Åpne hovedmenyen
Den norske turistforenings årbog for 1872
(s. 61-69).

En bestigelse af Galdhøpiggen

har vel ikke længere den nyhedens interesse, der bragte venner af Norges stolte natur til med undren at lytte til de förste beretninger om en sådan bedrift. Hvert år ved den tid kan man læse eller höre om turister, som have været på Galdhöpiggen. Men for den turist, der — som nedskriveren af disse linjer — har besteget piggen under sjelden sammentrædende heldige omstændigheder, af hvilke den vigtigste naturligvis er klar og ren luft, står det vundne udbytte som noget såre mærkværdigt, ja så overvættes stort og herligt, at han end ikke har kunnet danne sig nogen forestilling derom. Der indtræffer udentvivl oftere — især i törre og varme sommere — enkelte sådanne gunstige dage; men at netop disse have kunnet benyttes af turister, hörer vist til de sjeldne tilfælde.

Jeg anser mig således næsten forpligtet til at forsöge en skildring af en under de gunstigste omstændigheder foretagen bestigelse af Galdhöpiggen, idet jeg derved på den ene side tilsigter at vække lysten hos efterfölgende turister — hvem jeg af hjertet önsker lignende held — og på den anden side ikke undlader at fremhæve, at sådant held er sjelden at regne på.

Efterat jeg söndagen den 2den august, dels ridende, dels gående, havde faret 6 mil over Sygnafjeld fra Lyster til Lom, kom jeg om aftenen kl. 11 til gården Rödshejm i Bæverdalen. På Rödshejm er ypperligt kvartér, god beværtning og venlige folk, og Ole er en kvik og oplyst mand, som det er en fornöjelse at tale med. Han fortalte mig, at en Engelskmand med sin hustru havde opholdt sig her i to dage for at vente på godt vejr til at bestige Galdhöpiggen og bedet ham om at blive vækket den næste morgen kl. 4, hvis vejret var godt. En slig lejlighed kunde jeg nu ikke forsömme, og jeg bad Ole vække mig også.

Næste morgen, mandag den 3die august, var jeg oppe kl. 4, uden at Ole behövede at vække mig. Nogle små tågedotter dreve endnu omkring deroppe i snefjeldet, som smilte og vinkede i solen. „Vil Engelskmanden afsted? — „Ja.“ — „Vel, jeg er færdig straks“. Og kl. 5 vandrede vi afsted.

Vi vare tre i tallet; Engelskmanden, Mr. Watson, i hvem jeg fandt en såre behagelig rejsefælle; han var medlem af alpeklubben og havde besteget Mont Blanc. Ole Rödshejm, som foruden de övrige en förer anbefalende fortrin — raskhed og grejhed og lokalkundskab — endnu besad den for en fjeldbonde sjeldne og i dette tilfælde höjt vurderede færdighed at forstå og tale engelsk, på hvilket sprog da samtalen förtes den hele dag. Endelig jeg selv, om, hvis kapaciteter jeg kun vil melde dette, at jeg har besteget mange af de höjeste fjelde i Norge og gælder for en erfaren fjeldvandrer; dog må det ikke fordölges, at den foregående dag havde taget så alvorligt på mine kræfter, at disse vare i en ingenlunde tilfredsstillende forfatning. Men frisk mod! en god vilje drager et tungt læs. Den engelske lady, der vilde have været med, blev tilbage på gården formedelst upasselighed.

Udrustningen var fölgende: et plag til at slå om sig på fjeldet, et toug til at binde os sammen med på bræen, noget proviant og en lommeflaske med sherry. Dette pakkedes i en ransel, som Ole tog på ryggen. Hver af os havde i hånden en lang alpestav med jernpig i enden og om livet et læderbælte med stålring, hvorigennem touget skulde stikkes, når vi skulde binde os sammen.

Der er flere veje, der före til Galdhöpiggen, det vil sige: forskellige strækninger kunne vælges at fare over: ti ovenfor sæterhöjden er der naturligvis ikke tale om spor af vej. Jeg har ikke faret de andre veje og kan således ikke tale om enkeltheder ved dem, men jeg tager dog ikke i betænkning at erklære med bestemthed, at netop den vej, vi fulgte, er at foretrække for enhver anden, og det fornemmelig af den grund, at stigningen her vedvarer uafbrudt lige til toppen, medens man fra andre kanter må göre mange pas perdus, op og ned og op igen.

Fra Rödshejm fulgte vi den flade körevej en god halv fjerding opover, og et kort stykke nedenfor den nye Galde kirke toge vi af til venstre, tilfjelds. Og så bar det ordentlig tilvejrs med det samme!

Denne förste stigning fra dalen er den bratteste på hele vejen: det er eng og udmark med skog og li som sædvanligt. Siden går det jævnere opigennem fjeldbirk og mose og sten og snefonner omtrent dobbelt så höjt, til bræen, der strækker sig med en svag stigning bort til selve toppen, som med sin hvide kalot og sin sorte lodrette væg hæver sig omtrent 1000 fod over bræens midterste eller laveste del. Så kommer endelig den sidste alvorlige dyst opad den överste kegle, for her er det næsten ligeså brat som dernede fra dalen, og der må hugges i isbakken og klatres på stenvæggen og vades i sneen, inden du står på toppen.

Men vi ere ikke på toppen endnu; det var kun en forelöbig oversigt, og vi have endnu mangt et mödigt skridt at göre fra den förste bratte stigning. I Rödberg sæter (Raubergstulen), hörende til Rödshejm, nydes en mælkedrik og så afsted igen. Vi göre god fart, men stanse ofte for at trække pusten et par minutter. Fra sæteren går det en fjerdingvej mindre brat opad, omtrent som en landevejsbakke, når man istedetfor vej tænker sig den vilde stener. En slig ur er imidlertid slet ikke så slem at komme over for den övede fjeldvandrer, ja han liker den bedre end den énsformige landevej; et hurtigt blik og en sikker fod förer ham let henover de skarpe kanter og de gabende huller. Af plantevækst sees nu ikke stort andet end mosearter; selv fjeldbirken vil ikke længere være med os. Se, der have vi den förste snefonn at stræve op over, den er stor, men vi slippe med at gå over en snip af den.

Endelig er også denne anden stigning tilbagelagt, og sa bliver det næsten fladt ligetil bræen. Lad os puste lidt her og se os om! Först spörger Ole, hvad klokken er, og da han hörer, at vi have været neppe tre timer på farten, siger han på sit Lomsmål: „Nej alder had’ eg trudd, at nokon kunde gange hit op på tri timmar. Os ha gjort meir hell halve högdi!“ Og virkelig sees nu toppene af de fra dalen synlige snefjelde at være kun lidet höjere end vort standpunkt; — men, der indpå tilvenstre, bortenfor den store bræen, der stander Galdhöpiggen sjöl, og bræen har den trukket op over hovedet på sig som et lagen, 20 alen tykt, og derunder stirrer en svart fjeldvæg frem, lodret styrtende sig lige ned i bræen; i fornem ensomhed står den der, og den lader sig ikke se af noget öje, som ikke befinder sig mindst 4000 fod over havet. Der er målet lige for os, og der skulle vi gå „just op den högste kammen“, siger Ole.

Vi vandre endnu et stykke over jævn, dog noget opad stigende stenur, derpå over en stor snefonn af samme hælding, blod ovenpå, men uden sprækker, så igen over en stenramse noget mere tilveirs, og så begynder den store bræen. Men dernede tilhöjre ligger et fjeldvand, som bræen går ligened i, og store isstykker, lösnede fra denne, flyde omkring på den blanke flade. „I shall bathe here“ siger Engelskmanden. „Ja, lad os först komme ned igen fra toppen“, mener jeg. — Og så frem med touget! Denne sommers törre og varme vejr har tinet op det meste af nysneen, så de gabende klöfter vise sig grejt, uden falskhed; men så ere også disse klöfter iår af samme grund usædvanlig brede, og der må göres dygtige sprang for at komme over dem. Med touget hægtet ind i stålringen på det læderbælte, hver af os havde om livet — all right! toge vi nu bræen fat. Vi holde frem i en stor bue, först mod vest, derpå mod syd for at komme påtværs af sprækkerne og omgå indsænkningen i midten. I begyndelsen går det raskt fremad; her er bare snevand eller blöd sne ovenpå og derunder fast bund; men snart begynder springdansen, og — for at blive i lignelsen — först moderate og sa accelerando i samme forhold, som sprækkernes bredde tiltager. Et par gange så vi os stansede på randen af sådanne dyb, hvis bredde var 3 à 4 alen; ved at fölge langs med randen fandt vi dog snart et smalere overfartssted.

Det var ellers rart nok at se ned i disse isbræernes hjertekamre. Jeg véd ikke, om der gives isnymfer ligesom skov- og vands- do.; men jeg tror vist, at huldren har sin sommerbolig i disse krystalslotte, for der var sa dejligt med istapper og söjler og gotiske hvælvinger, glitrende i solskin og regnbuefarver dybt, dybt nedigennem, indtil hele herligheden forsvandt som en dröm i det forgjorte mörke, som gabede op fra midten af klöften. „Det er herligt“, bemærkede Mr. Watson, „men ikke indbydende til closer acquaintance“.

Nærmere toppen blive revnerne smalere igen, og herefter er der bare fast is eller dyb sne lige til toppen; men brat er det, og der må lægges kraft til. Den förste isbakke var både brat og glat; men Mr. Watson tog frem en nydelig stålöks, som han stak igennem hullet i den överste ende af sin alpestok, og hug med megen færdighed trappetrin i isen.

Snart var bakken bestegen; derpå kom en meget brattere stenur at klatre opover; dette var vel besværligt, men ikke vanskeligt; ti stenene vare store og lå godt fast; — og så endelig var bare den överste hvide kalot igen. Men, dette var et tungt arbejde; vi stabbede til knæerne i den blöde sne, og bakken var lige brat. Og nu begyndte jeg at sakke bagefter, udmattet som jeg var efter den forrige dags stræv. „Go on!“ sagde jeg til Engelskmanden, „jeg kommer vel efter“. Og han var på toppen 10 minutter för jeg. Men da han kom tilbage for at se efter mig, og på mit spörgsmål, om der var meget mere hard work to be done, svarede: „No more work at all; you are on the top, sir“, syntes jeg, at mine kræfter kom igen i samme öjeblik. I to sprang var jeg ved siden af ham, og — höjere var det umuligt at komme uden vinger.

„Hvad så jeg deroppe?“ — Ja, hvad nytter det at sige, at dette var glanspunktet i denne sommere herlige fjeldvandringer, ja det störste og herligste, jeg har seet i mit liv? glanspunktet i min skildring bliver det alligevel ikke, dertil er sproget for fattigt. Dog — det er nu engang skik og brug, at man erklærer dette eller hint ubeskriveligt — og så beskriver man det alligevel. Man brænder vingerne ligesom fluen i lyset, men man kan ikke lade det være. Lad mig da også forsöge engang.

Tænk dig, venlige læser! stående i centrum af en cirkel, hvis radius er en 20—30 mil; tænk dig disse tusen kvadratmil, du således overskuer, opfyldte med fjelde, store og små, men allesammen lavere end dit standpunkt; tænk dig en fjerdepart af Norges land udbredt for dit blik som et landkart med stereometriske figurer; tænk dig de blendende sneflader imellem de lodrette vægge, og de tusen forskellige fjeldformer, — Snehætta med sin runde tind, pegende op der borte på Dovrekeden — Ronderne med sine pyramider længer i öst — Glitretinden og de andre Jotunfjelde med sine hundrede alpespidser i öst og i syd, ganske i nærheden — Skagastölstinderne svarte og styrtende, ragende op af snehavet, i vest — Jostedalsbræen med sit hvide legen, bredende sig ud over „de syv præstegæld“ i nordvest; — tænk dig dette og meget mere, strålende i det herligste sollys og den reneste luft, så at end ikke de fjerneste genstande tabe noget af sin glans! og tag så din indbildningskraft tilhjælp og se, om du har fået noget indtryk af det hele! Jeg frygter, der bliver ingen anden råd, end at du får gå derop selv en vakker dag, da skal jeg love dig et indtryk, som du vil beholde dit hele liv.

Der stode vi da en stund oppe på snekalotten, stirrende omkring os „over de höje fjelde“. — Lad os så undersöge husets lejlighed og göre os det bekvemt heroppe! Se, der have vi jo spisebord og hvilesofaer all ready i en prægtig tör stenur 20 skridt fra os! Jeg er derborte i et öjeblik, og de andre fölge efter. „A capital resting-place!“ — Og nu frem med skræppen! Sherryflasken er tom, dens indhold er nydt under opstigningen, blandet med det herlige upkomvatn; men jeg har en dråbe rum, bare en halv mundfuld til mands, og smörrebröd med tilbehör have vi nok af. Vi holde vort middagsmåltid med en appetit — sådan som man har på Galdhöpiggen, og tilbringe to timer heroppe i dolce far niente.

„Var det ikke koldt deroppe?“ — På dette naturlige spörgsmål skal jeg svare, at vore plag lå forglemte i skræppen den hele tid, at der var så lunt som i solbakken der nede i dalen, og at vi tændte vore cigarer ved almindelige fyrstikker. Sådanne vejrforhold på Galdhöpiggen må vel höre til sjeldenhederne. Efter

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.

Toppen af Galdhøpiggen.

Galdhøpiggen

omtrent 1500 fod under toppen.

måltidet toge mine kammerater en liden lur, medens jeg aftegnede enkelte partier af det store panorama. Og kl. 1 — jeg har glemt at sige, at vi nåede toppen kl. 11, efter 6 timers opstigning — kl. 1 sagde vi et taksomt farvel til dette koselige gratisherberge, for at base ned over sneen igen og vende tilbage, hvor vi kom fra.

Om nedstigningen er ikke meget at sige. Det var den samme faring, kun i omvendt retning og dobbelt sa fort. Og sneen var blödere end för, og vi vare glade, da vi endelig havde trasket og hoppet og plasket over bræen og stoppet paa stenuren nedenfor sneen. Herfra — fra les grundes mulets, som jeg kaldte stedet efter Mont Blanc — fik jeg et godt prospekt af toppen og bræen i min skitsebog. Og sa må jeg omtale en liden episode endnu som betegnende for dagens mærkelige sommervarme i denne höjde; vi badede os virkelig i det omtalte, henved 7000 fod höjt liggende brævand med isstykker i, — det vil sige Mr. Watson og jeg, for Ole vilde ikke være med. Det var naturligvis iskoldt, men da vi kom op igen efter en kort svömning, vare vi varme igen i samme öjeblik. Det var en herlig forfriskning — efter badet tog jeg en skitse af situationen, og derpå satte vi os i marsch. „Men hör! Er det torden eller jordskælv? Nej det kan ikke være nogen af delene“. Det er bræen ligeoverfor, som udsender disse forunderlige lyd. Det er vældige, hule, underjordiske lyd, bragende, tordnende og længe vedholdende. Vi stirre derover på bræen, men kunne ikke opdage den ringeste bevægelse eller forandring; intet sneskred, intet stenráp er at se. Det må have været en sprængning eller sammenstyrtning i dens indre hemmelighedsfulde dyb. Nu gik det i stormskridt nedover stenur og snefonn, over mose og fjeldbirk, gennem lyng og småskog og prægtige fjeldbejter til sæteren, hvor budejen böd os „velkommen igen“ og beværtede os med en dejlig mælkeringe. Så i magelig gang ned den sidste bratte ås, og så på den flade landevej i raskt tempo tilbage til Rödshejm, hvor vi kom kl. 6 eftm. Vi kunde have været nede længe för, hvis vi ikke havde opholdt os så længe på de forskellige indbydende hvilepladse. Alle folk modtoge os med et venligt „velkommen atte“, og vi vare öjensynlig dagens löver blandt disse trohjertige folk.




PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.