Eilert Sundt. Beretning om Fante- eller Landstryger-Folket i Norge
1. Beretning om Fante- eller Landstrygerfolket i Norge. Bidrag til Kundskab om de laveste Samfundsforholde, af Eilert Sundt. Christiania 1850. VI og 394 S. 8. Com. hos A. D. Wulfsberg & Comp. indb. 48 ß.
Ved den i 1845 optagne Folketælling blev Almeenhedens Opmærksomhed henvendt paa det betydelige Antal omstreifende Personer, som drage om i vort Land under Navn af Fanter eller Skøiere, og om hvis Fleerhed man med Sikkerhed kan antage, at de ernære sig paa en mere eller mindre lovstridig Maade, og der i det Hele taget danne en i saa mange Henseender betænkelig Udvæxt paa Samfundet. Storthinget tog under Overveielse, hvorvidt man gjennem offentlige Foranstaltninger skulde kunne vinde disse Mennesker, hvem saavel Lovgivningen som Folket i Almindelighed næsten havde betragtet som fortabte, for Kirke og Stat, der begge havde at klage over disse Ulykkelige som forhærdede Overtrædere af deres Love. Men under disse Overveielser viste det sig, at man, at dømme efter de Erfaringer, som enkeltstaaende ved Privatmands Menneskekjærlighed anstillede Forsøg paa at bringe vildfarende Personer af dette Slags paa ret Vei, afgave, eller som vare vundne under Retfærdighedens Haandhævelse, ingenlunde var i Besiddelse af tilstrækkeligt Kjendskab til denne omvandrende Slægts Sæder og Begreber til at træffe Forføininger, hvoraf man med Sikkerhed skulde kunne love sig en gjennemgribende Forbedring i deres Tilstand. Denne Anskuelse blev navnlig med stor Styrke forfægtet i vedkommende Storthingscommittees særdeles velskrevne Indstilling, der almindelig sagdes at være forfattet af den desværre nu hedengangne Sognepræst og Storthingsrepræsentant C. W. Scheen. Dette gav Anledning til, at Regjeringen tilstod Cand. Sundt, som allerede forhen havde været beskjæftiget med Undersøgelser om Fantefolkets Sæder og Tilstande, offentlig Understøttelse til Fortsættelsen heraf, og Udbyttet af hans Granskninger i denne Ret ning er det han i det i Overskriften nævnte, paa offentlig Bekostning udgivne Værk har forelagt Almeenheden.
Han har her, som det forekommer Anmelderen, fyldestgjørende beviist, at Kjærnen af dette Fante- eller Landstrygerfolk fra ældre Tid af har været dannet af en for Skandinavien fremmed Slægt, den samme, der over hele Europa er kjendt under Navn Zigeunere (Gipsies, Bohéémiens, Gitanos), der imidlertid i Tidernes Løb her i Landet have antaget et forandret og med deres Omgivelser mere stemmende Præg. Men til den har sluttet sig et ikke ringe Antal af Landstrygere, tilhørende vor egen Stammes Bærme, hvortil endnu kommer et andet Slags Omstreifere, de her saakaldte Skøjere eller Meeltravere, der i Danmark kjendes under Benævnelsen Natmænd eller Kjeltringer og i Tydskland kaldes Gaunere, og som efter den almindelige Hypothese have dannet sig i Middelalderens Slutning ved en Sammenblanding af de fredløse Personer af alle Nationer, der da i store Bander hærjede Europa. De skjelne sig i mange Stykker fra de egentlige Zigeunere, deels i deres Sæder, deels fornemmelig derved, at de have et eget hemmeligt Sprog, eller rettere Jargon, det saakaldte Rotvælsk, Kjeltringe- eller Tyvesprog, medens Zigeunerne endnu her som overalt i Europa tale deres eget oprindelige Sprog — Rommani — om end i en forvansket Skikkelse. Ligesom Forskjellen imellem Landstrygerne af reen norsk Herkomst og Skøjerne eller Meeltraverne næsten ikke mere er paaviselig, saaledes er den ogsaa for en stor Deel forsvundet mellem disse Klasser af Omstreifere og de egentlige Zigeunere eller Tatere.
Forfatteren omhandler først disses almindelige Historie, deres Fremtræden i Norge, deres Sprog, — over hvis Ordforraad han i et Anhang meddeler en Fortegnelse, — deres religiøse Forestillinger, Leveviis og Næringsveie, dernæst giver han Underretning om Skøjerne og viser, hvorledes disse forskjellige Stammer nu paa det Nærmeste ere sammensmeltede til et Fantefolk, samt skildrer vor Øvrigheds og Almues Forhold til dette. Derpaa meddeles der i hans Værk en Beretning om de offentlige Undersøgelser og Foranstaltninger angaaende Fanterne, samt anstilles en Prøvelse af enkelte fremkomne Forslag til deres Behandling. Til Slutning udvikler Forfatteren, hvad han selv antager der kan gjøres til deres Forbedring, og kommer derigjennem, som senere hen skal omtales, ind paa det almindelige Spørgsmaal om Pauperismen, i hvilken Forbindelse han udtaler sin Overbeviisning om Nødvendigheden af at træffe andre Foranstaltninger, end hidtil er skeet, til Afhjælpelsen af den fattigste Klasses aandelige og timelige Nød.
At anbefale dette Værk til Almeenhedens Opmærksomhed, er vistnok overflødigt; baade den særegne Beskaffenhed af den Gjenstand, det behandler, og dets billige Priis — 48 Skilling — har allerede bragt det i særdeles Manges Hænder, hvoriblandt endog i deres, hvis Laster og Elendighed det beskriver, og hvis Vel det har til Hensigt at fremme. Dets livlige og høist underholdende Skildringer af de besynderlige og hidtil lidet bekjendte Sæder og Forhold, der ere Fantefolket eiendommelige, ville udentvivl ogsaa vinde dets Læseres Interesse. Men Bogen har ikke det Formaal at tjene blot til Underholdning; Forfatteren har selv udtalt, at man for at kunne gjøre sig Haab om at faae de Onder afhjulpne, hvis Aarsager og Beskaffenhed han har undersøgt, maa paaregne Bistand baade fra det Offentliges og Privatmands Side, og for at hans Værk vil vække Eftertanke og anspore til kjærlig Virksomhed for de Mennesker, som nærmest og mest lide under disse Onder, borger den Begeistringens Kraft, hvormed han har talt saadanne Ulykkeliges Sag.
Det er ikke Anmelderens Hensigt her at discuttere de Resultater, hvortil Forfatteren er kommen. Hvad angaar hans Beretninger om Fantefolkets Oprindelse, deres Skikke og eiendommelige Begreber, vilde en Discussion neppe engang afgive synderligt Udbytte, da Forfatteren i denne Retning er saagodtsom vor eneste Autoritet, og selv hvor de af ham meddeelte Kjendsgjerninger kunde forekomme Andre ikke ganske at berettige til de Slutninger, han i saa Henseende har bygget paa samme, gjør man dog vistnok bedst i indtil videre at lade dem staa ved sit Værd, da disse Kjendsgjerningers virkelige Betydning ifølge deres Beskaffenhed nødvendigviis bedst maa kunne bedømmes af ham, der ene har havt Adgang til deres umiddelbare Kilder. Og hvad angaaer hans Anskuelser om, hvad der kan foretages for at bringe Fanternes vildfarende Slægt tilbage til Sædelighed og borgerlig Orden, maa Anmelderen i de væsentligste Punkter erklære sig enig med ham. Nogen særegen Betænkelighed vækker kun Forslaget om, oftere end hidtil er skeet at tilstaa Communerne Refusion af Statskassen for Udgifter ved Understøttelse af norske Trængende, hvis Hjemstavn ikke kan udfindes, ved hvilket Forslag Forfatteren har til Hensigt at bevirke, at Communerne skulde bevæges til hyppigere end hidtil at tage sig af Fanterne. Saavidt vides, undlade neppe de communale Fattigvæsensbestyrelser at understøtte dem uvedkommende Personer, fordi de frygte for ikke at erholde Refusion; hvis nemlig Omkostningerne ikke ere altfor ubetydelige, tilstaaer Staten formeentlig altid Refusion, naar saadanne Understøttedes Hjemstavn beviisligen ikke staaer til at udfinde; men Bevæggrunden til at lade saadanne Personer i det Længste skjøtte sig selv stikker i Frygten for det Bryderi og de Kranglerier, hvormed det er forbundet at fremskaffe fyldestgjørende Beviis i saa Henseende. Opgav man imidlertid noget af Strengheden i Fordringerne til dette Beviis, kunde saadant lettelig lede til at Statskassen tvertimod Lovgivningens Hensigt kom til at bære Omkostningerne ved Understøttelsen af Trængende, som have en Hjemstavn, der ved tilbørlig Anstrengelse fra de locale Autoriteters Side kunde opspores, og deraf vilde visseligen mange af disse benytte sig. En saadan Fremgangsmaade vilde ogsaa lede meget videre end til at vælte Fattigunderstøttelsen for Fanter eller egentlige Landstrygere over paa Statskassen; denne vilde da ogsaa komme til at bære Udgifterne for Forsørgelsen af andre Personer, der var bleven udygtige til at sørge for sig selv, saasom f. Ex. Tjenestefolk, der snart have havt Tjeneste i et snart i et andet Distrikt, uden at hverken de selv eller Andre, forinden retlige Undersøgelser anstilles kunne bringe det paa det Rene, hvor de have erhvervet Hjemstavnsret, Noget der især hyppigen indtræffer rundt om Byer og i de Præstegjelde, der ere deelte i flere Fatttigvæsensdistrikter. Saaledes som vort Fattigvæsen er organiseret, især paa Landet, mangler det ogsaa de Indretninger, som udfordres for at de med Nytte skulde kunne tage sig af de egentlige Landstrygere, mod hvem en vis Grad af Tvang næsten altid behøves, og desuden er det antageligt, at Statens Udgifter, hvis den ved Befølgelsen af Forfatterens Forslag kom til at bære Omkostningerne for et nogenlunde betydeligt Antal af Landstrygere som Communerne i Paaregning af Refusion havde forsørget, maatte blive større, end de, den vilde komme til at udrede, hvis den optog og underholdt det samme Antal i egne dertil indrettede Tvangsarbeidshuse, i hvilke Indretninger man dog, ligesom Forfatteren selv har gjort, maa søge det virksomste Middel til Forbedring af saadanne Personer.
Allerede de ovenfor anstillede Betragtninger vise, hvorledes man under Drøftelsen af Foranstaltninger vedkommende Landstrygere og Fanter maa have sin Opmærksomhed henvendt ogsaa paa andre Personer, som ikke kunne eller ville forsørge sig selv paa lovlig Maade. Mellem alle Samfundets Bestanddele findes der kun en gradviis Overgang Sted, og dette gjælder, som let indsees, ogsaa om de egentlige Fanter, andre Landstrygere, Betlerne og den fattige Klasse overhovedet. Den usikkre Stilling, hvori en stor Deel af vor Arbeiderstand staaer i mange af Landets Egne, bevirker, at selv den, som er kommen i et fast Forhold til en Arbeidsherre, undertiden maa forlade samme og søge sit Brød som Daglønner hos Hvemsomhelst. Daglønnerens Fortjeneste er i Almindelighed knap og bliver ikke sjelden utilstrækkelig; fra selvstændig bliver han da til en af offentlig Understøttelse eller privat Goddædighed afhængig Mand, og er han mindre velbefæstet, kaster Mangelen og dens Fristelser ham let i Lastens eller Forbrydelsens Arme. Og om end en Arbeider selv er betrygget for en saadan Skjebne, saa ere ikke hans Børn det; de nyde i Almindelighed en tarvelig Underviisning, undertiden lidet eller intet Tilsyn fra Forældre og Foresatte og blive de ikke sjelden tidligt fortrolige med timelig og desværre ogsaa med aandelig Nød og Elendighed. Den store Fleerhed træder nu vistnok i deres Forældres Fodspor, blive stadige og ordentlige om end lidet oplyste eller velhavende Medlemmer af Samfundet, men Mange især af dem, som voxe op under de ugunstigere Forhold, komme paa Afveie, vakle mellem Godt og Ondt og ernære sig undertiden ved Arbeide paa lovlig Maade, medens de undertiden søge Dovenskabens Brød ved Betleri og under Omflakken, og af dem synke naturligviis en Deel ganske ned i Landstrygernes, Fanternes og Forbrydernes Klasse. For den historiske Betragtning skjelner Fantefolket sig, som vi have seet, fra de øvrige Samfundsklasser derved, at dets Kjerne dannes af en fremmed Race; i Begrebet kan Forskjellen siges at være den, at Fantefolkets Nød skriver sig fra dets Trældom under Lasternes Aag, medens andre Fattiges uheldige Stilling, forsaavidt den ikke er foraarsaget ved i Forhold til dem tilfældige Omstændighed, væsentlig har sin Rod i deres Mangel paa Oplysning, men disse Skjelnemærker have ingen praktisk Brugbarhed; Loven kan ikke opstille noget Kjendetegn, hvorved man kan adskille Fante- eller Landstrygerfolket fra, hvad Forfatteren kalder Fattigfolket og Forbryderfolket. Baade Forbrydernes og Landstrygernes Rækker rekrutteres fra Betlerne og Løsgjængerne, ligesom disse igjen hovedsagelig fra Arbeidsstandens. De moralske Love og øvrige Omstændigheder, som bevirke Gradationerne i disse de lavere Samfundsklassers Stilling, danne en Heelhed, hvoraf ingen Deel under Undersøgelsen kan lades ud af Betragtning, og det er derfor ganske naturligt, at Forfatteren i dette Skrift ikke kunde blive staaende ved den Gjenstand, som afgav hans egentlige Stof, men har maattet have sin Opmærksomhed, om end i ringere Grad, henvendt paa den fattigste Samfundsklasses Tilstand overhovedet. Han stødte her paa et Feldt, der vistnok var mere bekjendt, end det, han var sat til at undersøge, men dog mindre bearbeidet, end det i Forhold til dets langt større Vigtighed burde være, og da han baade manglede de Hjælpekilder, som Fattigvæsensstatistikken kunde yde, og heller ikke havde Anledning til at anstille personlige Iagttagelser efter den omfattende Maalestok, som her vilde være fornøden, maatte hvad han kunde meddele til Belysning af Fattigfolkets Tilstand, blive af mindre Betydning, ligesom han heller ikke har kunnet paapege andre Foranstaltninger til Forbedring af samme, end saadanne, som væsentligt ere af forberedende Natur. Han har nemlig foreslaaet, at der maa blive indhentet nøiagtige officielle Opgaver angaaende det offentlige Fattigvæsen, samt at der skulde tilstaaes en dertil skikket Mand offentlig Understøttelse for gjennem personlig Omgang med og Iagttagelse af de lavere Samfundsklasser at skaffe sig og derefter meddele Andre et tro og levende Billede af deres Tilstand.
Begge disse Forslag have vundet Styrelsens Bifald, det de visseligen ogsaa fortjene.
Foranlediget ved en Forestilling fra Finantsdepartementet, der under Overveielsen af adskillige Spørgsmaal, Skattevæsenet vedkommende, havde følt Savnet af Opgaver om Størrelsen saavel af de communale Afgifter overhovedet som navnlig af de med Fattigforsørgelsen forbundne offentlige Byrder, bevirkede Departementet for det Indre omtrent paa den Tid, da det her anmeldte Skrift forlod Pressen, en Kongelig Resolution, hvorved det paalagdes Fattigvæsenets Bestyrelse aarligen at indsende Opgaver over det offentlige Fattigvæsens Indtægter og Udgifter, saavel i Penge som i Naturalpræstationer, samt over Antallet af de understøttede Personer m. m., hvorhos der ligeledes midlertidigen er ansat en Fuldmægtig i Indredepartements Tabelcontor for at forestaae Bearbeidelsen af disse samt en Deel andre til samme indkomne Opgaver, og i Forbindelse hermed er det paa Budgettet forslagsviis opført fast Gage for denne Embedsmand.
Overeensstemmende med Forfatterens andet ovenfor nævnte Forslag androg Kirkedepartementet paa, at der maatte tilstaaes Forfatteren, som havde erklæret sig villig til at overtage et saadant Hverv, en Understøttelse af 500 Spd. og indtil 200 Spd. i Reiseudgifter for i eet Aar at beskjæftige sig med Undersøgelse af de lavere Samfundsklassers Forhold, samt at der paa Budgettet maatte opføres til Bevilgelse en Sum af 700 Spd. aarlig for at anvendes paa lignende Maade i Fremtiden. Regjeringen tiltraadte kun den første Deel af denne Indstilling og Hr. Sundt har saaledes kun faaet Understøttelse for eet Aar, idet det antoges, at det vilde være rettest, hvis det senere maatte vise sig, at der i denne Materie savnes fornødne yderligere Oplysninger, og at det efter den da vundne Erfaring kunde antages, at disse Oplysninger ved fortsat Bevilgning kunde ventes tilveiebragte, at lade den udfordrende Sum udredes som en tilfældig Udgift for Statskassen.
Det er øiensynligt, af hvor stor Vigtighed de Oplysninger, man ved disse Forføininger erholder samlede, ville være baade i videnskabelig og praktisk Henseende.
Vort Land er fattigt og afsidesliggende; det har liden Vægt i det store europæiske Statssamfund; dets ydre Forhold og Bedrifter af det Slags, som hidtil hovedsagelig have beskjæftiget Historikerne, afgive i Sammenligning med andre større Lande lidet Stof. Vore Tilstande, vor aandelige og økonomiske Udvikling maa derfor for Fremtiden efter Sagens Natur her indtage en forholdsviis betydeligere Rang som Gjenstand for det historiske Studium, end nogetsteds og dette bliver saameget mere indlysende, naar man betænker, hvormeget disse Sider af Forbigangenheden overalt i den senere Tid have tiltrukket sig dens Granskeres Opmærksomhed. Men sørger man ikke for at opbevare for kommende Slægter Efterretning om vor Tilstand, vil deres Fortid blive dem om end ikke saa dunkel, som Norges indre Stilling nogle Generationer tilbage er os, saa dog i mange Henseender ufatteligere, end den burde blive, og hvis man undlader nu at samle Oplysninger om de arbeidende og fattige Klassers Tilstand, vil den blive det i en Henseende, som man allerede for Øieblikket erkjender at henhøre til de allervæsentligste, og som visseligen ikke snart vil tabe i Betydning. Vi klage og harmes over, at man i Fortiden har været saa ligegyldig med mange Gjenstande, som kunde været os Vidner om deres Idrætter og Gjerninger; men mon ikke de Allerfleste, hvis Øine ere aabne for den historiske Gransknings Væsen og Øiemed, dersom Valget stod til dem, vilde foretrække at faa nøiagtige Underretninger om Tilstanden mellem Folkets Masse i fremfarne Tider, fremfor at see restituerede alle de ydre Mindesmærker, som skjødesløs Behandling har ladet gaa tilgrunde? og mon ikke vore Efterkommere, hvis vi efterlade dem Savnet af saadanne Underretninger om vor Tid, ville bebreide os den Mangel paa fremsynet Omhu for vigtige menneskelige Interesser, som er undskyldelig alene for et uciviliseret, men en Skam for et civiliseret Samfund?
Heller ikke maa det glemmes, at saadanne Oplysninger henhøre til det absolut fornødne Grundlag for de politiske Videnskaber. Det er sagt, at disse ere i sin Barndom, og det er beklaget, at deres Theori ofte for den skarpere Analyse vise sig usammenhængende. Grunden hertil er iøienfaldende; disse Videnskaber have ikke i tilstrækkelig Grad havt til sin Raadighed paalidelige Oplysninger om de Forhold, hvis Forklaring danne deres Opgave, og saalænge denne Mangel ikke afhjælpes, staaer det ikke til at vente, at de skulle gjøre betydelige Fremskridt.
Dette Standpunkt for Bedømmelsen af offentlige Foranstaltninger er vistnok usædvanligt, men tiltrænger neppe nogen Undskyldning og det mindst i en literair Anmeldelse af det Skrift, som nærmest har fremkaldt den. De have imidlertid ikke alene videnskabelig Interesse; de Oplysninger, som man gjennem dem kan vente at komme i Besiddelse af, ere saa brugbare, ja næsten nødvendige for det praktiske Liv, at dettes Fordringer i mange Henseender ikke kunne tilfredsstilles, saalænge saadanne Oplysninger mangle. De, som antage, at de moralske og politiske Videnskaber endog paa deres nuværende Udviklingstrin kunne gjøre nogenlunde fyldestgjørende Rede for, ved hvilke Love de lavere Samfundsklassers Vilkaar og Tilstand i Almindelighed bestemmes, — og til den Mening bekjender Anmelderen sig, — maa dog erkjende, at Anvendelsen af de herigjennem udfundne Grundsætninger i det praktiske Liv møder store Vanskeligheder, fordi det ikke er tilstrækkelig oplyst, hvorledes disse Forhold gestalte flg. Vi kunne ikke engang med Bestemthed paavise, om Fattigdommen tiltager eller aftager i det hele Land, imellem hvilke Distrikter der i saa Henseende existerer størst Forskjel, og endnu mindre danne os nogen sikker Formening om Aarsagerne til en saadan Forskjel, som høist sandsynlig finder Sted i en ikke ringe Grad. Saalænge Kundskaben herom mangler, kommer man til at svæve i Uvished om, hvorvidt de bestaaende Institutioner svare til sin Hensigt, saavelsom om paa hvilken Maade de kunne forbedres. Vi have saaledes i 1845 faaet nye Fattiglove; om de have virket heldigt, veed kanskee Enkelte Besked for deres Hjembygders Vedkommende, men om hvorledes Sagen staaer for det hele Land, kan neppe Nogen have en objectiv gyldig Dom. Og ikke blot for dem, hvis Bestræbelser gaa ud paa at bringe Administrationen og Lovgivningen i Harmoni med de Resultater, som de politiske Videnskaber hidtil have udbragt, eller for Statsmændene i dette Ords sande Betydning, have saadanne Oplysninger sit Værd, men ogsaa for de Mangfoldige, hvis private eller offentlige Stilling opfordrer eller endog tvinger dem til at danne sig en Mening om, paa hvilken Maade og i hvilken Retning man hensigtsmæssigt virker for de lavere Samfundsklassers Velvære, og hvis eneste Veiledning hidtil har været deres egen umiddelbare Erfaring og sunde Menneskeforstand, samt, om man vil, Aviserne, hvis Lærdomme dog ofte ere lidet at stole paa.
De trufne offentlige Foranstaltninger, Indhentelsen af statistiske Opgaver og Understøttelsen af en Udsending, som ved personlig Iagttagelse skal skaffe sig Kundskab om Tilstanden, staae i et vist indre Sammenhæng. De statistiske Opgaver komme til at afgive de mest elementaire, men derfor ogsaa mest nødvendige Oplysninger. Men de indeholde paa langt nær ikke al den Veiledning, der kan ønskes. Talopgaverne, der ikke ledsages af nogen Forklaring, ere ofte tvetydige selv for den, der er øvet i deres Behandling; de gjengive overhovedet saa at sige kun Skelettet af den Organisme, til hvis Oplysning de skulde tjene, og de til Fattigstatistikken henhørende Opgaver, som det nu er befalet at indsende til Indredepartementet, vedkomme alene de ved det offentlige Fattigvæsen Understøttede, og indeholde kun middelbart Oplysning om, hvad det her er det Væsentligste, nemlig Tilstanden i Samfundsklasser, hvis Medlemmer hyppigst falde Fattigvæsenet til Byrde. Denne Mangel kan, som Erfaring, hentet fra foregaaende Forsøg paa ad officiel Vei at erholde sikre Efterretninger om Arbeidsklassens og de Fattiges hele moralske og økonomiske Stilling, tilstrækkelig viser, ikke afhjælpes derved, at man af Fattigvæsenets Bestyrelse eller andre Autoriteter forlanger vidtløftigere Opgaver og Forklaringer. De locale Autoriteter, der som oftest ikke kjende Forholdene udenfor det Distrikt, der vedkommer dem, mangle derfor hyppigen Sandsen for det Eiendommelige i dets Forhold, de betragte det som Noget, der forstaaes af sig selv, og omtale det derfor ikke. De savne ogsaa ofte den statsøkonomiske Indsigt, der er fornøden for at forklare de Arbeidsklassens Stilling i det enkelte Distrikt vedrørende Phænomener i deres Sammenhæng. Naar man derimod har en Udsending, der forbinder theoretisk Indsigt med det praktiske Blik, som en mangesidig Betragtning af det virkelige Liv skjænker, og som paa Stedet kan undersøge Forholdene i ethvert Distrikt, paa hvilket de statistiske Opgaver maatte henvende hans Opmærksomhed, saa kan man vente den paapegede Ufuldstændighed i disse afhjulpen. En saadan Mand vilde med større Sikkerhed end nogen Anden kunne forklare, hvorfor de Fattiges Antal var større i et Distrikt end i et andet, og vilde overhovedet i enhver herhen hørende Retning med størst Udsigt til at bringe Sandheden for Dagen kunne anstille Sammenligning og efterspore Forholdet mellem Aarsag og Virkning. Er den valgte Udsending i Besiddelse af Menneskekundskab og heldig Fremstillingsevne, vil han ogsaa kunne give Almeenheden et ganske anderledes levende og træffende Billede af de lavere Samfundsklassers hele Liv, end man paa nogen anden Maade kan faa. Disse Klasser have Forestillinger og Fordringer, som mægtigen indvirke paa deres Vilkaar, men som hos dem have antaget en ganske særegen og for de i ydre Henseender mere Begunstigede fremmed Characteer. Saadanne Træk af deres Eiendommeligheder svinde næsten bestandig under den officielle Behandlings tørre og abstraherende Pen, medens dog deres rette Opfatning er saa vigtig for Enhver, som omgaaes med Tanken om Forbedring i disse Klassers Tilstand; man tænke f. Ex. paa Forskjellen i de forskjellige Samfundsklassers Familieliv paa ethvert af dets Udviklingstrin.
En saadan Udsending vilde aabenbart ogsaa kunne virke Adskilligt til en hensigtsmæssig Administration af Fattigvæsenet og udøve en gavnlig Indflydelse umiddelbar paa Arbeiderstanden. Han vil, naar han gjennem nogen Tids fortsat Virksomhed har samlet Erfaring, kunne bistaa Fattigbestyrelserne med Raad, gjøre dem opmærksomme paa Feilene i deres Administration, og vække og vedligeholde en Discussion om de herhen hørende Anliggender. Og om end Antallet af de Arbeidere, med hvem han kommer i umiddelbar Berørelse, altid bliver forholdsviis lidet, saa kan det dog lede til gavnlige Følger for Arbeidsklassen i det Hele, om det lykkes ham at bibringe dem rigtige Begreber om deres Stilling og Midlerne til at forbedre den. Endnu mere velgjørende kan hans Virksomhed blive i denne Retning, dersom det tør haabes, at han kan paavirke Arbeiderforeningerne, hvoraf dog virkelig en Deel have lagt for Dagen Ønsket om at befordre Arbeidernes sande Vel og en priisværdig Omhu for at holde sig ildesindede Agitatorer fra Livet.
Opfatter man nu Hensigten med at understøtte en Mand, som skal beskjæftige sig med de lavere Samfundsklassers Forhold paa denne Maade, — og det synes saavel Forfatteren som Kirkedepartementet at have gjort, — saa maa man vel snarest tænke sig hans Virksomhed udstrakt gjennem et meget længere Tidsrum end eet Aar, for at den skal kunne bære Frugter af nogen Betydenhed, og navnlig er det vel klart, at han først kan siges at have faaet det nødvendige Grundlag for sine Undersøgelser, naar statistiske Oplysninger om Fattigvæsenet ere tilveiebragte. Grunden til, at der for det Første kun blev tilstaaet Cand. Sundt Understøttelse for et Aar er vel snarest at søge i den Betragtning, at man vilde have Erfaringens Beviis for, hvad han kunde udrette, og det er derfor neppe Anledning til at antage, at fremtidig Bevilgning vil blive ham negtet, hvis det, som man paa Grund af hans Iver for sit Hverv, heldige Løsning i nærværende Værk af hans specielle Opgave og omfattende videnskabelige Dannelse, synes at være berettiget til at vente, viser sig, at hans Virksomhed svarer til sin Hensigt. Heller ikke bør det troes, at Storthinget skulde ville lægge Sagens Fremgang Hindringer i Veien ved at negte Bevilling af Gage til den Fuldmægtigpost i Tabelcontoret, hvis Oprettelse er bleven fornøden ved det forøgede Arbeide, som Indsamlingen af de omhandlede Opgaver angaaende Fattigvæsenet og Communalafgifterne paalægges Tabelcontoret. Det heder rigtignok, at der i vedkommende Commitee skal vise sig Utilbøielighed til at indstille denne Gage til Bevilgelse; men dette er forhaabentlig kun et grundløst Rygte, da Committeen med Lethed maa kunne overbevise sig om, at Bearbeidelsen af disse Opgaver paa en saadan Maade, at de kunne offentliggjøres i tabellarisk Form, med Nødvendighed kræver, at den anbetroes en Mand, som baade kan beskjæftige sig med dette Arbeide gjennem længere Tid og har større Indsigt i Statistikkens Methode, end man kan gjøre Regning paa hos Extraskrivere i et Contor, hvis Arbeide er saa trættende og giver saa liden Udsigt til Befordring, at Enhver søger at komme derfra saasnart som muligt. Man har endog bestemt Erfaring at paaberaabe sig. Kirkedepartementet har i 1840 ladet indhente Oplysninger om de Pengebidrag og Naturalpræstationer, som erlagdes til det offentlige Fattigvæsen, om de Fattiges Antal m. v. Disse Oplysninger har det aldrig seet sig istand til at forelægge Offentligheden, fordi det ikke har havt nogen Mand til sin Disposition, der besad det nødvendige Greb paa statistisk Arbeide, og som det kunde sætte til at gjennemgaa disse Opgaver for at udfinde de Feil, som altid indsnige sig i saadanne, — og hvoraf altid en Deel kunne opdages af en øvet Statistiker, — samt derefter gjennem Brevvexling med vedkommende Localautoritet at faa dem rettede. Disse Opgaver, der dog indeholde mange interessante Oplysninger, henligge nu uden Nytte for Nogen, og det samme vil formodentlig blive Tilfældet med de Opgaver, hvis Indsendelse nu er paabuden, hvis den bevilgende Myndighed skulde negte Indredepartementet den til deres Bearbeidelse fornødne Arbeidshjælp. Men dertil vil Storthinget forhaabentlig ikke lade det komme.
T. H. Aschehoug.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |