Det oldnorske Verbum/6

Sanskrit har i Verbet som i Nominet tre Numeri, Sing. Dual. og Plural. Naar Gotisk og Zend undtages, er Dualis forsvundet af de sildigere beslægtede Sprog. Selv i Pali og Prakrit er det ukjendt og i Oldn. kun tilstede i det personlige Pronomen. Numerus har intet særskilt Kjendemærke i Verbet, men betegnes i Forening med Personerne. Disse betegnes ved Agglutination af forkortede Former, deels af Verbum substantivum deels af de personlige Pronominer. En Sammenstilling af disse Taledele ville derfor tjene til med större Lethed at fatte Dannelsen af Personalendelserne i Verbet.

Præsens Indicativ af Verbum substantivum:

Singularis.
Sanskrit:		Prakrit:	Gotisk:	Oldnorsk:
1 P.	अस्मि, asmi	अम्हि, amhi	im	em[1]
2 P.	असि, asi	ubekjendt	is	es, ert
3P.	अस्ति, asti	अत्थि, att῾i	ist	est, er
Pluralis.
1 P.	स्मः, smaḣ	अम्हो, amho ell. amha	sijum	(esum) erum
2 P.	स्थः, st῾aḣ	ubekjendt	sijuþ	(esut) erut
3 P.	सन्ति, santi	सन्ति, santi	sind	(esu) eru

De personlige Pronomina i Nom. og Acc. Sing. og Plur.

Singularis.
	Sanskrit:	Prakrit:	Gotisk:	Oldnorsk:
1 Pers. Nom.	अहं, ahaṁ,	अहं, ahaṁ, eller हं, haṁ,	ik,	ek.
Acc.	मां, mâṁ ell. मा, mâ,	मं, maṁ,	mik,	mik.
2 Pers. Nom.	त्वं, tvaṁ,	तं, taṁ, ell. तुमं, tumaṁ, ell. तुअं, tuaṁ,	þu,	þu.
Acc.	त्वां, tvâṁ, ell. त्वा, tvâ,	त्तं, ttaṁ ell. तुमं, tumaṁ,	þuk,	þik.
Pluralis.
1 Pers. Nom.	वथं, vajaṁ,	अम्हे, amhe,	veis,	vér.
Acc.	अस्मान्, asmân	अम्ह, amha,	unsis,	oss.
2 Pers. Nom.	यूयं, jujaṁ,	तुम्ह, tumha ell. तुम्म tumma, ell. तुम्भ, tumb῾a,	jus,	þér ell. ér.
Acc.	युष्मान, jus̔mân,	formeentlig som Nom.	isvis	yðr.

Hermed ville vi sammenligne Personalendelserne i Præsens og Præt Ind. Act.

Præsens.^[2]

Singularis.
Sanskrit:		Prakrit:	Gotisk:	Oldnorsk:
1 Pers.	मि, mi	मि, mi ell. म्हि, mhi	a	– (m, mk.)
2 Pers.	सि, si	सि, si	is	r.
3 Pers.	ति, ti	दि, di ell. इ, i	iþ	r.
Pluralis.
1 Pers.	मस्, mas ell. म, ma[3]	मो, mo ell. मु mu ell. म ma ell. म्ह mha ell. भ्हो, mho	a,	um.
2 Pers.	थ, t῾a	ह, ha ell. त्थ, tt῾a	iþ	it.
3 Pers.	(अ)न्ति, (a)nti	ति, ti ell. न्ति, nti	and	a.
Præteritum. (Perf. Imperf.)
1 Pers.	(अ) a	mangler Personalendelser.	–	– (m, mk).
2 Pers.	(अ) थ at῾a	–	t ell. s	t ell. r.
3 Pers.	(अ) a	–	–	–
Pluralis.
1 Pers.	म, ma	–	um	um.
2 Pers.	(अ) a	–	uþ	ut.
3 Pers.	(इ) i (uḣ)	–	un	u.

Förste Person Sing. Denne viser sig i Oldn. almindeligst uden noget Personsmærke, og anföres som saadan af Grammatikerne; naar jeg alligevel antager, at den oprindelig maa have havt m eller mk til Mærke, stötter jeg mig ikke alene til de ældre indiske Sprog, men ogsaa til det oldtydske, hvor m bruges i mangfoldige Verber, som Betegner af 1ste P. Sing.;^[4] hvortil kommer, at Verbet vera, med sit em i 1ste P. Sing. næppe kan antages at have staaet alene i hele Sproget.^[5] Endvidere forekomme mange Exempler paa Endelsen mk (med Bindelyd: umk) i 1ste P. Sing., i hvilke Endelsen vanskelig kan antages at betegne andet end Subjectet.

Da denne Anskuelse ei vides for at være fremsat, bör jeg söge lidt udförligt at begrunde den, ved först at opregne saadanne Steder af Oldskrifterne, hvor Formen forekommer i anförte Betydning. I den ældre Edda (Citaterne ere efter Munchs Udgave, Christiania, 1847):

S,	16	Str.	108:	er lögðumk Arm yfir, som jeg lagde Arm over;
–	〃	—	106:	Rata munn létumk rums um fá, Ratas Mund lod jeg faae Rum;
–	〃	—	113:	(og oftere): Ráðumk þér Loddfafnir, jeg raader dig L.;
–	75	—	29:	vilnumk þess ek nu, nu vil jeg dette;
–	151	—	14:	dyljumk þat eigi, jeg skjuler det ikke.

Paa alle disse Steder synes mig den rene active Betydning af Verberne at være klar; i al Fald er saadan Opfattelse simplere end at tænke sig Formerne som reflexive. Der er derhos mange andre Steder, hvor lignende Former maaskee kunne forklares paa samme Maade, skjöndt vel ogsaa den anden Forklaringsmaade kan synes antagelig. Saadanne ere:

þottumk	S.	11, 15, 135 137, 144, 181.
þikkjumk	-	45, 94, 105, 116, 169.
þættumk[6]	-	165.
göngumk	-	28.
hétumk	-	32, 120.
komumk	-	52, 59.
kæmimk	-	53.
óumk	–	59,151.
hrædumk	-	105, 151.
sjámk	-	91.
sámk	-	132.
fordumk	-	152.
kennumk	-	155.

Endvidere Fagrskinna

S. 11, þikkjumk; S. 16, hugðumk; S. 83, þóttumk &c.

DHr. Munch og Unger forklare i deres Grammatik S. 97 denne Endelse mk, hvor Subjectet er Singul., som en Forkortelse af mik (Acc. af ek); men, uagtet denne Forklaring vistnok i mange Tilfælde er tilfredsstillende, saa vil man dog af de anförte Exempler see, at den paa flere Steder falder noget tvungen. Hvorimod det synes rimeligere at antage at Endelsen mk er en antik, maaskee den ældste, Form for 1 Pers. Sing. Herfor taler den Omstændighed, at den fortrinligviis (maaskee alene) findes i de ældste Skrifter eller i Citater af Oldsagn. Herfor taler videre den paafaldende Lighed med Prakrit, hvor Endelsen mhi aldeles svarer til det oldn. mk, naar sees hen til, at Endevocalen i af de indiske Endelser, i Oldn., som i Gotisk, stadigen er bortfalden, og at h i Ordenes Ende jævnligen gaaer over til k.^[7] Jeg formener derfor, at 1 P. Præs. Ind. af vera, oprindelig har hedt emk^[8] som i Prakrit amhi, af Sanskr., asmi; at k senere er bortfalden; at ligeledes i andre Verba Endelsen opr. har været mk (med en Bindevocal foran), dernæst m, hvorpaa heller ikke Exempler mangle. Saaledes læses i den yngre Edda S. 97: ek hugdumst d. e. ek hugdum sik; i Fornmannasögur, 5, S. 25: eigi berjumst ek.^[9]

Senere er ogsaa Endelsen m bortfalden. Det er mærkeligt, hvorledes i denne Henseende Oldnorsk staaer omtrent paa samme Trin, som Oldtydsk, hvor som ovennævnt den samme Endelse ligeledes viser sig at være beholdt fra Oldtiden, men dog at være i Aftagende, medens Gotisk, som ellers har et mere antikt Præg, allerede har mistet denne Endelse (naar Verbum subst. undtages).

Anden Pers. Sing. I Betegnelsen af denne afviger Imperfectum i 1ste Conj. fra Præsens. Aarsagen hertil synes at ligge i en forskjellig Oprindelse, da Kjendebogstavet -r i Præs. og 2den Conj. Imperf. lettest udledes af Verb. subst., medens -t i 1ste Conj. Imperf. lettest udledes af Pron. þu. Endelsen -s i Sanskrit gaaer i Oldn. jævnligen over til -r (en Overgang som ogsaa inden hvert enkelt Sprogs Omraade ikke er sjelden); i Analogie hermed er es i det nyere Sprog bleven er; jeg antager derfor, at Suffixet -r i anden Pers. oprindelig er Hjælpeværbet es, der er bleven er, r, ligesom i Sanskrit -si erkjendes at være forkortet af asi, 2 P. af Verb. subst. At -t i 1 Conj. Imperf. kommer af þu, uagtet Tenuis istedetfor Aspirat, tör ansees for sikkert, naar man bemærker, at þu i Oldn. jævnligen hænges som Suffix til Verbet og da hedder -tu f. Ex. skaltu, du skal, ertu eller ert, du er, o. s. v. Paa samme Maade forklarer Bopp (v. Gram. S. 640 flg.) Oprindelsen af थ, ta, i den tilsvarende Form i Sanskrit og bemærker derhos, at den er egen for det reduplicerede Præteritum, der svarer til Imperf. af den stærke (den ældste) Conjugation i Oldnorsk. I de Verber, hvis Stamme ender paa t eller ð, forandres dette foran Suffixet t til z, f. Ex. kveða, kvað, kvazt, du talte; bita, beit, beizt, du beed; vita, veizt veizt, du veed,^[10] ganske som Gotisk vaist for vaitt, du veed, anabaust for anabaudt, du befalede, som i Græsk οἶσϑα for οιδϑα, du veed. Spor til denne Egenhed har man vel ikke hidtil paaviist i Sanskrit, men den tör findes i Vedaerne, ligesom man allerede har fundet den i Zend vaes̓ta for vaedta, du veed.

Tredie Person Sing. Denne er i Præs. kjendeligen dannet ved Agglutination af Hjælpeverbet, i Oldnorsk som i de övrige ovennævnte Sprog, i det hiint har beholdt r for s, disse -t (eller d) af ast eller est. I Præt. er Suffixet, (ligesom oftest i förste Person) bortfaldet.

Förste Person Plur. Her er Bogstavet m det Kjendebogstav, som ikke alene i de her nævnte, men i mange flere af de beslægtede Sprog, udmærker denne Person. Hvad Oprindelsen betræffer, söger Bopp at godtgjöre, at det Thema, hvoraf Casus obliqvi i 1ste Pers. Sing. dannes (i Sanskrit mâ), ligger til Grund for Suffixet. Til Bestyrkelse, saavel heraf som af en lignende Oprindelse af de tilsvarende Suffixer i de beslægtede Sprog, kan tjene, at i nuværende norske Almuesdialecter (især i Fjelddalene langs Filefjeld) me er bleven Formen for Nominativ af det personlige Pronomen i 1ste Person Pluralis ligesom ogsaa, at i det Throndhjemske og i de tilgrændsende Dele af Agershuus Stift os, bruges som Nominativ.^[11] I Oldn. ferekommer derhos, ligesom i Singular, ogsaa udenfor samme Endelsen umk, f. Ex. den ældre Edda S. 23, Str, 19: mælumk i sessi saman, lad os tale siddende sammen, og S. 165, Str. 29, gumi inn gunnhelgi görðumk at vigi, vi skulde dræbe den fredhellige Mand.

Her fristes man atter til at antage k for henhörende til Personalendelsen, ligesom h i Prakrit; men, ihvorvel et Par af de Steder, jeg har havt Anledning til at sammenholde, kunne med Lethed opfattes saaledes,^[12] ere dog de fleste af den Beskaffenhed, at de maae opfattes som Reflexiver. Men her kan der være Spörgsmaal, om Bogstavet k er at betragte som Forkortelse af sik eller af okkr, Acc. Dual. af ek. Alle de Exempler, jeg har samlet af den ældre Edda, betegne i al Fald Dualis. Man sammenligne saaledes, foruden de anförte, fölgende Steder:

S.	55	Str.	59:	við finnumk,	S.	103	Str.	53:	skiljumk,
–	80	—	22:	hittumk,	-	158	—	89:	látumk; samt af

Fagrskinna	S.	36	l.	12	vér sættimk,[13]
—	-	130	l.	1	f. n. fundumk vér (efter en anden Læsemaade: funnumk vif)

Her forekommer Formen dog et Par Steder med Plur. som Subject, saasom S. 45, 1. 3: vér berjumk, vi slaaes, med mindre man her kunde forklare det som Dual. formedelst de to Partier; og S. 176, l. 2 f. n. steypumk. Jeg henstiller til grundigere Kjendere af vort Oldsprog, om ikke Formen oprindelig kan have betegnet Dualis, men, efterhaanden, som Dualis, paa Pronominerne nær, forsvandt af Sproget, af Uagtsomhed kan være bleven brugt for Pluralis.^[14]

Anden Pers. Plur. Kjendebogstavet t forklares her let ligesom i 2den Pers. Sing.

Tredie Pers. Plur. har i Oldnorsk mistet sin oprindelige Endelse, og ender kun paa den Vocal, der bandt samme til Stammen.

Bindevocaler. Personalendelserne slutte sig snart umiddelbart til Stammen, snart skyde de en Bindevocal ind imellem, i Sanskrit i eller a, i Oldnorsk i eller a (eller u).^[15]

---

1. I Oldpersisk hedder det amija, sml. Benfey - die persischen Keilinschriften p. 75; i Nypersisk em.
2. Imperativ har i Oldn. i Sing. intet Suffix, i Plur. de samme som Præs. Indic.
3. I Lærebögerne anföres blot mas, men Lassen har i Inst. l. pracr. p. 163 viist, at s ofte udelades.
4. Grimm, l. c. S. 868 flg.
5. Det engelske am, og de lat. sum og inqvam, staae ligeledes som Lævninger af en ældre Formation.
6. þótta bruges nemlig deels uden reflexivt Pronomen f. Ex. l. c. S. 132; ek þotta ok, jeg syntes ogsaa; deels med reflexivt Pronomen þóttask.
7. Man sammenligne लिह्, lih = likjast, at ligne, कुह्, kuh, at gjögle, kukl, Gjöglerie, स्तृह्, stṛh, = strikja, at prygle; रिह्, rih = rækta, at dyrke.
8. emk forekommer oftere f. Ex. Vafþruðnismál, Str. S (Egisdrekka, Str. 14, men forklares i Almindelighed som en Contraction for em ek.
9. Rask, som i sin lille Grammatik S. 51 citerer disse Exempler, antager, at Pluralformen er brugt i Singular, en Vilkaarlighed, som man efter min Forklaringsmaade ei behöver at tye til.
10. Dette veizt höres endnu i bergenske Almuedialecter, hvor tillige Personalsuffixet t i enkelte andre Verba er vedligeholdt f. Ex. fu fort, Imperf. af fara, reise.
11. Almuen i Oxfordshire bruger us for I; i Cornwall us for we, see Höfer’s Zeitschr. f. d. Wissesch. d. Sprache, II, S. 157, 160. I det Persiske er من men, jeg, ما mâ, vi; i Hindui मै, mai, jeg.
12. Et af de Exempler, som i Munchs og Ungers Gram. S. 97 anföres, synes lettest at kunne forklares som 1 Pers. Plur. uden Reflexiv, nemlig: ef vér firrumk únýt orð, oversat: dersom vi fjerne os fra o. s. .v. mon ei: dersom vi fjerne unyttige Ord?
13. Her er vel vér (Plur.) Subj. men Talen er kun om to.
14. Jeg maa, maaskee til Overflod, tilföie, at det ingenlunde er min Mening at ville bestride den Sætning, at umk, kan have sin Oprindelse af mik; den staaer fast nok; men jeg vil kun henlede Opmærksomheden paa, Sandsynligheden af, at denne Endelse i flere Tilfælde har anden Oprindelse, for at det kan blive nærmere undersögt, om ikke den almindelige Forklaringsmaades Gyldighed indskrænker sig til de Tilfælde, hvor mik ikker refererer sig til Subjectet, altsaa ikke er reflexiv, saasom d. æ. Edda, S. 16, stódumk, S. 22: verpumk, o. s. v.
15. Det er mærkeligt, at Bindevocalen i Plur., i Præsens er variabel, men i Imperf. i alle Personer er u, hvilket saaledes synes tillige at være Pluralis Mærke, der er forklarligt i Imperf., uden at anvendes i Præsens, saafremt hiint Tempus kan antages nærmere beslægtet med Nomina (cfr. S. 24-26). Blandt de nyere Dialecter, som forlængst have mistet Personalendelserne, har den valderske og hallingdalske beholdt Endevocalen o i Plur. af Imperf. af Verba med Omlyd, f. Ex.: dei vöro, de vare; dei dotto, de faldt; me vorto, vi bleve, og fl. Man kunde antage, at den labiale Vocal her stod i Forbindelse med u-Lyden i Pluralendelser af Nomina, saafremt denne ikke her egentlig tilhörte Nomina neutr. generis. At Conjunctiv saavel i Plur., som i Sing. har i, kan have sin Grund i, at Conjunctivmærket fortrænger Pluralmærket. Nogle ældre germaniske Spiog have ligeledes beholdt u- eller o-Lyden i Imperf. Plur., efterat Personsbetegnelserne ere bortfaldne; saaledes Angelsachsisk -on, Oldsachsisk -un. I det sidste viser ogsaa Nomina en Forkjærlighed for o- og u-Lyden i Pluralis.