En Præsts Husliv paa Reformationstiden
Det katholske Forbud mod Præsters Ægteskab var unaturligt, vakte stor Modstand og blev, selv da det omsider gjennemførtes, altid omgaaet. Hos os holdt Præsterne altid saakaldte Deier, Raadskvinder eller Følgekoner,[1] der hyppig i Virkeligheden vare at betragte som Hustruer i et Slags borgerligt Ægteskab. Derfor var et saadant Fruentimmers Stilling i Samfundet ikke heller ligefrem uhæderlig, ligesaalidt som de Børns, der vare Frugten af disse Forbindelser. Man ser Præster at sikre sine Raadskvinders Fremtid (f. Ex. Dipl. Norv. I. S. 441), deres Børn ætledes (f. Ex. ibid. I. S. 131 og 236), en Præst holder sin Datters Gravøl (ibid. I. S. 252) og Bryllup (ibid. II. S. 292), en bemidlet Mand frier til en Præstedatter (ibid. II. S. 53). Aslak Bolts Datter gjorde to Gange efter hinanden gode Partier, Olaf Engelbrektssøn var Søn af en Bispedatter fra Stavanger og havde selv en Søn, der fik en stor Gaard i Jemteland; den bekjendte Christopher Throndssøns Hustru var Datter af Decanen i Throndhjems Capitel o. s. v. I Udlandet synes imidlertid det norske Præsteskab at have været berygtet for sit Levnet, dersom man skal tage Hensyn til en Ytring hos en bekjendt Krønikeforfatter Theodorich af Niem († som Biskop i Cambray 1417). Han fortæller nemlig, at „Biskoppens Frille ikke tillod sin Husbond at drage i Visitats uden at tage hende selv med, dels fordi hun da kunde leve høit hos Præsterne i Selskab med disses Friller, dels fordi hun vilde passe paa sin Elsker og hindre, at han forelskede sig i andre. Hvis saa nogen Præst tilfældigvis ingen Frille havde, betragtedes dette som stridende mod nedarvet god Skik, og han maatte betale Biskoppen dobbelt Kosthold. Og Præsternes Friller eller Hustruer, fortælles der videre, nøde i Norge Forrangen for andre Kvinder, endog for Ridderfruer.“
Ved Reformationens Indførelse forandredes disse Forhold naturligvis fuldstændigt, idet Præsterne herefter kunde gifte sig som andre, men at der i Overgangstiden endnu maatte taales et og andet af det gamle Væsen, vil fremgaa af nedenstaaende authentiske Beretning, der findes i Justitsraad Hammers Optegnelser om Præsteskabet i Gran paa Hadeland (Haandskrift i Videnskabsselskabets Bibliothek i Throndhjem).
I den sidste Hamarbisps, Hr. Magnus Lauritssøns, Dage kom en Magister Amund hjem fra Tydskland, hvor han sandsynligvis havde studeret, og blev Sognepræst til Norderhov paa Ringerike. Han tog en Enkes unge Datter Kirstine Olsdatter til sin „Nøglepige“. Da senere Mag. Amund forflyttedes til Grans Kald, tog han Kirstine med sig som „Raadskvinde“ og avlede syv Børn med hende. Men omsider lod han hende dog indgaa Ægteskab med en Bonde, Peder Rolfssøn paa Morstad, „med hvilken Mand hun siden levede som en ærlig Dannekvinde til sin Dødsdag.“ Paa Ringerikes Thingstue tog Lensmanden, Søren Hverven, i Aaret 1574 Kirstine Olsdatters Skudsmaal af Almuen for den Tid, hun havde været Nøglepige i Norderhov; „da fremstod tvende gamle Dannemænd, Hans Hverven og Jon Tanberg, og bestode, at forne Kirstine var en ærlig Pige, der Mag. Amund tog hende i sin Tjeneste.“ Aaret efter forespurgte en Bonde i Gran, Gudmund Hillen, der var gift med en Datter af Mag. Amund og Kirstine, sig til Things om hendes Forhold, medens hun havde været Raadskvinde i Gran. „Da svarede menig Almue og gav hende et godt Vidnesbyrd, at al den Stund hun var paa Gran, viste hun sig som en from Kvinde baade mod Rig og Fattig, og aldrig havde hørt nogen Tid, at M. Amund nænnede at sige eller mene forskrevne Kirstine noget Ondt til i nogen Maade.“ To af sine Døtre med Kirstine „giftede Mag. Amund ærlig fra sig, som Dannemænd pleie at gifte sine Børn, og gjorde deres Bryllupper paa Gran. Den ældste var Magdalene, som han gav Gudmund Hillen til Egtehustru, overværendes ærlig og velbyrdig Mand, Christen Munk, den Tid Slotsherre paa Akershus, Mag. Thorbjørn Olssøn, Sogneherre paa Thoten, og flere Venner. Og der han gifted sin Datter Anne med hæderlig Mand Hr. Thorsten, som siden blev Sogneherre paa Gran, da var overværende i deres Bryllup ærlig og velbyrdig Mand Peder Huitfeldt med sin velb. Frue, Fru Anne Bek, og velb. Frue, Fru Kirstine Brockenhuus med flere gode Folk baade af Oslo og her paa Hadeland.“
Hammer (anf. Sted) tilføier, at Mag. Amund Ellingssøn var Kannik i Hamar og Sognepræst til Gran i 39 Aar indtil 1573. Svigersønnen, Hr. Thorsten Sørenssøn, der ligeledes var Kannik i Hamar og dertil Religionsprovst over Hadelands Provsti, fik Grans Kald 1579 og døde 1612. Naar Dokumentet nævner Anne Bek som Peder Huitfeldts Hustru, er heri en Feil. Kantsler Peder H. var nemlig gift med Anne Urne, hvorimod Anne Bek var gift med Broderen Claus Huitfeldt til Krumstrup, alle nu levende Huitfeldters Stamfader.
Lignende Beretninger haves ogsaa fra Sverige. Saaledes fortælles, at den første gifte Præst i Rättvik i Vesterås Stift Gudmundus Caroli, ægtede sin tredie Concubine. Hammarin, Carlstads Stifts Herdaminne, III. S. 272.
Om Udtrykket „Nøglepige“ findes Oplysninger af Dr. J. Fritzner i Chra. Vidensk. Selskabs Forhandlinger for 1880, No. 16, S. 14–17. Forf. meddeler, at Almuesfolk i Norge i hans egen Tid nære gammeldags Forestillinger om „Nøklegjentens“ Ret. Saaledes har han oplevet, at en Pige, som i længere Tid havde været i en Mands Tjeneste og havt hans Nøgler under sin Varetægt, mente sig berettiget til det halve Bo, saafremt Manden ikke enten vilde indtræde i lovligt Ægteskab med hende eller beholde hende hos sig fremdeles paa samme Maade som før.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Af Fylgekona ere efter P. A. Munchs Mening saavel det norske „Førkje“ som det svenske flicka dannede. Førkje kunde muligens ogsaa være Fem. af Fark (Furk), en Omstreifer.