Ervingen
ERVINGEN
SPELSTYKKE I EI AKT
SETTE UTGAAVA
KRISTIANIA
BERTRAND JENSENS FORLAG
NIKOLAIOLSENS BOKTRYKKERI
1896Inga, Dotter hans.
Olav i Bakken, Grannen hans.
Gunhild, Olavs Kona.
Aamund, Son til fyrre Mannen i Flaavik.
Trond paa Bøen.
Møtestad: Ein Bjørkelund nær ved Husom paa Kermanns Gard. Ein Benk midt paa, Staden. Sumarkveld. — Alle Medspelande tala i Landsmaalet, so nær som Hermann.
Det er daa sant, som dei segja, at Flaaviki er vænaste Heimstaden i Bygdi. Her er nokot til aa trøyta seg etter her. Det er baade denne Bustaden, og so er det denne væne Gjenta, som kjem til aa erva baade Gard og Grunn. Det er tvo store Ting; eg veit mest inkje, kven som er størst; for ei slik Gjenta kunde ein vilja hava, um ho ikkje aatte Skoen paa Foten. Og no vonar eg mest, at eg skal faa henne og. Han Hermann heve ikkje nokot imot di, og so er det Spursmaal um, kvat ho vil sjølv. Ho læst no so, at ho ikkje vil hava meg; men det trur eg ikkje nokot paa; for desse unge Vækjorna skal no altid vera kræsne og vandsame, maa vita; dei ganga der og venta paa nokot stort, men naar so det store inkje vil koma, so faa dei nøgja seg med nokot mindre. Og no heve eg gjenget her so lenge og luskat, at Folket trur det er avgjort med oss tvau, og at me er Festarfolk; det trur no heile Grendi, og so vilde det vera Skam, um det ikkje vardt nokot av di. No lyt eg tala med Faer hennar og driva paa, at det kann verda avgjort fyre Aalvora; for elles er det mangt, som kann koma i Vegen, naar det drygjer for lenge. Men der ser eg,
han kjem gangande med same. No lyt eg vera fin.Hermann.
Naa, er det du, Trond, som er ude og gaar.
Ja, eg gjekk her og saag ut yver Aakrarne. Eg tykkjer, d’er ein Hugnad aa sjaa paa Grødet, kor vænt og fagert det stend paa Marki.
Ja, det kan ikke negtes, her staar et vakkert Grøde. Faa vi nu bare en god Høst, saa vil der blive noget af dette.
Det er no allstad vænt med Vokstren i Aar; men so er det daa ingenstad slikt som her; det syner seg der, som er Folk, som kann driva Jordi paa rette Maaten. (Avsides). Eg lyt no gjøla noko-litet.
Aa ja, det skulde man tro; men imidlertid har jeg dog ikke seet den Fremgang, som jeg ventede, der maa være noget galt med Jordbunden, hvad det nu kan være. Jeg syntes meget godt om dette en Tid, men nu ønsker jeg næsten, at jeg ikke havde befattet mig dermed. Disse Smaabefordringer due ikke til noget; man burde gjøre noget stort; men dertil behøver man Penge, eller rettere sagt: en Kapital, og saadant er ikke saa let at opdrive.
Det er no so med dette Jordbruket. Det vil myket til, og so er det so myki Umsut med di ogso. Men um de no vardt trøytt av all denne Umsuti, og de daa vilde nave ein Hjelpar, som kunde nava nokot til aa leggja attaat, so vilde de visst ikkje standa uppraadd fyre det. Der er fulla dei, som vilde vera glade og fegne, naar dei slapp inn i eit slikt Rom.
Det var maaske det bedste at lave det saaledes. kar tænkt paa det; men jeg har ikke rigtig bestemt mig endnu.
Det er sant, — um eg skulde vera so djerv aa spyrja: Heve de tenkt nokot paa det, som me talane um no sidst?
Naa, du mener vel dette her med min Datter? Jo, jeg har rigtignok tænkt paa det; men i slige Ting maa man give sig Tid og betænke sig vel. — Men du har jo selv talt med hende; veed du nu, hvad hun selv synes om det?
Eg er ikkje viss paa det; men eg tenkjer no so, at ho vil fyrst høyra, kvat de vil sjølv, og sidan vil ho retta seg etter di.
Ja, ja, saa kan vi forhandle denne Sag en anden Gang. Jeg skal tale med hende derom.
Det var myket snildt. Og um eg daa torde tenkja so stort, at de vilde telja henne til og leggja eit godt Ord til fyre meg, so skulde eg vera rett inderlege glad. Men no torer eg ikkje hefta dykker lenger denne Gongen. Far vel! (Gjeng).
Aa jo, nu er han da ilin og høflig nok. Det er ellers pudsigt at høre, hvorledes disse Stympere stræve med at tale peent og efterligne os dannede Folk; det viser da altid en vis Respekt for Dannelsen, og saa kan der da være Haab om at lede dem, at paavirke dem, at have Indflydelse paa dem. Trond er nu ogsaa en Klodrian ligesom de andre; og desuden forstaar han ikke at gjøre sig elsket af et Pigebarn. Men det er Ulykken, at jeg netop trænger til en Mand, som har noget at gjøre med, og derfor maa jeg være nedladende og holde gode Miner. Trond faar baade Gaard og Formue; der vilde jeg altsaa være sikker, enten det nu gik saa eller saa med det øvrige, for Exempel med denne Odelssag, som jeg nu faar paa Halsen. Det var da ogsaa et Vovespil af mig at kjøbe denne Gaard uden at være sikker paa, at der ikke fandtes nogen Arving. Rigtignok hørte jeg, at der havde været en Arving; men han var jo borte for længe siden; han havde reist til Amerika, ja han skulde endog være omkommen paa en Reise, blev der fortalt; og saaledes holdt jeg mig ganske tryg. Nu kommer man og fortæller mig, at denne Arving er i Live, og at han endog er hjemkommen for at gjøre sin Ret gjældende. Men han skal ikke glæde sig for tidlig; for det kan nok hænde, at hans Ret er forspildt.
Faer, der var ein Mann upp i Garden, som vilde tala med deg.
Aa, det er vel ikke noget, som det haster med. Hør nu, Inga, jeg tænkte just paa at sige dig noget. Trond paa Bøen har netop været hos mig og talt om dig; han har formodentlig talt med dig ogsaa, og hvad har du da svaret ham?
Eg heve svarat, at eg ikkje vil ha honom.
Ja, men det var stygt af dig; det skulde du ikke gjøre. Om det nu ikke var saa ganske rigtig efter dit Tykke, saa skulde du alligevel være høflig og sige noget vakkert, for Exempel, at du behøvede Tid til at betænke dig, eller noget sligt.
Ja, men kvi skal ein no fara so og gjela fyre Folk, naar ein inkje meiner nokot med di?
Ja, ser du: der er mangt, som man ikke skjønner i Ungdommen; men det kommer dog med varene; blandt andet lærer man, at et godt Udkomme er altid det fornemste. Da jeg for nogle Aar siden sluttede med Landhandleriet og flyttede hid, mente jeg, at alting nu skulde gaa for sig saa fortræffeligt; men det har desværre ikke gaaet saa godt, som jeg tænkte; det gaar til Atters, eller rettere sagt: det gaar tilbage. Naar vi nu kunde komme i Forbindelse med en Mand, som eier noget, saa kunde vi snart oprette de faldne Sager og være lykkelige paa alle Sider. Og derfor synes jeg, at dette Tilbud ikke er saa ganske at foragte; vi kunde maaske engang angre paa, at vi havde forkastet det.
Men kunde det ikkje ogso henda, at me vilde
angra paa, at me toko imot det?Naa, du vil ogsaa være klog! — Aa jo, det kunde ogsaa være muligt, men det er dog ikke saa sandsynligt. Trond er dog en føielig Person, som man nok altid vilde komme tilrette med. Men sig mig nu engang: synes du da slet ikke om ham?
Nei
Jeg maa rigignok tilstaa, at der var en Tid, da ogsaa jeg havde andre Planer. Jeg tænkte nemlig, at du skulde faa en Smule Oplærelse, eller med andre Ord: en Opdragelse, saa at du kunde blive et passende Gifte, eller rettere sagt: et passende Parti, for en dannet Mand. Men Omstændighederne tillod mig ikke rigtig at fuldføre mit Forsæt, eller rettere sagt: at realisere min Idee. Din Moder var død, og saa kunde jeg ikke holde dig inde længere. Du maatte have Selskab; du kunde ikke leve uden Selskab; og da her nu ikke var andet end bare Bondefolk, saa gik du der og tumlede omkring iblandt dem saa længe, at du blev selv som en Bondetøs i Snak og Tale og i al din Skik. — Aa ja, det er just ikke første Gang, at sligt hænder; det gaar nu saa op og ned med Folk i Verden.
Ja, men det, synest eg, er ikkje nokon Skade. Eg tykkjer, det er so undarlegt, naar eg høyrer framande Folk segja, at her ikkje er nokot Sellskap til aa finna; dei ganga der og gremja seg, at her ikkje er Folk til aa snakka med; og daa er det fullt av Folk paa alla Sidor, og so snilde og vituge Folk, som
nokon kann vilja røda med.Aa ja, Barn, du har ikke Adgang til at see noget bedre; derfor synes du, at det er altsammen vel. Men siden du nu er saa vel fornøiet med Bygdeskikken, saa synes jeg netop, at en Mand som Trond ikke er saa ganske at foragte. Imidlertid vil jeg for det første kun bede dig, at du maa være høflig imod ham og ikke vise ham saa tvært ifra dig; for Resten behøve vi ikke at haste med nogen Afgjørelse. — Men nu maa jeg hjem og see, hvad der er at gjøre. (Gjeng).
Jau, det skal vera Hugnad! Men det kann no vera, naar det ikkje er verre. Eg lyt no freista aa vera lika blid med honom som med andre; men nokot meir kann eg no ikkje lova. Nei, eg heve seet andre Gutar, som eg likar betre. Eg saag endaa ein i Dag, som eg tykte var vænare en alle hine; men det var ein framand, som eg ikkje kjende, og difyre er det ikkje nokot til aa tenkja paa. (Gjeng).
Aa, so skulde eg daa vera so lukkeleg, at eg fekk sjaa atter gamle Fødestaden endaa ein Gong! Det er lenge no, sidan sidst eg var her; men so er det og so myket større Hugnad til aa leita upp atter dei gamle Tufterna. Aa, eg er so inderlege glad. (Syng). <poem style="font-style:italic;"> Her er det Land, som hugar meg best, og hit hev’ eg lengtat lenge; her var det slødt, som Hugen var fest og gjekk i sitt gamle Gjenge. Vida hev’ eg flutt[1] og faret i Kring, aldri saag eg slike hyggjelege Ting. Ja, myket hev’ eg seet, og meir hev’ eg frett[2], men her hev’ eg seet det beste.
Her heve alt ein vænare Lit[3], han gjerer meg so godt i Hjarta; her er det rett, som alt hadde Vit og kunde baade læ’ og garta[4]. Folket og eg er like som eitt; alt kvat dei segja, skynar eg so greidt, og aldri er der Ord paa all den vide Jord, som ganga meg so til Hjarta.
Her kan eg kjenna Bygder og Bol[5] og Berg i so ymsa Rader. Fjøra og Fjell og Himmel og Sol er tekkar[6] en andre Stader. Saart hev’ eg saknat Heimen ei Tid, difyr’ er han no so kjær og so blid. Lat koma kvat, som kann, eg møter som ein Mann, og aldri fer eg ut or Landet. </poem>
Nei, utor Landet fer eg inkje, men utor Garden? ja det er ei onnor Sak. Stakkars Aamund, du gled deg paa tunt Øl. Der er ingen heime, som ventar paa deg, og ingen, som vil sjaa deg helder. Der er komet nytt Folk i Faderhuset: vil du sjaa inn i det, so lyt du tigga um Lov, og det kann henda, at du inkje slepp inn eingong. Det er komet i framande Hender alt det, som du skulde hava; og det kann lett ganga so til, at du aldri fær atter sin einaste Grand, og daa lyt du fara ut-atter lika snaud, som du kom, og kannhenda ein god Mun snaudare. (Gjeng nokot til sida).
No kann det snart vera Tid til aa ganga burt paa Leikvollen og sjaa, um der er myket Folk; for der skulde vera som ei Leikstemna no i Kveld. (Syng).
Du Sundagskveld, du Sundagskveld,
du er daa altid min beste Kveld.
Du ljose, blide Sundagskveld,
du er daa min kjæraste Kveld.
Naar Ungdomen sankast or Bygdi her ned
til Gaman og Song etter gamall Sed,
til Dans og Sprang paa den grøne Vang,
daa fell ikkje Stundi lang.
Dei Bygdarfolk, dei Bygdarfolk
dei hava so strvall[7] ein Sumars-Bolk.
Dei Bygdarborni lengta so hardt,
at Helgi ho koma skal snart.
Dei faa ikkje Stund til aa koma i Lag,
naar ikkje det hender ein Heilagdag;
dei faa ikkje Tid ei einaste Rid,
sa lenge som Vyrka[8] lid.
Nei, — er ho alt burte, og eg fekk ikkje tala med henne? Kvat Gjenta kann no detta vera? Det var ein Song, som eg inkje hadde høyrt, og det var ein ny Tone med. Det var liksom eit framandt Lag og eit kjendt Lag i Hop, ein Svip av Utlandet og ein Svip av Fødelandet saman-mengde. Nei, det var daa leidt, at eg skulde skræma henne; men eg kunde ikkje tala til henne, fyrr en ho var ferdug med Songen. Aa, det maa vera eit godt Hjarta; det kunde eg merka paa Laget
hennar, daa ho song um Borni, kor dei lengta etter Helgi.Sjaa, der finn eg den, eg leitar etter. Eg hadde ei Von um, at du vilde taka Vegen hiit og sjaa paa dei gamle Tufterna. Giv det maa hava hendt i ein heppen Time! Du kann ikkje tru, kor glad eg heve voret sidan i Dag, daa eg saag, at du var heimkomen; for me hadde ikkje høyrt nokot um deg paa lang Tid, og det sidste, som me høyrde, var det, at du skulde vera burtkomen. Det er no so mange Drøsor, som koma inn i Bygderna; det er som Ordtøket lyder: dei ljuga so lenge, til dei tru det sjølve.
Det er ikkje annat ventande, en at Folk maa tru slikt, naar ein er so lenge burte og ikkje fær senda nokor Helsing neim. Eg hadde fulla tenkt aa koma heim-atter fyrr; men det vart ikkje nokot av di.
Det er sant, eg kom ikkje til aa spyrja etter det i Stad, — kor kom det til, at du vart so lenge burte?
Det er snart aa fortelja. Du veit, at det var ei Tid, daa det var myket smaatt fyre Faer min; han hadde havt ymsa Uheppor og var komen i Skuld og Gjeld, og so skulde eg daa ut og tena nokre Pengar, so eg kunde hava nokot til Hjelp fyre baade meg og honom. No var det ikkje nokot til aa tena den Gongen, utan ein kom nokot langt burt; og so foor eg daa sud i Landet, og sidan bar det utanlands; for eg høyrde alltid det, at di lenger ein kom, di større Løn skulde ein faa. Aa ja, det var sant nog; det vardt større Løner, men so vardt det so myket større Utlegg med, at det vardt lenge, fyrr eg tyktest hava nokot til aa fara heim med. Og inkje fekk eg nokon Frettnad heimanfraa helder, fyrr eg frette det, som eg minst vilde høyra; daa laut eg til aa skunda meg paa Heimvegen, men langt var det, og seint gjekk det, so eg er rædd fyre, at eg er komen alt for seint.
Aa ja, det kann vera alt for sant; men so heve du daa Odelsretten til aa stola deg paa.
Dei segja, at det skal vera i seinaste Laget med det ogso; d’er no alltid so, at eg heve ei Von, men nokor Vissa heve eg inkje.
Ja, lat oss vona det beste daa. Elder er det ikkje so dei segja, at ein skal venta det beste og bu seg mot det verste?
Eg heve høyrt det so og, at ein skal venta det verste, til ein ser det beste; og det, segja dei, skal vera det klokaste.
Det kann vera det klokaste, men det er ikkje det tekkaste. Men anten det er no so elder so, du, so vilja me ikkje gjera oss nokor Sorg endaa. No i Dag vil eg, at me skal berre hava Moro og sitja saman og røda um alt det, som kann vera til Hugnad.
Eg segjer det same. Eg er so glad fyre det, at eg eingong fann Folk, som eg kann tala fritt med, og vera viss paa, at den eine skynar, kvat den andre segjer. Det er lenge no, sidan eg var so heppen. Eg kom ofta i Lag med gildt Folk og hadde ymist Moro med; men det vardt aldri nokot fullkomet Skyn; naar dei skjemtade og logo, tykte eg ofta, at der var ikkje nokot til aa læja aat; og naar eg sjølv skulde segja nokot fyndigt og trøysamt[9], so var det liksom dei inkje høyrde det elder visste, kvat eg meinte. Her slepp eg aa ottast fyre slikt.
Ja, her skal du faa Lov til aa bruka Heimemaalet ditt. — Men eg er so forviten til aa høyra, kor det stend til uti den store vide Verdi. Kann du segja meg med nokre faae Ord, kor det ser ut i dei gildaste Bygdom der?
Det er snaraste aa segja, at det ser ut som i ei Maurtuva; det kryp og kravlar paa alle Kantar, det strævar og staakar paa alla Sidor; det er ei endelaus Røra, som det stend i Steinbrjotar-Visa. Ja, den Visa deve du vel ikkje høyrt; eg skal kveda denne aat deg, um du vil.
Ja, lat faa høyra!
<poem style="font-style:italic;"> Dei træla, — dei træla fraa Morgon til Kveld, ja dei træla. Dei stræva, — dei stræva, det varer um Alder og Æva.
Dei freista alt, som dei kann vinna, dei sanka alt, som dei kann finna. Ja dei leita, — ja dei leita etter alt det, som Vinningar kann heita,
Lat det merkast i meir en i Ordi, at me halda den Arven i Stand, at naar Federne sjaa att paa Jordi, dei kann kjenna sitt Folk og sitt Land. </poem>
Takk skal du hava. Du kann tru, det gjerer godt aa høyra atter dei gamle Tonarne, naar ein heve voret nokre Aar burte. Hadde me voret fleire saman, so vilde eg, at me skulde setja oss til og kveda gamla Visor, so lenge til me vart trøytte. Eg vardt ikkje litet glad, daa eg gjekk fram med Leikvollen her i Stad og høyrde ei Fela; eg tykte, det drog meg, at eg skulde burt i Leikstemna og dansa. Men eg laut halda meg fraa denne Gongen; for skulde Folk sjaa, at eg er heimkomen, so hadde eg vordet so kringsett av gamle Kjenningar, at eg fekk ikkje snu meg; og no heve eg ikkje Tid til aa røda med deim endaa; for eg heve ymse Ærender, som det hastar med.
Det er ventande det, at du heve mange Ærender no baade hjaa Smaafolk og Storfolk, og so gjeng det vel ikkje fort med di helder; det stend ikkje alle ferduge til aa taka imot deg; det kann ganga, som Guten song, daa dan gjekk og kravde Pengarne sine: Ein Gong gjeng han og tek seg ein Tur, daa er han for full av Tankar; ein Gong ligg han og tek seg ein Lur, og daa fær du Skam, um du bankar; ein Gong sit han og et’ si Steik, og daa kunde Feittet stinnast[10]; ein Gong sit han i Femkort-Leik, og daa kunde Drykken linnast[11].
Han heve ikkje spart Humlen, den som bryggjade detta. Ha, Ha! Nei, du Olav, du er daa lika lystig, som du heve voret.
Ja-menn er eg so, alt medan ingi Uheppa slær paa. Eg tykkjer, det er stygt, naar eg ser ymse Folk, som hava berre gode Dagar og endaa kunna ganga so grettne og grinalle, som dei vilde skræma alle Folk ifraa seg. — Men det ser eg, at me faa meir Sellskap. (Avsides). Ja, det var no leidt, at ho Inga skulde vera med; for daa faa me ikkje tala um alt, som me vilde.
{{sentrert|Gunnild. Inga. Olav. Aamund.
Nei, kvar kann den Gjenta vera fraa?
No, so skal me raakast her daa; eg hadde mest ei Von um nokot slikt. No var me tenkte paa aa ganga burt paa Leikvollen. (Avsides til Olav). Men det var galet det, at desse tvau skulde møtast. Skulde ho no spyrja meg, kven han er, so veit eg ikkje kvat eg skal svara.
Det er lika eins med meg. Me faa firma paa nokot til aa venda det av med. — (Høgt). Eg skulde og hava Hug til aa ganga paa Leikvollen; men so hadde eg so myket no til aa røda med denne Mannen, at eg gløymde alt annat. Han sagde det i Stad, at hadde me voret fleire saman, so skulde me setja oss til og kveda gamla Visor; og hadde eg kunnat so mange no som fyrr, so skulde eg fulla havt Hug til det same.
Aa, du kann vel nokre Stubbar endaa, naar du berre kjem paa deim.
Er dei so trottuge til aa kveda Visor her i Bygdi no, som dei var fyrr?
Han maa vera her or Bygdi.
Aa, det er no so ymist med di; det sullar og mullar kvar paa si Viis; for eg skal segja deg: me hava ikkje lært aa syngja etter Notar endaa, som dei gjera burt i Storbygdom; der kann dei inkje syngja, utan dei hava Notar; ja du veit kvat eg meiner: d’er nokot som er uppsett paa Papiir med nokre Tverstrik og smaa Klumpar i Endom, mest liksom det, som me kalla Rovetroll.
Ja, det heve eg seet nog utav.
Ja. Og so vil dei ikkje vita av andre Tonar en slike, som er skrivne. Vil du syngja nokot annat en det, som stend paa Setelen, so segja dei, det er Fals og Fusk. Og so skal ein ikkje syngja, utan ein heve nokre fleire med seg; daa skal dei setja i, alle paa ein Gong, og gaula som mest dei vinna.
Det kann so vera; men daa høyrer du berre Læta; du høyrer ikkje eit Ord av Songen.
Men bruka dei ikkje aa stevjast sume Tider, naar dei er so i Lag i Bygdi.
Aa nei, det er ikkje slikt no som fyrr; for me hava so myket annat til aa gjera no, maa vita. Me skal røda um Regjeringi og um Tingmennerne; me skal døma um ymse Diktarar og Diktarverk og um alt det, som stend i Avisom; me skal vera med i ymse Bulag elder Samlag og læra oss til aa halda Talar og drikka Skaaler og meir slikt. Ja — det er sant: d’er reint galet dette, at me ikkje hava nokon Drykk fyre Handi her; for naar Rett skulde vera, so skulde me ikkje tala eit viist Ord, fyrr me hadde eit Bord framsett og ei Kanna med Puns uppaa, so heit, at det rauk upp med øyrom; daa fyrsta skulde me faa upp Maalet.
Eg tykkjer no so, at eg tenkjer og talar best, naar eg ikkje ser nokon Drykk.
Daa er du lik meg. — Aa nei, du Gunnild, eg kann ikkje segja, kor glad eg er .... (Avsides). Hyss, der hadde eg so nær forsnakket meg. (Høgt). Men me røda um aa stevjast. Det skulde vera Moro aa freista det no med same, naar berre Kvendfolki vilde vera med.
Ja, det skulde vera det gildaste. Daa heve det beste Laget med Kvedingi, naar ein høyrer baade Mannsmaal og Kvendemaal.
Men kvat skal me stevjast um daa?
Um det, som sviv oss fyrst i Hugen. Du, Inga, skal vera med og svara oss.
Ja, men de maa ikkje koma med nokot, som eg ikkje kann svara paa.
Lat oss byrja. (Syng).
Hava me gløymt vaare gamle Stev,
so læra me andre Gongen. (Til inga).
Høyr meg, Gjenta, du er so hæv;
kom, hjelp oss her med Songen.
Aa, mine Visor dei er so faa,
eg kann so litet kveda:
men fær eg standa og lyda paa,
so er det mi største Gleda.
Aa, her du aldri tarv vera bljug:
me fylgja so langt, som me lika:
her verd no ingen Leik so drjug,
at nokon fraa tarv vika.
Me møtast her i ein liten Kring[12]:
til Gledskap alle me hika.
Lat oss nemna kvar sin Ting
av alt, som best me lika.
Eg likar ein Heim, som er væn aa sjaa,
med grøne Engjer og Vollar
og fager Aaker med gule Straa
og Skog med skyggjande Kollar.
Eg likar endaa em Ting attaat:
eit Liv, smn leikar og hoppar,
ein Fenad, fager og frisk og kaat,
og Fuglar i alle Toppar.
Det er ein Ting, som eg likar gildt,
at Kjenningar sitja saman,
at kvart eit Andlit er blidt og mildt,
og kvart eit Ord er Gaman.
Eg likar nokot av same Slag,
det kjem inn-paa same Vegen.
Eg tykkjer vænt unt eit fagert Lag,
det gjerer meg glad og fegen.
Og vænast viser no Laget seg,
naar Kvinna er med i Talen.
Ei fager Gjenta, so synest meg,
er største Pryda i Salen.
Der skal de høyra, det er ein Gut,
som kveda kann og garta.
Giv, me fekk kveda den Kvelden ut!
Det gjerer so godt i Hjarta.
Men der ser eg, han Hermann kjem og ein Mann til; og daa er det best, at me tokka oss ut or Vegen; for dei kunde hava nokot til aa tala um seg imillom.
(Dei ganga).
Dette kunde lettelig blive os en slem Streg i Regningen. Men er du nu vis paa, at Prokuratoren skulde komme til Bøen nu i Aften?
Ja det er eg vis paa; for der er tilsagt Hest aat honom.
Det var da rigtig saa beleiligt, som det kunde være. (Tek upp eit Brev). Det er sandt: jeg har ikke forseglet Brevet og har ikke seet det rigtig igjennem heller; jeg skrev i saadan Hast, at det vist ikke blev alt rigtigt. Lad mig see! Aa jo, der er just ikke megen Skik paa det. Der staar: »jeg har hørt, at de skulde komme« i Stedet for: jeg har erholdt Underretning om, at de skulde ankomme; saaledes skulde det hedde. Og saa staar der: »for et uventet Tilfælde« i Stedet for: paa Grund af en uforudseet Begivenhed. Og saa dette: »der er lagt megen Omkostning paa Jorden« i Stedet for: der er anvendt betydelig Kapital paa Grund-Eiendommen. Og saa staar der: »Halvdelen af den Vidde, som kunde dyrkes« i Stedet for: femti pro Cent af det dyrkbare Areal. Og ligesaa nedenfor: »dobbelt saa god som før«, hvor det skulde hedde: hundrede pro Cent bedre end forhen. — Det var simpelt! Det er ikke Spor af Dannelse i det. Jeg veed ikke hvad Prokuratoren vil tænke om sligt. Men jeg har nu ikke Tid til at gjøre det om igjen; det er saavidt, at han ser Meningen, og dermed faar det gaa. Vil du nu gaa og levere ham dette. Og saa har jeg her ogsaa et Brev om Kjøbet af Gaarden, som han skulde see paa, hvis han har Tid til det. (Giv Trond Brevi). See nu til at snakke peent og ordentligt; ved du nu, hvad du skal kalde ham?
Eg kallar konom Prutterakkaren.
Aa fy for Skam! Kan du ikke lære at sige Prokuratoren?
Prukkerakaren? Jau eg skal prøva.
Prokuratoren, hører du!
Prukkerataren, Purkerataren, Purkerakaren.
Aa, gaa bare og skynd dig; det bliver saa ikke ret alligevel. (Trond gjeng). — Disse Bondeklodser kunne dog aldrig lære at tale et ordentligt Sprog. Aa ja, der er da ikke noget at gjøre ved det; de ere saa mange, at man ikke kan faa nogen Skik paa dem; om man tager een og tugter ham op, saa virker det dog ikke noget paa Mængden. Jeg er selv næsten bleven til en Bonde igjen; det gaar mig omtrent ligesom min Datter, jeg har i lang Tid maattet omgaaes med bare Bønder, og saa har jeg maattet nedlade mig til at tale simpelt, saa de kunde forstaa mig; derved er jeg kommen ud af den rette Maneer, saa at jeg ikke mere kan skrive til en dannet Mand, hvis jeg ikke har god Tid til at studere det ud i Forveien. Nei, det er dog sandt, hvad jeg nylig læste etsteds: Naar en dannet Mand skal bo i en Afkrog og blot omgaaes med udannede Folk, saa vil han om nogen Tid blive ganske rustificeret: ja ganske rigtig; han bliver rustificeret, ganske forrustet ligesom gammelt Jern. (Gjeng).
Ja, det er leidt nog; eg heve harmast pag, det stundom, eg og.
Eg kann ikkje annat en harmast, naar eg ser, kor Garden er tilstellt. Eg hadde gledt meg til aa sjaa atter den fagre Skogen og dei grøne Vollarne; men det vardt ikkje stor Fagnad med di. Det er so myket, som er umsnutt og umskapat, at ein inkje kann kjenna det atter; og so er det berre slik Umskapnad, som ikkje er nokot Gagn i.
Ja, du veit, kor det er med slike Folk: d’er no altsaman galet, det som me hava gjort, og so skal det daa verda umskapat, maa vita. Og so ser eg, det vil ikkje verda nokon Framgang med di; det verd oftare berre Stakkarsdom.
Eg maa segja, eg likar det so illa, at eg er mest lika glad anten eg fær nokot av denne Garden elder ei. Det er ikkje den Heimen, som eg hadde i Hugen; og so er eg daa ikkje verre komen, en at eg kann finna meg ein Heim paa ein annan Stad.
Ja, men du tenkjer daa vel aldri aa sleppa det fraa deg soleides vanfreistat?
Det var visst det klokaste; so fekk daa kvar hava sitt i Fred. Men eg er nokot tvihugad. D’er vondt aa skilja seg fraa Fødestaden og; d’er mange Minne der, som draga Hugen heimatter.
Ja det trur eg vel! D’er ingen Heim slik som Barneheimen. Og so er det no ikkje verre, en at du kann retta paa mangt og myket. Du kann spara ymse unge Tre, som renna upp; du kann taka nye Tre og setja deim, kvar du vil; so heve du Moro av aa sjaa kor dei veksa. D’er ikkje liten Hugnad det! — Og difyre vil eg no, at du skal standa paa din Rett og inkje sleppa honom, fyrr en du ser Log og Dom fyre det.
Eg lyt freista paa det og sjaa, um der er nokor Von fyre meg.
Det var godt aa høyra; det skal du hava Takk fyre. — Men det er sant: eg heve ei Ærend til ein Mann, som eg hadde so nær gløymt. Far vel so lenge. Me finnast vel snart atter. (Gjeng).
Nei, her lyt eg standa ei Stund til og sjaa paa dei gamle Bjørkerna. Det var saa vel, at denne Bjørkelunden fekk standa i Fred. Her er den vænaste Staden, som eg heve seet i Dag, og her tykkjer eg, at eg minnest Barndomen best. Aa, kor alt i Verdi er umskiftelegt! — Men der ser eg ei Gjenta koma gangande, og det er den same fagre Gjenta, som var med oss her i Stad. Kvar skal eg tru, ho kann vera ifraa? Ho heiter Inga, høyrde eg, og det er det einaste, som eg veit. Ho kjem denne Vegen; ho ser vist ikkje meg. Men no skal eg daa sjaa til aa møta henne likevel.
God Kveld paa nytt! Det var eit godt Møte. Men lat meg no ikkje skræma deg, som eg gjorde, fyrste Gongen i Dag. Eg tenkjer du er rædd meg endaa.
Nei, langt ifraa!
Nei, det er sant; me er kjent Folk no, sidan me heldt paa aa stevjast i Stad.
Ja, men det vardt so litet av den Leiken; det var berre som eit litet Tiltak, og so vardt det ikkje meir.
Nei, det hadde vordet større Moro, naar det hadde
vart noko lenger.Og so trur eg, at det høver ikkje rett til slik ein Sumarkveld; for daa er det so myket vænt og fagert aa sjaa paa Markom, at ein heve ikkje Hug til aa slaa seg til Ro.
Det er rett. D’er Vetterkvelden, som høver best. Og so er det so godt, naar d’er berre gamle Kjenningar saman. — Men det er sant: eg sagde, at me var kjent Folk; men det var no ikkje alt so rett, for eg heve endaa ikkje fenget vita, kvar du er ifraa, elder kvar du heve Folket ditt. Eg spurde honom Olav i Stad; men so kom det nokot i Vegen, so eg ikkje fekk nokor Greida paa det.
Inga! Inga!
Aa ja, me finnast vel snart. (Gjeng).
Hvad Slags Kjendskab er det, du har med denne Person? Jeg saae nok, hvem du talte med.
Eg veit ikkje nokot um honom, annat en ho Gunnild sagde, at det var ein av Kjenningom deira.
Og endda kan du gaa og snakke saa fortrolig
med ham?Ja, men han er so inderlege snild til aa snakka med.
Stakkels eenfoldige Barn! De største Skjelmer kunne ogsaa være snilde at snakke med. Veed ikke du hvem han er, saa ved nok han hvem du er.
Nei, han veit ikkje kven eg er; det var det han spurde um no sidst, og so fekk eg ikkje Tid til aa fortelja det.
Naa, det har han ogsaa villet indbilde dig! Jo, det maa være en rigtig Lurendreier. Aa! det var da en ulykkelig Time, da det Menneske kom her paa Land.
Men kvat skal no alt detta hava paa seg? Kvat kann det vera, elder kvat heve kan med oss?
Stakkels Barn! Jeg kvider for at sige dig det. Du faar tidsnok vide det. Vi faar nok alt for god Leilighed til at kjende den Mand, baade jeg og du, desværre. (Gjeng).
Nei, no veit eg daa aldri meir, kvat eg skal tru elder tenkja. Eg heve mest kunnat merka, at det var nokot, som ikkje var rett voret. Men kven kunde no tru, at ein Mann kunde vera so snild og endaa vera ein Skarv? Nei, so galet kann det no ikkje vera helder; for daa vilde ikkje han Olav og ho Gunnild hava so god Kjennskap med honom. Men nokot galet maa det vera, kvat Slag det no er; kann henda det er nokot, som inkje dei andre vita. — Aa nei, d’er daa syrgjelegt, at ein skal vera nøydd til aa tenkja illa um den, som ein trudde best av alle. (Gjeng).
Jeg anker paa, at jeg ikke kom til at tale mere med ham. Det første Bekjendtskab lovede ikke noget godt. Det er en dristig, næsviis Knegt; og saaledes er nu disse Karle, som have været udenlands. De have ingen Respekt for Dannelsen; de indbilde sig at være jævngode med en af os. Men vi faa see til at holde dem nogle Skridt fra Livet. — See der kommer han igjen. (Til Aamund). Naa, du gaar og ser dig omkring. Ja, nu kan du da see, at Gaarden er i en anden Stand, end den var før.
Aa ja, men eg vilde no helder, at han skulde vera i same Stand som fyrr.
Saa? Det kan jeg tænke! Det skulde være, som han Faer og han Bestefar havde det. Det var naturligviis galt, at man skulde gjøre et Fremskridt, en liden Afvigelse fra den gamle Slendrian. Man burde endnu en Stund have Leilighed til at glæde sig ved det gamle Svineri.
Aa, det var no ikkje alt so galet med det gamle Bruket helder. Der var ymse Aakrar og Engjer og Veitor, som inkje hadde gjort seg sjølve. Dei gamle hava ogso gjort Framstig og teket mange tunge Tak og aldri gjort nokot Skrøyt av di. Og dei visste aa berga seg med ein liten Gard, so at dei livde av honom og inkje trengde nokor Hjelp ifraa andre Kantar. Det er ikkje alle, som kunna den Kunsten.
Naa! Saa blev da ogsaa Levemaaden derefter. Bare Elendighed og Svineri altsammen.
Eg heve seet større Svineskap hjaa Folk, som laast vera gildare.
Den Karl bliver nok ikke saa let at blæse fra sig. (Høgt). Det nytter nu ikke stort at rsesonnere om den Ting. Men hvordan tror du nu, at vi skulde forliges om Eiendomsretten?
Aa, det laut no vel verda ei Raad med di. Eg vilde ikkje, at nokon skulde lida Urett. Og so laut eg no fyrst høyra, kor du sjølv vilde hava det.
Hør engang: jeh liker ikke dette »Du«; vi have ikke drukket Duus med hinanden.
Nei, men eg tykte at De sagde Du til meg, og difyre trudde eg, at det skulde so vera.
Ja, ja, det kann so vera. Det kann henda, at naar ein Bondegut verd Landhandlar, so stig han so høgt upp um Bonden, at han ikkje meir kann hava nokot Samlag med honom.
Hvad for noget? Skulde han vide noget om min Herkomst? (Høgt). Hør engang: har du været i Nærheden af Mandal nogen Tid?
Ja, eg hev voret der, og eg var kjend med Folk, som var derifraa og.
Se saa! Han kjender altsaa min Historie. Ja, da faar jeg nok tale i en anden Tone. (Høgt). Jeg frygter for, at jeg har fornærmet Dem, og i saa Fald maa jeg da bede om Forladelse. Men hør nu engang: jeg vil nævne et vist Tilfælde som til et Exempel. Dersom De traf en indflyttet Mand i Deres Hjembygd, og De saa vidste, at denne Mand paa et andet Sted havde gjort adskillige Dumheder, som dog senere var altsammen forladt og forglemt, hvad vilde De da gjøre med den Historie? De vilde vel ikke fortælle den til enhver, som vilde høre den?
Det trur eg ikkje, at eg vilde faast nokot med[13]. Det, som var avgjort paa andre Stader, det kom ikkje nokon ved paa min Heimstad; det var ikkje nokon der, som trengde um aa vita det, og so vilde det vera berre Slarv, som var ein Mann til Skade og ingen til Bate. Men det kunde vel henda, naar eg kom i nokon Strid med Mannen sjølv, at eg vilde lata honom høyra, at eg visste det. Elles var det ikkje nokot til aa drøsa med.
Det er sandelig en bedre Karl, end jeg havde tænkt. (Høgt). Det glæder mig at høre, at De har en saadan Tænkemaade, og jeg maa atter bede om Forladelse for, at jeg ikke nar modtaget Dem, som jeg skulde. De vil ellers let indsee, at det maatte falde mig lidt fortrædeligt at komme i nogen Tvist om denne Eiendom.
Det kann eg inkje undrast paa.
Det vil altsaa være mig en Trøst, at jeg har med en saa fornuftig Mand at bestille. Og forøvrigt faa vi vel først høre, hvad Loven siger om Tingen.
Ja, det verd vel det rettaste, det.
Og saa faa vi da tale nærmere om Sagen en anden Gang. Nu for Øieblikket har jeg noget at udrette. Far vel saalænge. (Gjeng).
Jau, no kom det annat Maal i Bjølla! Eg karm ikkje annat segja, en eg harmast paa all den Skamrøda um vaare Foreldre og all deira Sed og Viis. Og kvat Fyremun hava no slike Folk? Han er komen fraa ein liten Skarvegard, som heiter Saudebakken; difyre skriv han seg Sauenbach. Han var Krambudsvein nokre Aar og slog stort paa og laante Pengar og sumlade deim burt; og sidan kann det vera meir, som ikkje eg veit. Det kann ikkje hava nokot stort paa seg; men det vilde vera leidt, um Folk her skulde vita det; for dei vilde neisa honom med di, naar han kom i Trætta med deim. Men det skal han no inkje ottast fyre. Eg vil ikkje gjera nokon Skade paa hans gode Namn.
Sjaa der er Mannen atterkomen. God Kveld paa nytt! No heve du vel talat med Husbonden sjølv.
Aa ja, men elles er ingen Ting avgjort.
Nei, det er ikkje aa venta endaa. Men kor kjem du av det med honom?
Aam det var nokot kvast i Fyrstningi, men so vardt det linnare sidan.
Aa ja, du heve no seet so mange Slags Folk, at du veit, kor ein skal greida seg.
Men det er sant: eg kjenner so lite til Ungdomen her paa Staden. Her er ei Gjenta, som eg vilde so
gjerna høyra nokot um.Ei Gjenta? Hyss? Ver ikkje galen, Gut. Sjaa aldri paa nokor Gjenta, fyrr en alt annat er avgjort.
Det maa vist vera ho Inga. Aa! det var leidt, at ho skulde vera fest.
Ja, men det var no alltid godt aa vita, kvat Folk ein hadde fyre seg.
Det var so ja, men du kunde snart faa vita det, du inkje vilde. Det er ein faarleg Ting med desse Kvendi: dei ganga der so fine og blide, som dei vilde lokka Folk inn i Fanget; men er det daa so, at du læt deg draga, so veit du ikkje av, fyrr en du stend so fast, at du kann korkje koma att elder fram. Der er ei gamall Visa um det, som du kanskje ikkje heve høyrt. Lat meg sjaa, kor ho byrjar. (Syng).
<poem style="font-style:italic;"> Aka paa Isen haale med uskodd Øyk og kaat, beita i Stormen stride med styrelause Baat, renna i Kapp med Reinen, naar Raasi[14] er tung og vaat: det maa ein Galning vera, som so vil fara aat.
Ganga og gjera seg fager og fara so fiint og smaatt, løyna sitt rette Lynde[15], til Maalet fyrst er naatt, giva deg goda Voner og svika deg sidan braadt: det hev’ eg høyrt sa ymse, skal vera Kvende-Haatt. </poem>
Nei, no faa me til aa stevjast atter.
Ganga og gjera seg smeikjen[16]
og fria tidt og traatt,
freista dei arme Vækjor[17]
til baade stort og smaatt,
lata deim sidan fara
og ha’ deim til Gliis og Laatt
det hev’ eg høyrt so ymse,
skal vera Karmanns-Haatt.
Ganga so byrg og kræsa[18]
og skifta sin Hug kvar Dag,
kappast um største Stasen
og kaupa av alle Slag
lata ein annan syta
fyr’ Enden paa slikt eit Jag:
det hev eg høyrt so ymse,
skal vera Kvende-Lag.
Ganga so bratt og skrøyta
og laast vera hæv og hag[19],
sitja i Drikkarstemna
og sumla Natt og Dag,
koma so heim og dundra
og truga med Hogg og Slag:
det hev’ eg høyrt so ymse,
skal vera Karmanns-Lag.
Endaa lyt eg no segja:
der er so ymse Slag.
Raakar ein paa det gode,
so ser ein eit annat Drag;
møter det gode Hjarta
eit Hjarta med same Lag;
ja, daa er der ljosa Voner
som Sol paa ein Sumardag.
Ja, naar dei rette møtast,
so fær det sitt rette Lag.
Trutt paa Vegen dei fylgjast
alt utan Kiv og Klag.
Ungdom og Vænleik vika,
men Hjartat slær friske Slag;
og Kjærleiken held sin Varme
og varer til sidste Dag
Det var rett! Det var det, eg vilde venta.
Aa ja! Der ligg ikkje Udyr i alle Vegar.
Nei, det vilde no verda alt for stridt. Men, det er sant: med alt detta kom me burt ifraa det, som eg vilde spyrja um.
Eingong lyt han no vita det, anten det so er vel elder illa. (Høgt). Det var so, ja. Var det ikkje ei Gjenta, som du spurde um?
Jau, det var den, som var med oss, daa me heldt
paa og skulde stevjast.Det var Motparten din. Det var Dotter hans Hermann.
Dotter hans? Det hadde eg daa aldri kunnat tru.
Nei, det var ikkje so godt aa sjaa helder. Ein kunde snaraste tru, at det var ei Bondetaus; for ho heve havt største Hugen til Bonde-Bunaden, og Faeren heve voret so kjær fyre henne, at han heve latet henne raada seg sjølv.
Eg skulde fortalt det, daa me møttest fyrst i Dag; men eg stod liksom fast med di; for eg kom til aa tenkja so: Her standa no desse tvo »stridande Partarne« so meinlause midt imot kvarannan, og ingen av deim veit, at den eine skal jaga den andre ut. Faa dei no vita aldri so litet, so verda dei rædde kvartannat, og so faa me ikkje meir Moro.
Ja, det er eit undarlegt Tilstemne. Eg heve talat med Henne seinare ogso; men endaa var eg like klok. — Men seg meg no: vita de nokot, um ho er fal endaa?
D’er det som er Uheppa, du. Ho skal vera fast og ikkje fal, etter som Folk segja.
Det var illt aa høyra.
Eg likar henne betre en alle andre, som eg heve seet baade heime og burte.
Ja, daa var det tregelegt, at det skulde standa so til. Det var harmelegt! (Til Gunniid). Nei eg heve ikkje likat detta der med honom Trond.
Eg likar det ikkje eg helder. Men vil de vita, kvat eg trur? Eg heve eit Tvilsmaal um, at det er ikkje nokor Sanning i det. Det er nok so, at han Trond vil hava henne; men eg trur ikkje, at ho vil hava honom; og er det so, at ho ikkje vil, so verd det ikkje nokot av di.
Aa, giv det var so! Men detta er ein Ting, som eg vil vita no i denne Kveld. Eg gjeng beinaste burt i Garden og leitar henne upp.
Ja kunde det vera Von med detta, so var det ei stor Lukka. Og det kann eg segja deg, at det er ei Gjenta, som det er verdt aa trøyta seg etter. Det er den snildaste Ungdom, som kann ganga i tvo Skoer.
Eg vil hava ei Vissa radt paa Timen.
Aa ja, d’er fyrst best. — Men no ser eg, at her
kjem Folk, og so faa me giva oss utor Vegen. (Dei ganga.)Kom lad os sætte os her, saa at ikke nogen forstyrrer os. Saa du traf altsaa Prokuratoren?
Eg fann honom radt og. Han hadde slik Hast paa seg, at eg hadde so nær vordet for sein.
Det var slemt, at han ikke havde Tid til at skrive nogle Ord til mig. Men hvad var det nu, som han sagde om Brevene?
Han sagde, at det er ikkje nokot trygt aa lita paa med Jordi; for Ervingen heve endaa sin Rett uspillt, og soframt han ikkje forseinkar seg elder gløymer nokot, so heve han Vinningi.
Men er du nu vis paa, at du forstod ham rigtig?
Ja, det er eg viss paa; for det var so greidt og tydelegt, at der kunde ikkje vera nokot Mistak.
Naa, det har just ikke noget heldigt Udseende; imidlertid anseer jeg nu ikke Sagen som afgjort endda. Der vil mere til, før jeg giver mig tabt. Men det er sandt: nu skulde vi tale noget nærmere om dette Giftermaalet; jeg har talt om det med min Datter, og jeg formoder, at hun vil føie sig; hun har rigtignok ikke givet sit Samtykke endnu, men jeg tænker dog, at det kommer.
Ja, men eg tykkjer, det er leidt aa bry og plaaga henne soleides. Naar ikkje Hugen og Hjartat vil den Vegen, so vilde det ikkje Vera nokon Hugnad med di.
Du har kanskee ikke saa megen Lyst til det nu som før?
Det er ikkje fyre den Skuld: eg kann nog hava Lyst; men eg ser, at Gjenta vil ikkje lika det, og difyre heve eg tenkt meg um og sleget det fraa meg.
Se saa! Jeg havde just en Mistanke om dette. Der maa være kommet noget nyt i Veien. Dette der om »Hugen« og om »Hjartat« synes mig at være nye Talemaader; det Verset stod ikke i Visen, da jeg hørte den sidst. Men jeg skal saamænd ikke gjøre flere Skridt i den Anledning. Naar jeg ret betænker mig, kan det maaske være nyttigt, at det gik forbi. Og dermed anseer jeg den Sag som afgjort. (Gjeng).
Han trur, at det var berre Garden, som eg gjekk og snikte etter; men jau so-menn var det no nokot annat med. Hadde Gjenta likat meg, so hadde det alt voret avgjort longo sidan. Men eg var no ikkje god nok til det, maa vita. Eg var ikkje so spræk og spralande, som eg skulde. Hadde eg voret ein Galning og ein Sprettebasse som ymse andre, so hadde eg vel havt betre Lukka med Gjentom. Men dei Kann no gjera, som dei vilja. Dei skal ikkje sjaa nokor Sorg
paa meg. (Gjeng).Nei, kvar vardt det daa av denna Vækja, at eg aldri karm firma henne atter? Ikkje er ho heime, og ikkje er ho burte, og ikkje er ho nokonstad. Hadde eg endaa funnet Faeren, so trur eg, at eg vilde taka det paa Enkjemanns Viis og spyrja honom fyrst. — Sjaa, der er han med same. No fær eg nøyta meg. — (Til Hermann). Tykk ikkje paa det! Eg kjem vel ikkje til nokor Uro?
Aa nei, jeg kan ikke sige det. Det var kanskee noget, som du vilde tale om... Aa, om Forladelse! Jeg er saa vant til at sige »Du« her iblandt Landsfolk.
Ja, det er det, som eg helst vil høyra. Og eg vil so gjerna sjølv segja »Du« til den, som eg talar med.
Aa ja, det kan vel gaa an paa en Maade. Her er jo mange, som sige »Du« til alle Mennesker.
Ja, det, tykkjer eg, er det greidaste av alt i Hop. — Men det var nokot, som eg vilde segja, og eg veit ikkje, kor eg skal koma med di. Det kann henda, at det er nokot uhøvelegt; men det var no fyre det fyrste berre eit Spursmaal. Du hevseei Dotter, som er her heime...
Eg heve baade seet henne og talat med henne; men eg var no ikkje so hæv, at eg kjende henne. Eg visste ikkje, kvat Manns Barn ho var, fyrr en no nyst. Maa eg spyrja, um ho er fest elder forlovad?
Ja, hun er nok saa. Nei — om Forladelse, jeg er saa fuld af Tanker —, nei, kun er nok ikke forlovet. Der har kun været talt om en Forlovelse; men kun vilde ikke rigtig samtykke, og saa blev der ikke noget af.
Eg maa segja, eg likar henne so vel, at eg aldri heve tykt so vel um nokor Gjenta fyrr. Od hadde eg kunnat vita, at der var nokor Von fyre meg til aa koma saman med henne, so vilde eg halda det fyre mi største Lukka.
Det var noget nyt! (Høgt). Jeg veed ikke, hvad jeg skal sige. Det er noget som jeg ikke har tænkt paa, og slige Ting burde man betænke rigtig vel. Det kunde maaske lade sig gjøre. Jeg vil tale med hende derom, eller kanskee jeg først faar tænke lidt over Tingen, og imidlertid kunde du tale med hende selv, — ja jeg mener bare: saa løselig, saa foreløbig, saa indtil videre. (Ser seg um). Hun er i Nærheden; jeg ser hende der borte. (Aamund gjeng). — Naa, der træffer kan hende. — Det er noget nyt dette; men hvem veed, om det ikke er det bedste? Vistnok blier nu denne Mand ikke saa let at lede eller paavirke, som Trond vilde være; men saa har han da ogsaa store Fortrin fremfor Trond, og saa er der endelig denne Arveret, som her kommer i Betragtning. Jeg er kjed af dette Jordbrug og vil helst blive det kvit; og paa den Maade kunde vi komme saa peent og pynteligt fra det. Aamund er ikke nogen Hjemfødning; han har lært adskilligt ude i Verden; desuden er han en kjæk og uforfærdet Karl, som altid vil vide at hjælpe sig. Han vil blive en mægtig Mand i Bygden, en liden Høvding, en Potentat. Rigtignok lider jeg ikke denne Bygdeskik; men min Datter lider den meget godt, og det er da Hovedsagen. Og hun synes nok ogsaa meget godt om Personen; det har jeg da selv baade seet og hørt. — Jo, — der har jeg ikke andet at gjøre, end at tage imod og hjælpe til af al Magt. Det var da besynderligt, at jeg ikke skulde komme paa den Tanke før. Da kunde jeg ogsaa have undgaaet adskillig Kiv og Trætte. — Naa! der kommer dan allerede tilbage. Men hvad betyder det? Han er saa nedslagen. — (Til Aamund). Naa, hvad Svar fik du?
Eg fekk Nei.
Hvad for noget? Det havde jeg ikke ventet.
Ikkje eg helder.
Det maa vsere en Misforstaaelse. Jeg vil tale med hende selv. Hun er vel ikke gaaet bort? Nei. (Roper). Inga! Inga, kom hid!
Hvad er det, som nu er paakommet? Synes du
da ilde om denne Mand?Nei, men eg høyrde, du tykte sjølv so illa um honom.
Aa! Nu forstaar jeg. Det var den Gang det. Jeg skal sige dig: jeg kjendte ikke Manden endda. Jeg var bare i slet Humør og meget ærgerlig over, at han skulde komme hjem netop nu paa denne Tid, Han har nu engang Retten til dette Bosted, saa han gjerne kunde jage os ud herfra, hvis han ellers har Penge til at klare sig med. Men derfor er Manden lige god; det er da ikke nogen Feil, at han er sin Faders Arving. Og saa har jeg siden lært ham bedre at kjende og har derved faaet de bedste Tanker om ham. Det er en kjæk og dygtig Mand, en prægtig Karl. Og jeg har ogsaa fundet, at han har en udmærket god Tænkemaade eller med andre Ord: en ædel, en nobel Karakteer.
Aa! det var ei Synd, at eg ikkje visste, det.
Bi lidt! Jeg skal forklare ham Sagen. Jeg tænker nok, at han kommer igjen.
Ja, men daa vil eg svara Ja.
Ja, gjør det, Barn; det er det bedste for os alle sammen. — Hvor er han? Naa! — (Til Aamund). Hør nu: det var, som jeg tænkte; det varen Misforstaaelse. Hun havde nylig hørt, at du skulde være min Uven, og at der var en forfærdelig Strid imeilem os, saa at det maatte ende med Undergang og Ødelæggelse; og saa vidste hun intet videre om Sammenhængen. Men det var nok ikke saa, at hun havde noget imod Personen; tvertimod: jeg har en liden Mistanke om, at hun har havt et godt Øie til dig fra det første hun saa dig.
Nei, kann det vera sant! — (Til Inga). So det var ikkje so reint av Hjartat, at du svar’de Nei?
Nei.
Og so er det meir Von, at det er av Hjartat, naar du svarar Ja?
Ja.
Man kan da ogsaa see, at dette er af Hjertet. Der er saa gode Mærker, som nogen kan forlange. — Jeg maa sige at jeg er ret inderlig glad over dette. Det var et meget godt Raad, eller rettere sagt: en meget heldig Plan. Vi kunde ikke have kommet til nogen bedre Endskab, eller med andre Ord: til et mere fordelagtigt Resultat. Og nu tænker jeg nok, at vi skulle forliges om de øvrige Sager ogsaa.
Ja, no vonar eg, at me kunna laga det so, at kvar er nøgd paa si Sida. — Men no vilde eg berre, at han Olav og ho Gunnild skulde vera her.
Ja! (Ser seg um). De er vist ikke langt borte. Jeg syntes jeg saae dem nu i Ølieblikket begge to. — Der
er de netop. Kom hid, godt Folk!No, godt Folk, skal de høyra nokot nytt. Fyre ei Stund sidan var det likt til, at her skulde verda ein Strid um Sætet paa denne Bustaden. Eg tyktest hava Retten, og denne Gjenta her tyktest og hava Retten til det. Men no hava me komet til den Endskapen, at me vilja slaa desse tvo Rettarne saman til ein, og so vilja me setja oss baade paa same Benken og semjast som me kunna.
Aa haa! Stend det so til! Jau det kann eg halda med. D’er Gut, som heve Lukka me seg.
No, Olav, var eg ikkje sannspaad? Eg tyktest vita, at det skulde ganga so.
Ja, kor kunde du vita det?
Jau, eg ser det mest paa Augnelaget, naar d’er Folk, som vil i Hop.
Detta var daa rett ei gledeleg Tidend; det er visst og sant. Eg hadde so god Kjennskap med Faer hans; det var slik Umgang imillom oss, at det var, som det skulde vera same Folket. Difyre er det so, at eg unner denne Mannen so godt.
Ja, det er da saa ganske naturligt. Jeg er ogsaa
glad over, at Sagen kunde faa en saadan Vending.Ja, no vil eg vona, at her skal verda morosamt. Aa! eg er so glad og fegen, som eg finge eit heilt Rike. Hadde her voret ein Spelmann og ei Fela, so hadde eg lotet til aa dansa, so gamall som eg er. Men fyrst og fremst so vil eg no kveda. (Syng).
No er alt so godt og vel,
og ingen treng um aa sukka.
Det maa eg segja, den Mann er sæl,
som heve so god ei Lukka.
No er Striden tagnad!
det var ein heppen Lagnad;
det, som saag ut
til Sorg og Sut,
det vende seg utn til Fagnad.
No er Striden tagnad ɔ:
No er Ervingen komen heim,
og heime vil han vera.
No vil han kjennast ved alle deim,
som Kjensla paa honom bera.
No skal Frendar finnast
og gamle Segner minnast.
Ein heve gøymt
det, hin heve gløymt,
og so skal allting finnast.
No skal Frendar finnast ɔ:
- ↑ flyttet.
- ↑ spurgt, hørt
- ↑ Udseende, Farve.
- ↑ spøge
- ↑ Bosteder.
- ↑ behageligere.
- ↑ streng.
- ↑ Søgnedagene.
- ↑ morsomt.
- ↑ stivne, strøkne.
- ↑ slappes, dovne.
- ↑ Kreds.
- ↑ befatte sig med
- ↑ Veien.
- ↑ dølge sit Sindelag.
- ↑ indsmigrende.
- ↑ Pige.
- ↑ vrage, være kræsen.
- ↑ flink og dygtig.
|
Denne teksten er offentleg eigedom av di forfattaren døydde for meir enn 70 år sidan. |