En Jærbu-Lidenskab
Jeg kom til at bo paa Ytre Salte, nær Havet.
Der er velstandsmæssigt der nede efter jæderske Forhold, og saa er det den herlige Sandstrand nedenfor, og de dejlige Lyngheier med Smaatjern og Torvmyrer lige ind paa Husene. Der var Viber i Mangfoldighed og Heigre og Efugl og meget rart; jeg befandt mig vel og arbeidede godt, naar det ikke var for koldt da. Men til Benefice for mig, den største Frysepind i Skandinavien[1], skulde naturligvis denne Sommer bli saa kold, at der omtrent aldrig var Tale om at gaa en Tur uden Overfrak (ikke at tale om Paraplyen). Og saa var det den evige Nordvesten, som susede saa langsommelig og dyssede mig i Søvn. Der blir saa indestængt stille paa Jæderen, naar Nordvesten huserer.
— Men ogsaa paa Saltestranden brændte de Tare. Allesammen sa de, at det var galt, og at Jorden blev armere Aar for Aar; men hvad skulde de gjøre; de maatte jo ha en Rettleids-Skilling. Banken skal ha sit og Lensmanden sit, og nu skal vi ha direkte Skat ogsaa....
Imidlertid var Tare-Røgen ikke saa generende her som længer oppe i Landet, hvor den stuves sammen og blir liggende som en sur Skodde; jeg forsonede mig altsaa med Røgen. Men saa var der noget andet, som kom paatvers for mig.
Saltesanden havde helt fra Barndommen af staaet for min Erindring som et Stykke Æventyr, et Friland udenfor Menneskenes megen Orden og Kjedsommelighed. En vid, uendelig Sandørken, hvor intet var at se uden Havets Rullesten og intet at høre uden Sjøfugles Pip gjennem Havlarm og Sus, — saadan var den, og saadan huskede jeg den fra den Tid, da jeg legte her sammen med de andre Ungerne omkring Vraget af strandede Skibe eller krøb om mellem Strandstenene og sankede Kuvunger og Skjel. Nu var den hellige Ensomhed profaneret; Menneskene havde været ude og sat op Gjerder. Æventyret var afdelt og inddelt og skylddelt og indordnet. De lange kjedelige juridiske Staaltraaddistinktioner løb helt ud i Havet. Kjævlet om Mit og Dit var naaet ud i Ørkenen, havde spaltet og sprængt selve Dødens Poesi, som det forlængst har spoleret Livets. Det har forvandlet os fra Helte til Huseiere og omgjort Menneskets Tragedie til en Zola’sk Borger-Roman; og nu skal der ikke engang være Fred at faa paa Saltesanden... Jeg læste mangeslags Velsignelser, mens jeg gik og skrævede og kløv over alle disse Gjerderne, som stod der saa umotiverede i den frit flyvende Sand og delte Ørkenens Frihed og Vildhed ind i Løbenumre og Teiger. Havde det endda ikte været denne fordømte lange Havelocken, jeg gik og vassede i! — den hængte sig fast overalt og bragte mig i mangeslags vredne Situationer.
Hvad der kunde være at gjærde for her? — Taren, naturligvis! Taren igjen. Bestandig Taren.
Siden den fik Værdi, det vil sige siden den fik Pengeværdi, — blev ogsaa Strandene til Ben, som Menneskehundene kunde slaaes om.
Operere i Fællesskab kunde naturligvis ikke falde Jærbuer ind. Enhver vilde ha sit for sig, — til megen Glæde for Engelskmanden, som ved Kjøbernes indbyrdes Konkurrense blev Herre over Priserne. Og enhver Jærbu, som troede sig at have nogen Slags „Ret“ paa en Tarestrand, gik til Sagføreren og begyndte at procedere.
Jærbuen har Ord for at se paa Skillingen, og det er sandt: han ser paa Skillingen. Det er han nødt til, og det gjør han Ret i. Men der er én Mand, som kan faa ham til at aabne Pungen paa vidt Gab og vrenge alle sine Lommer og Gjemmer, og det er Sagføreren.
Præsten ufortalt, naturligvis! Ved at pumpe Jærbubonden for hans fattige Spareskillinger har en Oftedal for Eksempel reist Bedehus paa Bedehus over hele Jæderen, — store, gilde Bygninger, som vidner mærkeligt om, hvad Smaafolk kan faa istand, naar de slaar sig sammen og handler selv, istedetfor at vente paa Kommunen eller Staten. Men med al Agtelse for Præst og Emissær, til syvende og sidst er det alligevel Sagføreren, som har den største Magt over Jærbuens Hjerte. En Jærbu kan spare baade for sig selv og for sin Gud; de halshuggede eller taarnløse Jæderkirker kan derom aflægge Vidnesbyrd. Men byder der sig en Anledning til at faa føre en Proces, — da var han istand til at sælge sin sidste Ko, at gaa til Hypotekbanken med sin sidste Lap Jord; da glemmer han selv Ordet om at forlige sig med sin Broder vaa Veien; for Ret vil han ha, den gode Mand, — Ret, Ret! — om saa Verden skal gaa tilgrunde.
Og hvad kan ikke en Jærbu procedere om? Paa Gaarden Garborg, hvor jeg er fra, procederede Naboerne med hinandcn i ti Aar om en Brøkdel af et Kvernevand. Det allerinderste i Jærbuen er og blir Juristen; derfor blir ogsaa selv hans Religiøsitet Jus.
Nu procederedes der om Taren. Og hver den, som „vandt“, skyndte sig med at sikre sig sin Erobring ved Hjælp af et Staaltraadgjærde. Nu maa der da brændes Tare i mange Aar, til Processen er betalt. Og naar den engang er betalt, vil Bondens Jord kanske være saa udarmet, at han bare vil have at sanke ihop sine sidste Filler og saa lukke Dørene og reise til Amerika. Hvad der maatte være igjen af Gaarden, kan Kreditorerne ta, — om de ellers har Lyst.
— Men „Ret“ fik han lel, den gode Mand!
- ↑ Sambo har i „V. G.“ nedlagt Indsigelse imod, at jeg
tilegner mig denne Titel, da den rettelig er ham
tilkommende, mener han.
Kanske Sambo har Lyst paa en liden Proces kanske?