Åpne hovedmenyen

Wikikilden β

En Jærbu-Lidenskab

Jeg kom til at bo paa Ytre Salte, nær Havet.

Der er velſtandsmæsſigt der nede efter jæderſke Forhold, og ſaa er det den herlige Sandſtrand nedenfor, og de dejlige Lyngheier med Smaatjern og Torvmyrer lige ind paa Huſene. Der var Viber i Mangfoldighed og Heigre og Efugl og meget rart; jeg befandt mig vel og arbeidede godt, naar det ikke var for koldt da. Men til Benefice for mig, den ſtørſte Fryſepind i Skandinavien[1], ſkulde naturligvis denne Sommer bli ſaa kold, at der omtrent aldrig var Tale om at gaa en Tur uden Overfrak (ikke at tale om Paraplyen). Og ſaa var det den evige Nordveſten, ſom ſuſede ſaa langſommelig og dysſede mig i Søvn. Der blir ſaa indeſtængt ſtille paa Jæderen, naar Nordvesten huſerer.

— Men ogſaa paa Salteſtranden brændte de Tare. Alleſammen ſa de, at det var galt, og at Jorden blev armere Aar for Aar; men hvad skulde de gjøre; de maatte jo ha en Rettleids-Skilling. Banken ſkal ha ſit og Lensmanden ſit, og nu ſkal vi ha direkte Skat ogſaa....

Imidlertid var Tare-Røgen ikke ſaa generende her ſom længer oppe i Landet, hvor den ſtuves ſammen og blir liggende ſom en ſur Skodde; jeg forſonede mig altſaa med Røgen. Men ſaa var der noget andet, ſom kom paatvers for mig.

Salteſanden havde helt fra Barndommen af ſtaaet for min Erindring ſom et Stykke Æventyr, et Friland udenfor Menneſkenes megen Orden og Kjedſommelighed. En vid, uendelig Sandørken, hvor intet var at ſe uden Havets Rulleſten og intet at høre uden Sjøfugles Pip gjennem Havlarm og Sus, — ſaadan var den, og ſaadan huſkede jeg den fra den Tid, da jeg legte her ſammen med de andre Ungerne omkring Vraget af ſtrandede Skibe eller krøb om mellem Strandſtenene og ſankede Kuvunger og Skjel. Nu var den hellige Enſomhed profaneret; Menneſkene havde været ude og ſat op Gjerder. Æventyret var afdelt og inddelt og ſkylddelt og indordnet. De lange kjedelige juridiſke Staaltraaddiſtinktioner løb helt ud i Havet. Kjævlet om Mit og Dit var naaet ud i Ørkenen, havde ſpaltet og ſprængt ſelve Dødens Poeſi, ſom det forlængſt har ſpoleret Livets. Det har forvandlet os fra Helte til Huseiere og omgjort Menneſkets Tragedie til en Zola’ſk Borger-Roman; og nu ſkal der ikke engang være Fred at faa paa Salteſanden... Jeg læſte mangeſlags Velſignelſer, mens jeg gik og ſkrævede og kløv over alle disſe Gjerderne, ſom ſtod der ſaa umotiverede i den frit flyvende Sand og delte Ørkenens Frihed og Vildhed ind i Løbenumre og Teiger. Havde det endda ikte været denne fordømte lange Havelocken, jeg gik og vasſede i! — den hængte ſig faſt overalt og bragte mig i mangeſlags vredne Situationer.

Hvad der kunde være at gjærde for her? — Taren, naturligvis! Taren igjen. Beſtandig Taren.

Siden den fik Værdi, det vil ſige ſiden den fik Pengeværdi, — blev ogſaa Strandene til Ben, ſom Menneſkehundene kunde ſlaaes om.

Operere i Fællesſkab kunde naturligvis ikke falde Jærbuer ind. Enhver vilde ha ſit for ſig, — til megen Glæde for Engelſkmanden, ſom ved Kjøbernes indbyrdes Konkurrenſe blev Herre over Priſerne. Og enhver Jærbu, ſom troede ſig at have nogen Slags „Ret“ paa en Tareſtrand, gik til Sagføreren og begyndte at procedere.

Jærbuen har Ord for at ſe paa Skillingen, og det er ſandt: han ser paa Skillingen. Det er han nødt til, og det gjør han Ret i. Men der er én Mand, ſom kan faa ham til at aabne Pungen paa vidt Gab og vrenge alle ſine Lommer og Gjemmer, og det er Sagføreren.

Præſten ufortalt, naturligvis! Ved at pumpe Jærbubonden for hans fattige Spareſkillinger har en Oftedal for Eksempel reiſt Bedehus paa Bedehus over hele Jæderen, — ſtore, gilde Bygninger, ſom vidner mærkeligt om, hvad Smaafolk kan faa iſtand, naar de ſlaar ſig sammen og handler ſelv, iſtedetfor at vente paa Kommunen eller Staten. Men med al Agtelſe for Præſt og Emisſær, til ſyvende og ſidſt er det alligevel Sagføreren, ſom har den ſtørſte Magt over Jærbuens Hjerte. En Jærbu kan ſpare baade for ſig ſelv og for ſin Gud; de halshuggede eller taarnløſe Jæderkirker kan derom aflægge Vidnesbyrd. Men byder der ſig en Anledning til at faa føre en Proces, — da var han iſtand til at ſælge ſin ſidſte Ko, at gaa til Hypotekbanken med ſin ſidſte Lap Jord; da glemmer han ſelv Ordet om at forlige ſig med ſin Broder vaa Veien; for Ret vil han ha, den gode Mand, — Ret, Ret! — om ſaa Verden ſkal gaa tilgrunde.

Og hvad kan ikke en Jærbu procedere om? Paa Gaarden Garborg, hvor jeg er fra, procederede Naboerne med hinandcn i ti Aar om en Brøkdel af et Kvernevand. Det allerinderſte i Jærbuen er og blir Juriſten; derfor blir ogſaa ſelv hans Religiøſitet Jus.

Nu procederedes der om Taren. Og hver den, ſom „vandt“, ſkyndte ſig med at ſikre ſig ſin Erobring ved Hjælp af et Staaltraadgjærde. Nu maa der da brændes Tare i mange Aar, til Processen er betalt. Og naar den engang er betalt, vil Bondens Jord kanſke være ſaa udarmet, at han bare vil have at ſanke ihop ſine ſidſte Filler og ſaa lukke Dørene og reiſe til Amerika. Hvad der maatte være igjen af Gaarden, kan Kreditorerne ta, — om de ellers har Lyſt.

— Men „Ret“ fik han lel, den gode Mand!


  1. Sambo har i „V. G.“ nedlagt Indſigelſe imod, at jeg tilegner mig denne Titel, da den rettelig er ham tilkommende, mener han.
     Kanſke Sambo har Lyſt paa en liden Proces kanſke?