Eskimoliv/15
KAPITEL XV.
Hvad har vi opnaad?
Hensigten med vor mission og vort kulturarbeide i Grønland var, næst det at bringe os selv ære hos Gud og mennesker og sikre os saligheden i den anden verden, ogsaa det at gavne de indfødte. Men hvad har vi gjort?
Lad os først ta den rent materielle side. Det skulde paa forhaand synes, som vi maatte kunne bringe dette paa stenalderens trin levende folk mange ting til lettelse af dets haarde kamp for tilværelsen. Dette er i virkeligheden langt fra at være tilfældet. Det vigtigste, vaabnene og fangeredskaberne, har vi i ingen henseende kunnet forbedre. Vistnok har vi bragt jern, og det er nyttigt til harpunspidser og knive, men dels hadde grønlænderne det før, dels kan de klare sig det foruden. De forsynte sine harpuner med spidser af haardt ben eller sten, sine knive gjorde de af samme stof og fangede i hin tid vel saa meget sæl som nu.
Men vore skydevaaben har vel været et stort fremskridt for dem? De har været det modsatte. Ved hjælp af riflen blev de f. eks. sat istand til paa renen at anrette forfærdelige ødelæggelser, bare for en liden øieblikkelig vindings skyld. Det gik saa vidt, at der paa den smale stribe bart, sønderskaaret land, som strækker sig langs vestkysten, blev nedlagt mindst seksten tusen dyr hvert aar, og det var som oftest bare skindet, som blev tat med for at sælges til europæerne, mens kjødet laa igjen for at raadne. At dette snart bragte renen udryddelsen nær, er indlysende, og jagten maatte saa omtrent ophøre, fordi, som det blev udlagt, «renen hadde forladt kysten». Før i tiden, da jagten dreves med bue og pil, kastede den godt af sig, men nederlaget blev aldrig større, end at renbestanden holdt sig.
Men heller ikke for sjøjagten har riflen været heldig. Naar der er meget sæl i en fjord, skræmmes de af skuddene og sætter tilhavs, mens harpunfangerne gaar lydløst tilverks. Dernæst er det naturligvis lettere at dræbe sæl med rifle end at fange den med harpun, og derfor har riflen bragt den sidste fangst i forfald. Denne er imidlertid den vigtigste; thi mens riflefangeren maa sidde hjemme, naar det er uroligt veir, kan harpunfangeren altid gaa ud og underholde sin familie. Endvidere er harpunfangsten mer rationel, idet man ved den som regel faar det, som saares, mens man med riflen skadeskyder og dræber til unytte mindst lige saa meget.
Haglebøssen har heller ikke bragt gavn. I mange distrikter har den fristet beboerne til at drive mer paa det lettere fugleskytteri end paa sælfangsten, som dog er og blir den, hvorpaa det eskimoiske samfunds tilværelse beror; thi sælen skaffer kjød, den skaffer spæk baade til at spise og brænde, og den gir skind til kajaker, baade, telte, huse, klæder, støvler osv. — den kan ikke erstattes. En anden ulempe er den, at grønlænderne ved haglebøssens hjælp er satte istand til at drive en saa sterk fangst paa enkelte fugle f. eks. edderfuglen, at antallet aarlig aftar, og dette vil snart føre til elendighed, fordi fuglefangsten nu er blit en livsbetingelse for mange familier; ved Godthaab lever f. eks. indbyggerne deraf mesteparten af vinteren, og der er faa, som kan drive sælfangst. I tidligere tider fangede eskimoen fugl med sin kastepil. Han kunde ogsaa dengang fange mange, men hvad han saarede, fik han; naar han nu sender sine haglskud ind i edderfugleflokkene, er der da tal paa, hvor mange der ødelægges uden at komme nogen tilgode?
Nei, vi kan i sandhed ikke smigre os med at ha gjort hans fangstmaader fuldkomnere, vi har kun bragt forstyrrelser deri, hvis ødelæggende følger vi endnu ikke kan overskue.
Men det værste af alt er den ubodelige skade, vi med alle vore europæiske produkter har paaført ham. Vi har, som paavist, været umoralske nok til at lære ham at faa smag for kaffe, tobak, brød, europæiske tøier og stas, og han har solgt os sine nødvendige sælskind og sit spæk for at skaffe sig alt dette, som kun gav ham et øiebliks tvilsom nydelse. Imens forfaldt hans konebaad af mangel paa skind, teltet ligesaa, ja det hændte endog, at kajaken, betingelsen for hans tilværelse, laa paa land uden betræk. Lamperne i huset maatte ofte slukkes om vinteren, fordi spækket om høsten var solgt til handelen. Selv gik han ofte vinterdag klædt i daarlige europæiske filler istedenfor de gode, varme skindklæder, han før hadde. Han er blit fattigere og fattigere, de deilige sommerreiser har for en stor del maattet indstilles, da konebaade og telte er borte, og hele aaret rundt maa han nu leve i de trange huse, hvor smitsomme sygdomme trives og tærer paa samfundet værre end nogensinde. Som et eksempel paa, i hvilken grad tilbagegangen paa sine steder er gaat for sig, kan anføres, at ved en plads nær Godthaab var der for endel aar siden elleve konebaade[1] nu var der én, og denne ene tilhørte missionæren.[2]
Ser man paa mandtalslisterne fra Grønland for de sidste aar, kunde man føle sig trøstet. De indfødtes antal paa vestkysten var f. eks. i 1855 9644, mens det i 1889 var 10177. Men man skal ikke dysse sin samvittighed til ro med disse smukke tal, desværre er de kalkede grave, og folkemængden i de mellemliggende aar vil vise, at det gaar i sterk grad op og ned. I 1881 var der endnu ikke mer end 9701 og i 1883 endnu ikke mer end 9744 (altsaa en tilvekst fra 1855 af bare 100 individer); i 1885 var den imidlertid steget til 9914 og i 1888 til 10221, men saa aftog den igjen i 1889 til 10177. Senere har jeg ingen oplysninger. At der her ikke raader sunde forhold, vil disse tal vise, tilvekst og afgang strides allerede om herredømmet. Glemmes bør det heller ikke, at Hans Egede anslog for halvandet aarhundrede siden vestkystens folkemængde til 30000. Det er vel meget for høit regnet, men alligevel, det er langt ned til 10177. — Dette samfund seiler med lig i lasten.
Sygeligheden har i de senere aar udviklet sig i foruroligende grad, og det er da især det grønlandske folks kræftskade, tæringen eller rettere tuberkulosen, som stadig griber om sig; neppe turde der være mange eksempler paa samfund, hvor en saa stor del af indbyggerne er angrebet deraf. Om vi har bragt denne sygdom til
Grønland, er ikke sikkert, men dog sandsynligt, og
Paa sommerreise.
vis hat en afgjørende indflydelse paa dens og andre smitsomme sygdommes udbredelse.[3] Tuberkulosen er nu saa almindelig, at det snart sagt er lettere at faa greie paa, hvem som ikke har den, end hvem som har den. Det er imidlertid merkeligt, hvor modstandskraftige de indfødte er mod denne sygdom, de kan i ung alder være saa angrebne, at de faar sterke blodspytninger, og lever alligevel, til de blir noksaa gamle; jeg har endog set gode fangere, som hadde tæring, og som den ene dag laa og spyttede blod, og nogle dage senere var ude paa fangst. Dette skyldes vel for en del deres fede kost og særlig spækket, som er fortrinlig skikket til at styrke dem mod sygdommen. Det viser sig ogsaa, at folkene ved kolonierne, som altsaa lever meget af europæisk kost, ligger mest under for den. Som regel blir de dog overalt svækkede deraf og kan gjøre lidet nytte for sig; at det virker lammende paa et saa lidet samfund, er selvsagt. En farsot, som f. eks. kopperne, hvilken vi naturligvis ogsaa har bragt dem og derved gjort ende paa en stor del af befolkningen, er langt at foretrække; thi den dræber straks sine ofre, virker ikke som denne langsomme, snigende gift.[4]
Vi ser altsaa, at en stadig fortsat tilbagegang fra fordums velstand og trivsel mod en tildels haabløs armod og svaghed, det er udbyttet af vor indflydelse paa grønlændernes legemlige kaar.
Mange vil indrømme dette, men indvende, at det egentlig var for at hæve deres aandelige niveau og deres kultur vi kom derop, og det maa ske paa bekostning af det timelige velvære. Lad os derfor ogsaa se paa denne side af vor virksomhed. Mange mennesker tror, at et udviklet kultursamfund lar sig skabe med et slag af en saa ubekvem materie som et naturfolk. Det er imidlertid en stor feiltagelse at mene, at den menneskelige natur lar sig forandre efter enkelte folks forgodtbefindende. Den menneskelige natur er vistnok foranderlig; men udviklingen sker altid langsomt lig udviklingen i den hele natur. Vi maa derfor ikke indbilde os, at det gaar an, som vi har gjort i Grønland og andre steder, at løbe bus paa et naturfolk med vor kultur og indplante dem denne. «Forsøg at passe en haand med fem fingre ind i en handske med fire», siger Spencer, «og vanskeligheden er slaaende lig vanskeligheden med at bringe et indviklet eller sammensat begreb ind i en aand, som ikke har en tilsvarende sammensat evne.»
Den eneste forandring, som nogenlunde hurtig kan frembringes i et naturfolk, er dets forfald og undergang. En slig forandring i aandelig henseende melder sig, saasnart vi forsøger paa at bibringe et folk paa et andet kulturtrin nye ethiske begreber. Dette er ogsaa netop, hvad vi har udrettet hos eskimoerne. Naar vi f. eks. med foragt for deres love og regler har forsøgt at bibringe dem vore eiendomsbegreber, som unegtelig passer for et mere udviklet, men mindre kristent samfund end det eskimoiske, kan vi saa derved vente at frembringe andet end ødelæggelse og røre? For deres oprindelige socialistiske begreber om eiendom var hele samfundet indrettet, men med de nye og fremmede er det nuværende liv uforenligt, og saa blir det uundgaalig nedgang. Men som det er med dette, saa er det med alle andre begreber, som vi vil indplante dem.
For at nævne endnu et eksempel, hvilken ulykke har vi ikke bragt dem med vore penge. Før hadde de ingen anledning til at opspare arbeide eller erhverve sig rigdomme; thi deres arbeides produkter holdt sig ikke i ubegrænset tid, og det overflødige gaves derfor bort. — Men saa fik de penge; — naar de nu har mer, end øieblikket kræver, blir fristelsen til at sælge det overflødige til europæerne, istedenfor som før at gi det til sine trængende naboer, dem ofte for stor; thi for de penge, de derved vinder, kan de jo skaffe sig de meget attraaede europæiske varer. — Saaledes ødelægges deres gamle opofrende næstekjærlighed mer og mer af os kristne istedenfor at udvikles. Og pengene fortsætter stadig sin undergravende virksomhed paa det grønlandske samfund. Deres begreber om arv var før meget vage, idet som omtalt den dødes klæder og redskaber gaves ham med i døden. Nu er det derimod ved pengene aabnet de efterladte anledning til at sælge dem, og hvad de paa den maade faar, synes de nu ikke længer at rødme ved at ta i arv. Dette kan synes en fordel, men ogsaa her er altsaa deres gamle opfatning rokket. De blir griske og havesyge, hvilket de før mest af alt afskyde, pengene bøier og trælbinder sindene ogsaa der.
Lad os imidlertid se bort herfra, — vort egentlige maal skulde vel være at gjøre dem til dannede mennesker og gi dem flere aandelige interesser. Men selv om vi virkelig kunde opnaa det, maa det ikke nødvendigvis være i høi grad skjæbnesvangert at gi et folk som det eskimoiske nye interesser, der kan trække dem bort fra det for dem ene fornødne, at sørge for sig og sin familie. Det fremholdes som et straalende resultat, at nu kan de fleste indfødte paa vestkysten baade læse og skrive. Ja desværre, til sin ulykke kan de det. Sligt læres nemlig ikke gratis, og de maa sandelig betale lærdommen dyrt. Det synes indlysende, at en eskimo umulig kan ofre tid paa denne kundskab og samtidig være en lige god fanger, som dengang han bare hadde én interesse, og intet lærte uden kajakroning og fangst.[5] At kajakdygtigheden er aftat, kan vi ogsaa direkte slutte os til af de mange ulykker i senere tid. Mens der før, ifølge Rink, kun var 15 til 20, som omkom i kajak om aaret, saa har der i 1888 og 1889 aarlig været 31 kajakulykker.
Hvad skal eskimoen med læse- og skrivefærdighed? sin fangst lærer han sandelig ikke ad den vei. Han kan vistnok gjennem de faa bøger, han har, erhverve sig underretning om andre og bedre lande, om uopnaalige forhold og lettelser, som han før ikke kjendte, og saaledes misfornøielse med sine egne kaar, som før var de lykkeligste, han kunde tænke sig. Og saa kan han læse i bibelen, — men mon han forstaar saare meget deraf, og mon den ikke kunde være ham lige nyttig, om den blev ham fortalt, ligesom hans gamle sagn blir det? Fordelen er isandhed af den art, at der ingen tvil kan være om, at den er for dyrekjøbt. Vi maa nemlig huske vel paa, at det eskimoiske samfund lever paa randen af tilværelsen, en samlet anspændelse af alle dets evner er nødvendig, forat det skal kunne opta kampen mod den haarde natur, lidt mer ballast, og det maa synke. Dette gjør det allerede, og da gavner lidet al verdens visdom.
Nedgang og forfald i alle henseender, det er altsaa, hvad europæerne kan se tilbage paa som udbyttet af sin virksomhed i Grønland. Og det eneste vederlag, vi herfor har bragt de indfødte, er kristendommen. I den henseende er der opnaad et vakkert resultat, kristne er nu ialfald af navn alle vestkystens grønlændere. Men det spørgsmaal synes mig da at ligge nær, er ikke denne kristendom ogsaa vel dyrekjøbt, og maa det ikke selv hos den sterkeste troende bringe tvil om dens velsignelse for dette folk, naar vi ser, at den har kostet hele dets velfærd?
Og hvad nu kristendommen selv angaar, hvad maa da sættes høiest, dens dogmer eller dens morallære? Det forekommer mig, at selv den bedste kristen maa indrømme, at det er den sidste, som har blivende værd; thi af historien vil han kunne se, hvorledes opfatningen af dogmerne altid har vekslet og forandret sig, og hvad værd har det saa, at vi har paaført eskimoen disse, som han kun lidet forstaar? Vil nogen for alvor paastaa, at det for et folk skal være af afgjørende betydning, hvad dogmer det siger sig at tro paa? Mon det ikke altid vil være den morallære, det hylder, som det vil komme an paa? Og eskimoens morallære var, som vi har set, i mange henseender vel saa god som de kristne samfunds, og med al vor undervisning har vi kun opnaad at forkvakle den, saa han nu er sunket ogsaa i den henseende.
Og saa tilslut spørgsmaalet, er en eskimo, som af navn er kristen, men som ikke kan ernære sin familie, har en daarlig helse og synker i dybere og dybere elendighed, at foretrække for en hedning, som lever i «aandeligt mørke», men som kan ernære sin familie, har en kraftig helse og er altid tilfreds? Set fra eskimoens standpunkt, vil svaret i ethvert fald ikke være tvilsomt. Om han indsaa det, vilde han sikkert med inderlighed bede: Gud fri mig fra mine venner, mine fiender skal jeg selv befri mig for.
- ↑ At en mand har konebaad, hvilket jo før var det almindelige, anses nu som et afgjørende bevis paa, hvor dygtig og velstaaende han maa være, idet han jo altsaa maa fange mange sæl for at faa skind nok dertil. Sml. forøvrigt side 78 f.
- ↑ Ved denne plads hadde dog ogsaa tilstødende omstændigheder, som gode fangeres bortflytten, bidrat noget til den store nedgang.
- ↑ Bl. a. ved at gjøre deres klæder daarligere, bringe dem til at bo i sine fugtige, usunde huse hele aaret rundt, hvor smittesporerne har den ypperste jordbund, paaføre dem europæisk kost osv.
- ↑ Merkeligt er, at grønlænderne for en stor del har gaat fri for syfilis, som jo er en af de første frugter, vi pleier at bringe de naturfolk, vi udser til offere for vort kulturarbeide. Den findes deroppe kun paa et sted, Arsuk i Sydgrønland, hvor man søger at isolere sygdommen. Det er først i de senere aar den er kommen dertil, men saavidt jeg har kunnet erfare, har den grebet om sig, og der er vel udsigt til, at den kan udbrede sig, saa den hele befolkning kan faa ogsaa denne plage.
- ↑ Som dette staar færdigt til trykning, udkommer en bog af Gejerstam: «Kulturkampen i Herjedalen», hvori det ligeledes fremholdes, at vor skoleundervisning ogsaa har været renlappens ulykke, idet den forringer interessen af hans livsgjerning.