Engifte og mangegifte/4
Vi begyndte med at sætte den fuldmodne alder, omtrent 25 år for manden og 21 år for kvinden, som den slægten i almindelighed måtte vente på, før ægteskabet burde indgås. Ligesom dette mål hidindtil ikke er sat således op, at det har grebet menneskenes vilje, således er heller ikke livet indrettet på det.
Mange svarer, at heller ikke ved fuldmoden alder kan folk nu gifte sig. Det kan så være; en stor del når ikke til; men den største gjør det. Og jeg gad se, når målet blev alment kjendt som det naturgivne rette, derfor også alment vedtat, om så ikke livet indrettedes mod det. Om f. e. ikke staten blev nødt til at opgi krav til ungdommens studietid, som går stik imod naturen; om ikke også mange forhold ellers maatte lempe sig. Det er så underligt med det, som alle vedgår at være ret; det ejer en stor ordningsmagt.
Andre svarer, at den ungdom, som holdt sig kysk til da, blir umådeholden i ægteskabet. Kan hænde; men at den, som har lært afholdenhedens kunst, ogsaa har lettest for at bli mådeholden i ægteskabet — og navnlig mådeholden til ret tid —, det vil nok være reglen.
Der har været ivret mod tidlige forlovelser, og især fra æstetisk stade. Fra moralsk tror jeg, de tar sig anderledes ud. Ikke netop forlovelser med håndslag og pagt; de tidlige går neppe så for sig. De består vel i, at hun føler sig sikker på, at det er hende, han mener, og han kan gi sit liv på, at hun vil vente på ham, — og så venter de. Havde vi kunskab om, hvormange slige forlovelser har båret over fristelser, så velsignede vi dem. Naturligvis, dersom det skal bli til ægteskab, må de unge undervejs ærligt ha byttet ud, hvad som går til hjerte eller vilje af alt det, de har lært, så de fremdeles holder takt og fodlag. De lykkeligste ægteskab på jorden har været en del af disse; i ingen anden alder end vor første ungdom er vi så sikre i følelsen for det med vor egen natur samhørige, d. v. s. så ovenover alle andre hensyn end dette ene.
Men skal et ægteskab få indgås i fuldmoden alder (eller noget så nær efterat den er nådd), må hverken parterne eller deres forældre møde op med store krav til indtægten. Kvinden har hidtil ikke kunnet eller villet bære sin del til ernæringen, har derfor ikke sat krav, efter hvad hun selv evnede, men efter hvad hun faldt på. Kvindens selvstændigere opdragelse og undervisning vil efterhånden gjøre ende på sådant.
På landet hos bønderne er kjøkkenet det største rum i huset; dér samles alle til måltiderne, dér holder de sig, når de har fri. I Amerika blev jeg glad ved at se det samme i byerne hele middelklassen over og tildels udover den: et stort, lyst, vel ventileret kjøkken som det fornemste rum i huset, en komfur, som ofte var et lidet kunstværk, ofte sofa og tæppe på gulvet, og til sine tider åbne døre og gratis varme ind til de andre rum. Således har i Amerika mange unge børjet, som senere har nådd stor velstand. Hos os ligger dagligstuen og spisestuen for sig; en smal, lang, mørk gang, omtrent som en tarm, fører fra disse ud til kjøkkenet, ikke større end en skikkelig blære, og inde i den går nu en tjenestepige og stuller for sig selv, en, vi intet ansvar har for, og intet med forresten. Den unge frue sidder i stuen og passer sin næse for madlugt. De, som svarer, at krav på luksus er et vilkår for fremgang, svarer jeg, at de godt kan nå frem til luksus, om de børjer med kjøkkenet.
Her er altså et af de vilkår, som jeg tror må bøje sig, hvis vi får sat op det mål, at fuldmodenhedsalderen er ægteskabets naturlige. Og mange med det.
Somme har sagt, at straks barnene kommer til, går idyllen istykker; den ene af parterne kan så intet videre bidrag gi til ernæringen. Men også det vil ordne sig anderledes, hvis det blir alment, at to unge, som kan ernære sig ved fuldmodenhedens alder, flytter sammen i ægteskab. Barnehaverne er indledning til det.
De, som ivrer for ægteskab uden barn som eneste vilkår, synes mig at være inde på en farlig afvej. Men er der tale om ægtefeller, som ikke kan være mådeholdne, og navnlig ikke til ret tid, og der altså alene er valg mellem at få for mange barn d. v. s. dem, man ikke ønsker, ikke kan ernære, ikke opdrage, — er der alene valg mellem det og et ægteskabeligt samliv uden disse følger, så vilde det være dumt og fejgt ikke åbent at tilstå, at det første er det værste.
Det er grejt, at hvordan man steller sig, så blir et stort tal stående udenfor ægteskabet. Og her må jeg mod de nyeste samfundslærere på området få lov til at ta de tusener i forsvar, som slet ikke vil gifte sig. Jeg tror, det er noget af det sundeste i de senere tiders selvstændige tænkning, at så mange har opdaget, at ægteskabet ikke er alles mål, navnlig ikke alle kvinders, som før lærtes. Jeg tror, der er en stor, stor mængde, som ikke er skikket for det. Hvorledes skulde det gå os, om det ikke var så? Er vi taknemlige nok mod de tjenestekvinder, som blir i vore hus, fordi de har fåt os eller barnene kjær og ikke alene gjør vort hjem til deres, men gjør det til hjem for os? Regner vi efter, hvad vi skylder dem, for at vi har det trygt og hyggeligt? Om alt det, som var godt i samfundet, gav lys fra sig, og vi stod på et højt sted og så det, og alle de lys sluktes, som vore trofaste, dygtige tjenestekvinder gav livet, — der vilde bli mørkt! Og lærerinderne, som (frivillig eller ufrivillig) har opgit at stifte eget hjem mod at gjøre skolen til hjem for vore barn, og er lykkelige i det og lykkes i det, så det for en ikke liden del skyldes dem, at vore barn engang stifter hyggelige hjem, — har vi mange større velgjørere iblant os? For det er dette, de er, både disse og vore gamle, tro tjenestekvinder. Og hvis vi var komne så langt, at vi ærede kvinden for det, hun er i sig selv, istedenfor i hende at ære hendes far eller ægtefælle, så ved jeg, at på højtidsdagen var det en slig velgjører af vort liv, vi førte tilbords blant de beste, og også ellers hædrede og lønnede anderledes end nu[1].
Tallet af dem, som ikke kan gifte sig, og som heller ikke kan styre sin kjønsattrå, især når drik kommer til, er endnu så umådelig stort. Meget af det, som rejser attråens fantasi, så langt fra modarbejdes, at samfundet tar det under sin varetægt. Det møder os i byerne på hvert gadehjørne, det er indarbejdet i vor literatur og kunst, det lokker i hvert teater, hver kunstudstilling, det breder sig i aviser, udsalgssteder, flytter med ind i husene som udstyrsluksus, baldragt, sæder. Samtidens smag er ikke fravendt fristelsen, men vendt til den. Endelig har dette vakt ansvar.
Men samtidig er så mange (og navnlig i Norden) meget strenge mod dem, som bukker under! Jeg forklarer denne modsigelse deraf, at der er noget, som trods vor overtrædelse holder os på fremgangslinjen, ja gjør os ubillige i vor iver for at andre ikke skal komme udenfor. Det være hermed som det vil, — vi må forstå, at skal vi være hjælpende og ikke alene dømmende, så må vi ikke skræmme. Navnlig når barn kommer til og barnet elskes, må dette få læge sin mors brøde; vor kjærlighed til slægten tilsiger det. Selv de værste forgåelser kan tas for sygdom og stå til at helbrede. I Frankrig findes allerede en række sygehjem for nervesvækkede, d. e. mennesker ødelagte af drik, morfin, opium, hor; mange gjennemgår der med held kure, som for nogle år tilbage vilde synes undere. De værste, de, som har bragt sig selv på dødens rand, kan ofte komme ud igjen karske på helse og vilje. Selv efter tilbagefald gjøres det om igjen både én og to gange. Her er vi inde på noget, som efterhånden vil vinde fast metode, og da vil snart også hos os slige hjem rejse sig i landets forskjellige dele, og om ikke før, så kanske da vil nogen og hver få øjnene op for, at her står vi foran en sygdom, arvet eller pådraget, som kræver hjælp.
I sammenhæng hermed vil jeg fortælle dem, som har ført sit kjønsliv på afveje, at der findes råd for det, selv for de værste. Betro jer bare til nogen; allerede i at søge fortrolighed ligger hjælp; men da vil I få bedre mod til også at gå til en læge. I ved kanske ikke, hvor langt videnskaben her har nådd.
For at få folk til at indse, hvor barmhjertig hjælpsomme de her må være, vil jeg nævne, hvad en berømt antropolog siger: „I vore årer går blod fra de mennesker, som røvede, kjøbte, solgte sine hustruer, vi kan endnu overfaldes af kjærligheds former, egne for australerne og hottentotterne, ja af endnu styggere, som kanske fandtes hos folk i tidligere jordlag (epoker). Fortid, nutid, fremtid er således sammenvævet i den menneskelige skabning, at her må vises varsomhed. Men hvor langt har vi dog alt nådd? Vi kan omsætte vor attrå, vi kan elske til døden, uden at kjønslidenskaben mættes; vor kjærlighed kan fri sig helt fra instinktet og bli til tanke og følelse; den kan omfatte i inderlig hengivelse, hvad den aldrig har sét, og på det leve kysk sit Liv igjennem, vi kan gjøre andre lykkelige i vort sted og ofre os med sjæl og krop til bestemte opgaver. Hjemehemisfærerne har en styrende, tæmmende kraft, som kan byde over den mest tyranniske af alle centrifugale kræfter, den, som kan drive dyr til at ofre sig som individ for arten“.
Darwin siger: „Jo mere brug der blir for vor kraft i civilisationens tjeneste, jo mindre på lediggjængeres og besattes vis“.
Spencer kalder det, vi således sætter til, for „spilddamp“ og mener, at den kunde bedre bruges „i maskineriets tjeneste“. Aldeles ligeartet ytrer sig Comte og Stuart Mill, så vi har samtidens største tænkere med os.
Jeg tør kanske her minde om, at muhamedanerne (og efter dem mormonerne) fører som undskyldning for flerkoneriet, at en frugtsommelig hustru bør være med fred; ellers blir den sanselige arv i fostret for stærk. At pålægge kvinden afkald for slægtens skyld, og selv fejgt unddrage sig det, kan ikke være undskyldning for flerkoneri. Men spørsmålet er i sig selv af stor vægt; blant os er det først blit rejst i den aller siste tid. Somme læger ytrer tvil, som jeg her ikke skal indlade mig på, skjønt de er af sjælelig art. Mig synes sætningen at være sand; moderens kamp til sejr (hvis der er nogen) må sætte arv i fostret, hun bærer, — saa vist som der går arv af det modsatte. Men er det sant, da er dette en af hine sanheder, der ligner dybe øjne, som synes at ha et andet inde i sig. Der er en sanhed inde i denne igjen, som vil stirre på menneske heden, til den lystrer.
- ↑ Mens vi er inde på, hvor vidt alle skal gifte sig, bør vi stoppe en vilfarelse, som har bredt sig adskillig, den nemlig, at der fødes flere kvinder end mænd; somme har deraf villet drage ud den lære, at naturen selv har sagt: to til mands! Nej, der fødes, sålangt vi kan gå det efter, omtrent lige mange af hvert kjøn, eller lidt flere mænd. Men »i den grundlæggende alder« bærer den mandlige ungdom sig således ad, at der dør flere mænd end kvinder, eller blir sindssyge, eller blir selvmordere. Også senere hen dør de af, hvad de forbrød som unge.