Djævelens naturhistorie/12
Djævelens modstandere. — Forskjellige vaaben. — Klokkens lyd. — Helgenernes tapperhed. — Hellige tugtelser, som tildeltes fienden. — Den gjennembankede fiende. — Fienden i fangenskab. — Allehaande spot og forhaanelse: Den glorværdige St. Chiuppillo. — Den hellige Julianas opbyggelige historie. — Den hellige Gertruds ikke mindre ophyggelige historie. — Nævekamp med djævelen. — Krig mod djævle, som har trængt sig ind. — Hvorledes en besat geistlig befriede sig. — Djævleuddrivere og djævleuddrivelse.
Som man vil have set, havde Satan fuldt op af tilhængere, han havde ogsaa en mængde modstandere: de første i helvede og paa jorden, de sidste paa jorden og i himmelen. Tilhængere af ham var alle andre djævle og alle onde mennesker, navnlig da alle kjættere og troldkarer; fiender af ham var alle gode mennesker og især helgenerne, baade levende og døde, samt geistligheden i embeds medfør om ikke altid for sin dydigheds skyld, og dernæst alle de forskjellige engleskarer, jomfru Maria og Gud Herren. Nu som under det første oprør tog Gud selv liden del i kampen; han afventede tidens fylde og den skjæbne svangre ende. som var den djævelske ondskab beskaaret. Mod den uværdige fiende lod han den hellige moder, saavelsom helgenerne, den hele himmelske hærskare og de mennesker kjæmpe, hvem hans naade og den hellige kirkes bistand ikke fattedes. Det var en daglig, uafbrudt fornyet kamp, thi neppe beseiret, reiste Satan sig atter, og fordrevet fra et sted optraadte han straks paa et andet. Enkelte gange blev han endogsaa fra beseiret til seierherre.
Lad os først undersøge, hvad det er for seire, mennesker af kjød og blod har at hovere af overfor sin store mod stander, og dernæst, hvorledes han er blevet overvundet af himmelens beboere.
Den kristne, der kjæmpede for sin sjæls frelse imod Satan, fattedes der ikke vaaben, dels af aandelig dels af haandgribelig art, baade til angreb og til forsvar, og det saa gode, som det nok kunde trænges i en saadan kamp. Mennesket havde først og fremst bistand af den guddommelige naade, uden hvilken der ikke fandtes haab om frigjørelse. Saa havde det tro og dyd, bag hvilke det forskansede sig som bag en sikker, stærk mur. Andagtsøvelserne, som det flittigen bivaanede, saavelsom bøn, nydelse af sakramentet, faster, lange, natlige vaagetimer, var at ligne med krigerske øvelser, der var skikket til at holde fienden paa afstand eller til atter at drive ham tilbage, i tilfælde han allerede skulde være rykket en for nær paa livet. Et frygteligt vaaben, der altid laa beredt og var let haandterligt, var korsets tegn, ligesaa vel skikket til angreb som til forsvar. Utallige djævle har selv maattet bekjende, at de ikke formaaede at modstaa det hellige tegns kraft, men at dette satte dem i forvirring og skræk. Ved hjælp af korsets tegn jog man ikke alene djævle paa flugt, men man slukkede ildebrande, stillede storme, lægede syge, tæmmede rasende dyr og udrettede mange andre vanskelige ting. Ogsaa var Gud faders, Jesu og den hellige jomfrus navn af stor virkning, naar de udtaltes i from tro og blev slynget mørkets engle i ansigtet som en udfordring. Hertil kom ogsaa vievandet, der brændte djævlenes hud værre end helvedespølens sydende beg og smeltede bly; klokkerne, der fyldte luften med sin tonende stemme og kaldte de troende til gudstjeneste, til eftertanke og bøn, og som indvarslede naadefesterne, slog rundt omkring djævlene paa flugt, spredte det af dem fremkaldte uveir og frembragte andre vidunderlige virkninger. Derfor siger klokkens hymne:
Laudo deum verum
plebem voco,
congrego clerum,
defunctos ploro
pestem fugo,
festa decoro.
Funera plango
fulgura frango,
sabbata pango,
excito lentos
dissipo ventos
paco cruentos[1]
og ender med dette vældige vers:
Et mea cunctorum horror vox dæmoniorum[2].
Relikvier af helgener, der havde beseiret alle Satans angreb og efterstræbelser, hjalp til at opnaa en uendelig mængde andre lignende triumfer, og det samme kan siges saavel om visse indviede skrifter, som man bar i et baand om halsen eller indsyet i tøi, som om endel amuletter. Der gaves ogsaa almindelige naturgjenstande, som bød djævlene imod eller var til skade for dem, saaledes endel ædelstene, krysolit og agat, der drev dem paa flugt, og safiren, der forsonede med Gud; ligeledes endel planter som for eksempel hvidløg og etslags grønt, som franskmændene kaldte „permanable“, og som besad kraft til at troldbinde djævlene. Salt var af de ting, som djævlene havde mest angst for. Som tidligere nævnt var hanen en af deres hovedmodstandere i egenskab af dagens forkynder og tvang dem ved sin trompetstemme, om ikke alle netop, til tidlig om morgenen at gjemme sig. Endelig kunde den kristne, som vi skal faa se, i mangt et tilfælde ogsaa gjøre brug af sine arme og en god stok. Men hvo, som var kommet i fiendens vold, kunde gjøre sig fri gjennem mere eller mindre langvarige og haarde bodsøvelser og træde sin onde herre under fødder.
Men trods alt dette maa man erkjende, at disse vaaben og beskyttelsesmidler ikke bestandig nyttede. Man har herpaa tydelige eksempler nok hentet fra mangfoldige helgeners liv, ikke bare fra de mindres og mere ubetydeliges, men fra de mest udmærkedes. Det hændte temmelig ofte, aarsagerne dertil maatte nu være hvilkesomhelst, at uforskammede, overmodige djævle ord for ord og spottende gjentog de hellige bønner, med hvilke man søgte at holde dem i respekt, ja endogsaa de hellige skriftsteder, at de gjorde afskylige grimaser ved synet af det samme kors, som de ellers nygtede ængsteligt for, at de dansede lystigt omkring ved besprængelsen med vievand, og at deres angreb bare blev desto hyppigere og mere rasende, jo stærkere forsvarsmidler der anvendtes.
Blandt menneskene var helgenerne Satans frygteligste modstandere. De kjæmpede uophørligt imod ham, det være enten for at forsvare sig selv eller for at hjælpe andre og gjøre en ende paa hans onde gjerninger. De havde mange efterstræbelser og uendelige ubehageligheder at taale fra hans side, men ofte gav de ham det igjen med renter og renters rente, og jo længere kampen havde varet, desto glorværdigere og fuldstændigere var seiren. Man kunde fylde en bog med de mest paalidelige beretninger om de nederlag, sælsomme forhaanelser og hellige tugtelser, som Satan og hans aander har maattet taale af fromme Guds tjenere, og det uden nogen forskjel for kjønnets vedkommende, saavel af hvidskjæggede eneboere som af fromme jomfruer, der endnu neppe havde traadt sine børnesko.
Den hellige Antonius, den første eneboer, havde taalmodig fun det sig i alslags ondskabsfuldheder fra djævlenes side, ja endogsaa i voldsomme slag; en dag spyttede han en af disse fiender i ansigtet for at give ham at forstaa, hvor lidet han brød sig om ham og hans dumheder, og se, djævelen tog ganske betuttet benene paa nakken. Nu er det vistnok saa, at spyttet af en helgen tør have havt ganske andre egenskaber end et almindeligt menneskes, dette kan man se deraf, at biskop Donatus paa Arcadius’s og Honorius’s tid engang aflivede en uhyre og forfærdelig drage ved simpelthen at spytte den i svælget. Hvilken kraft der laa i korsets tegn, har vi set. Endnu som børn bare forjagede helgenerne Sulpicius og Frodobertus djævelen med korsets tegn, engang han vilde hindre dem i at gaa paa skole. Med det samme vaaben opnaaede andre helgener endnu vidunderligere virkninger. Peter den ærværdige beretter, at en djævel engang havde sneget sig ind i abbediet Anny for at friste en eller anden munk, men prioren, en ligesaa kløgtig som from mand, manede ham bare med korsets tegn uden større anstrængelse ned i lokum.
Det bør ikke forbause nogen, at den hellige Sulpicius og den hellige Frodobertus, skjønt de endnu var b??rn, forsvarede sig saa godt imod djævelen, ja endogsaa slog ham paa flugt. Ligesom helligheden ofte hidtraadte meget tidligt, saaledes ogsaa med visse kræfter og færdigheder, som den forlenede med. Abbeden St. Pacomio var helt fra sin grønneste ungdom en vældig og uforsonlig modstander af djævelen. St. Vettore d'Archiaco indgjød djævlene skræk, medens han endnu befandt sig i moders liv. Et vel saa stort under var dog det, som knyttede sig til billederne af den hellige Ignatius af Loyola, velsignet ihukommelse; disse slog nemlig, ligemeget enten det var malerier eller statuer, de mest overmodige og dristige mellem de fordømte aander paa flugt.
Mange helgener har bundet djævle, nogle har brugt lænker, andre traad simpelthen. Pave St. Silvester, samme mand som efter de mest troværdige berettelser helbredede keiser Konstantin for spedalskhed, og som til belønning herfor iik Rom og hele det vestromerske rige, denne Silvester fik tag i djævelen i en dyb hule, hvor den havde antaget en drages skikkelse, lænkede ham med en traad og forseglede hans mund med korsets tegn. I Irland bandt den hellige abbed Manna ham med en gloende lænke. Andre helgener gad ikke gjøre sig saapas besvær eller faldt ikke paa det og brugte andre fremgangsmaader.
Den hellige Apollonius, abbed i Thebaide, lænkede en dag hovmodsdjævelen i en liden negers skikkelse og begrov ham under sanden. I hænderne paa den hellige Contesto faldt engang, jeg ved ikke hvilken djævel, der i en jættes skikkelse vilde forføre ham til vellyst. Vor helgen kastede sin egen stola om halsen paa ham og førte ham i denne omkring gjennem den hele stad som en hund. St. Illidio tvang en djævel til at slæbe to store søiler fra Trier til Auvergne, og den hellige Prokop i Prag lod af andre djævle en plog trække over stok og sten. Den hellige Balbulo betraadte en nat kirken og fandt der djævelen i en hunds lignelse; han befalede ham at vente paa sig, greb en dygtig stok, som før allerede havde tilhørt den hellige Columbanus, og knækkede den over djævelens rygstykker. Den hellige Dunstan, abbed af Glastombury, behandlede ham endnu værre. En dag arbeidede den ærværdige mand, som han i ledige timer havde for vane, i sit smedeværksted, da djævelen som frister træder frem foran ham i en ung og skjøn dames skikkelse. Helgenen lader, som kjendte han ham ikke, og underholder sig fortroligt med ham, mens han venter paa, at en tang, som han har lagt ind i kulgløsen, skal blive ordentlig glødende. Saasnart dette er besørget, griber han et gunstigt øieblik, tar tangen ud, svinger den, fatter med beundringsværdig færdighed tag i næsen paa den ulykkelige og kniber saa rasende til, at djævelen i sin angst snurrer rundt som en top, brøler som en bøffel, og, saasnart det er ham muligt, skjeder ud af smedjen som en pil. Den hellige Domenico gik noget mere menneskeligt tilværks. Som han en nat sad ved sit studerbord, viste djævelen sig for ham og gjorde sig ubehagelig. Vor helgen blev hverken urolig eller utaalmodig, men tog det lys, han løste ved og satte det i haanden paa djævelen med befaling om at holde det roligt. Og dermed fortsatte han sin læsning, som om ingenting var hændt. Djævelen er nødt til at adlyde, lyset brænder og brænder ned, og djævelen brænder sine fingre. Samme puds berettes ogsaa om den hellige Antonius og den hellige Bernhard. Ved en lignende anledning lod Luther sig nøie med at slænge djævelen blækhuset i ansigtet, men Luther var ingen helgen han; han var tvertimod, saa paastaaes det af mange, en søn af den onde. Helgener behøvede ikke at tage hensyn. Den hellige Bernardo di Chiaravallo reiste engang i vogn. Da kommer djævelen og brækker et hjul istykker for ham. Desto værre for djævelen selv: helgenen befaler ham at forvandle sig til et hjul og gjøre tjeneste istedet for det itubrukne.
Hyppig lar ogsaa djævlene sig fange i sine egne snarer, naar de har med helgener at bestille. En dag gjorde en af dem den hellige Lupo ganske græsselig tørst, just som han var midt inde i sin bøn. Helgenen lar sig bringe et krus friskt vand, og djævelen skjuler sig fluksens i vandet i det ikke ugrundede haab, at han paa den maade skal kunne fare ind i kroppen paa helgenen, men denne lægger rolig sin hovedpude over kruset og holder saaledes den uforskammede i fangenskab helt til næste morgen. Andre helgener spillede sine fiender det grove puds for lang tid at holde dem i fangenskab. Den hellige Conon Isaurieren stængte djævelen inde i et forseglet kar og anbragte dette i grundmuren til sit hus. Men mester i alle disse kunster var Salomo, der efter sigende stængte legioner af djævle inde i et kobberkar, som han derpaa kastede ud i en sump ved Babylon. Endnu skulde djævlene ha ligget der, naar ikke de gjerrige babyloniere havde fisket karret op og i en ond stund aabnet det i den indbildning, at den viseste af konger havde gjemt en skat i karret. Og hvad skal jeg sige om den hellige Chiuppillo, hvis navn vistnok ikke findes i kalenderen, men som neapolitanerne kjender meget godt og ofte omtaler? Aldrig endnu har nogen helgen drevet slig gjøn med djævelen eller sagt ham saa drøie ord, som de St. Chiuppillo til formaning gav ham med paa veien. Naar jeg fortier dem, er det udelukkende for ikke at gjøre den forbandedes skjændsel altfor almindelig udbredt.
De hellige kvinder veg ikke mere end mændene tilbage for at give djævelen, hvad der tilkom ham. Et par eksempler maa være bevis nok herfor. Den hellige Juliana afslog at tage præfekten af Nicomedia. Eulogius, til gemal, fordi han var afgudsdyrker. Efter forgjæves bønner og formaninger mistede præfekten taalmodigheden, lod hende først piske med ris, derpaa hænge op efter haaret og lod helde smeltet bly over hodet paa hende; da han ikke paa nogen maade kan komme hende tillivs, belæsser han hende med lænker og kaster hende i fængsel. Her viser djævelen sig for jomfruen i en engels skikkelse og tiltaler hende: „O, Juliana, jeg er en engel, som Gud sender dig, for at du skal beslutte dig til at bede til afguderne og ikke dø en saa elendig død“. Men Juliana opsender en glødende bøn til himmelen og tvinger djævelen til selv at give sig tilkjende. For at lære ham, at han ikke mere skal forføre fromme jomfruer, bagbinder den tapre pige ham, kaster ham til jorden, og uden at lade sig bevæge af hans skrig, prygler hun ham ganske grundigt igjennem med de samme lænker, hun selv var belæsset med. Præfekten befaler, at Juliana skal hentes fra fængslet og underkastes nye pinsler, og hun træder ud, idet hun slæber sin tiende efter sig. Denne klager og tigger: „O, Juliana, gjør mig dog ikke slig til latter, thi nu kan jeg ikke mere optræde som frister imod nogen som helst. Man siger, de kristne ei1 barmhjertige, hvorfor har du ingen barmhjertighed med mig?“ Men Juliana hører ikke paa ham, fører ham i triumf over det hele forum og kaster ham tilsidst i et lokum. Den vanvittige præfekt har selv været øienvidne til altsammen, men lader, som vidste han om ingenting. Han befaler, at pigen skal lægges paa steile og hjul, men en engel sønderbryder marterredskabet, og pigen staar der mere uskadt end før. En uendelig mængde øienvidner til disse hændelser omvender sig til kristendommen, og femhundrede mænd og hundrede og tredive kvinder blir halshugget paa stedet. Efterat ogsaa, dette forsøg er forpurret, skal hun uden videre halshugges. I dette øieblik viser djævelen sig atter og opægger skarpretterne til at hævne den krænkelse, som er tilføiet afguderne og ham, men Juliana behøver bare at aabne øinene for at slaa ham paa flugt. Endelig vinder hun martyrdødens krone. En anden Juliana, priorinde i Monte Cornelio, traadte djævelen under fødder, naar han blev hende for ubehagelig, og lagde ham under presse som man gjør med druerne i fadet.
Mere poetisk, om end ikke mere vidunderlig er historien om en hellig Gertrud, — hvilken af de mange med dette navn ved jeg ikke.
Her blir djævelen hverken lænket eller traadt under fod; men hvad han gjør, det beviser, hvor stor magt den hellige kvinde havde over ham. En kavaler var dødelig forelsket i den skjønne jomfru, men hun, der var følesløs for enhver jordisk elskov og kun tragtede efter sin himmelske brudgom, havde lukket sig inde i et kloster og levede i bøn og andagt. Da han intet andet kan gjøre, skjænker den brave ridder al sin eiendom til den orden, som Gertrud var traadt ind i, og blir i løbet af tre aar en fattig mand. Fuld af smerte, ikke herover, men over at han intet mere har at skjænke bort til sin søde venindes ære, driver han land og strand omkring og støder en nat sammen med djævelen, der lover at gjøre ham rigere end nogensinde, bare han vil forpligte sig til efter syv aars forløb at skjænke ham sin sjæl. Den forelskede tar imod tilbudet, skriver gjældsbeviset med sit eget blod, og efter at være blevet rigere, end han var tidligere, strør han pengene omkring sig til sin dames ære. Imidlertid svinder aarene, og det bestemte tidspunkt nærmer sig. Kavaleren tar afsked med pigen og giver hende at forstaa, hvilken skjæbne der venter ham. Saa drikker han et bæger vin, som hun rækker ham, stiger tilhest og begiver sig som en brav mand ved nattetid til det sted, hvor til hans forfærdelige kreditor har stævnet ham. Men da han ser ham komme, blir djævelen bestyrtet og giver ham uden at forlange noget, hans forskrivning tilbage. Paa hesteryggen bag lytteren havde han set jomfru Gertrud, der var kommet for at bringe sin kavaler hjælp.
Mere end engang har det naturlige fiendskab mellem helgener og djævle ledet til ægte udfordringer og tvekampe dem imellem. St. Vulstan befandt sig en dag i kirken og prædikede foran alteret. Da kom djævelen, aldeles raadløs som han var, ind og opfordrede ham til at ta tag med ham. Helgenen gaar ind paa forslaget, griber omkring ham, kaster ham til jorden og trakterer ham noget forfærdeligt. Den hellige Andreas af Skythien havde engang et forunderligt syn. Det forekom ham, at han befandt sig i en cirkus, og paa den ene side stod en mængde æthiopere, djævle nemlig, paa den anden en masse mennesker i hvide klæder, kristne nemlig. De første snakkede sig imellem om kapløb og armtag og lod til at være afhængige af en kjæmpemæssig mohrs befalinger, som overtraf dem alle i styrke og størrelse. De hvide skjønte ikke, hvem der skulde kunne træde op imod ham. Andreas angriber ham og beseirer ham: De hvide fylder cirkusbygningen med sit bifald, og til belønning overrækker en engel seierherren tre kroner. Historien om en lombarder, en from mand med stærke arme, der nærede en hed længsel efter at maale styrke med djævelen og bad Gud om at forunde ham denne naade, fortælles paa flere maader. En dag, da han paa den hellige Vincenzo Ferrers tid befandt sig i Spanien, kom ude paa en mark en gammel, fortørket, vanskabt krok af en fattigkjærring henimod ham; han tror, det er djævelen, og uden videre omstændigheder styrter han sig over hende og prygler hende ihjel.
Den, der vilde give sig til at fortælle alt det gode, som helgenerne har bedrevet, medens de endnu befandt sig i denne jammerdal, bare med at forhindre djævlene fra at gjøre ondt, han fik et langt lærred at blege. Utallige gange tvang de djævlene til at sige, hvad de helst skulde ha tiet med, og til at bekjende alle sine hemmeligheder og hensigter, de onde streger, som de havde begaaet, og dem, som de vilde til at begaa. Mange helgener gjenkjendte fienden, under hvad skikkelse han ogsaa maatte forsøge paa at dølge sig; andre veirede ham med næsen, som jagthunden vildtet. Af alt dette maatte jo den gode sag drage stor nytte, og man forstaar meget vel, at den hellige Francisco af Paola var den eneste mand, som i det femtende aarhundrede har hindret djævlene i ganske at tilintetgjøre og omstyrte Italien.
Ogsaa det ikke hellige menneske kunde med dertil skikkede vaaben beseire djævelen, naar denne anfaldt det udenifra. Var djævelen derimod som en fiende, der paa hemmelige veie sniger sig ind i en fæstning, faret i kroppen paa vedkommende, vanskeliggjorde dette seieren i høi grad, og som vi har set, krævedes der sædvanligvis fremmed hjælp for at tvinge ham til at slaa retræt. Ganske vist fortæller Thomas af Canterbury et tilfælde med en geistlig, der var besat, og som befriede sig selv ved at brænde en kjætter, men saadanne tilfælder indtraf sjelden. Selv om man medgiver midlets virkekraft, havde alle besatte dog ikke en kjætter paa lager til at brænde, og kjætterne blev dernæst udelukkende brændte af inkvisitionen, som med skinsyg griskhed holdt paa denne forret. Som regel betragtet var den besatte et kampudygtigt menneske, og ikke mellem djævelen og ham, men imellem den og en mer eller mindre stridsvant kriger var det, striden med forskjellige krigskunster og med vekslende held blev ført. Nøiere taget var den besatte en fæstning, bag hvilken djævelen eller djævlene slgte beskyttelse mod angriberne og hyppig seierrigt slog deres angreb tilbage.
Der gaves mange maader at uddrive djævelen paa, og midlernes kraft var dels afhængig af sit eget værd, dels af deres, der bragte dem i anvendelse. Der raadede forsaavidt en stor forskjel mellem den almindelige djævleuddriver (exorcist), der alene havde sin geistlige stilling at beraabe sig paa, og den undergjørende, helgen, for hvem det var dagligdags at hænge sin hue paa en solstraale eller at forvandle vand til vin. Hvor exorcisten ofte først seirede efter lange og haarde anstrængelser, under hvilke han af og til selv udsatte sig for at blive taget i besiddelse af den samme djævel, som han havde befriet en anden fra, seirede helgenen med et ord, en haandbevægelse, et blik bare. Djævleuddrivelsen var alt efter omstændighederne en lang og indviklet eller ogsaa en aldeles simpel og hurtig operation. Det hændte, at den kunde udkræve stadige bønner, rituelle formler, faste og andre bodsøvelser, brændende kjerter, røgelsesceremonier, og saa fremdeles, men den kunde ogsaa undvære alle disse ting. Følgelig forholder det sig saa, at ikke alle djævle var af ens humør eller beskaffenhed; ligesom der gaves dem, der vendte ryggen til ved den første udfordring, ja ved den aller første krigslarm, gaves der ogsaa andre, der værgede sig fortvilet, og som man maatte drage ud af kroppen paa den besatte, akkurat som man med knibetangen trækker spiger ud af en væg. Mange besatte blev befriet bare ved, at de berørte en relikvie efter en eller anden berømt helgen eller drak vand, som der var rørt ud en smule støv i fra en saadan helgens grav. Andre blev helbredet, eller lad os snarere sige forløst ved hjælp af det vand, som St. Elias Speleotos hellige træsko var vasket i. Blev djævlene uddrevet af helgener, pleiede de at vise synlige tegn paa sin bestyrtelse og skræk. En djævel, der var besværget af St. Apro, benyttede den første udgang, han kunde finde; han fór ud med megen larm, og som den omhyggelige biograf siger, med voldsom diarrhoe. En flugt, saa smudsig en fiende værdig.
Erasmus af Rotterdam har i en af sine samtaler, betitlet „Exorcismus sive spedrum“,gjort sig lystig over djævleuddrivernes formaliteter og tøv, men rigtignok ved man ogsaa, at det ikke var saa rigtig vel bevendt med hans rettroenhed, og hans spydigheder hindrede ikke en kapuciner i Mantua i mod slutningen af det sekstende aarhundrede at skrive en latinsk bog, hvis titel i oversættelse lyder saalunde: „En svøbe over dæmonerne, indeholdende frygtelige, høist vigtige og virksomme exorcismer og prøvede modgifte til af de besattes legeme at uddrive de onde aander og enhver somhelst art af trolddom, med samt de velsignelser og alle andre ting, man til en saadan uddrivelse haver behov“. Lad os ikke glemme, at stokken ogsaa hørte til de mest prøvede midler, og at mere end én besat, bearbeidet med den af en muskelstærk helgen, som gjennem et under bad om naade, blev helbredet tiden at trænge yderligere besværgelser.
- ↑ Jeg priser den sande Gud, kalder folket, samler presteskabet, begræder de døde, forjager pesten, spreder høitid over (egtl. pryder) festerne, beklager begravelserne, bryder lynstraalerne, ringer sabbaterne ind, opildner de lunkne, stiller vindene, formilder de blodtørstige.
- ↑ Og min stemme er alle dæmonernes skræk.