Wikikilden

Det norske rigsraad/9

< Det norske rigsraad
Det norske rigsraad
Den norske forlagsforening,  (s. 201-220).
◄  VIII.
X.  ►

IX.

Raadet under den yngre kong Haakon Magnussøns umyndige aar, 1344–1355.

Rigsraadet som den snevrere repræsentation for de to høiere stænder. – Raadets myndighed i administration, lovgivning og retsvæsen. – Det geistlige element i rigsraadet. – Aristokratiets stilling. – Arne Aslakssøn bliver kansler. – Raadsmøde i Oslo Marts 1345. – Hr. Ivar Agmundssøn. – Dobbelthed i styrelsen, foranlediget ved det uklare i kong Magnus’s stilling. – Rigsraadets medvirkning omtales saa godt som ikke i retterbøderne. – Kong Magnus’s besøg i Norge. – Raadsmøderne indtil 1350. – Kanslerens styrelse. – Ogsaa andre medlemmer af rigsraadet tage ved enkelte leiligheder del i landsstyrelsgn. – Kansleren synes undertiden i kongens nærværelse at have midlertidig nedlagt sit embede. – Hr. Orm Eysteinssøn bliver drottsete uden at have nogen kansler ved sin side. – Denne forandring i styrelsen maa antages at være foranlediget af rigsraadet. – Kong Magnus’s deltagelse i regjeringen efter 1350. – Kong Haakon og raadet i 1353 nævnt ved kong Magnus’s side. – Drottsetens deltagelse i regjeringen. – Styrelsen besørges nu udelukkende inden landets grænser. – Drottsetens værdighed kan ved visse leiligheder midlertidig ophæves. – Hovedøens abbed som medlem af rigsraadet. – Orknøjarlen i det norske raad. – Drottseten i 1351 som deltager i et møde af svenske raadsherrer.

Det raad, der i 1343 foranledigede den betydningsfulde forandring, som da foregik med landsstyrelsen, var efter sin hele karakter afgjort forskjelligt fra den institution, som Haakon V havde søgt at udvikle i sit kongelige raad. Hans efterfølgers forsøg paa at trænge rigsraadets medlemmer ud af rigets daglige styrelse havde ikke kunnet hindre dette fra at vedblive som det, hvortil det under formynder-styrelsen havde udviklet sig. Snarere kan det være muligt, at den opposition, som derigjennem blev fremkaldt, tildels har været styrkende for en saadan udvikling, idet rigsraadet netop derved maatte blive et midtpunkt for de misfornøiede inden aristokratiet og hierarkiet. Som allerede bemærket, maatte de svenske forhold her staa opmuntrende og indbyde til efterligning.

Raadet var nu i virkeligheden en repræsentation for de to høiere stænder, for aristokratiet og for hierarkiet. Som saadant var det kun i ringe grad skikket til at tage del i den daglige regjering, og i denne henseende havde kong Magnus gjort seig modstand. De indrømmelser, som raadet der til forskjellige tider havde tiltvunget sig, havde i virkeligheden ikke havt stor betydning, indtil det endelig i 1343 fik drevet thronskiftet igjennem.[1] Men hvad kongen ikke havde kunnet hindre, var afholdelsen af de store sammenkomster af raadets medlemmer og den dermed følgende udvikling af dette til en høiere standsrepræsentation. Denne havde sit grundlag i den ordning, som raadet havde faaet ved Haakon V.s monarkiske system, men havde derfra udviklet sig ad helt andre veie. I overensstemmelse med denne ældre ordning maa raadet ved midten af det fjortende aarhundrede have havt sin begrænsede afslutning og bestaaet af dertil udnævnte medlemmer.[2] I dets møder har det rimeligvis været fast regel, at alle beslutninger skulde afgjøres ved stemmeflerhed,[3] dog saaledes at kun de personlig nærværende havde ret til at afgive stemme. I denne henseende var der ikke indført nogen forandring fra den tidligere brug, hvorefter en omtale af raadets deltagelse i regjeringsanliggender kun gjælder de tilstedeværende medlemmer.

Naar rigsraadet selv skulde føre styrelsen, maatte dette i almindelighed foregaa gjennem et snevrere udvalg eller en enkelt mand, som dertil fik dets fuldmagt. Skjønt det var den umiddelbare fortsættelse af de ældre kongers snevrere raad, var det dog i denne henseende for talrigt. Paa den anden side kunde det ogsaa til enkelte tider betragtes som altfor faatalligt til at være en helt tilfredsstillende repræsentation af de samfundsklasser, hvorfra det hentede sine medlemmer. I disse tilfelde vendte man igjen tilbage til det større raad og afholdt møder, hvor alle medlemmer af aristokratiet og hierarkiet synes at have kunnet indfinde sig. Man kan i den slags sammenkomster gjerne se forstærkede raadsmøder. Møder som de i 1323 og 1343 og det, der var paatænkt i 1339, maa betragtes som fremgaaede af en trang til en fyldigere repræsentation, i lighed med et overhus, skjønt rigtignok efter sin hele sammensætning meget forskjellig fra de gamle høvdingemøder. Raadet var imidlertid altid kjærnen i denne udvidede repræsentation, og dets medlemmer ogsaa de, som ledede denne. De større møder grupperede sig naturlig om rigsraadet, hvilket i mange tilfælde kan gjøre det vanskeligt at drage den bestemte grænse for dette.

Omraadet for den myndighed, som tilkom rigsraadet, var fremdeles et ubestemt. I formynder-styrelsens tid strakte denne sig til alt, som hørte under kongedømmet, medens det senere atter indskrænkedes. Navnlig gjælder dette den daglige administration, som kong Magnus helst havde besørget alene, medens det er rimeligt, at han i spørgsmaal vedkommende lovgivningen mere har maattet benytte dets medvirkning. Derimod synes det, som om formynder-styrelsen maatte have befæstet rigsraadets deltagelse i kongens dømmende myndighed, saaledes at denne ogsaa senere har været bevaret i en større udstrækning. Naar man saaledes i December 1337 finder brødrene hr. Finn og hr. Ivar Agmundssøn deltagende med Skiens lagmænd i en domsafsigelse,[4] da ligger det nær at antage, at dette netop har været i deres egenskab af raadsmedlemmer, skjønt rimeligvis i henhold til en særlig bemyndigelse af kongen, da raadet neppe kunde antages at have havt selvstændig domsmyndighed. I Sverige var kong Magnus meget ivrig i besørgelsen af denne del af sine forretninger. Dels arbeidede han paa at ordne den kongelige noinclude>

  1. ↑ Smlgn. T. H. Aschehoug, Norges offentlige ret, I, s. 150 flg.: »De fleste af Magnus’s befalinger ere aabenbart udfærdigede uden raadets medvirkning. – – Rigsraadet tvang ogsaa kongen ved enkelte leiligheder til at give efter for dets villie eller indtil videre udtrykkelig at overdrage det andel i styrelsen. Men medens den kraftige Haakon V, som i virkeligheden var enehersker, stadigen hørte sit raad og tilsyneladende indrømmede det et slags delagtighed i afgjørelsesretten, har hans svage dattersøn altid søgt saa langt som muligt at redde magtens skin. Han lod sig aldrig fuldkomment forsone med en ordning af styrelsen, der gav rigsraadet nogen anpart i denne, og han maatte derfor tilsidst dele den med sin umyndige søn, i hvis navn da atter raadet fra 1345 eller i alt fald fra 1350 herskede som formynderregjering«.
  2. ↑ Dipl. Norv., VIII, no. 108. Biskop Haakon af Bergen beretter for hr. Bjarne Erlingssøn mellem andre sprettitiðende, at der gaar rygter om, at hr. Ulf. Saksessøn er æin af raaðe rikissens j Noreghi, ok at þar med skuli hann hafwa Akershus. T. H. Aschehoug har (Norges offentlige ret, I. s. 148) antaget, at man heraf kan slutte, at rigsraadets medlemmer nu have modtaget en formelig udnævnelse, – vistnok med fuld føie.
  3. ↑ Smlgn. den s. 133 anførte bestemmelse fra retterboden af 1302, og hvad der s. 191 meddeles om en ny befalingsmand paa Akershus.
  4. ↑ Dipl. Norv., II, no. 226.

</noinclude> dommer-myndighed ad lovgivningens vei, dels udøvede han denne

personlig eller gjennem mænd, som han dertil havde givet sin fuldmagt.[1] I Norge er der rigtignok ikke ligesaa mange spor af hans virksomhed i denne henseende;[2] men det maa dog antages, at han ogsaa her har handlet i samme aand og sørget for at fremme retspleiens hurtige og sikre gang. Dette kunde bl. a. ske ved at overdrage den kongelige dommer-myndighed for enkelte tilfælde til raadsmedlemmer eller ogsaa lade dem deltage med lagmændene i afsigelsen af domme. Imidlertid kjendes der kun saare lidet til denne del af kongens virksomhed i aarene før 1344. Hans lange fravær fra landet og hans ulyst til at opgive sin personlige styrelse maatte her lægge hindringer i veien. Navnlig kan det være, at dette især har vist sine betænkelige følger med hensyn til landsvist-brevene, som bleve vanskelige at erholde, naar kancelliet fulgte kongen til Sverige. Medens i formynder-styrelsens tid kongen optræder dømmende med raadet ved sin side,[3] vides dette senere ikke at have været tilfældet indtil 1344. Dog synes det, som om det maatte frembyde store fordele her at benytte raadets medvirkning eller snarere at anvende dettes enkelte medlemmer, saaledes at der i dette tilfælde neppe maa lægges nogen større vægt paa kildernes taushed.

Som repræsentation for tvende samfundsklasser paa én gang havde det nu udviklede rigsraad forskjellige interesser at varetage, hvilket i mange tilfælde maatte fremkalde splittelse mellem dets medlemmer. Biskoperne havde mange standsinteresser, som ikke stemte med de verdslige herrers. Hidtil havde de ofte staaet paa kongens side under de sidstes opposition, uden at dette dog kan opfattes som vidnesbyrd om en varig allianse mellem monarki og hierarki. Spændingen mellem raadets geistlige og verdslige medlemmer naaede heller ikke nu et saadant omfang, som baronernes strid med erkebispen efter 1280. Idet begge parter i raadet havde et ydre foreningsbaand, kunde dette altid til en vis grad tjene til at formindske den modsætning, som fremdeles maatte bestaa mellem dem. Endskjønt den høiere geistlighed netop ved denne tid viser sig besjælet af en tendens til at gjenoptage det gamle program og atter at vække den kirkepolitiske strid, kunde dette aldrig tænkes muligt i hele den gamle udstrækning. Den en gang trufne afgjørelse havde dertil været altfor bestemt. Men nogen fuldstændig udjævning var endnu ikke opnaaet. Kirken havde sine interesser, det verdslige aristokrati sine, og saafremt det sidste vilde forfølge mere vidtrækkende politiske planer, var det henvist til at gaa ud fra det givne grundlag, saaledes som dette i det foregaaende aarhundrede var bestemt ved de monarkiske principers seier. Imidlertid var dog nu den høiere geistligheds stilling i raadet en ganske anden, end den, det havde kunnet indtage, saalænge dette var indrettet i overensstemmelse med kong Haakon V.s grundsætninger.

For aristokratiet havde de ydre forhold i de senest forløbne aar været meget gunstige. Det udsondredes mere og mere som en egen stand fra det øvrige folk og stod for den almindelige bevidsthed som saadan. Hertil bidroge forskjellige omstændigheder.[4] Aristokratiet havde saaledes vidst at skaffe sig egne domstole eller fritagelse fra at svare for de sædvanlige; det havde sin personlige skattefrihed for et vist beløb af sit jordegods, og i sine vaaben og skjoldmærker havde dets medlemmer en ydre udmærkelse. Dertil kom endnu den skik, som paa denne tid blev mere almindelig, at betegne dets medlemmer med særegne prædikater. Allerede i det 13de aarhundrede kaldes fornemme Nordmænd nobiles, og hermed fortsættes i det følgende.[5] I 1327 tales der om norske herramenn,[6] og i de nærmeste aar efter denne tid findes der flere breve, hvori fornemme herrer kaldes »ærlig«, »velbaaren« eller »hæderlig«.[7] Om ogsaa arveligheden endnu ikke var fuldstændig anerkjendt, kunde det dog ikke vare længe, forinden det helt ud maatte falde af sig selv, at disse forskjellige privilegier gik i arv, og at de vare uafhængige af kongens overdragelse. Paa samme tid nærmede hirden sig endnu mere end før til at blive et historisk begreb uden tilsvarende virkelighed. Om der ogsaa endnu over hundrede aar længere nede i tiden forekommer exempler paa, at der omtales kongelige »hirdmænd«, saa havde dog dette ingen betydning. Hirden i den gamle forstand havde tabt sig mellem det nye aristokrati. Ridderværdigheden tabte dermed ogsaa sit tidligere særegne præg og antog i stedet en lignende karakter, som den havde i andre lande. Paa samme maade benyttedes den gamle titel »hirdstyrer« nu om noget helt nyt, om de kongelige statholdere, der udnævntes i forskjellige landsdele.

Ved den i 1343 og 1344 trufne afgjørelse havde raadet seiret over kongens modstand. Alligevel er denne dets seier ikke et bevis for, at det har kunnet udfolde nogen betydelig styrke. I hele ti aar havde kongen tilsidesat dets krav, og naar han nu tilsidst blev nødsaget til at give efter, da var dette maaske for en væsentlig del foranlediget ved hans stillings hele svaghed, mere end ved hans modstanderes kraft. Imidlertid stod dog denne gang aristokratiet mere samlet end før, og det har maaske ogsaa kunnet gjøre regning paa understøttelse fra sine standsbrødre i Sverige. Hvad der var opnaaet, var i grunden heller intet øieblikkeligt resultat, men nærmest kun en garanti for, at kongen i den nærmeste fremtid vilde afstaa fra sin direkte indblanding i Norges anliggender. Foreløbig maatte han vedblive at lede disse som sin søns formynder. Deri kan man maaske søge grunden til, at det ikke nu ansaaes nødvendigt at udnævne nogen drottsete til rigsforstander, medens kongen nu atter overdrog sit norske segl til en kansler, der tillige blev provst ved Mariakirken i Oslo i overensstemmelse med retterboden af 1314. Idet der saaledes udnævntes en kansler, og seglet for fremtiden kunde forblive i landet selv, kunde fra nu af raadet ogsaa under kongens fravær gjennom denne embedsmand besørge de løbende forretninger. Den nye ordning traadte snart i virksomhed.

Der er diplomer, som antyde, at der i Marts 1345 er bleven afholdt et raadsmøde i Oslo, hvor ialfald den nyudnævnte kansler, hr. Arne Aslakssøn, den gang vides at have været tilstede tillige med erkebiskop Paal og hr. Haakon Agmundssøn. Hr. Arne havde allerede nu kongens segl i sin forvaring og har ved denne leilighed beseglet et brev, som blev udstedt i kong Magnus’s navn.[8] Denne selv var paa samme tid ialfald ikke paa denne kant af Norge, og det viser sig saaledes, at kansleren paa egen haand har kunnet benytte rigsseglet, dog vel neppe uden samtykke af sine kolleger i raadet, hvor det dreiede sig om mere vigtige sager. Sekretet var derimod hos kongen, som endog synes at have benyttet det i Jæmteland til samme tid, som hans raadgivere maa antages at have været samlede i Oslo.[9] Med hensyn til den maade, hvorpaa den nye styrelse skulde ordnes i sine enkeltheder, savnes der alle oplysninger. Paafaldende er det for øvrigt, at den gamle skik med at nævne den klerk, som skrev de kongelige breve, nu kun yderst sjelden er bleven fulgt.

Det har været antaget, at hr. Ivar Agmundssøn i sin egenskab af forhenværende drottsete i virkeligheden har været den ledende mand i raadet, og som grund herfor er det anført, at han i en rigsraads-dom af 1347 nævnes som den første mand i raadet, endog foran kansleren.[10] Men dette er neppe andet end en tilfældighed. Hr. Erling Vidkunnssøn var ældre drottsete end hr. Ivar, og naar de begge paa denne tid have været nærværende i raadet, forekommer ogsaa hr. Erling, der i 1347 endog fører titel af drottsete, foran hr. Ivar, ligesom denne endvidere nævnes efter hr. Jon Hafthorssøn.[11] Men om han end ikke paa denne maade har været raadets fornemste mand, er det derfor lige fuldt muligt, at han har været det mest indflydelsesrige medlem, og at dette for en væsentlig del skyldtes hans tidligere stilling som drottsete. Tildels kom det vel ogsaa deraf, at han var befalingsmand paa Baahus, den borg, som under de daværende forhold kunde regnes for den vigtigste i riget. Det politiske tyngdepunkt maatte nu søges paa denne kant, og derfor kan det ogsaa antages, at de raadsherrer, som besørgede de løbende forretninger, netop maatte vælges mellem dem, som der havde hjemme. Nogle medlemmer af raadet maa formodentlig bestandig have været tilstede for at holde styrelsen i gang, og til dem maa kansleren have hørt, som den, der nærmest var at betragte som forretningsfører. I denne henseende kunde man have den tidligere formynder-styrelses ordning at rette sig efter, idet forholdene i det hele frembøde store ligheder.

Imidlertid var der dog ogsaa en meget betydelig forskjel, forsaavidt man nu havde en fader af den unge konge, der selv havde været rigets eneregent, og som fremdeles vedblev at staa i et nært forhold til styrelsen. Kong Magnus’s stilling var ved forandringen i 1343 bleven en meget ubestemt og uklar, midt imellem en selvstændig regents og en formynders, og da det ikke stemte med hans karakter at opgive mere, end han var nødsaget til, fremkom derigjennem en paafaldende dobbelthed i styrelsen. Af brevskaber fra denne tid synes det, som om kansleren fra nu af bestandig havde kongens segl hos sig og kunde anvende dette efter sit eget og sine kollegers forgodtbefindende, selv om kong Magnus var i Norge. Der forekommer saaledes flere exempler paa, at kansleren i kongens navn har udfærdiget og beseglet breve, hvori der ikke nævnes noget om at kongen selv har været tilstede. Men paa den anden side haves der ogsaa breve, ved hvis udfærdigelse kong Magnus selv har været tilstede, men som ere beseglede med hans mindre segl, eller »sekret«. Rimeligvis er ogsaa dette oftest blevet anvendt ved de øvrige breve, som siges at være beseglede i kongens nærværelse, uden at nævne kanslerens medvirkning Kong Haakon fik neppe ved sin hyldning noget eget segl, regjeringen førtes ogsaa indtil videre altid i hans faders navn.

Ingen af de retterbøder, som ere udstedte af kong Magnus i de følgende aar indtil 1350, siges at være beseglet ved kansleren. Retterbøderne af 15de og 16de Marts 1345, af 25de April 1346, 8de Juli 1347 og Februar 1348 ere beseglede i kongens nærværelse uden nogen anden nærmere oplysning. Retterboden af 14de Februar 1347, der er udstedt i Sverige, siges paa samme maade at være beseglet i kongens nærværelse og med hans sekret (insiglat med voro secreto oss sealfuum hiaverandum), og retterboden af 27de Juli ligeledes med hans »sekret af Norge.« Derimod er (den latinske) retterbod af 27de Juli 1346 datum sub sigillo nostro in castro nostro Stockholmensi. Ved ingen af disse retterbøder siges der noget om, at kongen har indhentet rigsraadets betænkning eller samtykke, og heller ikke omtales kanslerens medvirkning. Kun en eneste retterbod fra denne tid, den af 18de Februar 1348, siges at være udstedt i Oslo med raadets samtykke (med radz vars samthykt); men deri tales der aldeles ikke om dens besegling eller om kansleren.[12]

Denne retterbod er for øvrigt udstedt under et større raadsmøde, hvor kansleren vides at have været tilstede, skjønt han rigtignok ikke nævnes med sin embedstitel. Foruden ham nævnes ved samme leilighed erkebiskop Arne, biskoperne Halvard af Hamar og Salomon af Oslo, ridderne hr. Erling Vidkunnssøn, hr. Jon Hafthorssøn, hr. Ivar Agmundssønh, hr. Agmund Guthormssøn, hr. Sigurd Hafthorssøn, hr. Orm Eysteinssøn, hr. Borgar Aamundessøn, hr. Ulf Saksessøn, hr. Thorgils Smidssøn og hr. Guthorm Erikssøn, samt svendene eller væbnerne Olaf Ulfssøn, Thrond Krakasøn og Gunnar Hvit. Disse omtales vistnok ikke ved denne leilighed som rigsraader; men om de fleste af dem, – derimellem netop de tre væbnere – vides det med vished, at de allerede tidligere have havt sæde i raadet.[13] Det eneste dokument, som blev udstedt af de forsamlede rigsraader, er en kjendelse om den maade, hvorpaa Hedemarkens og Romerikes almue skulde yde sin visøre. Dette blev afgjort i form af en dom mellem kongen og almuen, der begge betragtedes som parter i en sag, der var indanket for de tilstedeværende rigsraaders domstol.[14] For øvrigt har mødet i Oslo vistnok nærmest været optaget af forhandlinger om den krig, som kongen da stod i begreb med at foretage mod Rusland.

Om denne krig har der formodentlig været ført forhandlinger allerede under kongens besøg i Norge det foregaaende aar, 1347, fra hvilket rigsraadets medlemmer fulgte ham til Ljodhus i Sverige, hvor han og dronning Blanche gjorde sit norske testament. Dette er medbeseglet af deres venner og raadgiverex (amici et consiliarii nostri), erkebiskop Arne, de fire biskoper Salomon af Oslo, Halvard af Hamar, Thorstein af Bergen og Guthorm af Stavanger, kansleren Arne, der omtales som kannik i Oslo og Hamar, ridderne hr. Erling Vidkunnssøn, hr. Jon Hafthorssøn, hr. Ivar Agmundssøn, hr. Agmund Finnssøn, hr. Halstein Simonssøn og væbnerne Bjarne Erlingssøn, Sigurd Hafthorssøn, Eiliv Eilivssøn, Orm Eysteinssøn, Gunnar Hvit, Olaf Alfssøn og Thrond Krakasøn.[15] Men udenfor dette høres der ved denne leilighed intet om rigsraadets deltagelse i regjeringens anliggender.

Kongen var i disse aar neppe ofte i Norge. Ved sønnens hylding i 1344 maa han vel have været paa Baahus, og i det følgende aar, 1345, har han maaske været sammesteds paa et ganske kort besøg, hvorimod han ikke kan have været tilstede ved det samme aar afholdte raadsmøde i Oslo. I de første maaneder af 1346 var han i Norge, men det vides ikke, om han da har havt nogen sammenkomst med et større antal af raadets medlemmer. Foruden den ovenfor omtalte retterbod af 25de April kjendes der fra dette ophold i Norge endnu et værnbrev for en islandsk biskop, udstedt i Oslo 10de Marts og beseglet af hr. Arne i kongens nærværelse.[16] Om sommeren 1347 var han atter i Norge, men neppe paa mere end et ganske kort besøg. Retterboden af 8de Juli[17] 1347 er derunder udstedt paa Jarlsø ved Tunsberg. I denne by var han allerede 21de Juni, da et kongeligt gavebrev er beseglet i kongens nærværelse.[18] Kort efter vare imidlertid flere af de norske raadsherrer samlede hos ham i Lødøse. I slutningen af 1347 var kongen paa Baahus og i begyndelsen af 1348 i Oslo, hvor der afholdtes et almindeligt raadsmøde. Fra dette haves den ovenfor omtalte retterbod af 18de Februar. Et værnbrev for Mariakirken af s. d. siges at være insiglat oss sjálfum hjáverandum, og en kongelig befaling af den følgende dag er beseglet med kongens sekret i hans egen nærværelse.[19] I begyndelsen af 1349 var kongen atter i Oslo. Fra dette ophold haves en bestemmelse om visse forrettigheder for Mariakirken i henseende til rettergang; det derom udfærdigede brev (af 1ste Marts 1349) er beseglet af kansleren i kongens nærværelse.[20] Ved andre kongebreve, der ere udstedte under samme ophold i Oslo, nævnes derimod intet om denne embedsmand.[21] I April s. a. var kongen i nogen tid paa Baahus, hvor han den 8de udstedte et gavebrev, som kansleren beseglede i hans nærværelse.[22] I 1350 kom kongen til Bergen, hvor han var i Juni og der bl. a. tilstod de tydske kjøbmænd nogle begunstigelser. I det derom udstedte brev nævnes intet om kansleren,[23] som derimod omtales som beseglende i et brev af 2den Juni[24] og i et af 14de Juni. Det sidste er udstedt i Karmsund, da kongen allerede var paa reisen fra Bergen østover.[25] Ved begge disse leiligheder er det rimeligt, at der hos kongen har været samlet et større antal af raadets geistlige og verdslige medlemmer. I 1349 tales der endog i udtrykkelige ord om, at der i Norge 23de Juli er holdt et stort møde, et parliamentum, men uden at det i denne anledning angives, hvad der har været forhandlet.[26] Under det sidste besøg i Norge (1350) maa ogsaa kongen have havt en sammenkomst med erkebispen og biskoperne af Hamar og Oslo.[27] Efter dette tør man vistnok gaa ud fra, at der nu ligesom tidligere har været holdt jævnlige møder af rigsraadets medlemmer, skjønt kongen fremdeles kun nødig har villet tilstaa det nogen større myndighed og fremfor alt kviede sig ved at erkjende dette. I forbindelse hermed stod ogsaa hans skik at afgjøre norske regjerings-anliggender fra Sverige, og det ikke alene fra grænsebyen Lødøse, men ogsaa under sine ophold i Sveriges midtre og østlige provinser.[28]

Forholdet havde alligevel undergaaet en forandring imod, hvad det før havde været. Ved siden af den fra kongen umiddelbart udgaaende administration var der nu ogsaa en anden, der lededes af kansleren og maatte betragtes som udgaaende fra eller ialfald paavirket af rigsraadet. Denne havde, som vi have seet, allerede taget sin begyndelse i 1343, maaske endog før, og fortsattes i de følgende aar paa samme maade. Paa grund af omstændighederne blev det nærmest retsvæsenet, der henlaa under kansleren, da kongens fravær netop for dettes vedkommende maatte føles stærkest. Saaledes expederede han landsvistbreve[29] og stadfæstede paa kongens vegne domme.[30] Men ved siden deraf befattede han sig ogsaa med andre forretninger. Fra April 1350 haves saaledes et brev, hvorved kansleren i Oslo paa kongens vegne har stadfæstet en gave af jordegods.[31] Ved saadanne leiligheder anvendtes formelen: Herra Arni Aslaksson canceler vár insigladi. Imidlertid var kansleren ikke alene om styrelsen. Ogsaa andre medlemmer af rigsraadet sees i henhold til en kongelig bemyndigelse at have deltaget i denne under kongens fravær. Hirdstyreren hr. Agmund Guthormssøn, der var medlem af raadet, synes paa denne tid at have havt tilsyn med forskjellige embedsmænd. I 1347 greb han saaledes paa kongens vegne ind i den strid, som var opstaaet i Jæmteland mellem almuen og sysselmanden og lod denne paadømme.[32] Fra det samme aar haves et endnu mærkeligere brev, udstedt af biskop Salomon af Oslo, Ivar Agmundssøn, kansleren, Agmund Finnsøn, Ulf Saksessøn, Olaf Helgessøn, Bjarne Erlingssøn, Eiliv Eilivssøn, Orm Eysteinssøn, Gunnar Thoraldessøn, Olaf Alfssøn, Borgar Aamundessøn og Thor Erikssøn samt lagmændene Nikolas Paus i Oslo og Halvard Agmundssøn i Jæmteland. Af disse femten mænd vare de fleste medlemmer af rigsraadet; maaske kan det endog antages, at de samtlige have havt sæde i dette. De vare nu af kongen udnævnte til at undersøge Hafthorssønnernes ret til forleningen med Borgesyssel og at afgive sin kjendelse i form af en dom, hvorved den nævnte ret erklæredes ugyldig.[33] Dette hverv var nærmest et administrativt og stod i forbindelse med en række lignende foranstaltninger, som kongen paa denne tid lod sætte i verk.

Idet nu kansleren havde en ikke ubetydelig selvstændig myndighed, bliver det saa meget mere paafaldende, naar han undertiden nævnes paa en saadan maade, at han for en tid synes at være sat ud af sin embedsvirksomhed. Nogen anden forklaring kan neppe gives af grunden til, at f. ex. i 1347 hr. Arne Aslakssøn ikke nævnes som kansler, men som kannik i Oslo og Hamar og i 1348 overhovedet uden nogen titel. Det synes saaledes, som om han ved de større raadsmøder, ved hvilke kongen var tilstede, virkelig maa være traadt tilbage som kansler og kun have været betragtet som en af de øvrige raadsherrer.[34] For øvrigt blev han ikke længe staaende som kansler, idet han allerede om sommeren 1350 blev biskop i Stavanger. Hr. Arne fik som kansler ingen efterfølger. I stedet kom der nu en drottsete. Om sammenhængen hermed haves ingen nærmere oplysning udenfor den korte beretning i annalerne, at hr. Orm Eysteinssøn i 1350 blev drottsete og dertil udnævntes af den unge kong Haakon.[35] Dette er rimeligvis foregaaet umiddelbart efter kongens tilbagekomst til Østlandet fra mødet i Bergen. Hr. Arne optræder netop under denne reise for sidste gang som kansler 14de Juni 1350,[36] og hr. Orm nævnes første gang som drottsete 3die August 1350 i et kongebrev, som han da har beseglet i Tunsberg.[37] Imidlertid maa der allerede under mødet i Bergen være fattet beslutning om, at en saadan embedsmand skulde udnævnes. I et af kansleren i kongens nærværelse beseglet kongebrev, der er udstedt i Bergen 2den Juni 1350, indstævnes nemlig nogle bønder af Hole biskopsdømme paa Island til at møde for erkebiskopen og kongen eller for drottseten og rigsraadet, saafremt kongen ikke selv var i landet.[38]

Hvilke grunde der ved denne leilighed netop bragte valget til at falde paa hr. Orm, lader sig ikke afgjøre. Han var neppe noget gammelt medlem af rigsraadet og havde kun i faa aar været ridder, ligesom der heller ikke kjendes noget til hans æt. Maaske kan det saaledes ligge nærmest at antage, at han skyldte kongens personlige gunst sin ophøielse. Der er i hans hele skjæbne med hans pludselige storhed og derpaa følgende fald meget, som minder om den kongelige yndling, der alene støtter sig til en forbigaaende personlig bevaagenhed hos regenten.[39] Men ligesom man i dette tilfælde ikke ved noget om drottsetens personlighed og den maade, hvorpaa han kom frem, saaledes give kilderne heller ingen oplysninger om, hvad der ligger bag den hele foranstaltning.

Kong Magnus synes i den hidtil forløbne tid, efterat han en gang var gaaet ind paa den i 1343 istandbragte forandring, at have staaet paa en forholdsvis god fod med raadet. Ialfald mærkes der intet til nogen større spænding mellem dette og kongen, og den sidste synes paa sin side endog at have lagt an paa at vinde dets medlemmer ved at tildele dem ydre udmærkelser. Om der ogsaa fremdeles kan have været lidt tilbage af den tidligere opposition mod kongen, f. ex. hos Hafthorssønnerne, synes dog denne nu efterhaanden at være bleven forsonet.[40] Alligevel kan dog forholdet mellem kongen og raadet ikke have været et saadant, at det sidste villig føiede sig i alt, hvad kongen ønskede. Naar det saaledes viser sig, at kongen i 1350 træffer en foranstaltning, der indskrænker hans egen magt, maa dette med nødvendighed opfattes som udgaaet fra bestemte fordringer fra raadets side om at faa forøget indflydelse paa regjeringen. Dette skede rimeligvis paa den maade, at den umyndige unge konge fra nu af som oftest er bleven inden landets grænser, medens styrelsen førtes af raadet og dettes nye formand, undtagen naar hans fader selv var hos ham. Den derved indførte tilstand fik en stor lighed med rigsstyrelsens ordning under hr. Erling Vidkunnssøn. At der ikke udnævntes nogen ny kansler, kan maaske være et bevis paa, at det verdslige element for øieblikket var i overvægt inden raadet, der netop nu efter den sorte død af alle de tidligere biskoper kun havde én tilbage, medens pesten synes at have skaanet flere af de verdslige raadsherrer. Om der ogsaa er en stor sandsynlighed for, at mænd som hr. Ivar Agmundssøn og hr. Ulf Saksessøn ere blevne bortrykkede af pesten, saa levede dog bl. a. hr. Erling Vidkunnssøn og begge Hafthorssønnerne igjen, og stødet til den nu foregaaede forandring kan meget godt antages at være udgaaet fra dem. Om ogsaa kongen nødig vilde gaa ind paa en saadan fordring, saa vare for øieblikket de ydre politiske forhold kun lidet opmuntrende. Det eneste, som blev tilbage for ham, har da været at kunne udnævne en mand til drottsete, der var ham personlig behagelig.[41] Saaledes maa det antages, at rigsraadet i 1350 har forstaaet at benytte sig af forholdene og derved uden noget voldsomt brud med kong Magnus har drevet igjennem en ordning af statsstyrelsen, som tilsikrede det en forøget indflydelse. Dog blev han heller ikke nu ganske fjernet fra al deltagelse i regjeringen, og han findes ogsaa i den følgende tid at have for en del ledet denne. Kun synes det, som om man nu yderligere har indskjærpet, at dette ikke maatte ske, undtagen naar han befandt sig paa norsk grund. Beretningen om, at den unge konge selv har udnævnt hr. Orm til drottsete, kan naturligvis ikke opfattes paa anden maade, end at det skede i hans navn. Selv dette kan være tvivlsomt, naar man ser, at regjeringen ogsaa i de nærmest følgende aar førtes i hans faders navn.

I ethvert tilfælde traadte kong Magnus nu meget mere tilbage i alt, hvad der angik rigsstyrelsen, og Norge kunde saaledes endnu mere end før siges at have faaet en formynder-regjering i rigsraadet med drottseten i spidsen. Hvad der var begyndt i 1343 og 1344, fik saaledes nu sin yderligere udvikling. Kongen kom rigtignok fremdeles af og til til Norges men nøiedes da gjerne med et besøg i de til Sverige nærmest grænsende landskaber, som han synes at have beholdt under sin umiddelbare styrelse tillige med Haalogaland og skatlandene.[42]

Forsaavidt i den følgende tid kong Magnus selv besørgede regjerings-forretningerne, maatte dette selvfølgelig ske i hans og ikke i sønnens navn. Saaledes har han fra Baahus 23de April 1352 udstedt en retterbod om skomagerne i Oslo, der er udfærdiget aldeles, som om han havde været den eneste regent. Han siger deri, at der var klaget for ham, og retterboden er beseglet i hans egen nærværelse, uden at der høres noget om drottsete og rigsraad.[43] Fra samme sted har han i Februar 1353 udfærdiget en skrivelse om noget krongods paa Hedemarken, der ogsaa kun siges at være beseglet i hans egen nærværelse.[44] Den samme formel er ligeledes anvendt i det brev, hvorved han fra Baahus 27de Juli 1354 bekræftede Mariakirkens privilegier.[45] Derimod vedkommer den af kong Magnus i 1353 paa Baahus og i 1355 i Stockholm udstedte bekræftelse paa stilstanden med Lübeck os ikke her, da han derved optræder som konge i begge riger, maaske endog især i Sverige.[46]

I kong Haakons navn er der, saavidt nu vides, neppe udstedt noget kongebrev, hvorimod faderen har paaberaabt sig hans og rigsraadets samtykke i et brev, som han udstedte paa Baahus den 6te Mai 1353. Ved dette foretoges en forandring med de landskaber, som vare overdragne dronning Blanche i morgengave.[47] Det er beseglet af raadets tilstedeværende medlemmer, nemlig den nyudnævnte Orknøjarl Erngisl Sunessøn, erkebiskop Olaf, biskoperne Sigfrid i Oslo, Gisbrikt i Bergen og Haavard i Hamar, abbed Arnulf i Hovedøen, hr. Orm Eysteinssøn, hr. Erling Vidkunnssøn, hr. Jon og hr. Sigurd Hafthorssønner, hr. Agmund Finssøn, hr. Eiliv Eilivssøn, hr. Jon Brynjulfssøn, Mariakirkens nye provst hr. Peter Erikssøn, Eindride Ivarssøn, Ivar Andressøn og Svale Alvessøn.

Ogsaa de regjerings-foranstaltninger, der udgik fra drottseten, som rigsraadets formand, kundgjordes i kong Magnus’s navn. Drottseten har maaske jævnlig foretaget reiser omkring i landet for at besørge de løbende forretninger. Saaledes var han nogen tid efter det sidst omtalte møde paa Baahus nordenfjelds, hvor han 10de September 1353 i kongens navn udstedte en stævning.[48] Paa samme maade har han i de første dage af 1355 i Oslo udstedt en stævning til nogle mænd, som vilde be- mægtige sig noget af kronens skove.[49] Fra 1352 eller 1353 haves et af drottseten beseglet landsvistbrev.[50] I alle disse breve anvendtes formelen. Herra Ormr Eysteinsson, drottseti vár i Noregi insigladi. Hr. Orm har ogsaa paa denne maade udstedt en retterbod om kongens forkjøbsret i Bergens fehirdsle, der er dateret Agvaldsnæs 19de Juni 1355.[51]

Hvorvidt der i denne tid ligesom før har været afholdt regelmæssige raadsmøder, kan ikke sees. Imidlertid er det dog rimeligt, at saadanne have været holdte med visse mellemrum, og da nærmest paa Baahus, naar kong Magnus der var tilstede. Et saadant møde maa“der være afholdt i 1353 og ligesaa i August 1354. Fra det sidste møde haves et mageskiftebrev mellem kongen og erkebiskopen, som med dem er beseglet af følgende, som udtrykkelig siges at være medlemmer af raadet: biskoperne Sigfrid af Oslo og Gyrd af Stavanger, hr. Orm Eysteinssøn, »drottsete i Norge«, hr. Jon Hafthorssøn, hr. Agmund Guthormssøn, hr. Sigurd Hafthorssøn og hr. Peter, provst ved Mariakirken i Oslo.[52]

Af det her meddelte fremgaar det, at den tidligere dobbelthed i styrelsen ikke var aldeles ophørt med den i 1350 skede forandring. Kong Magnus sees fremdeles at have beskjæftiget sig med lovgivning og administration, navnlig med alt, som angik krongodset. Ligeledes synes forholdet til udenlandske magter paa denne tid nærmest at have henhørt umiddelbart under ham.[53] Det kan af kilderne ikke sees, hvorvidt han paa disse forskjellige omraader af sin myndighed har hørt rigsraadet; men skjønt han vistnok fremdeles bevarede sin tidligere ulyst til i udtrykkelige ord at anerkjende dettes medvirkning, ligger det dog nær at antage, at det nu virkelig maa have havt større indflydelse paa hans beslutninger end tidligere. Som det synes, har ogsaa kong Magnus i denne tid udelukkende udøvet sin kongelige myndighed, naar han selv var i landet, og han har altsaa i denne henseende overholdt, hvad der synes at have været forudsat ved den foretagne forandring. Kongen har formodentlig ved sine breve som oftest, dog ikke altid, benyttet sit mindre segl.[54] Rigsraadets selvstændige myndighed, som det udøvede gjennem drottseten, synes paa samme tid at være bleven ikke lidet forøget imod før. Retspleien synes nu ligesom tidligere ved kansleren udelukkende at være ledet ved drottseten, der ogsaa sees at have kunnet udstede retterbøder. Rimeligvis har han ikke staaet ganske alene, uden at det dog nu kan sees, paa hvilken maade man i denne henseende har indrettet sig i den daglige styrelse. I den ovenfor (s. 214) omtalte skrivelse til Island af 2den Juni 1350 var det jo netop forudsat, at de indstævnede skulde vende sig til drottsete og raad, hvis kongen ikke selv var i landet. Saaledes kan enten drottseten have havt ret til at sammenkalde rigsraadet, eller ogsaa har, han i regelen været omgiven af et mindre tal af disse, med hvilke han da repræsenterede det hele raad. I det hele maa det ansees som det væsentligste resultat af, hvad der var foregaaet i 1350, at styrelsen nu maatte ledes inden landets grænser, og at saaledes heller ikke kancelliet eller en del af dette kunde følge kongen, naar han var borte. Om han ogsaa fremdeles bestandig har havt sekretet hos sig, har det dog ikke nu mere kunnet anvendes i den samme udstrækning, som tidligere.

Naar drottseten var hos kong Magnus ved et større raadsmøde, synes han, ligesom tidligere kansleren, at have midlertidig nedlagt sin værdighed, idet kongen da traadte ind som den første i styrelsen. Saaledes nævnes hr. Orm ved raadsmødet i 1353 (s. 217) uden sin titel, skjønt dog ogsaa nu foran de øvrige verdslige medlemmer, selv hr. Erling Vidkunnssøn. Under raadsmødet i 1354 nævnes han rigtignok med denne titel, men da dette er i et af erkebiskopen udstedt brev, altsaa ikke i nogen fra kancelliet udgaaet skrivelse, kan derpaa ikke lægges nogen vægt.[55]

I disse aar forekommer abbed Arnulf i Hovedøen som medlem af raadet. Abbederne havde inden geistligheden en saa høi stilling, at dette ikke kan være paafaldende. Hirdskraaen[56] havde jo allerede i det foregaaende aarhundrede nævnt dem ved siden af biskoper, baroner og hirdmænd mellem dem, som i tilfælde af kongeættens uddøen skulde deltage i valget af en ny konge. Men i raadet synes hidtil kun en enkelt abbed at have faaet plads, nemlig abbed Erik i Munkeliv.[57] Naar man nu ogsaa træffer Arnulf som medlem af raadet, har maaske grunden dertil været den personlige yndest, hvori han og hans kloster stode hos kongefamilien.

Orknøjarlens deltagelse i raadet er ligeledes noget nyt. Ogsaa hans stilling var en saadan, at han, naar han var personlig tilstede i Norge, maatte være berettiget til at deltage i dettes forhandlinger. Da dette imidlertid ikke ofte indtraf, er der intet paafaldende i, at vi ikke fra den foregaaende tid have efterretninger om, at Orknøjarlerne have været med i raadet. Erngisl Sunessøn var i 1353 netop udnævnt til jarl. Han havde før været medlem af det svenske rigsraad og kom nu ind idet norske raad, uagtet han fremdeles vedblev at have sit hjem i Sverige, da hans nye værdighed »neppe indbragte ham andre fordele end den tomme rang«.[58] Saaledes har den heller ingen reel betydning for spørgsmaalet om Orknøjarlens forhold til rigsraadet. Derimod bragte den ham i en ganske eiendommelig dobbeltstilling, forsaavidt han paa samme tid blev medlem af begge rigers raad, Norges som Sveriges, medens der for øvrigt endnu med megen omhu sørgedes for at holde dem skarpt ud fra hinanden.

Ganske bleve dog ikke disse grænser i alle tilfælde overholdte. Saaledes optraadte hr. Orm Eysteinssøn i Marts 1351 som repræsentant for Norge ved et svensk møde af raadsherrer og andre betydelige mænd, der holdtes af dronning Blanche i Jönköping.[59] Der fattedes der beslutning om at laane til rigernes behov af de til den pavelige tiendesamler indkomne penge, og det overdroges for Norges vedkommende til hr. Orm og abbed Arnulf at modtage disse. Den sidste har saaledes rimeligvis allerede paa denne tid været medlem af det norske raad. For øvrigt havde den hele foranstaltning et eget præg, og det er navnlig ikke klart, med hvad bemyndigelse drottseten derved optraadte. Det er endog muligt, at han paa grund af de besiddelser, han kan have havt i Sverige, har indtaget en lignende dobbeltstilling som Erngisl Sunessøn.[60]


  1. ↑ Smlgn. den ovenfor anførte afhandling af F. Ödberg, Om svenske konungens domsrätt i det af C. Silfverstolpe udg. Historisk bibliothek, 1877, s. 206 flg.
  2. ↑ Smlgn. imidlertid P. A Munchs bemærkninger i Det norske folks historie, anden hovedafd.; I, s. 482.
  3. ↑ Smlgn. s. 140.
  4. ↑ P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafd. I, s. 413 flg. T. H. Aschehoug, Norges offentlige ret, I, s. 118.
  5. ↑ Dipl. Norv., I, no. 79 og 308.
  6. ↑ Dipl. Norv., IX, no. 100.
  7. ↑ Dipl. Norv., II, no. 227, 229; III, no. 192; IV, no. 363; VIII, no. 95. Ogsaa kongen kaldes en enkelt gang »hæderlig«. II, no. 267.
  8. ↑ Dipl. Norv. IV, no. 285. Smlgn. landsvistbrev af 6te Marts 1345. II, no. 269. P. A. Munch, Det norske folks hist., anden hovedafd., I, s. 444, gjør opmærksom paa, at det allerede tidligere kan have været kongens hensigt at udnævne Arne til kansler, men at denne paa grund af sin uægte fødsel først maatte have pavelig dispensation.
  9. ↑ P. A. Munch, Norske folks hist., anden hovedafd., I, s. 446.
  10. ↑ Dipl. Norv. I, no. 303. P. A. Munch, anf. st. I, s. 448. Denne forfatter lægger vistnok en altfor stor vægt paa bestemmelsen om, at kansleren skulde have barons rang. Idet baronværdigheden selv var ophævet, maatte vel ogsaa rangen faa mindre betydning, og det kunde ligeledes have sine vanskeligheder at gjennemføre praktisk en rangbestemmelse for et embede, der hyppig stod ubesat.
  11. ↑ Dipl. Norv., V, no. 193, s. 153 (aar 1347); Norges gamle love, III, 171 (aar 1348). For det sidste steds vedkommende maa dog bemærkes, hvad P. A. Munch (Norske folks historie, anden hovedafd., I, s. 484 note 1) har fremhævet. Smlgn. s. 189, note 2.
  12. ↑ De her anførte retterbøder ere trykte i Norges gamle love, III, s. 164–173 og Dipl. Norv., III, no. 229. Den første af dem er skreven af Helge Ivarssøn; ellers nævnes i dem ingen kongelig klerk.
  13. ↑ Smlgn. nedenfor, s. 210.
  14. ↑ Norges gamle love, III, s. 171 flg.
  15. ↑ Dipl. Norv., V, no. 193. Smstds. IX, no. 145 et kongebrev, udstedt i Lødøse 17de Juli 1347 og insiglat oss sjálfum hjáverandum.
  16. ↑ Finni Johannæi Historia eccles. Islandiæ, I, pag. 431 seqv.
  17. ↑ Ikke af 25de Marts, som angivet i Norges gamle love, III,s. 169. Smlgn. C. C. A. Lange i Aarsberetninger fra det kgl. danske geheimearkiv, II, tillæg, s. 73 flg.
  18. ↑ Dipl. Norv. II, no. 284.
  19. ↑ Dipl. Norv. I, no. 310; II, no. 289. Fra opholdet paa Baahus haves et par kongebreve. Et af 25de November 1347 er beseglet i kongens nærværelse. IV, no. 321. Et latinsk brev af 138de Januar 1348 er udstedt nostro sub sigillo. V, no. 197.
  20. ↑ Dipl. Norv. V, no. 209.
  21. ↑ Dipl. Norv. I. no. 315, et brev vedk. fiskevande i Nordre Gudbrandsdalen af 22de Febr., insiglat med váru secreto oss sjálfum hjáverandum, og II, no. 299, et værnbrev for domkirken i Nidaros af 27de Febr., insiglat oss sjálfum hjáverandum.
  22. ↑ Dipl. Norv. VI, no. 191. Smstds. no. 192 et latinsk kongebrev af 13de April, hvori ikke tales noget om beseglingen.
  23. ↑ Dipl. Norv. III, no. 272: sigillum nostrum præsentibus est appensum. Af dette brev findes der i Bergefarernes arkiv i Lübeck en nedertydsk oversættelse med en lidt forskjellig datering i en vidisse, udstedt af erkebiskop Olaf og biskop Gisbrigt 2den Mai 1351. I denne siges det at være beseglet med kongens jngezeghel. Originalen, der findes paa tresen i Lübeck, er, efter meddelelse af hr. statsarkivar Wehrmann, beseglet med kongens svenske amfisfragistiske storsegl. Hvorledes dette har kunnet gaa for sig, er det ikke muligt at afgjøre.
  24. ↑ Finni Johannæi Hist. eccles. Isl. I, pag. 433 seqv.
  25. ↑ Dipl. Norv. II, no. 307.
  26. ↑ Scriptores rerum Danicarum, VI, s. 525: (1349) Die Margaretæ parlamentum factum in Norvegia.
  27. ↑ Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks hist., anden hovedafd., I, s. 491.
  28. ↑ Foruden de i det foregaaende nævnte exempler kan her endnu henvises til Dipl. Norv. III, no. 269, et latinsk kongebrev udstedt i Stockholm 23de Juni 1349 (sigillum nostrum præsentibus est appensum), og III, no. 246, et kongebrev udstedt i Ørebro 23de Juli 1347, insiglat med váru secreto af Noregi oss sjálfum hjáverandum.
  29. ↑ Dipl. Norv., I, no. 297; II, no. 269.
  30. ↑ Dipl. Norv., III, no. 236. I et brev af 10de August 1347 kalder hr. Arne sig selv »kansler og provst ved Mariakirken i Oslo«. Smstds. IV, no. 317.
  31. ↑ Dipl. Norv. V, no. 214. Smlgn. X, no. 57.
  32. ↑ Dipl. Norv. III, no. 256.
  33. ↑ Dipl. Norv. I, no. 803.
  34. ↑ Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks hist., anden hovedafd., I, s. 482.
  35. ↑ Annales Islandici, pag. 282.
  36. ↑ Dipl. Norv. II, no. 307.
  37. ↑ Dipl. Norv. VI, no. 196. Brevet er en i anledning af en klage fra biskopen i Oslo udstedt befaling til stiftets bønder om at betale tienden i rette tid. Det ender med formelen: herra Ormær Eystæinsson drotzete vaar jnsiglade.
  38. ↑ Finni Johannæi Historia ecclesiastiea Islandiæ, I, s. 434: fyrer vorum drottsæta ok rikissins rádi, ef vær siálfer erum ei innanlandz.
  39. ↑ Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafdeling, I, s. 521. Den der antydede sammenligning mellem hr. Orm og den svenske yndling Benedikt Algotsson synes at være meget træffende.
  40. ↑ Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafdeling, I, s. 482 flg.
  41. ↑ Naar P. A. Munch ved denne leilighed (Det norske folks historie, anden hovedafd., I, s. 516) synes at lægge megen vægt paa, at rigsraadet i stedet for de af pesten bortrevne medlemmer nu havde faaet »flere nye, yngre og overmodige«, som havde været med paa at rive denne forandring igjennem, da er dette aldeles grebet ud af luften. Havde kongen havt de ældre medlemmer, tilhørende de store ætter paa sin side, havde han vistnok ganske rolig kunnet se paa alle forsøg fra de nye. Hvem disse skulle have været, vides for øvrigt ikke.
  42. ↑ P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafd., I, s. 518 flg.
  43. ↑ Norges gamle love, III, s. 173 flg. og Dipl. Norv. VI, no. 208.
  44. ↑ Dipl. Norv., II, no. 315. Om kongens besøg paa Baahus om høsten 1353 smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafdeling, I, s. 582 med note 3.
  45. ↑ Dipl. Norv. IV, no. 370. Det smstds. som no. 364 trykte brev af 1358 maa vedkomme Sverige, da kongen der kaldes rex Sueciæ, Norvegiæ et Scaniæ.
  46. ↑ Sartorius, Urkundl. gesch. der deutschen Hanse, herausgegeben von J. M. Lappenberg, II, s. 422 flg. Dipl. Norv., III, no. 285. Naar P. A. Munch har antaget, at denne bekræftelse er udstedt »formodentlig efter overlæg med raadet« (Norske folks hist., anden hovedafd., I, s. 581), da synes det ikke at have nogen støtte i kilderne. Ogsaa familie-fordraget med hertug Albrecht af Mecklenburg, der er sluttet paa Baahus 9de August 1354 (C. G. Styffe, Bidrag till Skandinaviens historia, I, s. 20–23), gjælder vel nærmest Sverige. Da det siges at være sluttet med hertugens og kongens consiliariorum fidelium pleno et maturo consilio, og da der netop paa denne tid var flere medlemmer af det norske rigsraad nærværende paa Baahus, kunne imidlertid ogsaa disse derved være hørte. Smlgn. for øvrigt P. A. Munch, anf. st., I, s. 588 flg.
  47. ↑ Dipl. Norv., II, no. 319: Hakun var son, ok alt vart rikissæns rad af Norege samþykiænde.
  48. ↑ Dipl. Norv., II, no. 281.
  49. ↑ Dipl. Norv., II, no. 327.
  50. ↑ Dipl. Norv., I, no. 337.
  51. ↑ Norges gamle love, III, s. 174.
  52. ↑ Dipl. Norv. II, no. 326.
  53. ↑ Da kongen under sit ophold i Helsingborg 21de Juli 1355 bekræftede staden Kampens privilegier (Dipl. Norv. V, no. 322), paaberaabte han sig derved ikke raadet, men vasallos nostros dominos Benedictum – –, Erengislonem comitem Orchadensem et Ormerum Østeinsson dapiferum regni nostri Norvegiæ ac alios familiares nostros, qui alias fuerant et sunt. Brevet selv er beseglet med det store svenske segl.
  54. ↑ Et exempel paa anvendelsen af det store segl se Dipl. Norv. II, no. 815. Smlgn. ovenfor, s. 208 og 211, note 3.
  55. ↑ Smlgn. for øvrigt P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafd., I, s. 584, hvor der er fremsat to andre forklaringer af grunden til, at hr. Orm her kaldes drottsete, enten at kong Magnus ikke personlig har deltaget i overenskomsten, der endog skulde kunne tænkes afsluttet mod hans ønske, eller at hr. Orm derved optraadte som kong Haakons repræsentant. At hr. Orm i det ovenfor s. 218, note 2 omtalte brev nævnes med sin titel som drottsete, er i ethvert fald i sin orden, ligesom da han i 1351 var i Jönköping med dronning Blanche og det svenske raad. Dipl. Norv. VIII, no. 157.
  56. ↑ Norges gamle love, II, s. 393.
  57. ↑ Smlgn. ovenfor, s. 60 flg.
  58. ↑ P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafd., I, s. 595.
  59. ↑ Dipl. Norv. VIII. no. 157.
  60. ↑ Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafdeling I, s. 593.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_rigsraad/9&oldid=234077»