Johan Dahl (s. 162-165).
(Havre de Grace).

 Den brune Yankee svinger
sin begede Lærreds-Hat;
han heiser Fregattens Vinger,
og dreier det blanke Rat.

Og Skibet gaar stolt af Havnen,
med skinnende Skands og Bak;
Huronen staar støbt i Stavnen,
med Kølle og Tomahak.

Det kom fra de dybe Skove,
hvor Kæmpe-Egen gror;
i Missisippis Vove
har Kaimanen fulgt dets Spor.


Det drog fra de rige Bugter,
hvor Livet er friskt og ungt,
hvor Løvet er skjult af Frugter,
hvor Kornet er fuldt og tungt.

Og se, hvor Lynets Flamme,
i Bølgernes vilde Dyst,
det bar uden Plet og Skramme
sit skinnende Cederbryst.

Mod Øst, mod det dybe Fjerne,
det for gjennem Stormens Brag,
og Friheds og Haabets Stjerne
stod tindrende i dets Flag.

Mens Seileren fløi mod Stranden
med skingrende Hurraraab,
der stimlede ud paa Sanden
en bævende Folkehob.

Sin knudrede Vei den bytter
Med Brændingens vrede Skum,
Og Stalde og aabne Hytter
Med Seilerens mørke Rum.


Den kom fra de syge Lande,
hvor Løgen og Roen gror,
hvor Junkerens Jægerbande
i Kornet har Hjortens Spor; —

hvor Himlen varmer og dugger
det marvløse Agerland,
hvor tusinde fulde Vugger
gynge i Lyng og Sand.

Den fattige Folkevrimmel
har gruet ved Hjemmets Navn,
og stirret mod Vestens Himmel,
og naaet den fjerne Havn.

Og Faderen vandred bøiet,
med Krammet i et Aag,
og vogted med Sorg i Øiet
paa Børnenes sene Tog.

Sit dyreste, bedste Eie
tog Moderen med ombord:
hun bar over tunge Veie
det skrigende, spæde Noer.


Hvor selsom er denne Trængsel
paa Seilerens brede Dæk, —
hvor maler sig Haab og Længsel
og Mismod i tusind Træk!

Hvor mangt et Øie stirrer
hen paa den sidste Baad,
til Blikket forvirrer
i Taager af stille Graad!

Paa Ruffet sidder en Kvinde,
med Barnet i sin Arm;
men Barnet kan ei finde
Lise ved hendes Barm.

Hun ligner den gamle Moder
Europa, der hvisker tyst,
at snart vil Livets Floder
standse i hendes Bryst.