Det norske rigsraad/7

Yngvar Nielsen

Det norske rigsraad

Den norske forlagsforening, 1880 (s. 150-178).

VII.

Hr. Erling Vidkunnssøn og kong Magnus Erikssøns anden formynder-styrelse, 1323–1332.

Hirdstevnen i Oslo 1323. – Erkebiskop Eiliv og hr. Erling Vidkunnssøn. – De øvrige mødende. – Mødet i 1323 repræsenterer videre samfundslag end det i 1319. – Erkebiskopen udnævner hr. Erling til rigsforstander. – Tolvmands-styrelsen er rimeligvis bleven bibeholdt ved hans side. – Kongedømmets personlige repræsentation. – Hr. Erling som rigets formand eller rigsforstander med fuld kongelig myndighed. – Drottsetens forandrede stilling i raadet og rigsstyrelsen. – Aristokratiet og raadet faar magten. – Det norske aristokrati i 1323. – Den lavere adel træder mere frem i den indre politik. – Sammenkomsten i 1323 forskjellig fra de tidligere høvdingemøder. – Aristokratiets almene nationale og politiske bevidsthed mindre i Norge end i Sverige. – Raadets supplering under formynder-styrelsen. – Raadsmøderne. – Styrelsen føres i den unge konges navn, men hr. Erling nævnes i alle offentlige breve. – Hr. Paal Baardssøn kansler og seglbevarer fra 1327. – Kongebrevenes udfærdigelse under formynder-styrelsen. – Hertuginden heller ikke efter 1323 helt udelukket fra styrelsen. – Stridigheder mellem aristokratiet lamme dettes politiske indflydelse. – Familiefeider mellem de store ætter. – Spændt forhold mellem hr. Erling og geistligheden, navnlig biskop Audfinn i Bergen. – Den nye kanslers udnævnelse er til hierarkiets fordel, som derved faar fast fod inden raadet.

Fra hvem stødet er udgaaet til at sammenkalde den store hirdstevne, der holdtes i Oslo i begyndelsen af aaret 1323, og hvor de mødende fattede beslutningen om at fjerne hertuginden fra hendes tidligere plads i formynder-styrelsen, vides ikke. Man har derom kun den efterretning, at erkebiskop Eiliv kom til Oslo og derfra sammenkaldte alle de mødende; men hvem der havde anmodet ham om at komme til Oslo og saaledes midt paa vinteren foretage den lange og besværlige reise over Dovrefjeld, oplyses ikke. Det er muligt, at han derved selv har grebet initiativet, medens det ogsaa kan antages, at han er bleven opfordret dertil af andre.^[1] Mellem disse kunde der tænkes paa mænd som hr. Finn Agmundssøn, maaske ogsaa paa den tidligere kansler, hr. Ivar Olafssøn, der mere end nogen anden maatte have følt og forstaaet de forskjellige ulemper, som fulgte med rigsseglets fravær fra landet. Erkebiskopen var i det hele den mand, som var nærmest til at optræde ved en saadan leilighed. Naar der saaledes ikke var nogen til thronen arveberettiget person, og man derfor maatte skride til valg af ny konge, skulde det efter Magnus Lagabøters hirdskraa netop være erkebiskopen, som skulde forestaa dette, og hos hvem de mødende skulde samles i Nidaros.^[2] Denne bestemmelse var fremdeles bibeholdt, da Haakon V forandrede arvefølgen, og den kunde nok tjene som analogi for fremgangsmaaden ved et tilfælde som dette, hvor der handledes om at foretage indgribende forandringer i rigets høieste styrelse. Men der savnes, som sagt, nærmere oplysninger om, hvorledes det nu gik til. Om imidlertid erkebiskopen ikke selv har grebet initiativet til denne sammenkomst, blev han dog af hensyn til sin stilling den, som derved var den ledende. Ingen anden kunde være nærmere end han til at fremtræde som den første paa mødet.

Foruden ved erkebiskopen var den høiere geistlighed paa mødet i Oslo repræsenteret ved de tre biskoper, Halvard af Hamar, Salomon af Oslo og Jon af Skaalholt. Mariakirkens provst, Ivar Olafssøn,^[3] nævnes derimod mellem de verdslige herrer, hvor han tidligere havde havt sin plads som kansler. Af disse var hr. Erling Vidkunnssøn den første. Hr. Erling var paa denne tid rimeligvis 30 eller 31 aar gammel; som eneste arving efter sin fader, hr. Vidkunn, og sin farbroder, hr. Bjarne Erlingssøn, var han eier af alt det jordegods, som i tidens løb var ophobet af Giske- og Bjarkøætten, og den eneste repræsentant for denne. I rigdom og fornemhed kunde ingen maale sig med ham i det hele rige; hans byrd hævede ham høit over alle hans omgivelser, som den, der ubestridt var aristokratiets første medlem. Allerede i 1316 havde han været ridder og sandsynligvis var han til samme tid ogsaa medlem af kong Haakons raad.^[4] Han nævnes i 1319 mellem dem, der deltoge i overenskomsten med hertuginden og de svenske raadsherrer, som vare komne til Oslo, men har neppe den gang havt sæde i den egentlige formynder-styrelse, maaske fordi kong Haakon har havt sine betænkeligheder ved at have rigets høibyrdigste mand som medlem af denne og derved bringe ham i en stilling, der end mere maatte udpege ham som den selvskrevne leder for det hele aristokrati.^[5]

Foruden de her anførte kjendes endnu navnene paa 40 mænd, som gave møde i Oslo. Disse vare den tidligere mærkesmand, Paal Erikssøn, Haakon Thoressøn, Finn Agmundssøn, Bjørn Agmundssøn, Arne Ormssøn, Thrond Skage, Smid Erikssøn, Aamunde Borgarssøen, Haakon Agmundssøn, Eystein Arnessøn, Andres Sigurdssøn, Thorvard Haavardssøn, Olaf Ivarssøn, Eystein Saalessøn, Erik Topp, Thord bonde, lagmændene Thore, Paal og Thoralde, Ragnvald Haakonssøn, Guthorm Erikssøn, Arne Gjavaldssøn, Gudbrand Gudbrandssøn, Eindride Svale, Hafthor Graut, Gudbrand Mylsan, Jammælt Thoressøn, Paal Mathiassøn, Agmund Skolle, Gudleik Eindridessøn, Orm i Beinagaarden, Aamunde Andressøn, Jon Gudmundssøn, Eystein Gudmundssøn, Mathias paa Lauten, Eystein Gislessøn, Dagfinn Tovessøn, Alfgils Sure, Kolbjørn Gamalssøn og Alf i klostret, hvortil endnu kom aller adrer handgengner menn.

En sammenligning mellem denne liste og de navne, som forekomme i den overenskomst, der var istandbragt i Oslo 1319, viser store forskjelligheder. Flere af de i 1323 nævnte havde ogsaa ved den første leilighed været med, og blandt dem finder man netop personer, om hvem det ialfald med nogen grund er antaget, at de den gang og senere havde støttet hertuginden.^[6] Men hovedmængden af de mødende er dog en ganske anden. I 1323 er antallet af de nævnte langt større end i 1319; de synes ogsaa at tilhøre mere forskjellige samfundslag, maaske endog tildels saa lavt nede, at det næsten kan synes uberettiget at regne dem til aristokratiets kreds. Imidlertid siges det udtrykkelig, at de alle vare haandgangne mænd, og at der endog var flere saadanne tilstede end de, som nævnes. Ogsaa den omstændighed, at mødet betegnes som en hirdstevne, viser det samme, at de, som derved mødte, hørte til hirden. Den gamle benævnelse hirdstevne kunde blot forsaavidt være berettiget, idet mødet for øvrigt, under den umyndige konges fravær og i manglen af en dertil selvskreven leder, kun tildels opfyldte de betingelser, som udkrævedes til, at det kunde bære dette navn. Mødet blev dog i alle fald en repræsentation for det norske aristokrati i videste forstand: man finder derimellem mænd fra alle landets kanter. Naar Ivar Agmundssøn og Guthorm Kolbjørnssøn, som dog tidligere forekomme ofte nok som handlende personer, ikke nævnes blandt de nu tilstedeværende, kan man deri se et tegn paa, at de ikke billigede mødets øiemed, men fremdeles sluttede sig til hertugindens sag.^[7]

De forsamlede overlagde først med hverandre om, »hvorledes der hidtil var faret frem med kongens liggendefæ, fehirdslerne, overholdelsen af freden, lovene, indseglet og ederne, og de flere andre ting, som vedkomme rigsstyrelsen i Norge«. Udfaldet af denne overlægning blev det, at det paa alle kanter stod saa galt til, som det vel var muligt, og at skylden herfor laa hos dem, som uden noget medhold i lovene selv havde til- taget sig rigets styrelse, hos Knut Porse og hans følgesvende. Da nu dette ikke længer kunde taales, henvendte de forsamlede sig til erkebiskop Eiliv og bade ham sætte dem den mand til formand, med hvem han fandt, at kongen, riget, de selv og thegnerne i længden kunde være bedst tjent. De lovede, at de vilde tjene og bistaa denne med al sin magt og evne, saalænge han holdt sine forpligtelser mod kongen og riget og overholdt sine eder og lovene mod dem og thegnerne. Efter dette valgte erkebiskopen »hr. Erling Vidkunnssøn med alle deres raad og vidende til rette formand og overstyrer over fehirdsler, sysler og alle andre forretninger og kongelige ombud og til at kræve igjen under sin vold alle slotte af dem, som havde dem, og at gjøre alle andre ting og fremme dem med refster og mere saadant, som hører til den kongelige værdighed og kronens ret, fuldt ud som kongen selv, med raad og vidende af det rigens raad, som nu er eller siden bliver valgt«. Dette blev derpaa vedtaget og samtykket paa et almindeligt thing i Oslo, hvor ogsaa hr. Erling var tilstede og lovede, at han i sin styrelse kun skulde rette sig efter, hvad der var kongen og riget til mest gavn, og sørge for, at hver mand maatte nyde lov og ret. Til vidnesbyrd om, hvad der saaledes var foregaaet, blev der udstedt et brev, som besegledes af de foran nævnte mænd, hver med sit indsegl, samt med Oslos bysegl. Brevet er dateret 20de Februar 1323. Originalen er forlængst tabt, saaledes at det nu kun kjendes i nogle, tildels feilfulde afskrifter.^[8] Det deler i denne henseende skjæbne med flere andre vigtige statsakter fra vor ældre tid, som kun paa lignende maade ere bevarede til vore dage.

Unionsforholdet til Sverige blev ikke berørt ved denne overdragelse af rigets styrelse til hr. Erling, ligesaa lidt som dette i nogen henseende havde undergaaet nogen forandring ved, hvad der i 1322 var foregaaet i Sverige. Foreningen, der altid havde været yderst løs, vedblev fremdeles at bestaa paa det tidligere grundlag, paa fællesskabet i kongens person, men strakte sig hverken før eller efter 1323 videre. Saa meget mærkeligere blev imidlertid det, som nu var foregaaet, for Norges særlige vedkommende.

Regjeringens ledelse var overdragen til en enkelt mand, den høibyrdigste og rigeste, som fandtes i landet. Kong Haakons datter, som kun nogle faa aar i forveien selv havde været den første til at gjøre brud paa sin faders formynder-ordning, var dermed bleven helt fjernet fra enhver andel i rigets styrelse. Hvorvidt man samtidig beholdt den af kong Haakon anordnede tolvmands-styrelse, kan ikke bestemt afgjøres. Da, de, som mødte i Oslo, netop mellem sine ankeposter ogsaa anførte den maade, hvorpaa hertuginden og hendes yndling havde sat sig ud over hensynet til denne, er det ikke rimeligt, at de selv ligefrem skulde have afskaffet denne. Man kan derfor vistnok gaa ud fra, at kong Haakons anordninger netop i dette punkt ere blevne overholdte efter sin ordlyd, om de end i virkeligheden ikke længer kunde have nogen synderlig betydning, efterat hr. Erling ved deres side var traadt i spidsen for regjeringen. Tolvmands-styrelsen maatte derved endnu mere end før gaa over til at være en raadskomité, og dens virksomhed maatte nu ikke blive væsentlig forskjellig fra raadets sædvanlige. Saaledes kom den nu rimeligvis til at træde mindre end før frem mellem det øvrige raad. Hvor der i den følgende tid tales om raadets medvirkning ved regjerings-foranstaltninger eller nævnes nogen af dets medlemmer ved kongens og hr. Erlings side, da er der ingen grund til at antage, at dette netop skulde have været den snevrere kreds af formyndere, der altid ledsagede kongen.^[9]

Efter retterboden af 1302 skulde i en konges barndom den kongelige myndighed udøves af de tolv formyndere. Hensigten dermed har rimeligvis været den at forhindre, at styrelsen skulde komme i en enkelt mands hænder eller udøves af aristokratiets høibyrdigste ledere. Kongedømmet skulde ikke tiltrænge nogen anden repræsentant end den umyndige konge; formynderne skulde blot være hans forvaltere. Men denne ordning hvilede paa en abstrakt opfatning af kongedømmets natur, som endnu neppe kunde siges at være trængt ind i den almindelige bevidsthed. Denne forlangte en mere personlig repræsentation af kongedømmets værdighed. I 1319 havde rimeligvis netop denne opfatning været en støtte for hertugindens ærgjerrige ønsker. I 1323 krævedes det igjen, at en enkelt mand skulde staa i spidsen for den hele rigsstyrelse.

Hr. Erling Vidkunnssøn var paa mødet i Oslo bleven udnævnt mál formanz rettar oc ifuerskipanar um fæhyrdslur, syslur, oc oll annur storf oc kongleg ombud o. s. v. Han skulde saaledes fra dette øieblik af, og indtil kongen blev myndig, forestaa regjeringen med fuld kongelig magt. Under sin senere deltagelse i rigs-styrelsen optræder han imidlertid ikke med nogen dertil svarende titel. Han kaldes i det sted altid drottsete. Denne titel kan han neppe allerede have havt, da mødet i Oslo holdtes. Enkelte forfattere have rigtignok antaget, at han allerede i 1319 var bleven ophøiet til denne værdighed. Men da hr. Erling i de mellemliggende aar aldrig nævnes med en saadan titel, kan der neppe være tvivl om, at denne formodning savner al støtte.^[10] Paa mødet i Oslo kan han ikke have faaet denne værdighed, da det neppe er tænkeligt, at den kunde blive uddelt af andre end den regjerende konge personlig. Naar ikke en gang de tolv formyndere havde ret til at uddele navnebøder, kunde endnu mindre nogen af dem, som vare fremmødte i Oslo, tiltage sig en saadan ret. Saaledes bliver der intet andet tilbage end at antage, at hr. Erling umiddelbart efter har begivet sig til kongen og hertuginden og der modtaget sin udnævnelse som drottsete.^[11] Han nævnes første gang med denne titel i et brev af 20de Mai 1323,^[12] hvilket meget vel lader sig forene med en saadan antagelse.

Den norske drottsete hørte tidligere ikke til de høieste embedsmænd i hirden og riget, skjønt han dog som hirdstyrer ifølge lovgivningen skulde betragtes som en af dem, der havde at styrke kongens styrelse med sit raad og al sin magt. Om den af kong Haakon udnævnte drottsete, br. Assur Jonssøn,^[13] hans slægtskabsforbindelser og hele forhold i almindelighed er der ikke meget bekjendt. Rimeligvis var han allerede død inden 1319. Ialfald kan han ikke længe efter have beklædt dette embede. I aarene fra 1319 og indtil hr. Erlings udnævnelse forekommer der ingen drottsete.^[14] Naar nu den nye rigsforstander paa denne maade antog titel og værdighed som drottsete, var det enstydigt med, at dette embede forandrede sin natur, og at dets indehaver fra nu.af til enhver tid skulde være den første i raadet, paa samme maade, som det allerede tidligere var blevet almindeligt i Sverige.^[15] Drottseten blev nu den virkelige formand i raadet, eller hvad man med et moderne udtryk kunde kalde raadspræsident. Dette var noget nyt.

Kong Haakon havde ikke givet det kongelige raad nogen formand. Ligesom han forbeholdt sig selv den hele hirdstyrelse, saaledes vilde han ogsaa i egen person være den, som ledede sit raad. Umiddelbart efter hans død havde der ikke været noget øieblikkeligt behov for at give raadet en formand, idet hertuginden som den unge konges moder traadte frem med sine krav paa at staa som kongedømmets personlige repræsentant. Anderledes stillede forholdene sig efter hendes tilbagetræden. Rent praktiske hensyn maatte da forene sig med ønsket om at have en personlig repræsentant for kongedømmet inden raadet, og begge ledede til, at raadet maatte have en formand, der under kongens umyndige aar kunde lede dets forhandlinger. I den forrige formynder-styrelses tid, efter Magnus Lagabøters død, havde forholdene været ganske anderledes. For det første havde man da den hele tid inden regjeringen et medlem af kongefamilien, der stod som de umyndige kongelige brødres naturlige repræsentant, og dernæst havde raadet endnu ikke modtaget den fasthed og afsluttede karakter, som det havde i 1323. Baronerne stode i 1280 endnu som en temmelig talrig klasse, inden hvilken der herskede en lighed i rang, som gjorde det vanskeligt for den enkelte at hæve sig over de øvrige. En enkelt af dem kunde nok overgaa sine kolleger i indflydelse, men dermed fulgte, fraregnet det enkelte tilfælde med hr. Alf Erlingssøns korte jarleværdighed, ingen særlig ydre udmærkelse, der gjorde ham til raadets første mand.

Idet der nu i 1323 blev behov af en særegen formand i raadet, laa det af flere grunde nær at lade denne af de ældre embeder netop overtage drottsetens, uagtet dette ikke var af de fornemmere. Kanslerens embede var efter hans hele stilling ikke af den natur, at dets indehaver kunde blive skikket til at være raadets formand. Han skulde derhos være en geistlig og, forsaavidt han tilhørte kapelgeistligheden, endog i særlig grad afhængig af kongen. Et saadant embede vilde derfor aldrig kunne besættes med en mand, der efter sin byrd og øvrige forhold kunde gjøre krav paa at blive den første i raadet. Stallarens embede havde maaske ikke paa lange tider været besat,^[16] og det er saaledes endog muligt, at man i almindelighed havde vænnet sig til at betragte dette som ikke mere existerende. Af de øvrige hirdembeder maatte da drottsetens komme i særlig betragtning, da man ved at tage dette kunde følge det svenske raads exempel, og dette hensyn har her muligvis været det mest afgjørende. Det er heller ikke muligt, at allerede kong Haakon kan have havt til hensigt at ville hæve dette embede høiere op.^[17] Idet nu drottsetens embede fik en helt anden karakter og gik over til at være det første i riget under kongen, blev dette et synligt tegn paa, at det hele hirdvæsen nærmede sig til kun at blive en ydre form, der savnede enhver større reel betydning.

Der var dog en ikke uvæsentlig forskjel mellem den stilling, som den nye norske drottsete indtog, og den, hvori hans svenske kollega til samme tid befandt sig. I Sverige var denne embedsmand ikke mere end den første i raadet. I Norge var han ved siden deraf tillige repræsentant for kongens myndighed og var altsaa derved hævet endnu mere op over sine omgivelser. Men uagtet han paa denne maade skulde kunne udøve den hele magt, som tilhørte kongedømmet, var han dog i en ganske anden grad end dettes fødte repræsentanter bunden til at tage hensyn til sine kolleger i raadet. Ved sin udnævnelse var han ligefrem bleven forpligtet hertil, og selv om dette ikke havde været tilfældet, vilde han aldrig have kunnet overse, at han her maatte være bunden.

Hvor høit end hr. Erling saaledes stod, saa maatte han nemlig bestandig have for øie, at det var som det første medlem af sin stand, han havde opnaaet denne stilling; han var desuden først af alt den høibaarne aristokrat og kunde aldrig glemme dette. Varetagelsen af kongedømmets interesser var lagt i hænderne paa den mand, som fremfor nogen anden var en fuldgod repræsentant for det norske aristokrati. Raadet stod ved hans side, som en videre repræsentation for dette, og hvad der var begyndt ved kong Haakons død i 1319, havde nu naaet et nyt skridt videre frem i sin udvikling. Aristokratiet og raadet stod saaledes nu fuldstændig i spidsen for rigsstyrelsen. Omstændighederne syntes at være saa gunstige, som muligt, og det kom nu nærmest an paa dem selv, om de skulde kunne udnytte til sin egen fordel de betingelser, som nu vare dem givne for at blive den herskende stand i samfundet. Ved at beklæde en af sin egen midte med den fulde myndighed, som ellers alene kunde tilkomme kongen, havde aristokratiet her gjort en god begyndelse.

Vil man have et passende udgangspunkt for en bedømmelse af det norske aristokrati i dettes forskjellige lag, saaledes som de stillede sig til hinanden og lige over for de øvrige klasser i samfundet, da har man dette i mødet i Oslo i 1323. Ved denne leilighed fremmødte saavel medlemmer af de store ætter, som mænd af den lavere hirdadel. En mand, som Arne Gjavaldssøn, havde maaske gjennem sin tjeneste i kancelliet^[18] erhvervet sig adkomst til at rykke op i hirden, hvor han nu i det ydre kunde optræde som ligemand f. ex. med den høibyrdige repræsentant for Hestbøætten, som der var tilstede. Hr. Haakon Agmundssøn, der fører Bolternes vaaben, var derimod maaske en repræsentant for en lendermandsæt, der enten hørte hjemme paa Søndmøre eller i Thrøndelagen, og til hvis medlemmer bl. a. hørte baronen, hr. Ragnvald Urka,^[19] der levede under Magnus Lagabøter. Hr. Haakon har saaledes rimeligvis tilhørt en af de mere betydelige ætter, der havde holdt sig fra gammel tid af og forsaavidt repræsenterede forbindelsen mellem det gamle og det nye. Hans æt var ogsaa en af dem, som i den følgende tid træder mere frem i forgrunden af vor historie, og den holdt sig endnu længe oppe. Men for resten findes der mellem de mænd, der mødte frem i 1323, kun faa navne, der tilhøre saadanne ætter. Flertallet af dem havde hjemme i de østlige landsdele, hvor de maa antages at have tilhørt den lavere adel, der saaledes paa dette møde havde en forholdsvis talrig repræsentation. Østlandet frembød efter sine naturlige forhold bedre betingelser for, at en saadan kunde holde sig og naa en vis udvikling. Derfor ser man ogsaa, at der i disse egne meget langt ned i tiden dels har holdt sig en saadan lavere adel, dels endog en enkelt gang kan være fremvokset nye ætter.

Flere af de i 1323 nævnte medlemmer af østlandske hirdmands-ætter forekomme ogsaa ellers. En mand, som f. ex. Gudbrand Mylsan, nævnes saaledes allerede i 1307 paa en maade, der viser, at han maa være regnet med til aristokratiet.^[20] Hr. Andres Sigurdssøn, der allerede var ridder i 1309, tilhørte familien Kyrning og havde ogsaa hjemme i eller ved Oslo, hvor familiens gaard kaldtes med dens navn. Maaske har han været en af de mænd, som i kong Haakons tid rykkede op fra den lavere adel, men uden at deres familie i længden kunde holde sig der. Der kjendes flere medlemmer af samme slægt, som imidlertid snart igjen forsvinder. Hr. Andres har maaske som oftest havt sin bolig i Oslo.^[21]

Med andre af de nævnte synes det, som om de næsten maatte regnes for borgere af denne by, noget, som paa denne tid ikke var uforenelig med hirdmands-stillingen. Dette gjælder Orm i Beinagaarden, Eystein Gislessøn, Dagfinn Tovessøn, Alfgils Sure, Kolbjørn Gamalssøn (ogsaa kaldet Kolbjørn i Gamalsgaarden) og Alf i klostret.^[22] Skjønt hirdmænd og saaledes i besiddelse af de samme rettigheder, som de øvrige medlemmer af denne klasse, vare de dog maaske mere kjøbstadsmænd end knyttede til landet. Naar de vare tilstede paa mødet i 1323 og beseglede de der vedtagne beslutninger med sine egne segl, saavel som med Oslo bysegl, kunne de paa en vis maade betragtes som en repræsentation for denne bys borgere. Forsaavidt kunde man heri maaske se de første spor af en begyndende udvikling af stænder. Men paa samme tid er netop disse mænds stilling i hirden og deres optræden ved siden af sine kolleger inden denne et bevis for, at en saadan forskjel endnu maatte være meget svag, om den overhovedet kunde tillægges nogen betydning, og at samfundet i denne henseende endnu havde bevaret sine gamle forhold. En særegen bybefolkning som en selvstændig udpræget samfundsklasse havde endnu ikke udviklet sig i Norge. Paa dette punkt havde landet kun yderst mangelfuldt været istand til at følge med i den almindelige europæiske udvikling, og det kom paa grund deraf ogsaa i flere henseender til at ligge tilbage selv for sine nærmeste nabolande.

Mødet i 1323 byder en bekvem anledning til at maale virkningerne af de foregaaende kongers foranstaltninger, forsaavidt disse tjente til at ophjælpe den lavere adel. At denne nu dels ved det af Magnus Lagabøter oprettede hirdmands-frelse, dels ved følgerne af retterboden af 1308 var stillet under gunstigere vilkaar, og at den ogsaa erkjendtes paa dette grundlag, er sikkert. Det var rimeligvis fremdeles paa denne tid en nødvendig betingelse for at kunne regnes med til aristokratiet og nyde godt af de friheder og udmærkelser, som vare det tilstaaede, at man blev optagen i kredsen af kongens haandgangne mænd. Først som saadan kunde man i sit segl føre skjoldmærke og nyde skattefrihed. Men da dertil ikke knyttedes nogen forudsætning om personlig hoftjeneste, og da hirdmands-værdigheden uddeltes temmelig rundelig, var der hermed aabnet adgang til, at denne klasse kunde udvikles til en arvelig adel af lavere rang, som dog ikke skiltes ved nogen stærk ydre forskjel fra den høiere.

Selv de første ætters yngre medlemmer vare ved begyndelsen af sin løbebane henviste til at begynde som hirdmænd, eller, som det nu stedse blev mere almindeligt at kalde dem, væbnere, og der var intet, som gav dem nogen lovlig forret til at rykke op som riddere eller raadsherrer mere end de andre. Naar dette alligevel hyppigere faldt i deres lod, som tilhørte de store, høibyrdige ætter, da skyldtes det alene den større anseelse, der fulgte med disse paa grund af deres nedarvede fornemhed og deres rigdomme. Medens disse altid havde holdt sig paa den samme høide, kun i et stedse formindsket antal, var den lavere adels opkomst egentlig det nye, som udviklingen havde bragt med sig. I 1323 traadte denne for første gang frem for at tage virksom del i politiken.

Paa denne maade kom mødet i Oslo i dette aar til at antage en noget forskjellig karakter fra de tidligere sammenkomster, som man har givet navn af høvdingemøder eller rigsmøder. Den lavere adel, væbnerne af de mindre ætter, som vare hjulpne frem af Magnus Lagabøter og hans anden søn, udgjorde nu den væsentligste del af de fremmødende. Mellem dem, som nævnes af disse, ere de øiensynlig i flertallet, og da det maa antages, at man i de navngivne har alle de mere anseede deltagere i mødet, bliver den lavere adels overlegenhed i antal saa meget større, naar man ogsaa medtager de unævnte haandgangne mænd. Saaledes bliver hirdstevnen i Oslo i en meget vid forstand et aristokratisk møde, et slags tilløb til et overhus eller parliamentum generale, der ved den lavere adels større og mere fremtrædende deltagelse har et fra alle tidligere forskjelligt præg. Forsaavidt var det noget aldeles nyt, tiltrods for anvendelsen af de gamle former. Benævnelsen hirdstevne paa denne sammenkomst, vedtagelsen af de der fattede beslutninger paa et thing i Oslo og benyttelsen af drottsetens titel vare kun rent ydre former. Disse kunde ikke skjule; at man der grundede aldeles nye forhold, som savnede sidestykker i den ældre statsforfatning. Under den gamle skal var der øiensynlig noget nyt, der var i færd med at vokse frem, og som, hvis det havde tilstrækkelig livskraft, en gang i tiden maatte kunne naa saavidt, at det helt sprængte det gamle og stillede sig selv i stedet.

Forsaavidt mødet i 1323 var en repræsentation af saavel det høiere som det lavere aristokrati, var det allerede paa en maade et tilløb til en repræsentation efter stænder. Saafremt der tør lægges nogen vægt paa den omstændighed, at enkelte af Oslos indbyggere deltoge i mødet og der benyttede sin bys segl til at besegle de fattede beslutninger, maa, som sagt, mødet tillige betragtes som en repræsentation – efter tidens leilighed – for en enkelt bys borgere. At tillægge de mødende nogen bevidst tanke om, at de udgjorde en repræsentation efter stænder, gaar dog ikke an. De have lempet sig dels efter de gamle former, dels efter de nye krav, og ere derved ledede ind paa en eiendommelig, ny udviklingsgang.

Der maa i det hele ikke stilles for store fordringer til den almindelige politiske bevidsthed hos de mænd, som kom sammen i Oslo i aaret 1323. Naar saaledes P. A. Munch,^[23] der kalder alle de mødende, høvdingers, tillige i dem ser en samling af »fædrelandsvenner« og betragter den hele sammenkomst i et dertil svarende lys, da er dette kun tildels berettiget. Der var visselig meget forskjellige hensyn sammenblandede hos dem, der ved denne leilighed kom sammen for at fjerne hertuginden fra rigsstyrelsen, og derfor kan der neppe lægges for megen vægt paa deres ideelle fædrelandssind,^[24] skjønt det paa den anden side vilde være uretfærdigt at negte, at ikke ogsaa hensynet til fædrelandet har virket med ved siden af deres særlige standsinteresser. Flertallet af de mødende har neppe havt nogen større indflydelse. Snarere have de kun været redskaber i enkelte lederes haand. Det var sandsynligvis – ved siden af de høie geistlige – kun de tilstedeværende medlemmer af de store ætter, der ved denne leilighed havde afgjørelsen i sin haand, og den jævnlighed, der i det ydre bestod mellem dem og den lavere adel, havde i virkeligheden kun ringe betydning. Det var storætterne, som havde den afgjørende stemme, ikke alene paa en forsamling, som den, der mødte i 1323, men ogsaa inden raadet.

Ligesom i 1319, var det ogsaa i 1323 bleven udtrykkelig bestemt, at raadets samtykke var nødvendigt for at give regjeringens foranstaltninger gyldighed under kongens umyndige aar. Bestemmelsen var i 1323 given i endnu mere omfattende udtryk end i 1319. Forsaavidt viser det sig, at de mødende forstode at varetage sine egne interesser, da raadet netop var en repræsentation for dem. Derimod synes det, som om den almene nationale og politiske bevidsthed i Norge har været mindre end i Sverige, hvis aristokrati i 1319 havde drevet igjennem bestemmelser, der ikke alene tilsikrede dets egne medlemmer, men ogsaa det hele folk adgang til at deltage i bevillingen af skatter og paalæg. Om noget saadant er der ikke til samme tid tale i Norge. Her var det kun raadet, som tilsikredes bestemte rettigheder af denne art.

Efter udtrykkene i den beslutning, der fattedes paa mødet i Oslo 1323, maa der have været adgang til at supplere rigsraadet under formynder-styrelsen. Men hvorledes man dermed har baaret sig ad, oplyses ikke. Forsaavidt hr. Erling skulde regjere med fuld kongelig myndighed, maatte det synes, som om han her alene havde havt afgjørelsen. Men rimeligvis har han ikke foretaget nogen udnævnelse af nye raadsherrer uden at spørge de øvrige. Har dette været tilfældet, har saaledes raadet faaet en ikke uvigtig udvidelse af sin myndighed.

Ogsaa under den anden formynder-styrelse maatte svenske forbilleder faa megen betydning for raadet og aristokratiet i det hele. De ledende mænd saa i Sverige et samfund, i hvilket adelen havde opnaaet stor selvstændighed og politisk indflydelse, og hvis forhold vare vidt forskjellige fra de norske, saaledes som disse vare ordnede under kong Haakon. Dette maatte indbyde til efterligning. Foreningen med Sverige fik derigjennem, hvor svag den end var, dog sin betydning, idet der ikke fra kongemagtens side kunde lægges hindringer i veien for, at det norske raad fulgte sine svenske kollegers exempel. Imidlertid savnes der tilstrækkeligt materiale for at kunne afgjøre, i hvilken udstrækning denne indflydelse har fundet sted.

Dette gjælder bl. a. de former, hvorunder den daglige styrelse foregik, men som desværre nu kun ere lidet kjendte. Netop her kunde det været interessant at anstille en sammenligning mellem forholdene i begge riger, hvis man dertil havde havt det nødvendige materiale. Hos kongen har der i Norge formodentlig altid foruden drottseten været nogle faste formyndere, tagne af de tolv mænd, tilstede, hvis medvirkning i regelen benyttedes ved de løbende regjerings-forretninger, medens der ved siden deraf selvfølgelig ogsaa jævnlig holdtes mere talrige møder af rigsraadet for at afgjøre vigtigere sager og maaske især for at kontrollere regjeringens gang i mellemtiden. Saadanne møder nævnes oftere, og om de ikke omtales endnu hyppigere, er det dog ikke derfor givet, at de ikke have været afholdte temmelig ofte og endog med en vis regelmæssighed, noget, hvortil der netop under kongens mindreaarighed maa forudsættes at have været følt et stærkere behov end ellers. Saavel regjeringsarbeidets sikre gang, som hensynet til raadets egen magt maatte fordre dette, medens ellers det hele altfor meget vilde været overladt til tilfældigheder eller til hr. Erling Vidkunnssøns forgodtbefindende. Thi uagtet hans valg maatte være en følge af samstemmighed mellem de fleste af raadets og aristokratiets medlemmer, og endskjønt han paa grund af sin stilling i samfundet maatte være en udpræget aristokrat, var dette dog ikke tilstrækkeligt til at sikre hans standsfæller, at han altid vilde varetage deres interesser paa den maade, de selv ønskede det. Og forsaavidt disse ikke vare deres eneste formaal, maatte ogsaa varetagelsen af de vigtigste regjeringspligter kræve et nærmere tilsyn fra deres side, som naturlig vare kaldede til at paase denne.

I de første aar efter 1323 synes den unge konge for det meste at have opholdt sig i Norge. Forsaavidt det ved hjælp af de nu kjendte kongebreve fra denne tid er muligt at følge ham paa hans reiser inden landet, kan man derigjennem ogsaa tildels undersøge raadets virksomhed i den samme tid og navnlig danne sig en forestilling om hyppigheden af dets sammenkomster. Kilderne ere imidlertid her, som ellers, temmelig sparsomme.

Om høsten 1323 var kongen paa Tunsberghus. Fra dette slot har han 18de Oktober udstedt et brev, der kun er forseglet med hans sekret, uden at der tales noget om hr. Erlings eller de andre raadgiveres nærværelse. Det nævnes kun, at brevet er skrevet af Haakon notarius.^[25] At et brev er udfærdiget paa denne maade, saa kort tid efter, at regjeringen var overdragen til hr. Erling, er paafaldende. Man skulde ialfald have ventet, at han var nævnt som den, der samtykkede. Naar dette ikke er skeet, kan det derfor ikke opfattes anderledes end som et bevis for, at han ved denne leilighed har været fraværende.^[26] I den følgende tid forekommer heller ikke noget exempel paa et kongebrev, der er udfærdiget paa denne, vistnok meget formløse maade.

I den følgende høst, 1324, var kongen med sin moder i Bergen, hvor samtidig erkebiskop Eiliv, Salomon Thoraldessøn, der nu var bleven biskop i Oslo, biskop Audfinn i Bergen, kapelmagisteren, hr. Finn, hr. Erling Vidkunnssøn, hr. Peter Andressøn, hr. Guthorm Kolbjørnssøn, hr. Hallstein Thorleifssøn, hr. Thorvard Haavardssøn, hr. Haakon Agmundssøn og hr. Ivar Agmundssøn vare nærværende.^[27] Alle disse maa antages at have været medlemmer af raadet. Mellem dem findes flere, der synes at have været hertugindens tilhængere, deriblandt hr. Ivar Agmundssøn, som ikke havde været med paa mødet i Oslo det foregaaende aar. Hr. Erling kaldes ved denne leilighed dels kongens drottsete, dels hans »ombudsmand«. Ved den sidste titel betegnedes rimeligvis hans stilling som den, der i almindelighed skulde udføre regentens forretninger og varetage kongedømmets interesser. Dog er det ikke umuligt, at udtrykket kun har havt hensyn til hans optræden ved denne enkelte leilighed, idet han paa kongens vegne krævede tilbage gods, som var frakommet kronen. Senere kaldes hr. Erling i et enkelt brev hertugindens »ombudsmand«.^[28]

Sandsynligvis har der under dette raadsmøde ogsaa været forhandlet om forholdet til England. Der kjendes en skrivelse fra kong Edvard II af England, af 17de Februar 1325, der er stilet til erkebiskopen, drottseten og raadet i Norge, og hvori han svarede paa en skrivelse, som han havde modtaget fra dem, om fredens fornyelse mellem begge riger. Kongen af England erkjendte i sit svar det nyttige heri og erklærede sig villig til at modtage gesandter i denne anledning. Efter den tid, da svarskrivelsen er afsendt, maa rimeligvis det norske brev, som nu ikke kjendes, være skrevet om høsten 1324, og da vare jo netop saavel erkebiskopen som drottseten og flere af raadets øvrige medlemmer samlede i Bergen. Saaledes bliver der en overveiende sandsynlighed for, at brevet er skrevet og afsendt under dette møde og paa grund af beslutninger, som der ere fattede.^[29]

Fra Bergen har kongen formodentlig begivet sig umiddelbart til Thrøndelagen, hvor han var i Marts 1325, ledsaget af drottseten, samt maaske ogsaa af andre medlemmer af raadet.^[30] I de sidste dage af April vare ialfald kongen og drottseten igjen tilbage i Bergen,^[31] hvor de nu bleve sommeren over og derpaa om høsten reiste til Viken. Paa begge steder syntes drottseten at have ført forhandlinger (tiltœke ok samtal) med raadet (viðr raðet ok bætzstu menn j rikinu) i anledning af de angreb, hvorfor Haalogaland var udsat af Finner, Russer og Kareler.^[32]

I 1326 maa i den første del af sommeren hr. Erling og en del af de øvrige raadsherrer have været hos kongen, som da først opholdt sig i Lødøse, senere paa Baahus.^[33] Ved denne leilighed have altsaa norske raadsherrer fulgt ham ind paa det andet riges grund, hvilket efter overenskomsten af 1319 egentlig ikke skulde været tilladt. Mod aarets slutning holdtes der i Oslo et større møde i anledning af det forlig med hr. Finn Agmundssøn, der vil blive omtalt i det følgende.^[34] Der var da flere raadsherrer tilstede; men det kan dog være tvivlsomt, hvorvidt der med det samme er bleven afholdt et formeligt møde af raadet. Urimeligt er det dog ikke, at dette har været tilfældet.

I det følgende aar synes raadet at have været meget i virksomhed. I Juni 1327 var der i Konghelle et talrigt møde, hvorved ikke alene et større antal af raadsherrerne, men maaske ogsaa andre medlemmer af aristokratiet vare tilstede. Her sluttedes der først (14de Juni) en fred med den danske konge Valdemar, der fra norsk side besegledes, foruden af kong Magnus og hertuginde Ingebjørg, af biskop Salomon af Oslo, drottseten hr. Erling, ridderne hr. Paal Erikssøn, hr. Haakon Agmundssøn, hr. Ivar Agmundssøn, hr. Aamunde Borgarssøn og hr. Jon Borgarssøn, samt væbnerne Stig Helgessøn, Thorgaut Helgessøn, Eindride Lang, Harald Thorvardssøn, Asbjørn Thorvardssøn og Olaf Helgessøn,^[35] hvilke alle tilligemed kongen og hertuginden indestode for en samvittighedsfuld overholdelse af den nu sluttede fred. Den følgende dag (15de Juni) afsluttedes der paa samme sted endnu en anden overenskomst, denne gang mellem Knut Porse, hertug af Halland, og Norges riges mænd« (homines regni Norvegiæ). Paa de sidstes vegne besegledes dette aktstykke af ridderne hr. Paal Erikssøn, hr. Haakon Agmundssøn, hr. Ivar Agmundssøn, hr. Aamunde Borgarssøn og hr. Jon Borgarssøn, samt væbnerne Stig Helgessøn, Thorgaut Helgessøn, Olaf Helgessøn, Eindride Lang, Harald Thorvardssøn og Asbjørn Thorvardssen,^[36] altsaa netop de samme personer, som i fredsslutningen omtales med hr. Erling ved siden af kongen og hans moder. Derimod nævnes hverken hertuginden eller hr. Erling ved denne leilighed. Da det i overenskomsten med Knut Porse siges, at den er afsluttet præsentibus consiliariis potioribus utrorumque, maa det altsaa antages, at ialfald de fleste af de nævnte norske riddere og væbnere have været medlemmer af det norske rigsraad. Udtrykkene i brevet ere rigtignok ikke ganske nøiagtige, men tilstede neppe nogen anden tydning.

Knap to maaneder efter sammenkomsten i Konghelle træffes igjen en del af raadets medlemmer med kongen i Bergen, hvor der i September tillige holdtes et provincial-koncilium. Paa dette raadsmøde blev der 14de September givet en retterbod om midlertidig gyldighed for den ældre kristenret. Ligesom det i retterboden siges, at kristenretten i sin tid var given af kong Haakon den gamle og erkebiskop Sigurd, »med de bedste mænds raad og samtykke, som da vare i riget«, saaledes heder det ogsaa om den selv, at den er udstedt af kong Magnus med raad og samtykke af erkebiskopen og de tre biskoper Audfinn af Bergen, Halvard af Hamar og Erik af Stavanger samt af de andre hans bedste mænd, som da vare hos ham. Til disse hørte ogsaa hr. Erling Vidkunnssøn, som satte sit indsegl under retterboden. Paa dette raadsmøde i Bergen i September 1327 er der rimeligvis ogsaa foretaget en anden vigtig handling, idet der nu paa ny udnævntes en kansler. Dette embede overtoges af den bergenske kanonikus, magister Paal Baardssøn, og det første af ham beseglede dokument, som nu kjendes, er netop den her omhandlede retterbod.

Kongen forblev den følgende vinter i Bergen, hvor han ialfald havde drottseten og kansleren, rimeligvis endnu flere medlemmer af raadet hos sig. Han udstedte herfra 12te Marts 1328 et beskyttelsesbrev for Munkelivs kloster,^[37] men maa kort efter være reist østover, da han 13de April med vished vides at have været i Oslo.^[38] Her forblev han hele den paafølgende sommer. En retterbod af 14de August 1328 viser, at ialfald nogle af raadet der vare hos ham, og at der maaske endog har været afholdt en noget talrigere raadsforsamling.^[39] Fra sommeren 1329 haves der ingen efterretninger om kongens opholdssted og raadets virksomhed før i September. Dog har der, skjønt paa svage grunde, været fremsat en formodning om, at kongen i August skulde have været paa Tunsberghus og der endog have afholdt et »høvdingemøde«.^[40] I alle tilfælde var han 3die September 1329 i Oslo, hvor raadet synes at have været tilstede, og hvor der maaske kan være afholdt en større forsamling af dets medlemmer.^[41] Det samme kan ogsaa have været tilfældet mod slutningen af det følgende aar, da kongen med drottseten og kansleren var i Bergen 23de November og i Oslo 12te December 1330.^[42] Sikkert er det derimod, at der den følgende sommer, 1331, afholdtes en større raadsforsamling i Bergen, hvor erkebiskop Eiliv, biskop Salomon, hr. Erling Vidkunnssøn og »hele det øvrige raad, som der var sammenkommetse, nævnes i en retterbod af 9de August, der handler om udlændingers handel og liggetid.^[43]

Mødet i Bergen var rimeligvis det sidste større raadsmøde, der afholdtes under drottsetens formynder-styrelse. Sandsynligvis er der ved denne leilighed ogsaa truffet aftale om, hvorledes der skulde forholdes ved kongens overtagelse af regjeringen som selvstændig styrelse, hvilken derpaa synes at have fundet sted i al ro.

Under hr. Erlings styrelse førtes regjeringen, ligesom fra 1319–1323, i den unge konges navn. Men fraregnet det ene, ovenfor (s. 165 flg.) omtalte exempel med et brev, der er beseglet med kongens sekret, har det altid været anseet nødvendigt, at de offentlige brevskaber indeholdt en udtrykkelig tilkjendegivelse om, at hr. Erling paa raadets vegne havde samtykket i deres udstedelse. Ved siden af kongens trykte han til yderligere bekræftelse herpaa sit segl paa brevene. Hvem der i de første aar opbevarede kongens segl og dermed beseglede konge- lige retterbøder og breve, vides ikke. Kun saa meget sees, at der ikke var nogen kansler; men der siges intet om, hvem der paa kongens vegne »indseglede« de breve, som udgik i hans navn. Rimeligvis var dette hr. Erling selv. Det ældste nu bevarede brev, som hr. Erling har udstedt i kongens navn, er et af 5te Marts 1325.^[44] Det er forseglet med kongens segl og med drottsetens eget segl. Herom heder det i brevet: »og til sandt vidnesbyrd om, at vort raad saa haver samtykt, satte hr. Erling Vidkunnssøn, vor drottsete, med vort indsegl sit indsegl for dette brev, som blev gjort i Nidaros syv nætter før Gregorius messe i vor regjerings sjette aar. Ivar klerk skrev«. Den samme formel bruges ogsaa i andre breve;^[45] men deri ligger neppe nogen udtalelse om, at det særlig nævnte anliggende har været forelagt flere af raadet. Undertiden anvendes endog blot formelen: »og til sandt vidnesbyrd satte hr. Erling« o. s. v.^[46] Imidlertid kan det paa den anden side være ligesaa rimeligt, at de i disse breve omhandlede sager virkelig have været forelagte for raadet i en flerhed af de nu kjendte tilfælde. Men i andre kan maaske sagen være forelagt drottseten alene, idet hans samtykke, som raadets formand, har været betragtet som tilstrækkeligt og som givet for det hele raad. Hvor altsaa den her omhandlede formel er bleven anvendt, er den intet sikkert bevis for, at der paa den tid har været afholdt et virkeligt raadsmøde. Hvor der i brevenes indledning anvendes den formel, at sagen har været forebragt for kongen og hans raad, eller, som det en enkelt gang heder, for drottseten og raadet, kan der snarere være grund til at gaa ud fra, at dette er skeet paa et mere talrigt raadsmøde. Dog er neppe heller dette aldeles sikkert, da derved muligvis ogsaa kun kan være ment en forelæggelse for drottseten, som handlede paa raadets vegne. Kun hvor det i indledningen siges, at vedkommende regjeringshandling er skeet med raad og samtykke af rigsraadet i almindelighed eller af enkelte navngivne mænd af dettes medlemmer, kan man være vis paa, at der har været en samling af andre raadsherrer end netop drottseten og de ganske faa mænd, der i regelen pleiede at være hos kongen. I alle tilfælde var det imidlertid ogsaa nødvendigt, at drottsetens segl blev hængt under brevet; deri laa en tilkjendegivelse, at det var udstedt i overensstemmelse med de for formynder-styrelsen vedtagne regler.

Efter 1327 er kongens segl altid hængt under brevene af den nye kansler, hr. Paal Baardssøn.^[47] Saavel før som efter denne tid ere derhos i almindelighed, baade i retterbøderne og i de øvrige kongelige breve, de kongelige klerke navngivne, som have udfærdiget dem. Paal klerk sees at have været hyppig benyttet; foruden ham forekommer ogsaa Ivar Audunssøn. Haakon Ivarssøn notarius nævnes ikke i noget brev yngre end 1320, som den, der havde skrevet det, men var dog fremdeles i live.^[48] Thorgeir Tovessøn, der endnu levede i 1328 og da synes at have staaet i hertugindens tjeneste,^[49] nævnes heller ikke efter 1320 som udsteder af et kongeligt brev. I latinske breve anvendtes den sædvanlige formel: sigillum nostrum præsentibus est appensum.^[50] I disse nævnes ingen klerk som den, der besørgede brevet renskrevet.

Ved forhandlinger med udenlandske magter synes raadet at være optraadt i sit eget navn. Dette synes ialfald at have været tilfældet ved de forhandlinger, som førtes i 1324–1325 med England om en fornyelse af freden mellem begge riger. I det brev, som i denne anledning af erkebiskopen, drottseten og raadet blev tilskrevet Edvard II, synes der hverken at have været tale om kongen eller hans moder, uagtet begge paa den tid vare i Bergen.^[51] Saa meget mere paafaldende bliver det, at et saadant brev ikke er udfærdiget i kongens navn. I den engelske svarskrivelse siges imidlertid udtrykkelig, at det var fra raadsherrerne, det norske brev var afsendt. Her er saaledes et brud paa den almindelige regel.

Uagtet hertuginde Ingebjørg i 1323 var trængt ud af sin ledende stilling i regjeringen, stod hun dog heller ikke efter den tid ganske udenfor enhver deltagelse i denne. Da hun fremdeles var meget om den unge konge, havde hun deri et støttepunkt for bevarelsen af ialfald nogen indflydelse. Tiden var overhovedet ikke for nogen skarp afgrænsning af de anliggender, som vedkom staten, og de, der udelukkende berørte kongefamiliens interesser. Paa den maade kunde hertuginden ogsaa efter 1323 vedblive at optræde ved siden af kongen og hr. Erling, som den, der var kongehusets eneste fuldmyndige medlem, og hvis samtykke derfor ogsaa havde nogen vægt. Ved raadets sammenkomst i Bergen 1324 var hun saaledes tilstede og sees der at have taget del i forhandlingerne.^[52] Ved freden i Konghelle 1327 hængte hun endog ved kongens side sit segl under traktaten.^[53] Først efter hendes giftermaal med Knut Porse ophørte denne hendes deltagelse i norske regjerings-anliggender aldeles, idet hun da forlod landet.

Hertugindens nærværelse i Norge var neppe til gavn for landet. Navnlig synes hun at have givet anledning til en splittelse inden aristokratiet, af hvis medlemmer en del endog greb til vaaben mod hende. Imidlertid kan det være, at der her ogsaa har været andre medvirkende grunde end netop misfornøielsen over hertugindens optræden. Idet man finder de store ætter paa modsatte sider, kan det ogsaa ligge nær at formode, at grunden til splittelsen for en del har ligget i skinsyge og uenighed mellem disse ætter. Navnlig kan det da tænkes, at der har bestaaet et rivaliserende forhold mellem Giske-Bjarkøætten og Hestbømændene, som nu arbeidede sig i veiret ved dennes side.^[54]

Om begyndelsen af disse stridigheder saavel som om deres hele karakter vides der kun ganske lidet. Man har kun nogle brudstykker af et brev, der er udstedt 24de December, saavidt det kan skjønnes i 1326,^[55] hvilket indeholder et opgjør mellem hr. Erling Vidkunnssøn, som hertugindens »ombudsmand«, og hr. Finn Agmundssøns parti. Af brevet sees, at det sidste havde forgrebet sig paa hertugindens norske eiendomme. Raadets medlemmer stode her paa begge sider imod hinanden, ligesom forskjellige af de mænd, der vare nærværende ved mødet i Oslo 1323, nu optræde som tilhørende forskjellige partier. Som høvdingen for det mod hertuginden og hr. Erling fiendtligsindede parti nævnes hr. Finn Agmundssøn, Hestbøættens hoved. Overenskomsten var af en saadan art, at den giver indtrykket af, at begge partier have været hinanden omtrent voksne. Der fastsattes erstatning for den skade, som var forvoldt paa begge sider; men da denne likvideredes i det, som den anden part havde at tilsvare, blev det hele mere ligt en gjensidig tilgivelse og en erklæring om, at man frafaldt sine krav paa erstatning, i erkjendelsen af, at man selv i grunden havde gjort lige saa megen skade, som modparten. I forbindelse med disse uroligheder staar maaske ogsaa den overenskomst, som i 1327 sluttedes mellem Knut Porse og »Norges riges mænd« (s. 168). Ved denne leilighed nævnes dog ikke hr. Finn Agmundssøn. Kilderne ere i det hele saa mangelfulde, at der neppe gives noget aldeles holdbart udgangspunkt for de forsøg, som kunne gjøres paa at finde en tilfredsstillende forklaring.

Hvad der med sikkerhed kan antages, er kun det, at formynder-styrelsens tid har været urolig, og at der har dannet sig partier mellem stormændene. Hr. Finn Agmundssøn var en fuldblods repræsentant for disse. Naar han har stillet sig i spidsen for en bevægelse, der ikke alene var rettet mod kongen og hertuginden, men ogsaa mod raadets første medlem, da er dette et vidnesbyrd om, at stemningen inden rigets mest høibyrdige ætter ikke har været enig, og at der har ytret sig utilfredshed mod hr. Erlings ledelse af regjeringen, der maaske nærmest er kommen til udbrud i anledning af hans tilbøielig- hed til at lade hertuginden faa større indflydelse paa regjeringen, end det havde været de ledende mænds tanke i 1323.

Imidlertid er drottsetens forhold til hertuginden ikke dermed tilstrækkelig belyst. Kort efter er det nemlig aabenbart, at han staar paa den modsatte side af den, hvorpaa hun befandt sig, og efter hendes giftermaal med Knut Porse lod han hendes norske gods beslaglægge. Partistillingen maa i det hele i disse aar have været meget vaklende og uklar. Personlige forhold og rene tilfældigheder kunne maaske meget ofte have været afgjørende for grupperingen.

For landet maatte disse uroligheder være til adskillig skade; tilstanden under formynder-regjeringen synes i det hele ikke at have været meget glædelig, og dette skyldtes netop for en ikke uvæsentlig del den maade, hvorpaa aristokratiets medlemmer optraadte. I denne henseende var der vistnok en iøinefaldende lighed med forholdene under den foregaaende formynder-styrelse efter 1280. Forsaavidt aristokratiet under kong Magnus Erikssøns umyndighed forblev i besiddelse af magten gjennem et længere tidsrum, havde det altsaa denne gang saa meget bedre anledning til at benytte den derved givne adgang til at skaffe sig fordele. Naar der ogsaa efter denne formynder-regjerings ophør høres klager over voldsom og selvraadig fremfærd fra aristokratiets side, – og denne gang endnu mere be- stemt og skarpt end før –, da viser dette netop ved gjentagelsen, at der saavel nu som ved de tidligere anledninger maa have været sandhed i, hvad der anførtes, selv om deri ogsaa nu som tilforn kan have indsneget sig overdrivelser.^[56]

Splittelsen inden aristokratiet bidrog vistnok ogsaa sit til at forværre tilstanden i landet. Denne udgik sandsynligvis fra de høiere lag, men udbredte sig ogsaa til de lavere, for hvilke den kunde blive ligesaa svækkende, som for den faatallige høiadel. Familiefeider mellem dennes medlemmer vare neppe meget sjeldne. Uagtet de faa og lidet talrige ætter indbyrdes stode hinanden meget nær gjennem ældre slægtskabs-forbindelser, høres der dog af og til om uvenskab mellem familierne, som man igjen har søgt at stanse ved nye giftermaal. I 1291 tales der saaledes om et langvarigt uvenskab mellem Giske- og Bjarkøætten og en anden høibyrdig æt, rimeligvis den paa Stovreim, der bilagdes ved et giftermaal.^[57] Et lignende uvenskab, der ogsaa blev bilagt paa samme maade, omtales i 1331 mellem hr. Haakon Thoressøns og hr. Thorvald Thoressøns slægter.^[58] Der er heller ingen grund til at antage, at dette skulde have været de eneste tilfælde af saadanne familietvister. Gjennem disse svækkedes høiadelens samhold, og paa samme tid som den gjennem voldsom og hensynsløs optræden udnyttede de fordele, som forholdene bød den, til bedste for sine private interesser, maatte det blive den saa meget vanskeligere at fastholde sin politiske indflydelse, idet den ved omstændighedernes medfør endog bragtes i den fristelse at glemme de almene interesser over de private. Under dette gik imidlertid den en gang begyndte udvikling sin gang.^[59]

Mellem aristokratiet og den høiere geistlighed var ogsaa forholdet under formynder-styrelsen meget spændt, idet hr. Erling Vidkunnssøn og hans tilhængere stode afgjort imod flere af biskoperne. Af hvad der vides herom, synes det at kunne sluttes, at striden væsentlig har været af politisk natur, og at hr. Erling som høiadelens fører i det væsentlige har staaet paa det standpunkt, som baronerne indtoge efter 1280. Men striden førtes nu fra begge sider med en øiensynlig formindsket kraft. I 1323 synes det, som om der endnu har hersket et godt forhold mellem begge parter, og at de have staaet paa samme side; men dette kan ikke have været af lang varighed og er snart bleven afløst af en skarp spænding. Hierarkiet har villet udnytte situationen til sin fordel og er derved straks kommen i opposition til hr. Erling og det øvrige aristokrati. Ogsaa denne gang synes en allianse mellem dette og hierarkiet paa det nærmeste at have hørt til umulighedernes verden, ligesom det heller ikke er umuligt, at det atter igjen nu var geistligheden, der gav den første anledning til brudet.

Under det provincial-koncilium, der i September 1327 var samlet i Bergen samtidig med det da afholdte raadsmøde, synes navnlig denne spænding at have været meget stærk. Som geistlighedens fører fremtræder ved denne leilighed biskop Audfinn af Bergen, medens erkebiskop Eiliv nu som før har været mere forsonlig lige over for aristokratiet. Medens Audfinn synes at have drevet igjennem en beslutning om tildels at gjenoptage hierarkiets ældre program, hvilken ligefrem var rettet mod hr. Erling, forsøgte erkebiskopen at istandbringe et kompromis. Som udbyttet af hans bestræbelser maa man betragte retterboden af 14de September 1327, der i virkeligheden var en opgiven af det ældre program. Men samtidig maatte hr. Erling indgaa paa at optage en af biskop Audfinns tilhængere som fast medlem af raadet, idet Paal Baardssøn udnævntes til kansler og overtog rigsseglets forvaring.^[60] Uagtet denne nu tillige traadte ind i den kongelige kapelgeistlighed som provst ved Mariakirken, synes han dog fremfor alt at have betragtet det som sin opgave at varetage hierarkiets interesser i raadet.

Under den fortsatte strid mellem drottseten og biskop Audfinn viste det sig, at kansleren var den sidste til megen nytte, idet han negtede at besegle flere breve, som drottseten og hans venner i raadet vilde have udstedt, og ved at fastholde denne vægring forhindrede dem fra at skride ind mod biskopen paa den maade, som de oprindelig havde tænkt.^[61] Biskop Audfinn stod nu tillige paa hertugindens parti, efterat hun havde brudt med hr. Erling. Striden mellem raadets geistlige og verdslige element forplantede sig let over paa andre omraader, der oprindelig vare den aldeles fremmede.

Den maade, hvorpaa kansleren nu optraadte, viser, at kong Haakons betænkeligheder ved at betro seglet til andre geistlige end saadanne, som vare afhængige af ham, vare vel grundede. Men for at bestemmelserne fra 1314 skulde kunne opretholdes, var det tillige nødvendigt, at regjeringens formand havde et aabent øie for deres sande betydning. Saafremt hr. Erling i tide havde ladet et medlem af kapelgeistligheden, paa hvem han kunde stole, rykke op til kansler og provst ved Mariakirken, havde han i ham havt en tilhænger i stedet for en modstander, der ved den første leilighed vilde arbeide paa at krydse hans planer. Kanslerembedet var af samme natur, som det øvrige raad og kunde, skjønt udviklet i monarkiets tjeneste, let anvendes i ganske andre øiemed. Da biskop Audfinn fik Paal Baardssøn udnævnt til kansler, var dette et fint træk fra hans side, hvorved hierarkiet fik fast fod inden raadet ved aristokratiets side. At kansleren som saadan tillige overtog provsteembedet ved Mariakirken, blev ved siden heraf under de daværende forhold af en rent underordnet betydning. Det var alene efter ordene, man derved fulgte kong Haakons bestemmelser fra 1314, der vare givne under helt andre forudsætninger. For øvrigt lader det ikke til, at geistligheden ved de kongelige kapeller paa denne tid har optraadt som rival af det øvrige hierarki paa samme maade, som i kong Haakons tid. Den gamle Finn Haldorssøn, der i en række af aar havde været kapelmagister og endelig i 1330 afgik ved døden, omtrent samtidig med biskop Audfinn, havde i disse aar neppe længer været nogen kraftig repræsentant for kapelgeistligheden. Efter hans død synes ogsaa hans embede at have tabt meget af den betydning, som det havde været kong Haakons tanke at tillægge det.

---

været en slægtning af hr. Ragnvald Urka, kan der paa den maade anes et nyt stort komplex af slægter, hvorved Bolterne blive en fortsættelse af Blindheimsætten, enten gjennem agnatiske eller kognatiske led. Skjønt kun støttet paa svage antydninger, kan dog en saadan formodning have noget for sig. Hr. Jon Ragnvaldssøn var stamfader for den senere saakaldte familie Smør, der igjen var indgiftet i familien Stumpe, som atter var beslægtet med Bolterne. Saavel Stumper, som Bolter synes atter at have havt slægtskabs-forbindelser med de første af vore gamle ætter, saaledes med Arnmødlingerne og jarlen Orm Eilivssøn. Samlinger til det norske folks sprog og hist. IV, s. 592 flg. P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafdel., I, s. 905–910. Smlgn. {{sperret|J. E. Sars{{sperret|, Udsigt over den norske historie, II, s. 396. Hr. Haakon Agmundssøn var endnu i 1309 væbner (s. 114). Han er rimeligvis død kort efter 1345. Hans datter Cecilia ægtede i sit andet ægteskab hr. Assur Jonssøns søn (s. 156, note 5).

1. Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafdeling, I, s. 54. Det siges her, at erkebiskopen havde »sammenkaldt de øvrige« efter sin ankomst til Oslo. I brevets text staar: kalladom ver saman alla fyrnæmfda menn.
2. Norges gamle love, II, s. 393 flg.; III, s. 49.
3. Da han ved opregningen af de ved mødet tilstedeværende nævnes uden sin provstetitel og umiddelbart efter hr. Erling Vidkunnssøn, har P. A. Munch (Det norske folks hist., anden hovedafd. I, s. 54, note 1) antaget, at dette maa have været en anden Ivar Olafssøn, en verdslig høvding, der ellers ikke nævnes. Men en saadan vægt kan ikke lægges paa den rækkefølge, hvori udstederne af et offentligt dokument opregnes. I dette tilfælde maatte vel hr. Erling, efter den stilling, han netop paa dette møde havde erholdt som første medlem af raadet, nævnes foran alle andre verdslige raadsherrer, mellem hvilke kansleren altid blev regnet. Ivar Olafssøns anciennetet kunde ikke have den vægt, at han rykkede op foran den nye forstander for raadet. Det bliver saaledes unødvendigt at antage den samtidige tilværelse af to raadsherrer med samme navn.
4. Smlgn. s. 118.
5. Smlgn. hvad C. C. A. Lange meddeler om hr. Erling i sin afhandling om besidderne af Giske gaard i Norsk tidsskrift for videnskab og literatur, IV, s. 57 flg.
6. P. A. Munch, Det norske folks hist., anden hovedafd., I, s. 11.
7. P. A. Munch, Det norske folks hist., anden hovedafd., I, s. 56.
8. Diplom. Norv., VII, no. 100.
9. P. A. Munch, (Det norske folks hist., anden hovedafd. I, s. 59) har den modsatte opfatning, men uden at give fyldestgjørende grunde for denne.
10. C. C. A. Lange i Norsk tidsskr. for vidensk. og literatur, IV, s. 58. – Dr. Oskar Montelius (i Sveriges historia från äldsta tid till våra dagar, I, s. 448) synes at have den samme opfatning; ialfald forudsætter han, at i Norge, ligesom i Sverige, skulde regjeringen allerede fra 1319 af føres af »rikets råd under drotsetens ledning«.
11. P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafd. I, s. 59 flg.
12. Dipl. Norv. III, no. 134: Herra Erlingr Vidkunnsson, drottseti konungsins i Noregi.
13. Smlgn. ovenfor, s. 96 og 121.
14. Smlgn. s. 121. Hr. Assur var rimeligvis allerede i 1300 ridder og synes da at have staaet kong Haakon nær. Dipl. Norv. I, no. 92. Han synes da at have hørt hjemme i eller ved Oslo, ligesom i 1307. II, no. 85. I 1309 mageskiftede han fra sig en del af Thufn i Raade. II, no. 98. 1314 forekommer han i Tunsberg. II, no. 119. 1307 sendtes han som underhandler til de svenske hertuger. III, no. 68, VII, no. 39–43. Smlgn. ovenfor, s. 79, note 3 og s. 116. 1308 nævnes han igjen i Oslo. III, no. 70. Han har saaledes efter al rimelighed været fra egnene ved Kristianiafjorden og kan allerede før kong Haakons thronbestigelse have vundet dennes tillid. Smlgn. ovenfor, s. 80 flg. Herom vidner ogsaa den maade, hvorpaa kongen udmærkede ham i 1308. En søn af hr. Assur er rimeligvis den Jon Assurssøn, som i 1331 havde dræbt bonden Egil paa Vinjarskaal (II, no. 182), i 1339 nævnes som besidder af eiendomme paa Follo (I, no. 255) og i 1336 fik pavelig tilladelse til at ægte Erik Viljamssøns enke, Cecilia Haakonsdatter Bolt, og da kaldes kongens domicellus (VII, no. 141). Han var død inden 1346 og blev ligesom senere hans enke begraven i Oslo Mariakirke (IV, no. 296 og 611). Fru Cecilia ægtede senere hr. Halvard Jonssøn Næpa, hvem hun ogsaa overlevede. Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafd., I, s. 196; II, s. 107. I sit ægteskab med fru Cecilia har Jon maaske ikke havt nogen søn. Saafremt den Assur Jonssøn, der i 1345 levede i Vestby prestegjæld med sin moder Gudrun Eriksdatter, har været hans søn, maa dette have været udenfor ægteskabet. Dipl. Norv., V, no. 177. Navnene synes imidlertid her i alle tilfælde at antyde et slægtskab mellem dem. Smlgn. s. 160, noten.
15. Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks hist., anden hovedaf., I, s. 59, note 1.
16. Smlgn. ovenfor, s. 121.
17. Smlgn. ovenfor, s. 121.
18. Smlgn. ovenfor, s. 131.
19. P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, I, s. 478 flg. og anden hovedafdeling, I, s. 398 flg. Hr. Ragnvald Urkas tilnavn kan maaske staa i forbindelse med Urkedalen ved Norangsfjorden paa Søndmøre. Fornavnet Ragnvald forekommer ogsaa i den ene af de to søndmørske storætter, den paa Blindheim. Smlgn. s. 57, note 1 ovenfor. Saafremt hr. Jon Ragnvaldssøn, der bl. a. havde eiendomme i Søndfjord, kan antages at have tilhørt denne æt, og han igjen har
20. Diplom. Norveg., II, no. 85. Smlgn. III, no. 107 og 123.
21. Saml. til det norske folks spr. og hist., I, s. 164–166. Paa samme maade synes ogsaa hr. Erling Aamundessøn, der i det foregaaende oftere er nævnt som ridder og raadsherre, at have været knyttet til Bergen, hvor han eiede og beboede Hildegaarden. Som en følge deraf kaldes han ogsaa hr. Erling i Hildegaarden. P. A. Munch, Det norske folks hist., anden hovedafd., II, s. 160. Yngv. Nielsen, Bergen fra de ældste tider indtil nutiden, s. 124.
22. Dipl. Norv., II, no. 121, 128, 256; III, no. 107, 121, 123, 146.
23. Det norske folks historie, anden hovedafdeling, I, s. 54.
24. Klager over den slette styrelse vare noget meget almindeligt. De forekomme paa denne tid stadig efter alle formynder-regjeringer. Haakon V.s klager over sine formyndere ere ovenfor omtalte. Ligesom i 1323 over hertuginden, kom der bagefter klager over hr. Erlings styrelse. Alle disse kunne have været meget berettigede, men ere ikke derfor sikre vidnesbyrd om, at de klagende alene have været ledede af fædrelandssind.
25. Dipl. Norv. I, no. 173.
26. P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafd., I, s. 64, note 3.
27. Dipl. Norv. VII, no. 101 og 102. Hr. Hallstein havde allerede i 1303 været anvendt i statens tjeneste. Smstds. III, no. 53.
28. Smlgn. s. 173 i det følgende.
29. Svaret fra den engelske konge er trykt i Rymeri foedera, vol. II, pars 1, pag. 590. Det er stilet til Elano Nidrosiensi archiepiscopo, Erlingo Wykum, dapifero domini regis Norvegiæ, ejusdem regis consiliariis.
30. Dipl. Norv. III, no. 139.
31. P. F. Suhm, Historie af Danmark, XII, 112.
32. Dipl. Norv. VIII, no. 79.
33. Dipl. Norv. IV, no. 168.
34. Smlgn. s. 173.
35. Dipl. Norv. VII, no. 117.
36. Dipl. Norv. VII, no. 118. Aamunde og Jon have maaske været slægtninge af hr. Bjarne Audunssøn, der ialfald vides at have havt en broder, der hed Borgar. Smstds. IV, no. 285. De havde ogsaa hjemme paa samme kant af landet.
37. Codex diplom. monast. Munkaliv., pag. 9.
38. P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafd., I, s. 103, note 1.
39. Norges gamle love, III, s. 154. Dipl. Norv. II, no. 164.
40. P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafd., I, s. 112, note 1.
41. Norges gamle love, III, s. 155.
42. N. Nicolaysen, Norske magasin, I, s. 566 flg. Norges gamle love, III, s. 156 flg. P. A. Munchs formodning om, at kongen har tilbragt hele sommeren og høsten 1330 paa Østlandet (Norske folks hist., anden hovedafd., I, s. 125), er efter det her anførte ikke rigtig.
43. Norges gamle love, III, s. 157–159.
44. Dipl. Norv. III, no. 139.
45. Norges gamle love, III, s. 153–159. Dipl. Norv. I, i no. 164.
46. Dipl. Norv., VI, no. 168.
47. R. Keyser, (Den norske kirkes historie, II, 228) paastaar, at Paal Baardssøn (»saavidt vides«) aldrig nævnes som provst ved Mariakirken i Oslo, uagtet han allerede i et diplom fra 1328 omtales i denne stilling. Dipl. Norv. III, no. 149. Paal var ellers utriusque juris professor. Smstds. VII, no. 113.
48. Dipl. Norv., I, no. 191.
49. Dipl. Norv., IV, no. 183.
50. Dipl. Norv. VII, no. 117.
51. Smlgn. ovenfor, s. 166 flg.
52. Smlgn. ovenfor, s. 166.
53. Smlgn. ovenfor, s. 168.
54. Smlgn. P. A. Munch, Det n. folks hist., anden hovedafd. I, s. 136, hvor det paavises, at drottseten og hans æt stod i nær forbindelse med de to fornemme østlandske ætter, Hafthorssønnernes og hr. Haakon Thoressøns.
55. Dipl. Norv. VI, no. 128.
56. Norges gamle love, III, s. 160.
57. Dipl. Norv. I, no. 79. Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 286 flg.
58. P. A. Munch, anf. st., anden hovedafd. I, s. 135.
59. Da raadsherren hr. Sæbjørn Helgessøn netop paa denne tid døde, gik ialfald en del af hans eiendomme ved hans datters giftermaal med hr. Finn Agmundssøn over til Hestbøætten, der saaledes fik en neppe ganske ringe tilvekst til sine besiddelser, medens der ikke traadte nogen ny slægt i den uddødes sted. Maaske kan en del af hr. Sæbjørns eiendomme ogsaa være kommen til Losneætten og derved have bidraget til at skaffe denne dens store rigdom. Smlgn. Histor. tidsskr., anden række, II, s. 71, note 1, og ovenfor, s. 80, note 2. Hvis hr. Sæbjørn virkelig skulde have været fra Sogn, vinder denne formodning i styrke. Losneætten er af alle det 14de aarhundredes norske ætter den, som det frembyder de største vanskeligheder at stille paa dens rette plads. At den har været en lavbyrdig æt, som det tiltrods for alle hindringer har lykkets at trænge ind i kredsen af de store ætter, lader sig ikke benegte. Men paa den anden side er dog ikke dette meget sandsynligt. Smlgn. s. 35, note 1 – Med den ringe frugtbarhed, som paa denne tid synes at være et særkjende for de høibyrdige norske slægter, blev ethvert dødsfald et stort tab for aristokratiet. Den omhu, hvormed de store fornemme ætter, selv i tilfælde af indbyrdes uenighed, vaagede over, at jordegodset efter en uddøende æt ved giftermaal bevaredes for den samme kreds, synes at indeholde et sikkert vidnesbyrd om, at de ikke gjerne saa, at andre traadte ind i denne. Derfor viser det sig ogsaa, at den eneste æt, der fra den lavere adel virkelig, skjønt dog først efter meget lang tids forløb, var saa heldig at vinde plads mellem de første i landet, nemlig ætten paa Finnen, netop er kommen frem ved at samle det spredte jordegods, der endnu ikke laa under de store ætter. Dens rigdomme skyldtes alene gjentagne giftermaals-forbindelser mellem hirdmands-ætter, hvorved tilsidst det store godskomplex dannedes, i hvilket Finnen var hovedsædet. Smlgn. s. 34 flg. og Historisk tidsskrift, anden række, II, s. 10–21. For de store ætter kom der nu ved siden af byrden, i endnu høiere grad end før, et andet hensyn til, nemlig hensynet til rigdommen. Naar der inden de store ætter kun sjelden mærkes spor af, at de have havt sidegrene, da kommer dette maaske især deraf, at saadanne sidelinjer tiltrods for slægtskabet ikke have været i den økonomiske stilling, at de have kunnet hævde sin stand. Ialfald vides det, at Losneætten i det følgende aarhundrede havde sidelinjer, der ikke tilhørte det samme lag af aristokratiet som dens hovedgren. Naar paa denne maade det økonomiske spørgsmaal havde en afgjørende betydning for de første ætter, maatte dette i endnu høiere grad blive tilfældet for smaaætternes vedkommende og vanskeliggjøre deres stilling. Det er saaledes ikke nogen tilfældighed, at disses tilbagegang netop under kong Magnus Erikssøns regjering bliver meget iøinefaldende. Smlgn. s. 108 flg.
60. P. A. Munchs skarpsindige slutninger om disse forhold (Det norske folks historie, anden hovedafd., I, 88–93) have stor sandsynlighed for sig. Smlgn. ogsaa R. Keyser, Den norske kirkes historie, II, 218–232, hvor der for øvrigt synes at gjøres altfor meget væsen af hr. Erlings stilling som kongedømmets forsvarer og dermed følgende patriotiske holdning i modsætning til biskop Audfinn.
61. Smlgn. P. A. Munch, anf. st. I, s. 103 flg.