Elskovshvisken
(Marts 1890.)
„Jeg skulde saa gjerne, min terne,
min sødeste, rødeste terne!
Men nei, — ja nei — —“
„O jo, o jo!
Jeg skulde saa gjerne, min stjerne,
dig holde om halsen,
dig varme ved barmen,
dig bysse og kysse,
det skulde din terne saa gjerne!
Stryge dit kind,
læge dit sind,
med navne saa milde og ømme,
dig nynne saa stille i drømme,
det skulde saa gjerne din terne!
„„Stryge dit kind,
læge dit sind" — —
O nei — — ja nei!“
„Er du ræd mig?
Er du bange
at bli fange
i sange
og lange
kys?"
„Jeg er ræd for at synde —“
„— at synde?“
„— din hvide ynde
og nattens ro,
dit sorte øie,
din barm, den høie
mit blod.“
„Saa synd!
Saa ta mig!
Min hvide ynde den skjænker jeg dig
Mit runde legem jeg lænker til dig!
Mit sorte øie skal vinde dig!
Mit bløde haar skal binde dig!
Kyssene ilder dig op!
Barmene tænder din krop!
Men gaa ei fra mig!“
„Dit øie, det drar,
det drar, —
og som dine læber vugger,
saa vugger mit blod.
Ta mig, ta mig, vugger dine læber,
vugger mit blod.
Dine tænder —
de er hvide — de smiler
dine hviskende, tiskende tænder! —
Si maa jeg, maa jeg?
Min pande brænder.
Og dine blikke!
dine rasende søde blikke —
Nei! — jeg vil ikke! — vil ikke!
— dine dragende, sugende ord!
... Si maa jeg, maa jeg?
— dette hvide herinde, —
dette svalende linde,
dette myge, som er kvinde,
under livets for.
Si maa jeg, maa jeg, du?
— dette myge . .
dette hvide.
En liden strime bare.
En liden blinkende strime bare.
Du er saa taus.
Dine læber bæver.“
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |