Det oldnorske Verbum/1

Ved Siden af den Masse af Verbalstammer, som i Form falde sammen med Roden, har Oldnorsk ligesaavel som Sanskrit en Mængde, som ere dannede ved et Tillæg i Enden, med den mere eller mindre tydeligt fremtrædende Hensigt at modificere Rodens Betydning. Men allerede i den ældste Form, hvori vore Fædres Sprog ligger for os, viser Bevidstheden om saadan Hensigt sig i flere Henseender fordunklet, og har havt Forvexlinger til Fölge, som ved Sammenligning med Sanskrit lade sig nogenledes opklare.^[1] Vi skulle gjennemgaae dem enkeltviis.

Endelserne ga, ja, ha.

Endelserne ga, ja og ka eller rettere g, j og k, betegne deels det reent neutrale Tilstandsbegreb, deels Inchoativer og Passiver deels Causativer eller Factiver. Denne Sammenblanding af saa forskjelligartede Begreber vækker Formodning om, at her forskjellige Former ere forvexlede, eller sammensmeltede, og denne Formodning bliver til Vished, naar vi see, hvorledes de tilsvarende Former i Sanskrit ere holdte ud fra hverandre.

Det er nærmest Bogstavet य, j, som i Sanskrit har de samme Functioner, som g, j, k, i Oldnorsk. Den 4de Verbalclasses Særkjende er nemlig Indskydelsen af denne Consonant foran Flexionsendelserne i de saakaldte Specialtempora, og de Verba, som henhöre til denne Classe, ere for en stor Deel Verba neutra, f. Ex. स्विद्, svid (svidja), at svede, कुथ्, kut῾ (kut῾ja), at stinke; तूर्, tûr (tûrjja), at skynde sig, o. s. v.^[2] Paa lignende Maade have enkelte Verba neutra j tilsat i Oldnorsk, f. Ex. liggja, sitja, dvelja, þyrja (baade i Form og Betydning svarende til det nysnævte tûr), o. s. v. Men ved Siden af disse haves ogsaa enkelte Verba neutra, med Tillæg af k, f. Ex. reika, vanke om, kuka, cacare, o. fl., hvor k synes at have aldeles samme Function, som j ovenfor.^[3]

I Sanskrit tjener य, j, dernæst til at danne Passivum, der forövrigt adskiller sig fra Activformen af den 4de Classes Verber ved Flexionsendelserne.^[4] Naar man nu i Oldnorsk stöder paa Verba som búlka, hovne, grænka, grönnes, ryðga, ruste, hyldga, groe til, saa ledes man til at antage, at heri haves Spor af en gammel Passivform, ældre end den, der senere er udgaaet fra Reflexivet, som, ukjendt i Sanskrit, viser sig dannet efter Norrönastammens Afsondring fra Urfolket.^[5] Det passive j udleder Haughton af Verbet इ, i, at gaae, i Lighed med den Maade, hvorpaa Passiv dannes i de yngre Dialecter, Hindustani og Bengali, i hvilke dette skeer paa den Maade at man ved Siden af ethvert activt Verbum stiller i det Bengalske jâ, i det Hindustanske ǵâ, at gaae. Der kan saaledes være Spörgsmaal, om den oldnorske Endelse er kommen af jâ, eller umiddelbart af gá (for ganga).^[6]

Endnu i en tredie Hensigt föies j til Verbets Rod i Sanskrit, nemlig for at danne Causalia. Denne Formation er i Oldnorsk efterlignet i stort Omfang, da en stor Masse Verba danne Causalia eller Factiva ved at tilföie j eller ja foran Flectionsendelserne f. Ex.

Oldnorsk:	Sanskrit:
fara, gaae, reise, — ferja, före,	चर्, ćar, gaae — ćâraj, före;
sleppa, slippe (neutr.) sleppa (for slepja) slippe (act.)	श्लथ्, s̓lat῾, at være slap — s̓lât῾aj, gjöre slap;
flióta, flyde — fleyta (for flytja) lade flyde	प्लु, plu, flyde — olâvaj, lade flyde;
sofa, sove — svæfa (for svæfja), dysse i Sövn	स्वप्, svap, sove — svâpaj, dysse i Sövn;
hanga, hænge (neutr.) hengja, hænge (act.)	संज्, saṅǵ, hænge ved — saṅǵaj, bringe til at hænge ved.

Men ved Siden af denne Form stöde vi her, ligesom i det först omtalte Tilfælde, paa Former med k og g tillagte, i den tydelige Hensigt at danne Causalia eller Factiva.^[7] Her kan der atter være Spörgsmaal, om k og g blot ere Hærdelser af det beslægtede blödere j, hvilket jeg er mest tilböielig til at antage, eller om Oprindelsen paa anden Maade bör forklares.^[8] Jeg vil derfor anföre en Conjectur, som er falden mig ind. Det er i Sanskrit ligesom i flere yngre Dialecter Skik at udtrykke det factive Begreb i mangfoldige Tilfælde, ved, efter Navnet paa den Gjenstand, den Handling, eller det Product, hvis Frembringelse skal betegnes, at stille Verbet कृ, kṛ (Inf. kartutm), at gjöre, i Hindustani कर्णा, karṇâ, i Bengali करन्, karan, af samme Betydning. Dette Ord er i Oldnorsk gaaet over, under Formen gera. Nu har jeg tænkt mig Muligheden af, at hiin Endelse, ga eller ka, kunde være en Forkortelse af dette Verbum, som i deslige Tilfælde udförte samme Function i Oldnorsk, som den tilsvarende i hine Sprog. Man sammenlige bliðka, formilde, egentlig gjöre blid, rymka,^[9] udvide, blomga, bringe til at blomstre, friofga, frugtbargjöre, soga, ödsle, med अरूकृ, arûkṛ, at saare, af अरुस्, arus, Saar, लघुकृ, lag῾ukṛ, at gjöre let, af लघुकृ, lag῾u, let, eller i Bengali: ग्यन्त करन्, gjanta karan, at gjöre bekjendt, स्तिर् करन्, stir koran, at berolige (holde Styr paa?), डुब् करन्, ḍub karan, at dukke o. s. v.

Af det Anförte formener jeg, man er berettiget til at slutte, at vort Oldsprog i en forhistorisk Tid har vidst med Nöiagtighed at skjelne mellem Brugen af de omtalte Suffixer, der först kunne ansees at være forvexlede, da Bevidstheden om deres Hensigt begyndte at tabe sig. Hvilken Function ethvert Suffixum oprindeligen har havt, er vel nu vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at afgjöre. Men, tör man gjöre nogen Slutning derfra, at den störste Masse af Causalia og Factiva ender paa ja, saa maa man antage, at j oprindelig har havt denne Function, og först lidt efter lidt i enkelte Tilfælde er bleven hærdet til g eller k; og at paa den anden Side g oprindelig har tjent til Udtryk for det neutral-passive Begreb, undertiden hærdet til k og enkelte Gange blodgjort til j.^[10] Til hvilken Grad af Uklarhed Begreberne i denne Henseende ere sunkne, sees deraf, at Ord som fækka, hækka, lækka, stækka, bruges baade i den neutrale Betydning, at blive færre, blive höi, lav, stor, og i den causale, at gjöre færre, gjöre höi, lav, stor. Dette synes, at være gaaet saaledes til, at fæhja, (af fá-r = pauc-i), at gjöre færre, er hærdet til fækka, ligesaavel som fahga, at blive færre; og paa samme Maade det causale hæhja, (af há = hoch) (got. hauhjan) og det neutrale hahga; det caussale lægja, (der ogsaa bruges) og det neutrale lágga; det caus. stæhja, og det neutr. stohga. Ganske i samme Tilfælde, som Suffixet j (ja), bruges v (va), oftest for at betegne Causalia og Factiva, sjældnere i neutral Betydning, f. Ex. döggva, vande, dökkva, formörke, fölva, gjöre bleg, götva, opspore, höggva, hugge, hrökkva, forfölge stærkt, klökva, udsige med klagende Röst, mölva, bryde istykker, niörva, sammenhæfte, röggva, nedönske Gudernes Vrede, rökkva, at blive mörkt, skrökva, opdigte, slökva, slukke, slöngva, slynge, stöðva, standse, stökkva, bestænke, vökva, vande.^[11] I alle disse Exempler sees Endelsen, ifölge sædvanlig Regel for Omlyden, at have bevirket Overgang fra a til ö i foregaaende Stavelse; men hvad der har bevirket Valget af v her istedetfor j, er ikke saa klart.^[12] Grunden er maaskee at söge i Trang til at distingvere Former, som ellers vare udsatte for at forvexles, saasom klökva fra klækja, udklække, röggva, fra reigja sig, opföre sig overmodigen, rökkva fra rikja, regjere o. s. v.^[13] Finder man end ikke i det Sprogforraad, som er os levnet, tilstrækkelig Grund til et saadant Valg for hvert Ords Vedkommende, saa maa man erindre, at Meget er tabt.

Foruden de anförte Tilfælde forekomme Endelserne ka og ga, tildeels med Fordobling af Consonanten, i mangfoldige Verber, som ei henhöre under de omtalte Kategorier, og angaaende hvilke det vel vil være forgjæves at forsöge paa at opdrage en skarp Grændselinie imellem dem, hvori g eller k ere radicale og dem, hvori de ere Suffixer. Om et lignede Suffixum i Prakrit har en ældre indisk Grammatiker, Vararući, fremsat den Regel, at til de Ord, som i Sanskrit endes paa en Vokal, kan i Prakrit tilföies ज्ज, ǵǵ, uden at han tilföier nogen Forklaring om Hensigten.^[14]

Adskillige af de sidst omtalte Verba saavelsom flere med Endelsen j(a) kunne sammenlignes med de sanskr. Denominativa paa j. Thi ligesom i dette Sprog mange Verba dannes af Nomina ved at indskyde dette Suffixum foran Flexionsendelserne, saaledes ofte ogsaa i Oldnorsk f. Ex. fylkja, stille Hæren i Orden, af folk, mylkja, malke, af miolk, tryggja, betrygge, af tryggr, þrengja, trænge, af þraungr, &c. Man sammenligne i Sanskrit तोहिताय*, lohitáj, at blive röd, af तोहित, lohita, सुखाय*, suk῾âj, at være glad, af सुख, suk῾a, Glæde, o. s. v.

Endelserne ta og da.

De fleste Verba med disse Suffixer ere denominative, oftest med factiv Betydning, saasom bleyta, blöde, bligða, bringe til at skinne, blota, offre til Afguder, brigða, forandre, freyða, skumme, hausta, höste, o. s. v.; mange paa ta tillige med iterativ Betydning, saasom dotta, smaanikke af Sövnighed, dratta, gaae med smaae Skridt, garta, gaae ofte forgjæves, glymta, brydes idelig, o. s. v. (cfr. lat. freqvent. paa to).

Grændsen mellem det radicale og det servile d eller t, er her ligesaa vanskelig at opdrage, som for de fornævnte Endelsers Vedkommende. At Endelserne ere servile i adskillige Ord, hvori de ved förste Öiekast synes radicale, formener jeg fremgaaer af Sammenligning med Sanskrit, f. Ex. ख्या, k῾jâ, nominari = hei-ta, री, rî, rudere, mugire = ry-ta, ली, lî, adhærere = ri-ða, प्लु, plu, natare, = fliô-ta, कॄ, kṝ spargere, = hreita, सह्, sah, tolerare, sustinere = sæ-ta, कन्, kan, lucere, kyn-da, tænde, o.s.v.^[15]

Burnouf har opdaget, at paa lignende Maade, sættes i Zend d῾ i Enden af Verbalrödder, som i Sanskrit ende paa en Vocal, men gjör ingen Bemærkning om, hvad Virkning dette Tillæg kan tilskrives,.^[16]

Saafremt den af Haughton fremsatte, ovenfor (S. 2) omtalte, Forklaring af Passivets Oprindelse ved Tilsætning af Verbet, at gaae, er rigtig, hvorimod jeg intet veed at indvende, turde Endelsen da og ta i saadanne Tilfælde, hvor Dentalen ei medbringes fra det Nomen, hvoraf Denominativet dannes, have sin Oprindelse af धा, d῾â, at sætte, eller af et Verbum analogt med det hindustanske देना, de(na),^[17] at give, at lade, hvilket i dette Sprog jævnligen bruges som Hjælpeverbum.^[18]

Endelsen na.

Denne har været i stadigt Brug til Dannelsen af Inchoativer, f. Ex. bátna, blive bedre, blána, blive blaae, bleikna, blegne &c; men synes at höre til Sprogformer opkomne efter Folkets Afsondring fra Urstammen, da Spor til lignende Suffix neppe er at opdage i Sanskrit. Man kan maaske tænke sig den opkommen ved Agglutination af Verbet ná, at naae, at komme nær til.^[19]

Foruden Inchoativerne gives der mange Verba, med samme Endelse na, men disse ere denominative, der medbringe Suffixet fra vedkommende Nomen, f. Ex. gamna, gavne, af gamn, greina, adskille, af grein, jafna, jævne, af jafn, jarna, beslaae med Jern, af jarn, o. s. v.

Endelserne la og ra.

De liqvide Bogstavers Beskaffenhed opfordrer ligesom til at blive brugte som Betegnere af det Continuativ iterative. Dette er derfor det ene Bibegreb, som hine Endelser bibringe Verbet. Men foruden dette, og ofte i Forbindelse dermed, betegnes derved ogsaa det Deminutive og Debilitative d. e. det Svage, det Langsomme, det Smaalige. Exempler være:

1. paa Iterativa: biðla, beile, brutla, bytte ideligen, dextra, opvarte omhyggeligen, getrast, gjætte omkap, glitra, give Gjenskin, glóra, glimte, göltra, gaae frem og tilbage, hnuðla, valke, o. s. v.
2. paa Continuativa (uden fremtrædende Iterativbegreb), 1. Tid: drolla, nöle, fostra, opfostre, hlera, lytte, hvila, hvile, kura, ligge i Roe, molla, hænge ved Arbeidet, skolla, være tilsyne, slora, opholde sig uden Nödvendighed, tora, hendraqe Livet i Elendighed.^[20] 2. Lyd: brumla, brumme, buldra, pluddre, bumla, give Gjenlyd, fleipra, udblabre, gala, synge, gaula, bröle, gella, skralde, gola, tude, hiala, pluddre, kringla, klimpre, o. s. v.^[21]
3. paa Deminutiva og Debilitativa: 1. Qvantitet: förla, formindskes, hnupla, smaastjæle, hragla, smaaregne, hræla, bevæge sig lidt, mingra, dryppe lidet, okra, foröge lidt efter lidt, tigla, give lidt og lidt.^[22] Qvalitet: fiatla, gjöre noget bagvendt, fitla, röre lidt med Fingrene, flyra, smigre, glopra, tabe ved Uagtsomhed, gæla, smigre, hniðra, söge at formindske Ens Ære, hygla, behandle kjælent, o. s. v.

Suffixet ra eller la tör maaskee antages at være et Hjælpeverbum, der er sammensmeltet med Roden, ligesom vi i det Hindustanske finde det tilsvarende रह्ना, rah(nâ), der som Hjælpeverbum bruges til at danne Verba continuativa.^[23]

Endelserne pa og fa.

De Verber, hvis Rod ender paa en Diphthong eller â i Sanskrit, danne Causativet ved at indskyde Bogstavet p foran den sædvanlige Causativendelse aj f. Ex. af , स्था, st῾a, at staae, dannes स्थापय्, st῾âpaj. Jeg formener i vort Oldsprog at have bemærket Spor af et lignende Suffixum i omtrent samme Hensigt. Sporene ere imidlertid faa og ikke ret tydelige. Jeg vil alligevel fremsætte dem til Bedömmelse.

Sanskrit:	Oldnorsk:
शि, s̓i, to make thin or small, to whet, to sharpen	slipa, fortynde gjöre smal, skarp, slibe;
गॄ, gṝ, (under Flex. gil), to swallow	gleipa, sluge i sig, faae nedsvælget;
चल्, ćal, to tremble	skelfa, indjage Frygt;
स्थूल्, st῾ûl, to fatten, to become big or bulky	stálpast, modnes;
श्रु, s̓ru, to drop, to flow, श्रव, s̓rava, oozing, dripping	hraufa, at skille ad, gjennembore, vel egentlig at bringe til at flyde; thi hraufa, som Subst. er Aabningen i et Saar, hvorigjennem Edderet udflyder;
रु, ru, to sound	hrópa, raabe, raupa, broute, prale;
अर, ara, swift, speedy	ör, hurtig, hvoraf örfa, tilskynde;
खर, k῾ara, hot, cruel, harsh, sharp	harpa, give Ivettesættelse; skerpa, gjöre skarp; karpa, knurre imod;
श्वि, s̓vi, to move, to go	svipa, fremskynde;
ध्वृ, d῾vṛ (Thema dvar) to bend	hverfa, dreie om;
दृह्, dṛh, to grow, to increase	þrifast, trives;
नज्, naǵ, to be ashamed	sneipa, gjöre skamfuld;
जल, ǵala, n, water	skolpa, skylle;
श्रा, s̓râ, ell. श्रै, s̓rai, to boil, to sweat, causat. श्रापयति s̓râpajati, to heat, to cause to sweat.	skreyfa, opstable noget for at det kan törres.[24]

Paa lignende Maadeaf há, höi — hefia hæve; glama, Hvidhed — glampa, skinne; hand, Haand — hampa (for handpa) kaste mellem Hænderne; heill, heel, frisk — hjálpa, hjælpe; kollr, Spids — kulpa, rage frem; mund, Mund — mumpa, tage i Munden; snior, Snee — snyfa, snee.

Man vil see, at jeg ikke har indskrænket mig til Rödder, som ende paa en Vocal, men ogsaa medtaget nogle, der ende paa en Halvvocal, l, r, j (der ofte substitueres for ǵ). Det faaer beroe paa fremtidige yderligere Undersögelser, hvorvidt de her nævnte Verbalstammers Oprindelse er rigtigen angivet.

Det प, p, der saaledes bruges som Suffix i Sanskrit, er sandsynligviis Verbet आप्, âp, to obtain, to gain, der tjener som Hjælpeverbum; thi saaledes bruges i det Bengalske og Hindustanske det tilsvarende Verbum, b. पा, pâ (der substitueres for âp), h. पाना, pâ - ná som Hjælpeverber, for i Forening med andre deels at betegne en Tilladelse deels en Tvang til noget.^[25] Og, ligesom man i Bengalsk siger: से देखिते पाईल, se dek῾ite pâîla, saaledes paa Norsk ordret: han fik see; som i Hindustan. निकाल्ने पाना, nikâlne pânâ, paa Norsk: faae til at gaae ud (faae paa Dör).

Det forekommer mig derfor rimeligt, at flere oldnorske Verbalstammer paa fa og pa ere dannede ved Sammensætning med Verbet fá, der i Form og Betydning svarer til de nysnævnte indiske.^[26]

Endelsen sa.

Nogle Verba med denne Endelse betegne Freqventativa; f. Ex. bifsa, at ryste, skumple, bofsa, at bjæffe, dvalsa, at nöle, flaksast, svæve i Luften, glyssa, at gnistre, glosa, at polere, gussa, snaddre, jatsa, bifalde gjentagne Gange, o. s. v. Her tör Bibetydningen have sin Oprindelse af et Hjælpeverbum, svarende til Sanskrit इष्, is̔, at gjöre noget ofte; andre derimod betegne Desiderativa, hvilke ogsaa i Sanskrit have deres Kjendernærke i Suffixet s.^[27] Denne Betydning ligger aabenbare i Ord, som heilsa, (önske Held), hilse; frjalsa, (önske fri), frelse; blessa (for bliðsa, önske Gudernes Blidhed), velsigne; glepsa, med Begjærlighed at snappe efter noget med Munden; hrammsa, rive til sig med Begjærlighed; hrifsa, id.; sölsa, sluge med Begjærlighed. Den freqventative Betydning udgaaer derhos med Lethed fra den desiderative. Det er mærkeligt, at dette Suffix i Oldnorsk fornemmelig synes at have været brugt til at betegne Lyst eller Iver for noget Uædelt. Exempler være, foruden de fleste anförte, flanksast, vise Kjærtegn paa en næsvis Maade; flytsa, skoggerlee; glensa, skjemte paa en letfærdig Maade; hveptsa, anfalde med Skjeldsord; kafsast, opirre Een; kallsa, bespotte; peksa, kives; reiksa, komme stolt anstigende; snefsa, behandle med Foragt; sloltsa, være stolt af; strunsa, bedrage; tafsa, pludre; o. s. v.

Fordobling af Endeconsonanten.

Sproget har mange Verber, hvori Endeconsonanten er fordoblet, som oftest ved Assimilation enten af et Suffixum med den foregaaende Rodconsonant eller af denne med hiint. For her i ethvert Tilfælde at kunne bestemme Fordoblingens Aarsag, maatte man kjende hvert Ords ældre simplere Form. Jeg vil her fremstille de Tilfælde, som jeg ved Sammenligninger med Sanskrit har bemærket:

1. Suffixerne g, j eller k, kunne assimileres med Rodconsonanten, f. Ex. blossa, at blusse, synes at staae for blosja, ligesom det tilsvarende प्लुष्, plus̔, under Flexionen, som hörende til 4de Classe, antager Formen plus̔j; dimma, mörknes, for dimja eller dimga, som Passivform af en Rod med eet m, svarende til तेम, tema, damp, dubba, staae, for dubja, तुभ् = tub῾, to hurt, af 4de Classe, under Flex. tub῾j; firra, fjerne, for firja, Causativ af firr = पर, para, removed, distant; fylla, fylde, for fylja = पूर्, pûr, to fill, 4de Classe, pûrj; grubba, at sammenröre, for grubja, sml. क्षुभ, ks̔ub῾, 4de Classe, ks̔ub῾, to be agitated; hnippa, stöde til, for hnipja = नभ्, nab῾, 4de Classe, nab῾j, ferire, lædere; kyssa, kysse, for kysja = कुस्, kus, 4de Classe, kusj, baiser (Eichhoff); o. s. v.^[28] Paa denne Maade synes Fordoblingen i Verba denominativa med factiv Betydning ikke sjelden at kunne forklares, f. Ex. ginna, forlokke, af gan; hugga, tröste, af hugr; o. s. v. De fleste saadanne have imidlertid allerede Fordoblingen i Nominet; men, at Præsens i deslige Denominativa jævnligen ender paa i, turde være en Virkning af det her omtalte Suffixum. Saaledes bretti, bryddi, dimmir, fennir, firri, flenni, fylli o. s v.

2. Rodens Endeconsonant assimileres med Suffixerne k, l, n og t, f. Ex. लोभय्, lob῾aj (Caus. af लुभ्, lub῾, attraae) = lokka, lokke; पत्, pat = falla, falde; खट्, k῾aṭ, to seek or inqvire = kanna, lede nöie, randsage flittigt; क्लद्, klad = kalla, kalde.

Denominativa. Foruden de Overeensstemmelser i Dannelsen af Denominativer, der ovenfor (S. 5. 6.) ere omtalte, have Sprogene ogsaa den Maade tilfælleds, at Verber kunne dannes af Nominer, ved at föie Flexionsendelserne umiddelbart til Nominets Stamme, f. Ex. i Sanskrit गल्भते, galb῾ate, han er overmodig, af गल्भ, galb῾a, overmodig; होढते, hoḍ῾ate, han vedder, af होढते, hoḍ῾a, Veddemaalsindsats; भृशति, b῾ṛs̓ati, han bliver voldsom, af भृश, b῾ṛs̓a, voldsom, o. s. v.; i Oldn. birta, at bekjendtgjöre, af bjartr, klar, bleyta, blöde, af blautr, blöd, blæða, blöde, af bloð, brydda, forsyne med Spids, af broddr, o. s. v. Oversigt.

Naar vi med eet Blik overskue de forskjellige Verbalstammer i begge Sprog, bliver Slægtskabet end tydeligere; vi ville i denne Hensigt opstille de forskjellige Suffixers fælleds Brug i begge.

Sanskrit.			Oldnorsk.
Passiva og mange Verba neutra paa		j	tildeels	j (eller g eller k).
Causalia og Factiva i Almindelighed		j	i Almindelighed	j (Do).
i enkelte Tilfælde		p	sandsynligviis	p.
Desiderativa		s	tildeels	s.
Denominativa:	1. ved Suffix	j	–	j.
	2. ved blotte Flexionsendelser i begge Sprog

Det er interessant at bemærke, at i de yngre indiske Dialecter vise sig samme Phænomner med Hensyn til Aftagelsen af de særegne Verbalstammers Dannelse, som i Oldnorsk. Ligesom i dette Causativet bedst har vedligeholdt sig, saaledes ogsaa i Prakrit, hvor derhos Suffixet j i Passivet ogsaa undertiden hærdes til ǵ.^[29] Af Desiderativa findes i Prakrit kun svage Spor.^[30] Til det sanskritiske Intensivum findes i de yngre indiske Dialecter ligesaalidt Spor, som i det Oldnorske.

---

1. Det Gotiske, som i flere Henseender yder Bidrag til at forklare Phænomener i vort Oldsprog, er her ikke istand til at bringe synderligt Lys.
2. I Prakrit bruges denne Form endnu oftere, i Verba neutra. See Lassen — Institutiones lingvæ pracriticæ, p. 343.
3. Man kunde maaskee troe, at k her er radicalt, men ved Sammenligning med री rî, at gaae, गू, gû, cacare, bliver det sandsynligt, at det er servilt.
4. I Prakrit og Pali har Pass. opgivet de særegne Flexionsendelser, og benytter, ligesom Oldnorsk, Activets. Lassen l. c. p. 358.
5. Overgangen af j til g i Enden af Verbalstammer forekommer i det sildigere Sprog meget hyppig f. Ex. dylja = dölge, selja = sælge, spyrja = spörge; velja = vælge; fylgia = fölge; sverja = sværge; verja = værge. Det Svenske har her, som ellers, bibeholdt Oldsproget mere uforandret, har saaledes fremdeles dölja, följa, sälja, spörja, välja, värja.
6. Vi have endnu i vort Sprog Talemaader, hvori gaae bruges til Omskrivning af Passiva, f. Ex. gaae tabt (d. e. tabes) gaae istykker (d. e. sönderbrydes) gaae i Fröe, gaae i Forraadnelse, gaae ud (d. e. slukkes).
7. Sml. Suffixet i navigare, fatigare, lævigare, liqvare (af ली, lî, at smelte) o. s. v.
8. Bopp antaget at det causale j kommer af Verbet ई, î, at bede, at önske.
9. Dette Ord, sammenlignet med den blödere Form rymja, at rydde, gjöre Plads, viser, hvorledes man har benyttet nærbeslægtede Former til at distingvere.
10. I Zeitschr. f. d. K. d. Morgenl. B. 6. S. 444 yttrer Prof. Lassen, om to i en oldmedisk Indskrift forekommende Ord: qus̔ija og qus̔ika, at det förste er activt og det andet passivt (exstruxi og exstructum est).
11. I Latin svare Endelserne e-o, (eller i-o), og u-o (eller v-o) til de her omtalte, f. Ex. de nautrale Verba: albeo, areo, audeo, caleo, fugio, furio, æstuo, fluctuo &c., og de factive og causative: augeo, clipeo, doceo, amplio, crucio, haurie, arguo, calvo, cernuo, iduo. I samme Forhold som liggja til leggja staaer til jaceo til jacio.
12. I det Hindustanske dannes Causalia ved at lægge â eller vâ til Roden. Garcia de Tassy, Rudiments de la langue hindoustani. Paris 1829, 4to. p 68. Ligesaa i det Bengalske, hvor dog j ofte kommer istedetfor v. Cfr. Carey — Gram. of the beng. lang. 4th ed. p.47, ligesom man i Oldn. siger uden Forskjel byggja og byggva, bygge, þröngva og þrengja, bringe i Trængsel.
13. Man finder ellers ogsaa begge Former ved Siden af hverandre f. Ex. dökkva og i Pass. dekjast; hrökkva = hrekja.
14. Lassen, Instit. l. Pracrit. p. 356—58, antager, at det er et Udtryk af det sanskritiske Precativ og Ptentialis.
15. Hvor i beslægtede Dialecter samme Verbum har forskjellige Endeconsonanter, bör disse formeentligen ei ansees for radicale, men for servile, f. Ex. got. skavjan = oldnorsk skoda, skue, see.
16. Journ. Asiat. IV. S. T. VII. p. 32.
17. nâ er Infinitivendelse. Sml. endvidere: vendo, venundo, pessundo, perdo, flecto, lacto &c.
18. Garcin de Tassy, Rudiments de la langue hindoustani, p. 70.
19. Noget Slægtskab med 9de Verbalclasse i Sanskrit, der föier nî og nâ til Roden, finder neppe Sted, da dermed ei forenes nogen inchoativ Betydning. Snarere turde Endelsen ania i Part. fut. pass. kunne sammenlignes.
20. Cfr. lat. vibrare, fragrare (परग, paraga, the pollen or farina of flowers, fragrant powder), verberare, flagare, &c.
21. Cfr. latrare.
22. Verbet ætla, at mene, holde for, foresætte sig, synes at være er Debilitativ af akta, for aktla, ligesom okra af auka, hragla af hregg, Pladsregn.
23. Garcin de Tassy — l. c. p. 70.
24. Sml. Skreið, Törfisk.
25. Sml. Carey, gramm. of the beng. langu. 4th ed. p. 47. Garcin de Tassy, Rudiments de la langue hindoustani, p. 70.
26. Skulde de lat. Verba: crispo, culpo og flere kunne forklares paa lignende Maade? Det förste synes beslægtet med krusa, det andet med skullda.
27. I Sanskrit dannes Desiderativerne i Regelen ved at sætte Stavelsen इष्, is̔, til Roden; denne Stavelse synes at have sin Oprindelse af Verbet इष्, is̔ (præs. इच्चति, iććati), at önske. Sandsynligheden heraf bestyrkes ved at see hen til det Bengalske og Hindustanske, som danne sine Desiderativer ved at sætte det tilsvarende Verbum चा, ćâ, ćâhnâ, at önske, efter ethvert andet Verbum’s Particip, uden Sammensmeltning.
28. I Prakrit assimileres ligeledes य, i Verba af 4de Classe, med den foregaaende Consonant. Lassen, l. c. p. 342. Endvidere i Passiv, ib. p. 359. Ligesaa i Pali; Burnouf & Lassen Essai, p. 124.
29. Lassen, Inst. l. pr. p. 360.
30. Ib. p. 367.