Åpne hovedmenyen
D
er er kvinder; som lever paa drømme

hele sit liv, bogstavelig paa indbildninger, fostrede i deres egen hjerne uden rod i virkelig heden. Og det er disse drømme, der gjør dem lykkelige. Deres liv vilde ellers være en graa flade, saa langt øiet kan række frem og tilbage, — graat i graat. Men drømmene lyser op, der bliver solstreif og guldskjær, og sindet bliver fornøiet, og øinene kan lyse i et lidet vissent ansigt.

Det er drømmene, min ven! Intet andet.

Der er kvinder, som lever i en stor indbildning om et andet menneske, helst da hustruer om sine mænd. De ser, og de drømmer, og de lægger stor uegennyttig kjærlighed og ømhed ind i hans liv, som andre mennesker med det sterkeste forstørrelsesglas ikke kan se. Men der findes ogsaa kvinder, der har hele rækker og rader af drømme opigjennem aarene; aldrig saa snart er én brusten, saa er straks en anden paa stabelen, — det er de ugifte kvinder, der gaar og pusler med den slags.

Bare om kjærlighed naturligvis.

Saadan er det med Sine Filipsen. Om du møder hende paa gaden, du husker hende ikke to-tre minutter efter, — det er tusener med Sine Filipsens ydre. Rødligt haar, halvstor, hellere mager, ingen øienbryn, smaa, lyse øine. Det er intet individuelt, intet at fæste sig ved; kanske hun ser yngre ud, end hun er. For Sine Filipsen er nu tre og firti aar.

Ni aar gammel var hun blevet forældreløs og kom i huset til fru Mangor. Den gamle fru Mangor i det hvide velstelte hus oppe ved kirken.

«Jeg tog hende lige ud af fjeldet, kan jeg sige,» pleiede fru Mangor at udtrykke sig, naar hun omtalte Sine Filipsens ankomst til hendes hus. Ved denne billedlige udtryksmaade vilde fru Mangor antyde Sine Filipsens aandelige niveau, da hun blev optaget i den Mangorske familie. Forsaavidt havde vistnok fru Mangors opdragelse været heldig. Sine Filipsen var nu den, der holdt det hele hus i gjænge. Den lillebitte duftende have bag det hvide stakit, de snorlige gange, de blanktskinnende vinduer, gardiner uden plet eller lyde, værelser, der duftede af renhed, og sølvtøi, der skinnede af puds, — alt dette skyldtes Sine Filipsen.

Trods alt dette var der dog ingen, som talte videre om Sine Filipsen, hverken indenfor eller udenfor det hvide stakit.

«Min fosterdatter,» pleiede fru Mangor at presentere Sine Filipsen, med en bevægelse med sin store fede haand, som om hun feiede sin fosterdatter bort i krogene. Og der blev fosterdatteren siddende. Fru Mangor trak hende idetmindste aldrig frem.

Fru Mangor var en gammel, tyk, übevægelig dame med en bastant underlæbe. Den slags underlæber, der ikke viger for milde ord eller verdens stød, men har sin egen sure, uforgribelige mening om alt mellem himmel og jord. Fru Mangor sad nu plantet fast i sin lænestol den hele dag, det var, som hendes hele person i tidens løb var surnet sammen til en eneste stor ubevægelig klump. Men fra denne sin lænestol ærgrede fru Mangor sig over alt, som foregik i den lille by og den hele verden. Det var dog især to ting, der var fru Mangors kontraparter. Det var børn og aktier.

«De vokser op til nogle gode mandeplager allesammen,» sagde fru Mangor og tittede mellem sine røde geranier ud i den stille gade efter smaapiger, der gik til og fra skolen. For igrunden var det mest smaapiger, der var fru Mangors aversion. Gutter kunde man jo altid tænke skulde komme til at tjene penge. Men smaapiger! Ikke maatte de gifte sig, for da satte de for mange børn ind i denne verden, hvor der var lidet penge at dele paa før, og kvindesagsbevægelsen var fru Mangor mod af sit dybeste, sureste princip. Igrunden havde nok hendes fosterdatter Sine Filipsen valgt den bedste del — at være til hjælp og hygge og staa paa pinde for dem, der havde penge i verden.

Og i begrebet «aktier» laa for fru Mangor hele tidens svindel og elendighed gjemt. Naar en af hendes bekjendte indlod sig paa aktier, tog fru Mangor hans borgerlige ære fra ham i en fart.

«Naa, saa ved vi, hvad vei det bærer med ham,» sagde fru Mangor i sin lænestol, «aktier og aktier og aktier,» — og fru Mangors underlæbe udtrykte en verden af haan.

Kunde der tænkes noget mere vanvittigt, end at folk spillede med aktier, som hun kaldte det, og naar del saa gik galt, kom de til hende, til Andrea Mangor, og bad hende hjælpe dem ud af den suppe?

For saadan gik det, hun havde seet det de utallige gange, skjøndt de maatte nu ogsaa engang lære, at stolede de paa hende, gik de feil i byen. Det gik endog til sine tider saavidt, at fru Mangor indbildte sig, at alle, der kom indenfor den hvidmalte havelaage, kom for at laane penge. Ja, gik nogen flere gange itræk forbi hendes hus, havde hun sine egne tanker derom.

«Sine, Sine,» fru Mangors dybe stemme gav gjenlyd i de store værelser, «kom hid og se, — hvorfor tror du han — den eller den — gaar og driver her udenfor idag. Nu er det tredje gang, han gaar opover, saasandt jeg hedder Andrea Mangor, gaar han ikke og spekulerer paa en dyst.»

Hun kaldte det altid en dyst, naar nogen kom og vilde laane penge af hende. Og for den sags skyld kunde hun saamæn ogsaa gjerne kalde det saa, om hun end altid vidste, at Andrea Mangor blev den seirende part.

Hos fru Mangor havde Sine Filipsen boet i to og tredive aar. Ud og ind, op og ned, pudset og gnedet, stivet og vasket, — skjændt og hundset i to og tredive aar.

Sine Filipsens barndom og ungdom var en eneste kuende martyrdom fra dag til dag. Var det en eller anden ting ved hendes opførsel, der ikke huede pleiemoderen, hed det altid :

«Hvor havde du været henne nu, havde jeg ikke taget mig af dig, — død havde du været for mange aar siden, — og det bedste havde det kanske været ogsaa.»

Og den sky og hvidblege lille Sine Filipsen sad stiv og ubevægelig paa sin stol, som fru Mangor vilde, at hun skulde sidde, med den rædsomme, knugende tanke, at hun havde været død, hvis ikke fru Mangor havde været. Ikke et øieblik faldt det hende ind, at det dog maaske havde været det bedste alligevel. Hendes hjerte rummede ikke andet end en underlig, rædselsblandet taknemmelighed for pleiemoderen.

Og ungdomsaarene gik, ingen glæder, ingen lærdom, ingen mening om nogen ting maatte hun have. Det var nu Andrea Mangors begreb om, hvorledes en kvinde bedst blev skikket til livets strid.

«At føite ude mellem ungdom, jo det skulde der ogsaa komme noget ud af, — og forlibthed og sligt, — nei, lær at koge en grød, du — slige fruentimmer, der lægger sin næse op i alting og har meninger, uf, det byder mig imod — det gjør det. Jeg «tænker» jeg, Sine, og mere end én tanke behøves ikke i et hus,» og fru Mangors rødviolette underlæbe veg ikke en linje. «Men forresten, vil du have mere fornøielse, end mit hus kan byde, saa gaa du—, gaa du—, jeg holder saamæn ikke paa dig, det er flere af din sort — !»

«Nei, tante, jeg har det jo saa godt, — jeg er jo saa taknemmelig. »

«Jasaa, du kalder det taknemmelighed, bare ud og ud og ud vil du—.»

Det var ikke mange saadanne forsøg, Sine Filipsen havde gjort i aarenes løb, hun var for skræmt og ræd, og hvor skulde hun hen, hvis tante Mangor slog haanden af hende? Veninder havde hun ikke havt mange af, det var blot to eller tre opigjennem aarene, der ikke havde begaaet altfor mange vidtløftigheder i retning af for lovelser og sligt, der naadigst blev approberet af fru Mangor.

En gang havde hun virkelig ogsaa holdt et ungdomsselskab for sin fosterdatter. Tænk, et virkeligt selskab — men det var jo ogsaa noksaa længe siden. To og tyve aar sidst Mikæli, men Sine Filipsen maatte endnu takke, naar det kom paa bane.

«Tolv unge piger paa et bret, Sine, og hvisking og tisking om kjæresterier og mandfolk hele aftenen, jeg undres bare, jeg stod det over,» siger fru Mangor endnu den dag idag.

Sine var forresten hin aften for to og tyve aar siden den hele aften i kjøkkenet og kogte og anrettede, medens de tolv havde siddet rundt det store mahognibord i den bedste stue og spillet skjæbne om unge herrer!

Men efter hvert som Sine Filipsens jevnaldrende blev gifte og lykkelige, fik børn og saa glade ud, kom drømmene til Sine Filipsen.

Det var naturligvis om kjærlighed altsammen, bare kjærlighed, men af en forunderlig ulegemlig sort. Der fandtes end ikke det fjerneste spor af sanselighed indenfor Sine Filipsens flade, lille bryst. Trods at hun nu var oppe i firtiaarene, var Sines sind saa rent og uberørt som et barns.

«Jeg ved det jo ikke,» pleiede Sine Filipsen sige, naar et eller andet thema kom paa bane, som børn ikke netop maa høre, «men tante Mangor har jo fortalt mig noget af hvert, naar vi sidder saadan og arbeider om aftenerne, og verden er fæl, — jo, mændene maa være grusomme,» sagde Sine.

Sine Filipsen havde aldrig havt noget egteskabstilbud, aldrig havde nogen mand ønsket at holde hende i sine arme, aldrig havde hun kysset et eneste menneske. Uf da, nei, paa saadant tænkte Sine Filipsen ikke. Nei, det var mændenes stille ubesvarede kjærlighed, hun drømte om. For aldrig, aldrig vilde hun hengive sig til nogen mand. Nei, tante Mangor havde fortalt altfor meget, — altfor, altfor meget! Fy da, — nei tak!

Men de skulde sukke for hende, fortæres af kjærlighed, — aa, alt det Sine Filipsen i sine egne tanker havde været udsat for i den retning. Jo, hun kjendte nok mandfolkene, Sine!

Den første var skolelæreren her lige over, der siden giftede sig med enken efter kjøbmand Hodne. Ja, det var ogsaa en historie.

Stod han ikke i det aabne vindu hver eneste morgen og stirrede lige ned i kjøkkenvinduet, hvor hun netop paa den tid stod og gjorde frokosten istand. Sandelig var hun ikke saa kjed de øinene saa, — og engang tog han sogar en kikkert og saa lige lukt ned paa hende. En virkelig theaterkikkert var det. Men da blev det formeget, da satte Sine Filipsen op halvgardiner. For det kan nu være maade paa kurtise ogsaa, tænkte Sine.

Men en dag — Sine glemte det aldrig — stod ikke skolelæreren i egen person i kjøkkendøren! Hun troede, hun skulde faldt om, og maatte holde sig i kjøkkenbænken. Det var da en frækhed uden lige at komme lige ind til hende.

Han bad saa meget om undskyldning, men om han fik lov til at tage en gren af det espalier,, der slyngede sig rundt kjøkkenvinduet. Han interesserede sig for botanik, og nu havde han saa længe spekuleret paa den plante, at han maatte have greie paa den og kanske skaffe sig nogle stiklinger.

Jo, han er god, rigtig en af de udspekulerede, tænkte Sine Filipsen.

«Jo da, værsaagod;» men Sine var vred, snudde raskt ryggen til og skar op brød, saa det susede. Og siden var han, ikke to gange — nei, sandelig var det ikke tre gange, og det i løbet af fjorten dage, ude i haven for at se paa hendes plantninger.

Og en gang raabte han fra vinduet: «Deiligt veir idag, frøken!» Og den lille magre, udkjørte Sine Filipsen laa og kunde ikke faa sove om natten for al den kjærlighed. En gang foldede hun hænderne og takkede Gud, fordi alt var saa deiligt.

Og om dagen tindrede øinene, og foden fløi lettere trapperne op og trapperne ned. Jo — jo san!

Men ikke et ord turde hun sige til fru Mangor. Tante Mangor, som var saa streng ligeoverfor saadant noget, hun var istand til at jage hende ud af huset, fik hun idé om en saadan stormende kurtise.

Den hele dag slåp ikke Sine Filipsen skole lærerens vindu af øie eller tanker. Havde han gardinet oppe, vilde han have udsigt til haven og hende i det længste, var gardinet nede, saa maatte han endelig engang bryde over tvert og arbeide.

Stakkaren! tænkte Sine Filipsen.

Saa kunde hun ikke længer gaa alene med sin store hemmelighed. Hun maatte betro sig til Aagot Monsen, den eneste veninde, der fuldt ud vandt fru Mangors bifald. Grunden til denne velvilje var først og fremst, at hun havde penge, mange penge, og dernæst, at det lod til, at hun ikke vilde gifte sig, men foretrak at holde hus for sin broder.

«Det er sjelden at finde et fornuftigt menneske nu for tiden,» sagde fru Mangor, «men jeg maa sige saa stort et ord, at Aagot Monsen har forstand.»

Sine gik i to dage og betænkte sig, før hun turde bede tante Mangor om lov at gaa en tur, men saa raabte skolelæreren en morgen fra sit vindu: «Det ser ud til, at løgen kommer pent op, frøken,» — saa kunde ikke Sine Filipsen mere, nu maatte hun have luft! For en saadan tilnærmelse havde vel aldrig nogen været ude for før.

Om hun fik lov til at gaa en liden tur, bare en liden stund, ned til Aagot?

«Nei, nu bliver du for svær, det er jo ikke otte dage siden, du spaserede, — men kan du være hjemme til klokken syv — du har tre kvarter at løbe paa — , saa gaa du, ingen skal sige, at jeg holder dig for strengt.»

Saa pilede Sine nedover til sin veninde og traf hende heldigvis. Aagot Monsen var en ferm, stor kvinde med et mandhaftigt væsen og en tryg maade at være paa, som pengenes rygstød giver. Sine Filipsen sad der, liden og graa med tindrende øine, og fortalte sin store historie.

«Det er noksaa rart», Sine Filipsen syntes i det hele taget, at alting var rart, «det er noksaa rart, at han gaar der, stakkaren, og bærer sig slig, og tante Mangor har ikke mere idé om det end som saa — ,» og Sine Filipsen slog ud med haanden og saa udfordende paa veninden.

Det havde generet hende lidt under hendes meddelelse, at Aagot Monsen intet havde sagt, ikke et ord, hun bare syede, som det gjaldt livet, paa en lang linsømfald. Men da Sine holdt op — hun havde ikke mere at berette — brød Aagot tausheden.

«Og saa da?»

«Saa, nei, jeg har jo fortalt dig altsammen, — det er jo ikke mere end en to-tre dage siden, han raabte igjen fra vinduet, — hvad synes du om det?»

«Ja— a, — men tror du, han mener noget med forlovelse da, — noget alvorligt da, Sine, hvorledes kan du bare efter dette vide, om han bryder sig om dig?»

«Bare efter dette, — jeg ser jo paa hans øine, at han elsker mig.»

«Ja, kanske da, — det var kanske godt for dig, Sine, om det blev noget af?»

«Blev af? Kan du tænke, jeg vil have ham, aa nei,» Sine kastede med nakken, «men det er noksaa rart alligevel.» Sine følte sig skuffet. Aagot Monsen havde ikke modtaget hendes meddelelse med den interesse, hun saa sikkert havde ventet. Kanske det var bare jalousi, for alle sagde jo, at Aagot, trods alle hendes penge, ikke vandt herrernes bifald. Nei, herrerne vilde have nogen mere kvindelige, nogen fine, smaa blege — Sine Filipsen kastede et lidet skjult blik paa sig selv i speilet.

«Ja, jeg kan ikke sige mere jeg, Sine, end at det kanske var godt for dig, hvis han vilde have dig, — saa kom du da idetmindste ud af den trædemøllen hos tante Mangor. »

«Kjære dig, — trædemølle, — jeg er jo hendes fosterdatter.»

«Ja, det er jo godt; naar du er fornøiet saa,. jeg faar nu høre, hvorledes dette udvikler sig,, for dette, du har fortalt, er jo ingen ting, Sinemor.»

Uf nei, Aagot var rigtig blevet saa lei i det sidste, nei, det havde ikke været det ringeste morsomt at fortælle hende om skolelæreren. Hun skulde vist ikke saa snart gaa til Aagot Monsen igjen. Nei, det var bedre at have det for sig selv, meget, meget bedre.

I to dage saa hun ikke skolelæreren. Kanske han var reist bort og vilde skrive til hende. Sine gik som i en lyksalighedsrus. Men hele tiden sagde hun til sig selv: Jeg vil ikke have ham, naturligvis, nei naturligvis, — men ved siden deraf var det en frydefuld, mægtig følelse: Jo, jo, jeg vil have ham, — aa for en usigelig lykke!

Hvor hun ventede paa postbudet i de dage, talte minutterne til posten kunde ventes, tænkte ikke paa andet.

«Idag er det brev — idag — idag.»

Nei, intet brev! Kanske hian heller siger det mundtlig, tænkte Sine, saadan en aften, naar det er lidt tusmørkt og fugtigt af duggen. —

«Har frøkenen hørt forlovelsen da,» spurgte tjenestepigen.

Nei, Sine Filipsen havde ingen forlovelse hørt.

«Skolelæreren herover og enken efter kjøbmand Hodne.»

Sine slap gaffelen, hun holdt i haanden:

«Puh, javist — aa nei, folk lyver saa meget.»

«Jeg mødte dem saamæn arm i arm igaar kvæld i tusmørket.»

Det var et slag, men det knuste ikke. I to timer kunde Sine Filipsen ligesom ikke lænke, men saa samlede hun sig. «Stakkaren, — han vovede sig ikke til at snakke til mig, aa nei, jeg viste ham nu tydeligt nok, at det ikke nyttede noget, —og saa trængte han kjærlighed — jo, jeg saa det paa øinene hans, — han har nok havt sine egne tanker, der han har gaaet, han, stakkar.» Og naar Sine siden mødte skolelæreren og hans frue, saa hun medlidende paa hende. «Aa ja, det er noksaa rart, men den første kjærligheden er nu den bedste.»

Det var Sine Filipsens første erobring. Siden havde det været mange; det var melkemanden, der satte saadanne underlige øine og gav saadant rigeligt godt maal, som aldrig nogen melkemand før havde gjort. Hvad mente han med det? Og bybudet nede ved kirken, der sprang som en vind for hende og hilste, — nei slig som han hilste, naar han saa hende paa lang afstand.

Det kan nu være maade paa alting ogsaa, tænkte Sine Filipsen.

End gartneren da? Vilde han ikke paa død og liv sætte det rosentræet netop udenfor hendes vindu, — for det var saa pent at se paa for frøkenen, — stakkaren, hvad mente han med det? Han kunde jo ikke vise det paa anden maade, han.

Saa var det handelsbetjenten hos kjøbmand Greve. Det var en lang historie og de tusen rare ting: Om afslag i priser og godt maal, og saadan som han hviskede, naar han sagde, at hun skulde faa sukkeret for den og den pris, og at prisen paa olje var nedsat. Og saa underlig øm han var i tonen.

Det er noksaa rart, tænkte Sine Filipsen. For aldrig hviskede handelsbetjent Ørum til andre, det hun saa, og kjøbte hun drops, vilde hun ikke engang snakke om, hvor store poser, hun fik for 10 øre.

Men fru Mangor surnede mere og mere i sin lænestol og ærgrede sig over verden. Hver dag lod hun sig kjøre rundt i stuerne i sin rullestol og pegte med sin stok efter flekker og støv, og Sine Filipsen laa paa knæ og børstede og gned med lykken i sit hjerte, for idag havde handelsbetjent Ørum gaaet fra alle de andre kunder — bogstavelig — og lige hen til hende. Nu var det da tydeligt nok, det var bare rart, at ikke alle saa det. Handelsbetjent Ørums kjærlighed overvældede hende ganske, hun trængte ikke mere, Sine Filipsen, i de dage. Og hver dag var det noget, som hun nødvendigvis maatte til kjøbman den efter. Traf hun ikke Ørum, var hele den dag ganske sort uden et eneste lyspunkt.

Men en vakker dag var Ørum reist, ingen vidste hvorhen. Det sivede ud, at der havde været noget bedrageri med i spillet, men at kjøbmand Greve havde ladet naade gaa for ret.

Saa tomt det blev efter handelsbetjent Ørum! I lange tider drømte Sine om, at hun vilde se til at faa ham opspurgt og bede tante Mangor om penge og hjælpe ham, — hvorledes han vilde se ud, naar hun gav ham de pengene, — hvor glad han vilde blive, hun syntes hun hørte stemmen hans da! Men aldrig hørte hun et ord om ham mere.

Da Sine Filipsen kom op i trediveaarene, begyndte prestesværmeriet. Presten Berg var ugift. Naar han sagde: «Gud velsigne Dem,» og saa paa hende med de mørke hængende øinene sine, lagde det sig som et slør af deilighed rundt hele Sine Filipsens magre lille skikkelse. Aa Gud, for en mand!

Engang kom han gaaende fort efter hende paa gaden og sagde, at han netop havde gaaet og tænkt paa hende. Om hun ikke vilde deltage i en missionsforening?

Nei, de presterne, de er gode, — tænkte Sine, — det var en deilig mission, han tænkte paa; nei begynder ikke han ogsaa nu, ja, jeg har nu al tid hørt, at presterne ikke var borte i den retning.

Var det muligt at komme i kirken, fik Sine med én gang en stor længsel efter at gaa did ; hun havde fundet en plads ret ned for prædikestolen; der var saa lyst og saa fredeligt paa den pladsen, og det var jo altid hyggeligt at kunne se presten, — og sandelig, ja, Sine Filipsen skulde gjerne give sit liv paa, at presten Berg saa paa hende under hele sin prædiken. Uafbrudt, længe og dvælende, medens de milde ord strømmede fra hans læber.

Og Sine Filipsen gik ud fra kirken i en forunderlig henrykkelse over Guds kjærlighed og presten Bergs brune, dvælende øine.

Men hvorledes maatte hun ikke gaa omveie, lirke og lure sig frem hos tante Mangor for at faa lov til at deltage i pastor Bergs missionsforening. For tante Mangor var i elet hele taget ikke for nogetsomhelst, der havde med prester at gjøre. Det skulde man undgaa i det længst mulige, mente fru Mangor.

Pastor Berg havde opfattet denne hendes modstand mod geistligheclen og fik ikke ro i sin sjæl, før han gik til hende. En søster af fru Mangor var nylig død, og han greb denne leilighed til at aflægge hende et besøg. Fru Mangor havde netop sit spilleparti, da pastoren traadte ind. Tre andre bastante fruer sad rundt det blanktpolerede spillebord under hængelampens milde skjær. Pastoren udtrykte sin medfølelse i anledning dødsfaldet og lod falde nogle ord om døden og dommen, der ventede os alle.

Fru Mangors underlæbe var ikke at spøge med : «Lad de døde hvile i fred, hr. pastor, — og saa giver vi kortene rundt.» Og de nye glatte kort gled henover den blanke flade, — og der sad pastoren!

Men efter denne dag fandt han, at det var en samvittighedssag for ham oftere at se indom den gamle dame. To gange om ugen kunde det hænde han kom. Og Sine aabnede døren for ham med bævende hjerte. Aldrig havde nogen prest været indenfor dette hus før, det kunde blot være én mening i dette, — en eneste stor mening. Og altid kom han i tusmørket; hvad mente han med dette?

Der fandtes ikke koketteri i Sine Filipsens hjerte. Aldrig, nei aldrig var en eneste tilnærmelse skeet fra hendes side, men det var ogsaa unødvendigt, da den anden part, i hendes øine, rigelig besørgede den ting for sin del.

Presten kunde sidde en times tid ad gangen ; Sine Filipsen sad stum som en voksfigur med sit strikketøi. Kunde saa presten ved afskeden sige : «De sidder saa stille, frøken, at man rent glem mer Deres tilstedeværelse,» saa bævede Sines hjerte. Ja, Sine kunde ikke faa andet ud af dette end en halv kjærlighedserklæring, og naar saa presten i den mørke gang trykkede hendes haand og hviskede: «Gud velsigne og styrke Dem i Deres vanskelige stilling,» — saa kunde Sine gjerne faldt ham om halsen.

Hvor hun længtedes efter de stille stunder, naar presten kom, endda hun fik det dobbelt svært efter. For fru Mangor var aldrig saa slem, som naar pastoren rigtig havde læst hende Pauli ord. Da syndede hun siden mod kjærlighedens bud, saa det forslog.

I syv maaneder levede Sine Filipsen paa pastorens besøg og haandtryk i den mørke gang. Han turde øiensynlig ikke nærme sig hende mere af respekt for tante Manger; aa, Sine følte sig forvisset om, at det var saa. Hans kjærlighed var nok af den egte sort.

Saa kom slaget. Pastoren giftede sig, løste sogar kongebrev, saa han alt havde været gift et par dage, før nyheden naaede indenfor fru Mangors stille hus. Sine gik som i en bedøvelse, kunde ikke, vilde ikke tro det, — til pastoren selv ud paa aftenen kom og fortalte den glædelige tidende. Han var lige blød og venlig i sin tale mod Sine, og haandtrykket i gangen lige inderligt.

«Aa, de falske, falske mandfolk,» jamrede Sine og fik ikke sove paa to nætter. Den skuffelse var svær at komme over for den lille Sine Filipsen.

Saa kunde der gaa lange tider, hvor Sine med sin bedste vilje intet saa i retning af erotik, absolut intet. Ikke engang bybudene hilste længer, og den nye melkemand var grov og uhøflig. Da blev livet med engang saa underlig tomt og tørt. Intet at haabe og intet at længes efter. Slid ude og skjænd inde, og Sines liv lignede en ørken. Og Sine blev gammel, hul i kinderne og gul i huden, men selv saa hun det ikke. Hjertet var lige ungt og aabent som en blomst i en kjelder, der strækker sig efter det mindste solstreif, — saaledes strakte Sines sind sig efter kjærlighed.

Men varede de tomme, tørre tider for længe, blev Sine Filipsen bitter.

Livet kan være brydsomt nok, tænkte Sine, aa jo, det er noksaa rart, hvad er det, én gaar og slider for?

Men saa kom de barmhjertige drømme igjen og tog lille Sine Filipsen i sit skuffende favntag.

Fru Mangors brodersøn kom i huset for en tid, en ung kavalleriløitnant, bare livsmod, bare moro. Naar hans sporer klirrede gjennem gangen, og trappen knagede af hans hurtige skridt, bragte han som et stormveir af liv. Det var en tyk, blomstrende ung mand, der elskede denne verdens glæder, kvinder, vin og et godt bord, og han opdagede snart, at Sine Filipsens gunst var neglen til tante Mangors spisekammer. De faa stunder, han var hjemme, kredsede han om kjøkkenet og Sine som en flue om honning.

Og Sine laa øieblikkelig under; det var ikke den stille given-sig-hen i bløde stemninger, som pastoren bragte over hende, det var kavalleriløitnantens livsmod, der greb Sine Filipsen med sin mægtige haand. Hun blev næsten overgiven, trallede og sang visestumper, medens hun pudsede kobbertøi og pletsager, saa det skinnede. Og altid passede hun paa at have noget ekstra til løitnanten. Hun lavede i smug hele smaaa anretninger til ham. Tante Mangor sad i sin stol, for hende var de sikre, og løitnanten sad paa kjøkkenbordet og delikaterede sig.

«Du er den mest mageløse k vinde, jeg har truffet i mine dage, Sine,» — løitnanten tyggede og snakkede, — «det er et tab for egtestanden, at du ikke er bleven gift, — formelig et tab.»

Hvor længe Sine Filipsen levede paa disse ord, kan ikke godt beregnes, det strakte sig gjennem flere aar.

Sines fantasi var alt paa flugt. Hun var tolv aar ældre end ham, men saa galt havde man seet før; det var nu noget, enhver kunde se, at han satte pris paa et ordentligt stel, og hvad kunde de pyntedukkerne nu for tiden. Sine Filipsen var dengang otte og tredive aar, men hendes hjerte var atten de to-tre maaneder, kavalleriløitnanten opholdt sig i fru Mangors hus. Han spiste den delikateste roastbeaf paa kjøkkenbænken, snurrede Sine rundt paa kjøkkengulvet, og engang han tørrede sine mustacher, udbrød han: «Sandelig kunde jeg ikke have lyst til at kysse dig, Sine.»

Sine huskede det hele sit liv og tænkte paa det næsten hver eneste dag. Men kavalleriløitnanten reiste uden at erklære sig.

Aa ja, det er noksaa rart, tænkte Sine.

Men hvem der i Sines tanker rent ud an greb hendes dyd, var gamle poslmester Grude. Tænk, han havde en aften ude i gangen kysset hende paa halsen. Paa halsen! Det var rædsomt, og dog ved siden deraf en liden, en bitte liden triumferende følelse. Nei, dette holdt Sine ikke ud at gaa med alene. Hun maatte meddele sig til nogen, — det var nok dem, der gjorde af hende ogsaa, jo, jo san, — til Aagot Monsen vilde hun endnu samme dag gaa ned og fortælle om postmester Grudes kys. Historien med skolelæreren var rent gaaet i glemmebogen, der var gaaet flere aar siden hin dag.

«Isch,» sagde Aagot Monsen, «den gamle, ækle postmester Grude, «der findes nu vel ikke den dame i byen, han ikke har forsøgt sig med. Pas dig for ham, Sine.»

Uf ja, det var grusomt, tænkte Sine. Den næste dag, da postmesteren kom, lukkede hun saa vidt gadedøren paa klem, at hendes næse kunde komme imellem. Det var noget af en hoverende følelse i dette at staa der og ikke vise sig en gang. Nu kunde han have det saa godt. Men da hun saa postmesterens ryg bortover havegangen, var det, som om noget af en skuffelse sneg sig over hende alligevel.

*

Sine Filipsen er nu godt og vel over de firti, men drømmene er endda i fuldt flor.

Dagen er tungsom og mødig, og himmelen er graa. Møder du hende, saa giv hende et venligt ord. Hun vil tage det frem igjen og atter igjen, der hun staar mellem skyllevand og opvask, og pudse dine ord og dit smil blankere end en kjerte.

Ja, for du kjender vel Sine Filipsen?


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.