Åpne hovedmenyen

Wikikilden β

Det skikkelige Stavanger

Med ſin megen Penhed og Strænghed, med alle ſine Vandkarafler og alle ſine Politiforbud er Stavanger den By i Landet, hvor Raaheden florerer ſom værſt. Jeg ved ikke, hvor mange jeg nu har hørt ſige det.

Selv har jeg jo ogſaa ſet en og anden liden Antydning i den Retning. Der er i Stavangerbladene en faſt Rubrik med Overſkriften „Raahed“. I denne Rubrik læſer man ſtadig paany om de meſt mangfoldige Udbrud af utøjlet Raahed, fra ſjofle Overfald til indſlagne Ruder. Men det, ſom kommer i Aviſen, er nu bare det meſt opſigtvækkende.

Undertiden tiltrækker Stavanger ſig hele Landets Opmærkſomhed. For nogle Aar ſiden var det den ſtadige Sport der i Byen at ſlaa ind de malede Vinduer i Domkirkens Kor — bare for Moro. Men vi huſker ogſaa den fortvilede Beſtemmelſe, Stavanger Politimeſter for en Tid tilbage tog, idet han kort og godt forbød kvindelige Væſener at viſe ſig paa Gaden efter Klokken 10 om Aftenen — uden Ledſagelſe naturligvis. Raaheden holdt paa at gaa over Grænſerne; Politiet kunde ikke længer holde ſaavidt Styr paa den, at Skinnet kunde reddes.

Om dette Politibud har hjulpet noget, ved jeg ikke; men det ved jeg, at det den Dag i Dag er bedſt for Kvinder ikke at gaa ude alene i Stavangers Udkanter eller Omegn, efterat det er blevet mørkt. Jeg har engang været paa en Maade Vidne til et Overfald af den Art, og Mindet ſidder i mig endnu ſom en Redſel og et Samvittighedsnag. Uheldigvis ſkjønte jeg dengang ikke Situationen — Fyren ſaa nokſaa bra ud og var ikke fuld engang —, før det var forſent, det vil ſige, før jeg langt bag mig gjennem Skumringens Stilhed hørte Kvindemenneſkets himmelhøje Angſtſkrig. Det foregik paa aaben Landevej, lige udenfor Byen, tet ved en af de ſtørre Villaer; Tidspunkt: Eftermiddagen mellem 6 og 7.

Lidt længer ude ved den ſamme Landevej er der i de ſenere Aar plantet en liden Park. Træerne er unge, men begynder nu ſaa ſmaat at ſtrække ſig i Vejret. Dette Anlæg, fortalte man mig, benyttes af en vis Del af Befolkningen paa en ſaadan Maade, at Byens Fædre i Fortvilelſe ſkal tænke paa ſimpelthen at hugge Parken ned igjen.

Naa; den Slags Ting kunde ogſaa hænde andenſteds, ſiger man. Ja, ja. Men man maa dog undres paa, at Stavanger med sin Gudfrygtighed ikke ſkal være bedre end ialfald de verſte af Moabiternes og Hethiternes Steder. Jeg har forreſten ogſaa ſet lidt af, hvad jeg indbilder mig maa betegnes ſom ſpeciel Stavangerſk Raahed.

Min Broders Gaard ligger en Fjerdingvej fra Byen, men er alligevel ofte udſat for ubehagelige Stavangerbeſøg.

Noget af det førſte, jeg oplevede derude, var følgende:

En liden Gut var ſendt til Brønden efter en Bøtte Vand. Som Gutten ſtrever hjemover med ſin Byrde, kommer to Byfyrer. Den ene af dem gaar hen til Gutten, narrer Bøtten fra ham og ſlaar Vandet nedover Benene paa ham. Hvorpaa Fyrene lo forferdelig godt og forſvandt. Det var Moro!

Udenfor Vinduerne har min Broder noget i Retning af en Have; der ſtaar blandt andet en ung Apall, ſom netop i de Dage ſtod lavende hvid i ſin Blomſtrings Flor. En Bylaban kommer drivende med ſin Bøsſe. Da han ſaa den vakre Apall, lagde han Bøsſen til Kinden og ſendte Haglladningen lige ind Blomſterfonnen. Haglene ſprutede rundt omkring, lige ind paa Vinduerne, indenfor hvilke Folk færdedes og Børn legte. Se det var Moro.

En anden Bøsſehiſtorie — naturligvis gaar disſe Slyngler beſtandig med Bøsſe, ſaa ſandt de kan; ved Hjælp af den kan de jo faa ødelagt ſaa meget mere —:

Noget nedenfor Gaarden er der en liden Lund. Der holder en hel Del Smaafugl til; der er jo ikke ſaa mange Træer i Nærheden. To Bøsſefyrer opdager denne Lund, ſtyrer lige over Engen og derhen; ſkjønner, at der er Smaafugl. Ejeren ſer dem tilfeldigvis, begiver ſig hen til dem og forbyder al Skydning i Lunden; — Fyrene flirer, ſtrækker Bøsſerne op mod et Træ, hvor der netop holdes ſtor Koncert; midt for Ejerens Øjne trykker de løs, og Smaafuglene drysſer døde til Jorden i Hobevis. Saa ler de og rømmer: — det blev rent ekstra Moro det.

Sligt kommer ikke i Aviſen. Men jeg kan ikke tænke mig noget mere betegnende for indædt, inderlig Hjerteraahed end Hiſtorier ſom disſe — der altſaa er for hverdagslige til at ſtaa i Aviſen.

Den brave Del af Stavanger Befolkning vaander ſig under denne Raahed ſom under en Landeplage, og de gjør alt hvad de ved og kan for at holde den i Ave. Med ſand Rørelſe læſte jeg de Artikler, hvormed Stavangerbladene i Befolkningens Navn hilſte den nysudnæbnte Politimeſter velkommen til Byen; — det var en Mand, ſom i en ſtørre Naboby var bleven ganſke upopulær formedelſt ſin Strænghed. Men Stavangerbladene hilſede ham, netop paa Grund af denne Strænghed, ſom en Befrier og Lykkebringer. Det var netop en Mand med Ben i Næſen, man trængte her, og Hr. Politimeſteren kunde være overbeviſt om, at han i ſit beſværlige og vanſkelige Arbeide med at holde ſtyr paa Raaheden i denne By vilde have alle gode Borgeres Tilſlutning og Medhjælp. — Stakkars Stavanger!

Præſter og Bedehuſe hjælper ikke, og hvor ſkal man ſaa hen? — En kraftig ſvungen Politiſtat blir den eneſte Redning.

At Tvang avler Raahed, at Undertrykkelſe af den naturlige Livsglæde fremelſker Vildſkab, — det er en gammel Erfaringsſætning, ſom man her til Lands ikke vil tro. Allermindſt i Stavanger. Og dog har netop der de ſædvanlige norſke Folkeopdragelſesmidler, Tampen og Helvede, været brugte mer end noget andet Sted, ſaa at der burde man egentlig førſt være færdig med Troen paa de Greier.

Men jeg ſiger ikke om det. Man har kanſke tampet og ſvovlet ſaa lenge, at Raaheden er gaaet i Blodet; og hvis det menneſkelige i Menneſkene er ſlukt, ſaa nytter det nok ikke at ſnakke om Frihed længer. Maaſke er det virkelig Politimeſteren, ſom maa blive Stavangers Frelſermand. Men iſaafald maa Tingen gribes grundigere an, end ſket er hidtil.

Følgende Forſlag turde da fortjene Overvejelſe:

Politiet forſtærkes med 400 Mand, hvoraf 100 beredne. 50 nye Præſter af den ſtørſt mulige Svovl-Lødighed anſættes — til en Begyndelſe.

Derefter anſættes 500 Mand til at pasſe paa Præſterne og Politiet igjen. Thi ogſaa den Slags Folk kan forſømme ſin Pligt og blive ſlappe. Hvem der ſkal pasſe paa de 500 igjen, faar henſtaa indtil videre.

Bibelen udlægges paa alle de Steder, hvor Menneſker gaar. Bedehuſe oprettes paa alle Gadehjørner, og Frelſesarmeen faar Betaling for at holde ſine Foreſtillinger paa Torvet.

Samlaget og alle Ølbuler ſtænges abſolut. For at hindre Indſmugling af Rusdrikke bliver Byen at omgive med en ſtørre Militærſtyrke. Udenom den lægges en endnu ſtørre Militærſtyrke for at pasſe paa den førſte, at denne ikke muligens, formedelſt Drammer eller anden Smurning, forledes til Slaphed og Efterladenhed. Hvem der skal pasſe paa denne ſtørre Styrke igjen... naa. — I Byen ſelv etableres et hemmeligt Politi paa et par tuſinde Mand til at paaſe, at ikke Borgerne ſelv giver ſig til at brygge alkoholholdige Drikke.

Alle Kvinder udviſes af Byen. Skulde der ſiden opdages Uordener mellem Mænd, udviſes ogſaa Mændene af Byen. —

— Saaledes vilde man tilſiſt, ad Tvangens Vej, kunne fremelſke et virkelig ſkikkeligt Stavanger.

Metoden synes noget radikal. Men det er nu engang ſaa med disſe Tvangsmetoder: enten maa de gjennemføres tilgavns, eller ogſaa gjør de vondt værre.