Det oldnorske Verbum/Forord
Da jeg for halvandet Aar siden udgav min Afhandling „Sanskrit og Oldnorsk“, var det min Hovedhensigt at henlede mine Landsmænds og nærmest mine yngre Medstuderendes Opmærksomhed paa det nære Slægtskab mellem de to Sprog og paa den deraf flydende Vigtighed af Sanskritsprogets Studium for et fuldstændigt Kjendskab til vort eget. Til denne Hensigts Opnaaelse troede jeg hellere at burde vælge en Masse af slaaende Exempler inden enkelte Begrebssphærer end en mere dybtgaaende Sammenligning i enkelt Retning. Nærværende Afhandling har ikke alene den Hensigt end yderligere at begrunde Slægtskabet, men fornemmelig den at lede til en rigtig Anskuelse af adskillige blandt de Former, hvorunder Verbet fremtræder i vort Oldsprog og tildeels endnu i vort nyere Tale- og Skriftsprog. Uagtet man medrette sætter stor Priis paa vort Oldsprog som Grundvold for Studiet af det nyere, nödes man nemlig dog til at erkjende, at det selv i den ældste Skikkelse, hvori det ligger for os, allerede har tabt meget af sin oprindelige fuldkomnere Dannelse, hvorom vi ved Sammenligninger og Analogier kunne danne os en Forestilling. Saavel Conjugationen som især Declinationen har mistet en Deel af sine charakteristiske Former, og flere Ords Skrivemaade viser sig forandret; men, ligesom Reminiscentser fra Ungdommen ofte med en forunderlig Klarhed fremstille sig for Oldingen, saaledes sees ogsaa Sprogene undertiden igjen at optage forlængst forsömte Former, som det synes uden tydelig Bevidsthed om, at de forhen have været i Brug. Det er saaledes et paafaldende Phænomen, at vort nyere Sprog i nogle Enkeltheder tydeligen slutter sig nærmere til Kilden end det Oldnorske, som det optræder i Literaturen, hvilket dog i alt Væsentligt ligger de gamle Frændesprog, Sanskrit og Zend, langt nærmere. Medens vi i Oldnorsk finde kínn, granni, tönn, skrive vi nu Kind, Grande, Tand, og, at dette er den ældre Form, kan sluttes af de tilsvarende Ord i Sanskrit: गण्ड, gaṇḍa, eller कन्दल, kandala, et Kind, गन्ध, gand῾a, en Naboe, og दन्त, danta, en Tand, i hvilket sidste Ord ogsaa andre beslægtede Sprog have t efter n, som ὀδοὺς, ὀδόντος, dens, dentis. Ligesaa for de oldnorske Ord: vita, sviti, nu vide, Sved, ligesom विद्, vid, at vide, स्वेदः, svedaḣ, Sved; for und nu Vunde, ligesom वुन्दयति, vundajati, han saarer; for hrak, hvad der vrages, Sanskrit: वृज्, vṛǵ, at vrage; for ardr, en Plov, nu i Almuesproget: Ál, (og Halaas eller Haraas, Plovaas eller Plovtræ), som हल, hala, en Plov, o. s. v. Den samme Aand, som har dannet Sproget, viser sig saaledes virksom snart i at före det tilbage, hvor det aberrerer, snart i at anvise det nye Baner. Det förste er dog forholdsviis sjeldent; og, ihvorvel det bör gjöre os varsomme i Bedömmelsen af et Udtryks oprindelige Form, bliver dog Hovedreglen, at den ældre Form ligner Kilden mere end den yngre. Hvor Spörgsmaalet altsaa er om et Sprogs Oprindelse og om dets Formers oprindelige Betydning, ere derfor de ældste Sprog af samme Æt af störst Vigtighed.
Men, da ingen Literatur er istand til at omfatte et Folks hele Sprogrigdom, vil man hos ethvert beslægtet Sprog kunne hente gavnlige Oplysninger for det enkelte, og det ikke alene fra Literaturen, men ogsaa fra de levende Dialecter, der i Almindelighed vedligeholde sig med ringe Forandring, hvor de ikke paavirkes af andre. I saadan Stilling befinde sig en stor Deel af Folkedialecterne i Dalene langs vore Höifjelde, og her findes en rig Kilde saavel til Supplering som til Oplysning af vort ældre Sprogforraad.
Et saare fortjenstligt Arbeide er derfor den betydelige Samling af Ord og Talemaader, som bruges af Almuen især i Bergens Stift, hvilken Hr. Stiftamtmand Christie ved mangeaarige Bestræbelser har istandbragt, og hvoraf han, paa Anmodning af Collegium academicum, har velvilligen skjænket Universitetsbibliotheket en Afskrift.[1]
Denne Samling har jeg for en Deel benyttet og kan ikke undlade at anföre nogle Exempler paa Ord deraf, som jeg har gjenfundet i Sanskrit:
| bollek, et nyfödt Lam, | बालक, bâlaka, an infanft; |
| boss, Stöv, Feieskarn, | बस, basa, chaff, dry cowdung; |
| bydla, sigte eller sælde det fine Meel fra det grove, | बिल्, bil, to divide, to separate; |
| bælla, formaae | बल, bala, strong, robust, powerful; |
| böka, vaske Klæder i stærk Lud, | पच्, pać, to boil; |
| deer, Hannen af Kreaturer, | धिर, d῾ira, firm, strong, powerful; |
| domme, Stöv, især det som dröftes af Korn, | धुम, d῾uma, smoke; |
| doe, Svogre, som ere gifte med hinandens Söstre, | देव, deva, a husband’s brother (levir); |
| dæmme, Pöl, Mögdam, | दम, dama, mud, mire; |
| lydne, Herligheder ved en Gaard, | लीन, lîna, clung or adhered to; |
| pria, trække et Seil sammen i en Hast, | पृ, pṛ, to be busy or active; o. s. v. |
Disse Exempler, hvis Tal lettelig kunde mangfoldiggjöres, vise tilstrækkeligen, at vort Almuesprog har bevaret en Masse af ældgamle Udtryk, som i flere Henseender fortjene Opmærksomhed. Ligesom Hr. Stiftamtmandens Lexicon saaledes vil kunne yde væsentlige Bidrag for vore Sprogforskere, saaledes imödesees ogsaa med Interesse det Dialectlexicon, hvortil Ivar Aasen, med Understöttelse af det Kongelige norske Videnskabs-Selskab, har samlet Materialier ide fleste af Norges Landdistrikter.[2] Og det er ikke blot i lexicalsk Henseende at disse Dialecter ere vigtige, men ogsaa i grammaticalsk; jeg har saaledes i nærværende Afhandling paa mere end eet Sted benyttet Almuens Sprogformer som Stöttepuncter for yttrede Anskuelser. Et rigere Udbytte i denne Retning vil kunne vindes, naar ovennævnte Ivar Aasens Grammatik, der er under Pressen, bliver færdig.
Som Aarsag til, at jeg har benyttet forskjellige Sprog til Oversættelse af Sanskrit-Ord, skylder jeg at oplyse, at jeg i de Tilfælde, hvor det kommer an paa Nöiagtighed i Angivelse af Betydningen, har troet det rigtigst at angive denne ligefrem efter Lexica, og som saadanne har jeg meest benyttet Wilson’s Dictionary, Westergaards Radices lingvæ Sanscritæ og Bopp’s Glossarium Sanscritum; hvor derimod Formen er Hovedsagen, har jeg gjerne givet Oversættelsen paa Norsk; dog har jeg anvendt mere Opmærksomhed paa Indholdet end paa denne mindre vigtige Distinction, hvorfor vel heller ikke fuldkommen Conseqvents er opnaaet.
Hvad Omskrivningssystemet angaaer, har jeg her, som i den forrige Afhandling, anvendt Bopp’s, dog med den Tillæmpning til Westergaard’s, at jeg har udeladt Accenterne ved Vocalerne e og o, da disse i Sanskrit altid ere lange, og derfor ikke behöve noget Tillægstegn.
I det jeg nu offentliggjör min Afhandling, maa jeg endelig tilföie, at jeg paa et saa lidet bearbeidet Feldt neppe tör haabe at have undgaaet enhver Feiltagelse; men min Hensigt er naaet, naar mit Arbeide maatte befindes at bringe noget Lys i forhen dunkle Materier og fremkalde yderligere Undersögelser, hvor mine Anskuelser ei maatte ansees tilstrækkeligen begrundede.