En norsk Höst/9
Alt aander Munterhed og Frihed — Træver[1]
Som i en Haandevending reyses her,
Og dog er ingen Foged her som kræver
Egyptisk Trældom og hver Læbe leer,
Og hver i Laget noget har at sige
Og Talen krydres snart med velvalgt Skiemt,
Snart med Anmerkninger saa passelige,
At boglærd Mand til Tryk dem havde giemt.
Frosög om det vil lykkes dig Camoene!
I Torbiörns simple Sprog som rörte dig,
At male op igien den skiönne Scene,
Som Taarer fra hans Selskab drog og mig.
”Der ned paa Pladset er den stakkels Ole
— Gud Fader veed hvor han kan nære sig —
Tre Kiör, Sex Faar, og en spædlemmet Fole
Er al hans Bueskab, dog han troer sig riig.
Du veed han har tre Gutter og en Jente,
Og Malle er saa tyk som hun er lang,
Og nu de Gamle — skulde du ey vente
At som en Biyevægt tung de paa ham hang,
At glad han vilde dem til Graven fölge,
Og pine byeviis nogle Taarer frem,
Og under saadan Stads den Glæde dölge
Han söled ved at blive frie fra dem.
Saa tænkte jeg — Men aldrig skal jeg glemme
Hvor stygt det var at tænke saa om ham — —
Hör nu! i Dag jeg mödte ham den hiemme;
Du veed han altid leer: Det er en Skam
(Hans gamle Ordtög) Naar du Trang ey lider
Og ey er syg, og Den som du har kier,
Saa godt som du sig giennem Verden slider
At klage. Nu det troer just ey enhver,
— Men Ole tænker saa og er fornöyet;
Og dog i Dag sig selv ey lig hav var
Hvert Aasynstræk var mörkt og vaadt var Öyet
Og billigen — hans redelige Faer
Vil döe — men tænk jeg i hans Sorg ham drilled,
(Gud naade mig jeg faerlös længe er)
Men heede Taarer paa hans Kindes trilled
Og hulkende han sagde: ”Den er nær
”Den Afskeds-Stund snart briste maa hans Öye„
Jeg kold beregnede hans Vindinger, jeg!
Jeg sagde: ”nu saa slipper du den Möye
”Han aad dog Ole og arbeydet ey.„
Halv bange stirrede han paa mig, rysted
Med kloge Hoved, saae mod Himmelen
Og tog min Haand i sine og den krysted:
”Ved Gud jeg ynker dig min stakkels Ven!
(Saa sagde han) ”og dit bedragne Hierte.
”Du veed ey hvilken Guds Velsignelse
”Forældre er, og hvad det koster Smerte
”At tabe dem, og hvor det mörknede
”I Sönnens Huus naar disse Lamper slukkes.
”Sandt nok de saae og höste ikke meer
”End Himlens Fugle — Men mon Haanden lukkes
”Som mætter dem og Fuglen? Han som seer
”Alt hvad vi trænger til og gier i Tide
”Og hörer mild vor Lovsang og vor Bön
”O! lod han vel en dydig Olding lide?
”Ney tidt for Faders Skyld velsignes Sön.
”Hör Torbiörn! jeg kan ikke mynte Penge
”Og hvad jeg har veed du, det veed enhver,
”Hveranden Mand troer Ole burde trænge
”Men mæt og klæd jeg mig og mine seer,
”Jeg veed ey selv hvordan — Men saa jeg tænker:
”Jeg har det for de Gamles Kyld — Og naar
”Min gode Feer jeg ned i Graven sænker
”Min halve Lykke ned i Graven gaaer.
”Og naar min Moer saa döer! (men meget længe
”Hun kan ey giöre det) saa staaer jeg der,
”To Munde mindre, færdig til at trænge,
”Om ikke Gud i Naade til mig seer.
”Men det han vil — Og dog, saafremt jeg kunde
”Med Skrig og Klagen skremme Döden bort,
”Jeg vilde leye alle Bygdens Munde
”Og endnu troe jeg Vinding havde giort.
Han taug; jeg skiæmtes ved mit eget Hierte,
Og Taarene i mine Öyne stod;
Jeg elsker meer end ynket Oles Smerte
Og blussende jeg sagde: ”Gud er god
”Og han skal lönne dig; din Eng skal grönnes
”Naar andre svie bort; din Ager staae
”Af Gröde fuld, naar andres Möye lönnes
”Med lave tynde koren-arme Straa.
Og nu begriber jeg at Oles Ager
Staaer altid tyk, at tungt hans Bonne[2] er
Thi Flid og Klygt er vist nok vakte Sager
Men Guds Velsignelse er meget meer.
Nu taus han skar, og som et natlig Stille
Höytidelig paa hele Kredsen hang
En mægtig Taushed — Taarer saae jeg trille,
Og Taarer her skal hædre Skialdens Sang.