En tyvebande ved Kristiania i 1640-aarene

Hannibalsfeiden er maaske et af de mørkeste afsnit af vort fædrelands historie efter reformationen. Folkets moralske tilbagegang ytrer sig paa alle hold, ligesom der tydelig kan spores en stansning i den materielle udvikling. Agtelsen for lov og ret staar paa svage fødder. Storbonden tager sig selv tilrette ligeoverfor tyve og fredløse, medens fattigmanden i landeveisridderne ser sine bedste venner og forsørgere. At justitsen var streng, bar de vel besatte galger og rigt udstyrede steiler, om hvilke rovfuglene kredsede i store flokke, mere end tilstrækkeligt vidnesbyrd om. Selv om den ikke førte enhver, som faldt i dens hænder, paa veien til retterstedet, var dens ofre dog meget at beklage i denne torturens guldalder. Den kjendsgjerning, at folk fryser fødderne af sig i hovedstadens varetægtsarrest, taler just ikke til fordel for retsplejen heller.

De justitsakter, som er bevarede fra dette tidsrum, vidner om, at trediveaarskrigens demoralisation ogsaa har sat sine merker i vort folk. Soldaterne – eller knegterne, som de dengang kaldtes – rømte i skarevis fra sine regimenter, der laa ved grænsen, for at søge sit erhverv ved «kjeltringehaandverket». Tyverier og plyndringer hørte derfor til dagens orden, og snigmord var heller ikke sjeldne. Til lykke for den fredelige befolkning var enigheden blandt kjeltringerne indbyrdes ikke synderlig sterk. Naar de havde stjaalet saa meget, som de kunde trække af med, hændte det ofte, at der opstod strid om byttets fordeling, og resultatet af denne kunde blive, at begge parter havnede i galgen.

Det var saaledes vistnok tilfældet med en tyvebande, som huserede omkring Kristiania i Hannibalsfejdens dage. De afbrudte bekjendelser, som hovedmændene dels under, dels uden tortur afgav om sine bedrifter, giver sammenstillede et ret interessant billede af det lavere folkeliv i hovedstaden i dens første tilværelse.


Jens Holgerssøn og Anders Kasperssøn skinder (ɔ: rakker) hed to fuldblods tatere. Den første havde, da han var femten aar gammel, skilt sig ud fra det følge, hans forældre tilhørte, og faaet en kjærest paa fantevis. Anders havde gjort sin debut som tyv i Numedal og havde i sin ungdom strejfet om i Krydsherred og Hadeland i følge med en gammel tater ved navn Kristoffer Børgessøn. Da denne var bleven fakket (og hængt?), slog han og Jens Holgerssøn sig sammen om at «drage ud paa kjeltringehaandverk og løsgjængeri».

De samlede efterhaanden om sig en hel bande af vilde karle, fornemmelig af soldater, som i krigstiden var rømte fra sine faner. Blandt bandens mest fremtrædende medlemmer nævnes: knegterne Rasmus Holgerssøn, Jens’s broder, Glør, »som tidligere havde ladet sig kalde Florents», Stelluf svarver fra Marstrand, Jon fredløs, Hans tømmermand, Gunder Lange, Erik springer, Thorvald skomager, Gammel-Erik, Hans svenske, Jens Friis, Erik svarver og flere samt Hans baadsmand, der var rømt fra flaaden. Det var kun undtagelsesvis, at den hele flok var samlet paa et sted. I almindelighed drog de om, to-eller tre i følge. En af banden ved navn Gudmund Olssøn forsøgte engang straks i begyndelsen at stjæle paa egen haand, men blev fakket og maatte ynkelig lade sit liv ude paa Galgebjerg.

Det var fornemmelig Kristianias nærmeste opland, som afgav skuepladsen for deres bedrifter. Der var neppe nogen bygd i lenene Akershus, Tunsberg, Brunla eller Smaalenene, som undgik at gjøre bekjendtskab med dem. De besøgte tillige egnene omkring Mjøsen og Randsfjorden, ja de udstrakte sine vandringer lige til Thelemarken, Ryfylke samt til Bergens by og opland. En og anden af banden blev fakket, men det var kun faa, som blev straffede. Anders skinder blev engang med et par andre sat fast i Skien, men brød ud af arresten. Dette havde vistnok først og fremst sin grund i, at almuesmanden, der vel vidste, hvor forgrenet og mandsterk banden var, af frygt for hevn som oftest ikke vovede at overlevere nogen af dens medlemmer i øvrighedens hænder; den bestjaalne nøiede sig derfor med at tage fra tyvene, hvad hans var, naar leilighed bødes. Men Jens Holgerssøn og Anders skinder gik ved afhændelsen af sine tyvekoster ogsaa frem paa en maade, som ikke kan andet end vække forundring, naar man tager hensyn til tidens kommunikationsmidler. Sager, som var stjaalne i Tunsberg eller Brunla len, blev bortbyttede øverst i Gudbrandsdalen, og gjenstande, som hidrørte fra Vigsiden og egnen om Svinesund, sørgede deres hjælpere og hjælpers hjælpere i Kristiania for at omsætte i penge eller madvarer.

At veiene omkring hovedstaden paa denne tid ikke kunde regnes for at være synderlig sikre, har man flere vidnesbyrd om. Det var vel neppe heller for det gode, at Jens Holgerssøn havde saa stadigt tilhold hos Lars Jakobssøn, som boede paa «majorens eng« i Akers sogn, og oftere fik sendt bud over til Taasen, hvor Anders skinder stundom holdt hus. Overalt i omegnen havde banden sine hælere. Foruden i folkene paa Majorengen og Taasen havde den ogsaa hjælpere i en Ole Svendssøn i Piperviken og en Per fisker i Bækkelaget. Fra den sidstnævnte havde man ikke langt til Ekebergskogen, der var god at tage til i en snæver vending; i dens smuthuller kunde en stakkels eftersat tyv holde sig skjult i hele uger, om han vilde.

Da freden til Brømsebro igjen bragte ro og større sikkerhed i landet, blev det indbyrdes samhold inden banden svækket. Saaledes kom Jens Holgerssøn engang ned til Svinesund, hvor den rige Ole Christopherssøn Rytter havde betydelige sagbrug. Her traf han sammen med knegten Glør, »som tidligere havde ladet sig kalde Florents«, der havde tilhold hos en af Ole Rytters sagmestere. De kom overens om at foretage indbrud hos en bonde i Skebergs sogn. Tyveriet blev begaaet, men Glør vilde ikke vide af nogen deling, og Jens Holgerssøn, der vistnok var den svagere part, maatte slaa sig tiltaals med, hvad Glør fandt for godt at give ham. Men da Jens kom opover til Skedsmo sogn, fik han høre, at Anders skinder havde taget fra Glør, hvad han ansaa for Jens’s retmæssige tilkommende.

En anden gang, da Anders skinder og Rasmus Holgerssøn havde stjaalet forskjellige værdifulde sager etsteds paa Vigsiden, blev de røbede af en af sine kammerater ved navn Gunder Lange. Denne samlede flere bønder om sig og overfaldt skjelmene med hug og slag, saa de maatte gribe flugten og lade sine koster i stikken.

Heller ikke hælerne var altid at stole paa. I Skedsmo havde banden to hjælpere; den ene var Lang-Ole, som tjente paa prestegaarden, den anden hed Per glarmester. Engang havde Jens og hans kammerat, den bortrømte knegt Svend Gullebek, fra en gaard i Fets sogn stjaalet en kobberkjedel, der rummede 3 kvarter. Denne forlangte Per glarmester at faa tilkjøbs af dem; men da de ikke vilde sælge den for, hvad han bød, røbede han dem for lensmanden. Tyvene undslap, men kjedelen maatte de efterlade i Per glarmesters hus.

Efter akterne at dømme har Jens Holgerssøn og Anders skinder vistnok staaet i den samme forbrydernimbus i det 17de aarhundrede som Arv Bravkarl og Malice-Knud i det 18de, og som Gjest Baardssøn og Ole Høiland i det 19de. For vor tids betragtning synes det uforklarligt, hvorledes der kunde hengaa flere aar, før det lykkedes øvrigheden at sprænge banden; men grunden maa dog vistnok søges i, at almuesmanden holdt med tyvene.

Merkeligt nok skulde en forbrydelse som Anders skinder og vistnok ogsaa Jens Holgerssøn var uskyldig i, kaste lys over bandens bedrifter og nedkalde lovens straf over hovedmændene.

Mellem gaardene Lindeberg og Lerdal i Akers sogn stod der i aaret 1647 en plads, som kaldtes Jordbroen. Her boede en skomager ved navn Laurits med kone og børn. Natten mellem 12te og 13de november i det nævnte aar, da manden var fraværende fra hjemmet, blev konen og hendes to børn dræbte og for at skjule ugjerningen var der sat ild paa huset. Man gjettede dog straks, at her forelaa en forbrydelse, og mistanken faldt paa en tyveknegt fra Hakedalen, Tollef Gudmundssøn Mørk, som flakkede omkring i Kristiania omegn.

Tollef havde aldrig havt lykke med sig i sit haandverk. Thi saa ofte han havde taget en ubetydelighed, var ejermanden straks paa spor efter tyven og tog det stjaalne tilbage. I vinteren 1645 engang stjal han 10 merker lærredsgarn og 5 merker lin fra Berthe, Ole Moss’s i Vaterland. Men han kom ikke langt unda med sine koster, før han blev fakket. At Kristiania raadstuearrest paa den tid ikke var det bedste gjestgiversted, fik han sande; thi der frøs han begge fødderne af sig, og for eftertiden maatte han hinke gaard og bygd imellem med sin brændemerkede pande

Arresteret som mistænkt for delagtighed i mordbranden paa Jordbroen afgav han for retten en bekjendelse, som i det væsentligste gik ud paa følgende:

En regnfuld aften, den ute november 1647, kom han stavrende nedover fra Skedsmo sogn. Da han var naaet til gaarden Stovner i Akersbygden, mødte han Jens Holgerssøn, som havde sin bøsse paa nakken. De blev da i følge med hinanden forbi gaarden Furuset. Underveis kom de i snak om et og andet, og Tollef klynkede da over, hvor usle tiderne var. Da sagde Jens: »Følg med mig, du, saa skal du ikke have behov at arbeide. Jeg skal nok fli dig føde alligevel«.

Natten var imidlertid faldt paa. Det regnede, saa det øste ned, og de fandt det derfor raadeligst at søge nattely sammen i en lade, som stod ude paa engen ved gaarden Lerdal. Da de vel var komne ind her, spurgte Jens den forsultne Tollef: «Vil du have mad?» Tollef tog med tak imod tilbudet, hvorpaa Jens dækkede op af sin madpose med grøn ost, flesk, pølse og lefse, og de gjorde sig saa tilgode hermed.

De slog sig nu foreløbig ned i laden. Den følgende morgen regnede det fremdeles, saa de ingen vei kunde komme. De begyndte da at lægge planer for de bedrifter, som skulde øves i kommende dage. I samtalens løb ytrede Jens til Tollef: »Jeg ved jo af et sted, hvor vi skulde faa nok baade af sølv og penge, var det saasandt ved juletider». »Hvor er det?» spurgte Tollef. «Det er hos en mand, som heder Anders Disen», vedblev den anden. »Men der er liden raad til det nu, for han har nogle slemme hunde. Jeg var der engang ifjor vinter, men kunde ikke komme frem for de djævels bikjerne hans. Derimod har vi tæt herved en ølstue, hvor der bor en haandværksmand«.

Tollef var nok kjendt paa denne plads, som kaldtes Jordbroen. Laurits skomager, husbonden her, var en god ven af ham og havde nys været saa snil at tage i forvaring en sølvske, som han blandt andre sager havde stjaalet i Fets sogn. I førstningen afviste han forslaget om at være med paa dette foretagende »Jeg er lam», undskyldte han sig med, «og kan ikke vel komme afsted«. »Her er da ingen afbræk«, sagde Jens, «marken er bred. Følg du kun med mig». »Ja, dersom du bare ikke løber fra mig, saa faar jeg vel gjøre det da, siden du vil det», sagde Tollef. Hans betænkeligheder var overvundne, og det skulde blive ved denne aftale.

Da det led ud paa kvelden, skulde Jens hen for at speide. Straks efter kom han igjen med den besked, at de fik vente en stund; «thi nu», sagde han, «sidder konen og giver børnene mad».

Der hengik da en times tid eller to. Saa fulgtes de ad nedover til pladsen. Da de vare komne til gjærdet, bad Josef Tollef om at vente der, medens han gik hen for at se efter, om folkene paa pladsen sov; »thi du«, sagde han, «kan ikke løbe saa snart, om der skulde komme nogen«. Om en stund var han tilbage igjen. »De sover nu», sagde han. »Nu kan du komme frem». De gik da op til pladsen og bankede paa. «Hvem er det?» spurgte en kvinderøst indenfor. «Det er hovmænd, som vil kjøbe øl», lød svaret. De hørte da konen befale sin halvvoksne datter at staa op for at lukke dem ind. «Du faar blive her», hviskede Jens til Tollef, «for at tage vare paa døren, om nogen kommer løbende».

Pigebarnet havde imidlertid kastet nogle klæder paa sig og aabnede døren. «Da – hedder det i forhøret – sprang Jens straks til sengen, til kvinden der laa, og i det samme skreg kvinden tvende gange au, au! Og straks med det samme skreg den ene pige, som var noget fremvoksen, en gang au! og intet videre hørte Tollef til dem; men af det mindste barn hørte han slet ingen lyd eller raab».

Jens Holgerssøn var lidet tilfreds med sin færd. Tollef hørte ham brumme: »Jeg tænkte, at manden var hjemme, men det ser jeg, han ikke er».

Lidt efter hørte Tollef, at det ramlede sterkt inde i stuen. Han gløttede paa døren og saa ind. Jens var ifærd med at slæbe en stor kiste frem paa gulvet. Neppe blev Jens den anden var, før han greb sin bøsse og rettede den mod ham. »Agter du ikke paa», svor han, »saa skal jeg skyde dig til døde«. Tollef maatte da trække sig tilbage paa post igjen.

Fra veien trængte der en lyd af stemmer op til pladsen. «Kommer der nogen?» spurgte Jens. «Ja«, svarede Tollef, «retnu har vi folk her». Jens pakkede alt, som han havde rapset op af kisten, i et brunt klædesskjørt og strøg saa med bylten ind i høskjulet. Tollef fulgte med. De tændte saa en tyristikke og delte byttet mellem sig, Tollef fik paa sin part 2 daler og 3 ort foruden nogle mere eller mindre brugte klædningsstykker, som han straks tog paa sig. Da det var gjort, sagde Jens til Tollef: «Du faar se til at komme væk, det snareste du kan, for nu sætter jeg ild paa«. Krøblingen lod sig ikke det sige to gange, men lagde i vei det forteste, han orkede. Jens tog ham snart igjen, og de blev nu i følge til Lindebergsbækken, hvor veiene til Lørenskogen og Gjelleraasen delte sig. Tollef var alt begyndt at blive ræd for de følger, udaaden vilde drage efter sig, og forlangte derfor at gaa med Jens. «Hvad for noget?» sagde denne; »vil du holde sammen med mig? Du pakker dig din vei, eller du skal se, hvad jeg gjør! Og det siger jeg dig, at du gaar vester omkring byen og kommer ikke paa den vei, vi kom fra!»

Efter denne afsked skiltes de ad. Fjorten dage efter dømte sorenskriveren i Aker, Morten Jørgenssøn, og lagretten Tollef til døden. Hans hoved skulde afhugges og sættes paa stage, hans krop parteres og lægges paa fire steiler. Dommen blev et par dage efter sanktioneret af slotsloven og øieblikkelig eksekveret, da man nødig vilde have udgifterne med at føde forbryderen længere end høist nødvendigt. For sikkerheds skyld lagde man ham først paa pinebænken for at aftvinge ham yderligere tilstaaelse.

Den hurtige ekspedition, som var en gjennemført regel for tidens retspleie, havde stundom sine mindre heldige sider. Det viste sig ogsaa denne gang at være tilfældet.

I julen blev baade Jens Holgerssøn og Anders skinder arresterede paa Hadeland, hvor de holdt til for vinteren. Fogden over Land og Hadeland, Jakob Eggertssøn, lod straks den 4de januar 1648 retten sætte paa Fusdals stevnestue, hvor Jens Holgerssøn paa det høitideligste benegtede, at han havde havt nogen befatning med mordbranden paa Jordbroen, og paastod, at han i den tid, gjerningen blev øvet, havde opholdt sig paa forskjellige steder paa Hadeland, hvor han havde boet hos »fattige, ærlige og uberygtede folk«. Almuen, som havde samlet sig paa lensmandsgaarden, bevidnede, at det var sandhed, og der fremstod ogsaa en mand, som aflagde ed paa, at Jens Holgerssøn havde holdt til i hans hus i de samme dage, ugjerningen blev begaaet.

Jakob Eggertssøn vilde ikke have nogen befatning med sagen, men opsatte et thingsvidne, hvori han med 6 lagrettesmænd afgav erklæring om, hvad der var bleven oplyst paa Fusdal, og sendte Jens Holgerssøn og Anders Kasperssøn over til sorenskriveren i Aker med dette brev. Da retten den ude januar sattes hos lensmand Haakon Skøyen, var de velvise dommere ilde farne. At konfrontere Jens Holgerssøn med Tollef Gudmundssøn var umuligt, da den sidste allerede i syv uger havde ligget paa steilerne. Det gik nu op for dem, at enten maatte Tollef Gudmundssøn have øvet ugjerningen alene, eller ogsaa maatte han ikke have kjendt den virkelige Jens Holgerssøn og været i ledtog med en anden, som havde fundet, at det svarede regning at gaa under Jens Holgerssøns navn. Paa den anden side fik de tilstrækkelig rede paa de tyvestreger, som Jens Holgerssøns og Anders Kasperssøns bande havde øvet – paa samme tid som de fik fuldgyldige vidnesbyrd mod de medlemmer, der havde skilt sig ud fra den eller begaaet andet forræderi –, at de trygt kunde afsige denne dom:

»Vi have ikke med en god samvittighed forsvarligen kunnet dømme Jens Holgerssøn til steile og hjul; men belangende hans og Anders Kasperssøns egen, utiltvungne frivillige tilstand for retten, for deres langvarige og mangfoldige tyveris bedrift og haandegjerning bør de efter tyvebalkens 1ste kapitel at have forbrudt deres liv til galge og gren (saafremt vores gunstige høie øvrighed dennem ikke til mildere straf benaade vil), andre saadanne deres lige til eksempel og eftersyn, og deres hovedlod at være forbrudt under kongl. maj.t, ihvor den findes«. Hermed blev det vistnok ogsaa. Thi den 27de januar stadfæstede de kommitterede i slotsloven Jakob Ulfeldt og Peder Vibe dommen, som de anbefalede fogden til hurtig ekspedition.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.