Eskimoliv/7
KAPITEL VII.
Karakter og sociale forhold.
Naar jeg ser alt det kjævleri og al den væmmelige udskjelden af modstandere, som hver dag serveres i de forskjellige partiers blade, kommer jeg af og til at tænke paa, hvad disse herrer politikere vilde sige, om de kjendte det grønlandske samfund, om de ikke vilde rødme af skam, hvis de blev forestillede for disse mennesker, som den Guds mand Hans Egede titulerer paa følgende vis: «Saadanne vanvittige, koldsindige, uden Kiendelse af nogen slags Guds-Dyrkelse, i fæisk Dumhed, uden Orden og Disciplin levende Mennesker». Hvor vi dog staar lavt, og hvor disse «vilde» hadde ret til at se ned paa os med foragt, om de fik vide, at her bruger man, endog i den offentlige presse, de gemeneste skjeldsord mod hver andre, som f. eks. «løgner», «forræder», «meneder», «smudsblad», «skandalpresse», «tølper», «raaas» osv. osv.; selv tar de jo aldrig et skjeldsord paa sin mund, ja deres sprog savner denne ordklasse, som hos os er saa rigt udviklet.
Der ligger udtrykt en karakterens grundforskjel i dette forhold. Grønlænderen er det skikkeligste menneske, Vorherre har skabt. Godmodighed, fredelighed og magelighed er fremtrædende træk i hans karakter. Han vil gjerne staa paa saa god fod med sine medmennesker som muligt og undgaar derfor at støde dem, end sige bruge grove skjeldsord. Han siger nødig en anden imod, selv naar denne fortæller noget, som han ved ikke er tilfældet; sin indvending iklæder han ialfald den mildest mulige form, og det vilde falde ham meget vanskelig at sige rent ud, at den anden talte usandhed. Han fortæller andre nødig sandheder, som han formoder kunde være dem ubehagelige; han bruger da heller mer ubestemte udtryk, selv naar det gjælder saa ligegyldige ting som f. eks. veir og vind. Ja, hans fredelighed gaar saa vidt, at hvis en stjæler fra ham, hvilket sjelden hænder, fordrer han som regel ikke det stjaalne tilbage, om han end ved, hvem som har tat det. «Men giv hver den, som beder dig, og af den, som tager dit fra dig, kræv det ikke igjen» (Luc. 6, 30).
Følgen er, at der sjelden eller aldrig forekommer trætte deroppe. Grønlænderne har ikke raad til at kaste tiden bort med indbyrdes kiv; kampen for at underkaste sig naturen, denne menneskets store opgave, er der tungere end noget andet sted, og derfor har dette lille folk enedes om at føre den uden unødige splittelser.
I det hele er grønlænderen et lykkeligt menneske, hans sind er muntert og let som et barns. Om han har en sorg, tar han den muligens heftig i øieblikket; men den er snart glemt, og da er han lige straalende og tilfreds med tilværelsen, som han pleier.
Denne hans glade letsindighed gjør, at han lidet tænker paa fremtiden; har han nok mad i øieblikket, er han lykkelig og spiser, saa længe der er noget, om han end siden maa lide nød, hvilket desværre ofte sker nu, og det blir almindeligere aar for aar.
Den har ofte i sterke udtryk været bebreidet ham, denne sorgløshed; missionærerne paastaar og vistnok med rette, at den gjør ham uimodtagelig for civilisation, og har forsøgt at formane ham til mere forsynlighed og paaholdenhed med sine forraad. Men de forbiser, at der ogsaa staar skrevet: «I skulle ikke sørge for den dag imorgen. Ser til Himmelens Fugle, de saa ikke, de høste ikke, de samle ikke i Lader og dog føder vor himmelske Fader dem».
Den har ogsaa sin lyse side denne letsindighed, ja den er paa en maade hans styrke.
Fattigdom og nød har hos os to følger. Den mest umiddelbare er naturligvis den legemlige lidelse, men sammen med og efter den kommer den aandelige, næringssorgerne, dette ustanselige nag, som forfølger en nat og dag lige ind i søvnen og forbitrer hver time. Denne er vel som regel den sværeste for vore fattige, og var ikke den, vilde vel de legemlige lidelser, der dog som regel er forbigaaende, let være overstaaede. Men se, denne side er eskimoens lette sind fritat for. Selv om han sulter længe og døier ondt, er det atter glemt, saasnart han bare faar mad, og mindet om udstaaede lidelser er lige saa lidt istand til at ødelægge hans nydelse og glæde som frygten for dem, der imorgen eller iovermorgen vil komme; det eneste, som da kan forstyrre hans lykke, er at se andre lide nød, mens han selv har det godt, og derfor deler han, saasandt han har noget at dele af.
Hvad som særlig gaar dem nær til hjertet er dog at se sine smaa børn sulte, «og derfore,» siger Dalager, «give de Børnene, om de end selv af Hunger ere færdige at crepere til døde; thi de leve hver Dag i Haabet om en ønskelig Forandring, som virkelig holder Livet op i mange».
For at faa en klarere opfatning af grundforskjellen mellem eskimoens karakter og vor, bør man studere hans samfundsforhold.
Det er ikke ualmindeligt at høre den mening udtalt, at det grønlandske samfund er lovløst og uordnet. Dette er en feiltagelse.
Oprindelig var det tvertimod sjelden velordnet. Det hadde sine skikke og sine bestemte regler for enhver ting det vedkommende, og disse levede paa folkets mund og blev omtrent altid fulgte; thi det er utrolig skikkelige mennesker, hvilket selv Egede, der dog har omtalt dem saa stygt, som ovenfor meddelt, maa indrømme, naar han f. eks. siger: «Det er at forundre over, hvor eenige eendrægtige de leve med hinanden; thi Kiv og Strid, Had og Eftertragtelse fornemmer man sielden til hos dem. Og[1] om endskiønt nogen kand have en ond Villie til en anden, saa lader hand sig dog ikke merke, men af stor undseelse for hinanden, understaaer sig ikke offentlig at angribe ham med skiælds Ord eller Slagsmaal, saasom de og ikke heller have nogen slags Maade eller Ord at skiælde paa hinanden med». Dette er vel at merke sagt af en prest allerede om hedningerne, som altsaa ikke kunde ha faat dette fredelige sind gjennem kristendommen.
Saa kom europæerne. Uden at kjende eller forstaa folket og dets behov, gik de helst ud fra, at det i bund og grund trængte til forbedring, og greb saa forstyrrende ind i hele deres samfundsindretning. De søgte at paatvinge dem et helt nyt præg, gav dem med et slag en hel ny religion, nedbrød agtelsen for de gamle skikke og traditioner, selvfølgelig uden at kunne gi dem nye isteden; dette vilde, frit levende jagtfolk mente jo disse missionærer at kunne gjøre til en civiliseret, kristen nation, uden at det faldt dem ind, at dette folk i sit hjerte var i mange henseender mer kristne end de selv og bl. a. hadde gjennemført i praksis den kristelige kjærlighedslære ganske anderledes end nogen kristen nation. Europæerne opførte sig, kort sagt, i Grønland aldeles paa samme vis som almindelig, hvor de siger sig at optræde i den kristne religions navn for at gjøre «de stakkars hedninger delagtige i den evige sandheds velsignelse».
Karakteristisk for denne opfatning er f. eks. følgende tidligere omtalte udtryk af Egede: «Grønlændernes medfødde Dumhed og Koldsindighed, deres Ungdoms dorske og fæiske Opdragelse, deres Omflakken og ustadige Leve-Maade, giør visselig stor Hindring udi deres Omvendelse, og bør, saa meget mueligt er, borttages og remederes». Hvilken mangel paa forstaaelse! tænk bare, at ville bortta og remedere et jagtfolks omflakkende liv, hvad blir der saa tilbage? For ikke at tale om, at han en anden gang foreslaar at opnaa dette ved «tugt og disciplin».
Eskimoerne hørte i begyndelsen forbausede paa de fremmede; de hadde hidtil været meget tilfredse med sig selv og den hele tilværelse, vidste ikke, at livet og menneskene var saa elendige, som missionærerne atter og atter forsikrede dem om; de var, som Egede siger, «uden nogen ret Skiønsomhed om deres egen dybe Fordærvelse», og de hadde store vanskeligheder med at forstaa en religion saa grusom, at den lod mennesker fordømmes i en evig ild; «arvesynden» kunde de nok anerkjende som noget almindeligt hos kavdlunakerne (europæerne); thi at de for en stor del var slette, saa de nok; men da kaladlit (eskimoerne) var gode mennesker, burde de uden braak komme ind i himmerige.
Da der i 1728 kom en hel del danske mænd og kvinder til Godthaab for at kolonisere landet, forargede mange af dem hedningerne sterkt ved sin slette opførsel, og disse «spurgte derfor tidt, hvoraf det kom, at saa mange blandt vore Folk vare saa uskikkelige. I Stedet for at Fruentimmerne (ɔ: grønlænderinderne) pleie at være stille og ærbare, vare disse (europæerinderne) galne, frække, og uden al qvindelig Anstændighed. De vidste dog vel alle Guds Villie».[2] Og grønlænderne saa ned paa og lo af de dumme, selvgode europæere, som prækede saa fint, men var saa slette, og som desuden intet forstod af deres fangst eller af alt det, som de ansaa for vigtigst i livet.
Ved den magt, som en høiere kultur gir, seirede saa efterhaanden disse, og i tidens løb har de da voldt en gjennemgribende forstyrrelse og frembragt en usikker blanding af oprindelig eskimoisk og moderne europæisk folkeskik og kultur, ligesom de ogsaa i en utilladelig høi grad har krydset sit blod med dem og uden presternes hjælp frembragt et sterkt blandet afkom.
Men da eskimoerne er et meget konservativt folk, vil man endnu finde mange væsentlige træk fra den oprindelige tilstand.
Som hos alle jagtfolk er hos grønlænderne eiendomsbegrebet meget indskrænket; men det er dog ikke rigtigt at tro, at de aldeles ikke kjender et saadant begreb.
For det store flertal af tings vedkommende hersker der et vist fællesskab; men dette indskrænker sig altid til videre eller snevrere kredse efter de forskjellige tings natur. Næst individet kommer som den snevreste kreds familien, dernæst husfæller og nærmeste slegtninge og saa alle bopladsens familier. Som mest privat eiendom anses kajak, kajakklæder og fangstredskaber, som tilhører fangeren alene, og som ingen maa røre; thi dermed underholder han sig selv og sin familie, og han maa følgelig altid være sikker paa at finde dem, hvor han sidst lagde dem; de laanes endog sjelden bort. Før i tiden holdt gode fangere gjerne to kajaker, men det gaar nu sjelden for sig. Som noget, der nærmest ogsaa skulde høre til fangstredskaber, kunde nævnes ski; da disse imidlertid først er indførte ved europæerne, gjælder eiendomsbegrebet ikke for dem i samme grad, og mens en eskimo sjelden eller aldrig rører en andens vaaben, tar han som regel ikke i betænkning at bruge en andens ski uden at spørge derom.
Næst fangstredskaberne og de private klæder kommer verktøi, som bruges hjemme i huset, f. eks. knive, økser, sage, skindknive osv. Mange af disse, særlig kvindernes sygreier, anses dog ogsaa som helt privat eiendom.
Andet husgeraad er felleseie for familien eller endog for husfællerne. Konebaaden tilhører familiefar'en eller familien, ligesaa teltet. Huset tilhører ogsaa familien, og bor der flere sammen, da disse i fællesskab.
Nogen grundeiendom kjender eskimoen ikke, dog synes der at herske den regel, at ingen bør slaa telt eller bygge sit hus paa en plads, hvor der bor folk før, foruden disses samtykke.
Som eksempel paa deres hensynsfuldhed for hverandre i saa henseende kan anføres et træk, som for over hundrede aar siden er beskrevet af Lars Dalager.
«Om Sommeren, naar de føre deres Telter og Bagage med dem, og agte at fæste Stade paa et Sted, hvor andre Grønlændere staae, roe de til Landet meget langsomme, naar de komme nær paa et Bøsse-Skud, holde de stille uden at tale noget. Tie de paa Landet værende ogsaa stille uden at tale noget, tænke de Kommende at være mindre agtede, og derfore roe bort med største Hurtighed til et øde Sted. Men hvis man paa Landet, som almindelig gierne skeer, gjør disse Complimenter: see her! her er gode Telte-Pladse, god Lager for eders Kone-Baader, kommer og udhviler eder fra Dagens Byrde! legge de efter en liden Overveyelse til Strand-Bredden, hvor man staar færdig at modtage dem, og assistere med Hielp til Bagagens Opbringelse. Men naar de igien fare bort, hielpe de dem alleene Kone-Baaden i Søen, lade dem selv arbeide med det øvrige, uden saa Skiel den Farende er en meget god Ven, eller nær Forvandte, da han dimitteres med samme Æres Beviisning, som der han blev modtagen, og med saadant Afskeed: Eders Bortfart vil foraarsage hos os en stille Erindring.»[3]
En antydning til grundeiendomsbegreb synes ogsaa at ligge deri, at hvor de i lakserige elve har bygget dæmninger for at samle fisken, er det ikke velset, naar fremmede kommer og forandrer deres dæmninger eller benytter garn indenfor disse, saaledes som europæerne hyppig har gjort i tidligere tider (ogsaa omtalt af Dalager).
Rækved tilhører den, som først finder det drivende i sjøen, hvor dette end er. For at beholde sin ret er finderen forpligtet til at bugsere det til land og sætte det op ovenfor høivandsmerke og helst merke det paa en eller anden maade. For denne eiendom har eskimoen stor respekt, og en, som har lagt rækved op paa stranden, er sikker paa, hvis ikke europæere har været paa stedet, at finde den igjen selv flere aar efter; den, som tog deraf, vilde anses for en kjeltring.
Angaaende deres opfatning af eiendomsbegrebet ved laan og handel kan anføres, hvad Dalager siger derom: «Laaner en Mand noget til en anden, som Baade, Piile, Fiske-Snøre, eller andet Søe-Redskab, og samme kommer til Skade, enten ved at Sælhunden eller Dyret løber bort med Piilen, eller Fisken trekker Snøret itu, eller og, at Fisken eller Sælhunden kand giøre Baaden Skade, da gaaer det alt paa Eyerens Regning, og den Laanende erstatter intet derfor. — — Tager nogen Piil eller Redskab til Laans, Eyeren uafvidende, og det imidlertid kommer til Skade, er den Laanende forbunden at giøre Eyeren Satisfaction. Dette indfalder meget sjelden, en Grønlænder skal ogsaa trænge hart, førend han vil incommodere en anden om noget til Laans, af Frygt for det skulde komme til Skade.»
«Kiøber nogen af en anden, og Vahrene ikke staae ham an, kand han endogsaa efter nogle Tiders Forløb lade bringe Vahrene tilbage.»
«Kiøber nogen af en anden kostbare Ting som Baade eller Flinte, og den Kiøbende ikke er i Stand til at contentere Selgeren for den fordrede Betalning, da gives ham Credit, indtil han kand præstere. Men døer Debitor forinden, nævner Creditor aldrig sit Krav. Dette er,» tilføier Dalager, «en skadelig Articul for Coloniernes Kjøbmænd, som stedse ere forbundne at give Credit, og hvorpaa jeg fornemmelig dette Aar har fristet Prøver, da mange af mine Debitorer ved Døden ere hensovede, og derover bragt mig i en temmelig Labyrinth.»
Da han klagede til «adskillige fornemme og fornuftige Grønlændere», gav de ham det raad «strax at legitimere sit Krav, men dog lade (efter deres Talemaader) Mandens Luus først døe i Graven, førend han skreed til Execution.»
Stort mer, end hvad ovenfor er nævnt[4], kan en grønlænder ifølge de oprindelige skikke ikke godt eie. Selv om han hadde sans for at samle sig rigdomme, hvilket han dog sjelden har, vilde hans trængende fæller kunne gjøre krav gjældende overfor det mindre nødvendige. Saaledes er der i Grønland det misforhold, at de til landet flyttede europæere, som jo igrunden ernæres ved de indfødte, ofte samler sig rigdomme og lever i overflod, mens de indfødte selv ikke kan det.
Sin fangst har en grønlænder ikke engang hel ret over. Fra gammel tid af er der bestemte regler, hvorefter den fordeles, og det er kun enkelte slags dyr, han kan faa beholde saa nogenlunde for sig selv og sin familie. Til disse hører ataken eller grønlandssælen, men selv af denne maa han gi de kajakmænd, som kommer til, straks den er fanget, hver sit spækstykke, ligesaa faar børnene paa bopladsen, naar han kommer hjem, et lidet stykke spæk hver. For andre sælarter er der bestemte regler, hvorefter hele dyret fordeles mellem dem, som
var tilstede eller var med, da det blev fanget, eller endog
Sæljagt.
tilfældet med hvalrossen og flere hvalarter som f. eks. hvidfisken; af denne faar fangeren en forholdsvis liden del, selv naar han har været alene om at fange den. Blir en større hval bragt til land, skal det være et helt uhyggeligt syn at se alle pladsens beboere, bevæbnede med knive, kaste sig over den for at ta hver sin del, mens den endnu er i vandet.
Det gaar da saa blodigt til, at Dalager paastaar ikke at ha «hørt eller seet nogen Hvalfisk at være flendset uden at en Deel enten ere lemlæstede eller i det mindste sterk blesserede, hvilket kommer af en uforsigtig Hidsighed, da nogle hundrede Mennisker kand ligge paa Fisken, hvoraf enhver giør sit Beste, og derfor observerer ikke saa nøye, hvor Kniven snitter ind eller hen.» Karakteristisk for deres vakre sindelag er imidlertid, «at hvem som saaledes rager til Skade, bær derfor aldrig Nag til Giernings-Manden, men anseer det for Vaade».
Det er ikke blot for større dyr, der gjælder slige regler, for enkelte fiske er det ogsaa tilfældet; fanges saaledes en kveite, er det fangerens pligt at gi de andre kajakmænd, som ligger paa fangepladsen, et stykke af skindet til deling. Desuden gir han gjerne, naar han kommer hjem, husfæller og naboer med af dyret[5].
Selv om en grønlænder har tilfredsstillet de netop omtalte love, kan han dog ikke altid beholde den ham tilkommende del af sit eget bytte i fred. Fanger han f. eks. i en tid, da der er trang eller hungersnød paa pladsen, anses det for hans pligt enten at holde gilde eller at dele ud til de andre huse, som muligens i lang tid har maattet undvære ferskt kjød.
Er der god fangst, holdes gilde, og man spiser, saa længe man kan. Blir ikke alt opspist, og der er nok ogsaa i de andre huse, lægges endelig hen til vinterforraad; men kommer der trangstid, da anses det for deres pligt, som har noget, at hjælpe dem, som intet har, saalænge der er noget at hjælpe med; siden sulter de i fællesskab, og undertiden sulter de ihjel. At nogle lever i overflod, mens andre lider nød, saaledes som jo daglig gaar for sig i det europæiske samfund, er uhørt i Grønland, naar bortses fra, at de derboende europæere med vor rases vanlige forsynlighed ofte har forraad, mens grønlænderne sulter.
Af det anførte vil det forstaas, at lovene gaar ud paa, at fangsten skal saa meget som muligt komme den hele boplads tilgode, saaledes at de enkelte familier ikke helt skal være afhængige af, om deres forsørgere daglig fanger. Det er love, som har udviklet sig ved lange tiders erfaring og er slaaede fast gjennem mange generationer.
Kveitefiske.
Grønlænderen er i det hele et medfølende barn ligeoverfor andres nød; hans første samfundslov er at hjælpe andre. Paa denne og paa samhold i ondt som i godt beror alle de smaa grønlandske samfunds tilværelse. Et haardt liv har lært ham, at selv om han er dygtig og som regel kan klare sig selv, saa kan der komme tider, da han uden sine medmenneskers hjælp maatte bukke under; derfor er det bedst at hjælpe. «Og som I ville, at Menneskene skulle gjøre mod eder, ligesaa gjører og I mod dem», denne læresætning, en af kristendommens første og vigtigste, har naturen selv lært grønlænderen, og han bringer den til gjennemførelse, hvilket neppe kan siges altid at være tilfældet i de kristne samfund. Uheldigt er det, at efterhvert som han civiliseres, synes denne lære at tabe i kraft.
Ligesom hjælpsomhed mod naboer er en lov, saaledes er gjestfrihed mod fremmede det ikke mindre. Den reisende tar ind i den første hytte, han kommer til, og blir der, saa længe det er nødvendigt. Han blir godt modtat og bevertet med, hvad huset formaar, selv om han er en uven. Naar han drar bort, faar han hyppig mad med sig; jeg har set kajakmænd forlade huse, hvori de paa grund af storm hadde maattet opholde sig flere dage, belæssede med kveitekjød, som de fik i gave ved bortreisen. At betale for opholdet gaar ikke an. En europæer blir ogsaa gjestfrit modtat overalt, uagtet grønlænderne ikke vilde gjøre den samme fordring gjældende overfor ham, om de paa reise kom forbi hans hus. Europæerne gir dog hyppig et slags vederlag, idet de gjerne har kaffe og lignende ting, hvormed vertsfolket trakteres.
At gjestfrihed er en pligt, som øves i sterk grad ogsaa paa Grønlands østkyst, fortæller kapt. Holm flere merkelige beviser paa. Saaledes kan henvises til hans fortælling om morderen Maratuk, som hadde myrdet sin stedfar. Han var et leit menneske, som ingen likte; men desuagtet blev han, naar han kom i besøg til den myrdedes nærmeste familie, modtat og længe underholdt — man talte dog ondt om ham, da han var reist.
Gjestfrihed tvinger selvfølgelig ogsaa de haarde naturforhold dem til; thi hyppig overfaldes de fjernt fra hjemmet af uveir, saa de blir nødte til at ty ind i nærmeste hus.
Det synes uheldigvis, som gjestfriheden er bleven mindre paa vestkysten i de senere aar. Det er nok atter europæerne, som gir eksemplet. Dertil kommer jo ogsaa, at man langtfra er saa velstaaende som i tidligere tider og har saaledes ikke saa let for at underholde fremmede.
Mange synes vel, at jeg nu og da er uretfærdig mod os europæere; men det er ingenlunde min hensigt. Naar europæerne ikke har hat den bedste indflydelse, saa kan det ikke altid direkte lægges dem til last, forholdene har uundgaaelig ført det med sig, uagtet de selv ofte mente det godt nok. Der har f. eks. i den bedste mening fra deres side været arbeidet sterkt paa at faa udviklet eiendomsbegrebet hos grønlænderne, de opmuntres til at spare op af sin fangst istedenfor at ødsle dermed paa deres tilvante gavmilde maade osv.; man beraaber sig paa, at den første betingelse for en civilisation er et mer udviklet eiendomsbegreb. Om dette er godt, kan synes mange tvilsomt; men det staar ikke saa for mig. Jeg maa vistnok indrømme, at som basis for en civilisation trænges der adskillig mer sans for jordisk gods, end eskimoen er i besiddelse af; men hvad jeg ikke kan forstaa, er, hvad de stakkars mennesker skal med civilisationen; lykkeligere gjør den dem i sandhed ikke, den ødelægger det smukke og gode hos dem, gjør dem svagere i kampen for tilværelsen og fører dem ufravigelig til fattigdom og elendighed. Men herom mer ved en senere leilighed.
De love, hvorpaa det grønlandske hedningesamfund hviler, er, som vi har set, saa nær som muligt socialismen gjennemført i praksis. I denne henseende er det altsaa mer kristent end noget kristent samfund; vor tids samfundsreformatorer kunde ha lidt af hvert at lære deroppe.
Spencer har i et af sine skrifter fremholdt, at menneskeheden har to religioner; den første og naturligste er selvopholdelsesdriftens, der driver individet til selvforsvar mod enhver ydre modstand eller enhver fiendtlig magt udenfor ham selv. Denne kalder han fiendtlighedens religion. Den anden er sammenslutningsdriftens, der driver mennesket til at indgaa fællesskab med sine naboer og medborgere, og af den stammer den kristne lære, at du skal elske din næste som dig selv, ja du skal endog elske dine fiender. Denne kalder han venskabets religion. Den første er fortidens, den sidste fremtidens.
Men netop denne fremtidens religion synes eskimoen i en sjelden grad at ha tilegnet sig.
Nogle stammer eller raser drives af fiender til sammenslutning, mens andre drives dertil af en mindre gunstig natur. Det sidste har været tilfældet med eskimoerne. Der, hvor driften til at slutte sig sammen og hjælpe hverandre har været sterkest udviklet, der har ogsaa samfundets evne til at holde sig oppe været størst, det har kunnet tilta i velvære og antal, mens andre smaasamfund med mindre deraf gik tilbage eller endog bukkede under.
Saasandt vi med Spencer holder paa, at venskabets religion er fremtidens, at selvopgivelse til fordel for samfundet er det hvorimod udviklingen stevner, da maa vi indrømme eskimoen en høi rang blandt folkene.
Et spørgsmaal er det dog, om ikke vore forfedre ogsaa engang langt tilbage i tiden hyldede en lignende lære? Den sociale udvikling gaar, kan hænde, i en spiral med større og større vindinger.
- ↑ «Naar de har seet vore liiderlige Matroser at kives og slaaes, have de holdt Sligt at være umenneskeligt og sagt: de holde hinanden ikke for Mennisker. Disligeste om en af Officererne har slaaet Sine underhavende, heeder det strax: hand handler sine Med-Mennisker som Hunde etc.»
- ↑ Paul Egede: Etterretninger om Grønland, s 35.
- ↑ Dalager: «Grønlandske Relationer». 1752. Kjøbenhavn. Side 15—16.
- ↑ Hertil kommer dog ogsaa hunde og for de nordligere boende grønlændere og østlændingerne hundeslæder.
- ↑ Naar flere driver jagt sammen, er der ogsaa bestemte regler for, hvem det fangede vildt tilhører. Skyder to eller flere paa en ren, da tilhører dyret den, som traf den først, selv om han bare har saaret den ubetydelig. Om regler for sæljagten siger Dalager: «Kaster en Grønlænder med sine lette Piile i en Sæl-Hund eller noget Søe-Dyr, og det ikke døer, men løber af med Piilen, da, i fald en anden kommer og dræber det med sine Piile, tilhører dog den første, men hvis han har brugt den ordinaire Harpun, og Linen gaar i tu, og en anden kommer og treffer, har den første tabt sin Ret, men skyde de begge tillige, og Harpunerne treffe begge, deeles Dyret langs igjennem med Hud og alt.» «Kaste tvende tillige i en Fugl, deele de den tvert igjennem.» «Findes en død Sælhund med Harpunen udi, da, hvis Eyeren af den er bekiendt i Nærværelsen, faaer han sin Harpun tilbage, men Finderen beholder Sælhunden.» Lignende regler synes der ogsaa at være paa østkysten.