En intellektuel forførelse
EN INTELLEKTUEL FORFØRELSE
FORSPIL TIL »OLGA«.
AF
Hans Jæger.
KRISTIANIA.
——
DAGBLADETS BOGTRYKKERI.
1884.
|
Handlingen foregaar i Kristiania.
(Et stort, men tarvelig udstyret værelse. I baggrunden dør ind til spisestuen; tilhøjre udgangsdør; tilvenstre to vinduer med nogen blomster. I højre hjørne i baggrunden et pianoforte paa skraa; i det venstre en sofa med et bord foran. Midt i stuen et bord med lænestol og andre stole).
(iført hat og frak og med stok i haanden kommer ind fra spisestuen røgende paa en træsnadde. Han gaar langsomt, lidt sigende i knæerne, igjennem værelset og ud døren tilhøjre. Derpaa kommer)
(rask ind, ligeledes fra spisestuen. Hun lukker døren, men stanser saa pludselig, lukker den op igjen og raaber ind i spistestuen), Aa, Berntine! se efter, om Olga er staat op; klokken er snart ti,
Ja, da mama! her er jeg; jeg er strax færdig.
Naa — (lukker døren og gaar mod udgangen. Det banker). Kom ind!
Goddag. Er Olga hjemme?
Ja, hun er saavidt staat op.
Ja, undskyld frue, at jeg kommer saa tidlig; men jeg skal rejse til Holmestrand iaften, som De kanske har hørt, og jeg har meget at gjøre idag, saa jeg vidste ikke, om jeg fik tid til at komme indom senere, og Olga sa’ igaar, at hun havde en kommission for mig dernede.
Naa jasaa. Værsgod sid ned, Olga kommer strax (staar et øjebiik ubeslutsom). De blir kanske, til jeg kommer tilbage?
Nej desværre, jeg maa gaa strax igjen, jeg har svært liden tid.
Jaja, De faar undskylde, at jeg maa gaa. Olga kommer som sagt strax. Behagelig tur! Adiø.
(truer smilende efter hende). Mama! mama! vidste du saa sandt, at idag skal det store slag staa om din datters dyd — sandelig, du overlod ikke mig kamppladsen. — Naa... (spaserer et par gange op og ned ad gulvet, stanser saa ved pianofortet og stryger pegefingeren henover laaget).Støv!... (knipser med fingrene) brillant indfald! — hvis det ikke er for Sent! (gjemmer sig bag sofaen, men stikker under det følgende hodet op over kanten af sofaryggen, hvergang Olga ikke ser derhen).
(kommer ind og slentrer langsomt og slapt hen til spejlet mellem vinduerne, gjør først en grimace af modbydelighed og lede, men tar sig saa sammen og trækker resigneret, men surmulende støvegrejerne frem bag spejlet, hvorpaa hun gir sig til at støve af alle møblerne i værelset).
(støver af sofaen). Isch, hvem er det nu, som har ligget med benene i sofaen og griset til betrækket!?.... Det er da væmmeligt ogsaa (gaar videre tilhøjre. Tilsidst ved bordet i midten af værelset). Uf, hvem er det nu, som har slaat tobaksaske paa bordtæppet igjen?! — Jamen skulde de selv gjøre rent efter sig, skulde de. (Gjemmer støvegrejerne bag spejlet igjen, tar sit sytøj ud af piedestalen og sætter sig i lænestolen tilvenstre. Syr et par sting, lægger saa sytøjet fra sig). Nej, det er for modbydeligt (hen til vinduet og ser ud; gaber). Aahhh .... den, som endda bodde i en gade, hvor der var folk! (gaber igjen). Havde jeg endda noget at ærgre mig over. (Efter et ophold), Og dette kalder nogen at leve!
Ja, er det ikke løjerligt, du?
Det er bare mig.
Bare dig! — Nej, du er da et komisk menneske ogsaa.
Ja, ikke sandt, du!
Jo, det skal gud vide.
Goddag. Hvordan har frøkenen det idag?
Tak, som du ser: jeg kjeder mig som sædvanlig.
Liden Hans i skole gik — mangen kan have det værre.
Isch du da!
Naa ja, men lad os nu ialfald ikke kjede os nu (stikker haanden i inderlommen). Se her skal du se, jeg har tat med noget Paxarette (stanser). Sig mig, kom mer her nogen foreløbig?
Nej da! ikke paa en god stund ialfald.
Laas af døren da.
(rækker hende haanden).
Ja, for det er ikke værdt, nogen finder os siddende sammen alene her og pimpe paa formiddagen.
Nej, del skulde ta sig ud. — Du! har du knask ogsaa?
Det kan du da vide... Se her, her er knask; hent saa et par glasser.
Ah! (putter en marzipan i munden og gaar efter glasserne).
Nu skal vi se paa resultaterne af mit arbejde med dig. — Pokker ta’ dig, om du skuffer mine forventninger... (puster stærkt ud) pfff! jeg er jo rent ængstelig jo. — Naa, jeg kan da ialfald mine ting paa fingrene.
Nej, hvor det er hyggeligt at faa sig saan en liden ungkarlskymbel paa formiddagen. — Ja, dere har det godt, dere herrer. (Sætter sig i lænestolen tilvenstre).
Haa — ja...siger du det?
Aa jeg skulde bare være herre — gud, hvor jeg skulde more mig.
Hvad med? — Med piger og vin, hvad?
Ja.
Skaal.
Skaal (drikker). Aa, hvor jeg skulde more mig.
Det tror jeg ikke.
Saa? hvorfor ikke det?
Nej, for du er for moralsk. — En cigaret?
Tak, ikke nu. — Er jeg moralsk?!
Herregud, du faar jo ond samvittighed, hver gang du har været sammen med mig jo.
Gjør jeg?
Ja, kjære dig, næsten hver gang, naar vi to skilles, saa er det jo det sidste du siger det, at: (aber efter hende) »aa jeg tør ikke si, at jeg har gaat saalænge her og snakket med dig«
A ja men ...
Og — he! — jeg har tænkt mig, at jeg husker dig her forleden dag inde hos konditoren. Det var ganske kosteligt. Vi havde siddet der og passiaret sammen akkurat som et par andre kammemerater. Saa blir der en stans. Og saa pludselig ser jeg, at du blir blussende rød — he — først paa halsen, og saa opover hele ansigtet: »Aa gud«, sa du, »tænk om papa vidste, at vi to sad og talte sammen om saant noget«.
Ja, jeg kan ikke gjøre for det, men hver gang naar jeg saan ligesom stanser og tænker mig om og tænker paa, at jeg virkelig gaar her og taler med dig om alt saant, som herrer og damer ellers aldrig taler sammen om, saa... saa ... ja saa synes jeg, det er saa underligt, at det virkelig er saa, og saa kan jeg ikke la være at tænke paa, hvad papa og mama og alle de andre vilde si, naar de vidste det, og hvor forfærdeligt de vilde synes, det var. Og saa er det saa ondt saa ... jeg synes ligesom ... paa en maade de har ret ogsaa (hurtig) skjønt de naturligvis ikke har det — Og saa ... aa gid jeg ikke vidste noget om alt dette her.
Ja naturligvis — det vil sige, du vilde ønske, du var 12 aar gammel, hvad?
Aa, jeg vidste meget jeg, da jeg var 12 aar gammel.
Aa ja, det gjorde du vel.
Jamen, dengang gjorde det ikke noget; det var bare morsomt altsammen. — Aa gud, hvor jeg mored mig, da jeg var saan en tolv, tretten, fjorten aar. Jeg har aldrig havt det saa morsomt siden (sukker) og faar det vist heller ikke mere. (Stikker knasken i lommen og tar en cigarette, som hun tænder og benytter under det følgende).
A fortæl mig lidt om det da, du.
Nej, det er ikke noget at fortælle.
Uf da, det er da pokker ogsaa, at du aldrig kan fortælle nogenting; her skal jeg bestandig gaa og snakke og ikke faa høre nogenting igjen.
A-ja ... det var ikke egentlig noget da, ser du; men i den tiden skulde der ikke saameget til for at ha det morsomt.
Ja ja, men naar det nu ikke egentlig var noget, saa kan du da gjerne fortælle det da, ved jeg. — Dere var altsaa meget sammen med gutterne dere smaapiger da — hvad?
Ja, naar vi kom hjem af skolen, saa havde vi næsten ikke tid til at sluge maden bare for at komme afsted ud.
Naa, men hvad bestilte dere saa sammen med gutterne da?
A—ja — det er ikke egentlig noget at fortælle.
Isch da! fortæl det nu da for fan’en.
Ja — saa kom vi sammen en hel del af os da, ser du ...
Naa?
Ja — saa legte vi først sammen en stund da; men saa, naar vi var blet kjed af det, saa — saa skilte vi os i par og gik hver sin vej.
Se se! Og saa vilde han naturligvis kysse dig, saasnart dere var alene?
Ja, men saa løb vi.
Ja, men du blev naturligvis indhentet igjen.
Ja, men saa gjorde vi alt, hvad vi kunde, for at slide os løs.
Ja, men det kunde du naturligvis ikke
Nej, men saa bøjed vi og vred os til alle kanter, for at de ikke skulde komme til at kysse os — og det var i grunden det morsomste.
Ja, for imens holdt han dig naturligvis tæt ind til sig, saa at det næsten bare var hoderne, som ikke berørte hverandre. Og saa er det saa dejligt saan at erobres, hvad? — Og saa tilslut fik han naturligvis kyssen?
Ja, det kan du da vide — ja det vil sige: de tog den da, skjønner du. Forresten saa var det ikke bestandig. For naar det var nogen, vi ikke likte — aa gud, hvor vi løb da. Da var der næsten aldrig tale om, at de fik fat paa os; og fik de det, saa var vi altid saan alvorlige og kjedelige mod dem, at de opgav det hele.
Aa ja da, jeg forstaar godt, hvordan du har tat den ting. Men sig mig: naar det nu var en, som du likte — kom det saa aldrig længer end til kysser?
Nej, er du gal du? — hvad er det, du mener?
Ja, fan’en tro.
Du kan da vide det...
Gud ved. — Naa, men det vil du altsaa i ethvert fald ikke sige, skjønner jeg. — Men du! havde du aldrig nogen følelse af dengang, at det ikke var »rigtigt« at løbe saan med gutterne?
Aa jo lidt saa! men det var ikke stort. Det var saa morsomt, at vi ikke tænkte stort paa det.
Aa nej, og det lille, dere tænkte paa det, gjorde det naturligvis bare endda morsommere : forbuden frugt osv. ... du ved nok.
Aa ja, det tror saamen jeg ogsaa.
Ja-ja! — saan var det med moralen dengang; da tjente den bare som pikant sauce. Men nu — jeg er sikker paa, du kunde ikke gjøre det op igjen nu, som du gjorde dengang.
Jamen det er ikke fordi jeg er mere moralsk nu. Jeg er i granden slet ikke saa moralsk nu. Hvis jeg f. ex. var student — aa gud, hvor ofte jeg ønsker det — saa skulde du bare se, hvor jeg skulde ha moro.
Ja hvis! hvis! ja; det er let nok at sige, at under de og de omstændigheder, da skulde jeg gjøre det og det. Men nu, under de omstændigheder, som du virkelig befinder dig i, saa viser det sig jo faktisk det, at du lider af ond samvittighed, bare fordi du gaar her og snakker med mig. — Nej, jeg skulde havt fat i dig, dengang du var saan en femten, sexten aar; da kunde jeg kanske faat plukket den fordømte moralen ud af dig. Nu har jeg jo ikke kunnet komme længer end at faa dig til at indrømme, at moralen er dum — praktisk at bli kvit den moralske følelse, det vil jo være dig næsten umuligt.
Ja, jeg tror virkelig heller ikke, at jeg nogen sinde vil kunne bli kvit den.
Nej, det tror ikke jeg heller. For der er ikke mere end én maade, som det kan gaa for sig paa, og den tror jeg ikke, du vil ha mod nok til at bruge.
Hvad mener du med det?
Naar man ikke tør gaa i vandet, saa lærer man aldrig at svømme. Man maa vænne sig til det, man er ræd for, ved at kaste sig midt op i det.
Jeg er ikke oplagt til at gjætte gaader. Sig ligefrem, hvad du mener.
Ja, det er s’gu vanskeligt at sige det saan ligefrem.
Aa skit, du kan da si det.
Javist kan jeg si det, ja, det forstaar sig. — Men lad mig nu se, hvordan jeg skal si det da. — Du! du husker, at da du igaar skulde paa den aftenunderholdningen i tekniken, saa sa’ jeg fan’en saan temmelig inmari.
Ja?
Ja, ser du, jeg havde nemlig tænkt paa noget igaar, som kom til at gaa overstyr ved den aftenunderholdningen.
Naa da, hvad var det for noget?
Ja, vent nu lidt — før jeg fortæller dig det, saa vil jeg først fortælle dig en liden historie: Du ved hun Louise, som jeg har fortalt dig om ...
Ja?
Da hun sad oppe hos mig forleden aften, saa fortalte hun mig, at for nogen dage siden havde der været to unge fyrer inde hos hende. Den ene, som hun kjendte fra før, kom bare for at introducere sin kammerat hos hende, og han gik derfor strax igjen. Den anden, som altsaa blev igjen, han sad da der en stund saan temmelig forlegen og vidste ikke rigtig, hverken hvad han skulde sige eller gjøre. Men saa tilslut, saa spurgte han endelig, om han skulde faa lov til — naa ja, du forstaar nok.
Hun lo ham naturligvis ud.
Ja og sendte ham paa dør; det mored hende at spille den dydige for en gangs skyld.
Du ser altsaa, at et saant spørgsmaal kan være latterligt. Men — undertiden kan omstændighederne være slige, at det ikke lar sig gjøre paa anden maade end ved simpelthen at spørge. Og det er f. ex. tilfældet, naar man vil, at vedkommende fruentimmer skal bestemme sig frit og upaavirket af øjeblikkets stemning. (Liden pause). Og derfor havde jeg igaar tænkt at spasere lidt med dig og — spørge dig ....
(fæster sine øjne helt aabne paa ham med en blanding af forbauselse og forskrækkelse. Han smiler slapt. Saa kommer der noget koldt ind i hendes blik, og det faar et udtryk af fornærmethed. Og dette udtryk voxer og voxer: tilslut er det bare fornærmethed altsammen).
Hvor det var dumt af dig dette her Herman!
Ikke Spor. (hen og stiller sig op foran hende) Hør nu her, Olga: du kan da vel skjønne det, at jeg havde ikke giddet gaa her og væve snart et helt aar med at opdrage dig, naar det ikke havde vært andet, jeg vilde, end at vi to skulde kunne gaa her — ja lad mig sige det lige ud: gaa her og snakke liderlig med hverandre.
Fy, det er stygt af dig at si det paa den maade. (Usikker). Det er da noget mere.
A ja vist er det noget mere....
Ja, ikke sandt?
Jo da, det forstaar sig. Du har jo faat et ganske andet syn paa livet nu, end du havde, da vi to mødtes første gang.
Ja, det er en hel ny verden, som er gaat op for mig, siden vi to er begyndt at tale sammen.
Jamen, det var noget mere, jeg vilde.
Og det var?
At du ogsaa skulde komme til at leve i overensstemmelse med det nye syn, du havde faat.
Ja, men det gjør jeg jo igrunden.
Saa?
Ja.
Nej.
Saa?
Hør nu her: ikke sandt, du foragter en kvinde, som, uagtet hun vil være dydig, alligevel i ét sanseligt øjeblik taber herredømmet over sig selv og hengir sig til en mand?
Jo?
Men at en kvinde koldt beslutter sig til at ta en mand til elsker, og saa gir sig til hen ham med al den lidenskab, hun ejer og har, det finder du
ikke det mindste galt i — hvad?Nej?
Vel, jeg paastaar, at du har lyst til at ha en elsker.
Ja, jeg vover endogsaa at paastaa, at du har lyst til at ha mig til elsker.
Pf! Hvad kan gi dig anledning til at tro det?
Det har jeg en mængde beviser paa.
Det maa være en mængde misforslaaelser.
Ja — kanske .... Naa ja, i saa fald er det jo idiotisk af mig dette her (reiser sig og tar sin hat).
Jeg vil gaa. Jeg har jo ikke noget mere her at gjøre.
A nej, ikke noget tøv nu. Bliv nu siddende.
Hvor var det saa, vi slap. — Jo, nu har jeg det: nu ja, du har altsaa lyst til at ha mig til elsker, og du finder ikke noget galt i det, men — du tør ikke.
Nu ja, du har ret: Jeg tør altsaa ikke.
Nej, du tør ikke, og hvad er følgen. — Det er en hel ny Verden, som er gaat op for dig, siden vi to er begyndt at snakke sammen, sa du for lidt siden, (ler) Vi to snakket sammen! Jo vi har dejlig »snakket sammen«. Hvem er det, som har snakket? Det er jo bare mig jo. Hvad du har sagt, har jo bare vært spørgsmaal. Og hvad har saa følgen vært? Jo: du har ganske vist faat vide saan omtrent, hvordan jeg har det, du kjender en hel del af mine synsmaader og mine følelser ligeoverfor de forskjellige ting i livet, ja du har endda til kanske en noksaa god forestilling om ydersiden af hele mit leben og treiben; og der ligger ikke saa lidet i den. Men jeg — hvad ved jeg om dig. Om jeg vilde be dig fortælle mig en enkelt dag af dit liv, alt det, du har tænkt og følt en eneste dag i dit liv f. ex. idag — det vilde ikke falde dig ind at gjøre det.
Aa gud, nej! Det vilde jeg ikke for nogen pris i verden.
Nej se der kan du se. Og det er fordi vi ikke lever sammen. For da vilde alle skranker falde, da vilde du aabne dig helt for mig, da, men ogsaa kun da vilde vi engang komme did, at vi blev fuldt gjennemsigtige for hverandre. — Og som Bjørnson siger: »Gives der lykke paa jorden, saa er det det: at tages tanke for tanke over, i en uendelig forstaaelse«. — Ser du, den lykke, den eneste lykke, som gives paa jorden, den kan vi altsaa ikke naa uden at leve sammen.
Ja, det er ganske sandt, det du siger; jeg forstaar det. Men (trækker paa skuldrene) jeg tør nu altsaa engang ikke.
Og tænk dig saa: jeg med den hele levende forstaaelse af dig; og du med den hele levende forstaaelse af mig — hyormeget rigere vilde vi ikke hver for sig vandre ud i livet blandt de andre! og tænk, om de andre, som vi mødte, hver for sig havde gjort det samme! Hvad vilde ikke de da kunde bli for os og vi for dem? Aa du store gud! hver dag som gik vilde vi fyldes med livets ædleste indhold; mens nu — — — Naa ja herregud, det er desværre ikke saa; de andre forstaar jo ikke dette. Men vi, vi, som har forstaaelsen, vi skulde ikke gribe den lille del af lykken, som vi kan naa?! Det vilde jo være vanvid.
Jeg tør det nu engang ikke.
Og det siger du saan hen i vejret! — Forstaar du, hvad det vil sige, at du ikke tør?
Aa ja, det vil ikke si saa stort i dette tilfælde.
Ikke det?
Nej, herregud, forstaar du ikke det: havde det været dig, jeg elsked, saa... det havde været noget ganske andet. Da havde jeg nok turdet.
Saa?
Ja havde »han« staat her foran mig som nu du og sagt: gi dig hen — ved gud, jeg havde gjort det.
Om jeg havde?...jeg?... (med vægt). For mig er kjærligheden det eneste. For et liv i kjærlighed tør jeg alt, men for et liv bare med lidt moro, men uden kjærlighed — for et saant liv tør jeg ingen ting.
End for et liv i had — tør du ingenting for det?
Et liv i had?
Ja, for det er det eneste, jeg kan gi dig.
Jeg forstaar ikke ....
Forklar, hvad du mener da vel.
Det blir en hel vidtløftig historie.
Kom bare med den.
Nuvel, lad os tænke os, at du sa’ ja og gjorde dette — hvad vilde saa følgen være for dig? Jo, for det første vilde du rent umiddelbart befinde dig vel ved den følelse af frihed, som griber dig, naar du saan bryder med hele den hær af følelser, som ved opdragelsen er dæmmet op inde i dig for at hindre dig fra at beslutte dig til dette her. Dette at føle, at man ikke længere er det, som man saan sig selv uafvidende er blet til ved opdragelsen, men at man er det, man af fri vilje og med fuld bevidsthed gjør sig til ... det — ja, det er nu engang en nydelse.
Aa ja, det kan saa være ...
Ja, for da først føler man sig helt i harmoni med sig selv. Det er nu engang deri, forskjellen mellem mennesker og dyr bestaar, at dyret kan ikke bli til noget andet end det, som det ved sin egen natur og omstændighedernes magt blir til, mens mennesket bevidst kan gjøre sig til, hvad han selv vil. — Altsaa, for det første vil du faa denne følelse af frihed og befinde dig vel ved den.
Og saa?
Og saa — naar vi har levet sammen en stund, saa ... saa vil du begynde at føle dig sundere og stærkere, dit legemlige velvære vil forøges. For det er nu saa det, at man befinder sig bedre ved at tilfredsstille sine drifter paa den naturlige maade.
Og saa, naar vi altsaa har levet en stund sammen da, saa — saa kommer der et nyt moment ind, som jeg gjør regning paa: Jeg ved, at der er en, som du elsker, og at denne ene ikke er mig. Nuvel, hvorfor har ikke han, som dog holdt en smule af dig, hvorfor har ikke han opdraget dig til frihed? hvorfor er det ikke ham, som har bragt dig til at gjøre dette skridtet? hvorfor er det ikke ham, du lever sammen med? Det vil du komme til at spørge dig selv om. — Og saa vil du bli rasende ved at maatte gi dig selv det svar: fordi han var en idiot. Men, vil du saa tænke: han var da virkelig et godt hode, en flink fyr — hvordan i al verden kunde han da være saa idiotisk? Jo, vil du svare dig selv: det er de infame ufri samfundsforhold som gjennem opdragelsen har gjort ham til, hvad han er, og han har nu engang ikke havt den bevidsthedens kraft, som skal til for alligevel at hæve sig til frihed. Men, under andre samfundsforhold vilde han kunnet bli en fri mand han ogsaa, og dere vilde kunne levet sammen og elsket hverandre — saalænge til dere blev kjed af det. — Aa de infame samfundsforhold! — da vil du begynde tilgavns at hade dem. Og det, som er gjenstand for had, det tiltrækker: du vil begynde at se dem efter i sømmene disse samfundsforhold, du vil lære at hade dem stykke for stykke, i alle detaljer. Du vil komme til at se, hvorledes menneskene gjør sig livet hundrede gange fattigere end det er; du vil komme til at se paa alle disse hæderlige samfundsmennesker, som du gaar omkring iblandt, med en uhyggelig følelse af, at det er en flok vanvittige, som lider af den fixe idé, at det er deres pligt at gjøre sig selv alt det onde, de kan. Og du vil faa se, at de faa fornuftige, som gaar omkring iblandt alle disse galehuslemmer, det er paa enkelte undtagelser nær altsammen folk, som har lidt skibbrud paa sig selv og tabt al livslyst og energi — bare for de fordømte samfundsforholdenes skyld. Og du vil sige til dig selv: men gud bevare mig vel — er der da ingen, som forsøger at gjøre noget ved dette her? Og saa vil du faa trang til at se efter, hvad det er, folk egentlig tar sig til i verden nufortiden, og specielt, hvad det er, man beskjæftiger sig med her hos os. Saa vil du f. ex. komme til at kaste dig over aviserne — dem, som du aldrig gider se i nufortiden. Du vil da komme til at forundre dig over, at folk gider befatte sig med denne politiken, som nu fylder alle aviser. Du vil ikke forstaa, hvad den egentlig kan ha med friheden at gjøre, skjønt du ser ordet frihed i hver spalte, du læser i en avis. Kort sagt: du vil føle, at du forstaar ikke det, som gaar for sig rundt omkring dig, og at saalænge du ikke det gjør, saa kan du ikke ude i livet finde noget tilknytningspunkt for det, som du vil. Og saa vil du tilslut drives til at søge denne forstaaelse der, hvor den alene er at finde: i historien. Og blad for blad vil du maatte blade tilbage i historien uden at forstaa noget, indtil du kommer tilbage til den store franske revolution, hvor ordene »frihed, lighed og broderskab« lyser dig imøde. Da vil du kjende dig igjen, da vil du forstaa, at dengang det var feltraabet, da var det oppe i tiden, som du vil. Og du vil følge revolutionernes gang rundt om i Europa og se, hvorledes de kjæmpemæssige anstrængelser, som blev gjort for at realisere disse ideer, ikke havde noget andet resultat, end at de uindskrænkede monarkier — he! — blev forvandlet til konstitutionelle monarkier, mens de sociale tilstande i alt hovedsageligt blev akkurat de samme som før. Og du vil inderlig forstaa den slappelse, som fulgte paa disse tilsyneladende frugtesløse anstrængelser, denne slappelse, som gjorde, at menneskene modløse vendte sig indad og gik ind i sig selv for der at finde den tilfredsstillelse, som de forgjæves havde søgt at skaffe sig ved at omforme det samfund, de leved i. — Men først naar du kommer til aaret 1848 vil du begynde at forstaa den tid, som vi nu lever i. Da vil du forstaa, hvorledes den tænkende del af menneskeheden var blet kjed af dette saan bestandig at trække sig tilbage i sig selv, og hvorledes de saa begynder at se sig omkring i samfundet igjen og da til sin forbauselse og glæde opdager, at den politiske frihed, som ved revolutionen var blet grundlagt, den behøver man blot at føre helt igjennem for at frembringe det, der var gjenstanden for den store revolutions anstrængelser. Du vil faa at se, hvorledes den store revolutions ideer griber menneskene for anden gang, griber dem slig, at de med begejstring tar fat paa den kjedelige opgave: at føre den politiske frihed igjennem for derved at naa hen til det punkt, i hvorfra den sociale frihed kan realiseres. Og her hos os vil dine øjne falde paa det store navn: Johan Sverdrup, — han, som din kjære mor med koldt blod vilde stikke ihjel, hvis det blot gik an. For ham var det, som i 50aarene greb denne tidens tanke og nu i over 30 aar med en utrolig energi har arbejdet paa at realisere den til trods for al den idiotiske modstand, han har mødt. Og du vil bli blød om hjertet, og dine øjne vil bli fugtige, naar du tænker paa, hvordan han nu staar der som gammel mand, uden udsigt til nogensinde at se det virkeliggjort, som i alle disse 30 aar har baaret hans begejstrede arbejde. Du vil føle den ene taare efter den anden liste sig ned ad kinderne paa dig, naar du tænker dig ham staa dernede i det prosaiske norske storthing og sige disse vemodige ord, at »i ungdommen tegner man fremtidens perspektiv med for korte linjer, men i livets løb erfarer man, at virkelighedens linjer stadig blir længere og længere«. — Aah! hvor du vil lære at hade det alt dette gamle vaaset, som staar menneskenes frigjørelse imod! Og du vil lære at hade det end mere, fordi det har hindret ham, Johan Sverdrup, fra at opleve frihedens dag; for gud bevare mig vel — er der nogen, som har fortjent at se den dag, saa er det ham.
Og naar du saa staar der, med fuld oversigt over, hvorledes det er, man nufortiden arbejder for friheden, og med et dybtfølt had til alt det bestaaende, fordi det har snydt dig og alle de andre for den rigdom, som et liv i fuld frihed bringer, saa kan der ikke være tale om andet, end at med saapas intelligens, som du har, saa vil du nok vide at finde dig en plads i frihedens værksted, hvor ogsaa du kan hjælpe til at smede fremtidens flykke. Og se da er du fremme, da er du blet et fuldstændig moderat menneske. (Liden pause).
Har du egentlig faat nogen klar forestilling ved det, jeg sa?
Aa ja . Men...
Ja, tror du saa ikke, at naar du var kommen
did, saa vilde du sige mig tak for det, jeg havde gjort?Jeg tror ikke jeg vilde kunne gjøre noget. Jeg tror ikke, jeg vilde kunne finde paa noget, som jeg kunde gjøre for at faa folk til engang at bli saan, som jeg vilde, de skulde være.
He! nej det vilde da ogsaa vært underligt, om du havde trod det. Førend din intelligens faar hadet som drivkraft, før vil du aldrig kunne gjøre noget. — Og nu — hvordan i al verden skulde du netop nu kunne gjøre noget?! Her har jeg holet dig frem af nattens mulm og mørke og ført dig hen i graalysningen, og saa viser det sig, at du er for gammel og nervøs til »at gjennemvandre beslutningernes friske morgenluft«, som digteren siger, og komme over i frihedens fulde dagslys. Nei, det er klart, at hvis du ikke blir kvit den elendige nervøsitet og faar et nyt ungdomsmod — saa er du forloren, saa er der aldrig tale om, at du kan komme til at gjøre noget. Nej, først maa du beslutte dig til dette her; saa faar du hadet — og det er hadet, det kommer an paa —, og saa kommer det andet af sig selv. — For satan, beslut dig til det da, menneske! det er jo det eneste, du har at gjøre.
Jeg kan ikke; jeg tør ikke! jeg vil ikke!
Vil ikke?! -- det er noget sludder. Jo, du vil nok, men du kan ikke, fordi du ikke tør. Det er jo det, som er det ynkelige ved dig.
Ja, du har ret: det er ynkeligt. Aa gud give jeg saasandt bare turde.
Jamen, hvorfor tør du ikke da?
Ja, for det første saa tør jeg simpelthen ikke.
Ja, men du behøver jo bare at beslutte dig til at ville det.
Dermed er det da ikke gjort?!
Jo da. Naar du først har besluttet dig til, at du vil gjøre det, saa skal det nok gaa: Saa vænner du dig bare simpelthen til, hvergang vi spaserer sammen, paavejen at titte indom mig og ta et glas vin og passiare lidt. Og saa engang, naar det heldige øjeblik kommer, saa skal nok jeg hjælpe dig til at turde.
Jamen, selv om det gik, saa vilde det ikke hjælpe noget alligevel; for saa var det det — bagefter? ...
Det bagefter? ...
Ja. Naar jeg havde gjort det én gang, saa vilde jeg aldrig kunne gjøre det mere.
Men hvorfor det da?
Jo, forstaar du ikke det — naar jeg havde gjort det, saa vilde jeg synes, det var saa forfærdeligt, at jeg aldrig vilde vove det mere.
Kjære dig, lad mig minde dig om, hvad din dydige pebermø af en søster, Kristine, engang skrev om min bror: »Og som du ved kjære tante! naar man først er falden én gang, saa gjør man det igjen«. Hun talte vistnok ikke af erfaring, men det var ikke desto mindre en dyb sandhed, hun udtalte. Og du besvarte ogsaa dengang mit spøgefulde spørgsmaal: »om din søster talte af erfaring« med at spørge: »ja men er det ikke saa da du« ?
Ja, men det er en anden sag med en herre.
Nej saamen om det er. Det er jo bekjendt nok, at de fruentimmer, som først er kommen paa
den galej, de fortsætter. Og du, du skulde bli saa forferdet, naar du havde gjort det?! Nej mor, du vilde tvært imod komme til at føle dig stolt; vilde du. Du vilde føle dig stolt over, at du havde formaad at overvinde dig selv. For den, som overvinder sig selv, er større end den, som erobrer en stad, ved du jo nok; det staar jo at læse selv i gode moralske bøger. Og det er sandt, og du vilde føle, at det var sandt.
Ja ja, men selv om saa var. Og selv om jeg bagefter virkelig kom til at gjennemgaa den udvikling, som du mener, jeg vilde komme til at gjennemgaa — hvis det saa alligevel viste sig, at, jeg ikke dudde til noget.
Naa ja, saa var det da ialfald forsøgt, ogsaa havde du ikke det at tænke paa bagefter, at du muligens kunde ha blet til noget, hvis du bare havde turdet.
Ja men — saa imens havde jeg jo tabt mit rygte. Alle mennesker vilde foragte mig, og jeg vilde ikke kunne faa dem til at forstaa, at det var mig, som havde ret til at foragte dem, istedenfor de mig.
Ja, for det første behøved nu ikke folk at faa det at vide.
Forholdet kunde jo faa følger.
Anej, men herregud, det ved du da: ikke naar vi ikke selv vil. — Men desuden: »du vilde ikke kunne faa folk til at forstaa, at det var dig, som havde ret til at foragte dem, istedenfor de dig«, siger du. — He! men der har du jo alt en opgave. Bring folk — bring ialfald nogen til at forstaa det! Kan du gjøre det, saa har du allerede gjort meget.
Jamen, saa maatte jeg jo først la dem faa vide, hvordan jeg var.
Vist maatte du saa, ja. Men jeg tror ogsaa, at naar det kom til stykket, saa vilde du la dem faa vide det — og det ganske af egen drift.
Aldrig, saa sandt jeg kunde skjule det.
Ja det skal du ikke sige saa sikkert. Ser du: naar du har gjort dette, saa ved du, at alle mennesker vil foragte dig, hvis de faar vide det. Og det vil du faa føle hver eneste dag: De mennesker, du er sammen med, vil, ret som det er, ved sine udtalelser om andre komme til at dømme dig som et foragteligt menneske. Uden selv at vide af det gudbevares; men derfor er det lige ækkelt. Og det vil du ikke i længden kunne holde ud. Du vil trække dig tilbage fra dem i had og bitterhed — og saa vil det bli dig en trang at ta fat paa den opgave du nævnte: at tvinge folk til at forstaa, at det er dem, som er foragtelige og ikke dig.
Men — hvordan i al verden skulde jeg kunne tvinge folk til at forstaa det?
Jo, derved at du aabenlyst for hele verden lever, som du selv har lyst til — og saa forsvarer den maade at leve paa. Du er foreløbig blet snydt for kjærligheden, som du synes bedst om — vel, saa vælger du som surrogat moroen og hadet, fordi det er det, som næst efter kjærligheden falder mest i din smag. Og naar man saa kaster sig over dig, fordi du derved kommer i strid med det, som er »anstændigt«, »ærbart«, »rigtigt« osv., saa slaar du fra dig, alt hvad du kan.
Alt hvad jeg kan? .... men hvad kan jeg da? ... . jeg staar jo magtesløs jeg alene imod
alle de andre.Nej, du behøver ikke at staa magtesløs. Du kan f. ex. skrive, skrive, hvad du lever, og hvad du har levet, dit hele vita. Og gjør du det godt, saan at folk kommer til at forstaa dig, saa er sagen halvvejs vundet; for: tout comprendre, c’est tout pardonner ved du. Naar publikum forstaar dig, saa tilgir det dig. Og saa skal du se, du faar kampfæller baade blandt os mænd og blandt damerne.
Jamen, hvis jeg nu ikke skriver godt nok til at faa folk til at forstaa mig.
Ja saa faar du ialfald vakt en offentlig diskussion om tingen — og det er altid noget.
Men hvis jeg nu ikke skriver godt nok til det engang.
Nu ja som sagt: saa er det da forsøgt; saa har du da ialfald gjort hvad du kan. — Og du har ingenting tabt; for du har jo ikke noget at at tabe; det liv, du nu fører, er jo saa alligevel ikke til at holde ud. Og du har alt at vinde; for klarer du opgaven, saa blir du saa lykkelig, som det er dig givet at kunne bli under de nuværende forhold. — Og hvem ved: kanske træffer du ogsaa kjærligheden paa din vei, hvis du er heldig.
Jeg har ingenting at tabe, siger du. Men holder inde).
Ja herregud, jeg ved jo det, at du kanske kan bli gift med denne kjedelige Konrad Herlofsen, som gaar og kurer til dig. Men for det første er det nu slet ikke saa sikkert, at han frir til dig — og desuden; herregud, hvad vilde det være for dig at tilbringe dit liv med at gaa omkring og stelle huset for en mand, som du ikke elsker. Det vil jo være at begrave dig selv levende. Og det er da en ganske forferdelig mangel paa livsmod, som skal til for at begaa et sligt aandeligt selvmord. Nej, da er det da virkelig bedre at leve et liv — gudbevars! fuldt af kamp og ærgrelser og forhaanelser, men baaret af den skraasikre selvfølelse, som friheden gir. Da føler man da ialfald, at man lever, mens det andet er en daglig afdøen fra livet.
Gud, hvor det er gyselig sandt!
Nu, naturligvis, jeg kan jo ikke vide, om du kanske saa fuldstændig mangler alt livsmod, om du kanske er saa aldeles vissen ....
Jeg er ikke vissen!
Nuvel, saa vis det. Tænk ikke mere paa denne Konrad, kast fra dig den elendige redningsplanke, og lad det staa til. Saa faar det briste eller bære. Du har alt vinde. — Naa, hvad siger du saa?
Jeg skal tænke paa det.
Nej, ingen tænking nu mere (reiser sig og tar hendes haand og faar hende til at rejse sig. Derpaa, mens han ser stivt paa hende). Sig, at du gir mig lov til at være din elsker, og lad mig hjælpe dig til at overvinde den elendige frygten.
Nej! nej! gaa! ... lad mig faa være alene jeg maa betænke mig ... jeg maa ordne mine tanker først ... jeg kan ikke svare dig nu.
Sig ja da for satan! Du ved, du maa styrte dig ind i det; ellers er den elendige frygten
stærkere end du.Nej! nej! jeg kan ikke, hører du! slip mig.
Tænke sig, denne ene lille kraftanstrængelse og saa var det gjort! (tar paa sig; imens taushed). Adiø.
Adiø. (Da han gaar ud af døren raaber hun efter ham). Jeg skal tænke paa det.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |