Diplomatarium Norvegicum/1/Forord
Udgivelsen af den rige Skat af Oldbreve vedkommende Norge, som endnu bevares dels i Rigets egne, dels i udenlandske Samlinger, har i en Række af Aar været paatænkt. Den altfor tidligt afdöde Gregers Fougner Lundh, Professor i Statsökonomi ved Norges Universitet, var den, fra hvem det förste Skridt i denne Henseende gjordes. Under et længere Ophold i Kjöbenhavn, hvor de fleste haandskrevne Samlinger til vor Historie fremdeles forvares, afskrev han saagodtsom alle ham tilgængelige Diplomer, og udgav der en Pröve af det Verk, han ved Döden hindredes fra for Alvor at paabegynde. Hans Specimen Diplomatarii Norvagici eller Pröve af et norskt Diplomatarium, Kjöbenhavn 1824. X og 21 Sider 4to, blev saaledes ikke fortsat, men hans Samling af Diplomafskrifter, der nu bevares i det norske Rigsarkiv, vil stedse vidne om hans Iver, Flid og Sagkundskab. Samtidigt hermed henledede han Statsstyrelsens Opmærksomhed paa Vigtigheden af Norges gamle Love, og disses Udgivelse blev efter Prof. Lundhs Död det förste Arbeide, som paabegyndtes, ligesom dette nu er sin Fuldendelse nær. Tiden synes derfor at være kommen til ogsaa at bringe hans Plan til et norsk Diplomatarium i Gang, og idet vi forelægge Almenheden det förste Hefte af et saadant, maa vi for Sagens og vor egen Skyld tilföie et Par Oplysninger.
Da vi fuldt vel kjende de mange Vanskeligheder, som en tidssvarende, baade for Historikeren og Sproggranskeren tilfredsstillende Udgivelse af et Diplomatarium medförer, og vi ikke kunne stille noget allerede erhvervet literært Navn som Borgen for vort Arbeides Værd, ansaa vi det nödvendigt at forsöge et Prövehefte udgivet, for at den derover fældte Dom kunde tjene Statsstyrelsen til Veiledning, naar vi – som vi agte – ansöge om Bidrag af det Offentlige til Samlingens Fortsættelse. Vi kunde ikke selv, ei heller var det at vente, at en Boghandler vilde overtage alle de dermed forbundne Udgivter, og vi skylde derfor i Videnskabens og Fædrelandets Navn det kgl. norske Videnskabers Selskab i Throndhjem vor erkjendtligste Tak for det liberale Tilskud, det paa vor Forestilling har bevilget til dette Heftes Udgivelse.
Planen for nærværende Diplomatarium afviger i en væsentlig Henseende fra den ved slige Arbeider sædvanlige. Man har hidtil anseet en streng Iagttagen af Tidsfölgen for en ufravigelig Betingelse for et Diplomatarium, saaledes altsaa at det samlede diplomatariske Apparat maatte være paa rede Haand, förend Trykningen paabegyndtes. Men da stedse nye Kildeskrifter bringes for Lyset, har man enten fra Tid til anden udsat med Udgivelsen, eller og paabegyndt denne, förend Apparatet var complet, og saaledes ved hvert Bind leveret Supplementer til de foregaaende. I förste Tilfælde blev Oldbrevenes Offentliggjörelse, som dog maa erkjendes for Hovedsagen, utilbörligt længe udsat, i sidste Tilfælde blev den chronologiske Ordning idelig forstyrret ved de mange mindre Supplementer, som i en ikke uvæsentlig Grad besværliggjör et vidtlöftigere Diplomatariums Brug, og tildels paralyserer det Fortrin, den chronologiske Anordning iövrigt i og for sig maa tillægges.
Af disse Grunde er en ny Plan lagt for nærværende Udgave, og da sammes Prövehefle hovedsagelig er udgivet for at erholde Sagkyndiges Dom angaaende denne Plan, skulle vi i Korthed fremsætte og motivere den.
1. Det norske Diplomatarium udgives i særskilte Samlinger eller Bind paa 50–60 Ark, ledsaget af Sag- og Navn-Register. Oldbrevene ordnes strengt chronologisk inden Bindet, saa at ethvert saadant begynder fra de ældste Tider, gaar til det for Samlingen satte Tidsmaal, Midten af 16de Aarhundrede, og saaledes i og for sig bliver et afsluttet, af foregaaende og efterfölgende Bind uafhængigt Helt. Herved vindes Fordele, som i deres Gavn for Videnskaben maa antages at overveie den strenge, efter Sagens Natur desuden ugjennemförlige Chronologisme. Saaledes kan den Mand, der har besörget Afskriften, ogsaa haabe at se Frugten af sit Arbeide inden han dör, medens han ellers alene maa arbeide for lykkeligere, ofte uskjönsomme Eflermænd, som opleve det Tidspunkt, da Apparatet erklæres fuldstændigt. Et eneste Bind er tilstrækkeligt for Sprogforskeren til at danne sig et anskueligt Billede af Sprogets Overgange og Forandringer, medens man, naar Chronologien strengt skal fölges, i de fleste Lande maa bie til Diplomatariets sildigere Bind, for at faa et Begreb om Oldsproget, og desuden da vel faar dette i rigeligere Mængde, men stykkevis og for et kortere Tidsrum, medens man tiltrænger den hele Samling for at erholde et Overblik. Fremdeles tillader vor Anordning en strengere Kritik ved Oldbrevenes Behandling, og sætter Udgiveren istand til at levere dem saa paalideligt aftrykte, som han efter sit videnskabelige Standpunkt formaar. Ethvert Oldbrev nemlig, som vækker Tvivl eller Betænkelighed med Hensyn til Indhold eller Form, enhver Afskrift eller ethvert Aftryk, om hvis Paalidelighed han ikke er ubetinget forvisset, kan han lægge til Side til nærmere Undersögelse, og denne Fordel maa formentlig ved et Diplomatarium ansees for saa væsentlig, at den större Lethed, som den strengt chronologiske Anordning iövrigt i specielle Retninger afgiver, ikke kan opveie dens Mangler, til hvilke vi fremfor alt henregne den, at Udgiveren maa trykke en mistænkelig Afskrift eller et upaalideligt, feilfuldt Aftryk, hvis Original ikke er ham let tilgængelig, paa sin Plads i Aarfölgen, og saaledes nödvendigvis maa levere et Arbeide af som forskjelligt Værd. vi anse det ufornödent at anføre Beviser for, at Fastholden ved Chronologismen hidtil virkelig har fört til slige Resultater, da Uundgaaeligheden deraf formentlig indlyser af sig selv.
2. Valget af hver Samlings (Binds) Indhold bestemmes af Originalens eller en af Udgiverne tagen paalidelig Afskrifts Tilstedeværelse, saaledes at et fra Indholdens Side uvæsentligt Brev trykkes fremfor et vigtigere, hvorom i en eller anden Retning ny Oplysning tiltrænges. Dernæst söger man i hver Samling (eller Bind) at levere Oldbreve fra alle Tidsrum, fra alle Egne i Landet, angaaende saa mange forskjellige Gjenstande som muligt, saaledes at hvert enkelt Bind i sig indslutter Materialier saavel til Sprogets Historie gjennem omtr. 300 Aar i det Hele, som til de mere eller mindre fremtrædende Dialekter; saavel til Landets Topografi og Historie i de forskjellige Landskaber, som til Slægterne, Sæderne, Rettergangen o. s. v. Forsaavidt dette Hovedformaal ikke derved tilsidesættes, have vi for Öie saavidt muligt at udtömme enkelte mindre Diplomsamlinger, samt ikke at adsprede mere end nödvendigt Brevskaber angaaende samme Slægt eller Gods. I dette Hefte have vi saaledes seet os istand til at levere samtlige det Deichmannske Bibliotheks Diplomer for den Tid, Heftet omfatter, og noget nær alle Breve angaaende Finnens Gaard og Gods paa Voss. Ligesaa ere næsten alle Afskrifterne fra Vatikanets Arkiv her trykte, undtagen nogle, der indeholde saa aabenbare og væsentlige Afskriverfeil, at vi hverken vovede paa egen Haand at rette dem, eller trykke Brevene som de ere.
3. Selve de originale Breve lægges til Grund for Udgaven, forsaavidt de endnu eæistere. Afskrifter eller Aftryk – ældre og yngre – benyttes kun, naar Originalen enten bevislig er tabt, eller efter al Rimelighed utilgængelig for Udgiverne. Saaledes finder man i dette Hefte benyttet de Bartholinske Afskrifter i den Arnamagnæanske Samling i Kjöbenhavn af den bergenske Biskops Kopibog, hvis Original brændte i Ildebranden 1728; men intet Aftryk efter de övrige Bind af Bartholiniana eller Apographa Arnamagn., hvis Originaler i det Mindste for en Del endnu ere i Behold. Derimod meddeles en Samling af Pavebreve til Norge, udskrevne for faa Aar siden paa det norske Universitets Bekostning af de originale[1] Regester i Vatikanets hemmelige Arkiv i Rom, og hver for sig collationerede af Arkivaren Grev Marino Marini. Uagtet nemlig disse Afskrifter visselig ikke i Et og Alt ere paalidelige, er dog Haabet om en Protestants Adgang til deres yderligere Collationering saa misligt, og Manglerne i det Hele saa uvæsentlige, samt paa Grund af Sproget og Kurialstilen saa lette at berigtige, at vi have anseet en Opsættelse med deres Trykning unödvendig. En lignende Samling af Afskrifter fra Paris er derimod ikke nu benyttet, skjönt den synes at være paalideligere; thi her vil en Collationering i sin Tid lettelig kunne foretages, og denne bör derfor oppebies.
4. Diplomerne aftrykkes bogstavret efter Originalerne, forsaavidt det med Bogtrykkerskrift kan ske. Originalens Skriv- og Bogstavfeil bibeholdes, og de aabenbare Urigtigheder[2], som paa mangfoldige Steder ville findes, staa virkelig saaledes i Oldbrevet. Forkortelserne ere derimod oplöste efter de almindelige Regler derfor, og 3 Faesimile-Aftryk ere besörgede, hovedsagelig for at sætte Sagkyndige istand til at bedömme, hvorledes Udgiverne have skilt sig fra denne, den vanskeligste Del af deres Arbeide. Forkortelsernes Gjengivelse enten med særskilte dertil stöbte Tegn, eller med særegen Skrift (f. Ex. Cursiv) vilde i en betydeligere Grad foröget Bekostningen og den techniske Besværlighed ved Arbeidet, end det ansaaes forsvarligt, saalænge dets Fortsættelse var tvivlsom, ligesom denne Fremgangsmaade ogsaa har sine eiendommelige Vanskeligheder, og giver Skriftet et utækkeligt, for Mange afskrækkende Ydre, medens den ikke kan udföres med saa stor en Nöiagtighed i Enkelthederne, at den for Palæographen erstatter selve Oldbrevet, hvortil man tilsidst dog maa ty. Saaledes er den almindelige Forkortelse ⁊[3] (ɔ: &) for Conjunktionen ok altid oplöst ved ok, naar ikke Brevet antydede, at Brevskriveren vilde brugt Formen oc, hvis han selv havde oplöst Forkortelsen ; men for at vise, hvor liden Vægt selv de omhyggeligste Klerke i sin Tid have lagt herpaa, er S. 7 et fra Sprogets og Interpunktionens Side udmærket Brev aftrykt baade med og uden dette Forkortelsestegn, og man vil finde, at alle 3 Former, ⁊, ok, oc deri forekomme. Forkortelsen nʒ have vi ligeledes oplöst med meðr, meðer, mæðr, med, mæd, eftersom Brevets Orthografi gjorde det rimeligst; men ogsaa her forekomme forskjellige Former i samme Brev. Oplösningens Uvæsentlighed, selv om vi skulde have feilet i den, vil heraf indsees. Ogsaa i et Par andre Henseender have vi afveget fra Originalerne. Disse gjöre, som bekjendt, ingen Forskjel mellem store og smaa Bogstaver, men skrive dem iiflæng. Naar dette en Gang for alle er bemærket, troede vi til Lettelse for Historikeren at burde trykke nomina propria med store Begyndelsesbogstaver; Tilnavne derimod, hvis appellativiske Natur ofte gjör det tvivlsomt, om de have været virkelige Tillægsnavne eller ikke, f. Ex. Asbjorn kopr, Hallkæl mær, Jon falkener, Gunnar smiðr, Ormr svarte, Olafr langr osv., ere derimod af denne Grund ligesom alle andre Ord skrevne med lidet Begyndelsesbogstav. – Hvor Noget i Diplomet er udslidt eller udrevet, er det Ulæseliges Rum udfyldt enten med Prikker eller efter Conjektur. Dette ligesom Egennavnes Udfyldning osv. er sat mellem Klammer []; hvor derimod et eller flere Ord ere udeglemte af selve Brevskriveren, er det Udeladte undertiden udfyldt, ligeledes efter Conjektur, men dette er sat inden Parenthestegn ( ), for at skilles fra Udfyldningen af hvad engang har staaet i Brevet. Skilletegnene ere ligeledes efter Originalen, dog saaledes at Dobbeltkomma (,, eller .,) er gjengivet med Semikolon (;). Naar derimod et udförligere Brev var aldeles uden Skilletegn, ere i Aftrykket paa enkelte Steder Hovedafdelingerne adskilte ved et tilsat Punktum ; men hvor Interpunktionen i ringeste Maade kunde være tvivlsom, finder dette naturligvis ikke Sted. – Dateringen, som i mange Tilfælde i de norske Breve medförer særegne Vanskeligheder, er bestemt efter det norske Kalendarium og de bedste Hjælpemidler, man iövrigt for Tiden har. Hvor den (f. Ex. ved No. 364. 513.) er mistænkelig, er saadant antydet. Derimod have vi afholdt os fra alle historiske, geografiske, linguistiske eller archæologiske Anmærkninger og Oplysninger, da slige ikke höre hjemme i et Diplomatarium, foröge dets Omfang, samt altfor snart blive forældede, og have kun nu og da henvist til foregaaende Breve om samme Person, Sted eller Gjenstand, for derved at lette Eftersögningen. Disse Henvisninger kunne imidlertid efter Samlingens Plan langtfra ikke være fuldstændige.
5. Ved Aftrykket af Afskrifter tillades derimod större Frihed. Her ere derfor ogsaa vitterlige Skrivfeil (f. Ex. Olanus for Olauus, Gualaberti (S. 259) for Guilaberti, noritane for noricane, de Ottulis for de Ortulis (S. 263) osv. uden videre rettede, men tvivlsommere Feil udtrykkelig bemærkede (f. Ex. S. 34. 37. 38. 57. 268), da de sandsynligvis grunde sig paa en urigtig Læsning. Ligesaa er en mere conseqvent Retskrivning og Interpunktion her benyttet. Disse Afskrifter, hvoraf forövrigt de fleste i nærværende Hefte ere paa Latin, kunne saaledes ikke med Tryghed benyttes ved Sprogstudier; men da Overskriften til ethvert Brev angiver, om det er trykt efter Originalen eller en Afskrift, kan formodentlig ei heller Nogen dertil forledes. I det Hele ere Afskrifter eller ældre Aftryk optagne i denne Samling, fordi de ere nödvendige for Historikeren, og han benytter dem helst, naar de aabenbare Feil ere rettede, og Læsningen ved constant Orthografi og hensigtsmæssig Interpunktion lettet.
Mere vide vi ikke for Tiden at meddele til dette Pröveheftes Forklaring. Den udförligere Oplysning om Norges Oldbreve, deres Særegenheder og kritiske Behandling i det Hele maa være forbeholdt den Fortale, som ved 1ste Samlings Slutning nödvendigen maa gives. Her bliver det nok at tilföie: at det er vort Önske og vort Haab at fortsætte Diplomatariet efter den her antydede Plan, eller med de Ændringer i samme, som Sagkyndiges Dom om dette Prövehefte efter nærmere Overveielse maatte foranledige; at slige Forandringer lettelig uden nogen Forstyrrelse i Hovedplanen ville kunne foretages, – en Omstændighed, som ogsaa taler til Fordel for denne Plan – samt at Fortsættelsen af dette Hefte, hvis den udkommer, vil indeholde Breve fra Unionen og til henimod Midten af 16de Aarhundrede. Lykkes det os eller Eftermænd at bringe Arbeidet til Ende, saaledes at et fuldstændigt norsk Diplomatarium kommer i Stand, indeholdende samtlige trykte og utrykte, inden- og udenlandske Breve til Oplysning om Norges ældre Historie, vil det sandsynligvis komme til at udgjöre 8–10 Bind, hvert paa 1000 à 1200 Breve. Ved at tilföie den da sluttede Samling et chronologisk Generalregister over samtlige Breve, vil formentlig den væsentligste Indvending mod nærværende Plan bortfalde.
Vi tillade os imidlertid at opfordre Enhver, som dertil föler Kald, til uforbeholdent, privat eller offentligt, at udtale sin Dom over dette vort Prövehefte og den for Fortsættelsen lagte Plan, og især henvende vi denne Opfordring paa det Indstændigste til de Lærde, som vi nu oversende et Exemplar af Heftet; thi vel have vi ikke sparet nogen Flid for at gjöre Arbeidet saa godt, som vi formaaede, og vel er Planen gjennem flere Aar paa det Omhyggeligste forud overveiet, för den nu udföres; men desuagtet trænge vi altfor vel til Veiledning af den Ældre og Kyndigere, og vi ville med Erkjendtlighed modtage og paa bedste Maade benytte de Vink, hvormed vi maatte beæres.
Uagtet al anvendt Omhu ere dog nogle Trykfeil indlöbne. De hidtil bemærkede ere nedenfor anförte.
- Christiania, August 1847.
| Chr. Lange. | C. R. Unger. | |
| Bureauchef og Bestyrer af det norske Rigsarkiv. |
Stipendiat i nordisk Sprogvidenskab ved Universitetet i Christiania. |
- ↑ Saaledes angives det i Monsignore Marinis egenhændige Attestation paa hver enkelt Afskrift. Vi have imidlertid, efterat nærværende Hefte allerede var færdigtrykt, bragt i Erfaring, at det er mere end sandsynligt, at disse Afskrifter ere af en ældre i forrige Aarhundrede besörget Afskrift af Originalregesterne, og deraf lade de mariniske Afskrifters ellers ubegribelige Feil sig forklare.
- ↑ Som Exempler paa slige Feil udtegne vi her nogle: No. 203 S. 168 Lin. 6 fra neden: jordan annare for jord annare; No. 227 S. 183 L. 7 nedenf.: hansæl mer nu at mer nu at; No. 227 S. 183 L. 11: stydagen f. tysdagen; No. 220 S. 178 L. 13 nedenfra: Swins f. Sweins, sam. Side L. 9 nederfra: hlafua f. halfua; No. 228 S. 184 L. 2 nedenfra: Maghusær f. Magnusær; No. 230 S. 185 L. 3: virlulax f. virdulax; No. 286 S. 227 L. 11: loghlaud og L. 17 loghloden f. loghbaud og loghboden; No. 299 S. 238 L. 10: a lytar doom f. alyktar doom. No. 482 S. 355 er i denne Henseende mærkeligst. Det har sokt for sokn, þaueit for þueit, Morex for Noregs o. s. v. Ligeledes bemærke vi her, at ð ofte i de senere Tider anvendes for d med en Vokal efter, især de, men ogsaa for du, som No. 415. S. 217 L. 3 og 4.
- ↑ Wikikildens note: Dette tegnet er en tironsk note, en forkortelse for det latinske et «og». Det trykte tegnet ser litt annerledes ut, men kan ikke gjengis med Unicode-tegn.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |