Det oldnorske Verbum/4
Udenfor Indicativ har Sanskrit fire Modi: Potentialis, Imperativ, Precativ og Conditionalis, samt i den ældste Literatur (Vedáerne) Spor af Conjunctiv. Ingen af de Sprog, med Undtagelse maaskee af Zend,[1] har særegne Former for alle disse Modi. Imperativ findes i alle, Potential i Pali, Spor af Precativ i Prakrit og Hindustansk.
Conjunctiv. I Oldnorsk og Gotisk er Conjunctiv indtraadt omtrent i samme Functioner, som Potent. Precat. og Condition. have i Sanskrit; og ligesom य, j, इ, i, ए, e, er et væsentligt Kjendetillæg i disse Former i Sanskrit saaledes ogsaa i Conj. i Oldnorsk.[2] Man sammenligne: अभोत्स्यम्, ab῾otsjam, Condit. af बुध्, bud῾, indsee; बोदेयम्, bod῾ejam, Potent., बुध्यासम्, bud῾jâsam. Precat. af samme, — med Præs. Conj. af fara, at reise: fara, farir, fari, farim, farit, fari, eller Imperf. Conj. af binda, at binde: bynda, byndir, byndi, byndim, byndit, byndi.
Dette dannes deels af den rene deels af vocalforandrede (gunerede) Rod f. Ex.
| Oldnorsk. | Sanskrit. | ||
| Rod: | Imp. | Rod: | Imp. |
| far, (reise) | far | क्रम्, kram, (gaee) | krama (2 Pers. Sing.). |
| अट्, aṭ (vanke om) | aṭa, | ||
| grip (gribe) | grip | इर्ष्य्, irs̔j, (misunde), | irs̔ja, |
| bug (böie) | bug | लुभ्, lub῾, (attraae), | lub῾ja, |
| gif (give) | gef | सिध्, sid῾, (styre), | svedja, |
| स्विद्, svid, (svede), | svedja, | ||
| skut (skyde)[3] | skjót | उख्, uk῾, (gaae), | ok῾a, |
| क्रुश्, krus̓, (raabe), | kros̓a. | ||
Infinitivendelsen i Sanskrit, tum (egentlig, ligesom det latinske Supinum, Accusativ af et Nom. paa tus) gjenfindes i Pali og Prakrit; det sidste har dog i mange Tilfælde sat dum istedet, (ligesom det Persiske bruger ten og den ved Siden af hinanden), ja udelader endog undertiden t eller d, hvorved Overgang skeer til den bengalske Form paa on, an, der ogsaa bruges i det Gotiske. Det Oldnorske har kastet Nasalen bort og Infinitiv endes her blot paa a. De Infinitiver munu, skulu, synes at minde om Inf. Vocal i Sanskrit, ligesom de ligeledes af samme Verber forekommende Infinitivformer skyldu og mundu, tillige ved Dentalen nærme sig stærkt til Inf. i Prakrit.
Desuden er ved Infinitivets Dannelse at mærke, at i Oldnorsk nogle danne det af den uforandrede Rod, medens andre först gunere den (d. e. forandre Rodvocalen ved et foran tilsat a, der tildeels smelter sammen med den), hvilket sidste i Sanskrit er Regel, f. Ex.
| Oldnorsk: | Sanskrit: |
| bak — baka, boge | पच्, pać — paktum, koge, |
| stig — stiga, stige | दीप्, dîp — dîpitum, skinne, |
| bug — buga, böie | कुन्थ्, kunt῾ — kunt῾itum, lide, |
| lið — leiða, lede | विद्, vid — vettum, vide, |
| इष्, is̔ — es̔tum, önske, | |
| buð — bjóða, byde | धू, d῾û — d῾otum eller davitum, bevæge, |
| युध्, jud῾ — jodd῾um, kjæmpe. |
Sanskritsprogets Rigdom af Participia er i de yngre Sprog betydeligen indsvundet. I Oldnorsk forekomme saaledes blot Præs. Part. Act. og Præt. Part. Pass., medens derhos nogle Adjectivformer tyde paa oprindelig participial Brug.
Part. Præs. Act. Heri vise flere Sprog af denne Æt en paafaldende Lighed. Sanskrit-Endelsen अत्, at, der viser sig at være en Contraction for अन्त, anta, hvilken Form kommer tilbage under Flexionen, forekommer i Prakrit deels uforandret, oftest i den længere Form, deels med forsvaget Dental, anda fæm. andi.[4] Den oldnorske Endelse — andi,[5] sees saaledes at slutte sig meget nær til Prakrit, ligesom ogsaa Brugen af dette Particip i disse to Sprog har den mærkelige Overeensstemmelse, at i samme Form forene sig baade det active og passive Begreb. Ligesom पूइग्जन्त, pûigǵanta, bet. den, der dyrkes, æres, saaledes upphaldandi, den, som holdes i Feiret.[6]
Endelsen मान, mâna, i Præs. Part. Medii, synes ikke at have været ganske ubekjendt for vore Fædre. Vel kan jeg ikke paavise mere end eet Exempel paa en lignende Form; men flere tör opdages, naar Opmærksomheden derfor först er vakt.[7] Ordet, dylminn, (som söger Skjul, vil være ubemærket), af dylja, at skjule, har en saa bestemt medial Betydning, at man neppe kan betvivle, at Endelsen, min, har samme Oprindelse som mâna i होलमान, holamâna, af samme Betydning, Part. Præs. Med. af हुल्, hul, at skjule.
Part. Præt. Passivi. Ogsaa her er Ligheden stor. Kjendebogstavet er i Oldnorsk som i Sanskrit t (ð)[8] eller n, der forbindes med Roden enten umiddelbart eller ved Bindevocalen i (eller a), f. Ex.
1) med Bogstavet t eller ð
| a) | umiddelbart: | |
| Sanskrit: | Oldnorsk: | |
| भुक्त, b῾ukta af मुज्, b῾uǵ, at bruge | huldr af hylja, at skjule, | |
| लभ्ध, lab῾d῾a af लभ्, lab῾, at erholde | bygðr af byggja, at bygge, | |
| यात, jâta af या, jâ, at gaae | mæltr, af mæla, at tale, | |
| b) | med Bindevocal; | |
| पतित, patita, af पत्, pat, falde | valiðr — velja, at vælge, | |
| कुशित, kus̓ita, af कुश्, kus̓, favne, kysse | tamiðr — temja, at tæmme. |
Grændsen mellem de Ord, som bruge Bindevocal og dem, som ikke brage den, er ikke i noget af Sprogene skarpt betegnet, men der forekommer i begge adskillige, hvori snart saadan Vocal bruges, snart udelades, f. Ex. शकित, s̓akita eller शक्त, s̓akta, af शक्, s̓ak, at formaae, क्लिशित, klis̓ita eller क्लिष्ट, klis̔ṭa af क्लिश्, klis̓, at plage; पवित, pavita, eller पूत, pûta, af पू, pû, at rense; og i Oldnorsk: vakiðr og vaktr af vekja, at vække, huliðr og hulðr af hylja, at skjule, þáðr og þegiðr af þiggja, at modtage, o. s. v.
2) ved Bogstavet n.
| Sanskrit: | Oldnorsk: |
| विग्न, vigna af वीज्, vîǵ, at forvirre, | drepinn af drepa, at dræbe. |
| रुग्ण, rugṇa — रुज्, ruǵ, at bryde. | gefinn — gefa, at give. |
I Sanskrit bruges her ingen Bindevocal, og i Oldnorsk falder den under Flexionen bort i flere Casus f. Ex. Dat. Sing. gefni, Gen. Plur. gefna.
Valget mellem Brugen af t (ð) og n afhænger i Sanskrit af Rodens Endelse, i det hiint er det almindelige Suffix, medens n i Regelen kun bruges i Verba, hvis Rod ender paa g, ć, ǵ, d, j, r og rv. I Oldnorsk bruges n i den förste Conjugation ɔ: de Verba, som danne Modi og Tempora ved Vocalforandring, t i den anden Conjugation ɔ: de Verba, som danne Modi eg Tempora ved Suffixer. Grændsen er imidlertid ikke i noget af Sprogene skarp; men de have begge flere Verber, som vilkaarligen danne Part. Præt. Pass. enten med t eller n, f. Ex.:
| Sanskrit: | Oldnorsk: |
| घ्रात, g῾râta, eller घ्राण, g῾râṇa, af घ्रा, at lugte; | lúdr og lúinn, af lyja, at gjöre træt; |
| वात, vâta, eller वाण, vâṇa, af वा, vâ, at blæse; | valdr eller valinn af velja, at vælge; |
| दीत, dîta, eller दीण, dîṇa, af दी, dî, at ödelægge; | vakir eller vakinn, af vekja, at vække; |
| स्वेदित, svedita eller स्विन्न, svinna, af स्विद्, svid, at svede; | kuðr ell. kunnr, af kunna, kjende. |
Rodvocalen bliver i begge Sprog deels uforandret, deels forandret. I Oldnorsk bliver saaledes a enten a eller e eller o eller u; i bliver ei; u bliver o; det lange á
[9] bliver oftest uforandret, í forkortet til i, og ú bliver o; va bliver deels staaende, deels til o; vi oftest staaende, enkelt Gang til u. I Sanskrit bliver a enten a eller â; i bliver e eller i; u bliver o eller u; de lange Vocaler oftest uforandrede; va bliver deels staaende, deels til u; vi oftest staaende, enkelt Gang til u, f. Ex.:
| Oldnorsk: | Sanskrit: | ||
| Rod. | Part. Præt. | Rod. | Part. Præt. |
| gal (synge) | galinn | शक्, s̓ak (formane) | s̓akta, |
| kvað (tale) | kveðinn | मन्थ्, mant῾ (kjærne) | mant῾ita, |
| slap (slippe) | sloppinn | सिध्, sid῾ (fuldende) | sedita, |
| band (binde) | bundinn | क्षिप्, ks̔ip (kaste) | ks̔ipta, |
| lik (lege) | leikinn | द्युत्, djut (skinne) | djotita, |
| bug (böie) | boginn | गुप्, gup (bevare) | gupta, |
| grát (græde) | grátinn | दा, dâ (give) | dâta, |
| bit (bide) | bitinn | ढौक्, ḍ῾auk (gaae) | ḍ῾aukita, |
| lút (hælde forover) | lotinn | शीक् s̓îk (stænke) | s̓îkita, |
| चूर्, ćur (brænde) | ćûrṇa, | ||
| पू, pû (rense) | pûta eller pavita, | ||
| vaf (væve) | ofinn | वप्, vap (væve) | upta, |
| svalt (hungre) | soltinn | स्वप्, svap, (sove) | supta, |
| hvarf (dreie) | horfinn | ह्वे, hve (kalde) | hûta, |
| vax (voxe) | vaxinn | वश्, vas̓ (kue) | vas̓ita, |
| vind (dreie) | undinn | श्वि, s̓vi (svulme) | s̓ûna eller s̓avita, |
| vik (vige) | vikinn | विद्, vid (vinde) | vinna.[10] |
Hvad Betydningen af denne Form angaaer, da er den i begge Sprog ikke udelukkende passiv, men den dannes ogsaa af Verba neutra f. Ex.: गत, gata, (gaaet) af गम्, gam, at gaae, komme; genginn, af ganga, at gaae; orðinn af verða, at blive; samt forekommer i begge Sprog ogsaa i præsentisk Betydning, स्थित, st῾ita, staaende, शक्त, s̓akta, formanende; vakinn, vaagen, soltinn, hungrende.[11] Der ere Ord, som bruge Formen i hegge Betydninger f. Ex. स्विन्न, svinna = svedende og svedt, ligesom vi sige: „han er svedt“ ɔ: svedende, eller han sveder. I Persisk har dernæst den tilsvarende Form fremdeles baade activ og passiv Betydning; saaledes er كرده, kerdeh, baade den, som har gjort, og det, som er gjort, برده, byrdeh, baade den, som har baaret, og det, som er baaret (Byrde). Ja allerede i Sanskrit kan dette Particip, dannet af Verba, som betegne en Bevægelse, have activ Betydning, f. Ex. अश्वमारूढः, as̓vamârûḍ῾aḣ, han hesteg Hesten.[12] Det er denne Forening af Betydninger, som har foranlediget, at Prof. Wilson kalder denne Form indefinite past participle, og Prof. Westergaard den ubestemte Tillægsform.
Participium Futur. Passivi. Dette dannes i Sanskrit ved at lægge य, ja til Roden og i nogle Tilfælde forandre Rodvocalen til e,[13]
| f. Ex. | देय, | deja, | to be given, af दा, dâ, |
| जेय, | ǵeja, | to be conqvered, — जि, ǵi, | |
| छेय, | ć῾eja, | to be cut, — छो, ć῾o, o. s. v. |
Hermed sammenligne man fölgende Adjectiver med participial Betydning, i hvilke de samme Vocaler forekomme, som de, der ellers bevirkes ved i eller j i en fölgende Stavelse, nemlig æ, æ, ei, ey, y:
dræpr, som gjerne maa dræbes, af drepa,
færr, som han befares, af fara,
aud - fynn, som let findes, — finna.
neytt, som kan nydes, af njóta.
I fölgende Ord viser sig derhos en i-Lyd i Enden, som leder paa Formodning om, at samme oprindelig har hört til Formen i Oldn. ligesom य, j i Sanskrit:
ó-mæl-i, hvad man ikke maa tale om, af mæla, tale; ó-qvæd-i, idem, af qveda, sige[14] sml. अवद्य, a-vad-ja, improper to be said, blamable, af वद्, vad, to speak.
I begge Sprog forekomme Formerne ogsaa af Verba neutra. f. Ex.:
त्राप्य, trâpja af त्राप्, trap, to be modeste, to be ashamed इत्य, itja, af इ, to go, og i Oldnorsk:
fleygr, som han flyve, af fljuga.
al–gengr, som almindelig gaaer, af ganga.
Der gives endog nogle, som have baade activ og passiv Betydning, som gyldr, som kan betale eller gives til Betaling.
Particip. Futur. Activ. Dette dannes i Sanskr. som Fut. II. i Indic, ved Tillæg af Stavelsen स्य, sja eller ष्य, s̔ja, f. Ex. श्रोष्यत्, s̓ros̔jat, som skal höre, af श्रु, s̓ru, at höre; जेष्यत्, ǵes̔jat, som skal seire, af जि, ǵi, at seire, &c.
Hertil synes oldn. Adjectiver paa sk at slutte sig, saasom de ofte betegne en Egenskab, der tildeels beroer paa Villien, og hvoraf man venter Yttringer i Fremtiden f. Ex. gleymskr, uagtsom, glemsom, af gleyma, glemme, lymskr, lumsk (som gjerne vil skjule), af luma, gjemme, skjule; mælskr, veltalende, af mæla, tale; naskr, flink, ferm, af kná, at kunne, spotskr af spotta, spotte. Hertil slutte sig igjen Substantiver som: hvinska, Tyvagtighed; gædska, Godhed; kænska, venlig Klogskab; viska, Visdom. o. s. v.
- ↑ Bopp erklærer i sin Vergl. Gramm. S. 620-21, at Zend har de samme Modi, men tilföier dog, at han dengang endnu ikke havde fundet Exempel paa Conditionalis.
- ↑ I Græsk og Latin spores ogsaa i Conjunct. og Optat. en mærkelig Tendents mod Lyden af i og e.
- ↑ Rask har i sin Udgave af B. Haldorsens Lexicon opfört Præs. Ind. som Rod; jeg antager derimod, med Munch og Unger, at alle Verbalstammer bör föres tilbage til Rödder med en af de tre Hovedvocaler a, i eller u.
- ↑ Blandt de Exempler, som Lassen, Inst. l. pracr. p. 362, anförer, ere tilfældigvis मन्तयन्दी, mantajandî, i Form og Betydning overeensstemmende med mentandi, undervisende, raadende, og तोवन्ती, lovantî = luggvandi seende (prov. gloende).
- ↑ Kun eet eneste Exempel paa den forkortede Form har jeg i Oldnorsk stödt paa, nemlig géraðr (drykkr) potus s. liqvor, adhuc fermentans, gjærende. Saaledes forklarer Haldorsen det, og géraðr, synes altsaa at være det samme som gérandi.
- ↑ Det er interessant at bemærke, at det Oldn. Præs. Part. forener Betydningerne af Præs. Part. Act. og Fut. Part. Pass., og saaledes ligesom antyder Slægtskabet mellem de latinske Former paa -ans (ant - s) og -andus. Saaledes segjandi baade dicens og dicendus f. Ex. alt er segjanda sinum vinum, omnia amicis dicenda sunt; eigi er það truanda, illi fides non habenda est.
- ↑ Ogsaa i Prakrit er denne Form bleven meget sjelden. „Forma मान, (mân) rarissime legitur.“ Lassen l. c. p. 362.
- ↑ I Sanskrit er t det normale, der undertiden gaaer over til d῾, i Oldn. er ð det normale, der undertiden gaae over til t, naar det fölger umiddelbart efter en Vocal, enten over til d, eller falder bort, f. Ex. कअ, kaa for कृत, kṛta, gjort. Ogsaa i nyere norske Almuesdialecter falder dette t ofte bort f. Ex. böre for baaret, mala for malet, kasta for kastet, ganske som i Hindustansk, hvor f. Ex. गला, galâ svarer til Sanskrit ज्वलित, ǵvalita, brændt, af जल्ना, ǵalnâ = ज्वल्, ǵval; जाग, ǵâga til जागरित, ǵâgarita, vaagen, o. s. v.
- ↑ Foran hog g bliver a til e som ekinn af aka, at kjöre, dreginn af draga, at drage; men Overgangen er her ofte motiveret af den særegne Udtale af k og g, og uafhængig af Modaldannelsen. Cfr. Munch’s og Ungers Grammatik S. 25, Anm.
- ↑ Blandt de ikke faa Egenheder, som have vedligeholdt sig i vore Almuesdialecter, uden at kunne paavises i vort Oldsprogs Literatur, fortjener her at omtales Overgangen af det lange á eller aa til i eller î, i Part. Præt. Passiv i adskillige Verba, som ende paa hiin Vocal f. Ex.:
Sanskrit: bergenske Almuedialecter: मा, mâ maale P. P. P. मित, mita slaa, slaae P. P. P. sligje, पा, pâm drikke — पीत, pîta, flaa, flaae — fligje, धा, d῾â, have — हित, hita, tvaa, vaske — tvigje, स्था, st῾â, staae, — स्थित, st῾ita, standa, (staa) staae — stiðe. Det sidste Exempel er især mærkeligt ved saavel Formens som Betydningens Lighed i begge Sprog, uagtet vor Oldliteratur blot kjender Formen staðinn.
- ↑ Det tör være muligt, at det ovenfor (Anm S. 15) nævnte géraðr hörer hid. Mötuðr, som giver Mad (af mata), synes at höre hid.
- ↑ H. H. Wilson, Introd. to the Grammar of the sanskr. langv. p. 275: „The participles formed with क्त, from verbs signifying motion... may be used in an active sense“.
- ↑ Denne Indvirkning paa en foregaaende Vocal er i Sanskr. mindre fremtrædende end i Oldn. hvor j og i hyppigen foranledige den foregaaende Stavelses Vocal dragen nærmere hen imod i-Lyden, (a til e, o til y, ö til e, u til y,) ligesom lignende Indvirkning af j, i og e ofte spores i Zend. Bopp vergl. Gr. S. 40. I dette Sprog bevirke disse Bogstaver, at Vocalen i indsættes efter foregaaende Stavelses Vocal f. Ex. nairê for narê, dat. Sing. af nar, en Mand. Paa lignende Maade forklarer Rosen (Rigveda-Adnot. p. XXVIII,) Formerne δότειρα for δοτερια, fæm. δότιρ, ϑεράπαινα for ϑεραπάνια, fæm. af ϑεράπων. En lignende Vocalforandring i Prakrit forklarer ogsaa allerede en gammel indisk Grammatiker paa den Maade, at i flyttes ind i den foregaaende Stavelse (Lassen Inst. ling. pracr. p. 118, 364), f. Ex. peranta for parianta, Ende, Grændse; kera for kârja, faciendus.
- ↑ Disse Ord ere rigtignok Substantiver, og da en Mængde saadanne i Oldn. ende paa i, uden saadan Betydning, som her er Tale om, kunde maaskee Sammenligningen synes mindre passende; men det er den særegne Betydning, som har vakt min Formodning om nogen Sammenhæng imellem disse og de oven omtalte Participier, saameget mere som ogsaa i S. adskillige Substantiver dannes ved det samme Suffix, som Part. Fut. Pass. f. Ex. भृत्य, b῾ṛtja, livelihood, af भृ, b῾ṛ, to nourish, sml. fordi, Næring, Livets Ophold; विद्या, vidjâ, knowledge, af विद्, vid, to know, sml. viti, et Sted, hvorfra noget kan sees, o. s. v. Da derhos disse Subst. for Sanskr. Sprogets Vedkommende af Grammatikerne erkjendes for at henhöre under samme Ordform, som hine, ligger den Sandsynlighed nær, at i det mindste adskillige Nomina med Endelsen i ogsaa i Oldn. skrive sig fra en med ovennævnte Adjectiver fælles Oprindelse. Man sammenligne adili, den som kan eller bör söge Erstatning eller Hævn i en Drabssag.