H. Aschehoug & Co.s Forlag (s. 73-80).

KAPITEL V.
Vinterhuse, telte, konebaade og reiser.

Om vinteren bor grønlænderne i huse, byggede af sten og torv. Disse stikker bare halvanden til to meter op over jordfladen, og gulvet ligger noget under denne. Taget er fladt, lidt hvælvet. Udenfra ser ofte det hele ud som en uanselig jordhaug.

Der er bare et rum i disse huse, og i det bor som oftest flere familier sammen, mænd og kvinder, unge og gamle. Der er saa lavt under taget, at en lidt høi mand kan ha vanskelig for at staa opreist. Rummet har, ligesom huset udvendig, en aflang, firkantet form. Langs hele den ene langvæg gaar hovedbriksen, som er omkring to meter dyb, og hvorpaa husets folk sover, det vil da sige de gifte, samt de voksne ugifte døtre og de unge gutter og jenter. Her ligger de paa rad, side om side, med benene til bagvæggen og hoderne frem mod gulvet.

Hans Egede Saabye siger i sin førnævnte dagbog, at de skal ha sin egteskabelige seng under briksen. Jeg opdagede intet, som tydede paa, at dette nu kan være tilfældet nogensteds i Godthaabs distrikt.

De ugifte mænd ligger gjerne paa de mindre brikser under vinduerne, som er paa den modsatte langvæg, og hvoraf der er et eller i større huse to, ja endog tre. Til vinduerne brugtes før tarmeskind o. l., men nu bruges paa vestkysten mest glas. Paa sidevæggene — kortvæggene — er der som regel ogsaa brikser; paa disse og paa vindusbrikserne sover gjerne fremmede.

Naar der bor flere familier i samme hus, hvilket altsaa er det almindelige, er hovedbriksen afdelt i baaser, en til hver familie, ved træstøtter, staaende paa forkant af den og gaaende til taget, og fra hvilke lave skillevægge er udspændte til bagvæggen. Det er utroligt, hvor lidet rum de kan nøie sig med. Kapt. Holm beskriver et hus fra østkysten, som var omkr. 27 fod langt og 1412 fod bredt, og hvori der bodde 8 familier med ialt 38 mennesker. I en baas, som var 4 fod bred, bodde en mand med to koner og syv børn. Det blir ikke megen plads paa hver.

Til at ligge paa bruges sælskind og renskind. Det bredte de før i tiden ogsaa over sig, og de laa ganske nøgne, naar undtas den før omtalte husdragt. Nuomstunder bruger man paa vestkysten mest fjærdyner til overbredsel.

Indvendig var husets vægge før i tiden altid beklædt med skind. Gulvet var den bare jord, tildels belagt med stenheller. Nu for tiden, da megen europæisk luksus er indført, har man paa vestkysten ogsaa begyndt at panele væggene med bord samt at lægge trægulv; endvidere har man tildels indført den skik at vaske dette, endog flere gange om aaret.

Ind til huset kommer man gjennem den lange og trange husgang, som tildels er gravet lidt under jorden og ligeledes er bygget af sten og torv. Fra jordoverfladen udenfor stiger man gjennem et hul ned i den; den er som regel saa trang og lav, at man maa krybe paa hug gjennem den, og er man stor, kan en ha vanskelig nok for at komme frem. Jeg hørte i Sardlok om en handelsassistent N. N. fra Godthaab, som nok var endel tyk, og som derfor blev siddende fast paa et vanskeligt punkt i gangen til Terkels hus. Han laa der, strævede og brølte, men kunde ikke komme ind, og endnu mindre ud. Det endte med, at han maatte faa fire smaagutter til at hjælpe sig, to kom til og skjøv paa bagfra i den kjødfuldeste del af kroppen, som skulde ha været meget omfangsrig, og to andre kom ud fra huset og trak foranfra i armene. De arbeidede og sled i sit ansigts sved, men manden sad fast som en strydot i en geværpibe, og man omgikkes nok allerede med tanken om at rive husgangen ned for at skaffe gjennemgang, da han endelig glap igjennem. Saavidt jeg erindrer, maatte vinduet rives istykker, forat han kunde skaffes ud igjen den vei.

Fra gangen kommer man op i huset gjennem en liden firkantet aabning, som almindelig er paa forreste langvæg, og som lukkes med en lem eller dør.

Hensigten med denne husgang er at hindre, at kold luft kommer ind, eller at den varme, lette luft viger ud. Af den grund er det ogsaa, at den ligger lavere end huset, hvorved desuden lidt ventilation opnaas, idet nemlig den tunge, slette luft for en del kan synke ned i den og undvige.

I grønlandske huse efter den gamle form has intet ildsted, de opvarmes saavelsom oplyses ved tranlamper, der brænder hele døgnet rundt. At de ogsaa brænder om natten, er ikke bare paa grund af varmen, men ogsaa, fordi eskimoerne er i høi grad overtroiske og mørkrædde. Naar der er nød paa et sted, saa nævnes det som et bevis paa, hvor slemt det maa være, at tænk! de arme mennesker maa sove uden ild paa lamperne om natten.

Lamperne er store, flade og aabne skaale af veksten; de har en halvrund form, og langs den rette side ligger vægen, som dannes af tør mos eller nu ogsaa af tøi. Disse lamper staar paa en træfod oppe paa et lidet bord eller forhøining paa briksens forside. Af disse lampeborde er der gjerne et for hver familie. Er der nu flere familier i et hus, blir der mange lamper, da der mindst brænder en for hver af dem, men som regel flere.

Over disse kogtes ogsaa før i tiden maden i vekstensgryder, som hang ned fra taget. Madlagingen skede selvfølgelig ligesom alle andre forretninger inde i fællesrummet.

Slige er forholdene fremdeles paa østkysten. Paa vestkysten har den moderne civilisation bragt forandringer for saa vidt, at maden nu gjerne koges ude i særegne rum med grue, der er byggede som en sidedel afhusgangen. Til brændsel paa disse bruges torv eller maagetuer, hvilket er et meget fint navn for gammel tørret maagegjødsel. Istedenfor vekstensgryder er nu ogsaa kommen jerngryder, som kjøbes fra kolonibutiken.

Mange vestgrønlændere er desforuden blit i den grad raffinerede, at de fra butiken har kjøbt ovne, hvormed de altsaa opvarmer huset istedenfor med tranlamperne. Til brændsel bruges det samme som ovenfor nævnt. Samtidig brænder de dog fremdeles de uundværlige lamper, om ikke for andet, saa for oplysningens skyld.

Før i tiden var husene som oftest store og der bodde mange familier i hvert. Derved opnaaddes besparelse af brændsel, og beboerne hadde det godt og varmt, foruden at fællesskabet i det hele ydede mange fordele. Europæernes indflydelse paa dette punkt har været uheldig, idet de har opfordret til splittelse af familierne i adskilte mindre huse, ja der har ligefrem været opstillet præmie for husbygning; det skulde være saa grumt for dem, at hver familie hadde sit for sig, men derved blev husene daarligere og koldere, der trængtes mer til opvarmning og belysning, som ikke altid kunde skaffes, og der bragtes forstyrrelse ind i hele det gamle, fordelagtige system.

Om vinteren, da alt er stivfrossent, kan disse huse være bra nok, men om sommeren, naar væggene tiner og taget lækker og undertiden falder ind af sig selv, blir de mindre sunde opholdssteder. Saasnart vaaren kom med april maaned, flyttede grønlænderne derfor altid i tidligere tid ud af sine huse og rev ofte selv taget op paa dem, forat de kunde bli godt udluftede og udvaskede af regnen til høsten — en ganske bekvem maade at vaske paa.

Hele sommeren igjennem og et godt stykke udpaa høsten til september eller oktober bodde da grønlænderne i telte, og hver familie havde gjerne sit eget. Dette telt har en eiendommelig halvrund form med indgangsdøren paa den høie, flade side. Indvendig er det indrettet meget ligt et hus, med briksen løbende langs den skraa, bagre væg ligeoverfor døraabningen, som lukkes med et forhæng af halvgjennemsigtigt tarmeskind. Teltets vægge bestaar af et ydre lag afhaafet, vandtæt skind, som regel gammelt, der er tat af baadene, og et indre lag ren- eller sælskind med haarene vendende indad. I disse telte, som forøvrigt er noksaa varme, opholder de sig nøgne ligesom i sine huse.

Uadskillelig med sommerteltlivet er konebaaden. Denne, som er ti til tolv meter lang, har europæerne kaldt saa, fordi den til forskjel fra kajaken ros af kvinder.

Den er en fuldstændig aaben baad, gjort af et spileverk af træ og trukket udvendig med sælskind; den er forholdsvis meget smal og er flad i bunden. Den er letrod, men er som følge af sin form en ubekvem og daarlig sjøbaad, hvorfor grønlænderne, saasnart der kommer vind, lægger til land med den. Den har gjerne et lidet seil til at sætte op i forstavnen, og som kan bruges, naar der er gunstig vind; men at slige baade ikke egner sig for seilads, vil let nok indses. Seilads er i det hele tat noget, som eskimoen ikke forstaar sig paa og ikke har synderlig tilovers for.

I disse baade rummes al familiens jordiske eiendom med telt, husgeraad, hunde, børn, kvinder osv. De ros af op til en halv snes roersker og kan, naar der er saa mange, gjøre en god fart. De styres gjerne af husfa'ren, mens familiens øvrige mænd følger i sine kajaker.

I sine konebaade flyttede grønlænderne om fra den ene fangeplads til den anden hele sommeren, og en eller flere maaneder drog de der, hvor der var ren, ind i fjordene paa jagt og levede da i herlighed og glæde.

Hyppig foretog de i hin tid lange reiser op og ned langs vestkysten, ligesom de endnu den dag idag gjør det paa østkysten. For at gi et indtryk af, hvilken udstrækning disse reiser kan ha, kan nævnes, at paa østkysten reiser familier fra Angmagsalikegnen, paa 6512° n. b., den lange vei ned til handelspladsene vestenfor Kap Farvel og tilbage igjen, og dette er da en strækning paa 110 mil. De reiser ikke gjerne hurtig; den ene af de to konebaade, som vi mødte paa østkysten ved Kap Bille i 1888, og som var paa reise sydover, naadde først to aar efter, i 1890, frem til Pamiagdluk, vestenfor Kap Farvel, og dette er bare en strækning paa 40 mil, som jeg antar, vi kunde ha tilbagelagt paa en uge eller to med vore baade. Men saasnart eskimoerne kommer til et sted, hvor der er meget sæl, lægger de til land, slaar leir, driver fangst og lever høit. Nærmer høsten eller vinteren sig, vælger de en god plads og bygger et vinterhus for atter at fortsætte sin reise til vaaren eller sommeren, naar isen tillader dem at dra videre. Den omtalte konebaad hadde paa denne maade tilbragt tre aar paa reisen fra sit hjem ved Umivik og vilde vel bruge en ikke meget kortere tid om at komme tilbage. Den anden konebaad, som gik sydover fra Kap Bille, kom saa langt som til Nanusek, hvor de overvintrede; men saa døde familiefaren, og de vendte om og tog fat paa den lange hjemreise til Angmagsalik, altsaa for saa vidt med uforrettet sag, som at de ikke naadde deres maal, handelspladsen, der ikke var mer end 15 mil borte.

Reiserne langs vestkysten foregik naturligvis meget lettere og hurtigere, da drivisen der ikke traadte hindrende iveien.

Ved denne omflakken undgik de at bli for meget afsondrede paa de enkelte bopladse; de traf sammen og pleiede omgang med andre mennesker, og der var hele sommeren over liv og samfærdsel, som de paa mange maader høstede fordel af; sindene oplivedes, interessen for fangsten ansporedes, og fangedygtigheden udvikledes paa forskjellig vis, foruden at den hyppige skiften af fangeplads gav betydelig større tilgang paa vildt.

Dette sommerliv i det forholdsvis renlige, luftige telt er foruden at være yderst fornøieligt ogsaa, som let vil forstaas, betydelig sundere end opholdet i de kvalme, stinkende jordhytter. Intet under derfor, at grønlænderens fagreste drømme om lykke var knyttede til konebaaden og teltet.

Desværre er vi europæere atter her aarsag i en sørgelig forandring. Hans Egede klagede vistnok sterkt over, hvor vanskeligt det var at faa grønlænderne til at la være med sin idelige omflakken og til at slaa sig ned og bygge og bo paa det samme sted, saa han i ro kunde præke kristendom for dem, ja han foreslaar endog, at man ved tugt og disciplin skulde tilholde dem at føre et mere stadigt levnet. Men havde denne fromme mand, som kun tænkte paa Guds riges tarv, levet nu, vilde han for saa vidt kunne været lykkelig; vor tids kristne grønlændere reiser snart ikke mere. Ved den store forarmning, som vi nu har bragt over dem, blir der for hver dag færre og færre fangere, som ser sig istand til at skaffe skind nok til konebaade og telte, og begge dele er jo nødvendige for at flytte. Isteden blir de da nu mer og mer nødte til at tilbringe hele aaret rundt i de usunde vinterhuse, hvor helbreden lider, og hvor der selvfølgelig er en ypperlig jordbund for bakterier og alle slags smitsomme sygdomme, foruden at mændene altsaa ikke kan skifte fangeplads, men maa søge de samme steder aar ud og aar ind. Herved forringes naturligvis udbyttet i sterk grad, kosten blir følgelig daarligere, og af de uundværlige sælskind blir der færre og færre. Er først hele det grønlandske samfund kommen ned paa dette niveau, denne fastboende tilstand, som vel for Egede stod som idealet, da har det sandhed vanskelig for at hæve sig igjen, og det staar neppe mer til at redde. Men nedgangen i den retning er i de seneste aar ligefrem foruroligende.