflydelse og slægtskab med kongehuset.
31. Smlgn. hvad herom er bemærket i det foregaaende, s. 34.
32. Annales Islandici, s. 174.
33. Det norske folks historie, IV, 2, s. 348 flg.
34. Smlgn. hvad P. A. Munch anfører (Norske folks historie, IV, 2, s. 286) om, at hr. Bjarne Erlingssøn efter formynderstyrelsens ophør trak sig mere tilbage fra hoffet, hvor paa samme tid hr. Audun blev den alt beherskende. Munchs mening er her vistnok fremsat med større bestemthed, end kilderne skulde tillade; men den kan derfor være vel beføiet. Rigtignok stod hr. Bjarne i formynderstyrelsen samtidig med, at hr. Audun ansaaes for at være dennes høieste medlem (s. 49, note 2); men forholdet mellem dem behøver ikke derfor at have været hjerteligt, og der kan efterhaanden være opstaaet en stedse større kjølighed, som har ledet til, at hr. Bjarne trak sig tilbage. Imidlertid kan det ikke sættes ud af betragtning, at hans broder, hr. Vidkunn Erlingssøn, ogsaa efter formynderstyrelsens ophør i 1285 nævnes som medlem af »det egentlige raad« (s. 60). Saafremt man tør gaa ud fra, at begge disse brødre have hyldet de samme politiske anskuelser, kan dette ialfald vise, at de først efter enkedronningens død have trukket sig tilbage paa den af Munch formodede maade. Her gjælder imidlertid det samme, som stadig maa haves for øie under studiet af disse tiders historie, at hvor fristende det end kan være at konstruere den røde traad, som gaar derigjennem, saa mindes manalligevel hvert øieblik ved kildernes yderst mangelfulde beskaffenhed om, at dette ikke er let, maaske ikke engang muligt.
35. P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 324 flg.
36. Maaske har dog, som omtalt s. 54, broder Mauritius i 1281 været en saadan lavere raadgiver.
37. Dette var dog først efter den i næste afsnit omtalte retterbod af 17 Juni 1308.
38. Geistlighedens udelukkelse fra raadet under kong Erik har neppe været tænkt som noget varigt, men alene været en følge af den politiske strid. Man træffer jo ogsaa selv midt under denne fornemme geistlige som medlemmer af raadgivernes kreds.
39. P. A. Munch antager (Norske folks historie, IV, 2, s. 477), at Ivar Olafssøn, den senere kansler, allerede i 1307 maa have været medlem af raadet, idet han da i December maaned sendtes til Aaby for at underhandle med de svenske hertuger, og at han ved denne leilighed benævnes herrer. Dette er dog neppe en aldeles sikker slutning, skjønt det kan være meget rimeligt, at han paa denne tid kan have staaet i et nærmere raadgiverforhold til kongen. Heller ikke er der vel noget sikkert vidnesbyrd for, at Ivar førte herretitel, i den maade, hvorpaa han omtales i Aaby-overenskomsten af 17de Decbr. 1307. Dipl. Norv., VII, no. 40 og Dipl. Svec., II, no. 1566: domini Asserus Jonsson et Ivarus canonicus Bergensis. Ved de svenske herrers navne i samme brev staar dominus gjentaget foran hvert enkelt.
40. Saadanne kunde dog fremdeles ogsaa under kong Haakon for længere tid varetage kanslerembedets forretninger, men opnaaede rigtignok ikke derfor den dermed følgende værdighed og titel.
41. Smlgn. ovenfor, s. 77 flg.
42. P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 476. Hr. Snare nævnes i tre diplomer af 10de Decbr. 1305, 10de og 12te April 1306 umiddelbart efter kongens kansler, formodentlig som ældste ridder, men omtales i et diplom af 20de Marts 1308 som baron og medlem af raadet. Dipl. Norv., II, no. 82; III, no. 61 og 64; IX, no. 79. Rimeligvis har han været Norges sidst udnævnte baron.