Djævelens naturhistorie/10
Forskjellige arter. — Deres aarsager. — Skoler, hvor magi lærtes. — Djævlebesværgelsen og dens farer. — En unævnt prest og en discipel i Toledo som eksempler. — Hvad der berettes om Gregor den store. — Den sidste af carrareserne. — Svarteboken. — Fangne djævle. — Store og smaa troldkarer. — Troldkarernes undere. — Tryllestaven. — Mikal Scotto og ridder Ulfo. — Troldkaren Tito, rabbien Løw. — Filosofer, digtere og paver som troldkarer. — Velgjørende troldkarer: Roger Bacon. — Heksene. — Hekseforsamliger. — Hekseproceeser.
De, der sluttede forbund med djævelen, gjorde ofte dette for at kunne udøve magiens forbudne kunster, men ikke altid havde forbundet udøvelsen tilfølge, og udøvelsen kunde ogsaa uden forbund finde sted. Jeg vil forklare mig tydeligere. Der gaves tilfælder, da djævelen frivillig forpligtede sig til at gjøre, hvad magieren befalede ham, under betingelse af, at denne derfor overlod ham sin sjæl, og andre tilfælder, ved hvilke magieren gjennem sin kunst tvang djævelen til at gjøre, hvad denne hverken skulde have villet eller maattet gjøre. Som man ser, gaves der saaledes to slags magi, som forfatterne ikke skiller nok mellem, men som dog efter sit udspring om just ikke ifølge sin virkning var grundforskjellige. Den ene var resultatet af, at den djævelske magt frivilligt underordnede sig menneskets vilje, den anden opstod ved et egentligt og virkeligt herredømme, som mennesket havde erhvervet sig over denne magt, selvfølgelig ikke gjennem guddommelig tilladelse, men takket være en videnskab og kunst, der havde sine love, som man maatte studere regelret og kunde være mere eller mindre hjemme i, — magiens kunst og videnskab. Theologerne og doktorerne forsikrer ganske vist, at det er Satan selv, der er opfinder af denne onde, bedrageriske videnskab, af denne fordærvelige kunst, og som betjener sig deraf i sin gjerning, men denne mening tør man vel sætte et spørgsmaalstegn ved, naar man ser, at denne videnskab og kunst i den grad behersker sin angivelige opfinder, at han ikke kan andet end adlyde, naar noget blir ved den befalet ham. En stor del af magien forudsætter tilstedeværelsen af hemmelige, mennesket bekjendte naturkræfter, der er istand til at binde djævlene eller sætte dem i bevægelse. Men hvorledes magieren end maatte have erhvervet sin frygtelige magt, saa var udøvelsen syndig og førte omsider sine udøvere til helvede. Almindelig talt og forsaavidt maalet angik, var magiere og hekse djævelens bundsforvandte.
Magien har sit udspring fra menneskenes lidenskab og uvidenhed. Den første, der ikke lader sig tilfredsstille under de almindelige livsbetingelser, vækker i vor aand drømme om en uimodstaaelig magt, ved hjælp af hvilken ethvert ønske kan blive opfyldt. Ubekjendtskabet til de uforanderlige naturlove fylder folk med den tro, at de skal kunne forandre og beherske naturens gang i overensstemmelse med disse drømme, og har disse naaet en vis grad af styrke, stræber de at omsætte sig selv i gjerning. Elskov, had, længsel efter sundhed, rigdom og magt, ja selv efter viden er magiens ophav og den stadige drivfjær dertil. Dette er grunden til, at vi finder den udøvet overalt, hvor der gives mennesker, i den graa oldtid som i middelalderen, ja selv nutildags, ikke blandt vilde og barbariske folk alene, men selv mellem folk, der erklærer sig for civiliserede. Cæsar af Heisterbach beretter om en discipel, der gjennem studering ingenting lærte. Saa skaffede han sig en sten, som meddelte den, der holdt den i sin haand, al viden. Dette er i store træk magiens hele historie.
Idet troen paa djævelen voksede og blev stærkere, maatte magien ogsaa vinde ny anseelse og styrke. Alt det, som man vidste, eller mente at vide om djævelen, hans natur, hans fremgangsmaade og planer, maatte begunstige denne virkning. Han var den altid levende, urolige magt, der omgav og gjennemtrængte alting, denne verdens fyrste, den fordærvede naturs behersker. Han var overalt, og havde under sin befaling et talløst følge, stadig beredt til enhver prøve somhelst. Med hans bistand var ingen opgave for vanskelig, og der fandtes ikke det under, som man ikke kunde faa istand ved hans hjælp, og for at yde denne lod han sig ikke bede saa svært længe. Man vidste, at han gjerne indgik forbund med mennesker for desto lettere at naa sine maal. Kirken havde selv med saa stor iver skildret Satans magt og list, havde gjennem utallige eksempler fremstillet virkningerne af hans herredømme over verden og afbildet helvede som meget folkerigere end paradis, — og havde herved tilsidst opnaaet, hvad der ingenlunde havde været dens hensigt: den havde bragt en ubestemt tro til at spire op i sindene om, at den egentlige herre ikke var Gud, men Satan, og havde her og der sat tilbedelse af ham i frygtens og afskyens plads. Luciferianerne blev i det trettende aarhundrede anklaget for at tilbede djævelen, og den samme anklage blev udslynget mod tempelherrerne, albigenserne, katharerne og mod forskjellige andre sekter. Anklagen var uden tvil ofte nok den rene bagvaskelse og udsprunget af religiøst had og geistlig ondskab, men undertiden maa den dog have rammet det rette. Hekseprocessernes skrækkelige historie fremlægger uigjendrivelige beviser herfor, og den djævleforsamling, som i Frankrige fører navnet „sabbat“ og i Italien „giuoco della signora“, forudsætter en virkelig djævlekultus, som jeg længer frem endnu har et ord at meddele om. Endelig maa man ikke forglemme, at livsforholdene i middelalderen under det dobbelte tryk af geistlighed og adel hyppig var saa uudholdeligt haarde, at hele menneskeklasser, udplyndrede, udhungrede og fortvilede, ligefrem blev tvunget ind i magien, for gjennem den enten at søge en lettelse i sine uendelige lidelser eller et vaaben for sin hævn. At give sig djævelen ivold, at finde en ven og beskytter, hvem det saa maatto være, var for dem det sidste redningsmiddel.
Flerheden blev hekse og troldmænd simpelthen ved at slutte sig til djævelens hjord og ved at nyde, saamegen fordel og magt, som han vilde tilstaa dem. Men der gaves som sagt ved siden af denne lavere magi, der bestod i etslags magtsoverlevering, desforuden en høiere, der var frugten af studier og viljekraft og var grundet paa kjendskab til kræfter, som ogsaa djævlene maatte adlyde, men intet guddommeligt bar i sig.
Saracenerne og hebræerne ansaaes som mestere i denne kunst, og der fandtes berømte skoler, hvor man troede, at magien blev lært, saaledes i Salamanca og Toledo i Spanien og Krakau i Polen. Mest var Toledo i middelalderen berømt; her skulde Virgil, som man fra digter havde forvandlet til magier, have studeret, ligeledes Herbert og den hellige Egidio af Valladares før sin omvendelse (d. 1265) og endnu mange andre.
Den første af alle magiske operationer, den som gik forud for alle de andre, var besværgelsen, ved hvilken man tvang Satan eller en af hans djævle til at vise sig, — en aldeles ikke vanskelig operation for den, der var vel inde i fremgangsmaaden, men farlig nok, naar man ved samme gik uforsigtigt tilværks uden de nødvendige forsigtighedsregler. Sædvanligvis foregik besværgelsen om natten, helst paa slaget midnat, men kunde ogsaa finde sted ved middagstide, saasom ved dette klokkeslet middagsdjævelen havde sin største magtfylde. Besværgelsen foregik paa en korsvei, hvorfra to, tre eller fire veie udstraalede, i dybet af en mørk skov, paa en øde hede eller i en gammel ruin. Besværgeren slog en kreds omkring sig, eller for endnu større sikkerheds skyld tre kredse. der med en kaardespids blev ridset i jorden, og maatte tage sig vel iagt for at lade den aller mindste del af sin person stikke frem udenfor kredsen og hellerikke indgaa paa, hvad djævelen maatte kræve af ham. Det var livet, det gjaldt. Den bekjendte Cæsar af Heisterbach beretter om en prest, der lod sig forlede til at forlade kredsen og blev maset sønder og sammen af djævelen, saaledes at han tre dage efter døde. Og om en discipel i Toledo beretter han, at da denne rakte en finger frem af kredsen mod en djævel, der i en yppig danserindes skikkelse bød ham en gylden ring, blev han pludselig bortført og slæbt afsted til helvede, hvorifra han alene blev løsladt paa de indtrængende bønner af en svartekunstner, der havde ført ham til denne besværgelse.
Besværgelsesformularerne var talrige og besynderlige, nogle meget lange, nogle andre mere eller mindre kraftige, og ikke henvendte alle sig heller til samtlige djævle. Den mindste udeladelse var nok til at gjøre besværgelsen aldeles virkningsløs, saafremt djævelen var modvillig eller i ondt humør. Her maa anføres en iagttagelse. Vi har af talrige eksempler set, at djævelen meget gjerne og uden længe at lade sig nøde, viser sig, ogsaa naar man paa almindeligt maal ganske ligefrem raaber paa ham, ja, at han endogsaa ofte nok viser sig, naar ingen tænkte paa at anraabe ham. Gregorius Magnus beretter om en prest, der sagde til sin tjener: „Kom her, din djævel, og bring mig mine støvler“", og se, straks viste djævelen udi egen person sig, skjønt ikke en sjæl havde tænkt paa ham. Til andre tider viser han sig doven og gjenstridig, og da maa man gjøre besværgelsen kraftigere og mere mangfoldig, for endelig at faa ham til at adlyde, saafremt der da ikke begaaes feil ved samme. Den sidste af carrareserne raabte forgjæves paa ham, da Padua i aaret 1405 var angrebet af pesten og beleiredes af venetianerne, og han ikke mere havde folk nok til forsvaret.
Djævelen kunde, naar han blev besværget, træde op ledsaget af forskjellige uhyrer og under forskjellige skikkelser, saafremt ikke magieren havde manet ham i en enkelt bestemt. En tysk kavaler, hvis historie fortælles af Cæsar af Heisterbach, og som stod indenfor en tryllekreds i selskab med en magier, en ven af sig, saa først rundt omkring sig bølgende vand, saa hørte han stormens hylen og grynten af grise, og endelig efter flere andre undere viste djævelen sig, af skikkelse høiere end skogens trær og saa rædselsfuld at skue, at ridderen forblev bleg deraf hele resten af sit liv igjennem.
I besværgelsesformularerne befandt der sig mange underligt klingende, uforstaaelige ord, og jo mere sælsomme og uforstaaelige de var, desto større kraft tilskrev man dem. Man gjenkjender i denne kjendsgjerning en velbekjendt tilbøilighed hos menneskenaturen, som der kunde være meget at sige om. Allerede grækerne skrev ordet abrakadabra paa sine amuletter, og det beholdt hele middelalderen igjennem sit gamle ry. Det samme gjælder om ordet abraxas. Det udannede menneske formaar ikke at skille ordet fra tingen, det blir for ham til tingen selv. Det fremkalder straks billedet deraf for bevidstheden, og derfra er det, troen skriver sig paa en hemmelighedsfuld forbindelse mellem begge, paa en næsten skabende kraft hos ordet. Lyden er Brama, siger en gammel, indisk bog. Gud talte: bliv lys, og det blev lys. I begyndelsen var ordet. Efter en over den hele verden udbredt overtro er der visse ting, man ikke maa nævne, da navnet drager tingene efter sig. De, der omvendte sig til kristendommen, forandret navn, for med navnet at kaste hele sin fortid overbord, og det samme gjorde ogsaa de, der gav afkald paa verden og gik i kloster. Ikke alene ordene, men ogsaa tallene, bogstaverne og figurerne tillagde man magisk kraft, — en tro, der er meget gammel.
Svarteboken (tryllebogen), bestod af ord, cifre og figurer; den kaldtes ogsaa herredømmets bog, der gav sin besidder magt til at besværge djævlene, at befale over dem og med deres bistand at udføre alleslags undere. Herbert stjal sin, som vi har set, fra sin egen mester, og Faust besad en saadan af særdeles kraft. Efter en allerede omtalt legende var ved Norcia Sybillas hule og en med djævle befolket sjø, som troldmændene kom til i flok og følge for at indvie sine magiske bøger. I ridderdigtene gjør Malgigi undere med sin. Bogens sædvanlige ledsager var den berømte tryllestav.
Men der gaves ved siden af bogen og staven ogsaa andre ting, som man kunde fængsle og beherske djævlene med. Hertil hørte visse ædelstene og urter, som man vil finde beskrevet i middelalderens sten- og urtebøger. Og mere end én troldmand lykkedes det at lukke en djævel inde i en flaske eller en ring, saaledes at han kunde befale over ham som over en slave; dette var taget efter Salomo, der, om man kan tro adskillige hebræiske og arabiske beretninger, gjorde en mængde djævle til sine slaver. Om den berømte læge og astrolog, Pietro d’Abano (d. 1360 i inkvisitionens fængsel) beretter man, at han havde syv djævle indesluttet i en liden flaske, forat de skulde tie om en pengepung, som guldet, naar det blev givet ud, bestandig kom tilbage i; og den viden berømte Paracelsus (d. 1541) havde i knappen paa sin kaarde indesluttet, jeg ved ikke, om det var en eller flere djævle. Med magiens og astrologiens bistand kunde man desuden forfærdige apparater og værktøi, der idetmindste tildels gjorde djævlenes medvirkning overflødig, som f. eks. hine kunstige hoveder, der besvarede alle spørgsmaal, og af hvilke, som vi har set, Herbert arbeidede et, Albertus Magnus et andet, Roger Bacon et tredje, og flere blev forfærdiget af andre.
Ikke alle troldmænd og hekse besad samme magt: som i alle andre menneskelige beskjæftigelser var der ogsaa her grader i evner og kraft. Desuagtet fandtes der ikke en heks saa elendig eller en saa ynkelig troldmand, at han ikke med bistand af sin kunst skulde kunne have udført vidunderlige ting og have seiret over enhver menneskelig kunst og forsigtighed. Vilde man beskrive disse saa vidt forskjellige magiske operationer, maatte man skrive en hel bog og dog ikke blive færdig med dem, thi gjennom dem kunde man opnaa omtrent alt, hvad fantasien kan foregjøgle en, og som kan blive gjenstand for begjær. Gjennem passende elskovsdrikke eller med flinke aanders bistand kunde magieren fremtvinge kjærlighed, forvandle kjærlighed til had, berøve elskerinden hendes elsker eller bevirke, at hun ved nattetider fløi gjennem luften lige i armene elskeren. Magieren hævnede sig paa sine egne fiender saavelsom paa deres, der benyttede sig af hans bistand; han lod ildebrand opstaa i huset hos dem, lod haglskure ødelægge deres marker og deres skibe forlise ude paa havet; eller han foraarsagede fiendens død ved at kjøre en naal eller dolk i et voksbillede af ham, eller uden enhver forberedelse bare ved en forbandelse eller ved et giftigt blik. Der gaves for troldmanden ingen afstande, ingen besværlige eller farlige veie. Ridende paa en djævel fløi han fra den ene ende af jorden til den anden og tilbagelagde i nogle faa timer veie, hvortil andre benyttede maaneder og aar, og lod ligeledes andre, hvem han laante sin bistand, reise paa samme maade. Han forfærdigede amuletter og talismaner til hvilket brug somhelst, skjæbnesvangre vaaben, der modstod jern og ild, og byggede op i en eneste nat pragtfulde paladser, uindtagelige borge og hele med ringmur forskansede byer. Han formørkede luften ved et ord, lod en forfærdelig storm bryde løs, lod himmelens vande styrte ned over jorden og lod igjen med et ord himmelen blive klar og solen straale herligere end nogensinde. Ved at løfte en finger bragte han en hær i forvirring eller lod alle helvedes løslupne djævle falde ned over den. Hvor han stak sin næse i noget, mistede naturen sit væsen og sine love. Han forvandlede en ting til noget andet, gjorde guld af smuds og smuds af guld, og ligeledes forvandlede han levende, følende væsener, mænd til kvinder og omvendt, og mennesker til dyr. Han kjendte de mest fordulgte ting, saa i et vandbækken, hvad han ænskede at vide, forudsagde uden at gribe feil fremtiden, og — hvad der var perlen mellem hans undere — han foryngede sig selv og skaffede andre den tabte ungdom tilbage.
De mægtigste troldmænd holdt meget af at sætte de mest berømte forsamlinger i forbauselse gjennem forevisning af sine undere. Albertus Magnus bød midtvinters en dag keiser Wilhelm med hans hele hof til sit bord. Keiseren kom, og den brave magier førte ham med samt hans følge ud i en have, hvor man fandt bordet dækket mellem de afløvede trær, midt i sne og is. Hoffolkene begyndte at knurre; dette forekom dem at være en underlig spøg af verten; men ikke før havde keiseren og de andre, hver efter sin rang, sat sig tilbords, før solen begyndte at skinne som midt paa sommeren, sne og is smeltede bort i et øieblik, jord og trær begyndte at grønnes og bugne af blomster, modne frugter straalede frem under løvet, og luften gjenlød af det mest yndige og mangfoldige fuglekvidder. Varmen blev snart saa stærk, at gjæsterne begyndte at kaste af sig klæderne og halvnøgne søgte hen i træernes skygge. Ikke fær var maaltidet forbi, før de talrige, sirlige tjenere, der havde opvartet ved bordet, forsvandt som taage, himmelen blev pludselig atter mørk, træerne mistede sine blade, og paanyt var alting isbedækket og kulden saa voldsom, at gjæsterne rystende af frost skyndte sig i hus og trængte sig sammen om ilden.
Der berettes mange andre, lignende historier. Michele Scotto, hvem Dante giver det vidnesbyrd,»at han magiens
bedrageriske spil tilbunds forstod«,
og af denne grund sammen med andre troldkarer anbringer i helvede, befandt sig en dag ved Fredrik II’s hof, hvor han med sine kunster skuffede en vis ridder Ulfo saa fuldst’ndigt, at ridderen troede, at han havde forladt Palermo og Sicilien, efter en lang sjøreise gjennem Gibraltarstrædet var kommet til sælsomme, fjerne lande, havde der i gjentagne slag beseiret mægtige fiender, erobret sig et stort, blomstrende rige, havde giftet sig og avlet flere børn; alt dette forekom ham at have varet tyve aar, medens der ivirkeligheden kun var gaaet nogle faa timer hen.
Omkring aaret 1400 blev kongen af Böhmens og keiser Wenzelaus’ hof — han som folk kaldte for „fyllebøtten“ og „ladhans“ — besøgt af en magier ved navn Zito eller Zitek, der udførte de aller forunderligste kunststykker. Han krøb ind i et nøddeskal og lod sig trække af to afrettede torbister. Han fremviste en hane, som blev bundet til en diger bjælke og drog den triumferende efter sig, som var det bare et halmstraa. Han forvandlede høsaater til svin og solgte dem herfor. Ogsaa om Faust fortæller man endel lignende kunststykker. I det sekstende aarh. opnaaede en rabbi i Prag ved navn Løw en slig magtfylde, at selv døden ingenting kunde udrette imod ham. Endelig skjulte den sig i en rose, og rabbien døde, da han lugtede til rosen.
Troen paa trolddom var almindelig udbredt i middelalderen og ligeledes senerehen under renaissancen. De kirkelige og borgerlige love, der fordømte og straffede dem, der befattede sig med den djævelske kunst, bidrog yderligere til at forøge og befæste denne tro, og var egnet til at udbrede mistanke og skræk. Ligesom man overalt saa djævle, saa man ogsaa hekse og troldkarer, og der fandtes ingen udmærket mand, paa hvem der ikke hvilede en mistanke om magi. Man begyndte med oldtidens store mænd, der var døde for aarhundreder tilbage: Aristoteles, Hippokrates og Virgil, og naaede ned til sine samtidige, Leo X og andre. Petrarca blev mistænkt for magi, og langt ude i det syttende aarhundrede blev proces anlagt mod Alessandro Tassoni, fordi man i hans hus i en glasflaske havde fundet en af detslags djævledukker, som man morer børn med, og som man kalder for cartesianske smaadjævle. Flere Paver, som Leo III, den allerede omtalte Herbert, Benedikt IX, Gregor VI, Gregor VII, Clemens V, Johan XX, var alle gjenstand for den samme mistanke. Henimod slutten af det ellevte aarhundrede paastod Kardinal Benno i sin Hildebrands (Gregor VII’s) levnetsbeskrivelse, at der i Rom fandtes en skole i magi, fra hvilken denne og andre paver var udgaaet, og fra det tolvte og fjortende aarhundrede har vi authentiske breve fra Satanas til kirkefyrster som hans venner og medarbeidere. En lærd franskmand, Gabriel Naude, kunde i 1625 lade en tyk bog trykke, hvori de store mænd i hvilken stilling somhelst, mod hvem denne anklage høilydt blev fremført, toges i forsvar.
Men de berømte troldmænd var bare en liden skare i spidsen for den uendelige hær af smaa heksemestere og hekse, og isærdeleshed af sidstnævnte slags, thi alle forfattere, der har behandlet dette emne, bevidner enstemmig, at der paa hvert mandfolk, som hengav sig til magien, idetmindste kom ti kvindfolk. Nogle af de berømte lykkedes det omsider at bedrage Satanas og slippe ud af hans klør; mere end én har ogsaa benyttet den syndige kunst i gode formaals tjeneste og har tvunget djævelen til at gjøre mere godt, end han selv skulde villet, som Roger Bacon f. ex., der reddede en kavaler, der havde solgt sin sjæl til djævelen, og som, da hans endeligt stod for døren, brændte alle sine trolddomsbøger og drog sig tilbage til en celle, som han ikke mere forlod, og hvor han efter tvende aar, tilbragte i fromme betragtninger, bøn og bodsøvelser, døde. Men dette var undtagelser, og maaske blev ingen eneste af de smaa troldmænd frelst. De fortjente da ogsaa sin slette ende, der hyppig nok bestod i at blive levende brændt paa baalet i dette liv for derpaa i det andet at brænde i al evighed.
De dannede djævelens egentlige hjord, thi ikke alene i sjælen, men ogsaa paa sit legeme bar de som mærkede sauer eller kreaturer sin herres stempel, det saakaldte stigma eller sigillum diaboli, der bestod i et sted paa kroppen, som ved en overnaturlig kraft var berøvet enhver følelse. Der gaves hyppig flere slige stigmata paa samme krop, og inkvisitorerne udfandt ved at stikke ind en naal meget letvindt den anklagedes skyld eller uskyld.
Hekse og troldkarer kom til visse tider sammen paa bestemte steder for at hylde sin herre, Dette var djævelens høitidelige hofhold. Ethvert land havde særlige for disse festligheder bestemte steder, hvor der, om beretningerne ikke lyver, undertiden kunde strømme tusener og atter tusener af mennesker sammen. I Frankrige var Puy de Dôme hovedpladsen, Tyskland havde sit Bloksberg, Hørselberg, Bechtelsberg og mange andre, Sverige Blaakulla, Spanien Baraona-vidden, sandsteppen ved Sevilla, Italien det høit berømte Noce di Benevento, Paternobjerget ved Bologna, Spinato ved La Mirandola, osv. Ogsaa ved Jordans bredder og paa Hekla oppe paa det fjerne Island blev der holdt forsamlinger. Sædvanligvis fandt de sted engang om ugen, men paa forskjellige dage alt efter landene. Der gaves ogsaa mere almindelige, festlige, aarlige sammenkomster, fortrinsvis paa dage, der gik lige forud for de store kirkehøitider. I Tyskland faldt, som enhver ved, der har læst Goethes Faust, heksenes hovedfestlighed walpurgisnat (1ste mai).
Heksene — troldkarerne var nemlig som sagt ikke mange — lagde ivei til festen, efterat de havde smurt kroppen sin ind med visse salver, ridende paa kosteskafter, møg- eller ovnsgreb, paa bænke eller ogsaa paa djævelske bukke, svin og hunde. De fløi gjennem luften ikke videre hæit over jorden og maatte tage sig vel iagt for under farten at nævne Jesu navn og for om morgenen at lade sig dysse i søvn af Ave Maria. For da vilde de styrte ned med al udsigt til at knække halsen.
Ceremonier, skikke og forlystelser ved festerne var forskjellige efter landene og vekslede med tiden, og den, der vil lære dem grundigt at kjende, maa læse de specielle afhandlinger herom, fremforalt „heksehammere og heksesvøber“, forfattet af inkvisitionens største lys, saavelsom heksenes egne bekjendelser i de forskjellige processer. Satanas viste sig for sine trofaste paa en trone eller et alter, alt efter omstændighederne, i skikkelse af et menneske, en buk, en orne, en abe eller en hund. Viste han sig i menneskikkelse, var han ofte raa, grætten og lunefuld, men undertiden ogsaa lystig og lattermild og spøgede da med heksene, spillede og sang. Heksene hyldede ham som sin mester, knælede ned foran eller bag ham, kyssede ham paa hans kjønsdele, i rumpen eller paa andre dele af legemet, skriftede for ham og fortalte ham alle de puds, som de til hans ære havde udført siden foregaaende forsamling. Satan hørte paa, roste eller dadlede, eller dømte dem, der havde undladt at indfinde sig ved sammenkomsten eller paa anden maade havde forsømt sine pligter, til stokkeprygl eller svære pengebøder. Han optog de nyomvendte, døbte dem i sit navn, underviste og formanede dem. En talrig skare lavere djævle fylkede sig omkring fyrsten og deltog sammen med heksene i ceremonierne. Mellem disse traadte etslags latterlig efterhærming af kirkeskikkene i forgrunden, med messe og sakrament, med vanhelligelse af hostien, og andre skrækkelige og skjændige bespottelser. Vievand eller snarere forbandelses-vand, svart og stinkende, som disse underlige prester stænkede de omstaaende med, manglede ikke. Efter ceremonierne fulgte et lystigt festmaaltid. Belysningen herved besørgedes af hekse, der stod paa alle fire og holdt brændende kjerter mellem rumpeballerne. Maden var undertiden fin og udsøgt, undertiden ogsaa afskylig og væmmelig, i enhver henseende det sataniske kjøkken værdigt. Man aad ofte diebørn eller lig, som var gravet op af jorden. Tilsidst blev der danset til musik af djævelske instrumenter, og derpaa greb djævlene hver sin heks og fornøiede sig med hende i alles paasyn. Jeg siger: han fornøiede sig med hende, men heksene forsikrer, at for dem idetmindste havde omfavnelserne sædvanligvis været alt andet end behagelige. En af dem, som Pico della Mirandola i en af sine dialoger, „heksen“, indfører talende, fremfører enkeltheder, som jeg her med hensigt vil forbigaa i taushed.
Det var forresten ikke bare ved disse feste, at heksene saa sine djævle, men de modtog ogsaa hyppig besøg af dem hjemme i sine huse, i disse afskylige værksteder, hvor redskaber og al den uendelige smuds, som hørte sammen med deres kunst, laa opdynget. Djævlene forlystede sig med dem, tjente dem til ægtefæller og gav dem som bevis paa den inderlige fortrolighed navne, der ikke var djævelske, men menneskelige, ja hyppig endogsaa kjærtegnende, eller ogsaa besynderlige og naragtige. De var rundhaandede overfor heksene med foræringer, men lagde undertiden en isandhed djævelsk falskhed for dagen ved at forvandle guldet til visne blade og ædelstenene til jord eller noget endnu værre. Blev heksene besvangret af djævlene, fødte de ofte uhyrer, snart af menneskelig, snart af dyrisk skikkelse. Djævlene havde imidlertid ikke nok med den uendelige masse hekse, som verden var fuld af, men streifede forklædt som kavalerer omkring paa fangst og forførte koner og piger, som de søgte at bringe i sin tjeneste. For mere uforstyrret at kunne besørge sine forretninger, omgjorde heksene sig til katte og streifede nattetide omkring i denne skikkelse. Derfor hændte det ogsaa mere end engang, at en og anden af dem paa slige udflugter blev saaret eller lemlæstet, og naar de derpaa atter paatog sig sin kvinde skikkelse, paa det aabne saar eller paa det manglende lem blev gjenkjendte for, hvad de virkelig var.
Den tyske benediktiner, Johannes Trithemius, (1465—1516), en stor theolog og historieskriver, har udtrykkelig skrevet en bog under titelen „Antipalus maleficiorum“. I denne belærer han hele den arme menneskehed om, hvorledes den skal kunne vogte sig for heksene og værge sig mod deres onde kunster. Midlerne og afværgelsesmidlerne, hvoraf han anfører et utal, er latterlige nok. Efter inkvisitorernes enstemmige mening var den sikreste beskyttelse og det virksomste middel — baalet.
Intet giver et saadant begreb om Satans umaadelige magt som heksevæsenets historie og beretningen om de forfølgelser, som den hellige moder kirken anvendte mod heksene. Det var ikke langt ifra, — dersom historieskriverne siger sandheden da! — at Satan havde forført den hele menneskeslægt til magiens forbandede kunster og gruopvækkende synd, og de ivrigste og mest skarptseende inkvisitorer havde gjerne brændt den hele menneskehed for at udrydde ondskaben og bekrige fienden. Jeg har ikke til hensigt at gjenfortælle bekjendte ting, der, om ogsaa bekjendte, ikke destomindre fortjener eftertanke og undersøgelse. En flygtig skisse vil være tilstrækkeligt for min opgave.
Hekseforfølgelserne fandt navnlig sted henimod slutten af det femtende og under begge de derpaa følgende aarhundreder. Ikke saa at forstaa, at man ikke tidligere havde eksempler herpaa og det adskillige, men underligt nok, de blir alt eftersom tiden skred fremad, fjerner sig fra middelalderens barbari og nærmer sig renaissancens nye civilisation, stadig hyppigere og skrækkeligere. I en af Karl den stores forordninger bestemmer han udtrykkelig, at har nogen hengivet sig til magiens bedrageriske kunst, skal vedkommende blive sat fast og formanet som tilhænger af hedensk overtro; fortsætter de haardnakket i sin vildfarelse, skal de holdes i fangenskab fremdeles, til de har forbedret sig. I en anden forordning siger den berømmelige keiser endnu mere viselig: „Om nogen, bedraget af djævelen, paa hedningers vis tror, at der gives menneskeædende troldmænd og hekse, og i kraft af denne tro brænder dem eller lader deres kjød fortære, han skal dømmes til døden“. Altsaa, Karl den store betragtede omkring aar 800 magiens kunster for bedrageri og straffede mordere af angivelige hekse med døden. Slet vilde det være gaaet inkvisitorerne, havde de levet paa hans tid.
Agobardus, biskop af Lyon (d. 840), en af de klareste og mest frisindede aander, kirken har eiet, ikke dengang bare, men til enhver tid, dadlede folketroen paa magien som taabelig overtro og beklagede de af det uvidende folk paa de angivelige troldkarer forøvede mishandlinger. Troen paa heksenes luftreise, denne uhyggelige færd, der skulde levere inkvisitionen stof til anklager paa liv og død, er urgammel, men urgammel er ogsaa den dom, man føldede over den som blændværk og indbildning, og i det tolvte aarhundrede betegnede baade Johann af Salisbury og andre den for et djævelsk bedrag, og Stefano di Borbone i det 13de aarnundrede endnu skarpere for en fantasi af drømmende kvindfolk. I lang tid anvendte kirken mod dem, der var anklaget for magi, geistlige straffe alene, og mere end én pave — Gregor VII f. eks. — fordømte og forbød ethvert retsligt skridt mod folk, hvis hele forbrydelse var en tom og taabelig overtro. Og hellerikke var det dengang kirken alene, der lagde et saa sundt omdømme for dagen. Coloman, som 1095—1114 var konge af Ungarn, et næsten barbarisk land, udtalte i et af sine dekreter tydeligt og klart: „Der findes ingen hekse, og mod dem, der mener sig at være det, maa ingen retslige skridt foretages“.
Men saamegen forstandig dømmekraft, saa vise og menneskelige forordninger, skulde desværre ikke blive af lang varighed. I det trettende aarhundrede erklærede St. Thomas af Aquino, — den samme hellige Thomas, som fra nu af skulde blive og vedblive at være kirkens orakel, og som man atter igjen i vor tid lovpriser overfor den forbausede civilisation som filosofiens eneste lys — erklærede denne Thomas, at efter ret katholsk tro var hekseriet ikke nogen indbildning, men en kjendsgjerning. Samme aarhundrede blir inkvisitionen imod kjætterne anbetroet dominikanerne, som heraf gjorde den noksom bekjendte brug. Innocents IV indfører torturen, som en anden pave, Nikolaus I, firehundrede aar tidligere havde udslynget de ædleste, mest bemærkelsesværdige ord imod. Nu begynder et sælsomt, et smerteligt skuespil. Kirken gjør sig til overtroens beskytterinde og begunstiger den, kjæler for pøbelens laveste instinkter, befordrer og ophidser dem. Den forveksler med hensigt og vel vidende, hvad den gjør, hekseri og kjætteri med hverandre og skaber et eneste uhyre røre af interesser, hvori uvidenhed, frygt, dumhed og ondskab indgaar forbund og gjensidig rækker hverandre haanden. Hekseprocesserne begynder, de første baal antændes. Og eftersom aarene gaar hen, tager raseriet til istedetfor at formindskes. Paverne overbyder hverandre i grusomhed ved dette værk, som de benævner en Guds kamp imod Satan; af de ældre er Gregor IX og Johan XXIII de voldsomste. Saa kommer da det naadens aar 1484, i hvilket den glorværdige yppersteprest, Innocents VIII, ildsteder sin berygtede bulle: „Summis desiderantes affectibus“. Han foreskriver i denne inkvisitionen love og regler hekseriet vedkommende, fastsætter inkvisitorernes rettigheder og pligter og aabner en skrækkens og sorgens æra saa forfærdelig, som man ikke mere støder paa den i menneskehedens historie. Kirken tier dette tidsrum ihjel for i det vide og brede at snakke om den franske revolutions skrækherredømme, men dette varede bare to aar, — inkvisitionens mere end to aarhundreder.
Dengang skrev dominikaner-inkvisitoren Jakob Sprenger sin vanvittige, skrækkelige „malleus maleficarum“, heksehammeren, der over det hele Europa blev inkvisitorernes evangelium og lovbog og efterfulgtes af en mængde lignende, ligesaa skrækkelige og vanvittige skrifter, der alle underviste i den fromme kunst at opdage, undersøge, pine og stege hekse, alle djævelens, deres naturlige vens og beskytters bedragerier tiltrods. Fra nu af blir kjætter- og heksebaalene stadig mangfoldigere og slukkes ikke mere. Paverne puster skrækkeligt til ilden, blandt dem Leo X, den humane, pragtelskende Leo, lærdommens og de skjønne kunsters beskytter, en ven af al mulig dannelse. Alene i Lothringen har i et tidsrum af femten aar nihundrede personer besteget baalet og i fem aar ligesaamange i bispedømmet Würzburg; i bispedømmet Como brændtes der hundrede om aaret, og parlamentet i Toulouse brænder sine firehundrede paa engang. Ingen er sikker mod en anklage for trolddom, og omtrent bestandig leder anklagen til domfældelse og denne atter igjen til baalet. Allerede det er et daarligt tegn, at man ikke tror paa ondet, ja saa omtrent allerede bevis nok for brøden. Torturen gjør mirakler, den fravrister selv de frækkeste og mest haardnakkede tilstaaelsen af deres forbryderske samkvem med Satanas, leder til endeløse og paa hinanden følgende angivelser, der fra domstolen af som en uhyre polyp strækker sine fangstarme udover det forfærdede folk. Mere end én inkvisitor spørger skrækslagen sig selv, om ikke den hele menneskehed er gaaet over i djævelens tjeneste. For at lade retfærdighedens forsoningsværk arbeide om muligt hurtigere end ondets egen forplantning foregaar, gjør man hurtig proces, udspørger de anklagede efter visse formularer, der lægger dem bekjendelsen af deres forbrydelse i munden, man skjærper og mangfoldiggjør torturen, brænder alt, der kan antages at være smittet af ondet, mænd og kvinder, oldinger og børn. Der var steder, hvor bødlerne, udmattede af overanstrængelse, udslidte og fordummede nedlagde sit hverv.
Virkningerne af dette slags retfærdighed overtræffer selv sine haandhæveres forventninger. Nikolaus Remy, en dommer i Lothringen, udbryder i et anfald af berettiget stolthed: „Hos mig forvaltes retfærdigheden saa godt, at seksten hekse i et aar har ombragt sig selv med egen haand for ikke at falde i dens hænder“. Sandheden i ære maa man forresten tilstaa, at protestanterne ikke viste sig mindre virksomme i dette værk end katholikerne. Luther ikke alene troede paa hekse, men udtalte det ønske, at de maatte blive brændte allesammen, og blandt dem, der anstrængte sig ivrigst med at holde den falske tro vaagen og skjærpe forholdsreglerne, indtager Jakob I, Englands pedantiske, feige konge, den første plads. Og saaledes blev i trehundrede aar, takket være det endrægtige samarbeide mellem katholiker og reformerte, ikke ti- men hundredetusener af menneskeliv tilintetgjort.
Man maa lægge vel mærke til, at dommeren under processen havde heksen umiddelbart og synligt foran sig, men usynligt tillige djævelen, thi denne forlod, som rimeligt var, ikke sin skytsling, sin veninde og bolerske. Han hjalp dem (inkvisitorerne forsikrer det, og de maa jo vide det), til at lyve og tappert at udholde torturen; han lod vidnerne miste hukommelsen, forvirrede dommerens tanker og udmattede bødlerne. Fra ham kom alting. Døde heksene under pinslerne, var det djævelen, som havde kvalt dem forat hindre dem fra at tale. Tog de sig selv afdage, havde djævelen drevet dem dertil for at umuliggjøre processen. I Lindheim, en by i Hessen, blev fem eller seks kvinder anklaget for at have gravet op et barn og have benyttet det ved tilberedningen af den berygtede heksesuppe. De fik alle sine regelmæssige omgange pinebænk og tilstod forbrydelsen. Derpaa udvirkede en af deres mænd med megen møie tilladelse til at faa grave efter paa kirkegaarden for nærmere at undersøge tingen. Graven blev aabnet, og man fandt legemet uantastet i sin kiste, men inkvisitoren lod sig ikke føre paa vildspor og erklærede alt for et bedrageri af den forbandede djævel; de skyldige havde allerede tilstaaet, man havde derfor ikke nogen undersøgelse mere behov, men maatte lade retfærdigheden gaa sin gang til den hellige treenigheds ære og berømmelse. Hvorpaa kvinderne blev levende brændt.
For at tilintetgjøre djævelens bedragerier og argelist benyttede man paa forskjellige steder forskjellige forsigtigheds- og forsvarsmidler. Man iførte heksene en særk, der var vævet og syet paa en eneste dag, man gav dem en blanding at drikke, der var sammensat af forskjellige ting, som der var læst over. Man besprængte pinselsredskaberne med vievand, røgte med visse slags urter, o. s. v. Enten dette nu var grunden, eller det skrev sig fra andre aarsager, det lykkedes ialfald kun meget sjelden djævelen at yde sine venner, heksene og troldkarerne virksom og varig hjælp. Den sicilianske historieskriver Tomasco Tazello (1498—1570) beretter om en magier Diodoro, at han hjulpet af djævelen var stukket af fra sine bevogtere og fra Catania havde fløiet gjennem luften til Konstantinopel. En tid holdt han morroen gaaende, men tilsidst lykkedes det biskop Leone at fakke fyren. Han lod ham kaste levende i en glødende ovn, hvorfra han ikke mere slap ud, ialfald bare for hovedstups at fare til helvede.
Den første, der hævede sin stemme mod denne afskylige over tro og dens forfærdelige virkninger, var den berømte Cornelius Agrippa af Nettesheim i det sekstende aarhundrede, fulgt og overtruffet af sin egen discipel, Johann Weier (1588), hvis bog blir epokegjørende. Forsvarene fra den sunde fornufts og menneskelighedens side tiltager nu hurtigt, men først sent blev den af dem begyndte kamp kronet med seier. Endnu i midten af det sidst forsvundne aarhundrede faldt i Europa de sidste ofre for overtroen, og udenfor Europa, i Mexiko, har baalet været tændt endnu i aaret 1860 og — 1873.[1]
Inkvisitionen er død, hekseprocessernes tid er forbi; men endnu er ikke den dumme overtro hensovet, endnu er ikke deres klager forstummet, der holdt den ilive. Der hengaar intet aar, uden at der viser sig en eller anden af en vanvittig, rasende prest skrevet bog, hvori det raab gjenlyder, at verden er i djævelens hænder, og at hans drabanter, undervist af ham, fordærver alt med sine kunster, overlister og bedrager de gode. Verden er fuld af troldmænd, i ny forklædning, men ikke mindre onde og farlige end fortidens, og det værste er, at djævelen, deres gode herre, endelig har fundet midler til at forhindre, at man faar dem brændt. Kunde man det, ja da var alting godt og vel.
- ↑ Ogsaa i de nordiske lande var heksehenrettelserne almindelige. Den sidste „heks“, som blev brændt i Norge (1670), var konen Lisbet Nypen fra Trøndelagen. O. a.