En Sommer i Finnmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen/1
Hvorsomhelst man reiste i 1867, klagede Folk over, at Vaaren kom senere, end Tilfældet havde været i Mands Minde. Det var ikke blot i Fjeldtrakterne, at disse Klager løde overlydt, men ogsaa langs Kysten lige fra Lindesnæs til Jakobselven i Sydvaranger. Den 21de Mai kjørte jeg over Glommen ved Kopangsund med Hest og Kariol. Slædeføret var, hvad Snemængden angik, godt over Moraskogen og ypperligt som midtvinters over Tønsætkjølen den 23de Mai, ja hvad værre var, Folk fortalte, at de tidligere paa Vinteren ikke havde havt saa godt Slædeføre som netop da. Bæljingen[1] og andre Fjelde, som man ser fra Postveien, laa naturligvis sneklædte som midtvinters. Der kom netop den Dag, da jeg kjørte over Tønsætkjølen, den ene tunge og tætte Snekave efter den anden, og Veiret var ikke mildere, end at Skydsgutten maatte bruge sin Vintersauskindspels og sine Lovaatter.
Langs Kysten nordover fra Trondhjem laa Sneen endnu den 29de Mai lige ned til Strandbredden. Det Indre af Altenfjorden, Finmarkens Italien, gjorde derimod en ganske mærkelig Undtagelse. Man saa der større Flækker bar Mark, end der tidligere fra Dampskibet havde været at se lige ned fra Namsos af. Ude ved Havkysten og længer nordover saa Alt vinterligt ud. I Tromsø havde man langt ud i Mai kunnet age paa Kjelke fra Mønningen af Husene. I Hammerfest havde man seet sig nødsaget til at minere bort store Sneskavler, der havde lagt sig truende udover det Fjeld, der hæver sig steilt op lige bag Byen. Snemassen vilde ellers paa Grund af indtræffende Tøveir og ved pludselig paa engang at løsne, let kunne have i egentlig Forstand feiet hele Byen ad undas. Ned til Amtmandens Dør gik der 12 Trappetrin i Sneen. I Vadsø var Snemængden mindre end i Hammerfest, og Russer, der vare ankomne fra Kola, fortalte, at der skulde have været mild Vinter i Trakterne af Archangel, saaledes at der var Haab om, at Hvidesøen vilde gaa ligesaa tidligt op som ellers.
Paa Grund af den sene Vaar var Bunøden i 1867 gruelig, især længer inde i Landet, hvor man ikke som ved Kysten har Anledning til at livnære Kreaturene med Tarre og den saakaldte «Løping» eller kogte Fiskehoveder, der især bruges i Finmarken hvor Høforraadet ikke sjelden slipper op allerede i Marts Maaned. Fjeldlapperne søndenfor Tromsø havde, uden Anelse om saadanne Snemasser ved Kysten og paa Grund af, at der over Mosemarkerne tilfjelds havde lagt sig et ineget haardt Lag af Skare og Issvul, tidligere end sædvanligt drevet sine Rensdyr ned paa Myrene ved Kysten; men man fortalte, at disse omkom i hundredevis, ligesom at Kalvene baade paa Grund af Snemængden og Kulden frøs ihjel, strax de fødtes.
Fuglen paa Æggeværene langs Finmarkskysten vare ogsaa ilde farne denne Vaar. Sne laa der endnu overalt paa den Tid, da de pleie at lægge Æg. Følgen var, at de maatte lægge disse paa nogle sammenrapsede Straa ovenpaa Sneen. Men ved Varmen af Rugefuglen smeltede Sneen, og Æggene rullede fra hverandre. En hel Del af de Æg, som man den Vaar fik tilkjøbs, vare derfor ogsaa frosne.
- ↑ Maaske Moraskogen har sit Navn af det Lappiske muorra, Træ, Skog, og Bæljingen af bælje. To af Fjeldets Toppe ligne nemlig to spidse Hundeøren. I Finmarken findes ogsaa et Fjeld af samme Navn, nemlig Bæljatschak ɔ: de to smaa Hundeøren, paa Grund af 2 opstikkende Fjeldtoppes Lighed med saadanne. To lignende Fjeldtoppe findes i Helgeland og kaldes Bælgene (ɔ: Bæljak, Ørene). I Fald denne Afledning er rigtig, saa er disse to Stedsnavne — Moraskongen og Bæljingen — maaske de sydligste, som kunne paavises i Norge af lappisk Oprindelse.