Efterladte Arbeider i Vers og Prosa af Henning Junghans Thue
28. Efterladte Arbeider i Vers og Prosa af Henning Junghans Thue. Udgivne med Forfatterens Levnet som Fortale af M. J. Monrad. Christiania 1853. 8. XII og 168 S. Chr. Tønsberg. Heftet 72 ß.
H. J. Thue, Lector ved Universitetet i Græsk, var en af de Personligheder, til hvem ogsaa Literaturen syntes at kunne knytte gode Forhaabninger. Væsentlig kaldet til videnskabelig Virksomhed, havde han dog allerede givet tydelige Tegn til at han besad baade Lyst og Evne til ogsaa at virke for den skjønne Literatur. Og var han maaskee ikke af dem, der skulde aabne nye Baner, eller igjennem hvem hidtil ukjendte Kræfter skulde komme til Gjennembrud, vilde han med sin fleersidige Dannelse og sit milde Gemyt i ethvert Tilfælde have udøvet en beroligende Indflydelse og bidraget til Klarhed og Besindighed. Og i vor begyndende Literatur, hvor saameget Ubevidst gjærer og bruser, hvor en indre i Nationalcharakteren liggende Lidenskabelighed ved enhver Leilighed stormer frem, hvor desuden maaskee netop paa Grund af Farvandets Sneverhed Bølgerne saa let blive bratte – her paa disse „dunkle Vande“ er netop ethvert Fredens Oljeblad, der rækkes os, af stor Vigtighed og Betydning.
Ved Ædlingens tidlige Bortgang gik ogsaa disse Forhaabninger i Graven. Men Literaturen er væsentlig en Erindringens Verden; hvad Sandt og Skjønt og Godt der i Aanden rørte sig, bør der ikke sporløst gaae tilgrunde; selv den stræbende Udvikling, den ædle Spire, der ikke naaede sin fulde Modenhed, har der et fredet Gjemmested. Selv over sit uopfyldte Haab sætter Literaturen et Monument.
Af Mange har det været følt og ofte yttret, at der skyldtes Thue et saadant literært Gravmæle. Og ganske i Særdeleshed maatte jeg, der i Studier, Bestræbelser, Livsbane idethele har været saa nær forbunden med den Hedengangne, føle mig kaldet til idetmindste at række en hjælpsom Haand ved dets Reisning.
Alligevel tilstaaer jeg, at nærværende Arbeid ikke er fremkommet uden Anledning udenfra.
Nemlig Henning Thues Fader, Hr. N. Thue, havde først foranstaltet en samlet Afskrivt af de af Sønnens Poesier, han kunde overkomme. Denne sendte han til mig med Anmodning om at faae en Forlægger og besørge Udgivelsen. Men da jeg deels ved Gjennemsynet fandt, at nogle af de optagne Digte ved et altfor specielt Indhold eller af andre Grunde ikke egnede sig til Offentliggjørelse, deels i Almindelighed syntes, at en udelukkende Digtsamling som Mindesmerke, ikke vilde stille Forfatteren, der dog ikke væsentlig var Digter, i det rette Lys: foreslog jeg, ved Sigtning, Omordning og tildeels Fuldstændiggjørelse af det givne Material og tillige ved Tilføielsen af nogle andre Arbeider fra Forfatterens Haand samt af et biographisk Forord, at ville bringe i Stand en liden Bog, der da, ledsaget af et vel udført Portræt, antoges at kunne blive en nogenlunde anstændig Erindring om den baade af os, hans Venner, og af Fædrenelandet dybt Savnede. Da nu Hr. Thue gjerne modtog dette Tilbud og Hr. Tønsberg beredvilligen paatog sig Forlaget og Besørgelsen af Portrætet, er paa denne Maade nærværende lille Bog fremkommen.
Denne indeholder da, efter en kort Levnets-Skildring fra min Haand, først en Samling af Digte, for en stor Deel Leiligheds-Arbeider, hvilke dog ville opfriske Billedet af Forfatterens Personlighed, deels ved at minde om de Forholde og Begivenheder hvori han i sin Tid var med, deels ved at lægge for Dagen hans Betragtningsmaade deraf og overhovedet de Sympathier, der rørte sig i hans Bryst. Merkeligt nok, er det sidste en Gravsang over en Collega, Professor B. Holmboe, i hvilket Digt, skrevet faae Dage førend Forf. tiltraadte sin sidste Reise, han kan isandhed siges uvilkaarlig at have sunget sit eget Reqviem.
Derpaa følger en Afhandling om den norske Lyrik, der oprindelig stod i „Nordisk Literaturtidende“ og væsentlig var beregnet paa det danske Publikum. Men da den indeholder Forfatterens Dom over de vigtigste af vore Digtere, antages den ogsaa her at maatte læses med Interesse, ligesom den ogsaa som betegnende for det Standpunkt, Forf. indtog eller tænkte at indtage til Samtidens Literatur, netop hørte hjemme i et Skrivt, der hovedsagelig var helliget Forfatterens Erindring. Derefter hans Prøveforelæsning for Lectoratet i Græsk over det selvvalgte Emne: „om Demokratiets Udvikling i Hellas til og med Solon,“ og tilsidst en metrisk Oversættelse af Æschylos’s Choephoræ, hvori et Afsnit af omtrent 80 Vers er interpoleret af mig, da det manglede i Forf.s Manuscript.
Det kan naturligviis ikke være min Mening her at ville indlade mig paa nogen Kritik over min afdøde Vens Arbeider. Ham kan nu ingen Kritik naae; og til at repræsentere Efterverdenens Dom er netop jeg, den Jævnaldrende og i saamange Henseender Nærstaaende, maaskee af Alle mindst skikket. Paa det Meste af det her Leverede har desuden ikke Forf. kunnet lægge den sidste Haand, ligesom han overhovedet ikke endnu havde naaet frem til den Modenhed, han selv satte sig som Betingelse for en mere afgjort selvstændig Optræden. Det kan derfor gjerne erkjendes, at i det, der her bydes Offentligheden, er meget Ufuldkomment og intet enten slaaende Nyt eller i Formen Fuldendt. Denne Bog er i en vis Henseende en Overflødighed; den roser sig ikke af, at der er en Plads, som den har at udfylde, eller et Savn i Literaturen, den har at afhjælpe; den skal meget mere kun betegne en Plads, der staaer tom, og minde om et Savn, der bliver. Kan Bogen – der forresten er liberalt udstyret og ledsaget med et i Bærentzens Institut efter en Daguerreotyp udført smukt, maaskee endog vel smukt Portræt – kan den kun af Velviljen blive modtagen som en venlig Erindring om en begavet og elskværdig ung Mand, da har den ingen større Fordringer.
Og dersom man endnu til Slutning vil sige, at ogsaa denne Anmeldelse er en Overflødighed og gjerne kunde været uskreven, da har jeg derimod ikke et Ord at indvende.
M. J. Monrad.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |