Det oldnorske Verbum/3
De saakaldte Verbalgenera, Activ, Passiv og Medium, have i Sanskrit, som i Græsk, egne Former. De sildigere afledede Sprog lægge derimod en Tendents for Dagen til at opgive Pass. og Med. som egne Former og at erstatte dem ved Omskrivninger. Sanskritsproget selv synes at indeholde en Tendents til at opgive Medium, da Brugen deraf er noget uregelmæssig. Wilson siger derom p. 114 i sin Grammatik: „In ordinary usage however, the distinction of import is little observed, and some verbs are conjugated in one voice, some in the other, and some in both, without much attention being paid to their signification or relations.“ I Prakrit forekommer af Pass. kun Præs. og Imperat. samt Participier, i Pali viser det sig stærkt i Aftagende, i Bengalsk og Hindustansk omskrives det stedse, i Gotisk har det blot Præsens Ind. og Conj. Af Medium forekomme i Prakrit og Gotisk ringe Spor, medens det af Pali, Beng. og Hind. er aldeles forsvundet.
I Oldnorsk kjendes intet Spor af Medium,[1] som særegen Verbalform.
En ældre Passivform synes derimod, som ovenfor (S. 2) bemærket, at have været dannet paa samme Maade som i Sanskrit, kun med Forandring af j til g eller k. Til de der anförte Exempler kunne endnu föies: hárga, blive haaret, harka, blive haard, hrökka, bevæges, öfga, forandres. Da nu derhos, ved Sammenstöd af to Consonanter i Enden af Stammen, Assimilation er meget hyppig (S. 10) er det ikke usandsynligt, at Stammer, som med en Dobbeltconsonant i Enden forene passiv Betydning, skylde Passivsuffixets Assimilation med Rodconsonanten deres Oprindelse.[2] Man betragte f. Ex. fölgende Ord:
butta, syde, være i Kog, koges, maaskee for bulga.
dimma, mörknes, — dimga.
linna, endes — linga.
mokka, blive skimlet, — mokga.
renna, smeltes, for renga; medens renna, smelte, synes at staae for det causative renja.
rilla, rave, vakle — rilga; medens rilla, vælte, omkaste, synes at staae for det causative rilja.
sleppa, slippe (neutr. elabi) — slepga, medens sleppa (act. missum facere) for slepja.
smækka, formindskes — smága eller smahga.
stugga, ækles ved — stug - ga.
svella, svulme — svelga.
Den oldnorske Form for Reflexiv og Passiv med Suffixet sk, (af Pron. sik) senere st, der i vort nuværende Sprog er forkortet til s, kjendes ei i Sanskrit eller nogen bekjendt indisk Dialect, men er dannet paa europæisk Grund, ligesom den tilsvarende Maade at udtrykke Reflexivet og Passivet i de övrige europæiske Sprog af samme Æt.
- ↑ En Deel Verba forene under samme Form activ og neutral Betydning. Heri turde ligge Spor til et tabt Medium, der maaskee oprindelig ved særegne Flexionsendelser kan i Oldnorsk som i Sanskrit have adskilt sig fra Activ. Saaledes heita, at hede og at kalde; nagga, at gnide og at kives; strjuka, at flygte, og at klappe, stryge; vega, veje, (neutr.) og svinge et Sværd; vikja, vige og före tilside; gista, at være Gjæst, og at modtage en Gjæst; sjóda, koge (act. og neutr.); hvolfa, hvælve, vælte (act. og neutr.), o. m. fl.
- ↑ I Prakrit findes en Deel Exempler paa, at Passivsuffixet य, j, assimileres med foreg. Consonant, (Lassen l. c. p. 358), saasom गम्मदि, gammadi for gamjadi, वुच्चदि vuććadi for vućjadi.